Sommernummer august 2012 Indholdsfortegnelse

Transkript

1 Sommernummer august 2012 Indholdsfortegnelse Forord 3 Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran, og dets konsekvenser 4 Martin Ammitsbøll Husted Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis Damien Degeorges Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau Lars Cramer-Larsen Operativ Ledelse Jakob Rømer Barfod En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste i anledning af von Kármánmedaljen 2011 Ernst Krogager Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj Maria Hvid Kargaard Nyt fra bogfronten Anmeldelse af: The Royal Navy and the German Threat Admiralty Plans to Protect British Trade in a War Against Germany af Matthew S. Seligmann Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen Anden Verdenskrig af Antony Beevor Anmeldt af generalløjtnant K. G. H. Hillingsø Vi slår ihjel og lever med det af Lars R. Møller Anmeldt af cand. mag. David Vestenskov Fællesanmeldelse af tre bøger med samme tema: På den forkerte side. De danske landssvigere efter befrielsen af Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested. Straffelejren. Fårhus, landssvigerne og retsopgøret af Henrik Skov Kristensen Die Hilfsgemeinschaft auf Gegenseitigkeit (HIAG) Veteranen der Waffen-SS in der Bundesrepublik af Karsten Wilke Anmeldt af Niels Bo Poulsen Franco. Den store bedrager af Paul Preston Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen Afgantsy. The Russians in Afghanistan af Rodric Braithwaite Anmeldt af cand. mag. David Vestenskov Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 1-2

2 Indholdsfortegnelse Københavns befæstning Til Fædrelandets Forsvar af Jens Ole Christensen, Michael H. Clemmesen, Ole L. Frantzen, Michelle L. Hjortgaard, Martin Je- 71 spersen og Anders Thorkilsen Anmeldt af kommandør Poul Grooss Krestens breve og dagbøger. En dansker på vestfronten i Første Verdenskrig af Kresten Andresen. Redigeret af Claus Bundgård Christensen 72 Anmeldt af Niels Bo Poulsen The Russian Origins of the First World War af Sean McMeekin 74 Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik af Hans 75 Vammen Anmeldt af brigadegeneral Michael H Clemmesen 1864 i billeder af Tom Buk-Swienty 76 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Hvem er Nielsen? med undertitlen En fortælling om kommunisten og modstandslederen Børge Houmann af Morten Møller 77 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Sænket af tyskerne med undertitlen Danske krigssejlere i 2. verdenskrig 79 af Sven Arvid Birkeland Anmeldt af kommandør Poul Grooss Kamikaze af Albert Axell og Hideaki Kase 80 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Dannebrog. Kongeskib i 80 år af Tom Wismann 82 Anmeldt af kommandør Poul Grooss Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed Skrivevejledning 91 Ledige legater 92 2

3 Forord Kære læsere Velkommen til Militært Tidsskrifts sommernummer (nr. 2, 2012). Nummeret indledes med artiklen Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran og dets konsekvenser af Martin Ammitsbøll Husted, Adjunkt ved Århus Akademi. Heri analyseres effekten af et israelsk angreb på Irans atomprogram, og dets mulige forventelige militære konsekvenser drøftes. Martin Ammitsbøll Husted vurderer, at et israelsk eventuelt angreb og den derpå følgende konflikt mellem Israel og USA på den ene side og Iran på den anden side ikke vil være formålstjenlig for førstnævnte parter. Nummerets næste artikel omhandler bærer titlen Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis. Bidraget er skrevet af Dr. Damien Degeorges fra det franske institut for strategisk forskning (IRSEM) og Grønlands universitet (Ilisimatusarfik). I artiklen undersøges de udfordringer det skaber for Danmark, Grønland og de øvrige arktiske aktører, hvis Grønlands vej mod selvstændighed fortættes. Fra sikkerhedspolitikkens og strategiens verden bevæger nummeret sig derpå i retning af det operative niveau. Artikel nummer tre er forfattet af Major Lars Cramer-Larsen, Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer. Under titlen Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau diskuteres udfordringerne ved koalitioner baseret på oplevelserne som dansk stabsofficer efter fem måneders udstationering ved US Central Command. Den næste artikel i nummeret forbliver i det operative spor. Major Jakob Rømer Barfod, master i organisationspsykologi, chef for Faggruppe Ledelse ved Hærens Officersskole ser i artiklen Operativ Ledelse på de erfaringer forsvaret de seneste år har indhøstet via ledelses- og lederudviklingsprojektet Ledelse med operativ effekt. Han slår til lyd for at der på en række områder bør arbejdes mere systematisk og målrettet med ledelse end i dag. I 2011 tildeltes Seniorforsker Ernst Krogager, civilingeniør, Dr.Techn., Forsvarets Materieltjeneste NATO RTO s von Kármán-medalje På redaktionens opfordring beskriver han i artiklen En kavalkade over tre årtier i forskningens tjeneste sin forskningskarriere. Han peger samtidig på behovet for at styrke teknologiforskningen i forsvaret. Sidste artikel i dette nummer er skrevet af Cand.Mag. Maria Hvid Kargaard. Der er tale om et stykke militærhistorie, idet emnet jf. titlen er Carl X Gustafs fæstningslejr i Brønshøj Gennem en bredt anlagt socialhistorisk undersøgelse af forholdene i og omkring Svenskelejren i Brønshøj peger hun på en række forhold, som kan have bidraget til at mindske den svenske kampkraft forud for stormen på København. Videre følger anmeldelsessektionen redigeret af Kommandør Poul Grooss. I dette nummer rundes af med Beretning om Det Krigsvidenskabelige Selskabs virksomhed Til beretningen er knyttet et par ord om den fremtidige kurs af selskabets formand Kontreadmiral Nils Wang. Alle artikelskribenter og anmeldere takkes varmt for deres skrive- og anmeldelseslyst. Niels Bo Poulsen, chefredaktør Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 3

4 Cui bono? Det strategiske rationale for et israelsk angreb på Iran, og dets konsekvenser Martin Ammitsbøll Husted 1 Indledning Usikkerheden om eksistensen af et iransk atomvåbenprogram skaber tiltagende spændinger mellem Israel, USA og Iran. Tel Aviv stiller sig mildt sagt tvivlende over for Teherans insisteren på atomprogrammets udelukkende fredelige hensigter. Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu er klar i sin udmelding, der varsler et forebyggende angreb: "Vi har ventet på, at diplomati skulle virke. Vi har ventet på, at sanktioner skulle virke. Nu kan ingen af os vente meget længere. Som Israels premierminister vil jeg aldrig lade Israel leve i skyggen af udslettelse" 2. Den konfrontatoriske israelske linje har tvunget Præsident Obama til at understrege det amerikanske engagement, hvis Iran virkelig har en skjult a- våbens dagsorden: "I will not hesitate to use force when it's necessary to defend the United States and its interests" 3. Iran betoner på sin side atomprogrammets fredelige hensigter men understreger samtidig sin vilje til at slå hårdt igen mod angreb: "We do not have nuclear weapons and we will not build them but in the face of aggression from the enemies, whether from America or the Zionist regime, to defend ourselves we will attack on the same level as the enemies attack us" 4, udtaler Ayatollah Ali Khamenei. I lyset af den spændte storpolitiske situation diskuteres det strategiske rationale for et forebyggende israelsk luftangreb (Strategic Air Attack in Military Operations Other Than War (MOOTW)). Diskussionen retter sig ligeledes mod de mulige iranske militære modreaktioner som et angreb vil medføre, og hvilken rolle USA vil få i en konflikt 5. Det må bedømmes som værende af interesse fra et militæranalytisk synspunkt at få en vurdering af dels det strategiske rationale for et angreb på Iran samt de konfliktscenarier, der kan opstå som følge af et sådan angreb. Derom handler det følgende. Artiklens argument og opbygning Artiklen undersøger grundlæggende spørgsmålet: Hvad er effekten af et forebyggende israelsk angreb på Irans atomprogram, og hvad er de forventelige militære eftervirkninger? Konklusionen er et israelsk angreb og en efterfølgende konflikt mellem Israel og USA vs. Iran ikke vil gavne nogle af staterne. Helt specifikt vil Israel ikke kunne forvente et positivt udfald af et angreb på bare mellemlangt sigt, der vil resultere i større sikkerhed for 1 Martin Ammitsbøll Husted er cand. mag i Filosofi, Historie og Samfundsfag, adjunkt ved Århus Akademi. Har tidligere publiceret i Politica, marts 2011, Militært Tidsskrift, oktober 2011, Ræson 1/ "Netanyahu truer Iran med krig" Politiken Tilgængelig på: 3 "Obama says U.S. will use force vs. Iran if needed", CBC News Tilgængelig på: 4 "Iran will attack to defend itself: Khamenei", Reuters Tilgængelig på: 5 For debatten for et forebyggende angreb på Iran se f.eks. Raas & Long 2007, Debs & Monterio 2012, Kahl 2012, Kroenig For Irans reaktioner se Talmagde 2008, Shifrinson & Priebe For USA's rolle se f.eks. Lindsay & Takeyh 2010 Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s. 4-16

5 Cui bono landet. Dertil kommer at Israel, USA og Iran i en efterfølgende konflikt vil indgå i en ond cirkel, der har negative konsekvenser for dem alle, og i sidste ende ikke løser problemstillingen men blot forværrer den yderligere. Artiklens argument udfoldes i følgende tre dele. For det første er det strategiske rationale for et israelsk angreb begrænset af landets faktiske luftmilitære kapabiliteter. Det betyder at effekten af et forebyggende angreb på Iran er relativ begrænset. Israel har i det sit mest massive angrebsscenarium kun kapabilitet til at angribe og effektivt ødelægge udvalgte flaskehalse i Irans atomprogram. Det vil afgjort betyde en forsinkelse af selve programmet og i dets potentielle evne til at udvikle a-våben. Det afgørende er dog, at et israelsk luftangreb - eller en serie af angreb - ikke i sig selv endegyldigt stopper Irans atomprogram. Den begrænsning er i sig selv en faktor for at undlade at angribe, og bør figurer i Tel Avivs bedømmelse af det strategiske rationale for et angreb. Anden del i artiklens argument retter sig mod konsekvensen af et angreb. Her undersøges tre konfliktscenarier. Overordnet set har Iran dog en række militære muligheder. De omfatter alle angreb fra Iran mod israelske eller vestlige interesser herunder: 1) Direkte iranske gengældsangreb på Israel, 2) Lukning af det strategiske Hormuz-stræde, 3) Missilangreb på den saudiske olieindustri- og infrastruktur, 4) Aktivering af Hizbollah og Hamas i en stedfortræderkrig mod Israel. Irans militære modreaktion baserer sig således på en trussel om intensivering af og udvidelse af konflikten. Konfliktscenarierne indeholder en intensivering af konflikten og det bedømmes som et uoverskueligt element. Netop faren for intensivering bedømmes i artiklen som endnu en begrænsning af det strategiske rationale for et forebyggende luftangreb. Tredje del af argumentationen retter sig mod USA's rolle i de efterfølgende konfliktscenarier. Det er klart, at USA på sin side pt. ikke ønsker israelsk enegang overfor Iran, da det sandsynligvis vil tvinge amerikanerne ud i en konfrontation med konventionelle iranske styrker. Det vil betyde endnu et amerikansk militært engagement i Mellemøsten. Et engagement, der må udføres primært med sø - og luftstyrker, og som vil få karakter af en glidebane, hvor amerikanerne vil blive stadigt mere inddraget militært. På den anden side har Iran også ringe interesse i en regulær militær konfrontation med supermagten USA. Det iranske militær vil sandsynligvis hurtigt blive sat år tilbage, hvis konflikten udvikler sig til en egentlig konfrontation mellem massive amerikanske sø-luftstyrker og konventionelle iranske styrker. Overordnet bedømmer artiklen derfor det strategiske rationale for et forebyggende angreb som begrænset. Spørgsmålet er simpelt: "Cui bono"; hvem gavner det? I sidste ende ingen. Hvis Israel angriber Iran, vil den positive effekt kun være kortsigtet for israelsk sikkerhed. Effekten overvejes dog af de militære modreaktioner og storpolitisk-diplomatiske eftervirkninger, der vil være uoverskuelige for Mellemøstens stabilitet som helhed. Artiklens analyse og argumentation baserer sig på åbne kilder. Det giver en begrænsning i og med at analysen ikke kan fastslå de egentlige politiske intentioner for et israelsk angreb eller en iransk modreaktion. Det kræver adgang til fortroligt materiale og en lukket politisk beslutningsproces i begge stater. Analysen kan derfor kun bedømme det overordnende strategiske rationale for et luftangreb og modreaktionerne herpå. Den bedømmelse baserer sig på en analyse af de faktiske militære kapabiliteter de implicerede stater råder over. Målet? Det iranske atomprogram og luftforsvar Det iranske atomprogram er af industriel størrelse og fremstilles i Kort 1. Det er spredt ud i hele landet på flere faciliteter, der ofte er skjult eller nedgravet i beskyttende bunkere og 5

6 Cui bono beskyttet af luftværn. Flere af anlæggene har overlappende funktioner, hvilket vanskeliggør en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt 6. Kort 1. Det iranske atomprogram. Kilde: Atomprogrammets primære faciliteter er 1) Tungtvandsanlægget ved Arak, 2) Letvandsrektoren ved Bushehr, 3) Uranminerne ved Gachin, Yazd og Saghand, 4) Uran omdannelsesanlægget og forskningsanlægget ved Isfahan, 5) Uranberigelsesanlæg ved Qum og Natanz samt 6) Det militære forskningsanlæg ved Parchin. Det er klart, at programmets størrelse og geografiske udbredelse ikke er tilfældigt men i stedet netop designet til at minimere effekten af et luftangreb. Et forebyggende israelsk angreb vil derfor ikke effektivt kunne nå alle mål i en angrebsbølge, men må koncentrere sig om visse flaskehalse. Det bedømmes som den eneste realistiske måde, hvorpå Israel kan forsinke atomprogrammet på via militære midler. Programmet har en række punkter, herunder særligt de faciliteter, der er direkte involveret i selve produktionen af atommaterialet, dvs. anlæggene ved hhv. Arak, Isfahan, Natanz og Qum er særlig interessante fra et israelsk synspunkt. En effektiv bombning af disse faciliteter vil være en seriøs forstyrrelse af atomprogrammets fremskridt pga. deres status som produktionsmæssige flaskehalse, hvis erstatning vil betyde nye massive og tidskrævende investeringer 7. Iran har forsøgt at maksimer det militære forsvar af sine atomfaciliteter og anlæg - dog med begrænset succes. Det iranske luftforsvar er sammensat af tre lag: Luftstyrker, jordluftmissiler (SAM) og luftværnartilleri (AAA). Den kvalitative status af det iranske luftvåben er overordnet ringe både i forhold til sine faktiske kapabiliteter og træningsniveau. Den effektive frontlinjestyrke består primært af forældede fly, ca. to dusin MIG-29, ca. 25 F-14 samt 24 8 F-7M 9. Denne luftstyrke bør ikke være en seriøs forhindring for det topmoderne israelske luftvåben. De iranske jord-luftmissiler kapabiliteter præsenter et mere broget billede. På den ene side mangler styrken en forenet kommando og kontrolorganisation, og store dele af dens bevæbning baserer sig på I-HAWK (Improved Homing All the Way Killer) MIM-23B missil- 6 Raas & Long 2007 p Ibid p Talmagde 2008 p En kinesisk opgradering af den russiske MIG-21. 6

