Evaluering af Huskunstnerprojekt Linjedans, rumlerier, form og arkitekturfornemmelser for førskolebørn,- V/ billedkunstner Mini Blume:

Transkript

1 Evaluering af Huskunstnerprojekt Linjedans, rumlerier, form og arkitekturfornemmelser for førskolebørn,- V/ billedkunstner Mini Blume: Kunstnerisk og teoretisk baggrund/udgangpunkt: Det er en kunst at forene teorier med praksis og begreber med virkelighed, men med stor tilfredshed vil jeg mene det er lykkedes mig som kunstner igennem mit huskunstnerprojekt at blive styrket til udviklingsorienteret fremadrettet formidler praksis, grundigt funderet i såvel teori som erfaringsbaseret praksis. Det kommunale system i Skole og Dagtilbud er meget forskelligt fra det kunstneriske system og tankegang. Det er forskelligt i sine holdninger og sine tilgange, og med mit ønsket om at ville verden noget udenfor den kunstneriske sfære, synes jeg det er vigtigt at kunne objektivisere holdninger med et større kommunikationsteoretisk perspektiv. Hertil finder jeg professor i sociologi og kommunikationsteoretiker Niklas Luhmann anvendelig, der komplementerer Otto Scharmers mere indadvendte søgen, mod den mere udadrettede kommunikation. Huskunstnerprojektet i 2012 Linjedans, rumlerier, form og arkitekturfornemmelser for førskolebørn er med afsæt i fagligt forankret kunst- og arkitekturforståelse, hensigtsmæssigt blevet tilpasset kunstneriske processer til anvendelse af udvikling af læring og pædagogisk praksis i 20 daginstitutioner i Lolland og Guldborgsund kommuner. I udviklingen og gennemførelsen af projektet har det fordret integration af forskellige tankesæt og forståelsesrammer fra billedkunst, arkitektur, pædagogik og læreplaner, kommunikationsteorier og oplevelsesteoretiske tilgange med specifik indsigt i Dagtilbuds udviklingsmæssige behov og konkrete udfordringer set i et samfundsperspektiv. Mit Huskunstnerprojekt fra 2012 underbygger antagelsen om at kunstnerisk skabende metodiske tilgange og forståelser, i mødet med samfundsrelevante udfordringer og udviklingsmuligheder på området indenfor skole, dagtilbud og udsatte børn og unge, kan bidrage til positiv udvikling af nye forståelsesrammer og håndteringen af disse udfordringer. Set ud fra min praksis er det tydeligt at min udfordring med at formidle kunstneriske processer er instrumentaliseringen af de kunstneriske og kreative tilrettelæggelser i forsøget på at nå det pædagogiske system. Teaching through arts kan være sværere i sin praksis end i teorien, og særligt i yderområder af Danmark, hvor kultur også skal forstås som, og indbefatter kognitiv viden. Det særlige ved kulturel viden er at den nødvendigvis ikke lader sig omsætte i ord. Det der hænger sammen med ens kultur, er normalt ikke er noget man taler om, men er en position man taler ud fra. I lyset af denne position er min kunstneriske baggage jeg bringer med mig i mit Huskunstnerprojekt ud i børnehaverne, ofte og allerede udfordret i sit udgangspunkt. 1

