Nilen Ægyptens gave. Skolemateriale til Moesgård Museums udstilling om Øvre Ægypten i det 20. århundrede klasse

Transkript

1 Nilen Ægyptens gave Skolemateriale til Moesgård Museums udstilling om Øvre Ægypten i det 20. århundrede klasse Tekst: etnograf Peter Bjerregaard

2 Øvre Ægypten Siden oldtiden har man delt Ægypten op i to regioner: Nedre Ægypten og Øvre Ægypten. Nedre Ægypten er det lave deltaområde nord for hovedstaden Kairo. Øvre Ægypten er området langs Nilens øvre løb i Ægypten, det vil sige fra Kairo til Aswan i syd. Øvre Ægypten er et område, hvor mange ting ser ud til at foregå, som de er foregået i årtusinder, mens andre ting åbenlyst er kommet til efter mødet med den store omverden. At verden forandrer sig, er ikke noget nyt for befolkningen i området. Mødet med arabiske stater, andre afrikanske lande og de europæiske kolonimagter har gennem årtusinder påvirket hverdagen for områdets befolkning. I dette materiale vil vi gerne vise, hvordan det gamle og det nye har mødtes i Øvre Ægypten i de sidste hundrede år. Vi vil også prøve at forklare, hvorfor nogle ting forandrer sig, mens andre bliver ved det gamle. MIDDELHAVET Marsa Matruh Alexandria Al-Alamein Nedre Ægypten Damietta Mansura Port Said Tanta Suez Kanalen Al-Arish Ismailia Kairo Sahara Libyske Ørken Siwa Siwa-oasen Qattara Sænkningen Giza Suez Qarunsøen Al-Fayum Beni Suef Dandarah Bahariyaoasen Farafraoasen Dakhlaoasen Øvre Ægypten Nassersøen Dairut Minya Asyut Øvre Ægypten Nilen Sohag Tima Arabiske Ørken Akhmim Jirga Naga Hammadi Nagada Esna Edfu Aswandæmningen Hurghada Sinai Halvøen Suez Bugten Bur Safaga Qena Qift Al-Karnak Luxor Kom Ombo Daraw Aswan Sharm al-shaykh Arabiske Ørken Aqaba Bugten RØDE HAVET Abu Simbel Wadi Halfa 1

3 Befolkning Der bor ca. 22 mio. mennesker i Øvre Ægypten, hvilket er en tredjedel af Ægyptens samlede befolkning. Langt den største del af befolkningen (75-80%) bor på landet og er afhængige af landbrug. I byerne Luxor og Aswan er turisme dog det vigtigste erhverv på grund af de berømte grave og templer fra oldtiden. Ifølge FN og de ægyptiske myndigheder udgør Øvre Ægypten landets fattigste område. Desuden er gennemsnitslevetiden kortere her end i resten af landet, og der er flere analfabeter. Knap 90% af befolkningen er muslimer, mens ca. 10% er kristne. Stort set alle de kristne tilhører den koptiske kirke, som er en af de ældste kristne kirker i verden. Asyut er center for den koptiske kirke, og man regner med, at klostervæsnet stammer fra dette område. Regionen er opdelt i ni guvernementer, der fordeler sig ned langs Nilen: Giza, Fayum, Beni-Suef, Minia, Asyut, Sohag, Qena, Luxor og Aswan. Familien Familien er omdrejningspunkt for de fleste mennesker, og hverdagens aktiviteter er fordelt efter roller i familien. Det er mandens opgave at forsørge familien. Derfor går en stor del af mandens hverdag med arbejde uden for hjemmet enten i landbruget, på markedet eller i et af de offentlige kontorer. Desuden repræsenterer mændene familien i det offentlige liv. De deltager for eksempel i politiske diskussioner og religiøse møder i det lokale forsamlingshus, og mødes med venner og bekendte i byens kaffehuse om aftenen. Det er kvindens opgave at stå for husholdningen og passe børnene. Desuden skal hun opdrage døtrene, så de kan passe deres pligter i svigerfamilien, når de engang bliver gift. Således er de fleste af kvindernes opgaver placeret i hjemmet. De ældre kvinder går dog ofte på besøg hos venner og familien om aftenen, når dagens arbejde er overstået. Kvinde med friskbagt brød. Brødene bages i en lerovn i husets gård. 2

