UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M

Transkript

1 B USC UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG D O M Afsagt den 29. maj 2018 af Østre Landsrets 14. afdeling (landsdommerne Dorthe Wiisbye, Katja Høegh og Finn Morten Andersen). 16. afd. nr. B : Dødsboet efter A (advokat Arvid Andersen, beskikket) mod Beskæftigelsesministeriet (advokat Niels Banke) Denne sag, som er anlagt ved Københavns Byret den 30. juni 2014, angår spørgsmålet om, hvorvidt Beskæftigelsesministeriet er erstatningsansvarlig som følge af en fejlagtig gennemførelse af Rådets direktiv 200/78/EF af 27. november 2000 om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse ( beskæftigelsesdirektivet ). Sagen blev efter anmodning fra parterne udsat på Højesterets afgørelse i en sag, som A havde anlagt mod sin tidligere arbejdsgiver Ajos A/S med påstand om godtgørelse efter funktionærlovens 2 a, stk. 3. Højesteret frifandt ved dom af 6. december 2016 Ajos A/S (U H). Københavns Byret genoptog herefter forberedelsen i denne sag og henviste ved kendelse af 25. april 2017 sagen til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1.

2 - 2 - Dødsboet efter A har nedlagt påstand om, at Beskæftigelsesministeriet til boet skal betale ,20 kr. med procesrente fra den 30. juni 2009 svarende til efterbetaling af fratrædelsesgodtgørelse efter dagældende funktionærlovs 2 a, stk. 1, opgjort som 3 måneders løn. Beskæftigelsesministeriet har påstået frifindelse og har til støtte herfor principalt gjort gældende, at kravet er forældet. Efter parternes fælles anmodning har landsretten ved retsbog af 14. juni 2017 besluttet at udskille spørgsmålet om forældelse til særskilt behandling i medfør af retsplejelovens 253, stk. 1 og 2. Denne afgørelse angår spørgsmålet om forældelse. Dødsboet efter A har nedlagt påstand om, at sagen fremmes til fortsat materiel behandling, idet boets krav ikke er forældet. Beskæftigelsesministeriet har påstået frifindelse under anbringende om forældelse. Boet har fri proces og er ikke dækket af retshjælpsforsikring. Sagsfremstilling Forløbet i denne sag A, der dengang var 60 år, blev efter mange års ansættelse i den koncern, som Ajos A/S indgår i, opsagt den 25. maj Herefter kontraopsagde A sin stilling. Efter fælles overenskomst blev han og arbejdsgiveren enige om, at han skulle fratræde med udgangen af juni A fik derefter stilling i en anden virksomhed. A, som havde krav på arbejdsgiverbetalt pension, modtog ikke fratrædelsesgodtgørelse, da han fratrådte sin stilling i Ajos med udgangen af juni 2009, jf. den dagældende ordning efter funktionærlovens 2 a, stk. 3. EU-Domstolen fastslog ved dom af 12. oktober 2010 C-499/08, Ole Andersen mod Region Syddanmark ( Ole Andersen-dommen ), at det er i strid med beskæftigelsesdirektivets

3 - 3 - forbud mod forskelsbehandling på grund af alder at lade krav på fratrædelsesgodtgørelse bortfalde, når medarbejderen har krav på arbejdsgiverbetalt pension, i det omfang den opsagte medarbejder har til hensigt at forfølge sin erhvervsmæssige karriere. I marts 2012 rejste Dansk Formands Forening på vegne af A krav over for arbejdsgiveren om fratrædelsesgodtgørelse, jf. funktionærlovens 2 a, stk. 1, svarende til 3 måneders løn med henvisning til Ole Andersen-dommen. Da kravet blev afvist, anlagde Dansk Formands Forening som mandatar for A den 14. juni 2012 sag mod Ajos med krav om fratrædelsesgodtgørelse. A støttede kravet på retspraksis fra EU-Domstolen i sagerne C-144/04, Mangold, og C-555-/07, Kücükdevici, om direkte virkning i forhold til private arbejdsgivere af et almindeligt EU-retligt princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder. A afgik ved døden den 10. februar 2013, og dødsboet indtrådte derefter i sagen. Boet efter A fik ved Sø- og Handelsrettens dom af 14. januar 2014 medhold i kravet. Dommen blev anket til Højesteret af Dansk Industri som mandatar for Ajos. Efter hovedforhandlingen i Højesteret den 16. juni 2014 besluttede Højesteret at udsætte sagen på en stillingtagen til, hvorvidt der skulle stilles præjudicielle spørgsmål til EU-Domstolen hvilket Højesteret herefter gjorde ved kendelse af 22. september Denne sag blev som nævnt anlagt den 30. juni 2014 og blev herefter udsat på Højesterets dom i sagen mod Ajos. EU-Domstolen besvarede Højesterets præjudicielle spørgsmål ved dom af 19. april 2016 i sag C-441/14, Dansk Industri (DI) som mandatar for Ajos A/S mod boet efter A. Højesteret frifandt Ajos ved dom af 6. december 2016 i sag 15/2014 (U H). Højesteret fandt, at tiltrædelsesloven, som senest ændret ved Danmarks tiltræden af Lissabon- Traktaten, ikke indeholder hjemmel til i en tvist mellem private at lade det af EU- Domstolen fastslåede uskrevne princip om forbud mod forskelsbehandling på grund af alder fortrænge den dagældende bestemmelse i funktionærlovens 2 a, stk. 3, i det omfang bestemmelsen var i strid med forbuddet. Som nævnt blev forberedelsen af denne sag herefter genoptaget, og sagen blev henvist til Østre Landsret. Procedure

