hvem ejer den sønderjyske historie? magasin for mindretal, sprog og kultur Sønderjylland fra A til å på besøg hos sorberne

Transkript

1 nr. 6 / december årgang magasin for mindretal, sprog og kultur hvem ejer den sønderjyske historie? Sønderjylland fra A til å på besøg hos sorberne

2 2 nr. 6 / december 2011 indhold Hvem ejer den sønderjyske historie? Idéen om et fredsmonument på Dybbøl satte sønderjyske sind i kog. I både harske og barske debatindlæg har flere sønderjyder påberåbt sig en særlig førsteret til den sønderjyske historie. Har sønderjyder en særlig ejendomsret til Dybbøl? side 4 Foto: Scanpix En græsk tragedie i Danmark Perioden mellem Treårskrigen og krigen i 1864 betragtes ofte som et mellemspil i danmarkshistorien. En ny bog af historikeren Hans Vammen trækker perioden frem i lyset med episoder, der har haft afgørende betydning helt frem til i dag. side 12 Sønderjylland fra A til Å Sønderjylland har fået landets første regionale leksikon. En lykønskning til Sønderjylland, som med værket har fået ristet sig en rune, der næsten står mål med Jellingestenen, skriver professor Uffe Østergaard i anmeldelsen. Side 9 Læs også Side 14 Sønderborg som europæisk kulturhovedstad Side 16 På besøg hos sorberne Side 22 Nye bøger Side 25 Kort nyt Side 30 Debat Forsiden: Mindeparaden på Dybbøl den 18. april 2011 markerede 147 året for slaget ved Dybbøl for første gang med deltagelse af tyske soldater. Artikel side 4. Følg med i debatten. Deltag i debatten. Læs mere på

3 nr. 6 / december leder ET ÅR MED BLANDEDE SIGNALER Af Finn Slumstrup, formand Sjældent har den gamle sandhed om, at udviklingen altid rummer modsatrettede tendenser, været så åbenbar, som når man ser tilbage på udviklingen i det dansk-tyske grænseland i det år, der nu rinder ud startede med en fest, da Simon Faber midt i januar officielt tiltrådte som overborgmester i Flensborg. For første gang i over 50 år har byen en førstemand fra det danske mindretal. En anden stor og glædelig begivenhed med lange historiske linjer var Istedløvens tilbagekomst til den gamle kirkegård i Flensborg den 10. september. Ikke blot dette at Bissens berømte monument vendte hjem, men også måden, hele processen forløb på, var opløftende. Men glæden kan ikke få lov til at udfolde sig frit. Alle positive udviklinger foregår i skyggen af, at den slesvig-holstenske finanslov for indeholder en diskriminerende besparelse på de danske skoler i Sydslesvig med 4.7 millioner euro pr. år en besparelse, der først blev lovmedholdelig halvanden måned efter finansloven var vedtaget! Nemlig da landdagen i Kiel med det spinklest mulige flertal den 26. januar ændrede paragraf 124 i skoleloven, så der nu ikke længere står, at elever i de danske skoler tilskudsmæssigt behandles på lige fod med elever i de tyske offentlige skoler. Nu står der i stedet, at danske elever kun skal have 85 %. Dermed kom finanslov og skolelov til at hænge sammen i Slesvig-Holsten. Men samtidig fik delstaten en skolelov som kolliderer med gældende mindretalspolitiske aftaler og landsforfatningen. Det er en dyster sag, som vi utvivlsomt kommer til at høre mere til. At hele denne deprimerende udvikling ikke har haft ødelæggende konsekvenser for det danske mindretals arbejde, skyldes ene og alene, at Forbundsdagen i Berlin bevilgede et aldeles ekstraordinært tilskud til det danske mindretal på 3.5 millioner euro i 2011 og nu glædeligvis har gentaget bevillingen også for Berlin kan ikke blande sig i undervisningspolitikken i en delstat, så de særlige bevillinger er givet for at forhindre irritationer i det ellers så gode dansk-tyske forhold! Men under det økonomiske problem som Berlin altså har reduceret ligger det principielle og dybt alvorlige, at landsregeringen i Kiel med sin diskriminerende lovgivning har sat mindretalspolitikken i Slesvig-Holsten 30 år tilbage. Det var på den baggrund, at Det sydslesvigske Samråd i en bemærkelsesværdig resolution den 24. januar meddelte, at da det kun er de nuværende regeringspartier CDU og FDP, der går ind for uligebehandlingen af børn på danske skoler, så vil det danske mindretal arbejde for, at Slesvig-Holsten efter det kommende landdagsvalg får et andet politisk flertal. Det er en ny situation, at SSV går ind i valgkampen op til delstatsvalget den 6. maj 2012 med det erklærede mål at vælte Landsregeringen i Kiel har med sin diskriminerende lovgivning sat mindretalspolitikken i Slesvig-Holsten 30 år tilbage den siddende regering. Men, hvis ikke det lykkes at mobilisere et nyt flertal, kan det forudses, at diskriminationen fortsætter ud over Og ingen forventer, at Berlin kan blive ved med at give ekstraordinære bevillinger til Dansk Skoleforening for Sydslesvig. Der står altså ekstraordinært meget på spil ved landdagsvalget til maj, hvor det afgøres, om det vil lykkes for vore landsmænd syd for grænsen atter at agere offensivt i kampen for fuld ligestilling med flertalsbefolkningen. En kamp, hvor Grænseforeningen altid vil stå last og brast med det danske mindretal.

4 4 nr. 6 / december 2011 Hvem ejer den sønder Dybbøl er også en del af den tyske historie. Mindedagen den 18. april 2011 var for første gang med deltagelse af tyske soldater med våben.

5 nr. 6 / december Foto: Scanpix jyske historie?en københavnsk kunstner kom med sin københavnske journalistven for nogle måneder siden forbi Dybbøl. Nogle dage senere lancerede de i Politiken idéen om et forsoningsmonument i Skanse 4. Det skulle skabes af den tyske kunstner Anselm Kiefer og afsløres i 2014 ved 150-året for slaget på Dybbøl. Idéen satte sønderjyske sind i kog. I både harske og barske debatindlæg har flere sønderjyder påberåbt sig en særlig førsteret til den sønderjyske historie med en følelsesmæssig tilknytning, som københavnere ikke skal komme og træde på. Har sønderjyder en særlig ejendomsret til Dybbøl? GRÆNSEN har bedt museumsdirektør Peter Dragsbo svare på spørgsmålet.

