C T N Y T. Af Tue Magnussen, advocacykoordinator

Transkript

1 December 2009 Årgang 10 Nummer 4 R C T N Y T A R T I K L E R Med ny konvention vil FN skabe bedre forhold for verdens fanger Leder: Læger og andet sundhedspersonale må aldrig medvirke ved tortur! Ungdomskommission bakker netværksmødeprojekt op Sårene heles i Sierra Leone Vejen til en succesfuld rehabilitering KONVENTIONSTEMA RCTs arbejde mod tortur Torturkonventionen er et vigtigt fundament i kampen mod tortur Det absolutte torturforbud under pres Danmark på kant med konventionen Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre, RCT Borgergade 13 Postboks København K Tlf.: Fax: rct@rct.dk Giro ISSN Af Tue Magnussen, advocacykoordinator Forebyggelse. Manfred Nowaks årlige rapport afdækker uhyrlige fængselsforhold og foreslår en særlig konvention, der skal beskytte fanger mod tortur og andre overgreb. FNs konvention mod tortur fylder 10. december 25 år. Den og den nyere tillægsprotokol fra 2002 sætter vi fokus på i dette udvidede nummer af RCT NYT. Tortur, politistationer og fængsler har traditionelt været tæt forbundne begreber. Tortur forstået som organiseret statslig vold mod personer med det formål at få informationer eller som led i en straf er en svøbe, som plager verden uanset mange kampagner og flere internationale traktater. Forholdene i verdens fængsler er desværre ofte så forfærdende, at indespærringen i sig selv må betegnes som grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Det er baggrunden for, at FNs særlige rapportør for tortur, østrigeren Manfred Nowak, i sin årlige rapport til FNs generalforsamling i oktober foreslog FN at tage initiativ til at lave en særlig konvention, der fastsætter fængsledes rettigheder, så de bl.a. beskyttes mod tortur, mishandling og livstruende sundhedsforhold. - Tiden er inde til at udarbejde og vedtage en særlig FN-konvention om fangers rettigheder, hvor en af de vigtigste er retten til tilstrækkelig kontakt med verden uden for fængslet, sagde Nowak, der også understregede fangers grundlæggende rettigheder, herunder retten til at ytre sig og til at stemme. Fattige ikke politiske modstandere Selvom 146 lande har tiltrådt FNs konvention mod tortur begås der tortur i flere end halvdelen af verdens 194 lande, og den er oftest ikke politisk motiveret. Snarere er der tale om almindelige fattige mennesker, der bliver udsat for mishandling eller politivold. - I virkeligheden er flertallet af ofrene for vilkårlig tilbageholdelse, tortur og umenneskelige indespærringsforhold almindelige mennesker, der oftest tilhører de fattigste og dårligst stillede grupper i samfundet, siger Nowak. Et klart flertal af de indsatte lever ifølge Nowak under forhold, der krænker den menneskelige værdighed. Et udbredt problem er de overfyldte fængsler, hvor fangerne af pladsmangel må sove på skift. Andre gange bliver fanger ikke alene nægtet mad og medicin, men også tvunget til at betale en afgift for deres ophold i fængselscellerne. Hundredvis af dømte og varetægtsfængslede i et land opholdt sig i måneder og år i små metalkasser også kaldet blikdåser hvor temperaturen kunne nå op på 60 grader celsius. Hver tiende indsat er et barn Forsigtige vurderinger anslår, at over en million børn tilbageholdes i alt fra fængsler til børnehjem og politistationer. Det svarer til, at hver tiende af de 10 millioner indsatte i verdens fængsler er børn, konkluderer Manfred Nowak. - Men mere generelt er jeg alarmeret over den meget lave kriminelle lavalder i mange lande. Under mine besøgsrejser har jeg set drenge og piger så unge som ni eller ti år, som var frihedsberøvede, mange af dem i langvarige varetægtsfængslinger, siger Nowak. Mange steder er børnene ikke adskilt fra voksne indsatte. Blandt andet derfor bliver en stor del af dem udsat for misbrug, for eksempel voldtægt, primært påført af voksne medfanger. Børnene er oftest førstegangskriminelle og anklaget eller dømt for mindre lovovertrædelser, mens kun en lille brøkdel af børnene er dømt for en voldsforbrydelse. Børn i særdeleshed har ikke noget at gøre i et fængsel, men mange lande har ikke råd til at etablere børneinstitutioner og vælger i stedet at fængsle børn.

