RAS RACESPECIFIK AVLSSTRATEGI BROHOLMER

Transkript

1 RAS RACESPECIFIK AVLSSTRATEGI BROHOLMER UDARBEJDET 2018/2019 1

2 INDHOLD INDHOLD... 2 FORORD... 4 INDLEDNING... 5 KAPITEL 1 - BROHOLMEREN Historien Rekonstruktionens start Den senere rekonstruktion I dag... 8 KAPITEL 2 - SUNDHED Generelt Led og knogler - HD Led og knogler - AD Led og knogler OCD Led og knogler Spondylose Led og knogler Degenerativ Myelopati (DM) Broholmerhjerter Hudproblemer Kryptorkisme Sundhed - Andet KAPITEL 3 - MENTALITET KAPITEL 4 - EKSTERIØR Projekt sort broholmer KAPITEL 5 - POPULATION Popular sire syndrom på dansk matadoravl Matadoravlsgrænse i DKK Broholmerens population KAPITEL 6 - BROHOLMERSELSKABET ANBEFALER Population Broholmerselskabet anbefaler

3 6.2 - Sundhed Broholmerselskabet anbefaler Mentalitet Broholmerselskabet anbefaler Eksteriør Broholmerselskabet anbefaler KAPITEL 7 - AVLSRÅDET rådgivning KAPITEL 8 - AFSLUTNING Bilag

4 FORORD Denne RAS er udarbejdet af Avlsrådet og repræsentanter fra bestyrelsen i perioden august 2018 marts Undervejs har vi fået uundværlig hjælp og sparring fra flere sider, og vil derfor gerne takke: Helle Friis Proschowsky, Dyrlæge og Ph.d. i molekylær genetik, for uundværlig sparring og flere gennemlæsninger i forbindelse med afsnittene om sundhed, anbefalinger og population. Jørgen Koch, Professor MSO på KU, for gennemlæsning og sparring vedr. projekt Broholmerhjerte Bo Lasthein Andersen, Formand for DKK s udvalg for nationale og glemte racer og FCI eksteriørdommer, for sparring vedr. afsnittet om eksteriør samt gennemlæsning og korrektur på hele dokumentet. Vi håber, alle vil tage godt imod RAS. Hilsen Avlsrådet og Bestyrelsen i Broholmerselskabet 4

5 INDLEDNING Broholmerselskabet, en specialklub under Dansk Kennel Klub, arbejder sammen med Dansk Kennel Klub (DKK) om at bevare og fremtidssikre Broholmeren den ene ud af 5 danske nationalracer. Da Broholmeren indtil for nylig blev betragtet som en rekonstruktionsrace, er den hos DKK forankret hos Udvalget for Nationale og Glemte Racer (UNGR). Generelt arbejder UNGR for at holde nationale racer i hævd, samt at fremme interessen for genskabelsen af helt eller delvist uddøde danske racer. Broholmeren er med sine ca nulevende hunde på verdensplan stadig en skrøbelig race. Genpuljen er lille, og vi har ikke mulighed for at hente nyt blod til racen i udlandet. De FCI Broholmere der findes i udlandet, er alle efterkommere af danske broholmere, og vil derfor ikke give nyt blod til racen. At opdrætte en genetisk smal race, kan ikke sammenlignes med at opdrætte en genetisk stor og veletableret race. Der er ekstra hensyn, der bør tages, når man opdrætter en antalsmæssig lille race. Med denne RAS vil vi belyse racens udvikling fra rekonstruktionens start i 1970 erne og frem til i dag. Vi vil kigge på de 4 store parametre: Sundhed, mentalitet, eksteriør samt genetisk variation. Hvor er vi og ikke mindst, hvor skal vi hen? 5

6 KAPITEL 1 - BROHOLMEREN Historien Broholmeren er en gammel dansk hunderace, der kategoriseres som en molosser af mastifftype. Som type er racen kendt siden middelalderen, hvor hunde af broholmertype bla. blev brugt til parforcejagt og siden mest som vagthund på de større danske gårde og slotte. Omkring 1850 besluttede kammerherre Niels Frederik Bernhard Sehested ( ), Broholm Gods i Gudme på Sydfyn, at reetablere og renavle Den Gamle danske Hund, da racen på dette tidspunkt var ved at uddø. Deraf fik racen navnet Broholmshunden. Han forærede hvalp til folk inden for landets grænser, dog med en betingelse om, at man skulle deltage i avlsarbejdet. Bla. havde Kong Frederik den VII og Grevinde Danner flere broholmere. Derudover modtog Københavns Zoologiske have også hunde fra Sehesteds opdræt. Den første standard for racen blev udarbejdet i 1886 af bla. N.F.B. Sehesteds søn Hannibal Sehested. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte racen at tabe terræn, bla. pga. indavlsproblemer, hundesyge og andre epidemier. De sidste hunde blev registreret i 1950 eren, og efterfølgende regnedes racen for uddød i de næste årtier. Heldigvis fattede engagerede medlemmer i Dansk Kennel Klub i begyndelsen af 1970 erne, interesse for de forsvundne Broholmere, og det blev startskuddet til den rekonstruktion af racen, der har ført frem til vores dages broholmere Rekonstruktionens start Fra forskellige sider blev man først i 1970 erne gjort bekendt med, at der rundt om i landet endnu fandtes enkelte broholmere. Derfor iværksatte DKK en eftersøgning af broholmere med en artikel i medlemsbladet Hunden. Heldigvis affødte artiklen flere henvendelser, og der blev skabt kontakt til gule Bjørn på 11 år, der desværre var steril, og sorte Manne på 7 år. Manne ved vi havde broholmerblod i sig; og det viste sig, at han havde produceret adskillige hvalpe i årenes løb, bla. med en Skt. Bernhardstæve. Senere parrede Manne sig med sit barnebarn efter førnævnte Skt. Bernhardstæve og en boxer og denne parring gav en gul hanhund af den ønskede broholmertype som fik navnet C. Bastian. Det kneb med at finde egnede tæver som C. Bastian kunne bruges til, og en eftersøgning i alle landets dagblade og lokalaviser blev iværksat. Efter noget søgen dukkede tæven Muffe op. Det kom der 12 hvalpe ud af, hvoraf 6

7 4 var af sådan type, at de kunne bruges i rekonstruktionen. De 4 (3 hanhunde og 1 tæve) blev registreret i DKK s X-register og blev derved grundpillerne i rekonstruktionen. I 1978 trængte racen til nyt blod. 2 kuldsøskende efter en spansk mastiff og en engelsk mastiff blev indkøbt i Holland og tæven blev parret med en af de første X-registrerede broholmerhanhunde. Man undgik hele tiden af parre søskende, men måtte selvfølgelig benytte sig af linjeavl, da genpuljen jo var meget begrænset. I 1979 blev Selskabet til rekonstruktion af Broholmerracen, senere Broholmerselskabet, et selvstændigt selskab. Indtil da havde Selskabet været styret af DKK s udvalg for Nationale og glemte hunderacer (UNGR). Endnu var der ikke tale om en specialklub; Selskabet fungerede som et støtteorgan for UNGR. I 1982 blev den gamle racestandard fra 1886 opdateret, og godkendt af FCI. Op igennem 80 erne blev der etableret avlsbedømmelser, hvor X-registrerede hunde blev bedømt af UNGR for at vurdere, om de kunne bruges i det videre avlsarbejde. Efterhånden som antallet af hunde voksede, opstod der et stort ønske fra Broholmerselskabet om at få indflydelse på avlen, der indtil nu havde været styret af UNGR. I 1994 blev et medlem fra Broholmerselskabet udpeget til at repræsentere Selskabet i UNGR, 1 år efter indtrådte yderligere 2 medlemmer fra Selskabet Den senere rekonstruktion I 1996 blev der indgået en officiel samarbejdsaftale mellem DKK og Broholmerselskabet, og samtidig blev det muligt at få X-stambøger på hundene, dvs. stambøger uden FCI-anerkendelse. I løbet af årerne havde det vist sig at være svært at opretholde den sorte variant, derfor opfordrede DKK i 1996 Broholmerselskabet til at have fokus på den sorte variant. Igen forsøgte man at efterlyse sorte hunde vidt og bredt. I 1996 fandt man fandt frem til en sort hanhund, der var beslægtet med stamtæven Muffe; han blev vurderet og fundet egnet til at indgå i avlsarbejdet, og i 1997 kom det første kuld efter ham. Herefter arbejdede Broholmerselskabet for at racen skulle opnå international anerkendelse, og i 1998 kom endelig den store dag, hvor racen blev internationalt anerkendt af FCI og kunne opnå almindelige DKK/FCIstambøger. Sideløbende hermed blev Broholmerselskabet officielt anerkendt som specialklub under DKK, og fik det fulde ansvar for det videre avlsarbejde. FCI-godkendelsen betød også, at stambogen nu blev lukket, og det var slut med at tage hunde ind udefra. 7

8 1.4 - I dag Den 1. januar 2015 overgik racen til igen at høre under UNGR, og avlen blev givet fri, det vil sige at opdrætterne nu frit kunne planlægge og være ansvarlige for deres eget opdræt, under forudsætning af, at parringen overholdt de avlrestriktioner som DKK fastsatte for racen. Eksteriørbedømmelserne blev afskaffet som avlsgodkendelse, og i stedet fik racen et udstillingskrav. Fra 1. januar 2015 skulle en hund mindst opnå bedømmelsen Very Good på en FCI anerkendt udstilling hos en dommer, som er med i et specielt udpeget dommerpanel. Den 1. januar 2018 blev dette skærpet med et krav om, at hunden skal være fyldt 24 måneder for at kunne opnå avlsgodkendelse. 8

