>>DGI-huset har sat sig i kroppen

Transkript

1 No 03 juni 2005 TEMA: >> Havne for fuld musik VISIONER: >>DGI-huset har sat sig i kroppen

2 02 >>LEDER LEDER ANSVH. REDAKTØR: TORBEN FRØLICH REDAKTION: JENS VILSTRUP, LARS BØGESKOV, MOGENS HOLBØLL GRAFISK TILRETTELÆGGELSE: JANNIE JALLOH, RIKKE SKOVGAARD FORSIDEFOTO: LISBETH HOLTEN FOTO: LISBETH HOLTEN, CLAUS BECH, KARSTEN WEIRUP SAMT FRA BOGEN BYLIV OG HAVNEFRONT TRYK: PE OFFSET & REKLAME A/S LAD HAVNENE LEVE OG RÅDHUSENE LIGGE LIDT = 0. Selv om nogle læsere allerede nu ser en bekræftelse af diverse PISA-undersøgelser, vil jeg påstå, at ovenstående regnestykke er korrekt, hvis blot man sætter de rigtige betegnelser efter tallene: Når de 271 nuværende kommuner efter strukturreformen bliver til 99 nye kommuner, opstår der ingen tomme rådhuse. Det viser en stikprøveundersøgelse, som Tribune har foretaget, og den bliver bekræftet af Kommunernes Landsforening. Alle rådhuse bliver bevaret og skal som hovedregel fungere som lokale borgerservicecentre. Sådan ser de nuværende planer ud, men hvis der fremover sker ændringer, som tømmer nogle rådhuse, vil Lokale- og Anlægsfondens interesse for området straks genopstå. Det er vores opgave konstant at finde nye muligheder for at udvikle bedre og flere fritidsfaciliteter. Derfor interesserer vi os for kirker (se Tribune nr. 1), og derfor har vi haft kig på den spændende bygningsmasse, som rådhuse og andre kommunale bygninger repræsenterer. Ligesom kirkerne er mange rådhuse kendetegnet ved at være centralt placerede, velholdte historiske bygninger med en gennemtænkt arkitektur. De vil med hjælp fra lokale foreninger, kreative ildsjæle, udviklingsorienterede kommuner og dygtige arkitekter i mange tilfælde kunne omdannes til originale idræts- og kulturhuse midt i byerne. Hvis den udvikling på et tidspunkt begynder et eller flere steder i landet, vil vi med glæde deltage i det arbejde. Imens kan vi glæde os over et andet aspekt af kommunalreformen. Den betyder, at næsten samtlige kommuner (ca. 80 procent) fremover vil være havnekommuner. Glæde os, fordi både vandet i sig selv og nærheden til det skaber så mange muligheder - og glæde os, fordi industriens udflytning fra havnene giver kommunerne helt nye arealer til byudvikling. Men der er tale om muligheder, der skal håndteres forsigtigt, hvis ikke de nye havnekvarterer skal ende som døde stenørkener, hvor der kun er liv indenfor - i kontorerne om dagen og i boligerne om natten. Vi har ikke lyst til at pege fingre ad de mislykkede projekter, som allerede er realiserede, men der er heller ingen grund til, at fejl et sted i landet bliver kopieret andre steder. Derfor sætter Tribune i dette nummer fokus på havnene, som rammer om et levende idrætsog kulturliv. Havneparken og Havnebadet på Islands Brygge i København er et lysende eksempel, men der kan opstå utallige andre, lokalt tilpassede muligheder. I Sverige er f.eks. Helsingborg et besøg værd. KANONBÅDSVEJ KØBENHAVN K TLF FAX mail: fonden@loa-fonden.dk Én af byplanlæggernes nyeste vandrehistorier handler om DRs daværende generaldirektør Christian Nissen og Københavns stadsarkitekt Jan Christiansen. Christian Nissen ville vide, hvordan man kan skabe liv og miljø i det nye kvarter omkring DRs Ørestadsadresse - sådan som i Københavns middelalderbydel. Det er let nok, svarede Jan Christiansen. I skal bare vente 300 år. Så kommer det helt af sig selv. Så længe vil ingen i dag acceptere at vente x = havneliv, hvis x står for omtanke, kreativitet og mod til udvikling. Forhåbentlig kan Tribune sætte gang i det. God læselyst. TORBEN FRØLICH, DIREKTØR, LOKALE- OG ANLÆGSFONDEN

3 >>INDHOLD DGI-huset har sat sig i kroppen INDHOLD Gi havnen én på kajen 08 Lok livet ned til vandet Havnen bobler i Helsingborg 15 Fra frygt til fristed 16 Skab liv med planlægning 18 Vær med på bølgen - bo ved vandet 20 Samling på sanserne Kom let til idrætten 24 Fleksibilitet med forsigtighed 27

4 04 Midt i Århus lå engang et lokomotivværksted med højt til loftet, smukke lysindfald og indtagende arkitektur. I dag er stedet blevet et succesrigt værksted for kroppen. VISIONER >>DGI-HUSET HAR SAT SIG I KROPPEN ALSIDIGHED, TILGÆNGELIGHED, ÅBENHED OG INSPIRATION. DET ER NOGLE AF NØGLE- ORDENE I EN EVALUERING AF DGI-HUSET I ÅRHUS. EN EVALUERING, DER VISER STOR TILFREDSHED BLANDT BRUGERNE AF DET FORNYENDE IDRÆTSCENTER. AF MICHAEL SKOVBO JENSEN, PROJEKTLEDER, LOKALE- OG ANLÆGSFONDEN DGI-HUSET I ÅRHUS Pris: kr Lokale- og Anlægsfondens støtte: kr Bygherre: DGI-Århusegnen Arkitekt: 3xNielsen, Schmidt, Hammer og Lassen Areal: 4300 m 2 Hvor skal man lede, hvis man vil finde et lokomotiv for udviklingen af den nye idrætshal, der imødekommer de seneste års store ændringer i aktivitetsmønster, organisationsmåde og alderssammensætning. Man kunne jo forsøge i et lokomotivværksted! Midt i Århus lå engang et lokomotivværksted med tre haller, højt til loftet, smukke lysindfald og indtagende arkitektur. Det sidste lokomotiv var ganske vist kørt, men til gengæld indbød kombinationen af de fantastiske rum i det fredede værkstedskompleks til virkeliggørelsen af den første indre byfælled. Forbilledet er den historiske byfælled, hvis græsarealer og nicher mellem træer og beplantninger gennem generationer har givet byboere mulighed for boldspil, leg og en mangfoldighed af andre kulturelle aktiviteter. Værkstederne blev til DGI-huset, der med andre ord er tænkt som et åbent hus for uformel kropsudfoldelse, foreningsliv og idræt, hvor rummene står i direkte forbindelse med hinanden, så de mangeartede aktiviteter kan inspirere hinanden og skabe en stemning af ukompliceret tilgængelighed. Huset består af en kombination af tre haller, en sal, et særskilt gymnastik- og aerobicrum, fitnessfaciliteter og café. Der lægges op til et ligeværdigt forhold mellem organiseret og uorganiseret aktivitet, plads til både traditionelle og nye idrætsformer, fleksibilitet i anvendelsen samt sammenhæng og konfrontation mellem de forskellige aktiviteter alt sammen i rammer af rummæssige forskydninger og gennembrud. DGI-huset har nu været i funktion siden slutningen af 2003 og har opbygget en større brugerkreds. Den nysgerrige stiller derfor nu spørgsmålet om denne dristige fornyelse af idrætscentret har kunnet leve op til de oprindelige visioner? Det har Niras Konsulenterne set på efter ønske fra de tre samarbejdspartnere bag byggeriet: Lokale- og Anlægsfonden, Århus Kommune og DGI.

