FJERNSYN FOR STORE (NGO ER) NYHEDER OG DEBAT OM UDVIKLINGSBISTAND. Oktober/Nr. 06/2007 SIDSTE ÅRS DAGSVÆRK-PENGE TIL SYDAFRIKA SAMLER STØV

Transkript

1 Foto: AP Photo/ Tsvangirayi Mukwazhi EXIT MUGABE ENTER DENMARK DONORERNE FORBEREDER AT RYKKE IND I ZIMBABWE EFTER ET REGIMESKIFTE. DANSK FACT FINDING MISSION TIL ZIMBABWE FOR AT FINDE FREMTIDENS SAMARBEJDSPARTNERE. LÆS SIDE OPPOSITIONEN ER SIKKER: 50/50- BALANCEN MELLEM MULTILATERAL OG BILATERAL BISTAND SKRIDER. FUP ELLER FAKTA? BAG OM TALLENE PÅ NYHEDER OG DEBAT OM UDVIKLINGSBISTAND Oktober/Nr. 06/2007 VAND! NGO-STRID OM TV-INDSAMLING FJERNSYN FOR STORE (NGO ER) DONÉR Tv-indsamlings-showet på DR i januar indbragte 55 mio. kr. til syv humanitære organisationer. I 2008 er feltet øget fra syv til 12 større organisationer, der skal samle ind på tv. De mindre NGO er er ikke inviteret med. I kølvandet på DR s store indsamlingsshow tidligere i år fulgte en ophedet debat mellem de humanitære organisationer om, hvem der skulle have lov at deltage i showet i DR bad de stridende parter finde en løsning, hvilket lykkedes i maj. Og så burde den ged vel være barberet og sendt til Afrika. Men nej. Flere mindre organisationer finder det nu problematisk, at det er sværvægterne, der udstikker kriterierne for, hvem der må være med, og hvor meget hver enkelt organisation, der deltager, får ud af det. De store organisationer har nemlig bestemt, at størrelsen skal være afgørende for deltagelsen og for indtjeningen. Dansk Røde Kors løber med den store præmie. Læs om tv-indsamlingen på side 3. Illustration: 1508 A/S SIDSTE ÅRS DAGSVÆRK-PENGE TIL SYDAFRIKA SAMLER STØV Blot en måned før dette års Operation Dagsværk-indsamling til Bolivia går i gang 7. november, samler 8,2 mio. kr. fra sidste år stadig støv. Partneren i Sydafrika smuttede. Læs side 4.

2 NR. 06/2007 AKTUELT SIDE 2 INDHOLD MINISTEREN ANMELDER Ny roman af forfatteren og journalisten Louise Windfeld-Høeberg tager afsæt i bistandsmiljøet i Zambia. Udviklingsminister Ulla Tørnæs anmelder bogen, der tager godt fat om den politiske korrekthed, der måske stadig præger branchen og beskriver blandt andet bistands-cirkusset, som det kunne se ud i Zambia. Læs mere på side 21. NYT FRA STYRELSEN LÆR AT ELSKE BUDGETSTØTTEN ET TVUNGENT HOTELOPHOLD Det var, hvad Liberias nyansatte statsrevisor, John Sembe Morlu, i første omgang fik ud af at kritisere regeringen og de økonomiske forhold i Afrikas ældste, uafhængige republik. Statsrevisorer i andre afrikanske lande er dog blevet både skudt eller fængslet, så han synes selv, at det er billigt sluppet, at han er blevet beskyldt for forræderi, dumdristighed og inkompetence og er tvunget til at sidde på hotellet omgivet af bodyguards. Læs mere på side Foto: Eva Nitschke. INTET ER SÅ SKIDT, AT DET IKKE ER GODT FOR NOGET Der er få steder, denne lidt udslidte kliché passer bedre, end den gør på historien bag ASF-Dansk Folkehjælp, der i år har 100-års jubilæum. En arbejdsulykke i 1907, hvor flere bliver alvorligt kvæstet, ansporede malersvenden Frederik M. Nielsen til at danne Arbejdernes Samaritter Forening. Siden er det gået fra husmoderferier over feriekolonier til international katastrofehjælp for den lille, lollandsk-baserede NGO med den store kontaktflade. Læs mere på bagsiden om organisationen med det grønne kors. Udgives af Danida, Udenrigsministeriet, Asiatisk Plads 2, 1448 København K Telefon , Fax årgang. Udkommer otte gange om året. Trykoplag: ISBN nr (papirversion) ISBN nr (netversion) ISSN nr Abonnement (gratis), adresseændringer og udsendelse eller kontakt Schultz Distribution: Telefon , schultz@schultz.dk Redaktion Redaktør: Stefan Katić (sk) (stekat@um.dk) Journalist: Morten Østervang (mø) (morost@um.dk) Journalistpraktikanter: Thomas N. Hougaard (th) (thohou@um.dk) og Line Lagoni Leonhard (linleo@um.dk) Ansvarshavende iflg. presseloven: Kontorchef Eva Egesborg Hansen. Redaktionen afsluttet den 9. oktober Annocering Klaus Aa. Lange (klalan@um.dk) Nyt om navne Tine Louise Knudsen (avisenudvikling@um.dk) Design, layout og illustration: 1508 A/S Tryk: Skive Folkeblad. Trykt på svanemærket papir med miljøvenlige farver. Hjemmeside Her findes blandt andet tidligere numre og artikelbibliotek. Tidligere numre på tryk kan rekvireres fra Netboghandelen på: eller hos DBK Logistik Service på telefon Artikler i Udvikling udtrykker ikke nødvendigvis Udenrigsministeriets synspunkter. Af Morten Østervang Kære læser, vi kan i denne klumme præsentere Dem for intet mindre end en bistandssucces. Og vi kan også garantere, at De udelukkende vil kunne læse om den her i avisen. For hvordan forklarer man lige på tv, at en upersonlig størrelse som budgetstøtte har bidraget til at skabe bedre vilkår for Mozambiques skolebørn og syge mennesker? Brønde og hospitaler gør sig alt andet lige bedre. Ikke desto mindre er det tilfældet. 15 år efter at Mozambique er trådt ud af en ti-års ødelæggende borgerkrig, er landet nu på målrettet kurs mod mindre fattigdom. Og med dansk og andre donorers bistand som en vigtig medspiller. Landet har i gennemsnit haft en pæn økonomisk vækst på 7,6 pct. om året mellem 1997 og Årsagerne er flere: Der er indført markedsøkonomi. Der er kommet flere udenlandske investeringer til. Der er gennemført betydelige reformer af den offentlige sektor. Og så er der selvfølgelig tilført ret så betydelig udviklingsbistand. Det positive er, at væksten rent faktisk har bidraget til at reducere andelen af fattige fra 69 pct. i 1997 til 54 pct. i 2003 (det seneste officielle tal). Mozambiques regering vurderer også, at landet vil nå en række af FN s 2015 Mål. Hvad har det så med budgetstøtte at gøre? Danmark har sammen med 18 andre donorer givet budgetstøtte til Mozambique siden år Budgetstøtte er kort fortalt direkte støtte ned i modtagerlandets husholdningskasse, som landet i et vist omfang selv kan disponere over. Den indebærer, at donorerne opgiver øremærkning af bistanden mod at få indflydelse på landets overordnede politik. Den anbefales af mange kloge eksperter fordi den giver ejerskab, og fordi den effektiviserer bistanden. Og nok så vigtigt: Ifølge en evaluering, som 19 donorer i Mozambique har lavet, tyder alt på, at budgetstøtten har bidraget til, at det offentlige er blevet langt bedre i stand til at levere serviceydelser til befolkningen. Danidas Styrelse tiltrådte derfor også på dets møde i september yderligere 160 mio. kr. til budgetstøtte til Mozambique fra 2008 til Med den nye bevilling kommer Mozambique til at modtage 14 pct. af den samlede danske bistand i budgetstøtte. Pisk og gulerod Men. Men. Der er også torne i bush en. Danida opdagede i begyndelsen af 2005, at der var alvorlige problemer med forvaltningen af danske bistandskroner i uddannelsessektoren. Det var ganske vist ikke i budgetstøtten, at misbruget var sket. Men den danske reaktion kom prompte: Godt 45 mio. kroner af budgetstøtten blev indefrosset. Siden har regeringen i Mozambique betalt lidt over halvdelen af de 15 millioner kroner, skandalen drejede sig om, tilbage. Resten er på vej. Nu synes så tiden at være moden til at tage fat igen. Budgetstøtten er ganske vist på et lavere niveau end før skandalen, men dog markant. Og et klart signal om at Danmark anerkender, at regeringen har vist villighed til at løse korruptionsskandalen. Og det illustrerer vel også pointen: Er man i områder, hvor verdens gang er knap så forudsigelig som budgetlægningen i Rudersdal Kommune, er der både mulighed for gigantiske succes er og risiko for pludselige skandaler. Langt det meste af dansk udviklingspolitik udføres trods alt i dele af verden, hvor meget ikke er perfekt. Ellers ville der ikke være brug for hjælpen. Forsigtig-Per Danmark får ofte at vide, at vi er lidt for forsigtige med skatteydernes penge. Da Danida valgte at skære i Mozambiques støtte, fik det skarp kritik af de andre donorer. Bistandseksperten Richard Manning fra DAC (OECD s Udviklingskomité) har også for nylig opfordret Danmark til at være mere risikovillig og til at give mere budgetstøtte. Herhjemme deler budgetstøtten vandene. En lang række politikere er således skeptiske over for budgetstøtten, der kan virke mindre gennemsigtig og det kan være sværere at sikre, at pengene går til de rigtige formål. Kan Danmark sikre fx sine prioriteter som miljø og kvinder, når vi giver budgetstøtte? Andre ligger i den helt anden ende af spektret og mener, at Danida bør give mere budgetstøtte. For den giver mere ejerskab. Og reducerer de administrative omkostninger ved at modtage bistand for udviklingslandene. Synspunkterne er mange og modsatrettede. Faktisk formaster nogle sig ligefrem til at stille spørgsmålstegn ved, om budgetstøtten giver ejerskab, som jo er et af dens salgsargumenter. Nu er der nok ingen tvivl om, at budgetstøtte giver mere ejerskab end projektstøtten, hvor donoren og regeringen beslutter projekterne og fører dem ud i livet. For budgetstøtten gives som en del af tæt dialog med modtagerlandet, og budgettet skal godkendes af parlamentet. Men omvendt: Ender man med at binde landet, når 15 donorer pludselig får indflydelse på et lands finanslov? Meningerne er delte. Læs side om dem på side 6-7. Tiltrådte bevillinger > Makrofinansiel støtte (Mozambique) 160 mio kr. > Multilaterale bidrag til bekæmpelse af hiv aids (UNICEF, WHO, UNAIDS) 100 mio. kr. > HIPC Gældslettelser 45 mio. kr. > Det arabiske initiativ: Dansk-egyptisk dialoginstitut i Kairo. 20 mio. kr. Styrelsen for Internationalt Udviklingssamarbejde er rådgivende for udviklingsministeren. Den indstiller bevillinger til bilaterale og multilaterale programmer på over 10 mio. kr.

3 NR. 06/2007 AKTUELT SIDE 3 NGO ER I STRID OM TV-PENGE Der er mange penge på spil ved tv-indsamlinger. Og de store humanitære organisationer bestemmer selv, hvem der skal have del i gevinsten til næste år. Det skal de små organisationer ikke. Resultatet er, at de mindre bliver klemt, mens det heldige dusin, de tolv store organisationer, bliver større. Men også blandt de tolv er der indbyrdes uenighed om, hvordan pengene skal fordeles. En besynderlig proces, siger ADRA s generalsekretær om forløbet. Af Jan Kjær Processen er besynderlig og ikke altid lige køn. Først var der fem organisationer, så syv. Efter en klage fra utilfredse organisationer til Konkurrencestyrelsen og en omgang i mediekværnen bestemte de syv, at de skulle være elleve. Lidt roderi fuldendte dusinet. Kampen for at komme på tv i primetime i 2008 og blive en del af et lukrativt indsamlingsshow i Danmarks Radio er benhård. Siden sidste indsamling har der været en bitter debat, hvor de organisationer, der ikke var blandt de syv heldige i tv-indsamlingen 2007 har presset på at få deres del af kagen. Public service kanalen DR har derfor bedt de stridende parter om selv at finde en løsning forud for indsamlingen i De syv store indsamlingsorganisationer fra 2007 showet satte sig så sammen i maj og aftalte så adgangskrav og fordelingsnøgle indbyrdes. De store er ikke overraskende kommet frem til, at størrelsen er det vigtigste kriterium for at være med. Størrelsen af egne indsamlede midler og som noget nyt størrelsen af Danida-tilskud. Det åbner dørene for fem mere, nemlig Mellemfolkeligt Samvirke (MS), CARE Danmark, Ibis, ADRA og Dansk Flygtningehjælp. Fordelingsnøglen favoriserer dog stadig de syv oprindelige organisationer. Og det giver utilfredshed hos de nye i tv-klubben. Selvforstærkende Og så er der dem, der slet ikke får del i kagen. Indsamlingerne skal sætte Afrika og 2015 Målene i fokus. Og det skærer automatisk en organisation som Mission Øst fra, hvis største programland pt er Afghanistan. Vi er glade for, at flere er kommet med, men skuffet over ikke selv at være blandt de heldige, siger vicegeneralsekretær Peter Samuelsen fra Mission Øst, en af de fem organisationer, der i januar klagede over fremgangsmåden. Kriterierne er konstruerede og tillader kun de organisationer, der arbejder med Afrika, at deltage. Peter Samuelsen ønsker, at der i højere grad tages udgangspunkt i, hvem der er relevante Nu vil jeg ikke være for kritisk, når jeg selv endelig er kommet med, men det har været en besynderlig proces. Lehnart Falk, ADRA. for indsamlinger. Mission Øst har meget at byde på, selv om organisationen kun laver humanitært og udviklingsarbejde i Asien og Østeuropa Målene gælder ikke kun i Afrika, påpeger han. Han er bange for en udvikling, hvor skellene mellem store og små organisationer øges. Det er en selvforstærkende proces, hvor de store kommer med i en tv-indsamling, som giver endnu mere til de store organisationer, så de bliver endnu større, forklarer Peter Samuelsen. Samtidig vil resultatet af DR-indsamlingen komme til at påvirke størrelsen af tilskuddet fra tips- og lottomidlerne. En del af disse gives nemlig til organisationer på basis af indsamlingsresultat. Nu får de store endnu mere. Men der er ikke flere klagebreve på vej fra Mission Øst. Vi satser nu på en proces, hvor flere organisationer kan deltage i fremtiden. Jeg bakker op om der, hvor vi er nået til nu og vil ikke modarbejde processen, siger Peter Samuelsen. Politisk løsning Man kan være tilfreds med, at de humanitære organisationer og Danmarks Radio trods alt har lyttet til kritikken, siger Klaus Nørlem, generalsekretær i ASF-Dansk Folkehjælp, som heller ikke er blandt det heldige dusin. Men Klaus Nørlem har svært ved at godtage fremgangsmåden. Jeg er ikke sikker på, at organisationerne selv er i stand til at fastlægge kravene. De har en viden, men også en egeninteresse. Han mener, at der helt overordnet skal laves klare retningslinjer for, hvornår en public service institution må lave indsamling på radio og tv. Danmarks-indsamlingen på tv i januar 2008 skal skaffe midler til at mindske børnedødelighed, så afrikanske børn som disse får en god start på livet. Her skolebørn i det nordlige Zambia. Foto: Jan Kjær. Der er forskel på DR og TV3. TV3 kan vælge og vrage. Det synes vi ikke, DR kan tillade sig, forklarer Klaus Nørlem. Han foreslår derfor en politisk løsning. Det synes den ansvarlige programredaktør i DR, Carl Otto Dethlefsen, ikke om. Det er en helt forkert vej at følge, hvis politikerne blandes ind i det. Tænk, hvis de skulle bestemme, hvem der skulle have årets julekalender. Det ville de nok betakke sig for. Han ser det som et driftsanliggende for DR, der ligger klart inde for den bevægelsesfrihed, som politikerne har udstyret public service institutionen med. Skæv fordelingsnøgle Medieomtalen og klagerne gav pote for nogle organisationer, deriblandt Mellemfolkeligt Samvirke. Generalsekretær Frans Mikael Jansen er glad for at være med. FRA 5 til 7 til 11 til 12 HELDIGE Det vil give befolkningen et mere nuanceret billede af, hvorledes man kan arbejde med 2015 Målene, men vi ser gerne, at fordelingsnøglen bliver ændret, siger han. Nøglen er bestemt af de oprindelige syv organisationer, og de får da også mest. Pengene fra tv-showet skal fordeles i forhold til, hvor meget de deltagende organisationer allerede samler ind. Det giver nødhjælps- og fadderskabsorganisationerne særlige fordele. Dette års tv-indsamling på DR1 i januar, Danmarks Indsamlingen, gav 55 mio. kr. Giver tv-indsamlingen i 2008 som forventet 50 millioner kroner, vil Børnefonden og Røde Kors hver få omkring 9 mio. kr., Red Barnet 3 mio. kr., og de fem nye kun omkring 1,5 mio. kr. (...fortsættes på side 18) JANUAR 2007: Dansk Røde Kors, UNICEF, Folkekirkens Nødhjælp, Red Barnet og Læger uden Grænser præsenterer DR for Danmarks Indsamlingen. SOS-Børnebyerne og Børnefonden kommer til. Showet i januar 2007 giver 55 mio. kr. ADRA, Ibis, MS, ASF, Mission Øst og Care Danmark klager i januar til konkurrencestyrelsen. Showet er konkurrenceforvridende og strider mod DR s public service-forpligtelse, mener organisationerne. MAJ 2007: Lederne for de syv organisationer, der deltog i Danmarks Indsamlingen, holder møde i maj, og beslutter sig for en endelig model for adgangskrav og fordelingsnøgle for elleve organisationers deltagelse. Modellen præsenteres for DR. JUNI 2007: ADRA, ASF og Mission Øst fik at vide, at de ikke er blandt de heldige. Det sker efter de syv oprindelige organisationer har holdt møde med de fire nye: MS, CARE, Ibis og Dansk Flygtningehjælp. CARE gør opmærksom på, at ADRA er større. ADRA kommer med i kredsen, uden at CARE ryger ud.

