Henry George. Fremskridt og fattigdom. grundskyld.dk

Transkript

1 Henry George Fremskridt og fattigdom grundskyld.dk

2 Henry George: Fremskridt og fattigdom. Bearbejdet og digitaliseret ved Per Møller Andersen. Originalens titel: Progress and Poverty. (1879) * Udgivet af: Henry George Forlaget, på CD-rom September *** Indholdsfortegnelse: Se: Nederst (side 276)

3 Opgaven Det århundrede, vi lever i, udmærker sig ved en overvældende forøgelse af evnen til at frembringe rigdom. Anvendelsen af damp og elektricitet, indførelsen af arbejdsbesparende maskiner, masseproduktion, vidtstrakt arbejdsdeling, og samfærdselsmidlernes vidunderlige udvikling har umådeligt øget udbyttet af alt arbejde. I begyndelsen af dette forunderlige tidsrum var det helt naturligt at forvente, at de arbejdsbesparende opfindelser ville lette arbejderens slidsomme liv og forbedre hans kår, og at den umådelige forøgelse i produktionsevne ville gøre egentlig fattigdom til noget, der kun hørte fortiden til. Havde nogen af det attende århundredes mænd, en Franklin eller en Priestley, i et fremtidssyn kunnet se, hvorledes dampskibet og jernbanetoget trådte i stedet for sejlskibet og fragtvognen, og tærskemaskinen i stedet for plejlen; havde han kunnet høre stempelslagene fra de maskiner, som i lydighed under menneskets vilje udfolder en kraft, større end alle menneskers og lastdyrs på jorden tilsammen; havde han kunnet se, hvorledes skovens træer, næsten uden at en menneskehånd rører ved dem, forvandles til færdige døre, kasser og tønder; havde han kunnet se de dampvæverier, hvor under en piges opsigt bomuld forvandles til tøj i kortere tid, end hundrede dygtige vævere kunne have lavet det ved hjælp af deres håndvæve; havde han kunnet forestille sig den umådelige arbejdsbesparelse ved forbedring i omsætning og samfærdselsmidler; hvorledes får, slagtede i Australien, spises ferske i England, og den ordre, som bankieren i London har givet om eftermiddagen, udføres i San Francisco samme dags morgen. Havde han kunnet tænke sig de tusinde fremskridt, som de her nævnte kun er nogle få eksempler på, hvilke forestillinger måtte han da ikke have fået om menneskeslægtens kår. Ville ikke synet af denne stadig stigende fremskridtsstrøm have bragt hans hjerte til at banke og hans nerver til at dirre som hos en, der fra en højde opdager, lige forude for den vansmægtende karavane, det oplivende syn af susende skove og glimt af smilende vande. Sikkert ville han have udmalet sig, hvorledes disse nye kræfter løftede samfundet lige fra grunden af og hævede selv de fattigste op over nød og tyngende næringssorg; hvorledes disse slaver af kundskabens lampe påtog sig»arbejdets nedarvede forbandelse«og med deres muskler af jern og sener af stål gjorde den fattigste arbejders liv til en festdag, hvori enhver høj og ædel evne kunne få fuld lejlighed til at vokse og trives. 3

4 Og ud af disse lykkelige ydre kår ville han som nødvendig følge have set en ny sindenes tilstand opstå; en tilstand, der virkeliggjorde den gyldne alder, som menneskeslægten alle dage har drømt om. For hvorledes kunne der være begærlighed, hvor alle havde nok? Hvorledes kunne alle de laster og forbrydelser, den uvidenhed og råhed, som fattigdommen og frygten for fattigdom afføder, findes dér, hvor fattigdommen selv var forsvundet? Hvem ville vel krybe, hvor alle var frie, hvem undertrykke, hvor alle var ligemænd! Mere eller mindre tydeligt har dette været de forhåbninger og drømme, som de fremskridt, der har udmærket dette århundrede fremfor alle andre, har affødt. De er trængt så dybt ind i folkesindet, at de har ændret tankegangen, omdannet troen og forrykket grundbegreberne. Den stadig tilbagevendende drøm om højere tilværelsesformer er ikke blot vokset i glans og liv, men har ændret retning: i stedet for at se tilbage på en hendøende solnedgangs svage farver, ser man fremad mod et nyt daggrys herlige stråleglans. Sandt nok, skuffelse har fulgt på skuffelse, og hele rækken af opdagelse på opdagelse, opfindelse på opfindelse har hverken formindsket sliddet for dem, som mest trængte til lettelse, eller bragt den fattige velstand. Men der har været så mange ting, som det syntes man kunne give skylden for disse fejlslagne forhåbninger, og derfor har lige til vore dage den nye tro holdt sig omtrent usvækket. Vi har lært bedre at vurdere de vanskeligheder, som må overvindes, men ikke opgivet vor tillid til, at tidens strøm går i retning af deres overvindelse. Nu har vi imidlertid rendt panden imod kendsgerninger, som ikke er til at tage fejl af. Fra alle kanter af den civiliserede verden lyder der klager over arbejdsløshed, over pengevanskeligheder i forretningsverdenen og nød blandt de arbejdende klasser; kort sagt al den dumpe, nagende pine, al den bitre bekymring, som for store mængder af mennesker er indbefattet i de ord»dårlige tider«, hjemsøger for øjeblikket verden. Denne tingenes tilstand er fælles for stater, der er himmelvidt forskellige i beliggenhed, statsstyre, folkemængde og samfundsorden, og kan derfor ikke godt tilskrives stedlige årsager. Der hersker nød i lande, hvor man holder store stående hære, men også, hvor stående hære kun kendes af navn; der hersker nød i lande, hvor man ved beskyttelsestold på tåbelig og skadelig vis lægger hindringer i vejen for handelen, men ligesåvel hvor handelen næsten er fri; der hersker nød i lande, hvor enevælden endnu råder, men også dér, hvor magten fuldstændig er i folkets hænder; i lande, hvor papir er penge, og i lande, 4

