Grafik:Emma Arfelt Redaktion: isak Krab Koed, Daniel Borup Jakobsen, Nanna Østergaard, Rasmus Vangby Tekst og redigering: Andreas Oxholm

Transkript

1

2 03 Redaktørens klumme 04 Formanden har ordet 05 Interview med Stop krigen mod Libyen 09 Krigen i Libyen v. Isak Krab Koed 13 Duellen Kan liberalismen gradbøjes 18 Reportage fra Introkurset 20 Hvis jeg havde 90 mandater Asger Aamund 22 Månedens VU er Christian Brøns 24 Artikelserie: VU s Historie v. Mads Duedahl 26 Reportage fra Megadraft turen i Prag 28 Nyt fra Kursusudvalget Grafik:Emma Arfelt Redaktion: isak Krab Koed, Daniel Borup Jakobsen, Nanna Østergaard, Rasmus Vangby Tekst og redigering: Andreas Oxholm

3 D engang jeg blev medlem af Venstres Ungdom for noget nær 6 år siden, kan jeg huske, at selvom jeg ikke altid var aktiv i min lokalforening eller på landsplan, så var det rart at kunne få lidt politisk læsestof, og følge med i, hvad der skete rundt om i organisationen. Skrevet af Andreas Oxholm Redaktør på Liber Det er derfor med rigtig stor glæde, at jeg sammen med en hårdtarbejdende redaktion, kan præsentere jer alle for VU s nye medlemsblad Liber. Da tiderne har ændret sig en del, siden sidst vi havde et medlemsblad, bliver bladet nu lanceret i elektronisk form, men det gør det bestemt ikke mindre gennemarbejdet, tværtimod. Den elektroniske form vil gøre det meget nemmere at præsentere bladet i flere medier, ligesom det sparer vores sekretariat for en masse arbejde. Derudover åbner det elektroniske blad op for mange muligheder både hvad angår at inddrage videoer, men også andre interessante funktioner, som I vil opleve, vil blive introduceret i fremtidige blade. Vi vil forsøge, at have flere tilbagevendende artikler i de kommende udgivelser, herunder bl.a. månedens VU er, duel og hvis jeg havde 90 mandater, ligesom der i hvert blad, vil være et politisk tema, der vil blive behandlet. Temaet i dette blad, vil tage afsæt i krigen mod Libyen, og problematikken i mellemøsten. Derudover har vi fået et spændende interview med Asger Aamund i hvis Asger havde 90 mandater, vi har en debat om, hvorvidt liberalisme kan gradbøjes i versus, vi har nyt fra de seneste kurser og meget, meget mere. Jeg håber, at I vil få glæde af at læse bladet, og der skal lyde en kæmpe tak, til de der har meldt sig til redaktionen og været med til at gøre det her blad til virkelighed! God læselyst!

4 D er var engang hvor fagforeningerne og venstref løjen brugte første maj til at kæmpe for global solidaritet og en mere retfærdig verden. Sådan er det ikke længere. Skrevet af Jakob Engel-Schmidt Formand for VU I dag handler arbejdskampen mest om retten til ikke at gå på arbejde og lade andre betale for det. Efterløn, kaffepauser og tidlig pensionering er tilsyneladende blevet vigtigere for fagforeningerne og venstrefløjen, end kampen for at bekæmpe arbejdsløshed og sikre uddannelse til alle. I en periode, hvor den største samfundsudfordring er at sikre en større arbejdsstyrke tordner LO-forbundene imod ethvert forsøg på at ændre de lukrative ordninger, som netop deres medlemmer har adgang til. Ikke bruger en eneste kalorie på at bekæmpe det dræbende skattetryk. Arbejdskampen har historisk handlet om at skabe rimelige vilkår og odt arbejdsmiljø. En skat på mere end 50 % kan næppe kaldes et rimeligt arbejdsvilkår. Desværre taler jeg med 99,9 % sikkerhed for døve ører. LO er i knibe og koncentrerer sig udelukkende om at vælte regeringen. Det faktum, at et stort mindretal af deres medlemmer betaler topskat, er ikke en tanke, der forstyrrer fagbossernes nattesøvn. Tilbage står et stadig voksende modsætningsforhold mellem den forsvindende del af befolkningen, der stadig går på arbejde og den voksende del, der ikke er det. Netop i det spændingsfelt har fagforeningerne sammen med arbejdsgiverorganisationerne en unik mulighed for at være med til at præge samfundsudviklingen ved at fremkomme med nye løsningsforslag. Min opfordring til LO skal derfor være, at droppe den ensidige efterlønsdebat og hetzen mod regeringen, gribe pennen og komme med forslag til fremtidens arbejdsmarked. Arbejdskampen burde i stedet handle om, at hylde den halvdel af danskerne, der stadig går på arbejde og som tak bliver straffet med verdens højeste skat. Desværre er det ikke tilfældet. Når jeg kæder skatten sammen med arbejdskampen, er det i forundring over, at Harald og CO.

5 foto: deviantart.com Vi har taget fat på talsmanden for w w w.stopkrigenmodlibyen.dk Jonathan Simmel, som vi har udspurgt lidt til, hvo r fo r h a n m e n e r, a t Da n m a rk s d e l t a ge l s e i L i- byen er forkert, og hvordan dansk udenrigspolitik egentligt burde tegne sig. Til daglig er Jonathan El-installatør og er tidligere aktivt medlem af Socialistisk Ungdomsfront. Interview af Andreas Oxholm, chefredaktør på Liber.