5 05 LUFT TIL BEGEJSTRING Fondens tese var fra DGI-husets start, at de åbne integrerede haller ville give en anderledes og bedre stemning end i et traditionelt idrætshalkompleks, hvor hal 1 og hal 2 ofte ligger afsondret fra hinanden adskilt af lange gange, omklædningsrum, mødefaciliteter mv. Evalueringen bekræfter entydigt, både gennem hall-tests og fokusgrupper, at åbenheden er en meget positiv kvalitet ved huset, om end den også får kritik på grund af de markante lydgener, den bidrager til. Overordnet set oplever brugerne, at DGI-huset skaber en anden stemning om idrætsudøvelsen, på grund af de mange forskellige idrætsgrene huset rummer, og fordi de integrerede haller giver mulighed for, at man sanser, hører og ser de andre idrætsudøvere og idrætsgrene. Evalueringen siger: Det giver en helt anden stemning, når der også er andre idrætsgrene. Man møder folk med en helt anden mentalitet. Der er folk, der spiller hygge-badminton; piger, der har det sjovt med aerobic; folk, der sidder alene med vægtene og vil være helt i fred og er meget individualistiske; og endelig foreningsmedlemmerne i klubberne. Omkring to tredjedele af brugerne vurderer, at DGI-huset i høj grad/i meget høj grad inspirerer til at prøve nye former for idrætsaktiviteter. Figur 1: I hvilken grad oplever du, at DGI-huset inspirerer dig til at prøve nye former for idrætsaktiviteter? (vurderet på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er slet ikke og 10 er i meget høj grad ). Andel i % Meget uenig I meget høj grad Grad af enighed Resultaterne vist i Figur 1 er godt underbygget af interviewene: Man bliver inspireret, når man ser, at det er så åbent. F.eks. har jeg fået lyst til at spille badminton. Jeg kunne også godt tænke mig, hvis der blev oprettet et basket-hold eller måske et volley-hold Ved ikke Konkret dyrker over en tredjedel af husets brugere mere end én aktivitet i DGI-huset. Nogle valgte fra start DGI-huset på grund af det alsidige idrætsudbud, mens andre har fået både inspirationen og muligheden fra huset. Generelt viser evalueringen meget stor tilfredshed med hallernes indretning, de klimatiske forhold i hallerne og DGIhusets overordnede fysik i øvrigt. Det opleves som et stemningsfuldt gode, at huset er indrettet i et gammelt lokomotivværksted, og de integrerede haller har, bortset fra de betragtelige lydgener, kun fordele for langt de fleste brugere. Den positive bedømmelse kommer f.eks. til udtryk i bedømmelsen af, hvor luftigt huset er. Hvor mange ældre idrætshaller kan føles indelukkede, oplever husets brugere det anderledes: Der er meget luft, og jeg er helt vild med de rustikke gamle kraner. Der er ikke svedt til og dug over det hele, som man oplever mange andre steder. FIT TIL TIDEN DGI-huset benyttes af både organiserede og uorganiserede brugere, såvel som af skoler og virksomheder. Det nye ved DGI - huset er dog fortrinsvis dets måde at tage imod uorganiserede brugere på gennem oprettelsen af klippekortsystemet Clip n Fit. Clip n Fit er et booking- og betalingssystem, der gør, at man kan bruge husets mange muligheder uden at forpligte sig over en længere periode. Et klippekort kan bruges af flere personer, det kan bruges til flere forskellige aktiviteter, og der kan bookes tid over internettet på alle tider af døgnet. Formålet med Clip n Fit har ikke mindst været at skabe den fleksibilitet i anvendelsen af huset, som de oprindelige visioner har lagt op til. Evalueringen viser, at dette formål i høj grad synes at være blevet opfyldt. Stort set samtlige Clip n Fit brugere benytter Clip n Fit på grund af dets store fleksibilitet og i stor udstrækning også på grund af det uforpligtende element ved kortet. Clip n Fit ordningen giver mulighed for mange ting. Man bliver inspireret og tænker lidt nå ja, det kan jeg da godt lige prøve. Det er mere omkostningsfrit end at skulle melde sig ind i en klub. Det giver også en øget lyst til at prøve, fordi man kan være anonym på holdene. Det er nemmere at komme ind på et hold, fordi det ikke er et hold, der har kørt med de samme deltagere i 15 år. Klippekortsystemets store force i form af de fleksible og uforpligtende elementer har for en del brugere betydet en stigning i deres aktivitetsniveau efter, at brugerne startede i DGI- huset. 11 procent af de interviewede brugere dyrkede således overhovedet ikke idræt, inden de startede i DGI-huset, og en lignende andel dyrker nu flere forskellige aktiviteter end tidligere. >> VISIONER

6 EVALUERING AF DGI-HUSET I ÅRHUS Udført af: NIRAS KONSULENTERNE Bestilt af: Lokale- og Anlægsfonden, DGI og Århus Kommune Metode: 600 hall-test interview, to fokusgruppeinterview og fem personlige interview Brugergruppe: Undersøgelsen er blandt personer over 16 år 06 VISIONER Den store fleksibilitet har dog samtidig medført en anden social profil i huset, end hvis der havde været tale om et idrætshus fortrinsvis for foreningsmedlemmer. Man er lidt sin egen i DGI-huset. Det er mere hyggeligt i tennisklubben, fordi der kender folk hinanden og hilser på hinanden. I DGI-huset kommer man og går, og det er så det. Alt i alt bedømmer brugerne, at den blandede brugerkreds og de mange forskellige aktiviteter i DGI-huset giver en inspirerende og folkelig stemning. Omvendt betyder den store fleksibilitet i brugen af huset, at det ikke i lige så høj grad fremmer det meget tætte sociale miljø, der ellers kan opstå i mange foreninger. ET NYSKABENDE HUS Niras Konsulenternes konklusion er, at det er lykkedes at skabe en byfælled, hvor forskellige idrætsgrene og brugertyper mødes til gensidig inspiration Husets indretning, størrelse, beliggenhed og Clip n Fit bidrager alle til denne effekt og efterlader et stort flertal af brugerne med et indtryk af et tilgængeligt og nyskabende hus. Figur 2: I hvilken grad oplever du, at DGI-huset er nyskabende? (Vurderet på en skala fra 0 til 10, hvor 0 er slet ikke og 10 er i meget høj grad ) Andel i % Slet ikke I meget høj grad Grad af enighed 4 Ved ikke DGI-huset kan stadig udvikle sig, og der er plads til forbedringer, såvel i de fysiske rammer som i forhold til bookingsystemer og det sociale samvær. Men alt i alt opleves huset som atmosfærefyldt og inspirerende. Så selvom det sidste lokomotiv ganske vist er kørt, er der stadig masser af kræfter i DSBs gamle værksteder. Se evalueringsrapporten af DGI-huset på

