Dansk Sygeplejeråds historie

Transkript

1 Dansk Sygeplejeråds historie - etablering og mærkesager

2 Dansk Sygeplejråds historie - etablering og mærkesager 2018 Copyright Dansk Sygeplejeråd Alle rettigheder forbeholdes Fotografisk, mekanisk eller anden form for gengivelse eller mangfoldiggørelse er kun tilladt med angivelse af kilde.

3 Forord Hvorfor bør man kende til sin organisations historie? Nogen vil mene, at det er ligegyldigt, for det er da virkeligheden her og nu, det gælder. En virkelighed, hvor det hele går så stærkt, at det kan være svært at se, hvorfor man skal bruge tid på at sætte sig ind i noget, der skete for længe siden. Men tager man sig den tid, vil man opdage, hvor meget vi kan lære af vore forgængere og deres succeser og fiaskoer, deres værdisæt, faglige engagement og enorme energi. I omkring 120 år har der været viljestærke sygeplejersker, der har banet vejen for det, vi er og har i dag. Historien viser os, at der er kampe, der aldrig stopper. Siden 1899 har vi kæmpet for en bedre uddannelse, ledelsesretten over eget fag og en bedre løn, og de samme ting er fortsat på dagsordenen. Dansk Sygeplejeråds taktik er og har fra starten været dygtig politik. Ganske vist veg man i starten uden om ordet politik, og nøjedes med at kalde det for sygeplejesagen, uddannelsessagen osv. Men tag ikke fejl, de første formænd var særdeles kompetente lobbyister og fulgte på den måde stilen fra den største kvindelige lobbyist af alle, Florence Nightingale. Historien peger på tre væsentlige holdnings- og værdiskift. For det første: I løbet af forrige århundrede ændrede sygeplejerskernes grundholdning til faget sig bort fra at være et kald, i dag ser vi på os selv som en profession. For det andet definerede man sig de første mange år ikke som en fagforening, men som en standsforening, der kæmpede for sygeplejefagets anseelse og anerkendelse. Først i 1970 erne blev Dansk Sygeplejeråd en rigtig fagforening med fuld forhandlingsret, hovedaftaler og konflikt ret. For det tredje skete der et skift i gruppen af tillidsvalgte. Fra udelukkende at komme fra de ledende sygeplejerskers rækker, kom de menige sygeplejersker til. Det skete ikke uden bekymring, men det blev en succes. Disse skift fortjener en overvejelse. Skridtet fra religiøst kald til en profession er naturligt med tanke på uddannelsessystemets udvikling, og det er godt og demokratisk, at Dansk Sygeplejeråd nu har alle stillingskategorier repræsenteret blandt de tillidsvalgte. Når det gælder balancen mellem sygeplejesagen og fagforeningstanken, er det værd at stoppe op og reflektere over, hvor vi står. Som fagforening har vi vist, at vi er en stærk aktør, og hvad der venter forude til de næste overenskomstforhandlinger, kan vi kun gisne om. Det er derfor værd at overveje, hvordan vi værner om fagets grundkerne i en omverden, hvor økonomi og produktion er blevet de herskende styringsparadigmer. Grete Christensen Formand for Dansk Sygeplejeråd Formand for Dansk Sygeplejehistorisk Museums bestyrelse 3

4 Indhold Stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd... 5 Dansk Sygeplejeråds emblem... 6 Tidsskrift for Sygepleje - i dag Sygeplejersken... 9 Ledelse af sygeplejen En treårig sygeplejerskeuddannelse Sygepleje - kald eller profession? Otte timers arbejdsdag Kost- og boligpligt Retten til både ægteskab og arbejde Dansk Sygeplejeråd bliver en rigtig fagforening Konflikter Dansk Sygeplejeråds formænd Referencer

5 Stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd Dansk Sygeplejeråd blev stiftet i 1899 og fik en stormfuld start. I udlandet begyndte sygeplejerskerne sidst i 1800-tallet at organisere sig for at styrke sygeplejestandens anseelse og arbejdsvilkår. I 1880 havde de engelske sygeplejersker organiseret sig, og i Norden stiftede de finske sygeplejersker i 1898 en national standsforening, Sjuksköterskeföreningen i Finland. (1,2) I Danmark blev initiativet til en standsforening for sygeplejersker taget af en ikke-sygeplejerske, Charlotte Norrie, der havde fået en kort oplæring i sygepleje på Almindelig Hospital og Dronning Louises Børnehospital. Hun blev gift med læge, Gordon Norrie, og var i overensstemmelse med den tids normer nødt til at trække sig fra arbejdsmarkedet. Hun forblev dog stærkt interesseret i sygeplejesagen og var dertil dybt involveret i kvindesagen. Charlotte Norrie holdt foredrag og skrev artikler om sygepleje, hvor hun inspireret af Florence Nightingale gik ind for treårige sygeplejeskoler under ledelse af en sygeplejerske. Charlotte Norrie ( ), stifter af Dansk Sygeplejeråd I 1899 skulle hun deltage i en kvindekonference i London i juni Sygeplejerskerne på Kommunehospitalet i København henvendte sig til hende for at bede hende undersøge, hvordan de engelske sygeplejersker havde organiseret sig i British Nurses Association. Hun tog af sted, udstyret med et brev underskrevet af 121 københavnske sygeplejersker for at kunne dokumentere, at hun handlede på de danske sygeplejerskers vegne. (3,4) På kvindekongressen havde sygeplejerskerne deres egen møderække, og den engelske sygeplejerskeformand Ethel Bedford Fenwick foreslog, at der blev stiftet en international sygeplejerskeorganisation, International Council of Nurses. Forslaget blev vedtaget med begejstring af deltagerne. Således inspireret rejste Charlotte Norrie hjem og gik straks i gang med at etablere Dansk Sygeplejeråd. Ved det stiftende møde blev hun valgt som formand, men hun blev hurtigt anklaget for at have kuppet foreningen og ikke selv havde den nødvendige uddannelse som sygeplejerske til at være medlem af og slet ikke formand for det nye Dansk Sygeplejeråd. Hun blev også kritiseret for at blande sygeplejesagen sammen med kvindesagen. (3,4) De protesterende sygeplejersker kontaktede Henny Tscherning, der var uddannet på Kommunehospitalet i 1978, to år efter at den nye sygeplejerskeuddannelse var startet. Året efter blev hun udnævnt til plejemoder, en ledende stilling. Henny Tscherning arbejdede på Kommunehospitalet til 1886, hvor hun giftede sig med kirurg E.A. Tscherning. Hun var derfor ikke aktiv sygeplejerske, da hun blev kontaktet med henblik på at deltage i et protestmøde. Mødet resulterede i en protestskrivelse, der slog fast, at man ikke var imod en forening for sygeplejersker, men mod måden den var blevet dannet på og mod formanden. 5

6 Henny Tscherning ( ), formand for Dansk Sygeplejeråd Charlotte Norrie overvejede at trække sig som formand, men hun blev i første omgang overtalt af bestyrelsen til at blive. I oktober 1899 besluttede hun imidlertid at kaste håndklædet i ringen efter kun tre måneder på formandsposten. (3,4) Konflikten i den nye forening blev løst på en ny stiftende generalforsamling i oktober 1899, hvor Henny Tscherning blev enstemmigt valgt som formand. Den officielle forklaring var, at Norrie ikke var sygeplejerske, mens Tscherning var en fagligt anerkendt sygeplejerske og plejemoder fra Kommunehospitalet. Med valget af Henny Tscherning blev der lagt distance til kvindesagen, og foreningens hovedsager blev fra starten sygeplejerskernes uddannelse og levevilkår.(3,4,5) Henny Tscherning var Dansk Sygeplejeråds formand i 28 år. En stærk, klog og politisk dygtig kvinde, der formåede at bringe foreningen gennem de første vanskelige år. Da hun i 1927 valgte at forlade formandsposten, udtalte hendes efterfølger, Charlotte Munck, Alle vidste, at der var Høvdingen i dansk Sygepleje, der nu trak sig tilbage. (6) Dansk Sygeplejeråds emblem Dansk Sygeplejeråds emblem har stort set ikke ændret sig siden Det er fortsat et stærkt symbol på dansk sygepleje og et af sundhedsvæsenets stærkeste brands. Stifterne af Dansk Sygeplejeråd var fra starten klar over, at der skulle findes et ydre tegn, som dels kunne fungere som samlende symbol for sygeplejerskerne selv, dels overfor omverdenen kunne signalere, at her var en sygeplejerske, med alt hvad det indebar. Nemlig en sygeplejerske, der havde gennemført tre års uddannelse i faget på tilfredsstillende måde, og at hun derfor var fundet værdig til optagelse i Dansk Sygeplejeråd. (7,8) Det første logo, der blev tegnet få uger efter stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd i Dansk Sygeplejeråds logo, som det blev brugt på Tidsskrift for Sygepleje - her fra 1913 Dansk Sygeplejeråds logo 1976 til 2010 Dansk Sygeplejeråds logo siden 2010

7 Da Dansk Sygeplejeråd blev stiftet i 1899, var det almindeligt, at private sygeplejebureauer sendte ufaglærte kvinder ud til sygepleje i private hjem. Det var derfor magtpåliggende for Dansk Sygeplejeråd at signalere, at man udelukkende havde fuldt uddannede sygeplejersker som medlemmer. Det første udkast til et emblem blev fremlagt ved den stiftende generalforsamling i oktober Det har ikke været muligt at opspore en beskrivelse af dette udkast, men vi ved, at det på det efterfølgende bestyrelsesmøde blev besluttet at ændre emblemet, så det fik de danske nationalfarver. Det er dette emblem, som danske sygeplejersker den dag i dag får overrakt ved indmeld else i Dansk Sygeplejeråd. Emblemet er en sølvbroche med et forgyldt firkløver på rød emaljebund. Det blev fra starten og bliver fortsat fremstillet af hofjuveler Hertz i København. Det menes, at det var sølvsmed K. Fiöss hos Hertz, der tegnede emblemet. (9) Emblemet er strengt personligt og må ikke lånes ud, og det skal leveres tilbage ved udmeldelse eller død. Emblemerne er graveret med medlemsnummer. Emblemets udformning gennem tiden Emblemet har stort set ikke ændret udseende siden Det er blevet lidt større, og firkløveret skifter lidt udseende i tidens løb. Bogstaverne ændrer sig en anelse, og de største variationer ses i den røde emaljebund, der med hver variant skifter markering. Nedenfor ses et udpluk af emblemets design gennem mere end 100 år. (10) Et af de allerførste: Emblem nr. 12, der tilhørte Jørgine Møller på Københavns Kommunehospital (DSR s årsberetning for 1899). Den røde emalje er her fint nopret. Det måler 29 mm i diameter. Kløverbladets stilk er lige. Emblem fra Her er kløverstilken mere buet, og den røde emalje har fået et hamret præg. Emblemet måler 29 mm i diameter. Her stilken buet. Det nuværende emblem måler 33 mm i diameter. Kløverbladene er nu blevet lidt mere svungne, og den røde emalje har fået en struktur, der giver mindelser om det oprindelige, allerførste emblem. 7