7 Cui bono batterier. Systemet er som sådan effektivt nok men forældet i mødet med en højteknologisk modstander som f.eks. det israelske luftvåben. På den anden side besidder Iran en række højteknologiske russiskproduceret jord-luftmissiler f.eks. SA-15 Gauntlet og det forlyder, at man forsøger at bevæbne sig med SA-6 systemet. Tilkomsten af SA-6 systemet vil være en effektiv forstærkning af luftforsvaret, men det betvivles om Iran har fået leveret missilerne fra Rusland 10. Sidste lag i det iranske luftforsvar er et større assortiment af luftværnsartilleri, hvor den mest moderne våbenplatform er de ca. 100 ZSU-23-4 "Shilka" fra 1960erne. En mulig rolle for luftværnsartilleriet ligger i dets evne til at besværliggøre fjendtlig luftstyrkers angreb fra lav højde med oprettelsen af zoner af spærreild over visse kerneområder. Luftværnsartilleriet er dog en begrænset kapabilitet, der ikke nævneværdigt forøger Irans luftforsvar. Det iranske atomprograms bedste beskyttelse mod et forebyggende angreb er derfor dets industrielle størrelse, nedgravede faciliteter og geografiske udstrækning. Luftforsvarets evne til at danne en beskyttende paraply over atomprogrammets faciliteter er i bedste fald begrænset, særlig i mødet med en højteknologisk modstander. Hvis et israelsk angreb skal være succesfuldt må det rette sig mod ødelæggelsen af visse flaskehalse. Svaghederne i det strategiske rationale for et israelsk angreb Israels strategiske rationale for et forbyggende angreb på Iran afhænger ud fra en militær bedømmelse af, hvorvidt det er muligt at ødelægge tilstrækkelig dele af atomprogrammet. Som udgangspunkt for bedømmelsen kan israelerne medtage deres tidligere positive erfaringer: To gange har israelerne understreget, at de ikke vil tolerere udviklingen af a-våben i Mellemøsten. Første gang var den 7. juni 1981, hvor israelske jagerfly gennemførte et forebyggende angreb på Irak med Operation Opera: Angrebet mod Saddam Husseins atomreaktor ved Osirak, der destrueres 11. Anden gang var den 7. september 2007 mod Syrien. Her udførte Israel Operation Orchard: Bombningen af en syrisk militærinstallation, der i efterfølgende undersøgelser udført af FNs Atomagentur viste tydelige tegn på at som være skjulested for en hemmeligholdt syrisk atomreaktor 12. Begge angreb var indiskutabelt militære succeshistorier. Særlig interessant er operationen mod Osirak-reaktoren pga. angrebets størrelse og den operationelle udfordring i at nå uopdaget de ca km frem til målet. Angrebet blev gennemført af en strike package bestående af otte F-16 og otte F-15. De seksten jagerfly fulgte i lav højde en rute over det sydlige Jordan og dernæst det nordlige Saudi Arabien. Hverken det jordanske eller saudiske luftforsvar reagerede på den israelske krænkelse af deres luftrum. Ved målet gennemførte F-16 flyene selve angrebet imens F-15 flyene udførte combat air patrols. Målet blev ramt af mindst otte Mk-84 2,000 Ib bomber, og blev totalt destrueret. Derefter fulgte de israelske fly samme rute tilbage, og landede i Israel uden tab 13. Den historiske præcedens er dog vanskelig at overføre direkte på Irans atomprogram. For det første har iranerne tydeligvis lært af de irakiske og syriske fejltagelser, og har derfor udviklet et atomprogram af industriel størrelse og stor geografisk udstrækning. Det kræver et større antal fly. For det andet er operationens rækkevidde langt større end ved Osirak. De iranske mål ligger på en afstand af ca km fra nærmeste israelske 10 Talmagde 2008 p For detaljer om Operation Opera se: Claire 2004, Nakdimon For detajler om Operation Orchard se: "Israel admits air strike on Syria", BBC. Tilgængelig på: "IAEA suspects Syrian nuclear activity at bombed site" Reuters. Tilgængelig på 13 Claire

8 Cui bono base, hvilket kræver optakning i luften. For det tredje er flere af de iranske faciliteter nedgravet i beskyttende bunkers. Det kræver en specialiseret ammunition, der ikke var nødvendig ved Osirak. Alt andet lige står Israel således over for en langt større opgave, hvis et forebyggende angreb på Iran skal være effektivt. Ud fra en bedømmelse af det israelske luftvåbens faktiske kapabiliteter kan det ikke udelukkes at Israel kan rette et storangreb mod udvalgte dele af Irans atomprogram. Israel har investeret massivt i sine luftmilitære kapabiliteter og har f.eks. indkøbt 125 stk. F-15I og F-16I 14. Det øger markant slagkraften i den israelske luftstyrke. Det bedømmes som sandsynligt, at Israel gennem en maksimal anstrengelse af sin luftstyrkes kapabiliteter kan sammensætte en strike package på samlet ca. 50 jagerfly, f.eks. 25 F-15I og 25 F16I. Denne styrke vil kunne støttes af Israels tankerflåde, der udgøres af typerne KC-707 og KC-130H 15, og herigennem få den ønskede operationelle rækkevidde. Dertil har man investeret i "bunker busters"; missiler som BLU-113 Super Penetrator med sprængkraft til at gennemtrænge ca. 6 meter forstærket beton 16. En sådan styrke vil i eksperters bedømmelse kunne anrette seriøs skade på udvalgte dele af det iranske atomprogram 17. Styrken vil kunne følge tre mulige ruter, der fremgår af kort 2. Det problematiske for de israelske planlæggere er, at man med et angreb er nødsaget til at krænke enten tyrkisk, jordansk, irakisk eller saudisk luftrum. Reaktionerne fra de krænkede staters luftforsvar er alt andet lige uforudsigelige. Det øger stærkt usikkerheden for succesen af et angreb, hvis Israel ikke kan udelukke en aggressiv intervention fra eksempelvis det saudiske luftforsvar. Usikkerheden om nabostaternes reaktion spiller en vis rolle i vurderingen af det strategiske rationale for et angreb. Dog er hovedproblemet, at selvom Israel ved en maksimal anstrengelse kan rette seriøs skade på det iranske atomprogram, vil et angreb ikke endegyldigt stoppe det. Israel må acceptere, at dets luftmilitære kapabiliteter kun er tilstrækkelige til at forsinke atomprogrammet. Hertil kommer, at Israels mulighed for at rette gentagne serier af angreb mod Iran må bedømmes som minimal. Et storangreb bestående af ca. 50 fly og med krænkelse af flere nabostaters luftrum vil i sig selv være dybt destabiliserende for Mellemøsten. Flere angreb over eksempelvis en uge vil højst sandsynligt være ensbetydende med enten udbruddet af direkte krig eller i det mindste aggressive interventioner fra nabostater eksempelvis som følge af gentagne krænkelser af luftrum. Ud fra en realistisk bedømmelse har Israel kun én chance for at rette et angreb mod Irans atomprogram, og israelernes luftmilitære kapabilitet er ikke tilstrækkelig til at gennemføre en operation, der stopper programmet. Den erkendelse er den egentlige svaghed i det strategiske rationale for et israelsk angreb. 14 "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, Tilgængelig på: 15 Raas & Long 2007 p. 24 samt The Institute for National Security Studies", entry "Israel", Tilgængelig på 16 Raas & Long 2007 p Se Ibid for en diskussion af det israelske angrebs muligheder. 8

9 Cui bono Kort 2. Mulige israelske angrebsruter. Kilde: Tre scenarier for Irans militær modreaktion Iran har gentagende gange truet med en militær modreaktion, hvis Israel udfører et forebyggende angreb. Det må bedømmes som et forsøg fra Teherans side på at afskrække israelernes angreb med en trussel rettet mod selve Israel, men også mod regionens og verdensøkonomiens stabilitet. Dog afhænger Irans evne til at opstille en militær modreaktion først og fremmest af landets faktiske militære kapabiliteter. For at få et overblik over disse kapabiliteter, og lave en vurdering af Irans muligheder opstiller analysen i det følgende tre forskellige, men stadig beslægtede hypotetiske konfliktscenarier. Alle tre scenerier antager, at Israel har angrebet Irans atomprogram, og har anrettet betydelig skade. Irans militære muligheder er nu: Scenarie 1: Den afdæmpede reaktion Irans militære strategi er i den afdæmpede reaktion afmålt efter den politiske maksimering af rollen som offer og fremstillingen af Israels som Mellemøstens paria og tilsidesætter af international lov. Den iranske militære strategi vil her højst sandsynligt begrænse sig til asymmetrisk krigsførelse mod Israel. Pointen udfoldes af Mark Fitzpatrick fra International Institute for Strategic Studies, London, der anser det som sandsynligt, at Iran vil bruge den libanesiske milts Hizbollah som militær stedfortræder 18. Hizbollah har siden sin konflikt med Israel i 2006 udbygget sit missilarsenal, og besidder nu ca missiler af alle typer 19. Størstedelen af missilerne bedømmes som værende af typen Katyusha og 18 "Analysis: How Israel might strike at Iran" BBC, Tilgængelig på: 19 "Haaretz WikiLeaks exclusive: 'Hezbollah expected to launch 100 missiles a day at Tel Aviv" Haaretz Tilgængelig på ' exclusive/haaretz-wikileaks-exclusive-hezbollah-expected-to-launch-100-missiles-a-day-at-tel-aviv

10 Cui bono udgør kun en seriøs trussel mod israelske civile i grænseområdet til Libanon. Rækkevidden fremgår af kort 3. Kort 3. Rækkevidden af Hizbollahs missilarsenal. Kilde: Fitzpatrick understreger dog, at Hizbollah også råder over et vist antal langtrækkende missiler: "These are [ ] Fahr-3, Fajr-5, Zelzal-2 and potentially Fateh-110 plus about 10 Scud-D missiles that can pack a 750kg (1,653lb) payload and hit all of Israel." 20. En konflikt mellem Hizbollah og Israel på baggrund af et israelsk angreb på Iran vil ligesom i 2006 trække israelske styrker ind i Libanon. Her vil Israel igen blive en del af den interne libanesiske magtkamp. Det vil være et dræn på israelsk militær, om end overkommelig. Den primære problemstilling for Israel i en stedfortræder med Hizbollah vil være at beskytte israelske civile, undgå et stort antal civile ofre i Libanon, og ikke blive trukket dybt ind i Libanon. Iran vil kunne fokusere på at forsyne Hizbollah, udstille Israel som paria og fremstille sig selv som regionens leder 21. En anden stedfortræder, der samtidig med et israelsk engagement i Libanon, ville kunne aktiveres af Teheran er Hamas i Gaza. En intensivering af Hamas terroristaktiviteter f.eks. massive misil - og morterangreb på Israel vil åbne en ny front, og måske inddrage israelske styrker i endnu en omgang af Gaza krigen fra Til dobbeltpresset fra Hizbollah og Hamas kan Iran supplere med en række skjulte efterretningsoperationer rettet mod israelske mål og interesser på et globalt plan. Det er en mulighed, Daniel Byman, antiterror ekspert ved Brookings Institution, Washington bedømmer som sandsynlig, særlig i Mellemøsten, hvor Hizbollah har en række celler, der hurtigt kan aktiveres 22. Irans militære muligheder i scenarie 1 betinges af de politiske overvejelser, der kun åbner for afdæmpede militære reaktioner. Disse må ikke udføres af konventionelle iranske styrker, men af allierede - helst ukonventionelle styrker. Hvis Iran i scenarie 1 overreagerer efter Israels angreb, så vil det true hele den regionale stabilitet, involvere USA og 20 "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, Tilgængelig på: 21 Ibid 22 Ibid 10