2 Ungdomskommission bakker netværksmødeprojekt op Af Nanna Kold, projektleder Forebyggelse. I sin betænkning fremhæver Ungdomskommissionen RCTs projekt om netværksmøder. Regeringens Ungdomskommission offentliggjorde i september sine anbefalinger til forebyggelse af ungdomskriminalitet. Den 766-siders betænkning er særlig interessant for RCT, da den anbefaler et øget fokus på forebyggende familierådslagninger og netværksmøder, og en styrket indsats over for børn og unge fra traumatiserede familier. Det er et rygstød til det banebrydende projekt om netværksmøder, som RCT gennemfører i samarbejde med seks kommuner. Projektet nævnes direkte i betænkning som et godt eksempel. Kommissionen betoner vigtigheden af en tidlig og helhedsorienteret indsats, hvilket RCT kun kan hilse velkommen. Den helhedsorienterede indsats er det centrale omdrejningspunkt i netværksmødemodellen, som nu implementeres i Brøndby, Fredensborg, Hillerød, Kolding, Skive og Århus kommuner. De medvirkende kommuner ønsker netop at styrke det tværfaglige og tværsektorale arbejde samt at opnå endnu større ekspertise indenfor målgruppen af traumatiserede flygtninge. I projektets opbygning indgår work- shops om traumer for en bredere kreds af medarbejdere i de medvirkende kommuner, da RCT i lighed med Ungdomskommissionen mener, at viden om og fokus på traumer giver bedre mulighed for en fokuseret og relevant indsats overfor traumatiserede familier. Projektet i de seks kommuner har til formål at implementere netværksmødemodellen med henblik på at forebygge kriminalitet blandt 7-14 årige børn og unge fra traumatiserede flygtningefamilier, hvor ældre søskende eller en forælder har været indblandet i kriminalitet. LEDER Læger og andet sundhedspersonale må aldrig medvirke ved tortur! Det har gennem lang tid været kendt, at læger og andet sundhedspersonale, især psykologer og sygeplejersker, har været aktive i eller til stede ved tortur, bl.a. i Tyskland under 2. verdenskrig, Latinamerika i 70erne, Sovjetunionen og senere Mellemøsten. Argumentet fra personalet har bl.a. været at»forhindre, at torturen går for langt«eller»vurdere, hvad han tåler«. Særlig tydeligt er dette forfærdelige fænomen blevet i den igangværende krig mod terror, hvor forskellige uafhængige undersøgelser indikerer, at amerikansk sundhedspersonale efter årtusindskiftet har deltaget i udformningen af eller dækket over tortur i militærfængsler og andre detentionscentre. Professor i medicin, Steven H. Miles fra Minneapolis har i sin bog Oath Betrayed på grundlag af frigivne dokumenter fra den amerikanske administration og interviews med tidligere militær-personale beskrevet, hvordan foregik. De professionelle læge- og psykologorganisationer i USA (AMA og APA) har taget skarpt afstand fra disse handlinger. Selv kom jeg i ophedet debat med en reservelæge i den amerikanske hær om dette i forbindelse med en international smertekongres for nogle år siden. Det er derfor så meget desto mere glædeligt, at FNs Menneskerettighedsråd i foråret vedtog en resolution om læger og andet sundhedspersonales rolle og ansvar i forhold til tortur. Efter flot forarbejde af RCTs menneskeretlige jurister blev resolutionen fremlagt af Danmark sammen med 52 medforslagsstillere. Resolutionen bygger på etiske principper, som er vedtaget af sundhedspersonalet selv, og indeholder blandt andet bestemmelser om sundhedspersonalets forpligtelse til at arbejde for det bedste for patienten og aldrig gøre skade eller begå uret, herunder aktivt eller passivt at deltage i tortur. De skal tillige rapportere om enhver torturhandling, de måtte få kendskab til. Der er også bestemmelser om, at staterne skal respektere sundhedspersonalets professionelle uafhængighed og dets forpligtelse til at rapportere om tortur, og de skal give frihedsberøvede adgang til helbredsundersøgelser og behandling. Man kan kun være enig i udenrigsminister Per Stig Møllers udtalelse:»jeg er derfor meget tilfreds med, at FNs Menneskerettighedsråd har vedtaget den resolution om læger og andet sundhedspersonales rolle og ansvar i forhold til tortur, som Danmark har fremlagt. Vi ved, at medicinsk viden, som er udviklet med henblik på helbredelse, kan blive misbrugt på det groveste i tortursammenhæng, men der er heldigvis også mange læger og andet sundhedspersonale, som udviser det største mod, den største dygtighed og det stærkeste engagement i kampen mod tortur individuelt og i organisationer som for eksempel RCT, IRCT og Amnesty International. Resolutionen vil være en støtte i deres arbejde.«bengt H. Sjölund Direktør for RCT

