KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. /.. af

Transkript

1 EUROPA- KOMMISSIONEN Bruxelles, den C(2014) 7237 final KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. /.. af om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår gearingsgraden (EØS-relevant tekst) DA DA

2 BEGRUNDELSE 1. BAGGRUND FOR DEN DELEGEREDE RETSAKT 1.1 Baggrund og målsætning Forordning (EU) nr. 575/2013 (kapitalkravsforordningen) blev vedtaget i juni 2013 som det fælles regelsæt for tilsynsmæssige krav til institutter (dvs. kreditinstitutter og investeringsselskaber), der er etableret i Unionen. Behovet for fælles regler blev skærpet yderligere, da den fælles tilsynsmekanisme trådte i kraft, med Den Europæiske Centralbank, som forventes at udøve direkte tilsynsbeføjelser fra november 2014 over for signifikante kreditinstitutter godkendt i de deltagende medlemsstater. Kapitalkravsforordningen er den første EU-retsakt, som indeholder et krav til institutter om at beregne en gearingsgrad, indberette den til tilsynsmyndighederne og offentliggøre den. Kapitalkravsforordningens artikel 429 indeholder nærmere bestemt et krav til institutter om at beregne deres gearingsgrad efter den metode, der er fastsat i nævnte artikel. Ved artikel 430 stilles der krav til dem om at indberette gearingsgraden til de kompetente myndigheder og ved artikel 451 til at offentliggøre den. Kapitalkravsforordningen indeholder dog ikke krav til institutter om et kapitalgrundlagskrav baseret på gearingsgraden. Beslutningen om eventuelt at indføre et sådant krav er blevet udskudt til senere. I henhold til kapitalkravsforordningens artikel 511 skal Kommissionen senest ultimo 2016 forelægge en rapport for Rådet og Europa-Parlamentet om gearingsgraden. Rapporten baseres på en rapport fra EBA og ledsages, om nødvendigt, af et lovgivningsforslag om indførelse af en bindende gearingsgrad eller forskellige gearingsgrader for forskellige forretningsmodeller, som finder anvendelse fra den 1. januar 2018 og fremover. Nævnte forslag gøres til genstand for en fuldstændig konsekvensanalyse. Indførelsen af krav om indberetning og offentliggørelse af gearingsgraden blev anset for at være et led i det internationale og europæiske reguleringsmæssige svar på finanskrisen. En af de underliggende årsager til den globale finanskrise var opbygningen af overdreven balanceført og ikke-balanceført gearing i banksystemet. I mange tilfælde opbyggede banker overdreven gearing, samtidig med at de fastholdt solide risikobaserede kapitalprocenter. Gearingsgraden tjener to formål: for det første skal den reducere risikoen for overdreven gearing ved at begrænse opbygningen af gearing i banksektoren, og for det andet skal den fungere som bagstopper for risikobaserede kapitalkrav. I henhold til kapitalkravsforordningens artikel 456, stk. 1, litra j), tillægges Kommissionen beføjelser til ved en delegeret retsakt at ændre kapitalmålet og det samlede eksponeringsmål ved beregning af gearingsgraden, hvis der ved indberetningen til de kompetente myndigheder opdages mangler ved den måde, som nævnte foranstaltninger i øjeblikket defineres på, før den dato, hvorfra institutter skal begynde at offentliggøre gearingsgraden (dvs. før den 1. januar 2015). Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) har meddelt Kommissionen, at der er væsentlig forskel på, hvordan institutter i forskellige medlemsstater opfatter og fortolker de gældende regler om gearingsgraden. I betragtning af EBA's analyse mener Kommissionen, at disse forskelle kan føre til væsentlige forskelle på, hvordan gearingsgraden beregnes. Det vil så igen føre til en situation, hvor de tal, som forskellige institutter offentliggør, ikke kan sammenlignes. Kommissionen har derfor besluttet at udarbejde denne delegerede retsakt nu med henblik på at formulere disse krav på en tydelig måde og således sikre effektiv og konsekvent gennemførelse heraf i hele Den Europæiske Union. DA 2 DA

