Ning de Coninck-Smith Hans-Christian Jensen Signe Mellemgaard Gertrud Øllgaard

Transkript

1 Sådan går dagen for lille Lise... og Oskar Tekster til en udstilling om ting for børn i 150 år Ning de Coninck-Smith Hans-Christian Jensen Signe Mellemgaard Gertrud Øllgaard 14 Teksterne opstod sideløbende med udfærdigelsen af vandreudstillingen Sådan går dagen for lille Lise og Oskar, der er produktet af et samarbejde med Middelfart Museum (udstillingen åbnede januar 1998). Arbejdsgruppen bag er inspireret af den danske kunstner Lohrenz Frølich, der bidrog med tegningerne til den illustrerede børnebog Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise (1862). Arbejdspapiret viser bl.a. - med udgangpunkt i hhv. barndoms- og designhistoriske, designanalytiske, etnografiske og etnologiske synsvinkler - hvordan voksne har formgivet barndommen ved at tilrettelægge de ydre rammer for den, og dermed samtidig defineret, hvad der hører til den gode barndom. 1

2 Ning de Coninck-Smith, Hans-Christian Jensen, Signe Mellemgaard og Gertrud Øllgaard: Sådan går dagen for lille Lise og Oskar. Tekster til en udstilling om ting for børn i 150 år Arbejdspapir 14. Designstudier Center for Kulturstudier Odense Universitet Copyright: Forfatter ne Redaktion: Jørn Guldberg, Flemming Mouritsen og Torben Kure Marker Grafisk tilrettelæggelse og DTP: Torben Kure Marker Omslag: LAMA grafik Tryk: Odense Universitets Trykkeri ISBN: ISSN: Udgivet af Center for Kulturstudier, Medier og Formidling Syddansk Universitet. Odense Universitet Campusvej Odense M Telefon: Telefax: kmf@humsek.sdu.dk Udvalgte arbejdspapirer findes på Internettet: Sat med Verdana, Arial Black og Bookman Printed in Denmark

3 Sådan går dagen for lille Lise og Oskar Tekster til en udstilling om ting for børn i 150 år* Lille Lise. Lohrenz Frøhlich Forord Signe Mellemgaard Den danske kunstner Lohrenz Frølich bidrog med tegninger - ne til den illustrerede børnebog Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise (1862).Lorenz Frølich havde datteren Edma som forlæg, og vi følger Lille Lise i hverdagen, fra hun står op om m o rgenen, til hun går i seng om aftenen. Bogen om Lille Lise var den første af en lang række børnebøger fra Frølichs hånd, næsten 100 blev det til, og han blev så kendt for sine charmerende tegninger - med deres sikre fornemmelse for børns proportioner og måde at bevæge sig - at en børnebog i Frankrig slet og ret fik betegnelsen un Froelich. I modsætning til tidens øvrige børnebøger, f.eks. den næsten samtidige Den store Bastian, var Frølichs bøger mere skildringer af børns hverdag, end de var moraliserende og opdra- *Teksterne er resultatet af et samarbejde mellem barndomshistoriker Ning de Coninck-Smith, designanalytiker og etnograf Gertrud Øllgaard og designhistoriker Hans-Christian Jensen - alle fra Center for Kulturstudier ved Syddansk Universitet/Odense - og etnolog Signe Mellemgaard, Institut for Arkæologi og Etnologi ved Københavns Universitet. Akademisk sekretær, Torben Kure Marker (Center for Kulturstudier, Syddansk Universitet/Odense), står for arbejdspapirkoncept, supplerende tekst og udstillingens website: hum.sdu.dk/center/kultur/exhib/ 3

