DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling) 15. december 1994 *

Transkript

1 BAYER MOD KOMMISSIONEN DOMSTOLENS DOM (Sjette Afdeling) 15. december 1994 * I sag C-195/91 P, Bayer AG, Leverkusen (Forbundsrepublikken Tyskland), ved advokat J. Sedemund, Köln, og med valgt adresse i Luxembourg hos advokat A. May, 31, Grandrue, appellant, angående appel af dom afsagt den 29. maj 1991 af De Europæiske Fællesskabers Ret i Første Instans (Anden Afdeling) i sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen (Sml. II, s. 219), hvori der er nedlagt påstand om ophævelse af dommen, den anden part i appelsagen er: Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber ved B. Langeheine, Kommissionens Juridiske Tjeneste, som befuldmægtiget, og med valgt adresse i Luxembourg hos G. Kremlis, Kommissionens Juridiske Tjeneste, Wagner-Centret, Kirchberg, har DOMSTOLEN (Sjette Afdeling) sammensat af afdelingsformanden, F.A. Schockweiler, og dommerne G.F. Mancini (refererende dommer) og C.N. Kakouris, * Proccssprog: tysk. I

2 generaladvokat: C. Gulmann justitssekretær: fuldmægtig L. Hewlett, DOM AF SAG C-195/91 P på grundlag af retsmøderapporten, efter at parterne har afgivet mundtlige indlæg i retsmødet den 25. juni 1992, og efter at generaladvokaten har fremsat forslag til afgørelse den 15. september 1992, afsagt følgende Dom 1 Ved appelskrift indleveret til Domstolens Justitskontor den 29. juli 1991 har Bayer AG (herefter benævnt»bayer«) i medfør af artikel 49 i EØF-statutten for Domstolen iværksat appel til prøvelse af dom afsagt af Retten i Første Instans den 29. maj 1991 i sag T-12/90, Bayer mod Kommissionen (Sml. II, s. 219), hvorved den af appellanten anlagte sag blev afvist og selskabet pålagt at betale sagens omkostninger. 2 Retten har i dommen (præmis 1-7) fastslået følgende: Ved beslutning 90/38/EØF af 13. december 1989 om en procedure i henhold til EØF-traktatens artikel 85 (IV/ Bayo-n-ox, EFT 1990 L 21, s. 71, herefter benævnt»beslutningen«) fastslog Kommissionen, at der var indgået aftaler mellem Bayer og selskabets kunder, hvorved kunderne forpligtede sig til hos selskabet at købe»bayo-n-ox Premix 10%«til dækning af deres eget behov i deres fabrikker. Efter Kommissionens opfattelse var disse aftaler i strid med EØF-traktatens artikel 85, og Kommissionen pålagde derfor Bayer en bøde på I

3 BAYER MOD KOMMISSIONEN ECU, jf. artikel 15, stk. 2, i Rådets forordning nr. 17 af 6. februar 1962, første forordning om anvendelse af bestemmelserne i traktatens artikel 85 og 86 (EFT , s. 81). Beslutningen fremsendtes til Bayer den 20. december 1989 som rekommanderet brev med modtagelsesbevis, og brevet indgik til Bayer's postafdeling den 28. december På konvoluttens forside var der bl.a. et stempel med følgende tekst:»a. R.-RECOMMANDÉ-Avec Accuse de reception AANGETEKEND-Met Ontvangstbewijs«(rekommanderet/med modtagelsesbevis). På konvoluttens bagside var der i begge sider påklæbet en mærkat af tykt rødt papir til afrivning med betegnelsen»avis de réception/de paiement/d'inscription«(kvittering for modtagelse/betaling/indførsel). Denne mærkat blev revet af konvolutten i forbindelse med postafdelingens behandling, men har efterladt tydelige spor. En fuldmægtig i Bayer's postafdeling anførte i rubrikken»date et signature du destinataire«(dato og modtagerens underskrift) på den nævnte kvittering datoen den 28. december 1989 samt sin underskrift. Kvitteringen blev tilbagesendt til Kommissionen, som også modtog den. En leder i Bayer's postafdeling videresendte Kommissionens brev til patentafdelingen uden at åbne konvolutten og uden at anføre postafdelingens modtagelsesdato. Patentafdelingen anbragte et rødt stempel på konvoluttens forside»nicht K-RP Patentabteilung«(ikke til patentafdelingen) og sendte forsendelsen tilbage til postafdelingen med intern post. En medarbejder i postafdelingen åbnede den 3. januar 1990 konvolutten og forsynede den på forsiden med et datostempel af samme dato. Herefter videresendte han konvolutten med indhold til Bayer's juridiske afdeling. I-5631