3 Teknisk bemærkning: Hvad er en gearingsgrad? Gearingsgrad defineres som følger: Ved gearingsgrad forstås kernekapital divideret med eksponeringsmål Der er ikke forskel på nævneren i gearingsgraden og nævneren i kernekapitalprocenten (dvs. de anvender begge kernekapital), men der er forskel på tælleren i de to. Førstnævnte anvender det såkaldte eksponeringsmål, mens sidstnævnte anvender risikovægtede aktiver. Ved beregning af gearingsgradens eksponeringsmål anvendes der stort set kun regnskabsværdier for eksponeringer (det er tæt på at være neutralt i forhold til regnskabsregler, dvs. det beregnes på en sådan måde, at de væsentligste regnskabsmæssige forskelle mellem US GAAP og IFRS elimineres), undtagen ved målingen af derivater, solgte kreditderivater og værdipapirfinansieringstransaktioner 1, herunder genkøbsaftaler ("repoer"). Ved beregning af risikovægtede aktiver anvendes der også regnskabsværdier for eksponeringer som udgangspunkt, men til forskel fra eksponeringsmålet tages der højde for kreditrisikoreduktionsteknikker, der kan anvendes, f.eks. sikkerhedsstillelse, pant i fast ejendom, garantier eller risikoafdækning (værdierne heraf trækkes fra eksponeringsværdierne), og der anvendes risikovægte på de eksponeringsværdier, der fremkommer som resultatet heraf (disse risikovægte er ofte på under 100 %). 1.2 De gældende krav til gearingsgraden i Unionen Som anført i foregående afsnit stilles der på indeværende tidspunkt ikke noget krav i EUlovgivningen om at opfylde et kapitalgrundlagskrav baseret på gearingsgraden, og indberetningskravet finder anvendelse fra den 1. januar 2015 og fremover. De eneste to bindende krav er kravene om beregning og indberetning af gearingsgraden 2. Kommissionens holdning på indeværende tidspunkt er den, at gearingsgraden er udformet med henblik på at dække risikoen for overdreven gearing og at fungere som bagstopper for de risikofølsomme kapitalkrav. Derfor er gearingsgraden ikke udformet, og bør heller ikke kalibreres, som det overordnet set vigtigste kapitalkrav, hvilket ville tilskynde til at bevæge sig væk fra lavrisikobetonede (vægtede) forretninger og eventuelt føre til uhensigtsmæssig prisfastsættelse af risiko ved lån og andre finansielle produkter. Under alle omstændigheder fastsættes der ikke ved denne delegerede retsakt nogen bindende kalibrering af gearingsgraden, hvorom der muligvis vil blive truffet beslutning ultimo 2016, når Kommissionen forelægger en rapport for Europa-Parlamentet og Rådet om gearingsgradens konsekvenser. Om nødvendigt ledsages rapporten af et forslag til retsakt. 1.3 Konsekvenser Den konsekvensanalyse 3, som blev offentliggjort sammen med forslaget til kapitalkravsforordning den 20. juli 2011, omfattede en analyse af konsekvenserne af at Det drejer sig om genkøbstransaktioner (repoer og omvendte repoer), transaktioner vedrørende ud- eller indlån i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og marginlån. I henhold til artikel 87 i direktiv 2013/36/EU (kapitalkravsdirektivet) kan de kompetente myndigheder desuden stille et krav til gearingsgraden under søjle 2. Jf. DA 3 DA

4 indføre regler om gearingsgraden. I henhold til nævnte konsekvensanalyse var det berettiget at vedtage kapitalkravsforordningen, herunder reglerne om gearingsgraden. I januar 2014 foretog Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) en dybdegående konsekvensanalyse af reglerne om gearingsgraden ved brug af data fra omkring 170 banker i 18 medlemsstater (bankerne blev opdelt i to grupper med 40 banker i gruppe 1 (dvs. store banker) og 130 banker i gruppe 2). EBA analyserede to rækker af konsekvenser. EBA så for det første på konsekvenserne af forskellig fortolkning af reglerne om, hvordan værdipapirfinansieringstransaktioner skal behandles, hvor nogle banker var af den opfattelse, at sikkerhedsstillelse modtaget i en repotransaktion kan trækkes fra fordringen med det resultat, at disse transaktioners konsekvenser for instituttets samlede eksponering begrænses (omtales i EBA's rapport som "fortolkning 1"). Dernæst analyserede EBA konsekvenserne af ordlyden af de ændrede Baselregler (jf. nærmere i næste afsnit), da EBA mente, at de ændrede, internationalt vedtagne regler, som blev godkendt af centralbankdirektører og finanstilsynschefer den 14. januar 2014, havde ført til en mere nøjagtig måling af gearing sammenlignet med den tidligere udgave af reglerne, som lå til grund for kapitalkravsforordningens nuværende artikel 429. Følgende tabel viser EBA's indikative oversigt over de gennemsnitlige gearingsgrader pr. bankgruppe i henhold til fortolkning 1 og 2 (dvs. uden det fradrag, som er tilladt i henhold til fortolkning 1) og ordlyden af de ændrede Basel III-regler om gearingsgraden. Gennemsnitlige gearingsgrader (%) for banker i gruppe 1 og gruppe 2 i henhold til EBA's analyse: Basel III Fortolkning 1 Fortolkning 2 Gruppe 1 3,3 3,3 3,1 Gruppe 2 3,9 3,9 3,8 Tabellen viser, at samlet set ville bankerne i EU opfylde et hypotetisk krav om en gearingsgrad på 3 % af kernekapitalen baseret på den ændrede Baselstandard, uanset hvilken fortolkning af reglerne om, hvordan repotransaktioners eksponeringer skal behandles, der anvendes. Dette resultat afspejler også, at de risikobaserede kapitalprocenter i mange banker i EU er væsentligt forbedret sammenlignet med niveauerne før krisen. 1.4 Udviklingen på internationalt plan I januar 2014 afsluttede Baselkomitéen arbejdet med en definition af, hvordan gearingsgraden bør beregnes, og fastsatte et indikativt benchmark (på 3 % af kernekapitalen). Gearingsgraden på 3 % af kernekapitalen vil blive testet i overvågningsperioden indtil 2017, hvor Baselkomitéen skal træffe afgørelse om den endelige kalibrering. Med ordlyden af Baselkomitéens regler om gearingsgraden 4 afgøres det fortolkningsspørgsmål, som EBA har gjort opmærksom på. Det fremgår tydeligt, at en stram fortolkning af reglerne om, hvordan repotransaktioner skal behandles, er at foretrække af tilsynsmæssige årsager. 1.5 De vigtigste større ændringer i forhold til den nuværende ordlyd Der er foretaget følgende større ændringer i forhold til den nuværende ordlyd af kapitalkravsforordningens artikel 429: 4 DA 4 DA

