Den 27. juli 2013 var sagsøger U impliceret i et færdselsuheld.

Transkript

1 Retten i Glostrup Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 14. januar 2019 i sag nr. BS 10A- /2016: U mod Danske Forsikring A/S Borupvang Ballerup Sagens baggrund og parternes påstande Den 27. juli 2013 var sagsøger U impliceret i et færdselsuheld. Sagsøgte Danske Forsikring A/S, der er et selskab under Topdanmark Forsikring A/S, anerkendte erstatningsansvaret, og sagsøger fik fra 1. januar 2014 til 29. september 2016 udbetalt i alt ,52 kr. til dækning af tabt arbejdsfortjeneste samt godtgørelse for et varigt mén på 10 %. Den 12. december 2016 anlagde sagsøger denne sag med påstand om betaling af ,66 kr., beregnet som yderligere tab arbejdsfortjeneste for to måneder samt godtgørelse for svie og smerte med det maksimale beløb og godtgørelse for yderligere 5 % mén. Sagsøgte påstod frifindelse. Under sagen blev Retslægerådet anmodet om at besvare forskellige spørgsmål i relation til forudbestående lidelser hos sagsøger og årsagsforbindelse mellem hendes nuværende tilstand og færdselsuheldet. Herefter nedlagde sagsøgte i processkrift indgivet den 15. maj 2018 påstand om, at sagsøger ,52 kr. med rente efter rentelovens 3, st. 5, fra den 4. juni 2017, subsidiært fra påstandens nedlæggelse under denne sag, jf. renteloven 3, stk. 4. Sagsøgte gør gældende at have krav på tilbagebeta-ling af de udbetalte beløb under henvisning til grundsætningen om condictio indebiti, idet udbetalingerne er sket på et fejlagtigt grundlag, og sagsøger har været i ond tro om, at hun var berettiget til udbetalingerne. Sagsøger hævede sagen for så vidt angik sin påstand og påstod frifindelse over for sagsøgtes selvstæn dige påstand. Oplysningerne i sagen.

2 Side 2/5 Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 218 a, stk. 2. Forud for sagsanlægget var indhentet en udtalelse fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vedrørende sagsøgers eventuelle varige mén. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring vurderede i udtalelse af 29. august 2016 det varige mén til mindre end 5 %, idet der ikke var årsagsforbindelse mellem uheldet og de gener, sagsøger oplyste at have, blandt andet fordi hun havde haft forudbestående lidelser. Herefter skrev sagsøgte den 24. oktober 2016 til sagsøger og afviste at udbetale yderligere méngodtgørelse, idet man yderligere anførte, at sagsøgte anså forhandlingerne for afsluttet, og at man nu sluttede sagen. Herefter anlagde sagsøger den 12. december 2016 denne sag. Sagsøgte indgav svarskrift med påstand om frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb. I udtalelse af 24. april 2018 beskrev Retslægerådet blandt andet en række forudbestående lidelser, der fremgik af det lægelige materiale i sagen, og afviste, at der skulle være årsagsforbindelse mellem færdselsuheldet og de gener, som sagsøger påberåbte sig at have pådraget sig. Herefter blev der stillet spørgsmål til Retslægerådet, og efter fremkomsten af Retslægerådets udtalelse nedlagde sagsøgte sin selvstændige påstand, mens sagsøger for sin del hævede sagen. Under hovedforhandlingen er afgivet forklaring af sagsøger. Parternes synspunkter Sagsøger har gjort gældende, at sagsøger har givet korrekte og fyldestgørende oplysninger til sagsøgte, og at sagsøgte ikke har ført bevis for, at sagsøger har givet forkerte eller mangelfulde oplysninger. Sagsøgers gener og smerter er anderledes end de mindre gener, som hun havde oplevet før ulykken. Sagsøger er med føje gået ud fra, at hun ikke havde nogen forudbestående relevante gener. Hun har direkte til sagsøgte meddelt oplysninger og dokumentation og under sagen fremlagt lægeligt materiale. Sagsøgte har således fået alle oplysninger, der er blevet anmodet om. Til trods herfor fremsatte sagsøgte først i maj 2018 sit krav om tilbagebetaling og har således udvist retsfortabende passivitet i et omfang, at sagsøgte allerede af den grund ikke kan gøre et krav gældende mod sagsøger.

