Fra konglomeratstat til enhedsstat. Enevoldsstaten som kulturel aktør.

Transkript

1 Fra konglomeratstat til enhedsstat. Enevoldsstaten som kulturel aktør. Ved Michael Bregnsbo, lektor, ph.d., Center for Historie, Syddansk Universitet, Odense, Enevælden betegner en 188-årig epoke i dansk historie, nemlig 1660 til Der kan fremhæves mange gode grunde til at anskue hele dette tidsrum under ét, men på den anden side kan det ikke undgås, at man ved at benævne hele denne perioden enevælden kommer til at give et indtryk af helhed og kontinuitet og at underspille systemets foranderlighed i løbet af samme periode. Den danske stat og det danske samfund var ikke det samme i f.eks. 1660, 1690, 1790 og 1847 uagtet at alle fire år befinder sig i enevældens epoke. Hvordan kan man nærmere beskrive og karakterisere disse forskelle i stat og samfund? I international forskning bruges følgende betegnelser om staten i denne periode: den tidlig moderne stat, fyrstestaten, dynastistaten, skatte-, finans- eller militærstaten eller med et udtryk af Knud Jespersen den verdslige fyrstelige territorialstat. Sidstnævnte udtryk skal forstås i modsætning til forløberen, middelalderens republica Christiana og til efterfølgeren, nationalstaten. Den danske stat i 1690 og i 1790 var en sådan verdslig fyrstelig territorialstat, men alligevel var der stor forskel på den danske stat i 1690 og i 1790 med hensyn til statens selvforståelse og selvlegitimering, dens administrative strukturer, dens virkefelter og formåen og til forholdet mellem befolkning og stat. Nu er det ikke fordi denne forskel i enevældestaten i dens forskellige tidsstadier er gået upåagtet hen i historieskrivningen: her er der blevet talt om den unge og den gamle eller om den ældre og den yngre enevælde, ligesom også betegnelserne oplyst enevælde, opinionsstyret 1

2 enevælde eller landboreformernes epoke vidner om, at der i løbet af anden halvdel af 1700-tallet forekom noget kvalitativt nyt inden for den verdslige fyrstelige territorialstat. Det er altså min tese, at den verdslige fyrstelige territorialstat og dens samfund i løbet af 1700-tallets anden halvdel undergik markante, kvalitative forandringer med hensyn til statens selvforståelse og selvlegitimering, dens administrative strukturer, dens virkefelter og formåen samt med hensyn til forholdet mellem befolkning og stat. Og når jeg siger staten og dens samfund, så er det fordi disse markante, kvalitative forandringer i høj grad i staten i høj grad kom til at præge befolkningen, ikke bare i dens stilling over for statsmagten, men også i samfundet. Med andre ord bidrog staten til at ændre befolkningens kulturer, forstået som fælles måder at se, tænke, agere og indrette sig på og var derved en kulturel aktør. Formålet med dette paper er at søge at finde begreber til at fange denne markante, kvalitative forandring, som enevoldsstaten gennemgik i løbet af anden halvdel af 1700-tallet samt undersøge, hvordan det gav sig udslag i samfundslivet. Og netop når vi er blevet opmærksom på, at den verdslige fyrstelige territorialstat undergik forandringer inden den blev til en nationalstat, vil en del begivenheder måske skulle tolkes anderledes end hidtil. Der er alt sammen tale om foreløbige overvejelser og resultater fra min side, men ikke desto mindre synes jeg dog, at jeg er nået så langt, at det har et formål at præsentere dem og diskutere dem i dette forum forhåbentlig til gensidig inspiration. Til at finde begreber, der kan fange disse forandringer i staten og i samfundet i anden halvdel af 1700-tallet har jeg ladet mig inspirere af begreber, som historikeren Harald Gustafsson fra Lunds universitet har fremlagt, nemlig konglomeratstat og enhedsstat. Hvad der menes med det, skal jeg præsentere ved hjælp af en OH er. 2