4 - 4 - Parterne er enige om, at forældelsesfristen i forhold til arbejdsgiveren som udgangspunkt løber fra det tidspunkt den 30. juni 2009, da A fratrådte sin stilling i Ajos. Der er endvidere enighed om, at kravet ikke er forældet, hvis den 5-årige forældelsesfrist, der, jf. forældelseslovens 4, stk. 1, gælder for fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold, finder anvendelse. Medmindre forældelse må anses for suspenderet efter forældelseslovens 3, stk. 2, og et af boet påberåbt princip, som udledes af forældelseslovens 22, stk. 2, jf. 2, eller i medfør af det EU-retlige effektivitetsprincip, er kravet derimod forældet, hvis den almindelige 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens 3, stk. 1, finder anvendelse. Dødsboet efter A har gjort gældende, at boets erstatningskrav mod staten ikke er forældet. Statens (Beskæftigelsesministeriets) erstatningsansvar for mangelfuld eller forkert implementering af beskæftigelsesdirektivet herunder manglende tilpasning af funktionærlovens 2 a, stk. 3, i forhold til forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder forældes ikke efter en 3-årig forældelsesfrist. Beskæftigelsesministeriets erstatningsansvar er betinget af og derfor nært forbundet med at boet ikke materielt kan håndhæve sit krav over for A s direkte kontraktspart, Ajos. Boet kunne ikke kræve opfyldelse af sit krav over for ministeriet, medmindre det forinden ved endelig dom var fastslået, at Ajos ikke hæftede for kravet. Dette var også baggrunden for, at Beskæftigelsesministeriet fremsatte begæring om, at denne sag skulle stilles i bero på udfaldet af sagen mellem boet og Ajos. Beskæftigelsesministeriets mulige erstatningsansvar er derfor direkte omfattet af den 5-årige forældelsesfrist i forældelseslovens 4, stk. 1, idet fordringen støttes på eller afledes af aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Boets krav mod Ajos er således omfattet af en 5-årig forældelsesfrist, og kravet var derfor ikke forældet ved et retligt skridt (sagsanlæg) den 30. juni Det er en nødvendig forudsætning for forældelse af Beskæftigelsesministeriets ansvar, at kravet mod arbejdsgiveren det vil sige boets krav mod Ajos er forældet hvad det ikke var, da denne sag blev anlagt. Et sagsanlæg mod ministeriet før udløbet af den 3-årige forældelsesfrist ville i øvrigt alene have medført, at en sådan sag var blevet udsat på gennemførelse af udtømmende retsforfølgning mod A s tidligere arbejdsgiver, Ajos, jf. tillige princippet i forældelseslovens 22, stk. 2, jf. lovens 2.

5 - 5 - Den danske stat har først med ændringen af funktionærloven ved lov nr. 52 af 27. januar 2015 anerkendt, at funktionærlovens 2 a, stk. 3, i sin daværende formulering var i strid med EU-retten, idet staten ved lovændringen sikrede en korrekt gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet i forhold til funktionærlovens 2 a, stk. 3. Det EU-retlige effektivitetsprincip hvorefter de nationale søgsmålsregler (herunder forældelsesregler) ikke må gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i borgerne i henhold til Unionens retsorden indebærer, at Beskæftigelsesministeriet, indtil beskæftigelsesdirektivet blev korrekt gennemført, ikke kan påberåbe sig forældelse. Søgsmålsfristen efter national ret kan således først begynde at løbe fra dette tidspunkt (det vil sige fra tidspunktet fra korrekt implementering), jf. princippet i forældelseslovens 2, stk. 1. Det EU-retlige effektivitetsprincip må endvidere indebære, at forældelsesfristen skal anses for suspenderet indtil det tidspunkt, hvor sagen mod arbejdsgiveren var afgjort, og det stod klart, at A ikke kunne få medhold i sit krav mod denne. Dette følger som anført tillige af princippet i forældelseslovens 22, stk. 2, jf. 2, sammenholdt med 3, stk. 2. Effektivitetsprincippet må endvidere betyde, at forældelsesfristen har været suspenderet indtil det tidspunkt længe efter fratrædelsen, hvor det stod klart, at opretholdelsen af den hidtil gældende ordning efter funktionærlovens 2 a, stk. 3, var i strid med beskæftigelsesdirektivet. Beskæftigelsesministeriet har gjort gældende, at dødsboets erstatningskrav over for Beskæftigelsesministeriet er forældet, jf. 3, stk. l, i forældelsesloven. Det fremgår af bestemmelsen i forældelseslovens 4, stk. l, at forældelsesfristen alene er 5 år ved fordringer, "som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Boets krav mod Beskæftigelsesministeriet støttes ikke på sådan aftale, og kravet forældes derfor efter hovedreglen om en 3-årig forældelsesfrist i lovens 3, stk. 1. Den 3- årige forældelsesfrist skal regnes fra den 30. juni 2009, da A fratrådte sin stilling hos Ajos, jf. herved forældelseslovens 2, stk. 1. Der indtrådte derfor forældelse af A s erstatningskrav over for ministeriet den 30. juni Kravet var således forældet, da boet indgav stævning i denne sag den 30. juni Forældelseslovens 22, stk. 1, finder ikke anvendelse, da der ikke er tale om et solidarisk ansvar mellem arbejdsgiveren og Beskæftigelsesministeriet. Bestemmelsens stk. 2 finder

6 - 6 - heller ikke anvendelse, da der ikke er givet underretning som krævet i 22, stk. 2, jf. stk. 1, inden for den 3-årige forældelsesfrist. Der kan ikke udledes principper af bestemmelsen, som kan føre til et andet resultat. Det EU-retlige effektivitetsprincip indebærer ikke, at kravet endnu ikke er forældet. Ifølge EU-Domstolens praksis tilkommer det, når der ikke findes EU-retlige bestemmelser på området, hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at fastsætte de processuelle regler (herunder forældelsesregler) for sagsanlæg til sikring af den fulde beskyttelse af de rettigheder, som EU-retten medfører for borgerne. Disse regler må dog ikke være mindre gunstige end dem, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og de må heller ikke i praksis gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til Unionens retsorden (effektivitetsprincippet). I denne sag er hverken effektivitets- eller ækvivalensprincippet tilsidesat. Herved bemærkes blandt andet, at det af EU-Domstolens faste praksis fremgår, at eksistensen af en EU-dom, der fastslår, at EU-retten er blevet tilsidesat, som det klare udgangspunkt er uden betydning for begyndelsestidspunktet for den nationale forældelsesfrist. Retsgrundlaget Gennemførelsen af beskæftigelsesdirektivet i dansk ret Beskæftigelsesdirektivet er gennemført i dansk ret ved lov nr. 253 af 7. april 2004 om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. og ved lov nr af 22. december 2004 om ændring af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv. I lovforslaget, der ligger til grund for lov nr af 22. december 2004, hvor diskriminationskriterierne handicap og alder blev indsat i forskelsbehandlingsloven, hedder det i de almindelige bemærkninger blandt andet (L 40 af 22. oktober 2003): Direktivets særbestemmelser om alder For så vidt angår alder er det direktivets udgangspunkt, at forskelsbehandling på grund af alder er forbudt. Direktivet beskytter således både unge og ældre mod forskelsbehandling. Direktivet anerkender imidlertid også, at der kan være situationer, hvor det vil være lovligt at tillægge en lønmodtagers alder betydning. Direktivet indeholder derfor en særbestemmelse i artikel 6, stk. 1, hvorefter medlemsstaterne kan bestemme, at ulige behandling på grund af alder ikke