8 8

9 Tidsskrift for Sygepleje - i dag Sygeplejersken Fagbladet Tidsskrift for Sygepleje udkom første gang i 1901 for at skabe et forum for den nye forenings medlemmer. I dag hedder det Sygeplejersken og er fortsat et vigtigt bindeled mellem sygeplejerskerne og Dansk Sygeplejeråd. Halvandet år efter stiftelsen af Dansk Sygeplejeråd udkom det første nummer af Tidsskrift for Sygepleje. Et lille tyndt blad på 16 sider, der kom en gang om måneden. Redaktionen bestod de første år af to læger og kun en sygeplejerske, Elisif Fiedler. I 1905 blev Agnete Claudius ansat som fuldtidsredaktør og de to læger blev bedt om at forlade redaktionen. (12) Tidsskrift for Sygepleje blev Dansk Sygeplejeråds talerør, hvor foreningen talte for oprettelse af egentlige sygeplejeskoler og statsanerkendelse. Indtil statsautorisationen i 1934 kunne som nævnt enhver kalde sig sygeplejerske og udbyde sine tjenester som fx privatsygeplejerske. Dansk Sygeplejeråd stillede høje krav for optagelse: En alsidig uddannelse og tre års hospitalsarbejde. Nye medlemmer blev budt velkommen i tilbagevendende lister, der kan betragtes som DSR s egen fortegnelse over fuldt uddannede sygeplejersker. En form for autorisationsfortegnelse, der var befolkningens garanti for, at de stod over for en fuldt kvalificeret sygeplejerske. Endelig har tidsskriftet i alle årene været organisationens talerør til at orientere medlemmerne om foreningens liv og politik, selvom ordet politik ikke blev brugt de første mange år. Man talte om sygeplejesagen og om uddannelsessagen, men meningen var ikke til at tage fejl af. Der blev drevet dygtig politik for at fremme sygeplejestandens position og vilkår. Tidsskriftet gennem årene I 1930 erne begyndte bladet at afspejle interne konflikter i foreningen. Da formanden Charlotte Munck døde i 1932, stod man overfor et skift, ikke bare på formandsposten, der hyppigt skiftede hænder frem til 1941, hvor Maria Madsen blev valgt og sad i formandsstolen helt frem til Der kom også partipolitiske toner ind i debatten i den ellers partipolitisk uafhængige forening. (13) Bladet forekommer i disse år lidt tørt og kedeligt. Redaktionen kørte en relativt hård linje, hvor den siddende ledelse blev profileret, og læsernes indlæg blev kommenteret, hvis de afveg fra den officielle linje. I 1940 erne begyndte læserne at klage over Elisif Fiedler som sygeplejerske på Frederiks Hospital i København mellem

10 tidsskriftet. Det var for tørt, for kedeligt og indeholdt for mange gengivelser af artikler fra Ugeskrift for Læger. (14) I 1950 skiftede tidsskriftet navn til Tidsskrift for Sygeplejersker. Formatet blev større, og der blev mere plads til sundhedsfaglige artikler. Nu begyndte sygeplejerskerne at skrive flere artikler, og andelen af lægefagligt stof faldt. I 1960 erne steg andelen af artikler skrevet af sygeplejersker til 64%, kun 14% var skrevet af læger. (15,16) I 1972 skiftede bladet navn til Sygeplejersken. For første gang fik det en journalistisk uddannet redaktør, og op gennem 1980 erne blev stilen lagt om til flere journalistiske temaer og interviews. Der kom kritiske artikler og temaserier om bl.a. politiets metoder og om ambulanceberedskabet. I 1990 erne blev den opsøgende journalistik tydeligere, og der blev bragt flere enkeltsager. Det kom der en del reaktioner på fra læserne, der beskyldte redaktionen for ekstrabladsjournalistik. Selv om stilen ikke faldt i alle læseres smag, blev tidsskriftet i perioden belønnet med i alt fire Bording-priser, den fornemste pris for fagblade. (17,18,19) Det sygeplejefaglige stof Som noget nyt blev der ansat en sygeplejefaglig redaktør, Anne Vesterdal. I midten af 1990 erne opfordrede hun sygeplejerskerne til at skrive egentlige videnskabelige artikler. Sygeplejeforskningen var kun i sin vorden herhjemme, men langsomt steg antallet af videnskabelige og egentlige faglige artikler, der byggede på forskning. Resultatet blev et tidsskrift med en tydelig opdeling af det journalistiske og faglige stof, og det er i dag sygeplejerskernes foretrukne sted at søge faglig viden af høj kvalitet. (20) Tidsskriftet går online I 1997 åbnede Sygeplejersken som en af de første for en online-version. Det betyder, at alle faglige artikler og journalistiske temaer nu er tilgængelige for alle. Sygeplejerskens artikler bliver flittigt læst på Dansk Sygeplejeråds hjemmeside, specielt de sygeplejefaglige artikler. (21) 2001: Tidsskriftet fejrede 100 års jubilæum I 2001 fejrede tidsskriftet sit 100 årsjubilæum. I den anledning udkom et jubilæumsnummer, hvor professor Anker Brink Lund, Institut for Journalistik ved Syddansk Universitet, Odense, skrev om bladet gennem de første 100 år. Årti for årti kan vi følge Dansk Sygeplejeråds bestræbelser på at bruge tidsskriftet som politisk talerør udadtil, kommunikation til medlemmerne indadtil og til sygeplejefaglig oplysning. (22) Anker Brink Lund har fulgt Dansk Sygeplejeråds tidsskrift igennem alle hundrede år i forbindelse med, at han skrev sin doktordisputats med titlen Smitsomme sygdomme i dansk journalistik. (23) Ledelse af sygeplejen En af Dansk Sygeplejeråds store mærkesager den gang og i dag handler om, hvem der skal lede sygeplejen. Dansk Sygeplejeråds første formand, Henny Tscherning, havde været i London og studeret sygeplejeskolen og organiseringen på St. Thomas Hospital. Det engelske ledelsessystem var det Nightingaleinspirerede matronsystem, hvor det var en sygeplej- 10

11 Margrethe Koch på Presbyterian Hospital, hvor hun var uddannet. Den spidse kappe inspirerede senere Charlotte Munck til den kappe, der blev indført på alle Københavns Kommunes hospitaler erske, matron, der ledede sygeplejen og sygeplejerskeuddannelsen. Det førte til, at Dansk Sygeplejeråd med Henny Tscherning i spidsen i 1906 anbefalede Københavns Kommune, at sygeplejen på de københavnske hospitaler blev organiseret med en forstanderinde i spidsen for både sygeplejen og for sygeplejerskeuddannelsen. (24) En anden sygeplejerske, Margrethe Koch skrev samme år nogle kritiske artikler i Berlingske Tidende om den danske organisering af sygeplejerskeuddannelsen og sygeplejen på sygehusene. Margrethe Koch var som den første danske sygeplejerske uddannet fra Presbyterian Hospital i New York, en meget anerkendt sygeplejeskole drevet efter Nightingaleskolens principper. Margrethe Koch var på det tidspunkt præstekone på Fanø og var derfor holdt op med at arbejde i sygeplejen. Da hun skrev artiklerne, var hun derfor ikke medlem af Dansk Sygeplejeråd, men hendes anskuelser lå så tæt op ad Henny Tschernings og foreningens holdninger, at hendes synspunkter blev taget op i debatten i Tidsskrift for Sygepleje. (25) Da hun senere flyttede til København, blev hun aktiv i Dansk Sygeplejeråd og var formand i perioden (26) En tredje part i debatten var Kommunehospitalets overkirurg E.A. Tscherning, Henny Tschernings mand. Han udtalte, Dette system er for Danmarks vedkommende en Anstødssten ved meget af den religiøse Sygepleje, hvor søstrene er en anden Styrelse underlagt end Hospitalets, hvorved Plejen ofte, trods mange Søstres Kærlighed og Opofrelse, er gledet Lægerne ud af Haanden, og Systemet bliver ikke bedre ved at omplantes paa ikke religiøs Grund. Sygeplejen skal være et Instrument i Lægens Haand, og hvis en anden stærk Haand har Tag deri, løbes en stor Risiko for, at Instrumentet ved Lejlighed vrides ham af Haanden. (27) Vendepunktet kom, da det nye Bispebjerg Hospital blev bygget og indviet i Hospitalsborgmester Jensen støttede Dansk Sygeplejeråd i kravet om en forstanderinde 11

12 Charlotte Munck, forstanderinde på det nye Bispebjerg Hospital. Hun bærer Dansk Sygeplejeråds emblem og emblemet fa Presbyterian Hospital, som givetvis har inspireret hende til at indføre uddannelsesemblemet på Bispebjerg Hospital allerede i 1920 erne. Det var efter alt at dømme det første hospital, hvor eleverne fik emblem ved eksamensafslutningen. for sygeplejen, og han forhandlede sig til rette med hospitalets lægeråd. Den 1. maj 1913 blev Charlotte Munck ansat blandt mange andre ansøgere og blev udnævnt til forstanderinde for sygeplejen på Bispebjerg Hospital. Det indebar, at hun havde ansvar for både sygeplejerskeuddannelsen og for hele hospitalets sygepleje. (28) Charlotte Munck var præstedatter og var i 1906 blevet opfordret af sin barndomsveninde Margrethe Koch til at tage til USA og uddanne sig til sygeplejerske på The Presbyterian Hospital i New York, hvor Koch selv var blevet uddannet. (29) Sygeplejeskolen blev ledet af Anna Maxwell, en af tidens mest anerkendte sygeplejersker. Charlotte Munck fik her en treårig systematisk og alsidig uddannelse, der blev afsluttet med statseksamen fra Columbia University i (30) Dansk Sygeplejeråd havde været med til at pege på Charlotte Munck, og Margrethe Koch skrev en artikel i Tidsskrift for Sygepleje, der sluttede, Det kan da i alle for i Sygepleje interesserede Kredse kun vække Glæde og Tilfredshed at se Frk. Munck indtage Førstepladsen i dansk Sygepleje. (31) Henny Tscherning omtalte det også i en artikel om sine oplevelser på Kommunehospitalet, Sygeplejerskestanden kan være i høj grad tilfreds med Valget af Frk. Munck; ikke alene har hun sin Uddannelse på et af de bedste amerikanske Hospitaler, hvor der ikke slaas af paa Idealerne, men som Menneske har hun den tillidsindgydende Personlighed, som er en Nødvendighed for den, der skal kunne skabe noget nyt; desuden har hun den store Fordel at komme med et frisk Pust fra den anden Side Atlanterhavet, og 12

13 Cornelia Petersen , inspektrice på Aarhus Kommunehospital fra 1919 til Hun bar altid en speciel engelsk sygeplejekappe. Cornelia Petersen var højt respekteret i sygeplejerskekredse, men regulært frygtet af eleverne. er ikke bunden i Fordomme og Traditioner. Jeg vil ønske og haabe, at alle hendes Sygeplejersker maa hjælpe og lette hende i Arbejdet, saa at Bispebjerg Hospital maa blive det, vi alle ønsker: et Mønsterhospital for hele landet, i hvis Fodspor ogsaa de store Provinssygehuse vil gaa, saa at Resultatet vil blive Dannelsen af gode Uddannelsessteder rundt om i Landet. (26) Artiklen vakte furore, specielt blandt sygeplejerskerne på Kommunehospitalet, der følte, at de blev tilsidesat af en person, der ikke var uddannet i Danmark, og som ikke havde arbejdet sig op i det danske hospitalssystem. De ledende sygeplejersker på afdelingsniveau, oversygeplejersker og plejemødre, ønskede ikke at afgive magt til en overordnet forstanderinde. Henny Tscherning tacklede situationen ved at tage et møde med de utilfredse medlemmer, og kampen om ledelsen blev også de følgende år en central målsætning for hende. (32,33) I 1918 blev Emma Levy forstanderinde på Århus Kommunes Hospitaler. I breve til Henny Tscherning beklagede hun sig over, at hun kun måtte besøge hospitalsafdelingerne efter aftale med afdelingens ledende sygeplejerske. Hun kunne ikke affinde sig med forholdene og rejste fra stillingen. (33) I stedet blev Cornelia Petersen inspektrice på Århus Kommunehospital i 1919, og hun blev på posten til (34) Sideløbende blev hun formand for Foreningen af Provinssygeplejersker, et hverv hvor hun ihærdigt arbejdede på at forbedre uddannelse, løn og vilkår for alle sygeplejersker uden for København. Tanken om en sygeplejerske som overordnet leder af sygeplejen, var det af Henny Tscher nings mål, der stødte på størst modstand, ikke bare i lægekredse, men også blandt sygeplejerskerne. Ikke desto mindre blev sygeplejen med tiden organiseret med en sygeplejerske i spidsen på alle danske sygehuse. 13