7 07 >>NYT RÅDERUM I GAMLE AF LARS BØGESKOV, JOURNALIST RÅDHUSE VISIONER Når 271 kommuner snart bliver til 99, er der mulighed for at skabe idræts- og kulturfaciliteter i de gamle rådhuse. 12 borgmestre fortæller dog Lokale- og Anlægsfonden, at deres rådhuse skal bruges til forvaltning. Men det varer ikke længe, spår forsker. Op til 172 rådhuse skal i de kommende år ændre funktion. Tribune har spurgt 12 borgmestre om muligheden for at få idræt og kultur ind i rådhusene, men alle satser tilsyneladende på at få borgerservice og forvaltning i deres gamle rådhus. Professor i offentlig administration ved Syddansk Universitet Kurt Klaudi Klausen mener dog, at administrationen stille og roligt vil blive centraliseret, når de nye storborgmestre træder til. De nye borgmestre vil tale om storkommunens nye naturlige centrum i den største by, mener Kurt Klaudi Klausen, og så får de små rådhuse mange dejlige kvadratmetre ledige meget velegnede til idræts- og kulturformål med perfekt beliggenhed i byernes centrum. De nuværende borgmestre må jo lige nu forsikre deres borgere, at kommunen ikke mister arbejdspladser derfor er de nødt til at holde fast i, at rådhuset stadig skal huse kommunal forvaltning i fremtiden, siger Kurt Klaudi Klausen, der ikke mener, at borgmestrenes forsikringer holder ret længe. RÅDHUSE TØMMES FOR INDHOLD Borgmestrene har ret i, at meget forvaltning i begyndelsen formentlig vil blive lagt i de gamle rådhuse og det kan lade sig gøre på grund af it-udviklingen, som betyder, at forvaltningerne ikke nødvendigvis behøver at ligge klos op ad hinanden. Men formentlig efter 5 10 år begynder en proces, som lige så stille vil centralisere forvaltningen. For en ny storkommune vil skabe en ny identitet omkring et nyt stort centrum, hvor forvaltningerne ligger fysisk tæt ved hinanden. De nye kommuner har brug for at bygge deres egne monumenter, visionen om storkommunen vil altid få udtryk i det fysiske. De gamle rådhuse minder om det gamle, om fortiden, og de vil blive tømt for indhold, siger Kurt Klaudi Klausen. Han mener, at tempoet, hvormed de små rådhuse vil blive tømt for administration, ofte vil være et spørgsmål om penge. Når storkommunerne får råd til at bygge deres rådhus-monumenter, så vil de efterhånden gøre det, siger Kurt Klaudi Klausen. Ikke rare ord for de fleste af de 12 borgmestre i Tribunes rundspørge. De mener, at deres rådhus skal bruges til borgerservice og forvaltning. Og chefkonsulent i Kommunernes Landsforening, Mogens Karbo, mener, at de 12 borgmestre er repræsentative for hele landet, og han tror, at udviklingen mod at frisætte rådhusene til andet end kommunal service og administration, som skitseret af Kurt Klaudi Klausen, vil tage rigtig mange år. MULTIHUS I CENTRUM At der skal ligge en betydelig borgerservice i de gamle rådhuse er sikkert, det bliver nemlig lovfæstet. Og i de første mange år skal rådhusene generelt huse de nye større forvaltninger, for der vil næppe foreløbig være råd til at bygge nye forvaltningsbygninger centralt i kommunen, siger Mogens Karbo. Kun to borgmestre åbner op for, at byens rådhus kunne ændre funktion med tiden borgmestrene i Mariager og Ry kommuner. I første omgang skal rådhuset bruges til forvaltning. Men på længere sigt kan jeg godt forestille mig, at rådhuset vil indgå i de planer, som Ry Kommune har for at skabe et multihus eller et kulturhus i centrum. Lokalerne er velegnede, og vi kan ikke være sikre på, at vi kan beholde forvaltningen her i byen. På længere sigt vil den nok samles et sted undtagen borgerservicen, som vi vil bevare i det gamle rådhus, siger borgmester Johnna Grønver i Ry Kommune, der skal slås sammen med Skanderborg, Galten og Hørning kommuner. Får Johnna Grønver og Kurt Klaudi Klausen ret, så står der altså inden for ti år en masse bygninger i provinsbyernes centrumer, som skal ændre funktion. Dyrebare kvadratmetre. Og det vil ikke skorte på idéer til, hvad de skal bruges til.

8 >>GI HAVNEN EN PÅ KAJEN 8 TEMA

9 I LØBET AF DE NÆSTE TI ÅR BLIVER DE DANSKE HAVNE FYLDT MED BOLIGER OG ERHVERV. DERFOR HASTER DET MED AT UNDGÅ DØDE BYDELE OG FÅ KULTUR, IDRÆT, CAFEER OG BUTIKKER LAGT IND, SÅ DE NYE KVARTERER VED VANDET TILTRÆKKER FOLK OG LIV. MEN NOGLE STEDER ER DET ALLEREDE FOR SENT. 9 AF LARS BØGESKOV, JOURNALIST Alle havnekommuner i Danmark tænker i disse år på at forbinde bymidten med havnen og trække bylivet ned til vandet. Nye boliger på havnen kan trække gode skatteborgere til og give indtægter i en lokaløkonomi hæmmet af skattestop. Og et attraktivt og livligt havneliv kan trække erhverv og endnu flere skatteydere til byen. Faren er, at visionerne om havneliv ender i døde mennesketomme havnekajer, mens politikerne kigger efter penge til aktiviteter i de tomme kommmunekasser. Skrækeksemplerne findes allerede. I mange byer er der ikke ret store udbygnings- eller omdannelsesmuligheder, og dér er et udtjent havneområde en foræring. Jeg tror, de fleste kommuner gerne ser havnene udvikle sig til levende bymiljøer, men kommunernes muligheder for selv at investere i eksempelvis idræts- og kulturfaciliteter er ofte begrænsede, siger Maj Green, chefkonsulent i Kommunernes Landsforening, KL. Det er ikke alle havnebyer i Danmark, som har samme muligheder. Byer i pendlerafstand fra København, byer langs motorvejen mellem København og Jylland, byer i trekantsområdet og så landets største byer har de bedste muligheder for at trække erhverv og borgere til deres havnekajer og dermed sælge boliger på havnen. Men dermed ikke sagt, at havne i resten af landet ikke kan sælge deres havnearealer til bolig og erhverv. HAVNEN ER ATTRAKTIV For generelt har havnebyerne opdaget, at de rå havne med rotter, ludere, tjærelugt og barske havnearbejdere har attraktive kvarterer tilovers i dag. De kan være svære at integrere i det gamle bycentrum, som oftest ikke ligger ved vandet, da der ofte er banelegemer og befærdede veje imellem. Men havnekajerne er centrale, ligger smukt ved vandet, og gamle toldhuse, siloer og pakhuse er en ekstra attraktion. Kun enkelte steder er de danske havne ved at blive tømt for funktion. Trods forudsigelser om det modsatte, så stiger mængden af gods transporteret med skib. Det gælder Københavns Havn undtaget - især de store havne, men også de små, lokale havne. Dette sker ikke mindst, fordi de gamle centrale siloer og pakhuse er blevet overhalet af udviklingen mod at opbevare gods i containere og lave pakhuse. Havnene bygger i disse år nye arme ud fra kajerne eller havneanlæg væk fra centrum til sådanne opbevaringsarealer. Det efterlader arealer frie i den centrale havn. I eksempelvis Århus og Aalborg er denne udvikling markant. Det andet nye, som sker lige nu, er, at byerne er begyndt at interessere sig for deres havn som et attraktivt område. Tidligere vendte byerne ryggen til havnens larm, forurening og lugt. Disse gener er blevet mindre, bl.a. fordi havnefunktionerne bliver lagt ud til andre faciliteter, og nu er det pludseligt meget attraktivt at bo på havnen og forbinde byen med liv på kajerne, siger Tom Elmer Christensen, sekretariatschef i Danske Havne. KOMMUNER SÆLGER DET HELE København var først med at bebygge sin havn. Kommunen har betalt dyre lærepenge på Kalvebod Brygge, Midtermolen ved Langelinie og på Christianshavn. Her er det ikke lykkedes at trække folkeliv til molerne. Og mange provinsbyer følger efter. Muligheder for at skabe motionsliv til løb, rulleskøjteløb, cykling, gang og andre bevægelsesformer, muligheden for at skabe faciliteter til badning, sejlsport, roning og så videre og mulighederne for at skabe kunst, udstillinger, spil, teater og events bliver i øjeblikket spildt. Mange kommuner vælger at sælge hele molen til en developer eller en storentreprenør, eksempelvis i København, og så fraskriver kommunen sig indflydelse på, hvor meget liv, der skal være. Så er det op til entreprenøren at skabe boliger, som kan sælges, og liv på kajen er ikke nødvendigvis noget, som sælger lejligheder og erhverv. Kommunerne skal være bevidste om de muligheder, de har for at præge omdannelsen også selv om de ikke selv investerer i områderne. Det handler blandt andet om at arbejde grundigt med lokalplanlægningen og gå i god dialog med interesserede investorer i forbindelse med salg og projektudvikling, siger Maj Green. Annoncen Bo midt i storbyens dybe stille ro fra entreprenørfirmaet Skanska fortæller tydeligt, at attraktionen for mange danskere er at finde en rolig oase med vandudsigt, som alligevel ligger tæt på bylivet. En entreprenør foretrækker generelt så frie tøjler som muligt, når de overtager et stykke kaj jo friere byggemuligheder, jo bedre pris til kommunen. Og generelt kan man ikke forvente, at entreprenørerne lægger aktiviteter ind, hvis det ikke hæver boligprisen. I Holbæk har kommunalbestyrelsen valgt en mellemmodel. Byen har m 2 ved vandet og oplever en nettobefolkningstilvækst på 400 personer om året. Havnen blev brugt til transport af slagger, grus og sten, men nu er kommunen i gang med at omdanne havnen til >> TEMA