9 KAPITEL 2 - SUNDHED Generelt Broholmeren er samlet set en sund hunderace, hvilket til dels må tilskrives de mange år med styret avl. I rekonstruktionens første år var der ganske få hunde, og derfor var der et godt overblik over hundenes sundhed gennem hele deres liv. Efterhånden som bestanden af hunde steg, indførtes der bla. et obligatorisk sundhedsskema, for stadig at kunne bevare overblikket over racens udvikling, også på sundhedsområdet. Frem til 2015 betalte man, ud over hvalpens pris, et depositum på 2500 kr. til sin opdrætter. Samtidig skrev man under på, at man ville lade sin hund deltage i eksteriørbedømmelse, mentalbeskrivelse og lade den HD/AD røntgenfotografere. En del af beløbet var forudbetaling for eksteriørbedømmelse, og en anden del var forudbetaling for mentalbeskrivelse. Det resterende beløb var et depositum for HD/AD fotografering. Når hunden havde deltaget i alle 3 momenter, fik man sit depositum retur. Broholmerselskabet sørgede for at indkalde hundene til eksteriørbedømmelse, mentalbeskrivelse samt at påminde ejere om det, når det var tid til HD/AD-fotografering. Samtidig hermed fik hundeejerne tilsendt et sundhedsskema, som skulle medbringes til hundens dyrlæge og udfyldes af denne, og derefter returneres til Broholmerselskabet. Tanken bag depositum var, at der var et incitament for hundeejerne til at lade deres hund eksteriørbedømme, mentalbeskrive og røntgenfotografere, og det virkede. Stort set alle hunde deltog i alle 3 momenter, og stor set alle hundeejere returnerede udfyldte sundhedsskemaer. Sundhedsinformationerne brugte Broholmerselskabet aktivt i avlsarbejdet, ved hver parring blev der set på, hvilke informationer man havde om begge hunde, deres søskende samt forældre. Var der fx allergi hos begge hundes søskende, gav man ikke parringstilladelse til den kombination. Da avlen blev givet fri i 2015 og eksteriørbeskrivelsen bortfaldt, og i nogle år helt var afskaffet, blev det svært at overbevise både opdrættere og hvalpekøbere om, fortsat at betale depositum. Det ser vi desværre nu nogle uheldige konsekvenser af, idet det samtidig betød, at sundhedsskemaet bortfaldt. Udover manglede sundhedsoplysninger på vores hunde, har det over de sidste år medført et fald i antallet af røntgenfotograferede hunde, lige som vi også ser et fald i antallet af hunde, der deltager i både mentalbeskrivelse og den genindførte eksteriørbeskrivelse. Tendensen går nu i retning af, at man kun deltager i de 3 momenter hvis man ønsker at bruge sin hund i avlen. Dermed går vi glip af uvurderlig viden om vores race, da vi samtidig oplever et stor fald i både opdrættere og hundeejere, der orienterer Broholmerselskabet om fx. sygdom eller dødsfald. 9

10 Udover hvad man kan se på hundeweb, stammer meget af vores viden om racen i dag fra opslag på de sociale medier, især i de mange Broholmergrupper, der efterhånden findes. I de kommende afsnit vil vi belyse de væsentligste udfordringer vi har sundhedsmæssigt i racen Led og knogler - HD Som alle store racer kan en broholmer have problemer med skelettet i form af især hofteledsdysplasi (HD) og albueledsdysplasi (AD). Heldigvis har der lige fra rekonstruktionens spæde begyndelse været stor fokus på hundenes størrelse og skelet, og der kom tidligt krav om kendt HD og AD status på avlshundene. I begyndelsen, hvor genpuljen var forsvindende lille, var man nødsaget til at bruge hunde med HD og AD i rekonstruktionen, men allerede dengang søgte man at parre en hund med HD med en hund uden HD. Efterhånden som racen voksede i antal, kunne man begynde at selektere lidt hårdere. Fra avlede man efter nedenstående restriktioner på HD-området: Afkom kan kun stambogsføres hvis begge forældre før parring er HD-bedømt med følgende status: HDstatus A, B eller C. og det gennemsnitlige indekstal for begge forældredyr må ikke være lavere end 100 på parringstidspunktet (han + tæve divideret med 2 skal være lig med mindst 100). Hundens egen HD-status skal indgå i indekstallet. D og E status kan ikke bruges i avl. Derudover forsøgte man at avle efter nedenstående HD-anbefalinger: En hund med HD A kunne parres med en hund med HD A, B + C En hund med HD B kunne parres med en hund med HD A + B En hund med HD C kunne parres med en hund med HD A Som tidligere nævnt blev racen igen underlagt UNGR med virkning fra den 1. januar 2015, og det medførte ændringer i racens HD-restriktioner og anbefalinger. 10

11 Fra havde racen nedenstående HD-restriktion: Afkom kan kun stambogsføres, såfremt begge forældre før parring har en officiel HD-status registreret i DKK. En hund med HD-grad D eller E kan undtagelsesvis benyttes i avl, hvis opdrætteren vurderer, at hundens samlede bidrag til racen vil være positivt. Avlspartneren skal i så tilfælde altid være HD fri (grad A eller B) Derudover anbefales det for racen, at det samlede HD-indeks for begge avlspartnere bør være minimum 200. Den 1. januar 2018 blev der igen ændret en smule på racens HD-restriktion, idet racen nu blev omfattet af DKK s regler om Basis stambog og Stambog Plus. Det betyder at HD-restriktionen d.d. er som nedenfor: 1. januar december 2020 Afkom kan kun stambogsføres, såfremt begge forældre før parring har en officiel HD-status registreret i DKK. En hund med HD-grad D eller E kan undtagelsesvis benyttes i avl, hvis opdrætteren vurderer, at hundens samlede bidrag til racen vil være positivt. Avlspartneren skal i så tilfælde altid være HD fri (grad A eller B) Avlsanbefalinger: For at få påtegningen Denne hund er avlet efter Broholmerselskabet og DKK s avlsanbefalinger på stambogen skal følgende være opfyldt: 1. Eksteriørbeskrivelse: Hunden skal have en eksteriørbeskrivelse fra Broholmerselskabet. 2. HD-indeks: Det samlede HD-indeks for begge avlspartnere skal være minimum 200. Hundens egen HDstatus skal indgå i indekstallet. Den største ændring bestod altså i, at det fra 2015 blev muligt at bruge hunde med HD D + E i broholmeravlen, og at brug af HD-indeks bortfald som en restriktion og først blev til en anbefaling, og siden 2018 skal overholdes for at opnå stambog plus på hvalpe. I skrivende stund har der ikke indgået hunde med HD D + E i avlen. Der har været parringer, hvor HD-indeks anbefalingen ikke har været opfyldt. Hvad det vil betyde for racens HD-status på sigt, er endnu uvist. Der er ingen tvivl om, at de mange år med strenge avlskrav på HD-området har virket. Vi ser kun ganske få hunde der blive diagnosticeret med HD D + E. 11

12 Tabellen nedenfor viser fordelingen af HD-resultater i racen de sidste 10 år: HD status/antal fotograferede hunde ,9 % (487 hunde) A B C D E 20,7 % (160 hunde) 11,9 % (92 hunde) 3,6 % (28 hunde) 0,9 % (7 hunde) Denne tabel viser udviklingen af HD i racen fra Diagnose HD A 26 (37,14%) 47 (46,08%) 57 (66,28%) 78 (72,90%) 61 (70,11%) 61 (67,78%) 58 (67,44%) 56 (65,88%) HD B 28 (40 %) 27 (26,47%) 21 (24,42%) 15 (14,01%) 11 (12,64%) 16 (17,78%) 13 (15,12%) 16 (18,82%) HD C 13 (18,57%) 22 (21,57%) 7 (8,13%) 11 (10,28%) 9 (10,34%) 6 (6,98%) 8 (9,30%) 12 (14,11%) HD D 2 (2,86%) 4 (3,92%) 1 (1,16%) 2 (1,87%) 6 (6,90%) 6 (6,98%) 7 (8,13% 1 (1,18%) HD E (1,42%) (1,96%) (0,93) (1,11%) I alt Led og knogler - AD Broholmeren er en hund med en kraftig og tung front, hvor forparten skal være stærk og bære en anseelig del af hundens vægt. Derfor har der i mange år udover HD, også været fokus på AD i racen. Fra har man avlet efter følgende restriktion på AD-området: Kun hunde med AD-status 0 og 1 kan bruges i avl. Derudover har man så vidt muligt avlet efter nedenstående retningslinje: En hund med AD 0 kan parres med en hund med AD En hund med AD 1 kan parres med en hund med AD 0 12

13 Som med HD kom der også en ændring i racens AD-restriktion da racen gik tilbage til UNGR i AD-Restriktion fra : Afkom kan kun stambogsføres, såfremt begge forældre før parring har en officiel AD-status registreret i DKK. En hund med AD grad 3 kan undtagelsesvis benyttes i avl, hvis opdrætteren vurderer, at hundens samlede bidrag til racen vil være positivt. Avlspartneren skal i så tilfælde altid være AD fri (grad 0) Endnu er der ikke brug hunde med AD i avlen. Der beregnes ikke indeks for AD. Tabellen nedenfor viser fordelingen af AD resultater i racen de sidste 10 år: AD status/antal fotograferede hunde , 3 % (549 hunde) ,4 % (165 hunde) 4,4 % (34) 2,9 % (22 hunde) Igen er det tydelig, at de mange år med strenge avlskrav på AD-området har været gavnligt for racen. Denne tabel viser udviklingen af AD i racen fra Diagnose AD 0 51 (72,86) 75 (73,52%) 63 (75%) 64 (59,26%) 59 (67,81%) 59 (68,60%) 64 (77,10%) 63 (75,90%) AD 1 12 (17,14%) 22 (21,57%) 17 (20,23%) 33 (30,56%) 21 (24,13%) 18 (20,93%) 13 (15,66%) 15 (18,07%) AD 2 2 (2,86%) 2 (1,97%) 2 (2,38%) 7 (6,48%) 3 (3,45%) 8 (9,30%) 2 (2,41%) 5 (6,02%) AD 3 5 (7,14%) 3 (2,94%) 2 (2,38%) 4 (3,70%) 4 (4,60%) 1 (1,16%) 4 (4,81%) 0 I alt

