PRINCIPIEL LANDSRETSDOM OM FORÆLDELSE AF AR- BEJDSSKADESAGER

Transkript

1 11. DECEMBER 2015 PRINCIPIEL LANDSRETSDOM OM FORÆLDELSE AF AR- BEJDSSKADESAGER En ny landsretsdom har afgjort det principielle spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt den særlige 5- årige forældelsesfrist for differencekrav i arbejdsskadesager løber. Landsretten fastslog, at forældelsesfristen først løber fra det tidspunkt, hvor der foreligger en endelig afgørelse fra Arbejdsskadestyrelsen eller Ankestyrelsen i ASL-sagen. Det forhold, at skadelidtes rådgiver ved en fejl havde meddelt skadevolders forsikringsselskab, at der ikke ville fremkomme noget differencekrav, afskar ikke skadelidte fra at kræve yderligere erstatning. A kom den 12. juni 2006 alvorligt til skade ved en arbejdsulykke. Arbejdsgiveren og dennes forsikringsselskab, F, anerkendte erstatningspligten. Der kørte herefter dels en sag om erstatning efter arbejdsskadesikringsloven (ASL), dels en sag om erstatning efter erstatningsansvarsloven (EAL) såkaldt differencekravserstatning. Den 11. maj 2007 traf Arbejdsskadestyrelsen afgørelse om, at A ikke var berettiget til erstatning for tab af erhvervsevne. Efter klage fra A's fagforening traf Arbejdsskadestyrelsen imidlertid den 30. juni 2007 midlertidig afgørelse om et erhvervsevnetab på 15%. Sidstnævnte afgørelse blev af fagforeningen indbragt for Ankestyrelsen, som den 4. marts 2010 traf afgørelse om, at A havde et midlertidigt erhvervsevnetab på 40%. Sagen skulle herefter på ny behandles af Arbejdsskadestyrelsen, som den 12. maj 2010 fastsatte A's varige erhvervsevnetab til 40%, hvilket allerede ved ny afgørelse af 14. juli 2010 blev ændret til 65%. Dette skete bl.a. under henvisning til, at A pr. 27. april 2010 var blevet tilkendt førtidspension. Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 var den endelige afgørelse i ASL-sagen. Den 16. februar 2012 kontaktede F fagforeningen og bad om at få tilsendt Arbejdsskadestyrelsens afgørelse om erhvervsevnetab. Samtidig spurgte F, hvorvidt der bestod et differencekrav, eller om sagen kunne afsluttes. Fagforeningen sendte Ar-