4 Børnene går i skole. Skolegangen er gratis i Ægypten, men man skal selv betale materialer og skoleuniform. Mange går i skole i 6-9 år, men der er også en del, der går ud af skolen tidligere for at hjælpe til i hjemmet eller tjene penge til familien. Før i tiden var det især pigerne, der blev taget ud af skolen for at hjælpe til med det hårde arbejde i hjemmet. Men efter de fleste har fået rindende vand, gasapparater og er stoppet med at holde malkekvæg og sy tøj selv, lægger dette arbejde ikke længere forhindringer i vejen for pigernes uddannelse. Kampen for gode karakterer, der giver adgang til højere uddannelse, er hård. Derfor investerer mange familier i privatundervisning til børnene efter skoletid. Flere og flere af de unge får en lang uddannelse, men mange af dem kan ikke få et job, der svarer til deres uddannelse, og må i stedet arbejde som daglejere. Når et ungt par bliver gift, er det meget almindeligt, at de flytter ind hos mandens familie. Før i tiden fik parret et værelse i familiens hus, men i dag er det mere almindeligt, at de får en selvstændig lejlighed, der ligger i forbindelse med familiens hus. I storfamilien bor der altså flere generationer samlet, og kvinderne deles om meget af det hjemlige arbejde som for eksempel madlavningen. Således er det svigerdøtrenes pligt at aflaste deres svigermor i hendes arbejde. Først når det unge par har fået børn, og pladsen er ved at være for trang, kan det være, at de bygger deres eget hus, hvis de har råd. Børn i en børnehave oprettet af byens råd. 3

5 Stammer Det er dog ikke kun den nærmeste familie, der har stor betydning. I store dele af Øvre Ægypten udgør stammer en vigtig del af det daglige liv. En stamme er et stort netværk af beslægtede familier, der anser sig for at være efterkommere af den samme forfader. Denne forfader er typisk enten en af de arabere, der invaderede området i 600-tallet og bragte islam med sig, eller en af de beduiner, der oprindelig boede i området. De fineste stammer kalder sig ashraf, hvilket betyder, at de er efterkommere af profeten Muhammad. Nogle stammer er små og findes kun i en enkelt landsby, mens andre stammer dækker store områder og forbinder tusindvis af mennesker. Stammerne har især betydning i forbindelse med valg, hvor man ofte stemmer til fordel for et medlem af ens egen stamme. Derudover bakker stammerne op om deres medlemmer, hvis de kommer i konflikt med andre, for eksempel om jordrettigheder. 4