14 2.4 - Led og knogler OCD OCD (Osteochondrose dissicans) er en vækstforstyrrelse, der især rammer de store og hurtigt voksende racer. Derfor er Broholmeren alene pga. sin størrelse og vækstmønster prædisponeret for OCD. Vækstforstyrrelsen ses i den såkaldte forbeningsproces, hvor hvalpen/unghundens meget bløde brusk langsomt skal omdannes til hårdere brusk. Hvis brusken forhærdes for hurtigt, kan den sprække, hvorved ledvæsken, der ellers er indkapslet, kan komme i kontakt med knoglen. Sprækken kan ende med at blive en løs flig, der løsriver sig og flyder frit i leddet, så kaldes det en ledmus. OCD rammer oftest unge hunde og gerne inden 9 10 måneders alderen. Oftest er det skulderleddet, der rammes, men OCD ses også i både knæ og haseled. Oftest vil den ramte hund være halt og lidelsen er da operationskrævende. Lidelsen er oftest dobbeltsidig. Indimellem ses det, at en OCD ikke giver nævneværdig halthed, og derfor ikke opdages. Hunde, der går med en ubehandlet OCD, har stor risiko for at udvikle gigt i det ramte led. Broholmeren har ikke krav om røntgen for OCD, derfor findes der ingen brugbar OCD-statistik for racen. Nogle ejere vælger alligevel at røntgenfotografere deres hunde for OCD i forbindelse med HD/AD fotograferingen, og vi ser derfor ind imellem at en hund får en OCD-status, der hedder påvist på en eller begge skuldre. Vi ved, at OCD findes i racen, og at der hvert år opereres unge hunde for især OCD i skulderen, men også i knæene. Det nøjagtige omfang kendes som tidligere nævnt ikke Led og knogler Spondylose I Danmark røntgenfotograferes Broholmeren ikke rutinemæssigt for spondylose; det gør den til gengæld i Finland. Her så man tidligt en tendens til, at der var unge Broholmere, der diagnosticeredes med spondylose i varierende sværhedsgrader. I de senere år, har vi set samme tendens i Danmark, et stigende antal yngre hunde bliver diagnosticeret med spondylose i forskellige sværhedsgrader. Desværre registreres spondylose, lige som OCD, sjældent på DKK s hundeweb for Broholmeren, hvorfor vores statistiske materiale på området er mangelfuldt. På de indrapporteringer Broholmerselskabet igennem årerne har fået, tegner der sig et billede af en vis arvelighed, idet der i kuld, hvor en ung hund får diagnosen, ofte efterfølgende ses flere tilfælde hos kuldsøskende. 14

15 Nedenfor ses spondylosestatistik for Broholmeren i Finland, tallene er trukket fra Finsk Kennel Klubs Kennelliitto, som svarer til DKK s hundeweb. Fødselsår Antal Grad 0 Grad 1 Grad 2 Grad 3 Grad 4 I alt fødte I alt Med den viden vi i skrivende stund har om forekomsten af spondylose i racen, er det en udvikling, vi vil følge tæt Led og knogler Degenerativ Myelopati (DM) DM er en langsomt fremadskridende lidelse i rygmarven, der primær ses hos Schæferhunde, dog ses der også tilfælde hos andre store racer. Symptomerne på DM er langsomt tiltagende ustabilitet og lammelse af bagparten. Der kan ses halthed enten på et eller begge bagben. Man mener ikke at lidelsen er forbundet med smerter for den ramte hund. DM rammer ældre hunde, oftest i alderen 8 14 år. Diagnosen er en såkaldt udelukkelsesdiagnose, det vil sige at man først udelukker HD, spondylose og lign. Findes der ikke anden forklaring på hundens symptomer, kan den diagnosticeres med DM, dog kan den endelige diagnose udelukkende stilles ved en obduktion. Man har ikke kendt til DM i Broholmeren tidligere, og ingen afdøde Broholmere er os bekendt obduceret og har fået diagnosen DM post mortem. Årsagen til DM er i skrivende stund ikke endeligt fastslået. I USA har en forskergruppe fundet et gen, der menes at kunne have betydning for udviklingen af DM. Man kan derfor ved en DNA-test påvise, om en hund bærer 1 (heterozygot) eller 2 kopier (homozygot) af dette gen, eller om den er helt fri. Man mener, at hunde der er homozygote for genet kan være i risiko for at udvikle DM på et tidspunkt i livet. 15

16 Testen er dog ikke retvisende, da man både har set DM hos hunde, der ikke bærer genet, og man har set homozygote hunde, der aldrig udviklede DM. Sidstnævnte forklares til dels med at mutationen har det, der kaldes variabel penetrans. I 2017/2018 blev vi bekendt med en Broholmer i USA, der tilsyneladende havde DM. Hunden er ikke opdrættet i Broholmerselskabet eller en samarbejdende forening. Ejeren af hunden brugte de sociale medier til at gøre opmærksom på DM i Broholmeren, og det skabte utryghed hos mange danske broholmer-ejere. Efter hvad vi kan forstå, var hunden 8 år da den blev diagnosticeret, og 9 år da den døde. Om den efterfølgende blev obduceret og diagnosen bekræftet, vides ikke. Vi ved, at mange ældre broholmere får problemer med bagparten, og aflives på grund af dette. Om de problemer skyldes almindelig alderssvækkelse, DM eller noget helt tredje ved ingen, da det i Danmark ikke er kutyme at obducere ældre hunde. Vi holder os løbende opdateret om forskningen i DM Broholmerhjerter I Danmark blev der i 2012/2013 diagnosticeret alvorlig aortastensose (herefter SAS), hos 2 unge hunde, begge yngre end 2 år. I Tyskland blev der også påvist alvorlig SAS hos en ung hund under 2 år. I 2013 fik en hvalp påvist moderat SAS og lettere pulmonalstenose og måtte aflives 4 måneder gammel. De 3 hunde med SAS blev kun mellem 3 5 år gamle. En grundig gennemgang af hundedatabasen samt samtaler med tidligere hundeejere viste, at der fra rekonstruktionens start sporadisk havde været tilfælde at SAS og andre hjertesygdomme, ligesom der havde været sporadiske tilfælde af uforklarlige dødsfald blandt yngre hunde. Dette blev startskuddet til Projekt Broholmerhjerte, som blev til i samarbejde med hjerteeksperterne på Universitetshospitalet for Familiedyr ved Københavns Universitet (herefter KU). Broholmerselskabet udvalgte og betalte for hjertescanninger af ca. 70 hunde. De første scanninger var af hunde, der var avlsgodkendt og beslægtet med hunde med kendt hjertesygdom. Dette for at forhindre at syge hunde kom i avl. Dernæst fulgte en række scanninger med et bredt udsnit af racens hunde; nogle hunde og ejere blev inviteret til at deltage af Broholmerselskabet, andre hundeejere meldte sig frivilligt til at stille deres hunde til rådighed for projektet. Formålet med disse scanninger var først og fremmest at belyse omfanget af hjertesygdom hos racen. Og dernæst at undersøge, hvordan hjertesygdomme nedarves i Broholmeren. Alle hunde blev scannet af en dyrlæge, der var med i EKKO-gruppen, og alle hunde fik samtidigt taget en blodprøve til brug for senere analyse. 16

17 Projektet viste, at vi har SAS og andre hjertesygdomme liggende skjult i racen, og at vi skal være opmærksomme på det, når vi avler. KU anbefaler derfor, at alle Broholmere scannes inden avl. I en periode efter hjerteprojektet så vi heldigvis ingen nye tilfælde af alvorlig hjertesygdom. Enkelte hunde fik diagnosen Gråzone SAS eller mild SAS. Det betød desværre, at mange opdrættere og hundeejere fik den holdning, at SAS ikke er noget, vi behøver forholde os til hos vores race og at en del opdrættere i dag ikke hjertescanner deres tæver og bruger hanhunde, der ikke er hjertescannet, på trods af, at KU anbefaler, at alle avlsdyr hjertescannes inden avl. Desværre medfører brugen af ikke scannede hunde i avlen, at vi nu igen står med pludselige og uventede dødsfald blandt unge hunde, og ser kuld, hvor der hos flere hunde påvises hjertesygdom. I Tyskland døde en ung hund helt uventet og pludseligt i september I skrivende stund foreligger hele obduktionsrapporten ikke, men foreløbige undersøgelser viser, at hunden døde af forgiftning med rottegift, men ved obduktionen fandt man også forandringer på hjerte og lever, der ikke kan tilskrives forgiftningen. 2 kuldsøskende er efterfølgende hjertescannet, og begge har fået konstateret mitralklapinsufficiens (utæt hjerteklap mellem venstre for- og hjertekammer). I Sverige er en hvalp på 5 måneder netop død dødsårsag: hjertesygdom med forstørret hjerte. I Danmark er en ganske ung hvalp i august måned 2018 blevet aflivet pga. svær SAS. En efterfølgende hjertescanning af dens mor viste, at hun har mild SAS. Også i Danmark er en yngre tæve på 4 år i sommeren 2018 død pga. forstørret hjerte og væske på lungerne, ligesom en 6-årig tæve er blevet aflivet med samme diagnose. Denne tæve var tidligere scannet fri for SAS, men havde påvist aortaregurgitation (utæt hovedpulsåreklap). En ung hanhund i Danmark har for nylig fået diagnosen annuloaortal ektasi - stor ascenderende aorta eller aortadilatation. Dette betyder, at selve aortaroden er udvidet/svækket. Samme diagnose fik en ung tæve for nogle år siden, og vi så det hos flere fra samme kuld i starten af hjerteprojektet. Dengang kaldte KU det for substratet for SAS. Både vi og KU er meget bekymrede over at finde det hos endnu en ung hund. Det bør her nævnes, at faderen til den unge hanhund har gråzone SAS med mislyd. Den unge tæve, der fik diagnosen for nylig, er beslægtet med kuldet fra hjerteprojektets start. Derudover ved vi, at en hanhund i Holland er død af dilateret kardiomyopati, DCM, der er en hjertemuskelsygdom med forstørret hjerte og nedsat pumpefunktion. Vi har kendskab til endnu en hund med forstørret hjerte, samt et par udenlandske hunde, med andre hjerteproblematikker. Det er bekymrende, at vi nu godt 5 år efter hjerteprojektets start, igen ser en opblussen af hjertesygdomme, det er noget vi alle bør tage meget alvorligt. Bilag 1 viser en oversigt over scanningsresultater i racen. 17

