POLITIET I DEMOKRATIET

Transkript

1 POLITIET I DEMOKRATIET

2 Politiet i demokratiet Officielt blev der indført demokrati i Danmark d. 5. juni 1849, hvor kong Frederik VII forærede det danske folk demokrati. Udlæggelser som denne kan man ofte støde på i dansk historie skrivning, men det var nu ikke helt sådan det foregik. Danmark fik demokrati ved, at den danske befolkning kæmpede en lang og indædt kamp for at få medbestemmelse, og der skulle et statskup til, førend Frederik VII bukkede under for borgernes krav om større indflydelse. Derfor kan Rytterstatuen og dens inskription, der er opstillet foran Christiansborg Slot, virke temmelig provokerende på mange. Inskription Foran: 5/IUNI/1849. Venstre side: FOLKETS KIÆRLIGHED/MIN STYRKE. Højre side: FREDERIK D: SYVENDE/GRUNDLOVENS GIVER. Bagside: FØDT 1808./KONGE 1848./DØD Det er selvfølgelig inskriptionen på højre side af statuen, der vækker folks følelser, da Frederik VII som sagt ikke gav den danske befolkning et demokrati. Tiden før demokratiets indførelse krævede mange kampe, og det var bestemt ikke med kongens gode vilje, at man i Danmark overgik fra enevælde til demokrati. Formelt set indførtes demokratiet i Danmark med den første statsforfatning Grundloven i 1849, og vi fejrer stadig den 5. juni, Grundlovsdag, som dagen for demokratiets indførelse. I 1849 blev det politiske system, vi kender i dag, med frie valg sikret ved lov grundlagt. Men det tog mange år førend alle grupper i samfundet var lige for loven. Danmarks Riges Grundlov er en dansk lov, der senest er ændret i 1953, og loven betragtes som den højeste lovgivning i det danske rige. Grundloven udgør sammen med Kongeloven, Tronfølgerloven og til en vis grad selvstyreordningerne på Færøerne og i Grønland de centrale dele af den danske forfatning. Grundloven er ændret fire gange efter vedtagelsen 1848/ Grundloven i 1866, mere af den politiske magt placeres under landtinget (valgbarheden) 2. Grundloven i 1915, kvinder og tjenestefolk får stemmeret 3. Grundloven i 1920, den nordlige del af Slesvig indlemmes i Kongeriget Danmark 4. Grundloven i 1953, tronfølgerloven ændres og landstinget afskaffes 2

3 Grundloven funktion er at sikre borgernes frihedsrettigheder. De frihedsrettigheder som man har som borger i Danmark har, er: Personlig frihed Ytrings- og trykkefrihed Forenings- og Forsamlingsfrihed Religionsfrihed Demokratiets betydning og oprindelse Begrebet demokrati stammer oprindelig fra Grækenland, hvor man i oldtiden anvendte begrebet om det politiske system, hvor magten lå hos de mandlige borgere. Selve ordet demokrati er ligeledes græsk, og opdeler man ordet betyder; demos, folk og kratia, styre. Frit oversat folkestyre, eller demokrati. Det betød således, at kratos; magten lå hos folket. Den første demokratiske styreform er ifølge historikere udsprunget fra bystaten Athen. For at forstå demokratibegrebet er man ofte nødsaget til at sætte det i forhold til andre politiske systemer, f.eks. oligarki, enevælde og republik. Hans Aage, professor i nationaløkonomi ved Roskilde Universitetscenter har givet en forholdsvis enkel definition af, hvad demokrati er: Ved demokrati forstås simpelthen, at den enkelte har størst mulig indflydelse på sit eget liv og at der findes institutioner, som gør det muligt for alle interesser frit at komme til orde og blive konfronteret på en ligeværdig måde med henblik på at etablere en løsning. Som Borger i et demokratisk samfund besidder man således en dobbeltrolle, fordi man på den ene side er en del af det styrende organ, og medvirker i beslutningsprocessen omkring statens love og måden, hvorpå den styres. På den anden side er borgerne i en demokratisk stat også undersåtter, der må underligge sig statens beslutninger, og den lovgivning som statens udstikker. Ingen stater har været i stand til at anvende det man kalder for direkte demokrati, hvor alle beslutninger tages direkte af folket. Derfor er det demokrati, der kendes fra de vestlige stater et kompromis, hvor man anvender repræsentativt demokrati. Det er et kompromis, fordi man i praksis ikke kan afholde folkeafstemninger hver dag, derfor vælger befolkningen repræsentanter til at