Renæssancen og reformationen

Transkript

1 Renæssancen og reformationen Lektion 5: Det italienske statssystem Indholdsfortegnelse 1. Vejledning 2. Introduktion 3. Venedig 4. Milano Viscontierne og Sforzaerne 5. Pavestaterne og paven i Rom 6. Kongedømmet Napoli 7. Arbejdsopgaver Doge Andrea Gritti af Tizian. Vejledning 1. Læs først lektionsteksten, som introduktion til Det italienske Statssystem af Jan Brix 2. Herefter anbefales det at du læser følgende tekst fra Historiens Verden: a. De italienske Bystater ( ) af Jan Brix 3. For at få en oversigt over periodens tendenser og kronologi kan man med stor fordel læse: a. Europæisk ekspansion ( ) af Jan Brix og Hans Bæk Hansen 4. På kursusportalen kan du i denne omgang supplere med foredraget: a. Det italienske statssystem v/ Jan Brix 5. Af anbefalet litteratur kan jeg anbefale, at du læser Anthony Molhos The Italian City Republics eller The Italian City Republics af Daniel Waley og Trevor Dean Historiens Verden Fjernundervisning 1

2 2. Introduktion Den italienske renæssance blev domineret af fem store italienske bystater, som var republikken Venedig, republikken Milano, republikken Firenze og pavestaterne samt kongedømmet Napoli. De tre republikker Venedig, Milano og Firenze lå alle i det nordlige Italien, mens pavestaterne udgjorde store dele af de centrale dele af halvøen. Kongedømmet Napoli udgjorde den sydlige del af Italien inklusive øen Sicilien. Hertil kom en lang række mindre bystater, som også spillede en meget afgørende rolle i den italienske og europæiske renæssance, heriblandt Ferrara, Modena og Urbino. I første halvdel af det 15. århundrede var stort set alle de italienske bystater i krig, men truslen udefra, fra lande som Frankrig og Spanien, var medvirkende til at forene de italienske bystater. I 1454 indgik Milano, Venedig og Firenze freden i Lodi, som skabte en magtbalance, om end den var meget ustabil. Denne fred faldt sammen med slutningen på Hundredårskrigen og Konstantinopels fald. Dette fandt sted i 1453 og var stærkt medvirkende til at styrke den italienske renæssance. Alle krigene imellem bystaterne var medvirkende til, at velhavende familier kom til at styre byerne, som for eksempel Medici-dynastiet i Firenze. Den herskende klasse gjorde brug af private hære (lejesoldater) og samtidig blev diplomati en vigtig del af det at føre krig. I stedet for at føre krig brugte fyrstefamilierne diplomati til at gøre en ende på konflikter. I det 14. århundrede, da den italienske renæssance var ved at slå rod, var Italien den økonomiske hovedstad i hele Vesteuropa. Italien lå i spidsen blandt uldfabrikanterne, men pesten i midten af det 14. århundrede og den engelske uldindustris fødsel og de mange krige i Italien, var stærkt medvirkende til, at Italien mistede føringen. Sent i det 14. århundrede genvandt Italien dog kontrollen, hvilket først og fremmest skyldtes kontrollen med handelen i Middelhavet, hvor de handlede med krydderier, silke og andre luksusvarer fra Østen. Italien fik dog aldrig kontrollen med tekstilbranchen og selvom bankerne havde deres oprindelse i Italien, blev også denne opgave overtaget af de tyske banker, som eksempelvis Fuggerne fra Augsburg. Opdagelsen af Amerika og søvejen til Indien i slutningen af det 15. århundrede var ligeledes stærkt medvirkende til at svække den italienske økonomi og magt. 3. Venedig Venedig var en af de største italienske bystater i renæssancen. Byen var blevet grundlagt på en række øer ved Adriaterhavets kyst af romerske borgere, som flygtede fra barbarerne. I middelalderen lykkedes det Venedig, sammen med en række andre italienske bystater (blandt andet