Sagsøgte, Erstatningsnævnet, har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling.

Transkript

1 DOM Afsagt den 30. december 2015 i sag nr. BS 7-655/2015: E 4400 Kalundborg mod Erstatningsnævnet Adelgade København K Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag, som er anlagt den 2. juli 2015, vedrører spørgsmålet om, hvorvidt E er berettiget til erstatning og godtgørelse efter offererstatningsloven i anledning af en personskade, som hun den 25. maj 2010 som ansat pædagog på et bosted for unge med psykiske diagnoser blev påført af en beboer. Sagsøgeren, E, har endeligt nedlagt påstand om, at sagsøgte, Erstatningsnævnet, skal anerkende, at den hændelse, der overgik sagsøgeren på sit arbejde den 25. maj 2010, er omfattet af offererstatningsloven. Sagsøgte, Erstatningsnævnet, har påstået frifindelse, subsidiært hjemvisning til fornyet behandling. Parterne har under sagens hovedforhandling erklæret sig enige om, at handlingen havde en sådan kvalificeret karakter, at den er omfattet af straffeloven, og sagen vedrører derfor kun spørgsmålene om, hvorvidt handlingen udgjorde et forsætligt legemsangreb, og hvorvidt Es krav måtte være bortfaldet som følge af passivitet eller forældelse. Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling. Forklaringer E har forklaret at hun arbejdede på et bosted med beboere med infantil autisme. Det vil sige, at de ikke har noget egentligt sprog. Hendes arbejde bestod både i pleje og pædagogik. Hun skulle sørge for deres daglige fornødenheder. Hun er uddannet massør og har taget flere kurser om autister, herunder om tegn til tale. Hun havde forinden arbejdet med autistiske børn i nogle år. Den pågældende dag mødte hun på arbejde kl. 15. En af beboerne på bostedet, A, var meget knyttet til at have tre laminerede fotobilleder og et spejl, som altid skulle være ved hende. En anden ansat fortalte, at A ved en fejl havde fået et spejl for meget. Da hun ikke kunne håndtere at have to spejle, havde de fjernet det ene igen. Det er ikke nemt at tage genstande fra personer, som lider af autisme. E vidste derfor, at hun skulle være opmærksom på at forsøge at tale A til ro. A kom hen til hende for at prøve at gøre sig forståelig. Når A var påvirket, rystede hun med hænderne. E talte til A om, hvad der var galt. E sagde, at spejlet var væk, og at hun desværre ikke kunne hjælpe hende. Hun spurgte, om A så gerne ville have skiftet billederne. Det ville A gerne.

2 - 2 - A gik ind og hentede sine tre billeder, og E hentede en mappe med nogle andre billeder. De satte sig ved siden af hinanden. A holdt op med at ryste med hænderne og virkede som om, hun var på vej til at falde ned. E tog billederne ud af mappen og lagde dem ned, så A kunne vælge. Mens E kiggede ned på billederne, blev hun ramt af et hårdt slag bag venstre øre. Hun røg forover, da hun blev ramt. Hun var ikke i tvivl om, at A havde slået hende, men hun så ikke, om slaget var med flad eller knyttet hånd. Slaget ramte med stor kraft. E kiggede op og rakte armene frem mod A for at afværge yderligere slag. A rejste sig imens fra stolen, og E kunne se, at A ville slå hende igen. A slog derefter igen flere gange ud efter vidnet. Det næste slag var også hårdt, men ramte Es arme. A slog to gange til, men med lidt mindre kraft. E lagde ikke mærke til, om A havde knyttet sine hænder imens. De efterfølgende slag var også rettet mod Es hoved, men ramte hendes arme. Det var Es indtryk, at det også gjorde ondt på A, når hun slog, og at det var med til at stoppe slagene. E fik stoppet episoden ved at skælde ud og vende A om. Hun fik A ind på værelset og sagde, at hun kunne blive der, til hun opførte sig ordentligt. A havde ikke tidligere reageret så voldsomt og havde ikke tidligere slået. E mener, at årsagen til volden var, at A var dybt frustreret, og hun ikke kunne udtrykke sig på anden måde. As