JENS HARREBYS HUS FANØ KOMMUNE

Transkript

1 F R E D N I N G S V Æ R D I E R JENS HARREBYS HUS FANØ KOMMUNE

2 2 Besigtigelsesdato: Besigtiget af: Mia Kroer Ræbild Journalnummer: / Kommune: Fanø Kommune Adresse: Gammel Byvej 7, Sønderho, 6720 Fanø Betegnelse: Jens Harrebys Hus Fredningsår: 1971 Omfang: Stuehuset (ca. 1807). BYGNINGSBESKRIVELSE Bygningen ligger på østsiden af Gammel Byvej, i den centrale del af Sønderho, i en forholdsvis tæt bebyggelse. Bygningen ligger i en lille græsklædt have, der indhegnes af hække og lave stakitter. Bygningen er et fritliggende, grundmuret længehus opført i én etage. Over en gråmalet, lav sokkel står murværket mod syd og vest i rød, blank mur med optrukne, hvide fuger, mens nordsiden og østgavlen står med pudset og gråmalet murværk. Under taget afsluttes langsiderne af en muret hvid gesims, der er ført om hjørnet og op langs tagfladen på gavlene. Østgavlens gavltrekant er beklædt med grønmalede, lodretstillede brædder afsluttet af en vindskede, mens vestgavlen er fuldmuret. Bygningen har et stråtækket heltag med tørvemønning, og i rygningen er en skorstenspibe med hvidmalet sokkel og gesims samt et skaft i røde sten. I begge tagflader er en stråtagskvist. Mod nord er vinduerne torammede og seksrudede, mens de øvrige vinduer består af en-, to- og trerammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Vinduernes karme er ældre, mens rammerne er nyere, udført som kopi af de tidligere rammer. Vindueskarmene er gråmalede, mens rammerne er hvidmalede ligesom murfalsen. Hoveddøren er en tofløjet fyldingsdør med ruder i de øverste fyldinger, udført som kopi af den originale dør med overførte beslag. I nordsiden er en revledør og revlehalvdør med et hjørnestillet, opdelt vindue i den øverste del. Dørene har hvidmalede murfalse og er malet hvide med grå staffering, dog har revledøren ingen staffering. Begge døre er traditionelt udført. Vinduerne er forsynet med hvidmalede stik og sålbænke. I gavlene ses murankre udformet som årstal og initialer. Vestgavlen. I det indre er bevaret en ældre grundplan med en forstue bag hoveddøren, nor frangel, der oprindeligt opdelte boligen mod øst fra stalden mod vest. Fra forstuen er der adgang til vinterstuen, sønder donsk, og i tilslutning til denne en stue, æ stow, mod øst. Fra vinterstuen er der både adgang til sommerstuen, nor donsk, og køkkenet mod nord. Fra sommerstuen er der adgang til et lille

3 3 kammer mod øst, og fra køkkenet er der adgang til en baggang, hvorfra der er udgang mod nord. Både fra forstuen og baggangen er der adgang til den tidligere stalddel mod vest. Den tidligere stalddel er indrettet med et køkken mod nord og en stue mod syd. Fra forstuen er der adgang til et lille badeværelse og en stejl trappe, som ligger midt i bygningen. Tagetagen er indrettet med et reposrum og tre værelser og fremtræder med nyere og ældre bræddegulve, linoleumsgulve, gipsbeklædte skråvægge, gipspladelofter og nyere synlige hanebånd med plane gipslofter imellem samt en ældre bræddeskillevæg med glasruder i den øverste del. I gulvet over køkkenet er endvidere bevaret en ældre, stor, todelt gulvluge. Materialeholdningen i stueetagen er traditionel med bræddegulve, teglklinkegulve, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige loftbjælker. Dog er køkkengulvet belagt med vinyl. Det meste af et ældre interiør er bevaret, herunder revle- og fyldingsdøre med bemalinger, klinkefald, beslag og ruder samt gerichter, indbyggede skabe og tætsengsdøre. På ydervæggen i vinterstuen er der ældre Fanø-fliser. Endvidere er ydervæggene i brystningshøjde forsynet med nyere, lodretstillede brædder afsluttet af en vandret profilliste. I det nordvestlige hjørne er et lille depotrum med adgang fra nordsiden, men rummet blev ikke besigtiget. BYGNINGSHISTORIE De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen, og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i , og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830 erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark. Sydsiden set fra Gammel Byvej. Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der som hollandsk, frisisk påvirkning i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværkshusenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra

4 4 omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk. Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med et kvadratisk, hjørnestillet eller et rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme, fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet. Den synlige del af nordsiden. De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørneliséner, og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren. Jens Harreby Hus på otte fag blev opført i , jævnfør murankrene i vestgavlen, på en hidtil ubebygget grund ifølge flere skøder og pantebreve. Det var grundmuret og havde halve trægavle samt trærammede vinduer af engelsk glas, ifølge en brandtaksation fra De seks østre fag indeholdt boligafdeling med forstue, hvor køkkenet havde en muret kælder med vandbrønd, og i de to vestfag

