40 års orgeludvikling

Transkript

1 40 års orgeludvikling med udblik til udlandet og indblik i indlandet Professor Ulrik Spang-Hanssen 7. september

2 ULRIK SPANG-HANSSEN Professor Ved Nordstien 8, 5610 Assens Tlf. (+45) Mobil (+45) års orgeludvikling med udblik til udlandet og indblik i indlandet Den efterfølgende tekst er en efterbehandlet version af et foredrag, der skulle have været holdt i Skt. Johannes Kirke i Herning i anledning af Det Danske Orgelselskabs 40 års jubilæum. Det blev det ikke, hvilket skyldtes at der slet ikke var tilmeldte nok til, at DDO mente, at det var forsvarligt at afvikle arrangementet. Det kan i sig selv vække nogen bekymring, at man i et land, hvor de ikke færre end 3 (tre) kirkemusikerforeninger kan mønstre et efter landets størrelse meget betydeligt medlemstal, ikke kan samle fornøden tilslutning til et arrangement, der handler specielt om vores allesammens hovedinstrument, orglet. Det kunne forlede en til at tro, at de danske kirkemusikere fortrinsvis interesserer sig for nye overenskomster, pointberegning til børnekoret, og ledsagesatser, og at den rent orgelfaglige interesse fortrinsvis er et anliggende for orgelbyggerierne og konservatoriernes orgelfaggrupper, som jeg skriver nedenfor. DDO er ganske vist også nævnt, men kunne synes at være en ikke helt lebendig organisation i øjeblikket. Jeg håber naturligvis, at disse antagelser er forkerte. Det er i år præcist 40 år siden, at jeg begyndte at spille orgel, og denne begivenhed viste sig hurtigt at være så rystende for det ganske danske orgelfirmament, at det blev nødvendigt for en kreds af bekymrede organister, orgelbyggere og andre orgel-interesserede at stifte et selskab som havde til formål at udbrede forståelse og interesse for orglet, at virke for vedligeholdelse og bevaring af tidstypiske og værdifulde instrumenter samt at støtte videnskabelig og historisk udforskning af navnlig danske orgler. Det var selvsagt DDO, Det Danske Orgelselskab, der her så dagens lys. Min løbebane inden for orgelverdenen har med andre ord været fuldstændig synkron med orgelselskabets, jeg kan faktisk ikke selv huske, at det ikke har fandtes, og det er vel egentlig først her på det seneste, at det er gået op for mig, at skabet egentlig ikke er ældre, end det er. Det er jo nemlig en ret naturlig ting, kan man sige, i et land, hvis kirkemusikere og orgelbyggere definerer sig som boende i en orgelkulturnation i første geled, sådan at have et selskab til udbredelse af forståelse, interesse, vedligeholdelse, bevaring og forskning på området. Det er faktisk så naturligt, at man egentlig godt kan undre sig over, at det ikke skete noget før. Jeg mener, i 1970 havde dansk orgelbygning allerede i en lang periode, en lige så lang periode som den, hvori DDO har eksisteret, fremstået som et af nationens absolutte flagskibe inden for kunsthåndværk, på linie med, og i øvrigt også tæt forbundet med det berømte Scandinavian Design på møbelområdet. Det var bestemt heller ikke fordi, man herhjemme sov i timen af de store nationale orgelselskaber er det faktisk kun tyskerne og canadierne, der kom før end os, tyskerne i 1951, canadierne i 66. Både svenskerne, franskmændene og nordmændene kommer senere end os, i Norge bliver det så sent som 1990, inden der sker noget. 2

3 Det er altså tydeligvis et internationalt fænomen, at det er først er i efterkrigstiden, det sker. Jeg kunne forestille mig, at det i det hele taget først er i denne periode, der viser sig en generel interesse for vedligeholdelse og bevaring, en interesse, der kun er tiltaget i løbet af den periode, hvor orgelselskabet har eksisteret. Man kan f.eks. nævne, at Kulturarvsstyrelsen faktisk kun har eksisteret siden 2002, inden da var fredningen som begreb spredt på flere kontorer. Man kan altså antage, at disse orgelselskaber opstår, efterhånden som der føles et behov for dem. Naturligt nok. Men hvorfor havde den forudgående periode da tilsyneladende ikke dette behov? Sct. Nicolai Kirke, KBH Orgelbevægelsen De havde selvfølgelig andet at tænke på, folk dengang. Der gik ret lang tid med verdenskrig og den slags, men det forhindrede ikke, at der var ganske stor interesse om orgelbevægelsen, netop den bevægelse som gjorde, at Danmark kom helt i forgrunden som orgelbygningsnation. Det vil føre for vidt her at komme med en omfattende redegørelse for orgelbevægelsens mål og midler. Det er nok at konstatere, at den som så mange andre bevægelser opstod som en reaktion, en protest imod noget andet, nemlig senromantikkens teknikbegejstring og stærkt 8 fodsprægede klangverden, der ikke længere modsvarede de fremtrængende nyklassiske idealer. Derimod var den ikke et forsøg på at genskabe nogen historisk orgeltype, den var tværtimod hvad der set med nutidige øjne kan forekomme helt absurd et forsøg på at skabe den ultimative orgeltype. Som John Horsner udtaler i sin berømte og kontroversielle artikel Orgelbevægelsen ideologisk og klangligt : Der var dengang trods alt tale om, hvad man kunne kalde anvendt historie, d.v.s. markante historiske indslag i en orgelbygning, der 3