5 1. En præcisering af, at i forbindelse med værdipapirfinansieringstransaktioner kan modtaget sikkerhedsstillelse ikke anvendes til at begrænse nævnte værdipapirfinansieringstransaktioners eksponeringsværdi, men at kontantfordringer og kontantgæld i forbindelse med værdipapirfinansieringstransaktioner med den samme modpart kan nettes, forudsat at visse strenge kriterier er opfyldt. 2. En beregnings- og indberetningsperiode defineret som pr. udgangen af indberetningsperioden (kvartal) i stedet for et tre-måneders gennemsnit. Denne ændring bevirker ikke alene, at institutternes administrative byrde lettes, men også, at gearingsgraden tilpasses til de solvensrelaterede indberetningsdata, som den bør fungere som bagstopper for. 3. Brug af standardmetodens konverteringsfaktorer for kreditrisiko i forbindelse med kreditrisici på 0 %, 20 %, 50 % eller 100 %, alt afhængigt af risikokategorien, med en minimumssats på 10 %, i stedet for vægten på 100 % af ikke-balanceførte eksponeringer. 4. I forbindelse med derivater kan den kontant modtagne variationsmargin trækkes fra eksponeringsværdien. 5. Solgte kreditderivater måles ved deres nominelle bruttoværdi i stedet for dagsværdien, men ændringer af dagsværdien medregnet ved resultatopgørelsen (tab) kan trækkes fra det nominelle beløb. Endvidere kan solgt afdækning modregnes i købt afdækning, forudsat at visse strenge kriterier er opfyldt. 6. Kundedelen af transaktioner med en kvalificerende central modpart (QCCP) trækkes fra gearingsgraden, når instituttet ikke er forpligtet til at yde godtgørelse til kunden i tilfælde af misligholdelse fra QCCP'ens side, idet den ikke skaber gearing. 7. Konsolideringsomfanget bliver det lovbestemte konsolideringsomfang, som er anvendt i forbindelse med det risikobaserede regelsæt, i stedet for det regnskabsmæssige konsolideringsomfang. Da de oprindelige bestemmelser i kapitalkravsforordningen afspejler bestemmelserne i Baselstandarderne, er de løsninger, der er fundet på manglerne ved Baselreglerne, også egnet til at tackle de tilsvarende mangler ved de relevante bestemmelser i kapitalkravsforordningen. De fleste af de ændringer, som foreslås i denne delegerede retsakt, er tilpasset til de reviderede Baselstandarder for gearingsgraden, men en af dem vedrører en "EU-specificitet", som ikke er omfattet af nævnte standarder. Denne specificitet skyldes, at sammenlignet med Baselregelsættet har kapitalkravsforordningen et bredere anvendelsesområde. Kapitalkravsforordningen finder anvendelse på alle banker (og investeringsselskaber), som er etableret i Unionen, både på konsolideret og individuelt niveau, mens Baselregelsættet kun finder anvendelse på (store) banker, som er aktive på internationalt plan, og generelt på konsolideret niveau. Dette brede anvendelsesområde gælder både for risikobaserede kapitalkrav og krav til gearingsgraden i kapitalkravsforordningen. I modsætning til bestemmelserne om de risikobaserede kapitalkrav tager bestemmelserne om kravene til gearingsgraden dog ikke på indeværende tidspunkt højde for en særlig behandling af koncerninterne eksponeringer, når institutter anvender kapitalkravsforordningen på individuelt niveau. Med henblik på at tilpasse de to til hinanden giver denne delegerede retsakt derfor, med forbehold af godkendelse fra den kompetente myndigheds side og under forudsætning af, at visse betingelser er opfyldt, mulighed for at udelukke koncerninterne eksponeringer, når reglerne om gearingsgraden anvendes på individuelt niveau. Anvendelse af gearingsgraden på koncerninterne eksponeringer på individuelt niveau, når risikobaserede kapitalkrav ikke anvendes på dette niveau, ville være i strid med gearingsgradens rolle som DA 5 DA