6 6 nr. 6 / december 2011 Af Peter Dragsbo Det danske militær har ret til at udvikle sin egen mindekultur uden at skulle spørge de danske sønderjyder om lov. For 18. april var ikke en særlig sønderjysk begivenhed I august 1945 sprængte en gruppe ukendte danske sønderjyder det store Knivsbjerg-monument i luften. Knivsbjerg-tårnet blev rejst i årene på initiativ af den tyske forening for det nordlige Slesvig og blev efter Slesvigs deling i 1920 overtaget af det tyske mindretal og brugt til deres fælles møder og fester. Og sprængningen var da også rettet mod tårnet som symbol for tyskheden i Sønderjylland/Nordslesvig, der i perioden havde været næsten fuldt nazificeret og loyal mod det tyske rige. Efter sprængningen blev alle rester fjernet og nedgravet. Men i 2002 dukkede et markant stykke af tårnet op: Et stykke af et hjørnetårn, som havde overlevet i en privat have i Kolding. Stykket blev givet til Museet på Sønderborg Slot som museum for grænselandets historie. Efter offentliggørelsen stillede imidlertid en delegation fra BDN, det tyske mindretal, på Slottet og spurgte, om det var muligt at få udleveret stykket, da de følte, det var en del af deres historie og identitet. Efter lidt overvejelse valgte vi på Sønderborg Slot at deponere stykket til det tyske museum i Sønderborg/ Sonderburg, hvor det nu står, glemt af de fleste. Egentlig havde jeg foretrukket, at stykket var blevet på Sønderborg Slot, hvor det på et dansk museum kunne fortælle historien om en sort plet på den danske sides del af den sønderjyske historie. Men nej. For den tyske folkegruppe talte symbolikken og følelsen af ejerskab stærkere. Og det respekterede vi. Hver vores indgang til historien Sagen gav et indblik i de spørgsmål, der altid rejser sig, når forskellige grupper eller lokalsamfund har hver deres indgang til historien. Rundt omkring i Europa ja, verden er der ofte konflikter, når f.eks. mindretals eller etniske gruppers historie og kultur skal fortælles. Mange steder er minoriteter meget følsomme over for forsøg på selv afbalancerede formidlinger i flertallets institutioner, f.eks. museer. Undertiden kræver minoriteten direkte censur af andres fremstillinger og mange andre steder lukker minoriteterne sig om sig selv og bygger i deres museer eller arkiver mure over for flertallet. I Sønderjylland/Slesvig er det heldigvis noget anderledes. Begge mindretal har deres egne museer og arkiver. Det er ikke ment som en kritik af fortællingen om f.eks. det tyske mindretal på Sønderborg Slot, men det er simpelthen en nødvendighed for en gammel folkegruppe at have sine egne historiske erindringssteder. Til gengæld har der gennem de senere år været et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem flertallets og mindretallenes institutioner, ikke mindst om det fælles dokumentationsog indsamlingsprojekt Mindretalsliv/ Minderheitenleben. En følge heraf er, at der i 2009 og -10 er blevet indgået nogle i europæisk sammenhæng enestående samarbejdsaftaler mellem Museum Sønderjylland og hhv. Trägerverein Deutsche Museen Nordschleswig og SSF/ Danevirke- Museum i Sydslesvig. Aftalerne handler bl.a. om fælles forskning, registrering, formidling mv. og er i fuld gang med at blive virkeliggjort. I forholdet nationale flertal-mindretal er der altså enighed om, at der er forskellige vinkler på historien. Dette gælder også hele formidlingen af den sønderjyske historie, hvor der i dag er stor enighed om, at vi i stedet for at vise gamle dages fastlåste billeder hele tiden på nye måder skal vise, at historien og kulturhistorien i et grænseland har været sammensat, konfliktfyldt, flernational og flerkulturel. Undertiden må vi erkende, at der er fortællinger, der ikke kan harmoniseres. Det gælder f.eks. den kommende udstilling på Sønderborg Slot om optakten til borgerkrigen Der må vi vise flere tolkninger, bl.a. den dansk-nationale, den slesvig-holstenske, den helstatslige og den internationale. Når historieejere udfordres opstår konflikter Mere diskret foregår der også til stadighed en diskussion i lokalsamfundene om, hvem der skal fortælle, og hvem der ejer historien. Talrige konflikter har udspillet sig omkring lokalmuseer og -arkiver, når gamle historieejere fik konkurrence af nye grupper, f.eks. tilflyttere. Og

7 nr. 6 / december Bismarck-monumentet på Knivsbjerg og det preussiske sejrsmonument i Skanse 4 på Dybbøl to ubekvemme mindesmærker, sprængt i 1945 som kulminationen på den gensidige dansktyske Monumentensturz. I kampen om at rive hinandens monumenter ned fører Danmark 4-1 over Tyskland. Foto: Museum Sønderjylland Sønderborg Slot. både lokalhistorikere og faghistorikere har haft svært ved at anerkende, at der er flere måder at skrive historie om et sted, et lokalsamfund. En udefra kommende historiker kan skrive om klassekamp og national konflikt i en sønderjysk landsby en lokal, der skal leve med sine naboer, skriver som regel om sit sted for stedets mennesker. Stærkest kommer konflikterne naturligvis op til overfladen, når det handler om symbolske ting: mindeog erindringssteder, fortidsminder eller historiske ting. Mest kendt er historierne om Nydambåden og Istedløven. Begge kulturminder har rejst frem og tilbage over grænser og er blevet krævet tilbage. I dag er Nydambåden forblevet i det land, hvor den har opholdt sig siden 1864 mens løven nu er genopsat på sit oprindelige sted, hvor den stod 1½ år, men officielt med en ny betydning. Også i mindre målestok har der været diskussioner i grænselandet: I perioden smuglede dansksindede oldtidsfund over Kongeåen til danske museer, mens tysksindede sønderjyder stiftede museer, så fundene ikke kom til Kiel. Efter 1920 har der også været adskillige sager om bytte eller aflevering af museumsgenstande over grænsen, f.eks. mellem museerne på Sønderborg Slot og i Flensburg/ Flensborg. I dag hersker der helt fredelige forhold omkring den dansk-tyske historie. Både i omgangen med historien og kulturarven er vi i dag bevidste om, at vi har at gøre med en fælles kulturarv og en fælles historie. Selv om jeg ville foretrække, at vi i stedet for at postulere, at al slesvigsk historie er fælles kulturarv interesserede os og følte ansvaret for de andres historie og kultur, netop fordi det var de andres. Kejser Wilhelms gamle kaserne (marinestation) i Sønderborg er og bliver tysk men er særlig interessant for os danskere, fordi den viser noget om tysk historie og selvforståelse før 1918 midt i en dansk by. Kampen om Dybbøl Mindre fred hersker der af og til, når man diskuterer retten til historien inden Om der skal rejses et moderne monument i en af de tyske skanser på Dybbøl eller andetsteds er en sag for hele landet og afhænger af hele befolkningens mening om projektets seriøsitet for nationens grænser. Et godt eksempel er Dybbøl Banke. Dybbøl Banke er jo speciel ved at være

