EKSTRAKT- UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG K E N D E L S E

Transkript

1 B MRO/USC ANONYMISERET VERSION EKSTRAKT- UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS DOMBOG K E N D E L S E Afsagt den 24. januar 2018 af Østre Landsrets 14. afdeling (landsdommerne Benedikte Holberg, Katja Høegh og Franjo Stojanovski (kst.)). 14. afd. nr. B : [A] (advokat Thomas Ryhl) mod Udlændinge- og Integrationsministeriet (advokat Rass Markert Holdgaard) 1. Denne sag drejer sig om et afslag på familiesammenføring mellem [A], som er tyrkisk statsborger, og hendes ægtefælle, [B], som også er tyrkisk statsborger, og som har haft opholdstilladelse i Danmark siden [B] har siden 2006 haft tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark efter i fem år at have boet lovligt sammen med sin daværende tyske ægtefælle i Danmark, jf. de danske gennemførelsesbestemmelser til opholdsdirektivet (Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/38/EF af 29. april 2004 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område), artikel 16, stk Det er ubestridt, at [B] som arbejdstager tillige er berettiget til opholdstilladelse i Danmark i henhold til den til aftalen af 12. september 1963 mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet om en associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab

2 - 2 - og Tyrkiet knyttede afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 fra Associeringsrådet om udvikling af associeringen (i det følgende afgørelse nr. 1/80), artikel 13, sammenholdt med stand still-bestemmelsen i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen af 23. november 1970, som bekræftet ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december Østre Landsret har i henhold til artikel 267 i Traktaten om Den Europæiske Traktats Funktionsmåde ( TEUF ) besluttet at anmode EU-Domstolen om en præjudiciel afgørelse vedrørende fortolkningen af stand still-bestemmelsen i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 sammenholdt med stand still-bestemmelsen i artikel 41, stk. 1, i tillægsprotokollen af 23. november 1970, således som disse bestemmelser er fortolket ved navnlig EU-Domstolens dom af 12. april 2016, Genc, C-561/14, EU:C:2016:247. Sagens omstændigheder og hidtidige forløb 4. [A] er født i Tyrkiet og er tyrkisk statsborger. Hun blev den 24. maj 1983 gift med [B]. Parret fik i Tyrkiet 4 fællesbørn: [C], født den 29. august 1986, [D], født den 9. november 1987, [E], født den 7. december 1994, og [F], født den 7. februar Den 24. juni 1998 blev [A] og [B] skilt. 5. [B] blev den 7. januar 1999 gift med en tysk kvinde, som boede i Danmark. [B] fik den 6. juli 1999 opholdstilladelse i Danmark som ægtefælle til hende. Den 27. april 2006 blev opholdstilladelsen gjort tidsubegrænset efter de danske gennemførelsesregler til opholdsdirektivets artikel 16, stk Fællesbørnene med [A] blev henholdsvis den 19. december 2000 ([C] og [D]), den 8. maj 2002 ([F]) og den 28. oktober 2008 ([E]) meddelt opholdstilladelse i Danmark som familiesammenførte med [B]. 7. [B] blev skilt fra sin tyske ægtefælle den 25. juni Den 28. august 2009 indgik [A] og [B] på ny ægteskab i Danmark. [A] indgav den 3. september 2009 ansøgning til Udlændingeservice (nu Udlændingestyrelsen) om opholdstilladelse i Danmark på grundlag af ægteskabet. 8. Udlændingeservice meddelte afslag på opholdstilladelse den 26. maj 2010 i medfør af udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 7. Afslaget blev påklaget til det daværende Ministerium for Flygtninge, Indvandrere og Integration (nu Udlændinge- og Integrations-

3 - 3 - ministeriet i det følgende Integrationsministeriet ), som traf afgørelse den 30. september Integrationsministeriet stadfæstede afgørelsen om, at [A] ikke kunne meddeles opholdstilladelse i Danmark, da ministeriet fandt, at hun og hendes ægtefælle ikke opfyldte kravet om, at deres samlede tilknytning til Danmark skulle være større end deres samlede tilknytning til et andet land. 9. I afgørelsen af 30. september 2010 er anført blandt andet: Ved behandlingen af klagen har ministeriet gennemgået sagens akter samt vurderet det, som De har anført i Deres brev af 2. august Ministeriet finder ikke grundlag for at ændre Udlændingeservices afgørelse. Deres klient kan derfor ikke gives opholdstilladelse i Danmark, da Deres klient og dennes ægtefælle ikke opfylder tilknytningskravet. Hvis Deres klient ikke allerede er udrejst, påhviler det Deres klient straks at udrejse af Danmark. Nedenfor kan De læse nærmere om begrundelsen for denne afgørelse. Retsregler Udlændingeloven er senest bekendtgjort ved lovbekendtgørelse nr af 18. august Efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1, litra d, kan der efter ansøgning gives opholdstilladelse til en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste tre år. Efter udlændingelovens 9, stk. 7, 1. pkt., kan opholdstilladelse efter 9, stk. 1, nr. 1, litra a, når den herboende person ikke har haft dansk indfødsret i 28 år, og efter stk. 1, nr. 1, litra b-d, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land. Efter udlændingelovens 9, stk. 7, 2. pkt., skal herboende personer med dansk indfødsret, der er adopteret fra udlandet inden det fyldte 6. år, og som senest i forbindelse med adoptionen har erhvervet dansk indfødsret, anses for at have haft dansk indfødsret fra fødslen. Det fremgår af bemærkningerne til bestemmelsen (Lovforslag nr. L 6 fremsat den 8. oktober 2003, side 10), at tilknytningskravet ligeledes ikke finder anvendelse ved ægtefællesammenføring til herboende personer, der er født og opvokset her i landet eller er kommet hertil som mindre børn og har haft deres opvækst her i landet, og som har opholdt sig lovligt her i landet i 28 år. De pågældende skal således stilles på samme måde som personer, der har haft dansk indfødsret i 28 år.