4 alligevel qua arkitekturen, tangentmålene og lettest mulige spilbare mekanik tog hensyn til mere nutidige fordringer. Den opmærksomme tilhører aner muligvis i Johns anvendelse af udtrykket trods alt, at han ikke er nogen varm tilhænger af den decideret historiserende orgelbygning. Mere om den senere. Vi kan vel regne orglet i Nikolaj Kirken fra 1930 som det første egentlige orgelbevægelsesorgel, der er skabt som sådant fra grunden af og ikke er et resultat af noget ombygningskompromis, og ret hurtigt efter fulgte så bedrifter som f.eks Frobenius-orglet i Christianskirken i Lyngby fra Dette orgel var for sin tid ganske radikalt, fuldmekanisk som det var og bygget uden orgelhus, nogenlunde ligesom orglet i det, der i dag hedder Konservatoriets koncertsal. Derefter dominerede bevægelsen ganske den danske orgeltænkemåde frem til orgelselskabets oprettelse, anført af ildsjæle som Sybrand Zachariassen, brdr. Frobenius, og på organistsiden Wöldike, Viderø og andre. Man kunne med fuld ret bryste sig af, at man var fremme i verdenselitens fortrop m.h.t. Christianskirken Kgs Lyngby den orgeltype, som den ny tids idealer krævede, man følte, og igen med rette, at man havde ydet noget væsentligt og opnået høje mål, nemlig en sand orgeltype, men, og det er et stort men, man forestillede sig mærkværdigvis, at det aldrig skulle blive anderledes. Det at være en ildsjæl er ikke altid kombinerbart med et køligt overblik, og man følte, at man var nået frem til en endegyldig standard for, hvordan orgler skulle være herefterdags, hvis de skulle være allerbedst. Dette synspunkt må siges at være et interessant, om end ikke enestående eksempel på et manglende historisk overblik der er aldrig noget, der er endegyldigt, der findes ingen uforanderlige standarder og ingen udvikling, der er lineær og forudsigelig. Men en sådan holdning er under alle omstændigheder uforenelig med et selskab, der interesserer sig for vedligeholdelse og bevaring af tidstypiske og værdifulde instrumenter. Hvis man har fundet sandheden, interesserer man sig ikke særligt for bevaring og vedligeholdelse af tidligere tiders underlødige vraggods, det ligger i sagens natur. Og det gjorde man heller ikke. Der kom ikke noget orgelselskab, og der var sandt at sige ikke nogen, der interesserede sig for at bevare noget som helst. Skabet opstår Sådan var situationen i det skæbneår, hvor jeg begyndte at spille orgel og skabet opstod. Ingen svinkeærinder; orglerne blev bygget efter de sande principper, og som så ofte, når principperne holder deres indtog, tog de ganske magten fra realiteterne. Jeg er selv opvokset på et 15-stemmers Frobenius, der er så sandt, som de overhovedet blev lavet dengang, og det lød forfærdeligt. Og det siger jeg vel at mærke ikke for at hænge dette udmærkede firma ud, der var ret meget, der lød forfærdeligt i Nu kom jeg selv ind i det fra jazzen, og min primære inspirationskilde var slet ikke hverken Viderø eller andre af datidens koryfæer, men Jimmy Smith og hans trio. Det viste sig umuligt for mig at få undervisning i Hammondorgel, det var på det tidspunkt ved at være yt, Hammondfabrikken indstillede produktionen af model B3 i 4