10 10 Kajerne langs Christinasbro i København er bevidst indrettet, så byrummet ikke er imødekommende overfor ophold. Billederne er taget i tidsrummet fredag 15/ tirsdag 21/ TEMA attraktive boliger og erhvervslokaler. Fase 1 ud af fire faser er i gang i øjeblikket. Kommunen har valgt at sælge hele fase 1- området til entreprenøren Keops kvadratmeter kaj med en bebyggelsesprocent på 100 bliver til 500 boliger i op til seks etager plus kvadratmeter erhverv. Der vil løbe en kunstig å igennem fase 1-byggeriet og kommunen betinger sig, at stueetagen langs åen skal bruges til butikker. Men ellers kommer kulturinstitutionerne til at ligge uden for området, siger direktør i Holbæk Kommune Anders Asmind. Så uden om fase 1-byggeriet planlægger kommunen en kunstig strand, ikke langt væk ligger musikhuset i det gamle elværk, og en tange tæt på byggeriet er reserveret til kulturinstitutioner. Muligheder for idræt og motion har kommunen dog ikke tænkt på. Men det er helt sikkert, at de tre andre faser bliver anderledes, og her kan idræt og motion komme ind i billedet, siger Anders Asmind. FRYGT FOR DØDE HAVNE Mange byplanlæggere og arkitekter er dog bekymrede. Hvis det ikke hæver boligens eller grundens pris at lægge idræt og kultur ind i havneområdet, frygter de, at kommunernes motivation for at gøre det er for lille. Også selv om alle kommuner som udgangspunkt er interesserede i et aktivt havneliv. Flere kommuner har allerede fået skabt nogle døde havneområder også udenfor København. Det er jo ikke Boston eller Sydney, vi taler om. Der er relativt få mennesker i Danmark, og der skal virkelig ske noget på havnen for at tiltrække mennesker nok, siger Bonnie Mürsch, tidligere formand for Foreningen til Hovedstadens Forskønnelse. Jeg ser en risiko for, at de danske havnearealer bliver tømte for liv, men det er bestemt ikke for sent, siger Bonnie Mürsch, der er glad for, at de danske kommuner taler meget om liv på havnene, men frygter, at det bliver ved snakken. Andre er bekymrede for, at havnekajerne trods havnepromenade ikke fornemmes offentlige, men private. Det er de samme boliger med den samme pæne æstetik, man bygger overalt fra Holbæk til Aalborg. Entreprenøren spørger ejendomsmægleren, hvad der sælger, og det medfører ofte sikre og konservative valg for, hvordan der bliver bygget. Så får vi boliger og kvarterer, der virker så private, at promenerende på havnekajen er usikre på, om de overhovedet må gå der. Man ser flere og flere områder, som ikke føles som en offentlig promenadesti, siger medredaktør af bladet Byplan, ph.d. Anne Skovbro, der fortsætter: Men der er også flere eksempler på, at det er upopulært blandt beboerne, hvis kommunen planlægger for meget aktivitet i området. Beboerne vil nemlig gerne have aktivitet, bare ikke lige uden for deres egne vinduer. Mange vil have en stille oase tæt ved byen. De er ikke interesserede i alle de uvedkommende i deres kvarter. Boligerne ved havnen er dyre. Det er oftest velstående danskere, enten ældre, der har solgt huset, eller yngre uden børn, som flytter ind. Det betyder ikke umiddelbart aktivitet på havnen. Anne Skovbro frygter, at havneområderne vil udvikle sig til arkitektonisk ensformige områder uden liv. Men hun tror heller ikke på de røster, som mener, at kun tiden kan skabe liv på havnene. Det kan godt lade sig gøre for kommunerne at skabe liv i deres havn. De kunne jo f.eks. lade entreprenørerne bygge et par etager højere mod, at de lover at fritlægge noget af havneområdet til fri leg. Det er ofte de mest friserede områder, som bliver mest døde, siger Anne Skovbro. FREDERIKSSUND MANGLER STADIG LIV Et af havneområderne, som eksperterne peger på ikke har fået liv endnu, ligger i Frederikssund. Et stort område på havnen er snart færdigbygget med boliger, og kommunen har besluttet at lægge aktivitetsmulighederne uden om bebyggelsen. Imellem boligerne er der dog offentlige stier. Borgmester Knud B. Christoffersen (V) erkender, at det har været svært at trække liv til havneområdet. Men han mener, at folkelivet kommer i løbet af få år, når mange planer fra kommunen bliver sat i værk. Nu er boligerne ved at være færdige, så kommer aktivitetsmulighederne bagefter, siger Knud B. Christoffersen, der nævner planer om løbesti med træningspavillon, klubhus for vandsportsaktiviteter, et frit område til hvad-som-helst, genetablering af søbad, kajpladser til sejlbåde, nye moler ud i vandet og nye restauranter. Der er allerede mere liv på havnen end tidligere og med alle disse tiltag, så kommer der endnu mere. Det er for tidligt at kritisere området for at være dødt, siger Knud B. Christoffersen. Borgmesteren indrømmer dog, at indflytterne i de hundredvis af nye havneboliger ikke har været af den mest livlige art. Det er mest ældre mennesker, som har solgt parcelhuset og udskiftet haven med ro og smuk udsigt. Eksempelvis har kommunen presset på, for at de nye beboere skal etablere et fælleshus. Men det er kun lykkedes et sted. I de andre områder vil beboerne helst have fred i deres egen lille by-oase, siger Knud B. Christoffersen. Havnebyggeriets sidste faser bliver dog i høj grad købt af familier fra København. Så endelig kommer børnene og liver op på Frederikssund Havn.

