Socialdemokratiet: Helle Thornings 3. vej fornyelse eller blindgyde?

Transkript

1 En artikel fra KRITISK DEBAT Socialdemokratiet: Helle Thornings 3. vej fornyelse eller blindgyde? Skrevet af: Henrik Herløv Lund Offentliggjort: 03. maj 2008 Helle Thorning Schmidt har i to kronikker fremlagt sin og den aktuelle socialdemokratiske ledelses bud på en politik, som fører ud af den aktuelle krise. [1] Men indfrier Helle Thorning Schmidt omsider det ved formandsvalget afgivne løfte om politisk fornyelse? Nyrup og markedstilpasning af velfærdsstaten Historisk må det anerkendes, at Socialdemokratiet gennem det meste af tallet har stået som en vigtig forudsætning for skabelsen og udviklingen af velfærdsstaten overfor de borgerlige partier og interesser. Gennem velfærdsstaten skabtes en "modmagt til markedet"- gennem velfærdsstaten sikredes universelle velfærdsydelser, fuld beskæftigelse og øget lighed. Den klassiske Socialdemokratisme var dermed længe en hjørnesten i forsvaret for og videreudvikling af velfærdssamfundet [1A]. Men i 90 erne under Nyrup begyndte i det danske Socialdemokrati - inspireret af ikke mindst New Labour i England (jf. længere fremme) - en stigende overtagelse af nyliberalistisk inspirerede tanker om markedstilpasning af velfærdsstaten. Nyliberale tanker om at bruge markedsmekanismer i den offentlige sektor og styrke markedet i samfundsøkonomien vandt i denne periode udbredelse i en lang række eu-ropæiske socialdemokratier ikke mindst takket være den succes, som New Labour i første omgang havde med en sådan politik i England omkring slutningen af 90 erne. Nyrup startede ved regeringsovertagelsen ved den såkaldte "kick - start" med klassisk socialdemokratisk politik. Gang i økonomien med keynesianske redskaber og klassisk fordelingspolitik med reduktion af arbejdsløsheden gennem orlovsordningerne. Men i slutningen af perioden skete der et strategisk skifte med den såkaldte "strukturpolitik", der byggede på nyliberalt inspireret udbudsøkonomi og ny-liberal tankegang om tilpasning til markedet, fx i arbejdsmarkedspolitikken. Også skattepolitikken blev underlagt det nyliberale rationale om øget motivation for arbejdsindsatsen gennem skattelettelser til beskæftigede og nedsættelse af marginalskatterne for mellem - og højindkomster. Endelig blev markedstankegangen lagt til grund for den såkaldte modernisering af den offentlige sektor gennem udstrakt privatisering, begyndende udlicitering, frit valg og indførelse af mål og resultatstyring bl.a. Helle Thorning Schmidt fløjen: socialdemokratiets "social - liberale" Nyrup mistede som bekendt magten til det endnu mere nyliberalt inspirerede Venstre under Anders Fogh i Anders Fogh Rasmussens politiske tilknytning til nyliberalismen er veldokumenteret. Nyliberalismen i sin mest radikale form lå til grund for hans bekendte bog "Fra socialstat til minimalstat" (1993), hvor velfærdsstaten dels skulle beskæres kraftigt, dels markedsgøres og markedsstyres. Med regeringsovertagelsen har Anders Fogh Rasmussen og Venstre imidlertid accepteret velfærdsdelen af det moderne samfund, men fastholdt markedsgørelses - og markedsstyrelsesfilosofien. Inspirationen til denne " nyliberalisme med velfærd" har Anders Fogh i øvrigt bl.a. fået fra - ja såmænd - New Labour i Storbritannien. 1 / 5

2 På trods af nederlaget til den mere "vaskeægte" nyliberalisme kom den nyliberalt inspirerede politik imidlertid forstærket til magten i Socialdemokratiet efter Helle Thornings, Henrik Sass Larsens og Morten Bødskovs overtagelse af ledelsen i partiet i Med dem er den mest social-liberale del af den gamle Nyrup fløj i partiet kommet til roret [1B]. Dette er baggrunden for det i de senere år ofte påpegede og debatterede problem, at den socialdemokratiske opposition langt hen af vejen har manglet kant overfor regeringen og at Socialdemokratiet tværtimod på en række afgørende områder har accepteret regeringens politik (skattestop, værdipolitik osv.). Hvilket imidlertid har været en logisk konsekvens af, at den socialdemokratiske ledelse under Helle Thorning et langt stykke hen ad vejen har delt mål og midler med regeringen [2]. Den åbenbare mangel på alternativ i den socialdemokratiske politik har ved de seneste valg