11 Cui bono undergrave Irans rolle som offer over for verdenssamfundet og Mellemøsten. En sådan begyndende overreaktion undersøges i scenarie 2. Scenarie 2: Den omfattende reaktion Irans militære strategi er i den omfattende reaktion bestemt af beslutningen om at forsvare sig ved at angribe en grundpille i verdensøkonomien: Olien. Associated Press rapporterede i juni 2006 hvad den øverste iranske leder Ayatollah Ali Khamenei anså som en sandsynlig konsekvens af et luftangreb på Iran: "definitely the shipment of energy from this region will be seriously jeopardized" 23. Det er særligt i Hormuz strædet, at Iran med få militære styrker og midler kan opnå en voldsom påvirkning af verdensøkonomien 24. Iran kontrollerer den nordlige del af det strategiske Hormuz stræde, strædet er 180 km langt, og på sin snævreste del kun 45 km bredt. Det er vitterligt et af verdens strategiske flaskehalse. Dagligt sejler ca. 14. tankskibe ud af Golfen via strædet - det bedømmes i en rapport fra Center for Strategic and International Studies, 2007 at der hverdag passerer ca. 17. millioner tønder olie gennem strædet - det svarer if. rapporten med et groft skøn til ca. 40 pct. af den handlede olie i verden 25. Det iranske militære besidder en række kapabiliteter, der i perioder kan forstyrre skibstrafikken, og har også historiske erfaringer med operationer i Den Persiske Golf under Iran-Irak krigen , hvor iranske flådeenheder med en vis succes angreb tankskibe 26. Irans kapabiliteter falder i tre kategorier. For det første har den iranske flåde opbygget en større styrke af lette og hurtige fartøjer, der er relativt primitivt bevæbnet raketstyr og automatvåben kan udføre angreb på skibstrafikken. Styrken vil allerede i timerne efter et israelsk luftangreb være i stand til at presse oliepriserne i vejret ved at rette primitive angreb mod olietankere i Den Persiske Golf og i Hormuz 27. Det er en form for asymmetrisk krigsførelse til søs, hvor Iran vil bruge "hit-and-run" taktik mod tankskibe, og derigennem gøre oliemarkedet nervøse 28. For det andet besidder flåden mere konventionelle enheder, hvis indsættelse vil gøre Den Persiske Golf til en regulær krigszone. Caitlin Talmadge fra Security Studies, MIT bedømmer, at en decideret lukning af Hormuz strædet vil være i centrum af en iransk flådestrategi med indsættelse af disse styrker. Udlægning af minefelter er en simpel løsning, der kan gennemføres med flådens overfladeenheder (tre fregatter og to korvetter) samt med Irans tre ubåde af Kilo-klassen. Talmadge bedømmer i 2008 ud fra åbne kilder, at Iran besidder ca miner, hvoraf ca. halvdelen er moderne af typen MDM-6. De iranske Kilo-klasse ubåde er sig selv en trussel mod skibstrafikken, og deres indsættelse vil være en seriøs eskalering af konflikten Ayatollah Warns West against Action, Associated Press, Se specielt Talmagde 2008 samt O Neil & Talmadge Anthony H. Cordesman. "Iran, Oil, and the Strait of Hormuz" Center for Strategic and International Studies. Se ligeledes "Strait of Hormuz". World Oil Transit Chokepoints. U.S. Energy Information Administration Tilgængelig på: 26 For mere om de såkaldte "Tanker Wars" se f.eks. Navias & Hooton Haghshenass "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, Tilgængelig på: 29 Talmagde 2008 p

12 Cui bono Kort 4. Hormuz strædet. Kilde: For det tredje vil Iran kunne supplerer sine minefelter og flådeenheder i Hormuz med opstillingen af antiskibsmissiler på sin side af strædet. Her råder Iran over flere hundrede missiler af varierende kvalitet: Fra mere moderne kinesisk produceret Raad, C-801 Sardine og C-802 Saccade til forældede modeller som CSS-N-2 Silkworm og CSS-N-3 Seesucker. Alle typerne kan dog anrette relativ voldsom skade på skibstrafikken, særlig dens frie bevægelighed 30. Antiskibsmissiler vil etablere endnu et lag i lukningen af strædet. Dertil har det iranske luftvåben en vis luftstyrke med offensive kapabiliteter (f.eks. ca. 24 stk. MIG 29 og 25 F-14) til sin rådighed, der enten vil kunne rette direkte angreb mod skibe i området eller beskytte de iranske flådestyrker eller missilbatterier. Samtidig med et forsøg på at lukke Hormuz strædet vil Iran højst sandsynligt gøre sit for at optimerer beskyttelsen af sine militære kapabiliteter. Flåde- og luftbaser, minefelter og antiskibsmissilerne vil alle være beskyttet til en vis grad af luftværnskanoner - og missiler. 30 Ibid p

13 Cui bono Heraf besidder Iran en vis kapabilitet f.eks. de 150 batterier udrustet med I-HAWK missiler samt sit større assortiment af luftværn 31. Scenarie 2 indeholder med sin omfattende iranske reaktion på et israelsk angreb en stærk eskalation af konflikten. Konventionelle styrker er nu tydeligt indblandet, og Iran har taget verdensøkonomien som gidsel i sit forsvar af atomprogrammet. Det bedømmes, at det iranske militære har en vis mulighed for at lukke Hormuz strædet i perioder, og gøre på mellemlang sigt gøre sejlads i Den Persiske Golf yderst farlig. Scenarie 3: Den totale reaktion 32 Irans militære strategi og muligheder i den totale reaktion antager, at den politisk-militære elite i Teheran i timerne efter et israelsk angreb anser landet som truet på sin eksistens. Antagelsen beror for det første på, at eliten er overbevist om, at det israelske angreb er starten på proces, der resulterer i regimeskifte. For det andet antages det i eliten, at USA's intervention kun er et spørgsmål om tid, og at Irans militære kapabiliteter således kun vil være til rådighed i en begrænset tidsperiode før USA nedkæmper dem. Den totale reaktion er således designet til at gøre processen "regimeskift" så omkostningsfuld, at den stoppes. Det antages endvidere, at det iranske militær ligeledes gør brug af de i scenarie 1 og 2 beskrevne militære muligheder. En første mulighed i den totale rektions forsøg på at opnå konfliktudvidelse er en iransk missiloffensiv mod Saudi Arabiens olieindustri og infrastruktur 33. Det vil dels lægge et ekstra pres på oliepriserne, der supplerer operationen i Hormuz, og evt. inddrage saudiske styrker i en konflikt med iranske. Spørgsmålet er, om Irans mulighed for en missilkampagne mod saudiske oliemål er realistisk. Forskningen antyder, at Irans mulighed for effektivt at ramme specifikke mål i den saudiske oliesektor eksempelvis faciliteterne i Abqaiq, der stabilisere olien til eksport, er yderst begrænset 34. Det bedømmes at iranske missilbatterier skal affyre ca Shahab-1 missiler for at ødelægge 75 pct. af faciliteterne i Abqaiq 35. Den faktiske beholdning af iranske Shahab-1 missiler bedømmes i 2011 konservativt som værende på mellem stk. 36. Konklusionen er derfor, at den iranske missilkapabilitet både er for lille, deres træfsikkerhed for usikker, og den saudiske olieindustri og infrastruktur er for stor. Dog er de sikkerhedspolitiske konsekvenser ved en iransk missiloffensiv mod Saudi Arabien uoverskuelige. Selvom Iran ikke effektivt kan lamme olieindustrien, vil en iransk missilkampagne mod Saudi Arabien fremprovokere en voldsom reaktion og true med konflikteskalation - det er netop målet for den iranske politisk-militære elite i Scenarium 3. Her vil USA sandsynligvis blive inddraget i forsøget på at nedkæmpe Irans missilbatterier. Det kan kun forventes, at Saudi Arabien også vil angribe iranske mål som gengældelse, og risikoen for konflikteskalation er derfor endnu engang tydelig. En anden mulighed for konfliktudvidelse er et direkte iransk angreb på Israel gennem flystyrker og langtrækkende missiler 37. Målet kunne være Tel Aviv eller andre storbyer, våbnene kunne være konventionelle eller endda kemiske eller bakteriologisk. Det er klart, 31 Ibid p Scenarie 3 må anses som højst usandsynligt, men medtages, idet det indeholder interessante indsigter i Irans militære muligheder 33 Shifrinson & Priebe Ibid p Ibid p Ibid p "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, Tilgængelig på: 13

14 Cui bono at et konventionelt angreb vil blive besvaret af Israel, men med mindre styrke end et kemiske eller bakteriologisk angreb, hvis israelske besvarelse er uoverskuelige. Effekten af et konventionelt angreb vil være at vise omverdenen, hvordan Iran kan besvare Israels angreb. Teherans kalkulering for effekten af et sådan angreb vil bero på, at landets militære kapabiliteter vil være meget udsatte så snart USA vil engagerer sig fuldstændigt. Derfor er det bedre at bruge dem offensivt, end at vente på deres nedkæmpelse. Dog bedømmer Mark Fitzpatrick fra Institute for Strategic Studies, at Irans evne til at angribe selve Israel er relativt begrænset. Irans "antiquated air force is totally outclassed by the Israelis and it has only a limited number of ballistic missiles that could reach Israel." 38 Fitzpatrick anser et iransk angreb som udelukkende symbolsk, men stadigvæk med underliggende potentiale for konflikteskalation. Israel vil være ekstremt bekymret over iranske ballistiske missiler, og deres potentielle ukonventionelle sprænghoveder. Tel Aviv vil enten kræve en troværdig amerikansk intervention, der nedkæmper truslen eller selv forsøge at gøre det. En israelsk enegang vil dog blotlægge svagheden i Israels militære kapabilitet: Israel kan ikke opretholde en længerevarende luftkrig over Iran - det kan kun USA. USA's mulige rolle i konflikten Det er ganske givet, at enten den omfattende eller totale iranske reaktion som beskrevet i scenarie 2 og 3 vil medføre intervention fra det amerikanske militær. USA anser lukningen af Hormuz strædet som en rød linje, der ikke uden indgreb fra supermagten overskrides. Direkte adspurgt om Irans evne til at lukke Hormuz i en periode anerkendte General Martin Dempsey, Chairman of the Joint Chiefs of Staff i januar 2012 at: The simple answer is yes, they can block it, Men Dempsey understregede videre at USA i den situation vil: take action and reopen the strait 39. Dempseys udtalelse skal ses i lyset af den massive tilstedeværelse af den amerikanske flåde i Den Persiske Golf: The Fifth Fleet var pr. januar 2012 tilstede med to hangarskibsgrupper (USS Abraham Lincoln og USS Carl Vinson, begge af Nimitz klassen) samt i alt otte minestrygere i området 40. En konfrontation mellem Iran og USA i Den Persiske Golf som følge af et israelsk luftangreb vil ikke være usandsynlig. Spørgsmålet er dog i hvilken grad og intensitet konflikten vil udspille sig? Bedømmelsen er, at initiativet er på Irans side. Hvis iranerne holder sig til asymmetrisk krigsførelse til søs, og laver nålestiksoperationer på tankskibe mv., så bedømmes det af eksperter at USA vil udvise en vis tilbageholdenhed 41. Men hvis Iran tydeligt indsætter konventionelle styrker, herunder brug af miner, ubåde eller antiskibsmissiler, vil konflikten uundværligt udvikle sig. USA vil være nødt til at rydde minerne i Hormuz strædet, og vil her indsætte flåde - og luftenheder til beskyttelse og nedkæmpelse af iranske beskyttelsesforanstaltninger, der truer minerydningen. Her er en tydelige fare for konflikteskalation. Hvis Iran vælger at beskytte sine minefelter, og eksempelvis beskyde amerikanske minestrygere med antiskibsmissiler, vil en amerikansk reaktion være at nedkæmpe disse missiler, deres målfindingsudstyr, og deres kommando og kontrolorganisation. Det vil sætte amerikanske luftstyrker op mod iranske antiluftværnskapabiliteter, der igen vil blive angrebet af US styrker "Analysis: How would Iran respond to an Israeli attack?" BBC, Tilgængelig på: 39 "U.S. Sends Top Iranian Leader a Warning on Strait Threat" New York Times, U.S Navy, "Ships". Tilgængelig på: 41 Se f.eks. Talmagde Ibid p

15 Cui bono En konfrontation mellem USA's og Irans respektive militærmagt i området omkring Hormuz strædet er en ulige konkurrence på mellemlangt sigt. USA besidder sammenlignet med Iran en så hypermoderne militærmaskine, at iranerne kun kan forvente at lukke Hormuz fuldstændigt i en kort periode, og derefter kun sporadisk true skibstrafikken. Irans militær vil i en konfrontation med USA hurtig opleve en dramatisk nedgradering af sine kapabiliteter, idet amerikanerne højst sandsynligt vil udvide deres luftoperationer til at omfatte hele det iranske militær; særlig kommando og kontrol, luftstyrker, missilenheder og enheder fra Revolutions Garden. Det vil sætte iranske politikere over for et ubehageligt valg: Enten at nedtrappe konflikten, og redde landets militærmagt fra at blive sat år tilbage. Eller eskaler konflikten til egentlig krig, som undersøgt i scenarie 3. Den sidste mulighed vil dog højst sandsynligt føre til samme resultat, om end bare mere massivt, da nabostaterne muligvis vil intervenere mod Iran. Men USA's forsikring om intervention, hvis Iran krydser bestemte røde linjer og eksempelvis forsøger at lukke Hormuz, er en usikker vej for Amerika. Den åbner for endnu konflikteskalation, og endnu større amerikansk engagement. Endnu et amerikansk engagement i Mellemøsten ønsker ingen i Washington. Det ved Washington, og det ved Teheran. Derfor vil Washington gå meget langt for at undgå israelsk enegang. Den egentlige effekt af et angreb på atomprogrammet er for lille, og de større militære konfliktscenarier er for uoverskuelige. Derfor bør Israel ikke angribe Iran. Problemet er, at Israel ikke har tiden eller tålmodigheden til at vente på sanktionernes effekt. Et atombevæbnet Iran er utænkeligt for Tel Aviv. Konklusion Artiklen har på baggrund af åbne kilder undersøgt det strategiske rationale for et israelsk angreb på det iranske atomprogram, og tre hypotetiske konfliktscenarier for en iransk militær modreaktion. Analysen har først fokuseret på, om der grundlæggende kan identificeres et strategisk rationale for et israelsk angreb på Iran bedømt ud fra de militære kapabiliteter Israel råder over. Hertil er svaret nej. Israel kan kun forsinke atomprogrammet, og vil derfor ikke opnå varig sikkerhed ved gennemførelsen af et luftangreb. Analysen har dernæst inddraget Irans militær muligheder, hvis det angribes af Israel. På baggrund af analysens konklusioner er det klart, at Iran på kort sigt har en række muligheder, men at enhver konflikteskalation fra iransk side f.eks. minering af Hormuz uundværligt vil blive besvaret med overvældende amerikansk militærmagt. Den efterfølgende konfrontation vil højst sandsynligt ødelægge så store dele af det iranske militær at enhver gevinst for Teheran vil være minimal. Det bedømmes at USA's rolle er afventende og grundlæggende afvisende over for en militær løsning på problemet om Irans fortsatte atomprogram. USA ønsker ikke at blive engageret i en konflikt med Iran, men accepterer dog det faktum, at amerikanske styrker uundværligt vil spille en hovedrolle, hvis Israel angriber, og Iran slår igen ved at lukke Hormuz. Ingen af de implicerede stater kan forvente egentlige gevinster af en militær konfrontation. Derfor bør beslutningstagerne atter spørger sig selv: Quo bono? Litteraturliste Debs & Monterio (2012) "The Flawed Logic of Striking Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på adressen: Claire, Rodger W. (2004) Raid on the Sun: Inside Israel s Secret Campaign That Denied Saddam the Bomb. Broadway Books, New York. 15