6 Tidligere har store dele af venstrefløjen erklæret sig selv som pacifister. Det leder mig til at spørge om pacifisme er vigtigere end kampen for frihed til verdens indbyggere? Nej mener ikke at pacifisme er et mål i sig selv som samfundet ser ud i dag. Dette skyldes hovedsageligt at store befolkningsgrupper lever i en konstant undertrykkelse, derfor mener jeg ikke at pacifisme er et mål lige nu, tværtimod vil jeg hellere se en styrkelse af denne frihedskamp, og håber selvfølgelig så på et nyt og bedre samfund hvor pacifisme vil være en naturlig del af at der ikke længere findes undertrykkelse. Både krig og militær magtanvendelse kan selvfølgelig retfærdiggøres så længe denne kamp udspringer af befolkningens egen kamp for frihed og kamp mod undertrykkelse Kan krig, eller militær magtanvendelse nogensinde retfærdiggøres, og hvis ja, så hvornår, hvis ikke i Libyen? Både krig og militær magtanvendelse kan selvfølgelig retfærdiggøres så længe denne kamp udspringer af befolkningens egen kamp for frihed og mod undertrykkelse. Militær indgriben fra andre lande kan selvfølgelig også komme på tale når vi snakker folkedrab og forbrydelser mod menneskeligheden. Men kampen i Libyen udspringer vel i høj grad netop af befolkningens egen kamp. Og krigen i Libyen blev jo netop iværksat efter at et enigt folketing støttede op om at ville hjælpe oprørstropperne i Libyen - hvorfor støtter I ikke det? Grunden til at vi ikke kunne støtte op om den militære intervention mod Libyen, skyldes flere forskellige argumenter. Hovedsageligt skal man være bevidst om hvorvidt man gavner den gældende frihedskamp ved at gribe militært ind udefra (og især når det sker som vestlige lande). Her har vi f.eks. dårlige erfaringer fra Kosovo, hvor at vestens militære indgreb endte med at svække det igangværende oprør, fordi Milosevic kunne bruge dette angreb som en samlende kraft i befolkningen mod såvel de udenlandske soldater, men også mod oprøret. Dette enzdte med at få den konsekvens at krigen varede ca. 3 måneder længere grundet denne svækkelse af oprørets position. Derudover må vi huske på at vi i Libyen hverken stod med folkemord eller forbrydelser mod menneskeligheden, vi havde ingen rapporter om nedslagtning af civile eller lignede. Faktisk var det kun i Danmark at man overhoved brugte argumentet og ordet folkemord fra politikernes side. Eneste tal vi have hed mellem civile døde. Hvilket desværre efterhånden er dagligdagen hvis vi kigger på andre lande i verdens brændpunkter. Et andet tungtvejende argument er at man fra gang til gang må se på de militære mulighed for at undgå civile tab, alle tidligere militære indgreb er endt med store civile tabt, uanset hvor gode præcisionsbomberne er, vil de stadigvæk slå op mod tusinder af civile ihjel. Ligeledes udskilte oprøret i Libyen sig i høj grad fra andre lande i mellemøsten og Nordafrika, hvor vi så op mod millioner af mennesker på gaden for at kræve afsættelsen af ledere, bedre sociale forhold, politiske frihed eller andet. Dette var langt fra tilfældet i Libyen, hvor vi i stedet så en væbnet konflikt mellem 2 grupper, Gadaffis og hans soldater på den ene side og tidligere ministre og deres oprørshær med base i Benghazi på den anden.

7 Vi kendte intet til oprørshærens politiske mål da krigen mod Libyen startede, nu er spørgsmålet nærmere hvordan vi som befolkning i Danmark bedst støtter op om den Libyske befolknings kamp for demokrati og frihed - uden at tage højder for egne økonomiske interesser i området Derudover har alle lektier gennem tiden (også Irak og Afghanistan) lært os at en rigtig frihedskamp og indførelsen af demokrati må ske nedefra ved befolkningens vilje, derfor er det oplagt i stedet at understøtte og hjælpe det folkelige oprør internt i Libyen, frem for at kaste bomber over landet i en naiv tro om at demokratiet så vil blomstre. Synes du ikke, at det lyder hult, at prædike frihed, demokrati og menneskerettigheder, som vi har gjort i vesten, over hele det politiske spektrum, og så ikke hjælpe dem som rent faktisk kæmper for det i deres hjemland - og som har brug for vores hjælp? Jo det synes jeg i høj grad lyder hult, også derfor vi må undersøge hvordan vi bedst kan understøtte deres frihedskamp, så målet kan nås. Dette sker desværre ikke ved at gribe militært ind fra vestens side. Ville ønske jeg havde bedre konkrete alternativer til at understøtte deres kamp. Desværre må vi nok anerkende at uanset hvor meget vi gerne vil hjælpe, så er det bedre intet at gøre hvis den eneste anden mulighed er at kaste benzin på et brændende bål. Derudover synes jeg det lyder endnu mere skingert at bombe Gadaffi, uden at tænke over at vi selv har solgt ham de våben vi nu bekæmper. Hvorfor solgte vi våben for 190 millioner alene i 2009 til Gadaffi når han hele tiden har undertrygt sin egen befolkning. Hvorfor var han så sent som i efteråret respekteret af vestens ledere, og velkommen på den røde løber når nu de selvsamme venner forsager ham? Hvis vi så forholder os til hvor vi kan få fælles fodfæste demokrati i mellemøsten, hvordan føler du så, at vi bedst sikrer demokrati i mellemøsten, og er det overhovedet vores opgave? Jeg mener i høj grad vi skal være vores ansvar bevidst, og selvfølgelig forsøge at understøtte de bevægelser og grupper som kæmper for demokrati verden over, også i mellemøsten, blandt andet gennem samarbejdsprojekter, men også som ungdomspartier med ligesindede i andre lande. Derudover mener jeg at man må stille krav til hvilke ledere og lande vi som land ønsker at handle med, samt kræve åbenhed om hvilke danske firmaer der har økonomiske interesser i hvilke diktatorer.