2 I mødet med børn og pædagoger på Lolland og Falster, giver det helt sig selv, hvis det skal give mening for alle parter at lave kunstneriske og kulturelle projekter, at en billedkunstformidling må tage sit afsæt i relationen. Centralt står legen som medierings redskab, og nyt bud på formidling, i kunstneriske og kulturelle processer. Det interaktive processuelle felt mellem kunst og beskuer, værk og oplever, medie og mediebruger understøtter derfor mit Relationelle billedkunstfaglige fagsyn. Den relationelle tilgang til formidling af billedkunst, er særdeles befordrende for den særlige rammesætning der er på Lolland og Falster. Igennem den relationelle tilgang betragtes kunst som noget der kan bruges, og ikke kun forståes. Et kunstværk bør betragtes som en åben invitation til at konstruere nye relationer til dets betydning og anvendelse. Med bevidstheden om at kunstværker er vigtige at komme i dialog med, har jeg i mit huskunstnerprojekt valgt, ud fra et klassisk dannelsesperspektiv, aldrig at gå på kompromis med indholdsdimensionen, men derimod har jeg forsøgt at uddybe formidlingspotentialet igennem en ekspressiv formidling, hvor børnene havde hands on i processerne. Huskunstnerprojekt i Lolland og Guldborgsund kommuner 2012: Linjedans, rumlerier, form og arkitekturfornemmelser for førskolebørn Fra min iagttagelse oplever jeg at jeg som På professionel billedkunstner har haft stor succes med, i 20 institutionernes egne rammer, at formidle det kunstneriske sprogs potentiale i en pædagogisk inddragende kontekst. Herved har projektet i sin helhed sat spot på de hjemlige rammers mulighed for at kunne give børn og pædagoger en legende og eksperimenterende tilgang til kunst, arkitektur og design. Mit udgangspunkt har været at dette nemlig ikke kræver store museale rum, eller særlige børn! Foruden at være uddannet professionel billedkunstner, har jeg på baggrund af mit diplomstudie i Kunst og Kulturformidling for børn og unge, haft den målsætning at lave en strukturel kobling til Dagtilbuds læreplaner og den generelle samfundsudvikling. Derfor har det også været meget glædeligt, at kunne erfare at mine tilgange efterfølgende netop har inspireret til implementering af nye kunstneriske praksisformer i de institutioner jeg har besøgt i Lolland og Guldborgsund kommuner. 2

3 Mine oplevelser har uden undtagelse været, at det var legende let at fange og fastholde børnene i de tematikker, jeg præsenterede. Gennem intro seminar på Fuglsang Kunstmuseum for de involverede pædagoger, blev vejen banet for en workshop-uge med mig i 20 forskellige institutioner. Til børnehaverne havde jeg forskellige skriftlige dags-programmer til pædagogerne og til børnene forskellige visuelle powerpoint præsentationer omkring dagens tematikker og opgaver. Alle processer blev struktureret tydeligt og spændende, og roller, og pauser blev fordelt og aftalt forinden dagen gik i gang. Evalueringsseminar, er på baggrund af lavpraktisk opståede problematikker, blevet til en indsamling af ideer blandt de involverede institutioner, der via projektet har forpligtet sig til at udvikle et mindre eller større børnekulturprojekt inspireret af mine tematikker, formidlingsmæssige tilgange eller kunstneriske formgivninger og materialer. Denne dokumentation skal til sidst samles ind som pdf filer til en vidensbank af ideer til alle institutioner, der dermed får projektets idegrundlag omkring engagerede børnekulturelle rum praksisnært doblet op 20 gange. Tematikker blev i workshopugen præsenteret varieret og tilpas udfordrende så børnenes udtrykspotentiale blev forlænget og uddybet. Pædagogerne fik hermed anledning til at se nye muligheder i deres pædagogiske arbejde, såvel i forhold til det enkelte barn som for hele førskolegruppens læringsmæssige målsætning. I det følgende vil jeg redegøre for baggrund, udvikling og udførelse af Huskunstnerprojektets opbygning: 3

