Besøgstjenesten i Samvirkende Menighedsplejer, i Københavns og Frederiksberg Kommuner

Besøgstjenesten i Samvirkende Menighedsplejer, i Københavns og Frederiksberg Kommuner Hvorfor er det vigtigt, at Samvirkende Menighedsplejers besøgstjeneste får fornyede økonomiske midler tilført, så ordningen kan fortsætte både i Københavns og Frederiksberg Kommune efter juni 2014? Det er ganske enkelt, fordi langt den største del af dem, vi hjælper, er den mest belastede gruppe. Det er psykisk syge eller sårbare isolerede ensomme ældre, hvor netværket af familie og venner ofte er ikke-eksisterende, døde, eller relationerne simpelthen er slidt op. Denne gruppe af ældre har ofte forsøgt sig med en frivillig besøgsven i andre organisationer, men besøgsvennen har måttet afbryde forløbet, fordi de komplekse psykologiske problemstillinger steg den frivillige over hovedet, fortæller Helle Engelsborg Olsen, leder af besøgstjenesten i Samvirkende Menighedsplejer. Hun uddyber, at dette betyder, at Samvirkende Menighedsplejers besøgsordning tit er sidste station for den udsatte ældregruppe. Nogle ældre er henvist fra hovedstadskommunernes hjemmepleje, typisk fordi den ældre har svært ved at modtage hjælp og mangler noget udover det, kommunen kan tilbyde. Konkret betyder denne ordning, at de ældre, som det kommunale system og andre hjælpeorganisationer ikke har mulighed for at nå fuldt ud, kan rummes i vores system. I Samvirkende Menighedsplejers besøgsordning er det ligeledes vigtigt at inddrage frivillige omkring den enkelte ældre. Men, tilføjer Helle Engelsborg Olsen, vi har måttet se i øjnene, at anvendelse af frivillig arbejdskraft i forhold til de meget skrøbelige og ressourcesvage ældre er langt mere omkostningsfyldt sammenlignet med frivillig arbejdskraft anvendt i forhold til mere ressourcestærke ældre. Dertil kommer, at nogle i vores gruppe af ældre aldrig bliver i stand til at modtage besøg fra en frivillig, eller kun i et meget begrænset omfang magter dette, konstaterer Helle Engelsborg Olsen. Det kan være en tidkrævende opgave at hjælpe den ældre til at kunne tage imod en frivillig. Ofte er relationen blevet indledt med, at jeg skal ringe på 25 gange hos samme ældre dame, førend hun tør at åbne døren for at snakke med mig, så tillidsopbygningen er en lang og svær proces, fortæller Helle Engelsborg Olsen, som igennem fem år har været leder af besøgsordningen. At få gjort den ældre klar til frivillighed Vores ældre er alene-boende, ensomme og isolerede, og læg dertil, at de også ofte er bitre, triste, negative og deprimerede, hvilket står i modsætning til, hvad mange frivillige ønsker. Deres drømmescenarie er ofte hyggeligt, lyst og rart samvær med den ældre. Derfor, konkluderer Helle Engelsborg Olsen, er det min funktion, at jeg får gjort den ældre klar til at modtage frivilligbesøg, en proces som kan tage op til flere år. De ældre skal dels både være stabile i forhold til at kunne overholde en aftale, samt de skal være i en psykisk forfatning, så at det er muligt for en frivillig at rumme den ældre, og hun tilføjer, at hun har eksempler på ældre, som lige har mistet en ægtefælle, og som i den times samvær, besøgsordningen giver hver 14. dag, udelukkende græder hjerteskærende og er dybt ulykkelige. Her vil opgaven typisk være for vanskelig for den frivillige, 1

understreger Helle Engelsborg Olsen. Et andet eksempel er en dame på 98 år, hvor funktionen er at være nærværende, alt imens livet lukkes ned, og den opgave er der ikke mange frivillige, som er interesserede i eller magter. Centrale ankerpersoner Hun uddyber: Disse mennesker er så ensomme, isolerede og derfor ofte aparte i deres væremåde, at det kræver en ansat professionel medarbejders vedvarende støtte til både den ældre og den frivillige, for at et frugtbart samarbejde kan opstå og vare ved. Det er simpelthen så svær en psykologisk proces for denne målgruppe at åbne sig for et andet menneske, at det kan være for angstfremkaldende for den ældre, men også for overvældende for den frivillige. Derfor er den ansatte professionelle medarbejder et helt centralt bindeled i den relation. Han/hun fungerer som en ventil både for den frivillige og den ældre. Og hun tilføjer: På trods af disse udfordringer synes jeg i høj grad, det er lykkedes at inddrage frivillighed. Hun har lige nu 45 frivillige tilknyttet, og nogle af dem er knyttet til de mest belastede ældre