14 Fra 1958, da Kgl. Anordning om sygeplejerskeuddannelsen trådte i kraft, blev sygeplejeskolerne etableret med en sygeplejerske som forstanderinde for sygeplejerskeuddannelsen. Det betød, at forstanderinderne på sygehusene fra det tidspunkt alene blev ansvarlige for sygeplejen og dens udvikling på sygehusene. En treårig sygeplejerskeuddannelse Sygeplejerskeuddannelsen var fra starten en af Dansk Sygeplejeråds hovedsager. Siden Dansk Sygeplejeråd blev stiftet i 1899, besluttede man i foreningen, at en rigtig sygeplejerske havde tre års hospitalsuddannelse bag sig. Det var foreningens hovedsag, der blev fastholdt gennem alle årene frem til statsautorisationen i Da foreningen blev dannet, var en sygeplejerske et diffust begreb, og ved århundredeskiftet skelnede man mellem sygeplejersker, landsygeplejersker, Røde Kors-søstre, diakonisser, stuekoner og vågekoner. Disse stillingsbetegnelser dækkede over et spænd fra rent ufaglært til en mere eller mindre systematisk uddannelse på seks måneder eller mere. (35) Sygepleje var et levebrød for mange ufaglærte kvinder, og uddannede sygeplejersker konkurrerede med dem om plejeopgaverne. Dansk Sygeplejeråds emblem blev deres synlige bevis på deres uddannelse. For at blive medlem af Dansk Sygeplejeråd, skulle sygeplejersken derfor kunne godtgøre, at hun havde tre års uddannelse. Det betød, at mange sygeplejersker, der var uddannet på sygehuse, der gav en kortere uddannelse, skulle supplere den på andre hospitaler. I 1910 udarbejdede Dansk Sygeplejeråd i samarbejde med Diakonissestiftelsen og Dansk Røde Kors et forslag til en ensrettet sygeplejerskeuddannelse på landsplan. (1) Det blev forelagt myndighederne, men resultatet blev et lovforslag om en treårig uddannelse for en hospitalssygeplejerske og en etårig for en landsygeplejerske (hjemmesygeplejerske på landet). Det kunne Dansk Sygeplejeråd ikke acceptere, og man holdt fast i, at kravet om en treårig uddannelse skulle gælde alle sygeplejersker uanset ansættelsessted. (36) Sygeplejerskeuddannelsen og organiseringen af den var indtil statsautorisationen i 1933 meget forskellig på landsplan. På Københavns Kommunehospital blev der i 1906 ansat en ledende sygeplejerske til at ansætte elever og varetage det administrative arbejde med sygeplejerskeuddannelsen. Denne form for ledende sygeplejersker til at tage sig af sygeplejerskeuddannelsen vandt frem på de store uddannelsessteder, mens det på de mindre sygehuse stadig var læger, der havde ansvaret for sygeplejerskeuddannelsen helt op til 1950 erne. (37) Indtil 1934 var det Dansk Sygeplejeråd, der godkendte uddannelsesstederne. I 1919 fik Dansk Sygeplejeråd så mange henvendelser fra sygehusene om uddannelse af sygeplejeelever, at der blev udarbejdet en klassificering af sygehusene. Den fastslog hvilke sygehuse, der kunne give en fuld uddannelse på tre år og hvilke, der kun kunne godkendes til to års uddannelse. Nogle sygehuse kunne kun give en ret ensidig uddannelse, så der talte to års uddannelse kun for et år. Sygehuse med under 12 senge kunne ikke uddanne sygeplejeelever. Oversigten giver et billede af, hvor mange sygehuse der var i Danmark på det tidspunkt, og hvor store de var. (38) 14

15 Sygeplejeelev gør rent i et instrumentskab på Rigshospitalet 1913 I 1928 udarbejdede Direktoratet for Sygekassevæsenet Vejviser for Sygeplejersker, Massøser og jordmødre m.fl. fra 1928 op, og i den hed det: Ved et Samarbejde mellem Repræsentanter for Amtsraads- og Købstadsforeningen samt Foreningen af Sygehuslæger blev paa Foranledning af Dansk Sygeplejeraad Sygehusene i Provinsen klassificeret saaledes, at kun Sygehuse med over 50 Senge (eller mindst Sygedage aarlig) anses for berettigede til at give en 3-aarig Uddannelse, medens Sygehuse med Senge (eller mindst Sygedage aarlig) kun anses berettigede til at give en 2-aarig Uddannelse, således at Eleven andetsteds, under større Forhold, maa søge Uddannelse i det 3. Aar. Elevuddannelsen på Sygehuse med færre Sygedage end aarlig anerkendes altsaa ikke af Dansk Sygeplejeraad. (39) Der var altså fortsat flere sygehuse, specielt i provinsen, der kun havde ret til at give en toårig uddannelse. Det betød, at den færdiguddannede sygeplejerske skulle supplere et år yderligere for at kunne blive medlem af Dansk Sygeplejeråd. En stor del af elevernes arbejde bestod i rengøring på sengestuerne.1926 skrev overlæge Aage Ipsen på Amtssygehuset i Aabenraa om sygeplejerskeuddannelsen, som han ikke var imponeret af. Her kan man læse om de meget varierende forkundskaber, eleverne mødte op med, om evalueringer og om eksaminer. Aage Ipsen agiterede også for en forskole for provinseleverne, der kunne sikre, at sygeplejeeleverne mødte op på sygehusene med de nødvendige forkundskaber. (40) 15

16 Anatomiundervisning på Aalborg Kommunehospital 1915 Store forskelle på, om der var eksamen eller ej Ligesom der var store variationer i indhold og uddannelseslængde, var der heller ikke en ensartet linje for, om sygeplejeeleverne aflagde eksaminer i løbet af uddannelsen. Kilderne tyder på, at de københavnske hospitaler relativt tidligt indførte eksaminer som afslutning på 2. og 3. elevår. Charlotte Munck i 1920erne 16 I Tidsskrift for Sygepleje kan man læse, at eksaminer i disse år også bredte sig til de større provinssygehuse. I 1926 skrev inspektrice (forstanderinde) Cornelia Petersen om sygeplejeeksamen på Aarhus Kommunehospital. I artiklen er der også gengivet nogle eksamensbesvarelser, der bliver fremhævet som specielt gode. (41) Dansk Sygeplejeråds vision om en sygeplejeskole Den mest præcise beskrivelse af den sygeplejeskole, Dansk Sygeplejeråd ønskede, blev givet af Charlotte Munck i Med sin uddannelse fra Presbyterian Hospital i New York brugte

17 Teoriundervisning på Aarhus Kommunehospital ca Inspektrice Cornelia Petersen ses til venstre. Amtslæge Juul underviser. hun sine erfaringer derfra til at beskrive den ideelle sygeplejerskeuddannelse. (42,43) En sygeplejeskole har til Ramme et stort alsidigt Hospital med en Uddannelsestid af tre Aar. Skolen har af Staten faaet Dimissionsret, ligesom en Real- eller Latinskole, Forskole eller Seminarium, naar den i Lighed med disse opfylder de af Staten opstillede Betingelser. Skolen er delt i tre klasser, hver varende et Aar, hvorefter Undervisningsplanen er lagt. Eleverne antages på Prøve klassevis to gange om aaret, saadan at de efter det første Aar danner en Klasse. Prøvetiden varer tre eller seks maaneder. De antages af Forstanderinden af Sygeplejeskolen efter Regler, der er fastsat af Sygeplejeskoledirektionen, der bestaar af Hospitalets direktør og Overlæger samt Forstanderinden. (42) Efterfølgende beskrev hun detaljeret indhold og form i uddannelsen, samt vekselvirkningen mellem den teoretiske og praktiske uddannelse. Det skal siges, at der ikke var enighed om en sådan uddannelse. Nogle mente, det var for udenlandsk, andre at det ville stille for store krav til de små sygehuse, der ikke kunne stille de nødvendige lokaler og undervisningskræfter til rådighed. Charlotte Munck realiserede sin mønsterskole, da Bispebjerg Hospital åbnede i 1913 med en treårig uddannelse. Eleverne startede som elever på prøve, prøveelever, i en forskole på tre uger, hvor de blev sat ind i den grundlæggende sygepleje og de helt elementære proncipper på et hospital. Forskolen blev i 1921 udvidet til seks uger. (45) 17

18 Et af de første autorisationsbeviser udstedt til en sygeplejerske, der var uddannet på Byog Amtssygehuset i Fredericia i

19 Hvad angår indholdet af den treårige uddannelse var overlægerne ikke enige om den teoretiske undervisning. På Københavns Kommunehospital havde lægerne Jacobæus og Kjær indført 80 timers teoriundervisning i uddannelsen, fordi de så deres fordel i, at sygeplejerskerne blev mere bevidste om grundlaget for deres arbejde. Andre læger var bange for, at det ville føre til kvaksalveri. I sygeplejerskekredse var der heller ikke enighed om, at det var nødvendigt. (44) Det gik langsomt for Dansk Sygeplejeråd at få indført kravet om teoriundervisning som en forudsætning for at blive medlem, og det lykkedes først i Det skulle dokumenteres med et eksamensbevis, og der skulle have været afholdt eksamen med medvirken af en censor. Den praktiske del skulle ledes af en sygeplejerske, der var medlem af Dansk Sygeplejeråd. Først i 1932 blev medlemskab af Dansk Sygeplejeråd betinget af et eksamensbevis. Hvis ansøgeren ikke havde et, måtte hun underkaste sig en eksamen ordnet af Dansk Sygeplejeråd. (46) Med Lov om sygeplejersker og statsautorisationen i 1933 blev det Sundhedsstyrelsen, der overtog godkendelsesopgaven. Opgaven flyttede således fra fagforeningen til et statsligt organ. Statsautorisation i 1933 Et af Dansk Sygeplejeråds vigtigste mål var at opnå statsautorisation for sygeplejersker. Grunden til, at Dansk Sygeplejeråd fra starten satsede på at opnå statsautorisation for sygeplejersker var, at alle den gang kunne kalde sig og praktisere som sygeplejerske uden en egentlig sygeplejerskeuddannelse. Dansk Sygeplejeråd forsøgte første gang at opnå statsautorisation og tre års uddannelse for sygeplejersker i I et brev til konseilspræsidenten (statsministeren) gjorde man rede for de forskelle, der var på uddannelserne fra hospital til hospital, og der blev peget på, at jordemødrene allerede havde autorisation. Der kom aldrig nogen reaktion på henvendelsen. (47) Der skulle flere henvendelser til, inden det i 1933 lykkedes at opnå den ønskede statsautorisation. Det var der flere årsager til. En af grundene var, at Dansk Sygeplejeråd ikke var den eneste forening, der repræsenterede sygeplejersker. Der var flere spillere på banen, Røde Kors, Danske Menighedsplejer og diakonissehusene. Dertil kom Centralforeningen, stiftet i 1909, en sammenslutning af forskellige sygeplejevirksomheder, der drev landsygepleje (hjemmesygepleje). Landsygeplejerskerne havde typisk en kortere uddannelse end hospitalssygeplejerskerne, og deres uddannelse blev betalt af den forening, der ansatte dem. Centralforeningen var derfor ikke interesseret i en længere uddannelse, men Dansk Sygeplejeråd kunne ikke acceptere to klasser af sygeplejersker. Man ønskede en samlet sygeplejerskestand. (48) Forslaget om statsautorisation af sygeplejersker skulle igennem tre behandlinger i Rigsdagen og flere politiske syltekrukker i form af udvalg, inden det lykkedes. På vejen blev der udtalt mange smukke ord om sygeplejerskernes arbejde, men det strandede på en debat om, hvor vidt omsorgsarbejde skulle være en samfundsopgave, eller om 19