3 Konventionstema RCTs arbejde mod tortur Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder, og Therese Maria Rytter, juridisk rådgiver Med afsæt i FNs torturkonvention har RCT i årevis arbejdet på at forebygge tortur i Danmark såvel som udlandet. Siden afslutningen af 2. verdenskrig har tortur været ulovligt på verdensplan. Det første internationale forbud mod tortur blev indført i 1948 med vedtagelsen af FNs verdenserklæring om menneskerettigheder, og forbuddet er siden blevet udbygget i flere internationale konventioner vigtigst af alle er FNs torturkonvention, der 10. december i år har eksisteret i 25 år. Konventionen cementerer det absolutte forbud mod tortur og forpligter bl.a. de deltagende stater til at gøre tortur strafbart i national ret, at undersøge enhver anklage om tortur og at retsforfølge torturbødlerne. Konventionen blev i december 2002 suppleret med vedtagelsen af en tillægsprotokol, der etablerer det første verdensomspændende system af overvågning af steder, hvor personer holdes frihedsberøvede. Der er tale om et tostrenget system bestående dels af en international komité, og dels af nationale mekanismer, der via besøg i bl.a. fængsler og på politistationer skal sikre, at tortur ikke finder sted. Disse internationale dokumenter er helt centrale i RCTs både globale og nationale arbejde med at forebygge udbredelsen af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Vigtige årstal i arbejdet mod tortur 1948 Verdenserklæringen om menneskerettigheder med forbud mod tortur vedtages 1982 RCT stiftes 1984 FNs konvention mod tortur vedtages 1987 Danmark ratificerer FNs konvention mod tortur, som træder i kraft 26. juni 1989 Europarådets konvention til forebyggelse af tortur træder i kraft 1997 FNs internationale dag til støtte for torturofre (den 26. juni) indstiftes 2002 FN vedtager Tillægsprotokol til FNs konvention mod tortur 2006 Tillægsprotokollen træder i kraft 22.juni Fire strategier RCT arbejder tæt sammen med en række partnerorganisationer i Afrika, Asien, Mellemøsten, Latinamerika og Østeuropa om at styrke deres arbejde med at fremme statens overholdelse af torturforbuddet. Arbejdet bygger på fire strategier, der alle er baseret på torturkonventionen og tillægsprotokollen. Tre af strategierne skal ses i forlængelse af hinanden og strækker sig fra kapacitetsopbygning af civilsamfundet over fremme af statens og civilsamfundets fælles ansvar for torturforebyggelse til direkte samarbejde med statsinstitutioner, der udøver tortur. Strategierne gennemføres i flere lande side om side. Valget af strategier afhænger af en lang række forhold, herunder staternes politiske vilje til at gennemføre et forpligtende samarbejde med civilsamfundet for at forebygge tortur. RCTs fjerde strategi er international fortalervirksomhed, der gennemføres parallelt med de øvrige strategier. Forebyggelse i Danmark Danmark har længe været et foregangsland i den internationale kamp mod tortur og har aktivt fremmet vedtagelsen af internationale konventioner på området, samt ydet stor bistand til etableringen af torturforebyggelse i den tredje verden. For at sikre, at Danmark også på hjemmefronten overholder de internationale forpligtigelser, fokuserer RCT løbende på udviklingen i dansk lovgivning og praksis. I tilfælde, hvor RCT vurderer, at et lovforslag eller en praksis er på kant med konventionen, påpeges det klart overfor regering og folketing, og når den danske stat hvert fjerde år eksamineres ved FNs Torturkomité, udarbejder RCT en alternativ rapport om Danmarks overholdelse af konventionen. Derudover deltager RCT aktivt i den uafhængige mekanisme, der under ledelse af Ombudsmanden foretager regelmæssige besøg i bl.a. fængsler, arresthuse og psykiatriske afdelinger. RCT stiller både læger og jurister til rådighed. Da tortur i altovervejende grad finder sted i forbindelse med retshåndhævelsen, underviser RCT også både civilt og militært retshåndhævelsespersonale. Det sker på Politiskolen, hvor samtlige politiskoleelever undervises i torturforbuddet og hvordan de skal håndtere mødet med en torturoverlever, og indenfor forsvaret, hvor personale, der skal udsendes til internationale brændpunkter, undervises i de folkeretlige bestemmelser om tortur og behandling af krigsfanger.