Genova og Pisa) at udnytte den lukrative krydderihandel, som der blev åbnet op for af korstogene. Venedig handlede med Det byzantinske Rige og den muslimske verden, men måtte ofte kæmpe mod disse for at bevare handelen. I løbet af det 13. århundrede blev Venedig en af de mest blomstrende byer i hele Europa, og med omkring skibe dominerede den handelen i Middelhavet. Ligesom mange af de andre italienske byer blev det venetianske samfund kontrolleret af en gruppe meget velhavende familier, som betegnede dem selv som aristokrater. Byen blev i princippet regeret af byrådet (Det store Råd), som bestod af medlemmer fra byens store familier. Det store Råd udnævnte alle offentlige embeder og valgte et senat. Senatet valgte derefter et råd, bestående af ti medlemmer, som styrede byen. Et medlem af Det store Råd blev valgt til doge (af det latinske dux), som blev valgt blandt eliten. Dogen og de andre regeringsorganer regerede herefter byen, og i den forbindelse gjorde de meget brug af hemmelige agenter, der kunne afsløre eventuelle forrædere. Den venetianske doge herskede på livstid under et slags konstitutionelt monarki og alle love blev udstedt i hans navn, men reelt var hans Historiens Verden Fjernundervisning 2

3 magt begrænset af rådene. I det meste af renæssancen var Venedig allieret med en række andre byer, især Firenze. Situationen ændrede sig dog markant med Mediciernes magtovertagelse og Sforzaernes magtovertagelse i Milano, som herefter indgik en alliance. Venedig var trængt på flere områder, blandt andet fordi byen lå i havet og ikke havde mulighed for selv at forsyne indbyggerne med fødevarer. Derfor forsøgte de sig med en ekspansion i det nordlige Italien, hvilket bragte dem i krig mod Milano og Firenze. Venedig opnåede stort set intet i disse krige og i resten af det 15. og i løbet af det 16. århundrede dalede Venedigs magt markant. Dette skete først og fremmest på grund af de osmanniske tyrkere, hvortil kom Den hellige Liga, der var rettet imod Venedig. De tyrkiske erobringer i det østlige Middelhav og portugisernes kontrol med krydderihandelen var et hårdt slag for Venedig. 4. Milano Viscontierne og Sforzaerne Milano var den nordligste af de store italienske bystater og herfra dominerede den Po-dalen. Byens strategiske placering langs handelsruterne og som forpost til Italien, gjorde det nødvendigt at være en stærk militærstat. Milano var en industriby ligesom Firenze, dog meget mindre, men de to byer var knyttet sammen, da milaneserne producerede værktøj til florentinernes uldvirksomhed. Byens strategiske placering ved foden af Alperne, som adskilte Italien fra resten af Europa, krævede et stærkt lederskab, hvorfor Milano blev stedet for en række magtfulde dynastier. Den første af disse familier var Viscontierne, der herskede som hertuger i byen fra 1317 til 1447 i denne periode opretholdt de stabiliteten i området gennem deres militære kontrol. Viscontierne herskede som diktatorer og forsøgte ikke at skjule illusionen af et republikansk styre. Stabiliteten var det vigtigste for den milanesiske regering. På grund af Milanos placering langs handelsruterne og som porten til det nordlige Italien, var Milanos eksistens som en magtfuld bystat konstant truet. Viscontierne udtrykte Milanos magt i 14. og tidlig 15. århundrede ved at forsvare regionen og udvide magtområdet, hvilket bragte dem i konflikt med de andre italienske bystater. Dette var eksempelvis tilfældet sent i det 14. århundrede, da Gian Galeazzo Visconti begyndte sit felttog for at skabe et milanesisk imperium i Italien. Med en stærk hær lykkedes det ham at underkaste sig det meste af det nordlige