16 Cui bono Haghshenass, Fariborz (2008). "Iran's Asymmetric Naval Warfare". Policy Focus/Washington Institute for Near East Policy. Washington, D.C. Kahl, Colin H (2012) "Not Time to Attack Iran" Foreign Affairs. Tilgængelig på adressen: Kroenig, Matthew Kroenig (2012) "Time to Attack Iran" Foreign Affairs Vol. 91, Nr. 1. Lindsay, James M. & Takeyh, Ray (2010) "After Iran Gets the Bomb" Foreign Affairs Tilgængelig på adressen: Nakdimon, Shelomoh (1987) First Strike: The Exclusive Story of How Israel Foiled Iraq s Attempt to Get the Bomb, Summit Books. New York. Navias, Martin S & Hooton, E.R (1996) Tanker Wars: The Assault on Merchant Shipping during the Iran-Iraq Crisis, I.B Tauris, New York. O Neil, William D & Talmadge, Caitlin (2009) "Correspondence: Costs and Difficulties of Blocking the Strait of Hormuz" International Security, Vol. 33, No. 3, p Raas, Whitney & Long, Austin (2007), "Osirak Redux? Assessing Israeli Capabilities to Destroy Iranian Nuclear Facilities" International Security, Vol. 31, No. 4. p Shifrinson, Joshua, R. Itzkowitz & Priebe, Miranda (2011) "A Crude Threat: The Limits of an Iranian Missile Campaign against Saudi Arabian Oil" International Security, Vol. 36, No 1. p Talmagde, Caitlin (2008) "Closing Time: Assessing the Iranian Threat to the Strait of Hormuz " International Security, Vol. 33, No. 1. p

17 Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis Dr. Damien Degeorges 1 Klimaændringernes konsekvenser rejser udfordringer og åbner nye muligheder i Arktis. Rigsfællesskabet bliver hovedaktør i en region, hvor den globale interesse er stigende. Lande så langt som Australien ser på udviklingen i Arktis, ligesom store ikke-arktiske magter som Kina. Arktis bliver et nyt og vigtigt kort for Rigsfællesskabet i udenrigspolitikken. Udlandsbesøg i Danmark fra f.eks. USA, Rusland, Kina eller Sydkorea er nu præget af Arktis. Et centralt emne skal dog ikke glemmes: Rigsfællesskabet er arktisk gennem Grønland, som er i fuld gang med at danne sig som en stat. Selv om Danmark og Grønland har deres egne udenrigspolitiske interesser, er det i begge partneres interesse at samarbejde om arktiske spørgsmål. Rigets arktiske del Grønland kan ikke føre sin egen Arktis-politik på det internationale niveau, mens staten Danmark ikke kan være arktisk uden Grønland. Et dansk-grønlandsk dilemma kan opstå med tiden, da Grønland vil nærme sig en evt. selvstændighed når Arktis bliver endnu vigtigere. Rigsfællesskabets arktiske strategi viser, at samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland kan føre til et godt resultat. Rigsfællesskabet har muligheden for at øge sin internationale indflydelse gennem Arktis. Promoveringen af dets arktiske interesse i fremtiden vil delvis være afhængig af den politisk ansvarlige i Danmark (udenrigsminister) og Grønland (Formand for Naalakkersuisut). Interessen for Arktis kan variere fra en dansk udenrigsminister til en anden, ligesom den internationale erfaring kan være anderledes fra en grønlandsk landsstyreformand til en anden. Hvilke udfordringer rejser Grønlands statsdannelse for udviklingen i Arktis? Hvordan kan Danmark og Grønland fortsætte samarbejdet efter en evt. grønlandsk selvstændighed? Et stærkt Grønland Grønland har alt, der skal til for at tiltrække alle: strategisk placering i en af verdens nye geopolitiske centre, et enormt råstof-potentiale (olie, gas, mineraler) samt vandreserver, osv. Samtidig skal Grønland passe på at ikke blive en»billig«adgangsbillet til Arktis. Hvad betyder»selvstændighed«i dagens verden? En del af Grønlands befolkning er opvokset med indtrykket at selvstændigheden svarer til Danmarks status som stat. Men i dagens verden kan stater, som Danmark, vælge at give en del af deres suverænitet til et delvist supranationalt samarbejde som f.eks. Den Europæiske Union (EU). Med andre ord er det ikke fordi man er en selvstændig stat, at man har styr på alt. Når Grønland vil have overtaget alle ansvarsområder, som står i selvstyreloven, vil Grønland stort set ligne en selvstændig stat, uden at være formelt en sådan. Med den voldsomme udvikling i Arktis ser man Grønland dukke hurtigt op på den artiske og internationale arena. Indførelsen af selvstyret har sat Grønland endnu mere på verdenskortet, men den internationale interesse for landet er især steget enormt siden Grønland overtog råstofområdet i Dette viser, at en international anerkendelse først og fremmest handler om råstoffer, som er nøglen til økonomien, og at en formel selvstændighed bliver nærmest en detalje. Alligevel bliver den måde Grønland ønsker at blive selv- 1 Dr. Damien Degeorges er associeret forsker ved det franske institut for strategisk forskning (IRSEM) og Grønlands universitet (Ilisimatusarfik). Han skrev en ph.d.-afhandling i statskundskab om Grønlands rolle i Arktis. Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s

18 Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis stændigt på hurtigt eller pragmatisk helt afgørende for landets fremtid og holdbarhed, udviklingen i Arktis samt den globale energisikkerhed. Vil den hurtige geopolitiske udvikling i Arktis, som endnu ikke var så klar, da Grønland overvejede selvstyre som den mulige sidste etape før selvstændighed, tvinge Grønland til at tænke en ekstra gang over den måde landet kan bedst sikre sig en stærk selvstændighed, det vil sige uden at tabe nogen indflydelse og kontrol over sin egen fremtid? Den stigende interesse fra lande som Kina for Grønland og området gør dette nødvendigt. For at en evt. selvstændighed kan lykkes, skal Grønland være mere end klar over, hvad realiteterne er i dagens verden. Med alle de strategiske fordele som Grønland har, er landet nødt til at være pragmatisk og at undgå nationalistiske følelser, som kun vil kunne føre til mere afhængighed, hvis Grønland alt for hurtigt skulle blive en selvstændig stat. I lyset af sine strategiske fordele vil et selvstændigt Grønland have brug for et økonomisk sikkerhedsnet. Så længe Grønland er et selvstyrende område hedder sikkerhedsnettet staten Danmark. Hvis og når selvstændighed bliver en realitet vil sikkerhedsnettet kunne være et delvist supranationalt samarbejde, enten i Nordamerika eller i Europa. EU har pr ingen tilsvarende pendant i Nordamerika, da North American Free Trade Association (NAFTA) kun handler om frihandel. Et sådant sikkerhedsnet vil være i Grønlands interesse samt til fordel for de arktiske stater og den globale energisikkerhed: det vil kunne gøre konsekvenserne af en eventuel udenlandsk økonomisk hjælp mindre, hvis økonomien i et selvstændigt Grønland fejler. Mellem Amerika, Europa og nu Asien Mens oliekronerne fortsat udestod i 2012, var kinesiske Yuans klar til at strømme ind. Statsbesøget i Danmark fra den kinesiske præsident i 2012 og forhandlingerne mellem Kina og Grønland om mulige kinesiske investeringer indenfor infrastruktur i Grønland var endnu et klart signal om de hurtige forandringer som Grønland skal være parat til at have styr på. Strategiske investeringer (i infrastruktur, råstoffer, osv.) handler ikke kun om lokalpolitik og landets udvikling: de skal ses i lyset af den globale politik, hvor Kina en dag forventes at blive den største aktør. Det er meget vigtigt for Grønland at forstå den verden, landet kan forventes at være en selvstændig del af, i dybden. Derfor burde debatten i Grønland flytte sig langt fra lokalpolitik til globalpolitik. De (meget) få ansvarsområder som Grønland ikke kan overtage gennem selvstyreloven, som f.eks. forsvar, er områder som et selvstændigt Grønland aldrig vil kunne have styr på. Det kan illustreres, hvis man ser på Island, som ikke har sit eget forsvar, selv om landet er langt mindre i størrelsen og langt mere beboet end Grønland. Et selvstændigt land kan ikke nødvendigvis have styr på alt, men et forsvar af Grønland ved et fremmed land vil betyde, at Grønland ikke vil være 100 % selvstændigt. Spørgsmålet er: hvor meget vil Grønland være selvstændigt? At være et mødepunkt mellem Amerika, Europa og i stigende grad Asien vil tvinge Grønland og den elite, som skal styre en eventuelt selvstændig stat til at være (meget) opmærksom på de alliancer, som indgås, ligesom kommende investeringer skal orienteres i den rette retning. Dette for at undgå at forstyrre den skrøbelige balance i Arktis. Lav risiko i området er i investorernes interesse og dermed i Grønlands interesse. Dette også for ikke at gøre landets attraktivitet mindre. Grønlands landsstyreformand Kuupik Kleist vil i løbet af få måneders i 2012 have mødt ikke mindre end den amerikanske udenrigsminister Hillary Clinton, EU-kommissionens formand José Manuel Barroso, den kinesiske minister for råstof Xu Shaoshi (og være blevet inviteret til statsbanketten for den kinesiske præsident Hu Jintao under hans besøg i Danmark), de 27 EU-ambassadører (COREPER II), flere EU-kommissærer, m.fl. Med andre 18

19 Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis ord vil han have mødt en række af de vigtigste personer i USA, EU og Kina. Hvilken statsleder i verden får sådanne muligheder? Og Grønland er ikke en stat:»bare«et halv kontinent i størrelse med mindre end indbyggere. Men Grønland har alt for at tiltrække alle. Udfordringen for et evt. selvstændigt Grønland vil så være at have styr på alt det fornødne. Kina i Grønland Kinas interesse for Grønland er ikke ny. Ser man på besøget af daværende landsstyreformand Hans Enoksen i Kina i 2005 var der få udenlandske magter som interesserede sig for Grønland på det tidspunkt. Interessen fra kinesisk side er siden da steget voldsomt, og den er blevet bekræftet, da Grønlands minister for råstof Ove Karl Berthelsen besøgte Kina i 2011: han blev modtaget af Kinas kommende øverste leder, Li Keqiang. Dette er et mere end betydeligt signal fra Kina i lyset af Grønland ikke er en stat, selv om landet er blevet ansvarligt for råstofområdet. Besøget af Kinas premierminister Wen Jiabao i Island i 2012 var en bekræftelse af både Kinas interesse i Arktis, men også af de stærkere bånd mellem Kina og Island efter finanskrisen. Da Kinas minister for råstof Xu Shaoshi ledede en delegation på ni personer i Grønland i 2012 var det endnu en bekræftelse på det højeste niveau af Kinas interesse for Grønland. At få kineserne til at interesse sig for Grønland kan være en fordel hvis Grønland som Australien har den rygrad som kræves. Investeringerne kan komme fra hvor som helst i verden: Grønland skal bare være klar over at kunne sige nej til nogle i sin egen interesse for at forblive stærkt på længere sigt. Der hvor Grønland kan spille en ledende rolle på verdensplan er f.eks. klimaforskning: at involvere verdens største CO2-udleder (Kina) i polarforskning gennem internationalt samarbejde på indlandsisen vil gavne verdens klima, samfund og økonomi, da de bedste data mht. klimaændringer og dermed bedste muligheder for at foretage klimatilpasning findes i polarområderne. Ved at involvere Kina i internationalt samarbejde på indlandsisen vil Grønland kunne bidrage til at løse menneskehedens største udfordring i fremtiden: at bevare Antarktis som et sted for videnskab og internationalt samarbejde og undgå, at verdens sidste grænse udnyttes for mineproduktion og bidrager til endnu større havstigninger. Udfordringen for Rigsfællesskabet er at finde balancen mellem et stærkt forhold til USA og samtidig med at der knyttes stigende bånd til Kina. Grønland vil i fremtiden kun forstærke sin rolle som nyt mødested for amerikanske, europæiske og kinesiske interesser hvis ikke mere i fremtiden, når 2 nultolerancen omkring udvinding af radioaktive elementer ophæves, da lande som Rusland er interesseret i uran. Udfordringen er at få den stærkeste position for Grønland som overhovedet muligt, hvis og når landet skulle blive selvstændigt. Uddannelse nøglen for fremtidens Grønland Uddannelse er en af Grønlands helt centrale udfordringer på vej mod en evt. selvstændighed. En udfordring som er af store betydning både internt og eksternt. Den politiske elite i Grønland, som i 2012 kun svarede til 44 personer (ministre, parlamentarikere og borgmestre), skal skabe fremtiden for Grønland og er samtidig adgangsdøren for udlandet til Grønland og til landets strategiske fordele. At udøve lobbyarbejde overfor ca. 25 personer (dvs. 2 Spørgsmålet er hellere når end hvis, da et flertal i Inatsisartut (Grønlands parlament) ser ud til at være enig om ophævelsen. Den nuværende regeringskoalition er ikke nået til enighed om emnet, pga. oppositionen fra Grønlands største parti, Inuit Ataqatigiit. 19

20 Konsekvenserne af Grønlands statsdannelse i Arktis halvdelen af parlamentarikere samt nøgle ministre og borgmestre) er ingenting for stater eller internationale firmaer, som ønsker at få adgang til Grønland. Den kommende elite skal vide endnu mere om den store verden: fremtidens Grønland kræver som aldrig før en kompetent og veluddannet elite, der f.eks. skal kunne være klar over forholdet mellem råstoffer og international politik. Et emne, som sjældent er på dagsorden i den grønlandske debat, men som er af allerstørste betydning for fremtidens Grønland. Får den kommende grønlandske elite f.eks. lejlighed til at studere, hvordan et andet mineland som Australien håndterer sin største handelspartner (Kina) indenfor råstoffer, vil det skabe forståelse for, at det af hensyn til den nationale sikkerhed kan være nødvendigt at sige nej til en investering. En direkte eller indirekte kinesisk overtagelse af Grønlands potentiale indenfor de sjældne jordarter vil f.eks. have betydning for både Grønland og den globale energisikkerhed, især for grøn vækst. I denne situation vil Grønland også tabe en del af sin enorme attraktiopnsværdi. Derfor skal Grønland ikke kun tænke på at få indkomster hurtigt, men også på at kunne forblive stærkt på langsigt. *** Grønlands rolle i Arktis er endnu ikke afklaret, da landet fortsat befinder sig i en statsdannelsesproces. Et stærkt Grønland er afgørende for udviklingen i Arktis og for den globale energisikkerhed, hvis og når landet skulle blive selvstændigt. En usund økonomi vil kunne føre til, at Grønland bliver en nem»adgangsbillet«til Arktis, hvis landet bliver afhænigt af udenlandsk hjælp. Det kan få store konsekvenser for Grønland selv, men også for udviklingen i Arktis samt for den globale energisikkerhed. For at fastholde en status quo, som ikke vil forstyrre den skrøbelige balance i området, hvor Grønland bliver en nøgleaktør, vil et forsvarssamarbejde mellem et selvstændigt Grønland og Danmark kunne gavne begge partnere og ses som et voksent forhold mellem to lande, som har meget til fælles. Det allerede meget udviklede forhold mellem Danmark og dets tidligere koloni har givet grønlænderne mulighed for at være det mest magtfulde oprindelige folk i verden uden at have en egen stat. Udfordringen for Grønland vil være at forblive så magtfuld hvis og når landet skulle blive en selvstændig stat. 20