20 Sygeplejerskeløftet, også kaldet Florence Nightingaleløftet 20

21 det hørte til under hjemmets domæne, som staten ikke skulle blande sig i. I 1924 såede venstremedlemmet Inger Gautier Schmit tvivl om sygeplejerskernes motiver: Hidindtil har der ligget stor Idealitet og Selvopofrelse bag Sygeplejerskernes Arbejde, for dem har det ikke været et Pengespørgsmaal, for dem har det ikke været et Arbejdsspørgsmaal. Nu lever vi i en bundmaterialistisk Tid, hvor det ikke er det selvfornægtende, der er i Højsædet, hvor det ikke er Idealerne, man stræber efter, men hvor det er Tale om Arbejdstid, Løn, Maksimalpriser, Minimalpriser, Organisation og Principper, og jeg ved ikke hvad. (49) Endelig, den 10. marts 1933 blev forslaget vedtaget, og fra den 1. januar 1934 kunne kun sygeplejersker med en treårig uddannelse få autorisation som sygeplejersker med ret til at bære titlen. Herefter var og er det strafbart for andre at kalde sig statsautoriseret sygeplejerske. (50) Sygepleje - kald eller profession? Hvordan har opfattelsen af sygepleje udviklet sig siden den første spæde start på Diakonissestiftelsen og Kommunehospitalet? Den tidlige sygepleje, som den blev betragtet og praktiseret fra midten af 1800-tallet og til statsautorisationen i 1933, var præget af et tydeligt kristent livssyn. I 1910 skrev blandt andre Charlotte Munck i Tidsskrift for Sygepleje, Dansk Sygeplejeråds medlemsblad, om Florence Nightingaleløftet som idealet for den sande sygeplejerske. (42) Florence Nightingaleløftet var formuleret af en amerikansk sygeplejerske i 1893, og den danske indledning lyder: Jeg forpligter mig over for Gud og i Nærværelse af denne forsamling til at leve mit Liv i Renhed og at udøve min Gerning i Troskab. (51) I 1913 begyndte Dansk Sygeplejeråd at bruge løftet i forbindelse med overrækkelsen af foreningens emblem, og det fungerede i praksis i mange år som sygeplejens etiske kodeks. (51) Med autorisationen i 1933 blev sygeplejerskeuddannelsen fastlagt til tre år, men kvaliteten var fortsat meget svingende. Det åbnede for en debat om sygeplejen som et professionelt fag med et teoretisk grundlag. I erne blev der skrevet mange indlæg i Tidsskrift for Sygepleje om adgangskravene til sygeplejerskeuddannelsen. Nogle var fortalere for en realeksamen som basis for uddannelsen, andre holdt fast i, at den rette indstilling, med andre ord at kaldet var tilstrækkeligt. Det mest markante bidrag til debatten var Elna Hiort-Lorenzens lille bog, Sygepleje - kald eller erhverv, hvor hun med reference til Karl Marx argumenterede for sygepleje som et erhverv, og ikke et religiøst kald. (52,53) Sygeplejeeleverne fik undervisning i etik, men ikke i den forstand, vi kender i dag. Etik handlede den gang snarere om udseende, den rette opførsel og adfærd på hospitalet og i hierarkiet. (54) Fra 1933 til 1958, hvor sygeplejerskeuddannelsen blev lagt i faste rammer, blev sygepleje generelt betragtet som både et kald og et erhverv. Det gav sig blandt andet udtryk i, at sygeplejerskerne begyndte at kræve otte timers arbejdsdag, fritagelse fra bopælspligten på hospitalerne og retten til at gifte sig. (55) 21

22 En nyuddannet sygeplejerske aflægger sygeplejerskeløftet ved Mariastatuen på Sct. Joseph Sygeplejeskole På Sct. Josephs Hospital bar de uddannede sygeplejersker et lyseblåt bånd på kappen. Med den nye Lov om sygeplejersker i 1956 blev Florence Nightingaleløftet erstattet af et nyt sygeplejerskeløfte, der helt havde forladt kaldstanken og i stedet afspejlede de gældende love og anordninger. Dette løfte blev brugt på skolerne frem til sidst i 1970 erne. Fra 1970 og til midten af 1990 erne blev der ikke længere talt om kald i sygeplejen. Men kaldsdiskursen dukkede op igen, da omsorgsteorierne så dagens lys. Specielt Kari Martinsen har skrevet om kaldet i sygeplejen, ikke som et kristent kald, men som en grundmenneskelig indstilling om at tjene sin næste. (53) I dag kan sygeplejersker finde etisk vejledning i de Sygeplejeetiske Retningslinjer, formuleret første gang i 1992 af Sygeplejeetisk Råd, og i ICN s etiske kodeks for sygeplejersker. Otte timers arbejdsdag Sygeplejerskernes arbejdstid var i mange år et omstridt spørgsmål i Dansk Sygeplejeråd. Først efter 2. verdenskrig fik alle sygeplejersker en ottetimers arbejdsdag. De første sygeplejersker havde lange arbejdsdage på timer, og de skulle bo på hospitalet ofte i lige i nærheden af afdelingen, så de kunne træde til, hvis det blev nødvendigt. 22

23 Madservering på Rigshospitalet 1913 Lige fra Dansk Sygeplejeråds stiftelse i 1899 var arbejdstiden til debat. Charlotte Norrie, DSR s stifter, havde et stærkt ønske om, at sygeplejerskerne skulle gå fra toskiftet til treskiftet vagt. Men det var hun ret ene om at mene. (56) En af de første aktive sygeplejersker i Dansk Sygeplejeråd, Elisif Fiedler mente ikke, at en kortere arbejdstid var nødvendig for den sygeplejerske, der med alvorlig Interesse og Evne til Gerningen søger at udfylde sin Plads. Tværtimod er det tit svært for hende at forlade sine Patienter, naar hendes Tjeneste efter den nu brugelige 12 á 14 Timers Vagt er forbi. Sygeplejen er vel et Erhverv, men ikke kun et Erhverv eller aandløst Arbejde, som det kan være tilfredsstillende for Arbejderen at lægge til side; men et Arbejde, som kun kan passes godt, naar man har Kærlighed dertil, og har man det, ønsker man ikke at slippe med en kortere Arbejdstid. (57) Spørgsmålet om otte timers arbejdstid var i konflikt med kaldsidealet. Bestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd havde en pragmatisk holdning til arbejdstid, og den accepterede, at provinssygeplejerskerne i 1911 saa vidt forholdene tillod det, havde ret til daglige hviletimer. (58) Det var i sig selv svært at overholde på de små sygehuse, hvor der kun var ansat én sygeplejerske med en kone eller elev til at hjælpe sig. Dansk Sygeplejeråd afviser otte timers arbejdsdag i 1919 Efter første verdenskrig satte fagbevægelsen generelt fokus på arbejdstid. Den russiske revolution betød, at der var en ængstelse for revolutionære tilstande også i Danmark. 23

24 En stor del af arbejdstiden gik med rengøring. Sygeplejersker på Bispebjerg Hospital pudser kobbertøj i 1920erne. Arbejdsgiverne var derfor medgørlige, og i 1919 blev ottetimers arbejdsdag aftalt mellem De Samvirkende Fagforbund og Dansk Arbejdsgiverforening. Dansk Sygeplejeråd med formand Henny Tscherning i spidsen kunne fortsat ikke gå ind for en ottetimers arbejdsdag. De så gerne en kortere arbejdstid, men treskiftet vagt var i deres øjne uforeneligt med sygeplejens idealer. Desuden var der den praktiske barriere, at der ikke var tilstrækkeligt med kvalificerede sygeplejersker og boliger til at kompensere for en kortere arbejdstid. Sygeplejerskernes arbejdstid blev altså ikke ændret, da andre faggrupper på hospitalerne gik over til ottetimers arbejdsdag. (58) Sygeplejerskernes arbejdsbelastning til debat i 1928 I 1928 publicerede Dansk Sygeplejeråd en rekrutteringspjece, Hvorledes bliver jeg Sygeplejerske?, hvor der var en fortegnelse over de forskellige sygehuses arbejdsvilkår, lønninger mm. Det vakte opsigt i medierne og i kvindesagskredse. Specielt elevernes vilkår kom til debat. Dansk Sygeplejeråds formand, Charlotte Munck, skrev i Tidsskrift for Sygepleje: Naar man ser på Sygeplejerskernes tidlige Opslidthed, paa deres Kamp for at holde ud til det strænge, forcerede Arbejde, paa deres stille Fortvivlelse over næsten ikke at kunne sove om Dagen, naar de er paa Nattevagt, ja, da maa man ønske, at den Uretfærdighed, som begaas mod denne Stand, maatte kunne afskaffes, og Kaarene blive i nogenlunde Overensstemmelse med andre Fag. (59) Dansk Sygeplejeråd sigtede fortsat ikke mod treskiftet vagt, men kortere arbejdstid. Specielt var nattevagten et springende punkt, for den var som regel på 12 timer uden pauser eller afløsning. 24

25 Billede af en ung sygeplejerske, der bader sine trætte fødder på forsiden af Billedbladet i Da det kom frem, at gennemsnitsalderen for statens sygeplejersker, når de trak sig tilbage fra sygeplejen, var 44 år, begyndte foreningen dog at vakle i troen på den toskiftede vagt. (58) 1930 erne: Sygeplejerskerne kræver otte timers arbejdsdag De yngre sygeplejersker begyndte nu at forlange en arbejdsdag på otte timer på linje med andre fag, og Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse satte sagen på den politiske dagsorden. I 1934 stillede Elna Hiort-Lorenzen forslag om en ottetimers arbejdsdag, som blev enstemmigt vedtaget af repræsentantskabet. Dansk Sygeplejeråd holdt møder med arbejdsgiverne, der opfordrede DSR til selv at forhandle sig frem med sygehusene. Dermed blev arbejdstiden gjort til et lokalt anliggende. Dansk Sygeplejeråd diskuterede arbejdstid på medlemsmøder i hele landet. Her deltog også læger, der ikke alle var for en kortere arbejdsdag for sygeplejerskerne. I Aalborg efterlyste overlæge Thorvald S. Eiken den ideale sygeplejerske, der kunne holde døgnet rundt. I mangel på denne kunne han acceptere toskiftessystemet. En anden af deltagerne, læge Jes Axel Klindt fra Terndrup Sygehus, blev refereret for en udtalelse om, at man på hans sygehus har den ideale skabning, idet man der har 24 Timers Arbejdstid, en Ordning, som fungerer til alle Tilfredshed (?), Dr. Klindt 25

