SKOLELEDERENS BERETNING 2015.

Transkript

1 SKOLELEDERENS BERETNING Sidste år til skolens Generalforsamling talte jeg om det at arbejde på, at børnene lærer stilheden at kende. At mærke, hvordan det er at sidde ved fjorden ganske alene og blot skærpe sine sanser. I sportsugen/trivselsugen startede vi nogle af morgenerne med stillestunder i salen, stillestunder, hvor alle børn lå på tæpper på gulvet og en kastanje i hånden og lavede afslapningsøvelser til musik. Det var interessant at se, hvordan de reagerede den første morgen, hvor nogle var meget urolige, og hvordan de så fandt mere og mere ro i det efterhånden som dagene gik, og nogle sågar selv kom og spurgte, om vi ikke snart skulle gøre det igen. På det seneste har der været yoga på programmet i forskellige sammenhænge. Vi kan mærke, hvordan vores fokus på det har gjort en forskel. Vi har nogle fantastisk dejlige morgensange, hvor roen har indfundet sig, og hvor det er en fornøjelse at fortælle for børnene. Der er ingen tvivl om, at vores tiltag for et par år siden med skolevenner til morgensang har haft en ganske særlig effekt på vores morgensange. Men vi kan også mærke en større ro på børnene i det hele taget. Det har de godt af, det har vi alle sammen godt af. Når vi tier stille, er det fordi vi har noget vigtigt at sige. Og forstået rigtigt, gælder det stadig at: Tale er sølv, tavshed er guld! Vi arbejder i øjeblikket på evt. at indkøbe et klassesæt af I-pads, dette fordi der ligger rigtig mange muligheder for indlæring på dem. Jeg er dog overbevist om, at det er rigtig vigtigt, at definere ret klart, hvad de må bruges til og hvornår, det er med andre ord ikke et stykke legetøj, som stilles til rådighed. Året der er gået blev også året, hvor vi lavede regler om mobiltelefoner i skabet, hvor blå dog kan have dem i middagspausen. Det er en god og dejlig løsning. Vi har konstant udfordringen omkring det at bruge de elektroniske hjælpemidler på konstruktiv vis, og vi har en forpligtelse til at forholde os til det. Jeg så på et tidspunkt en debat i fjernsynet, hvor 3 fædre udtalte sig om brugen af skærme i deres hjem. Og det slog mig, at alle 3 udtalte, at de var nødt til at lave regler for, hvornår og hvordan de som voksne bruger det for at sikre nærvær med deres børn. Man så nogle børn sidde på gulvet og lege med lego og en voksen ved siden af med en mobil i hånden. Nærværet kommer altså ikke som noget naturligt. Jeg vil gerne fortælle jer en lille indiansk legende, Bjergvandring, som handler om unge drenges vej mod manddom eller i min fortolkning mod

2 kunsten at leve. BJERGVANDRING ( En indiansk myte/sagn ) I den tørre ørken i den sydvestlige del af Californien boede Cahuillan indianerne, og lige nord for dem var de store bjerge, San Bernardino Mountains. Det blev anset for at være en vigtig præstation at være i stand til at bestige et af disse bjerge. Alle de unge drenge så frem til den dag, hvor de var gamle nok til at forsøge det. En efterårsaften kaldte høvdingen alle drengene sammen og sagde: I er nu alle gamle nok til at forsøge. Start i morgen lige efter morgenmad, gå så langt, I kan, og når I er trætte, så kom tilbage, men I skal bringe en kvist med tilbage fra det sted, hvor I vender om. Drengene var så spændte, at de næsten ikke sov den nat. Næste morgen efter morgenmad drog de alle af sted fulde af håb og drømme. Snart kom en lille kraftig dreng svedende tilbage med et stykke af en kaktus. Høvdingen sagde: Min dreng, jeg kan se, at du ikke nåede foden af bjerget. Du kom ikke engang over ørkenen. Efter en time kom en anden dreng tilbage med en kvist sort bynke. Høvdingen sagde: Jeg kan se, at du kom til foden af bjerget, men du begyndte ikke at kravle. En time mere gik, og en 3. dreng kom tilbage med en kvist af en balsampoppel. Høvdingen sagde: Du kom så langt som til kilderne, godt gået. Senere om eftermiddagen ankom en dreng med en kvist af et palmeblad. Godt, sagde høvdingen. Du kom halvvejs op. Du har set hjertet af bjerget. En time senere ankom den næste med en Ponderosa Gran, og høvdingen sagde til ham: Det ser ud som om du klarede 2/3 af vejen. Jeg er sikker på, at hvis du bliver ved med at forsøge, så vil du helt sikkert nå toppen til næste år. Solen begyndte at stå lavt, og høvdingen begyndte at blive urolig for sin sidste dreng, som stadig ikke var kommet ned. Kunne en Grizzly bjørn have taget ham? Eller var han faldet ned af en klippe, eller måske var han faret vild og havde ikke vand nok med. Høvdingen samlede et hold, der skulle op og lede efter ham, men de nåede ikke at komme i gang, før drengen kom tilbage med en tom hånd. Han gik hen til høvdingen, holdt sit tomme hånd frem og strålede over hele hovedet af glæde. Der var ingen kviste, hvor jeg vendte om, intet levende, men langt borte kunne jeg se det fantastiske syn af solen som skinnede på havet. Den gamle mands ansigt begyndte at stråle også. Jeg vidste det, jeg kunne se det på dit ansigt. Min dreng, du behøver ikke en kvist som tegn. Du har følt begejstringen, fordi du har set bjergets herlighed. Kære drenge, husk på dette. De medaljer I får for jeres præstationer, er ikke priser, der skal vindes. Disse medaljer er blot tegn på, hvad I har gjort og hvor I har været. De blot kviste samlet fra et spor, for at vise jer hvor langt I er kommet på jeres vej til manddom.