4 Seminarene: (ovenfor ses et uddrag af aktiviteter og powerpoint-præsentationsmateriale for pædagogerne) Min pointe var, på seminarene for de medvirkende 20 institutioner, koblingen til kunstneriske arbejdsformer kunne blive til nye former for lærings og kreativitetspædagogikker, med god plads til inkludering og differentiering. Seminaret (sidst i marts måned 2012) varede 4 timer, og var struktureret således at jeg med powerpoint først gav en visuel præsentation af mig selv, mine kompetencer og den kobling jeg som billedkunstner har til pædagogisk praksis, læreplaner og den generelle samfundsudvikling. Dette blev efterfulgt at en pause hvorefter jeg gav endnu en visuel præsentation af de kommende 20 uger jeg skulle afvikle i de 20 institutioner. Jeg gav en grundig indføring i tematik, kunst og arkitektur, kreativitets tanken, og samfundsudviklingen set fra min iagttagelsesposition, Hvilket gav god dialog gennem hele præsentationen. Herefter var der frokost og praktiske voksen-workshops, der gav en forsmag på de kommende børne-workshops ude i institutionerne. Jeg havde købt grundigt ind af relevante kunst og arkitektur bøger til inspiration, og jeg oplevede en generel stor interesse i det nye stof område. Min kunstneriske relationelle tilgang til de små voksen-workshops på seminarene, inspireret af Helene Illeris, gav en åben og god kommunikation selv blandt de mest forskrækkede og tilbageholdne pædagoger. Jeg opstillede og fulgte 3 formelle krav til min projektudvikling hvorved mit kunstneriske og kreative projekts potentiale kunne give mening til pædagoger i dagtilbud. 1. Projektets og processernes kunstneriske/kreative dimension 2. Projektets og processernes sociale og inkluderende dimension. 4

5 3. Projektets og processernes lærende dimension set i forhold til læreplaner. Workshops i institutionerne: (ovenfor ses et uddrag af aktiviteter og præsentationsmateriale for børn og voksne) Alle institutioner skulle vælge 2 workshops jeg skulle afvikle i deres institution. Dette havde de på seminaret valgt ud fra mine visuelle præsentationer. Institutionerne kunne vælge mellem følgende temaer: 1. Kig, mærk, byg 2. Hverdagsarkitektur 3. Form, balance og ligevægt 5

6 4. Genbrug og redesign De forskellige workshop muligheder var dels for at komme så bredt rundt som muligt kunstnerisk, men også for at tilgodese institutioner med særlige interesser og børnegrupper. Dette betød at kombinationerne var mange igennem samtlige besøg i institutionerne, og ligeledes var sammensætningen af børnegruppen. Jeg havde sat et maksimum på 25 børn, for empatisk at tilgodese lavparktik i institutionerne, med stuestørrelser og primærgrupper. Dette var jeg på forhånd klar over ikke gav optimale vilkår for formidlingen til aldersgruppen, men jeg var klar over at hvis projektet skulle kunne inspirere til at blive integreret realistisk i daginstitutionerne, blev jeg nød til at åbne op for større grupper. Men idet at jeg var meget velforberedt såvel fagligt som lavpraktisk, oplevede jeg ingen problemer med at vække børnenes interesse, end ikke i min første visuelle præsentation der afkrævede børnenes aktive lytten og koncentration. Min store kommunikative pointe med Linjedans var netop den kunstneriske og kreative tilgangs muligheder for pædagogisk inkludering og differentiering, selv i store børengrupper. Hverdagen var fra kl inklusiv pauser for børnene. Hver morgen startede med en visuel powerpoint præsentation af dagens temaer, hvortil der blev ført en åben dialog mellem mig og børnene omkring deres syn, erfaringer og holdninger til dagens givne tematik. Herefter var dagen struktureret efter praktiske opgaver sammensat af forskellige materialer og brug af motoriske og intelektuelle kompetencer. Dette gav det rette tempo-skift, der kunne fastholde børnenes koncentration og nysgerrighed gennem hele dagen. Hver opgave som børnene blev præsenteret for, havde et begrænset antal materialer. Men for mig som skulle lancere 2-3 opgaver pr. dag for børnegruppen var det materiale mæssigt en stor mundfuld. Opgaverne kunne veksle mellem at bruge sand, træklodser, genbrugsmaterialer i alle afskygninger, perler, piberensere, maling, tuscher, lim og limpistoler, computer og Google Earth, en modulbygget hule af vandrør og plader, bløde tæpper og puder, lyskæder, podcasts,bøger, diktafon, plasticdyr, dukkehusmøbler.. osv osv. Eneste krav var at jeg kunne flytte alt rundt selv, og have materialerne i min bil. Det er ingen hemmelighed at det var et kæmpe logistisk arbejde at pakke bilen hver dag, men efterhånden gik det nemmere og jeg udviklede hele tiden bedre praktiske løsninger til mig selv. Endnu en hovedpointe i Linjedans var at reducere materialemæssige muligheder til de forskellige opgaver, hvormed mulighedsoverskuddet gav et frit flydende flow af leg og improvisationer hos børnene. Leg er på mange måder kodeord for nøglen ind til det kreative eller kunstneriske univers. Denne legemodus er ofte karakteriseret ved tidløshed, lethed og glæde,- og den åbenlyse glæde og lettelse der bredte sig hos pædagogerne,- når børnene fik lov til at lege i projektet, var en god indikator for sammenhængen mellem leg og læring. Et godt eksempel er dagen hvor jeg talte om materialers skrøbelighed, haver og huse Alle børn fik udleveret deres egen plastickasse med sand (sand som de selv lige havde været ude og hente på legepladsen). Morgenes snak og visuelle gennemgang var en omdigtning af Ulven og de tre små grise, der førte over i at tale om materialers holdbarhed. Ud fra at børnene dagen før havde 6

