Notat om efterbetaling af sygedagpenge og andre ydelser som følge af praksisændring. Kolding Kommune. 12. januar 2016

Transkript

1 Notat om efterbetaling af sygedagpenge og andre ydelser som følge af praksisændring Kolding Kommune 12. januar 2016

2 1. Indledning Der har tidligere været et særskilt forløb om, hvorvidt brug af vikarer fra Falck Jobservice A/S til sagsforberedelsen i sager om langvarige sygedagpenge konkret skulle anses for, at anden aktør foretog myndighedsudøvelse. Ankestyrelsen vurderede, at det var tilfældet, hvorfor de pågældende afgørelser blev erklæret ugyldige. Der blev derefter truffet nye afgørelse af en kommunal ansat. En udløber af dette forløb er, om de nye afgørelser har tilbagevirkende kraft med virkning fra datoen for den første afgørelse, i det omfang den første afgørelse var materiel korrekt, men blot led af en formel fejl. I en konkret sag blev der truffet afgørelse den 21. december 2009 om ophør af sygedagpenge med virkning fra 31. december Denne afgørelse blev senere erklæret ugyldig som følge af involvering af anden aktør, og der blev den 10. november 2010 truffet en ny gyldig afgørelse med samme materielle indhold som den første, og den nye afgørelse blev tillagt tilbagevirkende kraft. Statsforvaltningen stadfæstede den nye afgørelse, herunder at den havde tilbagevirkende kraft fra 31. december Ankestyrelsen stadfæstede den 23. september 2011 afgørelsen samt at den havde virkning fra 31. december Landsretten stadfæstede med en 2-1 dom den 30. september 2014 afgørelsen samt at den havde virkning fra 31. december Højesteret afsagde dom den 10. september Heri blev det - i modsætning til alle tidligere instanser - afgjort, at den nye afgørelse ikke havde tilbagevirkende kraft, hvorfor retten til sygedagpenge var opretholdt indtil den 10. november Kolding Kommune har ikke været part i sagen ved landsretten og Højesteret, da det var en sag mellem 3F (som mandatar) og Ankestyrelsen. Ankestyrelsen har som konsekvens af Højesterets dom af 10. september 2015 udsendt en principafgørelse 75/15 den 11. november Kolding Kommune ønsker en anbefaling af, hvorledes der skal forholdes med sager om sygedagpenge, hvor der er blevet truffet en ny gyldig afgørelse med tilbagevirkende kraft. Side 2

3 Endvidere ønsker Kolding Kommune en vurdering af, om problemstillingen har betydning for andre sagstyper, hvor der på tilsvarende måde er truffet afgørelser med tilbagevirkende kraft. Dette notat er en udbygning af tidligere notat om samme problemstilling dateret den 24. november Konklusion/anbefalinger Fremadrettet praksis Højesterets dom af 10. september 2015 nødvendiggør en praksisændring, hvilket også er meddelt af Ankestyrelsen i principafgørelse 75/15. Fremadrettet gælder det, at der først kan træffes afgørelser, når der foreligger det fornødne faktuelle grundlag for afgørelsen. Det betyder, at gældende praksis om at træffe foreløbige afgørelser, som efterfølgende bekræftes af en ny afgørelse med tilbagevirkende kraft, skal ændres. Den ny praksis gælder ikke kun for afgørelser om sygedagpenge, men gælder generelt for alle sagstyper. Bagudrettede konsekvenser Det vurderes, at Kolding Kommune har en pligt til at agere proaktivt, og således på eget initiativ skal foretage en vurdering af tidligere afgørelser med henblik på at konstatere, om borgeren har krav på efterbetaling efter den ny praksis. Gennemgangen skal begrænses til relevante sager, dvs. hvor der er truffet afgørelse med tilbagevirkende kraft. Det kan endvidere anføres, at hvis det er forbundet med betydelige administrative vanskeligheder at foretage denne gennemgang, og der for den enkelte berørte borger vil være tale om relativt beskedne beløb, kan det være sagligt og proportionalt i stedet for en gennemgang at orientere borgerne via hjemmeside eller annoncer om muligheden for at rette henvendelse og få en gennemgang af sin egen sag. Side 3

