Klatring ISSN 1603-5976. Udgiver Dansk Bjergklub Mortonsvej 9 2800 Lyngby. Tryk TGS-Group

Klatring Nr. 2, 2009

I indhold Klatring ISSN 1603-5976 Leder Sammenlægning af DB & KK 4 Stingray Jacket 3.999,- Udgiver Dansk Bjergklub Mortonsvej 9 2800 Lyngby Tryk TGS-Group Ansv. redaktør Claus P. Østergaard Rømersgade 25, 1.th. 1362 København K. 2636 5110 Redaktion Maria Sturluson Thomas Boesgaard Redaktion siger tak! Generalforsamling Indkaldelse til GF i DB & KK Har dansk alpinisme en fremtid? Kristoffer Szilas synsvinkel La Capella 7. grads problemer Cracked 7/7+ Første danske repitition Isklatring Klassiske ruter i Rjukan 6 8 10 16 20 26 Theta Ar Jacket Fuldblods alpinjakke. 4299,- W s Strato Jacket 1.299,- Delta Sv Jacket 1.499,- Layout Camilla Hylleberg Claus P. Østergaard Mail blad@danskbjergklub.dk Deadline for næste udgave 1. maj 2010 Forside Efterår på Kjuge Foto Camilla Hylleberg Schweiz for begyndere Bourbon Street Ørkenklatring Rystende Rjukan Fanget i et vandfald Sommer alpin klubtur Zermatt Bjergfotografi Sådan fotograferes bjergene 32 36 44 48 58 Arc teryx - Evolution in Action Arc teryx står for nytænkning, kvalitet og kompromisløshed. Deres design og teknologier har de senere år dannet skole for mange af de øvrige producenter, men Arc teryx er stadig i en klasse for sig. Søger du et effektivt værn mod elementernes rasen og påskønner du elegante, langtidsholdbare løsninger, er Arc teryx uden tvivl noget for dig. Arc teryx Shop Copenhagen Frederiksborggade 44 www.friluftsland.dk info@friluftsland.dk Kopi af artikler er tilladt, hvis kilde og forfatter angives Urban Climbing Buildering i København UIAA Generalforsamling Medlemsliste Pr. nov. 2009 78 84 86

Lleder DB OG KK LÆGGES SAMMEN TIL EN KLUB Her medio oktober er vi i realitetsforhandlinger omkring en stor klatrehal på Refshaleøen og det er et projekt som skal detailplanlægges og realiseres indenfor det næste år eller to. Der er en masse organisatoriske og økonomiske ting, som skal ordnes inden et så stort projekt kan realiseres, og en af de første forudsætninger er, at vi får strammet op på vores struktur i klubben. Det er nødvendigt med en professionalisering af hele klubstrukturen, så den matcher en organisation med en million-omsætning, hvad DB/KK har allerede nu. Der er i DB og KK s bestyrelser enighed om en sammensmeltning af de to klubber til en. Vi er langt i forhandlingerne om nye vedtægter, og disse vil blive fremlagt på generalforsamlingen til februar. Såfremt de vedtages følger en ekstraordinær generalforsamling 1-2 måneder senere. Det endelige vedtægtsforslag vil blive offentliggjort på vores hjemmesider. Vi planlægger at afholde begge generalforsamlinger samme dag torsdag den 11. februar i lokalerne i Løvstræde 8a i forlængelse af hinanden. KK s bliver kl. 18 og DB fra kl. 20. På KK s (KK er jo pr. definition en interessegruppe under DB) vil vi foreslå vedtagelse af en hensigtserklæring om sammenlægningen, og herefter vil vi på DB generalforsamlingen debattere og stemme om de nye vedtægter. Af principielle vigtige ændringer er formålsparagrafferne, som kommer til at afspejle vores alsidighed, samt det faktum at der er et forbund, som skal varetage nogle af de overordnede nationale forpligtelser. En klatrehal bliver også skrevet ind i formålsparagrafferne, og der kommer en ny paragraf om, at vi til at varetage klubbens formål kan danne anparts- og/eller aktieselskaber, hvor klubben til enhver tid skal have den bestemmende indflydelse i et oprettet selskab. >> Den nye klubstruktur kommer til at bestå af en bestyrelse som skal tage sig af de overordnede linjer og det praktiske arbejde uddelegeres til en stribe udvalg, hvoraf tre vil blive nævnt i vedtægterne. Størrelse, sammensætning og mandat for udvalgene bestemmes af bestyrelsen. De tre udvalg er: KK-udvalg: Står for den daglige drift af klatrehallen i samarbejde med det ansatte personale og driftselskabets bestyrelse (der arbejdes på at etablere et selskab til at varetage driften af klatrehallen). Trænings- og konkurrenceudvalg. Udendørs-udvalg: Varetager klubbens udendørs aktiviteter Ligeledes vil alt officielt materiale fremover ligge på klubbens officielle hjemmeside så indkaldelse til generalforsamling og referater ikke længere skal trykkes i bladet. Noget af det eneste der ikke er enighed om i de to bestyrelser er den fremtidige klubs navn, så dette skal også endeligt vedtages på den ekstraordinære generalforsamling, hvor de vedtægter endeligt kan vedtages. En sammensmeltning er den eneste vej frem, da det er spild af frivillig arbejdskraft at have en dobbelt struktur med deraf følgende dobbeltarbejde. Ligeledes skulle der gerne komme en synergieffekt for de enkelte medlemmer ved, at vi samler klubben og kan komme til at byde på mere - også udover en af Europas højeste og største klatrehaller. Vel mødt Emil og Henrik DANSK BJERGKLUB Formand Henrik Jessen Hansen (summit@dadlnet.dk, 33322262) Kasserer Jan Elleby (janelleby@danskbjergklub.dk, 39297333) Sekretær Peter Richter Nielsen (peter.richter.nielsen@gmail.com) Øvrige Mikael Kristiansen (mbk@danskbjergklub.dk) Sten Nørkjær (38345356, stn@danskebjergklub.dk) Lars Thorslund (30294458, lthorslund@tiscali.dk) Henrik Ljunggreen (51904662, hlj@danskebjergklub.dk) KØBENHAVNS KLATREKLUB Formand Emil Underbjerg (emil.underbjerg@3.dk) Kasserer Peter Walbum (peter.walbum@gmail.com) Øvrige Marie Bang Bo Nortvig Nicolai Liebach Dina Danielsen Foto: Thomas Boesgaard 4 5

