Vi skal fremtidssikre børnene

Transkript

1 Temadag: Den gode anbringelse - Det er de børn, der har selvkontrol, som klarer sig bedst i uddannelsessystemet, mener professor i læring, Kjeld Fredens. Vi skal fremtidssikre børnene En god skolegang er en af de basale ingredienser, hvis anbragte børn og unge skal have et godt afsæt til et voksenliv på egne ben. Sådan lød budskabet på Dannevirke Kostskoles temadag. - Hvad er en god anbringelse? Hvad er det, der virker? Det vil politikerne rigtig gerne vide, men det er enormt svært at sige præcist, lyder det fra dagens første taler på Dannevirke Kostskoles temadag om udsatte børn og unge. Karen Margrethe Dall er forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd og lægger ud med en stak tal. Ét barn ud af hundrede er anbragt. Tolv procent af dem er tvangsfjernet. De yngste bliver typisk anbragt, fordi deres forældre ikke magter dem - de ældste, fordi de også selv har rodet sig ud i problemer. Karen Margrethe Dall fortæller også, at seks ud af ti tidligere anbragte ikke har taget en ungdomsuddannelse, når de er blevet 24 år. Til gengæld har de modtaget fem gange så mange voldsdomme som deres jævnaldrende. Det er områder, der er forsket ret grundigt i - og måske kan man drage nogle paralleller, når man diskuterer den gode anbringelse. - I forhold til kriminalitet taler man om risiko- og beskyttelsesfaktorer. Vi ved for eksempel, at en lav grad af opbakning og omsorg er en risikofaktor. Det er en risikofaktor ikke at deltage i et fællesskab. Mangelfuld skolegang er en risikofaktor. Omvendt ved vi, at det betyder noget positivt, hvis vi kan give børn en oplevelse af, at de kan mestre noget. Og vi ved, at uddannelse beskytter mod kriminalitet, fortæller Karen Margrethe Dall. Tør ikke gå ind i klassen Desværre viser SFI s seneste undersøgelse af 15-årige anbragte, at godt halvdelen af de anbragte unge ikke er i stand til at gennemføre folkeskolens afgangsprøver. Det tal overrasker skoleleder på Dannevirke Kostskole, Charlotte Møller Pedersen. - På Dannevirke Kostskole er det over 90 procent, der tager en afgangsprøve. Og det er gode prøver, de tager, siger Charlotte Møller Pedersen. For hende handler det meget om at have ambitioner på elevernes vegne og give dem lyst til at lære. Også selvom mange af dem har dårlige skoleoplevelser med i bagagen. - For et par år siden fik vi en elev, der brugte de første fjorten dage på at gå frem og tilbage på cykelstien foran mit kontor. Så gik jeg ind imellem ud og spurgte, om han snart var klar til, at jeg skulle følge ham over i klassen. Nej, det tør jeg ikke, svarede han. I dag er han glad for at gå i skole - det er 95 procent af vores elever - men nogle gange er det så forbistret svært bare at gå ind i klassen. Men de kan godt. De vil godt. Og vi skal forvente det af dem, siger Charlotte Møller Pe-dersen. Udvikling kræver afvikling Dagens sidste taler er læge, hjerneforsker og professor i læring, Kjeld Fredens. Han mener, at Dannevirke Kostskole har fat i noget af det rigtige. - Viljen til at lære er en fantastisk

