Sagen drejer sig om, hvorvidt skaden er sket ved et færdselsuheld forvoldt af et ukendt motorkøretøj.

Transkript

1 Retten i Glostrup Udskrift af dombogen DOM Afsagt den 2. november 2017 i sag nr. BS 10B-3127/2016: mod DFIM Philip Heymans Allé Hellerup Sagens baggrund og parternes påstande Den 20. november 2013 kom sagsøgeren,, til skade med sit knæ, hvilken skade har medført, at han efterfølgende har fået indopereret en knæprotese med deraf følgende varigt mén og erhvervsevnetab. DFIM, dvs. Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring, har afvist erstatningpligt for skaden. Sagen drejer sig om, hvorvidt skaden er sket ved et færdselsuheld forvoldt af et ukendt motorkøretøj. har nedlagt påstand om, at DFIM skal anerkende erstatningspligten for hans tilskadekomst den 20. november DFIM har påstået frifindelse Oplysningerne i sagen Denne dom indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens 218 a, stk. 2. Parternes synspunkter har gjort gældende, at det efter bevisførelsen er godtgjort, at det var et ukendt motorkøretøj, der var årsag til trafikulykken den 20. november 2013, hvor sagsøgeren kom alvorligt til skade, og at sagsøgte derfor er forpligtet til at betale erstatning og godtgørelse til sagsøgeren. Sagsøgerens bekendte og familie har således forklaret, at sagsøgeren, på samme dag som ulykken skete, fortalte, at en ukendt bil var årsag til hans til-

2 Side 2/5 skadekomst. Sagsøger har ligeledes angivet den ukendte bil som årsag til ulykken, da han efterfølgende er i kontakt med skadestue, fysioterapeut m.v., ligesom han oplyser om dette hændelsesforløb til politiet ved efterfølgende anmeldelse. Det er således godtgjort, at der var tale om et ukendt køretøj, og at selvsamme køretøj var årsag til færdselsulykken og sagsøgerens tilskadekomst. Det gøres på den baggrund gældende, at sagsøgerens personskade er forvoldt ved færdselsuheld, jf. færdselslovens 101, stk. 1. Det gøres endvidere gældende, at begrebet færdselsuheld ikke forudsætter, at der har været fysisk kontakt mellem køretøjerne. Sagsøgte er derfor erstatningsansvarlig for den alvorlige personskade, som sagsøgeren pådrog sig ved færdselsuheldet. Sammenfattende gøres det gældende, at sagsøgte er ansvarlig for skaden og som følge deraf pligtig til at betale erstatning og godtgørelse til sagsøger. DFIM har gjort gældende, at det påhviler sagsøger at føre det fornødne og tilstrækkelige bevis for, at et ukendt køretøj den 20. november 2013 manøvrerede på en sådan uhensigtsmæssig og usædvanlig måde, at sagsøger følte det påkrævet at undvige for ikke at blive påkørt. Det gøres gældende, at der dels er tale om, at sagsøger skal bevise, at der overhovedet var tale om et færdselsuheld, jf. betingelserne i Færdselslovens 101 samt bevise, at der var tale om et ukendt køretøj, jf. bekendtgørelse om ansvarsforsikring for motorkøretøjer 19, stk. 2. Det gøres gældende, at det følger af Færdselslovens 101, at voldebegrebet skal være opfyldt for, at den objektive ansvarsregel i færdselslovens 101 finder anvendelse. Af note 448 vedrørende Færdselslovens 101 fra Karnov fremgår således følgende herom: Årsagsforbindelse og påregnelighed ( adækvans ). Hans Henrik Vagner og Helle Isager. Færdselsansvar kapitel 5. I disse betingelser, der er forudsat ved udtrykket volder, ligger, at de pågældende kendsgerninger skal have medvirket til begivenhedens indtræden, og at der kun skal svares erstatning for de følger, der er beregnelige i det øjeblik, handlingen blev begået. Dette er også i overensstemmelse med Lærebog i Erstatningsret, 8. udgave