handicap gjorde, at hendes frustration kunne rettes mod hvem som helst, der var i nærheden. Vidnet var meget glad for beboerne og overvejede ikke politianmeldelse. Hendes arbejdsgiver talte heller ikke om det. Parternes synspunkter Sagsøgeren, E, har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår: "Tvisten: Efter voldsofferloven dækkes personskade tilføjet ved en hændelse/gerning, der er omfattet af straffeloven. Det fremgår af voldsofferloven, at det ikke ændrer ved dækningsadgangen, at skadevolder er utilregnelig eller af anden grund er straffri. Tvisten under denne sag er således ikke, om hvorvidt skadevolder kunne straffes eller er straffri efter straffelovens 16, men alene om der er realiseret et gerningsindhold, der kunne være straffet efter straffeloven. De relevante bestemmelser er straffelovens 119, eventuelt 120, henholdsvis 244. Herom bemærkes følgende: Det fremgår konsistent af sagens akter, at sagsøger blev tilført et slag af beboeren og efter-følgende fik afværget yderligere et slag ved at parere med armen. Det fremgår videre, at der op til denne hændelse var et forløb, hvor beboeren fik frataget eller på anden måde nægtet et spejl m.v., som denne havde stor forkærlighed til. Det fremgår, at sagsøger umiddelbart fik talt beboeren til rette, men det var tydeligt at se, at der var indestængt vrede, som blev større og større op til hændelsen.

3 - 3 - Dette fremhæves, idet der er et tydeligt motiv til den senere vold eller voldslignende handling. Forhistorien til handlingen afkræfter derfor muligheden for, at hændelsen var udtryk for en utilsigtet fysisk påvirkning. Det fremgår således af sagens akter helt fra sagens begyndelse, at der var en optakt til selve hændelsen, hvor den psykisk handicappede beboer slog sagsøger på et tidspunkt, hvor sag-søger var uopmærksom/havde ryggen til hende, og beboeren forsøgte at slå igen, som sag-søger dog fik afværget. Det forhold, at forstanderen efterfølgende har oplyst, at sagen ikke er anmeldt til politiet, fordi man ikke har ment, at beboeren havde fortsæt skal ikke forstås på den måde, at be-boeren ikke havde tilsigtet slaget, men at handlingen var udtryk for beboerens psykiske li-delse, og som sådan ikke var af decideret ond vilje, men et udslag af den mentale reduktion. En straffesag ville ikke bidrag til beboerens situation. Gerningsindholdet i straffelovens 119, henholdsvis 120 og 244: Det fremgår af straffelovens 119, jfr. 244, at alle integritetskrænkelser, også af mere bagatelagtig karakter, er omfatter af gerningsindholdet. Ingen person skal tåle at nogen andre krænker den fysiske integritet. Således foreligger der talrige domme, f.eks. om at spyt udgør en overtrædelse af 119, hvor det overgår en tjenestemand, eller 244 hvor det overgår andre. Der henvises blandt andet til U /2 og U H. Det er også anset som en overtrædelse af straffelovens 119, at hælde øl på en togbetjent, jfr. U H. I dom fra Retten i Hillerød af 29. marts 2011 er en mental retarderet dømt for overtrædelse af straffelovens 119 ved blandt andet at tildele et slag og skub.... Efter sagsøgers opfattelse foreligger der i denne sag utvivlsomt en overtrædelse af straffelo-vens 119, subsidiært 120, eller 244, ved at tilføre et slag mod sagsøger og forsøg på slag, jfr. straffelovens 21. At der var tilregnelse/fortsæt til at slå sagsøger, og at der ikke var udtryk for et uheld, underbygges af omstændighederne op til slaget, hvor beboeren blev tiltagende ophidset efter tidligere at være blevet frataget et spejl m.v., og at beboeren, efter at have slået sagsøger en gang, forsøgte at slå igen. Der må sondres mellem tilregnelse og tilregnelighed. Beboeren har klart ikke været tilregnelig og er som sådan givetvis straffri efter straffelovens 16, men der har været tilregnelse, og som sådan er forholdet objektivt omfattet af straffe-loven og dermed voldsofferloven.

