Afgørelse i sagen om registrering af et beskyttet område på en ejendom i Åbybro Kommune.

Transkript

1 NATURKLAGENÆVNET Frederiksborggade 15, 1360 København K Tlf.: Fax: nkn@nkn.dk Web: CVR: september 2006 NKN LER Afgørelse i sagen om registrering af et beskyttet område på en ejendom i Åbybro Kommune. Nordjyllands Amt har den 16. januar 2006 truffet afgørelse om, at 4 nærmere angivne arealer på ejendommen matr.nr. 1a, Åby By, Åby, 2a samt 2bc, Toftegård, Jetsmark, er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Dansk Skovforening har på vegne af ejeren påklaget afgørelsen til Naturklagenævnet. Amtet har registeret de pågældende arealer som natureng og et mindre delområde på matr.nr. 1a, som mose og kultureng. Det fremgår af sagens oplysninger, at de i sagen omhandlede arealer siden 1990 har været omfattet af først en MFO-aftale (dog ikke område 2) og siden flere på hinanden følgende MVJ-aftaler, som senest er fornyet for yderligere 5 år i Ifølge amtets oplysninger indgår område 2 først i aftalerne fra Nordjyllands Amt anerkender på denne baggrund, at ejeren som følge heraf har ret til inden for et år efter den seneste aftales udløb at føre driften tilbage til den tidligere driftsform i overensstemmelse med 2, stk. 3, i bekendtgørelse nr. 637 af 25. juni 2001 om beskyttede naturtyper. Herefter kan den lovlige drift af arealer som på aftaletidspunktet var omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, genoptages i en periode på indtil 1 år efter den seneste aftales udløb. Ifølge amtets oplysninger var driftsformen for ud for aftalerne i 1990 græsning og høslet samt muligvis gødskning. Amtet henviser til, at dette indirekte fremgår af delaftalerne for de forskellige arealer i MFO-aftalen i Udgangspunktet for at indgå en aftale i miljøfølsomme områder dengang var, at der kunne indgås aftaler om, enten at omlægge opdyrkede arealer til vedvarende græsning, eller at forsætte med græsning eller høslet. I delaftale A for areal 1 og 3 angives driftsformen som græsning uden gødskning. Areal 2 indgår først i aftalerne fra 1995 i form af en aftale om slet eller afgræsning. I delaftale B for areal 4 angives driftsformen som græsning med gødskning. Amtet henviser til, at der er kompenseret for-

2 2 skelligt for arealerne afhængigt af den tidligere driftsform. Ifølge amtet var areal 1,3 og 4 vedvarende græsarealer. Efter ejerens beskrivelse af driftsformen, amtets luftfotos over området fra 1979, 1985 og 1992 samt MFO-aftalen, er det amtets vurdering, at arealerne opfyldte kriterierne for ferske enge i 1992 og derfor korrekt er registeret som beskyttet natur. Om dele af område 1 og 3 skal registreres som kultureng eller natureng afhænger af, om og i givet fald hvor hyppigt og hvor lang tid forud for 1992 arealerne sidst har været omlagt og/eller gødet. Det oplyses at område 3 i dag er indlands salteng, som er en meget sjælden habitatnaturtype i Danmark. Området udgør langt hovedparten af naturtypens forekomst i Danmark. Område 3 og de øvrige engområder er alle meget vigtige fuglelokaliteter for bl.a. engsnarren. Klageren har navnlig anført, at de pågældende arealer ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Der henvises til at de omhandlede arealer ikke var omfattet af nogen generel beskyttelse forud for den første aftaleindgåelse i Ifølge klageren er arealerne derfor omfattet af undtagelsesbestemmelsen i naturtypebekendtgørelsens 2, stk. 1, hvorefter arealer, der som følge af en aftale med en offentlig myndighed udvikler sig til en 3-beskyttet naturtype er undtaget fra naturbeskyttelseslovens 3. Ifølge klageren vil der derfor ikke kunne stilles den begrænsning, at der kun kan ske genoptagelse af den hidtidige drift. Skov- og Naturstyrelsen har ved brev af 15. juli 1994 til Amtsrådsforeningen i Danmark besvaret et spørgsmål fra foreningen vedrørende forholdet mellem naturbeskyttelseslovens 3 og status for de arealer som er omfattet af MFO-kontrakter. Der fremgår bl.a. følgende af brevet: Det skal indledningsvis fremhæves, at det ikke har været hensigten med undtagelsesordningen efter 2 i den ovennævnte bekendtgørelse [naturtypebekendtgørelsen] at indskrænke den generelle beskyttelsesordning for naturtyper. Ordningen tager sigte på at sikre den enkelte grundejer mod, at han ved at indgå en tidsbegrænset aftale om en særlig driftsform med en offentlig myndighed, pålægges begrænsninger med hensyn til arealets drift efter aftalens ophør begrænsninger som ellers ikke nødvendigvis ville have været gældende. Undtagelsesordningen gælder derfor kun for arealer, hvor det er godtgjort ved aftalens indgåelse, at de ikke var omfattet af naturbeskyttelseslovens 3 eller tidligere naturfredningslovens 43-43b, men som vokser sig ind i beskyttelsen som følge af aftalens efterlevelse. Undtagelsesordningen i 2 tager derimod ikke direkte sigte på den situation, at et areal, mens det er omfattet af en af de nævnte aftaler, bliver omfattet af den generelle beskyttelsesordning som følge af gennemførelse af ny lovgivning. Skov- og Naturstyrelsen er imidlertid af den opfattelse, at bestemmelsen i 2 i disse situationer bør fortolkes på tilsvarende måde, således, at arealer, der er blevet beskyttet, mens MFO-aftalen var gældende, inden 1 år efter aftalens ophør kan inddrages i almindelig omdrift, uanset hvorledes arealet blev drevet, da aftalen blev indgået på hvilket tidspunkt arealet ikke var beskyttet efter naturfredningsloven. Begrundelsen herfor er, at ejeren såfremt en

