):'-. ',< > ''.-- - )ch./- E ' " M- > 7-7 " ^ ^ 7-7^ ^7.7 > x?' 'U 7 1^" 7>7'. M -,7 ^ L s?-'- -'-l ^7 '

Transkript

1

2

3

4 .7 > ):'-. ',< > ''.-- - )ch./- E ' " M- > 7-7 " ^ ^ 7-7^ ^7.7 > x?' ' 1^" 'U 7 7>7'. M -,7 ^ L s?-'- ^7 ' -'-l

5 . N -M -S A / 7 ^ - >.. >. ^ >, - /> -...-«7-7777MU'77MW - ^ M - ^ ' 7 A 7 7 E 7-7 l ' ' '' ' - / "-' -/<' -- / W. /H/. * 77-/A ' ^ M -'' ^ -' M 7LE 'W -7.M M «7 ^MMAU7'-WK,^p ^ - m W.<.- ^ ^ M A M 5 K? W M G E M M E ' '. ' ' - - e K ^ 7 / 7> 7- ^ ^ ' ^ ' ' > 7 ^ ^ ' ^ , '7 ', ' - - -V / > < ^ ^ V 5 4 ^.. ^ W 7 t z W W 7 >, - 7 7/ <i;iswehawadi--> < ^WKMWWW.4 z 7. '» - <.7-. > 7 7- ^! - ' '< 7? - ''>--' - >. -- * ^ -<. - ^ " '7 7-7.?7 7^ 7- ^ y 7 ^ < 7 ^ ^'^7 - '- ' 7 ' /. <. -7' Z W A M W ^ G 7 L - " ' ^ ' 7 * U ) W - d ^ " 7^' ' > ^ K ^ /' 7 7 ^.7-.7 / ^ ' ' ^' 7 '' 7'7 ^ ^ > 7 >'. 7 ; ^? ? ^ ' ' -.. ' -'7^ ^ ^-7».-.'/''^ - - V ' ^ ^ -. ^ 7 >7, > - '7.>:-.. s. 7 7 H W ^ 7 ^ ^ ^ ^ ^ - - / 7 < ^ W E ^ ^1.> ' ^ 7 M '? 7 - E 7 'E i - I '/7 7 < ",7^77 77,7«7 7 ^7-7 ^7 7. ^. j ^. 7 7 v r,7' - > /7^', 7-7 ^ 7, ^-> - ' '/7-7'' ^ ^ 7 77,^V7-7, 7> - <- 77., - ' '^ - ' ^ 7 ^ M7MM8U«- v '7 ',". -»7'"7 ^^7 ^ ,,., ^ ^ > 7 ^. ' 7 7 r 7 '. ' - H 777LL777D 77 ^,7 7 -? 7 ^ - 5- > 7 ^ ' i ^ -'->» L k ^- 7^ ^ c h ' " --M H 7. ^ 7 7^v.. E / "77 7^7'- " 7 ' 7.,-, 7^- ' '-,^.7 - ' - :7>.. -'-. 7^»I,-t...-,', V ^ -: 7'-7 777MWO,! - 7 / 7 7 M 7^ ' - ' M., < > ^ ^'.,7 ^.' > 7 ^ l -.,g.'., ^ >. Il l.. -7.' >. --»l". n «^.-» t, '-' ' '. '/ 'l >:.^'. ' 7 ^ '7. 7 / 7 ' ^ '^ 7 ' ^.7 " ',V.K.jL ' ^, :. ^ / 7 ' ^ 7 '' ^ - 7 ' 7./' ^, ^ '? 7 ^ ' 7 V 7-7 H ^ 7 ^ 7 -, ^ M K 7. ' ^ '7.7 ^ / ''7 ^ 7 ^, ^ - -, :. 7 ^. -7 7^ - ^ M M -.-i ' -.''7. 7 ' "»l.^ " ^ 7 - / x ' 7 7 / 71.' ' ^k 777 7^ 7'- 7 '7 -- -' /^ < 7 7, ^.7^7^7 "'L'WWMA ^ ' / 7 7 M ^ '' 7- / 7-7^7^7M^7^ ' 7 A H ^ 7 r /7-7'^/7 ' 77'. /. 7 M ' 7 «^L'^7'' ^7'7/EMM777' MR W L. > ^ ^ ' -Ti. - /-7 >7' -./s ^ ^ ':7 ^ - ' 7 -, - ' --7 V >>-.-. ' ^>' /7 >7 -:. ^ ' / / - ', ^7''. ' A-/ - M l.; /- ^'77-7-'- ^ 77-7 «7 7 ^ 7 ^ 7 - M 7 7 " ^ 7 U >7' U''^7-.'>. :^»' 7777/771^ / ' 7- - / '.'"-r- '. ' /- ^'' ^ ' ' ^D^77p)VWR7.M7.. M L 7 M A W 7 -A ^ > 7 - ' ' ' / ^ K E ' 7 7 E - > ' ' - r M M M U M 7 " ' ' ^ M '. -. < -; ^ -. ^ ^ D W ^Sl L-7-?>-

6 7- - ' ' r >- > -7 -». ^-77-7 ' ^ 7 ' ^ -7. ^ "7,.. - : -i - 7 O» ''./- ^ - ^ 7 E M - '-.--^,/ i ^-7 O > ^ 7» i '- V - 1k i H k l >» t I - X k-!' 'H k'. ^ ^ ' M.. /?,,. ',M»AL - ^> 1 k-l >... ' ^ W / ^ ' E ^ L. - < c. -?7 M - 7.^- - ^ --. i,. - ^ - <>, 7»

7 E t Forlog paa en almeenfattelig Frem stilling Chemiens vigtigste Resultater. >Ved J u liu s Thomsen. Trcesnittene udforte af C. Rothweiler. Esbenhavn, T rykt hos S. T rie r for E. L. Thaarup.

8 ..1,.. '. - r i» ««- ^ ttl i t- 4 >» / ^ -- -r- -l ^ ^ ^ -» ^»i 'k- ^ > -: r-

9 Forord. ^D det jeg sender dette F orjog paa en almeenfattelig Frem stilling af Chemiens vigtigste Resultater ud i en videre Kreds, troer jeg at burde tilsoie nogle O rd med Hensyn til det Standpunkt, fra hvilket jeg onsker dette Arbeide bedomt. D a jeg i sin T id as Redaktionen for Skolens Reform " blev anmodet om at udarbeide en populair Chemie for derved at virke hen til en lettere Jndforelse af denne Deel af Naturvidenskaberne iblandt Underviisningsgjenstandene i Skolerne, maatte jeg ganske billige den Anskuelse, fra hvilken Redaktionen gik ud, at Chemien i den ncermeste Fremtid ikke v il kunne blive et scerlig t U nderviisningsfag i Almueskolerne; th i allerede den Omstændighed, at der savnes Lcrrere for dette Fag og at Almueskolelrererne i Almindelighed ikke have den fornodne Kundskab i denne Retning, gjor en snarlig Jndforelse til en Umulighed,, saameget mere som Naturvidenskaberne ikke i ganske kort T id kunne opfattes saaledes som det sig bor for den, der v il opirrede som Lcerer i disse. At jeg ikke skrev nogen Skolebog, var derfor en Selvfolge. Jeg sogte meget mere i Overensstemmelse med Redaktionens Onske at skabe en almeenfattelig O versigt over de mangfoldige M a a d e r, paa

10 hvilken Chemien trceder ud i Livet, og derved hos Lceseren at vcekke Interesse for denne Videnskab ; thi er Interessen forst vakt, v il der sikkert ikke vcrre M angel paa Skolemoend, der forene Evne og Lyst til at uddanne sig t i l Loerere ogsaa fo r dette eventuelle Skolefag. Det er vel en S e lvfo lg e, at jeg ved Udarbeidelsen af en saadan Oversigt mere havde en let tilgjoengelig end en videnskabelig Form for Oie, og at dette Form aal ogsaa bestemte Valget as Stoffet. D erfor har jeg ogsaa som oftest henviist Lceseren t il de Phcenomener, som enten kunne iagttages i Naturen selv eller i det daglige Liv, istedetfor at omtale Forsog, som kun kunne anftilles med soeregne Apparater; thi det var mig meest om at gjore at aabne O iet for de utallige chemiske Virkninger, som sremtrcede i det daglige Liv, og kun, hvor det var uundgaaeligt, eller hvor det kunde lette Opfattelsen, har jeg om talt specielle Forsog af simpel N a tu r. Z. T.