4 - 4 - Det fratager som indledningsvis nævnt ikke krav på dækning, at skadevolder ikke har haft den fornødne tilregnelighed. Erstatningsnævnets tilsyneladende praksis om at stille skærpet krav for at yde dækning til plejepersonale m.v. eller andre som led i deres arbejde udsættes for vold er uden hjemmel. Voldsofferloven sondrer ikke mellem sædvanlige voldssager og vold der overgår plejeper-sonale eller andre der, i kraft af deres arbejde, kommer til skade i forbindelse med pleje af typisk demente eller på andre måder mentalt handicappede personer. Dette plejepersonale m.v. har krav på samme beskyttelse som alle andre. 4. Det samme resultat er Retten i Horsens i dom af 6. november 2014 og Retten i Århus i dom af 25. november 2013 kommet til." Sagsøgte, Erstatningsnævnet, har i det væsentlige procederet i overensstemmelse med sit påstandsdokument, hvoraf fremgår: "Der er ikke grundlag for at tilsidesætte sagsøgtes afgørelser af 20. september 2011 (bilag 14), 3. april 2012 (bilag 16) eller 21. maj 2014 (bilag 18) om, at det ikke med tilstrækkelig sikkerhed kan lægges til grund, at sagsøgeren den 25. maj 2010 blev udsat for en straffelovsovertrædelse. Sagsøgte skal imidlertid frifindes, allerede fordi der fra sagsøgtes første afgørelse af 20.~september 2011 gik mere end 3 år og 9 måneder før stævning blev udtaget, uden at dette var begrundet i en nærmere afklaring af de faktiske forhold; men tilsyneladende kun fordi sagsøgeren ikke var bekendt retspraksis i form af eksempelvis FED Ø. Sagsøgeren har udvist retsfortabende passivitet Sagsøgeren var udsat for episoden på arbejdet den 25. maj 2010, og sagsøgte traf første gang afgørelse den 20. september Sagsøger havde allerede efter sagsøgtes første afgørelse anledning til at få sagen prøvet ved domstolene. Denne anledning blev yderligere bestyrket efter sagsøgerens advokat havde fremført sine argumenter for, hvorfor der alligevel skulle ske anerkendelse (bilag 15), og sagsøgte den 3. april 2012 (bilag 16) igen afviste dette. Sagsøgeren burde hvis hun ville forfølge kravet om anerkendelse på dette tidspunkt have taget retslige skridt. Det gjorde hun ikke. I stedet kom der mere end 1½ år senere endnu en anmodning om genvurdering. Denne Anmodning var tilsyneladende begrundet i Retten i Aarhus' dom af 25. november 2013, som sagsøgeren mente og mener tilsidesatte sagsøgtes praksis. Sagsøgeren kunne selvsagt ikke forud for afgørelserne af 20. september 2011 og 3. april 2012 være bekendt med Retten i Aarhus dom af 25. november Retten i Aarhus' dom af 25. november 2013 indebar imidlertid intet nyt. Østre Landsret havde således allerede i 2003 blåstemplet sagsøgtes praksis, hvorefter en handling skal

5 - 5 - være af en vis kvalificeret art, samt retsstridig og forsætlig, for at erstatning efter offererstatningsloven kan ydes, jf. FED Ø. I 2006 afsagde Østre Landsret endnu en dom om vold udøvet mod personale. Denne dom var frifindende og blev også trykt, jf. FED Ø. Igen blev sagsøgtes praksis blåstemplet. Det fritager ikke sagsøgeren som var repræsenteret ved advokat for at have udvist passivitet, at hun ikke var bekendt med retspraksis i form af FED Ø og FED Ø. Sagsøger har da også selv i sit påstandsdokument af 20. oktober 2015 understreget, at de faktiske oplysninger retssagen er begrundet i, konsistent har været til stede siden sagens begyndelse i maj Selv hvis man måtte mene, at det var velbegrundet, at sagsøgeren i 2013 på trods af den eksisterende godt 10 år gamle landsretspraksis igen bad om en genvurdering i stedet for at anlægge sag, gik der efter sagsøgtes afgørelse af 21. maj 2014 yderligere godt 13 måneder, før sagsøgeren udtog stævning. Sagsøgeren har i hvert fald under de omstændigheder udvist retsfortabende passivitet. Retten bør herved også hense til, at sagsøgerens eventuelle krav på tabt arbejdsfortjeneste, godtgørelse for svie og smerte samt helbredelsesudgifter og andet tab med sandsynlighed for længst er forældet. Kravene forældes nemlig tre år fra skadens indtræden, jf. forældelseslovens 2, stk. 1, jf. stk. 4 og 3, stk. 1 samt om tabt arbejdsfortjeneste