4 Konventionstema Torturkonventionen er et vigtigt fundament i kampen mod tortur Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder 10. december er det 25 år siden, at FNs Generalforsamling vedtog den første konvention, der udelukkende drejer sig om udryddelse af tortur. Men hvad betyder FNs torturkonvention egentlig for de stater, der har tilsluttet sig den? FNs torturkonvention, der blev vedtaget af FNs Generalforsamling 10. december 1984, er banebrydende ved at være det første bindende juridiske internationale dokument, der udelukkende drejer sig om udryddelse af tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Til dato har 146 stater tilsluttet sig konventionen. Et af konventionens helt centrale bidrag er en klar definition af tortur. Ifølge konventionens artikel 1 er der tale om tortur, når en person som en bevidst handling påføres stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, når torturen har til formål at fremtvinge en tilståelse, informationer eller at straffe, og når den bliver udført af en offentlig myndighed, på dennes opfordring eller med dennes samtykke. Samtidig understreger konventionen, at det internationale forbud mod tortur er absolut, og under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres det være sig under truslen om terror eller krig. Det står også sort på hvidt, at tilståelser eller udsagn, der er fremskaffet under tortur, ikke må bruges i en retssag. Alle stater, der har tilsluttet sig konventionen, er forpligtiget til at gøre tortur strafbart i deres nationale lovgivning. Danmark har ikke i straffeloven en selvstændig bestemmelse, som kriminaliserer tortur. Det har RCT i samarbejde med Amnesty International arbejdet målrettet på at få ændret, og et vigtigt skridt i den sammenhæng blev taget i 2008, hvor tortur blev gjort til en skærpende omstændighed i straffeloven i sager om bl.a. vold, grov vold og trusler. Stater skal beskytte torturofre Personer, der hævder at være blevet udsat for tortur, har ret til at få deres sag undersøgt hurtigt og upartisk af de nationale myndigheder. Staten skal også sikre, at torturofret og eventuelle vidner beskyttes mod mishandling og trusler. Er det dokumenteret, at en person er blevet udsat for tortur, skal staten sikre, at denne får oprejsning, en rimelig og tilstrækkelig erstatning, samt en så fuldstændig rehabilitering som muligt. Konventionen oplister også klare retningslinier for håndteringen af torturbødler. Den siger klart, at hvis en torturbøddel befinder sig i en stat, der har tilsluttet sig torturkonventionen, skal denne pågribes og retsforfølges straks. Det understreges dog samtidig, at den sigtedes basale juridiske rettigheder skal sikres. Hvis torturbødlen er udlænding eller har begået torturen i udlandet, kan staten udlevere ham til retsforfølgning i hjemlandet, medmindre han dér risikerer at blive udsat for tortur eller dødsstraf. Denne bestemmelse om enten retsforfølgning eller udlevering skal sikre, at torturbødler ikke har noget fristed i verden, hvorfra de kan unddrage sig retsforfølgning. Udvisning til torturstat helt forbudt Et andet vigtigt aspekt af konventionen er forbuddet mod at udvise personer til stater, hvor der er vægtige grunde til at antage, at de vil være i fare for at blive underkastet tortur. Konventionen fastslår klokkeklart, at det ikke må ske, og at stater med deres ratificering af konventionen sætter denne bestemmelse i stedet for eventuelle udvisningsaftaler indgået med andre lande. Vurderingen af risikoen for om den udviste kan blive udsat for tortur skal bygge på vedkommendes familiemæssige baggrund, politiske aktiviteter, tidligere fængslinger eller efterlysninger, tilhørsforhold til etniske minoriteter samt om vedkommende tidligere har været udsat for tortur eller forfølgelse, og om risikoen for at det vil ske igen stadig er til stede. Tredelt konvention Konventionen består af i alt 33 artikler, der kan deles op i tre grupper. De første 16 artikler indeholder de substantielle bestemmelser, som de ratificerende stater skal implementere i deres nationale lovgivning, mens artikel 17 til 24 omhandler FNs Torturkomité og dennes mandat. Komitéen er det internationale organ, der skal overvåge, hvordan konventionen praktiseres i de enkelte stater. Den sidste gruppe af artikler fra 25 til 33 omhandler tekniske forhold i forbindelse med staternes ratificering af konventionen, samt procedurer for forbehold og ændringer.

