Det nye spædbarnsparadigme og dets betydning for specialpædagogisk praksis

Transkript

1 Det nye spædbarnsparadigme og dets betydning for specialpædagogisk praksis Af Birgit Kirkebæk, lektor ved Danmarks Lærerh øjskole og professor ved Universitetet i Oslo Indhold Hvad er et paradigme og hvad indebærer det nye paradigme på spædbarnsområdet? Stein Bråtens model Når den umiddelbare, gensidige forståelse ikke opstår. Når "rummet for den anden" ser ud til at være lukket. Tilpasning og dannelse Mødrestil og professionel stil Når glæden pludselig er der Noter og henvisninger Hvad er et paradigme og hvad indebærer det nye paradigme på spædbarnsområdet? Et paradigme er den teoretiske ramme, der tales inden for i en given historisk periode den fælles forståelse der er udviklet mellem forskere inden for et bestemt felt, og som danner udgangspunkt for de spørgsmål, der forskningsmæssigt bliver stillet. Man kan også sige, at et paradigme udgør den enighed, som allerede er opnået inden for et givet felt. En enighed, som der i lange perioder ikke stilles spørgsmålstegn ved, fordi den tages for given. Inden for denne enighed udvikler "normalvidenskaben" sig så eksempelvis mht. at forstå hvordan nyfødte børn udvikler sig, og hvordan de skal opfattets fra livets begyndelse. Når og hvis der fremkommer teorier, som modsiger det herskende paradigme, kan der opstå konkurrence mellem modsatrettede fortolkninger, og argumentationen og den kritiske refleksion skærpes. Videnskaben bliver revolutionær. Der kommer et opgør mellem forskellige paradigmer, og et paradigme kan erstattes med et andet. I den periode, hvor der optræder konkurrerende paradigmer inden for et specifikt område, bliver det vanskeligt for de involverede forskere at forstå hinanden[1]. Det vil, hvor forskningen har en praksisside som eksempelvis inden for specialpædagogikken, betyde, at også praktikerne får svært ved at forstå hinanden, fordi de tager afsæt i forskellige teori- og fortolkningsrammer. Det er et sådant opgør og endeligt paradigmeskifte inden for spædbarnsforskningen, vi har været vidner til gennem de sidste år. Opgøret ser nu ud til at nærme sig sin foreløbige afslutning, og en ny periode med "normalvidenskabelig" ro vil indtræffe. Det opgør inden for spædbarnsforskningen, der her er tale om, angår opfattelsen af, hvad et nyfødt barn repræsenterer. Det ændrede paradigme indeholder bl.a. et opgør med de psykologiske udviklingsteorier, som henholdsvis Freud og Piaget lancerede i 1911 og Både Freud og Piaget betragtede nyfødte børn som "asociale, kontaktløse og egocentriske" [2]. Det nye paradigme afviser på baggrund af utallige videoanalyser af mor-barn-samspil denne påstand og fremhæver, at nyfødte børn har en medfødt kommunikativ kompetence. "Spædbarnets gensidige delagtighed" er synlig fra begyndelsen [3].