Rredaktion Så er første sæson af Det Nye Klatring allerede næsten gået. Du sidder nu med Klatring #2 anno 2009 og endnu engang: Hvilket nummer! På redaktionen var vi alle meget spændte, da vi havde sendt første nummer af Klatring i det nye layout i trykken i foråret. Vi ventede næsten med tilbageholdt åndedræt på jeres reaktioner, kære læsere. Og vi kunne ånde lettede op, vi blev belønnede. Masser af rosende røster er hørt i haller og på klipper: Fedt blad, hvor er det flot!, dansk Alpinist er bare nogle af kommentarerne. Tak for jeres opbakning, det er jeres konstruktive og positive feedback samt ikke mindst alle de spændende indlæg bladet modtager, som gør det sjovt at lave Klatring. Så: For anden gang i revolutionerende flot indpakning kan du læse beretninger fra højt og lavt, fra nær og fjern, fra is og klippe, fra sol og regn Find selv ud af i hvilke kombinationer på de følgende sider. Og om det virkelig regnede den dag i Rjukan Vi håber, at du vil nyde samlingen af både spændende historier og fantastiske billeder, og ikke mindst, at du vil blive inspireret til en kommende tur. En stor tak til alle jer der igen eller for første gang har sendt jeres artikler til dette (og tidligere) numre af Klatring. Redaktionen modtager altid gerne flere historier fra jer derude, så tøv ikke med at skrive et par linjer om jeres oplevelser. Det kommende års artikler skal være redaktionen i hænde senest d. 1. april og d. 1. oktober 2010. Redaktionen Se buildering flere 6 Foto: Thomas Boesgaard Under Broen Foto: Thomas Boesgaard BILLEDER bagerst i bladet...

DB Indkaldelse til ordinær generalforsamlingen i DB Indkaldelse til ordinær generalforsamlingen i KK KK GENERALFORSAMLINGEN AFHOLDES TORSDAG D. 11. FEBRUAR 2010 KL. 20.00 I KLUBBENS LOKALER I LØVSTRÆDE 8A 3. KBH. K. Dagsorden: 1 Valg af dirigent. 2 Bestyrelsen aflægger beretning. Herunder aflægges beretninger fra udvalg og interessegrupper, der er nedsat af bestyrelsen eller generalforsamlingen. 3 Kassereren forelægger det reviderede regnskab. 4 Bestyrelsens forslag til budget samt forslag til kontingent for medlemmer. 5 Forslag fra bestyrelse eller medlemmer. 6 Valg til bestyrelsen. 7 Valg af revisor. 8 Eventuelt. Dirigenten leder generalforsamlingen og afgør afstemningsmåden, stemme-afgivningen samt afstemningens resultater. Beslutninger kan, uanset de fremmødte medlemmers antal, gyldigt vedtages med simpelt stemmeflertal. Dog kan beslutninger om vedtægtsændringer kun gyldigt vedtages, hvis mindst to tredjedele af medlemmerne er mødt og mindst to tredjedele af de fremmødte stemmer for ændringsforslaget. Stemmer to tredjedele at de fremmødte for forslaget, men uden det nødvendige antal medlemmer er mødt, indkalder bestyrelsen inden en måned en ny ekstraordinær generalforsamling, hvor da to tredjedele af de fremmødte medlemmer gyldigt kan vedtage vedtægtsændringen. Medlemmers forslag, der ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, må skriftligt være tilstillet bestyrelsen inden den 1. januar samme år. Stemmeafgivning ved fuldmagt kan finde sted. Et medlem kan maksimalt råde over 10 fuldmagter på generalforsamlingen. Bestyrelsen vil under punkt 5 fremsætte forslag til nye vedtægter med en sammenlægning af DB og KK. Det endelige forslag til vedtægter (og øvrige forslag der måtte komme) vil blive offentliggjort på klubbens hjemmesid www.danskbjergklub.dk under nyheder. Da de nye vedtægter medfører en ændret klubstruktur vil der såfremt de bliver vedtaget ved den ekstraordinære generalforsamling, hvor de skal vedtages igen også blive valg til en ny bestyrelse. På vegne af DB s bestyrelse Henrik Jessen Hansen, formand GENERALFORSAMLINGEN AFHOLDES TORSDAG D. 11. FEBRUAR 2010 KL. 18.00 I DANSK BJERGKLUBS LOKALER, LØVSTRÆDE 8A 3. KBH. K. KK er denne aften lukket for klatring! Dagsorden: 1 Valg af dirigent. 2 Formanden aflægger beretning. 3 Kassereren forelægger det reviderede regnskab 2009. 4 Fremlæggelse af forslag til budget og kontingent for det kommende år. 5 Forslag fra bestyrelsen eller medlemmer. 6 Valg af medlemmer til bestyrelsen 7 Valg af revisor. 8 Eventuelt. KK s generalforsamling ligger normalt i januar måned, men grundet det stillede forslag om sammenlægning af klubberne og ændring af klubstrukturen, har bestyrelsen fundet det mest hensigtsmæssigt at lægge KK s generalforsamlingen samme dag som Dansk Bjergklubs generalforsamling. Stemmeafgivning ved fuldmagt kan finde sted. Et medlem kan maksimalt råde over 3 fuldmagter på generalforsamlingen. Bestyrelsen vil under punkt 5 fremsætte forslag til nye vedtægter for en sammenlægning af DB og KK. Det endelige forslag til vedtægter (og øvrige forslag der måtte komme) vil blive offentliggjort på klubbens hjemmeside www.danskbjergklub. dk under nyheder. Da de nye vedtægter medfører en ændret klubstruktur vil der såfremt de bliver vedtaget ved den ekstraordinære generalforsamling, hvor de skal vedtages igen også blive valg til en ny hovedbestyrelse. Forslag til Generalforsamlingen skal være bestyrelsen i hænde senest 14 dage før, dvs. senest den 28.01.10 kl. 12. Stillede forslag fra medlemmer og bestyrelsen vil blive offentliggjort på KK s hjemmeside seneste en uge før dvs. senest den 04.02.2010 På vegne af KK s bestyrelse Emil Underbjerg, formand 8 9 Foto: Camilla Hylleberg