21 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau Major Lars Cramer-Larsen, Forsvarsakademiet - Institut for Militære Operationer. Er koalitioner løsningen den ramme som fremtidige konflikter vil blive søgt løst gennem, og vil Danmark i givet fald være villig til at indgå i kommende koalitioner med samme entusiasme, indsats, omkostninger og på samme betingelser, som indtil videre har været gældende de seneste 10 år i relation til den aktuelle koalition af nationer i The Global War on Terrorism under ledelse af USA, nærmere bestemt af US Central Command (US CENTCOM) i Tampa, Florida? Dette spørgsmål søger den efterfølgende artikel at inspirere til overvejelser omkring. Forfatteren, major Lars Cramer-Larsen, virkede i perioden september 2011 til februar 2012 som Air-/Navy Liaison Officer ved det danske forbindelseselement (FOELM) til US CENTCOM, og som det fremgår, er artiklen Skønheden og udyret overvejende baseret på forfatterens oplevelser, indtryk og erfaringer fra denne periode. Men på trods af periodens relativt begrænsede længde finder jeg, at de rejste spørgsmål og betragtninger er særdeles relevante og valide, og at de kan bidrage til en del af beslutningsgrundlaget for Danmark s eventuelle deltagelse i fremtidige koalitioner. Jeg har (april 2012) været chef for FOELM i snart 3 år, herunder de seneste 2,5 år som formand for koalitionen, og har derfor på visse af de i artiklen omtalte områder nok et lidt mere nuanceret billede af koalitionens væsen,- og af eksempelvis det beskrevne samarbejde med konkrete nationer (f.eks. de nordiske) mv., men dette ændrer ikke ved min tilslutning til de mere overordnede betragtninger, der fremføres i artiklen. Det bør for god ordens skyld nævnes, at der gennem de senest 2 år har været forskellige konkrete forsøg på at få minimum én dansk stabsmedarbejder placeret centralt i CENTCOM stab. Hidtil uden held og dette alene på grund at de helt specielle amerikanske sikkerhedsforhold, der også er omtalt i artiklen. Jens Præstegaard, brigadegeneral, CH FOELM Indledning La Belle et la bête eller på dansk Skønheden og udyret ; oprindeligt et fransk folkeeventyr fra middelalderen, men i vore tider nok mere udbredt og kendt fra Walt Disney tegnefilmen fra Fantastisk og på samme tid også afskyelig, betagende men også direkte grim, måske endda tiltrækkende, men i sandhed også noget man ville gå langt udenom. Måske en lidt alternativ analogi til naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau, som det opleves af en dansk stabsofficer efter fem måneders udstationering ved US Central Command (US CENTCOM), MacDill Air Force Base Tampa, Florida. På en måde både fantastisk, betagende og tiltrækkende, når dagligdagen er en del af en større sammenhæng med 62 nationer, indlejret i et koalitionshovedkvarter til en af USA's ni enhedskommandoer. Når der så oveni købet er tale om US CENTCOM, det hovedkvarter der har ansvaret for at håndtere amerikanske sikkerhedspolitiske interesser i et område, der indeholder verdens største fossile energireserver, en række strategiske maritime nøglepunkter, samt ikke mindst det område af verden der med sin store diversitet har potentiale til at blive den katalysator, der kan kaste det moderne samfund ud i en altafgørende konflikt, så kan man næsten få åndenød. Intet paradis uden en slange. Ja, faktisk i bogstaveligste forstand, for Florida huser en række eksotiske og absolut ikke ufarlige eksemplarer af slagsen. Men i overført betydning også et paradis med sine slanger, og det er det, der er temaet i denne artikel. Artiklen vil indledningsvis sætte fokus på hvordan US CENTCOM er sammensat, hvordan koalitionen er organiseret, hvordan udvekslingen af informationer og samarbejdet med vore amerikanske værter fungerer, samt nok mest væsentligt hvordan dynamikken Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s

22 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau og samarbejdet er blandt nationer fra stort set alle afkroge af verden. Artiklens centrale del udfordrer hele koalitionstankegangen som begreb og stiller spørgsmål til, om vi i virkeligheden er for forskellige, eller om de nationale interesser er så store, at de træder i stedet for ambitionen om at tilgodese fællesskabet. Artiklens ambition er ikke at fremkomme med anbefalinger om best practice i en dansk kontekst, herunder direkte at komme med anbefalinger for eller imod eventuel dansk deltagelse i fremtidige koalitioner. Ambitionen med artiklen er, at skabe klarhed over de fordele og ulemper som koalitioner generelt står overfor, med US CENTOM Coalition som fokuspunkt, og dermed efterlade en række spørgsmål til eftertanke. Combatant Commands US CENTCOM er én af i alt ni såkaldte US Combatant Commands (COCOM). COCOM skal være sammensat af mindst to militære tjenestegrene under US Department of Defense (DoD), og være givet en bredt defineret og kontinuerlig mission 1. De ni COCOM er etableret for at fungere som militærstrategiske hovedkvarterer med ansvar for at agere i et nærmere defineret Theater i overensstemmelse med amerikanske sikkerhedspolitiske interesser, samt yde effektiv kommando og kontrol over amerikanske styrker i krig og fred uafhængigt af værns tilhørsforhold. Seks kommandoer er geografisk relaterede med specifikke ansvarsområder fordelt over hele jorden, og tre er rent funktionelle der i overvejende grad skal kunne støtte de seks geografiske 2. Figur 1. Overblik over de ni US Combatant Commands 1 Under United States Department of Defense findes fem militære tjenester: US Army, US Navy, US Air Force, US Marine Corps og US Coast Guard. 2 Special Operations Command (SOCOM) og Strategic Command (STRATCOM) kan også være operativ COCOM grundet deres særlige funktionaliteter. 22

23 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau US Central Command Introduktion Med de geografisk relaterede kommandoer har USA opdelt verden i seks områder, hvori en COCOM har ansvaret for at omsætte den stillede mission til konkrete handlinger. US CENTCOM, er i et globalt perspektiv både aktuel og interessant. Med sit geografiske ansvarsområde in mente, og set i lyset af de igangværende operationer i Afghanistan og antipiratoperationerne ud for Afrikas Horn, er US CENTCOM central både i en amerikansk og en international kontekst. Regionen der omfatter Mellemøsten og Centralasien, er generelt en sikkerhedspolitisk udfordring i kraft af det konfliktpotentiale der reelt hersker i dette historisk turbulente område. Figur 2. US CENTCOM AOR karakteristika Tre væsentlige strategiske karakteristika kendetegner dette område af verden: Med anslået 64 % af verdens råolie og 48 % af verdens naturgas, er regionen den mest rige på fossile brændstofreserver. Med stor velfærdsmæssig og etnisk spredning fra alle grene af muhamedanismen til ortodokse kristne og klan strukturer, hvor familierelationer og æresbegreber medfører konstante spændinger, er regionen ofte i større eller mindre grad genstand for voldsomme konflikter. Endelig er der Bab-el-Mandeb, Suez kanalen og Hormuz strædet, som er tre markante maritime choke-points. Disse nøgleområder er globalt strategisk vigtige knudepunkter, da Europa her forbindes direkte med Østafrika, Centralasien og Fjernøsten. Effekten af Det Arabiske Forår kan også ses i regionen, med opstanden i såvel Egypten, Syrien og Yemen, hvor der ligger konfliktpotentialer, der kræver stor opmærksomhed og beslutsomhed. Endeligt må Iran med dets aggressive og konfrontative politik overfor vesten, klart anses som et absolut relevant konfliktpotentiale i en 23

24 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau global kontekst som ikke må undervurderes. Det er derfor ikke bare et uvedkommende og uvæsentligt område af verden, som denne COCOM - i samarbejde med nationale og internationale partnere - har fået til opgave at tilsikre, at målene for den stillede mission opfyldes. Missionen lægger op til at målopfyldelsen må og skal ske i et samtænkt og internationalt perspektiv. 3 Chefen for CENTCOM, General Mattis, talte den 16. december 2011 til koalitionslandenes repræsentationer og lagde her ikke skjul på, at succes i ansvarsområdet, er betinget af et tæt multinationalt samarbejde på tværs af både det militære og civile domæne. Hvad skal man så forvente sig af sådan et samarbejde; er alle elementer af de civilt-militære relationer så velfunderet og solidt opbygget at en effektiv samtænkt indsats kan finde sted? Organisation US CENTCOM er organiseret efter divisionsstruktur modellen, som også er kendt fra alle øvrige niveauer i NATO. Hvor NATO og den heraf afledte doktrinære fastlæggelse af alliancens organisatoriske opbygning har været genstand for visse ændringer de sidste fire år, har US DoD hele tiden fasthold den divisionsopbyggede organisatoriske struktur ved sine kommandomyndigheder. 4 US CENTCOM fremstår organisatorisk på en let og overskuelig måde. Det er nemt som koalitionspartner at orientere sig i forhold til konkrete opgaver og udfordringer, og hvordan disse er forankret i organisationen, således at kontakt og samarbejde som udgangspunkt kan finde sted gnidningsløst. Der er i forhold til divisionsstrukturen, som den er set i NATO, enkelte forskelle, der dog ikke har nogen betydning for det daglige virke i koalitionen. Et eksempel herpå er civil-militært samarbejde (CIMIC), som i NATO divisionsstrukturen tidligere havde sin egen division (CCJ9 - CIMIC), hvor disse relationer ved US CENTCOM er forankret ved CCJ5. På figur 3 kan der i bunden af organisationsdiagrammet ses en CCC boks. Denne omfatter US CENTCOM Coalition Coordination Center, som rent organisatorisk er hægtet direkte op under CCJ5. US CENTCOM vision, strategi og målsætninger USA ser sig selv som en aktør, der ofte opererer i et lineært orienteret perspektiv indenfor relativt korte tidsrammer. 5 Sagt på en anden måde, så ser USA sig selv reagere på sikkerhedspolitiske dynamikker, når de opstår, hvorefter de bliver til en del af den aktuelle amerikanske sikkerhedspolitiske dagsorden. Nogle dynamikker i det enkelte ansvarsområdet kræver langvarige engagementer, som det er set i Irak og Afghanistan, mens andre kan betyde mere kortsigtede engagementer. Naturen og vilkårene specielt i US CENTCOM ansvarsområde, er imidlertid karakteriseret ved langvarige generationskonflikter og sekteriske forskelle. US CENTCOM definerer derfor også sit ansvarsområde som et af verdens mest komplicerede og udfordrende områder, der kræver konstant og vedholdende opmærksomhed. Denne opmærksomhed er 3 US CENTCOM Mission: With national and international partners, U.S. Central Command promotes corporation among nations, responds to crises, and deters or defeats state and nonstate aggression, and supports development and, when necessary, reconstruction in order to establish the conditions for regional security, stability, and prosperity. 4 NATO Peacetime Establishment er fastsættelsen af norm for bemanding i NATO kommandostruktur, som opbygges i overensstemmelse med NATO Military Committée direktiv MC-324. Heraf afledt fastsætter Allied Joint Doctrine for Joint Operations (AJP-3) hvordan organiseringen af NATO faste hovedkvarterer skal opbygges. 5 US CENTCOM Theatre Strategy formulation, of the 2nd November

25 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau blandt andet funderet og formuleret i US CENTCOM strategi og den heraf afledte kampagneplan. Figur 3. US CENTCOM organisation US CENTCOM vision for sit ansvarsområde er formuleret i brede termer, der søger at opnå en større sikkerhed, der leder mod fred, åbenhed og samarbejde for bl.a. at imødegå sekterisk vold, samt ikke mindst for at kunne isolere og modgå de grupperinger, der netop anvender vold til at opnå egne mål. US CENTCOM strategi er således at opbygge og vedligeholde en robust og fleksibel identitet, der fremmer samarbejde og opbygger tillidsskabende relationer med partnere og allierede. Opfyldelsen af en sådan strategi er ingenlunde mulig, uden at der også er etableret tværinstitutionelle samarbejder både nationalt og internationalt. Den amerikanske nationale sikkerhedsstrategi peger netop også på, at Whole-of-Government 6 filosofien skal lægges til grund for opnåelsen af amerikanske sikkerhedspolitiske interesser. 7 US CENTCOM overordnede mål er derfor tosidig: At være tilpasset de nuværende tendenser, der udvikler sig i regionen, og samtidig være positioneret til at kunne nå alle langsigtede mål som angivet i militærstrategien. Dette er omsat til en række bredt definerede målsætninger, som kampagneplanen er opbygget til at kunne indfri. Målsætningerne er: (1) Fremme fælles interesser med henblik på at styrke stabilitet 6 Whole-of-Government er den amerikanske omsætning af tværinstitutionelt samarbejde, eller Comprehensive Approach, der som samlet begreb er vedtaget i det Nordatlantiske Råd (NAC). 7 The white House 2010: National Security Strategy of the United States of America. 25