4 NR. 06/2007 AKTUELT SIDE 4 DAGSVÆRK-PENGE TIL SYDAFRIKA SAMLER STØV unge fra slummen i Cape Town må kigge langt efter den hjælp, som danske gymnasielever sidste år knoklede for at give dem. Operation Dagsværks mellemmand, Sydafrika Kontakt, er raget uklar med sin lokale samarbejdspartner. En måned før årets OD-indsamling, står de 8,2 mio.kr. fra indsamlingen i 2006 stadig ubrugte hen. Af Hanne Mølby Henriksen De skulle have været tilbudt en vej ud af slummens vold, kriminalitet, seksuelle overgreb og narkomisbrug, men hjælpen til de unge og deres familier fra bydelen Cape Flats i Cape Town lader vente på sig. Operation Dagsværk samlede ellers 8,2 millioner kroner ind til det gode formål for snart et år siden, men de danske gymnasieelevers Sydafrika-projekt er gået i stå, før det overhovedet kom i gang. Operation Dagsværk (OD) og deres danske partner Sydafrika Kontakt (SAK) måtte i januar erkende, at de alligevel ikke kunne arbejde sammen med projektets lokale partner Prosperity Youth Centre (PYC). Vi mente jo, at vi havde aftalen på plads. Men da vi kom derned i begyndelsen af året for at tale projektet igennem, blev det klart, at der var rigtig mange misforståelser mellem dem og os, fortæller Morten Nielsen, der er informationsmedarbejder og eneste ansatte i SAK. Folkene bag PYC ville for eksempel ikke være med til at slå stillingen som lokal projektkoordinator op, og de ville heller ikke acceptere et dansk krav om, at projektets fuldtidsansatte ikke må arbejde andre steder samtidig. De har sikkert tænkt, at nu var pengene samlet ind, så skulle vi ikke komme her og stille krav og være nogle brokkehoveder. Nu var det bare at komme i gang, gætter Morten Nielsen. at stole på dem. Hvis ikke de havde stoppet samarbejdet, så havde vi gjort det selv, siger Morten Nielsen. Han fortæller, at folkene i SAK og PYC ellers har kendt hinanden siden 1980 erne og arbejdet sammen om mindre projekter lige så længe. Og han vurderer, at man fra SAK s side kom til at tage nogle ting for givet i forhold til partnerens imødekommenhed og lyst til at opfylde de administrative krav, der hænger sammen med et OD-projekt til mange millioner kroner. Vi er selvfølgelig kede af, at vi ikke fra starten fik gjort klart, hvilke krav, der var til PYC som projektbærende organisation. Det var en fejl. Det er vi kede af. Den må vi tage på os, erklærer han. Ikke vores skyld Heller ikke i OD har man overvejet at sikre sine samarbejdsaftaler på forhånd dagsværkerne regner ganske enkelt med, at organisationer som Sydafrika Kontakt, der stiller forslag til projekter, har styr på den slags selv. Det er vores danske samarbejdspartner, der hæfter for, at de her ting er opfyldt, siger Anne Marie Engtoft Larsen, der er bestyrelsesmedlem i Operation Dagsværk og blev student i sommer fra Kalundborg Gymnasium. Både OD og SAK mener desuden, at det er svært at foregribe misforståelser af denne art, fordi man ikke kan indgå aftaler, før pengene er samlet ind. Eller som Morten Nielsen formulerer det: Du kan ikke lave aftaler på håb, kun på konkrete beløb. Men den holder ikke, mener Anders Kristoffersen, der er konsulent i det private firma Dalberg Global Development Advisors, der rådgiver organisationer og virksomheder i udviklingsspørgsmål: Man må have en ide om, hvor mange penge man kan samle ind, og hvad man vil have ud af det, før man sender gymnasieelever ud i marken for at arbejde, siger han. Parterne bør på forhånd sørge for at lave en aftale, der omfatter præcis, hvad deres service-provider skal gøre for at få pengene. Otte millioner kroner er ikke en uanseelig sum, mener Anders Kristoffersen. Som sagen står nu, er det vigtigt at finde en ny samarbejdspartner råder han der kan tage over præcis, hvor PYC slap, så de danske gymnasieelever ikke en dag skal slå op i avisen og læse, at de penge, de gav til at hive unge ud af Sydafrikas slum, i stedet er blevet omdirigeret til bønder i Cambodja. Nye partnere fundet SAK har allerede fundet et netværk af otte sydafrikanske organisationer, der gerne vil være med i projektet, og de har alle accepteret de danske krav. Bliver de nye partnere godkendt af eleverne på OD s stormøde senere på året, skulle projektet gerne kunne gå i gang i begyndelsen af 2008 ét år forsinket. Anne Marie Engtoft Larsen fortæller, at problemerne i Sydafrika i høj grad har påvirket dagsværkerne og fået dem til at overveje at ændre procedurerne for, hvornår der skal skrives samarbejdsaftaler. Også det skal eleverne selv tage stilling til på stormødet i slutningen af november. Mens de sydafrikanske unge venter, og tiden går, er Operation Dagsværk i fuld gang med en ny kampagne, der skal kickstarte dette års indsamling den 7. november til fordel for guaraní-indianerne i Bolivia. Hvordan kan I forsvare at gå ud og samle endnu flere penge ind, når I ikke har brugt pengene fra sidste år? De penge, vi samlede ind sidste år, står frosset fast på en bankkonto til det specifikke projekt, så vi kan ikke bare lade være med at samle ind i år og så bruge pengene på noget andet. Og så har vi rent juridisk bundet os til en ny aftale med Ibis om dette års projekt, som blev godkendt på elevernes stormøde i november sidste år, altså før bruddet mellem PYC og SAK skete. Der er tale om forskellige projekter, forskellige samarbejdspartnere og forskellige kampagner, siger Anne Marie Engtoft Larsen. Hanne Mølby Henriksen er freelance-journalist mhm@journalist.dk Uenighed om krav I hvert fald bølgede diskussionen frem og tilbage i Cape Town, mens gymnasieelevernes penge bare ventede på at komme ud og gøre gavn. Til sidst pegede den danske delegation på papirets stiplede linje og sagde, at hvis PYC ville være med i projektet, så måtte de skrive under. De prøvede at fortælle os, at de krav, vi havde, var helt hen i vejret. De mente, at det var imperialisme og typisk for hvide mennesker at komme med den slags krav i stedet for De 8,2 mio. kr, som danske gymnasieelever samlede ind i 2006, er endnu ikke kommet på arbejde i Cape Town, hvor et projekt skulle bremse unges løbebane udi kriminalitet. Foto: Klaus Holsting.

5 NR. 06/2007 AKTUELT SIDE 5 MELLEMFOLKELIGT SAMVIRKE UD AF AFGHANISTAN Med udgangen af 2007 trækker Mellemfolkeligt Samvirke sig ud af Afghanistan efter mere end 25 års engagement i det centralasiatiske land. MS har sammen med Dansk Flygtningehjælp, ASF Dansk Folkehjælp og i en periode også Caritas Danmark siden 1984 deltaget i flygtninge- og udviklingsarbejde gennem bistandskonsortiet DACAAR. Årsagen til stoppet er, at programmets karakter ligger for langt fra vore prioriteter med lokaldemokrati og styrkelse af civilsamfundet, hed det i MS-årsberetningen for 2006, som blev fremlagt på foreningens årsmøde og generalforsamling i september. /th DANSK NEPAL-INITIATIV Arbejder drengen her i Indien under ordentlige vilkår? Virksomhederne har brug for mere rådgivning for at leve op til CSR-kravene. Foto: Jan Sommer / Polfoto. NYT DANSK SAMARBEJDE SKAL FREMME ETISK HANDEL Fagbevægelse, erhvervsliv og folkelige organisationer i Danmark lancerer snart en ny, fælles organisation kaldet Initiativ for Etisk Handel. Her vil de samle deres erfaringer og viden om god forretningsskik i u-landene og dermed gøre det lettere for danske virksomheder at opføre sig ordentligt, når de handler med verdens fattige. Af Hanne Mølby Henriksen De gør det i Norge. De gør det i Storbritannien. Og nu vil også danske fagforeninger, erhvervsorganisationer og folkelige organisationer til at arbejde sammen i en usædvanlig treenighed for den gode sags skyld. Planen er at fremme etisk handel ved at etablere en ny, tværgående medlemsorganisation, der skal indsamle viden og erfaringer om vigtige emner som menneskerettigheder, arbejdsforhold, udvikling og miljø. På den måde kan de danske virksomheder få hjælp til at tackle nogle af de tunge problemstillinger, de risikerer at ramle ind i, når de gør forretning i udviklingslandene. Ideen er at samle kræfterne og hjælpe hinanden med at sikre en etisk forsvarlig handel og produktion, siger Christian Friis Bach, international chef i Folkekirkens Nødhjælp og ivrig fortaler for det nye samarbejde. Vi er nødt til at arbejde meget mere systematisk med problemerne. Det er ikke noget, som virksomhederne kan klare alene, siger han. Initiativet går under navnet Etisk Handel og har allerede søsterorganisationer i Norge og Storbritannien. Den danske afdeling er opstået på initiativ af Forbrugerrådet, Max Havelaar og Folkekirkens Nødhjælp, men support-listen tæller allerede langt flere organisationer som Dansk Erhverv, Dansk Industri, Håndværksrådet, LO og en stribe folkelige foreninger. Udvikling har talt med både Red Barnet, Ibis, Mellemfolkeligt Samvirke og Folkekirkens Nødhjælp, som alle melder, at de oplever flere og flere virksomheder, der ringer ind for at få hjælp til at håndtere udfordringerne i verdens fattige lande. To nye spillere Vi har måttet erkende, at vi ikke selv kan løfte opgaven. Vi har ikke kapacitet til at gå ud og rådgive virksomheder. Derfor har vi kastet alle vores kræfter ind i at få den tværgående organisation op at stå, så vi kan have en fornuftig dialog med virksomhederne og fagbevægelsen og samtidig honorere de krav til rådgivning, som virksomhederne har, siger Christian Friis Bach. Initiativet Etisk Handel ventes realiseret om nogle måneder og kommer til at køre en slags Ideen er at samle kræfterne og hjælpe hinanden med at sikre en etisk forsvarlig handel og produktion. Christian Friis Bach, Folkekirkens Nødhjælp. parløb med en anden nystiftet organisation, DanWatch en såkaldt vagthund, der ved hjælp af kritisk, undersøgende journalistik skal holde øje med, om danske virksomheder tager deres sociale ansvar alvorligt. Når begge organisationer kommer rigtigt op at køre, kan de virkelig være med til at øge virksomhedernes engagement på CSR-området (Corporate Social Responsability, red.). Den ene driver virksomhederne ind i folden. Den anden hjælper virksomhederne videre, og netop det er helt afgørende. Det bliver rigtig godt, mener Christian Friis Bach. Næste nummer af Udvikling ser på virksomhedernes nye vagthund DanWatch. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) fik ved det nyligt afholdte EU-udviklingsministermøde på den spanske ø Madeira opbakning til en række forslag, der gennem dialog og øget diplomatisk indsats skal sikre, at den politiske proces i Nepal bliver fastholdt. Forslagene blev fremsat efter nogle turbulente dage i det buddhistiske kongedømme; alle maoistiske ministre i Nepals overgangsregering trak sig ud af regeringen, da deres krav om øjeblikkelig afskaffelse af kongehuset blev mødt med modstand fra de øvrige partier. Maoisternes boykot af regeringen har skabt frygt for nye uroligheder i landet inden valget, der bliver afholdt i november. Maoistiske talsmænd forsikrer dog ifølge nyhedsbureauet IRIN-News, at planlagte demonstrationer vil forløbe fredeligt. /th BREDBÅND TIL ØSTAFRIKA International Finance Corp, som er en del af Verdensbanksgruppen, investerer nu 32,5 mio. dollars i et optisk undersøisk kabel til Østafrika, der vil gøre bredbåndsnettet tilgængeligt for 250 millioner mennesker. I dag har godt fire procent af Afrikas indbyggere adgang til bredbånd. Prisen for netadgang, dollars pr. måned, ligger blandt verdens højeste. Det ny kabel, The East African Submarine Cable, som trækkes fra Afrikas sydspids og til Afrikas Horn, forventes at tredoble antallet af internetbrugere og samtidig sænke omkomstningerne med mindst to tredjedele. Kablet kommer til at forandre menneskers dagligliv og forbedre adgangen til globale markeder og viden, siger Lars Thunell, næstformand og administrende direktør i International Finance Corp. 21 lande kan direkte eller indirekte drage fordel af kabelsystemet, heriblandt Sudan, Somalia, Kenya, Tanzania, Mozambique, Sydafrika, Tchad, DR Congo, Rwanda, Burundi, Malawi, Zambia, Zimbabwe og Botswana. Arbejdet ventes at gå i gang inden for de næste uger og forventes at være færdig i 2009, oplyser International Finance Corp. /Anne-Karin Florèn.