4 gende. Frølich tematiserer således børns særlige verden på en ny måde: Udgangspunktet er den lille skala, barnets mindre krop, og ligesom Frølich gjorde det med sine tegninger, fokuserer Sådan går dagen for lille Lise og Oskar på børneverdenen - gennem dens hverdagsting. Udstillingen viser, hvordan voksne har formgivet barndommen ved at tilrettelægge de ydre rammer for den og dermed samtidig har defineret, hvad der hører til den gode barndom. Midten af 1800-tallet markerede begyndelsen til den moderne barndom, i al fald når det gælder de mere velstillede lag, og byborgerskabets voksne fik for alvor øjnene op for at tilrettelægge børns liv. Børnene blev genstand for nye, store følelsesmæssige investeringer fra de voksnes side, og der opstod en egen børneverden, der ud over at bestå af børn, var befolket af søskende, legetøj og tjenestepiger - en verden, der ikke kendte til arbejde. Det er denne verden, Frølich portrætterer ernes Lille Oskar lever selvfølgelig en anden barndom end Lille Lise gjorde, hvilket også er aflæseligt i de ting, vi omgiver børnene med i hjem og institution. De fem tekster tegner et bredt billede: Barnevognen: Forældreskabets iscenesættelse fortæller, med udgangspunkt i barnevognens design- og produktionshistorie, hvordan Projekt Barn blev til. Bleen: Renlighed og masseforbrug fortæller en evolutionshistorie om en ret upåagtet hverdagsting og sætter fokus på barndommens position mellem eksperter og forældre, mellem viden og praktiske færdigheder, men også på barndommen som potentiale for et masseforbrug. Den trehjulede cykel: En designhistorie analyserer tre cykelprodukter, og det påvises, hvordan designformgivningen af den trehjulede cykel oprindeligt har sit udspring i design af transportdesign men gradvist har udviklet sin egen, selvstændige formgivningsstrategi. Sandkassen: En pionér i det små fortæller med udgangspunkt i sandkassens opfinder Hans Dragehjelm om det stædige arbejde for at omsætte pædagogiske visioner om sund leg i naturlige omgivelser til virkelighed. Barnets stole: På højde med situationen, beretter om henholdsvis den høje og den lave barnestol, belyst ud fra spændingen mellem den 4

5 overordnede historisk træghed i typernes udvikling og de nyere tillagte betydninger stolene har fået gennem ændringen af sociale og kulturelle praksisser. Barnevognen: Forældreskabets iscenesættelse Ning de Coninck-Smith Fra 1860 erne slog barnevognen an i de mest velstillede sociale lag. I den brede befolkning fortsatte man med at bære på de små eller klare sig med, hvad der var for hånden af diverse kasser og trækvogne. De tidligste barnevogne var trækvogne beregnet til større børn, som kunne sidde op, og omkring 1880 udvikledes en vogn, hvor helt små børn kunne ligge ned i nogenlunde sikkerhed. Vuggen var med andre ord kommet på hjul og havde fået kalesche i lighed med datidens hestedroscher. Vognen var enten i kurveflet eller af krydsfinér med en kalesche i voksdug. Siden 2. Verdenskrig har bilen været barnevognens designmæssige forbillede. Men skiftende tiders mode har også spillet ind: Fra klunketidens baldakiner og kvaster, over 20 erne og 30 ernes dybe vogne, der havde deres parallel i kvindemodens lave tajler og klokkehatte til vore tiders noble vogne, der har - monerer med forretningskvindens spadserdragter. Da barnevognen dukkede op i bybilledet omkring 1860 erne blev den mødt af en vis skepsis, nemlig fra politiets og lægernes side. Politiet fastholdt i både London og Berlin, at barnevogne med 4 hjul hørte hjemme på gaden og ikke på fortorvet: kun tre-hjulede måtte køre på fortorvene. I Danmark tog man mere lempeligt på sagen, men datidens politivedtægter vidner om, at det ikke var sådan at få plads til barnevognen i bybilledet. Lægerne var bekymrede for, om den megen rumlen - det var før gummihjulenes tid - skadede de små børn - og de var ikke mindst bekymrede for, om barnevognen ville blive et påskud for barnepigerne til at overlade børnene til sig selv. Mens de selv sad på en bænk i solen og snakkede. Skepsis en blev dog 5