medført, at en meget stor del af Socialdemokratiets vælgere har følt sig hjemløse hos S og i stedet søgt andet hjemsted: Ved valget i 2004 hos Marianne Jelveds anderledes klare kritik af og profil overfor regeringen. Og ved det seneste valg så hos SF, hvor de i stedet hos Villy Søvndal fandt nogen af de samme kvaliteter [3]. Behovet for et opgør med den nyliberalistiske inspiration, der så kraftigt har svækket Socialdemokratiet, synes således klart. Gør Helle Thorning Schmidt så omsider op hermed i sine seneste udspil? Helle Thorning: "New Labour" i Danmark I sine to kronikker fremlægger Helle Thorning Schmidt i den første sit mere overordnede ideologisk - teoretiske grundlag og i den anden så et mere strategisk -politisk bud på den socialdemokratiske politik bestående af 9 temaer. Helle Thorning Schmidt må hermed anerkendes for for første gang efter formandsvalget åbent og sammenhængende at fremlægge sit ideologiske og teoretiske grundlag. Det er godt for en debat herom, at denne politik nu kommer frem. Med kronikkerne bekræfter Thorning Schmidt og hendes fløj entydigt, at den står på et New Labour inspireret grundlag [4]. Det engelske New Labour tilskrives med henvisning til dets "chefideolog" - Anthony Giddens - "opskriften på moderne socialdemokratisk politik", der kunne forene markedskræfternes dynamiske evne til at skabe vækst og velstand med fællesskabets ønske om velfærd og lighed. Dette forekommer imidlertid som en meget idylliserende beskrivelse langt fra virkeligheden. Det er rigtigt, at New Labour navnlig efter Tony Blairs første valgsejr i 1992 og frem mod årtusindskiftet inspirerede en række socialdemokratiske partier i Europa, herunder Nyrup. Det skete efter en lang periode, hvor den socialdemokratiske bevægelse havde været trængt af et højreskred, der ikke mindst blev båret frem af Reagans og Thatchers krasse nyliberalisme og markedsfundamentalisme og som fx i Storbritannien resulterede i en omfattende nyliberal reformering og tilbagetrængning af velfærdsstaten. New Labour konceptet, under Blairs ledelse og italesat af Giddens, syntes at levere et koncept, der kunne forhindre yderligere fremstormen for markedsfundamentalismen. Det lykkedes for en periode også. Men Labour havde til gengæld måttet love grundlæggende ikke at omgøre de nyliberale reformer [5] og havde - nok så væsentligt taget væsentlige del af den nyliberale troslære omkring markedets og konkurrencens effektivitet til sig. New Labour: regeringsmagten erobres tilbage - ved langt hen ad vejen at overtage markedsliberalismen Prisen for at vinde magten tilbage var således en høj grad af overtagelse af markedstankegangen, 2 / 5

3 hvorved Socialdemokratierne inkorporerede stærke elementer af nyliberalistisk politik. Realiteten var en udvanding af klassisk socialdemokratisme og en drejning af den socialdemokratiske bevægelse i mere socialliberal retning. [5A] Hos Anthony Giddens formuleredes dette udgangspunkt for strategien sådan: " Den klassiske strategi, som den tabende part griber til, er at danne en "syntese af modsætninger", i praksis som et forsøg på at redde, hvad reddes kan af ens egne holdninger ved at opsuge og følgelig neutralisere modstanderens positioner." [6] New Labour overtog med andre ord en stor del af nyliberalismen til gengæld for at få regeringsmagten. Feks havde Thatcher på sundhedsområdet (National Health Service) udvidet brugerbetaling, gennemført outsourcing og privatiseringer, indført frit valg og markedsmekanismer og indenfor den i offentligt regi tilbageblevne sundsektor etableret et internt marked med opdeling i selvstændige økonomiske centre og indbyrdes konkurrence og prisafregning. Efter magtovertagelsen indførte New Labour kun minimale ændringer heri. [7] Et andet område, hvor de Konservative havde gennemført radikale forandringer, var i lighedspolitikken, hvor uligheden var blevet dramatisk forøget gennem forringelser i sociale ydelser og i boligtilskud til de svageste samt gennem øget brug af økonomisk pisk i arbejdsmarkedspolitikken. Hos New Labour vendte man sig godt nok mod forarmelsen af de svageste. Men samtidig tilnærmede man sig de nyliberale principper ved at opgive, at lighedsskabelse forstået som udjævning af indkomster mere