11 Indholdssarlcgnklsk. Side Indledning M etallernes Forandring ved O pvarm ning i Luften. ZEdle og uccdle M etaller. M etallers U d s m e ltn in g Kulsyre. Dens Forekomst i Naturen. Kalkvand som O p dagelsesmiddel for K u l s y r e Kulsure S alte. Kalkbrcending. Lcrdstet Kalk. Kalkens Anvendelse t il M u rin g. Vandet som chemisk Bestanddeel. G ib s s to b n in g Plantestoffernes Bestanddele. B rin t- Forkulning. F o rb ræ n d in g Brccndmaterialiernes Vocrdie. Ufuldstændig Forbroending. Ovne. B e ly s n in g s a p p a ra te r Hvorledes Ild e n opsta a e r Aske. Potaste. Soda. Scebe S yre r og Baser. Mcctning. S a lte. Chemifle Adskillelser Havvandet. Regn. Flodvand og Kildevand Jordbundens Bestanddele. Sand. Leer. G r a n it Plantens N æ ringsm idler og dens ydre chemiste Forhold Plantens Bygning og indre L i v Plantens organiske B e s ta n d d e le Cellestof. Trcr. Stivelse. Sukker Viingscering. Viinaand. E d d ik e D e t dyriste Legemes Hovedbeftanddele. Erncering Melkens B e s ta n d d e le Menneskenes almindelige Fodemidler Tilbageblik

12 . ^ ^ - ^ i - s > ' / '. W r-^^ - '. «-H i i..' -,» -O ^ l'/,. > ' l» : 7. t rk.?. '. t ' L? i ^ '!. '! / tz«r: Vk,x7<i / ^ '-, i! 5 K.i" ' c h -. / -.». ^.. ^. V ' «' >>'' ^ >. ^ / '. F - ' > - ^ ' W ^ K x ^ ' U : /j > ' " ^ - - s-"/. E - '.u -. >! «-..,r^ ^ / > /) ' r» L ^. 7...' -? <^,'< '/. - ^.>5-. v- L., -v'>, -v.> >/ -i- 7.M' >.NW

13 Indledning. A t soge de skjulte Aarsager til alle i Naturen indtrcedende Phcenomener er Naturvidenskabernes store Opgave. Ib la n d t disse Videnskaber indtager Chemien en P lads af forste Rang og det saavel paa G rund af dens Loves Alm engyldighed, som ogsaa ved dens Indflydelse paa de civiliserede Nationers timelige Velfcerd. Hvilke Phcenomener det er, som Chemien beskjceftiger sig med, v il lettest blive tydeligt ved nogle Erempler, der endvidere kunne tjene til at betegne Grcendserne fo r denne V i denskabs Omraade. Enhver veed, at Metallerne i Almindelighed ikke findes i Naturen i den Tilstand, i hvilken de anvendes i det daglige Liv; men at man ved en egen Fremgangsmaade maa fremstille dem af deres M alm e. Disse have ofte ikke den fjerneste Lighed med de M etaller, som kunne fremstilles af dem og ligne snarere Jord og Stene end M etaller. M ange M illio n e r Centner Jern fo r bruges aarligen i Industriens Tjeneste, og denne overordentligt store Mcengde fremstilles af forskjellige Steenarter, som B je rg manden drager frem af Jordens Skjod. Omdannelsen af Jern- M alm en til Jern er en chemisk V irk n in g; thi af et Legeme dannes et andet med vcrsentligt forskjellige Egenskaber. Dermed vcrre ikke meent, at Jernet har en anden Farve, Form eller Haardhed end den M a lm, hvoraf det er fremstillet, thi disse Egenskaber

14 beroe ofte paa ganske andre F o rh o ld ; men den Forfkjel, som her er Tale om, v il staae klart for Enhver, thi Ingen v il forverle en Steen med et Stykke Jern. Jernstenens Omdannelse til Jern er altsaa en chemifk P r o ces; den bestaaer deri, at M alm et, blandet med K u l, opvarmes til en meget hoi V arm egrad; men for at frembringe Varmen benytter man en anden chemifk Virkning, nemlig Forbrændingen. Faa chemiske Phcenomener ere saa almindelige som et brcendende Legeme, der er en sand T ypus paa en chemifk Virksomhed, og der er neppe nogen chemifk Virkning mere ioinefaldende og, omend - fkjondt kun tilsyneladende, bedre kjendt fra det daglige Liv end Forbrændingen. M en netop fordi den er saa almindelig, er man vant til at betragte det uden at tcenke over Aarsagen dertil. M a n seer hvorledes Ild e n tilsyneladende tilintetgjor Legemerne; men hvad der er dannet af den forbrændte Deel, det seer man ikke, og hvor tilboielig er man ikke til at antage, at den er fo r svunden? M en Materien er uforgæ ngelig; Stoffet, hvoraf en Gjenstand bestaaer, kan ikke forsvinde; A lt, hvad der har Vcegt, beholder sin Vcegt uforandret igjennem alle de Omskiftninger, som det maatte blive udsat for. O g saaledes forholder det sig ogsaa ved Forbrændingen. Trceets tilsyneladende Forsvinden hidrorer fra en chemifk V irkn in g imellem Luften og Trceet, hvorved dette oploses i h iin ; men af del dannede nye Legeme vilde Naturen atter vcere istand til at fremstille netop ligesaa meget Trce, som der er forbrcrndt. De mange M illio n e r Planter, som aarligen forbrcendes for at frembringe Varm e og Lys, oploses af Luften, og af de saaledes Luften meddeelte Stoffer lever en ny Generation af P la n te r. M angfoldige ere de chemiske Virkninger, som foregaae i den vorende Plante. A f Luft, Jord og Vand danner Planten ved Lysets og Varmens Indvirkning Knopper, S tengel, Blade, Blomster eg F ru g t, og hvor forskjellige ere ikke disse Legemer fra dem, af hvilke de bleve dannede? Planten er et chemifk Vcerksted, i hvilket Naturen af de raa M a te ria lie r fremstiller en