2 2/5 11. DECEMBER 2015 bejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 til F og meddelte: "Afdelingen har ingen differencekrav og betragter sagen som afsluttet". Nogle måneder senere rettede A henvendelse til en advokat, der ved brev af 27. juni 2012 kontaktede F og tog forbehold for yderligere erstatningskrav, herunder differencekrav. F gjorde gældende, at krav på differenceerstatning var fortabt som følge af forældelse. Forud for anlæggelse af retssag om dette spørgsmål blev der indgået aftale mellem parterne om, at forældelse, der ikke allerede var indtrådt pr. 1. november 2012, blev suspenderet fra denne dato. Forældelsessagen vedrørte et principielt spørgsmål om forståelsen af den særlige 5-årige forældelsesregel, der efter ASL 36 gælder for alle arbejdsskadesager; såvel ASL-krav som differencekrav efter EAL. Dette er en undtagelse fra forældelseslovens hovedregel om 3-årig forældelse. Det fremgår af forældelseslovens 2, stk. 1, at forældelsesfristen regnes fra det tidligste tidspunkt, til hvilket skadelidte (fordringshaveren) kunne kræve erstatning, medmindre andet følger af andre bestemmelser. I 2, stk. 4, anføres det, at for fordringer på erstatning eller godtgørelse for skade forvoldt uden for kontraktsforhold regnes forældelsesfristen fra tidspunktet for skadens indtræden. Efter forældelseslovens 3, stk. 1, er forældelsesfristen 3 år, medmindre andet følger af andre bestemmelser. Var skadelidte ubekendt med sit krav eller skyldneren, regnes forældelsesfristen i stk. 1 først fra den dag, da skadelidte fik eller burde have fået kendskab hertil, jf. 3, stk. 2. I forbindelse med forældelseslovens tilblivelse indførtes imidlertid en særlig forældelsesfrist for arbejdsskader i ASL 36. Det følger af 36, stk. 1 F henviste også til forældelseslovens 14, men under proceduren i landsretten var der enighed om, at den relevante bestemmelse i givet fald måtte være Under retssagen afgik A ved døden, og sagen blev herefter videreført af dødsboet efter A. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL , at såvel ASL-krav som krav mod arbejdsgiveren (EAL-krav) i anledning af en arbejdsskade forældes efter reglerne i forældelsesloven, jf. dog 36, stk Herefter er det i 36, stk. 3, bestemt, at den 3-årige forældelsesfrist efter forældelseslovens 3, stk. 1, for arbejdsskadekravs vedkommende er på 5 år. Videre fremgår det af 36, stk. 2, 2. pkt., at denne forældelsesfrist først regnes fra den dag, hvor skadelidte blev bekendt med fordringen og skyldneren, eller fra den dag, da skadelidtes manglende kendskab kan tilregnes ham eller hende som groft uagtsomt. Ved siden af forældelseslovens regler om en forældelsesfrist gælder tillige nogle bestemmelser i lovens 14 og 21 om såkaldte tillægsfrister. Det følger af 21, stk. 2, at såfremt der inden forældelsesfristens udløb er indbragt sag for en administrativ myndighed, der har betydning for kravets eksistens eller størrelse, indtræder forældelse tidligst 1 år efter, at myndigheden har truffet afgørelse 1. A 2 gjorde gældende, at den 5-årige forældelsesfrist efter ASL 36, stk. 3, først løber fra det tidspunkt, hvor endelig afgørelse i ASL-sagen foreligger. Dette er i overensstemmelse med højesteretsdommen UfR H, hvor Højesteret fastslog, at reglerne om differencekrav indebærer, at når et EAL-krav kan være omfattet af ASL, er skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter EAL, før spørgsmålet om tilsvarende krav efter ASL er afgjort. A henviste endvidere til forældelsesdommene UfR V og UfR H (forudsætningsvis). Efter A's opfattelse skulle den 5-årige forældelsesfrist derfor først løbe, fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 14. juli 2010 forelå, hvorefter kravet ikke var forældet, da suspensionsaftalen blev indgået den 1. november 2012 og retssag anlagt den 7. juni 2013.