6 NR. 06/2007 BUDGETSTØTTE SIDE 6 EN DONORS DILEMMA Skal danske udviklingskroner gå til brobyggeri eller lærerlønninger? Budgetstøtte er et bloktilskud, hvor u-landene kan disponere mere frit over bistanden. Her broen over Zambesi-floden i Mozambique. Foto: Klaus Holsting. Kun godt to år efter at en omfattende korruptionsskandale udspandt sig i Mozambique, har Danmark besluttet at give 160 millioner i budgetstøtte til landet. Udvikling har kigget nærmere på det kontroversielle spørgsmål om direkte støtte til u-landenes husholdningskasser. Af Ulrikke Moustgaard Falske regninger, huller i regnskabet og overpriser på varer, der blev solgt af familiemedlemmer. Da den danske ambassade i begyndelsen af 2005 blev opmærksom på, at der var alvorlige problemer med forvaltningen af danske bistandskroner i uddannelsessektoren i Zambesi provinsen i Mozambique, fik det alvorlige konsekvenser. Godt 45 mio. kroner blev indefrosset på grund af sagen, som siden er blevet kaldt den største korruptionsskandale i dansk udviklingsbistands historie. Siden har regeringen i Mozambique betalt lidt over halvdelen af de 15 millioner kroner, skandalen drejede sig om, tilbage til Danmark. Resten er på vej. Trods skandalen vil Danmark nu give 160 mio. kroner i budgetstøtte til Mozambique fra 2008 til Og det er en klog beslutning, mener Sam Jones, økonomisk ekspert med speciale i udviklingsbistand i Afrika. Sammenlignet med andre afrikanske lande har Mozambique gennemgået en positiv udvikling, og det er veldokumenteret, at budgetstøtte medvirker til at opretholde denne udvikling, siger Sam Jones, der lige nu er gæsteforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) i København. Han mener, at budgetstøtte generelt er en af de bedste måder at give økonomisk hjælp til et u-land på. Det reducerer omkostningerne for modtagerlandet, og det gør indsatsen fra donorerne meget mere sammenhængende, så det Budgetstøtte er som udgangspunkt godt, men der er bare ikke mange afrikanske lande, der kvalificerer sig til at få det. Lektor Anne Mette Kjær, Aarhus Universitet.

7 NR. 06/2007 BUDGETSTØTTE SIDE 7 er en rigtig god ting, at Danmark yder den form for støtte. Ejerskab er godt Øverst på listen over gode argumenter for at give budgetstøtte står princippet om ejerskab. Udviklingslandene skal motiveres til selv at komme på banen, når det gælder fattigdomsbekæmpelse i deres eget land, og føle, at de ikke bare bliver dirigeret rundt af donorer med forskellige forestillinger om, hvad de hver især synes er bedst for landet. Derudover betyder budgetstøtten også, at modtagerlandene sparer kræfter og penge: Uden budgetstøtte skal et land forholde sig til hver enkelt donor og dennes specifikke ønsker i form af møder, afrapporteringer, evalueringer osv. Med måske 20 donorer samt et utal af organisationer og NGO er på banen kan det lægge hårdt beslag på et lands i forvejen knappe ressourcer i statsapparatet. Mercedes-mål Alligevel er budgetstøtte er ikke noget, Danmark i stort omfang giver sig i kast med. Kun seks pct. af den danske bilaterale bistand gives i øjeblikket som budgetstøtte. Og mens det at spytte bistandspenge i u- landenes statslige husholdningskasser frem for at øremærke dem til specifikke projekter, er blevet en almindelig måde for mange af vores meddonorer at hjælpe på, er budgetstøtten i danske øjne stadig en kilden sag. En sag, der også deler de hjemlige politiske vande. Når man giver budgetstøtte, er der en risiko for, at pengene ikke bliver brugt efter hensigten. Altså til fattigdomsbekæmpelse, kvinder eller sundhed, som vi prioriterer. Populært sagt kan man frygte, at støtten i stedet vil blive gjort op i, hvor mange Mercedes-biler, man kan købe for den, siger Pia Larsen, Venstres udviklingsordfører. Også udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) mener, at budgetstøtte skal gives med omtanke: Jeg hører flere og flere betænkeligheder ved brugen af budgetstøtte. For eksempel at det i budgetstøtten er sværere at sikre de tværgående hensyn, blandt andet til ligestilling, som Danmark prioriterer højt, sagde ministeren i forbindelse med offentliggørelsen af OECD s såkaldte peer review af dansk udviklingsbistand i juni i år. Den opfordrede Danida til at gøre langt mere brug af budgetstøtte. Catch 22 Anne Mette Kjær, lektor og ph.d. på Institut for Statskundskab på Århus Universitet, forsker i udviklingsbistand, regeringsførelse og politik i Afrika. Hun forstår godt den danske forsigtighed. Problemet opstår, hvis der er en anden dagsorden i modtagerlandet. Fx i Uganda hvor præsidenten gerne vil blive ved magten, har man ændret forfatningen og bruger de offentlige ressourcer til at købe sig politisk legitimitet frem for at skabe udvikling. Budgetstøtte er som udgangspunkt godt, men der er bare ikke mange afrikanske lande, der kvalificerer sig til at få det, siger hun. Omvendt er det et problem på lang sigt, hvis kun de meget få lande, der kvalificerer sig til at få budgetstøtte, faktisk får det, mener hun. Det er fristende i stedet at give penge til fx aids-ramte kvinder. Men det langsigtede mål må være, at landene bliver uafhængig af bistand, og det kan de ikke blive, hvis de institutioner, de skal bruge i fremtiden, ikke bliver bygget op. Det bliver de bedst gennem budgetstøtte, siger Anne Mette Kjær, der påpeger, at dilemmaet i virkeligheden er en Catch 22: Man vil ikke støtte, før der er gode institutioner til stede, men man kan ikke få skabt de institutioner uden støtte. Ulrikke Moustgaard er freelancejournalist. ulrikke@luxpresse.dk SAGT OM BUDGETSTØTTE DF vil afskaffe den Dansk Folkeparti er direkte modstander af den stadigt mere udbredte budgetstøtte, som vi finder er uhensigtsmæssig og uigennemskuelig for den danske regering, og som ofte medvirker til at fastholde regeringer ved magten, som måske ikke i tilstrækkelig grad er til det pågældende lands fordel og derfor med fordel ville kunne udskiftes. Søren Espersen, Dansk Folkepartis udenrigsordfører, til Udvikling. Den skal bruges strategisk Jeg er ikke tilhænger af, at man bare skal lukke øjnene og give budgetstøtte bare for at give budgetstøtte. Jeg mener ikke, det er den måde, man bedst sikrer sig, at der gennemføres reformer Det (budgetstøtten, red.) er det værktøj, vi har til at være i dialog med vores afrikanske partnere. Det lyder måske meget imperialistisk og paternalistisk, men det er et instrument, vi har, og som vi skal bruge, når det giver god mening. Jeg skal stå til ansvar overfor de danske skatteydere, og her er penge givet til budgetstøtte langt vanskeligere at følge eller spore. Ulla Tørnæs, udviklingsminister, til Udvikling. Den skal gives uden krav Vi skal give budgetstøtte direkte til disse landes finanslove. Pengene skal gives uden nogen krav om, hvorvidt de skal bruges til sundhed, uddannelse eller veje. Steen Gade, SF s udenrigspolitiske ordfører i Politiken. BUDGETSTØTTE VIRKER I MOZAMBIQUE Niels Richter, ambassaderåd i Maputo, forklarer her, hvordan den danske budgetstøtte har virket i Mozambique og hvorfor ambassaden går videre med støtten blot to år efter, at danske midler var udsat for korruption. Af Niels Richter, ambassaderåd Danmark og Mozambique udreder nu de sidste tråde i sagen om den manglende dokumentation for anvendelse af danske midler i undervisningssektoren i Zambezi-provinsen i perioden august 2002 til marts Den mozambiquiske regering har tilbagebetalt lige under 1,6 mio. dollars og har lovet at tilbagebetale et mindre udestående, hvis præcise størrelse nu er ved at blive fastlagt. Så kan man stille spørgsmålet: Hvorfor skal Danmark fortsat give budgetstøtte til et land, der har givet os en så alvorlig sag på halsen? Det skal vi, fordi Mozambique samlet set har reageret godt på budgetstøtten, både med hensyn til at få undervisning og sundhedsydelser ud til befolkningen, at få gang i og opretholde den økonomiske vækst og øge kvaliteten og ansvarligheden i den offentlige sektor. Og fordi fremdriften i de reformer, der skaber varige forbedringer i den offentlige økonomiforvaltning og dermed forebygger lignende situationer, følges direkte i den dialog og monitorering, som udgør fundamentet for samarbejdet mellem Mozambiques regering og de 19 donorer, der giver budgetstøtte. Budgetstøtte øger effekten af bistand Budgetstøtte alene gør det ikke. Men den er den katalytiske faktor, der gør det muligt for regeringen at gennemføre de omstillinger, som er med til at øge udviklingseffekten af alle de midler, der er til rådighed for den offentlige indsats også de øvrige former for bistand. En af dem er reformen af Mozambiques offentlige økonomiforvaltning, som Danmark også støtter direkte. For ikke så mange år siden var statskassen, nationalbanken og de kommercielle banker en og samme sag. Statsbogholderiet var manuelt og alene baseret på enkeltregistrering af udgifter indenfor meget grove kategorier, uden mulighed for reelt at følge med i, hvad pengene gik til. Centrale tilskud til distrikterne blev betragtet som afholdt, når overførslen var foretaget. Uden yderligere dokumentation. I dag har Mozambique et sammenhængende statsbudget, der godkendes af Nationalforsamlingen, en budgetlov der fastsætter regler og procedurer for tilrettelæggelse, styring, udførelse og kontrol af statsbudgettet og et elektronisk system for udbetaling af budgetmidler, som ved årets udgang vil omfatte samtlige ministerier, udgiftstunge statsinstitutioner og provinser. Systemet tillader direkte betaling, fx til leverandører, og gør tidligere tiders forudbetalinger til en myriade af offentlige konti og den tilhørende uigennemskuelige administration næsten overflødige. Reformen sikrer desuden, at midlerne er til rådighed, når de skal bruges, og mindsker statens behov for at optage lån. Budgetstøtte giver ejerskab En fælles evaluering af budgetstøtten i en række udviklingslande blev gennemført i 2006 med finansiering fra blandt andre Danmark. Den konkluderer, at budgetstøtten i Mozambique har styrket planlægningen og budgettering af den offentlige indsats, herunder politikformuleringen og den overordnede styring af økonomien. Budgetstøtten har bidraget afgørende til, at der nu er et sammenhængende statsbudget, som er i overensstemmelse med fattigdomsstrategien og har en bedre balance imellem investeringer og løbende udgifter, påpegede evalueringen. Ved at skabe forudsigelighed og fleksibilitet med hensyn til de midler, der er til rådighed for den offentlige indsats, har budgetstøtten styrket Mozambiques ejerskab overfor landets udvikling. Det sidste er meget vigtigt. Budgetstøtten er den form for bistand, der giver udviklingslandenes regeringer de bedste muligheder for at vise det ejerskab og lederskab, som donorer Budgetstøtten er ikke uforpligtende og ansvarsforflygtigende, som man måske intuitivt kunne tro. Tværtimod den forpligter alle også Danmark til at følge ekstra godt med i, hvordan pengene bruges. som Danmark for længst har erkendt er en forudsætning for varige forbedringer. Et effektivt lederskab forudsætter også disciplin. Ved at styrke de centrale finansielle og planlægningsmæssige institutioners rolle medvirker budgetstøtten til at gøre det vanskeligere for fx sektorministerierne at modsætte sig reformer. Sådan er det jo også i Danmark, hvor Finansministeriets greb om pengeposen har været afgørende for gennemførelse af forandringer i den offentlige sektor. Budgetstøtten er ikke uforpligtende og ansvarsforflygtigende, som man måske intuitivt kunne tro. Tværtimod den forpligter alle også Danmark til at følge ekstra godt med i, hvordan pengene bruges og arbejde for samlede forbedringer af samfundshusholdningen. Niels Richter er ambasseråd ved den danske ambassade i Maputo, Mozambique.