8 8 nr. 6 / december 2011 erindringssted for mange interessenter. Før 1920 var det især et mindested for den tyske sejr i 1864 men Dybbøl Mølle var symbolet for de danske sønderjyder. Efter Genforeningen blev Dybbøl-landskabet fordansket med danske mindesten og fjernelse af de tyske elementer. Samtidig har både det danske militær, de danske sønderjyder og de tyske sønderjyder udviklet hver deres mindekultur på Dybbøl. Det må man respektere! Måske kommer kritikken især fra dem, der er generelt imod forandringer i mindekulturen. Som en lokal redaktør har sagt: at vi skal lade Dybbøl være i fred. Men mindekulturer er jo, ligesom al levende historie, under stadig forandring. Det gælder også Dybbøl Alligevel er der nogle danske sønderjyder, der er kritiske over for det danske militærs mindekultur 18. april, hvor man dels nu har repræsentanter for Tyskland med på lige fod, dels optræder i arbejdstøj, dvs. med våben og uniform. Formen kan diskuteres, men det danske militær har ret til at udvikle sin egen mindekultur uden at skulle spørge de danske sønderjyder om lov. For 18. april var ikke en særlig sønderjysk begivenhed; det var to stater, Preussen og Danmark, der tørnede sammen, og derfor er højtideligholdelsen et nationalt anliggende. Og når Danmark og Tyskland er allierede i både krig og fred, kan de to lande naturligvis mødes på lige fod om deres fælles historieminder ligesom tidligere fjender kan overalt i det øvrige Europa! Europæisk mindested Fordi Dybbøl er et nationalt, dvs. både landsdækkende og europæisk erindringssted, har også både sønderjyder og rigsdanskere, lokale og landsdækkende foreninger lov til at komme med holdninger og bidrag. Om der skal rejses et moderne monument i en af de tyske skanser på Dybbøl eller andetsteds er også en sag for hele landet, og afhænger af hele befolkningens mening om projektets seriøsitet. Alle med interesse for den sønderjyske historie i fortid og nutid har lige ret til en mening. Det gælder, hvad enten det er Grænseforeningen eller Dybbøl Mølles bestyrelse, et parti på Christiansborg eller en lokal forening. Ingen har monopol på historien, heller ikke i Sønderjylland. Men vi skal respektere og anerkende, at der er forskellige vinkler på historien. Vi hverken kan eller skal jo være enige om tolkningen af historien. Jeg kan jo f.eks. som gammel fredsaktivist aldrig blive enig med professor Bent Jensen om den kolde krig. Og vi skal også respektere, at forskellige grupper har deres egne mindekulturer. De danske sønderjyder har f.eks. afstemningsdagen 10. februar som deres helt specielle dag ligesom de tyske sønderjyder har Knivsbjergfesten. Men 18. april er hele landets dag og for en vis dels vedkommende også Tysklands. Mindekultur er levende historie Måske kommer kritikken især fra dem, der er generelt imod forandringer i mindekulturen. Som en lokal redaktør har sagt: at vi skal lade Dybbøl være i fred. Men mindekulturer er jo, ligesom al levende historie, under stadig forandring. Det gælder også Dybbøl. Den moderne folkelige historieformidling på Historiecenter Dybbøl Banke, der i starten vakte megen kritik, har, efter at nogle af de første års vilde idéer blev skrinlagt, i dag fundet sine former og er blevet en selvfølge. Snart vil alle også finde det selvfølgeligt, at danske og tyske soldater er ligeberettigede den 18. april. Og når vi når 2014, vil der opstå helt nye former for højtideligholdelser og fester i anledning af 150-året for Vi historikere og kulturhistorikere kan med vores lange perspektiv se, hvordan al erindringskultur er under evig forandring, også på Dybbøl. Og samtidig med, at vi iagttager og analyserer udviklingen, har vi også ret til at give vores ærlige faglige meninger til kende ligegyldigt om vi er sønderjyder eller ej! Peter Dragsbo er overinspektør på Museum Sønderjylland Sønderborg Slot.

9 nr. 6 / december Industrivirksomheden Abena i Aabenraa. Det er en velvalgt disposition således at føre fremstillingen helt op til nutiden og ikke kun dvæle ved den ældre fortid og de indviklede politiske og sproglige konflikter, der karakteriserer grænselandet. Sønderjylland fra A til Å Sønderjylland har fået landets første regionale leksikon en lykønskning til det Sønderjylland, som med værket har fået ristet sig en rune, der næsten står mål med Jellingestenen. Af Uffe Østergård Det er en dejlig bog, Historisk Samfund for Sønderjylland har udsendt. Dette leksikon er kronen på den Sønderjyllands Historie i to bind, som Historisk Samfund udsendte i 2009 og 2010 i samme solide udstyr. Den er smukt illustreret med masser af billeder i farver som sine forgængere. Den eneste omkostning ved de gode billeder er, at det kræver godt papir, som vejer godt til. Derfor indbyder ingen af bøgerne til, at man har dem med på cykelture endsige i lommen eller tasken. Men især dette sidste bind passer godt i en bil, så man kan skaffe sig baggrundsviden på tur rundt i landsdelen. Eller forud ved planlægningen af turen. Man oplyses kort og klart om historiske og aktuelle forhold i regionen. Velskre-