5 Konventionstema Det absolutte torturforbud under pres Af Simon Ankjærgaard, kommunikationsmedarbejder Selvom forbuddet mod tortur er absolut bliver det alligevel forsøgt udhulet fra sider.»ingen omstændigheder af nogen art, hverken krigstilstand eller trussel om krig, indre politisk ustabilitet eller nogen anden offentlig nødstilstand kan påberåbes til retfærdiggørelse af tortur«. Sådan er ordlyden i FNs torturkonventions Artikel 1, stk. 2, der dermed stadfæster, at forbuddet mod tortur er absolut, og at tortur under ingen omstændigheder kan retfærdiggøres. Alligevel er forbuddet under pres fra flere fronter. Det skyldes primært svaghederne i det internationale retssystem, der besværliggør en international håndhævelse af konventionen, samt udviklingen i international politik i kølvandet på krigen mod terror, hvor statens sikkerhed i flere tilfælde sættes over respekten for menneskerettighederne og konventionerne. Konvention er ingen garanti At et land har tilsluttet sig torturkonventionen er således ingen garanti for at det i praksis vil efterleve bestemmelserne i den. I sidste ende drejer det sig om politisk evne og vilje. Tag Sri Lanka, der har ratificeret konventionen, men hvor samfundet stadig lider under systematisk tortur, samt overfald og drab på regimekritiske journalister og jurister. Internationalt er det FNs Torturkomité, der skal overvåge og påpege, når staterne ikke lever op til deres konventionsbaserede forpligtigelser, men i praksis har komitéen kun meget få muligheder for reelt at påvirke staterne til at ændre deres praksis. Det er nemlig staterne selv, der oplyser komitéen om, hvordan tortursituationen er i netop deres land, og på den baggrund kan komitéen så komme med anbefalinger, men en egentlig retshåndhævelse, som man kender det fra domstole og politi i Danmark, er der ikke tale om. Komitéen og de organisationer, der arbejder med at bekæmpe og forebygge tortur kan i stedet sikre, at verdenssamfundet bliver holdt orienteret om de stater, der handler i strid med torturkonventionen, samt styrke civilsamfundene i de pågældende lande, så de i samarbejde med det internationale samfund bliver bedre i stand til at lægge pres på deres respektive regeringer. Tegning: PCATI/Gerstien Tortur i terrorens skygge Efter terrorangrebet på USA 11. september 2001 er det absolutte forbud mod tortur kommet yderligere under pres. Flere regeringer, bl.a. USAs under tidligere præsident George W. Bush, har fremført et argument om, at det enten drejer sig om at overholde menneskerettighederne eller at sikre statens sikkerhed. Med det argument bliver det legitimt at udøve tortur eller mishandling for at fremskaffe de oplysninger hos fangerne, der kan sikre den nationale sikkerhed som det bl.a. er set i Abu Ghraib-fængslet i Irak eller på Guantanamo-basen i Cuba. På lige fod med en lang række internationale organer og eksperter, som bl.a. FNs særlige rapportør på torturområdet, Manfred Nowak, fastslår RCT, at det er helt forkert at antage, at den internationale terrorisme kun kan bekæmpes, hvis man får lov til at bøje menneskerettighederne, herunder retten til ikke at blive udsat for tortur. Der er ikke tale om en modstilling mellem sikkerhed og overholdelse af basale rettigheder.