8 NR. 06/2007 HVORDAN BISTAND? SIDE 8 MYGGENET GAVNER MERE END MIDTVEJS- EVALUERINGER Økonomen Jeffrey Sachs indtog i september København for at gøre midtvejsstatus for 2015 Målene. Her revsede han de rige lande for at løbe fra deres løfter om at øge udviklingsbistanden, men langede også ud efter de bistandsbureaukrater, der drukner den praktiske bistand i rapporter og teorier. Af Jesper Heldgaard Problemet er ikke, at vi ikke ved, hvad vi skal gøre. Problemet er, at vi ikke gør det, vi ved, vi burde gøre. Det var blot ét af adskillige, let-forståelige budskaber fra den verdenskendte, amerikanske økonom Jeffrey Sachs, da han den 11. september lagde vejen forbi Danmark for at gøre midtvejsstatus for 2015 Målene og blandt andet talte ved en høring i Landstingssalen på Christiansborg arrangeret af Folketingets Udenrigsudvalg. Aflys 2015 Sachs skrev i 2005 bogen The End of Poverty, at det er muligt at afskaffe fattigdommen i Jeg hører desværre fra flere og flere, at de store europæiske lande ikke vil leve op til deres løfter. Hvis det er rigtigt, kan vi lige så godt aflyse 2015 Målene. verden, og han er blevet en af de mest kendte og engagerede, globale fortalere for 2015 Målene. Men hans optimisme har fået et skud for boven, fortalte han i København: Vi kan stadig nå 2015 Målene, men det kræver et kursskifte. Vi har ikke brug for flere løfter; dem har vi nok af. Nu skal de rige lande leve op til deres mange løfter om at øge bistanden. Det er kun Danmark, Norge, Sverige, Nederlandene og Luxemborg, der lever op til FN-målet om at yde 0,7 pct. af BNI i bistand, og jeg hører desværre fra flere og flere, at de store europæiske lande ikke vil leve op til deres løfter. Hvis det er rigtigt, kan vi lige så godt indkalde en pressekonference med det samme og aflyse 2015 Målene. Det ville være ærlig snak. Og det har jeg faktisk foreslået, men ingen ville være med til det, afslørede Sachs, der håber, at Europa vil lægge pres på USA for at øge bistanden: Hvis USA gav lige så stor en del af sit BNI som Danmark, ville det lægge 82 mia. dollars om året oven i bistanden. Jeg ved oven i købet, hvor man kan finde pengene: Fra de 130 mia. dollars, vi bruger om året på en udsigtsløs krig i Irak. Danmark har ry for at være blandt de mest vedholdende fortalere for en bedre og mere anstændig verden og kan være med til at presse de store lande i Europa og derigennem USA, mente Sachs, der adspurgt af en tilhører fra salen begejstret nikkede ja til, at Danmarks eksempel kan slå endnu stærkere igennem internationalt, hvis vi igen sætter bistanden op til 1,0 pct. af BNI. Opgør med bistandslobbyen Mens Sachs opfordring til øget udviklingsbistand er sød musik for tilhængerne af udviklingsbistand, så skiller vandene på spørgsmålet om, hvordan bistanden skal bruges: Sachs er tilhænger af konkret bistand, der kan gøre en forskel her og nu: Uddeling af gratis myggenet f.eks. kan reducere antallet af malariadødsfald og dermed børnedødeligheden på ganske kort tid, og vi bør uddele gratis myggenet i alle de afrikanske lande, der er plaget af malaria. Vi bør give afrikanske landmænd kunstgødning og bedre såsæd, etablere brønde, bygge veje, skoler og jernbaner, mener Sachs, der prøver sine praktiske metoder af i såkaldte Millenniumlandsbyer i flere afrikanske lande. Resultaterne er ifølge Sachs selv imponerende. Men mange bistandsfolk er skeptiske. Nogle af dem var også tilstede i salen. En af dem var seniorforsker Lars Engberg-Pedersen fra Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS): Er det, du foreslår, ikke mere af den type udviklingsbistand, vi i 1970 erne måtte konstatere, ikke virkede, fordi den ikke var bæredygtig og gjorde modtagerne til ofre i stedet Hvis USA gav lige så stor en del af sit BNI som Danmark, ville det lægge 82 mia. dollars om året oven i bistanden. Økonom og 2015-rådgiver Jeffrey Sachs. for at bygge på deres egne ressourcer? spurgte han og modtog et næsten vredt svar fra Sachs: Jeg foreslår ikke mere af det samme. Jeg var med til at oprette Den Globale Fond for bekæmpelse af aids, tuberkulose og malaria. Den er ny og har reddet masser af menneskeliv. Jeg gør heller ikke afrikanerne til ofre. Jeg foreslår øget støtte til Afrikas landbrug, som donorerne nærmest har glemt og overladt til markedskræfterne de seneste to årtier med katastrofale følger. Jeg foreslår massive investeringer, der kan sikre afrikanerne skolegang, fyldte maver og et ordentligt helbred. I Millennium-landsbyerne føler de sig ikke som ofre, sagde en synligt irriteret Jeffrey Sachs, Sachs (tv) og Manning (th) to ender der aldrig mødes Illustration: Rasmus Meisler, SpildAfTid Aps. hvis tålmodighed heller ikke rækker til at diskutere de nye metoder i udviklingsbistanden, som de seneste år er blevet mere og mere centrale: Bæredygtighed, opbygning af lokal kapacitet og lokale institutioner, tilpasning, harmonisering og de andre elementer af bistanden, som Paris-erklæringen fra 2005 forsøger at fremme, er nærmest det stik modsatte af det, Sachs er fortaler for og prøver af i Millennium-landsbyerne: Jeg kæmper med donororganisationerne og deres skøre ideer. De vil ikke støtte Millennium-landsbyerne, og de vil ikke dele myggenet ud gratis. Nej, de skal sælges, fordi det er bæredygtigt. Men ingen donorrepræsentant ville lade sit barn sove en enkelt nat i et malariaområde uden myggenet, tordnede Sachs, der heller ikke er meget for budgetstøtte: Bistand er som en kontrakt, hvor både giver og modtager skal vide og kunne kontrollere, hvad der kommer ud af bistanden. Det kan man ikke med budgetstøtte, der er for abstrakt og upersonligt, sagde Sachs og opsummerede sin tilgang til at bekæmpe fattigdom i Afrika: Vi bør gøre, hvad der er praktisk muligt. Jeg prøver ikke at stille mig i spidsen for en revolution. Jeg kæmper for at skaffe myggenet til fattige børn, skoler, vand og andre basale ting. Det koster mindre end 1 pct. af verdens BNP. Vi er så rige, at det er ufatteligt, at vi ikke kan skaffe de småpenge, der skal til for at opnå det. Jesper Heldgaard er freelancejournalist. heldgard@post7.tele.dk

9 NR. 06/2007 HVORDAN BISTAND? SIDE 9 BLANDT DE KRITISKE PUNKTER I DAC S SERVICETJEK PÅ DANSK BISTAND ER: DAC s rapport om dansk bistand er side op og side ned med ros. Men der er også tidsler. De kommer Her: > For meget kontrol for lidt tilpasning Danskerne er et forsigtigt folkefærd. I er meget påpasselige med, at jeres bistand bliver brugt efter hensigten. Det er godt. Men det er et problem, når I bliver så forsigtige, at I opbygger jeres egne kontrolsystemer i stedet for at bidrage til at opbygge kapacitet i modtagerlandene. Det var faktisk overraskende for mig, at Danmark er blandt de donorer, der ikke er så gode til at tilpasse bistanden til og bruge modtagerlandenes egne systemer. Netop når de lokale systemer er svage, er det vigtigt at gøre stærke i stedet for at underminere dem, bemærkede Manning. > Ulogisk loft over budgetstøtte Den danske forsigtighed kommer også til udtryk ved regeringens loft på 25 pct. over den del af den danske bistand, et modtagerland kan få som budgetstøtte, mente Manning: Loftet er ulogisk. I nogle modtagerlande er 25 pct. alt for meget, i andre for lidt. ROS TIL DANMARK FOR AT FOKUSERE God regeringsførelse, bæredygtighed, kapacitetsopbygning, ja, stort set alle de begreber, Jeffrey Sachs ikke giver så meget for, var i fokus, da OECD fremlagde sin gennemgang af dansk bistand. Og det var udviklingsminister Ulla Tørnæs godt tilfreds med. Af Jesper Heldgaard Hvis jeg skal fremhæve én ting, hvor andre donorer kunne tage ved lære af Danmark, så er det de klare og gennemskuelige fem-årsplaner, regeringen fremlægger hvert år for udviklingsbistanden med beløb på enkeltposter. Planen giver modtagerne af dansk udviklingsbistand klar besked om fremtiden, og den giver anledning til en nyttig politisk diskussion i Danmark, som er med til at udbrede kendskabet til bistanden. På dét område kan ingen donorer måle sig med Danmark. Det sagde formanden for OECD s udviklingskomité, DAC, britiske Richard Manning, til Udvikling, da han den 14. september var i København for at præsentere OECD s såkaldte Peer Review af dansk bistand på en konference i Rådet for Internationalt Udviklingssamarbejde. Meget passende fremlagde udviklingsminister Ulla Tørnæs samme dag regeringens nyeste fem-års-plan, En verden for alle. DK har fokus Dansk bistand blev senest gennemgået af OECD i 2003, og her kritiserede OECD netop, at regeringen i 2002 undlod at udsende en rullende fem-års-plan for dansk bistand, men planen blev genindført allerede fra 2003 med En verden til forskel, og det høster regeringen altså nu roser for. Den samlede rapport med OECD-gennemgangen blev fremlagt samtidig med Mannings besøg, men dens konklusioner blev offentliggjort i juni og omtalt i Udvikling 04/2007. Rapporten rummer derfor ikke mange overraskelser, men den går i flere detaljer med kritikken såvel den positive som den negative af den danske bistand. Manning bekræftede det overordnede positive billede, rapporten tegner af dansk bistand, og fremhævede over for Udvikling også, at Danmark er god til at fokusere sin bistand: Det er et generelt problem, at for mange donorer vil for meget på for mange områder i for mange lande. Her har Danmark været god til at fokusere sin bistand på et begrænset antal lande og på enkelte sektorer i landene. Men der er også en del tidsler i buketten fra OECD og Richard Manning, der er overrasket over, at Danmark på centrale punkter scorer dårligere end de fleste andre donorer og stædigt holder fast i en praksis, der gentagne gange er blevet kritiseret. > De blandede kreditter er stadig bundne Afbinding af bistanden står mit hjerte nær, og her er Danmark nået langt. I har afbundet næsten al bistand, også fødevarebistanden, og det er en præstation i et landbrugsland som Danmark. Derfor undrer det mig, at I stædigt og som efterhånden den eneste donor fortsat binder de blandede kreditter til danske virksomheder. Jeg ville ikke bryde mig om at være aktionær i et firma, der var afhængigt af bunden bistand, lød det venligt, men skarpt fra Manning, der ikke køber argumentet om, at projekter går i internationalt udbud, hvis der ikke er konkurrence nok blandt danske virksomheder, sådan som det skete med en vindmøllepark i Egypten i 2006, hvor ordren gik til et spansk firma: Der kan aldrig laves klare kriterier for, hvordan man vurderer, om danske firmaer er konkurrencedygtige, og derfor er den eneste løsning at afbinde denne sidste rest af bunden, dansk bistand. > God og dårlig støtte til den private sektor OECD-holdet, der har forfattet Peer Reviewet, besøgte bl.a. Ghana for at kigge på den danske bistand og så eksempler på både god og knapt så god dansk støtte til den private sektor. Mens der er ros til det danske erhvervssektorprogram for at støtte bedre rammebetingelser for det lokale erhvervsliv, så er der endnu engang kritik af den direkte danske støtte til enkeltstående samarbejder mellem danske og lokale firmaer. Nok er der gode eksempler, men det er og bliver nålestik uden den store spredningseffekt, og det er der, ifølge Richard Manning, ikke meget nyt i: Det er langt bedre at støtte bedre rammebetingelser, der kan gavne en samlet privatsektor end at udforme indviklede programmer til at støtte enkeltvirksomheder uden bred effekt. Det oplever andre donorer også, og en evaluering af det danske program har konkluderet det samme. Danmark har et godt ry for sine evalueringer. I skulle lytte lidt mere til, hvad evalueringerne siger. > Pas på med flere administrative besparelser Danida reducerede fra 2001 til 2004 sin administrative stab med 25 pct. lige som den offentlige sektor i Danmark i øvrigt. Decentraliseringen har i følge OECD-rapporten betydet, at antallet af ansatte i Syd-søjlen (Danida) på Asiatisk Plads er blevet yderligere reduceret fra 347 i 2003 til 295 i Til gengæld er antallet af udstationerede på ambassaderne i samme periode steget fra 151 til 231. Richard Manning lagde ikke skjul på, at han godt kunne ønske sig flere ansatte: Nedskæringerne betyder jo, at der udbetales mere bistand pr. ansat, og med det store fokus på kontrol kan det overraske, at Danmark sætter den bilaterale og ikke den multilaterale bistand i vejret, og at Danmark er så tilbageholdende med at delegere administration og ansvar for sin bistand til andre donorer. > Branding er ikke det samme som oplysning Information til offentligheden om udvikling er højt prioriteret af den danske udviklingsminister, konstaterer OECD-rapporten, der dog også får nævnt, at regeringen har sænket støtten til oplysning om udvikling med 40 pct. siden Rapporten roser i øvrigt ministerens udskældte Dilemma-projekt for at have skabt opmærksomhed om udvikling i den danske offentlighed, men kritiserer det samtidig for at fokusere på enkeltstående projekter og dermed fremme en gammeldags måde at yde bistand på. Rapporten opfordrer også til, at Danida skelner mellem sit behov for at brande sig og behovet for bred u-landsoplysning. Denne skelnen er ifølge Manning blevet endnu vigtigere med Paris-erklæringen og nye former for bistand som budgetstøtte, hvor den enkelte donor ikke er så synlig. > Gældslettelse fylder OECD roser Danmark for at have forpligtet sig til at yde mindst 0,8 pct. af BNI i udviklingsbistand, men gør også opmærksom på, at gældslettelse vil æde en pæn del af det beløb, bistanden de kommende år vil stige med. Gældslettelsen vil i 2007 nå op på 726 mio. kr. Det svarer til ca. fem pct. mod blot 1,3 pct. i Med den stigning er det ekstra vigtigt, at gældslettelsen rapporteres, som OECD foreskriver, nemlig i det år, den bevilges. /jh

10 NR. 06/2007 ZIMBABWE SIDE 10 Gennemsnitslevealderen i Zimbabwe er nu 37 år. At overleve dagligdagen kræver snilde. Foto t.v.: Inger K. Larsen Foto t.h.: Polfoto/AP Photo/STR DE TOMME HYLDERS LAND Hver fjerde indbygger er flygtet fra Zimbabwe, hvor prisen på brød fordobles hver uge, og fire ud af fem mennesker lever nu under fattigdomsgrænsen. Rapport fra grænsebyen Chirundu Af Louise Windfeld-Høeberg Grænseovergangen i Chirundu mellem Zambia og Zimbabwe er præcis lige så sydende uoverskuelig, som den plejer: Lastbiler så langt øjet rækker, i kaotiske mønstre, der helt eller halvt spærrer for hinanden på den opkørte, tilsandede vej, med skrald, geder, og masser af børn uden sko zigzaggende mellem det hele. Der er lang kø på begge sider. Tolderne sveder om kap med chaufførerne, mens de stempler, tæller penge, gennemgår en last eller gennemroder en taske. Her er 38 grader, og der er ikke faldet en dråbe regn siden april. Unge kvinder i farvestrålende chitenge (klædedragt, red.) går i pendulfart op og ned mellem bilerne og sælger vand i poser, bananer eller sig selv. Unge mænd vifter med hænderne fulde af kontanter. Jeg gi r den bedste kurs, råber de efter mig. Flittig grænseland Chirundu ligner med andre ord sig selv. Men der er en stor forskel: Alle dem, flest kvinder, der slæber rundt på dunke eller har sække balancerende på hovederne. Det er de nye grænsehandlende. I Zambia kan man nemlig købe det, der er udenfor rækkevidde i Zimbabwe: Majsmel, sukker, madolie, ris, sæbe og petroleum. Toldvæsnet har ikke overblik over hvor mange handlende, der krydser grænsen her, men længere vestpå, i Livingstone ved Victoria vandfaldene, siger myndighederne, at der tidligere var mellem 50-60, der søgte over grænsen udelukkende for at handle. Nu er tallet oppe på Hver dag. Verdens højeste inflation Det er den omvendte verden. For otte år siden, da jeg flyttede til regionen, var det lige modsat: Dengang havde Zimbabwe en af de mest veludviklede økonomier i området, og folk fra Zambia stod i kø for at komme til Zimbabwe for at købe ind. Den zimbabwiske dollar var stabil valuta, mens Zambias kwacha var nærmest værdiløs. Også det er vendt på hovedet: Nu veksles fede bundter dollars for enkelte sedler kwacha. I Zimbabwe er hylderne i butikkerne tomme. Altså mere tomme end de plejer. Det skyldes først og fremmest to ting. For det første den voldelige landreform, der betyder, at der bliver produceret meget lidt mad i det hele taget. For det andet at præsident Robert Mugabe har dikteret faste priser på de fleste dagligvarer på trods af verdens højeste inflation. Og hvilken producent vil sælge varer til mindre, end det koster at fremstille dem? Hver fjerde er flygtet Det internationale varslingssystem for hungersnød (FEWSNET) kategoriserer situationen i landet som en hungersnød, og antallet af børn, der lider af alvorlig proteinmangel i hovedstaden Harare, er steget med mere end 40 pct. på blot et år. Situationen ude på landet er sandsynligvis værre. Den gennemsnitlige levealder er nede på 37 år. Arbejdsløsheden er på 80 pct., og fire ud af fem lever under fattigdomsgrænsen. David Coltart, der er medlem af Zimbabwes parlament for oppositionspartiet MDC betegner sit land som Verdens største humanitære katastrofe, hvor folk sulter ihjel hver eneste dag. Tre millioner zimbabwere, eller hver fjerde indbygger, har allerede forladt landet. FN s flygtningehøjkommissariat har haft folk i regionen i løbet af sommeren for at forberede, hvad man skal stille op, hvis endnu flere vælger at forlade Zimbabwe i løbet af den kommende tid. Hver eneste dag forsøger op mod desperate mennesker at krydse Limpopo-floden, der udgør grænsen mellem Zimbabwe og Sydafrika. Far og mor er væk De tre millioner zimbabwere, hvoraf de fleste opholder sig i netop Sydafrika, tager det arbejde, der er at få. Pengene, de tjener, sendes hjem til Zimbabwe for at hjælpe familien. Zimbabwe har verdens højeste andel af familier uden far og mor. I spidsen for mange familier er storesøster eller bedstemor, enten fordi de voksne er døde af aids (Zimbabwe har et af verdens højeste antal aids-syge pr. indbygger), eller fordi far og mor har forladt de desperate levevilkår i Zimbabwe for at tjene penge et andet sted. Flere af Robert Mugabes kritikere udlægger dette til hans store fordel, og måske ligefrem et bevidst træk: De veluddannede, handlekraftige, raske voksne, som ellers ville udgøre et slagkraftigt modstykke til styret, forlader landet. Og så sender de over i købet penge hjem. Fremmed valuta, som Mugabes regering i den grad mangler. De, der har besluttet at blive i Zimbabwe, lever under ubegribeligt svære vilkår. Hvis man er så heldig, at være blandt de få, der har et arbejde, kan man regne med at skulle tilbage lægge mange kilometer hver dag til fods, fordi minibusserne ikke har brændstof. Prisen på brød og andre fornødenheder fordobles nærmest hver uge. Der er ofte hverken strøm eller rindende vand, og enhver form for kritik af det siddende styre bliver der slået hårdt ned på. Et lukket hus Men Zimbabwes største problem er, at ingen i virkeligheden har overblik over, hvor slet det står til i landet. Udenlandske journalister har ikke adgang, og som lokal journalist skal man godkendes og overvåges af informationsministeriet. Zimbabwe, der betyder det store stenhus på shona, er blevet netop dét: Et uigennemtrængeligt sted, hvor ingen udenfor ved, hvad der foregår indenfor murerne. I april blev tv-fotografen Edward Chikomba bortført fra sit hjem. Han blev senere fundet tævet ihjel 50 kilometer vest for Harare. Flere menneskerettighedsorganisationer frygter, at Chikomba blev myrdet, fordi han medvirkede til at smugle billeder ud af Zimbabwe af blandt andet oppositionslederen Morgan Tsvangerai, efter at han i marts blev anholdt og gennembanket af politiet i Harare i forbindelse med et bønnemøde. Solen kysser Zambezi-floden godnat, ganske flygtigt og orange, og jeg giver op og har som enkelte andre fået nok af køen ved den nedbrudte lastbil et sted foran i det uigennemsigtige tusmørke. Jeg svinger til højre forbi huse af mursten, lavet af soltørret mudder og udspændt plastik, og fortsætter forbi missionshospitalet, ud af Chirundu, østpå langs floden, mens de zimbabwiske handlende, der ikke er nået tilbage over grænsen inden mørket faldt på, forbereder sig på at overnatte op ad deres dyrebare varer under åben himmel.