26 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau og sikkerhed. (2) Overvinde voldelige ekstremistiske organisationer, som truer det amerikanske hjemland, amerikanske oversøiske interesser eller amerikanske allierede. (3) Imødegå spredning, erhvervelse og anvendelse af masseødelæggelsesvåben (WMD). (4) Bistå med at fastsætte grundlæggende vilkår for repræsentativ regeringsførelse, fremgang og udvikling. (5) Forberede egne og partneres militære kapaciteter til at imødegå nye udfordringer US CENTCOM har som konsekvens af egen fastlagt strategi også erkendt, at de overordnede målsætninger ikke lader sig indfri, uden at USA til stadighed har en fast og synlig tilstedeværelse i regionen, herunder gerne i etablerede internationale koalitioner. US CENTCOM vil fortsat tilbyde støtte til regionale partnere, samt fokusere og prioritere tværinstitutionelle samarbejder og military-to-military forbindelser, for at styrke fælles interesser og fremme varig stabilitet. Et eksempel herpå er et nyligt US CENTOCM forslag til alle interessenter om etableringen af en fælles international indsats mod anvendelsen af søminer. Med andre ord - US CENTCOM fokus og prioriteringer retter sig imod samarbejde på kryds og tværs mellem institutioner og partnere, hvilket klart indikerer en erkendelse af behovet for, at andre må være med. Centralt betragtes dette som den grundlæggende præmis for koalitionslandenes samarbejder i regionen og disses repræsentationer ved US CENTCOM hovedkvarteret. Denne artikel ser som tidligere anført ikke på operationaliseringen af samarbejder i regionen, men alene på de dynamikker der hersker i og omkring koalitionslandenes repræsentationer og Coalition Coordination Center på den ene side, og US CENTCOM hovedkvarter på den anden. Et centralt element heri, er den udvekslingsrolle som Coalition Coordination Center, der hovedsageligt er amerikansk bemandet, er pålagt for at tilsikre en smidig og hensigtsmæssig koordination partnerne imellem. For at kunne svare på dette spørgsmål om denne koordination reelt finder sted på en effektiv og hensigtsmæssig måde, er en præsentation og gennemgang af såvel koalitionen som Coalition Coordination Center påkrævet. US Central Command, Coalition Coordination Center Introduktion I forhold til US CENTCOM gennemsigtige og velkendte divisionsopdelte struktur, er Coalition Coordination Center (CCC) opbygning ikke helt så entydig, set i et traditionelt organisatorisk linie-stabs perspektiv. Men som koordinerende bindeled mellem US CENTCOM og koalitionslandenes delegationer, giver den i realiteten fin mening. Dimensioneringen og strukturen er logisk opbygget, med to overordnede afdelinger der ser på henholdsvis Coalition Operations og Coalition Development. Altså en afdeling der skal understøtte igangværende aktiviteter, herunder operationer, drift, logistik og forsyning, samt en afdeling, der fokuserer på udvikling, vidensdeling, informatik, integration og protokol. Med en stab på ca. 40 personer, alle med amerikansk baggrund, har Director CCC en velunderstøttet struktur, hvormed han kan varetage sin primære mission; at fungere som US CENTCOM primære forbindelsesled til koalitionens delegationer, uden at dette dog betyder, at han har nogen direkte kommando over delegationerne. Der er elementer af CCC stabstruktur som virker åbenlyse og derfor ikke synes at være relevante i forhold til yderligere diskussion i denne artikel, mens andre er mere interessante i perspektiv af artiklens fokus og problemstilling. 26

27 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau CCC Organization Director of Coalition Coordination CCC Administration Task Management, Internal Resources, Manpower, Awards, Evaluations, Travel Orders, Task Coordination, GO Aide Coordination Chief, Ops Deputy Director of Coalition Coordination Executive Officer Coalition Coordination Chief, Coalition Development Senior Enlisted Advisor Chief, R&S Facilitates core activities of CCC by serving as the primary link between the Coalition Liaison Teams (CLTs) and CCC Oversight of Mil to Mil negotiations and planning Lead Coalition focused OPTs WGs and similar planning efforts Develop/implement Coalition Training Plan ISO OSD initiatives Long Term International Strategy for Coalition Support in Afghanistan Coalition Integration within HQ, USCENTCOM Director s Action Team Coalition Relations Metrics CVB, OMB, SNR Meeting Coord Conference Coordination Logistics Resource Management Intel/Security Manager Data/Comm Ops Coalition JMD UNCLASSIFIED//FOUO Figur 4. CCC organisation Centrale elementer i CCC Hvor CCC Operationsafdeling (OPS Department) primært håndterer den daglige forbindelse til koalitionslandenes forbindelseselementer gennem udpegede Country Officers, er CCC udviklingsafdeling (DEV Department) overordnet ansvarlig for den samlede koalitions integration i US CENTCOM. Centralt placeret i denne afdeling, er den sektion, der har ansvaret for at tilsikre koordination og vidensdeling (Information Sharing Branch). Gennem udvikling og fastholdelse af en kultur, der fremhæver vidensdeling, er sektionens væsentligste bidrag til CCC virksomhed at tilsikre og udvikle kvaliteten, kvantiteten og aktualiteten af de produkter som koalitionens forskellige arbejdsgrupper fremkommer med. Centralt i denne opgavestilling er sektionens indlejrede opgave med at fremelske en kultur af vidensdeling. Det kan virke en smule påfaldende, at en dedikeret sektion i bindeleddet mellem koalition og kommando har en sådan opgave, uden at et mærkbart resultat reelt finder sted. Et kontroversielt udsagn der ikke kan stå alene, men faktum er bare, at mens vidensdeling klart er en ambition blandt koalitionslandene generelt, så går viden i det amerikanske system gennem en række processer og filtre, der reelt medfører, at viden, når den kommer, er uaktuel eller har mistet sin substans og dermed betydning. Hårde udsagn, men virkeligheden er imidlertid bare sådan at vidensdeling ingenlunde er smidigere, hurtigere og mere substantiel med CCC Information Sharing Branch mellemkomst. Ikke desto mindre er det en realitet, som man må forholde sig til i et så stort og komplekst system som det amerikanske. I det daglige og rutinemæssige perspektiv, er den direkte military-to-military koordination og samarbejde, den officielle relation imellem CCC og koalitionslandenes repræsen- 27

28 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau tationer. CCC Operationsafdeling har udpegede dedikerede Country Officers tilknyttet koalitionslandenes repræsentationer. Altså personer som har en daglig og personlig kontakt med det enkelte lands delegation, hvormed der over tid opbygges relationer og indbyrdes forståelse, hvilket igen medvirker til at fremme resultater og effektivitet. Et par eksempler på effektiv og konstruktiv military-to-military samarbejde, som har givet reelle resultater til gavn for både Danmark, vore partnere og for USA har været; udlånet af Mine Resistant Ambush Protected Vehicle (MRAP) til Danmark og ING gidselsagen. 8 MRAP, har vist sig at være et meget effektivt pansret køretøj, som Danmark med US CENTCOM mellemkomst har lejet 40 stk. af til det danske styrkebidrag i Afghanistan. MRAP har suppleret rækken af pansrede køretøjer i den samlede danske pulje i Afghanistan, og for så vidt angår risikoen for tab af danske liv efter IED angreb og direkte skydninger, så har indsættelsen af MRAP i operationsområdet givet vore soldater et markant bedre passivt beskyttelsesniveau. Den dansk-amerikanske US CENTCOM mellemkomst er dermed et eksempel på en succesfuld military-to-military relation. Udlånet er i øvrigt netop blevet genforhandlet, således MRAP kapaciteten til det danske styrkebidrag er forlænget i endnu en periode. I relation til ING gidselsagen, var det igen military-to-military relationer imellem den danske repræsentation og US CENTCOM, der koordinerede at de danske gidsler indledningsvis kunne blive samlet op efter frigivelse i et amerikansk flådefartøj ud for Somalias kyst. Ovenstående eksempler er i nogen grad særlige begivenheder, og ikke begivenheder der sker rutine-mæssigt. Der foregår imidlertid i det daglige mange rutinemæssige aktiviteter mellem CCC Country Officer og den enkelte repræsentation. Den slags koordinerende aktiviteter kan både have praktisk administrativ betydning i relation til eksempelvis møder, konferencer og besøg som involverer US CENTCOM Command Group, men det kan også være aktiviteter af rent faglig betydning, eksempelvis i forbindelse med den Battle Rhythm som i realiteten er forretningsgangen i koalitionsbygningen. Figur 5 Eksempler på CCC-koalitions vidensdeling platforme 8 ING sagen omhandlede den danske familie der var på jordomrejse i deres sejlskib ING, som blev kidnappet af somaliske pirater. 28

29 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau Som vist i figur 5 er der en række platforme hvorunder selve processen med at udveksle viden og koordination af aktiviteter foregår. En central foranstaltning heri, er de kalenderlagte ugentlige arbejdsgrupper, briefinger og møder, som dækker fra general/oberst til sagsbehandler niveauet. Grundlæggende er det en velfungerende konstruktion, hvor udveksling, styring og koordination fungerer gnidningsløst. Som ved alle koordinerende strukturer, er der også her forskellige bump på vejen, så som aflysning af eksempelvis briefinger og foredragsaktiviteter med kort varsel. Ud over at det kan virke forstyrrende når kalenderen med kort varsel ændres, så fungerer military-to-military relationerne mellem CCC Operationsafdeling og repræsentationerne godt i dagligdagen. Det skal rettelig understreges, at dette er set på baggrund af de relationer, der hersker mellem den aktuelt udpegede danske Engagement Officer og det danske forbindelseselement. Indtrykket herudover er dog at repræsentationerne generelt har et godt military-to-military forhold til deres individuelle Country Officer. Det eneste der i en dansk kontekst kan virke som skudt over målet er selve størrelsen på CCC. Med en aktuel styrke på ca. 40 militære og civile ansatte, kan det virke bureaukratisk og tungt, hvilket det på mange måder også er. Dog er der i særlig grad én entitet i CCC-Udviklingsafdeling, der bør fremhæves for sin helt særlige positive rolle i forhold til koalitionslandenes repræsentationer. Der tænkes her på Coalition Liaison and Integration sektionen, som i den grad fungerer for og med koalitionen. Det anerkendes at meget vil være personbestemt, når den slags kludetæpper af mennesker med meget forskelligartede baggrunde bringes sammen, som det er tilfældet i koalitionen til US CENTCOM. Det er i virkeligheden også den styrke der holder liv i koalitionen, når mennesker med de rette forudsætninger så som empati, forståelse for kulturelle forskelle og professionel indstilling engagerer sig mod et fælles mål. Udtrykket Inside-outside firewall er nok ikke ubekendt for personer med kendskab til det amerikanske system. Problematikken bagom dette udtryk skal nærmest tages for givet, da der er stor forskel på hvad man ved og hvad man deler, når man har direkte adgang til de amerikanske systemer og når man ikke har denne adgang. Det amerikanske system har i forhold til alle dets internationale samarbejder en entitet, der varetager kontrollen med hvad der kan deles og ikke deles. Denne entitet er Foreign Disclosure Office eller FDO. FDO har i realiteten stor indflydelse, forstået sådan at et produkt kan gå fra at være aktuelt og relevant, til at være fuldstændig uaktuelt og irrelevant, når det har passeret FDO filter eller måske i virkeligheden FDO censur. Denne proces kan stort set ingen, ej heller i det amerikanske system, gøre ret meget ved. Hvis der er noget, der er direkte ødelæggende for samarbejde og resultater, så er det klart FDO, som må anses for at være et resultat af såvel 9-11 i 2001 og Wiki-leaks sagen. Dette kan virke som en subjektiv betragtning, men det kan konstateres at folk generelt også amerikanere - ofte med et suk udtaler well, it has to pass through FDO before it can be released. FDO er en foranstaltning, der ikke går væk af sig selv, og man må forstå, at når oplysninger skal ud igennem det amerikanske sikkerhedssystem og videre gennem et koordinerende led som CCC inden det rammer koalitionen, skal der sættes en fællesnævner, der bliver styrende for hvad der kan oplyses. Dette kan der ikke umiddelbart ændres på, og det må koalitionspartnerne - blandt andet Danmark forholde sig til. Et alternativ hertil kunne efter min opfattelse være at indlejre stabsofficerer i eksempelvis US CENTCOM hovedkvarteret. Selvom en dansk stabsofficer på grund af netop FDO ikke umiddelbart synes aktuel i de centrale operative stabe (CCJ3 Operations og CCJ5 Plans and Policy), er der muligheder andre steder ved et hovedkvarter som eksempelvis US CENTCOM. Aktuelt har Danmark en fast stabsofficer ved US CENTCOM CCJ2 Afghanistan/Pakistan Center og det er erfaringen at Danmark med denne indlejrede stabsofficer, får meget mere substans til gavn for både samarbejdet og for vore deployerede enheder, selvom også han er underlagt visse sikkerhedsrestriktio- 29

30 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau ner. Andre alternativer kunne være danske stabsofficerer i eksempelvis US CENTCOM CCJ4 Logistics og CCJ7 Training/Exercise. Var dette tilfældet ville det alt andet lige løfte fællesnævneren et par niveauer, hvormed præmisserne omkring aktualitet og substans ville blive øget betragteligt. Blot en betragtning til eftertanke. Dette eksempel sætter i en vis grad CCC som institution i perspektiv, men det må samtidig også understreges at koalitionen i sig selv indeholder en række uheldige eller i bedste fald uhensigtsmæssige dynamikker, som ikke gør forholdet imellem parterne til et bedre ægteskab. For at få en forståelse heraf, er en præsentation af selve koalitionen på sin plads. Koalitionen ved US Central Command Introduktion Koalitionen ved US CENTCOM er som tidligere nævnt ikke defineret ved en fast organisatorisk struktur. Hver for sig har alle koalitionslandene, deres egne bevæggrunde for at være en del af strukturen og fællesskabet. En koalitionspartner kan eksempelvis være en del af strukturen, på grund af eget lands engagement i Afghanistan missionen. En anden kan være en del af strukturen, på grund af eget lands engagement i piratoperationerne ud for Afrikas Horn. En koalitionspartner kan også være en del af strukturen, fordi landet i al sin enkelhed er specifikt inviteret og sponseret til at indgå i koalitionen med det formal at bidrage til den samlede legitimitet. Sidstnævnte lande er såkaldte Title 10 lande, som til fulde er sponsoreret af USA. Dette betyder at USA dækker alle omkostninger for landets repræsentant, herunder betaling til bolig, bil, mad, lommepenge og drift af repræsentation. 9 Naturen i en koalition Det som i realiteten binder landene i koalitionen ved US CENTCOM sammen, er de uformelle relationer der naturligt opstår når mennesker bringes sammen. Der er naturligvis også formelle relationer gennem vidensdeling, medlemskab af arbejdsgrupper og projekter som binder landene sammen. På den anden side, er det ikke ukendt at professionelle bekendtskaber som opstår i formelle regimer meget ofte kan indebære at også uformelle relationer opstår af mange årsager. Dette er klart det smukke og indtagende i dagliglivet i en koalition som den ved US CENTCOM. Men deltager så alle i koalitionen med lige stort engagement og initiativ og uden forbehold i såvel de uformelle som de formelle regimer? Dertil er svaret nej - langt fra! Uden at skulle favorisere Danmark og den aktuelle danske repræsentation ved koalitionen, har såvel Danmark som koalition gennem årene haft stor gavn og udbytte af det danske engagement og de resultater som er opnået med dansk deltagelse. Eksempelvis har Danmark gennem en årrække varetaget opgaven som formand for koalitionen ved US CENTCOM med stor succes og anerkendelse til følge. Såvel koalitionspartnere som stab og chefgruppe ved US CENTCOM, har udtrykt meget stor anerkendelse for de resultater som det danske formandskab har skabt. Lad det være sagt med det samme: Der er i udgangspunktet mange nationale hensyn og politiske prioriteringer, som kan ligge til grund for at et land vælger at lade sig repræ- 9 US DoD har sat specifikke regler op for at et land kandiderer til Title 10 status. Landet repræsentation opererer derudfra et US DoD Cost per Diem regelsæt, som definerer omkostninger til hushold, bil og lommepenge. Det er ingenlunde en guldgrube i et dansk perspektiv, men for en afghansk eller Djibouti officer, vil det udgøre et betragteligt løft i den generelle livsstandard. Title 10 tildelt et land er tidsbestemt og genstand for fornyede rutinemæssige genovervejelser. 30