5 hvor guld og sølv er det eneste betalingsmiddel. Det er derfor klart, at der bag alt dette må findes en fælles årsag. At der gives en sådan, og at denne enten er netop det såkaldte materielle fremskridt selv eller i det mindste noget, som på det nøjeste hænger sammen dermed, bliver mere end en blot og bar formodning, når man lægger mærke til, at de foreteelser, man sammenfatter under navnet»dårlige tider«, blot er mere udprægede former af foreteelser, som altid ledsager fremskridtet, og viser sig desto tydeligere, jo stærkere dette er. Hvor de tilstande, som fremskridtet altid arbejder hen imod er mest fuldstændig virkeliggjort, det vil sige, hvor befolkningen er tættest, rigdommen størst og hele produktionsmaskineriet højest udviklet, dér finder vi også den dybeste fattigdom, den hårdeste kamp for tilværelsen og den mest udbredte arbejdsløshed. Det er til de nyere lande, det vil sige de lande, hvor fremskridtet endnu er på sine første udviklingstrin, arbejdet udvandrer for at søge højere løn, og kapitalen strømmer hen for at opnå højere rente. Det er derimod i de ældre, viderekomne lande, at man finder den vidt udbredte fattigdom midt i den største overflod. Gå til et af disse nye samfund, hvor angelsaksisk energi kun lige har begyndt fremskridtskapløbet, hvor produktionen endnu foregår på ufuldkommen vis, hvor den bedste bolig ikke er andet end et blokhus eller et papskur, og hvor selv den rigeste er nødsaget til daglig at arbejde, og du vil ganske vist ikke finde rigdommen der, ej heller møde nogen tigger. Der er ingen luksus, men der er heller ingen fattigdom; ingen, som kan og vil arbejde, knuges af frygten for nød. Men så snart et sådant samfund når den tilstand, som alle civiliserede samfund stræber hen imod, og kommer højere op på fremskridtets trappestige, så snart tættere bebyggelse, bedre forbindelse med omverdenen og forøget brug af arbejdsbesparende maskiner muliggør en mere økonomisk produktion, og gennemsnitsrigdommen som følge deraf øges, da antager også fattigdommen en mørkere farvetone. Landstrygere kommer samtidig med lokomotivet, og fattighuse og fængsler er lige så sikre»fremskridts«-tegn som overdådige villaer og pragtfulde kirker. I de oplyste og af uniformerede politibetjente bevogtede gader venter tiggere på de forbigående og i skyggen af universiteter og museer samler de skarer sig, som Macaulay spåede om: hunner og vandaler, endnu forfærdeligere og vildere end de gamle. Denne kendsgerning, den store kendsgerning, at fattigdommen og alle dens uhyggelige ledsagere viser sig i et samfund netop på det tids 5

6 punkt, da det når den tilstand, som fremskridtet stræber hen imod, viser, at de på en eller anden måde må være avlet af fremskridtet selv. Og hvor nødig man end vil tilstå det, kan det ikke længere skjules, at den umådelige forøgelse i produktionskraft, som udmærker dette århundrede, og som stadig øges med voksende fart, ikke på nogen måde bidrager til at udrydde fattigdommen eller lette byrden for dem, som må slide og slæbe. Den udvider simpelthen kløften mellem den rige mand og Lazarus og gør kampen for tilværelsen endnu hårdere. Den lange række af opfindelser har udrustet menneskeslægten med kræfter, som for et århundrede siden den vildeste indbildningskraft ikke kunne have drømt om. Men i de fabrikker, hvor de arbejdsbesparende maskiner har nået højest fuldkommenhed, arbejder småbørn; hvor som helst de nye kræfter bliver blot nogenlunde udnyttede, er en stor del af befolkningen under fattigforsorg eller på grænsen deraf; omgivne af ophobet rigdom dør mennesker af sult, og forkrøblede børn dier udtørrede bryster, medens overalt tørsten efter gevinst og forgudelsen af rigdom viser, hvilken magt frygten for fattigdom har. Det forjættede land flygter for os som et fata morgana. Frugterne af kundskabens træ forvandles, så snart vi griber dem, og bliver til støv mellem vore hænder. Det er ganske vist så, at rigdommen er vokset i en betydelig grad, og velværet gennemsnitlig tiltaget; men disse fordele er ikke alene. De laveste klasser har ingen del i dem 1. Jeg mener ikke, at disse klassers kår ingensteds og i ingen henseende er blevet forbedret, men at der ikke nogetsteds har fundet en forbedring sted, som man kan takke den forøgede produktionsevne for. Jeg mener, at det såkaldte materielle fremskridt på ingen måde forbedrer de laveste klassers kår i det, som udgør de væsentligste betingelser for et sundt og lykkeligt menneskeliv, ja, at det snarere bidrager til at forværre dem. Selvom de nye kræfter egentlig er løftekræfter, virker de ikke nedenfra på samfundsbygningen således som man en lang tid håbede og troede, men træffer den på et punkt imellem toppen og grunden. De kan lignes med en uhyre kile, som drives ind ikke under samfundet, men gennem det. De, som er over spalten, hæves op, men de, der er under den, trykkes ned. 1 Det er sandt, at den fattigste nu i visse måder nyder, hvad der for et århundrede siden ikke stod de rigeste til rådighed, men dette viser ikke nogen egentlig forbedring i deres kår, så længe ikke evnen til at skaffe de mest absolutte livsfornødenheder er tiltaget. Tiggeren i en stor by kan ganske vist nyde godt af adskilligt, som nybyggeren i de afsides skove er afskåret fra, men det beviser ikke, at tiggerens kår er bedre end den uafhængige nybyggers. 6