3 3/5 11. DECEMBER 2015 A bestred således, at det for forældelse af et sådant differencekrav, der har afventet ASL-sagens anså byretten kravet som forældet. i marts 2013, før A udtog stævning i juni 2013, afgørelse, har betydning, hvornår ulykken indtraf. A ankede denne dom til landsretten. Det er bemærkelsesværdigt, at begge parter over for lands- F gjorde derimod gældende, at forældelsesfristen principielt løb fra skadens indtræden, jf. forældelseslovens grundprincip. Som udgangspunkt var forkert. For det første havde byretsdommeren retten gjorde gældende, at byrettens dom var kravet derfor forældet den 12. juni Subsidiært måtte forældelsesfristen løbe, fra Arbejdsskaaftale i november For det andet havde by- overset, at der ubestridt var indgået suspensionsdestyrelsen i juni 2007 traf afgørelse om midlertidigt erhvervsevnetab, idet A i hvert fald da måtte 4, kun gælder for ASL-krav; men ikke for differenretten overset, at bestemmelsen i ASL 36, stk. være klar over, at der kunne eksistere et krav på cekrav efter EAL. Parterne var således enige om, differenceerstatning. I så fald var forældelse indtrådt i juni 2012 og således også før, at der blev ge, skulle der en anden begrundelse til. at uanset hvilket resultat der måtte være det rigti- indgået suspensionsaftale og udtaget stævning. For landsretten fastholdt og uddybede parterne de Det forhold, at sagen havde ventet på Arbejdsskadestyrelsens afgørelse, kunne efter F's opfattelse byretten. juridiske synspunkter, der var gjort gældende for kun få den betydning, at der kunne blive tale om at anvende en selvstændig 1-årig tillægsfrist til 5- Vestre Landsret har nu afgjort det principielle års fristen, jf. forældelseslovens 21, stk. 2, hvilket heller ikke i relation til Arbejdsskadestyrelsens sten i sådanne arbejdsskadesager løber, ved dom spørgsmål om, fra hvilket tidspunkt forældelsesfri- endelige afgørelse fra juli 2010 ville afskære forældelse i denne sag. af 4. december Efter en grundig gennemgang af lovforarbejderne i Såvel A som F henviste til forældelseslovens tillægsbetænkning og øvrige lovforarbejder samt skadelidtes EAL-krav i en arbejdsskadesag tillige dommen skriver landsretten i præmisserne, at når retspraksis 3 og uddrag af den juridiske litteratur. kan være omfattet af ASL, er skadelidte ikke berettiget til at forfølge sit eventuelle krav efter EAL, Sagen blev i første instans afgjort af retten i Herning, der afsagde dom den 5. marts Byret- er afgjort, jf. UfR H. før spørgsmålet om det tilsvarende krav efter ASL ten fandt, at den 5-årige forældelsesfrist senest måtte løbe fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af Landsretten fastslår, at det herefter følger af ASL 11. maj 2007, idet A på det tidspunkt havde haft 36, stk. 2 og 3, smh. med forældelseslovens 2, kendskab til et muligt krav på differencekravserstatning. Herefter ville forældelse indtræde den angår differencekrav som udgangspunkt skal reg- stk. 1, at den 5-årige forældelsesfrist for så vidt 11. maj Byretten fandt dog, at en regel i nes fra afgørelsen i arbejdsskadesagen. ASL 36, stk. 4, gav en tillægsfrist på 3 år efter Arbejdsskadestyrelsens afgørelse. Byretten fandt, Landsretten bemærker, at dette også følger af den at denne 3-årige tillægsfrist skulle løbe fra Arbejdsskadestyrelsens afgørelse af 4. marts 2010 UfR H. af A påberåbte retspraksis, jf. UfR V og (40% erhvervsevnetab), selv om denne afgørelse senere blev ændret. Da kravet derfor var forældet Landsretten tilføjer, at for så vidt angår differencekrav kan forfaldstidspunktet således ikke anses for at være tidspunktet for skadens indtræden. 3 F henviste bl.a. til en dom afsagt af Østre Landsret den 27. september ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

4 4/5 11. DECEMBER 2015 På baggrund heraf fastslår landsretten, at forældelsesfristen først skal regnes fra den 14. juli 2010, da endelig afgørelse i ASL-sagen forelå. Kravet var derfor ikke forældet, da stævning blev udtaget den 7. juni Det kan bemærkes, at som følge af suspensionsaftalen mellem A og F ville der heller ikke være indtrådt forældelse, såfremt forældelsesfristen blev regnet fra Arbejdsskadestyrelsens tidligere afgørelser fra marts 2010 eller maj Men med denne formulering af præmisserne har landsretten slået fast, at forældelsesfristen løber fra den endelige afgørelse i ASL-regi. Herefter måtte landsretten tage stilling til sagens andet spørgsmål: Var A afskåret fra at rejse krav mod F som følge af, at fagforeningen havde meddelt, at der ikke ville fremkomme noget krav? F gjorde gældende, at erklæringen var afgivet af A's professionelle repræsentant og uden noget forbehold. Erklæringen angik ikke et fremtidigt erstatningskrav, men et aktuelt krav om erhvervsevnetab. Erklæringen måtte derfor være bindende for A. F bestred, at man burde have indset, at der var nærliggende mulighed for, at der forelå et differencekrav. Kravet skulle opgøres og fremsættes af kravstiller. F havde indrettet sig i tillid til erklæringen fra A's repræsentant. A gjorde bl.a. gældende, at fagforeningens meddelelse til forsikringsselskabet hverken sprogligt eller retligt kunne opfattes som en uigenkaldelig afskrivning af A's eget, personlige krav på personskadeerstatning. A bestred, at man på denne måde kunne give afkald på et sådant erstatningskrav, og under alle omstændigheder burde et forsikringsselskab, der behandler personskadekrav, indse, at med et erhvervsevnetab på 65% måtte der med stor sandsynlighed bestå et differencekrav (der rent faktisk var i størrelsesordenen ca. 1 mio. kr.). Det måtte derfor stå som en nærliggende mulighed for F, at A's rådgivers udsagn om, at der ikke fremkom noget differencekrav, beroede på en vildfarelse. A henviste til højesteretsdommen UfR H. Under henvisning til retspraksis gjorde A endvidere gældende, at der heller ikke forelå retsfortabende passivitet. Også på dette punkt fulgte landsretten A's synspunkter. Landsretten udtalte, at det har formodningen imod sig, at en person, der er kommet til skade ved en arbejdsulykke og derfor har krav på erstatning for tab af erhvervsevne, skulle give afkald på dette krav. Brevet fra fagforeningen måtte forstås således, at fagforeningen på daværende tidspunkt var af den opfattelse, at der ikke bestod noget differencekrav, og at fagforeningen derfor ikke ville foretage sig mere i sagen. Derimod kunne brevet ikke anses som et bindende afkald fra A på at gøre et differencekrav gældende. Et anbringende fra F om, at man indrettede sig i tillid til meddelelsen, kunne under de foreliggende omstændigheder ikke tillægges betydning. Landsretten fandt heller ikke, at der var udvist en passivitet, som med føje kunne opfattes som et afkald på kravet, eller som af anden grund med rimelighed kunne afskære boet fra nu at gøre kravet gældende. Landsretten bemærkede herved, at såvel erstatningspligten som erstatningskravets størrelse var ubestridt. F blev herefter dømt til at betale erstatning svarende til A's differencekrav som påstået af A. Såvel landsrettens dom som den indankede byretsdom vedhæftes. A var repræsenteret af advokat Michael S. Wiisbye, mens F var repræsenteret af advokat Kåre Højerup. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