6 Kunstvanding forudsætningen for landbruget Når man finder Øvre Ægypten på et kort, kan man se, at det kun er et smalt bælte omkring Nilen, der er frugtbart. Bæltet breder sig mellem 2 og 10 km på hver side af den store flod. Derefter er der ørken. Der kommer sjældent regn. Når regnen endelig kommer, sker det ofte i form af voldsomme regnskyl, der skyller jord og afgrøder væk. Alligevel er landbrug det vigtigste erhverv, og markerne er blandt de mest frugtbare i verden. Det skyldes, at man har forstået at udnytte Nilen. Befolkningen i Øvre Ægypten har i årtusinder anvendt Nilens vand til kunstvanding af deres marker. Tidligere udnyttede man de årlige oversvømmelser. Når sommerregnen slår ned i de etiopiske bjerge mellem juni og september, tilfører den Nilen enorme mængder vand. Regnen satte så stort pres på flodens løb, at den gik over sine bredder en gang om året. Vandet blev inddæmmet i bassiner, så det kunne anvendes også efter regntiden. Kunstvandingssystemet i Ægypten styres i dag fra den store Aswandæmning i syd. Aswandæmningen blev bygget i dels for at sikre en regelmæssig forsyning af vand til landbruget, dels for at producere strøm til industrien. For at opdæmme en så stor flod som Nilen, måtte man lave et enormt bygningsværk. Aswandæmningen er m lang og 111 m høj. Fra Aswan kontrollerer man hvor meget vand, der løber gennem Nilen. Ved at opsamle nilvandet i den store Nassersø kan man forhindre, at floden løber over sine bredder, når sommerregnen slår ind. Samtidig opsamler man et lager af vand, der kan bruges i tilfælde af tørke. Nassersøen rummer 160 mia. m3, hvilket er ligeså meget vand, som strømmer gennem Nilen på tre år. Dette har vist sig nyttigt både i 1980 erne og 90 erne, hvor Ægyptens nabolande var udsat for store naturkatastrofer først oversvømmelser og derefter tørke. I begge tilfælde var Aswandæmningen en væsentlig årsag til, at Ægypten undgik store katastrofer. Nilen set fra den nye Aswandæmning. 5

7 Vandet skal løftes Kunstvandingen i Ægypten er opbygget som et stort system af kanaler. Fra Nilen leder man kanaler ud, der hele tiden forgrener sig til mindre og mindre led. Det mindste led kaldes en mesqa, og det er disse små kanaler, der løber ud til den enkelte bonde. Mesqa en løber i et lavere niveau end selve marken. Derfor er det nødvendigt at løfte vandet fra mesqa en op til marken. I dag anvender man ofte dieselpumper til at løfte vandet, men man kan stadig finde flere af de teknikker, man har anvendt i området gennem tusinder af år. Hver enkelt teknik har sine fordele og anvendes til de formål, hvor den gør bedst nytte. Dieselpumper anvendes i dag overalt i Øvre Ægypten. Vandingshjulet Det persiske vandhjul, saqiya, kom til Ægypten for cirka 2000 år siden. En saqiya kan løfte vand op til 7 m. Dette var før i tiden nødvendigt om forsommeren, når vandet stod lavt i brøndene, inden sommerregnen slog ind. I dag sikrer Aswandæmningen en regelmæssig forsyning af vand året rundt, så vandet næsten aldrig står lavere end én meter i kanalerne. Derfor er saqiya en blevet overflødig, og man ser den kun meget få steder. En saqiya kunne forsyne fra fire til tyve feddan ( m2) landbrugsjord med vand og ejedes i fællesskab af de jordejere, der havde marker ved siden af hinanden. En saqiya drives af trækdyr som okser eller æsler. Når trækdyret trækker det store, vandrette tandhjul, faderen, bevæger det samtidig et mindre, lodret tandhjul, sønnen. Sønnen sidder på den samme aksel som selve vandhjulet. Når sønnen bliver trukket rundt, trækkes vandhjulet dermed også rundt. Rundt om vandhjulet sidder et rebværk med lerkrukker (eller metalbeholdere) bundet til. Når vandhjulet drejer rundt, sænkes rebværket og trækkes op igen. Krukkerne fyldes med vand, når rebet er nede, og hælder vandet ud i et trug, når det er oppe. En bonde driver sin okse ved en saqiya. 6