4 - 4 - For så vidt angår vurderingen af tilknytningskravet, fremgår det af de oprindelige bemærkninger til bestemmelsen, jf. lovforslag nr. L 152 fremsat den 28. februar 2002, side 54, at udlændingemyndighederne ved vurderingen af, om ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land, skal inddrage samtlige foreliggende oplysninger i sagen, der kan belyse ægtefællernes eller samlevernes samlede personlige og familiemæssige situation. Der skal foretages en afvejning af på den ene side den herboende persons tilknytning til Danmark og på den anden side ægtefællens tilknytning til sit hjemland. Hertil kommer en afvejning af den herboende persons tilknytning til ægtefællens hjemland overfor ægtefællens tilknytning til Danmark. Der er i bemærkningerne anført følgende eksempler på, hvad der blandt andet skal lægges vægt på ved vurderingen, side 54-55: "Ved afvejningen skal der bl.a. lægges vægt på længden og karakteren af ægtefællernes ophold i de respektive lande, herunder på hvor de har haft deres opvækst, og hvor de har gået i skole. Det vil således skulle tillægges betydning, om f.eks. den herboende person har haft en stor del af sin opvækst i det land, hvorfra ægtefællen kommer, herunder om den pågældende har gået i skole i landet m.v. Langvarige eller hyppige ferieophold i ægtefællens hjemland vil tillige skulle indgå i vurderingen af tilknytningen til de respektive lande. Det vil dog ikke være afgørende for tilknytningsvurderingen, hvis f.eks. den herboende person alene har haft et korterevarende ferie- eller skoleophold i ægtefællens hjemland. Det vil heller ikke i sig selv være afgørende, hvis f.eks. den tilkommende ægtefælle alene i kraft af sin højere alder har boet flere år i sit hjemland, end den herboende ægtefælle har boet her i Danmark. Ved vurderingen af den herboendes ophold i ægtefællens hjemland skal der tages hensyn til, om opholdet skyldes en arbejdsmæssig udstationering i forbindelse med ansættelse hos de danske myndigheder, internationale organisationer o.l. eller hos en dansk virksomhed. Er dette tilfældet, indgår opholdet i ægtefællens hjemland ikke med samme vægt i afvejningen, som hvis der er tale om et ophold, der ikke har en sådan begrundelse. Herudover skal der foretages en afvejning af ægtefællernes familiemæssige bånd til Danmark set i forhold til ægtefællernes familiemæssige bånd til den tilkommende ægtefælles hjemland. Som anført i regeringens udlændingeudspil af 17. januar 2002, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 1, vil det i praksis betyde, at der i mange tilfælde, hvor en af eller begge den herboendes forældre er kommet hertil fra det samme land som den tilkommende ægtefælle, vil være sådanne familiemæssige bånd til dette land også for den herboende, at tilknytningskravet ikke vil være opfyldt. Det bemærkes i den forbindelse, at det forhold, at en af eller begge den herboendes forældre er kommet hertil fra det samme land som den tilkommende ægtefælle, ikke i sig selv kan tillægges betydning ved afvejningen. Det er således alene den herboendes egne familiemæssige bånd til Danmark henholdsvis ægtefællens hjemland, der skal indgå i afvejningen. Tilsvarende gælder for så vidt angår den tilkommende ægtefælle.

5 - 5 - Samtidig vil det dog skulle tillægges betydelig vægt, hvis f.eks. den herboende her i landet har forældremyndighed eller samværsret over mindreårige børn bosiddende i Danmark. Der vil i den forbindelse skulle lægges betydelig vægt på, om der er fastsat og rent faktisk udøves normalsamvær. Normalsamvær er ifølge oplysninger fra Civilretsdirektoratet typisk hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag eller et omfang svarende hertil. Herudover fastsættes der typisk samvær en hverdag hver anden uge. For helt små børn er samværet dog af kortere varighed. Der skal endvidere foretages en afvejning af ægtefællernes sproglige færdigheder, herunder om den herboende taler dansk, om ægtefællerne taler det sprog, som tales i ægtefællens hjemland, og om ægtefællen taler dansk. Endelig skal der foretages en afvejning af ægtefællernes uddannelses- eller arbejdsmæssige tilknytning til Danmark eller et andet land. Det vil således i sammenhæng med de øvrige elementer skulle tillægges en vis betydning, om den herboende f.eks. har opnået og fortsat har en fast og stabil tilknytning til det danske arbejdsmarked samt på tilknytningens karakter. Der henvises i øvrigt til det ovenfor anførte vedrørende arbejdsmæssig udstationering i forbindelse med ansættelse hos de danske myndigheder, internationale organisationer o.l. eller hos en dansk virksomhed i udlandet. Har begge ægtefæller et andet hjemland end Danmark, men er der ikke tale om det samme hjemland, vil den herboendes tilknytning til Danmark ofte kunne være tilstrækkelig til, at ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark må anses for større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land. Dette vil dog efter en konkret vurdering ikke være tilfældet, hvis den herboende har personlig og/eller kulturel tilknytning til det land, hvortil ansøgeren har overvejende tilknytning, eller hvis den herboende kun har opholdt sig i Danmark i forholdsvis få år." Det antages i praksis, at hvis den herboende er født i Danmark, eller er kommet hertil som barn og derfor har haft sin opvækst og skolegang i Danmark, må den pågældende som udgangspunkt antages at have opnået en væsentlig tilknytning til det danske samfund. Tilknytningskravet vil således efter omstændighederne kunne anses for opfyldt i tilfælde, hvor den herboende er født og opvokset her i landet, og hvor ansøger har en mindre tilknytning til Danmark, for eksempel i form af visumophold eller lignende. Udgangspunktet om den herboendes væsentlige tilknytning til det danske samfund kan imidlertid fraviges, blandt andet hvis den herboende har indgået ægteskab og været gift med ansøgeren i en længere periode, hvor ansøger fortsat har opholdt sig i sit hjemland, forud for ansøgningen om ægtefællesammenføring i Danmark. Hvis den herboende er kommet til Danmark som årig eller senere svækkes udgangspunktet om den herboendes væsentlige tilknytning til det danske samfund betydeligt. Jo senere den herboende er kommet til Danmark og