5 1972, elorgelverdenen var skægt nok midt i sin egen orgelbevægelse frem mod en mere nøgtern, transistorpræget lyd, og så måtte jeg gå ned til organisten og hans Frobenius, hvis jeg overhovedet ville lære noget om at spille på orgel, og det ville jeg. Det var noget af et klangligt chok, skulle jeg hilse og sige. Dette instrument, der står der endnu, var givetvis intoneret med pivåbne pibefødder på daværende tidspunkt andre gubber i forsamlingen vil muligvis også kunne huske dette besynderlige dogme, som gav nogle skrækkelige ansatser og ofte også en uheldig overtonefordeling, der resulterede i en meget glasagtig klang. Klangen af hovedværkets 4 oktav eller 1 i brystværket, for slet ikke at tale om brystværket som sådant, kan få mig til at vågne badet i sved den dag i dag. Det siger noget om selve orgelkonceptets styrke, at det var just ved dette instrument, at jeg valgte orglet som min livsbane! I disse år var der ved at ske noget. Flere og flere unge og yngre organister blev opmærksomme på, at en stor og interessant del af orgelrepertoiret var blevet holdt skjult for dem, eller rettere erklæret tabu. Allerede i 60 erne gik der frasagn ovre i det mørke København, hvor jeg kommer fra, at Grethe Krogh ved Christianskirken i Århus jævnligt spillede Widor og Messiaen, jeg hørte tidligt unge rebeller som Flemming Dreisig og John Horsner spille symfonier, og Anders Riber, Helge Gramstrup, Niels Henrik Nielsen og andre begyndte også at gøre den tabubelagte del af repertoiret tilgængeligt for publikum. Denne øgede fokus på orgelrepertoiret efter Bach kunne ikke i længden gå sporløst hen over vores orgelpark, og der begyndte at snige sig stemmer ind rundt omkring, som ville have været fuldstændig utænkelige få år før. Men det var netop det, at de just sneg sig ind, om nogen egentlig revurdering af konceptet var der slet ikke tale. Ofte var man nødt til at se på registertrækkene for at konstatere, at der var tale om en romantisk stemme, høre det kunne man ikke rigtig, og som oftest blev disse romantiske stemmer forvist til et reservat, nemlig det nyindførte svelleværk, hvorfra de kun fik udgangstilladelse i yderste nødstilfælde, og det er faktisk i ret høj grad situationen den dag i dag. P-G Andersen forstillede sig f.eks., at svelleværket i Radiohusets Koncertsal skulle fungere som et klangapotek, og det har da i høj grad været holdningen også i tiden efter 1970, at eksotiske stemmer skulle op i reservatet, sådan at resten af orglet kunne være i fred og være 5

6 sundt og rigtigt. Orglet her i Sct. Johannes Kirke er et glimrende eksempel på det, i SV finder vi en Fugara 8, en Vox Celeste og en Trompette, men så er der altså også lukket for pornobutikken, hvad romantikken angår, og det bliver pænt holdt i SV. Orgelbevægelsen og funktionalismen Orgelbevægelsen gav sig i det hele taget kun langsomt overfor de nye krav, koblet som den var med sine to uadskillelige legekammerater: Dansk Kirkesang på musiksiden og den stadig i dag fremherskende funktionalisme på arkitektursiden. Funktionalismen opstod som retning inden for arkitekturen efter verdenskrigen og havde dels front mod ydre pryd og forskønnelse, dels rettede den sig mod alle former for stilforvirring, og endelig prøvede den at reflektere de nye muligheder, som bygningsindustrien kunne give, og de nye begrænsninger, som de nye produktionsmetoder indebar. Ordene funktion og funktionalisme blev efterhånden stående som fællesbetegnelse for modernisering, teknisk effektivitet og industriel standardisering af byggeelementerne. Problemet er naturligvis, at pryd nogle gange er den egentlige funktion, hvilket funktionalisterne har svært ved at håndtere. Definitionen har jeg hentet på Wikipedia, og den siger egentlig ganske godt, hvorfor orgelbevægelsen er gået så godt i spænd med de funktionalistiske arkitekter. Den bevaringsiver, som Orgelselskabets opståen var et udtryk for, slog kun langsomt igennem, også efter dets oprettelse. 70 erne var f.eks. tiåret, hvor man fjernede Rued Langgaards orgel i Ribe for at erstatte det med et 3-manualers orgel med fuldgyldig orgelbevægelsesdisposition, der var dengang ikke engang et svelleværk som reverens overfor de nye tider, og rundt omkring i de små kirker blev der hærget uhæmmet. Hvad som helst blev fjernet med henvisning til dogmerne om, hvad det sande orgel var, og det var sandelig meget heldigt, at vi havde André Palsgaard og Orgelsamlingen, så i det mindste nogle smuler kan ses og høres i dag. Det har altid på en vis måde været den danske orgelbestands store uheld, at Folkekirken havde og til dels endnu har så mange penge til sin rådighed, at det ikke var forbundet med uoverstigelige vanskeligheder at få kirkens orgel erstattet med et andet, som passede bedre til den nuværende, ofte nytiltrådte, stillingsindehavers smag. Derfor kan vi faktisk konstatere, at det gennemsnitlige danske kirkeorgel er bygget så Ribe Domkirke, 1930 sent som i 1964 og at dets gennemsnitsalder derfor bare er 46 år. Orgelselskabet blev jo grundlagt i 1970, og derfor kan det være ganske interessant at kigge på, hvordan det egentlig forholder sig før og efter denne dato. Der findes ifølge Ole Olesen 2561 spilbare orgler i Folkekirken; heraf er de 1061 fra før Gennemsnitligt bygningsår for denne gruppe: Efter 1969: 1500 (pudsigt nok). Gennemsnitligt bygningsår for denne gruppe: 1983 (ganske tankevækkende at det ikke er 1990). 6