15 Mangfoldighed af Forbindelser, der skulle tjene til at tilfredsstille Menneskenes og Dyrenes Fornodenheder. M angfoldige af de S to ffe r, der dannes i P lanterne, anvendes imidlertid ikke i deri Tilstand, i hvilke de der findes; de underkastes nye chemiste Virkninger fo r at blive stikkede til M e n neskets specielle Oiemed A f M elet fremstilles Brodet, af M a l ten O llet, og af Druerne Vinen ved Gjcering, og saaledes opstaaer der af Plantens Bestanddele nye S toffer med forandrede Egenstaber. A lt, hvad Planterne have dannet, gaaer med Tiden t ilgrunde. Ved en Rikke af chemiste Virkninger oploses efterhaanden de dannede Legemer og fores omsider tilbage til den Tilstand, i hvilken de kunne tjene til Fode for nye Planter. Ofte gaaer denne Omdannelse hurtigt for sig. Lovet i Skoven og Gronsvceret paa Engen doer bort ved Vinterens Komme; men med Doden indtrceder netop den Rcekke af chemiste Virkninger, som forer de forskelligartede Legemer tilbage til samme oprindelige Tilstand, og alt i den folgende Sommer ville endeel af de henvisnede Blade fremtråde i en forynget Tilstand, idet den nye Plante tildeels har draget sin Ncrring af de i det foregaaende A a r hendoede Planter. Ofte er Veien derimod lingere. E n af Planternes Hovedoiemed er det, at staffe det nodvendige Nceringsstof tilveie for D yrene; thi disse ere ikke istand til at leve af det raae M a te riale, hvoraf den uorganiske N atur bestaaer. I Planterne bliver S toffet derimod tilberedt, det bliver overfort i en Tilstand, i hvilken D yret kan tilegne sig det. Saaledes bliver da Planten til Kjod og B lod, og forst naar dette gaaer tilgrunde ved nye chemiste Virkninger, vender omsider igjennem mange Mellemled S toffet tilbage til dets oprindelige T ils ta n d ; det bliver atter til Jo rd, V and og Luft. Chemiens Gebet er altsaa overordentligt stort, thi det s trik ker sig over alle tre Naturriger, og vanskeligt vilde man kunne orientere sig i den uhyre Masse af Enkeltheder, hvis ikke a lm in

16 delige Phomomener, astneengyldige Love bestandige«viste os Veien og ligesom klart lysende Stjerner kunde danne de faste Punkter, hvorefter man dristigt kan styre Iagttagelsens Skib fra et Rige til et andet igjennem det store sporlose H av. A t toere disse fremragende Phomomener at kjende er vort forste M a a l, for senere med dem for D ie at betragte Chemiens vigtigste Resultater.

17 I Metallernes Forandring ved Opvarmning i Luften. 2Edle og uaedle M etaller. M e tallers Udsmeltning. N aar man smelter B ly i en aaben Skaal, iagttager man at det paa Overfladen taber sit metalliske Udseende og overtrykker sig med et tyndt Lag, hvis M r e ikke er uligt Asie og derfor ogsaa ofte bencrvnes Blyasie; siraber man dette tilside, saa seer man det blanke smeltede B ly derunder. D et varer imidlertid kun nogle Oieblikke, for B lyet atter har overtrukket sig med en mat Hinde, og saa ofte man end siraber den tilside, saa danner den sig paany, indtil alt B ly er forvandlet til dette graaligt gule Legeme. H vo r forsijelligt er dette ikke fra B lye t i dets oprindelige Tilstand? B ly e t er metallisk, seigt og letsmeltelig t; dette derimod er et jordagtigt, sijort og tungtsmelteligt Legeme. Hvilke Forandringer har nu B ly e t undergaaet i dette T i l falde? M a n kunde maasiee vcere fristet til at troe, at B lyet ped denne stcrrke Opvarm ning havde afgivet Noget, som meddeelte det M e ia lg la n d s og dets ovrige Egenskaber, og i V irkeligheden har man lige in d til Slutningen af det attende Aarhundrede staaet i den Form ening, at Metallerne ved Opvarm ning tabe en Bestanddeel, fra hvilken deres vigtigste Egenskaber skulde hidrore. Im id le rtid kunde man ikke lcenge vcere i T v iv l om hvad der foregik, fra det O ie b lik, da man med Vcegtsiaalen i H a a n den begyndte at undersoge disse og lignende Phcenomener; thi det viste sig da snart, at M etallet langtfra at have afgivet N o get, tvertimod var blevet tungere ved denne G lodning. B l y

18 asken veier mere end det Bly, som der er anvendt, hvoraf da folger, at B lyet ved denne Sm eltning har optaget Noget udenfra, hvorved det er blevet tungere. Det Samme gjalder om alle de M etaller, som forandre sig ved Opvarm ning, og naar man har en nogenlunde fiin V a g t, kan man let eftervise, at et Stykke Kobberblik, som ved Opvarm ning er bleven overtrukket med en morkebruun Hinde, med Kobberasie, i denne Tilstand veier mere, end da det var blankt.- H vo rfra kommer nu det Stof, som M etallet optager og forener sig med ved Opvarmningen? Det kan naturligviis kun komme fra Luften; thi M eta lle t kommer ikke i B eroring med andre Legemer. Den blankt polerede Kobbermasiine antager en mat rod Farve, efter at have varet brugt nogle faa Gange; det er Luften som har indvirket paa det metalliske Kobber og tildeels forenet sig dermed. D et er imidlertid ikke alle M etaller, som ved Opvarm ning og Sm eltning i Luften forandres saaledes som det er T ilfa ld e t med Bly, Kobber, Jern, T in o. si. Nogle faa holde sig uforandrede ved enhver O pva rm nin g, og beholde altsaa deres metalliske Udseende. Guld, P latin og S o lv henhore til disse; de ruste ikke i Luften, saaledes som de andre Metaller, men beholde deres G lands uforandret; de bare derfor Navnet adle M etaller. D e r var en T id, da man troede det var m uligt at omdanne de uadle M etaller til G uld og S o lv, hvis V a rd i stedse paa G rund af deres mindre M angde har varet betydelig hoi, og i.over Tusinde A ar have Folk af meget forsijellig S tand forsogt sig i denne Retning. Konger og Fyrster, saavelsom V i denskabsmand og mange Andre have i denne lange Rakke af A a r bortodslet uhyre Kapitaler og T id for ved Opdagelsen af de Vises Steen", saaledes kaldte de. det M id d e l, som skulde omdanne de uadle M etaller, at forskaffe sig Rigdom og M agt. Forsi efter tusinde Aars forgjaves Anstrangelser tabte man Troen paa Muligheden af denne K unst; men de Iagttagelser, som der i dette lange T id s ru m vare samlede af de mangfoldige

19 G uldm agere", bleve det G rundlag, paa hvilket Chemien senere udviklede sig. S e lv nu, efter at Chemien har udviklet sig i en u tro lig G rad, ester at man er kommen t il Kundskab om S a m mensætningen af de meest forskjellige S toffer, som forekomme i Jordstorpen, i Havet og i Luften, nu da man veed Maaden, paa hvilken de dannes, og hvorledes de kunne omdannes til mangfoldige andre S toffer, der ofte have en langt hoiere Vcerdi end G u ld, maa man erklcrre, at man ikke har den fjerneste F o r modning om, hvorledes et ucedelt M e ta l skulde kunne omdannes til G u ld, S o lv, ja selv ikke engang til et andet ucedelt M e ta l. M a n er istand til af et M e ta l at danne mangfoldige andre S toffer med hoist forskjellige Egenskaber; men soger man at fore disse nye S to ffe r tilbage t il den metalliste Tilstand, saa erholder man aldrig andet end det samme M e ta l igjen. Ved nogle Crempler v il det snart blive tydeligt. Blyaste gaaer i Handlen under Navn af S olverglod; dette N avn hidrorer fra den M aade paa hvilken det er fremstillet. E n stor Deel af det B ly, som tilvirkes i Bjergværkerne indeholder S o lv i ringe men dog altid i tilstrækkelig Mcengde, til at det kan betale sig at stille B lye t fra Solvet. Maaden, hvorpaa man kan gjore dette, er ganske simpel; den bestaaer kun i, at man smelter M etallet i store Ovne, der ere saaledes in d rettede, at man ved Blcesebcelge kan blcese Luft ind paa det smeltede B ly. Derved danner sig ligesom i det forst omtalte Forjog en Forbindelse mellem B ly e t og en Deel af Luften; der opstaaer Blyaste eller S olverglod. M e n naar man fortscetter denne Methode saalcenge, in d til alt B lye t er forandret til dette pulverformige Legeme, saa finder man paa Bunden en lille Q va n tite t S o lv ; thi dette er ikke istand til at angribes af L u f ten, da det er et cedelt M e ta l; det bliver altsaa tilbage i metallist Tilstand. Vidste man nu ikke, at det anvendte M e ta l indeholdt en ringe Mcengde S o lv, saa kunde man maastee vcere tilboielig til at tro, at S olvet var dannet paa denne M aade; men det forholder sig ikke saa, S olvet var virkeligt tilstede fra Begyndelsen af.