varetage borgernes interesser, og det er så op til den enkelte borger at stemme på de repræsentanter politikere -, der bedst repræsenterer ens holdninger og meninger. Derfor kan man sige, at demokrati er mere end love, pligter og rettigheder. Det er også et udtryk for en grundlæggende livsindstilling. Og det er en af demokratiets grundsten, at borgerne aktivt deltager i folkestyret, for ellers kunne man erstatte den demokratiske syreform med en diktatorisk. I Danmark har alle danske statsborgere, der er fyldt 18 år ret til medbestemmelse. Men det er en rettighed, der forpligter. Det kræver aktiv deltagelse af den enkelte, fordi alle borgere har et medansvar for, hvordan vores fællesskab og vores samfund bliver formet og udvikler sig. Man er også nødsaget til at respekterer, at andre mener noget andet end en selv. I et demokrati vægter andre borgeres holdning lige så meget som ens egen. Holdninger kan dog ændres og i et demokratisk samfund gøres det ved, at man debatterer. Vores demokrati bliver således påvirket af den måde vi taler om det, og af den måde vi agerer i forhold til vores fælles samfund. Dette gælder alle borgerne, myndighederne, politikerne, medierne, og andre lande. 3

4 Magtens tredeling Magtadskillelse eller magtdeling er betegnelser for, at magt i en stats forfatningsmæssige sammenhænge skal deles mellem to eller flere instanser. Årsagen til, at en stat deler magten mellem flere magtinstanser er for at, disse skal opveje, kontrollere og sikre, at det ikke blot er en person eller gruppe der besidder magten alene, og dermed får for meget magt. Oprindelig stammer ideen om at opsplitte magt fra Aristoteles Politica, og adskillige teoretikere har senere behandlet emnet. Når man i dag tænker på magtadskillelse som begreb refererer man som hovedregel Montesquieu ( ) I Danmark har man opdelt statsmagtens niveauer på tre instanser. 1. Den lovgivende, Folketinget og kongen i forening 2. Den udøvende, kongen dvs. regeringen og dennes underorganer. F.eks. Politiet 3. Den dømmende, Domstolene I Danmark har man ikke fordelt magten så skarpt som Montesquieus ideal, da den udøvende magt er en del af den lovgivende. Men de danske regeringer har igennem tiden været enten flerpartisregeringer eller mindretalsregeringer, hvilket har bevirket at den lovgivende magt alligevel har mulighed for at kontrollerer den udøvende. Ofte består kontrollen i, at et flertal udenom den siddende regering påligger regeringen, at der skal føres en bestemt politik. Folketinget har også andre muligheder for at give en siddende regering sanktioner, i yderste konsekvens kan en regering mødes af det mest vidtrækkende pressionsmiddel som folketinget kan benytte: Motiveret dagsorden, bedre kendt som mistillidsvotum. Hvis et flertal i folketinget fremstiller et mistillidsvotum til en minister, eller til regeringens førte politik kan enten ministeren eller regeringen ikke blive siddende, med et flertal, i Folketinget imod sig. En sådan styreform kan selvfølgelig kritiseres, ofte er det repræsentanter fra den dømmende magt domstolene, der kritiserer magtdelingen og påpeger at den lovgivende magt folketinget overtræder deres beføjelser. Et eksempel på dette er blandt andet Rockerloven fra 1996, hvor domstolene fik en større mulighed for at straffe personer med tilhørsforhold til særlige miljøer og grupperinger. Et andet eksempel er Tvindloven fra 1996, hvor man fjernede statstilskuddet til fri og efterskoler. I 1999 erklærede højesteret loven for Grundlovsstridende og endte med at underkende loven som politikerne havde vedtaget og erklærede loven ugyldig. Siden 1996 er det blevet almindelig accepteret inden for den juridiske teori, at domstolene kan kontrollerer og underkende lovgivninger, der kommer fra Folketinget, hvis man finder loven for værende Grundlovsstridig. Gennem de seneste år har man populært omtalt en fjerde magt. Pressen. Ifølge pressen selv fører den en uformel kontrol af de tre etablerede statsmagter. Pressens rolle i det danske demokrati er i ekspansion, og pressens indflydelse bliver hele tiden større i takt med at mediebillede udvides. Den pressemæssige indflydelse kan have stor betydning i