7 Det er jo tal, der med al ønskelig tydelighed godtgør, for det første at orgelbevægelsen (ud over alle de gode ting, den også stod for) faktisk gjorde sig skyldig i en omgang kulturel hærgen, som man ellers skal se på den kinesiske kulturrevolution for at finde magen til, for det andet at argumentet overfor digitalorglerne med, at det holder i flere hundrede år eller vi bygger jo for århundrederne, helt enkelt ikke er rigtigt. Alt faldt for fode, orgelbevægelsens mænd var jo nu blevet ældre og magtfulde og sad på høje poster, hvor de kunne bestemme den slags, og Orglet i Frederiks Kirke de gamle instrumenter blev erstattet af de sande. Det, at så mange instrumenter blev nybygget på så forholdsvis få år af en forholdsvis lille kreds af konsulenter og orgelbyggere medførte også, at de nye instrumenter opnåede en meget høj grad af enshed. På Fyn, hvor jeg bor, hedder et stemmers orgel med to manualer og pedal og en bestemt disposition således helt enkelt en Børchofon, opkaldt efter nu højsalig domorganist Poul Børch der i mindst en menneskealder enerådende placerede orgler, og i øvrigt også ofte organister, rundt omkring på øen med tilliggender. Der bygges stadig Børchofoner rundt om i landet, her er et ganske nyt Bruno Christensen-orgel i Frederiks Kirke i Jylland. Forandring på vej? Forandringerne var dog på vej som før nævnt, og altså ikke mindst i svelleværket, selvom det kan hævdes, at udviklingen hvad angår det danske mainstreamorgel sandt at sige går ret langsomt. Lad os som et godt eksempel vælge det spritnye Marcussenorgel fra Vejleå Kirke ved København. Jeg skal ikke trætte forsamlingen med at citere dispositionen, jeg nævner blot som eksemplificering RP: Principal 8 Rørfløjte 8 Quintatøn 8 Oktav 4 Dækfløjte 4 Oktav 2 Sesquialtera II Quint 1 1/3 Mixtur III Vox Humana 8 Jeg vil bede jer lægge mærke til, at der altså for det første i det hele taget er et rygpositiv, og dernæst til, at der intet er i dispositionen af dette værk, som P-G Andersen ikke kunne have skrevet under på. Han vil givetvis have kaldt rørstemmen for krumhorn, men pyt nu. Værkets disposition fremstår ellers i et og alt som et ægtefødt barn af orgelbevægelsen. Mere overraskende er det i og for sig, at også svelleværket bestemt ligner noget, som de gamle kæmper kunne have fundet på: 7

8 Fløjte 8 Salicional 8 Vox coelestis 8 Svegel 4 Oktavfløjte 4 Oktavin 2 Mixtur IV Corno 8 Obo 8 Hos PG ville 4 fløjten næppe have været overblæsende, men ellers ligner det ganske godt et klangapotek fra den periode i tresserne og halvfjerdserne, hvor kæmperne så småt begyndte at besinde sig på at give efter for de nye tider, men holdt igen og skabte nogle skægge hybrider, som de kaldte crescendoværker, som skulle smage lidt af fugl, men dog hverken ville give fjenden sin fulde ret eller folket dobbelt nåde. Man ville jo trods alt ikke gerne opfordre til misbrug! Dette her er, i hvert i dispositionen, ret præcist sådan et. Hvad de gamle kæmper derimod ikke ville have godkendt er utvivlsomt den udstrakte brug af oktavkoblinger eller barkermaskinen i 3. manual. Kirkens organist, Carsten Popp, skriver således om sit instrument i det sidste A- nummer af Orglet : Det er ikke en stilkopi af et tysk barokorgel, eller et fransk Cavaillé-Collinstrument, men et dansk orgel, som er moderne, men samtidig bygger på de traditioner som har gjort dansk orgelbygning kendt. Bingo! De kunne ikke have sagt det bedre, de gamle, og det kunne John Horsner heller ikke. Jeg minder om citatet fra før: Der var dengang trods alt tale om, hvad man kunne kalde anvendt historie! Stilkopibølgen Dette bringer os frem til, at vi kommer til at tale om hele stilkopibølgen og dens følger for Danmark. Herunder kan vi ikke undgå at komme til at tale om arkitektur, og så kommer vi op at skændes, har jeg erfaring for. I de fleste af de orgelsager, jeg har haft med at gøre, er dispositionen såmænd hurtigt blevet ordnet, det er jo trods alt en forholdsvis standardiseret affære, kan man se, og så er vi ret hurtigt gået over til det, der virkelig tager tid: facaden! Det vender vi tilbage til lige straks. Den egentlige stilkopibølge er faktisk aldrig rigtig nået til Danmark, den standsede ved grænsen, da den indså, at den aldrig ville kunne komme igennem arkitekter og kgl. bygningsinspektører m.v. Der er kun ganske få eksempler på rendyrket stilkopi i Danmark, men de har så til gengæld generelt vakt en sådan berettiget opsigt, at man kan undre sig over, at disse instrumenter ikke har fået en større effekt på orgelbygningen generelt, end tilfældet viser sig at være. Indvirkningen på den øvrige orgelbygning, også hos de firmaer, der selv har lavet stilkopierne, har været forbløffende lille. De instrumenter, der er tale om, har det tilfælles, at der på sin vis er tale om semi-restaureringer; jeg snakker naturligvis om Roskilde Domkirke, Sct. Mariae i Helsingør, Garnisons Kirke, Sønderborg Slotskapel og Christiansborg Slotskirke. Disse instrumenter har alle en facade, der ikke kunne røres, og i visse tilfælde, som i Roskilde 8