20 A f Solverglod er man nu istand til med Lethed atter at fremstille B lye t i metallist Tilstand; man behover til dette Oiemed kun at blande den omhyggeligt med Viv Deel (efter Vcrgt) Konrog eller flin t stodte Troekul, ryste Blandingen i en lille D igel og dernoest opvarme den til M odning. Efterat den har voeret opvarmet i nogen T id, v il man finde, at Kullet er borte, og istedetfor Blyaste ligger der et B lyko rn paa Bunden af D ig len. Endnu lettere kan man gjore dette Forsog paa en anden Maade. M a n behover nemlig kun at kaste lidt Solverglod paa et Stykke ret liv lig t glodende Trcekul eller paa en Glod, som man tager ud af Ovnen, og fra hvis Overflade man forst har blcest den m uligviis vedhængende Aste bort. Solvergloden fo r andrer sig da noesten oieblikkelig atter til B ly, navnlig naar man holder M oden i B ra n d ved at blase paa den. N aar man opvarmer en B landing af raspet B ly og Vs fiin t stodt S v o v l i en D igel eller i et G lasror over en Lampe. som i hosstaaende Figur, saa iagttager man, at Massen pludselig begynder at glode, lange forend Varmen er bleven saa hoi, at den paa G rund af Opvarmningen kunde glode. Tager man dernast Indholdet ud af Roret, saa v il man see, at S vovlet er forsvundet, og at der er en graa, halvt metallist glindsende Masse tilbage; dette Legeme er nu heller ikke Bly, thi det er stjort og lader sig stode til P ulver. H vad der her er foregaaet, er noget ganske Lignende som ved Sm eltning af B ly i den aabne S kaal; thi medens B lyet ved i smeltet Tilstand at udsoettes for Luften optager en Bestanddeel af denne, saa forener B ly e t sig med S v o v l og danner et Legeme, som bencevnes Svovlbly. Dette S to f forekommer meget udbredt i Naturen, vel ikke hos os, men i B je rg egnene, hvor det samles i store M asser; thi saagodtsom alt B ly, der gaaer i H andlen, fremstilles af et M in e ra l, som kal

21 des Blyglarid s, og som i Hovedsagen ikke er Andet, end S vovlbly. For atter at fremstille B lyet af S vovlblyet, saaledes som ovenfor Blyasken blev tilbagefort til B ly, behover man kun at smelte det med Jern. T il det Oiemed blander man S vo vlb ly med ^4 Jernfiilspaaner efter Vcegt, ryster Massen i en D igel og giver den en stcrrk Glodning. N aar nu D iglen i lcengere T id har vceret glodende v il man efter Afkjolingen sinde et B ly - korn paa Bunden af samme. S vo vlb lye t er altsaa bleven adskilt, B ly e t er stilt fra S vovlet. P aa lignende M aade fremstilles en stor Deel B ly i B je rg værkerne af det naturlige S vo vlb ly, B lyglands. B lyet er altsaa i disse Forsog blevet omdannet til Solverglod og til S vovlbly, og af disse S toffer er atter B lye t fremstillet i fr i Tilstand. Disse Erempler kunne foroges med m angfoldige andre, B lye t kan omdannes til mange andre S toffer til B ly h v id t, M onnie, Blysukker o. s. v., S toffer, som have hoist forstjellige Egenstaber, men hvergang man forsoger paa at fore dem tilbage i den metalliste Tilstand, faaer man atter B ly og ikke noget andet M e ta l. Dette gjcrlder nu ogsaa om alle andre M etaller, om G uld, S o lv, Q viksolv, T in, J e rn, Zink, V ism uth, Kobber o. s. v.; man kan af disse fremstille de nieest forstjellige S to ffe r, der ofte ligne hinanden saameget, at man har Vanskelighed ved at adstille dem fra hinanden; men hvergang man soger at fore disse tilbage i den metalliste T ils ta n d, faaer man bestandigt det M e ta l, fra hvilket man gik ud. M e t a l lerne ere Grundstoffer, det vil sige Stoffer, som man ikke er istand til at adstille i ueensartede D e le; B ly e t kan bringes i Forbindelse med mange andre S to ffe r, men man er ikke istand til at dele B ly e t i to S to ffe r med forstjellige Egenstaber. Omdannelsen af B ly til Blyaste ved Sm eltning i Luften er ovenfor forklaret saaledes, at B lyet ved denne Varmegrad forener sig med en Bestanddeel af Luften. Denne Bestanddeel af den atmosphceriste Luft kaldes I l t. N aar den dannede Forening

22 14 af B ly med I l t, opvarmes ved K u l saaledes som i ovenomtalte Forsog, omdannes den atter til B ly. Den fremmede Bestanddeel, Ilte n, som B lyet havde optaget, har ved denne Virkning af Kullet atter forladt samme, idet nemlig Kullet har forenet sig dermed. N aar man blander K u l og Blyasie i det rette Forhold og derncest gloder Blandingen, saa er efter Glodningen alt K u lle t forsvundet; der sindes kun metallisk B ly i D iglen. Hvorledes er nu K ullet forsvundet? Sagen er den, at Ilte n, som har forladt B lye t og forenet sig med Kullet, med dette danner en Forbindelse, som er luftform ig, og som altsaa har blandet sig med den omgivende Luft. N aar K u l brcender i vore Ovne foregaaer noget ganske Lignende, kun er der den Forsijel, at Kullet i dette Tilfcelde tager I l t til sig direkte af Luften, medens det i Forsoget med Blyasien forener sig med dennes I l t. I forste Tilfcelde fo r brænder K ullet i fri I l t, i andet Tilfcelde derimod i bundet I l t, idet det nemlig tager den I l t, som var bundet til Blyasien; i begge Tilfcelde forsvinder Kullet, idet det med Ilte n danner en luftform ig Forbindelse, der blander sig med den atmosphcrrisie Luft. Kullets Forbrcending i Luften og B lyets Omdannelse til Blyasie ere altsaa to Phcenomener, der have samme Aarsag; de beroe begge paa en Forening med Ilte n af Luften. D en Egenskab ved K u lle t at kunne berove visse F orbindelser deres I l t og tilbagefore dem i den metalliske Tilstand, benytter man i det Store ved M etallernes Udsmeltning. D er forekommer saaledes i Naturen flere Forbindelser af Jern med I l t ; Jernglands, Magnetjernsteen, Blodsteen og Hcematit ere Navnene paa forsijellige M ineralier som alle indholde Jern og I l t, og som alle anvendes til Jern udsmeltn in g i det Store. M ange M illio n e r Centner Jern udsmeltes aarlig af disse M alm e paa en M aade, der kun lidet afviger fra den Fremgangsmaade, som ovenfor blev anvendt for at vise, at Blyasie indeholder B lv, og som bestod deri, at den blev kastet paa et glodende Stykke K u l; thi Jernudsmeltningen bestaaer i det Vcrsentlige deri, at man blander Malm ene med