forhold til befolkningens holdning til enkelt sager, både på personsagsniveau, men også for den politik som et bestemt parti fører. Pressen kan således have en dagordenssættende betydning, hvilket kan have personlige omkostninger for enkelt personer. Der findes utallige eksempler på, at pressen har haft en altafgørende rolle i politiske sager. Fra 2011 kendes særligt to sager, hvor 2 konservative politikere måtte forlade deres poster i partiet efter, at pressen havde kontrolleret deres adfærd i forskellige henseender. Her refereres til Lene Espersen og Henriette Kjær sagerne. Den danske presse afdækkede Espersens og Kjærs personlige liv og valg, og bragte historierne både i de trykte, og i digitale medier. Begge kvinder begrundede deres beslutninger om at forlade deres politiske poster som henholdsvis partiformand og politiskordfører med, at pressen var gået for tæt på og prisen for det politiske arbejde også kunne blive for høj. Men en nødvendig forudsætning for den danske fri presse er ytringsfrihed. Man diskuterede retrospektivt om pressen var gået for langt i deres dækning af de to sager. De to politikere var folkevalgte, og derfor gik en af argumentationerne på, hvorvidt det var pressen, der skulle afgøre, hvem der skulle besidde de politiske poster. I de to personsager havde der ikke været afholdt folkeafstemning om, hvorvidt de skulle forlade deres poster, politikerne valgte selv at gå af, eller var det et personligt valg? 4

5 Men pressen har uanset, hvad de skriver, trykker og udsender blot en funktion, hvor de kan holde øje med og tjekke, de vil aldrig have en balancefunktion idet pressen ikke har mulighed for at begrænse magtanvendelsen. Diskussionen om pressens rolle og magt vil formentlig fortsætte. Og man vil i højere grad være nødsaget til at tage stilling til, hvor fri den frie presse skal være, hvor går grænsen for ytringsfriheden, og skal der overhovedet være en grænse. Og vi må som borgere stille os selv spørgsmålet, hvad er det for nyheder vi vil have, hvad er relevant og hvad er ikke, og hvilke paramenter skal pressen fungerer under. Folketingets ombudsmand Folketingets ombudsmand er en nøgleperson i det danske demokrati. Ombudsmanden bliver udpeget af folketinget, men hans ellers hendes arbejde er uafhængigt. Folketingets ombudsmands opgave er at kontrollere den udøvende magt. Ombudsmanden skal i særlig grad varetage borgernes interesse og have fokus på borgernes retstilling. Ombudsmandens arbejde har karakter af en kontrollerende funktion i forhold til den udøvende magt, og ombudsmanden kan selv beslutte, hvilke sager han ønsker at undersøge. Ombudsmanden kan til enhver tid kræve offentlige myndigheder at få forelagt dokumenter og sagsakter, og ombudsmanden har også adgang til alle lokaler på et hvert offentligt tjenested. Folketingets ombudsmand kan desuden indkalde personer til retten og afkræve, at myndighederne udtalelser sig. Men ombudsmanden har ingen reel magt, da hans afgørelser altid er vejledende, dog tillægges ombudsmandens vurderinger som regel stor vægt i de endelige afgørelser. Politiet i demokrati Politiet er en vigtig del af det danske demokrati, da politiet er en del af magtens tredeling og befinder sig under den udøvende magt. Men hvad er det for en magt politiet udøver, og hvorfor har man i det hele taget et politikorps? I 1683 fik Danmark sin første lovgivning, der gjaldt for hele kongeriget Danmark, tidligere havde man haft love, der var gældende for regionerne, f.eks. havde man i Jylland Jyske lov, og Jyske lovs lovtekster skulle man så følge, hvis man befandt sig på det territorium, hvor man havde besluttet, at Jyske lov gjaldt. Men i 1683 fik man en lov der skulle følges over hele Danmark, nemlig Danske Lov. Fra 1660 til 1849 blev Danmark regeret af de enevældige konger. Den anden i rækken af de enevældige konger Christian 5 ( ) oprettede det første danske politikorpset for at have nogen til at kontrollerer, at paragrafferne i Danske lov blev overholdt. Christian 5. ansatte allerede før Danske lov var gennemført den tidligere general Claus Rasch som den første danske politimester. Rasch fik bevilget 10 mand, som så udgjorde den samlede