7 Denne nedtrykkende virkning er ikke almen anerkendt, for den træder ikke tydelig frem dér, hvor der allerede længe har eksisteret en samfundsklasse, som ikke har mere end lige netop til livets ophold. Hvor dette er tilfældet (således mange steder i Europa), er det umuligt for den at komme lavere ned, for det næste skridt nedad fører ud af tilværelsen. Men hvor nybygder udvikler sig til ældre samfunds vilkår, kan det tydeligt ses, at ikke blot formår det materielle fremskridt ikke at udrydde fattigdommen, det frembringer den tværtimod. I De Forenede Stater ses det tydeligt nok, at smuds og elendighed, så vel som de laster og forbrydelser, der følger hermed, tiltager overalt hvor en landsby bliver til en købstad og udviklingen medfører nye produktionsfremskridt. Det er i de ældre og rigere dele af De Forenede Stater, at fattigdom og nød blandt de arbejdende klasser er mest fremtrædende. Når der er mindre dyb fattigdom i San Francisco end i New York, er det så ikke fordi San Francisco er bagefter New York i alt det, som begge byer stræber efter? Hvem kan tvivle på, at når San Francisco når det punkt, som New York nu står på, vil man også på gaderne dér finde pjaltede og barbenede børn? Denne sammenhæng mellem fattigdom og fremskridt er vor tids store gåde. Den er det grundforhold, hvorfra de industrielle, sociale og politiske vanskeligheder udspringer, som statsmænd, filantroper og opdragere forgæves kæmper mod. Derfra kommer de skyer, som hænger truende over de mest fremskredne og selvsikre folkeslags fremtid. Det er den gåde, som skæbnens sfinks lægger frem for vor civilisation til svar eller undergang. Så længe al den rigdomsforøgelse, det moderne fremskridt fører med sig, kun tjener til at optårne kæmpe formuer og gøre modsætningen mellem palads og rønne skarpere, så længe er fremskridtet ikke virkeligt og kan ikke blive varigt. Tårnet hælder fra grunden af, og hvert nyt stokværk fremskynder kun sammenbruddet. At fylde mennesker, der er fordømte til fattigdom, med skolekundskaber, er kun at gøre dem genstridige; på en tilstand af den mest skrigende sociale ulighed at opbygge politiske institutioner, hvorunder menneskene teoretisk er lige, er som at stille en pyramide på spidsen. Hvor overmåde vigtigt dette spørgsmål end er, hvor pinlig det end fra alle kanter tiltvinger sig vor opmærksomhed, har det dog endnu ikke fået nogen fyldestgørende løsning; der er ikke påpeget noget klart og simpelt middel mod ondet. Det kan man se af de himmelvidt forskellige forsøg på at forklare de nu herskende fortrykte tilstande. Disse forsøg viser ikke blot en kløft mellem uvidenskabelige opfattelser og 7

8 videnskabelige teorier; de lægger også for dagen, at den overensstemmelse, der burde findes mellem folk, som hylder de samme almene teorier, opløses i et virvar af modstridende meninger, så snart det gælder praktiske spørgsmål. Store socialøkonomiske autoriteter har fortalt os, at det herskende krisetryk er en følge af for stort forbrug; andre lige så store autoriteter hævder, at det kommer fra overproduktion, medens andre igen lægger skylden på krigsvæsenet, jernbanebyggeriet, arbejdernes forsøg på at holde lønnen oppe, afskaffelsen af sølvmøntfoden, den voksende mængde af arbejdsbesparende maskiner, åbningen af kortere handelsveje osv. Og medens de lærde således strides indbyrdes, vinder sådanne meninger, som at der er en naturnødvendig strid mellem kapital og arbejde, at maskinerne er et onde, at konkurrencen må indskrænkes og renten afskaffes, eller at det er regeringens pligt at skaffe folk kapital eller arbejde, med rivende fart lydhørhed hos den store mængde, som bittert føler tidens pinagtighed og er sig klart bevidst, at der er noget galt fat. Sådanne meninger, som bringer store menneskemængder under vindmageres og folkevildføreres ledelse, er farlige sager, men de kan ikke bekæmpes med held, før socialøkonomien giver et konsekvent og almenforståeligt svar på dette grundspørgsmål. Det må ligge indenfor socialøkonomiens område at give et sådant svar. For socialøkonomien er ikke en samling af dogmer. Det er en videnskab, som søger at opklare begivenhedernes indbyrdes forbindelser, at påvise årsag og virkning, aldeles som naturvidenskaberne søger at gøre det på andre områder. De forudsætninger, den går ud fra, er selvindlysende grundsandheder, som vi alle rolig bygger på i det daglige liv, og som kan sammenfattes som en særlig side af den almene lov, at bevægelsen går i den retning, hvor den mindste modstand findes. For grundvolden for socialøkonomien er, at menneskene søger at tilfredsstille deres ønsker med mindst mulig anstrengelse. På denne sikre grund bygger den så videre på sikker vis, simpelthen ved at undersøge og sammenligne kendsgerningerne. Og skønt man på socialøkonomiens område ikke kan prøve sine teorier ved særlige forsøg, således som det kan gøres indenfor visse andre videnskaber, kan vi dog anstille prøver, der ikke er mindre overbevisende ved at sammenligne samfund, hvis vilkår er forskellige, eller ved i tankerne at tilføje eller udsondre faktorer af bekendt art. Jeg agter i det følgende at gøre et forsøg på efter socialøkonomiens almindelige fremgangsmåde at løse den store opgave, jeg har givet 8

9 omridset af, at søge den lov, som forbinder fattigdommen med fremskridtet og øger nøden, alt som rigdommen vokser; og jeg tror, at vi i forklaringen på dette underligt selvmodsigende forhold samtidig skal finde forklaringen på de stadigt tilbagevendende tidsrum af lammelse i næringsflid og handel, der nu synes så gådefulde. Socialøkonomien, som den nu doceres, forklarer ikke samfundets misforhold på en måde, der samstemmer med menneskenes grundopfattelse, og den har ikke været i stand til at vinde den forståelse i den almene bevidsthed, som sandhed, selv om den er ubehagelig, må vinde. Tværtimod er denne videnskab, efter at have været dyrket et århundrede igennem og have optaget nogle af de mest skarpsindige og betydelige tænkere, nu genstand for statsmandens ringeagt og afvises af mange dannede mennesker som en slags halvvidenskab, i hvilken intet er eller kan være sikkert. Dette kan ikke bero på videnskabens manglende dygtighed, men må skyldes fejlagtigt grundlag eller mangelfulde slutninger. Da sådanne fejltagelser ofte skjules af ærbødighed for autoriteter, har jeg ikke til hensigt at antage noget som selvfølgeligt, men endog prøve anerkendte teorier, og hvis de ikke består prøven, på ny undersøge selve kendsgerningerne og forsøge at opdage deres love. Det er min agt ikke at gå udenom noget spørgsmål, ikke at vige tilbage for nogen slutning, men følge sandheden, hvorhen den end må føre os. Det påhviler os at opspore denne lov; for midt i hjertet af vor moderne civilisation hersker nød, hvorunder kvinder hentæres og småbørn sulter. Vi tør ikke vige tilbage, selv om de slutninger, vi kommer til, støder an mod vore fordomme og tvinger os til at fordømme hævdvundne samfundsindretninger, som nu anses som vise og naturlige. 9