2 Hvor paradigmebegrebets "opfinder" Kuhn alene taler om paradigmer inden for naturvidenskaben, tales der nu også om paradigmer inden for humanvidenskaberne: "Et paradigmeskift består i, at en række grundlæggende begreber i det tidligere paradigme ændrer karakter og indbyrdes forhold, ofte samtidig med at visse gamle begreber mister interesse, og ny kommer til. Men (det må) være klart, at denne "ændring af karakter" kan være højst forskelligartet og næppe kan bestå i, at samtlige elementer med et slag udskiftes helt. Et tidligere vagt defineret begreb bliver måske nu mere præcist. Et element i en prototype forsvinder, og et nyt kommer til. Visse nye handlingsmuligheder åbner sig" [4]. Hvad er det så for handlinger, det gamle paradigme lagde op til, og hvilke ændringer i handlesæt nødvendiggøres af det nye spædbarnsparadigme? Stein Bråtens model Den norske professor i sociologi Stein Bråten har i en spændende artikel prøvet at klarlægge forskellen mellem det hidtil eksisterende paradigme i spædbarnsforskningen og det nye [5]. Han skriver, at der har været et modelmonopol inden for spædbarnsforskningen, som relaterer sig til Freuds og Piagets udviklingspsykologiske opfattelse af, at spædbarnet er karakteriseret ved kontaktløshed og egocentricitet. Ikke alene psykologien og pædagogikken er blevet påvirket af Freuds og Piagets teorier, også sociologien er blevet påvirket af dette paradigme. Der henvises inden for disse teorirammer generelt til barnets "tilfældige" aktivitet og dets "egocentrisk" prægede forståelse af verden. Beskrivelser af, hvordan barnet fra et "dyrisk" stade socialiseres ind i kulturen er hyppigt forekommende. Det nye paradigmes grundlag er, at samspillet mellem et nyfødt barn og dets forældre er andet og mere end instinktstyret eller symbiotisk tilknytning, det er også kommunikativ udveksling. Denne kommunikative udveksling udfoldes på baggrund af begge parters medfødte dispositioner, de samspilsmuligheder, barnet og forældrene har, og selve samspillenes indhold. Samspil giver næring til begge parters kulturelle og sociale udvikling [6]. Ifølge det nye paradigme, er både barnet og den voksne bidragydende fra begyndelsen. Der er tale om "intersubjektiv inntoning fra begynnelsen av". Det vil sige, at der er en "gjensidig utfyllende" kontakt mellem forældre og barn fra livets start [7]. Ord som utilgængelighed, "autisme", kontaktløshed, egocentricitet og symbiose udspringer af teoretiske forestillinger om, at barnet starter som en udifferentieret "klump" biologi, der så at sige er lukket inde i sit eget system. Udviklingsvejen går her ifølge Freud fra lystprincip til realitetsprincip via opdragelsen og ifølge Piaget fra egocentri til det at kunne decentrere via den kognitive udvikling [8]. Det er dette teoretiske grundlag, Stein Bråten gør op med i sin model, som viser forskellen på det nye og det gamle paradigme. Det nye paradigmes udgangspunkt er ikke, at barnet fra et kontaktløst og egocentrisk biologisk udgangspunkt via forældrenes omsorg og pleje trækkes ind i kulturen for til slut at kunne indgå i en samtale. Det nye paradigmes udgangspunkt er det diametralt modsatte: At barn og forældre indgår i en gensidig følt subjekt-subjekt kontakt fra begyndelsen, og at denne gensidige oplevelse af kontakt denne gensidigt følte viden om hinanden danner afsæt både for barnets interesse for genstande i omverdenen (subjekt-objekt-relationen) og for udviklingen af mere og mere udbyggede kommunikative systemer (subjekt-subjekt- relationen).[9]

3 Det, som er dokumenteret gennem videoanalyser, er barnets sociale natur og dets inter-subjektive kompetence. Denne kompetence udfoldes gennem barnets imitation af eksempelvis mundbevægelser, protokonversation (dialoglignende samspil) og gensidigheden i indtoningen. Et menneskes "intersubjektive inntoning fortsetter som kompetanse gjennom livet også når høyere ordens kompetanser kommer til", skriver Stein Bråten [10]. Vi griber med andre ord livet igennem tilbage til den gensidigt oplevede intuitive forståelse af hinanden. Mary Bateson, Stern, Trevarthen og Bråten har sammen med en række andre forskere banet vejen for det nye paradigme på småbarnsområdet. Deres forskning er foregået i perioden fra 1970 og frem til nu. Men tidligere teorier som Vygotskis, Winnicotts, Bowlbys og Ainsworths har været sten på vejen til en bedre forståelse af tilknytningens, kontaktens og samspillets udviklingsmæssige betydning, og mange elementer i denne forskning er fortsat gyldig, selvom dele af grundlagstænkningen er skiftet ud. Dette gælder også for væsentlige dele af Freuds og Piagets teorier [11]. Når den umiddelbare, gensidige forståelse ikke opstår. Når "rummet for den anden" ser ud til at være lukket Bråten beskriver i sin artikel en række forsøg, hvor babyers og forældres kontakt afbrydes eksempelvis ved at barn eller mor kommunikerer med hinanden via en skærm, hvor forsøgslederen