3 En konglomeratstat (composite state) er ifølge Harald Gustafsson en stat, som består af forskellige territorier bragt sammen af et fyrstehus, men derudover er der få andre faktorer, der holder den sammen. Hvert territorium eller rettere den sociale elite i hvert territorium har sit særlige forhold til regenten, sine egne privilegier, sine egne love og administrative strukturer osv. I enhedsstaten derimod står alle dele af statens territorium i samme type relation til magtcentret, der gælder ensartet lovgivning i alle dele af riget, og den lokale administration er ikke domineret af lokale eliter. Enhedsstaten kan have form af en nationalstat, hvis der er kun én kultur og ét sprog inden for den, men behøver ikke at være det, og nationalstaten er under alle omstændigheder et fænomen, der hører det 19. århundrede til, og selv da er den mere en drøm end en realitet. GENNEMGÅ OH Jeg skal hertil knytte to bemærkninger. For det første skal denne udvikling og disse begreber forstås som idealtyper. Der kan ikke sættes noget årstal på for, hvornår enhedsstaten var en realitet. Formålet med dem er at kunne sammenligne forskellige tidspunkter og vurdere, om staten i år y havde flere træk af en enhedsstat end den havde i år x. Der er altså tale om et redskab til brug ved sammenligninger over tid. Således kan der i 1750 godt tænkes at være flere træk af en enhedsstat i sammenligning med 1700, men tillige kan der i 1800 godt tænkes at være flere træk, der pegede mod enhedsstaten, end der var i Den anden bemærkning: begreberne konglomeratstat og enhedsstat har jeg som nævnt hentet fra Harald Gustafsson, men jeg skylder Harald at sige, at jeg nok bruger hans begreber lidt anderledes end han selv gør. Han nærmer sig 1700-tallet fra og 1600-tallet og er derfor tilbøjelig til at se fremvæksten af enhedsstatstræk fra enevældens indførelse i 1660 og de følgende årtier med indførelsen af Danske Lov i 1683 som en foreløbig kulmination. Jeg selv nærmer mig 1700-tallet fra 1800-tallet af og er derfor tilbøjelig til at fokusere på træk af den frembrydende enhedsstat i anden halvdel af 1700-tallet. Men det er udtryk for, at jeg har ladet 3

4 mig inspirere af Gustafsson, men ikke kopierer ham direkte samt at det netop skal forstås som idealtyper, som redskaber til brug ved sammenligning. Der er som nævnt tale om foreløbige overvejelser, og jeg vil nu nævne tre eksempler fra Danmarks historie i de sidste årtier af 1700-tallet, som ofte bliver fremstillet som nationalitetskonflikter, som præget af modsætningsforhold mellem dansk og tysk. Her er det min opfattelse, at det 19. århundredes forbitrede nationalitetskonflikt i Slesvig og de daværende nationale modsætninger mellem dansk og tysk er blevet projiceret tilbage på det 18. århundrede, og at det måske snarere skal ses i et konglomeratstat/enhedsstat perspektiv. Det første eksempel er den politik, der blev ført under Guldberg-styret Her blev dansk indført som kommandosprog i hæren i 1773, ved en reform af latinskolevæsenet i 1775 blev undervisningen i modersmålet og i fædrelandets historie styrket her og som kronen på værket blev loven om indfødsretten indført på kongens fødselsdag i Ifølge denne kunne fra nu af kun de, der var født inden for kongens riger og lande, få embeder i den danske stat. Loven omfattede alle borgere i den daværende danske helstat, altså også tysksprogede medborgere fra hertugdømmerne. Så vidt det kan ses blev den modtaget med spontan begejstring blandt byborgerskabet eller middelklassen i Danmark, men også blandt byborgerskabet eller middelklassen i Holsten. Dette tyder ikke på, at loven var national og vendt mod tyskere som sådan. Snarere var den en reaktion på det aristokratiske styre under Frederik V med A.G. Moltke som statens faktiske leder og med mange udenlandsk fødte ministre i gehejmekonseil et, og hvor poster i statsforvaltningen, militæret og i den lærde verden samt privilegier til erhvervsdrivende blev rundhåndet uddelt til udenlandsk fødte venner af mændene i statens ledelse. Eller sådan var der i hvert fald mange indenlandsk fødte, der opfattede det. 4