som støttepersoner. Min professionalisme træder desuden i høj grad i kraft, når jeg skal matche den frivillige og den ældre, fortsætter Helle Engelsborg Olsen. Og hun uddyber, Jeg skal faktisk have et bedre indtryk af den frivillige, end jeg skal have af den ældre, for at jeg kan skabe muligheden for den optimale relation mellem ældre og frivillig. Der er nogle frivillige, som jeg kan sætte sammen med alle, og der ville komme noget positivt ud af det. Men, forklarer Helle Engelsborg Olsen, så gælder det for langt de fleste frivillige, at den, de besøger, præcist skal matche til deres personlighed, for at relationen bliver en succes, som begge parter har glæde af og lyst til fortsætter Særligt vigtigt er det, fordi de ældre i denne gruppe er belastede af svære problemstillinger. Helle Engelsborg Olsen Helle Engelsborg Olsen tilføjer: Det er fuldstændig essentielt at bruge tid på at kortlægge, hvad de frivillige egentlig vil. Hvad brænder de for, hvad er de gode til og - ikke mindst - hvad vil de gerne have ud af deres frivilligjob? Hun understreger, at det er hendes erfaring, at de frivillige skal have opgaven landet i hjertet, ellers stopper de hurtigt. Og hvis det sker, er det problematisk og i høj grad et traume for de psykiske skrøbelige ældre, da de vil opleve det på den måde, at de vil få føjet endnu et nederlag i bagagen. For at undgå det, skal vi ansatte være de gennemgående personer. Løbende supervision Helle Engelsborg Olsen fortæller, at det er vigtigt for at fastholde de frivillige at sætte ressourcer af til supervision af de frivillige, så de ikke står alene med den voldsomme oplevelse, som det kan opleves at være i kontakt med de belastede ældre: Jeg ringer konkret og spørger til den frivillige, hvordan besøget har været, og hvordan den frivillige har det. Det er klart, at i denne ældregruppe, som vi koncentrerer os om, kan samværet skabe nogle gnidninger, og der har jeg naturligvis en ventilfunktion i forhold til den frivillige. Han/hun har tavshedspligt i forhold vedrørende den ældre, men ikke i forhold til mig, når formålet er støtte og supervision. 2

Ældre som frivillige, en uvurderlig ressource Helle Engelsborg Olsen fortæller om en uvurderlig, men også omkostningsfyldt ressource i puljen af frivillige. Det er de ældre frivillige. Det er så stort for en dame på 102 år at have en besøgsven på 85 år, fordi de har samme referenceramme, og de kan i fællesskab huske mange ting. Men damen på 85 år bliver naturligt meget berørt af de problematikker, som hun måske selv inden for kort tid står konfronteret med, af psykisk eller fysisk karakter. Der er jeg et centralt bindeled og også ventil for den frivillige ældre dame. Den ekstra tid er helt klar det værd, da det er absolut et perfekt match for damen på 102 år. Omsorg for den frivillige Vores besøgsordning indebærer ofte, at forholdet slutter med, at besøgsvennen deltager i den ældre borgers begravelse. En gang imellem tager jeg med, fortæller Helle Engelsborg Olsen. En besøgsven på 84 år nåede igennem de seks år, perioden strakte sig over, at knytte sig særdeles meget til den gamle dame på 98 år, hun besøgte regelmæssigt. Den 84-årige ringede til mig, og hun var så ked af det og slået ud over, at hun havde mistet sin besøgsvært, så jeg synes ikke, hun skulle gå alene til den begravelse. Derfor gik jeg med hende, så vi fik forløbet afsluttet på en ordentlig måde. Det er i lige så høj grad min funktion at udvise omsorg for de frivillige, der i mange tilfælde knytter meget tætte bånd til den ældre. Helle Engelsborg Olsen introducerer en frivillig besøgsven for en ældre kvinde. Og hun uddyber: Jeg ser, hvorledes vores medarbejdere er i stand til at opbygge et tillidsforhold til den enkelte borger, som betyder, det bliver muligt at få genetableret et samarbejde med hjemmehjælpen eller at få udvidet borgerens sociale cirkel fra nogle få millimeter for de mest fastlåste og isolerede ældre til flere meter. For de ældre, som ved tillidsopbygningen får mest styrke tilbage i livet, kan det betyde, at de f.eks. formår at tage med på ældrehøjskole nogle dage (et tilbud, Ensomme Gamles Værn har givet nogle af vore ældre, og som jeg er med til at stå for). Videre: De tillidsforhold er kun mulige at opbygge, dels fordi vi medarbejdere hver især er en gennemgående person i de enkelte menneskers liv, og dels også fordi den ældre ved, vi ingen anden dagsorden har end at være til stede, og de ikke nødvendigvis skal nå nogle mål. 3