6 - 6 - jo mindre del af opvæksten, der er foregået her, des større krav stilles der til omfanget af andre tilknytningsmomenter til Danmark, så som længerevarende ophold og uddannelse eller arbejde her i landet. Er den herboende født og opvokset i et andet land (hjemlandet) og således ikke har haft sin opvækst i Danmark, kræves der et længerevarende og som udgangspunkt sammenhængende ophold her i landet for at anse tilknytningskravet for opfyldt. I praksis kræves som udgangspunkt, at opholdet i Danmark skal udgøre ca. 12 år, forudsat den pågældende i øvrigt har gjort en indsats for at blive integreret. Såfremt den herboende ikke har gjort nogen indsats for at blive integreret i det danske samfund, kan den herboendes tilknytning til landet uanset varigheden af den herboendes ophold som udgangspunkt ikke på baggrund af opholdets varighed i sig selv anses for væsentligt. Det vil med betydelig vægt tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet. Forhold som navnlig uddannelse og arbejde kan forkorte kravet til længden af den herboendes ophold i Danmark væsentligt. Det vil som udgangspunkt i alle tilfælde være en forudsætning for at forkorte kravet til den herboendes ophold - henset til beskæftigelse at den herboende er i beskæftigelse på tidspunktet for meddelelse af opholdstilladelse til ansøgeren. Der lægges ved vurderingen af den herboendes tilknytning til arbejdsmarkedet vægt på fastheden af tilknytningen til arbejdsmarkedet, typen af beskæftigelse, varigheden af beskæftigelsen og på, om arbejdsmarkedstilknytningen er opnået i kraft af kvalifikationer, der er erhvervet gennem uddannelse i Danmark. Har den herboende gennem mindst ca. 4-5 år haft en fast arbejdsmarkedstilknytning uden væsentlige afbrydelser, taler dette moment for, under hensyn til beskæftigelsens karakter og graden af den herboendes integration i Danmark, at den herboende anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til landet, uanset at varigheden af opholdet ikke udstrækkes over en længere periode end ca. 4-5 år. Ved vurderingen af beskæftigelsens karakter lægges vægt på, om det pågældende arbejde er egnet til at medvirke til den herboendes integration i Danmark. Beskæftigelse, der indebærer en væsentlig grad af kontakt og kommunikation på dansk med kolleger og eventuelle kunder, anses for integrationsfremmende. Vurderingen af beskæftigelsens karakter og graden af den herboendes integration skal ses i nær sammenhæng med den herboendes sproglige færdigheder.

7 - 7 - Således vil fast beskæftigelse i ca. 4-5 år i et arbejde, der ikke indebærer nævneværdig kontakt til dansktalende personer, normalt ikke have en sådan integrationsfremmende karakter, at den herboende anses for at have opnået en væsentlig tilknytning til Danmark. Har den herboende gennem mindst ca. 7-8 år haft en fast arbejdsmarkedstilknytning, vil dette være et moment, der taler for at anse den herboende for at have opnået en væsentlig tilknytning til landet, uanset at den pågældendes beskæftigelse ikke kan anses for særlig egnet til at medvirke til den pågældendes integration i Danmark. Det forhold, at ansøgeren og/eller den herboende har forældre og andre nærtstående familiemedlemmer i Danmark, vil som udgangspunkt indgå i tilknytningsvurderingen, men familieforholdet kan ikke i sig selv føre til, at tilstrækkelig tilknytning anses for opnået. Fjernere familiemedlemmer i Danmark vil ikke have betydning for tilknytningsvurderingen. Der tages ved tilknytningsvurderingen som udgangspunkt ikke hensyn til den herboendes forældremyndighed eller samværsret over børn, som herboende har sammen med ansøgeren. I tilfælde, hvor den herboende har forældremyndigheden alene, og hvor den anden forælder ikke har normalsamvær med barnet, vil det forhold, at den herboende har særbørn her i landet, ikke i sig selv tale for at anse tilknytningskravet for opfyldt. Hensynet til barnet vil dog efter omstændighederne kunne udgøre en sådan ganske særlig grund, der kan føre til, at der skal tillades ægtefællesammenføring her i landet, selvom ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke er større end deres samlede tilknytning til et andet land. I bemærkningerne til bestemmelsen er der anført følgende eksempler på ganske særlige grunde, der kan bevirke, at der kan gives opholdstilladelse, selv om ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark ikke er størst, side 55 og 56: "Der vil i visse tilfælde kunne være ganske særlige grunde, der taler for, at der skal tillades ægtefællesammenføring her i landet, selvom ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke er størst. Det kan f.eks. være tilfældet, hvis ægtefællerne ellers henvises til at leve som familie i et land, hvor den herboende ikke har mulighed for sammen med ansøgeren at indrejse og tage ophold, jf. herved lovforslagets almindelige bemærkninger, afsnit 7.6. Som eksempel kan nævnes en herboende person med opholdstilladelse som flygtning eller med beskyttelsesstatus, der inden udrejsen var gift med en person fra sit hjemland, og som ikke kan tage ophold i hjemlandet, hvor den pågældende fortsat risikerer forfølgelse, dødsstraf eller at blive underkastet tortur eller umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, jf. de foreslåede bestemmelser i 7, stk. 1 og 2. Ganske særlige grunde, der taler for at tillade ægtefællesammenføring, selvom ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark ikke er større end ægtefællernes samlede tilknytning til et andet land, vil endvidere kunne

8 - 8 - foreligge, hvis det på grund af høj alder, alvorlig sygdom eller alvorligt handicap vil være humanitært uforsvarligt at henvise den herboende ægtefælle til at tage ophold i et andet land, hvor den pågældende ikke kan tilbydes pasnings- eller behandlingsmuligheder." Ganske særlige grunde vil endvidere efter praksis kunne foreligge, hvis den herboende har forældremyndighed eller samværsret over mindreårige særbørn bosiddende i Danmark. Der vil i den forbindelse skulle lægges betydelig vægt på, om der er fastsat og rent faktisk udøves normalsamvær. Normalsamvær er ifølge oplysninger fra Familiestyrelsen typisk hver anden weekend fra fredag eftermiddag til søndag eftermiddag eller et omfang svarende hertil. Herudover fastsættes der typisk samvær en hverdag hver anden uge. For helt små børn er samværet dog af kortere varighed. Faktiske omstændigheder af betydning for afgørelsen Den 3. september 2009 indgav Deres klient ansøgning om opholdstilladelse hos Nordjyllands Politi under henvisning til sin ægtefælle. Det fremgår af ansøgningsskemaet og af sagen i øvrigt, at Deres klient og Deres klients ægtefælle indgik ægteskab i Tyrkiet den 24. maj 1983, at parret har fået fire fællesbørn i henholdsvis 1986, 1987, 1994 og 1996, og at parret blev skilt den 24. juni Den 7. januar 1999 indgik Deres klients ægtefælle ægteskab med en tysk statsborger bosiddende i Danmark, og han blev den 6. juli 1999 meddelt opholdstilladelse efter EU-retten under henvisning til dette ægteskab. Den 19. december 2000 blev Deres klient og Deres klients ægtefælles fællesbørn [C] og [D] meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU-retten. Den 8. maj 2002 blev Deres klient og Deres klients ægtefælles fællesbarn [F] meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU-retten Den 27. april 2006 blev Deres klients ægtefælle meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse i Danmark. Den 28. oktober 2008 blev Deres klient og Deres klients ægtefælles fællesbarn [E] ligeledes meddelt opholdstilladelse i Danmark efter EU-retten. Den 25. juni 2009 blev Deres klients ægtefælle skilt fra sin tidligere ægtefælle, og den 28. august 2009 indgik Deres klient og Deres klients ægtefælle på ny ægteskab. Det fremgår af ansøgningsskemaet, at Deres klient er født og opvokset og har gået i grundskole i Tyrkiet, at hun og hendes ægtefælle taler sammen på tyrkisk, kurdisk og en lille smule dansk, og at Deres klient ikke har forældre og søskende i hjemlandet. Det fremgår tillige af ansøgningsskemaet, at Deres klients ægtefælle er født og opvokset i Tyrkiet, at han kom til Danmark første gang i juni 1999, at han har været på besøgsophold i Tyrkiet i perioderne 29. november til 26. december 2003, 2. august til 28. oktober 2006, 1. februar til 18. februar 2007 samt 16. december 2007 til 1. januar Det fremgår desuden, at Deres klients ægtefælles forældre og to