11 NR. 06/2007 ZIMBABWE SIDE 11 KLAR TIL TIDEN EFTER MUGABE Donorerne forbereder at rykke massivt ind i Zimbabwe efter et regimeskifte. Danmark er med i front og sender factfinding mission til landet. Af Louise Windfeld-Høeberg, Livingstone Hvis en ny regering i Zimbabwe viser vilje til forandring, så forestiller jeg mig, at vi hurtigt rykker ind i landet med en dansk repræsentation, siger udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) og fortsætter: Vi vil sandsynligvis ikke etablere en ambassade i Harare i begyndelsen, men snarere gøre, som vi har gjort i Sudan, hvor vi har et En ny regering i Zimbabwe vil ikke blot stå overfor enorme opgaver. Nej, den vil også stå overfor en forarmet og utålmodig befolkningen, der forventer forbedringer med det samme. kontor og et stort bistandsprogram, og hvor vi arbejder gennem internationale organisationer eller sammen med andre donorer. Danmark er allerede i gang med at forberede indsatsen. I løbet af oktober besøger en factfinding-mission fra Udenrigsministeriet Zimbabwe. Dens opgave er at finde ud af hvem man vil kunne samarbejde med, når den 83-årige Robert Mugabe ikke længere er præsident. Missionen skal også undersøge, hvem Danmark kan støtte allerede nu. Noget af det oplagte er at støtte initiativer, så valget i marts 2008 bliver så frit og så retfærdigt som muligt, fortæller Ulla Tørnæs. Danmark støtter i forvejen civilsamfundet i Zimbabwe med cirka 30 mio. kroner om året. Konge af et fallitbo Foto: Bishop Asara / Scanpix Krigsøkonomi Den danske indsats koordineres løbende med blandt andre Sverige, Norge og Storbritannien, hvis premierminister, Gordon Brown, har lovet millioner af pund til Zimbabwe, når Mugabe ikke længere sidder ved roret. Storbritannien har stået i spidsen for at udarbejde en liste over, hvilken form for hjælp, der er behov for de første fem år. Det drejer sig blandt andet om fødevarebistand, finansiering af en ny jordreform og budgetstøtte i alt beløber det sig til mere end 15 milliarder kroner. Men en kommende indsats skal gribes særligt an, og de sædvanlige bistandsprogrammer er ikke tilstrækkeligt, skriver Zimbabwekenderne Todd Moss og Stewart Patrick, der er forskere ved Center for Global Udvikling, en uafhængig tænketank i USA, i en rapport. Zimbabwe har behov for samme hjælp som en nation, der har været i krig, for symptomerne er de samme: Økonomien er brudt sammen, inflationen er ude af kontrol, og samfundets fundament, landbruget, er væk. Infrastrukturen ligger i ruiner. Desuden er Zimbabwe i dyb socialt traume efter års politisk undertrykkelse og udbredt vold. Og så er omkring en fjerdedel af befolkningen flygtet. Den store forskel er, at Zimbabwe ikke har store militærstyrker, der skal afvæbnes og hjemsendes. Til gengæld findes der tusindvis af unge, der har været gennem det nationale ungdomstrænings-program og er blevet green bombers, presset, truet og indoktrineret til at begå overgreb som vold, voldtægt og tortur. Disse unge skal reintegreres i samfundet. Massive forventninger En ny regering i Zimbabwe vil ikke blot stå overfor enorme opgaver. Den vil også stå overfor en forarmet og utålmodig befolkning, der forventer forbedringer med det samme. Derfor er det afgørende for overlevelseschancerne for en ny demokratisk regering, at omverdenen bakker den op med massiv hjælp. Ligger planerne ikke klar i skuffen, kommer indsatsen for sent, og det kan i yderste konsekvens føre til voldelig konflikt, skriver Moss og Patrick. Det er donorerne klar over. Zimbabwe bliver et langt, sejt træk. Ude i fremtiden kan Zimbabwe sagtens igen blive et dansk programsamarbejdsland. Der vil jo sandsynligvis være et af verdens fattigste lande til den tid, der derfor vil have behov for massiv assistance på stort set alle områder, siger Ulla Tørnæs. Også private virksomheder forbereder sig på tiden efter Robert Mugabe. Sydafrikanske mastodonter som tøjkæden Edgar s og Standard Bank har valgt at blive i Zimbabwe på trods af års massivt underskud. Virksomhederne regner med at kunne tjene millioner ved at lægge sig i slipstrømmen af de donorer, der strømmer til efter et regimeskifte, og på længere sigt forventer de to fra forskere fra Center for Global Udvikling, at Zimbabwe igen vil blive den næststørste økonomi i det sydlige Afrika. Louise Windfeld-Høeberg er journalist og forfatter. Hun har boet i Zimbabwe fra , og er nu bosat i Zambia. Hun dækker Afrika for TV2-Nyhederne og udgiver i denne måned romanen Perfekt Alibi.dk, som anmeldes side 21.

12 NR. 06/2007 MULTI ELLER BI? SIDE 12 MYTEN OM 5 Forslaget til Finansloven har udløst en byge af spørgsmål fra Folketingets Udenrigsudvalg til udviklingsministeren for at få klarlagt, om der under denne regering er sket et skred i forholdet mellem bilateral og multilateral bistand. Svaret til Folketinget viser overraskende nok, at den multilaterale bistand faktisk er gået op. Af Poul Birch Eriksen Dengang 50/50-princippet herskede, blev halvdelen af den danske bistand kanaliseret gennem FN-organisationerne, mens den anden halvdel gik til projekter, som Dannebrog vajede over. Sådan er det ikke længere. Ifølge kritikerne skyldes det, at VK-regeringen har omfordelt bistanden ved år efter år at høvle af den multilaterale del for at kunne øge de politisk synlige, danske aktiviteter. Kritikken fik ny næring med dette års finanslovsforslag. Her stod FN s udviklingsprogram UNDP eksempelvis til at blive beskåret - og blev det. Så for at få sat tal på, hvor langt væk fra 50/50- princippet dansk udviklingsbistand er kommet, sendte Udenrigsudvalget i september en sand byge af spørgsmål til udviklingsministeren. De svar, Udenrigsministeriets embedsmænd nu er kommet frem til efter en gennemgang af tallene, viser, at sagen måske ikke er så ligetil. Selv om bistanden i dag fordeler sig med en tredjedel multilateral og to tredjedele bilateral, er det dramatiske skred ikke sket under den nuværende regering. Fordelingen har været sådan siden 2000 og dermed også under SR-regeringen. Det har givet anledning til at spørge om, hvorvidt 50/50-princippet nogensinde har fungeret i praksis eller blot været et ideal? Der har i øvrigt været en stigende tendens i den multilaterale bistands favør i de seneste år. Det fortsætter med finanslovsforslaget. Også selv om UNDP står til at blive beskåret. Til gengæld er der mere til andre FN-organisationer, der med udviklingsministerens ord passer ind i de politiske prioriteter, vi har for dansk udviklingsbistand. Bilateral bistand gives i et direkte samarbejde mellem Danmark og regeringen i et udviklingsland. Multilateral bistand bliver ydet som tilskud til FN s, Verdensbankens og andre internationale organisationers arbejde. Men alt det vender vi tilbage til. For historien starter nemlig et helt andet sted. Nemlig om hvorfor det er så svært at finde ud af at sætte den multilaterale eller den bilaterale etiket på dansk bistand. Når der i Finanslovsforslagets 6.3 er en post på 110 mio. kr. i 2008 til Mozambique, er der vist ingen tvivl om, at den er en del af Danmarks bilaterale bistand. Ligesom de 180 mio. kr., der er afsat som generelt bidrag til UNICEF, må være at regne til den multilaterale bistand. I hvert fald ud fra en opfattelse af, at den bistand, der fordeles gennem tosidede aftaler mellem Danmark og et modtagerland, er bilateral, og at den bistand, der fordeles via FN og andre internationale organisationer, er multilateral. Ude i felten kan det være noget sværere at lægge snittet så entydigt: Først et tænkt eksempel: Hvis Danida beder UNICEF om at lave et projekt i Uganda for at hindre nogle af de alt for mange dødsfald blandt børn af diarre, og som faktisk kan forhindres, er det bi- eller multilateralt? September-nummeret af Udvikling fortalte om et nyt samarbejde mellem Danida og Mit ønske er, at den multilaterale bistand i højere grad kommer til at følge vore egne politiske prioriteter. Ulla Tørnæs, udviklingsminister. Clinton Fonden om at betale lønnen til sygeplejersker i Kenya som led i kampen mod hiv/aids. Er det bi- eller multilateralt? Er de 50 mio. kr., der i 2008 er afsat til Red Barnet, som er medlem af den internationale Red Barnet alliance, der består af 29 selvstændige Red Barnet organisationer, bi- eller multilaterale? Øremærkning Svaret er det samme i alle fire tilfælde: Projekterne vil blive posteret som bilaterale. Med såvel UNICEF som Clinton Fonden kunne man plædere for, at da de er internationale organisationer, må der være tale om multilateral bistand. Men den argumentation preller af på OECD s Development Assistance Committee (DAC). DAC har siden sin oprettelse i 1960 erne haft mandat til at definere, hvad der er bilateralt, og hvad der er multilateralt. Definitionen har undervejs gennemgået justeringer og præciseringer den seneste opdatering er fra den 6. april 2007 for at sikre en ensartet, og dermed sammenlignelig, indrapportering. Nøgleordet til at forstå skellet mellem bilateral og multilateral er øremærkning. Lige så snart der knytter sig betingelser om, i hvilket land eller til hvilke aktiviteter et beløb skal anvendes, opgøres det som bilateralt. Også selv om man benytter en FN-organisation som operatør til at lave et projekt som det tænkte i Uganda. Ligesom det heller ikke vil gøre nogen forskel, hvis man tænkte videre og fik svenske Sida og norske Norad med i projektet. På samme måde ændrer det heller ikke den bilaterale postering, at Danida arbejder sammen med en privat, international organisation som Clinton Fonden, der kom til Danida med ideen om det fireårige projekt med aflønning af de kenyanske sygeplejersker. For Danida er med til at bestemme, hvordan pengene bruges. Modsat de generelle bidrag, der opgøres som multilaterale. Her er det den modtagende, internationale organisation, der bestemmer i en sådan grad, hvordan pengene bruges, at det ikke vil være muligt at få specificeret, hvad et dansk bidrag er gået til. Af årsregnskabet vil blot fremgå beløbet, Danmark har givet. Set fra donorlandet kan man sige, at multilateral er lig diskretion, mens bilateral giver synlighed og - måske ikke helt uvæsentligt - politiske muligheder for at fremme sin dagsorden. Regnskabsteknik Når såvel støtten til Red Barnet som oversvømmelseshjælpen regnes som bilateral bistand skal forklaringen findes i OECD/DACs Mindre multilateralt og mere bi. Eller er det omvendt? Ill.: Rasmu definition. Ifølge den henregnes nemlig alle de 953 mio. kr. kroner, der er afsat til NGO erne i forslaget til Finanslov for 2008, som bilateral bistand. Det samme gælder for humanitær katastrofehjælp. I det hele taget rubricerer DAC temmelig meget som bilateralt. Nye politiske initiativer som de gældslettelser, G8-mødet i Gleneagles i 2005 satte på dagsordenen eller den budgetstøtte, der blev introduceret i forbindelse med Paris-deklarationen samme år, skal begge findes under bilateral. Det samme gælder for de administrationsudgifter, der måtte være forbundet med udviklingsbistanden. I DAC-regi. Ikke i Finansloven, hvor bistand til udviklingslandene er at finde i 6.3, mens administrationsudgifterne skal findes i 6.1 som en del af, hvad udenrigstjenesten i øvrigt koster. Danmark i midten Fordelen ved at bruge DAC-definitionen er, at den giver et sammenligningsgrundlag mellem de 22 medlemslande. Uden en standardiseret måde at opgøre bistanden på, ville det være overordentlig vanskeligt at lave en meningsfuld tabel (se boks side 14) over med-