10 1 - Arbejdsløn og kapital Den gængse arbejdsløn-lære. Når vi har givet det spørgsmål, vi vil undersøge, sin mest mulig sammentrængte form, vil vi skridt for skridt prøve den forklaring, som den herskende socialøkonomi giver af sagen. Hvad der fremkalder fattigdom midt under den forøgede rigdom er tydeligvis det samme, som giver sig udslag i den af alle anerkendte tendens, som arbejdslønnen har til at synke ned til et lavmål. Vi vil derfor sammenfatte sagen i følgende sammentrængte spørgsmål:»hvorfor er det, at lønnen, trods den forøgede produktionsevne, har tilbøjelighed til at holde sig ved et lavmål, som kun forslår til det blotte livsophold?«den gængse socialøkonomis svar er, at arbejdslønnen bestemmes af forholdet mellem antallet af arbejdere og den til arbejdernes beskæftigelse bestemte kapital, og at den bestandig har tilbøjelighed til at synke ned til det laveste beløb, som arbejderne vil nøjes med til at kunne leve og forplante sig, fordi arbejderantallet har en naturlig tendens til at vokse med og overskride enhver kapitalforøgelse. I den herskende tankegang er denne lære så at sige uomtvistet. De største blandt socialøkonomiens dyrkere har sagt god for den, og den er aldrig blevet angrebet for alvor. Buckle har lagt den til grund for sin oversigt over verdenshistorien. Den læres ved alle eller næsten alle universiteter i England og Amerika, og den synes at stemme med den nye livsanskuelse, som efter omtrent fuldstændig at have erobret den videnskabelige verden nu også mere og mere trænger ind i den almene bevidsthed. Sidder den på denne måde fast i de højere egne af tankens verden, er den i en mere rå form endnu fastere rodfæstet i de lavere. Hvad der giver beskyttelsesteoriens vrangslutninger så fast hold, til trods for deres øjensynlige selvmodsigelser og urimeligheder, er den tro, at i ethvert samfund er størrelsen af den sum, der er bestemt til arbejdsløn, fastslået, og derfor må denne ved konkurrencen med»udenlandsk arbejde«endnu yderligere formindskes. Den samme tro ligger til grund for de fleste af de teorier, der i rentens afskaffelse og konkurrencens indskrænkning ser de midler, hvorved arbejdernes andel i rigdommen øges, og det er også den, der overalt stikker hovedet frem blandt alle dem, som ikke har selvstændig tænkeevne nok til selv at danne sig en 10

11 opfattelse, således som man f.eks. tit nok kan se det i avisernes spalter og i de lovgivende forsamlingers forhandlinger. Og dog, hvor vidt udbredt og dybt rodfæstet denne lære er, synes den mig ikke at stemme overens med uomtvistelige kendsgerninger. For hvis arbejdslønnen afhænger af forholdet mellem på den ene side antallet af arbejdssøgende og på den anden størrelsen af den til arbejdsgivning bestemte kapital, så må der altså f.eks. være forholdsvis rigelig kapital, hvor lønnen er høj, og forholdsvis sparsomt deraf, hvor lønnen er lav. Nu er jo den herskende rentefod målestok for den forholdsvise kapitalknaphed eller rigelighed. Og altså skulle høj arbejdsløn (tegnet på forholdsvis få arbejdssøgende) følges med lav rentefod (tegnet på forholdsvis kapitalrigelighed) og omvendt. Dette er imidlertid ikke tilfældet; netop det modsatte finder sted: rentefoden er høj, hvor og når lønnen er høj, og lav når og hvor lønnen er lav. Både løn og rentefod er højere i De Forenede Stater end i England, højere i staterne ved det stille hav end ved Atlanterhavet. Er det ikke en vitterlig kendsgerning, at der, hvor arbejderne strømmer hen for at få høj løn, derhen strømmer også kapitalen for at få højere rente? Er det ikke sandt, at hvor der har været en almindelig stigning eller fald i arbejdslønnen, dér har der samtidig været en lignende stigning eller fald af rentefoden? Da der f.eks. i Californien var højere arbejdsløn end på noget andet sted i verden, var også rentefoden dér højere; begge sank samtidig. Da den sædvanlige dagløn var 5 dollars, var den sædvanlige bankrente 24%. Nu, da daglønnen er 2 til 2½ dollars, holder diskontoen sig gerne ved 10-12%. Denne almindelige kendsgerning, at lønnen er højere i nye lande, hvor der er forholdsvis sparsomt med kapital, end i ældre lande, hvor kapitalen er forholdsvis rigelig, er altfor iøjnespringende til at lade sig overse. Og skønt tilhængerne af det herskende socialøkonomiske system er gået meget let hen over denne sag, har de dog ikke kunnet undgå at lægge mærke til den. Selve den måde, hvorpå de omtaler den, beviser, at den er aldeles uforenelig med den gængse lønteori. Forfattere som Mill og Fawcett opgiver, når de skal forsøge at forklare denne kendsgerning, i virkeligheden den lønteori, som de i de samme skrifter har hævdet. Skønt de erklærer, at lønnen bestemmes af forholdet mellem kapital og arbejdere, angiver de som grund til den højere løn og rentefod i de nye lande, at der dér er forholdsvis større produktion. Jeg skal senere vise, at denne forklaring ikke dur, at produktionen tværtimod er forholdsvis størst i gamle, tætbefolkede lande. Men foreløbig 11