alpinisme alpinisme alpin Har dansk ALPINISME alpinisme alpinisme alpin en fremtid? Tekst: Kristoffer Szilas»Man har bedt mig skrive lidt om mit syn på dansk alpinklatring og holdningerne der her kommer til udtryk er derfor udelukkende mine egne. For mig står den første danske Himalaya ekspedition til Ama Dablam i 1988 som den største præstation i dansk klatrings historie. Desværre mener jeg at det er gået stejlt ned ad bakke siden. Ambitionerne rakte kun til de kendte 8000 meter bjerge ad ligegyldige normalruter og især Everest har trukket uforholdsvis megen opmærksomhed blandt danske bjergbestigere. Med al respekt for dem der har brugt deres tid i de højeste luftlag, så er og bliver disse ruter bare vandreture på sneskråninger og alt for ofte er det kun lykkes med hjælp fra sherpaer, fixreb og iltflasker. Fint nok at nogen kun er interesseret i højdeklatring, men at bruge den samme stil som de gjorde på førstebestigningen medfører næppe nogen udvikling. Den rute man vælger samt stilen den bliver klatret i burde være vigtigere end hvor kendt toppen er, men blandt størstedelen af danske bjergbestigere er den sidste faktor tilsyneladende altoverskyggende. alpin alpini alpinism alpinis alpinisme alp alpinism a

alpinisme alpinisme alpin MOTIVER FOR AT KLATRE I princippet er alpinklatring bare en del af det spektrum der starter med bjergvandring og ender hvor ens fantasi stopper. Erfaring og tekniske evner er hvad der afgør hvilket niveau vandreturen foregår på. Det der driver min klatring er ikke toppenes højde eller den tekniske sværhedsgrad, men det erfaringsmæssige og mentale niveau der kræves for at gennemføre store alpine ruter i en god stil i de fjerneste afkroge af verden. For hver tur er jeg blevet et rigere menneske og i stand til at tage vanskeligere beslutninger i mere pressede situationer. Den vigtigste egenskab i svær alpinklatring (dvs. det niveau hvor man er presset) er evnen til at kunne håndtere stressende situationer, fordi når kroppen giver op, tager viljen og erfaringen over. Når alt er kaos omkring én skal man være i stand til at vurdere situationen objektivt og erkende frygten, men ikke lade den påvirke ens præstationsevne. I stedet skal man tage en beslutning om hvorvidt man skal fortsætte eller komme ud af situationen. Dette kan alle opnå ved at vælge ruter der presser deres erfaringsniveau en tand, og dermed giver dem ny viden til endnu større ture. Hvad der i nogles øjne ligner et livsfarligt vovestykke er for andre blot endnu et lille skridt i deres personlige udvikling, alt er relativt. Klatring handler for mig slet ikke om at nå toppen, men om at få oplevelser og samle erfaringer i de mest imponerende omgivelser jorden har at byde på. Man kan ofte have langt større oplevelser og lære mere af at fejle end af at have succes. At misse en top er bestemt ikke nogen fiasko, hvis man har klatret i god stil og lært noget af turen. Alpinisme er for mig ikke en idræt og handler ikke om rekorder eller at være bedre end andre. Det handler om at udvikle sig selv som person og at opleve ting, som man må gøre sig fortjent til gennem en langvarig læreproces. Det er en livsfilosofi! Oplevelsen afgøres ikke af hvor høj og kendt en top er, tværtimod kan man få mere ud af at klatre en eller anden obskur sidetop, der passer ens niveau. OM BRUGEN AF FIXREB Ama Dablam betragtes som et af verdens smukkeste bjerge og alle ruterne til toppen er teknisk vanskelige. I alpin stil er det en formidabel udfordring, og det er nok den bestigning jeg personligt er mest stolt over at have gennemført. Realiteten er dog at enhver kan komme på toppen af Ama Dablam, hvis de er fløjtende ligeglad med stil, da der er fixreb stort set hele vejen til toppen. Personligt ser jeg det som en fuldstændig ligegyldig form for tidsspilde at undertvinge bjerge med brug af fixreb, og det har i hvert fald intet med klatring at gøre. Teknisk set har man jo ikke selv klatret bjerget når man vælger at bruge fixreb sat op af andre, som det oftest er tilfældet. Det svarer lidt til at en ultraløber vælger at bruge en cykel på de distancer, hvor han er lidt presset. Det kræver ingen form for erfaring og er dermed intet andet end en Tivolitur. At bruge fixreb kan ligeledes sammenlignes med at chippe en alt for svær klipperute ned til ens eget niveau. I stedet for at give sig i kast med en rute hvor man må ty til fixreb, hvorfor vælger man dog ikke et mere realistisk projekt, som man er i stand til at klatre i alpin stil? Alt kan og er blevet klatret med fixreb, så det er åbenlyst at fremtiden indenfor alpinisme netop ligger i klatring i alpin stil, hvor man udelukkende er afhængig af ens eget mod og sine egne erfaringer. Én ting er når nybegyndere køber sig til en ekspedition, hvor arrangøren har besluttet at der skal fixreb til for at garantere for klienternes sikkerhed, men en helt anden ting er når relativt erfarne klatrere selv vælger at gøre brug af en aldeles forældet og uværdig måde at bestige et bjerg på. Det ser desværre ud til at dansk klatring er havnet i en situation, hvor normen er at man bestiger bjerge på akkurat samme måde som de gjorde for 50 år siden, og hvor det at nå toppen faktisk er vigtigere end stilen det gøres i. Det er synd og skam at disse bjergbestigere ikke vælger at investere i at blive bedre og mere erfarne klatrere i stedet for at fare ud og betvinge diverse høje bjerge ad ligegyldige sneskråninger i den værst tænkelige stil. Alle skal have lov til at dyrke deres form for klatring, men vi burde være kommet ud over det niveau hvor vi råber hurra og flager med dannebrog for nogen som i bund og grund bare har brugt et par måneder på at gå op ad et fixreb på den letteste sneskråning de kunne finde på et givent bjerg (og derefter skriver en bog om bedriften ). Ofte udvikler forsøget på at få sponsorer til at smide penge efter ekspeditioner sig til en decideret løgnehistorie uden selverkendelse for manglende talent og erfaring, hvilket der er set alt for mange eksempler på de seneste år. Begrebet første danske bestigning, som ofte bruges i denne sammenhæng, er desuden fuldstændigt meningsløst. Danske klatrere har lavet så få og ligegyldige bestigninger at enhver der rejser udenfor de syv toppe og andre populære turistmål kan være ret sikker på at være den første dansker på en given bestigning. Problemet er grundlæggende at pressen kun kender til bjergbestigning i dette uinteressante format, fordi det er denne type klatring der når frem til dem. Det er derfor også sådan den brede befolkning ser klatring og det er samme syn nybegyndere har som udgangspunkt. Bjergklubben har helt klart et ansvar for at formidle sporten på en bedre måde end det gøres i dag. EVENTYR MED STIL Bjergbestigning skal bestemt være for alle og på et hvilket som helst niveau, men stilen behøver ikke at være dårlig af den grund. Et rigtig godt eksempel på danskere som klatrer i Himalaya i den bedst mulige stil uden at være hard core fuldtidsklatrere er Claus Østergaard, Thejs Ortmann og Luise Ortmann Hansen. Dette lille hold har præsteret gang på gang at klatre store ruter i Himalaya i alpin stil og uden hjælp fra højdesherpaer eller fixreb. Der er garanteret ikke mange der husker deres ture, men det gør jeg i modsætning til hvem der nu har været på vandretur i 8000 meters højde. Deres nye rute på Kongde Lho (6178m), forsøg på Tutse (6758m), førstebestigning af Peak 5 (5822m) og Claus solo bestigning af Mount Merra (6335m) taler for sig selv. Det er bjergbestigere som disse, der fortjener respekt for deres mod og tro på egne evner i et ukendt område på egen hånd. Andre der kan nævnes for deres eventyrlyst er Carsten Cooper-Jensen og Morten Johansen for deres forsøg på at klatre Buni Zom (6551m) i Pakistan. At de ikke fik mulighed for det pga. politiske problemer er synd og skam, fordi det var et meget spændende projekt. Fælles for disse ekspeditioner er eventyrlyst funderet i solid erfaring og et realistisk valg at ruter i forhold til deres klatreniveau, og frem for alt et ønske om klatring i kompromisløs alpin stil uden brug af fixreb eller andre hjælpemidler. 12 13