23 K u l, som derncrst antcendes og deels frembringer den Varme, som er nodvendig for at Virkningen kan indtrcede, deels forener sig med I l t af Jernmalmen, hvorved denne tilbagefores i metallist Tilstand. I hosstaaeude Tegning sees Gjennemsnittet af en O v n saaledes som den i Almindelighed anvendes til Jernudsmeltning. Den er muret op af ildfaste Stene, navnlig den inderste Deel af Samme, hvor Varm en kommer t il at virke, og indrettet saaledes, at den kan arbeide A ar ud og A a r ind uden Afbrydelse. Jgjennem Aabningen foroven kaster man en B la n d in g af J e rn malm, K u l og Kalk ind og igjennem Aabningen forneden, i, tapper man det udsmeltede Je rn ud, og saaledes kan den vedblive at arbeide i mange A ar. I den nederste Deel af Ovnen ved 6 ere Blcrsebcelgpiber anbragte, som fore den til Forbræ n dingen nodvendige Mcengde Luft ind i Ovnen. Efterhaanden som Kullene brcrnde bort, synker Massen lid t efter lid t igjen-

24 nem Ovnens hele Holde, der er mellem 30 M Fod, og kom- -m ^ mer omsider i den varmeste Deel af samme, o, hvor det udsmel- -km tede Je rn samler sig paa Bunden af Ovnen. ' D a nu Kullene efterlade Aste ved Forbrænding og Jern- -n n malmen altid indeholder Leer, S and og andre fremmede Bestand- -6nr dele, er det nodvendigt, at der i Ovnen er en vis Mcengde Kalk tilstede; thi da smelter denne sammen med de fremmede Bestanddele til en flydende Masse, som samler sig ovenpaa det K6 smeltede Jern. Slaggen, saaledes kalder man den Masse, M som opstaaer ved Sammensmeltning af Kalk med disse Stoffer, lsber nu af sig selv ud af Ovnen igjennem anbragte H uller, og go Jernet, som ligger smeltet under denne, kan man ose ud, saa- -bo snart der er samlet saameget, som der udfordres til en Stobning..gu N aar man altsaa bestandig kaster Jernmalm, K u l og Kalk igjen- -m nem den overste Aabning af Ovnen og lader Blcrsebcelgene nas- -so brudt virke, saa kan man holde Ovnen saalcrnge i G ang som mo man har Brcrndsel, eller in d til den m u lig viis gaaer i Stykker..n' M e ta lle t som man paa denne M aade faaer er Stobejern..m D et er nu ikke reent J e rn ; thi det indeholder altid endeel K u l; dermed er ikke meent, at der i Jernet hist og her skulde sidde et Stykke K u l, som vel nok kan hcendes; tvertimod det K u l, om m( hvilket her er Tale, v il ikke kunne sees, thi det er i Forbindelse ) fl med Jernet. Ligesaalidt som man kan see B ly i Solverglod, der bestaaer af B ly og I l t, ligesaalidt kan man i Stobejernet, som man paa denne Maade har erholdt, see den ringe Mcengde K u l som er tilstede. Im id le rtid er denne ringe Mcengde K u l en m aldeles vcesentlig Bestanddeel fo r Stobejernet, thi den meddeler n dette den vigtige Egenstab at kunne smelte ved en Varme, som m man med nogenlunde Lethed kan frembringe i store Ovne. N aar ro man bortskaffer K u lle t af Stobejernet, saa bliver det saa tungt- -1 smelteligt, at det ikke mere egner sig til S tobning, det bliver 13 derved til Smedejern, som Enhver nok veed ikke smelter i 'i den betydelige Varm e, som Smeden fremkalder paa sin Esse..3 Maaden paa hvilken man forvandler Stobejernet k til Smedejern er ganske simpel; thi den bestaaer i Hoved-

25 sagen kun i at holde Jernet lang T id smeltet under Luftens Paavirkning. Hvad der foregaaer ved denne Behandlingsmaade er da let at indsee. Luften virker paa den smeltede Masses Overflade, og dens I l t forener sig saavel med Jernet som med Kullet. Kullets Forbindelse med I l t er luftform ig og gaaer altsaa bort; men Forbindelsen af Jern og I l t svommer som en Asie paa Overfladen af det smeltede Jern. Denne Forbindelse kaldes Jernilte og er bekjendt fra det daglige Liv under Navn af Hannnersijcel, Jernrust o. s. v. Naar man nu rorer Jerniltet ned i det smeltede Stobejern, saa foregaaer den samme Virkning som den, der ovenfor blev omtalt som stedfindende, naar nckn gloder K u l med Blyilte, Forbindelsen imellem B ly og I l t, altsaa Solverglod, Blyasie. Kullet, som der findes i Stobejernet, tager I l t fra Jerniltet,o bliver derved luftform ig. N aar man paa denne Maade under, stadig O m roring har smeltet Stobejernet i Luften, gaaer den storste Deel af Kullet bort, Jernet bliver meget tungtsmelteligt og er omsider forvandlet til Smedejern. Forsijellen imellem Stobejern og Smedejern er altsaa den, at dette er ncesten reent Jern, medens h iin t indeholder nogle Procent K u l. S ta a l e t, der i sine Egenskaber er meget forsijelligt fra Smede- og Stobejern, ligger med Hensyn til Sammensætning midt imellem disse; thi det indeholder mindre K u l end Stobejern, men niere end Smedejernet. Det kan derfor fremstilles af Stobejern paa samme Maade som Smedejernet, i det man kun passer at afbryde Smeltningen af dette i Luften, medens endnu den rette Mcengde K u l er tilstede. Paa en ganske lignende Maade udsmelter man ogsaa Tinnet af dets M a lm. I England, Ostindien og flere Steder forekommer der et M ineral, som kaldes Tinst een, og som er en Forbindelse af T in og I l t ; det er det samme S to f, som danner sig, naar man smelter T in i aabne Kar, hvorved det ligesom B ly e t forener sig med I l t af Luften. Tinsteen, T in aste og T inilte ere altsaa forsijellige Navne paa omtrent den samme Ting.

26 I det Foregaaende er det viist hvorledes mange M etaller forandre sig ved M odning eller Sm eltning i Luften, medens andre derimod under saadanne Forhold beholde deres metalliste Ådre og derfor kaldes crdle M etaller til Adskillelse fra de andre, som saa let tabe deres M etalglands ved Opvarmning. Det er angivet, at Aarsagen til denne Forandring af Metallerne ved hoiere Varmegrader er den, at de optage en Bestanddeel af Luften, nemlig Ilte n. De cedle M eta lle r besidde ikke den Egenstab, at kunne forene sig med dette S to f ved Opvarm ning, og beholde derfor deres M etalglands under Omstændigheder, hvor de andre forandres til et umetallist Legeme. A lle disse Forbindelser imellem Metallerne og I l t kalder man med et fcrlles O rd : Ilte r. Dannelsen af disse Stoffer, M etalilterne, som med saa stor Lethed indtrceder ved forhoiet Varmegrad, viser sig im idlertid ogsaa ved lavere Varmegrader. Mange M etaller ruste i Luften, og Rust er en Forbindelse af M etallet og I l t. I m id lertid foregaaer disse Virkninger kun langsomt under almindelige Forhold og navnlig, naar Luften er tor, hvorimod fugtig Luft befordrer Metallernes Iltn in g, det v il sige deres Forening med I l t. Kobber, B ly og Jern ruste alle i Luften ved lomgere Henliggen, hvorimod Tinnet holder sig ncesten uforandret, selv i meget lang T id pg under Tilstedeværelse af Vand. Tinnet er ved almindelig Luftvarme et cedelt M etal, og derfor kan det ogsaa anvendes i mange Tilfcelde, hvor andre M e ta lle r ere uanvendelige. M a n fortinner Kobberkar, for at de ikke skulle ruste, navnlig naar de anvendes til Spisers Tilberedning; thi Kobberilte oplofts meget let i forstftllkge Stoffer, som forekomme i almindelige Spiser og vilde altsaa let kunne forgifte disse; men ved at overtrække dem med et Lag af T in, forhindrer man Luftens Adgang til Kobberet; K arret forener altsaa Kobberkarrets Styrke med Tinkarrets Reenlighed. A f samme Grund fortinner man ogsaa Jernkar, som anvendes i Huusholdningen; thi Jernet ruster let. Vel er denne Virkning ved Jernet ikke saa farlig som ved Kobberet, thi Jernet er ikke noget giftigt M e ta l; men Hurtigheden hvormed Jernet ilter sig forener