9 og i Christiansborg, også noget pibemateriale, der stillede visse stilistiske krav til det endelige orgel. Stilkopi er en meget vanskelig disciplin. Det ligger i begrebet, at der er noget, der skal kopieres, der giver sig selv, og at enhver afvigelse i princippet ikke er tolerabel, da vi jo så allerede herved har lagt en afstand til den originale stil, og herved har distanceret os fra stilens autentiske udtryk. Dette kan selvsagt ikke accepteres, da hele filosofien bag stilkopien jo må være, at tidligere tiders autentiske udtryk er bedre egnet til at løse de forhåndenværende opgaver end vores eget, da et autentisk udtryk for vor egen tid overhovedet ikke findes. Det kan der siges meget om, og tiden her tillader ikke, at jeg kommer nærmere ind på bevæggrundene til dette. Man kan vinde meget: ved at forsøge at kopiere orgler i alle detaljer kommer man sommetider op med muligheder, som man ikke selv ville have fundet på, f.eks. klangligt. Man behøver f.eks. bare at tænke på forskellen på klassisk franske rørstemmer og de tilsvarende danske med de samme navne for at konstatere, at verden er stor og klangmulighederne utallige. Omvendt så er der flere farer ved stilkopierne; den ene er lokale kompromisser og den anden er, at man risikerer at overtage nogle uheldige bommerter. Man var jo desværre ikke forsikret mod bommerter, bare fordi man levede i fortiden den har engang været nutid, og menneskene derfor underlagt præcis de samme vilkår for fejltagelser som vi. Vi har ikke her i landet, så vidt jeg ved, nogle gode eksempler på den førstnævnte faldgrube, men ret tæt på os ligger orglet i Örgryta Kyrka i Göteborg, som er et ret oplagt eksempel på den slags. Jeg minder kort om, hvad det går ud på: der er her tale om et højprofileret forskningsprojekt, bemærk vel forskningsprojekt, som blev realiseret under GoArts auspicier, det orgelforskningsinstitut som man der med stor energi og dygtighed fik op at stå. Her gik en gruppe internationale videnskabsmænd og orgelbyggere sammen om at bygge en aldeles nøjagtig Schnitger-kopi i 1:1 størrelse, for at se, hvad der lå bag denne legendariske orgelbyggers enestående succes, for så at sige at aflure ham hans hemmeligheder. Nu fylder sådan et orgel jo, som I måske har lagt mærke til, temmelig meget rent fysisk, og man kunne selvfølgelig derfor ikke bare stille det ind i at skab til videre eksperimenteren, da det var færdigt; man fandt en kirke, hvor det kunne være. Og så begynder balladen. For så skal det også kunne bruges til noget, og derfor må vi indledningsvis have elektrisk nodelys og elektrisk blæser, ellers bliver dagliglivet helt enkelt for besværligt. Så kommer der nogen og siger: Jamen (folk er begyndt at sige meget jamen nu til dags) orglet skal da også kunne klare Bach. Og så har vi balladen, for instrumentet er naturligvis middeltonestemt, som Schnitgers orgler var, og det er Bach ikke til, det kommer simpelthen til at lyde for mærkeligt. Derfor installerer man så, da man ikke vil give afkald på middeltonen, et antal subsemitoner, ikke 9