5 Næste eksempel: i 1790 overrakte en kreds af 103 jyske godsejere et tillidsskrift til landets faktiske regent, kronprins Frederik. Selv om det hed et tillidsskrift, var der reelt tale om en klage over landboreformpolitikken og hvad skriftets forfattere anså for overgreb på godsejerrettigheder. Det fører som bekendt til en retssag mod ophavsmændene og hovedmændene bliver idømt bøder og sågar frataget deres kammerherreværdighed. Og det er ofte blevet udlagt som en klar sejr for reformpolitikken. Allerede i samtiden taltes om, at de jyske godsejere tilhørte et dansk parti, og at deres modparter i statens ledelse bestående af navne som Reventlow, Bernstorff, Schimmelmann og Stolberg var et tysk parti. Det er rigtigt, at de protesterende godsejere var af dansk afstamning. Lidt under halvdelen var adelige, men adelskabet var af nyere dato. Men først og fremmest var de forankrede i en kultur, der hørte den patrimoniale konglomeratstat til. Men deres adfærd fandt sted i den bureaukratiske enhedsstat, og blev derfor tolket anderledes af enhedsstatens politiske elite. Det forhold at de jyske godsejere henvendte sig direkte til landets faktiske konge, kronprins Frederik, var fra deres side noget helt selvfølgeligt, at gå til magtens centrum, til Herrens salvede selv. Men i den bureaukratiske enhedsstat forekom en sådan adfærd suspekt, og blev opfattet som om de ville gå bag om ryggen på regeringen og uden om de officielle bureaukratiske kommandoveje. Endvidere blev de jyske godsejere bebrejdet, at de havde forstyrret kronprinsen på dennes bryllupsrejse til Slesvig. Men for dem var kongen magtens kilde og ikke som i den bureaukratiske enhedsstatskultur statens øverste embedsmand med fast kontortid uden for hvilken man ikke kunne forstyrre ham. Så dansk og tysk skal på dette tidspunkt nok snarere ses som kulturelle koder eller identitetsmarkører: at være dansk ville sige at modsætte sig udviklingen hen imod en bureaukratisk, centraliseret, homogen enhedsstat, og at være tysk ville sige at støtte en progressiv reformpolitik i retning af en enhedsstat. Vist var der også nationale modsætninger mellem danske og tyske medborgere internt i den danske helstat, især blandt byernes progressive middelklasse. Men stillet over for de 5

6 reagerende jyske godsejere måtte denne middelklasse nu træffe et valg: hvad betød mest for den? Danskhed eller reformer? Skulle man være dansk og støtte de danske proprietærer i Jylland, eller skulle man støtte reformkursen og derfor bakke op om den tysksindede, aristokratiske statsledelse. Og det ser ud til, at det var reformerne, man valgte, frem for nationale hensyn, når man nu engang skulle træffes et valg. Og i hvert fald at dansk-tyske nationale modsætninger nok fandtes, men at de ikke var hovedmodsætningerne i datidens samfundsliv. Det sidste eksempel har også med sådanne påståede dansk-tyske modsætninger at gøre. I 1796 foretog rentekammerpræsident Christian Ditlev Reventlow en tjenesterejse i hertugdømmerne, og hans fyldige beretning fra denne rejse er udgivet af Claus Bjørn i Formålet med rejsen var at træffe forberedelser til at udstrække de reformer, der i årtiet forinden var blevet gennemført i Kongeriget, til hertugdømmerne. Ligeledes påpegede grev Reventlow hertugdømmernes stærkt heterogene struktur og behovet for at forenkle og harmonisere dem. M.a.o. at omdanne konglomeratstat til enhedsstat. I Kongeriget havde sådanne reformer kunnet gennemføres, her herskede enevælde, her var der ingen, der havde nogen som helst formel ret til at blive hørt eller være medbestemmende om politiske forhold. I hertugdømmerne derimod var det adelige ridderskab en velorganiseret korporation, der havde sin Fortwährige Deputation. Og da Holsten var medlem af Det tyske Rige, kunne holstenske forhold indbringes for rigsmyndighederne her. Selv om det enevældige styre ikke officielt anerkendte den slesvig-holstenske adels ret til at blive taget med på råd, så respekterede det den i praksis. Derfor kunne der ikke sådan uden videre laves gennemgribende samfundsreformer her. Men i 1802 blev der alligevel gennemført en skattereform uden at ridderskabet var blevet konsulteret forinden. Det førte til, at et fremtrædende medlem af den danske stats ledelse, den holstenske adelsmand Cay Reventlow, slægtning til Christian Ditlev, i protest trak sig tilbage fra sine statsposter. Dermed var der indtruffet en splittelse i den internationalt orienterede, tysksprogede, aristokratiske reformelite. Her synes det at ligge lige 6