9 - 9 - søskende er bosiddende i Tyrkiet, mens Deres klients ægtefælle har fire søskende bosiddende i Danmark. Endelig fremgår det af ansøgningsskemaet, at Deres klients ægtefælle i perioden fra august 1999 til august 2000 har været rengøringsmedhjælper, at han fra august 2000 til april 2001 ligeledes har arbejdet som rengøringsmedhjælper, at han fra april 2003 til januar 2005 har arbejdet som klargøringshjælper, at han siden november 2005 har været ansat som vognmand, og at han i marts 2004 har taget et tre dages kursus i rengøring af transportmidler. Det fremgår af stemplerne i Deres klients pas, at hun har opholdt sig i Danmark på visum fra den 5. december 2008 til den 2. marts 2009, og at hun på ny indrejste på visum i Danmark den 13. juni Deres klient er af Udlændingeservice blevet pålagt af udrejse af Danmark senest den 10. august Vurdering Ministeriet finder, at Deres klients og Deres klients ægtefælles samlede tilknytning til Danmark ikke er større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet, jf. udlændingelovens 9, stk. 7. Ministeriet har herved lagt vægt på, at både Deres klient og Deres klients ægtefælle er født og opvokset i Tyrkiet, hvor parret også har haft deres skolegang, og at parret taler tyrkisk, kurdisk og en lille smule dansk indbyrdes, hvorfor Deres klient og Deres klients ægtefælle må antages at have en stærkere tilknytning til Tyrkiet end til Danmark, hvor Deres klients ægtefælle først fik opholdstilladelse for godt 11 år siden i en alder 37 år. Ministeriet har endvidere lagt betydelig vægt på, at Deres klient og Deres klients ægtefælle har levet sammen i Tyrkiet i 15 år i perioden fra 1983 til 1998, at parret fik fire fællesbørn i denne periode i henholdsvis 1986, 1987, 1994 og 1996, og at det således må lægges til grund, at de har haft et langvarigt familieliv i Tyrkiet. Ministeriet kan i den forbindelse henvise til notat af 1. december 2005 om anvendelsen af tilknytningskravet ved ægtefællesammenføring hvoraf det af notatets side seks fremgår, at "det med betydelig vægt vil tale imod at anse tilknytningskravet for opfyldt, hvis den herboende og ansøgeren tidligere har været gift eller har levet sammen i deres fælles hjemland inden den herboendes indrejse i Danmark, og parret senere indgiver ansøgning om ægtefællesammenføring her i landet på baggrund af nyt ægteskab indgået efter den herboendes indrejse i Danmark. Indgåelsen af ægteskab på ny indikerer, at den herboende har bevaret en væsentlig tilknytning til ansøgeren og hjemlandet.". Ministeriet finder på denne baggrund, at Deres klients ægtefælle har bevaret en meget væsentlig tilknytning til Tyrkiet. Ministeriet har ved denne vurdering endvidere lagt vægt på, at Deres klients ægtefælle har

10 været på flere besøgsophold i Tyrkiet, herunder et ophold af knap tre måneders varighed. Ministeriet har ved sagens vurdering taget i betragtning, at Deres klient har været i Danmark på visum fra den 5. december 2008 til den 2. marts 2009, og at hun på ny indrejste på visum i Danmark den 13. juni 2009, og at hun har haft ret til processuelt ophold indtil den 10. august Ministeriet finder imidlertid ikke, at Deres klient derigennem har opnået en sådan tilknytning til Danmark, at Deres klient og Deres klients ægtefælles samlede tilknytning til Danmark herved er større end til Tyrkiet, henset til Deres og Deres ægtefælles betydelige tilknytning til Tyrkiet. Det er endvidere indgået i grundlaget for ministeriets afgørelse, at Deres klients ægtefælle i perioden fra august 1999 til august 2000 har været rengøringsmedhjælper, at han fra august 2000 til april 2001 ligeledes har arbejdet som rengøringsmedhjælper, at han fra april 2003 til januar 2005 har arbejdet som klargøringshjælper, at han siden november 2005 har været ansat som vognmand og at han i marts 2004 har taget et tre dages kursus i rengøring af transportmidler. Uanset at Deres klients ægtefælle herved har opnået tilknytning til det danske arbejdsmarked, finder ministeriet ikke, at Deres klients ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning har haft en sådan varighed og karakter, at dette i sig selv kan bevirke, at tilknytningskravet kan anses for at være opfyldt, henset til Deres og Deres ægtefælles samlede betydelige tilknytning til Tyrkiet. Ministeriet skal i den forbindelse bemærke, at Deres [klients] ægtefælles arbejdsmarkedstilknytning ikke er opnået i kraft af kvalifikationer, som han har opnået gennem erhvervskompetencegivende uddannelse i Danmark. Ministeriet finder endvidere, at der ikke foreligger sådanne særlige personlige grunde, der taler for, at Deres klient skal gives opholdstilladelse, selv om parrets samlede tilknytning til Danmark ikke er større end parrets samlede tilknytning til Tyrkiet. Ministeriet har ved denne vurdering lagt vægt på, at der i sagen ikke foreligger oplysninger om personlige forhold, herunder helbredsmæssige forhold, som bevirker, at Deres klients ægtefælle ikke vil kunne indrejse og tage ophold i Tyrkiet for der at udøve familielivet med Deres klient. Ministeriet finder ikke, at det kan føre til en ændret vurdering af sagen, at Deres og Deres ægtefælles fire fællesbørn, hvoraf de to nu er myndige, bor her i landet og har haft opholdstilladelse siden henholdsvis december 2000, maj 2002 og oktober Ministeriet har herved lagt vægt på, at Deres klient og Deres klients ægtefælle selv frivilligt har valgt, at børnene skulle tage ophold i Danmark, selvom Deres klient fortsat opholdt sig i Tyrkiet, og at børnene skulle fortsætte deres opvækst i Danmark uafhængigt af Deres klients daglige tilstedeværelse, samt at parrets fællesbørn har boet i Tyrkiet forud for indrejsen i Danmark og fortsat må antages at have en sproglig, kulturel og familiemæssig tilknytning til Tyrkiet, blandt andet som følge af, at Deres klient er fastboende i Tyrkiet, og at Deres klients ægtefælle fortsat har en væsentlig tilknytning til Tyrkiet.

