The Black Watch (Royal Highland Regiment) Af Canada i Operation "forår", 25 JULY 1944

Transkript

1 The Black Watch (Royal Highland Regiment) Af Canada i Operation "forår", 25 JULY 1944 I dette slag omkom Svend Emanuel Moustgaard Jensen, som canadisk soldat. Ministeren for nationalt forsvar udsendt følgende erklæring: Han er blevet spurgt af venner af regimentet til at afgive en redegørelse om angreb af 1. bataljon af The Black Watch (Royal Highland Regiment) i Canada syd for Caen den 25. juli 1944 hvori fire riffelafdelinger i denne bataljon blev næsten totalt udslettet. Af 300 overlevede kun 15 soldater. Alle mulige fakta om denne operation er blevet indsamlet, og mange officerer og menige, der er blevet interviewet eller har overlevet den skriftlige beskrivelser af deres erfaringer. Disse oplysninger som følger, er en samling baseret på oplysninger, der således er indsamlet såvel som på undersøgelse af alle relevante rapporter og andre officielle dokumenter. Det skal erindres, at i den sidste del juli 1944 var situationen i Normandiet brohoved som følger.: På højre flanke havde United States Army erobret Cherbourg og ryddet hele Contentin halvøen, og kæmpet sig vej sydover og havde indtaget St. LO den 18 juli. På den østlige flanke, havde den anden britiske hær meget svært ved kampene i Caen-området, som fjenden havde annekteret som afgørende omdrejningspunkt. Canadiske formationer var beskæftiget her under den operationelle kommando af en anden hær. Den 3. canadiske infanteridivision (under kommando af generalmajor R.F.L. Keller) havde deltaget i angrebet og havde kæmpet lige siden; den 2. canadiske korps (under kommando af generalløjtnant G. G. Simonds) overtog en afsnit af fronten (herunder Caen sektor) den

2 11. juli, og på samme tid de første elementer af det 2. canadiske infanteridivision (under kommando af Major-General C. Foulkes), som sidst var kommet fra England, kom ind i ildlinjen. Første canadiske hær overtog den yderste venstrefløj sektor foran den allierede den 23. juli, men Caen-området og de canadiske formationer kom ikke under sin kommando indtil den 30. juli. Caen, selv blev taget den 9. juli. Den 18. juli. brød 2. canadiske korps, ud fra byen og de tilstødende områder på en kraftfulde angreb rettet mod øst og syd over floden Orne. Dette angreb gjorde betydelige fremskridt og materielt blev udvidet med brohovedet; men vores tank og infanteri blev endeligt kontrolleret af fjenden på bakkerne øst for Caen og på den stigende bakke mod syd, hvor den canadiske troppers positioner blev midlertidigt stabiliseret omkring fire miles nedenfor Caen General Montgomery, der på dette tidspunkt var kommanderende, under general Eisenhower, og alle allierede landstyrker i slaget, havde fulgt hele kampagneprincippet og udøvet enhver mulig for Britiske pres på forsiden med henblik på at lette det fremskridt af den amerikanske hær på den vestlige sektor stod ved. I et direktiv til Britiske og amerikanske hærførere af 30. juni 1944 skrev han: "Min brede politik, når vi havde sikret en fast område, har altid været, at tegne de vigtigste fjendtlige styrker til kamp på vores østlige flanke, og at bekæmpe dem der, så vores forhold på den vestlige flanke kunne fortsætte den som den lettere. " I det samme direktiv, forklarede han sine grundlæggende strategisk opfattelser - et gennembrud af de amerikanske styrker i vest, ville bevirke og eksekvere en omløbende bevægelse der kunne true den bageste del af den magtfulde tyske formation som kæmper mod de anglo-canadiske kræfter på den østlige flanke. Hans plan som skitseret