danske politistyrke, der primært skulle operere i København. Dog var politiets opgave ikke at opklare forbrydelser, eller at hjælpe forurettede borgere, politiets opgave bestod i at holde styr på håndværkslaugene og holde fred på markedspladsen, da det var i kongens interesse på grund af, at indtægterne fra torvene var en af kongens hovedindtægtskilde. Det var meget usselt at være politibetjent og man tilhørte som betjent den nederste socialgruppe i samfundet. Den vigtigste egenskab man skulle besidde som betjent var at være stor og stærk, således, at man var i stand til at uddele nogle tæsk. Vi ved fra de historiske kilder, at de første betjente i Danmark også har været stærkt fordrukne. Endvidere ved man, at betjentene har beriget sig på borgernes bekostning ved at slå folk ned og stjæle deres ejendele. Man ved det, da der stadig er bevaret et utal af klagesager, hvor forurettede borger har skrevet til kongen om de overgreb de er blevet udsat for. Kongen foretog sig intet i disse sager, da korpset passede kongens interesser som han forlangte, hvad betjentene så ellers foretog sig brød han sig ikke om. Et andet problem, der opstod for de københavnske borger var, at også andre folk end dem, der var ansat som betjente fandt på at opføre sig som om, og udgive sig for at være betjente. Disse falske betjente stjal uden problemer ting og sager fra befolkningen, og tæskede løs på folk, der stod dem i vejen. Borgerne kunne ikke kende forskel på de rigtige og de falske betjente, da de rigtige ikke var uniformerede, eller på anden vis kunne identificerer sig. Dette problem tog Christian 5 s søn Frederik 4. sig af, da han blev konge ved at indføre forløberen for politiskiltet. Det var en lille stav, hvorpå der var påsat en arm og en hånd. 5

6 Tekst til billedet: armen symboliserer, at politiet er kongens forlængede arm, lovens lange arm. Øjet, der er i hånden er Guds altseende øje, der holder øje med om folk opfører sig ordentligt, og ikke forbryder sig mod gud og guds stedfortræder på jord kongen. Politiet anvender stadig symbolet med øjet i hånden, i dag er symbolet trykt på politiets uniformsknapper. Gennem 1700-tallet og 1800-tallet udviklede politikorpset sig, og blev mere organiseret end tidligere. Betjentenes spidskompetencer bestod dog forsat i at slå hårdt, og som betjent skulle man også gerne være i stand til at drikke absurde mængder af alkohol. Den udvikling, der trods alt skete blev i høj grad dikteret af kongen, og i slutningen af tallet blev betjentene uniformerede. Kongen dikterede ligeledes, at betjentene skulle have en god moral, og ikke lade sig bestikke, det var rigtig svært for mange af betjente at leve op til disse standarter, da de fik så ussel en løn, at de var nødsaget til at lade sig bestikke, og fra tid til anden var de også nødsaget til at berige sig på andres bekostning. I 1800-tallet blev korpset udvidet i ganske betydelig grad og det betød, at man var nødsaget til at foretage omstruktureringer. Man begyndte at bygge politistationer, hvor betjentene både boede og arbejdede. Den bygning, der i dag huser Politi Museet, er en gammel politistation, som blev opført i Det var den første bygning man byggede med det formål, at den skulle fungerer som politistation, og Københavns Politi anvendte bygningen som station frem til I 1880 erne boede betjente på første etage, på firmands stuer og der var 16 betjente tilknyttet stationen, der varetog hele Nørrebro, og det område der i dag bliver betegnet Nordvest kvarteret. Betjentene fik også nye uniformer, der var billigere af producerer end dem de tidligere havde haft, da man i slutningen af 1800-tallet introducerede den kendte panserbasse uniform tallets betjente patruljerede til fods, og havde de brug for forstærkninger eller lægeassistance måtte en af de patruljerende betjente løbe tilbage til stationen, og inden man så nåede frem igen kunne der sagtens gå en time eller to. Først i 1914 oprettede man den første statslige politiskole, hvor de kommende betjente blev undervist i selvforsvar, rapportskrivning, efterforskning og signalementslære. Siden da er der kommet flere krav som man skal opfylde for at søge ind på politiskolen. 6