11 Den tilknytning, som Deres klients og Deres klients ægtefælles to yngste børn, der var henholdsvis 13 og 15 år på tidspunktet for Deres klients ansøgning, måtte have opnået til Danmark gennem deres ophold her i landet, finder ministeriet ikke kan føre til, at De[res klient] kan meddeles opholdstilladelse. Ministeriet finder således, at Deres [klient] og Deres [klients] ægtefælles to yngste fællesbørn fortsat må anses for at have en tilknytning til Tyrkiet på baggrund af Deres [klient] og Deres [klients] ægtefælles hidtidige udøvede familieliv, hvorfor det ikke vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser herunder EMRK artikel 8, at meddele Dem [Deres klient] afslag på opholdstilladelse samt henvise Deres [klient] og Deres [klients] ægtefælles to yngste fællesbørn til at udøve familielivet med Dem [Deres klient] i Tyrkiet eller at fortsætte familielivet i samme omfang som hidtil med Dem [Deres klient] bosiddende i [Tyrkiet] [Det bemærkes i øv]rigt, at Deres klient og Deres klients ægtefælles fællesbarn [F] først blev meddelt opholdstilladelse i Danmark for knap to år siden. Deres klient kan således ikke gives opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr Udlændingestyrelsen har den 6. december 2013 givet afslag på en fornyet ansøgning fra [A] om familiesammenføring med [B]. Afslaget blev ved afgørelse af 26. marts 2014 stadfæstet af Udlændingenævnet (som nu var blevet klagemyndighed i stedet for Integrationsministeriet). Begrundelsen var på ny, at tilknytningskravet ikke var opfyldt. Udlændingestyrelsen har endvidere den 1. december 2014 givet afslag på at meddele opholdstilladelse efter Associeringsaftalekomplekset, herunder Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80. Udlændingestyrelsen anførte, at EU-Domstolens praksis i dom af 10. juli 2014 i Dogan, C-138/13, EU:C:2014:2066, ikke kunne føre til en anden vurdering, idet ansøgningen var baseret på associeringsaftalekomplekset og ikke på national ret. Denne afgørelse er stadfæstet af Udlændinge- og Integrationsministeriet den 24. august [A] anlagde den 10. marts 2014 retssag ved Retten i Aalborg med påstand om ophævelse af Integrationsministeriets afgørelse af 30. september 2010 og hjemvisning af sagen til fornyet behandling. Sagen blev ved kendelse af 26. maj 2014 henvist til Københavns Byret, hvor den blev modtaget den 30. maj Byretten henviste ved kendelse af 14. december 2016 sagen til Østre Landsret i medfør af retsplejelovens 226, stk. 1, som giver byretterne adgang til at henvise principielle sager til landsretten til behandling i 1. instans. I perioden mellem indgivelsen af stævningen til byretten og henvisningen til Østre Landsret har der været en vis skriftveksling mellem parterne, men sagen har herudover afventet EU-

12 Domstolens besvarelse af præjudicielle spørgsmål i dom Genc, C-561/14, EU:C:2016:247. [A] har i processkrift af 30. november 2017 præciseret sin påstand til følgende: Udlændinge- og Integrationsministeriets afgørelser af 30. september 2010 og 24. august 2017 ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. 12. [A]s ægtefælle, [B], var arbejdstager på ansøgningstidspunktet. EU-Domstolen kan således lægge til grund, at artikel 13 i afgørelse nr. 1/80 finder anvendelse. Nationale bestemmelser og praksis 13. Den dagældende udlændingelovs 9, stk. 1, nr. 1, og stk. 7, var sålydende: 9. Der kan efter ansøgning gives opholdstilladelse til 1) en udlænding over 24 år, som samlever på fælles bopæl i ægteskab eller i fast samlivsforhold af længere varighed med en i Danmark fastboende person over 24 år, der d) har haft tidsubegrænset opholdstilladelse her i landet i mere end de sidste 3 år, Stk. 7. Opholdstilladelse efter stk. 1, nr. 1, litra b-d, kan, medmindre ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod, kun gives, såfremt ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til Danmark er større end ægtefællernes eller samlevernes samlede tilknytning til et andet land. 14. Bestemmelsen, der har dannet grundlag for afslaget i hovedsagen, blev indført i udlændingeloven ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 om ændring af udlændingeloven og ægteskabsloven med flere. Lovændringen indebar en udvidelse og skærpelse af det tilknytningskrav, der oprindeligt var blevet indført ved lov nr. 424 af 31. maj Skærpelsen af tilknytningskravet indført ved lovændringen i 2002 indebar blandt andet kravet om, at ægtefællernes samlede tilknytning til Danmark skulle være større end deres samlede tilknytning til et andet land. Bestemmelsen i 9, stk. 7, blev ændret ved lov nr af 27. december 2003, således at, herunder hensynet til familiens enhed, udgik. Det var bestemmelsen i denne udformning, som var gældende, da afgørelsen blev truffet. Det fremgår af de almindelige bemærkninger til loven fra både 2000 og 2002, at formålet med tilknytningskravet er hensynet til at sikre integrationen. Bestemmelsen i udlændingelovens 9, stk. 7, blev efterfølgende ved lov nr. 601 af 14. juni 2011 ændret på en måde, så kravet om større tilknytning til Danmark blev skærpet til væsentligt større tilknytning.