31 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau sentere i en koalition. Derfor er det både forståeligt og acceptabelt, at nationale hensyn altid kommer før koalitionens også for Danmarks vedkommende. Der ligger faktisk en anerkendt empiri til grund for denne konstatering. Amerikanske RAND Corporation 10 udgav i 2011 bogen Band of Brothers or Dysfunctional Family?, der omhandler de militære aspekter af de udfordringer, som koalitioner står overfor i forbindelse med komplekse operationer. Med sine rødder i amerikansk tænkning og doktrinering, refererer bogen generelt til amerikanske doktriner. Med dette hensyn in mente, kan læseren konstatere at USA generelt ser koalitioner som ad hoc arrangementer hvor to eller flere nationer går sammen om fælles mål. 11 En meget interessant konklusion, er, at det er vigtigt at nationer anerkender at koalitioner bør anskues adskilt, fra de mere etablerede alliance- og kommandostrukturer som eksempelvis NATO. 12 En bemærkelsesværdig konklusion, når man tager de i denne artikel fremhævede konstruktionsmæssige uhensigtsmæssigheder in mente. Her er den elitære og logiske dimension oppe imod den konkrete og aktuelle dimension, der videre styrer den virkelighed, som koalitionen ved US CENTCOM oplever. Senere konkluderer bogen meget rammende, at koalitioner i modsætning til alliancer kan ses som kom som du er arrangementer, hvor nogle parter i stor grad vil være dressed to the occasion, mens andre reelt ikke er klar over, at der er en dresscode. Intet kunne være mere rigtigt når man tager et kig på den etablerede koalition ved US CENTCOM. Det er hverken på generals- og/eller stabsniveau ukendt, at en sen tilmelding er hverdagskost. Ej heller er det ukendt at nogle partnere vælger ikke at tage stilling til et givent forhold, før i absolut sidste øjeblik, da dette evt. kan konflikte med andre og mere udbytterige muligheder. Det skal anerkendes at dette også kan være en anlagt politik for at holde alle døre åbne så længe som muligt. Gensidig mistanke, mistro, mistolkning og misforståelse er også en del af den dagligdag der hersker. Det er derfor ikke blot de faglige forudsætninger, der bør ligge til grund for en kandidats udvælgelse til at arbejde i et koalitionsmiljø. Egenskaber som empati, kulturel og religiøs forståelse samt generelt gode sprogegenskaber, er en ubetinget forudsætning for succes. Er disse egenskaber ikke til stede, kan man hurtigt ende i en situation, hvor man for alvor kan føle sig på fremmed græs, når man pludselig befinder sig blandt personer fra lande, man kun har hørt eller læst om. Skal man kunne fungere i dette selskab, stiller det krav til egen vilje og forståelse, samt ikke mindst foresattes vurderinger af ens kvalifikationer. Tog alle koalitionsmedlemmerne disse forhold i betragtning, ville koalitionen ved US CENTCOM formentlig kunne løfte sit potentiale betragteligt. Dette sagt og skrevet med skyldig hensyntagen til, at koalitionen ved US CENTCOM faktisk opnår mange generelt brugbare resultater. En gennemgående konklusion i RAND publikationen er da også, at et lands engagement i stabiliseringsoperationer og oprørskamp sjældent udgør en direkte trussel mod dette lands nationale eksistensgrundlag (war of choise), hvorfor de bånd der binder koalitioner sammen i så henseende, ofte vil være mere svækkede end hvis det handlede om en eksistenskamp. Det er også i dette lys koalitionen ved US CENTOCM skal betragtes. 10 RAND Corporation der er en non-profit global policy tænketank, som er finansieret af den amerikanske regering, blev oprindelig etableret for at yde forskningsstøtte og analyser til USA væbnede styrker. Organisationen er siden oprettelsen vokset betydeligt, og samarbejder i dag således med både andre regeringer, private fonde, Internationale Organisationer (FN) og kommercielle interessenter. RAND Corporation er en betydelig global spiller når det handler om analyser og forskning af globale sikkerhedspolitiske emner og trends. 11 US JP I-01 (2001 (2008a), p. 92) 12 Rand Corporation: Band of Brothers or Dysfunctional Families, summary p. xi 31

32 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau Skraber man lidt i overfladen bag koalitionen ved US CENTCOM, oplever man meget hurtigt, at ovenstående forudsætninger også har en anden præmis, som spiller en helt afgørende rolle for den dynamik og effektivitet, som koalitionen reelt besidder. Begrebet Five-Eyes-Only kan vel egentlig omsættes til koalitionens superliga, og den er der egentlig ikke nogen mulighed for at spille sig op i. Denne liga har sin egen præmis og er direkte styret af historiske og ideologiske forhold, og kan for en udenforstående betragtes som et lukket land. Five-Eyes-Only landene ved US CENTCOM består af Storbritannien, Canada, Australien og New Zealand og med USA for bordenden. Denne kadre af lande befinder sig langt hen ad vejen på indersiden af Inside-outside firewall og har, med de åbenlyse muligheder dette indebærer, hverken interesse i eller vilje til at følge resten af koalitionens opstillede regimer for vidensdeling. Derfor benytter ingen af disse lande sig reelt af det etablerede netværk for vidensdeling som resten af koalitionen benytter sig af. Hvorfor? Simpelthen fordi ingen af landene reelt har behov for det, og fordi landene har indlejrede stabsofficerer i selve US CENTCOM kommandoen, med hvad dertil hører af uhindret adgang til information på indersiden af systemet. Hvis man ser på Danmark i denne konstellation, og holder det op imod det tilhørsforhold som Danmark hidtil har haft med eksempelvis USA og Storbritannien, giver det umiddelbart stof til eftertanke og refleksion. Spørgsmålet som rejser sig her er vel hvordan Danmark i realiteten betragtes i det store billede, når man applikerer ovenstående forhold ind i ligningen? Er vores rolle og betydning i virkeligheden på niveau med det vi selv tror? Kan vi i nogen grad omgå præmissen omkring Five-Eyes-Only og spille i en division højere oppe? Virkeligheden er i hvert fald, at det er laveste fællesnævner, der sætter grænsen i koalitionen, og at det er med det udgangspunkt at viden officielt spredes, mens viden kan få andre nuancer og substans når den deles i uofficielle fora. Det kan i hvert fald umiddelbart fastslås, at Danmark ikke i en overskuelig fremtid kan udvide Five-Eyes-Only ligaen til Six-Eyes-Only ligaen. Men der synes dog alligevel at være muligheder, som ikke skal være uprøvet. Danmark har ubetinget et godt og respekteret renommé, og det har klart forplantet sig i koalitionen og ved US CENTCOM. Men har vi ved at placere os som en del af koalitionen ubevist sat os mellem to stole, og dermed sat os selv i en situation hvor vejen til indsigt og viden er for lang, fordi vi balancerer sammen med laveste fællesnævner? Læseren kan i figur 6 selv danne sig et indtryk af, hvem denne lidet flatterende laveste fællesnævner omfatter. Bemærkelsesværdigt er det også at konstatere at store betydningsfulde lande som Frankrig, Tyskland, Spanien og Italien også er repræsenteret i koalitionen, og disse lande befinder sig reelt med de samme udfordringer som Danmark gør. Det er derfor ikke usandsynligt at disse lande gør sig overvejelser om deltagelse i koalitionen giver det udbytte som indsatsen fortjener? En vej til superligaen og dermed adgang til større udbytte og tyngde, i den viden og den indflydelse et land som Danmark med rette kan tillade sig at efterspørge, er klart i forbindelse med en placering af stabsofficerer på US Combatant Command niveauet. Altså stabsofficerer i kommandoens stab baseret på bilaterale aftaler direkte mellem USA og Danmark. Det er klart at en dansk stabsofficer over night ikke vil kunne ses i eksempelvis US CENTCOM/CCJ3 eller CCJ5. Men andet og ikke nødvendigvis mindre kan gøre det. Danmark har som tidligere nævnt aktuelt en stabsofficer (M401+) tilknyttet US CENT- COM/CCJ2 Afghanistan/Pakistan Centeret. Der er ingen tvivl om at den indsigt denne stabsofficer bliver delagtiggjort i, har et helt andet niveau, end det der generelt spredes gennem koalitionen. Det er naturligt nok ikke indersiden af Inside-outside firewall, men det er en hel del tættere på. Svaret må derfor være; få flere indlejrede stabsofficerer i udvalgte positioner på kommando niveauet. Dette kunne eventuelt være i eksempelvis US CENTCOM/CCJ4, hvilket igen vil giver meget fin mening, eftersom alle landene inklusive 32

33 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau Danmark som er engageret i Afghanistan, i løbet af de næste år bliver trukket ind i den største re-deployering af militære styrker siden Den Anden Verdenskrig. Figur 6 US CENTCOM koalitionslande En anden vej er måske at lægge større tyngde og prioritering på den europæiske og nordiske vej, gennem samarbejder med eksempelvis Tyskland og Frankrig samt ikke mindst de øvrige nordiske lande. Den aktuelle erfaring fra koalitionen ved US CENTCOM, er netop at det er det daglige samarbejde med førnævnte lande der giver mest udbytte. Dertil er det min egen personlige oplevelse, efter fem måneders tjeneste ved koalitionen, at fællesskab, interesser og resultater i denne kontekst, giver mest mening og substans gennem det tætte samarbejde der har været med Danmark, Sverige, Norge og Finland. Afslutning Skal Danmark så gøre fuldstændig op med koalitionstankegangen? Ingenlunde! Artiklen har afdækket en række forhold som set i et dansk perspektiv, berettiger til at der bør gøres nogle overvejelser om hvor og hvordan Danmark som nation får mest indflydelse for de investeringer landet gør. Koalitionstankegangen er sund og bør klart være interessant, set i forhold til fremtidige danske engagementer i konflikter rundt omkring i verden. Det har ikke været hensigten med denne artikel, at efterlade læseren med den opfattelse at Danmark i fremtiden bør undgå koalitioner. Den politiske proces har bestemt at Danmark sagtens kan deltage i koalitioner, så længe disse koalitioner er funderet i et folkeretsligt godkendt mandat. Derimod kan der med de erfaringer der er gjort i den konkrete situation, stilles spørgsmål til om Danmark i fremtiden bør omgå at positionere sig på det operative niveau som en del af en multinational koalition. Vil det give større mening om Danmark i 33

34 Skønheden & Udyret: Naturen i et koalitionsmiljø på det operative niveau en indledende og opbyggende fase lod sig repræsentere på koalitionsniveauet, for så herefter at søge at placere sig med stabsofficerer i det operative hovedkvarter der har ansvaret for missionens gennemførelse. Dette især hvis det er den samme konstellation der opbygges som det er tilfældet ved koalitionen ved US CENTCOM. 34

35 Operativ Ledelse Major Jakob Rømer Barfod, master i organisationspsykologi, chef for Faggruppe Ledelse, Hærens Officersskole. 1 Formål Formålet med denne artikel er at dele de tanker og erfaringer, der i forsvaret er gjort med ledelses- og lederudviklingsprojektet Ledelse med operativ effekt, der bl.a. tager sit afsæt i socialkonstruktionistisk erkendelsesteori. Herved ønsker jeg at inspirere til refleksion hos den enkelte leder og til dialog mellem ledere og medarbejdere samt give læserne mulighed for at tænke egen ledelsespraksis igennem og måske derved blive mere opmærksom på, hvordan ledelsesrummet kan gøres bedre til alles bedste. Indledning Når chefer og ledere udpeges til stabene ved forsvarets internationale missioner, venter der dem en stor og spændende udfordring. Medarbejdere fra hele landet fra vidt forskellige organisationer mødes, og de skal på meget kort tid opbygge et velfungerende team med fælles mål og normer for, hvordan samarbejde og ledelse skal foregå. Formålet er at skabe det bedst mulige grundlag for den operative opgaveløsning og herved opnå fastsatte resultater. I takt med intensiteten i forsvarets operative opgaver øges gennemføres der en mere og mere intensiv missionsforberedelse i tiden op til udsendelse, hvilket betyder, at det er essentielt, at der fra starten søges skabt en fælles forståelse af den kommende mission, at der opstilles ambitiøse og realistiske målsætninger samt ledelsesværdier og leveregler for såvel stabens som chefgruppens virke. 2 Forsvarets ledelsesmæssige omstillingsproces Forsvaret har gennem de sidste cirka 10 år undergået en omfattende forandring fra primært at være et mobiliseringsforsvar til i dag at have et deployerbart forsvar med et langt højere omstillingsberedskab end tidligere. Der er tale om en stor og anderledes opgave for forsvaret, der bl.a. handler om, hvordan forsvaret får de ansatte til at arbejde bedst muligt sammen under et til tider ekstremt pres. Medarbejdere samles fra forskellige verdener og virksomhedskulturer med henblik på at arbejde sammen om en af de vanskeligste ledelsesmæssige udfordringer; om nødvendigt at skulle tage andres liv for at løse den pålagte opgave og risikere sit eget og sine medarbejderes liv. Forsvaret har i mange år været en organisation, der har lært af andres og egne erfaringer ud fra en lineær tænkning. Årsag-virkning kausaliteten har været et væsentligt omdrejningspunkt, som alle officerer er skolet i ved fx anvendelse af problembehandlingsmodeller, krigsspil osv. Ledere i forsvaret måske især de ældre ledere er generelt skolet og oplært i den positivistiske skole, hvor svar er vigtige, hvor der er få svar, og hvor de bedste svar som regel er lederens egne. 1 Major Jakob Rømer Barfod har i sit tidligere job på Institut for Ledelse og Organisation på Forsvarsakademiet arbejdet med omtalte koncept. 2 Chefgruppen (bataljonschefen og hans kompagnichefer m.fl.) udgør sammen et ledelsesteam og er de officerer, der er chefer for enheder med befalingsret over underlagte medarbejdere. Ledelsesteamet i staben udgøres af stabschefen og dennes sektionschefer. Stabens opgave er især at skabe det bedst mulige beslutningsgrundlag for bataljonschefen. Projektet gennemføres ideelt set for både chefgruppens og stabens ledelsesteam, men i hver sin ramme. Militært Tidsskrift, 141. årgang - nr. 2 - august 2012, s