3 var "at holde det største antal fjendtlige divisioner på vores østlige flanke mellem Caen og Villers Bocage, og at svinge den vestlige eller højre flanke mod Den Heeresgruppe sydpå og østpå i en bred vifte, og for at true linjen af tilbagetrækning af sådanne fjendtlige divisioner til den sydlige del af Paris. "Efter 18. juli var situationen gunstig for levering af denne afgørende slag; og den 21. juli udstedte General Montgomery, en ordrer for første USA Hær til at levere sit angreb, som han efterfølgende kaldte "den vigtigste slag af de allieredes plan. Opgaven for den anden Britiske hær som defineret i den samme rækkefølge var at operere intensivt med henblik på at fremkalde fjenden til at opbygge sin største styrke i Orne øst "så at vi på den vestlige flanke kan gå videre med større hastighed. " Det var baggrunden af Operation "forår", som den 2. canadiske Korps lancerede om morgenen den 25. juli samtidig med den store Amerikansk angreb på St. Lo sektor. Den canadiske operation var sikker på at være vanskeligt og dyrt, for det medførte angreb af kommanderende position på bakkerne syd for Caen, hvor fjenden havde indsat et stort antal 88 millimeter kanoner og andet, og havde omdannet hver landsby til et støttepunkt; og havde koncentreret store kræfter i de bedste tropper i hans hær. selv om de nyeste betingelser ikke blev helt kendt for os forud for operationen, men faktisk havde i hast flyttet to pansrede divisioner og elementer i en tredje på tværs af Orne fra den centrale sektor som følge af det britiske angreb 18. juli; og der var nu ikke mindre end fem tyske panserdivisioner (den 1., 9. og 12. S.S. Panser division, og den 2. og 21. Panzer Division), ud over en del af det 10. S. S. Panserdivision og infanteri dannelse, på forsiden øst for floden. Den 2. canadiske korps plan for Operation "forår" blev foreslået at angribe langs aksen af hovedvejen, der fører til Falaise, med den 3. canadiske infanteridivision fremrykkende øst for vejen og 2. canadiske Infanteridivision vest for det. Den 7. pansrede division og den britiske Guards pansrede division var under kommando, og i tilfælde af infanteri angreb, godt ville udnytte sydpå til at gribe de høje bakker for nogle soldater ud over de tyske stillinger.

4 Terrænet på 2. division foran var særlig vanskelig. Fjenden var stærkt lagt ud på en nyre-formet højderyg som ligger lige vest for Falaise vej. Tilgangen til denne højderyg lå tværs over åbne marker og det giver ingen dækning. Vest for højderyggen, på kanten af Orne-dalen, havde fjenden holdt en gruppe af landsbyer St. Martin-de-Fontenay og St. Andresur-Orne (disse to, der udgør en bebyggelse), maj-sur-orne og Fontenay-le-Marmion. Den defensive styrke af området blev forøget ved tilstedeværelsen af jern miner og stenbrud, og de blev fundet efter operationen, at en mine-aksel i en gruppe af bygninger normalt kaldes "The Factory" direkte syd for St. Andre-sur-Orne var forbundet med omfattende underjordiske miner. Disse og andre tunneller, herunder en forbindese til Rocquancourt og May-sur-Orne, gav fjenden midlerne til at bevæge sig fra den ene sektion af tropper under dække af forsiden til en anden, og at genbesætter positioner efter at de var blevet ryddet af vores soldater. Fjenden havde den yderligere fordel ved at holde positioner på en bakke jord vest for Orne, tilstrækkeligt langt mod nord, at deres tropper kunne tage vores tropper i at angribe landsbyerne på den østlige bred. Den 2. canadiske infanteridivision angreb med det 5. canadiske Infanteri Brigade (under kommando af brigadegeneral W.J. Megill) til højre og den 4. canadiske infanteribrigade (rost af Lt-Col. J.E. Ganong) til venstre. Sidstnævnte brigade havde til opgave at omringe landsbyerne Verriers og Rocquancourt; 5. Brigade var at indtage May-sur-Orne Fontenay-le-Marmion efter dronningens egen Cameron Highlanders of Canada (af 6. canadiske infanteribrigade, under kommando af brigadegeneral H. A. YOUNG) havde ryddet St. Andre og St. Martin. Enhederne i 5. Brigade, mens