skulle være et centralt mål. I stedet handler det om at give "lige muligheder" for uddannelse og beskæftigelse. [7A] Den nyliberale politik under Thatcher havde ikke mindst været kendetegnet ved omfattende skattelettelser til navnlig de højere indkomster. Også her accepterede New Labour kernen i den nyliberale politik: Skatterne holdtes i ro eller reduceredes og skattepolitikken indrettedes på primært at fremme investeringer ved at reducere selskabsskatten og fremme udbuddet af arbejdskraft/arbejdslysten ved at reducere skattebyrde for "arbejdende familier". "Størstedelen af indkomst skal forblive i lommerne hos dem, som har tjent dem" [7B]. "New Labour": ingen vej frem, men en blindgyde Ved således at overtage meget af nyliberalismen var New Labour for en tid således i stand til vinde magten tilbage. Men prisen var høj. I England vandt New Labour kun magten ved i realiteten at love at respektere Thatchers markedsreformer. Og på trods af, at Tony Blair sad ved regeringsmagten i flere perioder end nogen anden Labour - leder, har det ikke ændret den under Thatcher stærkt voksende ulighed og stærke udhuling og nedslidning af de offentlige velfærdsordninger. [7 og 8] I realiteten har New Labour dermed snarere repræsenteret en march på stedet og mangelen på reelle velfærdsfremskridt har da også været medvirkende til Tony Blairs fald i England. Ligesom New Labours status i 90 erne som kraftig inspiration til den internationale socialdemokratiske bevægelse i dag stort set er en saga blot, fordi konceptet netop viste sig at ikke at være politisk bæredygtigt. Herhjemme måtte Nyrup i 2001 på trods af sin overtagelse af konceptet overlade regeringsmagten til de borgerlige og lignende er sket i en række andre europæiske lande. New Labour, Blair og Giddens er således politisk i høj grad passé. De har vist sig netop ikke at repræsentere en fornyelse og et bud på fremtidens socialdemokratiske politik, men tværtimod at repræsentere en blindgyde, der ikke pegede frem. "Moderniseret socialdemokratisk samfundsmodel"? 3 / 5

4 På trods heraf er det alligevel New Labour konceptet og filosofien bag det (Giddens) som Helle Thorning bekender sig til. I Danmark introduceres New Labour konceptet som anført under Nyrup sidst i 90 erne. Og ligesom i England skete der i realiteten det, at den nyliberale bølge blev transformeret ind i den danske velfærdsstats struktur gennem markedsorienterede reformer. Denne arv vedkender Helle Thorning Schmidt sig åbent og betegner det som en "modernisering af velfærdssamfundet" - en "moderniseret socialdemokratisk samfundsmodel". I Danmark udsatte det som anført - i modsætning til i England - imidlertid ikke i længden de borgerliges tilbagekomst. Konsekvensen af den nyliberale drejning af S i Danmark var snarere, at da den mere "ægte vare" under Anders Fogh Rasmussen kom på banen, stod S i realiteten uden noget politisk alternativ og tabte valget i Og netop takket være Helle Thorning Schmidts fastholdelse af konceptet stod socialdemokratiet igen i 2007 uden et egentligt alternativ til regeringen og tabte atter valget. [9] Når Helle Thorning Schmidt beskriver det sådan, at venstre og andre borgerlige partier i realiteten er "fodslæbende forvaltere af en moderniseret socialdemokratisk samfundsmodel" er det at vende tingene på hovedet. Det er snarere hendes fløj i Socialdemokratiet - den gamle Nyrup - fløj -, der i høj grad har overtaget nyliberalismens positioner og selv "har ført kniven" mod velfærdsstaten. Uden at det i øvrigt har givet og vil give politisk pote. Helle Thornings "politiske fornyelse" handler således om at fortsætte og fastholde det nyliberalistisk prægede "New Labour" koncept, som historisk er passe og har vist sig som en blindgyde og som netop er årsagen til partiets aktuelle krise, fordi Socialdemokratiet hermed står uden et politisk alternativ til regeringen. Nye progressive valg eller gamle recepter? Helle Thornings bud i hendes anden kronik på en fremtidig socialdemokratisk strategi bærer naturligvis præg af dette nyliberalistisk og New Labour inspirerede udgangspunkt, hvor hun og hendes "fløj" langt hen ad vejen deler overordnede mål og midler med regeringen. Det må anerkendes, at kronik nummer to rummer sympatiske