8 Vandhjul Sønnen Faderen Skitse af en saqiya. Det vandrette tandhjul til højre er faderen, mens det lodrette tandhjul i midten er sønnen. Læg mærke til, at det meste af sønnen og selve vandhjulet ligger under jorden. Lerkrukker På denne måde udnytter man trækdyrets vandrette bevægelse til at hæve vand lodret. Fra truget løber vandet ud på de enkelte marker. For at sikre at vandet kommer ud på den rigtige mark, bygger man små grøfter, der styrer vandets løb over markerne. Jernhjulet Princippet fra det persiske vandhjul anvendes i dag til at drive et spiralformet jernhjul, der også kaldes saqiya. Jernhjulet drives også af et trækdyr, men i modsætning til træ-saqiya en har det ikke rebværk med krukker. I stedet skovles vandet ind i selve hjulet, hvor det ledes ud gennem en rende fra midten af hjulet. Jernhjulet løfter altså kun vandet op i en højde, der svarer til selve hjulets radius typisk ca. én meter. Til gengæld er det meget effektivt. Faktisk er det så effektivt, at man risikerer at overvande markerne, hvis man ikke passer på. Jernhjulet er meget udbredt i dag på grund af dets store effektivitet. Vandingshjul af jern. Vandet bliver skovlet ind i hjulets midte, hvorfra det ledes ud på markerne. 7

9 Arkimedesskruen Arkimedesskruen, tombur, blev efter sigende opfundet af den græske matematiker Arkimedes i det 3. århundrede f.kr. Arkimedesskruen består af et rør med en skrue indeni. Ved at dreje skruen rundt kan man flyttet vandet op gennem røret. Spiralen bliver trukket rundt i et håndtag, hvilket er hårdt arbejde. Til gengæld er Arkimedesskruen også meget effektiv, så man kan hurtigt få flyttet meget vand. Arkimedesskruen kan ikke løfte vandet særlig højt, så den bruges kun, når der er kort afstand mellem kanaler og marker. Brøndvippe En tredje måde at løfte vand på er ved hjælp af en brøndvippe, shaduf. En shaduf består af en lang stang, der er lejret i et ophæng på midten nærmest som man kender det fra en vippe. I den ene ende af stangen er der bundet et reb med en beholder, og i den anden er der fastgjort en kontravægt, for eksempel en stor sten eller en klump ler. Når man trækker i rebet, sænker man beholderen ned i vandet og løfter samtidig kontravægten i den anden ende. Når man giver slip på rebet igen, falder stenen ned og løfter dermed beholderen op. Til venstre: Arkimedesskrue. Skruen eller sneglen er opbygget af en mængde korte træstave. Til højre: En arkimedesskrue i brug. En shaduf ved en vandingskanal. 8

10 Shaduf en anvendes stadig i dag, men kun når man skal vande små områder, der ligger tæt på selve kanalen, da den ikke kan løfte særlig meget vand ad gangen. Overordnet afhænger valget af løfteteknik af, hvor højt man skal løfte vandet, hvor meget vand, man har brug for, samt hvor mange penge og hvor meget arbejdskraft, man har til rådighed. Tabel 1 viser de forskellige løfteredskabers egenskaber.»løftehøjde«fortæller, hvor højt redskabet kan løfte vandet.»vandføring«fortæller, hvor mange liter vand, redskabet kan flytte i minuttet. Tabel 1 Betegnelse Løftehøjde Vandføring liter/minut Shaduf, vippebrønd 1-2,5 m Tombur, arkimedesskrue 0,1-0,4 m Saqiya, persisk vandhjul 3-7 m Saqiya biharid, jern-saqiya med spiralformet skovlhjul 0,6-0,8 m Kilde: Schiølers billedsamling om vandløftning på Experimentariets hjemmeside, Fordele og ulemper ved kunstvanding Det store kunstvandingssystem er en forudsætning for Ægyptens landbrug i dag. Dels sikrer kunstvandingen, at man kan dyrke 2-3 afgrøder årligt, dels sikrer den mod de oversvømmelser og tørker, Ægyptens naboer har været udsat for. Desuden udnytter man vandkraften fra Aswandæmningen til at lave strøm, hvilket sikrer Ægypten en billig forsyning af el. Men i dag kan man se, at kunstvandingen på sigt kan komme til at forårsage problemer. Før Aswandæmningen blev bygget, modtog markerne en masse næringsrigt slam gennem nilvandet. Dette slam kom fra de etiopiske bjerge, som Nilen flyder igennem, før den når Ægypten. Efter Aswandæmningen er blevet bygget, flyder Nilen ikke med den samme gennemstrømning som tidligere. Vandet bremses i Nassersøen og aflejrer en stor del af slammet her. Det betyder, at markerne ikke tilføres den nødvendige næring og derfor risikerer at blive udpint. For at undgå dette, bliver bønderne nødt til at anvende kunstgødning for at sikre deres høst, og kunstgødningen er med til at forurene Nilen, når den bliver ledt ud i floden igen. Manglen på slam får også betydning i Nilens udmunding i deltaet mod nord. Aflejringen af slam i floddeltaet har betydet, at landet lige så stille har bevæget sig ud i Middelhavet. Når der ikke længere aflejres den samme mængde slam, begynder bevægelsen at gå den anden vej, og Middelhavet æder sig lige så langsomt ind i Ægypten. 9