13 NR. 06/2007 MULTI ELLER BI? SIDE 13 0 /50 % 70 FORDELINGEN MELLEM BILATERAL OG MULTILATERAL BISTAND AF DANSK BISTAND (INDRAPPORTERET TIL DAC ,6 % 69,6 % 67,5 % 63,9 % 64,1 % 64,4 % 65,5 % ,4 % 30,4 % 32,5 % 36,1 % 35,9 % 35,6 % 34,5 % Kilde: Udenrigsministeriet. s Meisler/Spild af Tid. lemslandenes bilaterale andele i 2004 og 2005, hvor meget de giver i procent af bruttonationalproduktet, og hvor meget de giver i faste (2004) amerikanske dollars. Som det ses af tallene, er yderpunkterne Italien med laveste bilaterale andel, hvad nogen til dels vil forklare med manglen på en italiensk bistandsorganisation, og USA, der giver meget lidt som multilaterale bidrag. Danmark ligger, som de fleste af landene, et sted der imellem. Den nuværende danske fordeling på to tredjedele til bilateral og en tredjedel til multilateral bistand kunne give en mere end bestyrket mistanke om, at der er sket et skred i forhold til den ligelige fordeling om 50/50, der efter gængs opfattelse har kendetegnet dansk bistandspolitik. Men i betragtning af at DAC-tallene af regnskabstekniske grunde er bilateral-tunge, er det for det første noget af et spørgsmål, om denne ligevægt nogensinde har fandtes? Og for det andet om skredet er sket under den nuværende regering? I forbindelse med besvarelsen af de spørgsmål, Folketingets Udenrigsudvalg stillede udviklingsministeren efter offentliggørelsen af dels forslaget til Finanslov for 2008, dels prioritetsplanen En Verden For Alle, har ministeriets embedsmænd fundet både ældre og de seneste tal frem. De ældre tal er tilmed korrigeret med rubriceringen af humanitær katastrofehjælp, så tallene er sammenlignelige. I 2001, som var sidste år under SR-regeringen, var fordelingen 69,6 pct. bilateral og 30,4 pct. multilateral, mens forholdet i 2006, som er det sidste opgjorte år, var 65,5 pct. bilateral og 34,5 pct. multilateral. Nok kan man beskylde VK-regeringen for meget, men åbenbart ikke for at have forrykket bistandsbalancen i bilateralt favør. Forkert tilgang Selv om han er økonom af fag med en fortid som cheføkonom for UNIDO, FN s særorganisation til industriel udvikling, vil formanden for FN-Forbundet, fhv. MF (R) Jørgen Estrup, nødig lægge snittet for den optimale fordeling mellem bilateral og multilateral bistand. Faktisk er det lige før, han mener, det er det forkerte spørgsmål at stille. En mere givende måde at formulere sig på ville være: Hvad vil man opnå? Hvilke problemer skal løses, siger Jørgen Estrup. Heller ikke udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) er meget for at komme med et bud på en optimal fordeling, for det vil være med til at cementere en - efter hendes mening - forkert opfattelse af bilateral og multilateral bistand som hinandens modsætninger. De repræsenterer en arbejdsdeling og har hver deres instrumenter. Opgaven må være at få dem til at spille optimalt sammen med det for øje at finde de bedst mulige løsninger på de problemer, vi ønsker at løse. I den sammenhæng synes jeg, det er mindre interessant at lave en skarp opdeling i bilateral eller multilateral bistand, siger hun. Dansk bistand har altid været kendetegnet Jeg synes der er en tendens til at undervurdere FN-systemets ekspertise, der jo findes i organisationer, der er oprettet til at løse specifikke problemer og som de har lang praktisk erfaring med. Jørgen Estrup, formand for FN-forbundet. af det lange seje træk, med vægt på fattigdomsstrategierne, respekt for de nationale strukturer og politiske systemer gennemført i partnerskab med modtagerlandet og i samarbejde med andre donorer, siger Ulla Tørnæs og tilføjer: Det er det, vi vil, og gerne med en sidegevinst i form af at dansk bistand bliver mere effektivt gennem en øget koordinering, uanset om vi benytter bilaterale eller multilaterale værktøjer. DAC-bistanden er bilateral Selv om ministeren og formanden for FN- Forbundet som udgangspunkt kan enes om at have et nuanceret syn på forholdet mellem bilateral og multilateral støtte, kan de også finde ud af at deles efter anskuelser. En række af udviklingslandenes problemer er grænseoverskridende, både i forhold til de enkelte lande og til de ekspertiser, der er behov for. Derfor bliver vi som donorland i stigende grad nødt til at stille os selv spørgsmålet: Er det her noget, vi kan løse alene? Da svaret ofte vil være benægtende. Faktisk er der kolossalt mange projekter, hvor det ikke tjener noget formål at stå alene og det må følges op af et: Hvem skal vi så løse det sammen med? Jørgen Estrup kunne dog godt tænke sig, at netop det spørgsmål bliver stillet noget oftere. Jeg synes, der er en tendens til at undervurdere FN-systemets ekspertise, der jo findes i organisationer, der er oprettet til at løse specifikke problemer, og som de har lang praktisk erfaring med. En ekspertise de nationale systemer kan have svært ved at matche, siger han. Det afholder dog tilsyneladende ikke donorlandene fra at ville selv. Den bilaterale bistand er klart tungere blandt de 22 DACmedlemmer. Det ser Jørgen Estrup som et udtryk for, at donorlandene foretrækker nationale løsninger frem for de multinationale. Gerne med en synliggørelse af, hvad man får for pengene. Og det på trods af at Rom- og Parisdeklarationerne har taget den internationale dagsorden i retning af mere koordineret og effektiv bistand. Som giver skal man dog ikke være naiv med sin støtte, men sikre sig, at forudsætningerne for, at midlerne anvendes efter hensig- (Fortsættes side 14)

14 NR. 06/2007 MULTI ELLER BI? SIDE 14 Storbritannien Canada Tyskland USA Norge Nederlandene Frankrig Sverige Irland Belgien Finland Danmark Spanien Italien % 76 % 75 % 74 % 74 % 73 % 72 % 72 % 67 % 67% 67 % 66 % 64 % 62 % % SÅ MEGET YDER HVERT DONOR-LAND I BILATERAL BISTAND (PROCENT, 2005). KILDE: OECD/DAC. Af hensyn til danske borgeres sikkerhed for, at bistandspengene anvendes på den korrekte måde, er det jo revisionsmæssigt langt nemmere at kontrollere den bilaterale bistand. Søren Espersen (Dansk Folkeparti) (Fortsat fra side 13) ten er opfyldt. En skepsis, der jo også må gælde bidrag til multilaterale organisationer. Bliver man overbevist om, at der ikke er grund til betænkeligheder, forpligter det omvendt giveren til at holde ved. Derfor sender Finanslovsforslaget og prioritetsplanen et uheldigt signal ved at tage 50 millioner kroner om året fra UNDP og omfordele dem til andre FN-organisationer, netop mens UNDP er i gang med at gennemføre reforminitiativer i FN-systemet, siger Jørgen Estrup, der nu er selvstændig konsulent. Serviceeftersyn Fordelingen mellem bilateral og multilateral bistand er politisk bestemt. Som det er fremgået af ovenstående kan anskuelserne skilles efter mere eller mindre international tilgang. Men da politik er en rummelig affære, kan også andre aspekter spille ind. I det serviceeftersyn, som dansk udviklingspolitik netop har været igennem, i form af et OECD/DAC peer review under ledelse af Nederlandene og Grækenland, peges blandt andet på politikeres hang til at sætte sig spor. Det formuleres som et råd om at være varsom med hvert år, af politiske grunde, at tilføje udviklingspolitikken nye fokusområder. Udviklingsminister Ulla Tørnæs (V) kan godt se en pointe i det. Alligevel satte hun i forbindelse med prioritetsplanen for fokus på yderligere tre områder: Klima, energi og miljø som det første, migration som det andet og stabilitet/demokrati som det tredje. Regeringen har, siden den kom til i 2001, gjort meget for at fokusere dansk udviklingspolitik. Det er i den sammenhæng tiltagene i den seneste prioritetsplan skal ses, for den lægger meget stort vægt på at konsolidere emner som kvinder, hiv/aids, god regeringsførelse og Afrika. Jeg er selv meget opmærksom på det samme som peer review et på en meget forsigtig måde påpeger, nemlig at vi ikke må miste fokus for dansk udviklingspolitik, siger hun. Offentliggørelsen af årlige prioritetsplaner i forbindelse med forslaget til Finanslov og de efterfølgende diskussioner ser Ulla Tørnæs som et vigtigt led i at fastholde fokus. Tidligere arbejdede man med rullende femårsplaner, som ingen rigtig kendte. Jo, indadtil i bistandsmiljøet var de vigtige redskaber, men de fungerede ikke som et politisk instrument, der kunne bruges til at fortælle, hvad dansk udviklingspolitik går ud på i en bredere sammenhæng. Dér har prioritetsplanerne været med til at sætte skarpt politisk fokus på, hvad vi vil med dansk udviklingspolitik, siger Ulla Tørnæs og tilføjer: For mig som udviklingsminister er og bliver det hovedopgaven at redegøre for, hvordan vi bruger de godt 14 milliarder kroner, vi årligt afsætter til udviklingsbistand. Blandt de løftede pegefingre i varierede størrelser i OECD/DAC-gennemgangen af den danske udviklingspolitik findes også rosende bemærkninger. Eksempelvis for at have fokuseret bistanden på færre modtagerlande, der så til gengæld får mere. Gennemgangen sætter spørgsmålstegn ved, om Danmark virkelig behøver støtte hele 38 forskellige internationale organisationer og så gerne en tilsvarende fokusering af den multilaterale bistand. Leverpostejens tykkelse Ulla Tørnæs er helt på det rene med at leverpostejen kan smøres for tyndt ud, og har derfor besluttet sig for at igangsætte et analysearbejde i ministeriet. Mit ønske er, at den multilaterale bistand i højere grad kommer til at følge vore egne politiske prioriteter. Den øgede støtte, vi påtænker at give til FN s befolkningsfond UNFPA, kan ses som et udmærket eksempel på, hvordan vi vælger at støtte en organisation i dens arbejde med noget, der også er en dansk mærkesag, i dette tilfælde forbedring af kvinders vilkår. Vi skal satse og selvfølgelig på områder, der er danske prioriteter. Det betyder alt andet lige, at der vil være nogle multilaterale organisationer, som fremover ikke kan forvente AT VISE FLAGET IKKE AFGØRENDE Søren Espersen, MF, udenrigsordfører, Dansk Folkeparti Dansk Folkeparti har ikke nogen fundamentalistisk opfattelse af, hvorvidt u- landsbistanden overvejende bør være multilateral eller bilateral. Således er selve det at vise flaget ikke af speciel betydning for os, så længe bistanden gør nytte. I øvrigt er der jo bestemt gode argumenter for begge bistandsmåder. Vi har set mange eksempler på virkeligt fine og værdifulde danske projekter, ligesom der findes mange eksempler på gode projekter i eksempelvis FN- eller i EU-regi. Kun er Dansk Folkeparti direkte modstander af den stadigt mere udbredte budgetstøtte, som vi finder er uhensigtsmæssig og uigennemskuelig for den danske regering, og som ofte medvirker til at fastholde regeringer ved magten, som måske ikke i tilstrækkelig grad er til det pågældende lands fordel og derfor med fordel ville kunne udskiftes. Overfor regeringen har Dansk Folkeparti vedblivende fastholdt dette synspunkt, men må desværre konstatere, at man fra regeringens side ikke er til sinds at ændre ved denne linje, idet udviklingsministeren har orienteret os om, at man i stadig højere grad vil benytte budgetstøtten. Vi vil dog fortsat presse på for at budgetstøtte, bortset fra i ganske særlige tilfælde, helt afvikles. Af hensyn til danske borgeres sikkerhed for, at bistandspengene anvendes på den korrekte måde, er det jo revisionsmæssigt langt nemmere at kontrollere den bilaterale bistand, altså rent danske projekter, ligesom de bevilgende myndigheder herhjemme har bedre mulighed for at følge projekter undervejs og at følge dem til dørs. Vi mener ligeledes, at det er nemmere at overbevise danske skatteydere om nødvendigheden af u-landsbistand, såfremt man fra myndighedernes side hyppigt er i stand til at fremvise eksempler på succesrige bistandsprojekter. Dette taler til fordel for, at den multilaterale bistand er faldet til fordel for rent dansk bistand. Sluttelig skal nævnes, at Dansk Folkeparti flere gange har peget på det formålstjenlige i, at det enkelte bistandsmodtager-land skal samarbejde med så få donor-lande og bistandsorganisationer som muligt. at få dansk støtte. Som svarene til Udenrigsudvalget viser, er den multilaterale bistands andel faktisk vokset under denne regering. Så det skal ikke ses som et signal om nedskæringer, men om at deres aktiviteter ikke stemmer overens med dansk udviklingspolitiks fokus. Det er en logisk følge og det er det politiske valg, jeg må træffe. Men, forsikrer udviklingsminister Ulla Tørnæs, først efter et analysearbejde i ministeriet med en tilhørende grundig gennemgang af den multilaterale bistand. Poul Birch Eriksen er journalist tilknyttet Orientering på DR s P1. p@bircheriksen.org

15 NR. 06/2007 MULTI ELLER BI? SIDE 15 Om fordelingen så er 50/50 eller 70/30, mener jeg ikke skal være et stridspunkt. Det vigtige er at få mest mulig bistand ud af hver eneste krone. Pia Larsen (Venstre) VI SKAL FOKUSERE STØTTEN Pia Larsen, MF, udviklingsordfører, Venstre: Dansk bilateral bistand er rigtig god, hvilket bekræftes internationalt år efter år. Men at bistanden er dansk er som sådan ikke et kvalitetsstempel i sig selv. Det er bistandens effekt, der er afgørende. Og netop effektiviteten er omdrejningspunktet, hvad enten vi snakker bilateral eller multilateral udviklingsbistand. Derfor mener jeg også, at det giver ganske god mening løbende at vurdere det danske multilaterale bidrag. Selvfølgelig vil det nemmeste være at lade den multilaterale bistand fylde lige meget på budgettet hvert år. Men over for verdens allerfattigste har vi et stort ansvar for, at den bistand de får fra os, skal være så god som mulig og komme flest muligt til gavn. Danmarks globale engagement skal nemlig være fokuseret og effektiv. Det kræver prioriteringer, da vi som et lille land desværre ikke kan spille lige aktivt med på alle de multilaterale hold. OECD har jo også netop peget på, at Danmark bør overveje at støtte færre internationale organisationer end tilfældet er i dag. Jeg er enig. Hellere støtte færre, men til gengæld få større indflydelse. Koncentration falder i øvrigt fint i tråd med Paris-målsætningen om, at donorerne skal være bedre til at koordinere bistanden. Vi skal undgå for meget spredt fægtning for ikke at tynge udviklingslandene unødvendigt. Så hvorfor ikke følge vores danske bistandsprioriteringer til dørs og netop lade dem afspejle i de multilaterale organisationer, vi støtter? Det lægger finanslovsudspillet for 2008 også op til, og det mener jeg er ganske fornuftigt. Vægtningen mellem bilateral og multilateral bistand skal bero på, hvor effektiviteten er størst. Om fordelingen så er 50/50 eller 70/30, mener jeg ikke skal være et stridspunkt. For det vigtige er at få mest mulig bistand ud af hver eneste krone, hvorfor vi hele tiden må spørge os selv, hvor vi får mest udvikling for pengene. Om det så er en multilateral organisation eller Danmark alene, der bygger en skole i Afrika, er ikke afgørende. Det afgørende er, at der overhovedet bliver bygget en skole. I 2001, som var sidste år under SR-regeringen, var fordelingen 69,6 pct. bilateral og 30,4 pct. multilateral, mens forholdet i 2006, som er det sidste opgjorte år, var 65,5 pct. bilateral og 34,5 pct. multilateral. Nok kan man beskylde VK-regeringen for meget, men åbenbart ikke for at have forrykket bistandsbalancen i bilateralt favør. BRUG FOR EN FÆLLES LØSNING Jeppe Kofod, MF, udenrigsordfører, Socialdemokraterne: Globalt er andelen af bistandsmidler, der gives multilateralt nogenlunde stabil, mens vi herhjemme de sidste år har skåret på den multilaterale andel af midlerne. Jeppe Kofod (Socialdemokratiet.) Udfordringerne i verdens fattigste lande er mange og komplekse. Nogle områder udvikles bedst gennem langsigtede indsatser i tæt partnerskab og dialog mellem modtager og donor. Her kan Danmark gennem den bilaterale udviklingsbistand og prioriteringen af fokuslande opnå en stabil og bæredygtig udvikling af landene. Men andre udviklingsproblemer har en langt mere grænseoverskridende karakter. De hænger sammen på kryds og tværs, og har ofte forstærkende effekter på hinanden. Et godt eksempel er klimakatastrofer, som skaber øget fattigdom og dermed grobund for konflikter og ustabilitet, der igen kan resultere i øget fattigdom. Udfordringer i udviklingsarbejdet af denne type bliver flere og flere, og de kan helt enkelt kun løses gennem en fælles international koordination og indsats. Det gælder både akutte katastrofesituationer, men i lige så høj grad det langsigtede udviklingsarbejde. Og netop derfor er den multilaterale indsats så vigtig. Men mens vi burde se en opprioritering og styrkelse af internationale organisationer som FN, sker det modsatte. Alt for ofte oplever vi, at de internationale institutioner hverken har ressourcer eller opbakning til at spille en afgørende rolle, fx i en konflikt som Darfur. Globalt er andelen af bistandsmidler, der gives multilateralt nogenlunde stabil, mens vi herhjemme de sidste år har skåret på den multilaterale andel af midlerne. Også på dette års finanslov lægges der op til, at en mindre andel af udviklingsbistanden bruges multilateralt. Denne udvikling er ikke holdbar. Der er i stedet brug for at skabe et reelt finansielt grundlag for de internationale organisationer, der muliggør en løsning af de globale problemer, og sikrer en fortsat udvikling af verdens fattigste lande. Derfor mener Socialdemokraterne, at der bør være en nogenlunde lige fordeling af de bilaterale og multilaterale bistandsmidler. Danmark udfører godt bistandsarbejde. Men som et lille land bør vi øge vores indflydelse ved at opprioritere vores arbejde i de internationale institutioner. På denne måde kan vi være med til at sikre kvaliteten af den afgørende internationale fælles indsats og skabe et godt samarbejdsklima mellem Nord og Syd.