12 vil jeg kun pege på det selvmodsigende i forklaringen. At sige, at de nye landes højere arbejdsløn skyldes den forholdsvis større produktion, er jo åbenbart at sige, at det er forholdet til produktionen og ikke forholdet til kapitalen, der bestemmer lønnens størrelse. Denne selvmodsigelse er da også blevet bemærket af en tilhænger af den herskende socialøkonomi, professor Cairnes, der på en meget skarpsindig måde forsøger at forlige kendsgerningen med læren igennem den antagelse, at i nye lande, hvor virksomheden sædvanlig mere går ud på at frembringe levnedsmidler og råemner, bliver en meget større del af den forhåndenværende kapital anvendt til arbejdsløn, end i ældre lande, hvor man må give en større del ud til maskiner og råemner, og det skal så være årsagen til, at skønt kapitalen i de nye lande er sparsommere, så er dog det til arbejdsløn bestemte kapitalbeløb større og lønnen derfor også højere. Jeg tænker i det følgende at kunne bevise at denne forklaring er grundet på en fuldstændig fejlagtig opfattelse af det indbyrdes forhold mellem arbejde og kapital, en grundvildfarelse med hensyn til det fond, hvoraf arbejdslønnen tages. Men på dette sted er det kun nødvendigt at pege på, at sammenhængen mellem arbejdslønnens og rentefodens svingninger i de samme lande og indenfor de samme industrigrene ikke lader sig forklare på denne måde. I de omvekslinger som vi kender under navn af gode tider og dårlige tider, ledsages livlig efterspørgsel efter arbejdskraft og høj løn stedse af livlig efterspørgsel efter kapital og høj rentefod. Når derimod arbejderen ikke kan finde beskæftigelse, og lønnen falder, da er der altid overflod af kapital, som søger anvendelse til lav rente. Altså falder høj rentefod sammen med høj arbejdsløn og omvendt. Alle disse velbekendte og overensstemmende kendsgerninger tyder på, at der vel er et forhold mellem løn og rente, men et overensstemmelsesforhold, ikke et modsætningsforhold. Derimod er de aldeles uforenelige med den lære, at arbejdslønnen bestemmes af forholdet mellem arbejde og kapital eller nogen del af kapitalen. Men hvorledes har da en sådan lære kunnet opstå? Hvoraf kan det komme, at den er blevet antaget af så mange socialøkonomer lige fra Adam Smith og indtil nutiden? Undersøger vi de forklaringer, som man støtter denne teori med, så ser vi straks, at den ikke er hentet fra kendsgerninger, men udledt af en forud antaget teori, den nemlig at lønnen tages af kapitalen. Antager man først, at kapital er arbejdslønnens kilde, da følger nødvendigvis 12

13 deraf, at arbejdslønnens samlede sum må være begrænset af størrelsen af den kapital, der er bestemt til arbejdernes beskæftigelse, og at derfor den løn, de enkelte arbejdere kan få, må afhænge af forholdet mellem deres antal og den kapital, der er for hånden at betale dem med 1. Tankeslutningen selv er rigtig nok, men som vi har set, stemmer resultatet ikke med kendsgerningerne. Fejlen må derfor ligge i udgangspunktet. Lad os derfor undersøge dette. Jeg ved godt, at den sætning, at lønnen bliver taget af kapitalen, er en af de væsentligste og tilsyneladende mest afgjorte læresætninger i den herskende socialøkonomi, og at den er antaget som selvindlysende af alle socialøkonomiens store tænkere. Ikke desto mindre tror jeg, det kan bevises, at denne læresætning er en grundvildfarelse, en vildfarelse, som har affødt en lang række af andre vildfarelser, der gør meget vigtige praktiske slutninger misvisende. Dette bevis vil jeg forsøge at give. Det er nødvendigt, at beviset bliver klart og afgørende; for en lære, som en så vidtrækkende tankegang hviler på, som støttes af så betydelige autoriteter og er så tilbøjelig til at dukke op igen under de mest forskellige former, kan ikke affærdiges løselig. Den sætning, jeg vil søge at bevise, lyder således: Arbejdslønnen tages ikke af kapitalen, men derimod af produktet af det arbejde for hvilket den betales 2. Da nu den herskende lære, hvorefter arbejdslønnen tages af kapitalen, samtidig går ud på, at kapitalen får sit udlæg tilbagebetalt ud af, hvad der produceres, så kan det ved første øjekast se ud, som om min sætning kun af navn, ikke af gavn afviger fra den gængse lære, så at en strid derom bare ville tjene til at forøge disse tomme kævlerier, som gør så meget af hvad der er skrevet om socialøkonomiske emner ligeså værdiløst som de forskellige lærde selskabers stridigheder om den rette udtydning af indskriften på den sten, som Mr. Pickwick fandt. Men at her er tale om langt mere end en blot formel forskel, vil man kunne forstå, når man betænker, at på forskellen mellem disse to sætninger er alle de gængse teorier om forholdet mellem kapital og arbejde bygget, 1 McCulloch f.eks. siger:»den del af et lands kapital eller rigdom, som arbejdsgiverne har til hensigt eller er villige til at betale for arbejde,... er øjensynlig den eneste kilde, som nogen del af arbejdslønnen kan tages af. Der gives ikke noget andet fond, af hvilket arbejderen som sådan kan tage en eneste skilling. Heraf følger, at den gennemsnitlige arbejdsløn... helt må afhænge af fondets størrelse og antallet af arbejdere, mellem hvilke den skal fordeles. 2 Vi taler om arbejde, som går ud på produktion; for simpelheds skyld er det bedst at indskrænke vor undersøgelse til denne slags arbejde. 13