2 drivkraft, og det har eleverne ikke, når de starter hernede. De har så mange gange fået at vide, at de ikke kan noget, og mange af dem har diagnoser på, at de er tossede, siger Kjeld Fredens. Men fokus på problemer skaber en negativ stemning, hvorimod en løsningsorienteret undervisning skaber en positiv. Og det er en forudsætning for læring - også fordi 75 procent af det, vi lærer, sker igennem uformel læring i samspillet mellem mennesker. Derfor skal især anbragte børn mødes med respekt, opmuntring og nærvær. Og så skal de have hjælp til at afvikle dårlige vaner og udvikle nye. - I en kompleks verden handler det om at finde det væsentlige og smide resten væk. Udvikling forudsætter afvikling, og det tager tid. Man kan være hurtig med rutiner, men udvikling kræver, at man sætter farten ned. Det er ligesom et tog, der skifter spor, forklarer Kjeld Fredens. Og for anbragte unge er der ofte tale om et markant sporskifte, hvor forskellen på succes og fiasko består i viljen til læring. - Det vigtigste spørgsmål er; Hvordan styrker vi elevens selvkontrol? Det ser ud til at være en af de vigtigste forudsætninger for at fremtidssikre ungerne. Og det er det, vi skal. Vi skal sikre, at de kan selv, når vi slipper dem, siger Kjeld Fredens. Vi ved, at uddannelse beskytter mod kriminalitet. SFI-forsker, Karen Margrethe Dall. - Det er interessant, at der er kommet mere fokus på læring og på, hvordan de unge klarer sig senere i livet. Det er vigtigt. Birgit Mathiasen, socialrådgiver i Hedensted Kommune. - Eleverne måler sig jo på deres skolearbejde. De måler sig ikke på graden af deres ADHD, men på om de kan huske 7-tabellen, og om de kan score et 10-tal i engelsk. Charlotte Møller Pedersen, skoleleder på Dannevirke Kostskole. Vi skal have kigget på, hvad det er, der fungerer i praksis - og hvordan vi kan lære af det. Det er jo det, vi gør til et arrangement som i dag, og det skal vi blive dygtige til. Det slår mig efter fire år som politiker på specialområdet, at det får for lidt positiv politisk opmærksomhed. Området får meget negativ opmærksomhed, især når pengene ikke passer. Det er en politisk ambition, at vi skal have mere positiv opmærksomhed. Derfor har vi blandt andet besluttet at oprette et dialogforum på specialområdet, ligesom man har på dagtilbuds- og skoleområdet, og det første fællesrådsmøde løber af stablen i juli. Signe Knappe, formand for Udvalg for Børn og Familier i Haderslev Kommune

3 - Et menneske er ikke anderledes end en potteplante, der drejer sig i retning af lyset, mener socialpædagog Karen Gjesing Anbringelsen er det bedste, der er sket for mit barn En anbringelse er en langsigtet investering i et menneske. Og den kan godt betale sig, mener både Lisbeth Zornig, socialpædagog Karen Gjesing og en mor, som selv har bedt om at få sit barn anbragt. Det er tirsdag den 1. april på Dannevirke Kostskole. På scenen står socialpædagog Karen Gjesing sammen med sin tidligere børnehjemsunge, Lisbeth Zornig. De er inviteret til Dannevirke Kostskoles temadag for at sætte ord på, hvad en god anbringelse er. - Der var engang et barn, der sagde til mig, at på et børnehjem føles det som om, at pædagogerne holder kaffepause fra én. Hvordan kan de så holde af én? lyder det indledningsvis fra Karen Gjesing. For hende er det vigtigt, at de professionelle omkring barnet tager sig selv med på arbejde. - Et menneske er ikke anderledes end en potteplante, der drejer sig i retning af lyset. Det er en anden beskrivelse af anerkendende pædagogik. Og det kræver, at man involverer sig og giver noget af sig selv, siger Karen Gjesing. At opleve anerkendelse Den udlægning er tidligere børnerådsformand Lisbeth Zornig enig i. Hun er vokset op med en alkoholiseret mor og en stedfar, der misbrugte hende. Og som 12-årig bad hun selv om at blive anbragt. - Mit held var, at jeg fungerede rigtig godt i skolen. Jeg nåede at gå på seks forskellige folkeskoler, og på hver skole fandt jeg en voksen, der ville mig. Jeg har mødt de mest vidunderlige lærere, som har givet mig meget udover at lære mig noget, fortæller Lisbeth Zornig. Skolen var et helle, hvor hun fik den omsorg, hun ikke kunne få derhjemme. - Det handler om at have et sted, hvor der er struktur, og hvor man oplever anerkendelse. Jeg kan huske, da min første skolepsykolog fortalte mig, at jeg var dygtig i skolen. Dér såede han et frø - midt i alt forfaldet af alkohol, misbrug, dårlige boliger og snavset tøj. Det blev nok min redning, at jeg hele tiden søgte mere af den anerkendelse, siger Lisbeth Zornig. Senere mødte hun Karen Gjesing på behandlingshjemmet Hylletoft, som hjalp hende til at åbne op, få bearbejdet problemerne og lagt sit liv om. Som 18-årig startede hun på universitet - i øvrigt med gratis psykologhjælp igennem tre år og økonomisk støtte under hele studiet - og som 24- årig tog hun sin eksamen som cand. polit. I dag har Lisbeth Zornig fem velfungerende børn, hvilket står i skarp kontrast til mange andre familiehistorier fra hendes bagland. Et eksempel på, hvad forældre giver videre.