5 5 var der stald og lo. Ved en brandtaksation fra 1855 var huset nu på ni fag, idet der var blevet tilføjet et staldfag mod vest. Dette fag er senere atter blevet nedrevet. Murankrene J.J.T. og K.J.D. må referere til Karen Jensdatter (datter af Jens Hansen Frederiksen, som byggede huset) og hendes mand Jens Jensen Thomsen. De to vestfag blev inddraget til beboelse efter 2. Verdenskrig. Den øverste del af vestgavlen blev omsat i år 2000, efter en stormskade i december KILDER Gamle Huse i Sønderho. Registrant udarbejdet af Steffen M. Søndergaard og Poul Tuxen. Udgivet af Fanø kommune og Fredningsstyrelsen Fanø bebyggelser og landskaber. Af H. Meesenburg, J. Termansen, S. Tougaard og P. Uhd Jepsen. Bygd Vadehavet Kulturarvsatlas. Kulturstyrelsen MILJØMÆSSIG VÆRDI Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret gammel landsby. Bygningen ligger vinkelret på Gammel Byvej, og mod gaden er kun vestgavlen og en del af nordsiden synlig, hvilket gør at bygningen på den forholdsvis lille grund putter sig i Nørlands karakteristiske tætbebyggede struktur. Bygningen er, som de fleste andre huse på Fanø, orienteret solret, hvor gavlene vender mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos bebyggelsesmønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk helhed. KULTURHISTORISK VÆRDI Den kulturhistoriske værdi ligger i bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er de lave mure i én etage, her med en side, som er pudset og gråmalet og tre sider i rød, blank mur med hvidt optrukne fuger, hvid hovedgesims og bræddebeklædt gavltrekant mod øst. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med en skorstenspibe, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave,

6 6 mens piben fremtræder i rød, blank mur som størstedelen af facaderne. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduer og døre har de typiske hvide stik og at vinduesåbningerne har påmalede hvide sålbænke. Murankrene i gavlene vidner med årstallet 1807 mod vest om bygningens opførelsesår samt initialerne J.J.T. og K.J.D mod øst om én af bygningens ejere gennem tiden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede ældre planløsning med en frangel, der på traditionel vis opdelte den store boligdel mod øst fra den beskedne lo- og stalddel mod vest. Stuerne ligger ligeledes traditionelt med en stue mod syd, sønder donsk, hvor man kunne få lys og varme i vinterhalvåret, og med en stue mod nord, nordre donsk, til ophold i sommerhalvåret, hvor stuen således var kølig og sval. Hertil komme den lille aftægtsbolig, som er indrettet i den tidligere stalddel. Endvidere knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens velbevarede interiør med mange ældre og egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder revle- og enfyldingsdøre, hvoraf enkelte har glasruder, samt de profilerede gerichter. Hertil kommer de indbyggede skabe, herunder hugskabet i vinterstuen og tætsengsdørene. De hollandske fliser på ydervæggen i vinterstuen fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel. ARKITEKTONISK VÆRDI Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede volumen med lave mure og det dominerende, store stråtag med stort set, ubrudte tagflader. Arkitekturen virker stærkt ved de enkle materialer og fremhævede bemalede dekorationer omkring vinduer, døre og gesimser. Særligt de hvide, påmalede sålbænke og de hvidmalede stik over vinduer og døre giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Hertil kommer hoveddørens staffering og skorstenspibens hvide sokkel og krave. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det arkitektoniske udtryk. Hertil kommer kontrasten imellem den pudsede og malede nordside og de øvrige sider i blank mur, hvor de røde mursten sammen med de hvidt optrukne fuger giver murene et levende udtryk med stor stoflighed. Vestgavlen. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til de velbevarede og raffinerede snedkerinteriører som bjælker, skabslåger, døre og indfatninger, der tilsammen understreger rummenes historiske atmosfære og tillige tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Bræddeskillevæggenes høvlspor har en levende overflade af stor

7 7 æstetisk værdi. Selvom materialet er det samme på skillevægge, lofter, indfatninger og døre, er de elegant adskilt gennem udformningen og efterfølgende kontrastfulde bemalinger. De bevarede ældre fliser i vinterstuen er ligeledes udtryk for en dekorationsglæde, som er en integreret del af den lokale arkitektur. Den afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi. BÆRENDE FREDNINGSVÆRDIER De bærende fredningsværdier knytter sig i det ydre til det velproportionerede og skarptskårne bygningsvolumen med pudset, gråmalet nordside og de øvrige sider i rød, blank mur samt den bræddebeklædte gavl, den grundmurede gavl, det stråtækkede, stort set, ubrudte heltag med mønning af tørv og den tofarvede skorstenspibe i rygningen. Hertil kommer de hvidmalede vindues- og dørfalse, vinduernes hvidmalede stik og sålbænke, de traditionelt udførte døre og vinduesrammer samt de ældre vinduesrammer med alle detaljer. Endvidere knytter de bærende fredningsværdier sig til den traditionelle materialeholdning. De bærende fredningsværdier knytter sig i det indre til den ældre planløsning med forstue, vinterstue og stue mod syd samt køkken, sommerstue, tætsengskammer og baggang mod nord. Hertil kommer den lille aftægtsbolig i den tidligere stalddel. Endvidere kommer den traditionelle materialeholdning i bygningens detaljerige interiører, herunder bræddegulve, -vægge og -lofter med synlige bjælker. Endelig kommer de ældre bygningsdetaljer som revle- og fyldingsdøre med greb og gerichter, tætsengsdørene, sommerstuens ældre fliser på ydervæggene samt de indbyggede skabe. ANBEFALINGER Det anbefales, at bygningens sokkel, vinduer og døre males i de traditionelle Sønderho farver med sort sokkel, grønne karme og grønne døre med hvid staffering. Endvidere anbefales det, at skorstenens hvidkalkede sokkel og gesims på traditionel vis atter opstreges.