FREMTIDEN Der er ingen tvivl om den omvæltning der er forgået internationalt de seneste år i ekspeditionsmiljøet, hvor fokus er gået fra de stejleste og mest direkte ruter i Himalaya i typisk (russisk) big wall stil til at være de størst mulige ruter i ren alpin stil (se Alpinist readers blog 16. oktober 2007 The Russian way is an agent of death to modern alpinism ). Den nye tendens er bedst repræsenteret af: Giri giri drengene fra Japan (se Alpinist #26 s. 58-65 The Giri-Giri Boys ), Steve House, Mark Twight, Vince Anderson, Rolando Garibotti, Marko Prezelj, Ueli Steck mfl. Alpin stil har dog været anvendt på de største ruter i Himalaya i de sidste 30 år af Doug Scott, Jean Troillet, Reinhold Messner, Christophe Profit, Jeff Lowe, Mick Fowler mfl., så nogen nyhed burde det ikke være. Dog er der nu med lettere udstyr samt leashless revolutionen og den kraftigt øget tekniske standard indenfor især mixklatring opstået nye perspektiver i brugen af den alpine stil på de sværeste og største ruter. Den videre udvikling i dansk alpinisme afhænger derfor af hvilket ideal den nye generation af alpinklatrere følger, hvis de da overhovedet findes i den danske epoxykultur. Alt for mange klatrere starter indendørs og får for sent kontakt med rigtig klippe og ser derfor på dette som noget eksotisk, der indebærer en stor risiko i forhold til den trygge bouldergrotte de er vant til. Alpinisme er for de fleste unge klatrere en utilgængelig sport, som er svær at overhovedet komme i gang med, men hvis fx Dansk Bjergklub sørgede for arrangementer, der netop tog hensyn til denne målgruppe kunne man måske forme fremtidens alpinister til at følge en renere stil i bjergene, frem for det forældede tovtrækkeri, som stort set alle danske ekspeditioner hidtil har benyttet sig af. 14 Eventyret i at rejse til fjerne himmelstrøg og klatre ukendte bjerge kræver ikke ret meget mere erfaring end hvad der kan opnås ved en sommer i Alperne. Det er ligeledes en forkert opfattelse at det skulle være uoverkommeligt dyrt at tage på ekspeditioner, man skal blot holde sig fra turistbjergene. Det handler bare om at tage en beslutning og komme af sted! Hvis denne artikel kan overbevise bare én person om ikke at benytte sig af fixreb i bjergene og i stedet følge sit personlige eventyr er målet nået. OM FORFATTEREN Kristoffer Szilas er 27 år gammel, bor på Nørrebro med kæresten Gitte og er i gang med en PhD i geologi. Han startede med klippeklatring i en alder af 16 år og dyrkede efterfølgende alpinklatring som sin hovedinteresse. På hans klatre-cv står bl.a: Eigers Nordvæg, Compressorruten på Cerro Torre, Cassingraten på Denali samt SV-graten på Ama Dablam (alle i alpin stil). Kristoffer Szilas på vej til spindelvæv af fixreb på Ama Dablam. alpinisme alpinisme alpin alpinisme alpinisme

»De mest utrolige sandstensblokke ligger spredt med rund hånd over bakketoppen. En svag brise holder temperaturen tålelig i skyggen af de store lauerbærbuske.