16 NR. 06/2007 LIBERIA SIDE 16 Folk, der har siddet i det samme job som mit i andre lande, er blevet fængslet eller sågar skudt. Jeg er glad for, at de indtil nu kun har beskyldt mig for forræderi, dumdristighed og inkompetence, siger John Sembe Morlu. Han har været ansat som statsrevisor i Liberia siden marts måned og har startet en offentlig debat om landets finanser. ALLE ER SURE PÅ STATSREVISOREN Der gik chokbølger gennem regeringsgangene i det vestafrikanske land Liberia, da landets første statsrevisor, John Sembe Morlu, offentliggjorde revisionen af landets finanslovsforslag og proklamerede, at den siddende regering er tre gange så korrupt, som landets tidligere regeringer. Udvikling har mødt manden, der nu gemmer sig på sit hotel. Tekst og fotos: Mette Byrgesen Jensen og Eva Nitschke, Monrovia Liberias statsrevisor har barrikaderet sig på et hotel i hjertet af Monrovia, hovedstaden i Liberia. Han er omgivet af sine bodyguards og kommer kun nødig uden for hotellet, så det er her, vi møder ham. Landet har indtil for nylig været betragtet som en af verdens såkaldte skrøbelige stater, det vil sige et land, hvor regeringen enten ikke kan eller vil levere de basale offentlige ydelser til befolkningen. I 2003 blev der sat punktum for 14 års lang og blodig borgerkrig. Tre år efter, i 2006, blev Ellen Johnson-Sirleaf valgt til Liberias præsident og dermed den første kvindelige af slagsen i Afrika. Siden da er det gået langsomt, men støt fremad. I dag hersker der fred, blandt andet i kraft af en fredsbevarende FN-styrke på ca mand. Nybyggeriet i Monrovia og omegn, samt de mange hjemvendte liberianere fra USA, Europa og de omkringliggende lande, giver et fingerpeg om, at mange har fået øjnene op for, at Liberia igen er blevet værd at satse på. Et land der i år kan fejre sin 160 års uafhængighedsdag som den ældste, uafhængige republik i Afrika. Hemmelige statsbudgetter Men statsrevisor John Sembe Morlu har med sin kritik af regeringen og finanslovsforslaget sat statsapparatet i stå. Kort og godt mener han, at statsbudgettet på 182 mio. dollars i 2007/2008 er alt for lavt sat, landets egne ressourcer og muligheder taget i betragtning. På et stykke håndskrevet papir har han et tocifret million beløb stående. Han påstår hårdnakket, at pengene er regeringens overskud i banken fra sidste års statsbudget. Penge, der på ingen måde fremgår af det nye finanslovsforslag. Et af hans væsentligste kritikpunkter af finanslovsforslaget er netop, at det er uigennemskueligt, hvor statsindtægterne kommer fra, og hvad statsudgifterne bliver brugt på: Du kan ikke evaluere et budget uden at kende til de underliggende forudsætninger, tabeller, tidsplaner, opgørelser og andet supplerende materiale, sagde han blandt andet på en offentlig finanslovshøring, hvor han sammen med finansministeren og budgetdirektøren var inviteret til at forsvare deres synspunkter i slutningen af juni. Kritikken har virket. Vedtagelsen af finansloven har ligget stille, og det samme gør nye initiativer.

17 NR. 06/2007 LIBERIA SIDE 17 Blå bog John Sembe Morlu Født i Liberia i Sammen med sin familie forlod han landet i 1990, da borgerkrigen brød ud. Voksede delvist op i USA hos en onkel. Her har han også har taget sine uddannelser og stiftet familie. Han har kone og to børn. John Morlus job er at opbygge en offentlig statsrevision i Liberia. Det sker på en toårig kontrakt med lønnen betalt af EU. Han kommer fra en stilling som chefrevisor ved Unisys Corporation i USA. Liberia er et land med potentiale. Det er et rigt land med naturressourcer. Vi har guld, vi har diamanter, vi har tømmer. Selv præsidenten anerkender, at landet er rigt. Hvordan kan det så være, at vi er så fattige?, spørger den nye statsrevisor i øvrigt den første nogensinde John Sembe Morlu, da vi møder ham på hans hotel. Paradokset er, at vi ikke aflægger ordentligt regnskaber for vores statsindtægter og -udgifter, forklarer John Sembe Morlu og tilføjer: Finansloven er det allervigtigste finansielle dokument i et land, og mange mennesker i Liberia forstår faktisk ikke, hvad et finanslovsforslag er. Statsbudgetterne i det her land har altid været hemmelige dokumenter kun tilgængelige for nogle ganske få mennesker. Finansielle dokumenter skal være offentlige. Befolkningen har ret til at vide, hvor landets finanser kommer fra, og hvordan de bliver brugt. Det er jo deres penge, det drejer sig om, fastslår han. Beviser eller fyreseddel For første gang i 160 år er Liberias finanslovforslag og statsbudgetter til revision. Det er bestemt ikke gået stille for sig. Mudderkastning har fyldt avisoverskrifterne i ugevis, og trusler er fløjet gennem luften. John Sembe Befolkningens store forventning til, hvor hurtigt landet skal komme på fode igen, set i forhold til den kæmpe opgave det er, det er nok den største risiko for stabiliteten i landet hvis utålmodigheden vender sig til utilfredshed. Anne Sophie Lænkholm, regionschef for Dansk Flygtningehjælp i Vestafrika. En gang var Monrovia, hovedstaden i Liberia, en moderne storby. Det var før Før blodige borgerkrige og massive ødelæggelser nåede til det lille vestafrikanske land og forvandlede byen til et uhyggeligt genfærd fra en svunden tid. Morlu er blevet beskyldt for at gå oppositionens ærinde ved at gøre finanslovsdebatten offentlig tilgængelig i medierne. Regeringen og statsrevisorens værste kritikere mener, at han har overtrådt sine beføjelser ved overhovedet at foretage revision af et finanslovsforslag, inden det er trådt i kraft, og ikke nok med det, så har han også valgt at gå til medierne med sine vurderinger og kritik: Hvis Mr. Morlu ikke kan underbygge sin påstand med ordentlige beviser, så burde han have en offentlig fyreseddel, skrev en af hans største kritikere Harry A. Greaves, ledende medlem af præsidentens parti, Unity Party, 10. juli i The Daily Observer og fortsatte: Andre ville måske endda gå et skridt videre og foreslå, at han bliver anklaget for forræderi, hvis det viser sig, at han med sin kritik har en skjult dagsorden. Bliv rig i en fart Men John Sembe Morlu blev netop ansat af regeringen og lønnet af EU for at rydde op i korruptionen og få etableret en offentlig statsrevision. Præsidenten, Ellen Johnson-Sirleaf, var derfor mere behersket i sine kommentarer og sagde blandt andet i et radiointerview, at hun ikke havde i sinde at fyre statsrevisoren: Jeg tror ikke, at en ung mand, som ikke har været hjemme i mange år, rigtig forstår svaghederne i vores system. Det vil tage ham tid at forstå denne virkelighed. Til kritikken svarer han: Selv præsidenten siger, at der er systematisk korruption i hendes regering. Alle siger det. Den hurtigste og nemmeste måde at samle sig en formue på her i landet har altid været gennem et job for regeringen. Det er et faktum. Du har stadig det samme gamle system, ingen love er reformeret, der er ikke noget kodeks for god opførsel, der er ingen offentlig økonomisk forvaltningslovgivning, ingen vedtægter. Ingenting. Ifølge John Sembe Morlu har regeringen brugt 134 mio. dollars sidste år: På hvad? Hvor mange bygninger og nye skoler har I set renoveret her i landet for sttens penge. Hvor mange lærere er blevet ansat, hvor mange nye hospitalscentre er blevet bygget? Intet er sket, og alligevel er der altså brugt 134 millioner dollar på et eller andet. Det er et puslespil at finde ud af, og du behøver ikke være et geni for at gennemskue, at noget er helt galt, forklarer John Sembe Morlu, der advarer mod at ignorere fattigdommen. Tror på Liberia Du er ikke rig, hvis du har en million fattige mennesker omkring dig. Du er fattig. Fordi en eller anden dag, så vil denne million mennesker blive vrede på dig. Den eneste måde, du kan sikre denne regerings overlevelse på, er ved at skabe succes. Det vil sige skabe muligheder for det liberianske folk på uddannelsesområdet, hospitalsvæsen, infrastruktur og økonomiske muligheder. Det kan bare overhovedet ikke lade sig gøre med et statsbudget på kun 182 mio. dollars, fastslår John Sembe Morlu. Han ser dog et glimt af håb i horisonten: Hvis vi kan få indtægter og udgifterne i finansloven til at stemme overens, få statsrevisionsinstitutionen op at køre og samtidig hjælpe regeringen med at lave de nødvendige reformer, så tror jeg, at Liberia vil være på den rette vej. Den her debat og åbenhed omkring finansloven er netop begyndelsen til mere gennemsigtighed og troværdighed, siger John Sembe Morlu. Dansk støtte til Liberia I starten af 2007 bevilligede udviklingsminister Ulla Tørnæs 55 mio. kr. til indsatser i Liberia. Størstedelen, nemlig 44 mio. kr., bliver anvendt til hjælp til internt fordrevne og flygtninge, der ønsker at vende hjem efter den 14 år lange borgerkrig i Liberia. Det sker blandt andet i form af støtte til deres genbosætning i form af bygning af boliger, skoler og sundhedsklinikker samt til at skaffe vand og sanitet. Disse indsatser gennemføres af FN s Højkommissariat for Flygtninge (UNHCR), ADRA Danmark og Ibis. De resterende 11 mio. kr. bliver anvendt til to kvindeprojekter gennem FN s Udviklingsprogram (UNDP) og FN s Befolkningsfond (UNFPA). Mette Byrgesen Jensen og Eva Nitschke er freelancejournalister og har besøgt Liberia på rejsestipendie fra Danidas Oplysningsbevilling. Mette.b.jensen@oncable.dk LIBERIA Liberia blev grundlagt i 1822 som modtagerland for frigivne nordamerikanske slaver. Landet erklærede sig uafhængigt i 1847 og har netop fejret sin 160 års uafhængighedsdag som den ældste, uafhængige republik i Afrika. Krig om magt og grådighed Konflikterne i Liberia har handlet om politisk magt, års undertrykkelse og grådighed i et land, hvor hjemvendte slaver og deres efterkommere (americo-liberianere) regerede landet under et apartheid-lignende styre fra 1822 til : Militærkup 1985: Kupforsøg : Den første borgerkrig : Den anden borgerkrig (den i alt 14 år lange borgerkrig var en af de blodigste i Afrikas historie med mere end døde og over en million flygtninge.) 2003: Krigen erklæret slut med støtte fra FN. Liberias forhenværende præsident og tidligere krigsherre Charles Taylor blev stillet for den Internationale Krigsforbryderdomstol i Haag i 2006, anklaget for krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, blandt andet på grund af hans støtte til oprørslederen i nabolandet Sierra Leone. Charles Taylor vandt præsidentvalget i Liberia i 1997 og sad i embedet indtil 2003, hvor han flygtede til Nigeria. Liberia