11 11 >>LOK LIVET NED TIL VANDET TEMA DET ER IKKE NOK AT SIKRE EN PROMENADE OG ÅBNE NOGLE CAFEER FOR AT FYLDE EN HAVN MED LIV. DER SKAL KUNST, LEG, SPIL, MOTION, SEJLADS, VANDSPORT OG TEATER TIL, MENER LOKALE- OG ANLÆGSFONDEN. AF LARS BØGESKOV, JOURNALIST Når kommunalbestyrelserne landet over har ambitioner om at trække bylivet fra centrum ned på havnekajerne, er recepten ofte at åbne caféer, restauranter og nogle enkelte butikker på havnen. Men der er to grunde til, at Lokale- og Anlægsfonden mener, at kommunerne bør bruge penge på at satse både anderledes og mere ambitiøst. Byggerierne på havnene er jo en enestående mulighed ikke blot for at få et nyt attraktivt bycentrum, men også for at skabe et anderledes byliv ved havet med idræt, motion, kunst og kultur iblandet det almindelige café- og forretningsliv, siger Mette Mogensen, udviklingskonsulent i Lokale- og Anlægsfonden. De fleste kommuner må nemlig i disse år sande, at ambitionerne om at forbinde havn med bycentrum strander på, at havnen ikke er attraktiv nok. Men i stedet for blot at satse på caféer og butikker - og dermed også risikere at snuppe bylivet fra det gamle centrum - så opfordrer Lokale- og Anlægsfonden kommunerne til at skabe et helt nyt slags byrum. MERE END BLOT BOLIGER I disse år er der en bevægelse hen imod, at folk dyrker selvorganiseret idræt i byrummene. Danskerne bliver mere og mere individualistiske, både hvad angår motions- og kulturvaner, og mulighederne for at dyrke dette bør indarbejdes på havnene fra begyndelsen, mener Lokale- og Anlægsfonden. Havnene kan trække folk ned til et havnebyrum, der lever mange liv. Kommunerne bør skabe et miljø med mange bevægelsesmønstre både på kajerne og i vandet. De bør fastholde de brede kajer, investere i aktiviteter og forlange af entreprenørerne, at de afsætter stueetagerne til andet end boliger. Men der bliver nogle gange tænkt i den kortsigtede økonomiske gevinst ved salg af jord til boliger, og man går så i den fælde, at man ikke får skabt et attraktivt bymiljø på længere sigt. Et bymiljø, som hurtigt kan blive byens ekstra attraktion, der kan tiltrække flere turister, skatteydere og virksomheder, siger Mette Mogensen. Det brede udbud af aktiviteter på havnen kan foregå både på land og i vandet. I vandet kan kommunerne satse på faciliteter for de badene, - saunaer, badebroer, vandhusbåde, havnebade og vandkulturhuse. Der er mulighed for kajpladser til skibe, kajforsænkninger til robåde og kajakker, mulighed for dykning, vandpolo og modelbåde og så faciliteter for byens forskellige vandsportsklubber. På den måde kan klubliv blandes med de selvorganiserede idræts- og motionsfolk. Det vil trække mange til havnen, siger Mette Mogensen. MULIGHED FOR HELT NYT BYLIV På land foreslår Lokale- og Anlægsfonden eksempelvis, at kommunerne dropper brostenene, så rulleskøjteløbere, skatere, joggere, cyklister og folk på gåtur får optimale forhold på god asfalt. Her kan også være motionsanlæg - fra petanque-baner over skaterramper til boldspilsanlæg. På kunst- og kulturfronten kan kommunen være med til at skabe kunstudstillinger langs havnen, bådteatre, scene på ponton i vandet, brætspil evt. med overdækning, og så kan byens eksisterende kulturfaciliteter fra udstillinger til teatre flyttes ned på havnen. Endelig kan havnen, der jo er lukket for trafik, bruges til events og byfester. Man får ikke liv i en provinsby-havn ved kun at appellere til det ældre par, der vil gå en fredelig tur ved vandet og snuppe en kop kaffe på vejen. Planlæggere og entreprenører må indse, at de skal invitere mange slags danskere til vandet for at skabe aktivitet. Muligheden er der for at skabe et helt nyt byliv, siger Mette Mogensen. Få flere forslag og idéer til udvikling af din havn på

12 >>HAVNEN BOBLER I HELSINGBORG 12 TEMA 1,5 KILOMETER HAVNEPROMENADE ER BLEVET HELSINGBORGS NY HOVEDSTRØG. MEN SUCCESEN KOM IKKE AF SIG SELV. KOMMUNEN HAR OFRET ENORME SUMMER BLANDT ANDET TIL ET STORT KULTURHUS - PÅ AT TRÆKKE SYDSVENSKERNE OG TURISTER TIL HAVNEN. AF LARS BØGESKOV, JOURNALIST I Helsingborg Havn ligger en stor bane til skateboards og bmx-cykler på parkeringspladsen ved siden af Dunckers Kulturhus, der er tegnet af Kim Utzon.