18 I slutfasen af hjerteprojektet opstillede KU nedenstående anbefalinger for racen mht. aortastenose: Alle Broholmere anbefales hjertescannet inden avl, tidligst når hunden er fyldt 12 måneder. GRAD 0 (Fri) GRAD 1 (Grå) GRAD 2 (Mild) GRAD 3 (Moderat) GRAD 4 (Alvorlig) Hunde med aortaflow under 2,00 m/s (grad 0) kan bruges med hunde med grad 0 og grad 1 Hunde med aortaflow 2,00 2,25 m/s (grad 1) kan bruges med hunde med grad 0 og grad 1 Hunde med aortaflow > 2,25-3,50 m/s (Grad 2) bør som udgangspunkt ikke bruges i avl, med mindre hunden besidder særligt vigtige egenskaber i forhold til racens rekonstruktion. Bruges hunde med grad 2, bør dette kun være med grad 0. Hunde med aortaflow > 3,50 4,50 m/s (grad 4) bør ikke bruges i avl Hunde med aortaflow > 4,50 m/s (grad 5) bør ikke bruges i avl Screeningsfund af andre hjertesygdomme hos racen bør ifølge KU som udgangspunkt resultere i avlsudelukkelse Hudproblemer Hudproblemer kan dække over rigtigt mange forskellige lidelser hos en hund, lige fra allergi, til betændelsestilstande og svampeinfektioner og over til at huden har en grundlidelse som fx stofskifteproblemer, der bla. kan give hudsymptomer. Dertil kommer forskellige kræftformer i huden f.eks. mastcelletumorer samt også godartede tumorer som fx histiocytomer. Den seneste sundhedsundersøgelse i hele racen stammer fra Den viste tydeligt, at der er mange broholmere med hudproblemer af en eller anden art. Der kom 188 svar retur og de fordelte sig bla. som nedenfor: 40 svarede ja til at deres hund havde hudkløe i en eller anden udstrækning 59 svarede ja til at deres hund havde haft øreproblemer fx svamp, rødme eller betændelse 30 svarede ja til at deres hund led af pelstab ud over den normale fældning 23 svarede ja til at deres hund led af poteproblemer, fx rødme eller potebylder 30 svarede ja til at deres hund viste tegn på allergi 26 svarede ja til at deres hund var diagnosticeret med allergi. 18

19 Efter sundhedsundersøgelsen indledte Broholmerselskabet et samarbejde med dyrlæge Flemming Kristensen, som er ekspert i hudproblemer hos hunde. Flemming deltog i et par eksteriørbedømmelser, hvor han gennemgik de deltagende hunde, efter aftale med ejer. Flemming gennemgik 40 hunde, og fandt frem til følgende: 18 havde hudproblemer på grund af mangel på EFA- olie i deres foder 9 havde epidemal cyster 14 havde hudproblemer, der ikke var relateret til fejlernæring eller epidermalcyster. De sidste 14 fordelte sig efter Flemming Kristensens mening således: 6 havde stofskifteforstyrrelser 2 havde allergi 6 krævede yderligere undersøgelser Flemming Kristensen konkluderede dengang, at mange hunde diagnosticeres med allergi af deres egen dyrlæge på et for tyndt grundlag. Han opfordrede til, at man ved hudproblematikker i stedet benytter en dyrlæge med speciale i hudlidelser, for at få en korrekt udredning og diagnose. Vi må formode, at billedet stadig er det samme som ved undersøgelsen i Hudproblemer registreres ikke hos DKK, så her er vi også meget afhængige af, at både opdrættere og hundeejere informerer os, hvis deres hund fx får konstateret allergi eller kræft i huden Kryptorkisme Tidligere mente man, at kryptorkisme var en tilstand som kun tæverne var ansvarlige for, man formodede, at det var tæven, der skjult bar et anlæg herfor, og i nogle tilfælde videregav det til sine hanhvalpe. I dag ved man, at selve processen med nedstigningen af testikler er meget kompliceret, og at meget kan gå galt i denne proces. Man mener nu, at både tæve og hanhund bærer et vist antal disponerende gener for kryptorkisme og giver dette videre til afkom. Men den præcise arvegang er endnu ikke fundet. DKK regner en hanhund for kryptorkid, hvis han i 9- måneders alderen mangler 1 eller begge testikler i pungen. I broholmeren ser vi jævnligt kryptorkide hanhunde. I databasen over alle broholmere er der gennem årerne noteret 113 kryptorkide hanhunde. Vi ved dog, at dette tal ikke er præcist og at der gemmer sig flere. Indtil 2015 deltog stort set alle broholmere i eksteriørbeskrivelsen, og her blev det noteret, hvis 19

20 hunden var kryptorkid. I dag er tendensen desværre, at har man f. eks en kryptorkid hanhund, ønsker man ikke at deltage, og derved mister vi overblikket over forekomsten af kryptorkisme i racen. Vi kan dog se, at der i nogle linjer i racen er en øget forekomst af kryptorkisme, og at det blot forekommer sporadisk i andre linjer. Medio 2018 tog Broholmerselskabet og DKK s Sundhedsudvalg hul på en dialog, der skal føre til et projekt, omkring brug af ensidigt kryptorkide hanhunde i rekonstruktionen. For at kunne indgå i projektet, skal den kryptorkide hanhund til sin eksteriørbeskrivelse vurderes at besidde sådanne kvaliteter, at han på trods af sin kryptorkisme, vil kunne bidrage positivt til racens rekonstruktion. Da projektet endnu er i støbeskeen, kendes detaljerne ikke endnu Sundhed - Andet Som skrevet indledningsvis er Broholmeren gennemgående en sund race. Udover de netop beskrevne punkter, ser vi med mellemrum mavedrejninger i racen. Da mavedrejning er et problem i mange racer, forskes der meget i det internationalt, både for at finde ud af om og i givet fald hvordan, det nedarves og selvfølgelig også, hvordan det bedst muligt undgås. Der ses sporadiske tilfælde af knoglekræft og andre kræftformer i racen, ligesom der sporadisk ses stofskiftesygdomme, epilepsi samt meningitis. Avlsrådet forsøger at holde sig opdateret om, hvad der rører på sig i racen, men som nævnt tidligere, er vi meget afhængige af, at opdrættere og hundeejere orienterer os, hvis der skulle opstå sygdomme. KAPITEL 3 - MENTALITET Før 2015 blev stort set alle broholmere mentalbeskrevet, og det gav et rigtigt godt overblik over racens udvikling på mentalommrådet. Derudover deltog stort set alle i eksteriørbeskrivelsen, hvor dommeren også vurderer hundens temperament i den givne situation. I forbindelse med at avlen overgik til DKK 1. januar 2015, er der desværre ikke så mange broholmere der gennemgår en mentalbeskrivelse mere. På samme måde som ved røntgen og eksteriørbeskrivelser, er det ofte kun dem, som ønsker at avle, der vælger at lade deres hunde mentalbeskrive. Dette gør at vi mister rigtig meget viden både om hvad den enkelte hund indeholder og giver videre men også om i hvilken retning racen samlet set bevæger sig. 20

21 Nedenstående tabel viser antallet af mentalbeskrevne broholmere fra : Årstal Antal beskrivelser Antal fødte Nedenstående diagrammer viser racens mentale ønskeprofil med rød, sammenholdt med gennemsnittet af racens resultater ved mentalbeskrivelsen i henholdsvis 2008 og 2018: 21

22 Som det kan ses, har racens udviklet sig positivt i forhold til indsatsområderne: skræk, nysgerrighed og afreaktion, men der er endnu lang vej, før især nysgerrigheden nærmer sig racens ønskeprofil. Så på mentalområdet, skal indsatsen i avlsarbejdet stadig isærligge i at tilføre mere nysgerrighed og mindre skræk i vores hunde. Men mentalitet er jo andet og mere end hundens mentalbeskrivelse, man er også nødt til at kigge på hundens daglige adfærd i forskellige situationer, for at danne sig et indtryk af dens fulde mentalitet. Med mentalitet kan man altid diskutere, hvilke dele af hundens adfærd der er medfødt og genetisk betinget, og som kan nedarves til evt. afkom, og hvilke dele, der er tillært adfærd, og et resultat af det miljø hunden færdes i til daglig. 22

23 Man får bedst et overblik over, hvad der må formodes at være genetisk betinget, ved at kunne observere mange hunde fra samme linje af racen, der bor og færdes i forskellige miljøer til daglig. Hvor er de ens og hvor er de forskellige? Her kan man både sammenholde slægtens mentalbeskrivelser og deres daglige adfærd. Iflg. gældende racestandard skal en broholmer have følgende temperament: Rolig, godmodig, omgængelig og dog vagtsom. Skal optræde med stor selvsikkerhed. Dette er heldigvis også det vi ser i størstedelen af de broholmere vi har i dag. Vi har dog kendskab til nogle linjer af racen, hvor et overtal af de beslægtede hunde udviser en urolig, hyper energisk og til tider meget støjende adfærd. Hunde, som virker til at være lette at stresse op og som generelt har et noget højere aktivitetsniveau end forventet hos en broholmer. Med den størrelse en Broholmer har, er det ikke en ønskelig adfærd for racen. Ligesom det ikke er i overensstemmelse med racestandarden, der som nævnt ovenfor beskriver Broholmeren som rolig, godmodig og omgængelig. Denne adfærd opdages normalt ikke ved en mentalbeskrivelse, da denne gennemføres som forventet og ofte med et godt resultat. Adfærden ses, når hunden deltager i udstillinger, gåture eller andre arrangementer, og det ses ofte, at opførslen er givet videre til afkom, hvor samme urolige, hyperaktive opførsel ses gentaget. Indenfor et halvt år i 2017/2018 er 3 unge Broholmer blevet aflivet pga. adfærd som beskrevet ovenfor. Det lyder måske ikke af meget, men alle forløb har været længerevarende og meget opslidende for alle involverede, både hunde og mennesker. Som tidligere nævnt har racen en lille genpulje, og vi skal være varsomme med at selektere hunde fra, man bør dog ved valg af avlspartner være opmærksom på ovenstående problematik. KAPITEL 4 - EKSTERIØR Når man taler om en hunds eksteriør, taler man ofte om type. Men hvad er egentlig type? Type er et udtryk for de karakteristika, der gør, at vi tydeligt kan skelne de mange forskellige hunderacer fra hinanden. Typen sidder overalt på hunden, det være sig dens farver og aftegn, dens pelstype, dens kropsbygning og selvfølgelig dens hoved og udtryk. 23