3 3 MFO-aftale ikke var gældende for arealet, ville have været berettiget til at opdyrke f.eks. en fersk eng inden den 1. juli 1992 og dermed sikre at arealet ikke blev grebet af beskyttelsen efter naturbeskyttelseslovens 3. Styrelsen har telefonisk oplyst til Naturklagenævnets, at styrelsens holdning fortsat er den samme som anført i brevet fra Nordjyllands Amt har anført, at det af Skov- og Naturstyrelsens udtalelse fremgår, at det ikke har været hensigten med undtagelsen i 2 i naturtypebekendtgørelsen at indskrænke den generelle beskyttelsesordning for naturtyper, og at undtagelsen ikke sigter på den situation, at et areal mens, det er omfattet af de nævnte aftaler, bliver omfattet af generelle beskyttelsesbestemmelser i forbindelse med gennemførelse af ny lovgivning. Amtet er derfor ikke enig i Skov- og Naturstyrelsens vurdering, hvorefter sådanne aftalearealer efter styrelsens opfattelse også bør undtages beskyttelsen. Amtet har desuden oplyst, at der i den konkrete sag ikke er andre muligheder for at fastholde beskyttelsen af de omhandlede arealer. Amtet har oplyst, at de berørte arealer er meget værdifulde habitatnaturtyper, og at engsnarren lever i området. Naturklagenævnets afgørelse I sagens behandling har deltaget 8 af Naturklagenævnets 10 medlemmer: Per Schou Christiansen (formand), Bent Hindrup Andersen, Ole Pilgaard Andersen, Martin Glerup, Leif Hermann, Mogens Mikkelsen, Poul Søgaard og Jens Vibjerg. Efter naturbeskyttelseslovens 3, stk. 2, nr. 4, må der ikke foretages ændringer i tilstanden af ferske enge mv., når sådanne naturtyper enkeltvis eller tilsammen er større end 2500 m 2 i sammenhængende areal. Ifølge naturbeskyttelseslovens 5, stk. 1, kan miljøministeren fastsætte regler om, at 3, stk. 1-3, ikke skal gælde for nærmere angivne kategorier af de pågældende naturtyper. Bemyndigelsen i 5 er udnyttet i bekendtgørelse nr. 637 af 25. juni 2001 om beskyttede naturtyper. Bekendtgørelsens 2, stk. 1 og 3 har følgende ordlyd: 2. Søer, moser og lignende, heder, strandenge og strandsumpe samt ferske enge og overdrev, der er dannet, fordi der efter aftale med en offentlig myndighed i en nærmere angiven periode er gennemført en særlig driftsform på et areal, herunder braklægning og/eller pleje af dette, er undtaget fra bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens 3, stk. 1-3, medmindre andet er bestemt i aftalen. Undtagelsen gælder indtil et år efter aftaleperiodens udløb. ( )