Italien. Det lykkedes dog ikke, da han under den langvarige belejring af Firenze blev dræbt af pesten i Gian Galezzo blev efterfulgt af Filippo Maria Visconti, der formåede at besejre Firenze i 1425, men efterfølgende mistede han Milanos erobringer i det nordlige Italien i konflikter med Firenze og Venedig. I 1447 døde han uden arvinger, og milaneserne forsøgte at indføre en republik. Republikken viste sig imidlertid ikke i stand til at beskytte byens militære interesser, og i 1450 tog den professionelle soldat Francesco Sforza magten i Milano. Sforzaerne kom herefter til at kontrollere Milano det næste halve århundrede. Den mest berømte af hans efterfølgere var Ludovico Sforza - arketypen på en renæssancefyrste, der omgav sig med intriger og korruption. Under Ludovico opnåede Milano en enorm rigdom og kunstnere, som for eksempel Leonardo da Vinci blev tiltrukket af denne rigdom. Francescos efterfølgere viste sig imidlertid ikke i stand til at opretholde stabiliteten og bystatens sikkerhed. Ludovico Sforza indgik en aftale med Karl 8. af Frankrig, der med sine styrker fik tilladelse til at marchere ind i Italien via Milano. Dette var en stor fejltagelse, da det førte til franskmændenes magtovertagelse af Milano samt begyndelsen på en fransk invasion, som blev indledningen på en periode, hvor Italien aldrig blev fri af fremmede styrker. Milanos storhed kollapsede under den franske kontrol og kunstnere, som havde skabt renæssancen i Milano drog til andre byer. Historiens Verden Fjernundervisning 3

4 5. Pavestaterne og paven i Rom Pavestaterne var pavens territorium i det centrale Italien. De bestod af en lille gruppe stater, der knyttede det centrale Italien med Rom. Paven fik disse besiddelser i tidlig middelalder, og han forvandlede dem til sit eget sekulære fyrstendømme, som han brugte til at finansiere tropper. I det meste af det 14. århundrede opholdt paven sig i det sydlige Frankrig (i Avignon), hvilket fik pavestaterne til at erklære deres uafhængighed af paven. Dette betød, at paven mistede sine indtægter. Paven vendte tilbage til Rom i 1378, mens konflikterne internt i pavedømmet fortsatte. På et tidspunkt tre paver: en i Rom, en i Pisa og en i Avignon. Dette skisma ophørte med koncilet i Konstanz i begyndelsen af det 15. århundrede. I begyndelsen af det 15. århundrede så det derfor ud til, at Rom var på vej med afgrunden. Rom havde på dette tidspunkt måske et befolkningstal på omkring indbyggere, og byen var på ingen måde et handelscentrum. Pavens tilbagevenden til Rom under pave Martin 5. blev starten på en genopbygning af Rom og pavestaten for at genvinde tidligere tiders storhed i Italien. Med hensyn til renæssancen i Rom var det pavemagten, som stod bag udviklingen. Det første skridt i genopretningen af Rom kom med pave Nikolaus 5. i Han kom fra Toscana og var blevet hjulpet finansielt af den florentinske bankier Cosimo de Medici, som havde lånt ham penge uden at bede om sikkerhed. Som resultat heraf blev Medici-banken pavens bank, og finansieret af Medici-familien lykkedes det Nikolaus at grundlægge Vatikanbiblioteket. Han indsamlede indflydelsesrige værker af de antikke forfattere fra hele Europa, og da Konstantinopel faldt i 1453, opkøbte han et stort antal af græske værker. I takt med at Rom voksede og blev rigere voksede korruptionen dog tilsvarende. Med valget af pave Sixtus 4. i 1471 begyndte pavedømmets moralske forfald. Under Sixtus 4. nåede korruptionen og nepotismen nye højder. Sixtus familiemedlemmer fik tildelt indflydelsesrige poster og enorme lønninger, som Medici-familien modsatte sig, hvorfor han deltog i en sammensværgelse imod