6 hurtigt overvundet, bl.a. fordi det også blandt borgerskabets mødre blev populært at deltage i pasningen - og promeneringen - af spædbørnene. Først forsvandt ammen ud af børneværelset - og efterhånden blev det også barnepigens tur. Lægerne tog barnevognen til hjertet, og allerede ved århundredeskiftet hørte barnevognen med til et standard-babyudstyr. Fattige mødre kunne i København eksempelvis søge de filantropiske foreninger om hjælp til køb af en barnevogn. Barnevognen er således andet og mere end et funktionelt transportredskab: Den bliver det redskab, hvor barn og mor/ forældre viser sig - og deres projekt Barn - frem for alverdenen. Idag er det også farmand, som viser sig og sit afkom frem. Barnevognen handler altså ikke kun om de små s sundhed og velvære men også om skiftende tiders syn på moder- og faderskab. Barnevognsproduktion i Danmark De ældste danske barnevognskataloger er fra 1870 erne. Produktionen foregik hos vogn- og karetmagere, og formgivningen var tydelig inspireret af hestedroschen. I slutningen af århundredet startede en import af udenlandske vogne, fortrinsvis engelske. Samtidig opstod en selvstændig dansk barnevognsproduktion. Mellemkrigstiden var barnevognsfabrikanternes glanstid. På dette tidspunkt var der omkring 10 forskellige danske mærker. Idag er der kun to fabrikker tilbage i Danmark: ODDER barnevognsfabrik og barnevognsfabrikken SKANDIA A/S udenfor København. Indtil 1960 erne forhandledes barnevognene i stormagasiner, i barnevognsforretninger, hos isenkræmmere samt cykelhandlere. Det var heller ikke ualmindeligt, at barnevognen blev bestilt per katalog hos den lokale købmand eller brugs. Idag foregår hovedparten af bar - nevognssalget via kædebutikker, der har specialiseret sig i alt til de yngste medborgere. Omkring 1917/1918 blev der gjort forsøg på at oprette en 6

7 forening af barnevognsfabrikanter i Danmark. Formålet var fælles indkøb af materialer til 1. Verdenskrigs mangelsituation. Ideen strandede, men tanken blev genoplivet under 2. Ver - denskrig. Dette samarbejde formaliseredes med oprettelsen af Foreningen af Barnevognsindustrien i Bag foreningen stod de fem store fabrikker: Brønd, Itkin - Skandinavisk Bar - nevognsfabrik, Globus, P.M. Knudsens Eftf. og Odder. Foreningen nedlagde sig selv i Designhistorie I midten af 1920 erne forsvandt de høje, karetlignende barnevogne til fordel for lave og dybe barnevogne forsynet med vindfang og forlæder. De dybe vogne var et produkt af mellemkrigstidens dyrkelse af frisk luft og sol - hele året rundt - også til de mindste. Det er fra denne periode, at forestillingen om, at den bedste middagssøvn soves udendørs stammer. Under 2. Verdenskrig blev materialemanglen følelig - og mødrene måtte overbevises om trækaleschens og pileflettes fortræffelighed. Barnevognene blev igen højere - måske et ønske om Reklame for Brønds barnevogne 7

8 at vende tilbage til en tid, før verdenen gik af lave. Men de høje vogne var også bedre for mødrenes rygge. Efterkrigstidens store fødselsårgange skabte et øget efterspørgselspres, og priserne på brugte barnevogne eksploderede. En af de største forhandlere af barnevogne var Brugsens forretninger landet over. I 1940 erne søgte Brugsen at påvirke mødrene til at købe vogne, der både var i pagt med lægernes foreskrifter og som var solide og holdbare. Mødrene skulle holde sig fra modeluner og ikke bruge flere penge, end de havde råd til. Denne kampagne lå i tråd med Brugsens bestræbelser på at lære danskerne at bo enkelt og funktionelt, omgivet af gode brugsting. Barnevognen var således blevet et led i et oplysningsprojekt. I efterkrigstiden blev bilen det designmæssige forbillede. 50 ernes og 60 ernes stålbarnevogne lignede forkromede amerikanske dollargrin. Vognene fik engelskklingende navne - ger - ne pigenavne. Med ungdomsoprøret og flower -power bevægelsen kom der liv i kludene. De klassiske barnevognsfarver - lyseblå, grå, hvid og creme - erstattedes af brun, orange og lilla. Og fløjsbar - nevognen blev højeste mode. I takt med at kvinderne kom ud på arbejdsmarkedet vandt de lette og sammenklappelige vogne frem. Som let kunne puttes i bilens bagagerum eller tages med i tog og bus. Først som små modeller og senere til brug for børn helt op i 2-3 års alderen. I 1990 ernes produceres barnevognene i farver og former, der matcher tidens elegante og noble bildesign - og de selverhvervende kvinders spadseredragter og mændenes habitter. Og som et modstykke til tidens individualisme kan man idag tilfredsstille så godt som hver enkelt kunde hvad angår farvevalg og pynteliste. Udfra et farveskema kan det kommende forældrepar nemlig selv bestemme, hvordan netop deres barnevogn skal se ud. Og som noget ganske nyt kan styrets højde reguleres individuelt. Barnevognen har gennemgået en lang række forbedringer siden sin fremkomst. Blandt de vigtigste kan nævnes: udvikling af kalechestivere, der ikke er til fare for barnet eller slider 8