6 bagstopper for de risikobaserede kapitalkrav. Dette er navnlig relevant for kooperative bankgrupper, som har mange mindre enheder, der er tilknyttet et centralt organ. 2. HØRINGER FORUD FOR RETSAKTENS VEDTAGELSE Den 10. marts 2014 foretog Kommissionen en offentlig høring af interesserede parter. Derefter modtog Kommissionen omkring 60 skriftlige bemærkninger og bidrag, hvoraf de fleste var fra banker og erhvervsorganisationer. Langt størstedelen af respondenterne kunne tilslutte sig gearingsgraden som en supplerede bagstopper for risikobaserede kapitalmål. Der blev rejst tre vigtige spørgsmål: 1) behovet for en yderligere præcisering af de kriterier, der skal opfyldes for at kunne trække modtaget kontant variationsmargin fra derivaters eksponeringsværdi, 2) netting af kontantfordringer og kontantgæld i forbindelse med repoer og omvendte repoer med den samme modpart (f.eks. en central modpart) og 3) udelukkelse af koncerninterne eksponeringer fra eksponeringsmålet, hvis gearingsgraden anvendes på individuelt plan. Den væsentligste drivkraft bag det tredje spørgsmål var betænkeligheder med hensyn til konsekvenserne for: a) interne refinansieringstransaktioner mellem moderselskabet og dets tilknyttede selskaber b) derivattransaktioner mellem gruppens investeringsbank og andre enheder i gruppen: denne form for transaktioner blev styrket ved forordning (EU) nr. 648/2012 (EMIR) c) finansielle garantier. Som nævnt i det foregående afsnit er et udvidet anvendelsesområde i Unionen set i forhold til den internationalt vedtagne ordlyd årsagen til dette spørgsmål, som der tages højde for i den delegerede retsakt med en særlig bestemmelse. Behandlingen af åbne repoer var et andet spørgsmål, som erhvervssektoren rejste. Åbne repoer er repoer, som med en aftalt opsigelsesfrist (ofte på 2 til 3 dage) kan opsiges når som helst, og som i økonomisk henseende kan sammenlignes med "US, rolled-over, overnight repos". Omkring 13 % af alle repoer i EU er "åbne". Kommissionen er af den opfattelse, at åbne europæiske repoer bør anses for at have, hvad der svarer til en eksplicit løbetid, der er lig med opsigelsesfristen, og at den "samme eksplicitte, endelige afviklingsdato" bør anses for at være overholdt. Dette ville betyde, at sådanne transaktioner er omfattet af reglen om netting af kontantforordninger og kontantgæld i forbindelse med genkøbstransaktioner og omvendte genkøbstransaktioner med den samme modpart. 3. JURIDISKE ASPEKTER AF DEN DELEGEREDE RETSAKT Som forklaret i punkt 1.1 indeholder kapitalkravsforordningen forskellige artikler om gearingsgraden: definition og beregning (artikel 429), niveau for anvendelse (artikel 6 og 11), indberetning med henblik på tilsyn (artikel 430), offentliggørelse (artikel 451) og revision (artikel 511). Europa-Parlamentet og Rådet har ved artikel 456, stk. 1, litra j), tillagt Kommissionen beføjelser til at finjustere gearingsgradens sammensætning, hvilket skal ske ved at ændre den relevante artikel i kapitalkravsforordningen (artikel 429), før bestemmelsen om offentliggørelse af gearingsgraden fra den 1. januar 2015 og fremover, træder i kraft. Som allerede fremhævet i punkt 1.2 har EBA konstateret, at kapitalkravsforordningen er blevet fortolket forskelligt af institutterne i sin nuværende ordlyd og derfor har skabt behov for en præcisering af ordlyden af kapitalkravsforordningens artikel 429. For at løse dette problem indføres der ved den delegerede retsakt en ændring af den måde, hvorpå gearingsgraden skal DA 6 DA

7 beregnes og dermed indberettes til tilsynsmyndighederne og offentliggøres. De foreslåede ændringer er helt i overensstemmelse med det juridiske mandat. Når den delegerede retsakt er vedtaget, bliver det nødvendigt at ændre skemaet til indberetning med henblik på tilsyn og det fælles skema til offentliggørelse i overensstemmelse hermed. Ved den delegerede retsakt omstruktureres artikel 429 således, at nogle af de eksisterede stykker udskilles i to nye artikler: a) Artikel 429a indeholder bestemmelser om den generelle behandling af eksponeringsværdien af derivater (både balanceførte og ikke balanceførte) samt om den supplerende behandling af kontant variationsmargin og solgte kreditderivater. b) Artikel 429b indeholder bestemmelser om en særlig behandling af eksponeringsværdien af kontantfordringer og kontantgæld i forbindelse med værdipapirfinansieringstransaktioner (både balanceførte og ikke-balanceførte), herunder: kriterierne for at nette kontantfordringer og kontantgæld i forbindelse med repotransaktioner og omvendte repotransaktioner med den samme modpart målet for "tillæg" i forbindelse med værdipapirfinansieringstransaktioner med en modpart behandlingen af målet for "tillæg", hvis en bank fungerer som agent. Brug af særskilte artikler giver et bedre overblik over de grundlæggende principper for beregning af måling af gearingsgraden. Da artikel 429 er omstruktureret, og artikel 429a og 429b er tilføjet, har det for at bevare korrekte henvisninger været nødvendigt at ændre artikel 429, stk. 1, i overensstemmelse hermed. Af klarhedshensyn og i betragtning af ændringerne i artiklens struktur blev det derfor anset for bedst at erstatte hele artikel 429 og samtidig at beholde alle de væsentlige elementer, som ikke er omfattet af beføjelserne, intakte. DA 7 DA