6 Konventionstema Danmark på kant med konventionen Af Tue Magnussen, advocacykoordinator Danmark har i mange år været regnet for et foregangsland i kampen mod tortur, men har også i flere tilfælde været på kant med FNs torturkonvention. Som foregangsland i arbejdet mod tortur har skiftende danske regeringer både før og efter, at FNs konvention mod tortur blev vedtaget for 25 år siden, understreget, at Danmark konsekvent har til hensigt at efterleve konventionen, som Danmark ratificerede 27. maj FNs Torturkomité har ofte understreget, at Danmark på internationalt plan har været blandt hovedaktørerne i kampen mod tortur. Danmark har bl.a. arbejdet for, at andre lande undertegner torturkonventionen og har i mere end ti år været forslagsstiller til FN-resolutioner for at fremme overholdelse af torturkonventionen senest 10. november, hvor FNs Generalforsamling vedtog en omfattende resolution mod tortur, der senere i år skal bekræftes i plenarforsamlingen. På nationalt plan har de danske myndigheder spillet en mindre markant rolle, især har man i mange år været nærmest fodslæbende, når det gjaldt at inkorporere et udtrykkeligt forbud mod tortur med i straffeloven. Huller i dansk praksis Ifølge folkeretten skal den danske regering sikre, at personer, som mistænkes for tortur, enten retsforfølges i Danmark eller udleveres til retsforfølgning i en anden stat. Men et par sager har vist, at Danmark i praksis ikke er foregangsland på det punkt. I afviste Rigsadvokaten og Justitsministeriet at iværksætte en strafferetlig efterforskning for at få Chiles forhenværende diktator og præsident Augosto Pinochet udleveret til retsforfølgning i Danmark. Sagen viste, at tortur begået i udlandet af udenlandske statsborgere ikke kan straffes i Danmark, medmindre gerningsmanden befinder sig i Danmark. Når det gælder udlændinge, der bor i Danmark og har begået tortur i udlandet, viste sagen i 2001 om Israels nyudnævnte ambassadør, Carmi Gillon, andre huller i den danske praksis. Han vedstod på dansk TV, at han som chef for Israels sikkerhedstjeneste i mange tilfælde havde været ansvarlig for brug af»moderat fysisk pres«, men i sidste instans måtte retsforfølgning for tortur vige for ambassadørens immunitet. Efter Gillons ankomst indgav en gruppe torturofre en politianmeldelse, men de danske myndigheder fastslog, at Gillon ikke kunne retsforfølges pga. sin diplomatiske immunitet. Udvisninger og isolationsfængsling Udlevering, udvisning og tvangshjemsendelser er et andet punkt, som har bragt Danmark på kant med torturkonventionen. Konventionen og forbuddet mod tortur indebærer, at Danmark ikke må udvise, udlevere eller hjemsende til et land, hvor personen risikerer at blive udsat for tortur eller anden umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf. Alligevel har man konkrete eksempler på personer, som er blevet udvist til lande, hvor de er blevet udsat for tortur. I 1999 blev den unge iraner Ashkan tvangshjemsendt, hvorefter han i et iransk fængsel i over to år blev udsat for systematisk tortur. Det lykkedes ham at flygte og via Grækenland komme tilbage til Danmark, hvor han siden fik asyl. Danmark er også af FNs Torturkomité og FNs rapportør mod tortur, Manfred Nowak, blevet advaret om at være på vej ud over kanten af forbuddet mod tortur, når man overvejer at få udstedt»diplomatiske garantier«mod tortur, før man udleverer udviste til lande, hvor der er risiko for det. Dansk politi og fængselsmyndigheder har siden 2. verdenskrig været karakteriseret ved en human retshåndhævelse. I enkelte tilfælde har danske betjente dog overskredet grænsen for lovlig magtanvendelse. I 1992 blev den 18-årige Benjamin Schou under en anholdelse lagt i benlås. Med håndjern og tre betjente liggende over sig i så lang tid, at han fik hjertestop, blev han alvorligt hjerneskadet og kom ikke til bevidsthed igen inden han døde i september Endelig er isolationsfængsling et område, hvor Danmark er på kant med forbuddet mod tortur. FNs rapportør har bl.a. kritiseret Danmark for alt for omfattende brug af isolationsfængsling med henvisning til den klart dokumenterede negative virkning på det psykiske helbred. Nowak påpeger således, at isolationsfængsling kun bør anvendes i undtagelsestilfælde eller når det er absolut nødvendigt af hensyn til efterforskningen. I alle tilfælde bør isolation anvendes kortest muligt.