26 Bispebjerg Hospital, sygeplejeelev på sit værelse, 1920 erne betonede stærkt Idealismens Betydning i sygeplejen de gamle Diakonissers bløde Hænder osv. og beklagede at have bemærket, at Tilgangen til Sygeplejen de senere Aar er blevet kvalitativt ringere end tidligere. Parentesen med spørgsmålet stammer fra referenten. (55) 1940 erne: Fornyede forhandlinger om arbejdstiden I de følgende år satte Rigshospitalet og statens hospitaler gradvist arbejdstiden ned, og i 1940 blev overenskomsten mellem Dansk Sygeplejeråd og Sygehusforeningen revideret, og den effektive arbejdstid fastsat til 8 á 9 timer. Sygehusforeningens overenskomst var imidlertid ikke bindende for sygehusene, og i begyndelsen af 1940 erne var nattevagten fortsat timer, mens dagtjenesten almindeligvis var på 9 timer og derover. Sygehusejerne argumenterede for, at sygeplejerskernes nattevagter ikke kunne betragtes som effektivt arbejde. (55) Nogle steder løste man problemet med at sætte sygeplejerskernes arbejdstid ned, mens eleverne fortsat havde 12 timers nattevagt. De var ikke omfattet af overenskomsten. Først efter krigen, i 1945, kom der en ny landsdækkende og bindende overenskomst, der fastsatte arbejdstiden til otte timer. Kost- og boligpligt Sygeplejerskerne havde i mange år pligt til at bo og spise på hospitalet. I 1876, da Kommunehospitalet begyndte at uddanne unge kvinder fra dannede hjem i sygepleje, var det nødvendigt at sikre, at de boede under betryggende forhold. Syge- 26

27 Sygeplejeelevernes spisesal på Bispebjerg Hospital, 1920 erne plejerskernes forgængere, stuekonerne, boede på selve sygestuen bag et forhæng eller en skillevæg. Sygeplejerskernes værelser lå ofte i nær tilknytning til afdelingen, og det var almindeligt at blive kaldt til assistance på afdelingen om natten og i de sparsomme fritimer. Sygeplejerskernes kost og logi blev trukket af deres løn. Eleverne boede ofte flere på et værelse, og når de havde nattevagt, sov alle nattevagterne nogen steder i et specielt nattevagtsværelse, som de ikke måtte forlade i sovetiden. (60) 1930 erne: Begyndende modstand mod kost- og boligtvang I 1930 erne begyndte sygeplejerskerne generelt at kræve bedre boligforhold, og de yngre sygeplejersker ville have ret til at bosætte sig uden for sygehuset. En sygeplejerske, Nora With, skrev i Tidsskrift for Sygepleje i 1935: Vi faar tildelt et Rum i en Sygeplejerskebolig eller paa Gangen blandt Patienterne, i Kælderen eller paa Loftet, Vi har ingen entré, ikke en gang en dobbeltdør det findes der dog paa ethvert anstændigt Hotel. Derfor kan enhver Lyd trænge ind, saasom Radio, Samtaler, Skramlen af porcelæn, smækken med Døre etc. Der er intet at sige til, at Lydene er der, vi lever jo ikke i et Listesamfund, men det er uforsvarligt, umenneskeligt at give Sygeplejersker saadanne Boliger. Vi kan ikke slappe af, og maa derfor mange gange møde, trætte af at borteliminere Støj og dog kunne opnaa Hvile eller Søvn. (61) Dansk Sygeplejeråd vedtog derfor i 1934 et regulativ, der krævede, at både sygeplejersker og elever skulle have eneværelse. Regulativet fastsatte også krav for boligstørrelsen til de forskellige kategorier af sygeplejersker. Det blev brugt på en del af landets sygehuse, men det var kun en rettesnor. (62) 27

28 1940 erne: Sygeplejerskerne stiller krav om egen bolig De yngre sygeplejersker ønskede i stigende grad at bo uden for sygehuset. De ville have et fristed og kunne spise i hvert fald nogle måltider under private former. Da de statsansatte sygeplejersker skulle indgive overenskomstkrav i 1944, var kost- og boligspørgsmålet et af hovedpunkterne. Man ville have en løn, der gjorde det muligt at bosætte sig uden for sygehuset. Der var dog stadig mange sygeplejersker, der fortsat ønskede at bo på sygehuset, specielt i provinsen. Det kunne være økonomisk og praktisk begrundet, men der var også ideologiske årsager. Som Gudrun Finnemann udtrykte det, havde det den fordel, at man i visse Tilfælde uden for de otte Timer kan opsøge alvorligt syge Patienter og være dem til Hjælp og Trøst og være Mellemled mellem dem og ængstelige Paarørende. (60) Dansk Sygeplejeråd overvejede, om de skulle arbejde for at få indflydelse på de planer, der var om oprettelse af egentlige sygeplejerskeboliger ved sygehusene - eller om de skulle støtte sygeplejerskerne i deres krav om bruttoløn, så de selv kunne sørge for kost og logi. Det viste sig imidlertid, at sygehusejerne fortsat ville, at sygeplejerskerne skulle bo og spise på arbejdspladsen, og et nyt boligregulativ blev vedtaget om bestemte lejlighedstyper for forskellige kategorier af sygeplejersker. I efterkrigsårene rettede Dansk Sygeplejeråd gentagne henvendelser til Finansmini- To sygeplejeelever på deres fælles elevværelse på Skive Sygehus under krigen 28

29 steriet og præciserede, at de krævede samme vilkår for sygeplejerskerne som for andre tjenestemænd, herunder ophævelse af kost- og boligpligten erne: Kost- og boligtvangen bliver ophævet I 1952 foretog Dansk Sygeplejeråd en opgørelse, der viste, at 56% af de statsansatte og 46% af de kommunalt ansatte sygeplejersker i København boede uden for sygehuset. I provinsen var tallet 34%. Men sygeplejerskerne var reelt ikke frit stillet, da deres løn var beregnet ud fra, at de fik kost og bolig på sygehusene. Sygehusejerne var af den opfattelse, at en sygeplejerske ikke kunne flytte fra sygehuset uden sygehusbestyrelsens tilladelse. For sygehuset var det et økonomisk spørgsmål. Dansk Sygeplejeråd indbragte spørgsmålet for voldgiftsretten, der i 1954 afgjorde, at sygeplejersker ifølge traditionen og efter voldgiftsrettens tolkning af overenskomsten havde boligpligt på sygehuset, medmindre der var givet speciel tilladelse til fraflytning. I sin yderste konsekvens betød afgørelsen, at en gift sygeplejerske ikke at kunne flytte ud og bo sammen med sin mand uden fortsat at skulle betale for kost og logi på sygehuset. Konsekvensen blev, at Dansk Sygeplejeråd opsagde overenskomsten med virkning fra april Sygehusforeningen og Dansk Sygeplejeråd stod stejlt over for hinanden, og for begge parter handlede det om økonomi. Sygehusene ville ikke give afkald på den fordel, kost- og boligtvangen gav dem, med mindre Dansk Sygeplejeråd gik med til at forhøje fradraget til kost og logi i lønnen. I 1955 blev der opnået en foreløbig løsning, der gav mulighed for gensidigt opsigelsesvarsel fra sygeplejerskeboliger på tre måneder for begge parter. De statsansatte sygeplejersker blev i 1958 frit stillet med hensyn til, om de ønskede at bo og spise på hospitalet. Først i 1959 blev der indgået en overenskomst mellem Sygehusforeningen og Dansk Sygeplejeråd, hvor kost- og boligpligten endelig blev ophævet for sygeplejersker i provinsen. Kun sygeplejersker med særlige ledelsesopgaver eller tilkaldeforpligtelser skulle fortsat bo på sygehuset i en tjenestebolig. (60) Retten til både ægteskab og arbejde Da de første sygeplejersker blev uddannet i 1800-tallet, var det en selvfølge, at man ikke kunne være gift og arbejde samtidigt. Ægteskab var lig med afsked med sygeplejen. Da de første sygeplejersker i 1876 blev uddannet på Kommunehospitalet i København, var der overskud af kvinder i Danmark. Sygeplejen blev derfor en levevej for kvinder, der ellers risikerede et liv som skyggetante i familien - og ikke mindst for unge kvinder, der ville andet end bare ægteskab. Den gang og mange år frem var det utænkeligt, at kvinder fra dannede hjem kunne være gift og arbejde samtidigt. Som et eksempel kan nævnes Dansk Sygeplejeråds første formand Henny Tscherning, født Schultz. Hun blev uddannet på Kommuneho- 29

30 En sygeplejeelev og reservelæge arm i arm på Bispebjerg Hospital Hun gik tabt for sygeplejen. Mange afbrød uddannelsen for at gifte sig, andre gjorde uddannelsen færdig og giftede sig lige efter. spitalet som en af de første sygeplejersker. Hun blev i 1886 gift med overkirurg A.E. Tscherning og måtte som en selvfølge tage sin afsked fra hospitalet for at hellige sig familien. Da hun i 1899 blev formand for Dansk Sygeplejeråd, arbejdede hun ikke som sygeplejerske, hvad der kan forklare den store arbejdsindsats, hun lagde i Dansk Sygeplejeråd indtil Det havde hun ikke kunnet gøre som fungerende sygeplejerske med en arbejdsdag på timer erne: Begyndende oprør mod ægteskabsforbuddet I 1930 udstedte Københavns Kommune et forbud for sygeplejersker mod at gifte sig. Den socialdemokratiske borgmester i København, Peder Hedebols, udtalte: Sygepleje er en Gerning, som kræver Personen helt og fuldt, og de Damer, som udøver den, maa have deres Hjem på Hospitalet, leve og dø paa Hospitalet, kan man sige. Saa store Krav stiller denne Gerning, og den høje Standard, de københavnske Hospitaler har Ord for, hviler ikke mindst paa de udmærkede, dygtige og opofrende Sygeplejersker, vi har. (63) Anledningen var, at en sygeplejerske på Rudolf Bergs Hospital havde været hemmeligt gift i flere år. Da det blev opdaget, blev hun straks forflyttet til laboratoriet, sat ned løn og mistede sine pensionsrettigheder. Forbuddet mod ægteskab var både fagligt og økonomisk begrundet. De ledende sygeplejersker og hospitalsmyndighederne var af den opfattelse, at en gift sygeplejerske var et brud med idealet om den opofrende sygeplejerske. Københavns Kommunes forbud mod gifte hospitalssygeplejersker gav genlyd i kvindebevægelsen, men Dansk Sygeplejeråd forholdt sig tavs, både i den konkrete sag og i lignende sager, der dukkede op i løbet af 1930 erne. Tavsheden kan kun forklares ved, 30