Mads på Prouesse 7A Tekst: Mads Winsløv Wied Foto: Pernille Winsløv Wied Vi er efter fire uger med sportsklatring i og omkring Les Actinidias blevet overtalt af de lokale franskmænd til at tage ud og bouldre. Så de sidste fem kvarter har vi desperat forsøgt at følge efter en gammel Citron med Olivier og en af hans venner. Vi er ankommet til Capelle, en lille by i det sydfranske. Det sædvanlige, et par hundrede små skæve huse i jordfarver med skodder for vinduerne, et torv omgivet af en stor kirke hvor tre ældre mænd sidder og diskuterer og et rådhus med et mindesmærke fra første verdenskrig i midten, her dufter af lavendel og sommer. Vi har stillet bilerne på torvet og gået tre minutter mellem sammensunkne huse og pludselig står vi i en åben skov på en bakketop propfyldt med store standstensblokke. Pernille og Majbrit og de andre går i gang med at varme op på nogle fine fjerde-/femtegrads problemer. Olivier hiver mig med jeg viser dig lige de bedste 7B/B ere i de nærmeste tre sektorer. En halv time senere har jeg set ca. 45 fantastiske problemer. Det fantastiske består i at de er stejle og overhængende. Jeg har tidligere mest boulderet på slab og lodrette problemer og selvom det helt sikkert har sin charme med tekniske kompressionsproblemer er det altså ikke der jeg har min stærke side. Men La Capelle ligner alt sammen noget, hvor vi kan bruge vores plastik-teknik fedt! Vi henter de andre og går til sektor Petit Cirque. Her går vi i kast med tre stejle 7.- grads problemer. Efter en time er vi ved at brænde ud, klatringen er simpelthen så god, at vi helt glemmer at holde pauser. Oliviers ven tager det derimod med ro, efter at have flashet et af problemerne ryger han sig en stor koger og falder i søvn på de tre crashpads han har med sig. I det hele taget er der en meget fredfyldt stemning i skoven. Der er mange klatrere i skoven, selvom det er juli og varmen bestemt ikke giver optimale forhold for bouldering. Der er mange familier, de fleste er lokale som jo bare er ude og træne lidt, over alt kan man høre børnelatter. Området er meget børnevenligt, der er stort set helt fladt mellem blokkene, så ud over at det giver gode landinger, er der heller ikke noget ungerne falder ned af når man vender ryggen til. På flere af de høje sten, mellem 8-10 meter, er der blevet boltet lette ruter så børn kan toprebe, imens forældrene giver den gas på de hårde problemer perfekt! Under en lille pause kommer en ældre herre i sommerskjorte forbi. Han præsenterer sig, byder os velkommen og fortæller at det er ham der ejer området og bare lige ville sikre sig at vi ikke røg eller smider affald. Vi byder på kaffe og han fortæller at selvom at han ikke klatrer er han meget glad for at der er så mange mennesker der kan få glæde af hans lille skov. Han slutter af med at fortælle at vi ikke må plukke hans laurbær. Vi hilser høfligt af Pernille og Majbrit griner; vi har vist lige mødt vægvagten! Efter en god stærk kaffe og kiks går vi til Grand Cirque, her er der en ny 7A travers Amanda og Sofie gerne vil prøve. De kæmper hårdt med den, især dynoen til sidst volder dem problemer. Men efter masser af lokal-beta og opbakning får de den i posen. Pernille og Majbrit er ved at være brugte, men har appetit på mere, så de går med nogle de lokale på en fire meter stejl 6A er med flere varianter. Olivier giver den gas på endnu en 7B er, han vil repetere Total Kingston. Vi tager fra Capelle med en fornemmelse af at dette sted skal besøges igen, en dag er ligesom ikke nok. Snakken går allerede på om det ikke var et sted at tage hen til påske, når temperaturen ikke er så høj tilbage til ruterne, men Capelle er bestemt ikke glemt. Håber vi ses til påske! Der er ti sektorer med 139 blokke med 343 problemer, og der kommer stadig nye problemer. Al bouldering er på sandsten, med en mellemfin struktur, så huden på fingrene holder til mere end en dag. De fleste problemer er lodrette eller overhængende. Flertallet med en højde mellem tre og fire meter, men der er også flere problemer på otte meter, hvis man er til high ball. Langt de fleste landinger er gode og er helt flade og består af sand. La Capelle ligger i region Languedoc-Roussillon, kør ad D982 mellem Uzés og Bagnols-sur-Ceze. Parkering skal ske på byens torv ca. 3 minutter fra blokkene. På torvet er der toilet, fontæne med drikkevand og skraldespande. Indbyggerne er meget venlige, men insisterer på at deres by skal forblive stille og rolig, så vis hensyn. Al rygning, bål eller anden brug af ild er forbudt i skoven. Mange af træerne er i virkeligheden forvokset laurbærbuske som lodsejeren har fredet, så ikke noget med at fylde lommerne... Guide og anden information kan findes på den meget flotte hjemmeside: www.payetonblaze.info/capelle 18 19

En legendarisk Kullenrute fik sin første C racked danske repetition Kim Carrigan på førstebestigningen fotograferet af Jan Elleby

» Det hele startede med et billede! Det var et gammelt falmet billede af en Australsk klatrer ved navn Kim Carrigan, som iført røde tights klatrede en traditionel rute ved navn Cracked på Kullens nordkyst. Billedet var fra førstebestigningen i oktober 1987 min nysgerrighed var vagt! 23

Cracked CRACKED (7+/8-) GUBBAMALEN, KULLENS NORDKYST Cirka 20 meters klatring med et markant todelt crux i diedren. Transportklatringen til bunden af diedren er fornøjelig velsikret 6- klatring. Ruten klatres i dag uden brug af fixet udstyr. Første halvdel af cruxet sikres med små friends og små kiler. Anden halvdel af cruxet er acceptabelt sikret på en god Blå Alien. Efter overhænget følger man et tyndt sikret slab (6-) til toppen. Tekst: Anders Strange Nielsen Foto: Martin Paldan Efter lidt analyse kunne jeg erfare at ruten Cracked i slutningen af 80 erne havde været et særdeles eftertragtet trofæ. Mange lokale klatrere, både danske og svenske forsøgte sig på linjen, men uden held. Kim Carrigan var en af tidens absolut stærkeste traditionelle klatrere og hans navn er stærkt forbundet med udviklingen af hård klippeklatring i bl.a. Arapiles, Australien. Da Carrigan kom til Danmark i forbindelse med et foredrag i Bjergklubben skulle han naturligvis også besøge Kullen og blev således præsenteret for den dengang uklatrede rute, formentligt i et spinkelt håb om at han ville fejle til stor morskab for det blodtørstige publikum. Datidens lokale hotshots, som Søren Smidt, Peter Harremoës og skåningen Torbjörn Winther, var alle blevet afvist så ruten måtte jo i deres øjne være meget svær og nærmest umulig at onsighte. Ruten er tyndt sikret og ville sandsynligvis være blevet boltet til underkastelse af Søren Smidt eller Torbjörn Winther, hvis de ellers kunne have løst de klatretekniske bevægelser på topreb. Nu kunne de kun måbende være tilskuere til Carrigans klassepræstation, da han efter en kort inspektion flashede ruten på eget gear og et par efterladte fixede slagbolte. Klatring af den klasse havde man ikke set på Kullen før, og de lokale måtte indse at der fortsat var et stykke vej til eliten. Ruten blev efterfølgende synonym med hård traditionel klatring på Kullen. De lokale helte fik den aldrig lavet, og den opbyggede efterhånden et nærmest legendarisk ry som værende meget svær og tyndt sikret. Siden førstebestigningen er den da også højst blevet klatret et par gange og formentligt aldrig af danskere. Jeg kiggede første gang på ruten i efteråret 2007, og blev da også i første omgang afvist. Jeg fandt cruxet både tricky og tyndt sikret. Da jeg endeligt fik sat bevægelserne sammen i 2008 kom så de store etiske overvejelser om enten at placere en borebolt i cruxet eller alternativt udskifte de gamle gennemrustne slagbolte. Ruten var ganske enkelt uden for mit sikringsmæssige komfortniveau, men jeg besindede mig dog med tanken om at jeg med en borebolt for tid og evighed ville være kendt, som ham der havde myrdet det umulige. Hvis jeg skulle klatre ruten og det ikke kunne blive onsight/flash måtte jeg i det mindste forbedre stilen på det sikringsmæssige niveau. Jeg måtte ganske enkelt hæve min egen standard både klatreteknisk og mentalt, således at jeg kunne eliminere fixet udstyr. Det hele gik op i en højere enhed, da jeg redpointede Cracked d. 9. aug. 2009 og således i en alder af 37 år nåede mit foreløbige højdepunkt inden for traditionel klippeklatring 24