U H. Hvad der er sket i sagsøgerens sag om erstatning for et erhvervsevnetab ved vi ikke andet end, at Arbejdsskadestyrelsen i afgørelse af 13. november 2013 (bilag 11) skrev, at man ville tage sagen op igen 1. februar Selvom retten måtte mene, at der ikke er udvist retsfortabende passivitet, er der heller ikke i øvrigt noget grundlag for at tage sagsøgerens påstand til følge, jf. straks nedenfor. Der er ikke godtgjort en straffelovsovertrædelse Det følger af offererstatningslovens 1, at staten yder erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov. Efter offererstatningslovens 6, stk. 1, nr. 3, kan erstatning ydes, selvom skadevolderen ikke kan straffes på grund af utilregnelighed. Sagsøgte må da selvstændigt vurdere, om gerningsindholdet i en straffebestemmelse objektivt set er blevet realiseret, og om øvrige strafbarhedsbetingelser er opfyldt. Betingelsen om, at ansøgeren skal have været udsat for en overtrædelse af straffeloven inkluderer krav om en vis kvalificeret, retsstridig samt forsætlig handling. Der skal således være tale om en bevidst skadegørende handling fra skadevolderens side.

6 - 6 - Det følger af Østre Landsrets dom i FED Ø og forudsætningsvis af dommen i FED Ø, at der ved vurderingen af, om betingelserne er opfyldt skal lægges vægt på episodens karakter og varighed. I FED Ø var betingelserne opfyldt, idet episoden havde stået på cirka 20 minutter i hvilken periode, skadevolderen havde tildelt skadelidte adskillige spark, herunder spark i hovedet og på benet, som var begyndt at bløde. I FED Ø var betingelserne ikke opfyldt, idet der var tale om et skub i brystet, der lige så vel kunne være udtryk for, at skadevolderen ikke ønskede skadelidtes hjælp. Efter de foreliggende oplysninger om hændelsesforløbet fra sagsøger og fra hendes arbejdsgiver har sagsøgeren ikke ført bevis for, at hun den 25. maj 2010 var udsat for en forsætlig straffelovsovertrædelse. Det kan således lægges til grund, at episoden opstod ganske hurtigt; at beboeren efter arbejdsgiverens beskrivelse havde en tilknytning til genstande og et reaktionsmønster, der kunne få hende til at slå ud efter personer uforsætlig; at sagsøgeren blev ramt med flad hånd i nakken, uden at sagsøgeren observerede beboeren medens det skete, da det var i et uopmærksomt øjeblik ; og at episoden var slut, lige så hurtigt som den var opstået. Om optakten til selve episoden har sagsøgeren i øvrigt selv i forbindelse med neuropsykologisk undersøgelse i 2011 (bilag 3) oplyst, at der ikke havde været uoverensstemmelser forud for slaget. Sagen adskiller sig herved væsentligt fra de faktiske omstændigheder ikke kun i FED Ø, men også de faktiske omstændigheder i Retten i Aarhus' dom af 25. november 2013 og minder mest om FED Ø. Oplysningerne i stævningen og påstandsdokumentet om, at det var tale om et knytnæveslag i hovedet og om, at der var tale om gentagne forsøg på slag kan ikke lægges til grund. Oplysningerne strider mod sagsøgerens og arbejdsgiverens beskrivelser i en tidsmæssig sammenhæng med hændelsen og kan ikke indeholdes deri. Det må herved tillægges bevismæssig betydning, at sagsøgeren ikke foretog politianmeldelse, der måske kunne have ført til en bedre belysning af faktum. Ligesom den lange tid, der er gået, siden hændelsen fandt sted, også må tillægges bevismæssig betydning. Hvis retten finder et andet hændelsesforløb, end det som er lagt til grund i sagsøgtes afgørelser, bevist, må sagen hjemvises til sagsøgte med henblik på, at sagsøgte kan forholde sig til betydningen heraf. Sagsøgte henviser til Retten i Horsens' dom af 6. november 2014, hvor det netop blev resultatet. Rettens begrundelse og afgørelse Efter offererstatningslovens 1 yder staten erstatning og godtgørelse for personskade, der forvoldes ved overtrædelse af borgerlig straffelov. Parterne er i denne sag enige om, at den handling, som A udsatte sagsøgeren for, havde en sådan kvalificeret karakter, at den er omfattet af straffelovens 244 eller 119. Denne sag vedrører derfor alene spørgsmålet om, hvorvidt handlingen udgjorde et forsætligt legemsangreb efter straffeloven.