10 alene i RP, som det var forholdsvis almindeligt, men i alle manualer og pedalet. Og det er da et kompromis, der vil noget. Det vil sige, at man skaber et decideret historieforfalskende kompromis for at kunne spille Bach, en komponist, der aldrig har haft ret meget at gøre med Schnitger-orgler. Og så er det ikke engang noget, jeg finder på, man kan finde indrømmelsen på GoArts hjemmeside, dog ikke på nogen prominent plads. Den anden type faldgruber kender vi til gengæld godt herhjemmefra, nemlig overtagelsen af tidligere tiders bommerter. Det nyrestaurerede orgel i Christiansborg Slotskirke har vakt nogen debat efter genindvielsen, fordi det i manges øjne har den for et orgel meget kedelige egenskab, at man ikke så godt kan høre det. Tuttiet virker ikke som et tutti og plenoet ikke som et pleno, siger man, og personlig giver jeg kritikerne ret. Jeg er ikke spor i tvivl om, at orglet nu står i en tilstand, der kommer ganske nær til tilstanden efter indvielsen, og problemet med den højst uheldige placering er givetvis blevet påtvunget Marcussen og Reuter af arkitekten, og det ved vi, de var kede af. Men historie er historie, og når man restaurerer, så restaurerer man, og så må man nødvendigvis overtage det, der også var et stort problem dengang, nu har problemet bare fået nogle ekstra point på overbærenhedskontoen, fordi det er blevet autentisk. En kirkevant dansk arkitekt Arkitekterne, ja. Jeg omtalte før den ganske intensive kobling mellem orgelbevægelsen og den funktionalistiske arkitekturretning. Et af de mest påfaldende kendetegn ved denne er dens helt utrolige holdbarhed. Jeg nævnte før, idet jeg citerede aldeles officiel arkitekturhistorie, at det var blevet opfundet i årene efter, ikke anden, men sågar første verdenskrig. Jeg mener, det er altså et par dage siden, der er ikke længere nogen overlevende soldater fra den krig, og ikke desto mindre hævder arkitekterne med stor iver, at denne retning som, jeg repeterer, indebærer front mod pynt og forskønnelse, den indebærer lige linier og et formsprog, der er tilpasset de industrielle muligheder, at denne retning er moderne. Moderne! Et udtryk for vor tid, siger de tit. Så skulle efter den samme ræson også charlestonmusikken og cakewalken gælde for at være moderne musik, Debussy for at være det hotteste nye inden for klassisk musik, og Edvard Munch, som døde helt fremme i 44, for at være på det nærmeste en avantgardemaler. Kom dog ind i kampen, arkitekter! Nu skal der nok være dem i forsamlingen, som er tilbøjelige til at mene, at jeg overdriver, og det indrømmer jeg, at jeg nogle gange gør for at hamre en pointe hjem. Men ikke i dette tilfælde, her er jeg aldeles nøgtern. Lad os lige vende tilbage til vores aldeles nybyggede orgel fra før i Vejleå kirke i Ishøj. Vejleå Kirke er i øvrigt rigt udsmykket af billedkunstneren Peter Brandes, men fremstår arkitektonisk, som det hedder i Wikipedias tyske udgave, in einer straffen und einfachen Formsprache. Og tilsvarende har man her skabt en orgelfacade, der er så utiltalende straf, at man har været nødt til at hælde 5500 stykker bladsølv på, og i øvrigt skjule det stakkels orgel bag en 5 meter høj hængende metalskulptur. Som Carsten Popp skriver: Dette kunstværk er med til at opbløde den noget kasseformede og stramme 10

11 orgelfacade. Læg mærke til, at det er organisten selv, der siger sådan om sit stakkels barn, det er ikke mig. Når nu han synes sådan, hvorfor blev det så sådan? Hvorfor kunne han eller menighedsrådet ikke sige til arkitekten, at det der synes vi altså ikke ser ret pænt ud. Om! Hvorfor måtte man ofre givetvis mange hundredetusinder af kroner på at få en forsølver og en dygtig billedkunstner til at kaste en kærlighedens kåbe over bæstet? Det er fordi, intet orgelprojekt her i landet kan realiseres, uden at man har det, der hedder en kirkevant dansk arkitekt med på råd, ja sågar i førersædet. Hvordan i alverden er det dog gået så galt, at man i en orgelsag nødvendigvis skal have en arkitekt i førersædet? Disse rekrutteres fra en ganske snæver kreds af kirkevante arkitekter, jeg har lidt indtryk af, at opgaverne går på omgang, og det gør såmænd heller ikke så meget, for der er slet ikke nogen, der tør stikke næsen frem og lave noget, der er virkelig anderledes, så går der nemlig ikke så mange år, inden de ikke er kirkevante mere. Vi er vant til, at arkitekterne har denne position. Ser vi på det nylige ikke så heldige orgelprojekt i den nye koncertsal i Ørestaden, så er van den Heuvel muligvis ikke verdens bedste orgelbygger, men han har sandt at sige heller ikke haft en chance overfor Jean Nouvel, arkitekten, som har gjort konditionerne umulige, uden at orgelbyggeriet har turdet protestere, så det kunne høres. Det er nemlig langtfra altid, at den funktionalistiske arkitektur opfylder det absolutte minimumskrav, man med føje kunne stille til den, nemlig at være funktionel. Eventuelle orgelbyggere blandt læserne vil givetvis alle kunne tænke tilbage på situationer, hvor en arkitekt har formgivet først og så overladt det til det stakkels orgelbyggerfirma at komme frem til et eller andet kompromis, så de på en nogenlunde håndterlig måde kunne få plads til alle deres piber og sager indeni, eller ved bagvæggen eller hvor det nu kan være. Et andet godt eksempel kan være inddækningerne ved pibemundingerne, hvis der er nogen. I Vejleå, i Nykøbing F og talrige andre steder, skal vi bare sidde og kigge ind i en tom kasse ovenover piberne. Charmerende! Somme tider kan der være et gitterværk, der oftest går ned bag om facadepiberne, men nu ved man tilfældigvis, at dette spørgsmål har betydning for klangen, at inddækningerne helst skal gå ned foran pibemundingerne, og at vores arkitektoniske vaner altså faktisk ikke er særlig funktionalistiske i netop dette spørgsmål. Mariagerprojektet Jeg har selv haft den fornøjelse, at jeg igennem de sidste 9 år har været involveret i et af de mest spændende, fortvivlende, nervenedbrydende og opløftende orgelprojekter, der er blevet 11