13 Domstolen kan lægge til grund, at vurderingen af tilknytningskravet på det tidspunkt, da afgørelsen blev truffet, skete efter de retningslinjer, som er beskrevet i afsnittet om Retsregler i afgørelsen af 30. september Bestemmelsen i udlændingelovens 9, stk. 7, er efterfølgende ved lov nr. 418 af 12. maj 2012 blevet tilbageført til formuleringen i lov nr af 27. december Af bemærkningerne til lovforslaget (lovforslag nr. 104 af 2. marts 2012) punkt 4.2 fremgår, at de forskellige momenter, som indgår i vurderingen af tilknytningen, skal indgå med samme vægt, som før den forudgående lovændring. Det vil sige, at retstilstanden nu på ny er, som da afgørelsen blev truffet i [A]s sag. 17. Det daværende Integrationsministerium har beskrevet praksis efter bestemmelsen i udlændingelovens 9, stk. 7, i et notat af 1. december Da notatet og de retningsgivende forarbejder til bestemmelsen i vidt omfang er gengivet i afsnittet om Retsregler i afgørelsen, gengives notatet og forarbejderne ikke. 18. I retspraksis er der udvist tilbageholdenhed med at tilsidesætte udlændingemyndighedernes skønsmæssige vurdering af, om betingelserne for ægtefællesammenføring, herunder tilknytningskravet, er opfyldt, jf. Højesterets domme af 14. august 2008 i sag 146/2007 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2008, side 2516) og af 15. april 2010 i sag 248/2009 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2010, side 1912). 19. EU-Domstolen kan lægge til grund, at der på det tidspunkt, hvor tillægsprotokollen henholdsvis afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft, ikke gjaldt en regel som udlændingelovens 9, stk Bestemmelsen i den på afgørelsestidspunktet gældende 9, stk. 7, gælder blandt andet for ansøgninger om familiesammenføring mellem tredjelandsstatsborgere, som bor i Danmark, og deres familiemedlemmer. For statsborgere fra andre medlemsstater og EØS-statsborgere gælder opholdsdirektivets regler (direktiv 2004/38). Den begrænsning af, hvad der udgør en restriktion i tillægsprotokollens og afgørelse nr. 1/80 s forstand, som følger af EU- Domstolens dom af 29. april 2010, Kommissionen mod Nederlandene, C-92/07, EU:C:2010:228, præmis 62 og 63, hvorefter restriktioner, som også gælder i forhold til unionsborgere, ikke omfattes af stand still-bestemmelserne i tillægsprotokollen og afgørelse nr. 1/80, er således ikke af betydning i denne sag.

14 Der er i sagen fremlagt følgende statistiske oplysninger vedrørende antallet af tilladelser og afslag på familiesammenføring efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1, i perioden fra 1. januar 2004 til 31. december 2015: Antal tilladelser til ægtefællesammenføringer efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1, i perioden 1. januar december I alt I alt tilladelser I Tilladelser, hvor tilknytningskravet i. 9, stk. 7, er opfyldt Referencen dansk/nordisk Referencen flygtning Referencen udlænding, men ikke flygtning I alt Tilladelser, hvor tilknytningskravet i 9, stk. 7, er fraveget Referencen dansk/nordisk Referencen flygtning Referencen udlænding, men ikke flygtning I alt Antallet af afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens 9, stk. 1, nr. 1, i perioden 1. januar december I alt Afslag Der foreligger ifølge Integrationsministeriet ikke statistik, som specifikt angår familiesammenføring fra Tyrkiet. Disse familiesammenføringssager indgår altovervejende i gruppen Referencen udlænding, men ikke flygtning i statistikken ovenfor. Der foreligger efter det oplyste ikke statistik vedrørende denne gruppe, som viser, hvor mange af de meddelte tilladelser til familiesammenføring, som vedrører henholdsvis ægtefæller, der begge er født og opvokset i ét og samme tredjeland, og ægtefæller, hvor den ene ægtefælle eksempelvis er amerikansk statsborger, mens den anden ægtefælle er statsborger i et andet tredjeland. Der foreligger heller ikke statistik, som viser, hvordan de afslag på familiesammenføring, der er givet med den begrundelse, at tilknytningskravet ikke var opfyldt, fordeler sig på sager, hvor referencepersonen er henholdsvis dansk/nordisk, flygtning eller udlænding, men ikke flygtning, herunder er der ikke statistik, som viser,

15 hvor stor en del af disse afslag, der er er givet til ægtefæller, som begge er født og opvokset i samme tredjeland. Integrationsministeriet har endvidere oplyst, at der ikke foreligger statistik om, hvorvidt der vedrørende denne gruppe er givet tilladelse til familiesammenføring i sager, hvor ansøgeren og referencepersonen i Danmark har været gift i hjemlandet, er blevet skilt og derefter bliver gift igen, efter at referencepersonen har opnået opholdstilladelse i Danmark gennem ægteskab med en unionsborger, som referencepersonen efterfølgende er blevet skilt fra den såkaldte gift, skilt og gift igen -situation. Integrationsministeriet har på opfordring fremlagt 4 afgørelser, hvor tilknytningskravet er fundet opfyldt i gift, skilt og gift igen -situationen. Det er [A]s opfattelse, at disse 4 afgørelser understøtter, at der aldrig eller i hvert fald kun i helt undtagelsesprægede situationer gives tilladelse til familiesammenføring i gift, skilt og gift igen -situationen, idet de 4 påberåbte afgørelser angår særlige tilfælde, som ikke svarer til den typiske gift, skilt og gift igen -situation. Om statistikken bemærkes i øvrigt, at Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 ofte vil medføre, at tilknytningskravet fraviges, når den, der ønskes familiesammenføring med, er flygtning med opholdstilladelse i Danmark, og ikke kan tage ophold i det fælles hjemland. Ankara-aftalen 23. Der er den 12. september 1963 indgået en aftale om associering mellem Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Tyrkiet (Ankara-aftalen). Aftalen er indgået og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets afgørelse 64/732/EØF af 23. december Ifølge artikel 2, stk. 1, er formålet med aftalen: at fremme en stadig og afbalanceret styrkelse af de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem parterne, under fuldt hensyn til nødvendigheden af at sikre en hurtigere udvikling af Tyrkiets økonomi og en højnelse af beskæftigelsesniveauet og livsvilkårene for det tyrkiske folk. 25. I præamblen henvises i første betragtning til aftaleparternes vilje til at knytte stadig tættere bånd mellem det tyrkiske folk og de folkeslag, der er forenet i Det Europæiske Økonomiske Fællesskab.