13 13 Var det ikke for den sydsvenske dialekt overalt, så kunne havnepromenaden i Helsingborg en almindelig fredag eftermiddag lige så godt tilhøre Marseille eller Genova. Hvide boligblokke i otte solbeskinnede etager, fyldte udendørs caféer i stueetagen, kærestepar blandt de ældre svenskere på promenaden og bænkene og solbadende kvinder med lukkede øjne på den brede trappe op mod Dunkers Kulturhus. Skaterne får lov at larme på fem ramper på parkeringspladsen, rulleskøjterne dominerer den fine asfalt, fiskerne skyller en dåse-carlsberg ned ved kutterens ræling, og sejlfolket og roerne begynder at rigge til. Havnen er blevet Helsingborgs ny centrum, det er her, man promenerer, her man nyder sin fritid, og her man vil ses, siger Oscar Åkesson, der har boet i Helsingborg i fire år, og i dag har stillet sig ud på broen ud til lystbådhavnen for at nyde solen og synet af bygningerne hen langs havnepromenaden. Dunkers Kulturhus trækker mange herned, men de fleste kommer bare for at nyde folkelivet på promenaden og i caféerne, tror jeg. Succesen er så stor, at Stockholm og Malmø nu efterligner Helsingborgs havnepromenade, fortæller Oscar Åkesson. TEMA ET MIKS AF LIV Som flere byer i Danmark oplever i disse år, så er det vanskeligt at trække mennesker fra byens centrum ned på havnen og dermed forbinde de to dele. Og Helsingborg har da også måttet ofre enorme beløb på at bryde banelegemet op mellem centrum og havnen, bygge Dunkers Kulturhus og anlægge havnefaciliteter, klubfaciliteter til vandsportsklubber og promenade. Men det er det hele værd, mener arkitekt Kim Utzon, der i konkurrence med 142 andre arkitektgrupper vandt opgaven at tegne Dunkers Kulturhus. Det er lykkedes i Helsingborg at lægge et miks af funktioner i havnen, så der altid er liv. Kultur, lystbådhavn, klubfaciliteter, skaterramper, caféer og så videre. For at skabe havneliv skal bystyret virkelig lægge sig i selen, lægge mange ting ned på havnen, så der bliver en gennemstrømning af mennesker hele dagen. Det har man gjort i Helsingborg, mens både København og provinsbyerne i Danmark ikke vil ofre penge på visionen om at forbinde havnen med byens centrum, siger Kim Utzon. Boligblokkene i Helsingborg Havn er vinkelrette på vandet, så adgangen fra byen er let for alle. HAVNEN ER ET TRÆKPLASTER Det er lykkedes i Helsingborg også at holde liv i det gamle butiksstrøg i centrum af byen. På havnefronten er der nemlig kun caféer, enkelte kontorer og eksklusive butikker. Dunkers Kulturhus er havnens store trækplaster. Her er ud over bistro, restaurant og café også teater, kunsthal, by- og kulturhistorisk udstilling, musikscene og butik. Kim Utzon mener, at Helsingborg med indbyggere har fået valuta for sin investering. >>

14 14 TEMA Helsingborg er med den ny havn blevet en af Sveriges mest fremgangsrige byer. Kun Malmø og Stockholm kan måle sig med Helsingborg i vækst, og det har den ny havn en stor del af æren for. Havnen tiltrækker turister, erhverv og skatteydere. Helsingborg har simpelthen tænkt større og længere ud i fremtiden, end kommunerne gør i Danmark, siger Kim Utzon. Havnen i Helsingborg roses ikke blot for sine faciliteter, også arkitekturen har vakt opsigt. De 18 store boligblokke ligger vinkelret på vandspejlet, så adgangen er let fra byen. Fra havnepromenaden går nogle trin op til de semiprivate haver mellem blokkene, hvor beboerne har lidt fred. Ikke to boligblokke er ens, arkitekturen er overladt til forskellige tegnestuer. Udover københavnske Vandkunsten, der i begyndelsen af 1990 erne var med til at tegne planen for havneområdet, har svenske White og Arkitekturkompagniet samt århusianske 3xNielsen tegnet boligblokke. Blokkene ligner i sig selv skibe med en høj forstavn mod havet for så at skråne langsomt nedad og indad mod byen. De nye blokke blander sig i den ene ende af promenaden med renoverede barakker og fiskehaller, som også indeholder caféer og småbutikker. I den anden ende ligger Dunkers Kulturhus op af skaterramper, rulleskøjteasfalt og havn til større skibe. HELSINGBORG Helsingborg har indbyggere, Skånes næststørste by efter Malmø. Planerne til udvikling Helsingborgs ny havn begyndte i begyndelsen af 1990 erne. Arkitektfirmaet Vandkunsten tegnede en stor del af den ny bydel på Nordhavnen. En treværelses på havnen med havudsigt koster cirka 3,3 mio. kr. (DKK). Henry Dunker, manden bag gummifabrikken Tretorn, skabte Dunkers Fond, som hvert år giver 60 mio. kr. til Helsingborg by. Dunkers Fond står bag Dunkers Kulturhus til 350 mio. kr. Dunkers Kulturhus er på m 2 og stod færdig i foråret Helsingborg er en af Sveriges ældste byer, 900 år gammel. I Helsingborg Havn er det lykkedes at lægge et miks af funktioner ind, så der altid er liv: Kultur, lystbådehavn, klubfaciliteter, skaterramper, caféer og så videre.

15 >>FRA FRYGT TIL FRISTED 15 I DAG ER VAND SYMBOL PÅ AFKOBLING OG GENOPLADNING. MEN SÅDAN HAR DET IKKE ALTID VÆRET. ENGANG FRYGTEDE VI HAVET OG VENDTE RYGGEN TIL DET, FORTÆLLER TO FORFATTERE BAG DEBATBOG. AF JENS VILSTRUP, JOURNALIST Vandet rundt om Danmark har ikke altid været attraktivt. Tværtimod fastslår de to etnologer Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen, der har skrevet bogen Byliv og Havnefront. I middelalderens Danmark ville vi danskere ikke bo ved vandet. Det var farligt og repræsenterede et ustyrligt, mørkt og tøjlesløst kaos. Det var kun de lidt sære fiskere, der trodsede havets magter og boede ved kysterne. Jorden derimod, som de danske bønder såede i, den kunne man bedre styre og være mere tryg ved. Man ser det overalt i Danmark, f.eks. på Sejerø en ø med et fantastisk hav hele vejen rundt om. Alligevel er der på øen ikke ét eneste hus, der ligger ned til vandet. Al beboelse vender indad. Det har også skånet bygningerne for de hårde klimatiske forhold ved kysterne, understreger Søren Møller Christensen. Bogen Byliv og Havnefront beskriver blandt andet vandets tiltrækningskraft på det moderne menneske. For uden den var hverken kommuner, planlæggere eller entreprenører gået i gang med havne- og byudviklingen. ved havet i mange år været begrænset, siger Søren Møller Christensen. NY OG UNIK MULIGHED Men med de funktionstømte havne rundt om i landet er der pludselig opstået en helt ny og anden mulighed for at komme til at bo helt ned til vandet. Strandbeskyttelseslinjen gælder nemlig ikke i eksisterende havneområder. Drømmen om vandkig er dermed blevet mulig i et hidtil uset omfang, og det er baggrunden for det havnebyggeboom, vi har set i de senere år, supplerer Nicolai Carlberg, der dog ikke er sikker på, at danskernes fascination af vandet vil fortsætte til evig tid: At vand er blevet superattraktivt er historisk betinget. Det har ikke altid været sådan, og det er ikke sikkert, at det vil blive ved. Men det har en stor attraktion, og det er ikke noget, der forsvinder med næste års kollektion. Havnebebyggelse vil være en salgssikker vare i mange år frem både i København og i provinsen, siger han. XXXXXXXX TEMA BEGRÆNSET ADGANG TIL VANDET Tanken om vand, som noget man regenererede sig selv i og ved, opstod i takt med, at byerne i 1800-tallet voksede, blev overbefolkede og uhygiejniske. Borgerskabet begyndte at drage ud til kysterne for at oplade deres kroppe og sind. Og det er denne opfattelse af vand, der er flyttet med ind i de nye havneområder. I den sidste del af 1800-tallet begyndte borgerskabet at rejse ud til kysterne - f.eks. til Skagen, og man begyndte også at bygge helårshuse ud til vandet, eksempelvis langs Strandvejen nord for København. I 1900-tallet kom der dog restriktioner. For at de danske kyster kunne være tilgængelige for alle, indførtes i 1937 en 100-meter grænse for byggeri langs kysten den såkaldte strandbeskyttelseslinje, som inden for de sidste år er blevet udvidet til 300 meter. Så medmindre man har været så heldig, at man har haft råd til at købe et hus, der var bygget før restriktionerne blev indført, så har adgangen til at bo For det moderne menneske er det meget attraktivt at bo ved vandet. Men engang var vand lig med mørke og kaos.