4 DOM AF SAG C-195/91 P Den pågældende konvolut indeholdt bl.a. Kommissionens beslutning og en blanket med overskriften»acknowledgement of receipt/accusé de réception«(kvittering for modtagelse). Den juridiske afdelings sekretariat stemplede beslutningen som indgået den 3. januar To medarbejdere i den juridiske afdeling anførte datoen den 3. januar 1990 på kvitteringen for modtagelse og underskrev den. Herefter blev formularen tilbagesendt til Kommissionen. Den 15. januar 1990 sendte Bayer's juridiske afdeling en skrivelse til Kommissionens næstformand, Sir Leon Brittan, angående den omtvistede beslutning. I skrivelsen var datoen den 3. januar 1990 anført som modtagelsesdato. 3 For Retten nedlagde Bayer principalt påstand om annullation af Kommissionens beslutning, subsidiært ophævelse af den pålagte bøde og mere subsidiært nedsættelse af denne. 4 Ved særskilt dokument nedlagde Kommissionen for Retten påstand om sagens afvisning. Kommissionen gjorde gældende, at sagen var anlagt for sent, idet stævningen først blev indleveret den 9. marts 1990, dvs. efter udløbet af fristen på to måneder i EØF-traktatens artikel 173 forlænget med afstandsfristen, der i henhold til artikel 1, andet led, i bilag II til procesreglementet udgør seks dage. Fristen begyndte ifølge Kommissionen at løbe dagen efter, at sagsøgeren fik meddelelse om den anfægtede retsakt, dvs. den 29. december 1989, og udløb den 6. marts Over for afvisningspåstanden fremsatte Bayer tre anbringender. For det første gjorde selskabet gældende, at Kommissionens meddelelse ikke var forskriftsmæssig, for det andet, at der forelå omstændigheder, som medførte, at vildfarelsen med hensyn til søgsmålsfristens begyndelse var undskyldelig, og for det tredje, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, jf. artikel 42 i EØF-statutten for Domstolen. I

5 BAYER MOD KOMMISSIONEN 6 Retten forkastede disse tre anbringender. 7 For det første fastslog Retten vedrørende det første anbringende i dommens præmis 19, at Kommissionen havde tilstillet Bayer beslutningen ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis, samt at denne skrivelse blev behørigt modtaget på selskabets hjemsted i Leverkusen den 28. december Selskabet var fra dette tidspunkt i stand til at få kendskab til skrivelsens indhold og dermed beslutningens ordlyd. Retten tilføjede i præmis 20, at den omstændighed, at konvolutten indeholdt en blanket med overskriften»acknowledgement of receipt/accusé de réception«(kvittering for modtagelse), på ingen måde indebar, at der foruden den forskriftsmæssige meddelelse pr. brev tillige var givet meddelelse i en anden form. 8 Hvad angår anbringendet om, at der forelå en undskyldelig vildfarelse hos Bayer, henviste Retten til, at begrebet undskyldelig vildfarelse med hensyn til søgsmålsfrister, der ifølge fast retspraksis hverken er undergivet rettens eller parternes rådighed, men er ufravigelige regler, må fortolkes snævert og kun kan omfatte usædvanlige omstændigheder, navnlig tilfælde, hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne medføre en vildfarelse hos en borger, som er i god tro, og som har udvist den agtpågivenhed, der kan kræves af en normalt påpasselig erhvervsdrivende. På grundlag af disse betragtninger fastslog Retten (præmis 31-40), at der ikke med de omstændigheder, som Bayer havde påberåbt sig, kunne antages at foreligge en undskyldelig vildfarelse hos selskabet. 9 Endelig forkastede Retten anbringendet om, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure. Retten fastslog således i præmis 45 i den appellerede dom, at Bayer til støtte for dette anbringende havde fremført de samme argumenter som dem, selskabet havde påberåbt sig til støtte for, at der forelå en undskyldelig vildfarelse fra selskabets side. Med henvisning til sine bemærkninger vedrørende sidstnævnte anbringende fandt Retten, at de foreliggende omstændigheder så meget desto mindre kunne anses for omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure i henhold til artikel 42 i EØFstatutten for Domstolen. I