5 meget veluddannede, havde kun haft en uges oplevelse af aktive operationer. Den 5. Brigade angreb var planlagt til at finde sted i to faser. efter Cameron Highlanders havde ryddet "startlinjen", der løber gennem St. Andre, ville fase 1 udføres ved Calgary Highlanders, som var at angribe på 3:30, med bistand fra "kunstigt måneskin" forudsat af søgelys, og indtage May-sur-Orne. I fase 2, efter den højre flanke havde dermed sikret, The Black Watch (Royal Highland Regiment) i Canada ville levere en dagslys angreb med tanks - support og erobre Fontenay-le-Marmion. Dette angreb blev timet til at begynde på kl.05:30 Cameron Highlanders, hvis styrke blev deployeret som følge af tidligere kampe i området, var ved begyndelsen af denne operation i St. Andre i tæt kontakt med fjenden på St. Martin. De fandt det meget svært at rydde startlinjen, og selv om et budskab blev rapporteret og modtaget kort før midnat, at enheden derefter fortsatte med at rapportere tunge kampe. Calgary Highlanders angreb planmæssigt, men havde vanskeligheder fra begyndelsen med fjendtlige maskingeværer. Det fremgår, at fjenden Infiltration gennem minerne syd for St. Andre faktisk forhindrede start af linjen fra nogensinde at blive sikkert i vores hænder og bidrog til at producere desorganisering og forvirring under hele operationen. En af bataljonerne blev rapporteret som mål i May-sur-Orne på 17:50, men Rapporten kan ikke have været helt korrekt. Det synes dog klart, at tropperne i Calgary Highlanders skulle kæmpe sig vej ind i den nordlige udkant af May-sur-Orne to gange i løbet af morgenen, men begge gange blev skubbet ud. Bataljonen led store tab. Kort-læsnings fejl og forvirring i mørket, samt tilstedeværelsen af fjendtlige tropper bag vores forside, var med til at forhindre, at Calgary Highlanders ikke nåede deres mål. Trådløs kommunikation var meget dårlig; Den kommanderende officer var aldrig i stand til at få et klart billede af positionerne i disse områder og havde ingen effektiv kontrol over slaget. Den manglende klar overs kuelse for May-sur-Orne.

6 Fortsatte tilstedeværelse af fjendtlige elementer i og omkring St. Andre-sur-Orne og St. Martin-de-Fontenay betød, at højre fløj af det efter følgende White Watch angreb var dårligt eksponeret, mens den venstre ligeledes blev fejet væk af beskydninger fra højderyggen. Ved 03:30 Black Watch blev flyttet fra den position, som de havde holdt Øst For St. Andre-sur-Orne til en fremadrettet plads ved St. Martin-de- Fontenay. Det blev konstateret, at denne landsby stadig blev holdt af fjenden i en vis styrke, og det var nødvendigt at rydde den, selvom værdifuld tid gik tabt i at gøre det i mørket. I den proces blev der taget et betydeligt antal fanger og et antal tyskere dræbt. Den kommanderende officer af Black Watch, Lt-Col. S.S.T. Cantlie blev desværre dødeligt såret af et maskingevær mens rekognoscering foretoges nær kirken i St. Martin. Den ledende commander blev såret ved samme angreb. Kommandoen af bataljonen tilfaldt en anden kompagnichef, major F.P. Griffin, som ser ud til at har overtaget på et tidspunkt 5:00 til 17:30 Det var nu for sent at udføre angrebet i henhold til den oprindelige tidsplan, som ringede til artilleriet på faste tidspunkter. Det var nødvendigt at foretage et nyt angrebsplan koordineret med artilleri og kampvogne, og da dette ville tage yderligere tid, ville Griffin flytte bataljonen St. Andre-sur-Orne, sandsynligvis med henblik på en bedre dækning. Dette skridt skulle gennemføres hurtigt og i rækkefølge. Med henblik på at undersøge situationen i May-sur- Orne, sendte Griffin derfor en officer patrulje til at rekognoscere denne landsby. Denne patrulje kom ind i stedet og gennemgik størstedelen af byen og ser kun én tysk og ild fra et maskingevær. Det synes nu klart, at byen nu var overtaget af fjenden og den holder sine tropper under fremragende kontrol og derfor var patruljen vendt tilbage og rapportere at landsbyen var besat af styrke. De havde nogen kontakt med Calgary Highlanders i May området.