24 Hvad er så broholmerens type? Hvis man læser racens standard, og nøjes med at hæfte sig ved, de ting i standarden, der beskriver racens type, kan det opsummeres til: En stor, tung hund af mastifftype, med et stort og bredt hoved, hvor skallen er forholdsvis flad, og stoppet let markeret, runde og ikke for store øjne, der udstråler ro; et kraftigt og massivt næse -og kæbeparti, der ikke er for langt og altid med sort snude, og ører der hænger langs kinderne; en kraftig hals med tydelig halshud, en dyb og bred front med et tydeligt markeret forbryst. En hund med en rektangulær kropsbygning, med kraftige benstammer og tunge jordvindende bevægelser. En hund, hvor forparten skal være tungere og bredere end bagparten. Derudover skal den have en kort og tilliggende pels med underuld, og være enten sort, rødgylden eller gul, de 2 sidste gerne med maske. Alle farvevarianter må have hvidt på bryst, poter og halespids. Hvis man lukker øjnene, og læser overstående beskrivelse, kan man næsten se en broholmer for sig. Begynder vi at tilføje andre farver og anden pelstype, røde eller leverfarvede snuder, opretstående ører, let og elegant kvadratisk kropsbygning til beskrivelsen, forvinder vores billede af broholmeren igen. Skulle man derimod tilføje små detailfejl som lidt kohasethed, en smule overbygget bagpart, lidt for store hvide aftegn, en lidt kort overarm eller lidt for lange og flade poter, kan vi stadig bevare billedet af en broholmer for os. Hundens tænder og bid er også en del af dens eksteriør. Der har siden rekonstruktionens start forekommet hunde med fejlbid, både under og overbid, samt skæve bid og manglende tænder. I de senere år har der desværre været en tendens til en opblussen i antallet af hunde med både under og overbid. Der ses også en sammenhæng mellem tangbid og fejlbid, idet der i kuld/linjer med mange tangbid ofte også ses hunde med fejlbid. Som nævnt tidligere findes broholmere ifølge standarden i 3 farvevarianter: gul med maske, rødgylden samt sort. Alle varianter må have hvidt på bryst, poter og halespids. I 2013 begyndte det daværende avlsudvalg et farveprojekt med udgangspunkt i at finde ud af, hvilken slags sort vi har i racen. Genetisk set findes der hos dyr 2 slags sort, dominant sort og recessivt sort. Kun ganske få hunderacer vides at bære recessivt sort, så overraskelsen var stor, da det viste sig, at broholmeren bærer recessivt sort. For racen betyder det, at der er 2 måder, hvorpå en broholmer kan blive sort. De fleste nulevende sorte broholmere er dominant sorte, de bærer enten 1 eller 2 gener af dominant sort. Disse vil kunne producere sorte hvalpe med alle avlspartnerne uanset om partneren bærer anlæg for sort eller ej. Vi har dog også enkelte sorte hunde, der er recessivt sorte, og røde/gule hunde, der bærer en kopi af anlægget for recessiv sort skjult. En hund, der er recessiv sort, kan kun producere sorte hvalpe, hvis avlspartneren også bærer anlæg for recessivt sort. Ulig dominant sort, hvor hunden blot skal modtage en kopi af genet for selv at blive sort, skal en hund modtage en kopi af recessiv sort fra begge sine forældre, 24

25 for selv at blive recessivt sort. Modtager en hund en kopi af recessiv sort, siges den at være skjult bærer af anlægget for recessivt sort. En hund kan også få rød/gul pelsfarve på 2 måder. Enten er hunden recessivt rød eller også er den zobel. Farveprojektet viste her også, at begge varianter findes i broholmeren, dog med stor overvægt på zobel. Det betyder, at stort set alle gule og røde broholmere har præcis det samme gen, der giver dem deres farve, uanset om hunden er helt lysegul eller dybt mørkerød. Man formoder, at der findes endnu ikke kortlagte såkaldte modificer-gener, der har indflydelse på, hvilken nuance af zobel, den enkelte hund får. Man kan ikke bare ved at kigge på en hund se, om den er zobel eller recessivt rød, men til forskel fra en zobel hund, kan en recessivt rød hund ikke producere sort pigment. Det betyder, at alle broholmere, der har sorte hår på fx ører, er zobel. Som tidligere nævnt foreskriver standarden, at kun gule broholmere må have maske. Da vi nu ved, at størstedelen af vores gule og rødgyldne hunde får deres farve fra det samme gen, giver det ikke længere mening at tale om, at kun de gule hunde må have maske. For at gøre det lidt ekstra kompliceret, får broholmeren også sine hvide aftegn på 2 forskellige måder. Man formoder, at nogle hvide aftegn blot skyldes, at kroppen løb tør for pigment, inden den røde farve nåede at dække hele hunden, lidt som en trøje, der ikke længere kan nå sammen om kroppen og knappes på midten. Derudover viste farveprojektet, at en del af vores hundes hvide aftegn kommer fra et specifikt gen, kaldet piebald. Piebald er et lidt uforudsigeligt gen, der er svært at arbejde med, fordi man ikke på forhånd kan spå om, hvordan det vil vise sig. Ofte giver det bare den hund, der bærer en kopi helt almindelige hvide aftegn, andre gang kaster det lidt rigeligt hvidt af sig og giver fx hunden en hvid ankelsok på et forben, og når det er mest uforudsigeligt, kan det give hunden en hvid krave eller hvide pletter på kroppen, hvor vi normalt ikke forventer at se hvide aftegn. Piebald er det gen, der er ansvarlig for at der ind imellem fødes såkaldte blomstrede eller brogede broholmere. Hvis en hund får en kopi af piebald fra begge forældre, vil den blive blomstret eller broget, dvs. hvid med brune eller sorte pletter, afhængigt af dens grundfarve. Især i starten af rekonstruktionen blev der født broholmere, der var black and tan (Rottweilerfarvet). I farveprojektet fandt vi enkelte, både zobel og sorte hunde, der skjult bærer en kopi af black and tan. Den sidste black and tan hvalp blev født i Hvis 2 hunde, der begge bærer en kopi af black and tan parres, vil der statistisk komme 25 % black and tan hvalpe. I 2008 blev der født et kuld hvalpe, hvor det viste sig at 3 af hvalpene var langhårede. Begge forældre dyr og alle hvalpe blev DNA testet for at fastslå fadderskabet, og da det var fastslået stod det klart, at vi i racen har hunde, der bærer en kopi af det gen, der koder for langt hår. Farveprojektet og flere af de farvetest der stadig foretages, viser også, at langhårsgenet stadig findes i racen, og som med black and tan betyder det, at den dag 2 hunde, der hver bærer en kopi, parres, vil der statistisk komme 25 % langhårede hvalpe. 25

26 Projekt sort broholmer Den sorte variant af racen har haft svært ved at slå igennem lige fra rekonstruktionens spæde start. Der har været gjort flere forsøg på at få etableret den sorte variant igennem årerne; man har forsøgt at parre de få sorte hunde der var med de bedste Black and Tan-farvede hunde, der ellers ikke ville blive brugt i avlen. Dette gjorde man bla. fordi de gule stadig var få og man havde brug for alle de avlsgodkendte gule til rekonstruktion af den gule broholmer. Man tog også en sort hanhund uden stamtavle ind, i et forsøg på at styrke og fastholde den sorte variant. På trods af disse tiltag, svandt antallet af sorte broholmere ind. I de senere år har de igen været fokus på at fastholde den sorte broholmer som en del af racen. Racens stambog er lukket, og der kan derfor ikke tages hunde uden stamtavle ind i racen. Det betyder, at de få sorte avlshunde der pt. er i racen, bør bruges med omtanke for at vi fremadrettet også skal kunne avle sorte hunde. I modsætning til tidligere forsøg ved vi nu, at vi har 2 slags sorte hunde i racen, tidligere mente man, at alle sorte broholmere var dominant sorte, men vi ved nu, at vi også har den mere sjældne recessivt sorte farvevariant i racen. Det betyder, at vi nu ved, at vi kan avle sorte broholmere på 2 måder: enten ved at parre 2 hunde, der bærer recessivt sort, eller ved at bruge en dominant sort hund. Dags dato er der 5 avlsgodkendte sorte hanhunde i racen, de 4 er dominant sorte og den sidste er recessivt sort. 2 af de dominant sorte hanhunde er kuldbrødre. 2 af de dominant sorte hanhunde er avlsgodkendt med dispensation fra DKK, den ene pga. manglende HD-status og den anden pga. manglende udstillingsgodkendelse. På tævesiden er det d.d. 1 avlsgodkendt dominant sort tæve, og hun er kuldsøster til den ene af de dominant sorte hanhunde. Hun har 2 store kuld. Derudover er der formodentlig enkelte zobel avlshunde, der bærer 1 kopi af recessivt sort. Desværre har 3 af de dominant sorte avlsgodkendte hunde HD-status B og C og desværre også HD-indeks til den lave side; dette kan gøre det ekstra svært at finde egnede avlspartnere til dem, da sundheden jo også helst skal være på plads. Fra 2010 og til og med 2016 er der født 38 sorte broholmere, heraf er 4 recessivt sorte. 12 af disse 38 er d.d. avlsgodkendt, heraf 1 der er recessivt sort. 7 af de 12 avlsgodkendte har været brugt i avl og har afkom, heraf 1 recessivt sort. Enkelte andre har været forsøgt parret uden held, og de tæver der endnu ikke har fået afkom, er nu for gamle til at få første kuld. 26