10 10 nr. 6 / december 2011 vet og velredigeret er bogen. Det viser sig i, at selv de mest komplicerede emner er skildret forholdsvis kort og klart. Det er imponerende og vidner om en stor redaktionel indsats af redaktørerne, Inge Adriansen, Elsemarie Dam-Jensen og Lennart S. Madsen fra Museum Sønderjylland. Bredden i emnevalget fremgår allerede på første side. Første opslag handler om abelslægten, den del af det danske kongehus, der var årsag til udskilningen af Sønderjylland fra det øvrige danske kongerige i 1200-tallet. En sådan redegørelse forventer man af et historisk leksikon, og den Værket bringer på diskret vis det sammen, som har hørt sammen i mange hundrede år, men anerkender samtidig fuldt ud grænsen og går ikke i detaljer med moderne forhold i Sydslesvig og slet ikke i Holsten er her, kort og klar og med henvisning til videre læsning. Næste opslag er Abena. Det er en stor industrivirksomhed i Åbenrå, som startede i 1953 og i dag har omkring 1300 ansatte. Et luftfoto af bygningskomplekset ved motorvejen ved Rødekro er der også blevet plads til. Det er en velvalgt disposition således at føre fremstillingen helt op til nutiden og ikke kun dvæle ved den ældre fortid og de indviklede politiske og sproglige konflikter, der karakteriserer grænselandet. Tredje opslag handler om Abkær Mose, en 300 ha stor højmose nær Over Jerstal. Det er godt, at der på denne måde er suppleret med en naturguide, selv om bogen som sagt er for tung til at have med rundt på vandring. Helt erstatte en naturguide kan opslagsværket heller ikke. Det er især kulturlandskabet og resultatet af den menneskelige indsats, der er skildret. Desværre er landbruget mere stedmoderligt behandlet, men det ligger i selve den alfabetiske fremgangsmåde. Godser og herregårde nævnes, men dyrkningsformerne er ikke behandlet. Til gengæld er der opslag om sprog hilsenen mojn f.eks. sønderjysk folkekultur, egnsretter, samt arkitektur og bygninger, både nord og syd for grænsen. Her er billedsiden især fremragende med billeder af de mange bygninger, der blev opført de sidste år under tysk styre, der af mange i dag opfattes som udslag af en typisk sønderjysk eller slesvigsk tradition. Det er de også, men det var sydtyske arkitekter, der udviklede denne særlige regionale arkitektur, som Peter Dragsbo så rigtigt understreger. En diskret genforening Det er først og fremmest forholdene nord for grænsen i dag, der behandles, selv om det er hele den gamle provins Slesvig eller Sønderjylland, der dækkes af det historiske perspektiv, som går helt tilbage til forhistorisk tid. Det er godt, at det ikke kun er den danske del af Sønderjylland, der behandles, det, som de første tiår efter genforeningen i 1920 hyperkorrekt omtaltes som de sønderjyske landsdele eller Nordslesvig, som området kaldes af tysktalende. Værket bringer på diskret vis det sammen, som har hørt sammen i mange hundrede år, men anerkender samtidig fuldt ud grænsen og går ikke i detaljer med moderne forhold i Sydslesvig og slet ikke i Holsten. Større byer behandles dog, hvis de, som Altona ved Hamburg, har været dele af den danske historie. Glückstadt ved Elben er dog ikke med. Til gengæld er der et opslag om øen Helgoland, som briterne erobrede i 1807 og siden byttede med Tyskland for Zanzibar. Mindre pæne sider forsvinder i grænselandspolitik I stedet for at spekulere over hvad der også kunne have været beskrevet, hvis bogen havde været dobbelt så stor, bør man glæde sig over alt det, der er blevet plads til og stort set skildret uden nationale skævvridninger af perspektivet. Således slår Inge Adriansen i opslaget om første slesvigske krig fast, at der var tale om en borgerkrig. Det er godt og fortjenstfuldt, at hun siger sandheden lige ud. Af og til er behandlingen dog meget diskret. Det gælder således opslaget om slottet Gottorp, der er skrevet af museets tyske direktør. Det er rigtigt at lade de ansvarlige skrive om deres institutioner, men i dette tilfælde medfører det, at han skriver vældigt underspillet om de danske kongers udplyndring af Gottorp slot efter inkorporeringen i 1720 og anvendelsen af slottet som kaserne i 1850erne. Han skriver helt rigtigt, at dele af inventaret, biblioteket og kunstkammeret blev i løbet af 1700-tallet flyttet til København (s.137). Denne eufemisme for den danske udplyndring er klog politik i nationalt farvand, men skjuler, at danskerne, når de sejrede, opførte sig fuldstændigt som svenske sejrherrer havde gjort tidligere, da de plyndrede danske slotte og herregårde. På samme måde

11 nr. 6 / december omtales den bevidste bestræbelse siden 1948 på at erhverve erstatninger for det, danskerne førte til København, som at slottet genopstod som kulturelt mindesmærke. At det har kostet den tyske stat mange penge at købe malerier og møbler til erstatning for det røvede fremhæves ikke. Det er givetvis klog grænselandspolitik, men danske læsere kunne godt have fortjent at blive konfronteret med resultatet af tidligere tiders mindre pæne sider. Sønderjylland ristet i en rune Gennemførelsen af dette storladne projekt vidner om den særlige rolle, historien spiller for Sønderjylland, og bygger på den omfattende ekspertise, der findes på de sønderjyske museer og arkiver, der har en stolt tradition for at skrive velinformeret og tilgængeligt for et bredere publikum. Som til gengæld både køber og læser resultaterne. Blandt de næsten hundrede bidragydere findes naturligvis forfatterne og redaktørerne af Sønderjyllands historie. Men mange andre har bidraget til de næsten tusind kortere og længere opslag, som er suppleret med talrige krydshenvisninger, der gør det muligt ret hurtigt at finde frem til det relevante opslag. I sig selv er værket et lidt trist resultat af, at det selvstændige Sønderjylland nu i ordets egentlige forstand er blevet til historie. Først med delingen af Slesvig i 1920, der ikke helt blev rettet op på med oprettelsen af Sønderjyllands Amt i Ved nedlæggelsen af dette i 2007 ophørte Sønderjylland som egen enhed og er nu en del af Region Syd, der også omfatter Fyn og har hovedsæde i Vejle. Dette sidste undgår værket diskret at pege på i artiklen om administrative forhold. I stedet understreges det på det Det er givetvis klog grænselandspolitik, men danske læsere kunne godt have fortjent at blive konfronteret med resultatet af tidligere tiders mindre pæne sider bageste kort over Sønderjylland omkring år 2000, at de fire kommuner (der svarer til gamle amter fra 1920 til 1970) arbejder tæt sammen. Et godt udtryk for, det er Museum Sønderjylland, der har leveret mange af skribenterne. Men historie er Sønderjylland blevet i dag, ligesom Sydslesvig reelt blev det med oprettelsen af forbundslandet Schleswig-Holstein (her kaldet Slesvig-Holsten) i Reelt skete nedlæggelsen af den historiske provins dog allerede ved indlemmelsen i Preussen Ud over steder og bygninger er mange personer biograferet kort. Her er kriteriet, at man skal være død for at komme med. Det er klogt. Kun savner jeg historikeren H. P. Clausen. Han var ganske vist ansat ved Århus Universitet, indtil han blev minister. Men han var dog generalkonsul i Flensborg en kort periode, ligesom historikeren Lorenz Rerup, der er med. Til gengæld er der blevet plads til forfatteren Peter Seeberg, der var født i Skrydstrup og havde sommerhus på Rømø. Men det er detaljer, der ikke skal trække fra ved anerkendelsen af dette pragtværk. Til lykke til det Sønderjylland, som ikke er mere, men som har fået ristet sig en rune, der næsten står mål med Jellingestenen. SØNDERJYLLAND A-Å. 440 sider med 650 illustrationer og kort. Udgivet af Historisk Samfund for Sønderjylland. 348 kr. Uffe Østergård er professor i europæisk historie ved CBS.