16 16 TEMA >>SKAB LIV MED PLANLÆGNING UDVIKLINGEN AF DE DANSKE HAVNE SKAL IKKE OVERLADES TIL TILFÆLDIGHEDER OG PRIVATE GRUNDEJERE. I STEDET BØR OFFENTLIGE RUM OG FACILITETER TIL FRITID, KULTUR OG IDRÆT TÆNKES IND FRA STARTEN. OG DE OFFENTLIGE MYN- DIGHEDER BØR VÆRE MERE VISIONÆRE, SIGER TO FORFATTERE BAG DEBATBOG. Nicolai Carlberg (th) og Søren Møller Christensen har gennem en årrække forsket i byplanlægning og byudvikling ud fra et etnologisk perspektiv. AF JENS VILSTRUP, JOURNALIST Havneliv. Overalt i de kystnære byer bliver dét ord for tiden sagt, skrevet og skreget. Men sjældent skabt. Problemet er, at de overordnede visioner for udviklingen af de danske havne alt for ofte er mangelfulde, og at både planlæggere og politikerne for sent forsøger sig med halvhjertede hovsa-løsninger. Det mener de to etnologer Nicolai Carlberg og Søren Møller Christensen, der har skrevet debatbogen Byliv og Havnefront en bog, der blandt andet beskriver den historiske udvikling fra industrisamfund til videnssamfund, som har betydet, at mange danske erhvervshavne i dag er byudviklingsmodne. Ofte bliver havnene dog bebygget på en måde, der bærer præg af ren og skær vanetænkning. Alle taler meget om at skabe liv i havnene, men der handles ikke særlig meget derefter. Der er ikke ret mange, der tænker på, hvordan man kan skabe byliv, og på hvordan man kan gøre byliv til en ressource, der kan øge kvaliteten af områderne på lang sigt. For hvis områderne bliver for homogene, så sker der ingenting, og på lang sigt er det ikke attraktivt, mener forfatterne. FOR MANGE STILLE OASER Desværre er der en modsætning mellem det, der tales om, og det der gøres. Politikerne og planlæggerne vil gerne skabe liv, men i stedet bygger de bare videre på de sidste års byggeerfaring fra forstæderne, og efter dén skabelon skaber man trygge og stille oaser ved havnefronterne inde i byerne. Samtidig vil man gerne tilbyde byens borgere rekreative områder og offentlige byrum ved vandet. I København er der f.eks. taget en politisk beslutning om otte meter offentlig tilgængelig promenade ned til vandet langs alle kajer. Men man glemmer, at boligejernes og erhvervets forestillinger om en tryg og privat oase ofte vil være i konflikt med offentligt byliv. Ønsker man at blande sådanne funktioner sammen, kræver det langt større forståelse for, hvordan byrum ved vandet i detaljer kan designes og indrettes således, at det imødekommer flere former for brugere, siger Nicolai Carlberg, der ligesom sin kollega, Søren Møller Christensen efterlyser, at de offentlige myndigheder i højere grad griber ind og sætter præmisserne for byudviklingen. FOLK INDENI BESTEMMER UDENFOR Vi har besøgt havne rundt om i landet og har lagt mærke til, at kommunerne og de offentligt ejede havne sælger alle kajarealerne fra. Ansvaret for, hvordan promenaderne indrettes, lægges dermed over på grundejerne. Så selv om man politisk har besluttet, at promenaderne skal være offentlige, så er det ofte folk

17 17 i husene, der stiller præmisserne for, hvordan promenaderne indrettes, og hvordan man må opføre sig. Når man på denne måde undlader at tænke grundlaget for byliv ind fra starten, så er der ikke meget at gøre, når man kommer bagefter og siger: Så for den, her er ikke noget liv og ingen aktiviteter, det skal vi gøre noget ved. Eftersom man har solgt fra helt ned til vandet, skal man nemlig næsten uanset hvilke tiltag man finder på - først spørge dem, der bor der, siger Søren Møller Christensen, der suppleres af Nicolai Carlberg: Det offentlige bør have nogle overordnende visioner for byplanlægningen og fra starten udlægge arealer som offentlige byrum, hvor beboerne ikke kan få lov at bestemme. Det er vigtigt, når man indretter byen, at man ikke alene fokuserer på at lave trygge, stille oaser, men at man også sikrer, at der skabes nogle rum, hvor forskellige former for liv kan mødes på lige præmisser. De nye beboere på havnene vil gerne have en oase i byen, men samtidig vil mange af dem ikke have noget imod at flytte ind i et område, hvor der var skabt rammer for f.eks. en streetbasketbane, en koloni af husbåde eller en skateboardbane. Hvis det fra starten er en del af konceptet, vil det også blive accepteret. RISIKO FOR ENKLAVER Ingen af de to forfattere har noget imod, at havnenes udvikling sker på liberale markedsvilkår. Men det frie boligmarked kan også have en bagside. Internationalt er der en tendens til, at byerne bliver socialt segregerede de rige bor et sted og de fattige et andet. Og den udvikling er også på vej til Danmark. I et frit boligmarked vælger folk at bo sammen med nogle, der ligner dem selv. Det er fint nok, men risikoen er, at man får en opdelt by, hvor folk sidder i enklaver og peger fingre ad hinanden, fordi man ikke er tvunget til at færdes sammen. Vand har en sådan herlighedsværdi, at folk fra andre steder har lyst til at komme ned til det. Og netop ved at skabe et offentligt uderum, hvor folk kan tage hen og spille bold eller andre ting, kan man skabe en cirkulation i byen, som gør, at folk møder hinanden. Det er en vigtig vision. For måske kunne disse byrum løse op for nogle konflikter, skabe tolerance, forståelse og integration. Byen er et sted, hvor mange forskellige mennesker skal leve, og det gør ikke noget, at vi bliver tvunget sammen, siger Nicolai Carlberg. Overordnet set mener de to etnologer, at vi i disse år har en helt unik og historisk chance for at skabe en lang række nye, velfungerende byrum langs vandet. Udviklingen har allerede været i gang i mange år, og i løbet af de næste ti år vil de danske havne have fundet deres nye udseende. Vi står i en historisk transformationsproces fra industri til videnssamfund, og skal man have noget godt ud af det, så skal det være nu. Der skal selvfølgelig bygges nogle gode boliger, hvor folk kan have det rart indeni og områder med gode forhold for de nye videnserhverv. Men der skal mere til end det. Der skal også være steder, hvor man kan boltre sig, og hvor den offentlige kultur kan udfolde sig, siger Søren Møller Christensen, der sammenligner den nuværende situation med dengang, København transformerede fra fæstningsby til industriby - da Københavns Fæstningsvold blev funktionstømt i midten af 1800-tallet. OM 15 ÅR ER EVENTYRET SLUT Man diskuterede anvendelsen af voldene i år, og det endte med, at kommunen købte områderne og gjorde store dele af dem offentlige. Tænk på København uden de grønne områder, som opstod dengang Kastellet, H.C. Ørstedsparken, Tivoli, Botanisk Have, Volden på Christianshavn! I dag står vi i en lignende situation, for selvom eksemplet er fra København, er det det samme, der sker rundt om i landet. Vi står midt i en historisk situation, som skal tages alvorligt. Det drejer sig om udviklingen af kæmpestore områder, der ligger centralt i byerne. Vi har endnu ikke forspildt chancerne, men vi skal være meget opmærksomme på, hvad det er, vi vil. For om år er det her eventyr slut, siger Søren Møller Christensen. TEMA