4 indimellem kobler det direkte samspil fra og afspiller en tidligere sekvens, som barn eller mor så forholder sig til uden at vide, at der ikke er tale om direkte samspil. Både børn og mødre opdagede, at noget var galt, men de reagerede på det på forskellig måde. Mødrene havde tilbøjelighed til at insistere på at fortsætte samspillet på trods af den afbrudte kontakt. De prøvede ofte i en bydende tone at genetablere kontakten. Børnene var derimod tilbøjelige til at trække sig tilbage fra kontakt og beskæftige sig med det, Bråten kalder babyens "virtuelle andre". Når barnet afbrydes i kontakt med den aktuelle anden her moderen henvises det med andre ord til sit private "medfødte deltagerrum". Det viser sig ved, at barnet udfolder struktureret egen-aktivitet eller private lege, som ikke indeholder kontakt med andre [12]. I Bråtens tekst henvises der også til forskning, hvor det umiddelbare samspil mellem mor og barn er berørt af moderens depression. I disse tilfælde ser det ud til, at drengebørn er mere sårbare end pigebørn, forstået på den måde, at de i højere grad end pigerne trækker sig fra kontakt [13]. På samme måde som ved moderens depression vil samspillet og oplevelsen af umiddelbar kontaktmæssig gensidighed være berørt, hvis barnet opleves anderledes end forventet. Hvis barnet er for tidligt født eller sygt ved fødslen, eller hvis barnet har et medfødt handicap, kan de tidlige samspil blive mere sårbare for både forældre og barn [14]. Tilpasning og dannelse Ser vi på Bråtens model og sammenligner den med min egen model om tilpasning og dannelse, ser det ud til, at der er stor overensstemmelse i de grundlæggende pointer: Min models lodrette streg repræsenterer livsforløbet fra fødsel til død. Den vandrette streg repræsenterer forholdet mellem det ensidige og det gensidige, mellem tilpasning og dannelse. Jeg postulerer i min model, at børn med handicap i et videre omfang end andre børn bliver afkrævet ensidig tilpasning, mens gensidigheden og dermed samspillene, den sociale kompetence, udviklingen af egenidentitet og selvværd bliver underbetonet. Derved bliver børnenes kompetencer, interesser, initiativer og valg også underbetonet. Rummet for disse børns personlige dannelsesproces indskrænkes.

5 Sammenholdes denne indfaldsvinkel med Bråtens model, sandsynliggøres det, at tilpasningsideologien og praktikken ikke har rod i det nye spædbarnsparadigme, men i det ældre. Træningsløbet fra et tænkt nulpunkt frem mod et gensidigt højdepunkt ligger i tilpasningsideologiens fokus på træning, indlæring af færdigheder og opdragelse. Det er Freuds vej fra lyst til realitet, den ensidige tilpasningsideologi repræsenterer. Forestillingen om, at det at lære kræver hårdt arbejde og afsavn. Det er også forestillingen om, at vi passivt kan træne et menneskes kognitive niveau op til det punkt, hvor det selv begynder at medvirke i læringsprocessen. Forestillingen om, at samtalen først kan etableres, når et vist kognitivt niveau er nået. Ud fra det nye spædbarnsparadigme er samtalen selve grundlaget for udvikling. Af den umiddelbare og gensidigt oplevede kontakt, af glæden og lysten udspringer samtalen. Den bliver for både forældre og barn sårbar, hvis den udsættes. Dette kan eksempelvis ske, hvis der er komplikationer ved fødslen, eller hvis barnet har et medfødt handicap. Det kan også ske, hvis forældrene har en depression. Ifølge det nye spædbarnsparadigme kan vi ikke afhjælpe et sårbart kontaktforhold gennem ensidigt fokus på træning. Kun ved at arbejde på at lægge forholdene for samtalens etablering mellem forældre og barn bedre til rette kan vi gøre os håb om at afhjælpe den ensomhed, som begge parter føler, hvis den umiddelbare kontaktoplevelse udebliver. Det er den gensidige glæde ved samværet, som må genetableres. Ikke uden grund hedder to nye videofilm, som dels handler om børn med multihandicap, dels om børn med spasticitet noget med glæde: "At mødes med glæde" og "Glæden er der også" er disse films titler [15]. Det er ensidigheden i tilpasningsideologien, der virker udviklingsreducerende. At læreren eller behandleren ved, hvad der er bedst og gennemfører det uden samtale. Det er med andre ord ikke det at opdrage og træne, som i sig selv er problemet. Også ud fra et mere dynamisk udgangspunkt søger vi jo at opdrage og oplære vores børn, men vi gør det ikke uden selv at lade os påvirke af barnets kommunikative udmeldinger, barnets initiativer og hele den kontekst, samspillet foregår i. Med fokus på barnets livslyst, dets "rettethed mod verden" og dets medfødte kommunikative kompetencer [16], sættes der også fokus på praksis. Nye praksisformer dukker op mange forskellige steder i verden afledt af det nye spædbarnsparadigme. Det gælder eksempelvis Marte Meo-programmet og Orionprogrammet i Holland og Misc-programmet i Israel [17]. Det gælder det norske ICDP-projekt [18]. Også småbørnstilbuddet på Taxvej skal ses inden for denne ramme [19]. Disse programmer har alle fokus på interaktionen og relationen mellem forældre og barn. Men de medtænker i samme forbindelse interaktionen og relationen mellem professionel og forældre og professionel og barn. Mødrestil og professionel stil En norsk doktordisputats fra 1991 sætter fokus på, hvilken "mødrestil" der ser ud til bedst at befordre barnets udvikling [20]. Den kliniske psykolog Bjørg Røed Hansen fulgte 11 børn og deres mødre gennem et år. 10 børn var født til normal tid, 1 barn for tidligt. Hun fokuserede i særlig grad på de 10, der var født til tiden, uden komplikationer. Hvordan udviklede samspillet sig mellem disse børn og deres mødre, og kunne der påvises en sammenhæng mellem mødrenes "stil" i samspillet og børnenes udvikling? Ud fra hendes forskning ser det ud til at påvirke barnets udvikling positivt: Hvis mødrene har forventninger til barnet og snarere idealiserer det end undervurderer det [21]. Hvis samværet bliver struktureret ud fra barnets signaler [22]. Hvis samspillene udvikler sig inden for en overskuelig ramme (start, kommunikativ udveksling, stigende intensitet og afslutning med faldende intensitet).