27 I 2017 og 2018 er der født 21 sorte broholmere, heraf 1 recessivt sort, disse 21 er fordelt på 4 kuld, hvoraf 2 kuld er efter samme tæve. 2 af de unge sorte hunde er homozygot sorte, det betyder, at uanset hvem de parres med, vil der udelukkende komme sorte hvalpe. Desværre er nogle af de sorte hanhunde fra disse 4 kuld kryptorkide. Det vil være disse unge sorte hunde, der sammen med de nuværende avlsgodkendte sorte hunde, skal bære den sorte variant ind i fremtiden. Vi skal derfor have fokus på, at alle disse hunde får røntgenfotograferet hofter og albuer, deltager i mentalbeskrivelse og kommer på udstilling og gerne også deltager i eksteriørbeskrivelsen. Det er meget vigtigt, at så mange af disse unge hunde som muligt opnår avlsgodkendelse, og også bliver brugt i avlen. Typemæssigt er den sorte variant ikke så langt i udviklingen som de gule. Det gør det svært for en sort broholmer at klare sig lige så godt på udstillinger som dens gule og røde racefæller, og indimellem er det også svært for en sort broholmer, at opnå det VG, der giver avlsgodkendelse. Ofte mangler den sorte variant højde og især drøjde, og hovedet og udtrykket er ikke helt typisk, mange har lidt kuplede skaller. For bedst muligt at fremtidssikre den sorte variant, er det derfor vigtigt, at der bruges typiske gule og røde hunde til parringer med dominant sorte hunde. Dette både for at forsøge at forbedre typen på de sorte hunde, men lige så vigtigt, for at sprede genpuljen mest muligt, så det på sigt bliver muligt at parre flere sorte med hinanden, uden for høj indavl. KAPITEL 5 - POPULATION I det øjeblik en races stambog lukkes, og der ikke længere tages nyt ubeslægtet blod ind, har man etableret racens genetiske variation. Hvad disse stamhunde bidrog med genetisk, udgør racens genetiske variation, medmindre man åbner stambogen igen, og tager helt ubeslægtede hunde ind. Det vil sige, at man ikke kan forøge en lukket races genetiske variation, men man kan til gengæld formindske variationen over en årrække. Et gen, der er tabt, er tabt for altid. (Kilde: The Institute of Canine Biology) Alle hunde -og mennesker for den sags skyld, bærer på en blanding af sunde og ikke sunde gener. Derfor er naturen indrettet så smart, at alle gener kommer i par. Det betyder, at for hver eneste egenskab, det være sig pelsfarve, sygdomme, højde og drøjde mv., har hvert individ 2 kopier af hvert gen, en fra far og en fra mor. På sygdomssiden betyder det ved recessiv nedarvning at skulle individet være uheldigt, og modtage et sygt gen fra en forælder, så har det også et raskt gen for samme egenskab, og vil derfor ikke blive syg. Ved dominant nedarvning derimod, vil individet blive syg, blot det bærer 1 kopi af det syge gen. Alle individer har således deres helt egen unikke sammensætning af genpar, der adskiller individet fra alle andre individer i racen. 27

28 Det vil sige, at hver gang man fravælger en hund til avl, fravælger man ikke blot anlægget for præcis den egenskab man gerne vil undgå, man fravælger hele hundens unikke gensammesætning, og mindsker derved racens genetiske variation. Jo flere individer der fravælges til avl, jo mere mindskes racens genetiske variation, da netop denne hunds unikke sammensætning af gener går tabt for eftertiden. Omvendt, hver gang man tilvælger en hund til avl, tilvælger man ikke kun denne hunds gode egenskaber, man tilvælger hele hundens genmateriale. Jo flere gange man bruger samme hund i avl, jo større aftryk sætter denne hund på racen, og derved mindsker man igen racens genetiske variation, idet andre hunde dermed ikke bliver brugt, og ikke får givet deres unikke gensammensætning videre til kommende generationer. Det betyder samtidig også, at hvis man flere gange laver samme avlskombination, så mindsker man også racens genetiske variation. Når den genetiske variation i en lukket genpulje mindskes, kan det have uheldige følger. Samlet set betyder det, at racen bliver tættere beslægtet = større indavl. Med en lille genetisk variation i en lukket genpulje, er der stor risiko for, at et avlspar bærer samme syge kopi af et gen, og så har afkom pludselig ikke længere en rask kopi at falde tilbage på = afkom bliver syge = flere individer vil blive syge af sygdomme, der nedarves recessivt. Derudover er det også kendt, at en lille genetisk variation i en lukket genpulje = høj indavl i en race, har stor betydning for individernes immunforsvar, ligesom det har stor betydning for fertilitet, og det medfører ofte mindre kuld og højere hvalpedødelighed. (Kilde: The Institute of Canine Biology). Det er det, man med en samlet betegnelse kalder Indavlsdepression Popular sire syndrom på dansk matadoravl Det sker ofte i lukkede populationer at enkelte hanhunde bliver meget populære, og derfor bliver brugt meget i avlen. Det kaldes matadoravl og de hanner, der bliver brugt meget i avl, vil som oftest være hanner, der har gjort det godt på f.eks. udstillinger eller prøver. Men man skal her huske, at alle hunde har både raske og syge kopier af gener, som de kan bære skjult. Jo flere hvalpe en enkelt hanhund producerer, jo flere kopier vil han sprede af både hans raske og syge gener i racen. På sigt vil det betyde, at mange afkom efter denne hanhund vil bære samme syge kopi af et gen, og give denne syge kopi videre til deres afkom. På den måde forøger man risikoen for forekomst af sygdomme med recessiv nedarvning i en lukket genpulje. (Kilde: The Institute of Canine Biology). I en genpulje, der i forvejen er lille og skrøbelig som broholmerens, betyder det, at det på sigt vil blive svært ikke at sætte avlspar med samme syge kopi af et recessivt gen sammen, og det vil så medføre en opblomstring af recessivt nedarvede sygdomme i racen; og ingen forstår i første omgang, hvordan den ellers ukendte sygdom i racen pludselig er opstået. Men fakta er, at sygdomme med recessiv nedarvning ikke opstår ud af den blå luft i en race. De opstår, fordi den syge recessive kopi af genet altid har været tilstede, og med selektiv avl og især overbrug af 28

29 samme avlshunde og dermed følgende indsnævring af den genetiske variation, bliver spredt i stort antal i hele racen. (Kilde: The Institute of Canine Biology) Matadoravlsgrænse i DKK For at passe på racernes sundhed og genetiske variation har DKK indført en matadoravlsgrænse for alle racer, der registrerer over 100 hvalpe pr år. Matadoravl er punkt 7 i DKK s etiske anbefalinger for avl. Matadoravlsgrænsen beregnes pr. race således: ingen hanhund bør blive far til mere end 25 % af det gennemsnitlige årlige antal registrerede hvalpe. DKK beregner det gennemsnitlige antal ud fra de sidste tre års registreringer i en race. (Kilde: DKK s etiske anbefalinger, punkt 7.) Det vil sige, at matadoravlsgrænsen ikke er statisk, den beregnes årligt og vil rykke sig afhængigt af antallet af registrerede hvalpe i en race. For broholmeren er matadoravlsgrænsen pr. 1. januar 2019 udregnet til 37, hvor den i 2018 var 34. Matadoravlsgrænsen kan også udregnes på en anden måde: Den kaldes 5% grænsen og beregnes ved at tage 5% af det samlede antal hvalpe, der er født i hanhundens avlsaktive periode. Den avlsaktive periode er årene fra hanhundens første til sidste kuld. En hanhund, der spreder sine kuld ud over mange år, vil med denne beregning kunne få et højere antal hvalpe. (Kilde: dkk.dk: Sidstnævnte beregningsmetode vil fx kunne anvendes i det tilfælde, hvor man har frostsæd liggende fra en afdød hanhund. Ved beregning af matadoravl, kan DKK udelukkende medtage hunde, der enten er opdrættet og dermed oprindeligt stambogsført i DKK, eller som er født i udlandet, men også registreret i DKK. Matadoravlsgrænsen gælder både for tæver og hanhunde, men det er yderst sjældent at en tæver når op på racens matadoravlsgrænse. Med sine ca nulevende DKK/FCI-registrerede Broholmere på verdensplan, er racen stadig lille set i populationsbiologisk forstand. Alle nulevende DKK/FCI-registrerede broholmere nedstammer fra de samme få stamhunde, dette uanset hvad land hunden måtte være født i. Alle DKK/FCI-registrerede broholmere er stadig forholdsvis tæt beslægtede, og det er stadig svært at lave parringer uden indavl, hvis man kigger 5 7 generationer bagud. De er alle en del af den samme lille og lukkede genpulje; derfor giver det for en race som broholmeren bedst mening, også at medtage en given hunds afkom i udlandet, når man taler om matadoravl Broholmerens population Det første X-registrerede kuld broholmerhvalpe blev født i 1976, så vi er nu ca. 43 år inde i rekonstruktionen. 29

30 Nedenstående tabel viser de seneste 10 års registreringstal i DKK: ÅSTAL ANTAL KULD ANTAL REGISTREREDE (48 han 62 tæver) (47 han 42 tæver) (68 han 53 tæver) (53 han 54 tæver) (72 han 60 tæver) (70 han 70 tæver) (71 han 63 tæver) (55 han 74 tæver) (43 han 51 tæver) (73 han 68 tæver) (77 han 71 tæver) Derudover er der i samme periode registreret 49 udenlandske kuld i Broholmerselskabets database, men vi ved, at der er født flere kuld, der ikke er registreret i databasen. Alle kuld født i udlandet er efterkommere af danskfødte Broholmere, og er dermed en del af den samme lukkede genpulje som de danskopdrættede hunde. De udenlandskfødte hunde giver ikke nyt blod eller nye gener til racen. I skrivende stund er der 63 danske hanhunde på Broholmerselskabets liste over avlshanner, og 29 udenlandske hanhunde, hvoraf 19 er avlsgodkendt efter de gældende danske avlsrestriktioner for racen; størstedelen af de 19 blev godkendt efter de gamle danske avlsrestriktioner før af de danske hanhunde på avlshundelisten har mindst 1 kuld hvalpe. Enkelte af de hanhunde, der ikke har hvalpe, har en kommende planlagt parring, enkelte andre har været forsøgt brugt uden at det gav hvalpe. 30

31 4 af hanhundene på avlshundelisten har AD 2, 3 af hanhundene er avlsgodkendt på udstilling med enten VG eller Excellent, men senere eksteriørbeskrevet med en anbefaling om, at de vil blive svære at finde en egnet avlspartner til på grund af manglende type. 2 hanhunde er afdøde men har sæd på frost. Størstedelen af udenlandske broholmerejere udstiller ikke, og har udelukkende deres hund som en familiehund; derfor er tendensen, at udenlandske hunde ikke bliver bedømt på en FCI-udstilling af en af de danske dommere, der har autorisation til at kunne eksteriørgodkende racen på udstilling, de opnår udelukkende den avlsgodkendelse, deres bopælsland kræver for at de kan indgå i avl i deres eget land. For avlen i Danmark betyder det, at vil en dansk opdrætter bruge en udenlandsk hanhund, skal der ofte søges om dispensation for de danske stambogsføringsregler. Mange af Broholmerselskabets opdrættere, er ganske almindelige familier, der har en tæve, de gerne vil lave et enkelt eller to kuld på, for at bidrage til racens udvikling. Det har altid været svært at overtale en uerfaren broholmeropdrætter til at bruge en udenlandsk hanhund, og nu hvor de unge udenlandske hanhunde ofte ikke opfylder de danske avlsrestriktioner, er det endnu sværere. Kun en enkelt af de 29 udenlandske hanhunde er brugt i avlen i Danmark, han blev avlsgodkendt før På tævesiden er der i skrivende stund 35 danske tæver, hvoraf 17 har haft mindst 1 kuld hvalpe, og de resterne forventes at blive brugt i avl fremadrettet. Derudover er der 16 udenlandske tæver, hvoraf nogle er avlsgodkendt efter de gældende danske avlsrestriktioner og andre kun efter deres hjemlands avlsrestriktioner. 12 af de udenlandske tæver har haft mindst 1 kuld hvalpe. Resten forventes at komme i avl fremadrettet. Med den frie avl har vi set en stigende tendens til popular sire syndrom i racen, og i sammenhæng dermed også flere hanhunde, der på ganske få år enten har overskredet deres matadoravlsgrænse, eller som er tæt på grænsen. I skrivende stund, 2019, er matadoravlsgrænsen for broholmeren i DKK 37. Aktuelt har 2 hanhunde overskredet denne grænse. Udover at de har overskredet matadoravlsgrænsen i DKK, har begge også været brugt i udlandet. Der ses også i stigende grad en tendens til at parringer gentages. I de senere år er 3 parringer gentaget, og derudover har 2 hanhunde været brugt til både mor og datter. Både overskridelse af matadoravlsgrænsen og gentagelse af parringer virker indskrænkende på racens genetiske variation. 31