12 realiseret i Danmark meget længe, nemlig det nye orgel i Mariager Kirke, der skal indvies her d. 29 maj. 46 stemmer, 3 manualer og pedal, en ordentlig sag. Der blev afholdt licitation, som der jo skal, menighedsrådet havde gjort deres research meget grundigt, og der var ikke inviteret nogen orgelbyggerier, der ikke med stor succes ville kunne have bygget orglet, men skæbnen og de gode Mariagerfolk ville, at det blev en fransk orgelbygger, Bernard Aubertin, der vandt. Der var ikke tale om en prismæssig overvejelse, det franske tilbud lå midt i feltet, man ville i Mariager have noget der lød anderledes og så anderledes ud. Havde jeg den dag vidst, hvad der ventede mig, kan det godt være, at jeg ville have været noget mere betænkelig ved opgaven, end jeg var. Jeg fik nemlig jobbet som konsulent, ikke så meget på grund af min leksikalske viden om alle orgelbygningens facetter, for sådan en har jeg ikke, men fordi jeg simpelthen taler fransk efter at have tilbragt en stor del af min barndom i Paris. Og det skulle det vise sig, at der blev god brug for. Ikke på grund af vanskeligheder mellem Mariagerfolkene og franskmanden, ikke p.gr. af indviklede orgeltekniske overvejelser, ikke p.gr.af lange diskussioner frem og tilbage om dispositionen, ikke p.gr.af pengene, men p.gr.af facaden. Samspillet, hvis man kan kalde det sådan, mellem en genial, men yderst egenrådig fransk kunstner og indtil flere danske arkitekter, der som før nævnt ikke er vant til at blive sagt imod, viste sig at være endog yderst prekært. Det startede nogenlunde med, at Aubertin proklamerede, at han på ingen måde havde tænkt sig, hvis det da var det, man forestillede sig au Danemark, at bygge et orgel der lignede bagsiden af et kosteskab. Derfor ville han sporenstregs fremsende sin tegning af orglet, som han havde tænkt sig det. Nej, nej, nej, hviskede vi forsigtigt, men panikslagent, det går slet ikke, det kan vi ikke uden at have talt med monsieur l architecte. Vi skyndte os at invitere manden herop, vi var ude at se et orgel, som monsieur l architecte havde tegnet, allerede her kunne jeg tydeligt se på Aubertins ansigtsudtryk, at det ville blive et meget vanskeligt samarbejde. Aubertin, der tegner helt fremragende, fremsendte snart efter en skitse af en stormende himmelborg, med alle de krummelyrer og gesvejsninger, der findes + nogle stykker til, som han selv havde opfundet. Den blev, noget overmodigt viste det sig, af formanden Peter Toubøl, le président Toubol, fremsendt til den kgl. bygningsinspektør for at se, hvad han egentlig ville sige til det. Og det skal jeg love for, at han ville! Det kom til et møde i Mariager Kirke, der sent vil blive glemt af dem, som var til stede. I disse tider, hvor betimeligheden af at ofre penge på kunst meget ofte er under angreb fra forskellige sider, var der noget ligefrem manende og opløftende ved at se 10 voksne mennesker stå og råbe og skrige og hoppe op og ned af æstetiske årsager. Bygningsinspektøren var ikke glad. Han mente helt klart, på basis af Aubertins facade fra St. Louis-en-l Ile i Paris at kunne konstatere, at manden var en amatør, selvom det måtte indrømmes, at han tegnede misundelsesværdigt godt. Dertil måtte vi andre indvende, at da det ikke var blevet draget i tvivl, at han kunne bygge orgler, og da han tegnede misundelsesværdigt godt, så måtte hans amatøragtighed bero på, at han havde en anden smag end bygningsinspektøren. Desuden var orgelbyggeren lige blevet præmieret af Paris chefarkitekt for netop denne facade, om St. Louis-en-l Ile, Paris 12