4 - Mine børn er i dag helt almindelige unge med helt almindelige teenageproblemer. De børn er et direkte produkt af, at man har investeret i et menneske, siger Lisbeth Zornig. Har bedt om at få sine børn anbragt For en anden af dagens oplægsholdere har en anbringelse også været det rigtige. Helene Westh Hinz er diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse og er selv kommet til den tunge erkendelse, at hun ikke magter at give sine to ældste børn den rigtige støtte derhjemme. Derfor har hun bedt om at få dem anbragt, den ene på Dannevirke Kostskole. - Den anbringelse er det bedste, der nogensinde er sket for mit barn, siger Helene Westh Hinz. Hun fortæller om en datter, som hver dag blev afleveret skrigende i skolegården, hvor læreren skulle holde hende fysisk fast, for at hun blev der. En datter, som tog ti kilo på i løbet af et år og stort set ikke gik i skole i femte klasse. Men som i dag har indhentet det faglige og stortrives på kostskolen. - Jeg taler meget med hende i telefonen. Hun har lige fået 10 i engelsk og skal snart til terminsprøver. Og nu kan jeg kun tale om Dannevirke Kostskole - men I gør virkelig en forskel hernede, siger Helene Westh Hinz. Også samarbejdet med hjemkommunen Kolding fungerer rigtig godt, og Helene Westh Hinz føler sig på alle måder godt støttet. Alligevel kan hun godt blive nervøs, når politikerne rasler med nedskæringssablen. - Min største frygt er, at mine børn bliver sendt hjem, før de er klar - fordi der ikke er flere penge, siger Helene Westh Hinz. Nyt efterværn hjælper unge på vej Det kan være svært for tidligere anbragte unge at stå på egne ben og gennemføre en ungdomsuddannelse. Dannevirkekollegiet gør overgangen lettere. Dannevirke Kostskole har i dette skoleår oprettet et helt nyt kollegium - et såkaldt efterværn med plads til fem af skolens tidligere elever. Her kan de bo i et fagligt fællesskab og få hjælp fra deres tidligere lærere, imens de gennemfører en ungdomsuddannelse. Og det er en rigtig god ide, lyder det fra flere sider på kostskolens temadag om udsatte børn og unge. En af fortalerne er Karen Margrethe Dall, forsker ved Det Nationale Forskningscenter for Velfærd (SFI). - Nye undersøgelser viser helt entydigt, at de anbragte børn, der kommer på efterværn, klarer sig bedre end dem, der ikke gør, siger Karen Margrethe Dall. Samme melding kommer fra socialrådgiver Kjeld Pedersen fra Odder Kommune. - Når vi kigger på vores egne børn, så kan de ikke klare sig selv, når de er 18 år. Hvordan kan vi så tro, at de anbragte børn kan? Og så ved jeg godt, at det ofte er de unge selv, der siger nej tak til efterværn. Måske fordi de kan se friheden vinke forude. Måske fordi vi bare ikke har godt nok fat i dem. Men det kunne jeg godt tænke mig, at vi gør mere ved, siger Kjeld Pedersen.

5