14 og at deraf udledes læresætninger, som anses for selvindlysende og leder og behersker de klogeste hoveder ved undersøgelsen af de vigtigste spørgsmål. På den forudsætning, at lønnen tages umiddelbart af kapitalen og ikke af arbejdsproduktet hviler ikke blot den lære, at arbejdslønnen afhænger af forholdet mellem kapital og arbejderantal, men også den, at arbejdet kun kan finde beskæftigelse i forhold til den opsamlede kapital; at forvandlingen af flydende kapital til fast formindsker det fond, der kan anvendes til arbejdets underhold; at der kan beskæftiges flere arbejdere ved lav arbejdsløn end ved høj; at højt kapitaludbytte og lav arbejdsløn hører sammen osv. Kort sagt, alle den nuværende socialøkonomis vigtigste læresætninger er mere eller mindre umiddelbart grundet på den antagelse, at arbejdet underholdes og betales af den forhåndenværende kapital, førend produktet, som udgør dets endelige mål, er vundet. Hvis det kan bevises, at dette er urigtigt, at tværtimod arbejdets underhold og løn ikke engang midlertidigt formindsker kapitalen, men bliver taget umiddelbart af arbejdsudbyttet, da er hele denne store overbygning uden støtte og må falde. Og samtidig dermed må de gængse teorier falde, som også hviler på den tro, at den sum, som fordeles i arbejdsløn, er så fast og bestemt, at den enkeltes andel nødvendigvis må formindskes ved en tilvækst i arbejdernes antal. Forskellen mellem den herskende teori og den, jeg har opstillet, er af lignende art som den, der var mellem merkantilismen og den handelsteori, hvormed Adam Smith fortrængte denne. Mellem den lære, at handel er ombytning af varer med penge, og den lære, at den er en ombytning af varer med varer, skulle man synes at der ikke var nogen væsentlig forskel, da jo tilhængere af merkantilsystemet ikke antog, at penge er til anden nytte end den, at de kan ombyttes med varer. Og dog er kras»beskyttelse«og ren frihandelspolitik kun praktiske udslag af modsætningen mellem disse to teorier. Nu da jeg har sagt nok til at vise, hvor yderst vigtige de slutninger, det gælder at nå, er, tør jeg bede læseren følge mig uden at trættes; for hvor det gælder at stille en lære af sådan vigtighed for domstolen, er det nødvendigt at være både klar og udtømmende. Forholdt det sig ikke således, ville jeg føle mig fristet til uden videre at afvise den påstand, at lønnen tages af kapitalen. For hele den store bygning, som den gængse socialøkonomi opfører på denne lære, er i virkeligheden opført på en grundvold, som man simpelthen har antaget som given, uden at gøre mindste forsøg på at skille skin fra virkelig 14

15 hed. Fordi arbejdslønnen sædvanlig betales i penge, og hyppigt betales før produkterne er helt færdige, så slutter man, at lønnen bliver taget af en i forvejen eksisterende kapital, og at arbejdere ikke kan blive beskæftiget, før kapital er samlet. Men ikke desto mindre fortæller man os i de samme skrifter, i hvilke denne teori bliver lagt til grund for bevisførelser af største vigtighed, at kapital er oplagret arbejde,»den del af formuen, som er opsparet for at understøtte fremtidig produktion«. Hvis vi nu i stedet for ordet»kapital«indsætter denne forklaring deraf, så bærer sætningen sin egen gendrivelse i sig; for at arbejde ikke kan blive udført, før»arbejdsudbytte«er opsparet, er altfor tåbelig en sætning til, at man behøver at drøfte den. Hvis vi nøjedes med denne påvisning af lærens meningsløshed, ville man imidlertid sandsynligvis imødegå os ved at sige, ikke at de første arbejdere af forsynet var udrustet med den kapital, der var fornøden til at sætte dem i arbejde, men at sætningen kun gælder i en samfundstilstand, hvori produktionen er blevet en indviklet sag. Men ved enhver socialøkonomisk bevisførelse må man altid fastholde den grundsandhed, at samfundet i dets højest udviklede form kun er en videre udvikling af samfundet på dets begynderstade og at grundsætninger vel kan være mere iøjnefaldende under enklere forhold, men ikke ophæves eller afkræftes ved de mere indviklede forhold, som opstår ved arbejdsdeling og anvendelsen af mere sammensatte redskaber og fremgangsmåder. Dampmøllen med sit sammensatte maskineri er i grunden kun det samme som en af de grove stenmortere, man nu og da finder i gamle flodlejer, var i sin tid: et redskab til at male korn med. Og enhver, som har noget at gøre med den, enten det nu er at fyre i ovnen, passe maskinen, mærke sække eller føre bøger, vier i virkeligheden sit arbejde til det samme formål, som den forhistoriske vilde gjorde, når han brugte sin morter, nemlig kornets tilberedelse til føde. Og når vi således fører alle den moderne produktions indviklede fremgangsmåder tilbage til deres grundformer, så ser vi, at hver enkelt som deltager i dette produktionens og omsætningens uendeligt forgrenede samarbejdsmaskineri, i virkeligheden gør det samme, som urmennesket gjorde, der klatrede op i træerne for at hente frugter eller fulgte ebben for at søge efter skaldyr; han bruger sine kræfter til fra naturen at skaffe sig, hvad han ønsker. Udbyttet af hans anstrengelser er hans løn, ligesom det var for det første menneske. 15