31 Elna Hiort-Lorenzen ( ). Uddannet i 1926 på Sønderborg Statshospital og medlem af Danmarks Kommunistiske Parti fra Elna Hiort-Lorenzens liv er beskrevet i Ole Sohn s Et liv i kamp og kærlighed, at den ældre generation af sygeplejersker, der sad i Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse, var af den opfattelse, at sygepleje og ægteskab ikke var forenelige størrelser. (63) Sygeplejerskerne var ikke den eneste kvindegruppe, der måtte forsage ægteskabet. Det gjaldt også lærerinder, økonomaer og kontoransatte kvinder. I løbet af 1930 erne begyndte sygeplejerskerne at gøre oprør mod den nonneagtige tilværelse og det kaldsbetonede i faget, som Florence Nigthingaleløftet stod som symbolet på. Forbuddet mod ægteskab bliver ophævet I 1937 fjernede Københavns Kommune så reglen om, at sygeplejersker ikke måtte gifte sig. De, der gjorde det, måtte finde sig i, at de nok beholdt sin ansættelse, men at de overgik til vikartjeneste til afløsning under ferie og sygdom. En af begrundelserne var, at lægerne havde ret til at flytte ud, når de indgik ægteskab. (63) De overordnede sygeplejersker måtte fortsat ikke gifte sig. (65) Dansk Sygeplejeråd forholdt sig relativt passiv i denne debat og fremførte bare, at sygeplejerskerne skulle forholde sig roligt og være glade for, at de beholdt ansættelsen. Elna Hiort-Lorenzen, medlem af Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse, skrev i Tidsskrift for Sygepleje: De kvindeligste af alle Kvinder som man har kaldt os, maa altsaa ogsaa blive Mødre. Mine Tanker springer et Par Aar frem Tiden, og jeg ser i Aanden en Børnehave i Grønnegaarden (område på Rigshospitalet) eller et andet Sted i Nærheden. (64) Hun beklagede også, at hospitalet stadig forbeholdt sig retten til at fradrage et beløb 31

32 for måltider for de sygeplejersker, der boede uden for hospitalet, selv om de ikke indtog dem. Diskussionen om ægteskab var primært et københavnerfænomen. I provinsen synes holdningen fortsat at være, at ægteskab var uforeneligt med sygeplejen. Selv om antallet af gifte sygeplejersker voksede de følgende år, var det fortsat mest almindeligt i København. Dansk Sygeplejeråd undersøgte antallet i 1944, og det viste sig, at af 171 gifte sygeplejersker var de 114 ansat i København. (66) Dansk Sygeplejeråd bliver en rigtig fagforening Dansk Sygeplejeråd betegnede sig fra starten som en standsforening, der hverken var forbundet med fagbevægelsen eller kvindesagen. Først i 1970 erne blev Dansk Sygeplejeråd en rigtig fagforening. Dansk Sygeplejeråds stifter, Charlotte Norrie, var stærkt forankret i kvindebevægelsen. Med valget af Henny Tscherning som formand i efteråret 1899 blev der lagt afstand til såvel kvindesagen, fagbevægelsen som International Council of Nurses, der var dannet et halvt år før Dansk Sygeplejeråd. Selv om Dansk Sygeplejeråd således ikke brød sig om at blive betragtet som en politisk organisation, tog man helt fra begyndelsen sager op af politisk karakter. Som Kirsten Stall knecht, Dansk Sygeplejeråds formand fra 1967 til 1996, har udtrykt det: De kaldte det bare noget andet. (67) Dansk Sygeplejeråd førte først forhandlinger om arbejdsvilkår og efter nogle år også om løn for hele gruppen af sygeplejersker og for enkeltmedlemmer. Det skete vel at mærke uden et egentligt forhandlingsretsligt grundlag. 32 Eli Magnussen ( ). Forstanderinde ved Rigshospitalet og forstanderinde i Sundhedsstyrelsen. Eli Magnussen blev uddannet ved Rigshospitalets sygeplejeskole

33 Sygeplejerskerne var ansat som assistenter, som tjenestemænd i stat, amter og kommuner, som vikarer gennem vikarbureauer, privat og offentligt. På statsområdet var der forhandlingsberettigede foreninger under Dansk Sygeplejeråd for sygeplejersker på Rigshospitalet, i sindssygevæsenet, ved fængsler og infirmerier, og i kommunerne var der særlige forhandlinger i København, Frederiksberg, omegnskommunerne, ved provinsens kommunale hospitaler og flere andre områder. (68) Forhandlingsopgaven medførte derfor et omfattende arbejde med rejser til alle landets mere end 100 sygehuse og andre arbejdsgivere. Den første konflikt i 1946 I 1946 fremsatte statens lønningskommission et lønforslag for de statsansatte tjenestemænd, der også omfattede statens sygeplejersker, og det blev fulgt op af kommunerne og af sygehusejerne med tilsvarende forslag. Forslaget gik ud på at indplacere sygeplejerskerne i en særlig lønklasse for kvinder og på et lavere niveau end faglige arbejdere. Da alle forhandlingsmuligheder ikke førte til noget i løbet af foråret 1946, fik de statsansatte sygeplejersker nok, og Rigshospitalets sygeplejersker deponerede som de første deres opsigelser med virkning fra 1. oktober Det blev hurtigt fulgt op af sygeplejerskerne ved Statshospitalet i Sønderborg og af Fødselsstiftelsen i Aarhus. Senere fulgte sindssygehusenes sygeplejersker og sygeplejerskerne i Københavns kommune trop. Det var ikke Dansk Sygeplejeråd, der førte an i denne konflikt, men de forskellige foreninger under DSR. Dansk Sygeplejeråd manede til besindighed og sammenhold og til fortsat at forsøge forhandlingsvejen. Man var bange for, at sygeplejerskerne skulle miste den goodwill, de trods alt havde. I Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse var man enige om, at sygeplejerskerne dels ikke kunne strejke af etiske grunde, dels fordi tjenestemandsloven ikke tillod det. Kollektiv opsigelse var det skrappeste kampmiddel, hovedbestyrelsen kunne acceptere i lønkampen. (68,69) Eli Magnussen, som var en af tidens frontfigurer, gav sin klare støtte til, at sygeplejerskernes kår skulle forbedres. Hun udtalte offentligt, at selv om sygeplejen efter hendes opfattelse var et af de mest tilfredsstillende erhverv, skulle det ikke hedde sig, at det bærer lønnen i sig selv, thi det gør det nu ikke. Vi skal også leve og eksistere. Staten, personificeret ved landets statsminister Knud Kristensen, blev meget oprørt over situationen og fik kammeradvokaten til at afgive udtalelse om lovligheden af sygeplejerskernes kollektive aktion, for noget sådant var ikke tidligere set på noget område. Kammeradvokaten mente ikke, at aktionen var lovlig, men sygeplejerskerne holdt fast, og så måtte det komme an på en prøve ved domstolene. Hertil blev det kommenteret fra Dansk Sygeplejeråd, at det vel næppe er foreneligt med demokratiets principper, ved en domsafgørelse at binde sygeplejerskerne til en stilling, hvis løn- og arbejdsforhold de er utilfredse med, og som de derfor ønsker at forlade. Staten ville ikke forhandle, så længe konflikten var i gang, men Københavns kommune var mere fleksibel, og der fandt man et kompromis, som staten imidlertid satte sig 33

34 A tøws, de er anarki, mindedes Maria Madsen, at statsminister Knud Kristensen udtalte, da sygeplejerskerne i 1946 truede med konflikt. Her ses han i samtale med Maria Madsen og Gunhild Kirchheiner (th) fra Rigshospitalets Sygeplejerskeforening. imod. I løbet af juli og august begyndte sygeplejerskerne at trække deres opsigelser tilbage for at få gang i forhandlingerne igen.resultatet af forhandlingerne blev ikke det, sygeplejerskerne ønskede, men de fik nogle ekstra tillæg for at have fået ansvar for den nye gruppe af uuddannede sygehjælpere. (68,69) Overenskomstansættelse Da velstandsudviklingen i samfundet for alvor tog fart, var man allerede fra midten af 1950erne nødt til at gøre noget effektivt ved de offentlige løn- og ansættelsesforhold. En af de store reformer, der gik igennem uden konflikt, var gennemførelsen af overenskomstsystemet og dermed pensionsordninger for meget store grupper i det offentlige, heriblandt sygeplejerskerne. Der var ikke idel tilfredshed, men da der samtidigt var en uddannelsesreform undervejs, tilsluttede man sig resultaterne, således at pensionsordninger generelt blev gennemført for alle sygeplejersker. I begyndte en udfasning af tjenestemandsansættelserne, hvor sygeplejerskerne blev mere fleksibelt ansat, og samtidigt var sikret en pension uanset ansættelsessted. (70) Tillidsmandssystemet Først i 1945 vedtog Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse at indføre tillidsrepræsen- 34

35 Generalforsamlingen for Københavns kommunale Sygeplejerskeforening i København, Rådhushallen d. 12. oktober Foreningen trækker deres afskedsbegæringer tilbage, og en truende katastrofesituation på københavnske hospitaler undgås. tanter lokalt. Grunden var, at Dansk Sygeplejeråd ikke kunne kontrollere, at lønaftalerne blev overholdt ude på sygehusene. Hovedbestyrelsen var ikke udelt begejstret for tillidsmandssystemet. Den tidligere formand, Elisabeth With mente, at hvis der skulle vælges en tillidsmand, skulle det være den ledende sygeplejerske. Ellers risikerede man, at tillidsmanden modarbejdede lederen. (71) Der blev valgt 140 tillidsmænd, der ikke følte sig klædt på til den nye opgave. De fik lidt orienterende materiale fra Dansk Sygeplejeråds sekretariat og nogle få orienteringsmøder. Tillidsmændene syntes ikke, de fik tilstrækkelig opmærksomhed fra organisationens side, og de manglede en klar organisatorisk ramme at arbejde inden for. (71) Tillidsmændene var i begyndelsen valgt for en etårig periode, men i 1956 blev det ændret, så de blev valgt for tre år ad gangen. Samtidigt var der forslag om årlige møder med alle tillidsmændene, men der var en vis ængstelse i Dansk Sygeplejeråds ledelse for, hvad tillidsmandsinstitutionen kunne udvikle sig til. De måtte kun have en kontrolfunktion, men ikke en parlamentarisk myndighed. (71) Først i 1964 blev tillidsmandsinstitutionen strammet op. Den tidligere formulering om, at der vælges en tillidsmand, blev ændret til, at der skulle vælges en tillidsmand på 35

36 Afdelingssygeplejerske Orla Olsen (t.v.) var i midten af 1960 erne en af hovedkræfterne bag forsøget på at effektivisere tillidsmandsordningen. Her ses han ved repræsentantskabsmøde i 1966 ved siden af Hans Christian Jensen, oversygeplejerske. De var begge på det første hold med mandlige sygeplejeelever på Rigshospitalet hvert tjenestested med mindst fem medlemmer af Dansk Sygeplejeråd. Desuden blev det tilføjet, at der på større tjenestesteder kunne vælges en fællestillidsmand, og at ledende sygeplejersker ikke kunne være tillidsmænd. Det begyndte at blive tydeligt, at der manglede en uddannelse for tillidsvalgte. Det førte til et forslag fra et af hovedbestyrelsen nedsat tillidsmandsudvalg om at ansætte en tillidsmandssekretær, der skulle stå for kontakten til tillidsmændene og undervise dem i forhandlingsteknik mm. Hovedbestyrelsen var imidlertid ikke enige om, om det var den rigtige måde at løse problemet på. På repræsentantskabsmødet i maj 1965 understregede medlem af tillidsmandsudvalget, afdelingssygeplejerske Orla Olsen, at tillidsmandsinstitutionen kunne blive hovedhjørnestenen i Dansk Sygeplejeråd på grund af tillidsmændenes nære kontakt til medlemmerne. Han udarbejdede et forslag til en uddannelsesordning for tillidsmænd, men hverken uddannelsen eller en tillidsmandssekretær blev til noget. (72) Sidst i 1960 erne kom der skred i sagerne. Der blev ansat en tillidsmandskonsulent til at organisere tillidsmandsarbejdet og uddannelsen, og tillidsmandsudvalget blev erstattet af et tillidsmandsråd, hvis medlemmer blev valgt af og blandt tillidsmændene. I 36