11 Håndværk Tradition og forandring Lige som i resten af verden er der sket store forandringer inden for håndværkstraditioner i Øvre Ægypten de seneste 100 år. Nye materialer og teknikker har ændret og fortrængt gamle håndværk. Der er mange gode grunde til at anvende moderne materialer og teknikker i stedet for traditionelt håndværk. Plastic og aluminium er mere holdbart end ler, træ og læder og kan desuden massefremstilles på fabrikker, hvilket gør det væsentligt billigere. Men hvis man besøger et marked i Øvre Ægypten i dag, vil man se, at de fabriksfremstillede varer ligger side om side med varer fra de lokale håndværkere. Udviklingen går altså ikke bare i én retning mod udskiftning af traditionelle håndværk med moderne varer. Som ved kunstvandingen er der mange overvejelser, der har betydning for, hvilke varer og teknikker man ønsker at anvende. Markedsbod med plastic- og aluminiumsvarer. 10

12 Krukker og kander Zir er med koldt vand er stillet frem ved vejen som sabil. Forskellige typer krukker og kander har stor betydning i mange af hverdagens gøremål. De enkelte typer krukker og kander er forbundet med hver deres opgave hente vand, opbevare vand, opbevare grøntsager, fremstille forskellige madretter m.v. Derfor har formålet med det enkelte produkt også stor betydning for, hvilken type materiale man anvender til at fremstille det. Generelt er mange krukker og kander, der tidligere blev fremstillet af ler, blevet erstattet af nye produkter fremstillet af plast eller aluminium. Dette gælder især de produkter, man har anvendt til transport, for eksempel til at hente vand med. Her anvender man i dag mest aluminiumskrukker, som er lettere og mere holdbare end lerkrukkerne. Men til andre formål er leret bedre. To af de mest udbredte krukker i Øvre Ægypten er qulla og zir, som bruges til at holde drikkevand koldt. På trods af indførelsen af køleskabe mange steder, holder man stadig fast i disse krukker til at opbevare drikkevandet i. Først og fremmest synes de fleste, at drikkevand, der holdes køligt i en krukke, smager bedre og har bedre egenskaber end vand, der holdes koldt i køleskabet. Derudover er zir en traditionelt blevet brugt i forbindelse med en skik, der kaldes sabil. Sabil er en form for velgørenhed, hvor man stiller koldt vand til de trængende i gader og stræder i byerne og ved landevejene. Her har man holdt fast i at anvende zir en, da hverken plast eller aluminium kan holde vandet koldt i længere tid. 11