7 lavet fysiske balanceøvelser og bygget tårne af træklodser, med inspiration fra Dubais skyskrabere, var denne dag anderledes i sit sanselige materiale. Børnene skulle selv konstruere geometriske forme af pap til deres byggeri i deres sandkasse. De skulle ligeledes reflektere over hvad en have er, og hvad der kunne være det sejeste, smukkeste, bedste der kunne være i en have, efter deres eget hjerte. Jeg havede perler, piberensere, pinde, plasticdyr, biler og små papmodeller af alle børn, der gav illusionen at børnene selv beboede haven i kassen. Dette gav anledning til leg i sin mest dejlige, inkluderende, fantasifulde og undersøgende form. Denne dag elskede jeg særligt at gennemføre for børn og pædagoger. I teoretisk forstand fik det antropologiske begreb for børns kultur plads til at udvikle sig og virke i en pædagogisk kontekst. I dette rammesatte legende univers var jeg blot igangsætter og inspirator set fra børnenes perspektiv, og jeg blev umådelig populær idet jeg ugen igennem kunne fortælle mange nye historier med levende billeder til, og jeg kendte til mange nye slags lege der spændte bredt og inkluderede alle typer børn og materialer. Set ud fra et kunstnerisk perspektiv spændte inspirationen fra dekonstruktivistisk skulptur, mobiler i monumentale som små størrelser, verdens arkitektur og modelbyggeri, farveteori, materialers sansemæssige modsætninger, - til lydoptagelser, geometrisk forståelse og tegne/skitse opgaver. Ud fra pædagogiske overvejelser og set ud fra børnenes perspektiv ville jeg gerne tilgodese forskellige interesser. Der var pyntelige finmotoriske materialer, henover grov-motoriske konsturktioner af genbrugsmaterialer. Der var lytte og iagttaglesesøvelser, balance opgaver og øvelser, ligesom der var, socialtræning, tegne og mere instrumentelle forståelsesopgaver. Til hver dag havde jeg skrevet et skriftigt program til pædagogerne, der kunne forberede dem på dagens udfordringer, hvilket gav tryghed og med-ejerskab blandt pædagogerne til selv at deltage støttende i processerne/workshoppene. Jeg oplevede, og fik tilbagemeldinger på, at mine kunstneriske og kreative tilgange til børnegruppen åbenlyst frigav børnenes mere skjulte potentialer. Pædagogerne fik praksisnær inspiration til at inkludere deres pædagogiske målsætninger for det individuelle barn (kommunalt og statsligt fastsatte tests, sprog- og skoleparatheds vurderinger mv), men de fik også inspiration til mere overordnede mål for læreplaner og vurdering af det generelle børnemiljø i institutionen. (Hovedpointen i ansøgningen til kunstrådet gik på at inspirere til engagerede børnekulturelle rum..) Sidst med ikke mindst fik alle medvirkende en ny vinkel på kunst og arkitektur som åbne invitationer til at drømme og undere sig, konstruere, bygge, male, tegne og lege videre. Hermed mener jeg at flere essentielle pointer i forhold til mit faglige indhold i formidling også giver mening i det lokale samfunds regi.. 7

8 8