Fireparts-krig om det rummelige arbejdsmarked

Transkript

1 ARBEJDSMARKED Fireparts-krig om det rummelige arbejdsmarked Forhandlingerne mellem regeringen, kommunerne og arbejdsmarkedets parter om det rummelige arbejdsmarked balancerer på kanten af sammenbrud - De officielle firepartsforhandlinger blev udskudt, efter at de allerede var kørt fast - Regeringen er afhængig af tilslutning fra parterne, som rider egne kæpheste og står milevidt fra hinanden For de handicappede, syge og socialt udstødte handler det om de stærkes gode vilje. Viljen til at gøre plads til dem på arbejdspladserne gennem fleksjob og skåneordninger. Men i de magtfulde ministerier og organisationer, som skal skabe rammerne for det rummelige arbejdsmarked, har forberedelserne antaget nærmest krigerisk karakter. I forrige uge raslede Dansk Arbejdsgiverforening med sablerne. DA fastslog, at regeringen skal droppe alle planer om flere skatter og afgifter på erhvervslivet, før foreningen kan gå med til en aftale. I sidste uge var det så LOs tur. Fagbevægelsen krævede højlydt, at fleksjobberne skal ind i A-kasserne, hvis den skal gå med til en aftale, og talte om en ren smædekampagne fra regeringens side. Bag kulisserne raser et veritabelt slag om indflydelsen på hele det fremtidige sociale system i Danmark. Fronterne mellem kommuner, arbejdsgivere, fagbevægelse og regering er trukket så skarpt op, at der er overhængende risiko for, at der slet ikke kommer en aftale. Firepartsforhandlingerne var ellers tænkt som en mulighed for, at staten og kommunerne i samarbejde med arbejdsmarkedets parter i al fordragelighed kunne omsætte alle de flotte målsætninger om tusindvis af nye job til folk med nedsat arbejdsevne til handling. Men forhandlingerne har udviklet sig til en hårdt optrukket konflikt, hvor alle rider deres egne kæpheste. Alt er nu til forhandling: A-kassernes rolle, kommunernes sagsbehandling og virksomhedernes konkrete indsats for at holde på medarbejdere med nedsat arbejdsevne - for at nævne nogle få emner. Parterne har set deres snit til at få mere formaliseret indflydelse over et område, hvor de i dag ikke har meget at skulle have sagt. Regeringen forsikrede i sidste uge om, at firepartsforhandlingerne blot er udskudt et par uger, indtil et forlig om finansloven er på plads. Ugebrevet er imidlertid kommet i besiddelse af det fortrolige notat, der er regeringens seneste officielle udspil til en rammeaftale. Det viser, at forhandlingerne var kørt fast, da det første officielle møde i Statsministeriet blev aflyst. Reelt er der intet, parterne kan blive enige om, bortset fra helt overordnede vendinger. Notaterne afslører, at regeringen gennem lang tid har satset på at få en ganske vitaminfattig aftale fuld af uforpligtende formuleringer. Det kan skyldes, at regeringen enten har forsøgt at træde vande i forhandlingerne, eller at Socialministeriets embedsmænd ikke har haft mandat til at give nogen indrømmelser. Ugebrevet gennemgår i det følgende positionerne i spillet omkring forhandlingerne på baggrund af samtaler med en række centralt placerede kilder i organisationerne og regeringen. Gennemgangen afslører et billede af fire parter, der er så langt fra hinanden, at det kan blive vanskeligt at gøre det rummelige arbejdsmarked til en realitet. Se også figur 1. Forhandlinger indhyllet i tågeslør Socialministeriet har i løbet af efteråret i fortrolige notater i tre omgange fremlagt udkast til en firepartsaftale om det rummelige arbejdsmarked. Allerede den 22. september blev det første udkast præsenteret. Herefter er der kommet nye versioner til den 28. september og igen den 2. oktober. Hver gang er det endt med, at parterne har vendt tommelfingeren nedad. Forhandlerne har samtidig barberet regeringens udspil ned fra 9 til 6½ side. Hvoraf en stor del alene beskriver, hvordan arbejdsmarkedet fungerer i dag. Aftaleudkastet indeholder mål om at nedbringe det langvarige sygefravær, antallet af langvarige kontanthjælpsmodtagere og øge