7 - 7 - udgør forskelsbehandling, hvis den er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret, bl.a. legitime beskæftigelses-, arbejdsmarkeds- og erhvervsuddannelsespolitiske mål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende mål er hensigtsmæssige og nødvendige. Det vil sige, at det absolutte udgangspunkt i direktivet, hvorefter direkte forskelsbehandling er ulovlig og ikke kan legitimeres, vil kunne fraviges for så vidt angår direkte aldersdiskrimination, såfremt medlemsstaterne bestemmer dette, og såfremt denne fravigelse i øvrigt er sagligt og proportionalt begrundet i et legitimt formål indenfor rammerne af den nationale ret. 5.2 Funktionærlovens aldersgrænser Funktionærlovens 2 a om ret til fratrædelsesgodtgørelse. Efter funktionærlovens 2 a har en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12, 15 eller 18 år, ret til fratrædelsesgodtgørelse svarende til henholdsvis 1, 2 eller 3 måneders løn, hvis funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Det overordnede formål med bestemmelsen er at yde en godtgørelse til funktionærer efter længere tids ansættelse for at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre funktionærer (jf. FT 70/71, tillæg A, spalte 1334). Bestemmelsen finder alene anvendelse, når funktionæren opsiges af arbejdsgiveren. Bestemmelsen gælder også ved uberettiget bortvisning, jf. 2 a, stk. 4. Bestemmelsen indeholder dermed et beskyttelsesformål i forhold til ældres muligheder for at få ny beskæftigelse - i form af løn i længere tid. Bestemmelsen er et eksempel på indirekte forskelsbehandling af yngre funktionærer, og vil derfor skulle vurderes ud fra direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Herefter kan en indirekte forskelsbehandling tillades, hvis den pågældende bestemmelse (her retten til fratrædelsesgodtgørelse betinget af anciennitet) er objektivt begrundet i et legitimt formål, og midlerne til at opfylde det er hensigtsmæssige og nødvendige. Da formålet med funktionærlovens 2 a er at beskytte ældre funktionærer og lette deres overgang til anden beskæftigelse, vil bestemmelsen kunne opretholdes som saglig indirekte forskelsbehandling, jf. kravene i direktivets artikel 2, stk. 2, litra b. Der foreslås derfor ingen ændringer til funktionærlovens 2a. I et høringssvar af 12. oktober 2004 fra Ledernes Hovedorganisation blev blandt andet anført følgende: 1. Ændring af forskelsbehandlingsloven A. Ledernes Hovedorganisation har deltaget i behandlingen af forbudet mod alders- og handicapdiskrimination i Implementeringsudvalget. Ledernes Hovedorganisation finder, at det fremlagte forslag er i overensstemmelse med de drøftelser, der har været i udvalget.

8 - 8 - Dog har Ledernes Hovedorganisation i Implementeringsudvalget efterlyst en analyse af direktivet i forhold til funktionærlovens 2 a, stk. 2 og stk. 3 - uden resultat. Umiddelbart mener Ledernes Hovedorganisation således, at disse bestemmelser er udtryk for en aldersdiskrimination, der ikke kan opretholdes med henvisning til artikel 2 eller artikel 6. Ledernes Hovedorganisation skal derfor på ny anmode om, at Beskæftigelsesministeriet beskriver forholdet til funktionærlovens 2 a, stk. 2 og 3, herunder hvorvidt der evt. skal ske en ændring af begge eller en af bestemmelserne. I et høringsnotat fra Beskæftigelsesministeriet, der blev sendt til Folketingets Arbejdsmarkedsudvalg den 8. november 2004, hedder det blandt andet: Lederne efterlyser en analyse af forholdet til funktionærlovens 2 a, stk. 2 og 3 om retten til fratrædelsesgodtgørelse set i forhold til direktivets artikel 2 og 6. Det overordnede formål med 2 a, stk. 1, er at yde en godtgørelse til funktionærer efter længere tids ansættelse for at mildne overgangen til anden beskæftigelse for ældre funktionærer (jf. FT 70/71, tillæg A, spalte 1334). Der er derimod ikke ret til fratrædelsesgodtgørelse, hvis funktionærer ved fratrædelsen vil oppebære folkepension, jf. 2a, stk. 2. Funktionærlovens bestemmelse harmonerer dermed med lovforslaget[s] bestemmelser om pligtmæssig fratræden. Ved lov nr. 52 af 27. januar 2015 blev funktionærlovens 2 a ændret, således at bestemmelsen nu lyder: Såfremt en funktionær, der har været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i 12 eller 17 år, opsiges, skal arbejdsgiveren ved funktionærens fratræden udrede et beløb svarende til henholdsvis 1 og 3 måneders løn. Stk. 2. Stk. 1 finder tilsvarende anvendelse i tilfælde af uberettiget bortvisning. Den nye 2 a finder anvendelse på opsigelser, der sker efter lovens ikrafttræden den 1. februar Af bemærkningerne til lovforslaget fremgår, jf. lovforslag nr. L 84 af 26. november 2014, blandt andet følgende: 1. Indledning og baggrund

9 - 9 - Med den foreslåede forenkling af bestemmelsen afklares den retsusikkerhed, som EU-Domstolens afgørelse i sag C-499/08 har givet anledning til i relation til funktionærer, der ved fratrædelsen havde mulighed for at overgå til arbejdsgiverbetalt alderspension, jf. den gældende 2 a, stk. 3; hvis en funktionær opfylder den foreslåede bestemmelses anciennitetskrav og opsiges af arbejdsgiver eller bortvises uberettiget, vil funktionæren have ret til en fratrædelsesgodtgørelse på én eller tre måneders løn. Det vil med den foreslåede 2 a således ikke være nødvendigt at vurdere, om funktionæren fortsat forfølger en erhvervsmæssig karriere, hvilket der fx skulle tages stilling til i Højesterets afgørelser af 17. januar 2014 vedrørende forståelsen af den gældende 2 a i lyset af EU- Domstolens afgørelse i sag C-499/ Gældende ret Som nævnt ovenfor, havde de danske domstole indtil afgørelsen af sag C- 499/08 fortolket 2 a, stk. 3, således, at retten til fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt, hvis den afskedigede funktionær havde mulighed for at overgå til arbejdsgiverbetalt alderspension på fratrædelsestidspunktet, uanset om den afskedigede funktionær benyttede sig af denne mulighed eller ej. 3. Lovforslaget Med lovforslaget foreslås det, at funktionærlovens 2 a ændres. Bestemmelsen vil fortsat omhandle en ret til fratrædelsesgodtgørelse til funktionærer, der opsiges eller uberettiget bortvises af arbejdsgiveren, og som ved fratrædelsen har været ansat i samme virksomhed i 12 år eller derover. Men bestemmelsen forenkles betydeligt, idet de undtagelsesbestemmelser vedrørende pension, som findes i den gældende 2 a, stk. 2-4, ikke indgår i den foreslåede 2 a. Det vil med vedtagelse af den foreslåede 2 a ikke have nogen betydning i relation til retten til fratrædelsesgodtgørelse, om den pågældende funktionær går på pension, har mulighed for at gå på pension eller fortsat forfølger en erhvervsmæssig karriere efter fratrædelsen. Der vil således være tale om en ubetinget og undtagelsesfri rettighed for funktionærer til fratrædelsesgodtgørelse, der opfylder de i bestemmelsen angivne grundbetingelser. Ændringen af 2 a foreslås at træde i kraft den 1. februar Det er ancienniteten på fratrædelsestidspunktet, der er afgørende for, om der skal betales fratrædelsesgodtgørelse, men det er opsigelsen fra arbejdsgiverside eller den uberettigede bortvisning, der udløser retten til fratrædelsesgodtgørelse. En ikrafttræden den 1. februar 2015 indebærer derfor, at spørgsmål om fratrædelsesgodtgørelse til en funktionær, der opsiges inden den 1. februar 2015, afgøres efter den gældende 2 a, uanset at fratræden først sker efter den 1. februar 2015, mens en opsigelse, der afgives af arbejdsgiver efter den 1. februar 2015, vil kunne udløse en fratrædelsesgodtgørelse i henhold til den foreslåede 2 a.