Schweiz for begyndere» Dette er en beretning fra to ugarvede, dødsangste klatreres første klatretur på egen hånd til velboltede klipper i Alperne. Tekst og foto: Tora Balslev & Mark Schram Christensen Efter halvandet års indendørs vægklatring startede vi på et af KKs begynderkurser. Det var en mægtig succes. Ikke mindst forårets tur til Seglora på fast granit med velboltede ruter var en øjenåbner. Året forinden havde vi forsøgt os ud i klippeklatringens svære kunst med egne sikringer på kursus på Kullen. Men vi oplevede, at vi klatrede forsigtigt og alligevel følte os i farezonen. Efter Seglora var vi begge solgt til mere sportsklatring på klippe. Vi havde i forvejen besluttet os for at tage til Schweiz og vandre, og nu fandt vi på at tage til et sportsklatrested i det centrale Schweiz og vandre med det som udgangspunkt. Vi havde en plan. Men hvor f... tager man hen? Efter en del søgen omkring på internettet faldt valget på Melchsee-Frutt, ifølge ukclimbing.com a paradise for the mid grade climber, tja, hvorfor ikke? Melchsee-Frutt ligger syd for Zürich. Med to tog, en bus, og en skilift tager det i alt to timer og 34 minutter fra Zürich Hbf, hver time, hver dag i dagtimerne. Hvis man ikke kan lade sig imponere af Schweiz natur, så kan man det af deres infrastruktur. Melchsee-Frutt ligger i knap 2000 m, og umiddelbart øst for denne lille alpehotelby ligger en ca. 1 km lang sydvendt kalkstensklippe, hvor der er mere end 120 sportsruter i sværhedsgrader fra fransk ~3 til ~7a (UIAA: 3-8) op til 60 m lange. På byens hjemmeside ligger en ruteliste, som er rar at have men ikke nødvendig, for hver rute er markeret med et fint skilt på selve klippen, med navn, længde og sværhedsgrad. Vi ankom til Melchsee-Frutt i blæsevejr lidt over middag, og begyndte klatringen med det samme. Den første eftermiddag klatrede vi to ruter. Chneiwschibä (5-) en 25 m lang rute, der endte i et otte m slab med relativt få greb, kunne godt give lidt klamme håndflader og stadig være sjov. Allerede hér begyndte det at gå op for os hvor fedt det er at klatre en rute, der er lidt længere end Sundholms ~12 m, og som både har slabs, hylder man skal op over, og hvor det næste greb ikke er markeret med en farve og kræver at man både bruger hænder og øjne for at finde noget at holde i. 27

Det begyndte så småt at regne lidt, så vi pakkede sammen og begav os mod Bonistock Berghotel, der ligger oven for klatreklippen - en vandretur på ca. 45 min (det er muligt at bo i Melchsee-Frutt, men det er noget dyrere). Vi kom til hotellet et par minutter før tordenvejret, og fandt det store hotel ganske tomt, på nær en kok og en anden medarbejder. Med 150 sengepladser virker et hotel uden gæster temmelig forladt. Lige udenfor i tågen slog lynene hele tiden ned i nogle master, og da et lyn ramte hotellet blev strømmen sendt til tælling, og scenen var lagt for dramatik... eller i hvert fald for lommelygter, stearinlys og aftensmad. På den anden klatredag havde vi høj sol det meste af dagen. Udsigten mod syd var fantastisk med toppen af Ritzlihorn i horisonten. Vi startede ud på nogle af de lidt kortere ruter på 15-20 m, der var sjove og varierende. Tora førte Mini split (5+) og det gik fint indtil ankeret, der var placeret ved siden af en dyb hule. Tora så hulen og sveden sprang frem. Det var lige sådan en hule hvor der kunne bo en schweizisk bjerglos! Den knurrede fælt derinde, det kunne hun tydeligt høre. Hårdt presset fik Tora lavet den franske indbinding. Det kan godt betale sig at øve sig hjemmefra, for man ved jo aldrig hvad man møder på bjerget. Senere på dagen fik vi for alvor prøvet nogle af de lidt længere (25-30 m) ruter. Mark havde fornøjelsen af at føre Zum Grotzli (5+). Den gav for første gang følelsen af at klatring kunne udføres med en fornemmelse af flow. Der blev bare ved med at være mere klippe, og det var sjovt hele vejen, sjovt at finde det næste greb, sjovt at finde det næste fodtrin, sjovt hver gang man kom til en bolt og følte sig lidt mere sikker igen. Bagefter førte Tora Blächäwäg (5+). Det var sjovt og vildt grænseoverskridende. Der var syv bolte på 30 m og på den nederste del af ruten var der nok fem meter mellem to af boltene. Trods frygten undervejs kæmpede Tora sig til tops, og havde bagefter følelsen af at det umulige var lykkedes. Vores første dage på klippen var overstået og vi var klar til at begynde vores vandretur fra hytte til hytte. Vi efterlod klatregrejet på hotellet og begav os mod syd. Planen var at vende tilbage efter vandreturen og klatre én dag eller to med friske arme. Vi vandrede i fem dejlige dage i området. Højdepunktet på turen var turen til Tierbergli hütte. Opstigningen til hytten var markeret som alpinvandresti, men vi vovede os alligevel ud på den. Det var ca. 700 højdemeter med en del underholdende scrambling i den lettere ende. Den fantastiske udsigt blev mere og mere storslået jo længere op vi kom. Og sikket et syn der ventede os oppe ved hytten i 2795 m højde. Steigletcher bredte sig i 180 panorama og små rækker af fodspor ledte op til Tierberg, Süstenhorn og Gwächtenhorn. Indendørs hang rækker af dryppende isøkser! Hvem der dog bare vidste hvordan man skulle færdes ude mellem sprækker og isbroer. Solnedgangen farvede isen lilla og klipperne mørkerøde. Hvis der ikke var født et par nye alpinister denne dag i alperne, så havde stedet i hvert fald vækket noget i os begge. Tilbage igen i Melchsee-Frutt klatrede vi nogle af de lidt kortere ruter. Her er specielt Zwärgli (5+, 15m) og Schtrubeli (5+, 15m) værd at nævne. Sidstnævnte havde et lidt uheldigt placeret crux lige før anden bolt, der ved et styrt ville sende dig lige ned i jorden/klippen. Mark havde fornøjelsen af ruten de næste tre uger, da den gav en god omgang hold i nakken. Stiv af skræk var det lykkedes Mark at komme over cruxet og klippe 2. bolt, uden styrt men med skuldre- og nakkemuskler spændt til bristepunktet. Da Mark nåede til et godt hvil på en hylde, ville han hellere stå og ryste musklerne i en lille evighed end at skynde sig at klippe 3. bolt som hang lige for næsen af ham. Trods momentan dødsangst, hold i nakken og frygt for den schweiziske bjerglos er vi blevet masser af oplevelser og klatreerfaringer rigere. Melchsee-Frutt kan bestemt anbefales, hvis man gerne vil af sted på en sportsklatretur uden at være en garvet, senet og solbrændt 7.-grads klatrer. Steigletcher 28