7 Ansøgerne til politiskolen skal opfylde en lang række krav for at komme i betragtning til at blive politibetjent. Man skal: - være fyldt 21 år - være dansk statsborger eller have søgt om dansk statsborgerskab (ansættelse kræver dansk statsborgerskab) -have et godt helbred, en normal hørelse og et almindeligt farvesyn -have kørekort til bil -have en gymnasial uddannelse (STX, HTX, HHX, EUX eller HF), eller -have en erhvervsuddannelse med svendebrev eller uddannelsesbevis samt mindst tre HF-enkeltfag (dansk på A-niveau, engelsk på B-niveau og samfundsfag på C-niveau) eller -have faglige kvalifikationer, der kan sidestilles med de ovenstående uddannelser. Rigspolitiet vil i så fald vurdere dine kompetencer og muligheder for at gennemføre uddannelsen til politibetjent. Derudover ligger man i politi vægt på, at man: - har de rette personlige egenskaber og holdninger - er fysisk og psykisk robust og har en rimelig højde - har et normalt syn - er ustraffet og vurderes værdig til den tillid og agtelse, som politijobbet kræver - er studieparat og har gode evner til at lære - har gode analytiske evner - har gode mundtlige kommunikationsevner - er god til at skrive - har et godt kendskab til it - er en rutineret bilist - er god til at svømme og til at yde førstehjælp Politiet i dag Politiet er som tidligere nævnt den primære udøver af statens indre voldsmonopol, det vil sige at politiet besidder retten til at yde vold, der i yderste konsekvens kan være dødbringende, da politibetjente i tjeneste er våbenbærende, og politiet har lov til at anvende deres voldsmonopol imod individer eller grupperinger, der ikke overholder loven, og dermed forbryder sig imod det danske samfund. Det danske Militær og Forsvar besidder ligeledes et voldsmonopol, dog rettes det i højere grad imod ydre fjender. I Danmark er politiet underlagt Justitsministeriet, med Rigspolitichefen som den øverste daglige chef. Rigspolitiet er således dansk politis øverste myndighed, og det er rigspolitiets opgave at udforme retningslinjerne for hele dansk politi. Det betyder, at det er rigspolitiet, der formulerer politiets overordnede strategier, understøtter arbejdet i politikredsene, samt at koordinere politiets arbejde på landsplan. I dag består dansk politi af 12 politikredse (samt Færøerne og Grønland). Samtlige politikredse har døgnbetjente politistationer, disse stationer kaldes Hovedstationer. Understationerne er de stationer, hvor der blot er bemandet i dagtimerne. I tyndt beboede landområder er der desuden landbetjente. Derudover har man i nogle politikredse, særligt i store byområder, oprettet nærpolitistationer i lokalområderne, dette har man gjort for at styrke politiets indsats på lokal plan. Ønsket er at skabe øget tryghed ved at komme så tæt som muligt på de øvrige lokale myndigheder og borgerne. Nærpolitiet behandler de fleste af de traditionelle politiopgaver. I tilfælde af begivenheder, som kræver indsats fra en større politistyrke, yder politikredsene bistand til hinanden på tværs af politikredsgrænserne. Det kan eksempelvis være i forbindelse med store internationale begivenheder, der finder sted i Danmark, hvor der er behov for øget bevågenhed fra politiets side. Seneste eksempel var i december 2009, hvor København var vært for FN s Klimakonference COP15. Her måtte alle landets politikredse stille mandskab til rådighed således, at topmødet kunne afvikles i god ro og orden. 7

8 Politiets dobbeltrolle Politiets helt særlige position i det danske demokrati kan være en svær balancegang. Politiets placering mellem folkestyret på den ene side og borgerne på den anden side er en konstant kampplads, fordi politiets rolle er dobbelt. På den ene side skal politiet sørge for, at befolkningen overholder statsmagtens love og beslutninger, og på den anden side er det politiets rolle at give befolkningen beskyttelse og sikkerhed. Den førstnævnte kan være særlig vanskelig og meget utaknemmelig, særlig hvis der er blevet vedtaget love eller taget beslutninger i folketinget som befolkningen (eller dele af befolkningen) er uenige i. Interview med Betjent Martin er midt i tyverne og jeg møder ham på en café i centrum af