16 I fjerde betragtning erkender aftaleparterne, at den hjælp, som Det Europæiske Økonomiske Fællesskab giver det tyrkiske folk i forbindelse med dettes bestræbelser på at forbedre sin levestandard, senere vil lette Tyrkiets tiltrædelse til Fællesskabet. 27. Der er herefter fastsat en faseopdeling. 28. Ifølge artikel 6 oprettes der et Associeringsråd, som skal sikre gennemførelsen og den gradvise udvikling af associeringen, jf. nærmere artikel I artikel 9 er der fastsat et forbud mod forskelsbehandling på grund af nationalitet svarende til dagældende artikel 7 i EØF-traktaten. Forbuddet gælder: inden for denne aftales anvendelsesområde og med forbehold af de særlige bestemmelser, som kan indføres i medfør af artikel I artikel 12 anføres: De kontraherende parter enes om, på grundlag af artiklerne 48, 49 og 50 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, gradvist indbyrdes at gennemføre arbejdskraftens frie bevægelighed. 31. Det fremgår af artikel 13: De kontraherende parter enes om, på grundlag af artiklerne 52 til 56 og 58 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, indbyrdes at ophæve de restriktioner, som begrænser etableringsfriheden. 32. I artikel 14 hedder det: De kontraherende parter enes om, på grundlag af artiklerne 55, 56 og 58 til 65 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab indbyrdes at ophæve de restriktioner, som begrænser den frie udveksling af tjenesteydelser. 33. Der er knyttet en tillægsprotokol af 23. november 1970 til Ankara-aftalen. Tillægsprotokollen er indgået, godkendt og bekræftet på Fællesskabets vegne ved Rådets forordning (EØF) nr. 2760/72 af 19. december Artikel 41, stk. 1, indeholder følgende bestemmelse:

17 De kontraherende parter afholder sig fra indbyrdes at indføre nye restriktioner, der hindrer etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser. 34. Ifølge artikel 41, stk. 2, skal Associeringsrådet fastsætte tempoet og retningslinjerne for en afskaffelse af de restriktioner, der hindrer etableringsfriheden og den frie udveksling af tjenesteydelser. Der skal tages hensyn til Tyrkiets særlige situation på det økonomiske og sociale område. 35. Associeringsrådets afgørelse nr. 1/80 af 19. september 1980 om udvikling af associeringen i medfør af Ankara-aftalen trådte i kraft den 1. december Afgørelsen indeholder blandt andet følgende bestemmelser: Artikel 6. Med forbehold af artikel 7 vedrørende familiemedlemmers frie adgang til beskæftigelse har tyrkiske arbejdstagere med tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en bestemt medlemsstat; - efter at have haft lovlig beskæftigelse i et år, ret til fornyelse af deres arbejdstilladelser i denne medlemsstat hos samme arbejdsgiver, såfremt der er beskæftigelse; - efter at have haft lovlig beskæftigelse i tre år, ret til i denne medlemsstat med forbehold af den fortrinsstilling, som arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater har, at modtage tilbud om anden beskæftigelse hos en anden arbejdsgiver efter eget valg, såfremt dette tilbud er afgivet under normale vilkår og er registreret ved den pågældende medlemsstats arbejdsmarkedsmyndigheder; - efter at have haft lovlig beskæftigelse i fire år i den pågældende medlemsstat, fri adgang til enhver form for lønnet arbejde efter eget valg. Artikel 7. Når tyrkiske arbejdstagere har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat, har deres familiemedlemmer, såfremt de har fået tilladelse til at flytte til den pågældende medlemsstat, - efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst tre år, og under forbehold af den fortrinsret, som gives arbejdstagere fra Fællesskabets medlemsstater, ret til at modtage enhver form for tilbud om beskæftigelse; - efter at have haft lovlig bopæl dér i mindst fem år, fri adgang til enhver form for lønnet beskæftigelse. Artikel 13. Fællesskabets medlemsstater og Tyrkiet må ikke indføre nye begrænsninger for så vidt angår vilkårene for adgang til beskæftigelse for

18 arbejdstagere og deres familiemedlemmer, der på nævnte landes områder har opnået opholds- og arbejdstilladelse i henhold til gældende lovgivning. Artikel 14. Bestemmelserne i dette afsnit finder anvendelse med forbehold af begrænsninger begrundet i hensynet til den offentlige orden, den offentlige sikkerhed og den offentlige sundhed. 2. De berører ikke sådanne rettigheder og forpligtelser, som følger af nationale lovgivninger eller bilaterale aftaler mellem Tyrkiet og Fællesskabets medlemsstater, for så vidt disse fastsætter en gunstigere ordning for deres statsborgere. EU-Domstolens praksis Praksis om Ankara-aftalen og stand still-bestemmelserne 36. I dom af 10. juli 2014, Dogan, C-138/13, EU:C:2014:2066, har Domstolen udtalt blandt andet: 39. På baggrund af samtlige ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, skal fortolkes således, at stand still -klausulen i denne bestemmelse er til hinder for en foranstaltning i national ret, som er blevet indført efter tillægsprotokollens ikrafttræden i den berørte medlemsstat, og hvorefter ægtefæller til tyrkiske statsborgere, der er bosiddende i den nævnte medlemsstat, som ønsker at rejse ind på denne medlemsstats område med henblik på familiesammenføring, forud for indrejsen skal godtgøre, at de har erhvervet et elementært kendskab til denne medlemsstats officielle sprog. 37. I dom af 12. april 2016, Genc, C-561/14, EU:C:2016:247, udtalte Domstolen blandt andet: 39. I denne henseende skal det bemærkes, at Domstolen allerede har fastslået, at en lovgivning, som gør familiesammenføring vanskeligere, idet den fastsætter betingelser for den første indrejse til den berørte medlemsstats område for ægtefæller til tyrkiske statsborgere, som er strengere end dem, der fandt anvendelse på tidspunktet for tillægsprotokollens ikrafttræden, derfor udgør en»ny [ ] restriktion [ ]«som omhandlet i tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, for disse tyrkiske statsborgeres udøvelse af etableringsfriheden (dom Dogan, C-138/13, EU:C:2014:2066, præmis 36). 40. Det forholder sig således, idet en tyrkisk statsborgers beslutning om at etablere sig i en medlemsstat for varigt at udøve erhvervsvirksomhed dér kan påvirkes negativt, hvis denne medlemsstats lovgivning vanskeliggør eller umuliggør familiesammenføring, således at den nævnte statsborger i givet fald kan se sig nødsaget til at vælge mellem sin virksomhed i den berørte medlemsstat og sit familieliv i Tyrkiet (jf. i denne retning dom Dogan, C- 138/13, EU:C:2014:2066, præmis 35). 41. Domstolen har desuden fastslået, at henset til, at den stand still-klausul, der er fastsat i artikel 13 i afgørelse nr. 1/80, er af samme art som den, der er