overskrifter om modernisering af velfærdssamfundet, bekæmpelse af ulighed, helhjertet integrationsindsats, uddannelsesløft og Danmark som klimaforbillede. Men meget af den herunder fremlagte politik adskiller ikke S særligt meget fra regeringen. S er i de senere blevet kritiseret for at føre kopipolitik i forhold til regeringen[10]. Men Thorning benytter IKKE kronikkerne til et opgør hermed. Tværtimod, bekendelsen til skattestoppet og fredning af boligejerne skattemæssigt bekræftes, den hårde politik overfor familiesammenføringer bekræftes osv. Kronikkerne rummer beviseligt forsøg på at formulere en bredere socialdemokratisk politik, hvor S ikke alene profilerer sig på Velfærd. Det er for så vidt positivt når S nu fx tager klimasagen op. Men i store dele af kronikkerne forbliver de sympatiske overskrifter desværre i betydelig udstrækning uden meget nyt, konkret indhold. Som når indholdet bag "modernisering af velfærdssamfundet" fremstår som de gamle tyndbenede temaer: velfærd i stedet for skattelettelser og "velfærdsrettigheder". Eller når bekæmpelse af ulighed og negativ social arv konkret kun peger på "kontanthjælpsloftet og den store gruppe af pensionister uden opsparing". Og så er der det usagte - mellem linjerne stående: Når Thorning Schmidt taler om "modernisering af velfærdssamfundet" kan hun så forventes at videreføre Nyrup - periodens omfattende markedsgørelse, privatisering og udlicitering? Og når der i kronikkerne tales om "en forceret omstilling af økonomien...en jobrevolution, der kan finansiere fremtidens velfærdssamfund", kan Thorning Schmidt så forventes at videreføre Nyrup periodens stramninger overfor dagpenge og kontanthjælpsmodtagere for at "piske dem ud" på arbejdsmarkedet? At dømme efter arven fra og den åbenlyse dyrkelse af Nyrup - regeringen vil det være højst 4 / 5

5 sandsynligt, at en Thorning Schmidt regeringen vil gøre dette. Socialdemokratiet har fået en bredere politik, men hvad med fornyelsen...? Med Helle Thornings udspil det anerkendes, at Socialdemokratiet har fået en bredere politik. Det er ikke længere blot velfærden, der skal tegne socialdemokratiet. Det er positivt og formentligt også det, som har givet udspillet en vis tilslutning rundt omkring i den socialdemokratiske bevægelse. Men det er til gengæld svært at se, at partiet har fået et klarere alternativ til Anders Fogh og VK - regeringen. Dertil er der for høj grad tale om, at Helle Thorning genbruger gamle nyliberalistisk inspirerede recepter, der ligger for meget på linje med regeringens. NOTER 1) Thorning Schmidt, Helle: For enden af den tredje vej. Politikken 11. April. Og Thorning Schmidt, Helle: Ni progressive valg for Danmark. Politikken 12. April. 1A) Kolstrup, Søren: Socialdemokratiets markedstilpasning. Selskabet til Arbejdsbevægelsens Historie. 1B) Lund, Henrik Herløv: Nyliberalismen i Socialdemokratiet. Offentliggjort som kronik i INFORMATION 22. Marts Se 2) Lund, Henrik Herløv: Nyliberalismen i Socialdemokratiet. 3) Lund, Henrik Herløv: Læren af valget for Socialdemokratiet - og for oppositionen som helhed. Offentliggjort INFORMATION 15. Nov 2007 og Jyllandsposten 19. Nov Se 4) Om den stærke inspiration fra New Labour og derigennem fra nyliberalismen, som præger S - ledelsen under Thorning Schmidt og Co., se Lund, Henrik Herløv: Helle Thorning Schmidt: "New Labour i Danmark", sept Offentliggjort Kritisk Debat. 5) Jf. Bohn, Lars og Etherington, David: Frit valg eller frit valg - Den britiske velfærdsstat efter Thatcher, s A) Lund, Henrik Herløv: Helle Thorning Schmidt: "New Labour i Danmark", sept Offentliggjort Kritisk Debat. 6) Giddens, Anthony: Den tredje vej, s 46. 7) Jf. Bohn, Lars og Etherington, David: Frit valg eller frit valg - Den britiske velfærdsstat efter Thatcher, s A) Jf. Haahr, Jens Henrik, Den tredje vejs mange snoninger - om reformprocesserne i det britiske Labour og det tyske SPD, s 3. 7B) Ovenfor anførte værk. 8) Jf. interview med professor John Hills ved London School of Economics, s 2. Nyhedsmagasinet RÆSON, 22. maj ) Jf. Lund, Henrik Herløv: Læren af valget for Socialdemokratiet - og for oppositionen som helhed. 10) Jf. Lund, Henrik Herløv: Skattestoppet - møllesten om Socialdemokratiets hals. Politikken sept / 5