27 f sig med I l t er saa stor, at K arret snart vilde blive ubrugel ligt. A f alle M etaller er G uldet det cedleste, det forandrer sig v aldrig i Luften; S o lve t bliver undertiden morkt ved Henliggen, rr men denne V irkning hidrorer ikke fra nogen Iltn in g, men fra ) et andet S to f, som findes i ringe Mcengde i Luften, og fom s senere engang stal blive omtalt. k 2. Kulsyre. Dens Forekomst i Naturen. Kalkvand som Opdagelsesmiddel sor Kulsyre. N aar K u l brcender eller naar det opvarmes med M e ta l li ilter, f. E r. med Solverglod, danner sig en Forbindelse af K u l o og I l t, som kaldes Kulsyre. Kullets Forsvinden i begge T ilsi foelde finder sin Forklaring deri, at Kulsyren er et luftform igt 3 Legeme. M a n seer ikke Kulsyren, som d a n n«sig ved Forbrcen- <1 dingen, ligesaalidt som man med D ie t kan opdage den i den o atmosphceriste Luft, hvor den altid er tilstede i ringe Mcengde; lt thi den er ligesom denne usynlig, ford i den er luftform ig og u u farvet; men man fjender et M id d e l til med Lethed at eftervise si selv smaa Mcrngder Kulsyre. Naar man nemlig udrorer lcedstet Kalk i Vand, saa oplosi ser sig endeel deraf, ligesom Sukker og S a lt, der overgydes med k V and. Den overflodige Mcengde Kalk v il efterhaanden, naar k Vcedsten staaer roligt, afscette sig paa Bunden af K a rre t, hvor- > ved den overstaaende Vcedste klarer sig. N a a r den er bleven si fuldkommen klar og gjennemsigtig ligesom reent V and, saa er den stikket til sin Bestemmelse, at eftervise Kulsyre. Undertiden

28 varer det noget loenge, inden Vcedflen v il klare sig, og man kommer da hurtigere til M a a le t ved at filtrere den. T il det Oiemed udklipper man af et blodt, ulimet P a p ir - - r en rund Skive, som man folder saaledes, at den danner en u Kegle, ligesom i hosstaaende F ig u r og fatter Filtret det saaledes foldede P a p ir i en Tragt..1 N aar man nu hoelder Vadsten paa F iltre t, saa tranger O p losningen igjenncm P a p ire t, medens de uoploste, i V a n- * det svavende Kalkpartikler holdes tilbage af Papiret. D en r, Vadste, som lober ned fra Tragten, er da fuldkommen klar og g kan nu anvendes: den kaldes Kalkvand. N aar Kulsyre kommer i Beroring med Kalkvand, saa bli- < ver dette atter uklart. M a n seer det allerede, naar Kalkvand i i langere T id staaer i Luften; thi da danner fig paa Overfladen n en Hinde, som ikke forsvinder ved Rystning af Vcedsten, men n viser sig som et fast, hvidt Legeme. Dette Legeme, der er opstaaet ved In d v irk n in g af Kulsyre fra Luften paa Kalken i V an- --i det, er en Forbindelse af Kulsyre og Kalk. I Almindelighed finder man, at en Forbindelse imellem to S to ffe r har 7 andre Egenskaber end Stofferne selv, og saaledes er 7 det ogsaa Tilfoeldet med Forbindelsen imellem Kalk og Kulsyre; ; thi imedens Kalken er oploselig i Vand, og Kulsyren ligeledes H kan holde sig oploft i Vand, saa er Forbindelsen imellem Kalk A og Kulsyre dog uoploselig i V and og udstiller sig derfor af V a n det, efterhaanden som den dannes. I den atmosphceriste Luft, hvor der kun er en meget ringe 3, Mcengde Kulsyre tilstede, fremtræder Uklarheden i Kalkvandet u

29 kl k 6 il!) 4 il v -) l L ) o >3 L kl L D kl lk s s 4 k 4 s»j kun langsomt; men hurtigere viser den sig, naar dette kommer i Beroring med den Luft, som danner sig ved Forbrænding. M a n behover blot at gyde noget Kalkvand i et G la s, holde et liv ligt glodende Stykke K u l ned i Luften over Vandet og dcrkke Glasset med et Stykke P a p ir, og man seer da inden faa D ie blikke, at Vandet bliver stcerkt uklart, navnligt naar Glasset rystes lidt, saa at Luften kan blande sig med Vandet. I dette Tilfcelde danner Kulsyren sig altsaa ved Forening af K u l med fri I l t, men man kan let vise, at det er det samme S to f, som danner sig, naar K u l glodes med M eta lilte r, i h v ilket Tilfcrlde det forener sig med bunden I l t og altsaa brcender paa Bekostning af den I l t, som findes i M etaliltet. T il dette Diemed ryster man en Blanding af fiintstodt K u l og B ly ilte (Solverglod) i et lille G lasror, som er tilsmeltet i den ene Ende, og anbringer i dets Aabning et boiet G lasror o, ved Hjcrlp af en P rop b. N aar man nu opvarmer Blandingen i a, medens Roret ell med sin anden Ende staaer i et G las med Kalkvand, saa v il man, under Forudsætning af at Proppen er toet, see Luftbobler fremtroede ved Rorets M unding cl. Det er imidlertid ikke Kulsyre, som her fremtrceder; det er kun Luften i G la sro re t, der udvider sig ved O p varmning af R o re t; men, naar Roret er blevet varm t, og M a s sen har begyndt at glode, v il Kulsyren udvikle sig og let iagttages derved, at hver Boble, naar den er kommen til Kalkvandets Overflade, omgiver sig med en Hinde af et hvidt pulverformigt Legeme, som, naar Boblen brister, udbreder sig i Vcedsien og gjor den uklar. Paa denne Maade kan man udstille, bunds cel de, al Kalken af dens O plosning. Den Forbindelse, som paa denne Maade dannes, kaldes k u l s u u r Kalk; det er et Legeme, som er bekjendt fra det dag-