6 DOM AF SAG C-195/91 P 10 Retten afviste herefter ved den nævnte dom af 29. maj 1991 den af Bayer anlagte sag og pålagde selskabet at betale sagens omkostninger. Appellen 11 Appellanten har til støtte for sin påstand fremført fire anbringender. Det første anbringende 12 Appellanten har for første gang i retsmødet den 25. juni 1992 anført, at Kommissionens beslutning i overensstemmelse med, hvad der er fastslået i præmis i Rettens dom af 27. februar 1992 (forenede sager T-79/89, T-84/89, T-85/89, T-86/89, T-89/89, T-91/89, T-92/89, T-94/89, T-96/89, T-98/89, T-102/89 og T-104/89, BASF m.fl. mod Kommissionen, Sml. II, s. 315), må anses for en nullitet. Bayer har gjort gældende, at beslutningen ikke findes i originaludgave, og at den ikke blev stadfæstet efter reglerne i Kommissionens forretningsorden, således som denne var affattet på det relevante tidspunkt. Bayer har tilføjet, at dette nye anbringende støttes på retlige omstændigheder, som selskabet først fik kendskab til, da den nævnte dom blev afsagt, og anbringendet kan derfor antages til realitetsbehandling, jf. artikel 42, stk. 2, i Domstolens procesreglement. 13 Det bemærkes i denne forbindelse, at Domstolen i dom af 15. juni 1994 (sag C-137/92 P, Kommissionen mod BASF m.fl., Sml. I, s. 2555) fastslog, at de fejl, som Retten i denne sag havde fastslået, ikke var af en sådan karakter, at beslutningen var en nullitet. Af samme grund kan de fejl vedrørende den anfægtede beslutning, som er påberåbt i første instans, heller ikke medføre, at denne beslutning er en nullitet. I

7 BAYER MOD KOMMISSIONEN 1 4 For så vidt Bayer's anbringende går ud på, at beslutningen skal annulleres, bemærkes, at dette ikke kan gøres gældende for første gang under appellen. 15 Anbringendet må herefter afvises. Det andet anbringende 16 Appellanten har anført, at Retten tilsidesatte et princip om»klarhed i den måde, hvorpå bebyrdende akter meddeles«, hvilket ifølge appellanten følger af retssikkerhedsprincippet og princippet om beskyttelse af den berettigede forventning, da den forkastede anbringenderne om, at Kommissionen i tre tilfælde havde tilsidesat dette krav om klarhed ved beslutningens meddelelse. 17 For det første sammenblandede Kommissionen ifølge appellanten to forskellige meddelelsesmåder: meddelelse pr. rekommanderet brev med modtagelsesbevis og meddelelse, hvor modtageren skal tilbagesende en blanket med overskriften»acknowledgement of receipt/accusé de réception«(»kvittering for modtagelse«). 18 For det andet har appellanten anført, at mens Kommissionen under den administrative procedure havde fremsendt alle skrivelser til selskabet pr. rekommanderet brev med modtagelsesbevis, blev den anfægtede beslutning meddelt i et rekommanderet brev, som indeholdt en blanket med overskriften»acknowledgement of receipt/accusé de réception«. Denne nye fremgangsmåde førte til usikkerhed hos Bayer. I