8 KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) Nr. /.. af om ændring af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 for så vidt angår gearingsgraden (EØS-relevant tekst) EUROPA-KOMMISSIONEN HAR under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 575/2013 af 26. juni 2013 om tilsynsmæssige krav til kreditinstitutter og investeringsselskaber og om ændring af forordning (EU) nr. 648/2012 5, særlig artikel 456, stk. 1, litra j), og ud fra følgende betragtninger: (1) Fra den 1. januar 2015 og fremover skal institutterne offentliggøre gearingsgraden som beregnet i henhold til artikel 429 i forordning (EU) nr. 575/2013, og indtil nævnte dato har Kommissionen beføjelser til ved en delegeret retsakt at ændre eksponerings- og kapitalmålet ved beregning af gearingsgraden med henblik på at afhjælpe eventuelle mangler, der er opdaget på grundlag af institutternes indberetning. (2) Der er konstateret forskelle mellem de indberettede gearingsgrader som omhandlet i artikel 429, stk. 2, i forordning (EU) nr. 575/2013, og de skyldes, at institutter fortolker netting af sikkerhedsstillelse i forbindelse med værdipapirfinansierings- og genkøbstransaktioner forskelligt. Disse forskelle med hensyn til fortolkning og i forbindelse med indberetning er kommet frem i lyset i kølvandet på en analyserapport, som Den Europæiske Banktilsynsmyndighed (EBA) offentliggjorde den 4. marts (3) Da bestemmelserne i forordning (EU) nr. 575/2013 afspejler bestemmelserne i Baselstandarderne, er de løsninger, der er fundet på manglerne ved Baselreglerne, også egnet til at tackle de tilsvarende mangler ved de relevante bestemmelser i nævnte forordning. (4) Den 14. januar 2014 vedtog Baselkomitéen en ændret ordlyd af reglen om gearingsgraden, som navnlig omfatter yderligere målings- og nettingordninger for genkøbstransaktioner og værdipapirfinansieringstransaktioner. En tilpasning af bestemmelserne i forordning (EU) nr. 575/2013 om beregning af gearingsgraden til de internationalt vedtagne regler burde tackle institutternes forskellige fortolkning af netting af sikkerhedsstillelse i forbindelse med værdipapirfinansierings- og genkøbstransaktioner, forbedre den internationale sammenlignelighed og skabe lige vilkår for institutter, som er etableret i Unionen og driver forretning på internationalt plan. 5 EUT L 176 af , s. 1. DA 8 DA

9 (5) Clearing via centrale modparter efter den model, der normalt anvendes i Unionen, forårsager dobbelttælling af gearing i eksponeringsmålet for et institut, der fungerer som clearingsmedlem. (6) Clearing af værdipapirfinansieringstransaktioner, navnlig genkøbstransaktioner, gennem kvalificerende centrale modparter (QCCP'er) kan indebære fordele som f.eks. multilateral netting og solide processer til styring af sikkerhedsstillelse, som forbedrer den finansielle stabilitet. Det bør derfor være tilladt at nette kontantgæld og kontantfordringer i forbindelse med genkøbstransaktioner og omvendte genkøbstransaktioner via den samme QCCP. (7) Genkøbstransaktioner, som med en aftalt opsigelsesfrist kan opsiges når som helst, bør anses for at have, hvad der svarer til en eksplicit løbetid, der er lig med opsigelsesfristen, og den "samme eksplicitte, endelige afviklingsdato" bør anses for at være overholdt, således at sådanne transaktioner er omfattet af reglen om netting af kontantfordringer og kontantgæld i forbindelse med genkøbstransaktioner og omvendte genkøbstransaktioner med den samme modpart. (8) Den ændrede gearingsgrad burde føre til et mere nøjagtigt mål for gearing og tjene som en forholdsmæssig begrænsning af opbygningen af gearing i institutter, der er etableret i Unionen. (9) Indberetning af gearingsgraden på et bestemt tidspunkt ved udgangen af den kvartalsvise indberetningsperiode frem for indberetning på grundlag af et tre-måneders gennemsnit bevirker, at gearingsgraden i højere grad tilpasses til indberetning af solvens. (10) Ved brug af nominelle bruttoværdier for indgået kreditbeskyttelse udstedt af et institut afspejles gearing på en mere hensigtsmæssig måde end ved brug af markedsværdimetoden i forbindelse med nævnte instrumenter. (11) Konsolideringsomfanget for beregning af gearingsgraden bør tilpasses til det lovbestemte konsolideringsomfang, som anvendes til at fastsætte de risikovægtede kapitalgrader. (12) De ændringer, der indføres ved denne forordning, burde gøre det lettere at sammenligne den gearingsgrad, som institutter offentliggør, og burde medvirke til at forhindre, at markedsdeltagerne vildledes med hensyn til institutternes reelle gearing. Det er derfor nødvendigt, at denne forordning træder i kraft hurtigst muligt. (13) Forordning (EU) nr. 575/2013 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed VEDTAGET DENNE FORORDNING: Artikel 1 I forordning (EU) nr. 575/2013 foretages følgende ændringer: 1) Artikel 429 affattes således: "Artikel 429 Beregning af gearingsgraden DA 9 DA