36 Operativ Ledelse Jeg mener, at stærke individuelle kompetencer såvel sociale som faglige er en væsentlig forudsætning for god opgaveløsning i en organisation, og gode relationer er forudsætningen for endnu bedre resultater. Det vil sige, at relationer mellem mennesker er forudsætningen for, at de individuelle kompetencer virkelig kommer til udfoldelse. Denne udfoldelse sker typisk i et ledelsesrum, hvor ledelse primært handler om kommunikation, hvilket bekræftes af en række undersøgelser, der peger på, at op til 75 % af lederes tid går med forskellige aktiviteter, der handler om kommunikation (Haslebo 2004). Formålet med konceptet Formålet med konceptet Ledelse med operativ effekt er bl.a. at skabe et fælles sprog og fælles begreber for en gruppe organisationsmedlemmer, der stammer fra en ledelsesmæssig gammel og ny tidsalder. De yngste organisationsmedlemmer i en stab kan typisk være år, og de ældste kan være sidst i 50 erne. Der kan være mange traditioner og barrierer, der skal forhandles og evt. nedbrydes, hvilket kan være hårdt arbejde. Som Kenneth Gergen (2010) skriver Enhver tradition lukker døren for det nye; enhver dristig skabelse undergraver en tradition. Med Ledelse med operativ effekt er der tale om en ny dristig ledelsesstil med fokus på god ledelse, hvor den enkeltes evne til at skifte perspektiv udfordres og styrkes. Formålet er endvidere at give bataljonens eller battlegroup ens chefgruppe og/eller stabens ledelsesteam værktøjer og metoder til at skabe en fælles forståelse af enhedens opgave, målsætninger og de værdier og leveregler, som skal gælde under missionen i udlandet med henblik på at understøtte den operative opgaveløsning bedst muligt. Forsvarets virkelighed Ledelse i forsvaret omfatter det operative virke, der ofte foregår under særligt risikobetonede vilkår, og det administrative virke, der foregår under almindelige vilkår for forvaltning i offentlige organisationer. Ledelse i forsvaret har udviklet sig i takt med den generelle ledelsesudvikling i det offentlige regi. Fra at have været især faglig leder skal man nu være leder af en virksomhed, og det har medført, at ledere i højere grad har fået fokus på administrativ ledelse, personaleledelse og de overordnede generelle ledelsesopgaver. Samtidig er der også blevet stillet flere krav, således at ledere ikke blot er visionære strateger for deres egen institution og afdeling, men også forventes at gøre sig tanker om helheden. Det betyder, at offentlige ledere i det postmoderne samfund befinder sig i et krydspres bestående i en række modsatrettede krav, der kun sjældent kan løses, så alle er lige tilfredse. Dette krydspres er netop det udfordrende sted, hvor den militære leder står i dag, og som er beskrevet i Forsvarets Ledelsesgrundlag som militær risikoledelse og virksomhedsledelse. 3 Det er i den forbindelse ledelsesmæssigt interessant, at selv i det man hovedsagelig kan betegne som militær risikoledelse som fx at være chef i Afghanistan og her være ansvarlig for indsættelse af enheder i kampoperationer udtaler chefer 4, at det drejer sig om 95 % ledelse og 5 % føring 5. Når hold sammensættes til fx Afghanistan, er det med organisationsmedlemmer, der kommer fra netop de to forskellige diskurser, og hvor der er behov for at kalibrere ledelsesopfattelsen. 3 Bl.a. Nørgaard Tab i enheden. Interviewundersøgelse i forbindelse med eksamensprojekt på videregående officersuddannelse, trin I i faget Ledelse, Hærens Officersskole, hold Bülow Forsvarets Ledelsesgrundlag beskriver begrebet føring som udtryk for særlige situationsbestemte former for ledelse, der knytter sig til militære operationer. 36

37 Operativ Ledelse To ledelsesparadigmer mødes I virksomhedsledelse hersker den administrative diskurs, hvor ledeforskellene 6 drejer sig om, hvorvidt ting er målbare eller ikke målbare. Organiseringskoden er kontrol, og denne type ledelse ses typisk i den mere bureaukratiske del af forsvaret, hvor tællelighedslogikken er fremherskende. Nøgleord er her fx anonymiserende, centraliserende, overblik, kontinuitet, kontekstuafhængig, regler og målbarhed ved hjælp af tal. I risikoledelse er ledeforskellene ven/fjende, og organiseringskoden er tillid til hinanden: You watch my back I watch your back. Nøgleordene er her personificerende, decentraliserende, indblik, aktualitet, kontekstafhængig, dømmekraft og dannelse ved hjælp af bl.a. korpsånd (Nørgaard, 2008). Denne form for ledelse ses typisk i forsvarets operative virke fx hos enhederne, der er indsat i Afghanistan. Projektets forløb Det aktuelle forløb i Ledelse med operativ effekt udarbejdes i samarbejde mellem forsvarets Institut for Ledelse og Organisation og enheden, der står for udsendelse, men tager udgangspunkt i følgende figur: Figur 1: Forløbet i Ledelse med operativ effekt 6 Ledeforskelle handler om, hvordan man i organisationen afgør, hvad der er relevant, og hvad der ikke er relevant og ses bl.a. i måden en organisation vælger sit analytiske ståsted : Er det fx målbart eller ikke målbart (Luhmann). 37

38 Operativ Ledelse Allerede op til 12 måneder før udsendelsen gennemføres indledende møder mellem enhedens chef(er) og forsvarets Institut for Ledelse og Organisation. Cirka 6-8 måneder før udsendelse gennemføres et ledelsesseminar med hhv. chefgruppen og stabens ledelsesteam. I perioden efter og indtil udsendelse gennemføres teamevalueringer og interessent tilfredshedsmålinger under to øvelsesperioder. Et udsendelsesseminar afholdes kort før udsendelsen, hvor der gennemføres evaluering af den forløbne proces og interne aftaler for det videre udviklingsforløb udarbejdes. Midtvejsseminar gennemføres under udsendelsen, hvor der gennemføres evaluering og udvikling af ledelsesteamet. Efter hjemkomst fra mission gennemføres et afsluttende ledelsesseminar, hvor individuelle og fælles ledelseserfaringer og læringspunkter opsamles til brug i den enkeltes næste job i forsvaret. Ovenstående gennemføres på det organisatoriske plan. På det individuelle plan gennemføres ligeledes et coachingforløb for hver chef og sektionschef, hvor vedkommende inspireres og støttes i sin relationelle udvikling som leder. Forløbet har været gennemført for enheder i Kosovo og Afghanistan, hvor det har givet god mening for ledelsesteamene. Forløbet har fået en så positiv omtale, at operative enheder i den hjemlige struktur har ytret ønske om at arbejde systematisk med denne form for ledelsesudvikling. I det følgende beskrives kort hovedtrækkene i projektet. Ledelsesseminar Ledelsesseminaret, der varer et døgn, er et af hovedelementerne i konceptet. Her får organisationsmedlemmerne lejlighed til at samskabe deres virkelighed ved at udvikle en fælles forståelse af ord som fx ledelse, kvalitet, godt samarbejde, god kommunikation, trivsel, konflikt, ansvar, koordination m.v. Gennem sproget frembringes en virkelighed, og hvert enkelt ord kan ikke defineres i sig selv, men får mening af den kontekst, det indgår i, og det praksisfællesskab, der bruger det (Haslebo & Haslebo, 2007). Eller som Gergen (2010a) skriver I hver ny måde at tale på ligger potentialet til nye måder at forholde sig til hinanden på. Dette holdt op imod den kontekst organisationsmedlemmerne skal agere i; hvilke interessenter er der tale om i missionsområdet og hvem er fx primære interessenter, samarbejdspartnere eller foresatte? Hvad det ene organisationsmedlem anser som interessenter, ser de andre organisationsmedlemmer ikke nødvendigvis som de samme interessenter. Det kan naturligvis skabe en interessekonflikt eller -dialog, hvis nogle stabsofficerer fx ser deres pårørende som primære interessenter, da de eksplicit er forudsætningsskabende for, at officeren virker optimalt, og andre ser dem som noget sekundært, der ikke har direkte indflydelse på samarbejdet og dermed opgaveløsningen. En interessentanalyse kan her være et forsøg på at skabe en fælles forståelse, der her er af stor vigtighed for at kunne tale samme sprog, udøve god ledelse, og herved træffe de (mest) rigtige operative beslutninger. Nogle interessenter er primære det vil sige, at de har stor direkte indflydelse på enhedens evne til at løse opgaven. Hvem der er primære, kan skifte over tid, og man er derfor nødt til hele tiden at evaluere indsatsen i forhold til de enkelte interessenter og den givne kontekst. Hvis fx en foresat myndighed er utilfredse med rapportering, kan det være, at der skal lægges tyngde i dette område i en periode. Gøres det ikke, kan enheden måske få et dårligt ry, det kan måske medføre restriktioner; der stilles dårligere opgaver mv. I sådan en situation er det vigtigt sammen med de primæ- 38

39 Operativ Ledelse re interessenter at skabe en forståelse af, hvorfor tyngden i en periode måske lægges et andet sted. Traditionelt vil en chef i forsvaret udstikke en mission, som medarbejderne skal forholde sig til. På ledelsesseminaret forhandles denne mission og konstrueres af organisationsmedlemmerne i fællesskab, hvilket i sagens natur kan være en vældig udfordring for chefen hvad nu hvis de vil noget andet end jeg? Men såvel ledere som organisationsmedlemmer medvirker til at forme de værdier og den etik, som missionen skal samles om. Den bedste opgaveløsning opnås kun, hvis lederen er opmærksom på sine medarbejderes kompetencer og i størst muligt omfang bringer disse i anvendelse for at kvalificere beslutninger. Det er netop dette, som chefen her inviterer til. Som Forsvarets Ledelsesgrundlag beskriver, opfattes ledelse i forsvaret som en proces, hvor meninger forhandles, fælles overbevisninger dannes, og hvor en person eller en ledelsesgruppe igangsætter, støtter og styrer opgaveløsningen i overensstemmelse med ledelsens hensigt. På seminaret forsøger konsulenterne at facilitere en udvikling i teamet, hvor der for organisationsmedlemmerne skabes en mening i at være udsendt sammen. Oberstløjtnant Claus Klaris, der var stabschef i Afghanistan på ISAF hold 10, udtaler om sin oplevelse af konceptet: Seminaret bragte ledelsesgruppen sammen. Mange kendte hinanden fra tidligere, men havde endnu ikke arbejdet sammen som enhed. Seminaret og den efterfølgende proces var med til at understøtte den fælles opgaveløsning i staben. Alle, fra medarbejder til chef, kendte mål og værdier, og alle havde mulighed for at udvikle værdierne undervejs. Det gav en utrolig god stemning i staben, hvor dialogen om mål og værdier var bragt på dagsorden og blev drøftet løbende. Gennem en systematisk og struktureret dialog skaber ledelsesteamet en fælles forståelse af enhedens opgave, målsætninger og de værdier og leveregler, som skal gælde under missionen. Her anvendes blandt andet 4D-modellen, hvor fokus er rettet mod det positive og livgivende i organisationen: Figur 2: 4D-modellen i Appreciative Inquiry 39

40 Operativ Ledelse Ledelsesseminaret søges især holdt i etikkens 7 domæne, hvor rigtig og forkert ledelse ikke er på dagsordenen, men i højere grad mere eller mindre nyttig ledelse i forhold til den ønskværdige fremtid. Det er i dette domæne, at organisationsmedlemmerne inviteres til i fællesskab at gøre sig forestillinger om, hvordan de sammen kan bidrage til den bedst mulige ledelse og det bedst mulige samarbejde. Ledelsesseminaret munder ud i et fælles værdigrundlag, der er det tentative grundlag for den gode ledelse under missionen. Dette er i sagens natur et dynamisk værktøj, der løbende er til forhandling og udvikling, efterhånden som virkeligheden konstrueres i den nye verden, som organisationsmedlemmerne pludselig befinder sig (fx ørkenen i Helmand provinsen i Afghanistan). Et eksempel på dele af et værdigrundlag fremgår af figur 3. Figur 3: Eksempel på et ledelsesteams værdigrundlag i forhold til et enkelt fokusområde Coachingsamtaler I de individuelle coachingsamtaler er især sproget i fokus. At arbejde med et skift fra det problemløsende og problemfokuserende sprog (med fokus på begrænsninger, det kritiske, bagudskuende og kontrolsøgende) til det anerkendende og udforskende sprog (med fokus på det fremadskuende og livgivende, udvikling, læring, styrker og muligheder) er et vigtigt 7 Et nyttigt redskab i den sammenhæng er Maturanas domæneteori, som i korte træk går ud på, at menneskers sproglige handlinger udfolder sig i tre forskellige domæner, nemlig æstetikkens, refleksionens og produktionens domæne. De tre domæner kan forstås som tre typer af kontekster og i en given situation eksisterer alle tre domæner samtidig, men da det ikke er muligt at anlægge tre forståelsesrammer samtidig, vil et af dem træde frem som styrende for det, der foregår. 40