4 Ved vurdering af om sagen skal genoptages er det af afgørende betydning, om borgerens eventuelle krav er forældet. I henhold til forældelseslovens 3, stk. 1, forældes krav efter 3 år. I relation til forældelsesfristens begyndelsestidspunkt følger det af forældelseslovens 2, stk. 1, at det er det tidligste tidspunkt, hvor borgeren kunne kræve ydelsen betalt. Det betyder, at begyndelsestidspunktet er datoen for den sidste afgørelse, som ikke er påklaget. Der gælder en undtagelse i henhold til forældelsesloven 3, stk. 2, hvorefter kravet ikke er forældet, hvis borgeren ikke havde kendskab til kravets eksistens. Det gælder imidlertid efter lovbemærkningerne til forældelsesloven og fast retspraksis, at denne undtagelse fortolkes restriktivt, hvorfor det er min juridiske vurdering, at undtagelsen ikke finder anvendelse i relation til beregning af forældelse for sager, der kan blive ændret som følge af praksisændringen. Der gælder endvidere en undtagelse for retsstridige forvaltningsafgørelser, hvor forældelsesfristen automatisk er suspenderet. I de foreliggende tilfælde er der imidlertid ikke tale om, at afgørelserne er indholdsmæssige forkerte, men alene at den daværende praksis må anses for en formalia-fejl, som er ændret med Højesterets dom af 10. september Derfor finder denne undtagelse ikke anvendelse. Det følger heraf, at borgernes eventuelle krav på efterbetaling under alle omstændigheder er forældet, hvis afgørelsen er mere end 3 år gammel. Det gælder imidlertid i henhold til ovenstående, at Kommunen skal handle proaktivt som følge af Højesterets dom af 10. september Det må anses som en konsekvens heraf, at forældelsen er afbrudt pr. denne dato. Det følger heraf, at 3 års-grænsen ikke skal regnes fra det tidspunkt, hvor kommunen foretager en revurdering, men skal regnes fra den 10. september Det kan supplerende anføres, at Kommunen er underlagt det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip, hvoraf det følger, at Kommunen ikke kan vælge at foretage udbetaling af ydelser, som kommunen ikke er forpligtet til at udbetale. Det er en konsekvens heraf, at kommunen ikke kan vælge at se bort fra forældelsesreglerne. På grundlag af ovenstående anbefales det, at Kolding Kommune begrænser gennemgangen af tidligere afgørelser til afgørelser truffet den 10. september 2012 eller senere. Side 4

5 Endvidere skal gennemgangen kun omfatte sager, hor Kolding Kommune har truffet den endelige afgørelse, da sager, der er påklaget (f.eks. til Ankestyrelsen), skal håndteres af klageinstansen. For kommunens afgørelser fra den 10. september 2012 og fremefter skal det konstateres, om der er tale om en afgørelse med tilbagevirkende kraft, og i givet fald skal sagen revurderes i lyset af praksisændringen. I det omfang det konstateres, at borgeren har et ikkeforældet efterbetalingskrav for en ydelse i en periode mellem en ugyldig afgørelse og en senere gyldig afgørelse, skal kommunen rette henvendelse til borgeren med henblik på efterbetaling. Hvis en borger af egen drift retter henvendelse til kommunen med et krav om efterbetaling, anbefales det, at kommunen afviser kravet, hvis det vedrører en afgørelse truffet før den 10. september 2012, men i det omfang kravet ikke er forældet, vil det blive håndteret ved ovenstående fremgangsmåde. 3. Fremadrettet praksis Højesterets dom af 10. september 2015 betyder, at afgørelser først har retsvirkning fra det tidspunkt, hvor der er truffet en gyldig afgørelse. Det betyder, at den tidligere praksis om, at hvis den tidligere afgørelse var indholdsmæssig korrekt, men ugyldig grundet en formalia-fejl, blev den efterfølgende gyldige afgørelse tillagt tilbagevirkende kraft, nu er ændret. I de situationer, hvor der foreligger en ugyldighedsgrund ved den første afgørelse, såsom at den er truffet af anden aktør eller anden ugyldighedsgrund, skal der således træffes en ny gyldig afgørelse, og ændring af ydelsen kan først indtræde fra tidspunktet for den nye gyldige afgørelse. I andre situationer kan der være tale om, at der ikke kan træffes en endelig afgørelse, fordi der mangler det fornødne faktuelle grundlag, f.eks. lægelige oplysninger. Det er oplyst af Ankestyrelsen, at det er en forudsætning for gyldighed, at det fornødne faktuelle grundlag foreligger. Denne vurdering er jeg enig i, hvorfor det er en konsekvens heraf, at der først kan træffes en gyldig afgørelse, når alle relevante oplysninger er tilvejebragt. Det kan dog tilføjes, at hvis de manglende oplysninger skyldes borgeren, må det vurderes konkret, om borgeren bærer risikoen herfor, og der således kan træffes en gyldig afgørelse Side 5