16 Lad os tage et eksempel. I de enkleste forhold, vi kan tænke os, søger enhver sin egen madding og fanger sin egen fisk. Men snart indser man fordelene ved at dele arbejdet, og den ene søger madding, medens den anden fisker. Og dog er det klart at den, der søger madding, i virkeligheden gør lige så meget for fiskefangsten som de egentlige fiskere, og fisken, som han spiser om aftenen, når fiskerne kommer hjem, er ikke mindre et produkt af hans arbejde end af deres. Og når arbejdsdelingen er kommen ret i gang, så den ene fisker, den anden jager, den tredje plukker bær, den fjerde laver værktøj, den femte bygger hytter og så fremdeles, da anvender i virkeligheden enhver alligevel indirekte sin arbejdskraft til frembringelse af alle de ting, han bruger. Hvad han modtager, producerer han i virkeligheden selv. Graver han rødder og bytter dem mod vildt, skaffer han vildtet tilveje lige så virkeligt, som om han selv havde jaget og ladet jægeren selv grave efter rødder. At fortjene er at frembringe. Følger vi nu disse grundsætninger gennem de mere indviklede forhold i de samfund, som vi kalder civiliserede, så vil vi klart indse, at i ethvert tilfælde, hvori arbejdet byttes med varer går produktionen i virkeligheden forud for forbruget; arbejdslønnen er altså arbejdets egen frembringelse, ikke et forskud af kapitalen. Og den arbejder, som får sin løn i penge, får den i virkeligheden som gengæld for den forøgelse, hans arbejde har gjort i det hele formuesforråd, så at hverken pengene (som kun er en anvisning), eller de ting, han bruger dem til, er et forskud ydet af en til hans underhold afsat kapital. Fastholder vi tankegangen, da ser vi, at f.eks. den grubearbejder, som bryder sølvmalm 2000 fod under jorden i hjertet af Comstockbjergene, i virkeligheden, gennem utallige ombytninger, høster korn i Dale, der ligger 5000 fod lavere, jager ishavets hval i det høje nord, plukker tobak i Virginia, skærer sukkerrør på Sandwichøerne, væver bomuld i Manchester, laver pudsigt legetøj i Harzbjærgene, plukker i Los Angeles grønne haver de appelsiner, som han efter endt arbejde køber for at tage med hjem til sin syge hustru. Den løn, som han om lørdagen modtager ved udgangen af gruben, hvad er den andet end et bevis overfor hele verden på, at han har gjort alt dette, det første led i den lange række ombytninger, der forvandler hans arbejde til de ting, han i virkeligheden har arbejdet for? For at møde vildfarelsen i alle dens forskansninger og smuthuller må vi imidlertid undersøge sagen ikke blot deduktivt men også induktivt. Vi vil derfor nu se, om vi, idet vi går ud fra kendsgerninger og 16

17 forfølger deres indbyrdes forbindelse, kommer til de samme slutninger, vi så klart nåede til ved at gå ud fra simple grundsætninger og efterspore, hvorledes de må gøre sig gældende i livets indviklede forhold. De økonomiske udtryks betydning. Før vi går videre i vor undersøgelse, må vi være på det rene med betydningen af de grundord, vi benytter, for ubestemthed i deres anvendelse må uundgåelig frembringe tvetydighed og usikkerhed i bevisførelsen. Det er nødvendigt for de socialøkonomiske undersøgelser at give sådanne ord som»formue«,»kapital«,»rente,»arbejdsløn«osv. en mere bestemt betydning, end de har i daglig tale; men uheldigvis hersker der ikke engang i socialøkonomien selv altid overensstemmelse, idet forskellige forfattere tillægger samme udtryk forskellig betydning, og en og samme forfatter ofte bruger samme udtryk i forskellig betydning. Intet viser således sprogets indflydelse på tænkningen som det, at endogså skarpsindige tænkere har grundet vigtige slutninger på brugen af det samme udtryk i forskellige betydninger. Jeg skal forsøge at undgå disse farer; ethvert udtryk, der er af vigtighed, skal jeg søge klart at betegne, hvad jeg mener med, og kun bruge det i denne betydning. Men læseren vil jeg bede om at bide mærke i mine definitioner, ellers kan jeg ikke håbe at gøre mig forståelig. Hvad der nu ligger for, er at undersøge, om det virkelig er tilfældet, at lønnen tages af kapitalen. Først og fremmest må vi da fastslå, hvad vi forstår ved løn, og hvad vi forstår ved kapital. Det første ord har socialøkonomiske forfattere givet en tilstrækkelig bestemt betydning, men den tvetydige brug af det sidste ord gør en indgående undersøgelse nødvendig. I daglig tale forstår man ved løn»det, man betaler en lejet person for hans tjenester«; og vi taler om en mand, som»arbejder for løn«, i modsætning til en anden, som»arbejder sig selv«. Man taler jo ikke om direktørers og doktorers»løn«, men om honorar eller salær. I økonomien har ordet løn en meget videre betydning og indbefatter al slags godtgørelse for arbejde. Produktionens tre faktorer er jord, arbejde og kapital, og den del, der tilfalder den anden faktor, kaldes løn. Ligesom udtrykket arbejde indbefatter al menneskelig virksomhed i produktionens tjeneste, er løn altså udtrykket for al belønning for sådan virksomhed. Det gør altså ingen forskel, om lønnen modtages gennem en arbejdsgiver eller ikke; ordet løn bruges som betegnelse for, 17

18 hvad der fås for arbejde i modsætning til, hvad der fås for brugen af kapital og jord. Den mand, som dyrker jorden for sig selv, får sin løn i frembringelser; fiskerens løn er de fisk, han fanger. Det guld, som guldgraveren udvasker for egen regning, er lige så godt arbejdsløn som de penge, den lejede kulminearbejder får. Detailhandlernes store avance er, som Adam Smith viser det, for en stor del arbejdsløn. Kort sagt, alt, hvad der vindes som udbytte eller godtgørelse for arbejde, er»løn«. Dette er alt, hvad vi foreløbig behøver at mærke os med hensyn til ordet»løn«, men det er af vigtighed at holde det fast; for i de økonomiske hovedværker bliver denne betydning af ordet kun anerkendt med større eller mindre klarhed for senere at blive skrevet i glemmebogen. Men vanskeligere er det at befri udtrykket kapital for de tvetydigheder, som hæfter ved det. I daglig tale kalder vi i al ubestemthed alt muligt, som har værdi eller kan give indtægt, for kapital; og de socialøkonomiske forfattere afviger så meget indbyrdes i deres brug af udtrykket, at man næppe kan sige, ordet har nogen fastslået betydning. Lad os sammenligne nogle af de mest fremragende forfatteres definitioner. Adam Smith siger:»den del af et menneskes gods, som han venter sig indtægt af, kaldes hans kapital«, og han forklarer videre, at et samfunds kapital består af 1) maskiner og materiale, som letter arbejdet; 2) bygninger, der tjener til forretningsbrug (såsom butikker, ladebygninger osv.); 3) Forbedringer, som gør jorden bedre egnet til dyrkning og behandling; 4) alle indbyggeres erhvervede nyttige færdigheder; 5) penge 6) levnedsmidler, som producenter og handelsfolk sidder inde med til salg; 7) de råstoffer, halvfærdige og færdige varer, der endnu befinder sig i fabrikanters og købmænds hænder. Ricardos definition er:»kapital er den del af et lands formue, der anvendes til produktion, og omfatter fødemidler, klæder, redskaber, råstoffer, maskiner osv., som er nødvendige for arbejdet.«denne forklaring er jo meget forskellig fra Adam Smiths, idet den udelukker mange af de ting, denne regner med, som f.eks. erhvervede færdigheder og vareoplag af luksusgenstande; og på den anden side medregner den adskilligt, som Smith udelukker, f.eks. forbrugernes forråd af føde, klæder osv. 18