» I forbindelse med årets isklatretræf og Alpinkursus som Rasmus Wesenberg og jeg skulle afholde, havde vi også det mål at vi ville bestige Haugsfossen og Lipton. Rasmus og jeg har klatret sammen i flere år og tit kigget på specielt Lipton, men også Haugsfossen når vi har været i Rjukan og drømt om at klatre disse to ruter. Sidste år var forholdende desværre ikke gode for disse ruter, mens vi var i Rjukan, idet fossene ikke var bygget op. Så i år skulle det være, hvis forholdene var rimelige, vores drøm skulle gøres til virkelighed.

Tekst: Claus M. S. Karstensen Foto: Rasmus Wesenberg Vi ankom om fredagen til Rjukan og snakkede med nogle af de lokale klatrere som fortalte at de havde været på Haugsfossen ugen før, rappellet ned ad fossen og fandt at den ikke var stabil. Men Rasmus var ikke til at tale til fornuft og mente at vi skulle klatre ruten som opvarmning, om lørdagen, altså dagen efter vi var ankommet og vi havde som sagt ikke været på is i et år. Jeg selv var ikke helt committed ud fra de lokales udsagn og fik da også overbevist Rasmus om at vi skulle klatre King Kong i stedet som opvarmning og der igennem checke forholdene ud. Om lørdagen tog vi så ud til Kong Vinter og jeg lagde ud med at føre King Kong. Temperaturen var minus 16 grader, hvilket resulterede i at isen var hård som sten og trods kulden var der alligevel meget vandføring på King Kong (WI5), som betød at alt vores udstyr blev fuldstændig tiliset. Efter jeg nåede toppen og Rasmus kom op som andenmand, rappellede vi ned i dalen igen, for at klatre en alternativ rute som lå til højre for King Kong. Den alternative rute bestod af en søjle på 30 meter og holdt graden WI6. Rasmus startede ud med at føre ruten og trods de stive og tilisede reb og karabiner førte Rasmus ruten i bedste stil. Så nu var Rasmus ikke til at skyde igennem mht. til Haugsfossen, som nu var blevet vores næste projekt.. Så næste dag (søndag) begav vi os ud til Haugsfossen. På tilgangen til Haugsfossen brugte vi omkring 3 timer i dyb sne og ankom til fossen omkring kl. 12. Jeg klatrede første reblængde som er rimelig ukompliceret bortset fra at der skulle skovles en hel del sne og is væk, for at finde stabile økse- og skrue- placeringer. Rasmus klatrede anden reblængde og skovlede også en del is og sne væk, idet ingen andre havde været på ruten. På anden standplads stod vi begge og kiggede på tredje reblængde som er en søjle. Uheldigvis fossede der vand ned over søjlen, og den så samtidig meget ustabil ud, og vi mente begge at det ville være uansvarligt at fortsætte. Fossen er der jo også næste år, så vi bakkede ud. Da vi rappellede ned ad fossen i højre side kunne vi begge se at der var en linje i venstre side, som så stabil og tilgængelig ud og vi besluttede os for at genoptage forsøget og klatre Haugsfossen i venstre side. Dog var tiden løbet fra os og forsøget måtte genoptages senere på ugen. Efter at vi havde afholdt årets Isklatrekursus, genoptog vi forsøget på Haugsfossen. Det skal nævnes at Haugsfossen bestod af det mest eventyrlige is vi nogen sinde havde set. Fossen var opbygget af mushrooms som giver eventyrlig klatring med overhængende partier og en linjeføring, hvor man konstant siksakker op gennem en lodret labyrint, som kræver konstante overvejelser. I det perspektiv og med forventningens glæde, begav vi os igen (torsdag) mod Haugsfossen. Igen vandrede vi i dyb sne, dog knapt så slemt, idet sporerne vi havde trådt om søndagen stadig var intakte. Vi ankom til starten af fossen kl.11. Jeg førte igen første reblængde, og igen var der meget sne og løs is på ruten, da vi nu klatrede fossen i den modsatte side og som sagt var vi det første reblag på ruten i år. Dette gjorde igen at det tog tid at skovle sig igennem løs sne og is og finde økse- og skrueplaceringer. Efter etablering af en god standplads under et tag, kom Rasmus op og fortsatte på anden reblængde. På anden reblængde cruisede Rasmus op igennem de overhængende partier og jeg selv må indrømme, at det er noget at det bedste isklatring jeg har klatret. At hook e 60 meter op gennem mushrooms, uden at vide om de knækker af var eventyrlig klatring og specielt for Rasmus, som var i den skarpe ende. Det skal da også lige nævnes at hver gang Rasmus slog øksen i fossen, vibrerede hele søjlen hvor standpladsen var etableret. Omkring kl. 1600 nåede vi toppen. Vi var endnu ikke mættet. Det vi egentlig kom efter og var vores primære mål var Lipton. Så derfor besluttede vi at klatre Lipton om lørdagen. Så lørdag formiddag begav vi os mod Lipton og vejret var fint og temperaturen var steget til omkring minus seks grader. Ved foden af Lipton, gjorde jeg mig klar til at føre første reblængde, som består af en 35 m søjle. Reblængden var vedvarende stejl, uden hvilepunkter og isen var stadig hård som sten, trods at temperaturen var steget. Der var heller ingen preslåede øksehuller, hvilket måtte betyde at det var et stykke tid siden ruten var blevet klatret. Dette indebar at trods ruten var opbygget af stabilt is, var den alligevel pumpende for underarmene, idet jeg måtte slå fire til fem slag inden økserne bed sig fast. Reblængden endte oppe på en hylde i en isgrotte på en perfekt standplads. Rasmus, og for den sags skyld mig selv, havde hørt mange skrækindjagende historier om traversen som er den næste reblængde. Traversen består først af en meters traversering på is, derefter videre travers på klippe, skræve fra klippen ud på en tynd frithængende istap på en meters penge, hvilket betyder at benene skal trækkes godt op under hagen. Derefter klatre et par meter op på tynd is og sidde i hug under et loft og mantle ud på endnu en søjle og klatre op under et klippetag som ender oppe på plateauet. Trods de skrækindjagende historier om traversen, med dødspotentiale, var alt sikret rimeligt og hverken Rasmus eller jeg følte på noget tidspunkt at vores børn ville blive fædreløse. Et fald ville kun resultere i et frithængende pendulsving, både for første og andenmanden. Fra plateauet gik ruten op gennem let terræn og Rasmus lavede anden standplads fem meter over traversen. Jeg førte tredje reblængde op, hvor de første fem meter var let klatring. Videre op på den sidste søjle, hvor de første 15 m bestod af meget luftig og rådden is, med vandføring på ydersiden og med en kort travers. Derefter ti meter videre op ad søjlen på god is hvor jeg lavede standplads, idet jeg var løbet tør for skruer. Nedefra så ruten ikke så lang ud, så jeg vurderede at seks skruer var nok. Så med eftertanke er jeg blevet det klogere, at tage alle skruer med næste gang på alle reblængde, da det kan være svært at bedømme en rutes sværhedsgrad og længde nedefra. Rasmus førte sidste reblænge op som efter en travers fra standpladsen førte ud gennem et tag og op på let terræn efter tre meter. Derefter moslede Rasmus 55 meter op gennem tyk sne og lavede den sidste standplads. Efter en lang times snevandring i dyb sne var vi nede ved bilen igen. På ruten var der som sagt ingen hooks, idet det var et stykke tid siden andre havde klatret Lipton og temperaturen havde i et stykke tid ligget på minus 16 grader, hvilket resulterede i at isen stadig var glasagtig og hård som sten. Trods at der ikke på noget tidspunkt var en følelse af at vi ikke ville nå toppen, var det helt sikkert alligevel de to hårdeste ruter vi har klatret, og de skal ikke undervurderes. 28 29