6 på det foreliggende grundlag, som senere kan genovervejes, når borgeren har fremlagt de relevante oplysninger. I den situation vil der efter min vurdering være tale om, at begge afgørelser er gyldige, idet den første afgørelse er gyldig på grundlag af de på det tidspunkt foreliggende oplysninger. Det er således kun i de situationer, hvor det ikke er borgeren selv, der skal fremskaffe faktuelle oplysninger eller bærer ansvaret herfor, at manglende faktuelle oplysninger medfører, at afgørelsestidspunktet skal udskydes. Det følger af ovenstående, at de to konkrete situationer kommunen har beskrevet om manglende lægelige oplysninger på revurderingstidspunktet og udsættelse af afgørelse om generel varighed fremadrettet skal løses således, at en afgørelse udsættes, indtil der foreligger tilstrækkeligt faktuelt grundlag. Det gælder endvidere, at Højesterets fortolkning af en afgørelses gyldighed ikke er isoleret til sager om sygedagpenge, men er et generelt gældende princip. Det betyder, at det gælder tilsvarende for alle andre områder, at en afgørelse først har retskraft fra det tidspunkt, hvor der er tale om en gyldig afgørelse, hvilket implicit forudsætter, at der er det fornødne faktuelle grundlag til stede på tidspunktet for afgørelsen. 4. Bagudrettede konsekvenser af praksisændringen 4.1 Handlepligt Det følger af princippet som god forvaltningsskik, at når der indtræder en praksisændring, foretager kommunen på eget initiativ en vurdering af, om denne praksisændring har betydning for tidligere afgørelser. Kommunen kan således som udgangspunkt ikke passivt afvente, at borgere selv retter henvendelse, og kun foretage en vurdering af de sager, som borgere selv beder om en revurdering af. Det anbefales derfor, at kommunen på eget initiativ foretager en gennemgang af afgørelser, hvori der indgår et element af tilbagevirkende kraft med henblik på at konstatere, om tilbagevirkningen og dermed afgørelsens ikrafttrædelsestidspunkt skal ændres som følge af Højesterets dom af 10. september Gennemgangen skal begrænses til relevante sager, dvs. hvor der er truffet afgørelse med tilbagevirkende kraft. Side 6

7 Det skal dog tilføjes, at hvis det er forbundet med betydelige administrative vanskeligheder at foretage denne gennemgang, og der for den enkelte berørte borger vil være tale om relativt beskedne beløb, kan det være sagligt og proportionalt i stedet for en gennemgang at orientere borgerne via hjemmeside eller annoncer om muligheden for at rette henvendelse og få en gennemgang af sin egen sag. Dette vil formentlig gøre den administrative byrde væsentligt lavere. 4.2 Forældelse Der gælder efter forældelsesloven 8, jf. 3, stk. 1, en forældelsesfrist på 3 år. Begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen regnes i henhold til forældelsesloven 2, stk. 1, fra det tidligste tidspunkt borgeren kunne kræve at få ydelsen betalt. Borgerens krav på en ydelse, det være sig sygedagpenge eller andre ydelser, opstår på tidspunktet hvor ydelsen skal udbetales, altså hvor borgeren havde krav på ydelsen, jf. forældelsesloven 8. I det tilfælde, at borgeren efter den ny praksis har krav på efterbetaling for tidsrummet mellem en ugyldig afgørelse og en gyldig afgørelse, opstår borgerens krav på det tidspunkt, hvor den gyldige afgørelse træffes. Det er derfor datoen for den gyldige afgørelse, der er begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen Undtagelse som følge af manglende kendskab til kravets eksistens Forældelsesfristen på 3 år gælder ikke, hvis borgeren ikke havde kendskab til kravets eksistens, jf. forældelsesloven 3, stk. 2. Det kan anføres, at borgeren muligvis har gået ud fra, at myndighedsafgørelsen gyldigt havde tilbagevirkende kraft, og der derfor ikke var et krav. Dette er først blevet ændret med Højesterets dom af 10. september 2015, hvorefter de berørte borgere først på det tidspunkt blev klar over, at de havde krav på den pågældende ydelse for perioden mellem den første ugyldige afgørelse og den efterfølgende gyldige afgørelse. Det kan modsat anføres, at det forhold, at borgeren valgte at acceptere, at den ny afgørelse blev tillagt tilbagevirkende kraft. Der var således mulighed for, at borgeren kunne have opretholdt et krav på ydelsen for perioden indtil der forelå en gyldig afgørelse, hvilket netop Side 7