6 Hvis samspillene når de bliver asynkrone repareres af mødrene gennem regulerende indgreb [23]. Hvis moderen er diskret (ikke dirigerende og dominerende i adfærd) i samspillet med barnet [24]. Megen snak fra moderens side snakken i lange sætninger snakken uden at se på barnet giver markant mindre øjenkontakt og færre smil i de analyserede samspil. At se på barnet og smile uden at sige så meget ud over understøttende enkeltord giver dobbelt så lang tids øjenkontakt og syv gange så lang tids smil, som når moderen forsynder sig mod disse regler for kommunikation. Hvis moderen er afventende og ikke overtagende og indbrydende i barnets leg, viser barnet større grad af aktiv udforskning [25]. Hvis interaktion opleves og forstås som en pendling mellem barnets behov for nærhed og behov for afstand/ for afhængighed og for autonomi. Barnet ønsker med andre ord at blive forstået og bekræftet i sin udforsken af verden [26] og sin autonomi respekteret. Bjørg Røed Hansens forskning udspringer af det nye spæadbarnsparadigme. Hun har fokus på samspillets kvalitet, men kommer derved også til at udfordre specialpædagogikkens kvalitet, dens traditionelle praksis og etablerede myter. Myten om, at det er bedst, hvis forældrene ser "realistisk" på deres barns med handicap, vil ud fra Bjørg Røed Hansens forskning ikke kunne opretholdes. Den dominerende træningsprofil vil ikke kunne opretholdes. Programmer, som gennemføres uden skelen til barnets initiativer, må falde væk. Barnets egenaktivitet, initiativer og personlige tilegnelsesproces må respekteres som en proces med sit eget forløb og sin egen tid. Den kræver intenst nærvær og indtonende opfølgning fra den voksnes side for at blomstre, men den kræver også, at vi opbygger rammer eller rum for, hvor samspillet, udviklingen og legen kan foregå. Vi må overveje vores voksenrolle og vores "stil" som henholdsvis forældre eller professionelle, men vi må som professionelle også overveje undervisningens indhold i relation til det enkelte barn og dets forældre. Når glæden pludselig er der Mens jeg har skrevet denne artikel, er der et billede, der bliver ved at dukke op. Det er et billede af ren kærlighed. En far, som tager kærligt om sin lille drengs hoved og holder det ind til sit eget med et lykkeligt udtryk. Længe sidder de sådan og falder ind i hinanden. Drengen er en toårig dreng med handicap. Der har været store kontaktproblemer, men i den sidste tid er der sket en tilnærmning. Drengen ser mere på sin far og mor, rækker efter dem, vil gerne undersøge deres ansigt. Forældrene oplever sig i stigende grad set af barnet. Det medfører mange øjeblikke af elementær og dyb glæde med stille øjeblikke, hvor forælder og barn bare nyder hinanden. Jeg oplever det som en genetablering af det helt tidlige møde mellem forældre og barn, hvor fødslen er forløbet ukompliceret. Det at tage hinanden i øjesyn og umiddelbart at opleve kontakten etableret. I forhold til Stein Bråtens model er far og søn nu der, hvor det hele begynder. Drengen er ved at gå fra sin "virtuelle andre" (den private "samtalepartner") til den "aktuelle andre" (far). Det betyder, at han nu i højere grad end før er rettet mod den fælles verden. Det afføder en række ting af udviklingsmæssig betydning: Hans kommunikative signaler rettes tydeligere mod far og mor, det er derfor lettere at opnå synkronicitet i samspillene. Der er i højere grad fælles fokus, hvorfor der også kan føres længere samtaler om ting i omgivelserne. Barnets intentioner følges op på et mere kommenteret og bevidst niveau end før. Hans valg og udpegninger respekteres og sidst men ikke mindst genspejler barn og forældre hinandens øgede glæde og gensidige forventningsniveau [27]. Man kan sige, at i dette tilfælde er den samtale endelig begyndt, som forældrene har ventet så længselsfuldt på. Noter og henvisninger