18 NR. 06/2007 TV-INDSAMLING SIDE 18 (...fortsat fra side 3) Kommunikationschef Mogens Damgaard i Red Barnet ser ikke denne fordelingsnøgle som et problem. Vi følger et mønster, der allerede er defineret af danskerne. Den organisation, der har størst folkelig forankring, skal have flest penge. De fem nye organisationer har måttet godtage præmisserne. For MS, CARE Danmark og Ibis er det bydende nødvendigt at komme med. De skal som rammeorganisationer nu levere 10 pct. egenfinansiering for at få Danida-støtte til udviklingsarbejdet. Pengene fra tv-indsamlingen falder på et knastørt sted, da det først er for nyligt, at MS, CARE og Ibis for alvor har bevæget sig ud på det benhårde indsamlingsmarked. Besynderlig proces Hos ADRA, adventisternes hjælpeorganisation, er man ganske godt tilfreds med, at man nu endelig har fået et ben ind i tv-klubben. Men alligevel undrer man sig her over forløbet: Nu vil jeg ikke være for kritisk, når jeg selv endelig er kommet med, men det har været en besynderlig proces, fortæller ADRA s Lehnart Falk. ADRA var en af de organisationer, der stod bag klagebrevet til DR. I slutningen af juni får ADRA så besked om, at de ikke er med. Og at de heldige fire nye organisationer allerede har holdt møde med de oprindelige syv. Men tallene til at måle størrelse viser sig at være forkerte. CARE skulle faktisk være røget ud og ADRA ind. Det gjorde CARE selv opmærksom på. Men vi ville have det ekstremt dårligt med, hvis CARE røg ud på grund af os, siger Lehnart Falk. Begge organisationer er nu med og fuldender dusinet. Og her går tilsyneladende grænsen for, hvem der skal deltage. Spærregrænse Vi gør det ikke for organisationernes skyld. Vi gør det for at redde nogle børn i verden, forklarer Mogens Damgaard, kommunikationschef i Red Barnet. For ham er processen i orden. Han kalder kriterierne objektive og ser intet forkert i, at organisationerne selv har udarbejdet dem. Hvem skulle ellers lave retningslinjerne? Et revisionsfirma? Det er os, der arbejder med det her til daglig. Det er os, der ved noget om det, siger Mogens Damgaard. Vi følger et mønster, der allerede er defineret af danskerne. Den organisation, der har størst folkelig forankring, skal have flest penge. Mogens Damgaard, Red Barnet. Han erkender, at der formentlig er andre organisationer, der laver et relevant stykke arbejde i forhold til temaet. Men relevans er et svært kriterium. Det ville starte en uønsket diskussion om, hvem der gør et godt stykke arbejde og hvem der ikke gør. Det vil jeg nødig sætte mig til dommer over. Mogens Damgaard forstår udmærket, at mindre organisationer gerne vil være med, men der må være en spærregrænse. I stedet for 200, som danskerne ikke kender, så er her nogle store kendte spillere, hvor man har en idé om, at de laver et godt stykke arbejde. For DR s Carl Otto Dethlefsen er det nuværende niveau med 12 deltagende organisationer passende. Det bliver for småt, hvis flere kommer med. Temaet for 2008 er Børnedødelighed *i Afrika. Indslag på radio og tv vil lede op til et stort tv-show en lørdag i januar. Bekæmpelse af børnedødelighed er nummer fire af de otte 2015 Mål. Se tidligere artikel i Udvikling juni 2007: Hvem skal stå derude og banke på? Jan Kjær er freelancejournalist og konsulent med udviklingskommunikation som speciale. info@better-world.dk DIIS-STUDIE UNDERSØGER UDVIKLINGSBISTANDENS KRISE OG FREMTID Udviklingsbistanden er i krise. De rige lande overholder ikke deres løfter, og de fattige lande har for lidt indflydelse. Bistanden undergraves af nye donorlande og globale fonde, og fattigdomsbekæmpelse er ikke længere den eneste overordnede målsætning. Sådan lyder det på Dansk Institut for Internationale Studiers (DIIS) hjemmeside. DIIS har netop søsat et studie, der, via forskning og formidling, skal skabe debat og udbrede viden om fremtidens udviklingsbistand. Undersøgelsen løber over to år og er finansieret af Udenrigsministeriet. /th KONSERVATIVE VIL ØGE HJÆLPEN TIL AFRIKA Flere af de danske udviklingsmilliarder skal bruges på en miljøindsats rettet mod små virksomheder i Afrika. Det mener de Konservative. I partiets udspil til hvordan den danske udviklingspolitik kan styrkes, foreslår partiets udviklingsordfører Lars Barfoed, at miljøpolitikken skal være en integreret del af udviklingshjælpen, og at fokus især skal rettes mod Afrika. Den danske miljøindsats, der i dag er koncentreret i det østlige og sydlige Afrika, skal ifølge det konservative udspil også omfatte lande i Vestafrika. Pengene til den udvidede danske miljøindsats skal tages fra stigningen i u-landsmidlerne, og skal bl.a. bruges til etablering af et miljøprogram med fokus på Afrika og en styrkelse af rådgivningen til danske virksomheder på CO2-markedet, specielt i Afrika. /th VERDENS BEFOLKNING BLIVER HASTIGT ÆLDRE Verdens befolkning ældes med en hidtil uset hastighed. Det er således uden fortilfælde, at mennesket opnår så høj en levealder, som det er tilfældet i vor tid. Det viser en rapport fra FN s Afdeling for Sociale og Økonomiske Forhold. Antallet af mennesker over 60 år er steget med 100 mio. siden år 2000, og gruppen udgør i dag 11 procent af verdens befolkning. Rapporten anslår, at antallet af folk over 60 år for første gang vil overstige antallet af unge under 15 på verdensplan i Det kan få store økonomiske og sociale problemer, blandt andet på grund af balancen mellem erhvervsaktive og pensionister. Fra faldt det antal fra 12 til ni. I 2050 vil der på verdensplan blot være fire erhvervsaktive for hver pensionist. /th NGO TRÆF 2007 Igen i år inviterer Udenrigsministeriet landets u-landsorganisationer til et stort NGO-træf for at diskutere og få input til en opdatering af Danidas civilsamfundsstrategi. Udviklingsministeren vil deltage i træffet, og også Udenrigsudvalget, Danidas styrelse samt Udenrigsministeriets embedsværk er inviteret til at deltage til at komme og høre græsrødderne. NGO-træffet, der i år vil være åbent for op til 240 deltagere, finder sted lørdag 10. november 2007 i Eigtveds Pakhus på Christianshavn. Kun inviterede repræsentanter for danske NGO er kan deltage. Fantastiske Tanzania Mød befolkningen, støt udviklingen og oplev Tanzanias enestående natur og dyreliv i bl.a. Ngorongoro krateret. 12 dage med dansk rejseleder. Se Better-World.dk eller ring /

19 NR. 06/2007 DEBAT SIDE 19 DANMARKS NÆSTE SAMARBEJDSLAND: TOGO Danmark bør støtte det forarmede Togo, der ligger omgivet af lutter lande, som Danida allerede arbejder i. Af journalist Steen Vedersø Begyndelsen af februar Togos enehersker og landsfader gennem 39 år, general Eyadéma Gnassingbé, er netop død, og landet står uden ledelse. Ifølge forfatningen skal premierministeren indsættes som midlertidig leder, men han er ude af landet. Militæret indsætter så uden videre Eyadémas søn, Faure Gnassingbé, 40 år, som ny præsident. Sådan kan man ikke gøre det, i hvert fald ikke hvis det ikke skal kategoriseres som et rent militærkup, mener Den Afrikanske Union, EU, FN ja hele verdenssamfundet. Faure trækker sig under det voldsomme pres, og der udskrives præsidentvalg. Valget afholdes i april et valg som Faure vinder, men som ikke er blevet anerkendt af det internationale samfund. Det bliver afholdt i en ond atmosfære militæret er på gaden og ved valgstederne. Folk dør i tumulterne, og uroen hærger hovedstaden Lomé. Der er ingen internationale observatører til at holde øje med, om valget bliver afholdt korrekt, så hvorfor ikke, på bedste afrikanske manér, hjælpe den rigtige kandidat lidt på vej?, er den almindelige holdning. Danmark er i regionen Togos befolkning lever nu, efter de mange år i isolation, i den yderste armod. Landet har mange råstoffer og er ganske frodigt, men infrastrukturen er gået i smadder. Strøm er en absolut mangelvare, og landet forfalder. Lomé La Belle har ganske mistet sin pragt, men befolkningen kæmper stædigt videre og håber og beder til Gud om bedre tider. De er meget trætte. Det kan undre, at Danmark ikke giver bistand til et land som Togo. Danida støtter derimod beredvilligt samtlige lande, der omkranser det km² store, lange, smalle land(markeret med rødt på kortet). Vores programsamarbejdslande i området er Benin, Burkina Faso, Mali og Ghana og derudover kører vi store vandprojekter i Niger. Vi arbejder i de lande for befolkningernes sundhed og mulighed for at tjene til dagen og vejen. Hvad har Togos befolkning gjort forkert? Hvorfor ikke hjælpe et land, som nu står på bunden og gerne vil hjælpes op? Vanskelig opgave Til Togos fordel taler, at der rent faktisk sker positive ting under den ny præsident, Faure Gnassingbé er ny præsident. Han skal føre demokratiseringsplanen ud i livet og dermed opløse de godt 40 år gamle magtstrukturer i et af Afrikas fattigste lande. En svær opgave, som han er gået til med krum hals. Han har fået dialogen i gang med oppositionen, med FN om repatriering af de mange flygtninge, med EU om 22 punkter der skal føre til Togos genoptagelse i det gode selskab og ikke mindst med sit folk. Han har indlemmet flere fra oppositionen i sin regering blandt andre har Faure udnævnt advokaten Yawovi Agboyibo til premierminister. EU og verdenssamfundet kan naturligvis ikke uden videre overse det ubehagelige valg i 2005, og det aftales, at Togo arbejder hen imod et parlamentsvalg i 2007; et valg der skal forløbe efter alle kunstens regler. Det arbejde er så i gang, med stor hjælp fra EU og FN. Valgdatoen er den 14/10, og alle krydser fingre for, at det kommer til at forløbe godt. I disse måneder arbejder EU-kommissionen i Togo for at få fornyet landets kontrakt med den internationale valutafond (IMF). Efter urolighederne i 1993 blev den stillet på stand-by uden penge, altså men nu arbejder EU ihærdigt på at få landet ordentligt på banen igen overfor IMF. Også en nødvendighed hvis landet skal finde bilaterale partnere. Mali Burkina Faso Steen Vedersø er tv-journalist og har, med udgangspunkt i Togo og Benin, produceret flere indslag til de danske medier fra Vestafrika. steentoubab@gmail.com Danmark skal seriøst overveje at udnævne Togo til nyt programsamarbejsland fordi: Ghana > Befolkningen har stærkt brug for hjælp. Korruption og magtmisbrug er en del af dagens uorden, ligesom det er det i Benin, Burkina Faso, Mali, Ghana og Niger. Dér har vi så valgt at støtte mens vi i øvrigt at lukker øjnene og venter på bedre tider og ditto regeringsførelse. > Regeringen i Togo har stærkt brug for international opbakning til demokratiseringsprocessen. Togo Benin Algeriet Nigeria > Togo ligger som en lille isoleret plet midt i det vestafrikanske Danmarksland. Hvis vi tager Togo ind i varmen vil vi på regionalt plan kunne løse mange af de store opgaver som ligger og venter. Strøm og rent drikkevand er nemlig også en mangelvare i de danske programlande. > Vi skal vise mod og være med til at støtte et spirende demokrati i de første meget svære år. Hvis vi mener de flotte ord om god regeringsførelse, skal vi også være parate til at hjælpe der, hvor det kræver hårdt arbejde. Niger FÅ OVERBLIK! GIV EN GAVE, DER BLIVER VED OG VED OG VED... Kender du nogen, der er interesseret i udvikling og globale spørgsmål? Men som endnu ikke kender *Udvikling? Så forær et gratis abonnement til ham eller hende! vi sender bladet kvit og frit uanset om modtageren bor i Tølløse eller Timbuktu. Det eneste du skal gøre er at sende en mail med navn og adresse på den, du vil give et gratis abonnement, til Schultz Distribution på schultz@schultz.dk Husk lige at få grønt lys fra den, du forærer bladet til! FÅ OVERBLIK! (Dansere på stylter i dogon-folkets hovedby Sangha nær Mopti i Mali.) Foto: Klaus Holsting.

20 NR. 06/2007 BØGER SIDE 20 BOGNOTER Af Anna Mogensen Herlufsholm Kostskole en dansk skole med international og akademisk atmosfære SE SKOLENS NYE SPORTSHAL PÅ HERLUFSHOLM.DK Herlufsholm Skole er mere end en uddannelsesinstitution. Vi bestræber os på at være en skole, der gør en forskel for eleverne på alle livets områder både nu og i fremtiden: BØRN OG UNGE OM KUNSTEN AT OVERLEVE Antologien *Unge liv i Syd. Beretninger om børn og unge i udviklingslande udspringer af et ønske om at styrke samarbejdet mellem NGO ere og forskere ansat ved universiteterne. En konference, afholdt i foråret 2005 om samme emne, var incitamentet til at samle den nye antologi. Gennem etnografiske feltstudier beskriver bogens bidragydere, forskere og NGO-repræsentanter, hvordan børn og unge skaber og opretholder en tilværelse trods massiv ressourcemangel i verdens allerfattigste lande. En række af bidragene belyser højst kontroversielle emner, som for eksempel at konfliktsituationer kan udvikle børns kompetencer, og spids nu ører at uddannelse og skolegang yderst sjældent er vejen ud af fattigdom. Bidragene bygger mestendels på interviews med børn og unge, der på den måde får en autentisk stemme i antologien. Dermed er de selv med til at manifestere, at børn og unge efterhånden og heldigvis er målgrupper, der har fået deres egen væsentlige agenda i udviklingspolitik. Unge liv i Syd Beretninger om børn og unge i udviklingslande Red. Karen Valentin og Catrine Christiansen Danmarks Pædagogiske Universitetsforlag 232 sider Kr. 269,- PUNDIK OGSÅ OM AFRIKA I anledning af Herbert Pundiks 80 års fødselsdag har Anders Jerichow, yngre kollega til Politikens tidligere chefredaktør, samlet et creme de la creme udvalg af nestorens klummer og reportager fra et langt journalistliv i felten. Pundik. Udvalgte artikler fra 1946 til i dag er en mosaik af 108 artikler fra Pundiks pen over seks årtier hentet fra blandt andet Politiken, dagbladet Information, Gymnasiasten og den israelske avis Davar. Pundiks legendariske evne til at fortælle historier med nerve og nærvær folder sig blandt andet ud i reportager fra Mellemøsten, Sydøstasien, København og Grækenland. Et udvalg af de store reportager fra Afrika er hentet fra Informations arkiv i perioden , hvor Pundik blandt andet rapporterer og kommenterer fra Mogadishu, Kampala og Leopoldville. Pundik. Udvalgte artikler fra 1946 til i dag Redaktion: Anders Jerichow 312 sider Kr. 249,- Politiken På det akademiske og intellektuelle område På det ekstrascolære område På det dannelsesmæssige område det gør en forskel! EN NY MÅLESTOK FOR UDVIKLING PÅ HERLUFSHOLM SKOLE TILBYDER VI: Grundskolen Studentereksamen 10. Præparandklasse (gymnasieforberedende skoleår) PRE IB IB KONTAKT OS SÅ SENDER VI INFORMATIONSMATERIALE OM KOSTSKOLEN OG VORES UDDANNELSER. BESØG OS PÅ SKOLEN ELLER PÅ INTERNETTET: Klaus Eusebius Jakobsen, rektor HERLUFSHOLM Grundlagt Næstved Skolens kontor: Tlf Fax rektorkontor@herlufsholm.dk COMING/ 1 Også Tommestok og tryllestav, det seneste nummer af forskningstidsskriftet Den ny verden, er resultatet af en konference afholdt af en række udviklingsforskere. Artiklerne eller analyserne, som bidragsyderne præsenterer, tager udgangspunkt i et helt konkret spørgsmål: Har udviklingsforskningen fundet et alternativ til at måle økonomisk vækst som målestok for udvikling? Samtidig belyses det, i hvilket omfang den private sektor, der de seneste år har været opfattet som lidt af et mirakelmiddel i forhold til at skabe social og økonomisk vækst, er til at ændre, hvad det i så fald kræver samt en belysning af konsekvenserne i forhold til at måle udvikling. Formålet er en blandt at undgå stereotype og ensartede opfattelser af de private sektorer i udviklingslandene. Tommestok og tryllestav Den ny verden, tidsskriftet for internationale studier Red. Henrik Egelyng, Søren Jeppesen, Peter Kragelund DIIS 112 sider Kr. 85,- JØRGEN POULSEN FORTÆLLER I slutningen af oktober udkommer en ny biografi, Storyteller * en biografi om Jørgen Poulsen. Biografien er skrevet af Jesper Strudsholm, Politikens korrespondent i Cape Town, og bygger fortrinsvis på samtaler med generalsekretæren selv. Derudover giver et væld af kilder omkring Jørgen Poulsen deres perspektiv på de skildrede episoder, der har formet Jørgen Poulsens liv og metier fra broderen, der i dag har overtaget barndomshjemmet i Sønderjylland, over gamle journalistkollegaer fra korrespondent-årene i Danmarks Radio til aktører omkring Dansk Røde Kors på både minister- og NGO-niveau. Biografien udfolder Jørgen Poulsens karakter som en principfast mand, der med et udpræget handelstalent, en stærk retfærdighedssans og en vis portion blufærdighed sætter dagsorden, så det giver genlyd i samfundsdebatten. Storyteller En biografi om Jørgen Poulsen Jesper Strudsholm 252 sider Kr. 299,- Udkommer den 24. oktober på People s Press