8 skete for den pågældende borger, som var genstand for Højesterets dom af 10. september Denne borger har således opretholdt sit krav og derfor afbrudt en forældelse, mens alle andre ikke har forfulgt deres krav, hvorfor forældelsen for deres krav skal regnes fra tidspunktet for afgørelsen. Til vurdering af hvilken af ovenstående to udlægninger der er juridisk korrekt, gælder det, at der er tale om en praksisændring, hvorfor kommunen har været i en retsvildfarelse om muligheden for at tillægge en ny afgørelse tilbagevirkende kraft. Der henvises til Justitsministeriets Forældelsesudvalgs betænkning nr fra 2005 om revision af forældelseslovgivningen. I kapitel 6, afsnit side 143 ff., om udvalgets overvejelser vedrørende betydningen af retsvildfarelse i relation til suspensionsreglen, hedder det bl.a.: Krav mod det offentlige som følge af, at en regel eller administrativ praksis tilsidesættes som ugyldig Det er navnlig i denne tilfældegruppe, at der er sat spørgsmålstegn ved rimeligheden af Højesterets afvisning af at anerkende retsvildfarelse som suspensionsgrund. Hovedsynspunkterne kan formentlig siges at være, at det offentlige selv bør bære risikoen for fejl af denne karakter, og at det ikke er rimeligt at forlange, at borgerne skal være klogere end myndighederne med hensyn til lovligheden af de regler og den praksis, der gælder for eksempelvis opkrævning af afgifter og udbetaling af pensioner. Der kan imidlertid også anføres en række forhold, som taler imod at anerkende en suspensionsadgang i disse tilfælde. Det vil i almindelighed være meget vanskeligt at afgrænse den undskyldelige retsvildfarelse fra den ikke-undskyldelige, og konsekvensen af at anerkende retsvildfarelse som suspensionsgrund ville derfor i praksis blive, at de her omhandlede krav - typisk tilbagesøgnings- eller efterbetalingskrav mod det offentlige - alene blev begrænset af den 10- årige absolutte forældelsesfrist. Dette ville - som bl.a. ambi- og promillegebyrsagerne illustrerer - efter omstændighederne kunne medføre særdeles omfattende og uoverskuelige krav mod det offentlige. Det gælder, selv om den absolutte frist forkortes til 10 år i forhold til den gældende 20 års frist. De hensyn, der begrunder forældelsesreglerne, gør sig også gældende, når det offentlige er skyldner. Kravene må i givet fald normalt dækkes af skatteyderne i almindelighed, og det indrettelseshensyn, der ligger bag forældelsesreglerne, kan Side 8

9 derfor også påberåbes af det offentlige. Samtidig forekommer hensynet til den enkelte fordringshaver gennemgående at være svagere, når fejlen rammer mange ligeligt. Forældelsesreglerne skal endvidere tilskynde til, at spørgsmål om mulige krav afklares inden for rimelig tid. En anerkendelse af retsvildfarelse som suspensionsgrund ville svække varetagelsen af dette hensyn. Det er på denne baggrund udvalgets opfattelse, at en generel adgang til suspension i denne tilfældegruppe ikke kan anbefales. Det følger af disse lovbemærkninger, at uanset der kan anføres rimelighedsargumenter for, at en myndigheds retsvildfarelse ikke skal komme borgerne til skade, og forældelsen derfor automatisk skal suspenderes, er der en række modhensyn, som vejer tungere. Der har været andre sagstyper, hvor det offentliges opkrævning eller manglende tilbagebetaling beror på en retsvildfarelse, og derfor senere er blevet tilsidesat. Den væsentlige sagstype er de såkaldte AMBI-sager, hvor staten opkrævede en særlig AM- BI-afgift, hvilket EU-domstolen imidlertid senere afgjorde var i strid med EU s 6. momsdirektiv. Der var derfor umiddelbart et tilbagebetalingskrav fra de virksomheder, som havde betalt den ulovlige AMBI-afgift. Det blev imidlertid i cirka sager afgjort, at krav på tilbagebetaling af den ulovlige AMBI-afgift var opstået på det tidspunkt, hvor afgiften var betalt, og ikke først på det senere tidspunkt, hvor EU-domstolen afgjorde, at AMBI-afgiften var ulovlig. Forældelsesfristens begyndelsestidspunkt skulle derfor regnes fra det tidlige tidspunkt, hvorfor alle disse krav var forældede. På baggrund af ovenstående lovebemærkninger samt retspraksis er det min juridiske vurdering, at forældelsesloven 3, stk. 2, ikke finder anvendelse i de foreliggende sager Undtagelse vedrørende retsstridige forvaltningsafgørelser Der sondres i retspraksis mellem almindelg retsvildfarelse og retsstridige forvaltningsafgørelser, hvor forældelsesfristen i sidstnævnte tilfælde er suspenderet, uden der er anlagt sag. I den foreliggende problemstilling er det relevante forhold, om den nye afgørelse kunne tillægges tilbagevirkende kraft (forholdet om baggrunden for den første afgørelses ugyldighed er irrelevant). Side 9