8 Danmark har de sidste 10 år ført en relativt aktivistisk udenrigspolitik, som bl.a. har ført til demokrati i Irak, skoler, rent vand og tryghed for millioner af afghanere og senest Osama Bin Ladens død - hvorfor er det forkert - og er det det? Desværre har vi også gennem de sidste 10 år glemt den anden del af vores udenrigspolitik som omhandler forhandlinger, diplomatisk pres, hjælp til demokratibevægelser osv. Hele vores udenrigspolitik har indskrænket sig til en militær indsats hvor vi gang på gang går med i angrebskrige, uden at huske på at dette altid skal være sidste udvej, men at problemer som Gadaffi mm. skulle være klaret for år siden. Skal Derudover er jeg grundlæggende uenig i præmissen for spørgsmålet om at vi har sikret demokrati i Irak, skaffet skoler, rent vand, tryghed osv. Dette mener jeg desværre ikke stemmer helt overens med virkeligheden, og synes desværre stadigvæk at der er langt vej igen i både Irak og Afghanistan. Ligeledes ved jeg ikke om man kan tillade sig at give den aktivistiske udenrigspolitik æren for Bin Ladens død, hvilket også stiller spørgsmålstegn ved hvilket retssamfund vi gerne vil belære resten af verden med, når vi hylder drabet af Osama, frem for at håbe på en tilfangetagelse. Mange kritikere af krigene i Irak og Afghanistan har fremført, som du også selv er inde på flere gange, at man ikke kan tvinge demokrati ned over hovedet på folk, hvorfor vi bør trække os ud af Irak og Afghanistan, og så først hjælpe når folk selv gør oprør. Nu har folket gjort oprør i Libyen - nu må vi så alligevel ikke hjælpe dem som kæmper for demokrati - hvorfor ikke det? demokrati opstå i et land, er det vigtigt at landets egen befolkningen også bakker op om det, det håber jeg er alle bevidst Skal demokrati opstå i et land, er det vigtigt at landets egen befolkningen også bakker op om det, det håber jeg er alle bevidst. Vi kan ikke tvinge folk til demokrati, og det håber jeg heller ikke er essensen i demokrati. Dog er det korrekt at vi bedst muligt skal understøtte når befolkningen så tager en frihedskamp mod f.eks. en diktator for at få indført demokrati. Vi kendte intet til oprørshærens politiske mål da krigen mod Libyen startede, nu er spørgsmålet nærmere hvordan vi som befolkning i Danmark bedst støtter op om den Libyske befolknings kamp for demokrati og frihed - uden at tage højder for egne økonomiske interesser i området. Hvis vi antager, at vi ikke hjalp oprørerne i Libyen og støttede op om frihedskampen i mellemøsten, men derimod blandede os uden om, og resultatet så blev, at de siddende mere eller mindre diktatoriske regimer blev siddende - hvordan skal vi så nogensinde kunne fortælle den almindelige libyer eller egypter, at vi støtter demokratiet, og de skal fortsætte deres frihedskamp, når vi ikke gider hjælpe? Vi må gøres det klart for både os selv, og for andre (både i Libyen og andre steder) at vi støtter kampen for frihed og demokrati, dette vil vi gøre bedst muligt, men i hver eneste kampsituation er dette en opvejelse af hvordan vi bedst muligt understøtter i den konkrete sag. Jeg anerkender, at resultatet måske kunne være blevet nedslagtning af oprøret i Mistrata eller Benghazi, men alternativet i er et årelangt invasion, med tusinder af døde til følge.

9 Når jeg rundt om i landet har talt med VU s medlemmer om opstandene i Mellemøsten, har jeg fået en lang række gode spørgsmål. Denne artikel er et forsøg på at besvare nogle af de vigtigste. Skrevet af Isak Krab Koed Hvordan kan man karakterisere det, der foregår i Mellemøsten i øjeblikket? I medierne benævnes begivenhederne i Mellemøsten alt fra opstande over oprør til revolution. Af disse betegnelser er revolution vel nok den mest vidtgående og samtidig mindst passende betegnelse. Baggrunden for at kunne udtale sig om, hvorvidt urolighederne kan karakteriseres som en (eller flere) revolution(er), er naturligvis at vælge en definition på revolutionsbegrebet. Uden en sådan bliver ethvert svar på spørgsmålet ikke andet end løs snak - og valget af definition er af stor betydning for svaret, da politologiens teoretikere langt fra er enige. Jeg vil derfor i dette svar tage udgangspunkt i to divergerende definitioner, nemlig Skocpol og Goldstones. Politologen Theda Skocpols arbejder tager sin begyndelse i antagelsen om, at en revolution er hurtige, grundlæggende transformationer af de socioøkonomiske og politiske institutioner efterfulgt af og til dels effektueret igennem klasseoprør fra neden. En revolution i skocpolsk forudsætter med andre ord en omfattende omkalfatring af den sociale orden i det land, hvor revolutionen finder sted - og tilmed, at denne omkalfatring skal være forårsaget af og i sig selv forårsage klasseoprør fra neden. Goldstones revolutionsbegreb er mindre vidtgående. Revolutioner er hos Goldstone blot en indsats for at transformere et samfunds politiske institutioner og legitimeringen af den politiske