7 - 7 - Offererstatningsloven indeholder ingen undtagelser i forhold til handlinger begået af personer, som er omfattet af straffelovens 16. Dette indebærer, at handlinger, som er begået af en person, som var utilregnelig i gerningsøjeblikket, erstattes, såfremt de kan tilregnes gerningsmanden som forsætlige. Der er hverken i offererstatningslovens 1 eller dennes forarbejder holdepunkter for, at der i bestemmelsen kan indfortolkes begrænsninger i dækningen, som ikke følger af straffeloven. E har i retten forklaret, at den autistiske beboer på døgninstitutionen pludseligt angreb E med flere slag. Det første af disse slag ramte hende med stor kraft i venstre side af nakken. De efterfølgende slag var også rettet mod hendes hoved, men blev pareret og ramte derfor hendes arme. Es forklaring understøttes af sagens øvrige akter og findes troværdig. Der er intet i sagen, der kan understøtte en antagelse af, at der var tale om en utilsigtet eller hændelig handling. Retten finder det derfor bevist, at E var udsat for en forsætlig handling, som er omfattet af straffelovens 244 eller 119. Det er uden betydning for denne vurdering, om beboeren på grund af sit mentale handicap savnede evnen til at overskue konsekvenserne af sine handlinger. Det er også uden betydning for rettens vurdering, om Es arbejdsgiver efterfølgende måtte være af den opfattelse, at beboeren [kan] reagere ved at kaste genstanden, eller slå ud efter personen, men ikke forsætligt for at skade [ ] andre, men i forvirring over at aflevere sin genstand. Retten bemærker, at arbejdsgiveren ikke overværede episoden, og at arbejdsgiverens opfattelse af forsætsbegrebet ikke bør indgå i Erstatningsnævnets afgørelse. Den skade, der overgik E den 25. maj 2010, er derfor omfattet af offererstatningsloven. Det følger af offererstatningslovens 10, at det normalt er en betingelse for erstatning, at lovovertrædelsen er anmeldt inden 72 timer. Nævnet har mulighed for at dispensere fra kravet om anmeldelse, hvilket nævnet har gjort i denne sag. Efter 13 kan nævnet normalt ikke behandle en ansøgning, som er indgivet over 2 år efter, at lovovertrædelsen er begået. I denne sag fandt hændelsen sted den 25. maj 2010, men ansøgningen er indgivet ved brev af 24. marts Offererstatningsloven indeholder ud over disse bestemmelser ingen særlige forældelsesregler eller frister for sagens anlæg, og dansk ret indeholder heller ikke i øvrigt bestemmelser, som indebærer forældelse af retten til efter grundlovens 63 at få prøvet en afgørelse, som er truffet af Erstatningsnævnet. Retten kan ikke tiltræde sagsøgtes synspunkt, hvorefter det forhold, at selve fordringen ville være forældet over for gerningsmanden, skulle indebære, at sagsøgerens krav er bortfaldet på grund af passivitet. Den forurettedes krav efter offererstatningsloven er ikke afhængigt af, om kravet kan søges gennemført mod gerningsmanden, men er afledt direkte af offererstatningslovens 1. Det har derfor ikke betydning for sagsøgerens krav efter offererstatningsloven, om statens regreskrav efter offererstatningslovens 17 måtte være forældet efter forældelsesloven. Om karakteren af den forurettedes krav fremgår følgende af bemærkningerne til offererstatningsloven (lovforslag nr. 144 af 15. januar 1976):