32 KAPITEL 6 - BROHOLMERSELSKABET ANBEFALER Når man opdrætter en genetisk smal race, der er under rekonstruktion, er der helt andre hensyn at tage, end når man opdrætter en gammel og veletableret race med en bred og solid genpulje. I afsnittet om population ses det bla., hvilken negativ effekt en indsnævring af racens genetiske variation i værste fald kan have: stigning af recessivt nedarvede sygdomme samt indavlsdepression. Stort set alle racer har en eller flere racespecifikke sygdomme eller sundhedsudfordringer. Alene pga. sin størrelse og sit vækstmønster er broholmeren prædisponeret for især sygdomme relateret til knogler, led og brusk. I sundhedsafsnittet har vi gennemgået de sygdomme i skelettet, som oftest ses i racen. Desværre falder antallet af røntgenfotograferinger for HD og AD, ligesom kun ganske få opdrættere og hundeejere informerer selskabet om sygdomme, derfor er det svært at have et korrekt og opdateret billede af, hvordan det reelt ser ud i racen. Set i forhold til andre gigantracer er broholmeren ganske sund og velfungerende. For at vedblive at være det, anbefaler Broholmerselskabet, at der så vidt muligt avles efter følgende retningslinjer: Population Broholmerselskabet anbefaler Genetisk variation er af afgørende betydning for enhver lukket population; og især for en lille population som Broholmeren, er det af ekstra stor betydning, at avlen først og fremmest har til hensigt at sprede og beskytte racens genetiske variation. Broholmerselskabet opfordrer derfor til, at avlen spredes mest muligt, herunder at: - Der skal være helt særlige grunde, der taler for det, hvis en parring gentages det kunne være bevaring af en blodlinje, og kun hvis første kuld er faldet exceptionelt godt ud som voksne, samt at størstedelen af første kuld er HD/AD røntgenfotograferet med godt resultat. - Matadoravl så vidt muligt undgås, herunder at en hunds afkom i udlandet tages med i betragtning når man beslutter, om hunden bør lave flere kuld - Indavlen fortsat beregnes som 6,25 % på 4 led og ikke 3 led som er minimumsanbefalingen hos DKK. 32

33 6.2 - Sundhed Broholmerselskabet anbefaler HD/AD: HD D + E samt AD bør som udgangspunkt ikke anvendes i avl. Hvis særlige forhold taler for at anvende en hund med HD D/E eller AD 2/3, bør avlspartneren være fri. Særlige forhold kan f.eks. være bevarelse af en blodlinje i racen, eller en hund med HD A på den ene hofte og HD D på den anden hofte efter et traume. Derudover anbefaler Broholmerselskabet nedenstående retningslinjer vedr. HD og AD: En hund med HD A kan parres med en hund med alle status En hund med HD B kan parres med en hund med HD A + B En hund med HD C kan parres med en hund med HD A En hund med AD 0 kan parres med en hund med alle status En hund med AD 1 kan parres med en hund med AD Ligesom DKK anbefaler Broholmerselskabet også, at en parrings samlede HD-indeks mindst bør være 200 på parringstidspunktet. OCD: Når der tales om OCD, er det oftest OCD i skulderleddet der menes, det er også skulderleddet der røntgenfotograferes ved den almindelige OCD røntgenundersøgelse. I en ideel verden, bør en hund med påvist OCD i skulderen ikke anvendes i avl, men for broholmeren, som er en race med en lille genpulje, kan vi endnu ikke selektere så hårdt, når vi samtidig skal tage hensyn til andre parametre i avlen. Broholmerselskabet anbefaler, at hunde der har haft behandlingskrævende OCD i skulderleddet ikke anvendes i avlen. Behandling kan f.eks. være operation eller konservativ behandling i form af ugers aflastning pga. halthed. I Broholmeren ser vi indimellem hunde få diagnosen påvist ved den almindelige røntgenfotografering for OCD. Nogle af disse hunde har aldrig udvist symptomer på deres OCD. Ud fra en betragtning af hensynet til genpuljen samt en viden om, at OCD er mindre arvbart end både AD og HD, kan man forsvare at bruge en symptomfri hund med status påvist i avlen med en fri avlspartner. Vi tilråder, at første kuld vurderes førend der laves flere kuld med den ramte hund. OCD ses også i andre led, oftest albue, knæ og haser. Prognosen for en hund med OCD i alle andre led end skulderen er dyster, hvorfor det frarådes at en hund med OCD i albue, knæ og haser anvendes i avl. 33

34 SPONDYLOSE: Da det umiddelbart ser ud til, at der ses en stigning i antallet af unge broholmere med spondylose i varierende grader, har Broholmerselskabet i første omgang opstillet nedenstående retningslinjer for at anvende hunde med spondylose i avlen: En hund med grad 4 spondylose bør aldrig anvendes i avl. En hund med spondylose grad 2 og 3 kan undtagelsesvis anvendes i avl, og bør altid parres med en spondylosefri avlspartner. En hund med spondylose grad 0 og 1 kan frit anvendes i avl, ved grad 1 bør det dog undersøges, om der findes kendte tilfælde af spondylose hos forældre/søskende til avlspartneren. Derudover tilråder vi, at alle hunde, hvor forældre/søskende har spondylose grad 2, 3 og 4, selv røntgenfotograferes for spondylose inden hunden benyttes i avlen. DM: Som nævnt tidligere er DM en udelukkelsesdiagnose, der udelukkende endeligt kan stilles ved obduktion post mortem. Broholmerselskabet har ingen dokumentation for at en Broholmer er obduceret og at diagnosen DM endeligt er bekræftet. Vi vil følge udviklingen i racen og ligeledes holde os opdaterede om udviklingen internationalt i forhold til gentest og diagnosticering. Som det ser ud pt., anbefaler vi ikke at lade sin Broholmer genteste for DM, og bruge resultatet i forbindelser med avl. 34

35 HJERTESYGDOMME: I slutfasen af hjerteprojektet opstillede KU nedenstående anbefalinger for racen mht. aortastenose: Alle Broholmere anbefales hjertescannet inden avl, tidligst når hunden er fyldt 12 måneder. GRAD 0 (Fri) GRAD 1 (Grå) GRAD 2 (Mild) GRAD 3 (Moderat) GRAD 4 (Alvorlig) Hunde med aortaflow under 2,00 m/s (grad 0) kan bruges med hunde med grad 0 og grad 1 Hunde med aortaflow 2,00 2,25 m/s (grad 1) kan bruges med hunde med grad 0 og grad 1 Hunde med aortaflow > 2,25-3,50 m/s (Grad 2) bør som udgangspunkt ikke bruges i avl, med mindre hunden besidder særligt vigtige egenskaber i forhold til racens rekonstruktion. Bruges hunde med grad 2, bør dette kun være med grad 0. Hunde med aortaflow > 3,50 4,50 m/s (grad 4) bør ikke bruges i avl Hunde med aortaflow > 4,50 m/s (grad 5) bør ikke bruges i avl Screeningsfund af andre hjertesygdomme hos racen bør ifølge KU som udgangspunkt resultere i avlsudelukkelse. Broholmerselskabet tilråder selvfølgelig at KU s anbefalinger for racen følges, så vi undgår, at hjertesygdomme af forskellig karakter skal blive et tungtvejende problem i racen. Selv om projekt Broholmerhjerte for så vidt er afsluttet, får KU stadig tilsendt hjerteattester og blodprøver fra Broholmere fra alle dyrlægerne i EKKO-gruppen. Vi arbejder stadig tæt sammen med KU om vores broholmerhjerter, og kan ikke nok understrege vigtigheden af, at alle avlshunde hjertescannes. HUD: Vi har en formodning om, at allergi og andre hudproblemer har et vist omfang i racen. En hund med kendte allergier og hudproblemer som følge af allergi, bør ikke anvendes i avl. Har en voksen hund tilbagevendende hudproblemer, bør den ikke anvendes i avl førend den er udredt af en dyrlæge med speciale i hudlidelser. Har man kendskab til allergi hos forældre/søskende til sin avlshund, tilrådes det at man kun anvender avlspartnere, hvor der ikke er forøget forekomst af allergi i nærmeste slægt. For andre, især ondartede, hudlidelser, så som mastcelletumorer og lign. må det bero på en individuel dyrlægevurdering hvorvidt hunden bør benyttes i avlen. Vi opfordrer opdrættere og hundeejere til at informere Avlsrådet ved forekomst af ondartede hudlidelser. Broholmerselskabet tilråder selvfølgelig, at alle opdrættere følger DKK s etiske anbefalinger for hundeavl punkt 4: 35