10 politiske autoritets autoritet efterfulgt af formel eller informel massemobilisation og uinstitutionaliserede aktører, der underminerer den eksisterende autoritet. Her kræves altså ikke nogen grundlæggende transformation af samfundets sociale orden - blot en indsats for dele af en sådan transformation. Heller ej stilles der krav om en hurtig proces. Til gengæld er det et krav, at ikkeinstitutionaliserede aktører skal underminere den eksisterende samfundsmæssige autoritet. I hvilke mellemøstlige lande kan man da for nuværende tale om en revolution med udgangspunkt i de kriterier, der er opstillet af henholdsvis Goldstone og Skocpol? Skocpols definition bliver hurtigt irrelevant: den grundlæggende transformationer. En goldstonesk revolution er mere inden for rækkevidde, da han kun stiller krav om en indsats for transformation. Imidlertid nævner Goldstones definition også, at tidligere magtstrukturer skal være undermineret, før man kan tale om en revolution - og det er ikke min vurdering, at det nogetsteds i Mellemøsten er tilfældet. Godt nok er diktatorer på stribe bragt til fald, men hvad har erstattet dem? Egyptens ekspræsident Mubarak, der alle dage har været det egyptiske militærs mand, er eksempelvis blot erstattet af et åbenlyst militært styre. Det korte svar er således, at ingen revolutioner endnu er forekommet, hverken i goldstonesk eller skocpolsk forstand. Det betyder ikke, at opstandene ikke indeholder et potentiale til at udvikle sig til deciderede revolutioner, eller at opstandene er ligegyldige og ikke værd at understøtte. Langt fra. At kalde opstandene for revolutioner er simpelthen bare at tage munden for fuld. Hvor sandsynligt er det, at en eller flere af diktatorerne bliver afløst af islamisk teokrati a la Iran? Spørger man de tidligere og nuværende diktatorer, vil vi i den kommende tid se en omfattende islamisering af de lande, der er ramt af folkelige protester. Med henvisning til Iran efter omvæltningen af den vestligt orienterede shah i 1979, hvor ayatollah Khomeini kaprede oprøret og etablerede Isak Krab Koed VU s udenrigs- og sikkerheds ordfører et undertrykkende islamisk teokrati, der lige siden har voldt såvel Vesten som Irans indbyggere mange problemer, har diktatorerne alle som én råbt ulven kommer i en årrække. Men er der noget om sagen, eller er diktatorernes paralleller til Iran lige så troværdige som Gaddafis talrige løfter om våbenhvile? Som så ofte før ligger sandheden formentlig et sted midt imellem. Islam står stærkt i alle de mellemøstlige lande, der har oplevet protester. Imidlertid er der stor forskel på, hvor meget forskellige grene af islam blander sig i politiske anliggender. Den iranske totalitarisme er en ekstrem i den sammenhæng. For at svare på spørgsmålet om, hvorvidt islamisk magtovertagelse er sandsynlig, må man ergo vide noget om karakteren af den islamiske bevægelse i det konkrete land, man beskæftiger sig med. Man må også vide noget om, hvor stærk modstandskraft det givne samfund har - kan udenforstående islamister blot vende tilbage fra eksil med firetoget og uden videre overtage et oprør, eller findes der kræfter, som har styrke til at sætte sig imod? Derfor er et spørgsmål som dette også særdeles plads- og indsigtskrævende at besvare fyldestgørende. Helt generelt kan man dog sige, at den udbredte Iran 1979-analogi er misvisende, såfremt forholdene i det land, forholdene i det land, hvormed man sammenligner, afviger væsentligt fra datidens Iran på de nævnte og ganske givet også andre parametre. Og det er i høj grad tilfældet. Lad mig begynde med Egypten. Egyptens Muslimske Broderskab er den eneste muslimske gruppering af betydning i landet, og bevægelsen har kun i begrænset omfang været involveret i oprøret, da den såvel før som efter Mubaraks fald ganske enkelt har været forbudt af myndighederne. Forbuddet skyldes en paragraf i den egyptiske forfatning, der tilsiger, at politiske partier med religiøst grundlag ikke er lovlige. Broderskabet repræsenterer således en forfulgt minoritet i det egyptiske folk. Dertil kommer, at medens det iranske militær efter shahens fald fremstod splittet og uforberedt, er det egyptiske militær en samlet og velorganiseret

11 Libyen er også interessant at tage i øjesyn. NATO har talt med bekymring om, at oprøret måske er delvist infiltreret af Al Qaeda, sådan som Gaddaffi selv fra begyndelsen har hævdet det Libyen er også interessant at tage i øjesyn. NATO har talt med bekymring om, at oprøret måske er delvist infiltreret af Al Qaeda, sådan som Gaddaffi selv fra begyndelsen har hævdet det. Landet har dog ingen samlet islamisk opposition - og det samme kan for samlingens vedkommende siges om Libyens regering. Den har indtil for nylig i høj grad været baseret på Gaddaffis evne til at forhandle stabilitet på plads med de libyske klaner, der har haft udstrakt selvstyre i flere regioner, og placeringen af hans egne fortrolige og familiemedlemmer på essentielle poster. Når og hvis Gaddaffi forsvinder, vil ingen af de konkurrerende klaners ledere have interesse i, at oprøret resulterer i en islamisk magtovertagelse, der centraliserer styret og sætter dem uden for indflydelse. En sådan vil de derfor forsøge at forhindre, hvis det skulle blive aktuelt. Diktatorerne i Mellemøsten har haft og har til stadighed en klar interesse i at foregøgle os en overhængende risiko for islamisk magtovertagelse i deres respektive lande, og det er da også korrekt, at vi fra et sikkerhedspolitisk perspektiv må foretrække en sekulær diktator frem for et utilregneligt præstestyre. Dette er dog ikke ensbetydende med, at risikoen er så stor, som det fortælles. Libyen og Egypten blot to eksempler på, at variation i de nationale forhold er altafgørende for islamiske bevægelsers mulighed for at tage magten. Historiske analogier bør med andre ord anvendes med forsigtighed. Bortset fra de rent ideologiske grunde - hvorfor bør vi så foretrække demokrati i Mellemøsten? Til en begyndelse kan siges, at jeg ikke under normale omstændigheder ville vælge at se bort fra de rent ideologiske grunde til at foretrække demokrati frem for diktator. Udbredelsen af universelle frihedsrettigheder som ytrings-, presseog forsamlingsfrihed, ejendomsret og deslige er mål, vi som liberale nødvendigvis må efterstræbe. Anerkender vi ikke dét, kan vi vanskeligt argumentere for, at disse frihedsrettigheder er netop universelle og må så i stedet påstå, at frihedsrettigheder er et specifikt vestligt fænomen, der er et resultat af vestens historiske udvikling og ikke nødvendigvis hverken værre eller bedre end den mangel på frihed til almindelige mennesker, der er normen i andre dele af verden. Ikke desto mindre har jeg fået spørgsmålet indtil flere gange. Heldigvis er der ikkun ideologisk funderede, men også sikkerhedspolitiske begrundelser for, hvorfor demokrati er at foretrække. Den kvikke læser har sikkert allerede tænkt tanken: den demokratiske fredstese, altså ideen om, at demokratier afstår fra at føre krig imod hinanden og i det hele taget udvikler en mere stabil og forudsigelig forhandlingskultur end diktaturer, må da være et afgørende argument - og dertil er kun at sige, at deri har vedkommende fuldstændig ret. Den demokratiske fredstese er dog ikke helt så ligetil, som den lyder. Faktisk er ideen meget omdiskuteret i politologien, og det er ikke lykkedes at komme til enighed om, hvorvidt den overhovedet er en empirisk realitet. Blandt andet er der igennem tiderne givet en række eksempler på det modsatte: at demokratier rent faktisk kriges. Et bud på en kvalificering af den oprindelige tese er følgelig fremsat af teoretikere som Owen, der påpeger, at tager man højde for, om demokratierne opfatter hinanden som sådan og holder sig til