8 DOM AF SAG C-195/91 P 19 For det tredje gjorde Kommissionen ifølge appellanten ikke selskabet opmærksom på vildfarelsen, selv om den i flere tilfælde havde lejlighed hertil, og den tilsidesatte herved den diligenspligt, som påhviler den i henhold til princippet om klarhed i den måde, hvorpå bebyrdende akter meddeles. 20 Hertil bemærkes, at det ikke var i strid med fællesskabsretten, at Retten fastslog, at beslutningen blev behørigt og gyldigt meddelt Bayer. 21 For det første fastslog Retten, at Kommissionen tilstillede sagsøgeren beslutningen ved rekommanderet brev med modtagelsesbevis, hvilket ifølge Domstolens faste praksis er en korrekt meddelelsesmåde. Da konvolutten med beslutningen blev modtaget på appellantens hjemsted den 28. december 1989, kunne Retten med føje fastslå, at selskabet måtte antages at have fået kendskab til beslutningen på dette tidspunkt (præmis 19). Endvidere var formålet med at fremsende blanketten»acknowledgement of receipt/accusé de réception«i samme konvolut, således som Retten bemærkede (præmis 20), alene at sikre, at Kommissionen kunne fastslå, hvornår beslutningen måtte antages at være kommet til virksomhedens kendskab, såfremt postvæsenet ikke returnerede modtagelsesbeviset til Kommissionen. Retten fastslog derfor med rette, at meddelelsen skete på en klar og utvetydig måde. 22 Selv om det måtte antages, at Bayer kunne gå ud fra, at beslutningen ville blive meddelt pr. rekommanderet brev med modtagelsesbevis, kan princippet om beskyttelse af den berettigede forventning ikke anses for tilsidesat, idet den anfægtede beslutning netop blev meddelt på denne måde, og modtagelsesbeviset blev korrekt returneret til Kommissionen. Retten fastslog derfor med rette (præmis 36), at blanketten»acknowledgement of receipt/accusé de reception«ikke ville have skabt nogen usikkerhed hos Bayer, såfremt selskabet havde udvist sædvanlig agtpågivenhed, og såfremt arbejdsgangen i virksomheden ikke havde været mangelfuld. I

9 BAYER MOD KOMMISSIONEN 23 Hvad endelig angår anbringendet om, at Kommissionen tilsidesatte sin diligenspligt, fastslog Retten med føje, at Kommissionen ikke, således som sagen forelå, var forpligtet til at kontrollere, om der var overensstemmelse mellem de datoer, der var anført i modtagelsesbeviset og i blanketten»acknowledgement of receipt/accusé de réception«(præmis 39), og at det ikke med rimelighed kan kræves, at Kommissionen af egen drift skal berigtige samtlige datofejl, der tilfældigt forekommer i den post, der modtages fra forskellige erhvervsdrivende (præmis 40). 24 Det andet anbringende må herefter forkastes. Det tredje anbringende 25 Appellanten har anført, at Retten skulle have antaget sagen til realitetsbehandling, idet der er tale om en undskyldelig vildfarelse med hensyn til fristens begyndelsestidspunkt, og at den ikke skulle have begrænset anvendelsen af dette begreb til tilfælde, hvor en institution har udvist en adfærd, der kan fremkalde en vildfarelse hos en borger, som er i god tro. En sådan begrænsning er i strid med den domstolspraksis, Retten citerede (dom af , sag 25/68, Schertzer mod Parlamentet, Sml. s. 1729, og af , sag 117/78, Orlandi mod Kommissionen, Sml. s. 1613), hvorefter det er tilstrækkeligt konkret at undersøge, om vildfarelsen med hensyn til fristerne er undskyldelig. 26 Hertil bemærkes, at Retten i præmis 29 fastslog, at begrebet undskyldelig vildfarelse kun omfatter usædvanlige omstændigheder,»navnlig«tilfælde, hvor den pågældende institution har udvist en adfærd, der enten i sig selv eller i afgørende omfang må antages at kunne fremkalde en vildfarelse hos en borger. Da Retten har brugt biordet»navnlig«, har den ikke begrænset begrebet undskyldelig vildfarelse, og den har således anvendt den nævnte retspraksis korrekt. I