13 Smedehåndværk Smedehåndværket er et specielt håndværk. Samtidig med at smedene anses for at være en af samfundets laveste grupper, anses deres varer ofte for at have stærke helbredende egenskaber. Mange af smedenes varer er blevet erstattet af masseproducerede varer fra Kina, men på grund af de særlige egenskaber er mange af dem stadig meget vigtige. For eksempel findes der en stor nål, makhyat, som anvendes til at sy i kraftigt materiale, for eksempel sække. I dag anvender man for det meste massefremstillede nåle til disse formål. Men en makhyat har også andre formål. Hvis et dyr ikke vil spise, kan man dyppe en makhyat i salt og prikke hul med den i en blodåre øverst i dyrets mund. Dette skulle rense blodet og helbrede dyret. Hvis man har hovedpine, mener mange også, at det hjælper at gnide en makhyat forsigtigt mod den ene tinding. Til disse helbredende formål kan man ikke anvende en fabriksfremstillet makhyat, da det kun er de håndlavede, der har helbredende kræfter. Tekstiler Der findes en stor vævetradition i Øvre Ægypten. De forskellige områder er kendt for hver deres type tekstil, som er opkaldt efter området. Mange af disse tekstiler er i dag næsten udkonkurreret af industrivarer. Men andre har overlevet og er i dag blevet populære i hele Ægypten og i det store udland for eksempel Nagada og Akhmim. Akhmim er kendt for en vævestil, der oprindelig kom fra Kina, og som kendes ved de specielle mønstre, der kan ses på begge sider af stoffet. Denne form for vævning bruges for det meste til sengetæpper eller duge. I dag findes Akhmim i to former. Fabrikker rundt om i Ægypten producerer en form for Akhmim, der er baseret på de traditionelle mønstre og motiver, men som er langt billigere og langt mere udbredt end det håndlavede. Men selve håndværket lever stadig i selve byen Akhmim. I dag bliver håndværket især holdt i live af organisationer, der har oprettet skoler og centre for at bevare det traditionelle håndværk. Nagada er især kendt for en bestemt type sjal, der kaldes firka. Firka en var især populær blandt kvinder i Sudan, som Ægypten i mange år havde en stor eksport til. På grund af politiske stridigheder mellem Ægypten og Sudan sidst i 1980 erne oplevede væverne i Nagada en stor nedgang i deres produktion. Denne udvikling vendte imidlertid, da en canadisk organisation og en schweizisk kunstner i 1990 erne satte sig for at bevare håndværket og begyndte at udvikle firka er af nye materialer og med nye mønstre. I dag er firka en blevet et modefænomen, der sælges fra dyre forretninger i storbyer som Alexandria og Kairo. Pottemageriet, smedehåndværket og tekstilerne viser tre forskellige måder, som traditionelle håndværk fra Øvre Ægypten har overlevet på. Lerkrukkerne var bedre end nye krukker i aluminium og plast til at holde vandet til sabil koldt. Ved at give sabil overholdes en af islams En dreng fra Nagada væver et tørklæde. 12

14 fem leveregler almissen. Det at give almisse til de trængende, bliver blandt muslimske ægyptere regnet for en måde at overholde de sociale normer på. Zir en eksisterer altså stadig i dag, fordi den opfylder en social funktion, der ikke kan opfyldes af de nye massefremstillede varer. Smedenes nåle bliver stadig produceret lokalt, fordi de håndlavede nåle regnes for at have helbredende egenskaber, som massefremstillede nåle ikke har. Selv om de fabriksfremstillede nåle kan stikke og sy ligeså godt som smedens nåle, kan de ikke helbrede på samme måde for de har ikke været i kontakt med smeden, som har magiske evner. Disse nåle er altså stadig eftertragtede, fordi de har en rituel værdi, som de nye nåle ikke har. Tekstilerne fra Akhmim og Nagada eksisterer stadig, men ikke i deres traditionelle form. Udenlandske og lokale organisationer har oprettet projekter, der skulle sikre, at de lokale håndværk ikke skulle uddø. Disse projekter har udviklet nye former for klæder, der er tilpasset et nyt marked af turister og modeentusiaster. 13