3 Side 3/5 Sagsøger har yderligere henvist til, at sagsøger fik erstatning løbende udbetalt i perioden 24. januar maj Disse betalinger har dækket hendes indkomsttab som følge af ulykken. Hun har dermed økonomisk indrettet sig efter, at hun kunne disponere over erstatningen. Betingelserne i retsgrundsætningen condictio indebiti er således ikke opfyldt. Samlet gøres det gældende, at sagsøgte ikke er berettiget til tilbagebetaling af udbetalt godtgørelse og erstatning. Sagsøgte har gjort gældende, at der ud fra condictio indebiti grundsætningen skal ske tilbagebetaling, idet færdselsuheldet efter Retslægerådets udtalelse hverken var årsag til sagsøgers nedgang i arbejdstid eller til sagsøgers varige gener i øvrigt. Sagsøgte har ikke forsømt sine forpligtelser i relation til erstatningsudbetalingen. Inden udbetalingen startede, havde sagsøgte indhentet oplysninger fra sagsøgers egen læge om eventuelle tidligere symptomer, og sagsøgte havde ikke saglig eller lovlig mulighed for at efterprøve de oplysninger, man derigennem fik. Sagsøger rejste løbende krav og gav derved udtryk for, at hun mente sig berettiget til erstatning, og der var i lægelige akter heller ikke blevet oplyst om forudbestående forhold af relevans. Sagsøgte foretog således udbetalingerne i god tro og har ikke udvist egen skyld. Først under retssagen blev sagsøgte gjort opmærksom på, at sagsøgers symptomer efter ulykken var forudbestående. Der påhviler sagsøger en loyal oplysningspligt, der svarer til, hvad der fremgår af forsikringsaftaleloven 22. Sagsøger skulle således give sagsøgte oplysninger om forhold, der kunne være relevante for sagsøgtes stillingtagen til hendes erstatningskrav. Det er herefter afgørende, om sagsøger har været i god tro om, hvorvidt hun havde forudbestående gener, som hun burde have givet oplysninger om. Ud fra Retslægerådets udtalelser kan det konkluderes, at sagsøger som umiddelbar følge af uheldet subjektivt kun havde oplevet forbigående kvalme og chok; men at hun derefter var i sin habituelle tilstand med nakkesmerter, hovedpine med videre. Allerede da har det eller burde det have stået klart for sagsøger, der overikøbet var bistået af advokat, at hun ikke havde ret til erstatning eller godtgørelse, når hun ikke havde fået forværret sin tilstand. At sagsøger var i ond tro, fremgår desuden af, at hun i forbindelse med de forskellige lægelige undersøgelser og også til brug for udtalelsen fra Arbejdsmarkedets Erhvervssikring ikke oplyste eller endda direkte afviste at have forudbestående nakke- eller ryggener. Sagsøger har således handlet i ond tro, og dermed modtaget den udbetalte erstatning mod bedre vidende. Hun er derfor pligtig at tilbagebetale beløbet,

4 Side 4/5 og hun har ikke godtgjort, at en tilbagebetaling skulle være så særligt byrdefuld, at det ville være åbenbart urimeligt at kræve tilbagebetaling. Sagsøgte har yderligere bestridt, at sagsøgte ved den afsluttende bemærkning i brevet af 24. oktober 2016, hvor sagsøgte afviste at udbetale yderligere méngodtgørelse, skulle have fraskrevet sig retten til at kræve tilbagebetaling af allerede udbetalte beløb, eller at det skulle indebære en retsfortabende passivitet, at sagsøgte efter sagsanlægget afventede udtalelsen fra Retslægerådet, inden man nedlagde påstand om tilbagebetaling. Rettens begrundelse og afgørelse Efter Retslægerådets udtalelse må det lægges til grund, at der ikke var nogen årsagsforbindelse mellem færdselsuheldet og de forhold, der gav anledning til den sygemelding og delvise sygemelding, som var baggrunden for udbetalingen af tabt arbejdsfortjeneste. Ved undersøgelsen umiddelbart efter uheldet er oplyst, at sagsøger var chokeret og havde kvalme. Derudover er kun beskrevet beskeden ømhed i skulderågsmuskulaturen og musklerne langs rygsøjlen. Af det nu foreliggende lægelige materiale fremgår, at sagsøger i adskillige år havde haft en række gener, herunder forhøjet blodtryk, galdesten, rotator cuff syndrom, lændesmerter, hovedpine, smerter i nakke og ryg, muskelømhed og koncentrationsbesvær. Der foreligger også oplysninger om, at hun var psykisk presset med stress. Ifølge de fremlagte lægelige udtalelser har sagsøger ved undersøgelserne ikke alene ikke oplyst noget om disse forudbestående lidelser. Hun har i flere tilfælde svaret nej på direkte forespørgsel om relevante tidligere gener. I sin forklaring under hovedforhandlingen henholdt sagsøger sig en del til, at de smerter, hun oplevede efter uheldet, var af anden karakter end de, hun havde oplevet tidligere, men kunne ikke ellers give nogen overbevisende forklaring på, hvorfor hun ikke havde givet fyldestgørende og korrekte oplysninger om sin lægelige historik. Retten finder det godtgjort, at sagsøger ikke var i god tro, da hun i øvrigt bistået af advokat over for sagsøgte stillede krav om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og siden godtgørelse for varigt mén og svie og smerte. Retten finder ikke grundlag for at anses sagsøgte for at have fortabt kravet ved passivitet, og sagsøger findes ikke at have påvist, at der skulle sådanne ganske særlige forhold, at det ville være åbenbart urimeligt at gøre kravet gældende. Sagsøgtes påstand tages derfor til følge. Under hensyn til baggrunden for kravet og sagens omstændigheder finder retten, at der som principalt påstået af sagsøgte er grundlag for i medfør af rentelovens 3, stk. 5, at tilkende rente tilbage fra datoen for den 4. maj

5 Side 5/5 2017, der er datoen for den sidste udbetaling. Efter sagens resultat skal sagsøger betale sagsomkostninger til sagsøgte med kr. til dækning af retsafgift og kr. med tillæg af moms til dækning af udgift til advokat. Beløbet vedrørende advokat er fastsat med udgangspunkt i sagens værdi, opgjort som sagsøgers oprindelige påstand på ,66 kr. med tillæg af sagsøgtes selvstændige påstand på ,52 kr., i alt ,18 kr. Derudover er taget hensyn til omfanget af forberedelsen, hvorunder der er sket forelæggelse for Retslægerådet, samt varigheden af hovedforhandlingen. Thi kendes for ret: Sagsøger U skal inden 14 dage til sagsøgte, Topdanmark Forsikring A/S, betale ,52 kr. med procesrente fra den 4. juni 2017 samt kr. i sagsomkostninger. Katrine B. B. Eriksen dommer Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Glostrup, den 14. januar Heidi Brix, retsassistent