37 begyndelsen af 1972 var antallet af tillidsmænd vokset til fra 400 i I begyndelsen af 1970 erne var der stadig nogen bekymring for, at tillidsmændene skulle blive en for stor magtfaktor i Dansk Sygeplejeråd, men samtidigt blev det klart, hvor slagkraftig en institution den kunne udgøre blandt medlemmerne. Der skete derfor en kraftig udbygning. Et vigtigt grundlag var, at Dansk Sygeplejeråd omkring 1970 indgik aftaler om tillidsmandsregler, først med Københavns Kommune og senere med Amtsrådsforeningen, Kommunernes Landsforening og staten. Det betød, at tillidsmændene kunne få tjenestefri med løn til organisatorisk arbejde, og at de blev underlagt ansættelsesmæssig beskyttelse. (72) Ny struktur med tillidsmandsinstitutionen som grundstammen I 1970 startede en debat, der strakte sig over flere år. Formanden, Kirsten Stallknecht pegede på, at tillidsmændenes placering skulle tages op til debat med henblik på en omlægning af organisationens struktur. Der skulle to lovforslag til, før den nye struktur faldt på plads. Uenighederne gik på, at ændringen ville føre til for stor vægt på det organisatoriske frem for det faglige, og der var også tvivl om, hvor vidt tillidsmændene endnu var dygtige nok til at løfte opgaven. I 1976 vedtog kongressen en ny struktur, hvor medlemmerne skulle vælge amtsbestyrelserne og disses formænd. Kommunalreformen i 1970 medførte, at Dansk Sygeplejeråds opbygning fulgte den nye amtsopdeling. Amtsbestyrelsernes formænd udgjorde hovedbestyrelsen sammen med Dansk Sygeplejeråds formand og to næstformænd. Hovedbestyrelsen og amtsbestyrelserne udgjorde kongressen, der skulle afholdes hvert andet år. (73) Forhandlings- og konfliktret I kom tjenestemandsreformen med lønindplaceringer, der gav anledning til massiv utilfredshed blandt sygeplejerskerne. Dansk Sygeplejeråd protesterede i første omgang til ingen verdens nytte over lønindplaceringerne. Nogle af anstødsstenene var, at kvindefagene generelt var placeret meget lavt, og at der var for lidt forskel på sygehjælpernes og sygeplejerskernes løn. Der blev imidlertid på grundlag af reformen fastslået forhandlings- og konfliktret for Dansk Sygeplejeråd for langt den overvejende del af sygeplejerskerne i form af hovedaftaler og en særaftale om forholdene under en konflikt. (74) En samlet forhandlingsret Forhandlingsretten var fortsat ikke samlet og det var helt klart, at det ville være en fordel, hvis det kunne ske. Med omdannelsen af Dansk Sygeplejeråds struktur i begyndte derfor en proces, der successivt førte til nedlæggelsen af de mange særforeninger og samling under Dansk Sygeplejeråd. Det var på nogen områder en helt naturlig udvikling, medens det for andre var en smertelig oplevelse at se de meget gamle foreninger blive opløst. Den hårdeste nød at knække var statsområdet, men en noget teknisk konstruktion førte til, at også statens sygeplejersker kom under Dansk Sygeplejeråd, selv om den formelle forhandlingsret lå under COII. Dermed var et af stifternes mål fra 1899 om at samle alle sygeplejerskerne nået. 37

38 Konflikter Dansk Sygeplejeråd varslede for første gang konflikt i I alt har sygeplejerskerne været i konflikt fire gange, sidste gang i Den første konflikt Forhandlingerne i 1973 blev en prøvesten, der trak ud. Den varslede Dansk Sygeplejeråd for første gang konflikt på overenskomstområdet. Det blev gjort forsigtigt for at tage hensyn til livstruende situationer. Indledningsvis blev der pr. 1. december 1973 varslet konflikt for 500 sygeplejersker på operations-, anæstesi- og røntgenafdelinger. Den varslede Dansk Sygeplejeråd yderligere 500 sygeplejersker i konflikt efter samme mønster, og man var klar til at optrappe med yderligere 500 flere gange endnu. Den konflikt satte spor. Konfliktens tema var, at sygeplejerskerne ville lønnes mindst som en faglært håndværker i det offentlige. I første omgang troede arbejdsgiverne ikke, at sygeplejerskerne turde. De troede heller ikke, at Dansk Sygeplejeråd kunne finansiere konflikten, for det var en offentlig hemmelighed, at Dansk Sygeplejeråds økonomi havde været dårlig i mange år. I egne rækker var meningerne delte. Mange var bange for, at medlemmerne ville melde sig ud, når de skulle betale ekstra kontingent. Andre mente, at de ville melde sig ud, fordi strejken ville stride imod sygeplejerskernes etiske grundholdning er. Ingen af delene blev til virkelighed, men Dansk Sygeplejeråd og sygeplejerskerne oplevede det som en streng tid, der varede i seks uger. Der kom et resultat - ikke det ønskede, men dog bedre, end hvad der kunne have været opnået uden konflikt. (74) Den største gevinst var, at sygeplejerskerne og Dansk Sygeplejeråd havde vist sig selv og omverdenen, at de kunne, ville og turde bruge strejkevåbnet, hvis der ikke var anden udvej. Efter den konflikt blev Dansk Sygeplejeråds styrke ikke undervurderet, og den fik indirekte betydning i det samspil, Dansk Sygeplejeråd havde med de øvrige arbejdsmarkedsorganisationer. (70) 38 Kirsten Stallknecht, formand for Dansk Sygeplejeråd , varsler konflikt fra talerstolen på det ekstraordinære repræsentantskabsmøde 1973.

39 Konflikten 1995 Der gik 20 år, før sygeplejerskerne igen var klar til en konflikt, der fandt sted i I 1990 erne var der mangel på sundhedspersonale, og forventningerne til en lønudvikling var derfor store. Dansk Sygeplejeråd og Landssammenslutningen af Hospitalslaboranter (i dag Danske Bioanalytikere) valgte at bryde ud af KTO-forhandlingerne for at forsøge at opnå et bedre resultat 1. Det endte med en konflikt, der varede 29 dage og omfattede knapt sygeplejersker, der var udtaget til strejke og flere, der blev lockoutet af Kommunernes Landsforening. Det endte med et lovindgreb, der gav samme resultat som det, KTO havde opnået. 1 Derudover blev der igangsat et udvalgsarbejde, der resulterede i en marginal lønstigning. (75,76) Konflikten 1999 Sundhedskartellet, der var blevet dannet i 1997, gik efter markante lønforbedringer. Det indgåede KTO-forlig blev forkastet, og Dansk Sygeplejeråd var igen i konflikt. Den blev dog kun kort denne gang, fordi Folketinget stoppede den med et lovindgreb efter kun en uge. Resultatet blev også denne gang det samme, som KTO havde opnået. Konflikten 2008 Overenskomstforhandlingerne i 2008 foregik på toppen af højkonjunkturen, og forventningerne til en klækkelig lønstigning for kvindefagene var markant. Sygeplejerskerne gik efter at opnå en forbedring på 15 procent. Det endte i en konflikt, der omfat- 1 KTO: Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte, samarbejdsorganisation for personaleorganisationer i regioner og kommuner Tusindvis af sygeplejersker fra hele landet til demonstration på Christiansborgs Slotsplads i 1995, mens Folketinget havde lovindgrebet til anden behandling. 39

40 tede hele Sundhedskartellet, FOA og BUPL. Denne gang valgte Dansk Sygeplejeråd at udtage stort set alle medlemmer til konflikt. Alle forventede et lovindgreb, men denne gang kom det ikke. Undervejs lykkedes det FOA at indgå et forlig, ikke med 15 men med 12,8 procents lønstigning. For Sundhedskartellets vedkommende varede konflikten to måneder, som sluttede med et forlig, der gav en stigning på 13,3 procent. Det usædvanligt lange forløb trak dybe spor. Det blev en meget kostbar konflikt for alle parter, og Dansk Sygeplejeråd oplevede en kortvarig medlemsflugt i tiden efter. Et forhold, der for længst har rettet sig. Den væsentligste lære af den konflikt var, at man ikke i fremtiden kan kalkulere med et hurtigt indgreb, hvis vi igen kommer ud i en ny. (76) Oversigt over konflikterne : Sygeplejerskestrejke i 6 uger fra december 1973 til januar 1974, der endte med, at parterne indgik forlig. Som resultat af forliget bortfaldt de nederste løntrin. 1995: Strejke og lockout for i alt ca sygeplejersker, radiografer og laboranter (bioanalytikere) på sygehusene i 3½ uge i maj, afgjort ved lovindgreb. Indgrebet gav samme resultat som de øvrige grupper i forhandlingsfællesskabet KTO havde fået. 1999: Det nydannede Sundhedskartel i strejke i lidt over en uge i maj, der blev afsluttet af et lovindgreb. Indgrebet gav samme resultat som KTO havde fået. 2008: Sundhedskartellet, FOA og BUPL i strejke i 8 uger, afgjort ved et snævert forlig. Undervejs forhandlede FOA et marginalt bedre resultat end det, der var forhandlet på de generelle områder. Efter 8 uger opnåede Sundhedskartellet og BUPL et resultat, der lå en halv procent over det, FOA havde opnået. (76) Den hvide fane Enhver fagforening har en fane, gerne rød. Men ikke i Dansk Sygeplejeråd, her bruger vi en hvid fane. De første 40 år havde Dansk Sygeplejeråd ikke en fane. Hvorfor, er ikke til at sige, og alle referater fra bestyrelses- og repræsentantskabsmøder er tavse om det. Det blev der lavet om på i 1939, da Dansk Sygeplejeråd kunne fejre 40-års jubilæum, hvor medlemmerne overrakte deres gave, en hvid fane med foreningens emblem broderet på. (77) Den blev overrakt til formanden, Elisabeth With, af kredsformand Gudrun Schmidt fra Sundby Hospital med ordene Gid held, lykke, mod og initiativ må følge foreningen de næste 40 år! (78) Det tidligste fotografi af fanen i sygeplejemuseets samling er fra 1940, hvor Dansk Sygeplejeråd var med til at hylde Christian X på hans 70 års fødselsdag. 40

41 Sygeplejersker hylder med den nye fane i spidsen Christian X på hans 70-års fødselsdag den 26. september Kongen blev et symbolsk samlingspunkt under hele besættelsen Fanens udseende og symbolik Fanen består af en hvid dug kantet med guldsnor, hvorpå der er broderet Dansk Sygeplejeråds emblem, Dansk Sygeplejeråds navn, og for kredsene også kredsens navn. Den hvide dug symboliserer sygeplejerskens fag og dets renhed i forhold til patientens og de pårørendes ofte svære situationer, hvor sygeplejersken bringer pleje og lindring. Dansk Sygeplejeråds emblem udtrykker gennem firkløveren lykke i arbejdet, den røde bundfarve kærlighed til medmennesket som grundlag for arbejdet. Den røde og hvide farve i forening symboliserer, at emblemet tilhører danske sygeplejersker. (77) Fanen bruges ved den første demonstration i 1976 Formand for Fremskridtspartiet, Mogens Glistrup, provokerede i 1976 de offentligt ansatte ved at udtale, at de skulle fratages deres overenskomstmæssigt aftalte pensionsordninger. For første gang gik Dansk Sygeplejeråd på gaden i en protestdemonstration foran Christiansborg, med den hvide fane i spidsen. (79) Kirsten Stallknecht, der var Dansk Sygeplejeråds formand på det tidspunkt, fortæller: Ideen med demonstrationen kom fra Dansk Kommunalarbejderforbunds formand Jørgen Knudsen, som ringede til mig om det. Jeg var godt nok bekymret, for det havde vi ikke prøvet før, men på den anden side følte vi os stærkt provokeret af Glistrup. Jeg aftalte med Jørgen Knudsen, at det var deres fane og vores, der skulle gå forrest, så det ikke blev en rød faneborg. 41