5 5/5 11. DECEMBER 2015 Kommentar: Landsretsdommen fastslår, at i arbejdsskadesager, hvor skadelidte har et differencekrav efter EAL, løber forældelsesfristen for dette erstatningskrav fra afgørelsen i arbejdsskadesagen. Landsretsdommen må endvidere forstås således, at det ved flere afgørelser er den endelige afgørelse af kravet i arbejdsskadesagen, der er afgørende for, hvorledes fristen beregnes. Tilsvarende har landsretten fastslået, at i sådanne differencekravssager kan forfaldstidspunktet ikke anses for at være tidspunktet for skadens indtræden, således som det ellers er sædvanligt ved forældelse af personskadekrav. MICHAEL S. WIISBYE ADVOKAT (H) MSW@NNLAW.DK Endelig viser landsretsdommen, at en meddelelse fra skadelidtes rådgiver til skadevolder/skadevolders forsikringsselskab om, at der ikke kommer yderligere krav, ikke nødvendigvis afskærer skadelidte fra senere at fremsætte erstatningskrav. Vurderingen af, om en sådan meddelelse er bindende for skadelidte eller ej, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, men såvel UfR H som den nye landsretsdom viser, at der skal ganske meget til, før rådgiverens fejlagtige sagsbehandling afskærer skadelidte fra at opnå den erstatning, han eller hun er berettiget til. Tilmeld/frameld dig nyhedsbrevet her: For at scanne skal du have en app på din tablet eller smartphone Jeg står naturligvis meget gerne til rådighed, såfremt der måtte være spørgsmål til den nye landsretsdom. DETTE NYHEDSBREV KAN IKKE ERSTATTE JURIDISK RÅDGIVNING. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB OG DE OVENNÆVNTE JURISTER PÅTAGER SIG INTET ANSVAR FOR TAB SOM DIREKTE ELLER INDIREKTE FØLGE AF BRUG AF NYHEDS- BREVET, HERUNDER FOR TAB SOM FØLGE AF UTILSTRÆKKELIGE ELLER FEJLAGTIGE INFORMATIONER, VURDERINGER ELLER ANDRE FORHOLD I FORBINDELSE MED NYHEDSBREVET. NIELSEN NØRAGER ADVOKATPARTNERSELSKAB YDER RÅDGIVNING I FORBINDELSE MED KONKRETE SPØRGSMÅL I OVERENSSTEMMELSE MED DE ADVOKATETISKE REGLER. ADVOKATPARTNERSELSKAB FREDERIKSBERGGADE KØBENHAVN K TEL

6

7

8

9

10

11

12

13

14

15

16

17

18

19

20

21

22

23

24

25