12 12 nr. 6 / december 2011 EN GRÆSK TRAGEDIE I DANMARK Perioden mellem Treårskrigen og krigen i 1864 betragtes ofte som et mellemspil i danmarkshistorien. Historikeren Hans Vammen trækker perioden frem i lyset med episoder, der har haft afgørende betydning helt frem til i dag. Af Finn Slumstrup Med al god grund har historisk interesserede mennesker været optaget af Tom Buk-Swientys to fremragende bøger om begivenhederne i 1864, Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als. Bøgerne udkom i henholdsvis 2008 og De er blevet solgt i store oplag og ligger også bag den Bogen bliver i det hele taget ikke kedeligere af, at Vammen ofte karakteriserer personer og handlinger uden at lægge fingrene imellem store dramasatsning, Danmarks Radio i den kommende tid skal producere med Ole Bornedal som instruktør. Jeg skal ikke kunne sige, om det er et udslag af suveræn timing eller et rent lykketræf, at der midt i november kom en tredje ligeledes fremragende bog om begivenhederne i sidste halvdel af 1800-tallet, som har haft konsekvenser for os lige op til i dag. Men under alle omstændigheder har vi med Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik fået en levende og tankevækkende beskrivelse af forløbet op til de fatale begivenheder på Dybbøl og Als for snart 150 år siden. Forfatteren Hans Vammen er cand.phil. i historie. Han blev i 1969 ansat ved Historisk Institut, senere SAXO-instituttet, på Københavns Universitet, hvor han var lektor frem til pensioneringen for et par år siden. Vammen er 71 år, og han har en række historiske publikationer bag sig. Med den aktuelle bog, som forlaget hævder, er en sammenfatning af Hans Vammens arbejde med 1800-tallets kultur og politik gennem 40 år, fortjener han at komme ud til et større publikum. Vammen bemærker i bogens indledning, at perioden mellem de slesvigske krige ikke er særlig veludforsket. Vi har vænnet os til, at enevælden slutter med krigen , at folkestyret fødes i 1849, og at det moderne Danmark vokser frem efter Perioden mellem de to krige har så at sige været betragtet som et mellemspil, og det har for det meste været sådan, at vejen til katastrofen i 1864 skildres let opgivende og hovedrystende. Det er måske ikke så mærkeligt, for der var tale om et ualmindelig kompliceret politisk spil, hvor den interesserede skal holde sammen på 13 regeringer og fire grundlove, som aldrig blev fuldt gennemført! Bogen er uhyre velskrevet og bygger på et imponerende sag- og personkendskab. Detaljerigdommen er overvældende, og som læser kan man af og til have mere end svært ved at holde sammen på det hele. Her kommer bogens opbygning imidlertid til hjælp. For efter den store gennemgang på 330 sider finder man en fin oversigt over skildringens vigtigste begivenheder i kronologisk rækkefølge. Denne oversigt starter i 1817, hvor A.F. Tscherning studerer artilleri i Paris og bliver ven med P.A. Heiberg, der er landsforvist for sin kritik af enevælden, og oversigten afrundes små 25 sider senere i 1890 erne med en række af de vigtigste personers dødsår, sluttende i 1898 med fru Andræ, enke efter C.C. Andræ. Ud for hver af de mange henvisninger er der angivet, hvilket sidetal i bogen man kan slå tilbage til for at få mere at vide. Det er med til at gøre bogen levende, at Hans Vammen spiller sig selv ind med små sidebemærkninger, som det kan være svært at stå for. Som når han i forbindelse med London-traktaten fra 1852, som garanterede helstatens integritet og prins Christians arveret til tronen, om en af tidens intense diskussioner skriver:

13 nr. 6 / december D.G. Monrad er en af grundlovens fædre, men i 1863 henvendte han sig sammen med Orla Lehmann i dybeste hemmelighed til den svenske gesandt, grev Hamilton, og præsenterede ham for detaljerede planer om en skandinavisk forbundsstat med det svenske kongehus i spidsen. Hvad der var så ophidsende ved det, kræver en indsigt i Hertugdømmernes forviklede arveforhold, som jeg ikke vil trætte mig selv med at forklare eller min tålmodige læser med at forstå. I bogens hovedtese betragter Hans Vammen den politiske og kulturelle historie som baseret på fem netværk: De gamle nationale, eller Sorø-netværket, som støttede sig til Frederik VI og Christian VIII s stærke førsteminister, P.C. Stemann. De gamle antinationale eller helstatspolitikerne. De nye nationale, nok bedre kendt som de nationalliberale med store profiler som Orla Lehmann og D.G. Monrad. De nye antinationale, bedre kendt som Bondevennerne. Og endelig Kongen, idet Frederik VII også må behandles som en slags netværk snarere end som en institution på grund af det særegne ægteskab med Grevinde Danner. Vammen behandler hvert netværk for sig, og det betyder, at det egentlig er den samme historie om dansk politik , med de blik frem og tilbage, jeg har fundet det nødvendigt at give som baggrund, der fortælles fem gange, men hver gang set ud fra et nyt perspektiv. Men de forudsætter hinanden og kan derfor ikke læses i vilkårlig rækkefølge. I dette sidste gemmer sig noget af forfatterens triumf, idet det lykkes ham at udfylde dispositionen på en sådan måde, at man ikke på noget tidspunkt får en trættende repetitionsfornemmelse ved læsningen. For det er virkelig et nyt perspektiv, der lægges ind med hvert af netværkene. Forløbet mellem de to krige er ikke blot kompliceret. Det er også fyldt med de mest fantastiske episoder. Som da Lehmann og Monrad kort efter nytår 1863 i dybeste hemmelighed henvendte sig til den svenske gesandt, grev Hamilton, og præsenterede ham for detaljerede planer om en skandinavisk forbundsstat med det svenske kongehus i spidsen! Hans Vammen karakteriserer deres adfærd som højforræderi ifølge den junigrundlov, de to konspiratorer selv havde skrevet fjorten år tidligere. Og bogen bliver i det hele taget ikke kedeligere af, at Vammen ofte karakteriserer personer og handlinger uden at lægge fingrene imellem. Det gælder også for konklusionen, hvor han betragter periodens politiske historie som en græsk tragedie, hvor personerne af den blinde skæbne føres hen imod katastrofen. Urforbrydelsen, som atter og atter skal hævnes og sones, er Orla Lehmanns løgn på Casino-mødet 20. marts 1848, hvor han forfører København til at tro, at det slesvig-holstenske oprør var brudt ud og derved kuppede sig til regeringsmagten og faktisk fik oprøret til at bryde ud. Derfra kørte den ene fadæse oven i den anden. Bag det hele lå, at tre af bogens netværk Sorø-gruppen, de nationalliberale og Kongen ikke accepterede, at Danmark var blevet en konstitutionel stat i Kun helstatspolitikerne og Bondevennerne var parate til at varetage statens helhedsinteresser ud fra det internationale traktatgrundlag, der var tilvejebragt, men de blev tabere i det indenrigspolitiske spil: Resultatet blev, at de tre dominerende netværk ikke ville tage ansvaret for statens helhedsinteresser, og de to netværk, der gerne ville, blev forhindret i det. Derfor var staten tom , deraf bogens tema og titel, fastslår Hans Vammen i konklusionen på sin store fremstilling, som varmt anbefales enhver med interesse for sammenhængen i vort lands nyere historie. Hans Vammen: Den tomme stat. Angst og ansvar i dansk politik Museum Tusculanum Forlag. 388 sider. kr. 375.