Lorenzo de Medici. Det allerede korrupte pavedømme nåede dets højdepunkt under Rodrigo Borgia, der blev valgt til pave i 1492 efter Innocens 8.s død. Han tog navnet Alexander 6. Borgia, men havde været en del af korruptionen de sidste tredive år, hvor han havde fungeret som kardinal. Alexander 6. havde en række børn, heriblandt Cesare Borgia og Lucrezia Borgia. Paven brugte Cesare Borgia til at nedkæmpe politiske modstandere, og hans datter brugte han til at til at indgå politiske alliancer, hvorfor hun blev gift bort ikke mindre end tre gange. Alexander 6. døde i 1503 og blev efterfulgt af Julius 2., der gennem militær magt konsoliderede pavedømmets magt i Italien. 6. Kongedømmet Napoli Pavestaterne var pavens territorium i det centrale Italien. De bestod af en lille gruppe stater, der knyttede det centrale Italien med Rom. Paven fik disse besiddelser i tidlig middelalder, og han forvandlede dem til sit eget sekulære fyrstendømme, som han brugte til at finansiere tropper. I det meste af det 14. århundrede opholdt paven sig i det sydlige Frankrig (i Avignon), hvilket fik pavestaterne til at erklære deres uafhængighed af paven. Dette betød, at paven mistede sine indtægter. Paven vendte tilbage til Rom i 1378, mens konflikterne internt i pavedømmet fortsatte. På et tidspunkt tre paver: en i Rom, en i Pisa og en i Avignon. Dette skisma ophørte med koncilet i Konstanz i begyndelsen af det 15. århundrede. I begyndelsen af det 15. århundrede så det derfor ud til, at Rom var på vej med afgrunden. Rom havde på dette tidspunkt måske et befolkningstal på omkring indbyggere, og byen var på ingen måde et handelscentrum. Pavens tilbagevenden til Rom under pave Martin 5. blev starten på en genopbygning af Historiens Verden Fjernundervisning 4

5 Rom og pavestaten for at genvinde tidligere tiders storhed i Italien. Med hensyn til renæssancen i Rom var det pavemagten, som stod bag udviklingen. Det første skridt i genopretningen af Rom kom med pave Nikolaus 5. i Han kom fra Toscana og var blevet hjulpet finansielt af den florentinske bankier Cosimo de Medici, som havde lånt ham penge uden at bede om sikkerhed. Som resultat heraf blev Medici-banken pavens bank, og finansieret af Medici-familien lykkedes det Nikolaus at grundlægge Vatikanbiblioteket. Han indsamlede indflydelsesrige værker af de antikke forfattere fra hele Europa, og da Konstantinopel faldt i 1453, opkøbte han et stort antal af græske værker. I takt med at Rom voksede og blev rigere, voksede korruptionen dog tilsvarende. Med valget af pave Sixtus 4. i 1471 begyndte pavedømmets moralske forfald. Under Sixtus 4. nåede korruptionen og nepotismen nye højder. Sixtus familiemedlemmer fik tildelt indflydelsesrige poster og enorme lønninger, som Medici-familien modsatte sig, hvorfor han deltog i en sammensværgelse imod Lorenzo de Medici. Det allerede korrupte pavedømme nåede dets højdepunkt under Rodrigo Borgia, der blev valgt til pave i 1492 efter Innocens 8.s død. Han tog navnet Alexander 6. Borgia, men havde været en del af korruptionen de sidste tredive år, hvor han havde fungeret som kardinal. Alexander 6. havde en række børn, heriblandt Cesare Borgia og Lucrezia Borgia. Paven brugte Cesare Borgia til at nedkæmpe politiske modstandere, og hans datter brugte han til at til at indgå politiske alliancer, hvorfor hun blev gift bort ikke mindre end tre gange. Alexander 6. døde i 1503 og blev efterfulgt af Julius 2., der gennem militær magt konsoliderede pavedømmets magt i Italien. 7. Arbejdsopgaver 1. Hvad stimulerede rivaliseringen mellem de forskellige italienske bystater renæssancen? Historiens Verden Fjernundervisning 5