10 Forholdet til EU-retten Lovforslaget er en opfølgning på EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 i sag C-499/08, Ole Andersen. Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser Til 1 [funktionærlovens 2 a] Fratrædelsesgodtgørelsen efter den foreslåede 2 a vil stadig kunne bruges i overensstemmelse med det, der var formålet med den gældende 2 a - at mildne overgangen til anden beskæftigelse for funktionærer, der afskediges efter mange års ansættelse i samme virksomhed - men med ophævelse af undtagelsesbestemmelserne om pension får fratrædelsesgodtgørelsen efter den foreslåede 2 a et bredere sigte. Godtgørelsen kan tillige ses som en økonomisk håndsrækning for lang og tro tjeneste eller som en form for særligt plaster på såret til en funktionær, der afskediges efter at have arbejdet for samme arbejdsgiver i en årrække. Der er således ikke tale om, at de hensyn, der oprindelig lå til grund for den gældende 2 a, ikke længere tilgodeses, men med den foreslåede bestemmelse får funktionærlovens 2 a en anden karakter. Det foreslås, at ændringen af 2 a træder i kraft den 1. februar Da det er opsigelsen af funktionæren, der udløser retten til fratrædelsesgodtgørelse, vil det være opsigelsestidspunktet, der er afgørende for, hvad der gælder med hensyn til fratrædelsesgodtgørelse, hvilket fremgår af det foreslåede stk. 2. En funktionær, der opsiges forud for den 1. februar 2015, vil således have krav på fratrædelsesgodtgørelse i henhold til den gældende 2 a, selvom funktionæren først fratræder efter den 1. februar Forældelsesloven Følgende fremgår af forarbejderne til forældelsesloven, jf. de almindelige bemærkninger i lovforslaget (L 165 af 28. februar 2007): Suspension af den korte forældelsesfrist Udvalget finder, at der fortsat bør gælde en generel regel om suspension af den korte forældelsesfrist i tilfælde, hvor fordringshaveren ikke er i stand til at gøre sit krav gældende på grund af utilregnelig uvidenhed om fordringen eller skyldneren. En ordning uden en regel om suspension af den korte frist ville efter udvalgets opfattelse kunne medføre urimelige resultater i forhold til fordringshaveren i

11 tilfælde, hvor denne på grund af ukendskab til kravet eller skyldneren er afskåret fra at søge fristen afbrudt inden for den korte forældelsesfrist. Når der på denne måde ved en regel om suspension tages hensyn til fordringshaveren, er det muligt at operere med en forholdsvis kort forældelsesfrist, mens der uden en suspensionsregel måtte gælde en væsentligt længere forældelsesfrist for at undgå resultater, der kunne forekomme stødende. Det kan anføres, at en suspensionsregel kan give anledning til tvister, idet det f.eks. kan volde vanskeligheder at fastslå, om der foreligger utilregnelig uvidenhed. Dette forhold er imidlertid efter udvalgets opfattelse mindre tungtvejende end hensynet til, at fordringshaveren som det klare udgangspunkt ikke mødes med forældelse i tilfælde, hvor den pågældende ikke kender eller burde kende sit krav. Hertil kommer, at der eksisterer en omfattende retspraksis vedrørende 1908-lovens 3, som også vil være relevant ved en videreførelse af denne suspensionsregel i en ny forældelseslov. Hensynet til skyldneren bør ifølge udvalget tilgodeses ved, at kravet samtidig undergives en absolut forældelsesfrist. Det er således udvalgets overordnede synspunkt, at en rimelig afvejning af hensynene til de to parter bedst kan opnås gennem en ordning, der bygger på en forholdsvis kort forældelsesfrist, som suspenderes ved kreditors utilregnelige uvidenhed, suppleret med en absolut forældelsesfrist af passende længde. Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VI, afsnit Udvalget finder, at retsvildfarelse ligesom efter gældende retspraksis ikke generelt bør kunne påberåbes som suspensionsgrund, men i visse særlige tilfælde bør anerkendes som suspensionsgrund. Udvalget har ikke anset det for muligt at formulere en regel, som på tilfredsstillende måde afgrænser disse undtagelsestilfælde, og udvalget finder derfor, at spørgsmålet om, i hvilke tilfælde retsvildfarelse undtagelsesvis kan anerkendes som suspensionsgrund, fortsat bør være overladt til domstolenes afgørelse. Der henvises til betænkningens kapitel VI, afsnit 2.6, hvor bl.a. den gældende retspraksis vedrørende betydningen af retsvildfarelse er beskrevet. Efter udvalgets opfattelse bør der foretages en sproglig modernisering af reglen i 1908-loven, således at den bliver lettere at forstå. Det bør navnlig ske ved, at det tydeliggøres, at det afgørende er, hvornår fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen og/eller skyldneren. Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises til lovforslagets 3, stk. 2, og bemærkningerne hertil.