3 Legenden behøver ikke så mange ord med på vejen. Det er vigtigt, at hvert individ vurderes ud fra sine forudsætninger, at alle bliver udfordrede efter evner og ikke efter at nå et fælles mål på samme tid. Hvis vi nemlig gør det, så taber vi nogle/mange på gulvet. Det er blevet sværere med de nye krav til ungdomsuddannelserne, hvor vi allerede i 8. klasse skal bedømme, om de unge mennesker er uddannelsesparate, så de kan gå i gang med en ungdomsuddannelse efter 9. klasse. Det er synd, hvis vi skal til at måle og veje dem her. Det er så individuelt, hvornår hvem er parat til hvad, og jeg er stadig af den mening, at det er dumt at trække alle gulerødderne op af jorden midt på sæsonen for at se om de er færdige. Så kan det nemlig være, at de stopper med at gro. Eller som overskriften i en artikel i Information i januar lød: Grisen bliver jo ikke tungere af at blive vejet. Johs. og jeg deltog i januar i et møde på EUC angående uddannelsesparathed. I dette møde deltog bl. a. repræsentanter fra gymnasiet og EUC. Den helt generelle holdning var klar. Hvis de ser på, hvem det er, der falder fra ungdomsuddannelserne, så er det ikke de faglige grunde, de falder fra på. Det er manglende sociale kompetencer og det er misbrug af hash og alkohol. Det siger mig, at vi er på rette spor, når vi holder fast i de 3 h er. Når jeg skal beskrive, hvad Sydthy Friskole for mig er for en størrelse, så tager jeg stadigvæk udgangspunkt i de 3 h er. De 3 H er har stadigvæk en stor plads i mit hjerte, Hoved, Hånd og Hjerte, og hånden og hjertet er frygtelig meget i fare for at miste terræn, hvis vi ikke fokuserer på det på lige fod med hovedet. Vigtigheden af det faglige bliver i offentligheden italesat hele tiden, er blevet gennem snart mange år. Niels Hausgaard har en sang, der hedder: Blomsten er rød, stilken er grøn, inspireret af en lille historie af Harry Chapin. På den allerførste skoledag fik de farver og papir. Den lille dreng farved arket fuldt. Han ku bare ik la vær. Og lærerinden sagde: Hvad er dét unge mand? Det er blomster, sagde han. Hun sagde: Nu ikke noget med kunst, unge mand. I øvrigt er blomster røde og grøn. Hver ting til sin tid, unge mand. Det her er ikke leg. Du må lære at tage lidt hensyn. Der er jo andre i klassen end dig. Hun sagde: Blomsten er rød, unge mand. Stilken er grøn. Sådan maler man en blomst, og det har man altid gjort. Så sådan skal man også blive ved med at gøre! Men den lille dreng sagde: Hvad så med farverne i regnbuen? Hvad så med farverne når solen går ned? Hvad med alle de andre farver? Må de så ik vær med? Jeg skal lære dig og være fræk! sagde hun. Du skal vide, hvad der er rigtigt og forkert. Og nu maler du blomster, som blomster skal se ud. Og så siger du efter mig: Blomsten er rød, unge mand... Men den lille dreng sagde: Hvad så med farverne i