10 1. Institutterne beregner deres gearingsgrad efter den metode, der er fastsat i stk Gearingsgraden beregnes som et instituts kapitalmål divideret med instituttets samlede eksponeringsmål og udtrykkes i procent. Institutterne beregner gearingsgraden på indberetningens referencedato. 3. Med henblik på stk. 2 er kapitalmålet kernekapitalen. 4. Det samlede eksponeringsmål er summen af eksponeringsværdierne af: a) aktiver omhandlet i stk. 5, medmindre de fratrækkes ved bestemmelsen af det i stk. 3 omhandlede kapitalmål b) derivater omhandlet i stk. 9 c) tillæg for modpartskreditrisiko for genkøbstransaktioner, indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån, herunder dem, der ikke er balanceført omhandlet i artikel 429b d) ikkebalanceførte poster omhandlet i stk Institutterne bestemmer eksponeringsværdien af aktiver, undtagen kontrakter opført i bilag II og kreditderivater, i overensstemmelse med følgende principper: a) ved eksponeringsværdien af aktiver forstås eksponeringsværdien i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1, første punktum b) fysisk eller finansiel sikkerhedsstillelse, garantier eller kreditrisikoreduktion, som er købt, må ikke anvendes til at nedbringe eksponeringsværdien af aktiver c) lån må ikke nettes med indskud d) genkøbstransaktioner, indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån må ikke nettes. 6. Institutterne kan fra eksponeringsmålet i denne artikels stk. 4 trække de beløb, som er fratrukket den egentlige kernekapital i overensstemmelse med artikel 36, stk. 1, litra d). 7. De kompetente myndigheder kan tillade, at et institut i eksponeringsmålet ikke medregner eksponeringer, som er omfattet af behandlingen i artikel 113, stk. 6. De kompetente myndigheder kan kun give denne tilladelse, hvis alle betingelserne i artikel 113, stk. 6, litra a)-e), er opfyldt, og hvis de har givet den i artikel 113, stk. 6, omhandlede godkendelse. 8. Som en undtagelse fra stk. 5, litra d), kan institutterne bestemme eksponeringsværdien af kontantfordringer og kontantgæld hidrørende fra genkøbstransaktioner, indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån med den samme modpart på nettobasis, hvis alle følgende betingelser er opfyldt: a) transaktionerne har samme eksplicitte, endelige afviklingsdato b) retten til at modregne gæld til modparten med tilgodehavende hos modparten har retsvirkning i alle følgende situationer: i) som led i den normale drift DA 10 DA

11 ii) i tilfælde af misligholdelse, insolvens eller konkurs c) modparterne har til hensigt at afvikle på nettobasis, afvikle samtidig eller transaktionerne er omfattet af en afviklingsordning, som funktionelt svarer til afvikling på nettobasis. Med henblik på første afsnit, litra c), svarer en afviklingsordning funktionelt til afvikling på nettobasis, hvis det på afviklingsdatoen gælder, at nettoresultatet af transaktionernes pengestrømme i henhold til den pågældende ordning svarer til det enkeltstående nettobeløb ved afvikling på nettobasis. 9. Institutterne bestemmer eksponeringsværdien af kontrakter opført i bilag II og af kreditderivater, herunder dem, der ikke er balanceført, i overensstemmelse med artikel 429a. 10. Institutterne bestemmer eksponeringsværdien af ikkebalanceførte poster, undtagen kontrakter opført i bilag II, kreditderivater, genkøbstransaktioner, indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån i overensstemmelse med artikel 111, stk. 1. Institutterne må imidlertid ikke trække justeringer af den specifikke kreditrisiko fra den nominelle værdi af disse poster. Hvis en forpligtelse er knyttet til udvidelsen af en anden forpligtelse, anvendes i overensstemmelse med artikel 166, stk. 9, den laveste af de to konverteringsfaktorer, der gælder for det enkelte tilsagn. For eksponeringsværdien af ikkebalanceførte poster med lav risiko omhandlet i artikel 111, stk. 1, litra d), gælder en minimumssats svarende til 10 % af deres nominelle værdi. 11. Et institut, som er clearingmedlem af en QCCP, kan fra beregningen af eksponeringsmålet udelade handelseksponeringer hidrørende fra følgende poster, forudsat at disse handelseksponeringer er clearet med QCCP'en og samtidig opfylder betingelserne i artikel 306, stk. 1, litra c): a) kontrakter opført i bilag II b) kreditderivater c) genkøbstransaktioner d) indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer e) transaktioner med lang afviklingstid f) margenlån. 12. Hvis et institut, som er clearingmedlem af en QCCP, over for QCCP'en garanterer for præstationerne hos en kunde, som indgår direkte i derivattransaktioner med QCCP'en, medregner det i eksponeringsmålet eksponeringen hidrørende fra garantien som en derivateksponering mod kunden i overensstemmelse med artikel 429a. 13. I de tilfælde, hvor de nationale almindeligt anerkendte regnskabsprincipper medregner omsætningsaktiver på balancen i overensstemmelse med artikel 10 i direktiv 86/635/EØF, kan disse aktiver udelades fra det samlede eksponeringsmål i tilknytning til gearingsgraden, såfremt de opfylder kriterierne om ophør af anerkendelse i international regnskabsstandard (IAS) 39, jf. forordning (EF) nr. 1606/2002 og, hvis det er relevant, kriterierne om ikkekonsolidering i International Financial Reporting Standard (IFRS) 10, jf. forordning (EF) nr. 1606/2002. DA 11 DA