14 14 nr. 6 / december 2011 De to danske kandidatbyer Aarhus og Sønderborg er gået videre til den endelige udvælgelse i august om at blive europæisk kulturhovedstad Manfred Gaulhofer fra juryen afslører vinderne. Th. jurymedlem Christine B. Andersen og til venstre kulturminister Uffe Elbæk. En landlig metropol som europæisk kulturhovedstad Sønderborg er med helt fremme i kapløbet om at blive europæisk kulturhovedstad i 2017 med et visionært bud på en landlig metropol. Det grænseoverskridende samarbejde er krumtap for visionen. Af Knud-Erik Therkelsen

15 nr. 6 / december Foto: Scanpix Første runde i ansøgningsfasen til at blive europæisk kulturhovedstad 2017 er overstået, og Sønderborg med Sønderjylland- Schleswig er stadig med i kampen. Det blev afsløret ved et pressemøde i Kulturministeriet den 25. november, efter at de to ansøgerbyer Aarhus og Sønderborg havde gjort deres hoser grønne over for juryen i en timelang samtale. Kulturminister Uffe Elbæk indledte med en tale, hvor han takkede juryen for dens arbejde og for, at to danske byer havde søgt den ærefulde betegnelse. Derefter forklarede en repræsentant for Europa-kommissionen ideen bag udvælgelsen af en europæisk kulturby, inden generaldirektøren for Kulturhovedstad 2003 Graz Manfred Gaulhofer løftede sløret og meddelte, at begge byer gik videre til den endelige udvælgelse, som finder sted i august Atmosfæren i det tætpakkede lokale havde indtil da været intenst anspændt. Ikke mindst folkene fra Sønderborg og region Sønderjylland-Schleswig var spændte på, om David skulle klare første runde af slaget mod Goliat Jyllands hovedstad Aarhus. Da Gaulhofer offentliggjorde resultatet, udspandt der sig da også vilde jubelscener med kram og knus til alle sider. Århus var repræsenteret ved en lille deputation på ca. 10 personer med borgmester Jacob Bundsgaard i spidsen. Mindst det dobbelte antal sønderjyske politikere og medarbejdere var mødt op, omfattende bl.a. borgmester Aase Nygaard, Sønderborg, overborgmester Simon Faber, Flensborg, regionsformand Carl Holst og folketingsmedlem Benny Engelbrecht, kommitteret for mindretalsspørgsmål Caroline Schwarz og naturligvis idemanden til hele projektet, formand for kulturudvalget Stephan Kleinschmidt, der er valgt ind for det tyske mindretal i Sønderborg byråd. Vi kan selv Der har i hele udviklingsforløbet været en særlig entusiasme i den stadig større kreds af politikere, kultur- og erhvervsfolk m.fl. i Sønderborg og regionen, som støtter tanken. Intensiteten i arbejdet for at blive europæisk kulturhovedstad slog helt tydeligt igennem med Udkants-Sangen Fra alle os til alle Jer, som blev lagt ud på nettet for ca. 6 måneder siden. Sønderborg har udarbejdet en usædvanlig ansøgning i form af en 245 sider lang, inspirerende og rigt illustreret bog, som præsenterer og debatterer byens og regionens fortid og fremtid på alle tænkelige måder. Ansøgningen er kendetegnet ved, at det kun er lokale folk, der træder frem. Forstå det nu: Her kan vi selv! To udkanter et centrum Kernen i Sønderborg og Sønderjylland- Schleswigs vision er at gøre to udkantsområder et på hver side af grænsen til et nyt centrum en landlig metropol, som tager kampen op mod de store byer som København og Hamborg. Det grænseoverskridende samarbejde er krumtap for visionen. En landlig metropol er et område, der både kendetegnes ved den kreative energi, som kendes fra storbyerne og en række bæredygtige værdier, som kendetegner et landligt område såsom nærhed til naturen, stærke fællesskaber og en rolig men praktisk og dermed mere effektiv tilgang til at rejse projekter, der ellers kan synes umulige. Også historien spiller en rolle. En af de vigtigste skuepladser for det moderne Europas historie, nemlig Slaget på Dybbøl, ligger i Sønderborg kommune, der således rummer både begyndelsen til det lykkelige danske nationalstatsprojekt og begyndelsen til den ulykkelige tyske historie, som førte frem til det endelige sammenbrud i 1945 og det moderne Europas udvikling derefter. Og det er vel ikke så tosset som ansøger til at blive europæisk kulturhovedstad at være hjemby for en af Europas vigtigste konflikter, nemlig Slaget på Dybbøl og samtidig kunne dokumentere, at man nu er slået ind på en mere fredelig vej. En vidtskuende vision I realiteten har man i grænselandet fat på den mest begavede og vidtskuende vision, i forhold til den udfordring, som nedsættende kaldes Udkantsdanmark. Danmark er et ørige, og rigets udkanter er udkant, fordi de støder op til havet. Kun i Sønderjylland har man direkte landfast kontakt til udkantsområdet på den anden side og dermed muligheden for i fællesskab at flytte sig selv fra udkant Kernen i Sønderborg og Sønderjylland-Schleswigs vision er at gøre to udkantsområder et på hver side af grænsen til et nyt centrum en landlig metropol, som tager kampen op mod de store byer som København og Hamborg til centrum og genskabe et flerkulturelt økonomisk og kreativt stærkt Slesvig. Der er grund til at ønske Sønderborg og Sønderjylland-Schleswig tillykke med at have bestået den første prøve og pøj-pøj med den videre færd. Det bliver spændende at se, om juryen har modet til at lade David vinde over Goliat. Det er der i alle tilfælde mange gode grunde til.

16 16 nr. 6 / december 2011 Den sorte møller. Ved Krabat-møllen i Schwarzkollm bygges nu et oplevelsescenter, som skal være med til at synliggøre det gamle sorbiske sagn om Krabat og hermed også synliggøre det sorbiske mindretal. Den sorte møller i moderne udgave fortæller om Krabat-tilhængere fra hele verden, der er blevet opmærksomme på det gamle sorbiske sagn efter filmen Krabat.

17 nr. 6 / december På besøg hos sorberne Sproget er livsnerven i det sorbiske mindretal, men sproget er truet. Et folk kan ikke overleve i folkedragter. Grænseforeningerne ved Vejle har sammen med Sydslesvigsk Forening været på besøg hos det sorbiske mindretal i Sachsen. Tre af turens deltagere fortæller til GRÆNSEN. Af Erik Lindsø Krabat er en forældreløs dreng på 14 år, der strejfer rundt i de udhungrede og efter 30-årskrigen ødelagte tyske lande. En uhyggelig stemme kalder ham til den hemmelighedsfulde sorte mølle i Schwarzkollm. Han følger stemmen og kommer i lære hos mølleren. I starten er han fascineret, indtil han erkender, hvor høj en pris der skal betales. Krabat og 11 andre lærlinge skal ikke kun lære møller håndværket, men også sort magi. Mølleren har nemlig sluttet en pagt med døden: Hvert år skal han ofre en af drengene i modsat fald skal han selv dø. Krabat en sorbisk kulturmarkør Den fremragende tyske film om Krabat fra 2008 bygger på et gammelt sorbisk sagn, og nu skal filmens succes være med til at sætte fokus på det lille sorbiske mindretal i det sydøstlige Tyskland. I dag møder man i Schwarzkollm den sorte møller i moderne udgave som en meget engageret mand, der arbejder på at få egnen gjort attraktiv for børnefamilier. Han fortalte os om Krabat-tilhængere fra hele verden folk, der er blevet opmærksomme på det gamle sorbiske sagn efter den Harry Potter-agtige filmatisering. Sådan fortæller Tine Andresen, foreningskonsulent i Sydslesvigsk Forening, SSF. Hun var en af deltagerne på et besøg hos sorberne, som fandt sted i efterårsferien, arrangeret i samarbejde mellem grænseforeningerne omkring Vejle og Sydslesvigsk Forening. Ved Krabat-møllen i Schwarzkollm bygges nu et oplevelsescenter, som skal være med til at synliggøre det gamle sorbiske sagn om Krabat og hermed også synliggøre det sorbiske mindretal, fortæller Tine Andresen. Folkedragten som nutidig identitetsbærer På turen til sorberne deltog også Kirsten Rykind-Eriksen, der er formand for Grænseforeningen i Vejle Vesteramt, og Svend Damgaard, der er medlem af Grænseforeningens bestyrelse for Region Syddanmark. Kirsten Rykind-Eriksen er også etnolog og museumsinspektør. Hun bemærkede, at gamle egnsdragter er med til at markere sorbernes identitet: I Sorbisk Museum i Bautzen er der en meget stor afdeling med forskellige egnsdragter. For en museumsinspektør var det påfaldende, at de ikke udstillede de originale dragter, men kopier. Jeg fik at vide, at det slider for meget på de originale dragter at være udstillet. Men jeg tror mere, det handler om, at sorberne