10 DOM AF SAG C-195/91 P 27 Endvidere kan Bayer ikke med føje gøre gældende, at Retten har tilsidesat gældende ret, idet den ikke har anset de af selskabet begåede fejl for undskyldelige. 28 Retten fastslog således for det første (præmis 32 og 33), at der hos Bayer blev begået fire fejl i forbindelse med modtagelsen af det rekommanderede brev. Retten tilføjede (præmis 34), at henset til disse fejl burde Bayer's juridiske afdeling som det kan kræves af en normalt påpasselig virksomhedsafdeling nøje og omhyggeligt have undersøgt, hvornår forsendelsen oprindeligt var modtaget, hvilket den imidlertid ikke gjorde. Retten fastslog på grundlag heraf med føje (præmis 35), at Bayer hverken kan påberåbe sig en mangelfuld arbejdsgang inden for virksomheden eller tilsidesættelse af interne regler som grundlag for, at selskabets fejl var undskyldelige. 29 Det tredje anbringende må således ligeledes forkastes. Det fjerde anbringende 30 Appellanten har anført, at Retten har tilsidesat artikel 42, stk. 2, i EØF-statutten for Domstolen, hvorefter overskridelse af fristerne ikke bevirker retstab, når den pågældende part godtgør, at der foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure. Der er tale om to forskellige begreber. Det drejer sig om tvingende omstændigheder, som parten i det ene tilfælde ikke har indflydelse på, og som i det andet tilfælde har relation til den pågældende part. I denne sag har den fejl, posttjenesten begik, relation til appellanten, og der er tale om omstændigheder, som ikke kunne forudses. Retten skulle således ikke have truffet sin afgørelse på grundlag af Domstolens domme vedrørende force majeure. 31 Hertil bemærkes, at Retten henviste til betingelserne for, at der foreligger omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure, da den forkastede anbringendet vedrørende statuttens artikel 42, stk. 2. Ifølge Domstolens faste praksis skal I

11 BAYER MOD KOMMISSIONEN der foreligge usædvanlige vanskeligheder, som sagsøgeren ikke har indflydelse på, og som er uundgåelige, selv om der udvises al den agtpågivenhed, som må forventes (præmis 44). Retten fastslog derefter, at da de omstændigheder, appellanten havde påberåbt sig, ikke kunne anses for en undskyldelig vildfarelse, kunne de nævnte betingelser så meget desto mindre anses for opfyldt (præmis 45). 32 Det følger af det anførte, at begreberne force majeure og omstændigheder, der ikke kunne forudses, omfatter dels et objektivt element, hvorefter der skal foreligge usædvanlige vanskeligheder, som virksomheden ikke har indflydelse på, dels et subjektivt element, hvorefter vedkommende med henblik på at undgå konsekvenserne af de usædvanlige begivenheder skal træffe egnede foranstaltninger, idet det dog ikke kræves, at vedkommende træffer urimeligt belastende foranstaltninger. Virksomheden skal navnlig nøje følge procedurens forløb og herunder udvise agtpågivenhed med henblik på at overholde de fastsatte frister. 33 Hertil bemærkes blot, at de uregelmæssigheder hos Bayer, som Retten har fastslået i dommens præmis 34 og 35, skyldes fejl begået af selskabets ansatte. Herefter, og uden at det er nødvendigt at undersøge, om begrebet omstændigheder, som ikke kunne forudses, faktisk er forskelligt fra force majeure, må det fastslås, at appellanten ikke med føje kan gøre gældende, at Retten skulle have fastslået, at der forelå omstændigheder, som ikke kunne forudses, eller force majeure. 34 Anbringendet om, at Retten tilsidesatte statuttens artikel 42, stk. 2, forkastes således også. 35 Da ingen af de af appellanten påberåbte anbringender kan tiltrædes, forkastes appellen i det hele. I

12 DOM AF SAG C-195/91 P Sagens omkostninger 3 6 I henhold til procesreglementets artikel 69, stk. 2, som finder tilsvarende anvendelse på appelsager, jf. artikel 118, pålægges det den tabende part at betale sagens omkostninger, hvis der er nedlagt påstand herom. Appellanten har tabt sagen og bør derfor dømmes til at betale sagsomkostningerne for Domstolen. På grundlag af disse præmisser udtaler og bestemmer DOMSTOLEN (Sjette Afdeling) 1) Appellen forkastes. 2) Appellanten betaler sagens omkostninger. Schockweiler Mancini Kakouris Afsagt i offentligt retsmøde i Luxembourg den 15. december R. Grass F.A. Schockweiler Justitssekretær Formand for Sjette Afdeling I