7 Set i lyset af den generelle strategiske situation, som har været beskrevet, blev det anset for vigtigt til at skubbe angrebet; og hovedsædet for 5. canadiske infanteribrigade sendte ordrer herom til Black Watch af via trådløs telefon. Major Griffin afholdte en "ordrer gruppe møde" og udstedte anvisninger for angrebet. Han sørgede for bistand fra artilleri og fra eskadrille af tanks (leveres af 6. canadiske pansrede regiment) detaljeret til støtte bataljon. Han afsendte sin spejder sergent med en halv snes mænd rapporterede enkelte maskingevære i May-sur-Orne. Angrebet skulle nu blive lanceret kl. 09:30 fra en ny startlinje umiddelbart øst for Factory. Det forlyder, at den oprindelige hensigt havde været at få enheden til at avancere lige syd til maj-sur-orne (som det var blevet antaget The Calgary Highlanders ville tage) og derefter skifte retning til syd-øst for at nå dette mål på Fontenay-le-Marmion. Planen var nu vedtaget og var imidlertid en direkte avancere fra fabrikken på tværs af mellemliggende højderyg mod åbne marker og Fontenay. Umiddelbart inden angrebet, var den øverstbefalende Brigade, som nu var kommet frem og havde en konference med Major Griffin i St. Andre. Det havde været planen, at tanksene skulle mødes med bataljonen ved startlinjen, men de blev forsinket et par minutter med de smalle hulveje fra deres læsning fra havnen i St. Martin. Bataljonen kunne ikke vente på dem, og de to første tropper kampvogne nåede fabrikken lige efter tropperne blev flyttet på tværs af startlinjen. Officerer og mænd i Black Watch ventede ikke, at artilleristøtten som Major Griffin havde bedt om, udeblev i det øjeblik angrebet kom. Det var en fejl som en af artilleri regimenter til støtte (det 5. canadiske Field Regiment) rapporteres til Brigaden Hovedkvarter i 09:15 Artilleri opgaver, som var beregnet til at blive affyret til støtte for angrebet på 9:30. Disse opgaver bestod af koncentrationer på sandsynlige fjende positioner på højderyggen øst for maj-sur-orne. Brigade Commanderen er sikker på at ilden blev udført som arrangeret, men mener, at bataljon fremrykningen blev bremset af fjendens ild til det punkt, hvor det var ude af stand til at drage fuld

8 fordel af vores egen bombardement. Med dette for øje, yderligere opgaver artilleri blev anset for at være sikker (dvs. usandsynligt at ramme vores egen tropper) blev beordret affyret ud over den oprindelige plan. disse omfattede udlægninger af røg i venstre side. The Black Watch flyttet frem i angrebet netop på det tidspunkt, og på den måde planlagt. De fire riffelkompagnier avancerede med "A" og "100" fremad og "B" og "500" i den bageste. Enheden havde allerede lidt et betydeligt antal tilskadekomne, og det forlyder, at et kompagni nu var under kommando af en sergent. Fra det øjeblik krydsningen af startlinjen, var bataljonen helt i det åbne og udsat for intens og præcis ild fra højderyggen fra May-sur-Orne, og fra fjenden stilling ud over Orne. Denne ild inkluderet den nedgravede tanks, 88-millimeter kanoner, morterer og raketter talrige projektører, udover maskingeværer og andre håndvåben. Fjendens styrke i dette område, der hidtil i stor del skjult, var nu helt afsløret. Fjendens våben blev dygtigt placeret og godt nedgravet. I lyset af dette overordentlig ødelæggende ildgivning, som meget vel kunne have skræmt meget mere erfarne tropper, avancerede The Black Watch med urokkelig beslutsomhed. Da tropperne blev flyttet over på markerne, blev stadig ilden mere intens, og da mortererne blev affyret udover hældningen af højderyggen umiddelbart øst for maj-sur-orne, og som lå ved Fontenay-le-Marmion, var ekstremt store tab tistede. Overlevende officerer anslår, at omkring 60 rækker, ledet af Major Griffin krydsede toppen af højderyggen mod målet Beviserne tyder på, at på eller lige uden for toppen af overlevende løb direkte ind i en stærk og særdeles godt camoufleret fjende position. Mange mænd rapporterer tunge fjendtlige kampvogne skjult i en høstak, og andre våben blev ligeledes skjult. Hvad der var tilbage af bataljonen var nu "Holdt nede" af intens close-range brand fra