18 18 nr. 6 / december 2011 sprog og kultur er så vant til at have med kopier at gøre, eftersom de bærer dragter ved alle festlige lejligheder. For dem er nye kopier derfor ligeså autentiske som gamle dragter. De gamle egnsdragter er for sorberne også en nutidig klædedragt, der bæres ved fest- og mærkedage, og som er med til at give dem identitet og samhørighed. Det kan gøre direkte ondt på en at se, at dette elskværdige folk ligesom mister deres fundament det levende sprog og måske på et tidspunkt ikke har andet tilbage end deres folkedragter og fint malede påskeæg Tine Andersen Tine Andresen supplerer med et eksempel: Den første aften spiste vi på en sorbisk restaurant i Bautzen, hvor værtinden var i folkedragt og som noget af det første præsenterede os for en gammel sorbisk skik, nemlig den at byde gæster på brød og salt, samtidig med at hun i detaljer forklarede os om sin dragt og dens mange små, men betydningsfulde symboler. Tosproget også skiltningen I det sorbiske område af Tyskland har man siden DDR-tiden praktiseret skiltning på både sorbisk og tysk noget man ikke kan blive enige om i det dansk-tyske grænseland. I det hele taget kæmpes der en ihærdig kamp for at bevare det sorbiske sprog. Det sorbiske sprog er meget synligt i gadebilledet. Vej- og gadeskilte er på både tysk og sorbisk ikke blot de officielle skilte, men også de private. Al trykt turistinformation er tosproget, spisekort på restauranterne ligeså. Der udgives også litteratur på sorbisk, ligesom de har deres egen avis på sorbisk, og der laves radio og tv på sorbisk dog med minimal sendetid. Det tyder umiddelbart på en livskraftig sorbisk kultur, forklarer Svend Damgaard og nævner samtidig, at der findes et sorbisk museum i Bautzen, at den sorbiske folkemusik er meget levende og at sorberne har eget sorbisk flag. Tine Andresen: Ærlig talt synes jeg, at det var ret imponerende med tosproget skiltning over det hele som på vejskiltene og eksempelvis skiltningen ved indgangsdøren hos lægen. Det er noget, det danske mindretal kan vente længe på. Vi må jo så nøjes med et tosproget byskilt i Flensborg! Hvad er livsnerven i det sorbiske mindretalsliv? Svend Damgaard: Sproget er for mig at se livsnerven i den sorbiske kultur. Og jeg tror, det er et ekstra incitament til at holde sproget ved lige, at der er to grupper af det sorbiske folk. I det sydlige Oberlausitz er man flest katolikker, og sproget er beslægtet med tjekkisk. I det nordlige område, Niederlausitz, er der flest protestanter, og sproget ligger nærmere det polske. Tine Andresen: Jeg fik indtrykket af, at det er bevarelsen af den kulturelle arv, der efterhånden er blevet til livsnerven i det sorbiske mindretalsliv. Det er det, der giver tilskuddene, mens det, der fører til et levende mindretalsliv, kommer mere og mere i klemme nemlig tilskuddene til skolevæsenet. Det kan gøre direkte ondt på en at se, at dette elskværdige folk ligesom mister deres fundament det levende sprog og måske på et tidspunkt ikke har andet tilbage end deres folkedragter og fint malede påskeæg. Kirsten Rykind-Eriksen: Jeg opfattede dragter og traditionelle skikke og anden form for folklore som en livsnerve. Det samme gælder sproget, men på en måde er det nemmere at fastholde dragtskikke end et sprog, som højst tales af personer, og hvor der ikke udgives så meget litteratur. Dragter og optog er spektakulære og passer godt ind i nutidens interesse i at fastholde traditionelle skikke ved bestemte lejligheder. Mister sorberne deres sprog, mister vi sorberne Alle tre deltagere kredser om den trængte situation for det sorbiske sprog. Sorberne modtager et mindre beløb hvert år fra delstaten Sachsen til at holde skoler for, men det er ikke nok. Måske næste generation taler mere tysk end sorbisk. Kirsten Rykind-Eriksen: Sorberne er meget kede af, at de kun har sorbisk i skolen til 4. klasse, derefter kommer eleverne over i tysktalende skoler. Jeg fik ikke det indtryk, at den sorbiske skole har samme centrale kulturelle betydning, som f.eks. de danske skoler i Sydslesvig og skoler ude på landet i Danmark har. Tine Andresen: De virkede dog ret pressede i kampen for at bevare det sorbiske sprog. I Bautzen har sorberne et videnskabeligt sprogcenter, der har eksisteret i 10 år, og dets hovedopgave består i at udvikle aktiviteter, der værner om og fremmer det sorbiske sprog. Højeste prioritet har den levende og autentiske formidling af sorbisk sprog i børnehaver og på skoler. Der findes to sorbiske gymnasier, men problemet er, at der ikke er særlig mange skoler tilbage, hvor sorbisk er det første sprog. Hvordan virker sorberne på jer som et presset folk, stolte eller opgivende?