10 Tidligere praksis om tilbagevirkende kraft af materielt rigtige afgørelser var alment anerkendt og støttet af Ankestyrelsen og generelt anvendt i alle kommuner. Der er tale om, hvorvidt en borger kan opnå krav på en ydelse, som borgeren materielt ikke har krav på, som følge af at kommunen har begået en formalia-fejl i forbindelse med den første afgørelse. Der kan opstilles et eksempel med to borgere i fuldstændig samme situation, som får en afgørelse om ophør af langvarige sygedagpenge. Den ene afgørelse træffes af en kommunalt ansat, mens den anden afgørelse træffes af anden aktør. I sidstnævnte tilfælde påklages afgørelsen med den begrundelse, at den er truffet af anden aktør, og der træffes på et senere tidspunkt en ny enslydende afgørelse af en kommunalt ansat. Efter den ny praksis opnår den anden borger ret til langvarige sygedagpenge i perioden indtil den ny gyldige afgørelse, hvilket har den konsekvens, at denne borger opnår bedre ret end den første borger, uanset der ikke er nogen indholdsmæssig forskel på de to. Henset til at Kolding Kommune på tidspunktet for afgørelserne fulgte den dagældende praksis, er der ikke tale om, at Kolding Kommune har truffet en retsstridig forvaltningsafgørelse, men derimod at der er sket en praksisændring som følge af Højesterets dom af 10. september 2015, hvilket betegnes som en almindelig retsvildfarelse. Derfor er praksis om suspension uden anlæggelse af retssag ikke relevant for den foreliggende problemstilling. Der er klar støtte i lovbemærkningerne til forældelsesloven samt retspraksis for, at i tilfælde hvor myndighedens hidtidige praksis underkendes, og der derfor er tale om en almindelig retsvildfarelse, gælder forældelsesfristen i forældelsesloven Spørgsmål om Højesterets dom af 10. september 2015 afbryder forældelsesfristen Forældelsesfristen kan i henhold til forældelsesloven 16, stk. 1, afbrydes, når der foretages retslige skridt. Det kræver således, at de borgere, der vil kræve efterbetaling efter den ny praksis, skal foretage retslige skridt for at undgå, at deres krav forældes. Der gælder imidlertid også en afbrydelse efter forældelsesloven 15, når kommunen udtrykkeligt erkender sin forpligtelse. Da kommunen i henhold til ovenstående skal foretage en proaktiv vurdering af tidligere afgørelser, vil resultatet heraf medføre en erkendelse af pligt til efterbetaling for de sager, der ikke er forældede, og hvor der er krav på efterbetaling efter den ny praksis. Side 10