8 - 8 - Formålet med forslaget er i første række at hjælpe ofrene for forbrydelser. Som anført af udvalget er den beskyttelse, som de gældende erstatningsregler yder ofret, i almindelighed uden reel værdi, idet gerningsmanden i de fleste tilfælde ikke er i stand til at betale erstatning, og hans erstatningsansvar er normalt ikke - og kan næppe heller i fremtiden forventes at blive - dækket af en ansvarsforsikring. En statslig erstatningsordning vil muligvis også bevirke en øget forståelse hos befolkningen for en moderne kriminalpolitik. Udvalget har indgående drøftet, hvorvidt der bør skabes et egentligt retskrav for skadelidte på erstatning fra staten, eller om der alene bør indføres en ordning, hvorefter erstatning kan ydes efter en rimelighedsvurdering, jfr. betænkningen side 16 ff. Udvalget har fundet at måtte foretrække en ordning, hvorefter der alene ydes en billighedserstatning, dog således at udgangspunktet for udmålingen af erstatning bør være almindelige erstatningsretlige principper. Lovforslaget bygger på betænkning nr. 751 fra Af denne betænkning fremgår: (s. 16) Som tidligere nævnt har skadelidte imidlertid også ret til erstatning fra skadevolderen efter almindelige erstatningsretlige regler. Denne ret har imidlertid ikke nogen værdi i sig selv, idet værdien helt afhænger af skadevolderens evne til at betale. I de fleste tilfælde kan gerningsmanden ikke betale erstatning, og hans erstatningsansvar dækkes heller ikke - og kan af forsikringsmæssige grunde næppe blive dækket - af nogen ansvarsforsikring. Den beskyttelse, som den gældende erstatningsret giver ofret, er således i almindelighed uden reel værdi. Den særstilling, som ofrene for strafbare handlinger således indtager, er betænkelig, dels fordi der i nogle tilfælde er tale om alvorlige skader, dels fordi skadelidte i forvejen kan sidde i dårlige økonomiske kår, således at ofrets evne til at bære de ekstra udgifter og det tab, skaden påfører ham, er stærkt begrænset. I kriminalpolitisk henseende vil en statslig erstatningsordning muligvis bevirke en øget forståelse hos befolkningen for en moderne kriminalpolitik, derved at offentligheden snarere accepterer en human kriminalpolitik, herunder kortere frihedsstraffe og øget anvendelse af kriminalforsorg i frihed, når ofret i alle tilfælde er sikret erstatning. På baggrund af de ovenfor anførte betragtninger går udvalget ind for, at der indføres en statslig erstatningsordning. (s. 31) Til 1 Stk. 1 fastslår, at staten kan yde erstatning og godtgørelse for personskader, der forvoldes ved en straffelovsovertrædelse. Erstatningen tænkes ydet som en billighedserstatning, hvor udgangspunktet for opgørelsen af skadelidtes tab er almindelige erstatningsretlige regler.

9 - 9 - (s. 40) Til 17 Efter forslaget indtræder staten i det omfang, der er betalt erstatning, i skadelidtes krav mod skadevolderen. Spørgsmålet om, hvorvidt regres skal gøres gældende, afgøres af justitsministeriet, så vidt muligt efter indstilling fra nævnet, jfr. 11 i udkast til forretningsorden. Bestemmelsen vil formentlig kun sjældent få praktisk betydning. Den forurettedes krav på erstatning fra staten er således udtryk for en social sikringsordning, som ikke er afhængig af, om et krav kan gennemføres mod skadevolderen. Der er således hverken i loven eller lovens forarbejder holdepunkter for at antage, at den forurettedes krav på erstatning bortfalder som følge af, at et regreskrav mod skadevolderen måtte være forældet. Statens mulighed for at søge regres er i øvrigt generelt værnet ved anmeldelsesfristen i offererstatningslovens 13. Es krav er derfor ikke bortfaldet ved forældelse eller passivitet. Af disse grunde tager retten Es påstand til følge. Sagens omkostninger er fastsat på baggrund af sagens resultat, karakter og værdi, som er angivet til kr., samt arbejdets omfang. De kr. vedrører retsafgift, og de kr. vedrører udgifter til advokatbistand. Thi kendes for ret: Sagsøgte, Erstatningsnævnet, skal anerkende, at den hændelse, der overgik sagsøgeren på sit arbejde den 25. maj 2010, er omfattet af offererstatningsloven. Sagsøgte, Erstatningsnævnet, skal betale kr. i sagsomkostninger til statskassen.