4 regnbuen... Da blev lærerinden virkelig vred. Hun smed drengen udenfor døren. Nu står du her, og kommer ikke ind før du kan opføre dig som andre børn. Den lille dreng følte sig ensom. Tårerne begyndte at trille. Til sidst gik han ind til lærerinden og sagde ligeså stille. Han sagde: Blomsten er rød, stilken er grøn... Tiden gik, som tiden gør. Drengens far og mor sku flyt. Så han måtte begynde i en anden skole. Hvor alting var så fuldstændig nyt. Lærerinden smilede venligt. Hun sagde, det skal være sjovt at male. Der er så mange farver i blomsterne. Kom, lad os male dem alle! Men drengens blomster var røde og grønne. De stod i række og geled. Da lærerinden spurgte ham hvorfor, sagde han og kigged ned. Han sagde: Blomsten er rød. Stilken er grøn. Sådan maler man en blomst, og det har man altid gjort. Og sådan vil man altid gøre. På Sydthy Friskole og i Muslingen har børn lov til at male blomster i alle regnbuens farver. Men det er klart, at vi må forholde os til den virkelighed, der hedder, at det altså ikke længere er muligt som ung at tage den med ro og i sit eget tempo. Hvis de med andre ord ikke når bjergets top i tide, ja, så forspilder de måske chancen. Vi er nødt til at forberede dem på de krav, de bliver udsat for, når de forlader os. Det gør ikke, at jeg er enig i politikken, eller at det ikke skærer i mit hjerte, for det gør det. Men det er klart, at vi hele tiden skal udfordre vores børn på det faglige felt. Vi forsøger hele tiden at være nærværende, opfindsomme, motiverende. Alle skal opfordres til at forsøge at nå stjernerne eller toppen af bjerget. Og så gør det jo ikke noget, hvis det både er sjovt og lærerigt at gå i skole. Og der bliver faktisk arbejdet rigtig godt i alle grupperne, de er videbegærlige og dejlige at arbejde med. Emnerne har været godt beskrevet i årets løb i Nyhedsbrevene. Henrik Bolt Jørgensen, mangeårig lærer på Thisted Gymnasium skrev i Thisted Dagblad i forbindelse med kommunens udviklingsplaner for skolerne:..og jeg husker rigtig mange gode elever fra egnens små friskoler. De hvilede i sig selv, var videbegærlige og godt rustet til en gymnasieal uddannelse.. Med engagerede lærere, overskueligt og trygt miljø og forældrenes medleven vil den lille skole ofte kunne konkurrere på både livsglæde og kvalitet. Fordi vi har en skole, hvor mange tidligere elever og forældre holder af at komme og bevare en kontakt til, ja, så hører jeg også jævnligt om, hvordan det går de tidligere elever. Jeg ved godt, at jeg ikke hører fra alle, men det altoverskyggende indtryk er, at de klarer sig rigtig godt. Det kan man som

5 bekendt måle på mange måder... Pludselig får jeg en mail med en henvisning til en hjemmeside, en hjemmeside som en af vores elever helt på egen hånd har lavet, han er i lære som industritekniker, og ved siden af forsøger han nu at starte et lille firma, der kan lave alverdens små og store dippedutter. En anden elev dukker lige pludselig op hjemvendt fra Peru på vej til Island, har allerede været i Indien også. Hun har lovet at komme og fortælle lidt om sine sidste rejser. Og rigtig mange hører jeg fra eller om. De går ud i livet, er dem, der markerer sig, rejser måske lidt rundt i verden og bliver klogere på livet, finder ud af, hvad de brænder for, går efter det og fører det ud i livet. De finder kunsten at leve. Som i sangen: vælger livet og følger hjertet, får den nødvendige balancekunst. De lærer at se de åbne døre og ikke fokusere for meget på de lukkede. Livet består jo i virkeligheden ikke i at have gode kort på hånden men i at spille dem, man har, godt.. Afgangselevernes emner i år var så forskellige som: ADHD og ADD Samfundet- rummet, solen og de sorte huller Facebook En elektrikers liv CNC- fræser Da vi for nogle år siden indførte dette, var ide en, at børnene skulle arbejde med opgaven over længere tid. Det har vi ændret i år, nu får de en uge, hvor de giver den fuld skrald. Jeg bliver hvert år slået af og rørt over, hvor meget de hver især rykker sig i den proces. Det er bare en stor fornøjelse. Det forgangne år blev året, hvor den nye Folkeskolereform trådte i kraft. Vi valgte at styre udenom en del af den. Vores børn går ikke så længe i skole som i Folkeskolen. Et par lektioner mere om ugen har de store fået, de er blevet brugt til bl. a. vores bogorme, hvor der blev læst rigtig meget og intensiv tabeltræning, som også ser ud til at virke. Men som sagt har vi valgt at styre udenom i store træk. Lektor ved DPU, uddannelsesforsker Therese Schilhab skrev: Den danske Folkeskole har fået et kvantitetsløft, ikke et kvalitetsløft. Kvantitet er ikke lig med kvalitet. Dårlig øl bliver ikke til god øl, hvis der bare er nok af den, og en dårlig idé bliver ikke til en god idé hvis den bliver lagt sammen med andre dårlige idé er. Og jeg kunne måske tilføje: En dårlig ide bliver ikke til en god ide, bare