12 Lønkrav Spørgsmålet om, hvorvidt der fortsat bør gælde en forældelsesfrist på 5 år for lønkrav er blevet rejst i forbindelse med høringen over udvalgets betænkning. Det er bl.a. blevet anført, at en forkortelse af forældelsesfristen til 3 år i overensstemmelse med udvalgets forslag formentlig ikke vil bevirke, at lønmodtagere generelt vil gøre deres krav gældende på et tidligere tidspunkt end i dag. Det er blevet oplyst, at krav om efterbetaling typisk ikke bliver rejst i forbindelse med, at kravet er ved at blive forældet, men i forbindelse med, at arbejdstageren ophører med at arbejde for arbejdsgiveren, formentlig fordi det ofte først er på dette tidspunkt, arbejdstageren via sin faglige organisation bliver opmærksom på kravet, og fordi arbejdstageren ofte af loyalitetshensyn ikke ønsker at rejse krav over for arbejdsgiveren, mens ansættelsesforholdet består. Det er endvidere blevet anført, at et særligt forhold ved lønkrav er, at kreditor typisk er den svage part i forholdet. Det er desuden blevet anført, at det ikke kan udelukkes, at en forkortelse af forældelsesfristen fra 5 til 3 år vil kunne mindske den præventive virkning af muligheden for, at efterbetalingskrav rejses over for arbejdsgiveren. Justitsministeriet forslår på den anførte baggrund en bestemmelse om 5-årig forældelse af lønkrav. Fristen kan efter lovforslaget suspenderes ved utilregnelig uvidenhed og suppleres af den almindelige absolutte 10-årsfrist. Der er således alene tale om at forlænge den foreslåede almindelige 3-årsfrist til 5 år. Bestemmelsen er udformet således, at den omfatter fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led i et ansættelsesforhold. Den omfatter alle ansættelsesforhold, uanset om der foreligger en overenskomst, som dækker ansættelsen, eller om der er tale om en individuel kontrakt. Den foreslåede bestemmelse omfatter derimod ikke som den gældende 1, stk. 1, nr. 1, litra e, i 1908-loven krav i henhold til andre ydelser af personlig virksomhed, idet kreditor ikke i samme omfang er den svage part i disse forhold. Der henvises til lovforslagets 4 og bemærkningerne hertil Procesunderretning, når der er flere solidariske skyldnere, eller når fordringen afhænger af et retsforhold, hvorom sag er rejst af eller mod fordringshaveren Udvalget foreslår en regel om, at hvis kreditor inden forældelsesfristernes udløb har indledt retsforfølgning mod en af flere solidariske skyldnere og givet procesunderretning til de øvrige skyldnere, udskydes udløbet af forældelsesfristen for kravet mod disse medskyldnere i en vis periode efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom mv. Baggrunden for forslaget er, at det efter udvalgets opfattelse vil være urimeligt og uhensigtsmæssigt, hvis fordringshaveren alene for at undgå forældelse af

13 kravet mod de øvrige skyldnere er nødt til at anlægge sag mod dem alle, selv om der muligvis kan opnås fuld dækning hos en enkelt af disse. Udvalget foreslår en tilsvarende regel for de tilfælde, hvor fordringen afhænger af et retsforhold, om hvilket der er rejst sag af eller mod fordringshaveren. Det drejer sig dels om tilfælde, hvor fordringshaveren har krav mod to personer, men således, at kravet mod den ene skyldner bortfalder, hvis fordringshaveren får tilkendt det påståede beløb hos den anden skyldner, dels om tilfælde, hvor fordringshaverens krav er afhængigt af, om fordringshaveren selv bliver dømt i en sag anlagt mod den pågældende (regreskrav). Udvalget finder det også her uhensigtsmæssigt og urimeligt, hvis eksempelvis en af flere skadevoldere skulle være tvunget til at anlægge regressøgsmål, før det er afgjort, om denne selv bliver dømt. Også efter gældende ret antages procesunderretning at udgøre et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen. Udvalget foreslår at fastsætte tillægsfristen for det efterfølgende sagsanlæg til 1 år, således at der er overensstemmelse mellem de foreslåede tillægsfrister. Udvalget foreslår desuden, at fristen skal regnes fra afslutningen af sagen mod medskyldneren ved forlig, dom eller på anden måde. Der henvises i øvrigt til betænkningens kapitel VIII, afsnit Justitsministeriet kan tilslutte sig udvalgets synspunkter, og lovforslaget er udformet i overensstemmelse med udvalgets lovudkast. Der henvises til lovforslagets 22 og bemærkningerne hertil. Af de specielle bemærkninger til lovforslaget fremgår blandt andet: Til 3 Til stk. 2 Efter stk. 2 suspenderes forældelsesfristen på 3 år ved ukendskab til fordringen eller skyldneren indtil det tidspunkt, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab hertil. I forhold til den gældende bestemmelse i 1908-lovens 3 foreslås en sproglig modernisering, men indholdsmæssigt foreslås den gældende suspensionsregel videreført stort set uændret. Som en ændring i forhold til gældende ret foreslås det dog, at ukendskab til skyldnerens opholdssted ikke skal være omfattet af suspensionsreglen, men i stedet af en generel regel om tillægsfrist ved uovervindelige hindringer for afbrydelse af forældelsesfristen, jf. lovforslagets 14. At den gældende suspensionsregel videreføres uændret, gælder også med hensyn til spørgsmålet om betydningen af retsvildfarelse. Det indebærer, at retsvildfarelse på samme måde som efter gældende ret fortsat kun undtagelsesvis vil kunne anerkendes som suspensionsgrund, f.eks. ved fejl begået ved profes-