12 at antage, at demokratier ikke går i krig mod hinanden, hvis de vel at mærke opfatter hinanden som demokratiske, modsiger eksemplerne på demokratier i krig ikke længere tesen. Udfordringen bliver så at påvise, at lederne af et givent land ikke blot redefinerer andre lande som værende demokrati eller diktatur a ængig af, om de er venner eller ender. Kan man godtgøre, at en sådan kontekstuelt bestemt ændring finder sted, hver gang det er belejligt, er den demokratiske fredstese varm luft. Dette er dog endnu ikke lykkedes - og der er således til stadighed tungtvejende grunde til at foretrække samarbejde med demokratier.

13 DUELLEN Vi har spurgt to VU ere, Martin Bech og Mathias Schlippé, om deres opfattelse af liberalisme og deres syn på hvilke opgaver staten skal varetage. Det har udviklet sig til en spændende diskussion mellem to VU ere, der repræsenterer hver deres retning inden for liberal tænkning. MATHIAS Hvad fik dig endeligt overbevist om, at du var tilhænger af anarkokapitalisme? Jeg har altid troet på personlig frihed og det frie marked, jeg har altid syntes, at det var mærkeligt at staten skulle sørge for f.eks. kultur og ikke kun koncentrere sig om de områder, som jeg anså som kerneområder; politi, retssystem og militær - altså var jeg minimalstatstilhænger. Det gik dog ikke anderledes, end at jeg til en fest i VU Århus ender i baren med en anarkokapitalist i de tidlige morgentimer, hvor jeg får en kort gennemgang af nogle af hovedtrækkene i anarkokapitalismen. Jeg går de næste par uger, og tænker idéen om at statsløst, markedsstyret samfund igennem, og synes det lyder spændende. Derfor begynder jeg at besøge alle boghandler i byen, og spørger om de kan bestille bøger hjem om emnet. Ingen vidste hvad det var, så jeg gik på nettet, og det lykkedes at finde nogle gode bøger om emnet, som jeg gik i kast med. Det var disse bøger, som overbeviste mig om, at den maksimale grad af personlig frihed, sammenholdt med et helt frit marked, kun findes i anarkokapitalismen Hvem betragter du som dit største politiske forbillede og hvorfor? Murray N. Rothbard - For hans store arbejde med at udbrede anarko-kapitalismen, og fordi han stod ved sine principper, selvom de ikke er bredt accepteret. Skrevet af Nanna Østergaard Som anarkokapitalist er du modstander af et offentligt rets- og justitsvæsen, og derimod fortaler for private vagtværn/beskyttelsesselskaber vil du kort forklare, hvordan det vil virke i praksis? Det hele bygger på frivillige fællesskaber: Man vil automatisk finde sammen i fællesskaber med andre, som gerne vil leve som én selv. Disse fællesskaber vil skabe deres eget rets- og justitsvæsen og finde deres egen måde at løse deres interne problemer på. Ved udefrakommende farer, vil de stå sammen om at forsvare sig mod enden. Hvis nu to personer har et mellemværende, hvor heller ikke deres respektive private vagtværn kan blive enige, og der skulle udbryde en krig til scene for lokalbefolkningen, hvem skal så håndhæve deres ødelæggelser? Jeg tror helt automatisk, at naboerne ville gå ind i konflikten, hvis deres private ejendom bliver krænket af de to, som har et mellemværende. Så vil de gå ind i krigen, for at sikre deres egen ejendom, eller alternativt, hvis den ene af parterne har foretaget et angreb for at overtage den andens ejendom, vil det på sigt også kunne udgøre en fare for naboerne, som derfor vil pacificere denne bandit. Kunne man ikke frygte, at svagtstillede vil blive overset i dit idealsamfund? F.eks. handicappede, forældreløse børn og ofre for menneskehandel? Hvis man mener, at mennesket grundlæggende