9 huller i stoffet; bedre affjedring, stabile og køresikre gummihjul til erstatning for de gamle træhjul - og ikke mindst bremsen, som først kom til i 1930 erne. Bilismen betød et gennembrud for lette barnevogne, der kunne klappes sammen. Det er imidlertid ikke en ny tanke. Så tidligt som i 1870 erne og 80 erne foreligger der en række patentansøgninger på sammenklappelige barnevogne. Med barndommens institutionalisering er der blevet stillet nye krav til barnevognens kunnen og holdbarhed. Institutionsbarnevogne skal kunne holde til flere børn - og holde længe, samtidig med at de skal være lette at manøvrere på plads, når de mindste skal lægges til at sove. Litteratur Adams, AnnMarie: Architecture in the Family Way. Doctors, Houses, and Women Montreal: McGill-Queen s University Press, Attfield, Judy: Inside Pram Town: A Case Study of Harlow House Interiors, i: Attfield, J & Kirchen, P (ed.): A view from the interior. The Womens Press, London Fontanel, Béatrice and d Harcourt, Claire: Babies. History, Art and Folklore. New York: Harry N. Abrams, Inc., Publishers, Itkin år. Jubilæumsskrift, Erhvervsarkivet i Århus. Hampshire, Jack: Prams, Mailcarts and Bassinets. A Definitive History of the Child s Carriage. A Midas Collectors Library Definitive History Rosenbeck, Bente: Omsorg eller omklamring. Ugifte mødre ca i Karen Hjort (red.): Bur. Kvindeliv i perspektiv. Kongelund, Åarhus: Varia, Bleen: Renlighed og masseforbrug Gertrud Øllgaard og Signe Mellemgaard I bogen Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise ser vi Lille Lise blive bragt i bad, hvilket ikke forbløffer, da renlighed var ved at blive et vigtigt element i den borgerlige barndom i sidste halvdel af 1800-tallet. Men vi ser ikke Lille Lise få skiftet ble, 9

10 og vi spørger os selv, om det er fordi, hun allerede er for stor til det, eller fordi der trods alt var grænser for, hvad Lorenz Frølich ville synliggøre af børnenes verden. Ble har hun i al fald haft på et tidspunkt, for bleen har hørt til spædbørnenes klædedragt langt tilbage i tiden. Slutningen af 1800-tallet betød gennembruddet for den moderne barnepleje. Nu begyndte læger og andre eksperter for alvor at oplyse mødre om især renlighed, som de mente var en nødvendig betingelse for barnets trivsel. Dette program for barneplejen var noget, der i høj grad vedrørte bleer og bleskift, for problemer med fordøjelsen og forsømmelighed med hensyn til de regler, der måtte gælde for omgangen med fordøjelsesprodukterne, regnedes for vigtige årsager til de sygdomme, børnene plagedes af. Den store opmærksomhed på børns renlighed og pleje giver god mening, når den ses på baggrund af samtidens store børnedødelighed. Statistisk set må Lille Lise have mistet omtrent hver 7. af sine jævnaldrende kammerater i løbet af det første leveår - eller hvert 5. inden de blev 5 år. Ofte mente lægerne, at årsagen til disse triste forhold lå i de dårlige hygiejniske forhold i hjemmene, og i slutningen af århundredet kunne mange læger i deres årlige indberetninger til Sundhedsstyrelsen fortælle om dårlige forhold - særlig i småkårshjem. Distriktslæge Petræus i Nibe bemærkede således i 1878: Et enkelt Værelse bruges oftest til Soveværelse, Spise- og Opholdsværelse, tørring af Børnetøi osv., så at jeg, hvis Næse i en Række Aar ei er forvænt, ofte faaer Qvalme deraf;... Den fattige del af Befolkningen boer ganske gyseligt... Der hersker i Reglen stor Omhu for Børnene, men Børnepleien er dog ikke god; dertil er her for lidt Oplysning og for lidt Renlighedssands. Intet under derfor, at datidens læger kunne fæste megen lid til, hvad en bedrerenlighed ville kunne udrette. I slutningen af 1800-tallet udkom en række anvisninger om barneplejen, og i dem alle spiller renlighed en meget væsentlig rolle. Fx. i 10