7 Sårene heles i Sierra Leone Kort nyt Af Heidi K. Tokle, science writer Projekter i SYD. I november besøgte RCTs bestyrelse partnerorganisationen CAPS i Sierra Leone. Det vestafrikanske land er kun så småt er ved at komme på benene igen efter den ti år lange og brutale borgerkrig. Sierra Leone er på FNs humanitære udviklingsindeks placeret som et af verdens fattigste lande - kun efterfulgt af Afghanistan og Niger. Hver anden person lever for under en dollar om dagen. To ud af tre voksne er analfabeter. Hver sjette kvinde dør under barsel, og hvert fjerde barn overlever ikke det femte leveår. Behovet for massiv udviklingshjælp er stort. RCT er én af de få organisationer, der har valgt at sætte fokus på krigstraumer, befolkningens mentale sundhed og forebyggelse af, at væbnede konflikter blusser op på ny. Det sker igennem samarbejdet med Community Association for Psychosocial Services (CAPS). Ar på krop og sjæl Krigen er beskrevet som en af de mest barbariske nogensinde. Terror og grufulde overgreb var dagligdag for befolkningen, der er en smule større end Danmarks. Halvdelen af befolkningen har været tvunget til at flygte personer er dræbt og mange flere lemlæstet, mens det anslås, at mere end kvinder er blevet voldtaget og mishandlet. Desuden har mange børn og unge været bortført og indrulleret i oprørsbevægelsen og har været vidner til eller selv deltaget i forfærdelige rædselsscenarier. Historierne er talrige om disse børnesoldater, som både blev krigens ofre og bødler. I rebellernes vugge En dagsrejse fra hovedstaden Freetown ad mudrede og hullede grusveje mødte RCTs bestyrelse CAPS medarbejdere i det østlige distrikt Kailahun. Det er her, at befolkningen har været mest udsat. Krigen begyndte her, da rebeller fra Liberia gik ind over grænsen, og lederen af oprørshæren Revolutionary United Front (RUF), Foday Sankoh, slog sig ned i landsbyen Pendembu, hvor et af CAPS kontorer nu er etableret. CAPS antager, at syv ud af ti unge mænd i landsbyen er ekskombatanter. - Min bror og min onkel var rebeller, vi spiser sammen med dem, vi kan ikke bare udstøde dem, fortæller en CAPSmedarbejder. Det er et skrøbeligt samfund, hvor dybe sår skal heles. Her giver det meget lidt mening at tale om retfærdighed. Viljen til at komme videre synes alligevel at være stærk. Fortsættes på næste side Sri Lanka. RCT præsenterede i slutningen af september en rapport med omfattende dokumentation af tortur i Sri Lanka. Det skete i forbindelse med sessionen i FNs menneskerettighedsråd i Genève. Nye ansigter. RCTs rehabiliteringsafdeling kunne 1. oktober byde velkommen til socialrådgiver Tina Tofting. 16. november tiltrådte Mette Christensen som økonomikoordinator i RCTs planlægnings- og supportafdeling. 1. december tiltrådte Claus Kold som forsker i RCTs forskningsafdeling. Honduras. RCTs partnerorganisation CPTRT offentliggjorde i begyndelsen af november en rapport om de menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted siden kuppet 28. juni i Honduras. Rapporten dokumenterer hele 475 tilfælde af tortur eller anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling. Under kuppet har organisationen i snit modtaget 118 torturofre om måneden; sammenlignet med mellem to og tre torturofre om måneden i de foregående to år. CPTRT kræver, at den honduranske stat undersøger sagerne og retsforfølger de ansvarlige for torturen, samt at ofrene får den behandling og oprejsning, som de har behov for. CPTRTs stifter og leder Juan Almendares besøgte kort RCT, hvor han 23. november deltog i et offentligt møde om situationen i Honduras. Delegationen sammen med CAPS medarbejdere foran den»peace Hut«, en rund bygning, som er rammen for de terapeutiske forløb. De tre rejsende bestyrelsesmedlemmer var Thorkild Høyer, Hans Otto Sano og Poul Jaszczak. Endvidere ses leder for International afdeling Jan Ole Haagensen, samt ekstern konsulent Jan Sigismund. Foto: RCT Resolution. FNs Generalforsamlings 3. udvalg vedtog 10. november en omfattende resolution mod tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf, som Danmark har fremlagt. Resolutionen skal senere i år bekræftes i plenarforsamlingen. - Tortur er et meget sensitivt politisk emne for alle lande, og disse resolutioner betragtes som meget tunge. Trods vanskelige forhandlinger er det gennem et tiår fortsat lykkedes at styrke resolutionen, samtidig med at den har bevaret en faglig dybde med snævert fokus på bekæmpelse af tortur, siger Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse. Resolutionen erindrer om, at frihed for tortur og anden grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf er en ufravigelig rettighed, som skal beskyttes under alle omstændigheder uden undtagelse.