6 fordi den bliver gentaget mange gange. Vi har i lærergruppen heller ikke lavet synderligt om på lærernes mødetider, de har fortsat friheden til selv at bestemme, hvornår de vil forberede sig, og de/vi foretrækker at gøre den del af arbejdet hjemme. Den frihed tror jeg på, giver større arbejdsglæde og dermed bedre undervisning. Vi oplever i øjeblikket en stigende interesse for vores skole fra forældre/børn fra andre skoler. Vi har siden sommerferien sagt ja til 3 børn, der er 1, der starter efter påskeferien, og vi får besøg af nogle i morgen. Og efter påske får vi besøg af en familie fra Thyholm Friskole, som lukker til sommer. Jeg har også sagt nej til nogle stykker. Vi er nødt til at vurdere i hvert enkelt tilfælde. Det er ikke sjovt. Noget af det, som vi som bekendt holder fast i, er vore daglige morgensange, og de er vældigt varierede. Merete tog en morgen fat i nogle af de begivenheder, der havde været fokus på i radioen på hendes vej til skole. Tina talte bl. a. om, hvordan hun kan huske, at hun som barn var bange for mange forskellige ting, det ramte vist lige ind i nogle af de små og store hjerter. Hun mindedes også den noget kontroversielle sang af Bjarne Jes Hansen, Vi voksne kan også være bange. Den var god, for så var det dog ikke kun en selv, der var bange. Alle vi voksne til morgensang husker denne sang. Der er nok at blive bange for for små øjne og ører, hvis vi ikke skærmer os selv og vores børn for noget af det. Forskåne børnene for alskens uhyggeligheder hverken kan eller skal vi, men hvor er det vigtigt, at vi som voksne altid er parat til at lytte til frygtsomme børnestemmer ind imellem. "Det er en kold tid som vi lever i" sang Kim Larsen. Og derfor trænger vi til at varme sindet med gode fortællinger, der lagrer sig, og som måske pludselig en dag dukker op i hukommelsen. Fortællinger om lykke og ulykke, kærlighed og had, håb og tro - alt det, der også er det vigtigste i vort eget liv - til eftertanke, til glæde og til opbyggelse. Fortællinger om alt det der rører sig inderst i menneskehjertet. Vores emneuge var, som I alle sammen ved Halfdan Rasmussen. Det var en fantastisk dejlig uge med fokus på Halfdan Rasmussens liv og digtning. Og det var dejligt at mærke, at alle børn gik til opgaven med krum hals og