11 den berømte børnelæge Leopold Meyers Den første Barnepleje, som udkom i 1891:...[det er] af Betydning at begynde med Renligheds-Bestræbelser - ne saa tidligt som muligt. Thi Vanen faar desto større Magt, jo tidligere den træder i Virksomhed; og Barnets Ubehag ved den vaade Ble - dets saa at sige medfødte Renlighedssans - Sløves inden længe, naar Barnets vænnes til at være en Gris. I lægen F. Ingerslevs bog Barnets Sundheds- og Sygepleje fra 1908 hedder det: En ganske overordentlig høj Grad af Renlighed er nødvendig ved et spæde Barns Ernæring og hele Pleje. Det gælder jo om at undgaa alle de Masser af Bakterier og Gærsvampe og andre Slags Smitstoffer, som altid er til Stede, hvor Mennesker færdes. De bitte smaa Bakterier, hvoraf en enkelt Vanddraabe kan rumme flere Tusinder, bringes jo daglig i Mængde ind i selv de renligste Hjem. De nye krav til barneplejen bragte også nyheder med sig i de ting, voksne omgav børnene med. Således fik landinspektør Th. Thorson i 1874 patent på en sikkerhedsnål, som - kunne Thorson forklare - var særlig sikker p.g.a. et fjedersystem, Mor og barn. Sikker -Hansen,

12 som holdt nålespidsen fast, når nålen var lukket (på udstillingen kan De se Thorsons ansøgning til Patentdirektoratet). I 1916 sammenfattede lægen Svenn Monrad de nye opdragelsesprincipper i de tre ord: ro, renlighed og regelmæssighed, som kom at udgøre kernen i mange årtiers råd til mødrene. Og i hans øjne gjaldt det om at følge disse regler fra et meget tidligt tidspunkt i barnets liv: Hvad det spæde barns opdragelse angår, er forældre altfor tilbøjelige til at undervurdere den opdragende indflydelse, det er muligt at udøve på barnet allerede i det første leveaar. I virkeligheden kan man ved en fra fødslen gennemført dressur i de fleste tilfælde ret hurtigt vænne barnet til en regelmæssig og rolig levevis, hvor alt går som et uhrværk, og hvor ingen utidig skrigen forråder,at der er et spædt barn i huset. Anderledes derimod, hvis man giver efter for barnet, hvis man, hvergang det skriger, strax tager det op af sengen og løber rundt i stuen med det, giver det mad eller stikker det en narresut i munden, så skal barnet snart lære, at det blot behøver at skrige for at opnå en af disse behageligheder, og så varer det ikke længe inden barnet har opkastet sig til tyran i huset, og man har da opelsket uvaner og unoder, som det kan tage år at få bugt med igen. Dansk børnehjem i 1920 erne 12

13 Også i den pjece, Sundhedsstyrelsen i 1938 udgav, og som blev uddelt af sundhedsplejerskerne (de var trådt i funktion med en lov fra året før) var devisen om ro,renlighed og regelmæssighed de vigtigste principper. I 1930 ernes udvikling af et videnskabeligt spædbarneprogram spillede børneinstitutionerne en vigtig rolle, for her kunne alt indrettes efter principperne for en hygiejnisk og rationel barnepleje. Og her kunne mødrene komme og se, hvordan børnene trivedes, når alt var lagt tilrette derefter. I begyndelsen af dette århundrede begyndte man at bruge stofbleen, som vi kender den i dag, men som de færreste af nutidens forældre bruger. At folde og skifte en stofble er et håndværk, der er ved at uddø. På udstillingen dokumenteres dette håndværk på en video, som viser forskellige bleskiftningsteknikker. I midten af 1950 erne kom éngangsbleen til Danmark, og siden er den langsomt, men sikkert blevet den mest brugte form for ble. Brugen af engangsble kræver ikke samme håndelag som stofbleen, til gengæld fordrer brugen af engangsbleer en anden kompetence: At kunne orientere sig som forbruger på markedet. Brugen af engangsbleer involverer os i udpræget grad i den ihærdige søgen efter nyt, som er et særligt kendetegn ved det moderne forbrug. Den måde, hvorpå vi hele tiden fornyer vores ting, har Campbell (1992) opdelt i tre forskellige dimensioner: 1) det nye, der erstatter det, der er slidt eller brugt op 2) det nye, der er en forbedret og mere avanceret udgave af kendte ting og 3) det nye, som forbrugeren finder er fornyende, fordi det er anderledes end det, som er velkendt og fremherskende. På udstillingen viser vi, hvordan de tre former for fornyelse præger bleforbruget: 1) Ved de ca. 6-7 daglige bleskift, hvor barnet får en ren og u- brugt ble. På udstillingen kan man se og måske lugte en pose med en sådan dagsration af brugte bleer. 2) Ved at give barnet den nyeste og mest avancerede engangs- 13