30 lige Liv, thi Kridt, Kalksteen, M a rm o r cre i det Væsentlige ikke andet end kulsuur K alk, end en Forbindelse imellem Kulsyre og Kalk. Kulsyren fremtræder ved Virkninger af meer eller mindre forskjellig A r t; ved Forbrændingen af Tror, ved Metaludsmeltningerne dannes meget betydelige Qvantiteter Kulsyre, men endnu langt storre er den Mcengde, som opstaaer paa andre Maader. M ed hvert Aandedrag udstoder man et vist Q vantum af denne Luft, og In te t er simplere, end at eftervise dens Tilstedeværelse i den udaandede L uft; thi man behover blot at bla'se Luft fra Lungerne igjennem et R or ned i klart Kalkvand, og man seer da strar, at dette bliver uklart af den udskilte kulsure Kalk. H vo r betydeligt det paa denne Maade dannede Q vantum Kulsyre er, v il man let indsee, naar man betcenker, at et Menneske i Aarets Lob udaander ikke mindre end P u n d eller omtrent 6000 Cubik Fod af denne Luft. Ogsaa ved Gjceringen danner Kulsyren sig; de Luftbobler, som stige op af en gjcerende Vcedste, og som drive den i Skum ( D l, Champagne), og den K ra ft, som hcever Brodet, naar det gjcerer, er ikke andet end Kulsyre. M a n har beregnet, at i et A ars Lob paa hele Jordens Overflade ved Forbrcending og Aandedrcet dannes den uhyre Mcengde af 3 0 ^0,000 M illio n e r Centner Kulsyre, hvilket omtrent er Vcegten af to Cubikmile Kulsyre Luft. Ikke destomindre gives der endnu andre K ild e r for Kulsyre-Dannelse. V ulkanerne udvikle i et vist S tadium af deres Liv bestandige«k u l syre, og derfor findes denne ogsaa i stor Mcengde i de v u l kanske Egne. M en det er ikke alene de egentlige Vulkaner, igjennem hvilke Jorden udaander sin Kulsyre, den fremtrceder ogsaa mange andre S teder, hvor der i Aartusinder ikke har erifteret V ulkaner, igjennem Jordens Overflade. H vo har vel ikke hort tale om, at Mennesker ere blevne qvalte, naar de ere gaaede ned i Bronde og dybe Kjeldere, der i lang T id have vcrret lukkede; Kulsyren har der efterhaanden udviklet sig af Jorden, og, da

31 den er en Luft, som er tungere end den atmosphceriske, kan den kun vanskelig blande sig med denne. Saaledes seer man i Hundegrotten i Neapel det mcerkelige Phcrnomen, at Kulsyre holder sig i et Lag af 2 3 Fods Tykkelse over hele Bunden. M indre Dyr, H unde, K atte, som komme ind i denne giftige Atmosphcere af Kulsyre blive oieblikkeligen qvalte, fordi de ere nodsagede til at indaande denne Luft, medens Mennesket, som er saameget hoiere, dristigt kan trcede derin d, idet det nemlig rager op over den Atmosphcere af K u l syre, som hviler paa Bunden af Grotten. Paa Java findes der en D a l, der omtrent er en halv M iil i Omkreds og 15 Alen dyb, i hvilken der bestandigt udvikler sig Kulsyre igjennem Bundens hele Overflade, thi man opdager in tetsteds nogen Revne eller anden A abning, hvorigjennem K u l syren trceder frem. G iftdalen paa Java er som en S o med Kulsyre, der bestandig fylder den heelt og flyder over B re d derne ned i de omliggende Egne, hvor den blander sig med Atmosphceren. In te t levende Vcesen kan opholde sig i denne G iftd a l, men qvceles oieblkkkeligt, naar det kommer derned. Mange D y r omkomme mellem A a r og D ag paa dette Sted, idet de, uvidende om Faren og uden at kunne varsles, da Kulsyren er usynlig, trygt begive sig ned i D alen, hvor de oieblikkeligen sinde deres Dod. Ikke engang en Plante groer paa dette Sted, men Dalens nogne flade Bund er bedcekket med Menneske- og Dyrskeletter, der alle i Solen ere blegede saa hvide som Elfenbeen, og afgiver et rcedsomt Skue for den, der staaer Paa D alens, paa Gravens R and og seer ned i samme. H vor man har G rund til at troe, at der har samlet sig en stor Mcengde Kulsyre, bor man aldrig gaae ned uden forst at prove, om Luften virkelig er stikket til Jndaanding, og derom kan man let overtyde sig ved at fore et brcendende Lys derned; thi hvor Lyset kan brcrnde, der kan Mennesket ogsaa aande og trygt gaae ned; thi der er der tilstrækkelig I l t tilstede. Udslukkes derimod Lyset, saa maa man forst soge at bortskaffe Kulsyren, hvilket

32 lettest skeer ved at kaste endeel i V and udrort lcedstet Kalk derned; thi denne v il da, som bekjendt, snart forene sia med Kulsyren. f D a Kulsyren fremtræder under saa meget forskjellige F or- i hold i fr i Tilstand og altsaa blander sig med den atmosphcerisie 7 L uft, saa er det klart, at den altid maa findes i storre eller mindre Mcengde i Luften, og at det forholder sig saaledes, er : allerede i det Foregaaende omtalt, og er beviist derved, at K alkvandet bliver uklart ved Henstand i Luften. Det er imidlertid kun en forholdsviis meget ringe Mcengde Kulsyre, som findes i Atmosphceren, og Forsog have viist at det kun udgjor ^ 5 T i tusindedele af det hele Rum fang; menaarsagen til at Mcengden af Kulsyre i Luften ikke er langt betydeligere, da der dog aarligen tilfores den en saa overordentlig stor Mcengde af samme, ligger deri, at en anden Klasse af organiske Legemer, nemlig Planterne, leve paa dens Bekostning; kgjennem den store B la d overflade virker Planten paa Luften og suger storste Delen af sin Ncrring i Form af Kulsyre til sig fra denne. Kulsyren udaandes af Mennesker og D y r, den danner sig ved Forbrændingen og ved G jcrring, den udstodes af Vulkanerne og findes i V a n det, der som Kilde bryder frem af Jorden, og blander sig i alle disse Tilfcelde med Luften; men fra denne optages den atter af Planterne, hvor den omdannes til hoist forskjellige Stoffer, der deels finde Anvendelse som Fode for D yre t, deels fortceres paa Ildstedet, og saaledes.vender da atter Kulsyren tilbage til sin oprindelige Tilstand. Dette er et af de store Kredslob, som findes i N aturen; Kulsyren gaaer fra Luften igjennem Planterne til D yre t og vender fra dette atter tilbage til Atmosphceren.

33 3. Kulsure Sulte Kulkbraending. Laedsket Kalk. Kalkens Anvendelse til M uring. Vandet som chemifk Besianddeel. Gibs- ^lobning. I Naturen findes der mange Forbindelser af Kulsyre med andre S toffer, og ved Kunst dannes endnu flere. D et hvide Farvemateriale, som kaldes B l y hvidt, og som anvendes til at male Vinduer, Dore o. s. v. hvide, t il at give dem Perlefarve, som man udtrykker sig, er saaledes en Forbindelse af K u l syre og B lyilte. Opvarmer man B lyh vid t i en lille Skaal over en Lampe, saa mister det fin hvide Farve og bliver guult. Denne Forandring i Blyhvidtets Farve har sin Aarsag i en Adskillelse af Sam m e, thi det, som bliver tilbage, er ikke andet end Solverglod, B lyilte, idet Kulsyren ved denne Opvarm ning er uddreven af Forbindelsen. D et er let at eftervise, at det fo r holder sig saaledes; thi man behover kun at opvarme B lyhvidt i et G la sro r, ligesom ovenfor Blandingen af B ly ilte med K u l, og man iagttager da ligeledes, at der udvikles en Luft, som bundfælder Kalkoplosningen (udstiller Kalken af samme). Denne Luft er Kulsyre; men samtidigt iagttager man, at Blyhvidtet i Roret mister sin hvide Farve og bliver guult. V il man overtyde sig om, at det virkelig er B ly ilte, som er tilbage i Roret, saa kan man blande det med K u l og opvarme det paany; man v il da atter have en Udvikling af Kulsyre, som hidrorer fra Kullet og B lyilte ts I l t, og i G lasroret seer man Blykorn danne sig. (See Trcrsnittet P ag. 2 1.) Ncesten alle kulsure Salte, det v il sige Forbindelser imellem Kulsyre og M etalilter, adstilles ligesom B lyhvidt ved Opvarm ning, idet de deles i Kulsyre og M etalilte. Det er derfor klart, at man kan anvende disse Forbindelser ligesom M e ta lilterne til Udsmeltning af M e ta lle r; thi ved den Varme, for hvil-