18 >>VÆR MED PÅ 18 BØLGEN TEMA - BO VED VANDET HAVNEBOLIGER SIGNALERER OVERSKUD OG PRESTIGE. MED DE MANGE KILOMETER LEDIG KAJPLADS, DER ER KOMMET I DANMARK, ER DER PLUDSELIG OPSTÅET EN UNIK MULIGHED FOR AT BO MED VANDET SOM NABO. ISÆR ÆLDRE OG PAR UDEN BØRN GRIBER DEN IVRIGT. At præsentere en form for New Yorker-skyline og lifestyle med havudsigt sender signaler om, at man er cremen af cremen. Fortrinsvis er det aldersgruppen 50+, der køber de nye havneboliger. AF JENS VILSTRUP, JOURNALIST Med en helt exceptionel beliggenhed på Aalborgs solside direkte ud til Limfjorden kun få meter fra vandkanten opføres to identiske 16 etagers boligtårne med i alt 47 pragtfulde udsigtsboliger. Fra de lyse og venlige boliger er der en imponerende panoramaudsigt over broerne, byen og lystbådehavnen I dag sælger vand som aldrig før. Overalt langs landets havnefronter skyder nye bolig- og erhvervsområder op. Som alle andre steder i Danmark, hvor der bygges ved vandet, lægges der derfor ikke skjul på havets herligheder i denne aalborgensiske salgstekst til byggeriet Høje Brygge - to cylinderformede boligtårne, som developeren og ejendomshandleren Thorkild Kristensen står bag. Men hvem er det, der har lyst - og råd til at flytte ind i disse eksklusive boliger for at kunne åbne vinduet, lytte til de klukkende, kajslikkende skvulp og proppe øjnene med himmel, hav og højhuse? Projektsalgschef Per Severinsen hos ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen er ikke i tvivl. Vi har flere byggerier langs fjorden, og køberne til dem er fortrinsvis folk over 50 år og dernæst unge karrieremennesker uden børn. De to grupper udgør 95 procent af køberne. De flytter ned til vandet, fordi der er prestige i at bo på første parket, fordi det er nyt, og fordi det ligger i gå- og cykleafstand til byen. I et byggeri som Høje Brygge er der da heller ingen faciliteter, der appellerer til børnefamilierne, ikke andet end nogle grønne arealer langs vandet, siger Per Severinsen. VAND ER LIG MED OVERSKUD OG RIGDOM Han suppleres af livsstilsekspert og tidligere reklamedirektør Christine Feldthaus, der blandt andet optræder i tv-programmet Kender du typen? : At bo ved vandet signalerer overskud og rigdom. Det der med at kunne præsentere en eller anden form for New Yorker-

19 19 skyline og lifestyle med havudsigt på en god adresse tæt på byen sender nogle klare signaler om, at man er cremen af cremen. Det er fortrinsvis aldersgruppen 50 plus, som køber boliger ved havnen. Den gruppe udgør 1,8 mio., de sidder på 70 procent af landets samlede formue, og derfor er det dem, der har råd. Havneboligerne appellerer heller ikke til en familie med tre børn. Så skal man sidde dér og tisse i bukserne af skræk for, om ungerne drukner. Der er heller ingen legepladser og ingen andre børn at lege med. Familierne søger ud af byerne, og de gamle søger ind. De to grupper er i virkeligheden ved at bytte boliger i øjeblikket, siger Christine Feldthaus, der med befolkningsudviklingen for øje mener, at interessen for havneboliger kun vil stige i de kommende år. INDIVIDUELLE KØBERE Vi har slet ikke set toppen af det her endnu. Fremover kommer der et megaboom af folk over 50. Og de vil gerne ind til byen i nærheden af byens kulturliv. De gider ikke sidde og rådne op i deres villakvarterer, de vil ind og mærke byens puls, siger hun. Spørgsmålet er dog, hvor meget puls der reelt dunker på landets havnekajer. Per Severinsen og Christine Feldthaus peger begge på, at køberne til de nye havneboliger er meget individualistisk orienterede. Derfor har de f.eks. ingen interesse i, at der etableres fællesskabsfaciliteter. Vi lever i individets tidsalder mere end nogensinde. Og det der med at holde vejfester og den slags appellerer slet ikke til folk, der vil have havudsigt. Den type mennesker, der tænder på at sidde i et glasbur ved havnen er stærkt individualiserede, moderne mennesker, og de skal ikke have noget at gøre med deres naboer. Havde de haft små børn, ville de have været interesserede i fællesarealer og faciliteter, for så kunne børnene lære nogle andre børn at kende. Men det har de ikke, og derfor er den slags ligegyldigt for dem, siger Christine Feldthaus. Projektsalgschef Per Severinsen giver hende ret: Vi har ofte drøftet fællesfaciliteter, men køberne efterspørger det overhovedet ikke, siger han og fortsætter: Det eneste køberne rigtigt har fokus på, ud over selve lejligheden, er parkeringsforholdene. Og på service i form af elevatorer, videodørtelefoner, elektriske garagedøre og den slags ting. FRIAREALER DRUKNER Overordnet efterlyser Per Severinsen en større grad af kommunal planlægning, for selvom beboerne i de nye havneboliger måske ikke er til fællesfaciliteter i direkte tilknytning til deres boliger, så vil de gerne smage på byens kulturelle tilbud. Uden nogen særlig overordnet planlægning har Aalborg Kommune i en årrække tilladt mange forskelligartede havnebyggerier. Men øst for Limfjordsbroen har man nu lagt nogle fornuftige retningslinier. Der er kommet en række kulturelle faciliteter på havnen blandt andet Musikkens Hus - og man har tænkt på, hvordan byen præsenterer sig ud mod vandet, siger Per Severinsen, der peger på, at offentlige havnearealer ofte drukner i planlægningsfasen: Når man køber råjorden, koster et offentligt areal det samme per kvadratmeter som det areal, der bebygges. Dem der sidder på jorden ved godt, at den er mange penge værd, og køber man derfor dyrt, er man tvunget til at bebygge flest mulige kvadratmeter. Så selvom man har de bedste intentioner om at skabe friarealer og om at skabe et unikt miljø, så ændrer det sig ofte, når først man begynder at regne på det. Så forsvinder friarealerne, og de arealer, man forestillede sig skulle friholdes til kulturelle formål, forsvinder også lige så stille ud af planerne. TEMA

20 20 BØRNEKULTURHUSET I KOLDING Pris: kr Fondens støtte: kr Areal: m 2 Bygherre: Kolding Kommune Arkitekt: Dorte Mandrups Tegnestue Beliggenhed: Kolding ILLUSTRATIONER: TEGNESTUEN KOLLISION, ÅRHUS INSPIRATION