København, hvor jeg har sat ham i stævne for at spørge ham om, hvordan det egentlig er at arbejde som politibetjent. Han er en høj og meget veltrænet fyr, afslappet klædt i jeans, sneakers og en mørkegrøn skjorte. Vi sætter os med hver vores kop kaffe latte. Jeg har planlagt og nedskrevet en masse spørgsmål, men i situationen virker det malplaceret at hive min lille blok op af tasken og begynde at læse op. Derfor funderer jeg et kort øjeblik over, hvordan jeg skal starte med at stille mine spørgsmål uden, at det virker alt for kunstigt. Jeg kaster mig ud i det. Hvorfor besluttede du dig for, at du ville være politibetjent? Jeg tror det er en drengedrøm for mange drenge, og for nogen bliver det ved drømmen, men jeg valgte at gøre drøm til virkelighed. Da jeg var færdig med gymnasiet arbejdede jeg nogle år på et advokatkontor; med at tage telefonen, hente papir og kopierer, lidt picoline-agtigt. Jeg var der i to år, så jeg lærte også en del om lovgivning og den slags. En dag ved frokostbordet spurgte en af advokaterne mig: skal du ikke snart videre. Underforstået skal du ikke til at tage en uddannelse. Resolut svarede jeg, at jeg tænkte at søge ind på politiskolen når jeg blev 21 år. En dag da jeg kom på arbejde lå der en ansøgningsblanket på mit skrivebord. Jeg havde ikke selv været opmærksom på, hvornår ansøgningsfristen var og, hvilke krav politiet egentlig stillede til ansøgerne. Jeg havde bare svaret lidt kækt på et spørgsmål som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle sige til, og ikke havde overvejet eller gennemtænkt dybere. De andre på kontoret blev ved med at prikke til mig, og det hele endte med, at jeg sendte ansøgningen af sted, blev kaldt til optagelsesprøve, bestod og kom ind. Hvilke overvejelser gjorde du dig inde du søgte ind til politiet omkring politiets rolle i samfundet. Jeg tænker på om du overvejede, at du gennem dit fremtidige arbejde kunne komme i situationer, hvor det du skulle deltage i, ikke nødvendigvis stemte overens med dine egne holdninger. Nej det havde jeg slet, slet ikke overvejet inden jeg søgte ind. Som jeg fortalte før var min begrundelse ikke særlig velovervejet, men da nogen pressede mig tog jeg en beslutning, og det tror jeg er meget vigtig. Det med nogle gange bare at tage en beslutning, og så arbejde på, at den beslutning man tager, bliver den rigtige og en god en. Når det så er sagt, har jeg sidenhen i mit arbejde som politi er stået i flere situationer, hvor jeg har haft lyst til at gå hjem under dynen, og drikke en kop kaffe i stedet for at være der hvor jeg var. Er det nogle situationer du har lyst til at fortælle om, og må man tale om det? Ja Ja, nu står jeg jo ikke frem med mit ansigt på tv, du interviewer mig jo til et museum, hvor ingen ved hvem jeg er i virkeligheden, så det vil jeg gerne fortælle dig om. Der har været to situationer, hvor jeg ikke har haft det godt med det arbejde jeg udførte. Den ene var, da jeg havde gået et år på politiskolen i 2007, og jeg husker tydeligt, at det var en torsdag, første marts tror jeg. Vi havde fået ordre til at møde meget tidligt den morgen, kl , men jeg vidste ikke, hvad der skulle ske, da det ikke var ualmindelig, at man skulle møde ind på alle mulige tidspunkter. Førend ens vagt starter samles man altid til en briefing omkring, hvad der er sket på vagten før, og man får måske overleverede nogle sager. Denne morgen var der absurd mange mennesker på arbejde, og jeg undrede mig virkelig over antallet kan jeg huske. Vi blev informeret om, at det var dagen hvor rydningen af Ungdomshuset Jagtvej 69 skulle ske. Der blev fremlagt strategiplaner og alt muligt teknisk som jeg vil spare dig for, men jeg havde ondt i maven. Ikke på grund af den forestående aktion, men fordi jeg var uenig med de nye ejere af huset Faderhuset, og jeg i bund og grund syntes, at København skulle have et Ungdomshus, ganske få år inden havde jeg selv kommet i huset bl.a. i forbindelse med koncerter, og min største koncertoplevelse var da jeg hørte Red Hot Chili Peppers i Ungeren. 8