42 Den hvide fane deltager i en demonstration for første gang 10. november 1976 Det var Jørgen Knudsen med på. Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse var også med på ideen. Jeg tog sagen op i FTF s forretningsudvalg, som bestemt ikke bakkede op om det, men politiets formand, Anton Dalsgaard, gav positivt tilsagn om, at politiet ville bakke op. Vi håbede, at der ville komme ca deltagere, men det viste sig, at der var mange af FTF-organisationerne, som følte som os, så der blev der arrangeret særtog, busser, og hvad ved jeg, fra hele landet. Demonstrationen nåede op på mennesker. Blandt talerne var også jeg, og Glistrup blev selvfølgelig også inviteret til at tale. Hvad han ikke vidste, var at Jørgen Knudsen havde aftalt med demonstrationsvagterne, som var brandmændene i København, at han under Glistrups tale ville vende sig om oppe på scenen som tegn på, at demonstranterne skulle vende sig om og stå med ryggen til Glistrup på talerstolen. Det virkede. Hele flokken vendte sig om, og Glistrups stemme steg en hel oktav af overraskelse. Ideen med at vende ryggen til, hævdede Jørgen Knudsen, stammede fra krigen, men det ved jeg ikke noget faktuelt om. (80) Dansk Sygeplejeråds kredsfaner Indtil 1980 var der kun den ene fane, men i slutningen af 1970 erne kom der røre om fanespørgsmålet. Dansk Sygeplejeråds 15 amtskredse begyndte at stille krav om at få deres egne faner. To af kredsene, Århus og København, havde overvejende venstreori- 42

43 Kreds Hovedstaden med både den hvide og den røde fane foran Forligsinstitutionen under overenskomstforhandlingerne 2018 enteret flertal i kredsbestyrelserne, så de ville have røde faner. Det kom der vældige diskus sioner ud af, og sagen endte med, at hver kreds fik en hvid fane, og de røde kredse fik yderligere en rød fane med et stiliseret emblem, så den ikke kunne forveksles med de egentlige faner. (81) Da de tidligere 15 amtskredse i forbindelse med kommunalreformen i 2007 blev omstruktureret til 5 kredse, blev der syet nye faner, og de 15 gamle amtskredsfaner blev givet til Dansk Sygeplejehistorisk Museum, hvor den ene nu kan ses i den permanente udstilling. 43

44 Formandstrappen, også kaldt dronningetrappen på Dansk Sygeplejehistorisk Museum i Kolding Dansk Sygeplejeråds formænd Siden stiftelsen 1899 har Dansk Sygeplejeråd haft 11 formænd. Hvis man betragter rækken af formandsportrætter, kan det undre, at der kun har været 11 formænd gennem alle de snart 120 år. Årsagen er, at tre af dem var særdeles langtidsholdbare, idet de to hver sad på posten i 28 år, den tredje i 27 år. Det afspejler sig også i historien, hvor de lange formandsperioder har givet stor kontinuitet i udviklingen. Læs mere: dsr.dk/dshm/dsr-formaend 44 Charlotte Norrie Formand for Dansk Sygeplejeråd juni 1899 til oktober Charlotte Norrie stiftede DSR 21. juli 1899 efter have besøgt den engelske sygeplejerskeorganisation i London. Hun mødte imidlertid stor modstand mod sin person, fordi sygeplejerskerne ville have en fuldt uddannet sygeplejerske som formand. De var også imod hendes store engagement i kvindesagen. Hun trådte derfor tilbage fra posten i oktober 1899, men fortsatte med at at uddanne et hjælpekorps af kvinder i sygepleje, der kunne træde til i krisesituationer. Hun blev æresmedlem af Dansk Sygeplejeråd i 1924.

45 Henny (Henriette) Tscherning Formand for Dansk Sygeplejeråd Henny Schultz var en af de første sygeplejersker på Københavns Kommunehospital, hvor hun hurtigt avancerede til en ledende stilling. I 1886 blev hun gift med overkirurg Tscherning og opgav sin sygeplejerskekarriere. I 1899 blev hun enstemmigt valgt som formand for det nystiftede DSR, en post hun bestred med stor dygtighed til 1927, hvor hun trådte tilbage. Henny Tschernings indsats for sygeplejesagen kan ikke undervurderes. Hun var en dygtig organisator, en diskret politiker og en stærk leder for den nye forening. Charlotte Munck Formand for Dansk Sygeplejeråd Charlotte Munck tog en 3-årig sygeplejerskeuddannelse på Presbyterian Hospital i New York. Efter en kort tid som oversygeplejerske på Rigshospitalet blev hun landets første forstanderinde på Bispebjerg Hospital Her var hun både leder for hospitalets sygeplejersker og for sygeplejerskeuddannelsen. Bispebjergs uddannelse dannede skole for hele landet. Som formand for DSR fortsatte Charlotte Munck kursen fra Henny Tschernings formandstid og blev højt respekteret for sin viden og sit internationale udsyn. Gustava Hjorth Konstitueret formand for Dansk Sygeplejeråd og Gustava Hjorth var oversygeplejerske på Rigshospitalet og medlem af Dansk Sygeplejeråds repræsentantskab , hovedbestyrelsen og næstformand Da Charlotte Munck døde i 1932, var Gustava Hjorth konstitueret formand indtil 1933, da Margrethe Koch blev valgt som formand. Da Margrethe Koch blev syg i 1934, blev Gustava Hjorth igen konstitueret formand, indtil Elisabeth With blev formand i Margrethe Koch Formand for Dansk Sygeplejeråd Margrethe Koch blev uddannet som sygeplejerske ved Presbyterian Hospital i New York Da hun kom hjem, giftede hun sig med provst Hans Koch og arbejdede ikke siden. Hun fulgte debatten om sygepleje og skrev artikler om sygeplejesagen til dagspressen. Da hendes synspunkter var sammenfaldende med Dansk Sygeplejeråds, blev hun aktivt medlem af DSR. Som formand fulgte hun den linje, forgængerne havde lagt og glædede sig over, at statsautorisationen blev vedtaget i hendes formandstid. 45

46 Elisabeth With Formand for Dansk Sygeplejeråd Elisabeth With blev uddannet på Rigshospitalet i 1916 og arbejdede i perioden i udlandet. Hjemme igen blev hun hjemmesygeplejerske i København. Hun gik ind i det organisatoriske arbejde og blev valgt som formand, da Margrethe Koch gik af. Elisabeth With blev formand på et tidspunkt, hvor en opposition blandt sygeplejerskerne ønskede en skarpere fagforeningsprofil. I sin formandstid arbejdede Elisabeth With for bedre løn, otte timers arbejdsdag, ret til at gifte sig og til at bo uden for sygehuset. Maria Madsen Formand for Dansk Sygeplejeråd Maria Madsen var uddannet på Bispebjerg Hospital 1928, hvor hun blev ansat som instruktionssygeplejerske. I 1936 blev hun forstanderinde på Rødkilde Højskole på Møn. I 1940 blev hun næstformand og i 1941 formand i Dansk Sygeplejeråd. I starten sideløbende med jobbet på Møn, men fra 1946 på fuld tid. I Maria Madsens formandstid fik sygeplejerskerne bedre og mere ensartet løn i hele landet, og i 1958 kom uddannelsesreformen, der betød oprettelsen af 34 sygeplejeskoler og en lovreguleret uddannelse. Kirsten Stallknecht Formand for Dansk Sygeplejeråd Kirsten Stallknecht blev uddannet på Rigshospitalet i 1960, hvor hun senere blev afdelingssygeplejerske. I 1966 blev hun valgt ind i DSR s repræsentantskab, og i 1967 blev hun efter kampvalg valgt som formand. Med Kirsten Stall knecht blev DSR omdannet til en rigtig fagforening med hovedaftaler, konfliktret og samlet forhandlingsret,. I førte hun sygeplejerskerne gennem den første arbejdskonflikt. Da Kirsten Stallknecht stoppede som formand, blev hun præsident for International Council of Nurses Jette Søe Formand for Dansk Sygeplejeråd Jette Søe blev uddannet på Ribe Amts Sygeplejeskole i 1980 og tog en mastergrad i public policy på RUC i Hun har arbejdet som leder af bedriftssundhedstjenesten i SAS og senere som kommunal sundhedschef. I 1988 blev hun amtskredsformand i Ribe Amtskreds, og i 1996 efterfulgte hun Kirsten Stallknecht som formand. Jette Søe førte sygeplejerskerne ud i den korte konflikt 1999 og stoppede som formand i I dag er Jette Søe leder af Region Hovedstadens rehabiliteringshospital Montebello i Spanien.

47 Connie Kruckow Formand for Dansk Sygeplejeråd Connie Kruckow blev uddannet på Frederiksborg Amts Sygeplejeskole i 1976 og supplerede i med 1. dels-uddannelsen i ledelse på Danmarks Sygeplejerskehøjskole. I 1987 blev hun faglig sekretær for Frederiksborg Amtskreds, i 1993 blev hun formand for kredsen og i 2000 formand for Dansk Sygeplejeråd. I 2008 ledede Connie Kruckow de danske sygeplejersker gennem den lange konflikt, og året efter valgte hun at forlade formandsposten og overlade den til næstformand Grete Christensen. Grete Christensen Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen blev uddannet på sygeplejeskolen i Holbæk i De følgende år arbejdede hun som sygeplejerske ved Bornholms og Holbæks Centralsygehuse. I 1991 blev hun amtskredsformand for Dansk Sygeplejeråd Vestsjællands Amt, og i 1998 blev hun 1. næstformand i Dansk Sygeplejeråd. I 2009 blev hun fungerende formand for Dansk Sygeplejeråd ved Connie Kruckows afgang, og ved kampvalget i september samme år blev hun valgt formand for Dansk Sygeplejeråd. Referencer 1. Glasdam, Stinne. Uddannelse af sygeplejersker belyst fra et fagpolitisk perspektiv.: Glasdam S og Bydam J. Sygepleje i fortid og nutid - historiske indblik. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck 2008 side Louhisto, Valborg. 90 år av sammanhållning. Sjuksköterskeföreningen i Finland. Helsinki Sjuksköterskeföreningen 1989 side Petersen Esther. Fra opvarter til sygeplejerske - træk af danske sygeplejerskers historie frem til år Dansk Sygeplejeråd 1988 side Wingender Nete Balslev. Firkløveret og ildsjælene. Dansk Sygeplejeråds historie Dansk Sygeplejeråd 1999 bind 1 side Stallknecht Kirsten. Sygepleje og politik - konflikters betydning i historisk perspektiv. Dansk Sygeplejeråd 2012 side Petersen Esther. Fra kald til fag - kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd 1989 side Petersen Esther. Fra kald til fag - kampen om statsautorisation. Dansk Sygeplejeråd 1989 side Stallknecht, Kirsten. Hvor kommer du fra? Dansk Sygeplejeråd og Dansk Sygeplejehistorisk Museum 1999 side Hertz, Flemming. En Hjørne-Hertzers krønike. København Emblemer i Dansk Sygeplejeråds og Dansk Sygeplejehistorisk Museums eje. 11. Tidsskrift for Sygepleje nr