14 sionel rådgivning eller bistand i juridiske spørgsmål og muligvis også i tilfælde, hvor en myndighed i et konkret tilfælde har handlet i strid med en i øvrigt anerkendt fortolkning eller administrativ praksis. Der henvises i øvrigt til pkt i lovforslagets almindelige bemærkninger. Til 4 Det bestemmes ved stk. 1, at forældelsesfristen er 5 år ved fordringer, som støttes på aftale om udførelse af arbejde som led et i et ansættelsesforhold. Bestemmelsen er en undtagelse til den almindelige korte forældelsesfrist i 3, stk. 1. Den foreslåede 4 omfatter de fordringer, der hidtil har været omfattet af 1, nr. 1, litra e, 1. led, i 1908-loven ( udførelse af arbejde ), men den omfatter ikke 2. led i reglen i 1908-loven ( ydelse af personlig virksomhed af hvilken som helst art ). Bestemmelsen omfatter alle tilfælde, hvor et ansættelsesforhold hviler på et kontraktmæssigt grundlag, uanset om der er tale om en overenskomst eller en individuel kontrakt. For så vidt angår de konkrete krav omfatter bestemmelsen arbejdstagers og arbejdsgivers krav mod hinanden i anledning af et ansættelsesforhold. Det væsentligste krav er i den forbindelse arbejdstagerens krav på løn, herunder krav på pension, feriepenge, ATP mv. Arbejdsgiverens krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt løn eller andet er også omfattet, hvis kravet støttes på ansættelsesaftalen. Endvidere er krav i henhold til konkurrenceklausuler omfattet af bestemmelsen. Arbejdstagers krav mod arbejdsgiveren i anledning af arbejdsskader eller andre skader, der er opstået under ansættelsen, er ikke omfattet af bestemmelsen. Det bestemmes ved stk. 2, at 3, stk. 2 og stk. 3, nr. 3, finder tilsvarende anvendelse ved fordringer, der angår udførelse af arbejde. Det indebærer, at forældelsesfristen først regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til fordringen eller skyldneren, jf. 3, stk. 2, og at forældelsen indtræder senest 10 år efter forældelsesfristens begyndelsestidspunkt efter 2, jf. 3, stk. 3, nr. 3. Der henvises i øvrigt til pkt i lovforslagets almindelige bemærkninger. Til 22 Til stk. 1 Der foreslås i stk. 1 en bestemmelse om, at hvis kreditor inden forældelsesfristernes udløb har indledt retsforfølgning efter lovforslagets 16 eller 21, stk.

15 - 15-1, mod en af flere solidariske skyldnere og givet procesunderretning til de øvrige skyldnere, forældes kravet mod disse medskyldnere tidligst 1 år efter, at sagen er afsluttet ved forlig, dom mv. Også efter gældende ret antages procesunderretning at udgøre et retsligt skridt, der afbryder forældelsesfristen. Bestemmelsen indebærer, at fordringshaveren i tilfælde, hvor der er flere solidariske skyldnere, og der muligvis kan opnås fuld dækning hos en enkelt af disse, ikke er nødsaget til at anlægge sag mod alle skyldnere blot for at undgå forældelse. Det følger af bestemmelsen, at procesunderretning er tilstrækkelig over for medskyldnerne, når fordringshaveren inden forældelsesfristernes udløb har indledt retsforfølgning som nævnt i 16 eller 21, stk. 1, mod én af skyldnerne. Fordringshaveren skal således inden udløbet af fristen for kravet mod den pågældende skyldner have foretaget et retsligt skridt mod denne med henblik på at erhverve dom, betalingspåkrav påtegnet af fogedretten, voldgiftskendelse eller anden bindende afgørelse, der fastslår fordringens eksistens og størrelse, jf. 16, stk. 1, eller have anlagt rets- eller voldgiftssag mod skyldneren vedrørende grundlaget for fordringen, jf. 21, stk. 1. Procesunderretningen over for medskyldnerne skal efter forslaget ske inden forældelsesfristernes udløb. Dette er ensbetydende med, at tillægsfristen for kravet mod de øvrige skyldnere kun finder anvendelse, hvis kreditors krav mod den enkelte medskyldner ikke er forældet på tidspunktet for procesunderretningen over for den pågældende. Procesunderretningen skal være skriftlig, men der kan - på samme måde, som hvad der antages at følge af gældende ret - ikke stilles krav om, at underretningen forkyndes. Tillægsfristen på 1 år i forhold til medskyldnerne skal efter forslaget regnes fra afslutningen af sagen mod den første skyldner (skyldner 1) ved forlig, dom eller på anden måde. Afslutning af sagen mod skyldner 1 på anden måde omfatter tilfælde, hvor sagen mod skyldner 1 afvises, uden at realitetsafgørelse træffes, dvs. de af lovforslagets 20 omfattede tilfælde. Procesunderretningen skal i så fald følges op over for de øvrige skyldnere inden 1 år efter afvisningen af sagen mod skyldner 1, evt. ved en ny procesunderretning vedrørende en ny sag mod skyldner 1. Til stk. 2 Der foreslås i stk. 2 en regel svarende til stk. 1 for tilfælde, hvor fordringen afhænger af et retsforhold, om hvilket der er rejst sag af eller mod fordringshaveren. Bestemmelsen omfatter bl.a. tilfælde, hvor fordringshaverens krav mod to personer står i alternativt forhold til hinanden, således at kravet mod skyldner 2 bortfalder, hvis fordringshaveren får tilkendt det påståede beløb hos skyldner 1. Som eksempel kan nævnes et tilfælde, hvor der er tvivl om, hvorvidt der er personlig hæftelse for et krav, eller om det er et selskab, der hæfter.

16 Herudover omfatter bestemmelsen tilfælde, hvor fordringshaverens krav er afhængigt af, om fordringshaveren selv bliver dømt i en sag anlagt mod vedkommende, dvs. regreskrav, herunder regreskrav mellem solidariske skyldnere. Omfattet vil f.eks. være et tilfælde, hvor fordringshaveren er sagsøgt som sælger af en fast ejendom i anledning af mangler ved ejendommen, og hvor fordringshaveren, hvis denne dømmes, vil rejse regreskrav mod sin sælger. På samme måde som efter stk. 1 skal procesunderretningen ske inden forældelsesfristernes udløb. Tillægsfristen for kravet mod den regresforpligtede mv. finder således kun anvendelse, hvis kravet mod denne ikke er forældet på tidspunktet for procesunderretningen over for den pågældende. Betingelsen om, at procesunderretningen skal ske inden forældelsesfristernes udløb, skal i relation til solidariske skyldforhold ses i sammenhæng med bestemmelsen i lovforslagets 12, stk. 2, som indrømmer en tillægsfrist for regreskrav mellem solidarisk ansvarlige, selv om kreditors krav mod medskyldneren måtte være forældet. Der henvises i øvrigt til pkt i lovforslagets almindelige bemærkninger. EU-praksis EU-Domstolen har i en række domme udtalt sig om foreneligheden af nationale forældelsesregler med EU-retten i tilfælde, hvor sådanne nationale forældelsesregler afskærer krav, som støttes på EU-retten. Denne praksis omfatter også tilfælde, hvor det ved domme i præjudicielle sager er fastslået, at den nationale lovgivning har været i strid med EU-retten, og hvor sag først er anlagt herefter og kravet derfor er forældet efter national ret. Det fremgår herved af blandt andet dommen i sag C-445/06, Danske Slagterier mod Bundesrepublik Deutschland (Store afdeling) ( Danske Slagterier ): 31 Herved bemærkes, at det følger af fast praksis, at det, når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, tilkommer hver enkelt medlemsstat i sin interne retsorden at udpege de kompetente retter og fastsætte de processuelle regler for søgsmål med henblik på at sikre den fulde beskyttelse af borgernes rettigheder efter fællesskabsretten. Statens erstatningsansvar for det forvoldte tab gennemføres således efter nationale erstatningsregler, dog således at betingelserne i medlemsstaternes nationale lovgivning for erstatning af tab, bl.a. med hensyn til frister, ikke må være mindre gunstige end de betingelser, der gælder for tilsvarende søgsmål på grundlag af national ret (ækvivalensprincippet), og ikke må være udformet således, at de i praksis gør det umuligt eller urimelig vanskeligt at opnå erstatning (effektivitetsprincippet) (jf. bl.a. dommen i sagen Francovich m.fl., præmis 42 og 43, og dom af , sag C- 261/95, Palmisani, Sml. I, s. 4025, præmis 27). 32 For så vidt angår sidstnævnte princip har Domstolen fastslået, at det er foreneligt med fællesskabsretten, at der af retssikkerhedshensyn fastsættes rimelige, præklusive søgsmålsfrister til beskyttelse af både den afgiftspligtige og