14 ble på markedet. Der udvikles og markedsføres hele tiden fornyede ultratynde bleer med superabsorberende materialer og lækage-barrierer etc. Den opfattelse af tingenes for - nyelse har vi lagt frem ved at placere engangsbleerne i en montre med kongeblåt fløjl, hvor de ligger på rad og række fra de tidligste og simpleste til de seneste og mest komplekse - en evolutionshistorie, som museumgæster vil genkende fra den måde, hvorpå vi er blevet præsenteret for oldtidsfund. 3) Ved at bruge andre former for bleer end de engangsbleer, der er mest velkendte og dominerer markedet. Vi viser et udvalg af forskellige alternativer til engangsbleen, fra de hjemmestrikkede lanolinbukser til nydesignede vaskbare bleer med tilknyttet kollektiv vaskeordning. Anderledes bleformer og anderledes former for bleforbrug, der også bidrager til den evindelige fornyelse af bleforbruget. Én ting er sikkert; bleen er kommet for at blive. Og selvom den måske hører til de mere ydmyge af de ting, voksne omgiver børnene med, er bleen også én, hvori skiftende tiders børnesyn kan aflæses. Litteratur Campbell, Colin: The desire for the new. i: Silverstone & Hirsch (red.): Consuming Techonologies, Routledge 1992 Løkke, Anne: Forældrebilleder - skitser til moderskabets og faderskabets historie i: Social kritik 25-26/1993. Den trehjulede cykel: En designhistorie Eller hvorfor børnehavebarnefødder træder på cirkelrunde pedaler Hans-Christian Jensen Den trehjulede cykel har fået en fremtrædende rolle i efter - 14

15 krigsgenerationernes barndom. Den optræder med selvfølgelighed i den almindelige forestilling om den gode barndom. Og er et naturligt produktvalg, når forestillingen skal virkeliggøres. Mange kan fremvise et billed af sig selv eller børnene på trehjulet cykel. Andre kan berette om en oplevelse, hvor den indgår som en central rekvisit a la: dengang vi lokkede lillesøster til at køre ned af kældertrappen eller når ladet fik lov til at skramle henover fliserne indtil en voksen kom farende etc. Daglig udendørs leg blev central i danskernes opfattelse af den gode barndom i det 20. århundrede. Det har uden tvivl været en medvirkende årsag til, at den trehjulede cykel er blevet en så familiær genstand for mange af os. Nu er det imidlertid ikke den trehjulede cykels kulturhistorie, der skal fremdrages her, men derimod dens designhistorie, eller i hvert fald aspekter af dens designhistorie, som den viser sig i tre specifikke produkter. Der vil blive fokuseret på den konkrete designløsnings relation til almene designhistoriske tendenser. Den trehjulede cykel som formgivningsopgave Den trehjulede cykel, for børn, har næppe nogensinde været tænkt som middel for nyttebestemte transportfunktioner. Det er en banal iagttagelse som ikke desto mindre er af stor betydning for den designhistoriske identifikation af det særlige ved den formgivningsopgave den trehjulede har frembudt gennem tiden. Det karakteristiske for den er, at de formgivningsparametre som efterhånden er blevet mere og merefremtrædende i voksenverdenens transportdesign er helt fraværende. Moderne transportdesign er præget af en voldsom dynamik. Designopgaven former sig således typisk som en differentiering i forhold til tidligere eller konkurrerende produkter og som en fremhævelse af produktets egenskaber m.h.t. at transportere hurtigst muligt, mest fleksibelt, mest komfortabelt eller på en karakteristisk måde fra A til B. Det betyder en evindelig 15