antallet af personer, der får en form for jobtilbud fra de private virksomheder. Men der har været så stor uenighed blandt forhandlerne, at der end ikke er sat konkrete tal på. Tallene optræder i udkastet som x er. Det er højst uklart, hvilket grundlag måltallene skal fastsættes på, om de skal gælde på landsplan eller udmøntes lokalt, og om de skal forstås som opfordringer eller som bindende forpligtelser. Hvornår de skal være opfyldt, og hvad der sker, hvis de ikke bliver det, melder notatet heller intet om. Der er samtidig ikke taget stilling til, om det bliver et udvalg eller regeringen, der skal revidere dem løbende. Nr oktober

2 Figur 1: Firepartsforhandlingerne om det rummelige arbejdsmarked har udviklet sig til et kompliceret spil, hvor alle kæmper for egne mærkesager. Regeringens notat er dermed først og fremmest interessant for alt det, der ikke står i det. Mange af de krav, de forskellige organisationer har rejst, er ikke omtalt med én sætning:! Kommunernes Landsforening har f.eks. lagt vægt på at få forpligtet arbejdsgiverne på, hvor mange fleksjob de skal oprette i de kommende år. Kommunerne har samtidig være optaget af at få staten til at betale halvdelen af kommunernes udgifter til personer, der venter på et fleksjob. KL kan lede forgæves efter forpligtende udsagn i udkastet.! LO presser hårdt på, for at fremtidens fleksjobbere kan få foden inden for i A-kassesystemet og derved få ret til en ydelse på dagpengeniveau. Der er ikke en linje om det emne i forligsteksten.! For arbejdsgiverne er det et kardinalpunkt, at kommunerne yder en ekstra indsats, lever op til loven om bl.a. opfølgning på sygedagpengesager og forpligtes på flere konkrete mål. Men dem kan de ikke finde mange af i regeringens notat. Notatet ligger i forlængelse af regeringens særlige aftale om kommunernes økonomi fra i sommer, men ændrer eller uddyber ikke meget i den gamle aftale. Forhandlingerne har været indhyllet i tåge, fordi ingen parter ved, hvilken udgave af førtidspensionsreformen regeringen agter at fremlægge i et lovforslag inden jul. Alt tyder på et enstrenget førtidspensionssystem, men regeringen er endnu ikke helt afklaret. Der er samtidig total usikkerhed om, hvor mange fleksjob der bliver behov for, og hvor mange der kan skaffes. Kommunerne bange for at havne med sorteper Kommunernes Landsforening er enig med de øvrige forhandlingsparter i, at færre personer fremover skal parkeres på førtidspension. Men den frygter effekterne. KL forudser, at kommunernes opgave bliver enorm: Det her betyder, at vi bl.a. skal få narkomaner til 2 Nr oktober 2000

3 Figur 2: Regeringen satser på at skabe ca fleksjob i løbet af de kommende år. Men kommunerne tvivler på, at de private virksomheder for alvor vil stå parat, og henviser til erfaringerne med at skabe jobtræningspladser. at passe børn, som en højt placeret kilde udtrykker det. KL mener, at regeringen bygger sine socialpolitiske målsætninger på løse fornemmelser. Foreningen frygter, at kommunerne kommer til at stå med regningen, når boet skal gøres op. Ifølge regeringen bliver der behov for at tilbyde ca mennesker om året et fleksjob. KL vurderer, at der snarere er behov for særlige arbejdspladser om året, hovedparten fleksjob. Regeringen har ikke fremlagt forslag til, hvordan en sådan opgave kan løses. Og kommunerne har ikke de redskaber, der skal til for at skaffe alle de job. En anden kilde til bekymring er kommunernes dårlige erfaringer med arbejdsgivernes garantier om at løfte en større social opgave. De husker alt for godt, den tilbagetrukne rolle virksomhederne har spillet i forbindelse med jobtræning. Her kan man roligt sige, at den offentlige sektor har taget sin del af byrden. Se figur 2. Kommunerne mener, at det skal blive lettere at følge med i, hvad der konkret foregår på virksomhederne. Det skal f.eks. være muligt at overvåge andelen af virksomheder, som afholder samtaler med den ansatte, inden han har haft 4 ugers fravær fra arbejdspladsen, eller andelen