17 den pågældende myndighed (jf. dom af , sag C-228/96, Aprile, Sml. I, s. 7141, præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). Sådanne frister kan ikke antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten. Herved findes en national, præklusiv frist på tre år ikke at være urimelig (jf. bl.a. Apriledommen, præmis 19, og dom af , sag C-62/00, Marks & Spencer, Sml. I, s. 6325, præmis 35). 33 Det fremgår imidlertid også af præmis 39 i Marks & Spencer-dommen, at forældelsesfrister skal fastsættes forud af hensyn til deres formål, som er at tjene retssikkerheden. En situation karakteriseret ved stor retlig usikkerhed kan udgøre en tilsidesættelse af effektivitetsprincippet, eftersom det kan gøres uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at opnå erstatning for tab, der forvoldes borgere på grund af en tilsidesættelse af fællesskabsretten, som kan tilregnes en medlemsstat, hvis borgerne ikke med rimelig sikkerhed kan fastslå, hvilken forældelsesfrist der finder anvendelse. 34 Det tilkommer den nationale ret under hensyntagen til samtlige de forhold, der karakteriserede den retlige og faktiske situation på det tidspunkt, da hovedsagens faktiske omstændigheder fandt sted, i lyset af effektivitetsprincippet at undersøge, om den analoge anvendelse af fristen i BGB s 852, stk. 1, på krav om erstatning for tab, der er forvoldt på grund af den pågældende medlemsstats tilsidesættelse af fællesskabsretten, kunne forudses af borgeren med tilstrækkelig sikkerhed. Det fjerde spørgsmål 47 Med det fjerde spørgsmål ønsker den forelæggende ret oplyst, om forældelsesfristen for erstatningssøgsmål mod staten på grund af en ukorrekt gennemførelse af et direktiv, uafhængigt af den anvendelige nationale ret, først begynder at løbe, når direktivet er fuldstændig gennemført, eller om forældelsesfristen i overensstemmelse med national ret begynder at løbe, når de første skadevirkninger på grund af den ukorrekte gennemførelse er indtrådt, og yderligere skadevirkninger heraf kan forudses. Såfremt direktivets fuldstændige gennemførelse har betydning for, hvornår forældelsesfristen begynder at løbe, ønsker den forelæggende ret oplyst, om dette da gælder generelt eller kun, når direktivet indrømmer enkeltpersoner rettigheder. 48 I denne forbindelse henvises til denne doms præmis 31 og 32, hvoraf det fremgår, at det tilkommer hver enkelt medlemsstat, når der ikke findes fællesskabsretlige bestemmelser på området, at fastsætte de processuelle regler for søgsmål med henblik på at beskytte borgernes rettigheder efter fællesskabsretten, herunder forældelsesregler, idet disse regler dog skal overholde ækvivalens- og effektivitetsprincippet. Endvidere bemærkes, at det ikke er i strid med disse principper at fastsætte rimelige, præklusive søgsmålsfrister, og at sådanne frister ikke kan antages at gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten. 49 Den omstændighed, at forældelsesfristen i national ret begynder at løbe, når de første skadevirkninger er indtrådt, og selv om yderligere skadevirknin-

18 ger kan forudses, kan heller ikke gøre det umuligt eller uforholdsmæssigt vanskeligt i praksis at udøve de rettigheder, der tillægges i henhold til fællesskabsretten. 50 Dom af 13. juli 2006, Manfredi m.fl. (forenede sager C-295/04 C- 298/04, Sml. I, s. 6619), som Danske Slagterier har henvist til, kan ikke føre til et andet resultat. 51 I nævnte doms præmis 78 og 79 fastslog Domstolen, at det ikke var udelukket, at en kort frist for anlæggelse af erstatningssøgsmål, der løb fra den dag, hvor aftalen eller den samordnede praksis blev iværksat, i praksis kunne gøre det umuligt at udøve retten til at kræve erstatning for en skade, som denne forbudte aftale eller praksis havde forårsaget. I tilfælde af fortsatte eller gentagne overtrædelser kunne det nemlig ikke afvises, at forældelsesfristen udløb, selv inden overtrædelsen ophørte. I et sådant tilfælde ville enhver, som havde lidt en skade efter udløbet af forældelsesfristen, være forhindret i at anlægge sag. 52 Dette er imidlertid ikke tilfældet i hovedsagen. Det fremgår således af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede forældelsesfrist ikke begynder at løbe, før den skadelidte har fået kendskab til skaden og den erstatningspligtiges identitet. Under disse omstændigheder er der derfor ingen risiko for, at en skadelidt person kan befinde sig i en situation, hvor forældelsesfristen begynder at løbe, eller endog er udløbet, uden at den pågældende ved, at han har lidt et tab, hvorimod denne situation kunne være opstået i den kontekst, som gav anledning til dommen i sagen Manfredi m.fl., hvor forældelsesfristen begyndte at løbe fra iværksættelsen af aftalen eller den samordnede praksis, som nogle af de berørte personer eventuelt først fik kendskab til meget senere. 53 For så vidt angår muligheden for at fastsætte et begyndelsestidspunkt for forældelsesfristen, der ligger før den fuldstændige gennemførelse af det omhandlede direktiv, er det korrekt, at Domstolen i præmis 23 i dom af 25. juli 1991, Emmott (sag C-208/90, Sml. I, s. 4269), har fastslået dels, at indtil direktivet er korrekt gennemført, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke påberåbe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formål at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, dels at en søgsmålsfrist efter national ret først kan begynde at løbe fra dette tidspunkt. 54 Som det blev bekræftet i dom af 6. december 1994, Johnson (sag C- 410/92, Sml. I, s. 5483, præmis 26), følger det imidlertid af dom af 27. oktober 1993, Steenhorst-Neerings (sag C-338/91, Sml. I, s. 5475), at afgørelsen i Emmott-sagen var begrundet i denne sags særlige omstændigheder, idet en afvisning af sagsøgerens krav i hovedsagen ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændigt afskåret fra at påberåbe sig sin ret til ligebehandling efter et direktiv (jf. også domme af , sag C-90/94, Haahr Petroleum, Sml. I, s. 4085, præmis 52, og forenede sager C-114/95 og C-115/95, Texaco og Olieselskabet Danmark, Sml. I, s. 4263, præmis 48, samt dom af , forenede sager C-279/96 C-281/96, Ansaldo Energia m.fl., Sml. I, s. 5025, præmis 20). 55 I hovedsagen er det imidlertid hverken af sagens akter eller af de mundtlige retsforhandlinger fremgået, at den omtvistede frist, ligesom i den sag, som