9 Jeg stod vagt ved Ungdomshuset i dagene efter rydningen indtil man valgte at rive det ned d. 5. marts, og jeg syntes ikke det var rart at se huset falde sammen. Der var så meget historie forbundet med det hus. Min oldefar var arbejder på B&W, og arbejderne brugte huset til at samles i, og holde faglige møder. Og min oldemor var i huset, da kvindernes internationale kampdag blev udråbt derfra i 1910, og tænk jeg har været til rock-koncert under samme tag. Så det var mærkeligt og vemodigt at stå der og se på. Jeg kan huske jeg tænkte, hvem er det jeg værner om lige nu? Den samme følelse havde jeg da vi skulle rydde Brorsons Kirken på Nørrebro. At stå i den kirke og kigge mennesker i øjnene, der ikke vil det vi siger de skal, fordi de er bange for de konsekvenser det kan få for dem at rejse til deres oprindelsesland. Det var bestemt også en meget ubehagelig nat. Da vi havde fået mændene ind i bussen og aktionen i og for sig var overstået, kiggede jeg ud af vinduerne og så en dame iført en hvid natkjole gå af sted med et barn i hånden, begge på bare fødder i frostvejr. Jeg blevet revet ud af mine tanker, fordi der var en del tumult ude på gaden, hvor aktivister, der var uenig med rydningen blokerede vejen for politiet, hvilket er ulovligt, så de måtte fjernes. Dette skabte en del mediedebat efterfølgende. Jeg bemærker, at du bruger betegnelsen politi om dig selv og dine kollegaer. For eksempel da du fortalte om Ungdomshuset, så er det politiet og ikke dig, men er det ikke dig som person, der udføre handlingerne? Joh det er det, men når jeg møder på arbejde om morgenen tager jeg en uniform på, og jeg arbejder på en bestemt måde, siger bestemte ting, og agerer efter et regelsæt som der ikke eksisterer når jeg er privat. Derfor er det ikke Martin folk møder på gaden, det er en politimand, og der skal ikke være forskel på om det er mig, eller en kollega befolkningen møder på gaden, de skal have samme behandling uanset, og de skal ikke tale med mig og vide noget om mig, de skal tale med politiet. For eksempel præsenterer vi os sjældent når vi er på arbejde. Jeg siger; Goddag det er politiet, og ikke goddag det er Martin der kommer her. Det er også med til at gøre, at man kan ligge afstand til nogle af de ubehagligheder som man bliver udsat for. Hvad kan være nemmere at ryste af sig. Politifolk bliver ofte kaldt alle mulige ukvemsord; bøsserøv, pansersvin osv. Men det er jo ikke mig folk tiltaler sådan, det er jo politimanden, der kommer og måske pålægger dem en straf for den forseelse de har gjort. Det kan også være nemmere at komme igennem sager, hvor man skal forklare folk noget meget ubehageligt, så kan det gå lidt lettere hvis man tænker, at man kommer som politimand og ikke som Martin. Jeg kan huske engang, hvor en ung pige var blevet fundet død til en fest om natten, og da jeg mødte ind om morgenen blev jeg bedt om at køre hen til forældrene og fortælle det. Jeg holdt lidt væk fra huset. Klokken har vel været omkring halv otte, og da jeg skal til at stå ud af bilen ser jeg en kvinde komme ud af hoveddøren, så jeg skyndte mig hen mod hende, og jeg nåede lige at tænke om 10 sekunder smadrer jeg dit liv totalt. Men jeg overbringer jo ikke beskeden som Martin, men som politiet. Jamen hvad skete der så? Ja så skete der jo ikke mere, pigens mor brød jo selvfølgelig sammen, og jeg kørte formodentlig tilbage til stationen, og drak en kop kaffe, måske spiste jeg et rundstykke til, det husker jeg ikke. Nogen skal jo gøre det, og den dag var det mig. Puha tænker jeg, det var noget af en historie, men Martin virker upåvirket. Jeg går lige op og henter os en kop kaffe mere, siger han og lader mig alene tilbage ved cafebordet, hvilket er rart, da jeg lige skal sunde mig et øjeblik ovenpå den sidste historie. En time efter forlader jeg cafeen, og cykler hjem. Da jeg kommer hjem tænder jeg for tv et, der er demonstration i Cairo, befolkningen vil af med deres diktator, de vil have demokrati, hvor de kan få lov til at leve med frie valg og frie rettigheder. Hvor er jeg egentlig glad for, at jeg lever i et land, hvor befolkningen tog den kamp for over 150 år siden. Danske borgere er virkelig privilegerede, og det er vigtigt, at vi værner om vores frie demokratiske velfærdsstat og deltager aktivt i at få den til at fungerer. 9