7 for at se dette som begyndelsen på den dansk-slesvigholstenske konflikt, der førte til borgerkrigen og krigen Måske. Men man skal dog også være opmærksom på, at ridderskabet ikke omfattede hele adelen i hertugdømmerne. Dels var der godsejere, der ikke var adelige, og dels var der adelige godsejere, der ikke var fundet værdige til optagelse i ridderskabet. Og sådanne godsejere, de så kaldt ikke-reciperede, følte sig sat uden for og var slet ikke så afvisende over for en stat, der nu begyndte at gribe langt mere direkte ind og at søge at harmonisere de sociale, økonomiske, retlige og administrative strukturer end man hidtil havde kendt. Så igen kan der argumenteres for, at vi står over for et tilfælde af en enhedsstat, der er ved at blive etableret. Betegnelsen enevælden eller den verdslige, territoriale fyrstestat, evt. måske også helstaten lader sig anvende på hele perioden 1660 til 1848, men dermed kan man let komme til at overse, at denne stat, især fra 1780 erne af og frem undergik markante kvalitative forandringer mht. dens selvforståelse, dens selvlegitimering, dens administrative strukturer og systemer, dens virkefelter og formåen samt ikke mindst mht. forholdet mellem befolkning og stat. Og jeg har i dette paper argumenteret for, at denne proces kan ses som udvikling fra en patrimoinial konglomeratstat hen imod en bureaukratisk enhedsstat. Som nævnt i indledningen har dette paper været præsentation af foreløbige resultater og overvejelser, de nævnte eksempler er både tematisk, kronologisk og geografisk begrænsede, og der er meget, der ikke er undersøgt og meget, der sikkert lader sig diskutere. Men de foreløbige resultater peger i retning af, at udviklingen hen imod den bureaukratiske enhedsstat fremkaldte reaktioner og modreaktioner i befolkningen. Disse gik ikke udelukkende på etnicitet, idet bymiddelklassen både i Kongeriget og i hertugdømmerne synes at have delt glæden over Indfødsretsloven af Men det var heller ikke udelukkende et spørgsmål om tilhørsforhold til en bestemt erhvervsmæssig eller økonomisk gruppe. Både i Kongeriget og i hertugdømmerne stod forskellige typer godsejere (danske over for tyske, traditionelt tænkende over 7

8 for moderne, progressivt indstillede) over for hinanden. Måderne man reagerede over for den frembrydende udvikling hen imod enhedsstaten var således ikke i første række et spørgsmål om etnicitet eller om klassetilhørsforhold. For Inden for de forskellige etniciteter og klasser fandtes der nemlig forskellige kulturer, d.v.s. forskellige måder at se, tænke, opleve, agere og indrette sig på. Dansk og tysk kunne som nævnt måske ses som identitetsmarkører for forskellige kulturer i forhold til denne udvikling. Nogle fandt udviklingen hen imod en bureaukratisk enhedsstat truende og så den som en krænkelse af privilegier og af hævdvundne rettigheder og reagerede imod det. Andre så det som noget ønskværdigt og hilste det velkomment. I udviklingen hen imod enhedsstaten interagerede staten med forskellige grupper eller kulturer, om man vil, og disse kunne enten agere eller reagere på denne udvikling. Dermed fungerede enevælden som kulturel aktør. Litteratur: Gustafsson, Harald: Conglomerate or Unitary States. Integration Processes in early Modern Denmark-Norway and Sweden, in: Thomas Fröschl (ed.): Föderationsmodelle und Unionsstruykturen. Über Staatenverbindungen in der frühen Neuzeit vom 15. zum 18. Jahrhundert, Wiener Beiträge zur Geschichte der Neuzeit, Band 21, Wien-München 1994, s