19 gav anledning til Emmott-dommen, førte til, at de skadelidte var fuldstændigt afskåret fra at gøre deres rettigheder gældende for de nationale domstole. 56 Det fjerde spørgsmål skal derfor besvares med, at fællesskabsretten ikke er til hinder for, at forældelsesfristen for erstatningssøgsmål mod staten på grund af en ukorrekt gennemførelse af et direktiv begynder at løbe, når de første skadevirkninger på grund af den ukorrekte gennemførelse er indtrådt, og yderligere skadevirkninger heraf kan forudses, selv om dette tidspunkt ligger før den korrekte gennemførelse af direktivet. Tilsvarende fremgår følgende af Domstolens afgørelse i de forende sager C-89/10 og C- 96/10, Q-Beef NV mod Belgische Staat, og Frans Bosschaert mod Belgische Staat, Slachthuizen Georges Goossens en Zonen NV og Slachthuizen Goossens NV ( Q-Beef ): 49 For så vidt angår begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen har Domstolen fastslået, at indtil et direktiv er korrekt gennemført, kan den medlemsstat, som undlader dette, ikke påberåbe sig, at en sag, som en borger har anlagt imod den med det formål at beskytte rettigheder, som dette direktiv giver ham, er anlagt for sent, da søgsmålsfristen efter national ret først kan begynde at løbe fra dette tidspunkt (jf. dom af , sag C-208/90, Emmott, Sml. I, s. 4269, præmis 23). 50 Domstolen har dog i sin retspraksis efter Emmott-dommen anerkendt, at den berørte medlemsstat kan fremsætte en indsigelse om forældelse over for søgsmål, selv om den på tidspunktet for sagens anlæg endnu ikke har gennemført det pågældende direktiv korrekt, idet den har udtalt, at afgørelsen i Emmott-sagen var begrundet i denne sags særlige omstændigheder, hvorefter en afvisning af sagsøgeren i hovedsagens krav ville være ensbetydende med, at hun var fuldstændig afskåret fra at påberåbe sig sine rettigheder efter et direktiv (jf. dommen i sagen Iaia m.fl., præmis 19 og den deri nævnte retspraksis). 51 I denne henseende har Domstolen præciseret, at EU-retten ikke afskærer en national myndighed fra at påberåbe sig udløbet af en rimelig søgsmålsfrist, medmindre nationale myndigheders adfærd i forbindelse med eksistensen af en forældelsesfrist fuldstændigt fratager en person muligheden for at gøre sine rettigheder gældende for de nationale domstole (jf. i denne retning Barthdommen, præmis 33, samt dommen i sagen Iaia m.fl., præmis 21). 52 Ifølge den forelæggende rets oplysninger begyndte forældelsesfristen i hovedsagerne at løbe den 1. januar 1998 og udløb den 31. december 2002, mens dommen i sagen van Calster m.fl. først blev afsagt den 21. oktober 2003, dvs. efter udløbet af den særlige forældelsesfrist på fem år. Fastsættelsen af begyndelsestidspunktet for fristen til 1. januar 1998 har imidlertid ikke haft til virkning at fratage de berørte personer enhver mulighed for at gøre deres rettigheder i henhold til EU-retten gældende ved de nationale domstole, således som det fremgår af de søgsmål, der blev anlagt ved de belgiske retter i den sag, der lå til grund for dommen i sagen van Calster m.fl.

20 Henset til ovenstående betragtninger, skal det andet spørgsmål i sag C- 89/10 og det tredje spørgsmål i sag C-96/10 besvares med, at under omstændigheder som de i hovedsagen foreliggende har Domstolens konklusion i en dom afsagt efter en præjudiciel forelæggelse, hvorefter den pågældende nationale lovgivnings tilbagevirkende kraft er uforenelig med EU-retten, ikke betydning for begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen i henhold til national ret for fordringer mod staten. Landsrettens begrundelse og resultat Denne sag er anlagt den 30. juni Parterne er enige om, at forældelsesfristen efter forældelsesloven i forhold til arbejdsgiveren skal regnes fra det tidspunkt, da A fratrådte sin stilling i Ajos A/S, den 30. juni Forældelsesloven Det krav, som dødsboet har rejst mod Beskæftigelsesministeriet, støttes på et påberåbt erstatningsansvar for den fejlagtige gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet. Et sådant krav er som andre krav, der støttes på myndighedsfejl, omfattet af den 3-årige forældelsesfrist i forældelseslovens 3, stk. 1, jf. 2, stk. 4, om krav på erstatning for skade uden for kontrakt. Den omstændighed, at det krav, som A ved en rigtig gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet kunne have haft mod arbejdsgiveren, ville være omfattet af den 5-årige forældelse i forældelseslovens 4, stk. 1, ændrer ikke på, at det krav, denne sag angår, er et krav om erstatning uden for kontrakt. Forældelsesfristen må også i forhold til Beskæftigelsesministeriet regnes fra det tidspunkt, da A fratrådte sin stilling i Ajos, den 30. juni 2009, og ikke modtog fratrædelsesgodtgørelse. Kravet mod Beskæftigelsesministeriet er følgelig forældet, jf. forældelseslovens 3, stk. 1, medmindre forældelse må anses for at have været suspenderet. Der er ikke givet procesunderretning til Beskæftigelsesministeriet, før stævningen blev indgivet den 30. juni 2014, og således ikke før udløbet af den 3-årige forældelsesfrist. Forældelseslovens 22, stk. 2, jf. stk. 1, kan dermed ikke føre til, at forældelsesfristen skal anses for udskudt, således at fordringen ikke er forældet.