19 McCullochs definition er:»et folks kapital indbefatter i virkeligheden alle de frembringelser, der findes hos det, og som kan anvendes umiddelbart enten til menneskers ophold eller til at lette produktionen.«denne forklaring omfatter mere end Ricardos, idet den medregner alt, som kan fremhjælpe produktionen, uden hensyn til, om det virkelig bruges. Den hest, der kun holdes for fornøjelse, er efter McCullochs anskuelse lige så vel kapital som den, der trækker ploven, fordi den i nødstilfælde kan bruges som plovhest. John Stuart Mill gør hverken den virkelige brug eller evnen til at kunne bruges, men bestemmelsen til at skulle bruges til kapitalens kendemærke. Han siger:»alt, hvad der er bestemt til at skaffe det produktive arbejde det ly og de redskaber og materialer, som arbejdet kræver, og alt, hvad der er bestemt til at ernære og underholde arbejderne under arbejdet, er kapital.«disse citater oplyser tilstrækkeligt mestrenes afvigelser. Mellem de mindre betydelige forfattere er uenigheden endnu større. Således definerer protektionisten Carey kapital som:»det middel, hvormed mennesket bliver herre over naturen, heri indbefattet menneskets egne åndsog legemskræfter«. Medens denne forfatter således håbløst sammenblander kapital og arbejde, øger andre, f.eks. professor Walker, end yderligere forvirringen ved at regne jorden med til»kapitalen«, hvad der ikke er stort bedre end at regne + og - for ensbetydende. Jeg kunne fylde side efter side med sådanne hinanden og sig selv modsigende definitioner. Men hvem der ønsker flere eksempler på den babyloniske forvirring, som hersker blandt socialøkonomerne i denne sag, kan selv finde dem i et hvilket som helst bibliotek, hvor disse værker står side om side. Nu betyder det ganske vist kun lidt, hvad navn vi giver tingen, når vi kun ved brug af navnet bestandig holder samme ting for øje. Men ulykken er den, at det kun er i undersøgelsernes præmisser, udtrykket»kapital«bliver brugt i den særegne betydning, vedkommende forfatter har tillagt det, medens det i de praktiske slutninger altid bliver brugt, eller i hvert fald forstået, i en almindelig og bestemt betydning. I virkeligheden forstår de fleste mennesker godt, hvad kapital er, indtil de skal til at definere. Når man f.eks. siger, at løn tages af kapitalen, så forstår man med ordet kapital det samme, som når vi taler om mangel eller overflod af kapital osv.; en almindelig forstået og bestemt betyd 19

20 ning, som adskiller kapitalen fra produktionens andre faktorer, jord og arbejde, og ligeledes adskiller den fra sådanne ting, der alene bruges til fornøjelse. Denne sædvanlige betydning af udtrykket adskiller kapitalen fra produktionens andre faktorer, jord og arbejde, og ligeledes adskiller den fra sådanne ting, der alene bruges til fornøjelse. Denne sædvanlige betydning af udtrykket er: den formue, som anvendes til at frembringe mere formue. Adam Smith udtrykker dette træffende således:»den del af et menneskes gods, som han venter sig indtægt af, kaldes hans kapital.«og et lands kapital er tydeligvis summen af disse enkeltkapitaler. Dette er jo også den betydning, ordet kapital har efter sin oprindelse. Det vanskelige ved brugen af ordet kapital som nøjagtigt udtryk skyldes to omstændigheder; for det første, at visse ting, hvis besiddelse for den enkelte er fuldstændig ensbetydende med besiddelse af kapital, ikke er en del af samfundets kapital, og for det andet, at ting af samme art kan være og ikke være kapital, alt efter den brug, der gøres af dem. Med lidt omhu overfor disse to punkter vil det vistnok ikke være vanskeligt at få en tilstrækkelig klar forestilling om hvad udtrykket kapital, som det i almindelighed bruges, egentlig omfatter, så vi kan bruge ordet uden tvetydighed. Jord, arbejde og kapital er produktionens tre faktorer. Da kapital altså er et udtryk, der bruges i modsætning til jord og arbejde, er det indlysende, at intet, der falder ind under en af disse to betegnelser, med rette kan regnes for kapital. Udtrykket jord indbefatter nødvendigvis ikke blot jordens overflade i modsætning til luft og vand, men kort sagt alle naturkræfter og stoffer, den hele materielle verden uden for mennesket selv. Derfor kan ejheller noget af det, naturen frit giver, regnes for kapital. En frugtbar mark, en rig malmåre, en strøm med stærk drivkraft kan give ejeren fordele, der er jævngode med besiddelsen af kapital, men at kalde sådanne ting kapital ville være at udviske enhver forskel mellem jord og kapital. Udtrykket arbejde indbefatter al menneskelig virksomhed, og således kan da ejheller menneskelige kræfter, enten de nu er naturlige eller erhvervede, regnes for kapital. I det daglige liv kalder vi vel ofte et menneskes kundskaber, dygtighed eller flid, hans kapital; men dette er jo kun et billedligt udtryk. Forøgelsen af kundskaber, duelighed eller flid i et samfund kan forøge produktionen på lignende måde som en forøgelse af kapitalen; men forøgelsen skyldes da forøget arbejdskraft og ikke kapital. Forøget fart kan give ka 20