14 er ondt, og kun vil hjælpe andre, hvis de bliver tvunget, så jo. Men jeg tror på, at mennesket grundlæggende er godt, og derfor vil hjælpe andre så meget som de har mulighed for. Lysten til at hjælpe andre tror jeg også bliver større, hvis man selv vælger at gøre det, og ikke gør det af sur pligt. Sådan har jeg det i hvert fald selv. Helt automatisk vil man også blive opfostret med at man skal hjælpe andre så meget som muligt, i stedet for, som det er nu, at man kan skyde den videre og sige: Jeg behøver ikke hjælpe den handicappede eller passe min gamle, syge mor - for det gør staten! og det ser vi desværre alt for ofte at folk gør. I en situation, hvor kun få mennesker rammes af en sjælden, alvorlig sygdom, hvorfor det ikke er rentabelt for en privat virksomhed at forske og udvikle medicinen er det så bare ærgerligt for de ramte? Man kan også vende spørgsmålet om og sige: Er det rimeligt, at alle mennesker i et land skal betale for en behandling der kun kan hjælpe nogle få mennesker, hvis man kan redde mange flere, ved at forske mere i sygdomme som ses oftere? Man kan nemt blive upopulær af det følgende synspunkt, men det må jeg tage med: Specielt i et offentligt system er man nødt til at sætte en overligger, for uanset hvor mange penge man bruger, uanset hvor meget man forsker, vil man aldrig kunne helbrede alting 100 %, og gudskelov for det, men det medfører ofte, at man fortsætter med at poste flere og flere penge i noget, uden man får en tilsvarende stigning i virkningen. Sagt på en anden måde, er man simpelthen på et tidspunkt nødt til at sige, at nu er behandlingen tilfredsstillende. Ellers vil man kunne bruge alle penge i et samfund på helbredelse af alverdens ting, og resten vil gå fuldstændigt i stå. Så kan vi helbrede alle mennesker til en ludfattig tilværelse. Ved at have forskning og behandling i private virksomheder, vil man kunne redde flere for de samme penge - men nogle få vil være uheldige, og det er der som sådan ikke noget at gøre ved. Medmindre folk frivilligt samler penge ind til at løse problemet for den pågældende - sådanne indsamlinger ser man allerede i dag. Jeg er ikke i tvivl om, at det vil være lettere at banke sådanne indsamlinger på benene i mit idealsamfund. Abraham Lincoln sagde engang: Det er ikke mængden af år i dit liv, der tæller det er mængden af liv i dine år Hvilken holdning inden for VU s principprogram eller resolutioner ser du først ændret og hvorfor? Det er et svært spørgsmål... Jeg synes, at noget af det smukke i VU er, at der er plads til folk som mig, og plads til folk som gerne ser en medium-stor stat - hvor vi så kan diskutere tingene. Det er klart, at jeg gerne vil have en hårdere linje på skattepolitikken - skat er jo tyveri, (og med markant lavere skat, vil man være nødt til at justere det offentlige forbrug ned) en hårdere linje mod overvågning og regulering - staten skal ikke bestemme, hvem jeg handler med hvornår, hvor jeg ryger, justere priser ved hjælp af afgifter og moms, eller kigge mig over skulderen på strøget, nettet eller mobiltelefonen. Der er mange eksempler, disse er bare nogle. Jeg glæder mig til debatterne på landsstævnet.

15 MARTIN Hvad skal det offentlige tage sig af i dit idealsamfund? At sikre fundamentale menneskerettigheder og at håndtere opgaver som skaber værdi for hele samfundet, men ikke som sådan for enkelte personer eller virksom heder. Med det mener jeg, at staten skal varetage infrastruktur, uddannelse, retsvæsen og militær. Desuden mener jeg, at det er menneskerettighed at have adgang til sundhedsvæsnet, hvis man er dødeligt syg. Derudover mener jeg, at staten skal varetage en form for begrænset social sikkerhed for de værdigt trængende. Kan du nævne nogle forbud, du mener, staten retfærdigt bør opretholde i dit idealsamfund? Narkotika, våben, færdselslovgivning m.m. Mit grundlæggende synspunkt som liberal er, at forbud er et onde. Men det kan også være et nødvendigt onde og helt nødvendigt for at sikre tryghed og basale menneskerettigheder. Med det mener jeg, at staten selvfølgeligt skal opretholde forbud mod krænkelse af den private ejendomsret og forbud mod forbrydelser mod andre mennesker, det være sig alt fra tyveri til mord. Der bør også være statens opgave at forbyde ting, der gør dig til fare for andre. Med det mener jeg, at visse former for narkotika er årsag til, at man mister kontrollen med sig selv, og dermed er til fare for andre. Hvad alkohol angår, er det jo et spørgsmål om mængden af alkohol man indtager og ikke alkoholen i sig selv, dette gør sig i øvrigt også gældende for en række stoffer, hvorfor jeg også går ind for en legalisering af hash. Jeg mener desuden ikke at en liberal våbenlovgivning i sig selv er et problem, ud fra et devisen om at det jo ikke er våbnet, der er farligt, men vedkommende der bruger det. Desuden vil jeg mene, at folk der har til hensigt at benytte skydevåben til illegale aktiviteter nok skal kunne anskaffe sig skydevåben uanset lovgivningen. Hvordan definerer du fundamentale menneskerettigheder? Jeg definerer dem stort set ikke anderledes end, hvad der fremgår af FN s menneskerettighedserklæring Hvordan definerer du værdigt trængende? I min optik er en værdigt trængende, en person som uforskyldt er ude af stand til at forsørge sig selv. Det være sig mennesker som lider af en sygdom eller et handicap, som gør dem ude af stand til at arbejde, eller mennesker som af andre årsag er blevet ilde stedt uden selv at have del i dette. Hvor går grænsen hos sygehusvæsnet? Skal det offentlige betale for psykiatri, selvom psykosen er selvforskyldt, og skal det offentlige finansiere ballonudvidelser til ofre for blodpropper, selvom ofret har besøgt McDonalds hver dag i ti år? Det er jo et evigt svært spørgsmål om hvor grænsen går, og jeg ved heller ikke om, jeg har det endegyldige svar på det. Men man kan jo sige at i et samfund som det danske, hvor vi har verdens højeste skattetryk, og hvor selv folk med rimelige indkomster deraf ikke har mulighed for, at forsikre sig mod sygdom, er det vel rimeligt nok at man har fri adgang til sundhedsvæsnet. I et sådant system vil jeg bare appellere til folk om at tænke sig om når de bruger sundhedsvæsnet. Med det mener jeg, at man