af medarbejdere med nedsat erhvervsevne, som får tilbud om ansættelse på særlige vilkår. Derudover ønsker kommunerne, at staten betaler en del af udgifterne til at forsørge de personer, der er henvist til, men venter på et fleksjob. Hvis staten ikke betaler halvdelen, vil det være billigere for de enkelte kommuner at sende de ledige på førtidspension, siger KL. Her betaler staten i det mindste 35 pct. af udgifterne. KL er samtidig stærkt opsat på at begrænse den rolle, som de sociale koordinationsudvalg i kommunerne sammen med det centrale organ Det Sociale Råd er ved at få. Kommunerne slår på, at det økonomiske ansvar og kompetencen til at tage de afgørende beslutninger bør følges ad. Den har altid ligget i kommunalbestyrelserne, og der bør den blive. Rådene skal ikke have mere magt eller større budgetter, men alene være rådgivende. Kommunerne advarer imod, at arbejdsmarkedets parter via de sociale koordinationsudvalg får opbygget et konkurrerende arbejdsmarkedssystem i kommunerne, hvor det f.eks. er den lokale SiD-boss eller arbejdsgiverformand, der i rådene får det overordnede ansvar. KL frygter, at det hurtigt kan udvikle sig til regeltyranni, bureaukrati og partsstyre på linje med de 14 regionale arbejdsmarkedsråd i AF-systemet. Operation Red A-kasserne LOs skarpe forhandlingslinje følger af fagbevægelsens skuffelse over arbejdsmarkedsreformernes effekter. Bevægelsen synes, at regeringen mangler lydhørhed. Og det er svært for Nr oktober

4 regeringen at komme uden om LO, for kun fagbevægelsen kan sikre, at lokale tillidsmænd og medlemmer accepterer, at nye fleksjobbere kommer ind på arbejdspladserne. For LO er det magtpåliggende at sikre A-kasserne en større rolle i det sociale system. En stor gruppe af ledige vil om få år miste dagpengeretten - og dermed ryge ud af A-kasserne - hvis de ikke får job. LO mener, at regeringen bør sikre, at det fremover bliver A-kasserne, der udbetaler de sociale ydelser for medlemmer, der venter på et fleksjob. Kommunerne skal stadig have ansvaret for, at den ledige står til rådighed for arbejdsmarkedet, men de skal kunne bede A-kasserne om en hjælpende hånd. Kommunerne kan med fordel trække på det netværk, der er mellem den lokale A-kasse, virksomhederne og fagbevægelsen. LOs udspil ligger i forlængelse af beslutninger taget på sidste kongres. Her fastlagde et omstridt velfærdsoplæg bl.a. fagbevægelsens fremtidige virkefelt. Bevægelsen ønsker en bredere politisk rolle, hvor den får et større ansvar omkring velfærds- og socialområdet. LO pointerer, at langt de fleste, der går på fleksjob, i forvejen er A-kasse-forsikrede lønmodtagere. Ca. 34 pct. af de personer, der kommer i fleksjob, kommer fra job på det almindelige arbejdsmarked, men har måske været udsat for en ulykke eller lignende. 38 pct. kommer fra sygedagpenge, der også forudsætter medlemskab af en A-kasse. Disse medlemmer vil A-kasserne gerne beholde. Derudover vil LO-forslaget give A-kasserne flere medlemmer, fordi kontanthjælpsmodtagere, der arbejder i et fleksjob vil få ret til at søge om at komme ind i en A-kasse. Hvis de senere forlader fleksjobbet, vil det herefter være A-kasserne og ikke kommunerne, der skal udbetale deres sociale ydelser. LO tilbyder at slå en handel af med regeringen: Til gengæld for A-kasse-medlemskabet skal det ikke længere være muligt for de ledige at vente på et fleksjob, mens de er på passiv forsørgelse i en uendelighed. I dag får personer, som kommunerne har indstillet til et fleksjob, såkaldt ledighedsydelse, mens de venter på det. Der er ingen grænse for, i hvor lang tid de kan få den ydelse. En person på 30 år kan principielt få udbetalt 82 pct. af dagpengesatsen på ledighedsydelse, til han bliver pensioneret, hvis han aldrig finder et fleksjob. I en situation, hvor der er mangel på fleksjob, kan det udvikle sig til et parallelt førtidspensionssystem, hvor folk befinder sig i en slags aktiveringsfri zone. LO accepterer at begrænse de lediges rettigheder, så det kun er