4 4 Stk. 3. Indgås der aftale med en offentlig myndighed om pleje af et areal, der er omfattet af bestemmelserne i naturbeskyttelseslovens 3, stk. 1-3, kan den tidligere udnyttelse af arealet genoptages efter aftaleperiodens udløb, medmindre andet er bestemt i aftalen. Genoptagelsen skal ske senest et år efter aftaleperiodens udløb. Den i 1990 gældende naturfredningslov 43-43b om beskyttede naturtyper omfattede ikke ferske enge. Ferske enge og kulturenge blev omfattet af den generelle beskyttelsesordning i 3 med vedtagelsen af naturbeskyttelseslovens (lov nr. 9 af 3. januar 1992). I nærværende sag har de pågældende arealer siden 1990 været omfattet af MFO-aftaler, undtagen delområde 2, som først er blevet omfattet af en aftale i På aftaleindgåelsestidspunktet var arealerne 1,3 og 4 således ikke omfattet af en generel beskyttelse. Bemyndigelsesbestemmelsen i naturbeskyttelseslovens 5 er generelt formuleret og indeholder ikke nærmere retningslinjer for under hvilke betingelser, der kan fastsættes undtagelsesbestemmelser. Bestemmelsen er en videreførelse af en lignende bestemmelse i naturfredningsloven. I bemærkningerne til 5 redegøres for, hvordan bestemmelsen hidtil har været udnyttet, herunder til undtagelse af områder, der som følge af plejeaftaler og lign. vokser sig ind under den generelle beskyttelsesordning. Det anføres, at det er hensigten at videreføre denne ordning med hjemmel i 5 stk. 1. Der er hverken i bekendtgørelsen eller i bemærkningerne til naturbeskyttelsesloven taget stilling til den situation, at et areal, mens det er omfattet af en aftale, bliver omfattet af den generelle beskyttelsesordning som følge af gennemførelse af ny lovgivning. Skov- og Naturstyrelsen har i 1994 udtalt, at situationen må sidestilles med de tilfælde som er omfattet af naturtypebekendtgørelsens 2, stk. 1, hvorefter arealer, som er vokset sig ind i en 3-beskyttelse, mens MFO-aftalen var gældende, indtil 1 år efter aftalens ophør kan inddrages i almindelig omdrift, uanset hvorledes arealet blev drevet, da aftalen blev indgået. På baggrund af ovenstående udtaler Naturklagenævnet herefter: For så vidt angår område 2, som først er blevet omfattet af MFO-aftaler i 1995, finder Naturklagenævnet, at dette areal er direkte omfattet af bekendtgørelsens 2, stk. 3, idet arealet på aftaleindgåelsestidspunktet var omfattet af naturbeskyttelseslovens 3. Amtet har registreret område 1, 3 og 4 som natureng og et mindre delområde som kultureng. Under henvisning til det af amtet anførte vedrørende driftsformen for ud for aftalerne i 1990,

5 5 lægger Naturklagenævnet til grund, at arealerne opfyldte kriterierne for ferske enge på lovens ikrafttrædelsestidspunkt. Naturklagenævnet finder ikke, at den foreliggende situation, hvor arealet som følge af ny lovgivning bliver omfattet af naturbeskyttelseslovens 3, er omfattet af ordlyden til bekendtgørelsens 2, stk. 1, idet den ferske eng ikke er dannet, fordi der har været gennemført en særlig driftsform efter aftale med en offentlig myndighed. En sådan yderligere undtagelse har således ikke hjemmel i bekendtgørelsen. Skov- og naturstyrelsen har i brevet af 15. juli 1994 til Amtsrådsforeningen i Danmark sidestillet den i sagen omhandlede situation med undtagelsen i bekendtgørelsens 2, stk. 1. Styrelsen har herved lagt vægt på hensynet til ejeren. Efter almindelige forvaltningsretlige fortolkningssynspunkter er det som udgangspunkt ikke berettiget ud fra en analogislutning at anvende bestemmelserne i en bekendtgørelse på situationer, som ikke er omfattet af ordlyden. Naturklagenævnet finder ikke, at hensynet til grundejeren i en situation som den foreliggende, hvor der er tale om en undtagelse fra en generel beskyttelsesordning kan føre til at et andet resultat. Det bemærkes i den forbindelse, at ministeren ved en ændring af bekendtgørelsen vil kunne supplere undtagelserne til at omfatte det foreliggende tilfælde. Sammenfattende finder Naturklagenævnet således ikke, at arealerne 1,3 og 4 er omfattet af undtagelsesbestemmelsen i bekendtgørelsens 2, stk. 1, eller dennes analogi. Nordjyllands Amts registrering af områderne som 3 områder er således berettiget. Der kan derfor ikke gives medhold i klagen. Det bemærkes, at Naturklagenævnet ved nærværende afgørelse ikke har taget stilling til, hvordan arealerne 1,3 og 4 kan benyttes efter udløbet af den seneste aftale. Nordjyllands Amts afgørelse af 16. januar 2006 står således ved magt. På Naturklagenævnets vegne Lena Kongsbach Afgørelsen er endelig og kan ikke indbringes for anden administrativ myndighed, jf. naturbeskyttelseslovens 82. Eventuel retssag til prøvelse af afgørelsen skal være anlagt inden 6 måneder, jf. lovens 88, stk. 1.