36 Det er opdrætterens og hanhundeejerens ansvar, at hunde med arvelige defekter ikke anvendes i avl. Parringer, der har givet hvalpe med alvorlige defekter, må ikke gentages Mentalitet Broholmerselskabet anbefaler At have en velfungerende hund er alfa og omega. Det hjælper ikke, at hunden er smuk i udstillingsringen, hvis den ikke fungerer til dagligt i sin familie. For også at holde racen mentalt sund tilråder Broholmerselskabet, at man ikke parrer to hunde med samme mentale svagheder eller to hunde, hvor samme svagheder eller uønskede adfærd ses i både tæven og hanhundes slægt. Nervøse og usikre hunde mangler tit nysgerrighed og har ofte svært ved at afreagere. Til dagligt betyder det, at hvis hunden forskrækkes, har den ikke mod til at undersøge, hvad der gjorde den forskrækket, og kan den samtidig ikke ryste forskrækkelsen af sig, kan det give problemer, både for hunden og dens mennesker. Her er mentalbeskrivelsen et godt redskab, da den viser hundes instinktive reaktioner. Broholmerselskabet tilråder, at der stræbes efter at avle hunde med en god portion nysgerrighed og fornuftige afreaktioner. Ud over gennemført mentalbeskrivelse anbefaler Broholmerselskabet, at man aktivt forholder sig til sin hunds sind og adfærd, når man stiller den til rådighed for avl. Det gælder selvfølgelig både opdrættere og hanhundeejere. Har man en hund, der f.eks. er mere aktiv en gennemsnittet af racen, kan man med fordel forsøge at undersøge, om det samme gælder for forældre/kuldsøskende. Det samme gælder, hvis man har en hund med et lidt usikkert sindelag. Har forældre/kuldsøskende samme sindelag, kan der være en vis portion arvelighed med i billedet. Gennemført mentalbeskrivelse er en avlsrestriktion for racen, men Broholmerselskabet opfordrer til, at også hunde, der ikke skal i avl, deltager i mentalbeskrivelsen Eksteriør Broholmerselskabet anbefaler På eksteriørsiden anbefaler Broholmerselskabet at alle hunde og i særdeleshed alle avlshunde eksteriørbeskrives. Eksteriørbeskrivelsen er et uundværligt avlsredskab, da den er langt mere uddybende end en udstillingskritik. Hunden gennemgås fra ende til anden, og eksteriørdommeren afslutter med en beskrivelse af hunden inkl. eventuelle opmærksomheder man bør have med i sine overvejelser, når man 36

37 vælger avlspartner. Det tilrådes endvidere, at der så vidt muligt sammensættes avlspar, der efterlever eksteriørdommerens anbefalinger for den enkelte hund. Da Broholmeren stadig ikke er typefast, bør racetype være det vigtigste parameter på eksteriørsiden. Typen er det, der kendetegner Broholmeren og adskiller den fra alle andre racer; det der gør den særegen og let genkendelig. Typen er f.eks. hovedet og udtrykket og den store og tunge kropsbygning med den fremtrædende front. Mindre detailfejl eller svagheder bør ikke udelukke en hund fra avl, hvis typen ellers er på plads. En detailfejl kan f.eks. være lidt kohasethed, lidt rigeligt hvide aftegn, en lidt kort overarm eller lidt flade poter. Dog bør der ved sammensætning af avlspar så vidt muligt undgås at parre to hunde med samme svagheder. En hund med diskvalificerende fejl bør så vidt muligt ikke bruges i avl. For Broholmeren er disse fejl diskvalificerende i henhold til gældende racestandard: Kvadratisk bygning, udpræget mangelfuld substans Næsen ikke sort Overbid, underbid Øjne af forskellig farve Opretstående ører Oprullet hale Pelsen fejlfarvet eller langhåret Nervøs, bidsk eller aggressiv KAPITEL 7 - AVLSRÅDET rådgivning Alle medlemmer af det danske Broholmerselskab kan søge avlsrådgivning hos avlsrådet, og det benytter mange sig af, både danske og udenlandske opdrættere. Hanhundeejere kan også til hver en tid spørge avlsrådet til råds vedr. brugen af deres hanhund i avlen. Avlsrådet rådgiver i henhold til DKK s restriktioner for racen, og i henhold til Broholmerselskabets anbefalinger. Det betyder, at indavl udregnes på 4. led og ikke bør overskride 6,25 % på 4. led, vi opfordrer dog til, at opdrætter til selv kigger indavl længere bagud. HD og AD: Der rådgives efter DKK og Broholmerselskabets anbefaling om, at parringens samlede HD index mindst bør være 200 på parringstidspunktet. Derudover rådgives der efter nedenstående anbefalinger: 37

38 HD D + E samt AD bør som udgangspunkt ikke anvendes i avl. Hvis særlige forhold taler for at anvende en hund med HD D/E eller AD 2/3, bør avlspartneren være fri. Særlige forhold kan f.eks. være bevarelse af en blodlinje i racen, eller en hund med HD A på den ene hofte og HD D på den anden hofte efter et traume. Derudover anbefaler Broholmerselskabet nedenstående retningslinjer vedr. HD og AD: En hund med HD A kan parres med en hund med alle status En hund med HD B kan parres med en hund med HD A + B En hund med HD C kan parres med en hund med HD A En hund med AD 0 kan parres med en hund med alle status En hund med AD 1 kan parres med en hund med AD Udover restriktioner og anbefalinger rådgiver Avlsrådet altid efter, hvad der skønnes at være til racens bedste. Her er der især fokus på at fastholde og forøge racens genetiske variation, hvorfor Avlsrådet altid vil fraråde at gentage en parring, at bruge samme hanhund på 2 kuldsøstre eller omvendt. Avlsrådet vil også altid fraråde, at en, eller en håndfuld hanhunde eller kuld, dominerer avlen, da det på sigt vil føre til uoprettelig skade på racens genetiske variation. Avlsrådet tilstræber, at så mange af de sunde avlsgodkendte hanhunde som muligt, bruges i avlen, så avlen spredes på så mange sunde hanhunde som muligt. Alle avlsgodkendte hanhunde på avlshundelisten er med på lige fod i hver eneste rådgivning. Indavl beregnes og noteres, er indavlen for høj i forhold til DKK og Broholmerselskabets anbefaling, noteres det ud for hunden, og hannen tages ikke med i den videre gennemgang. Det betyder ikke, at opdrætter ikke må vælge ham, det betyder blot, at kombinationen ikke overholder DKK og Broholmerselskabets anbefaling for racen i forhold til indavl. Dernæst beregnes parringens samlede HD index, og dette noteres. Er parringens samlede HD index ikke på mindst 200, noteres det ud for hanhunden, at HD index ikke overholder anbefalingen, her medtages hanhunden alligevel i den videre gennemgang, da HD index ikke har betydning for racens genetiske variation. Nu sammenholdes tævens eksteriørskema med hanhundens, er der sammenfald på svagheder, noteres det. Så kommer vi til mentalitet, her sammenholdes tævens mentalbeskrivelse med hanhundenes, og det noteres, hvis der er sammenfald på svagheder. Slutteligt kigges der på sundhed på tæven og hendes slægt og hanhunden og hans slægt. Er der f.eks. indmeldt allergi i begge slægter, noteres det. Er der en ophobning af kryptorkisme på begge sider noteres det osv. Når gennemgangen er færdig, og sendes den til opdrætter, som selv udvælger den eller de hanhunde der vækker interesse. 38

39 KAPITEL 8 - AFSLUTNING Som nævnt tidligere er Broholmeren stadig en skrøbelig race på flere parametre. Racen har stadig behov for, at vi alle tager hensyn til denne skrøbelighed, både opdrættere og den almindelige broholmerejer vi har alle et fælles ansvar for vores dejlige race. Broholmerselskabets avlsanbefalinger er udarbejdet af Avlsrådet i samarbejde med DKK s genetiker Helle Friis Proschowsky, og selvom de udelukkende må betragtes som anbefalinger, er de udarbejdet med racens bedste for øje. Vi opfordrer derfor til, at Broholmerselskabets avlsanbefalinger følges på samme måde som DKK s etiske avlsanbefalinger. Spredning af genpuljen bør stadig være et at hovedformålene med alle parringer. Det er vigtigt at huske på, at de parringer der laves i dag, skal give de hunde, der skal føre racen videre. Det gavner ikke en genetisk lille races udvikling, at for mange hunde i en generation er tæt beslægtede, og det vil de blive, hvis parringer gentages og hvis nogle hunde, især hanhunde, dominerer avlen i en generation. Avlsrådet oplever, at det bliver tiltagende sværere at overbevise den almindelige hundeejer om vigtigheden i at hunden deltager i mentalbeskrivelse, eksteriørbeskrivelse samt at hunden HD/AD røntgenfotograferes, og vigtig viden om racens udvikling tabes derfor. Her er du som opdrætter en meget vigtig brik, idet du allerede ved første kontakt til dine købere kan fortælle om disse tests, og især om hvad de bruges til og vigtigheden i at præcis deres hund også deltager. Som opdrætter kan du skabe en god kontakt til dine købere, og følge dine hvalpe i deres udvikling og samtidig kan du minde ejerne om vigtigheden i at netop deres hund deltager. Mange opdrættere vælger heldigvis at benytte Broholmerselskabets tillægskontrakt som et supplement til DKK s købskontrakt, ligesom nogle også stadig ved salg af deres hvalpe tager forudbetaling for både mentalbeskrivelse samt eksteriørbeskrivelse, og nogle også depositum for HD/AD fotografering. Broholmerselskabet opfordrer selvfølgelig til, at alle opdrættere i Broholmerselskabet benytter Broholmerselskabets tillægskontrakt som et supplement til DKK s kontrakt, ligesom der opfordres til, at alle parringer noteres på parringslisten. På sundhedsområdet oplever Avlsrådet at kun ganske få opdrættere og hundeejere informerer os, når en hund diagnosticeres med en sygdom. I et forsøg på at være på forkant med udviklingen på sundhedsområdet vil Avlsrådet fremover udsende et sundhedsspørgeskema til alle ejere ved årsskiftet det år hunden er fyldt 2 år og igen når hunden er 4 5 år samt ved årsskiftet det år hunden er fyldt 8 år, og bliver betragtet som senior. Avlsrådet kan kun følge racens udvikling og handle på det, hvis vi orienteres om hundenes sundhedstilstand. Som almindelig hundeejer kan du også hjælpe racen ved at huske at informere Avlsrådet, hvis uheldet er ude, og din hund bliver syg, og især ved lade din hund deltage i mentalbeskrivelse, eksteriørbeskrivelse samt HD/AD røntgenfotografering. 39

40 Racen tilhører os alle sammen, og kun ved en fælles indsats, kan vi sikre, at vores efterkommere også kan få glæde af typiske, sunde og velfungerende Broholmere. Beskrivelse Version Dato Forfatter Racespecifik avlsstrategi Version marts 2019 Broholmerselskabet 40