7 på tværs af aldersgrupperne arbejdede godt igennem hele ugen. Som sædvanlig må vi sige, at det kan vores børn, de er rigtig gode til at være sammen på tværs af alder, og det er dejligt at opleve, når en 8. klasses elev og en 0. klasses elev er blevet bedste venner. Ugen stod naturligvis i digtningens og fantasiens tegn, der blev produceret digte til den store guldmedalje, og det er sjovt at se, hvordan en elev, som man måske ikke forventer det af, bare har det i sig, og rimene og remserne bare flyder ud af munden. Så bliver jeg som lærer fuld af begejstring. Halfdan Rasmussen selv har et lille digt, der siger noget om det: Jeg har aldrig været bange. Jeg er stor og stærk og sej. Jeg har kvalt en kvælerslange, inden den ku kvæle mig. Jeg har malket mælkebøtten og hængt Lillebælt til tørre, arresteret Frihedsstøtten og gjort tyve småfolk større, lært en præmietyr at stange, lavet guld og drukket vin... Jeg har aldrig været bange for at bruge fantasien. Aftenen afsluttedes som bekendt med Jeannet Ulrikkeholms fantastiske sang foredrag, hvor de store var med. Hun havde ikke erfaring med foredrag for børn men var ganske positiv bagefter og fik lidt blod på tanden for at gøre noget mere af den slags og ville sågar gerne, om jeg ville anbefale hende i Friskolekredse. Et tegn på at vores børn tog godt imod hendes budskab. I forbindelse med emneuger og teateruger træder vi alle ind i en boble, hvor deltagelse i fællesskabet er helt nødvendigt. Her kan ingen undværes. Det er bl. a. her, den enkelte elev lærer, at hver eneste lille dråbe har betydning. Havet består jo som bekendt af mange dråber. Det skal de vide, når de tager her fra. Og de skal vide, at der er brug for alles dråber. Vi er så heldige, at vi har en lærergruppe, som alle sammen hvert år tager med alle børnene til Møgelø. Den slags ture får ikke mange skoleelever i disse år. For nogle læreres vedkommende kommer skituren oveni. Det må vi være taknemmelige for, at de gør. Disse ture er med til at skabe

8 dannelse, de er også med til at sætte fællesskabet i centrum, de er med til at skabe ro indeni. Det er også vigtigt, at I forældre ved, at jeres deltagelse i fællesskabet er af afgørende betydning for børnene i vores skole og børnehave. Jens Andersen, psykolog og forfatter holdt på et nyligt afholdt skoleledertræf et foredrag med titlen: Hvordan er vi sammen med hinanden på måder, der skaber mental robusthed, fællesskabe, trivsel og læring i skolen? Han talte bl. a. om, hvor vigtigt fællesskabet er for børns trivsel, robusthed og læring, og han sagde også, at forældrenes interesse for og aktive deltagelse i børnenes skolegang er den enkelt faktor, der betyder mest for børns indlæring. I årets løb har vi foretaget den lovpligtige undervisningsmiljø undersøgelse. Generelt ser det ud til, at vi har en skole, som er rar at være på, at børnene er glade for lærerne og kammeraterne, og at alle kender alle, og at vi således langt hen ad vejen lykkes med vores dejlige formålsparagraf. Trygheden synes at være stor. På personalefronten har vi ikke haft udskiftninger. Vi var heldige, at Annelise pludselig stod der og gerne ville i praktik. Den varede fra august til februar. Fra februar har vi ansat Anne Lise i en 40 % stilling, nu 80 %, som bruges til støttetimer og inklusionstimer. Erik Lyng holder et foredrag, han kalder Dannelsens 7 søjler. I det siger han bl. a.: Man skal som lærer/voksen turde sætte sig selv i spil, man skal komme med sig selv, skabe fortrolighed til barnet og klæde dets hjerte i festdragt. En sådan skole og børnehave synes jeg, at vi har, et sted hvor vi voksne hele tiden forsøger at sætte os selv i spil. Jeg synes, vi har en rigtig dejlig dynamisk personalegruppe på alle fronter, pedel, buschauffør, børnehavepersonale, sekretær, lærere, og vi har en rigtig god stemning iblandt os. Tak til alle ansatte for endnu et dejligt år, var det ikke for jer og jeres store engagement, ville vi ikke have den dejlige skole og børnehave, vi har. Også tak til forældre, veteraner og Herrekokke, tilsynsførende og ikke mindst bestyrelse for et godt og konstruktivt år!! Uden jer ville vi nemlig heller ikke have så dejligt et sted. Specielt tak til Tina Vendelbo for vedligeholdelsen af hjemmesiden og for den ugentlige hjælp i form af støttetimer hver torsdag. Det har du gjort nu i

9 mange år, så tak for det. Og en speciel tak til Birte og Kameline for det stykke arbejde, I lægger her på stedet i legestuen. Om lidt sætter jeg mit sidste punktum i denne beretning, ja i en lang række af beretninger. Jeg vil slutte min beretning af med et lille digt af Halfdan Rasmussen: Lyser jeg nu? Er jeg flamme? Blomstrer hver gren på min stamme? Da er det tiden at kalde: Lær mig at lyse For alle!