8 R C T N Y T December 2009 Årgang 10 Nr. 4 fortsat fra forrige side CAPS store indsats Igennem psykosociale tilbud hjælper CAPS klienter med blandt andet at bearbejde sorg og skyld, med at tackle svære traumer, genfinde værdigheden og genetablere en dyb kontakt med dem selv og lokalsamfundet. Det handler ikke kun om at leve i fredelig sameksistens, men om følelsesmæssig forsoning, om at komme overens med det skete, genopbygge tillid og finde en ny mening for at komme videre. CAPS arbejder derfor også med Community Healing-ritualer som genbegravelser eller renselsesceremonier. CAPS medarbejdere er såkaldte barfodsbehandlere. De er oprindeligt blevet rekrutteret i guineanske flygtningelejre af den amerikanske organisation Center for Victims of Torture og er derefter igennem flere år blevet trænet i forskellige psykoterapeutiske metoder. Bestyrelsesformand Thorkild Høyer siger om mødet med CAPS: - Det er et prisværdigt stykke arbejde, som CAPS-behandlerne udfører. Disse mennesker er dybt engagerede i deres virke og i deres lokalsamfund. Vi Infrastrukturen lader som sundhedsvæsenet meget tilbage at ønske. Foto: RCT ønsker at støtte CAPS i opbygningen af det vigtigt, at CAPS når kvinderne, og en selvbærende organisation, der forhåbentligt vil kunne nå endnu længere udgør en af grundpillerne i et stabilt og derigennem børnene. Mental sundhed ud i landdistrikterne. Set fra vores stol, er produktivt samfund. Sierra Leone er en det vigtigt at nå ud til de særligt sårbare skrøbelig stat, og CAPS indsats er derfor grupper. Vi ved, at ubehandlede traumer meget vigtig for at forebygge, at en væbnet kan vandre i generationer. Derfor er konflikt bryder ud igen. Vejen til en succesfuld rehabilitering Af Heidi K. Tokle, science writer Rehabiliteringsforskning. Et år efter RCTs internationale rehabiliteringskonference er de vigtigste konklusioner om vejen til en succesfuld rehabilitering samlet og udgivet i en videnskabelig artikel. Flere og flere undersøgelser peger på at et markant antal af verdens flygtninge er torturofre. Det seneste studie i Danmark konkluderer, at op mod 45 % asylansøgere har været udsat for tortur i det land, de er flygtet fra. Torturoverlevere er en særlig gruppe klienter, der for de flestes vedkommende lider under en kompliceret kombination af somatiske, psykiske og sociale problemer. Traumerne efter torturen påvirker deres måde at agere i samfundet og overfor andre mennesker samt hæmmer deres integration. Det er derfor vigtigt for rehabiliteringscentre verden over i Vesten såvel som i den tredje verden at dele den eksisterende viden indenfor feltet og identificere de komponenter, der medvirker til en succesfuld rehabiliteringsproces. Kendsgerningen er imidlertid, at kun få tilstrækkelige undersøgelser af effekten af rehabilitering af torturofre foreligger, hvilket var grunden til, at RCT i december 2008 arrangerede en international og evidensbaseret rehabiliteringskonference i København. Konklusionerne fra konferencen, hvor 175 forskere og praktikere fra 30 lande deltog, er netop blevet samlet og udgivet i en videnskabelig artikel i Journal of Rehabilitation Medicine. Artiklen understreger vigtigheden af en interdisciplinær tilgang til rehabiliteringen af torturoverlevere. Da de somatiske, psykiske og sociale problemer er knyttet tæt sammen hos torturofrene er det også nødvendigt, at disse problemer undersøges og behandles samlet akkurat som tilfældet er på RCT. Artiklen udstikker en række områder, der bør forskes mere i for at sikre en sammenhængende, succesfuld og evidensbaseret rehabilitering. Det gælder eksempelvis traume-fokuseret kognitiv adfærdsterapi samt interdisciplinær smerterehabilitering med et stærkt fokus på kontekstuelle sammenhænge. Artiklen er publiceret i Journal of Rehabilitation Medicine, 2009 Sep; 41 (9): Den er skrevet af Bengt H. Sjölund, Edith Montgomery og Ann L. Persson fra RCT samt overlæge Marianne Kastrup fra Videnscenter for Transkulturel Psykiatri ved Rigshospitalet. Link til artikel kan findes på