3 Side 3/5 fra 2015, jf. side 211, 2. afsnit, hvoraf fremgår: Det objektive ansvar har naturligvis ingen indvirkning på det krav om årsagsforbindelse mellem den ansvarspådragende begivenhed (her typisk færdselsuheldet), og den skade, der kræves erstattet, som jo altid skal være opfyldt. Dette princip genfindes også i FED Ø, hvor en person, der efterfølgende afgik ved døden kørte med en hastighed på ca. 130 km/t bag ved en mindre mørk og langsomt kørende personbil, hvorfor personen følte sig foranlediget til at foretage et vognbaneskrift, hvorved han mistede herredømmet over sin bil og forulykkede og omkom. Østre Landsret fandt her, at den forankørende bils kørsel ikke kunne karakteriseres som kørselsmæssigt usædvanligt, hvorfor færdselsuheldet ikke var forvoldt af den langsomkørende bil og dermed ikke omfattet af Færdselslovens 101 s objektive ansvarsregel, altså det almindelige krav om årsagsforbindelse. Det gøres gældende i nærværende sag, at sagsøger ikke har dokumenteret, at et muligt ukendt køretøj manøvrerede på en sådan måde, at det var påkrævet, at sagsøger foretog en undvigemanøvre. Videre gøres det gældende, at sagsøger ikke har sandsynliggjort, jf. bekendtgørelsen 19, stk. 2, at der var tale om et ukendt køretøj. Der var ingen vidner til det påståede uheld til den 20. november 2013, ligesom sagsøgers egen udlægning af hændelsesforløbet er usammenhængende og selvmodsigende og ikke stemmer overens med de faktiske forhold på u- heldsstedet. Videre gøres det gældende, at sagsøgers efterfølgende fremlæggelse af vidneerklæringer ikke kan ændre herpå, idet disse erklæringer er fremkommet efter sagsøgtes afvisning af anerkendelse, ligesom grundlaget for erklæringerne er uklart og afgivet af personer med en familiær, venskabelig og/eller kollegial relation til sagsøger, hvorfor de ikke kan tillægges nogen bevismæssig vægt. Vedrørende retspraksis og bevisbyrden for, at et ukendt køretøj har forvoldt et færdselsuheld, kan blandt andet henvises til FED Ø, FED V og FED Ø. Det gøres i den forbindelse gældende, at bekendtgørelsens 19, stk. 2 ikke lemper beviset for, at ukendt køretøj voldte et færdselsuheld, jf. betingelserne i Færdselslovens 101, men at sagsøger på sædvanlig vis skal føre det nødvendige og tilstrækkelige bevis for, at der var tale om, at et ukendt køretøj, jf. bekendtgørelsens 19, stk. 2 forvoldte et færdselsuheld, jf. betingelserne i 101 i færdselsloven.

4 Side 4/5 På denne baggrund gøres det gældende, at sagsøgte skal frifindes. Rettens begrundelse og afgørelse har bevisbyrden for, at knæskaden er sket ved et færdselsuheld forvoldt af et ukendt motorkøretøj. Der var ingen vidner til stede, da uheldet fandt sted, og sagen baserer sig således alene på forklaring. forklaring om, hvad der skete i forbindelse med uheldet har været divergerende, jf. oplysningerne i de lægelige akter, i hans anmeldese til sit ulykkesforsikringsselskab og til politiet. Der er under sagen afgivet forklaring af far,, og af som er en af venner. Der er tale om andenhåndsforklaringer, idet de begge baserer sig på oplysninger, som har givet dem i forbindelse med uheldet. Hertil kommer, at de begge afviger fra forklaring, ligesom de indbyrdes er divergerende. Forklaringerne er således divergerende med hensyn til, hvornår og hvor uheldet fandt sted og hvordan det skete, ligesom farven på det ukendte motorkøretøj er angivet som enten grøn, blå eller sølvgrå. Under disse omstændigheder finder retten, at indholdet af den anmeldelse, som ifølge sin forklaring i retten selv foretog til sit ulykkesforsikringsselskab den 25. november 2013, altså få dage efter ulykken, må tillægges afgørende betydning ved sagens afgørelse. Det fremgår intetsteds af denne, at et ukendt motorkøretøj skulle have været involveret i uheldet. Det er således noteret, at ar slået højre knæ ind i en stolpe, da han skulle undgå at køre galt på hans knallert". På denne baggrund har ikke løftet sin bevisbyrde for, at hans knæskade er sket ved et færdselsuheld forvoldt af et ukendt motorkøretøj. DFIMs påstand om frifindelse tages derfor til følge. Sagsgenstanden er i fastsat til kr. påstandsdokument skønsmæssigt har fri proces. Statskassen skal betale kr. i sagsomkostninger til DFIM til dækning af udgiften til advokatbistand.

5 Side 5/5 Thi kendes for ret: DFIM frifindes. Inden 14 dage skal staskassen betale kr. i sagsomkostninger til DFIM. Annette Elmer retsassessor Udskriftens rigtighed bekræftes. Retten i Glostrup, den 6. november Heidi Brix, retsassistent