16 ikke nødvendigvis skal gå til lægen når man har en smule hoste, og at man godt kan vente til næste dag med at gå til lægen, hvis man har slået sin finger, og ikke besøge vagtlægen for det. Når det så er sagt kan man vel godt hjælpe folk lidt på vej,og eventuelt indføre et gebyr på lægebesøg således at man tænker sig om en ekstra gang inden man besøger lægen. Omvendt skal man huske på, at vi faktisk har en gennemsnitlig brugerbetaling på omkring 20 % i det danske sundhedsvæsen. Når det så er sagt, så skal staten da i hvert fald slet ikke finansiere diverse former for skønhedsoperationer med baggrund i, at det vil forbedre folks selvværd osv. Nej det er luksus. Og således kan man fremdrage en række eksempler men det er svært at sige hvor grænsen går. Hvem er dit største politiske forbillede og hvorfor? Mit største politiske forbillede er John F. Kennedy, det er det dels på grund af hans retoriske evner, som jeg altid har fundet meget inspirerende. I forhold til hans politiske resultater er han måske ikke den leder i verden, der har opnået det største, men hans håndtering af Cubakrisen synes jeg er et godt eksempel på hans overblik som leder. Jeg beundrer ham også for, at han måske var den man der lagde kimen til den fred vi alle sammen nyder godt af i dag ved bl.a. at lande en aftale med Storbritannien og Sovjetunionen om stop for atomprøvesprængninger. Ydermere må man også sige til han forsvar, at vi aldrig fik set hans politiske resultater i sin fulde udstrækning da han jo blev likvideret mindre end 3 år efter sin indsættelse. Når nu du har en ideologi, der vægter tillid til mennesker og frivillige fællesskaber uden tvang, hvorfor tror du så alligevel ikke, at sundhedsvæsen og infrastruktur kan håndteres på markedsvilkår med forsikringer eller private investorer? Jeg er ikke så sikker på, at et sundhedsvæsen ikke kan fungere under markedsvilkår, men for mig kræver det i hvert fald, at vi sikrer at ingen bliver tabt på gulvet, og det ville alligevel kræve en offentlig sundhedssikring i et eller andet omfang. Med hensyn til infrastruktur kunne man vel godt forestille sig at det i et eller andet omfang kunne fungere under markedsvilkår, men jeg kan ikke forestille mig et optimalt vejnet, som individet selv skal anlægge og vedligeholde fordi det er for tung en opgave for nogle. Dette ville betyde, at vi skulle køre på alt fra velholdte asfaltveje, til bombekraterlignende asfaltveje, til grusveje, til noget der ligner en pløjet mark. Hvad vil du sige til de anarkokapitalister, som mener, at en stat til enhver tid bliver en glidebane, hvor politikerne blander sig i mere og mere? Langt hen ad vejen har de jo ret, for det kan vi jo se stort set overalt stater vokser bare. Men vi er nødt til at have en stat til at opretholde lov og orden og sikre min private ejendomsret og alle andre menneskerettigheder. Og så vil visse anarkokapitalister sige at det blot er et spørgsmål om frivillige fællesskaber men jeg synes ikke den holder. For så er det jo et spørgsmål om, at dem der har det største og stærkeste frivillige fællesskab bestemmer, det ligner ikke demokrati. Og hvad i øvrigt med dem der ikke har lyst til at indgå i frivillige fællesskaber eller som ingen gider, at have med? Hvem skulle beskytte deres rettigheder? Men når det så er sagt, hører man jo tit, hvordan folk synes, at folketinget holder lige lovlig lang sommerferie jeg synes kun det er positivt, for så bureaukratiserer de jo ikke vores land i mellemtiden. Ser du hellere et samfund, præcist som vi har det i dag eller et anarkokapitalistisk samfund? Jeg ser ikke nogle af mulighederne som den ideelle løsning, men da der er lagt op til, at jeg skal vælge en af dem, må jeg jo trække lod og vælge det, som vi har i dag. Hvis en gruppe privatpersoner ønsker at oprette en fristad, hvor de lovligt køber en grund, hvor de frivilligt takker nej til alle tilbud fra staten, som f.eks. sundhedsvæsnet, kloakvæsen og retsvæsen, må de så melde sig ud af staten? Ja Hvilke holdninger i VU s principprogram eller resolutioner er du mest modstander af og hvorfor? Jeg er bl.a. meget uenig i vores holdning til regionerne som VU vil have nedlagt, det siger jeg ikke, fordi jeg tilfældigvis er regionsrådspolitiker (men man skal selvfølgelig ikke være bleg for at indrømme, at jeg selvfølgelig har fået en anden indsigt i regionerne, efter at jeg blev valgt) men fordi jeg mener, at det er den bedst tænkelige

17 løsning nu. Ventelisterne har aldrig været kortere, og jeg synes virkelig, at det går i den rigtige retning i sundhedsvæsnet. Jeg mener, at beslutningerne skal tages så tæt på borgene, som det er muligt, og her synes jeg at regionerne er den rette balance. Desuden er jeg ikke den store tilhænger af kernekraft i Danmark, jeg synes ikke rigtig, at det har sin berettigelse her. Men det er en længere diskussion, og jeg har desuden fornemmet, at det er et synspunkt, jeg står ret alene med her. t Tak til Mathias Schlippé-Steffensen og Martin Bech for en spændende diskussion om statens rolle i samfundet. I næste blad vil man kunne læse om to VU eres holdning til en liberalisering af den danske våbenlovgivning.