9 disse positioner. Yderligere offensiv handling var umuligt. Kun få mænd forblev sårfri. Major Griffin der ledede enheden hele slaget modtog med en kølig hyldest for de mange soldater der betalte prisen, var han næsten den eneste officer der stadig stod på sine fødder, og som et resultat, at stort set alle officerer og N.C.Os. var faldet Der synes at have været nogle dispersion på dette stadium. Selv om nogle mænd taler om fjendtlige modangreb, var de fleste af de overlevende enige om, at der ikke i stor skala blev leveret modangreb. Fjenden var indhold at bære ned resterne af bataljonen brand, og efterfølgende at bevæge sig på gradvist og bevidst at rydde højderyg og fange de mænd, som var stadig i live. Da det blev klart, at yderligere fremskridt ikke var muligt, udstedte Major Griffin, ordrer om tilbagetrækning, at hver mand skulle klare sig selv tilbage så godt han kunne. Meget få mænd, lykkedes det dog at komme tilbage. Major Griffin, blev efter at være såret en gang, rapporteret at have været dræbt af en mine. Da vi senere igen besatte området blev hans krop fundet liggende blandt sine mænd. Den time, hvor de sidste overlevende blev overvældet kan ikke afgøres ved fjenden ild med præcision; Skøn variereret meget bredt, men det kan have været omkring 01:00 Officerer, der overlevede anslår, at en styrken på måske tre hundrede officerer og mænd dræbtes på dette angreb og ikke mere end femten lykkedes det at vende tilbage til vores linje. Fra det øjeblik, hvor angrebet foregik havde der været nogen kommunikation med bataljonen. Den ene er kendt for at have været med trådløs sæt Major Griffin blev slået ud af en jeep, som senere blev fundet ikke langt fra start linjen; og kontakten imellem brigaderne var stort set umuligt på grund af intensiteten af ilden. Derfor forblev man usikre på Brigade hovedkvarter om enhedens skæbne; artilleri opgaver, herunder udlægning af røg blev affyret i håber at bistå den til at

10 trække; og tidligt på aftenen leverede Le Regiment de Maisonneuve et yderligere angreb mod maj-sur-orne. Dette angreb blev også mislykket, bataljonen kommer under kraftig beskydning fra maskingeværer artillerister i sin bageste ende, der uden tvivl havde været infiltreret gennem miner. Virkningen af de bærende tanks fra 6. canadiske pansrede regiment bør bemærkes. Planen for deres indsats i Major Griffins angreb var det samme som den originale, dette krævede dem til at komme ind til May-sur-Orne og støtte Black Watch derfra ved ild fra fløjen. den anden-i-kommando af eskadren nåede "Factory" umiddelbart efter første to tropper af tanks. En af troppebevægelser-lederne, rapporterede, at disse tanks støttede Black Watch herfra med maskingeværild på sandsynlige fjende positioner, men at effektiviteten af denne ild var begrænset af den godt camouflerede tyske del. At finde, at Black Watch allerede havde Avanceret, den anden i- kommando beordret disse tropper frem i maj-sur-orne (Hvilket han menes at være i vores hænder) og efterfølgende sendt på en tredje flok at støtte dem. Han mener, at disse tanker var i May-sur-Orne før den Black Watch nåede højderyggen. I landsbyen var de på en gang stærkt angrebet af antitank kanoner og Panther kampvogne. Den ene blev slået ud og en anden Panther rapporteret ramt, men på vores side var alle tre tropper-ledernes kampvogne, og muligvis en fjerde tank, tabt. Intet kunne ses af The Black Watch eller af andre canadiske tropper, og efter en tid trak vores overlevende kampvogne sig tilbage til start. De samlede tab af en hvilken som helst enhed i en enkelt handling er altid vanskeligt at afgøre med absolut præcision, som individuelle rapporter ofte blev modtaget med forkert dateret. Omhyggelig analyse af ulykken af Black Watch viser, at de samlede tal i denne kamp var som følger:

11 Dræbt i aktion, tre soldater og 105 i andre rækker; formodes dræbt i kamp, fire andre rækker; døde af sår, to officerer og seks andre rangerer; døde af sår, mens krigsfange, tre andre rækker; såret, 10 officerer og 109 andre rækker; krigsfange, en officer og 81 andre rækker (herunder 11 vides at være blevet såret) - et aggregat af 16 Officerer og 308 andre rækker. Det ses sikkert, at nogle af dem der er anført blot som "Wounded" var også fanger for en tid, og at nogle er opført blot som "Fanger" blev også såret. Tallene er baseret på rapporterne modtaget af Records Office, canadiske militære hovedkvarter, London. Da vores tropper igen besatte højderyggen tidligt i august, fandtes omkring 95 lig fra Black Watch, som var spredt langs aksen. På andre dele af den linje havde angrebet fået en begrænset mængde skud. Den 3. canadiske division from North Nova Scotia Highlanders havde besat dele af landsbyen Tilly-la-Campagne, men blev tvunget til at trække sig tilbage fra det, efter meget voldsomme kampe. På forsiden af 4. canadiske infanteribrigade, lykkedes The Royal Hamilton Light Infantry at indtage landsbyen Verriers, men Royal Regiment of Canada forsøgte at skubbe på og tage Rocquancourt, men blev stødt på ekstremt tung modstand og blev drevet tilbage. Infanteri angrebet havde undladt at gøre tilstrækkelige fremskridt ved at tillade anvendelsen af tanke til udnyttelse; ikke desto mindre var Verriers, der ligger i den nordlige ende af højderyggen, en vigtigt taktisk erhvervelse, hvor man kunne fratage fjenden det højeste punkt i den foregående fremad linje, der havde givet ham næsten ubegrænsede observationer over dalen. Besættelsen af dette område havde i høj grad reduceret fjendtlige tropper og materielt, og dermed forbedret vores egen, og var med til at bane vejen for den meget vellykkede break-out angreb leveret af det 2. canadiske korps om natten august 7-8.

12 Det skal tilføjes, at en god aktivitet, men vigtigt resultat af operationen, var identifikationen af de to nu fjendtlige pansrede divisioner på den canadiske front; viden om deres opholdssted var af stor værdi for den øverstkommanderende. det er tilfredsstillende at vide, at tyskerne selv havde lidt tungt; den 272. Division, som gav os kamp i forsvaret i May-sur-Orne området, blev så reduceret, at det måtte trækkes tilbage til en roligere sektor den 29. juli. De virkelige frugter af kampagnen men skæbnesvangre angreb den Juli , skal dog søges på den modsatte flanke af det allierede brohoved som blev ofre den dag, ligesom dem, der blev foretaget af britiske og canadiske formationer under den foregående uge, og havde bidraget til i vigtigt grad, at slå de tyske angreb tilbage. Angrebet af 25. juli kan kaldes den sidste fase af den store og dyre indsats som det var at holde den anden britiske hærs angreb i gang og som havde været leveret i ugevis. På samme dag, i St. Lo, First United States Army lancerede et effektivt og komplet gennembrud hvor amerikanske tropper placeredes den 30. juli. Dette var begyndelsen til den afgørende allierede sejr i slaget om Normandiet. Denne sejr var produktet af det helhjertede samarbejde af de allierede. Det kunne ikke have blevet vundet uden mod og dygtighed af de amerikanske hære, der først lavet break-igennem og efterfølgende udnyttede det med et grænseløs foretagende. Heller kunne det have været vundet uden den desperate kamp på østlige flanke af brohovedet, hvor der i overensstemmelse med den allierede plan, britiske og canadiske tropper, til meget store omkostninger for dem selv, tvunget fjenden til at opretholde på deres front størstedelen af hans bedste og mest formidable divisioner.

13