19 nr. 6 / december Tine Andresen: De virker på mig som et meget ydmygt folk ikke på den selvudslettende måde, men som et folk, hvis levemåde er baseret på en tro på, at de ikke er universets centrum. Jeg oplever dem også som stolte på en sympatisk måde, når de f.eks. præsenterer deres folkedragter og traditioner, og når talen faldt på en anden del af deres kulturelle arv: Sagnene. Svend Damgaard: Usikkerheden om fremtiden for den sorbiske kultur råder i mange sorbiske sind: Hvordan vil den næste generation holde den sorbiske kultur i hævd? Realistisk set tyder meget Det er nemmere at fastholde dragtskikke end et sprog, hvor der ikke udgives så meget litteratur. Dragter og optog er spektakulære og passer godt ind i nutidens interesse i ved bestemte lejligheder at fastholde traditionelle skikke Kirsten Rykind-Eriksen på, at antallet af aktive i det sorbiske mindretal bliver færre og færre, desværre. Et mindretal skal fortælle om sig selv Det danske mindretal og det sorbiske mindretal bor i samme Tyskland. Alligevel oplever de tre deltagere, at eksistensvilkårene er meget forskellige. Tine Andresen: Begge mindretal hører til de i Tyskland fire anerkendte mindretal ved siden af Sinti-Romaerne og Friserne. Det danske mindretal har med SSW sit eget politiske parti, sorberne er ikke politisk organiseret. Og selvom den aktuelle ministerpræsident i delstaten Sachsen har sine rødder i det sorbiske mindretal, skal sorberne fortsat kæmpe for deres tilskud. Det danske mindretals vilkår er nemmere på den måde, at vi har et fædreland, der bakker op om os f.eks. nu i kampen mod delstaten Slesvig- Holstens nedskæringer, der netop berører vores livsnerve: De danske skoler i Sydslesvig. Sorberne står alene om opgaven som det forholdsvis lille folk, de er. Kirsten Rykind-Eriksen: Det er klart, at det danske mindretal står stærkere, ved at de modtager årligt tilskud på ca. ½ milliard kroner fra Danmark, hvormed de har økonomiske midler til at opretholde foreninger, skoler, kirker m.m. For Svend Damgaard har mødet med sorberne været en øjenåbner for bevarelsen af det danske mindretal: Forén jer, vær stolte, hold fast i kultur og traditioner. Syng de danske sange. Benyt også de muligheder, som den dobbelte kulturelle og sproglige baggrund kan give for et rummeligere liv. Og fortæl det til andre. Realistisk set tyder meget på, at antallet af aktive i det sorbiske mindretal bliver færre og færre, desværre Svend Damgaard FAKTA Sorberne er et vestslavisk folk, der er bosat i Lausitz i det sydøstlige Tyskland (byerne Bautzen og Cottbus). Der bor ca sorbere i Tyskland, hvor de er et anerkendt nationalt mindretal. Sorberne er en rest af de ven- folkeslag, som spillede en Ædiske rolle i danmarkshistorien frem til midten af 1100-tallet. Sorberne har haft eget skriftsprog fra midten af 1500-tallet, da de bibelske skrifter blev oversat til flest mulige modersmål. I nazitiden var sorberne et forfulgt folkefærd, hvorimod de i DDR-tiden i et vist omfang kunne dyrke deres sprog og kultur. Læs mere om sorberne og deres organisationer på og Kilde: MELLEM ADSKILLIGE GRÆNSER. Nationale mindretal i Europa, Grænseforeningens årbog 2009.

20 20 nr. 6 / december 2011 Historierne lever videre på nettet Grænsen.dk er lagt ud med omfattende debat om især Fårhuslejren og det tyske mindretals rolle i efterkrigstiden, men også debattørers indlæg om soldaterceremonier og Sønderjyllands fremtid har vakt opsigt. I den kommende måned vil spørgsmålet fra dette nummer af GRÆNSEN om retten til Sønderjyllands historie leve videre på nettet, når Grænsen.dk tager diskussionen om Peter Dragsbos essay og de sønderjyske symboler. Af Rasmus Vangshardt Grænsen.dk er den nye digitale udgave af magasinet GRÆNSEN og skal levere debatskabende journalistik og give plads til en fri og perspektiverende debat om danskhed, kulturmøder og grænseland. Sådan lød målsætningen, da Grænsen. dk midt i oktober blev lanceret. Der er allerede løbet meget vand i åen, og især interviewet med museumsinspektør Henrik Skov Kristensen om hans bog Straffelejren er blevet heftigt debatteret, siden forrige nummer af GRÆNSEN udkom. Men Grænsen.dk s første store historie startede et ganske andet sted: På Dybbøl. Soldater på Dybbøl Inden Grænsen.dk blev lanceret havde der i aviserne længe været debat om, hvorvidt bevæbnede tyske soldater skal deltage i mindeceremonien på Dybbøl den 18. april. Men én af Grænsen.dk s faste debattører, kriminolog og tidligere leder af Aktivitetshuset i Flensborg, Katrine Hoop, havde en ganske anden vinkel på det spørgsmål. Under overskriften Soldaterceremonier misbruger de døde skrev hun, at det er befolkningen og ikke militæret, der er skyld i, at der hersker fred, fordragelighed og mangfoldighed i grænselandet. Soldaterne må for min skyld gerne blive væk både de tyske og de danske. For militæret har ikke del i æren for, at grænselandets konflikter er blevet løst, skrev hun blandt andet, og det fik Danmarks Radio til at spidse ører. Katrine Hoop blev inviteret til at forsvare sine synspunkter på P4 Syd, og der blev efterfølgende gået til den i debatten på Facebook. Retsopgøret og dansk tradition En anden stor historie, der fortsatte sit liv digitalt, var debatten om det tyske mindretals forhold i Fårhuslejren. Efter et stort interview i oktober-nummeret af GRÆNSEN med Henrik Skov Kristensen, forfatteren til bogen, gik diskussionen for fuld udblæsning. Vandt det tyske mindretal en opinionskamp efter besættelsen, sådan som Henrik Skov Kristensen påstod? Var de virkelig ligeglade med flertalsbefolkningen? Og var retsopgøret hensigtsmæssigt? Den første reaktion på interviewet kom fra biblioteksdirektør for det tyske mindretals biblioteksvæsen, Nis-Edwin List-Petersen. I en længere og nuanceret kommentar på Grænsen.dk forholdt han sig til de mange spørgsmål og endte med at konkludere, at retsopgøret og lovgivning med tilbagevirkende kraft var et brud med dansk retstradition, men at det muligvis forhindrede selvjustits, samt at Henrik Skov Kristensens tese om, at mindretallet vandt en opinionskamp, er rigtig. Også andre meldte sig i debatten. Chefredaktør for Der Nordschleswiger, Siegfried Matlok, var uenig med både Henrik Skov Kristensen og Nis-Edwin List- Petersen. En slap vurdering, lød dommen over påstanden om mindretallets sejr i opinionskampen efter besættelsen. Til gengæld kunne Matlok langt hen ad vejen følge Straffelejrens konklusioner om retsopgøret: Spørgsmålet er, om retsopgøret i den situation, det fandt sted i, kunne tage hensyn til de forhold, der gjorde sig gældende for det tyske mindretal, udtalte han blandt andet til Grænsen.dk. Til sidst fik formand for FUEN (Federal Union of European Nationalities) Hans Heinrich Hansen, ordet. I interviewet ønskede han sig nuanceringer af flere af påstandene i bogen og det oprindelige interview: Hvad Henrik Skov Kristensen ikke har med i sin udlægning er, at det tyske mindretal opfattede afstemningen i 1920 som uretfærdig. Det tyske mindretal krævede en grænserevision som politisk målsætning, og Hitlers parole Heim ins Reich faldt derfor i tråd med den erklærede politik i 1920, sagde han den 24. november til Grænsen.dk. Et nyt gammelt hertugdømme? Et udtryk, der igen og igen dukker op i mediestrømmen, er det såkaldte Udkantsdanmark. Især politikere og mediefolk er slemme til at tage det i deres