16 introduktion af nye features og formvariationer med henblik på at sikre producentens overlevelse på et stærkt konkurrencepræget marked gennem udvikling af produkternes funktionelle og symbolske egenskaber. Som børnekøretøj konstituerer og imødekommer den trehjulede cykel radikalt anderledes behov end voksenverdenens transportmidler. Den opfylder sin opgave både som produkt og brugsgenstand, hvis den muliggør kørsel og oplevelse af kørselsglæde eller på en eller anden vis kan tjene som udgangspunkt for, eller som led i, barnets leg. De parametre der er bestemmende for moderne transportdesigns dynamik er således annuleret i den formgivningsopgave den trehjulede cykel frembyder. Den har i princippet et helt andet udgangspunkt og målsætning, og den trehjulede cykels designhistorie viser sig da også at være præget af autonomi. Den trehjulede cykel som type Som type udmærker den trehjulede cykel sig ved det karakteristiske forhold - som navnet ganske enkelt er af ledt af - at have tre hjul; et større forrest og et sæt mindre bagest. Det forreste store hjul tjener både til manøvrering og fremdrift af køretøjet. Manøvreringen muliggøres ved forbindelse til et styr via forgaffel over en vertikal aksel. Fremdrift af direkte pedalkraft på hjulets aksel. Typen er iøvrigt bestemt af førskolebarnets proportioner og motoriske færdighedsniveau. Ramme, saddel, styr, pedaler, pedalarme og deres indbyrdes placering er dimensioneret efter barnet og det diagonalt placerede bageste hjulsæt stabiliserer og overflødiggør balancering: Cyklen er let både at be- og afstige og egner sig for et abrupt kør - selsforløb med gentagende stop og igangsætninger; hyppige sving og vendinger. Den trehjulede cykels forlæg er tydeligvis velocipeden, eller væltepeteren som navnet fyndigt fordanskedes til. Dels en nedskalering, dels en konstruktiv tilføjelse af en stabiliserende 16

17 tværaksel med to hjul i stedet for et. En væltepeter der ikke kan vælte! Det basale formgivningsproblem, som knytter sig til den trehjulede cykel, var altså i og for sig løst en gang for alle så snart den var opfundet. Dens efterfølgende designhistoriske forløb viser et fast konstruktivt grundskema med ændringer i konstruktive detaljer, materialevalg og formsprog i takt med de almene designhistoriske tendenser. Velocipedens endeligt Det særlige ved denne designhistorie, som umiddelbart virker noget konform og uinteressant, træder tydeligere frem, når man betragter den i sin forskellighed fra voksencyklens designhistorie. Vi ved alle at velocipedens rolle for længst er udspillet. Transporthistorisk kuriosum og evolutionær blindgyde er vel den mest almindelige måde at vurdere dens status på fra bagklogskabens sikre havn. Velocipedens opfindelse tilskrives franskmanden Lallemand og dateres til samme år Hvorledes Dagen gaaer for Lille Lise udkom første gang i Frankrig. Den opnåede vid udbredelse i løbet af 1870erne. Den kom kun i ringe grad til at tjene som egentligt transportmiddel og fungerede hovedsageligt som motions- og adspredelsesredskab for de velstillede lag. I 1876 konstrueredes det første eksemplar af det vi i dag forstår ved en cykel, d.v.s. lige stort for - og baghjul og kædetræk med udveksling til baghjulet. Fra 1885 fabrikeredes den i stort tal, som safetycycle og raffineredes efter - følgende hurtigt med en række teknologisk, produktions- og kapitalmæssigt krævende funktionelle tilføjelser; luftgummiringe, frihjulsmekanisme, fælg- og navbremse osv. Safetycyklens overbevisende præstations- og manøvreringsmæssige fortrin betød at velocipeden fortrængtes fuldstændig som alt andet end kuriøs transportmulighed. Safetycyklen var det eneste realistiske valg af pedaldrevet kørselsredskab for sikker, fleksibel og billig massetransport til og fra arbejde. 17