En fortrolig samtalepartner Helle Engelsborg Olsen forklarer om det psykologiske perspektiv på besøgsordningen, hvor hun understreger, at man ikke skal undervurdere, hvor meget det betyder for et menneske at have en fortrolig samtalepartner. Det mindsker ensomhedsfølelsen, og det giver et håb og overskud og noget struktur på hverdagen, fordi de kan se frem til næste besøg, hvor der kommer en og møder dem som menneske. Det er tryghedsskabende, ikke mindst, at man har denne relation til en bestemt person. Helle Engelsborg Olsen uddyber, hvordan ingen af de ældre hun besøger, forventer hun skal gøre noget, men jeg skal ind og hurtigst muligt skal jeg sætte mig i sofaen, og vi skal snakke. Så skal der luftes ud og fortælles fortrolige ting. Man får delt sine inderste tanker og følelser. At gøre det giver energien til, at livet igen bliver udholdeligt, og nogle igen føler, at livet er værd at leve. Nogle ældre udtrykker, at de har oplevelsen af, at det er værdigt, at nogen vil snakke med mig. De bliver set og hørt. Sådan et besøg er også meget vigtigt for dem, som ikke umiddelbart får udvidet deres cirkel. Der kan i stedet være tændt lys i deres øjne, og nogle kan spørge: Hvornår er det nu, du kommer igen? De spørger måske til, om der kunne blive et ekstra besøg, hvilket er et meget stort skridt i den rigtige retning. Det behøver ikke altid at være projekter med folk, men jeg afprøver selvfølgelig, om det er en mulighed for at give større råderum og hjælpe borgeren med at få gjort noget omkring det praktiske, det personlige og ikke mindst det sociale sammen med personen. De får gennem relationen til mig og måske en frivillig større grad af social fleksibilitet, robusthed og mere overskud, fordi de er i stand til at gå fra ikke at magte at se andre til at deltage i sociale arrangementer, som eksempelvis de frokoster, vi laver for de ældre i besøgsordningen eller deltage i et helt højskoleophold af ca. 4 dages varighed, som vi også arrangerer. Vores medarbejdere i Samvirkende Menighedsplejer er ligesom vore frivillige alle ildsjæle, men de har også andre rammer, end den kommunale ansatte har, som gør det muligt at tilpasse behovet til den enkelte borger på borgerens præmisser. Den største udfordring kan f.eks. være at komme ud af lejligheden og hen til det lokale konditori for en person, som i årevis ikke har været ude af lejligheden, og som måske har nægtet hjemmehjælpen afgang. 4

At se personen inde bagved En anden af besøgsordningens medarbejdere er Eva Christoffersen. Hun har 17 psykisk skrøbelige ældre, hun besøger i Frederiksberg og Københavns Kommuner, og oveni sørger hun for frivillig bisidderstøtte til sine egne og andre af borgerne i besøgsordningen. Hun forklarer, at en vigtig opgave i jobbet er at se den enkelte person inde bag diverse masker og indgroede handlingsmønstre. Et dejligt eksempel på det er min sidste nye dame, som bor lige ved Sydhavn station. En kommunalt ansat havde henvendt sig om denne dame, som blev beskrevet som en en person, der er vanskelig at tilpasse. Jeg mødte damen sammen med den kommunalt ansatte, og det var ikke så nemt at få en god dialog. Jeg synes imidlertid, at jeg så noget andet end en dame, der var vanskelig at tilpasse. Bl.a. kom det frem, at damen inden for det sidste år har mistet sin eneste datter. Jeg har nu besøgt hende tre gange, og jeg ser en selvstændig, viljestærk gammel kone, som altid har haft mod til at gå egne veje i tilværelsen. Vi har nogle gode samtaler, og den anden dag sagde hun lige ud: Jeg kan sgu ikke li` dem alle sammen. Til det må jeg sige, at det kan jeg sagtens forstå, for det er ikke let, hvis man føler sig uden for et system. Det er lige her, vores specielle kompetencer kommer på banen, og i øvrigt opfatter vi det som en meget vigtig opgave at hjælpe de vanskeligt stillede ældre ved at bygge bro til det kommunale system, som der er meget godt at sige om. Eva Christoffersen fortæller om en anden ældre kvinde, som havde mistet en datter og tidligere havde mistet sin ægtefælle og en anden datter: Jeg havde nogle udbytterige sorgstøtte-samtaler med hende, og fordi hun havde mistet begge sine døtre, havde hun kun børne- og oldebørn tilbage som netværk. Der er naturligt nok mange ting, hun ikke kan inddrage dem i. Det er rørende, hvad disse besøg betyder for