11 Det vil derfor ikke være nødvendigt, at borgeren indleder retslige skridt for at afbryde forældelsen. Det kan overvejes, hvornår forældelsen afbrydes efter forældelsesloven 15, idet kommunens efterfølgende gennemgang af tidligere sager endnu ikke er startet, og der derfor endnu ikke er erkendt nogle krav. Det er min vurdering, at det ikke er den kommende gennemgang af sagerne, der medfører en afbrydelse af forældelsen, men at der er belæg for, at kommunen anser datoen for Højesterets dom den 10. september 2015 som skæringsdato for afbrydelse af forældelsen, uanset der på dette tidspunkt endnu ikke er erkendt nogle konkrete krav på efterbetaling. Det udgør efter min opfattelse ikke en positiv særbehandling af krav, der ellers ville være forældet i perioden fra den 10. september 2015 og indtil det tidspunkt hvor sagen konkret genvurderes, idet det må anses som en naturlig del af en praksisændring, at forældelsen suspenderes på det tidspunkt, hvor praksisændringen indtræder, hvilket skete den 10. september Mulighed for at fravige forældelse Forældelse skal normalt påberåbes, og hvis det ikke sker, vil spørgsmålet om forældelse ikke blive aktualiseret. Det gælder imidlertid for offentlige myndigheder, herunder Kolding Kommune, at der skal administreres efter det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip. Det betyder, at kommunen kun kan foretage udbetaling af vederlag til borgere, når kommunen er forpligtet til det. I dette tilfælde betyder det, at kommunen ikke kan vælge at undlade at påberåbe sig forældelse, hvis borgerens krav er forældet, da det vil være det samme som at acceptere en udbetaling uden at være forpligtet til det. Kommunen er derfor afskåret fra at foretage udbetaling af forældede krav Samlet vurdering om forældelse Det vurderes, at den foreliggende problemstilling med ændring af praksis om en senere afgørelses tilbagevirkende kraft kan sidestilles med andre sager om underkendelse af en hidti- Side 11

12 dig praksis. Det gælder derfor, at begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen på 3 år skal regnes fra det tidspunkt, hvor borgeren kunne have krævet ydelsen betalt, hvilket er datoen hvor den gyldige afgørelse blev truffet. Det vurderes ikke, at undtagelserne om afbrydelse af forældelse finder anvendelse. Det vurderes, at der er belæg for, at kommunen anser datoen for Højesterets dom den 10. september 2015 som skæringsdato for afbrydelse af forældelsen. Som følge af det forvaltningsretlige ligebehandlingsprincip er Kolding Kommune forpligtet til at anvende forældelsesreglerne. Det anbefales derfor samlet, at gennemgangen af sager som følge af praksisændringen begrænses til sager der er afgjort den 10. september 2012 eller senere. Hvis borgere selv retter henvendelse med krav om efterbetaling, skal kommunen afvise kravet, hvis det vedrører en afgørelse, der er truffet før den 10. september Konkret fremgangsmåde Kolding Kommune skal som udgangspunkt af egen drift foretage en gennemgang af tidligere afgørelser med henblik på at fastslå, om praksisændringen som følge af Højesterets dom af 10. september 2015 medfører, at andre borgere har krav på efterbetaling. Hvis denne gennemgang medfører væsentlige administrative byrder, og størrelsen af efterbetaling er relativ beskeden, kan det være sagligt i stedet at opfordre borgerne til selv at rette henvendelse. Gennemgangen kan begrænses til de sager, hvor der er truffet afgørelse med tilbagevirkende kraft, da praksisændringen kun har betydning for sager med dette element. Kommunen kan udover sin egen gennemgang for alle tilfældes skyld på hjemmesiden opfordre borgere til at rette henvendelse, hvis de mener, at de har et efterbetalingskrav, for derved at sikre bedst muligt, at alle relevante sager identificeres. Gennemgangen af sager skal begrænses til afgørelser truffet den 10. september 2012 eller senere, da eventuelle krav for tidligere afgørelser er forældede. I det omfang det konstateres, at borgeren har et ikke-forældet efterbetalingskrav, skal der rettes henvendelse til borgeren med henblik på efterbetaling. Side 12

13 Ovenstående omfatter kun de afgørelser, hvor Kolding Kommune har truffet den endelige afgørelse. For andre afgørelser, hvor f.eks. Ankestyrelsen har truffet den sidste afgørelse, er det denne myndighed, der må vurdere, om afgørelsen skal genoptages. Hvis kommunen får henvendelser fra borgere, der mener at have et krav om efterbetaling, kan der svares, at såfremt kravet vedrører en afgørelse før 10. september 2012, er kravet forældet, hvorfor det afvises, jf. forældelsesloven 8, jf. 3, stk. 1. I det omfang kravet vedrører en senere afgørelse, vil det blive behandlet i forbindelse med kommunens gennemgang af afgørelser, hvor der har været tale om tilbagevirkende kraft. Henrik Holtse Advokat Side 13