18 Første weekend i april var i min kalender afsat til VU s introkursus, der blev af holdt lørdag-søndag d april. Dette var mit allerførste VUarrangement i de godt 4 måneder jeg har været medlem. Ikke engang min lokalforening i Aalborg havde jeg besøgt forinden, altså var jeg til introkurset - og er stadig - en helt grøn VU er. Skrevet af Andreas Darwin Madsen Medlem af VU Aalborg Det var med store forventninger, at jeg og fem andre nye VU ere fra Aalborg satte os i toget med kurs mod København klokken alt-for-tidligt lørdag morgen. Mange nye indtryk ventede forude; nye mennesker, massere af nyttige informationer, fest etc. Velankommet til København fandt vi hurtigt sekretariatet der, skulle det vise sig senere, lå yderst praktisk lige oven på McDonald s. Efter indtjekning og varm velkomst fra de søde VU-folk, var det tid til at orientere sig på det store sekretariat, inden det fuldtbookede program for eftermiddagen skulle løbe af stablen. Næstformand Morten Østergaard stod for at af de oplæg, jeg havde set mest frem til. Han fortalte om hvad VU er. Det gik her for alvor op for mig, at VU altså ikke er en tro kopi af Venstre, styret af unge mennesker. Nej, VU er en selvstændig organisation, der, selvfølgelig, er liberalistisk og enige med Venstre på mange punkter. Dog står det, efter Mortens Østergaards oplæg klart for mig, at det absolut ikke er forbudt at være uenig med Venstre som medlem i VU. Efter en pause fortsatte dagen med forskellige spændende oplæg. Jeg fandt ud af, at det, at være medlem af en ungdomspolitisk organisation er utrolig gavnligt både på det sociale og faglige plan. Man får i VU kompetencer, f.eks. som leder eller iværksætter, som er uvurderlige for unge under uddannelse, der senere skal skille sig ud blandt de

19 garvede på arbejdsmarkedet. Der blev desuden lagt meget vægt på det faktum, at rigtig mange aktive VU ere har en sofa i hver by, dermed ment, at man i VU har mulighed for at få et netværk spredt over hele Danmark. Mini-Christiansborg var efter min mening højdepunktet på lørdagens program. Deltagerne på kurset blev delt i mindre grupper og blev på skift sendt hen til VU s dygtige ordførere for at diskutere netop deres politikområde. Dette skabte spændende diskussioner om alt fra EU over sundhed til skattesystemet i Danmark. Diskussioner, hvor alle kunne være med, og hvor alle ikke mindst havde noget at bidrage med. Efter lidt afslapning og omklædning var det tid til tiltrængt middag, der var yderst fremragende tilberedt af nogle gode VU ere. Det kunne dog ses på køkkenet, at kampen med at koge ris i spandevis og kokkerere kylling i karry i en gryde på cirka samme størrelse som rundetårn ikke havde været hel let. Jeg har absolut ikke fortrudt, at jeg tog mig sammen og tilmeldte mig det gode tilbud VU s introkursus er hovedet ind i min lokalforening. Det gavner sig, som nævnt tidligere, på mange måder at være med i VU og jeg vil ikke tøve med at anbefale VU til folk i min omgangskreds, der har de mindste liberale tendenser. Efter spisning var vi endelig nået til eneste punkt på programmet uden sluttidspunkt, nemlig festen! Jeg var blevet fortalt, at VU s fester er fantastiske og ikke sluttede før vanvittigt langt ude på natten, og det rygte viste sig at være sandt. Glade, imødekommende mennesker, god musik og ikke mindst en, måske lidt for billig, sønderjysk bar må siges at være en perfekt cocktail, der kraftigt kan anbefales til enhver, der er den mindste smule festglad. Søndag stod på et, trods tømmermændene, interessant oplæg om argumentationsteknikker vi nye VU ere fik adskillige fifs til, hvordan vi sætter socialisterne på plads! Efter oprydning på sovesalen vandrede kursisterne gennem København med mål på Christiansborg, hvor vi fik en rundvisning tankevækkende at politikerne stadig må forbi skoleskemaet for at se hvilke møder dagen byder på, mens vi gymnasieelever blot behøver at logge ind i Lectio på nærmeste computer. Efter gåtur tilbage til sekretariatet - i den værste regnbyge længe set - og afslutning, gik turen igen mod Aalborg fem stive timer i tog efter en fantastisk weekend. Jeg har absolut ikke fortrudt, at jeg tog mig sammen og tilmeldte mig det gode tilbud VU s introkursus er. Kurset har for alvor vækket min interesse for organisationen, og jeg er 100% sikker på at jeg i fremtiden jævnligt kommer til at stikke

20 foto: politiken.dk Skrev Hvilke mærkesager, vil du fremhæve som særligt vigtige for Danmarks fremtid? Ingen velfærd uden velstand. Både globalt og i EU kæmper lande og regioner om at sikre sig kapital, teknologi, skarpe virksomheder og kloge hoveder, der skal producere den folkelige velstand og vækst, der skal finansiere et bæredygtigt velfærdssamfund. Velstanden er som en trækfugl, der slår sig ned, hvor græsset er grønnest. Her er græsset ikke grønt længere. Danmark er derimod på Herrens mark, fordi indkomstskatten er for høj, over halvdelen af vælgerkorpset står uden for arbejdsmarkedet, vi forsømmer uddannelse, forskning og udvikling. Vi er blevet en formynderstat, hvor tre erdedele af befolkningen enten er på overfør selsindkomst eller arbejder i den offentlige sektor. Med iværksætterskatten har vi snart likvideret al selvstændig kreativitet og innovation, således at vi alle ender på støtten. Men det er jo godt for ligheden og sammenhængskraften. Iværksætterne skal jo ikke tro, at at de er noget. Hvis vi skal overleve i en hård, konkurrencepræget verden, skal skatten ned på EU-niveau, som er procent for de lavtlønnede og procent for de højere gager. Der skal satses tungt på uddannelse, forskning og udvikling. Og iværksætterne skal støttes med kapital og lempelig beskatning. I de dan Dan men udg ger vore Asg