Eva Christoffersen den gamle dame. Hun har virkelig tunge byrder, som hun har brug for at dele. Hendes krop og fysik er mærket af al den sorg og lidelse, så det kommer til at tage sin tid, men vi har sammen et perspektiv. Da jeg gik fra hende den anden dag, sagde hun igen: Tusind tak for samtalen, det er vidunderligt at tale med et voksent menneske. Stella En af de ældre, som har glæde af Eva Christoffersens besøg, er Stella (hun hedder i virkeligheden noget andet). Hun bor i et stort boligkompleks i Husum for mennesker med særligt behov for pleje, og det lidt triste område kombineret med lugten af cigaretrøg i stuen understreger tristessen i hendes liv. Stella er poliopatient og derfor kørestolsbruger. Der er heller ikke meget opmuntring fra udsigten af vinduet, men noget springer en i øjnene, og det er en helt række af påskeliljeløg. Det er Eva Christoffersen, som har plantet dem, fortæller Stella. Hun uddyber betydningen af besøgene: Jeg kan slet ikke forklare, hvor meget det har betydet for mig. Eva Christoffersen har både hjulpet Stella med at købe brugt vintertøj, har sørget for økonomisk hjælp til meget nødvendige indkøb. Ikke mindst giver besøgene et tiltrængt boost for sjælen i en hverdag, hvor Stella bor sammen med sin mand i den lille lejlighed. Ham kigger jeg lige ind til, han ligger i værelset ved siden af, bundet til sin seng efter en hjerneblødning. 5

Stella uddyber: Efter et besøg er mit humør et trin bedre, end det var før. Derfor husker jeg også præcis dato og klokkeslæt, hvornår næste besøg er, og så tæller jeg ned til næste besøg. De opmuntrer mig, og fra at befinde mig på den absolutte bund i tilværelsen, føler jeg nu, at jeg lever, forklarer Stella med et fast blik i øjnene, som understreger den dybe betydning af dette. Jeg kan ikke sige andet, end at disse besøg har ændret mit liv til det bedre. Og hvis besøgene stopper, vil jeg ikke kunne overskue fremtiden, som jeg er i stand til nu. Paul-Erik Bork Maertens En tredje af ordningens ansatte, Paul-Erik Bork Maertens, er udover sin ansættelse i Samvirkende Menighedsplejer også leder af en cafe for ældre på Nørrebro, nemlig i Kingos Kirke. Caféen afholdes på ugentlig basis. Her oplever Paul-Erik Bork Maertens en synergieffekt, fordi han kan bringe de ældre fra sin besøgsordning ned i onsdagscafeen: De trygge rammer, vi har her, har været udslagsgivende. De, som ikke har turdet at komme ud, tør at komme her ned. Måske er de her kun en eller to gange, med lang tids mellemrum, men de kommer. Og Paul-Erik Bork Maertens uddyber, at de ældre (i reglen psykisk syge) møder nye mennesker i cafeen. Derved ser de, at man godt kan være i nogle rammer, hvor der er andre mennesker, uden at det hele falder fra hinanden. Derfor er denne cafe en vigtig trædesten for mange af de ældre, jeg besøger. Det første trin har åbnet for, at den ældre har turdet at komme andre steder hen og udvide sin sociale cirkel. Nogle bliver ved med at komme her, og på den måde har jeg både samvær alene med den ældre i deres lejlighed og sammen med andre i onsdagscafeen, det giver en unik mulighed for, at vi sammen samler op på og snakker om de ting, som sker, når de er sammen med andre i cafeen, fortæller Paul-Erik Bork Maertens. Der er en utrolig god stemning her om onsdagen, hvor de ældre kan sidde og drikke en kop kaffe og spise en ostemad. Det kan både være noget følelsesmæssigt, man har brug for nye øjne på, eller det kan være et brev fra kommunen, som kan være svært at forstå. Her er lidt mere ufarligt at komme, fordi jeg er den gennemgående person, hvilket betyder, at mange af de ældre får brudt ensomhedsspiralen og begynder at åbne lidt mere for det sociale liv. Der knyttes også venskaber mellem dem, der kommer her. Han har en besøgshund, Molly, som ofte bliver en isbryder, der åbner dialogen ude i hjemmene, hvor mange ældre nyder i lige så høj grad at snakke med Molly som med Paul-Erik Bork Maertens. I Samvirkende Menighedsplejers besøgstjeneste er de ansattes relation til de ældre psykisk sårbare den røde tråd, og frivillige inddrages, når de kan matche en af de ældre. Ordningen er så værdifuld for de sårbare ældre, at organisationen vil kæmpe for at bevare den, udtaler organisationens generalsekretær Kirsten R. Laursen som den sidste, jeg talte med. Paul-Erik Bork Maertens på besøg med Molly Interviews ved Victoria Siersbæk, Samvirkende Menighedsplejer 6