12 14. De kompetente myndigheder kan tillade, at et institut i eksponeringsmålet ikke medregner eksponeringer, som opfylder alle følgende betingelser: a) de er eksponeringer mod en offentlig enhed b) de behandles i overensstemmelse med artikel 116, stk. 4 c) de hidrører fra indskud, som instituttet er lovmæssigt forpligtet til at overføre til den offentlige enhed omhandlet i litra a) med henblik på finansiering af almennyttige investeringer." 2) Som artikel 429a og 429b tilføjes følgende: "Artikel 429a Eksponeringsværdi af derivater 1. Institutterne bestemmer eksponeringsværdien af kontrakter opført i bilag II og af kreditderivater, herunder dem, der ikke er balanceført, efter den i artikel 274 omhandlede metode. Institutterne anvender artikel 299, stk. 2, litra a), ved bestemmelsen af den potentielle fremtidige krediteksponering hidrørende fra kreditderivater. Når den potentielle fremtidige krediteksponering hidrørende fra kreditderivater bestemmes, anvender institutterne principperne i artikel 299, stk. 2, litra a), på alle deres kreditderivater og ikke kun på dem, der er opført i handelsbeholdningen. Ved bestemmelse af eksponeringsværdien kan institutterne tage hensyn til virkningen af kontrakter om nyordning ("novation") og andre aftaler om netting i overensstemmelse med artikel 295. Netting på tværs af produkter må ikke anvendes. Institutterne kan imidlertid modregne inden for den i artikel 272, nr. 25), litra c), omhandlede produktkategori og inden for kreditderivater omfattet af en aftale om netting på tværs af produkter, jf. artikel 295, litra c). 2. Hvis sikkerhedsstillelsen i forbindelse med derivatkontrakter reducerer summen af aktiverne i henhold til de gældende regnskabsregler, skal institutterne tilbageføre denne reduktion. 3. Med henblik på stk. 1 kan institutterne trække den variationsmargin, som de har modtaget kontant fra modparten, fra eksponeringsværdiens aktuelle genanskaffelsesomkostninger, hvis variationsmarginen i henhold til de gældende regnskabsregler ikke allerede er medregnet som et fradrag i eksponeringsværdien, og hvis alle følgende betingelser er opfyldt: a) for handler, som ikke er clearet gennem en QCCP, at det kontante beløb, som tilgår den modtagende modpart, ikke holdes adskilt b) at variationsmarginen beregnes og udveksles dagligt på grundlag af en værdiansættelse til markedsværdi af derivatpositioner c) at den kontant modtagne variationsmargin er i samme valuta som afviklingsvalutaen for derivatkontrakten DA 12 DA

13 d) at den udvekslede variationsmargin udgør hele det beløb, som er nødvendigt for fuldt ud at nulstille den fra derivatet hidrørende markedsværdimæssige eksponering under hensyn til de for modparten gældende tærskel- og mindstebeløb for overførsler e) at derivatkontrakten og variationsmarginen mellem instituttet og modparten i kontrakten er dækket af en enkelt aftale om netting, som instituttet kan behandle som risikoreducerende i overensstemmelse med artikel 295. Hvis derivatkontrakten er omfattet af en kvalificeret rammeaftale om netting, forstås med henblik på første afsnit, litra c), ved "afviklingsvaluta" enhver afviklingsvaluta anført i derivatkontrakten, den styrende, kvalificerede rammeaftale om netting eller bilaget om løbende udveksling af sikkerhedsstillelse ("credit support annex") til den kvalificerede rammeaftale om netting. Hvis et institut i henhold til de gældende regnskabsregler medregner den til modparten kontant betalte variationsmargin som et tilgodehavende, kan det udelade dette aktiv fra eksponeringsmålet, forudsat at betingelserne i litra a)-e) er opfyldt. 4. Med henblik på stk. 3 gælder følgende: a) fradraget af den modtagne variationsmargin begrænses til eksponeringsværdiens positive aktuelle genanskaffelsesomkostninger b) et institut må ikke benytte den kontant modtagne variationsmargin til at nedbringe beløbet for den potentielle, fremtidige krediteksponering, heller ikke til de i artikel 298, stk. 1, litra c), nr. ii), omhandlede formål. 5. Ud over behandlingen i stk. 1 medregner institutterne i eksponeringsværdien ved solgte kreditderivater den faktiske nominelle værdi, som de solgte kreditderivater vedrører ("amounts referenced"), fratrukket eventuelle negative ændringer i dagsværdien, som er blevet inkluderet i kernekapitalen med hensyn til det solgte kreditderivat. Den resulterende eksponeringsværdi kan nedbringes yderligere med den faktiske nominelle værdi af et købt kreditderivat på samme referencenavn, forudsat at alle følgende betingelser er opfyldt: a) for "single-name"-kreditderivater skal de købte kreditderivater være på et referencenavn, som er sidestillet med eller underordnet det solgte kreditderivats underliggende referenceforpligtelse, og en kredithændelse på det foranstillede referenceaktiv skal medføre en kredithændelse på det efterstillede aktiv b) hvis et institut køber kreditafdækning på en pulje af referencenavne, kan afdækningen kun udligne en solgt afdækning på en pulje af referencenavne, hvis puljen af referenceenheder og rangordningen er identisk i begge transaktioner c) restløbetiden for det købte kreditderivat er større end eller lig med restløbetiden for det solgte kreditderivat d) ved bestemmelsen af den supplerende eksponeringsværdi for solgte kreditderivater nedbringes den nominelle værdi af det købte kreditderivat med en eventuel positiv ændring i dagsværdien, som er blevet inkluderet i kernekapitalen med hensyn til det købte kreditderivat e) for trancheopdelte produkter er det til afdækning købte kreditderivat på en referenceforpligtelse, som er sidestillet med det solgte kreditderivats underliggende referenceforpligtelse. DA 13 DA