34 ken de udscrttes, blive de forandrede til Ilte r. Kaster man B ly hvidt kulsuurt B ly ilte paa liv lig t glodende K u l, saa udstilles der B ly. Fremgangsmaaden ved at udstille Metallerne af deres kulsure S alte er den samme som ved Behandling af Ilterne i det samme Oiemed, og bestaaer i Hovedsagen kun i en Glodning med K u l, hvorved forst Kulsyren bortgaaer ved Opvarmning, og derncest Kullet forener sig med M etaliltets I l t. Jern og Zink udsmeltes i det Store af deres kulsure S a lte : J e r n st een og Galmeie; og, hvor det kulsure B lyilte (Blyspath) eller det kulsure Kobberilte ( M alachit) forekommer i tilstrækkelig Mcrngde, anvendes det ogsaa til Udsmeltning. S o m disse kulsure S a lte forholder sig ogsaa K alkste nen ved O pvarm ning; Tusinder af Tonder Kalksteen blive hvert A a r glodede for af dem at uddrive Kulsyren, idet K a lk brænderierne er Fabrikker, der i det Store foretage, hvad der i det Foregaaende blev omtalt, nemlig Adskillelsen af et kulsuurt S a lt ved O pvarm ning. Kulsyren gaaer ved denne O p varmning bort, medens den anden Bestanddeel af Kalkstenen bliver tilbage, nemlig det S to f som man kalder broendt Kalk. Ovnene i hvilke denne Opvarmning skeer, ere af meget forstjellig S la g s ; nogle ere kun indrettede til at brcende saamegen Kalksteen, som der paa engang kan voere i Ovnen, imedens andre ere indrettede efter samme Princip, som Jernudsmeltningsovnen, der er i stadig G ang. E n O vn af forste S la g s er fremstillet i hosstaaende Tegning; den er muret op af ildfaste Steen og har fo r neden scedvanlig en Rist, paa hvilken Brcendstet lcegges; over denne bygger man af store lose Kalksteen en Hvcelving, a b, og fylder saa Resten af Ovnen med mindre og mindre Kalksteen, saa at den overste Deel er fyldt med de mindste Stykker. Denne Fremgangsmaade er nodven-

35 dig, for at ikke hele Massen stal styrte sammen og falde ned paa Risten. N aar man nu begynder at fyre i Ovnen, saa trcrnger Flammen og den varme Luft op igjennem de Aabninger, som der findes imellem de enkelte Stene og opvarmer paa denne Maade hele Massen undtagen det overste Lag saa stcrrkt, at Kulsyren uddrives af Kalkstenen. N aar Kalken er brcendt, lader man Ovnen afkjole, og tager dernceft de brcendte Stene ud. Enhver veed at den brcendte Kalk ikke kan taale at ligge i lcengere T id udsat for Luftens Paavirkning, og at den i det Tilfcelde henfalder til et lost P u lve r; men det er ogsaa bekjendt, at denne Virkning indtrceder langt burtigere, naar man befugter Kalken med V and, idet man har til Hensigt at lcrdste den. Det forste som man iagttager, naar brcendt Kalk overgydes med Vand, er den indtrcedende Opvarm ning af Massen, der snart bliver saa stcrrk, at Vandet begynder at fordampe; samtidig revner Kalken bestandig i mindre og mindre Stykker og forvandles omsider til det fineste Pulver, og forsaavidt som man ikke har tilsat formeget Vand, vil alt Vandet tilsyneladende vcere forsvundet, og Pulveret vcere fuldkommen tort. Denne tilsyneladende Forsvinden af Vandet har nu sin Aarsag deri, at det har iudgaaet en Forbindelse med Kalken, og man seer her ligesom i ovenanforte Tilfcrlde, hvor der blev dannet en Forbindelse af Kulsyre og Kalk ved at bringe Kulsyre i Beroring med Kalkvand, at Forbindelsen imellem to S to ffe r har andre Egenstaber, end disse hver for sig ere i Besiddelse af. I dette T i l fcelde har Vandet mistet sin flydende F orm ; thi den lced skede Kalk er et tort Pulver. Den lcedstede Kalk flnder sin Hovedanvendelse ved M uring. N aar man udrorer lcedstet Kalk med mere V and, saa danner den en blod, formelig Masse, der imidlertid som oftest er for feed til at anvendes ligefrem som Muurkalk. S om oftest v il man vcere nodsaget til at blande den med S and, i storre eller mindre Mcengde efter Kalkens Reenhed, inden den kan anvendes til M u rin g. N aar man nemlig murede en Vcrg op af

36 Steen med feed Kalk som Bindemiddel, saa vilde det ikke vare lcenge, forend M uren begyndte at synke og revne, idet Stenene indsuge Vandet, hvori Kalken var udrort; thi saasnart denne bliver tor, trcekker den sig meget stcerkt sammen. Sandets Nytte er nu den, at det forhindrer Stenene i at synke sammen ved en Udtorring af M uren, idet Sandet danner den egentlige Masse imellem Muurstenene, og Kalken kun tjener til at binde de enkelte Sandkorn og Stenene sammen til et Hele. J o m indre Tykkelse Kalken har i M uren, desto stcrrkere bliver denne, naar forresten alt Andet er lige. Kalken virker som Bindemiddel paa dobbelt M aade; ved Luftens Indvirkning omdannes den efterhaanden til kulsuur Kalk, og bliver derved t il en fast Masse, der indeslutter S a n d kornene. M en Kalken angriber Sandkornenes Overflade og hcefter sig paa denne Maade fast til disse ; denne sidste Virkning indtrceder kun langsomt, og navnlig kun, naar der er Fugtighed tilstede i M uren. Jo tyndere M uren er, desto lettere udtorres den, og desto mindre Betydning faaer denne Virkning af Kalken; men Stenene bindes da heller ikke stcrrkere, end at man med en Hammer kan skille alle de enkelte Stene ad. H vo r derimod M uren er tyk, og Udtorringen af Kalken derved vanskeliggjort, viser denne Virkning af Kalken sin Betydning; Stenene ville omsider hcefte saa fast til hinanden, at de ikke kunne adskilles. D e rtil udfordres imidlertid T id ja man har i gamle tykke M ure, som man har maattet sprcenge med K ru d t for at nedbryde dem, fundet Kalken endnu i den blode fugtige Tilstand i det In d re af M uren. Medens de tynde M ure tabe deres Styrke temmelig hurtigt, saa tiltager de tykke M ures Fasthed A ar for Aar, Stenene groe saa at sige sammen. Netop deraf kommer det, at de gamle Mindesvcrrker om Fortidens B yg n in g s kunst, der for en stor Deel bestaae i tykke M ure, ere saa stcerke, at de endnu i Aartusinder kunne modstaae atmosphceriske I n d virkninger; de ere stanke fordi de ere gamle, ikke fordi der ved deres B ygning er anvendt noget ukjendt Bindemiddel.