muligt at få ledighedsydelse i 4 år. Herefter skal den ledige overgå til kontanthjælp. Den ledige bliver dermed selv tilskyndet til at lede efter et fleksjob. Det første år skal ydelsen kunne komme helt op på dagpengeniveau. De næste 3 år skal de ledige have 82 pct. af dagpengesatsen. Men hvis den ledige kommer i fleksjob i 4 år, vil han efter LOs forslag have optjent ret til at få den samme ydelse igen. Det kalder regeringen en ren dagpengegenerator. Et princip for alle arbejdsmarkedsreformer siden 1993 har været, at der ikke er optjening for støttet arbejde til arbejdsmarkedsydelser som f.eks. dagpenge, og at dagpengeperioden ikke kan forlænges, er regeringens synspunkt. Det, LO beder om, er, at regeringen går på kompromis med begge dele. At ledige, som er vurderet uegnet til et job på almindelige vilkår, skal have en ydelse, der svarer til maksimale dagpenge, mener regeringen er et uheldigt signal. Den er dog ikke afvisende over for tankerne om en 4-års-grænse for ledighedsydelsen. Den vil også gerne se på, hvordan den tilskynder flere ledige til at gå på fleksjob. Bl.a. retten til at gå på efterløn og optjene pension har været til debat. DA kræver noget for noget Der er den seneste tid opstået en ganske ond stemning mellem Dansk Arbejdsgiverforening og regeringen på grund af regeringens forslag om at pålægge erhvervslivet flere skatter og afgifter. Men hvis regeringen dropper sin erhvervspakke, vil der igen være skabt basis for, at arbejdsgiverne kan indgå i en firepartsaftale om det rummelige arbejdsmarked. Se også artiklen herom andetsteds i dette ugebrev. DAs udgangspunkt for forhandlingerne har været, at hvis foreningen skal lægge ryg til at pålægge sine medlemmer øgede sociale byrder, må den også kunne vise medlemmerne, at den har forhandlet andre indrømmelser hjem. Arbejdsgiverne har længe ønsket sig en reform af førtidspensionssystemet. Men et politisk delforlig om en reform er allerede forhandlet hjem som led i finanslovsaftalen for i år. Aftalerne om kommunernes økonomi indskærper samtidig, at kommunerne skal yde en mere intensiv og virksomhedsrettet kontakt i det sociale arbejde. Så her er der ikke 4 Nr oktober 2000

5 mange nye indrømmelser til DA. Arbejdsgiverorganisationen har endvidere slået på, at fleksjob ikke er et mål i sig selv, men at kommunerne konkret skal forpligte sig til bedre og hurtigere sagsbehandling i f.eks. revaliderings- og sygedagpengesager, så den enkelte undgår at komme i fleksjob. Desuden ønsker arbejdsgiverne en gedigen opstramning af reglerne på det sociale område, herunder reglerne for, hvornår en kontanthjælpsmodtager står til rådighed for arbejdsmarkedet. De har også talt for en obligatorisk brug af erhvervsrettede handleplaner. DA ønsker sig en bedre kommunal virksomhedsservice med én indgang til kommunerne. Foreningen vil ikke acceptere centrale landsdækkende måltal for erhvervslivets sociale indsats. Men den ser gerne, at de fastsættes lokalt via de sociale koordinationsudvalg. Udvalgene skal være omdrejningspunktet for hele den lokale indsats og kommunernes adgang til en dialog med virksomhederne. Regeringens situation er vanskelig. På den ene side er den reelt magtesløs, hvis den kun forsøger at lovgive sig til et rummeligt arbejdsmarked. Det er afgørende, at arbejdsmarkedets parter og kommunerne føler et ansvar for f.eks. de ældre, alkoholikerne eller indvandrerne. Regeringen skal gøre sig ufattelig opfindsomt umage for at få parterne med, som det udtrykkes. På den anden side er det et arbejde, der skal foregå lokalt, hvis der skal skabes plads på virksomhederne. Og det er i virkeligheden usikkert, hvordan de løfter, KL, LO og DA eventuelt må afgive under forhandlingerne, vil blive omsat til nye initiativer og holdninger ude i kommunerne og på virksomhederne. Her er det holdningen hos den enkelte sagsbehandler, personalechef eller værkfører, der tæller. Kun tiden vil vise, hvor langt deres gode viljer rækker. Jasper Steen Winkel jsw@mm.dk Nr oktober