14 Hvis den nominelle værdi af et solgt kreditderivat ikke nedbringes med den nominelle værdi af et købt kreditderivat, kan institutterne trække den fra dette solgte kreditderivat hidrørende individuelle potentielle, fremtidige eksponering fra den samlede potentielle, fremtidige eksponering bestemt i overensstemmelse med denne artikels stk. 1 i kombination med artikel 274, stk. 2, eller artikel 299, stk. 2, litra a). Hvis den potentielle, fremtidige krediteksponering bestemmes i kombination med artikel 298, stk. 1, litra c), nr. ii), kan PCE gross nedbringes med den fra solgte kreditderivater hidrørende individuelle potentielle, fremtidige eksponering uden justering af NGR. 6. Institutter må ikke reducere den faktiske nominelle værdi af et solgt kreditderivat, hvis de køber kreditafdækning gennem en "total return swap" og registrerer de modtagne nettobetalinger som nettoindkomst, men ikke registrerer modgående fald i værdien af det solgte kreditderivat afspejlet i kernekapitalen. 7. I tilfælde af købte kreditderivater på en pulje af referenceenheder kan institutterne kun medregne et fradrag i overensstemmelse med stk. 5 i solgte kreditderivater på individuelle referencenavne, hvis afdækningen økonomisk svarer til at købe afdækningen særskilt på hvert af navnene i puljen. Hvis et institut køber et kreditderivat på en pulje af referencenavne, kan det kun medregne et fradrag på en pulje af solgte kreditderivater, hvis puljen af referenceenheder og rangordningen er identisk i begge transaktioner. 8. Som en undtagelse fra denne artikels stk. 1 kan institutterne anvende metoden i artikel 275 til at bestemme eksponeringsværdien af kontrakter opført i punkt 1 og 2 i bilag II, hvis de også anvender denne metode til at bestemme eksponeringsværdien af disse kontrakter med henblik på at opfylde kapitalgrundlagskravene i artikel 92. Når institutterne anvender metoden i artikel 275, må de ikke reducere eksponeringsmålet med det kontant modtagne beløb for variationsmarginen. Artikel 429b Tillæg for modpartskreditrisiko for genkøbstransaktioner, indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån 1. I tillæg til eksponeringsværdien af genkøbstransaktioner, indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån, herunder dem, der ikke er balanceført i overensstemmelse med artikel 429, stk. 5, medregner institutterne i eksponeringsmålet et tillæg for modpartskreditrisiko fastsat i overensstemmelse med denne artikels stk. 2 eller For transaktioner med en modpart, hvor transaktionerne ikke er omfattet af en rammeaftale om netting, som opfylder betingelserne i artikel 206, bestemmes tillægget (E i *) med henblik på stk. 1 for transaktionerne enkeltvis i overensstemmelse med følgende formel: hvor: E i er dagsværdien af værdipapirer eller kontanter udlånt til modparten i forbindelse med transaktion i DA 14 DA

15 C i er dagsværdien af kontanter eller værdipapirer modtaget fra modparten i forbindelse med transaktion i. 3. For transaktioner med en modpart, hvor transaktionerne er omfattet af en rammeaftale om netting, som opfylder betingelserne i artikel 206, bestemmes tillægget (Ei*) med henblik på stk. 1 for aftalerne enkeltvis i overensstemmelse med følgende formel: hvor: E i er dagsværdien af værdipapirer eller kontanter udlånt til modparten i forbindelse med transaktionerne omfattet af rammeaftale i om netting C i er dagsværdien af kontanter eller værdipapirer modtaget fra modparten omfattet af rammeaftale i om netting. 4. Som en undtagelse fra denne artikels stk. 1 kan institutterne, idet der dog gælder en minimumssats på 20 % for den gældende risikovægt, benytte metoden i artikel 222 til bestemmelse af tillægget for genkøbstransaktioner, indlåns- eller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån, herunder dem, der ikke er balanceført. Institutterne kan kun benytte denne metode, hvis de tillige benytter den til bestemmelse af eksponeringsværdien af disse transaktioner med henblik på at opfylde kapitalgrundlagskravene i artikel Hvis en genkøbstransaktion bogføres som regnskabsmæssigt salg i henhold til de herom gældende regnskabsregler, skal instituttet tilbageføre alle salgsrelaterede regnskabsposter. 6. Hvis et institut fungerer som agent mellem to parter i genkøbstransaktioner, indlånseller udlånstransaktioner i værdipapirer eller råvarer, transaktioner med lang afviklingstid og margenlån, herunder dem, der ikke er balanceført, gælder følgende: a) hvis instituttet yder en kunde eller en modpart en godtgørelse eller en garanti, som er begrænset til forskellen mellem værdien af værdipapiret eller det kontante beløb, som kunden har udlånt, og værdien af den af låntager stillede sikkerhed, medregner det i eksponeringsmålet kun det i overensstemmelse med stk. 2 eller 3 bestemte tillæg b) hvis instituttet ikke yder nogen godtgørelse eller garanti til nogle af de deltagende parter, medregnes transaktionen ikke i eksponeringsmålet c) hvis instituttet er økonomisk eksponeret mod det underliggende værdipapir eller det kontante beløb i transaktionen ud over den eksponering, som dækkes af tillægget, medregner det i eksponeringsmålet tillige en eksponering svarende til den fulde værdi af værdipapiret eller det kontante beløb.". Artikel 2 Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende. DA 15 DA

16 Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat. Udfærdiget i Bruxelles, den På Kommissionens vegne Formand José Manuel BARROSO DA 16 DA