Til eftertanke: Rasmus og jeg har tit oplevet og talt om at historier er overdrevne, om udvalgte hårde ruter. Og historierne har givet mere frygt end det man oplever på selve ruten. Det er helt sikkert at det kræver erfaring, at kunne læse isen og stole på den og at det samtidig også giver pumpende underarme, at slå med øksen på så lange lodrette partier. Dette skal ikke undervurderes. Men eventyret venter lige om hjørnet, så tag selv en vurdering. Og vi har ikke tænk tanken at stoppe.

Bourbon Street Text og foto: Camilla Hylleberg og Thomas Boesgaard»Efter en række hårde klatredage med 37 C i skyggen og lange tilgange, begynder trætheden så småt at melde sig for Camilla og Thomas. Med en alt andet end alpin start, tager de fra hotellet i Downtown Las Vegas. Med vægtoptimeret udstyr begiver de sig ud på syv reblængders klatring på Whiskey Peak i Red Rocks. Følg dem op og ned, når de med egne ord fortæller om alpin klatring på rød kold klippe.

ALPIN START Camilla: Uret viser klokken to eftermiddag. Jeg sidder på en træstub med rebet viklet om benene for at holde varmen. Trods rutens navn Bourbon Street, er der ikke dråben af spiritus til at varme sjælen med. Første reblængde klatrede jeg i værste fumlende stil, for lidt gear til cruxet og for meget træthed i kroppen. Det føles meget alpint. Jeg bilder mig ind at jeg overrumplende blev overtalt til ikke at baile fra ruten og fortryder nu den fælles beslutning. Kulden bider dybt her i skyggen og selvom jeg forsøger at være en god sikringsmand, svæver tankerne mest omkring mulighederne for at baile. Oppefra råber Thomas Standplads etableret. Kort efter kalker jeg, og ærgrer mig over ikke at have en kemisk håndvarmer i kalkposen, som Mikkel Tullin anbefaler til kolde klatredage. Jeg kigger ud til venstre og drømmer mig tilbage til solens varme stråler, der skinner udover landskabet overalt omkring mig, bare ikke lige her. Lige nu føles det bestemt ikke som om vi er midt i ørkenen. DE PERFEKTE RIDS Thomas: Aftenen før havde vi i kådhed tyndet gevaldigt ud i racket. På trods af at topo en for denne rute foreskrev dobbelt af alt op til en camalot #3, havde vi tyndet ud i både store og små størrelser, og helt udeladt de allermindste. Med Camillas første reblængde i klar erindring, sparer jeg på sikringerne, og alt hvad der kan findes af sanduhr og chickenheads anvendes. Men det hjælper ikke så meget at spare, for efter de første seks meter blive ruten til et fint fingerrids, og alt hvad jeg har sparet op er alligevel for stort. Heldigvis har jeg snydt. Ved foden af ruten valgte vi at sende kilebundtet på en ekstra diæt, og lagde dubletterne nederst i rygsækken. Mens Camilla kæmpede på første reblængde, listede jeg ligeså stille kilerne op fra mørket. Og kilerne kommer i brug. Min taktik i fingerridset bliver at bruge de sparsomme små camalots før antageligt svære bevægelser. Og i bedre greb fører jeg sikringerne med op, eller endnu bedre, sætter en kile og sætter camaloten i banken. Det første rids afsluttes med en mantleshelf som taget ud af en lærebog. Rimelig stor hylde med lidt løse sten og sand, og så intet andet end glat væg til hænderne - fornøjeligt. En travers stadig uden noget til hænderne fører hen til næste rids. Tyndt i bunden, helt perfekt til en af de røde C3 er, som befinder sig på hotelværelset, Downtown Las Vegas. Med lidt fantasi får jeg bundet en slynge igennem ridset, inden jeg bevæger mig op ad, til nemmere terræn. Standpladsen finder man ved at kravle gennem en række buske, der som ligesom alt der gror i ørkenen stikker og river. 38 39