18 Efterliv som børnekøretøj Den trehjulede cykel er altså i en vis forstand en reminiscens fra en produkt- og forbrugskulturel fase der forlængst er over - stået. Velocipeden har nærmest på trods levet videre i barnets tingsunivers i nedskaleret og lettere omarrangeret form. Det simple konstruktive skema uden udveksling, bremse, frihjulsmekanisme og med færre og simplere aksler muliggør et billigt produkt, hvilket er i overensstemmelse med det der kan ofres på et børneprodukt, der ikke tjener nyttemæssige formål. Innovationer med henblik på hurtigere og mere komfortabel transport, større aktionsradius og kørselssikkerhed har ikke været relevante designmotivationer og har resulteret i den trehjulede cykels formstabilitet. Fra børnekøretøj til legeredskab - tre produkter Produkt 1 I begyndelsen af 1890erne træffer man jævnligt en trehjulet cykel med betegnelsen Sigfred i fabrikanternes salgskataloger, fx i P. M. Knudsens fra 1891 og i A. L. og L.V. Brems fra Den forhandledes i fem størrelser og kunne fås med jernbeslåede træfælge eller i en dyrere udførelse med gummiringe. Sigfreds form afspejler en nøgtern produktformgivning. Det er de tilrådeværende materialer, den konstruktive løsning og de mekaniske funktioner, der har været formkonstituerende. Sigfred er et godt og tydeligt eksempel på den nedskalering og omarrangering, der gjorde velocipeden, og dermed den moderne pedaldrevne kørselsform, tilgængelig for barnet. Simpel nedskalering havde i århundreder, måske altid, været formgivningsstrategien, når ting skulle bringes på højde med barnet. I løbet af det 19. århundrede viser der sig imidlertid en ny tendens. Det nye syn på barndommen som en særlig livsperiode i egen ret og følgelig med sine egne behov og krav på speciel- 18

19 Produkt 1. Sigfred Produkt 2. Model 245 Produkt 3. Rabo le omgivelser satte også aftryk i tingene, som nu ikke blot adskillte sig i størrelse, men også i form. Et eksempel på denne differentiering er det børneservice der udvikles med sit eget dyreunivers af kaniner, ællinger og bamser. Denne tendens præger ikke Sigfred. Det skyldes at det produktfelt den er afledt af - de nye transportfunktioner i den offentlige sfære, som den teknologiske udvikling og industrialiseringen mulig- og nødvendiggjorde - endnu var præget af teknisk-konstruktiv orienteret produktformgivning. I modsæt- 19

20 ning hertil var formgivningenstrategien indenfor produktkategorier til hjemmets udstyrelse stærkt fokuseret på tingenes form. Stor konkurrence gjorde produktdifferentiering til en kommerciel nødvendighed og f.eks. bestik og glas fremstilledes i et utal af former og i endnu flere forskellige dekorative udgaver. Designstrategien bag Sigfred er altså sammenfaldende med den tilsvarende i voksenverdenen og har ganske enkelt resulteret i et børnekøretøj. Produkt 2 I 1959 lancerede A. Winthers fabrikker model 245, som var forsynet med fast stållad, hvilket var et innovativt element, der bibragte produktet sit velkendte karakteristika. Model 245 havde iøvrigt samme grundskema som Sigfred, men adskiller sig ved i detaljeringen at have de nu almindelige herre- og damecykler som forlæg. Det viser sig tydeligst i plasticsadlen og det karakteristiske svungne styr. Formgivningsstrategien er dog væsensforskellig fra den der prægede Sigfred. Her er der i højere grad tale om at formgivningen har imiteret voksencyklen, end at den har samme karakter. Fx er cyklens forgaffel og hjul fremstillet af plade, men udstanset med hvælvede forløb så de minder om de dyrere rør - og stangmaterialer, der er karakteristiske for voksencyklen. Model 245 var Winthers første med pladehjul, hvilket ikke blot var billigere at producere, men også mindre farligt end egerhjul, hvilket i stigende grad blev en formgivningsparameter, et salgsargument og en produktvalgsmotivation i takt med den øgede opmærksomhed på sikkerhed i børnenes legemiljø. Formgivningen er alt i alt et kompromis mellem de tekno-økonomiske optimeringshensyn og formidealet. Og det var åbenbart et godt kompromis for model 245 forblev i produktion med en lang række mindre ændringer helt fre m til Samtidigt etablerede A. Winthers Fabrikker sig som 20