19 indeholdt i tillægsprotokollens artikel 41, stk. 1, og at disse to klausuler forfølger det samme formål, gælder fortolkningen af artikel 41, stk. 1, ligeledes for stand still-forpligtelsen, som udgør grundlaget for nævnte artikel 13 med hensyn til arbejdskraftens frie bevægelighed (dom Kommissionen mod Nederlandene, C-92/07, EU:C:2010:228, præmis 48). 42. Det følger heraf, at den fortolkning, som Domstolen har anlagt i præmis 36 i dom Dogan (C-138/13, EU:C:2014:2066), kan overføres på hovedsagen. 50. Det må følgelig fastslås, at en lovgivning som den i hovedsagen omhandlede, der gør familiesammenføring vanskeligere, idet den fastsætter betingelser for den første indrejse til den berørte medlemsstats område for mindreårige børn af tyrkiske statsborgere bosiddende i denne medlemsstat i egenskab af arbejdstagere, som er strengere end dem, der fandt anvendelse, da afgørelse nr. 1/80 trådte i kraft, og som derfor kan påvirke disse statsborgeres udøvelse af økonomisk virksomhed på det nævnte område, udgør en»ny [ ] begrænsning [ ]«som omhandlet i afgørelsens artikel 13 for de nævnte tyrkiske statsborgeres udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed i denne medlemsstat. 51. Endelig bemærkes, at en begrænsning, som har til formål eller til følge at undergive en tyrkisk statsborgers udøvelse af arbejdskraftens frie bevægelighed på det nationale område mere restriktive betingelser end dem, der var gældende på datoen for afgørelse nr. 1/80 s ikrafttræden, er forbudt, medmindre den henhører under de begrænsninger, der er fastsat i denne afgørelses artikel 14, eller hvis den er begrundet i et tvingende alment hensyn og er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet (dom Demir, C-225/12, EU:C:2013:725, præmis 40). 52. Det fremgår nemlig af ordlyden af associeringsaftalens artikel 12, at aftalens parter i overensstemmelse med det rent økonomiske formål, som udgør grundlaget for associeringsaftalen EØF-Tyrkiet, er blevet enige om at lade sig inspirere af de bestemmelser i den primære EU-ret, der vedrører arbejdskraftens frie bevægelighed, således at principperne indeholdt i de nævnte bestemmelser i videst muligt omfang skal overføres på tyrkiske statsborgere, der er tillagt rettigheder i henhold til denne associeringsaftale (jf. i denne retning dom Ziebell, C-371/08, EU:C:2011:809, præmis 58 og 65-68). 53. Det skal derfor efterprøves, om den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse er lovlig derved, at den opfylder de betingelser, som er anført i den foregående præmis. 54. I denne henseende bemærkes, at den i udlændingelovens 9, stk. 13, fastsatte betingelse ikke er omfattet af artikel 14 i afgørelse nr. 1/80. Den danske regering har derimod gjort gældende, at denne betingelse er begrundet i et tvingende alment hensyn, nemlig at sikre en vellykket integration, og at betingelsen er forholdsmæssig, idet den både er egnet til at sikre virkeliggørelsen af det forfulgte lovlige formål og ikke går videre end, hvad der er nødvendigt for at nå formålet.

20 Hvad angår spørgsmålet om, hvorvidt formålet om at opnå en vellykket integration kan udgøre et sådant tvingende hensyn, bemærkes, at integrationsforanstaltninger tillægges stor betydning i EU-retten, således som det fremgår af artikel 79, stk. 4, TEUF, hvor fremme af integrationen af tredjelandsstatsborgere i værtsmedlemsstaterne er anført som en indsats fra medlemsstaterne, der skal fremmes og støttes, og af flere direktiver, såsom Rådets direktiv 2003/86/EF af 22. september 2003 om ret til familiesammenføring (EUT L 251, s. 12) og Rådets direktiv 2003/109/EF af 25. november 2003 om tredjelandsstatsborgeres status som fastboende udlænding (EUT 2004, L 16, s. 44), som fastsætter, at integrationen af tredjelandsstatsborgere er en meget vigtig faktor til fremme af den økonomiske og sociale samhørighed, der er et af Unionens grundlæggende mål som anført i traktaten. 56. På denne baggrund kan det af den danske regering påberåbte formål, der består i at sikre en vellykket integration af tredjelandsstatsborgerne i den pågældende medlemsstat, udgøre et tvingende alment hensyn, således som generaladvokaten har anført i punkt 35 i forslaget til afgørelse. 57. Hvad angår forholdsmæssigheden af den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse bemærkes, for så vidt som en sådan bestemmelse som fastslået i denne doms præmis 50 udgør en begrænsning for tyrkiske arbejdstageres frie bevægelighed, at en sådan efterprøvelse skal foretages i lyset af denne frihed, således som denne er tillagt tyrkiske statsborgere, i overensstemmelse med bestemmelserne vedrørende associeringen EØF- Tyrkiet, som anført af generaladvokaten i punkt 37 og 38 i forslaget til afgørelse. 58. Det fremgår af forelæggelsesafgørelsen, at den i hovedsagen omhandlede nationale bestemmelse bevirker, at der for, at der kan opnås familiesammenføring under omstændigheder, hvor det pågældende barn og den ene af barnets forældre er bosiddende i hjemlandet eller et andet land, i princippet stilles krav om, at dette barn har eller har mulighed for en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration af barnet i denne medlemsstat. 59. Det nævnte krav stilles imidlertid kun, hvis ansøgningen indgives mere end to år efter den dato, hvor den forælder, der er bosiddende på det danske område, er blevet meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold. 60. For så vidt som kravet om at føre bevis for, at der foreligger en tilstrækkelig tilknytning til Danmark, tilsigter at sikre de berørte børn en vellykket integration i denne medlemsstat, således som den danske regering har gjort gældende, skal det bemærkes, at den i hovedsagen omhandlede nationale lovgivning tager udgangspunkt i en formodning om, at de børn, for hvilke der ikke er indgivet en ansøgning om familiesammenføring inden for den fastsatte frist, befinder sig i en situation, der gør, at deres integration i Danmark kun kan sikres, såfremt de opfylder et sådant krav. 61. Det fremgår, at dette krav, som angiveligt er begrundet i målet om at muliggøre integrationen af de pågældende mindreårige børn i Danmark,