7 1. Jf. Nerheim, Hjördis: Vitenskap og kommunikasjon. Paradigmer, modeller og kommunikative strategier i helsefagenes vitenskabsteori. Oslo, Universitetesforlaget, 1995, s Paradigmeskifte i spedbarnsforskning. Senter for høyere studier, Universitetet i Oslo. Informationsblad nr. 2 november 1996:1. 3. Ibid. 4. Kjørup, Søren: Menneskevidenskaberne. Problemer og traditioner i humanioras videnskabsteori. Frederiksberg, Roskilde universitetforlag, 1996, s Bråten, Stein: Videoanalyser av spedbarnet i samspill bidrar til å oppheve et modellmonopol. I: Holter, Harriet og Ragnvald Kalleberg, (red.): Kvalitative metoder i samfunnsforskning. Universitetsforlaget, Oslo, Ibid.s Ibid.s Ibid.s Ibid.s Ibid.s Se her Lorentzen, Per: Vanlige og uvanlige barn. Samspill og kommunikasjon med alvorlig funksjonshemmede barn. Otta Tano Aschehoug, Bråten, Stein: Videoanalyser av spedbarnet i samspill bidrar til å oppheve et modellmonopol. I: Holter, Harriet og Ragnvald Kalleberg, (red.): Kvalitative metoder i samfunnsforskning. Oslo, Universitetesforlaget, 1996, s og Ibid.s Kirkebæk, Birgit m.fl.: Skrøbelig kontakt. Dansk psykologisk Forlag "At mødes med glæde" er produceret af Videnscenter for Børn og Unge med Multihandicap uden Verbalt Sprog, Glæden er der også er produceret af Spastikerforeningen Filmene kan købes ved henvendelse til henholdsvis Videnscentret og Spastikerforeningen. 16. Hansen, Mogens: Bevidsthedens fødsel en teoretisk syntese. Specialpædagogik nr. 3, Læs om dette eksempelvis: Rye, Henning: Tidlig hjælp til bedre samspil. Nye metoder og nye muligheder. København, Munksgaard Hundeide, Karsten: Ledet samspill. Rye, Henning: 0-1 år: Du og jeg. Bok år. Sammen ut i verden. Bok 2 Samspill, selvstændighet og samarbeid, Bok 3. Video: Ledet samspill. Program for helsestasion. Video: Når du og jeg er sammen. Tre programmer fra dagliglivets barnforældresamvær. Alle bøger og materialer fås fra forlaget: Vett & Viten AS, Postbox 203, 1360 Nesbru, Norge Kirkebæk, Birgit (red.): I tunnelen hvilken vej? Mennesker med udviklingshæmning og kommunikation. Et undervisningsmateriale. København, LEV, Bogen fås ved henvendelse på

8 LEVs kontor, Kløverprisvej 10 B, 2650 Hvidovre. 20. Hansen, Bjørg Røed: Den første dialogen. Oslo, Solum Forlag, Ibid.s Ibid.s Ibid.s Ibid.s Ibid.s Ibid.s Jf. her Mogens Hansens tematik som angivet i den under note 15 anførte publikation. Til top