13 chefarkitekten så også var en amatør? Jo, det var han. Der var både her og i Mariager-udkastet tale om en bevidstløs gotisk kopi, og det var tydeligt, at bygningsinspektøren fuldstændig delte orgelbevægelsens holdning til stilkopier. Han fremhævede kirkens daværende orgel som et eksempel på prunkløshed og fordringsløshed. Dette orgel, et 14-stemmers Bruno Christensen, som nu står i Gamtofte på Fyn, er i sin facade en kopi af orglet i Sion i Schweiz, som er fra 1375, og vi fik aldrig noget svar på, hvorfor det tilsyneladende er OK med stilkopier fra det 14. årh, men ikke fra det 17. Senere hen kom der afslag på papir, først fra bygningsinspektøren med henvisning til, at der var tale om en bevidstløs gotisk kopi, og dernæst fra Nationalmuseet med henvisning til, at der var tale om en bevidstløs barok kopi. Det er jo vældig betryggende med denne dybe stilistiske indsigt hos de højere myndigheder, der har magt til både at fremme og især standse projekter. Sandheden var naturligvis, at det overhovedet ikke var nogen bevidstløs kopi, men en leg med nogle andre elementer, end vi er vant til at se, og at hele bortdømmelsen af franskmanden var et stykke Mariager Kirkes gamle orgel protektionistisk provinsialisme af første skuffe. Der blev udfærdiget et facadeforslag af monsieur l architecte på basis af Aubertins konstruktion. Aubertin erklærede, at han fandt det meget interessant, at han genkendte flere stiltræk nede fra sit supermarked i Fraisans, men at han under ingen omstændigheder ville bygge det; han ville simpelthen ikke have sit navn forbundet med noget, der så sådan ud, sagde han, idet han mumlede mange galliske ting om bagsiden af IKEA-møbler, som jeg valgte at overhøre. Det blev efterhånden klart, at der enten måtte skiftes orgelbygger eller arkitekt, og man besluttede at engagere arkitekt Gert Madsen, Hadsten i stedet. Han kom her på sit livs opgave. Gert var og er yderst samarbejdsvillig, men heller ikke han var jo vant til en orgelbygger, der stillede ufravigelige krav. Kunne man ikke--- Nej! Jamen, de andre orgelbyggere kan Fint. Hyr dem. Viljen var der ikke desto mindre trods alt fra begge sider, og et af mange facadeudkast fra Gerts hånd blev udvalgt til at gå videre med og godkendt af myndighederne! Derefter skulle der så et langvarigt detaljearbejde til, inden vi havnede der hvor vi er nu, et detaljearbejde, hvor der på mærkværdig vis og efter lange forklaringer på rivende fransk bestandig indsneg sig flere ornamenter. Jeg har hørt sige, at der stadig kommer lidt trækninger i Gerts ansigt når han ser flammesværdene, men ellers er alle, der har set det, yderst godt tilfredse. Det er den bedste slags samarbejde: Bernards orgel er kommet til at se anderledes ud, end hvis han var blevet overladt til sig selv, og Gerts udgangspunkt, næste gang han tegner et orgel, vil bestemt ikke være det samme. 13

14 Mariager Kirkes nye Bernard Aubertin-orgel

15 Fremtiden er over os Det har været en sej proces, men forhåbentlig har vi opnået det, at udgangspunktet næste gang ikke er det samme, som det plejer at være. Nu er der for første gang sket det, at vi har fået en spritny facade med krummelyrer. Og det er jo ikke engang fordi, det er så slemt, det er bare lidt chokerende i forhold til Vejleå. Hvis vi sammenligner med nogle rigtige barokke barokorgler er forskellen klar: Mariagerorglet er klart et nyt orgel, der elegant tillader sig at anvende nogle af de dekorative elementer, som menneskene har brugt siden tidernes morgen. På høje tid, kan man sige. Jeg vil gerne hermed opfordre til at d herrer og damer organister og orgelbyggere gør oprør mod den rette linies tyranni og mod det enkle og stramme formsprog. Vi gider ikke mere, vi keder os ihjel. På samme måde kunne man opfordre til, at det der er inden i orglerne også bliver mere varieret og bedre. Jeg er noget træt af, at når jeg kommer ud til snart sagt et hvilket som helst dansk orgel og ser registernavnet rørfløjte, så ved jeg præcis, hvordan det lyder, og jeg bliver aldrig overrasket. Hvis vi skal bibeholde eller sågar vække ny interesse for orgelkulturen, så er der nødt til at være noget mere at komme efter. Orgelmusik er, hvor nødig man end vil indrømme det, en del af showbizz, og om denne gælder det, at hvis folk føler sig underholdt, så kommer de tilbage, og hvis de ikke føler sig underholdt, så kommer de ikke tilbage. Så enkelt og så svært er det. Hvor går vores orgelkultur så hen nu? Organisterne og orgelbyggerne har det tilfælles, at vi i flere menneskealdre har opereret på absolut beskyttede markeder. Man har overhovedet kun kunnet søge visse stillinger, hvis man havde den og den eksamen, og den danske orgelpark har været totalt friholdt for udenlandsk indflydelse siden Cavaillé-Colls orgel i Jesuskirken. Det kan man mene om, hvad man vil, men det har på mange måder været en privilegeret tilværelse, et lukket system, hvor kirkerne bare havde at være glade for de organister og orgler, de fik tilbudt, for det var simpelthen udvalget, basta. Omvendt var det for os andre det arbejdsmarked, der var, og som man måtte tilpasse sig. På meget kort tid, og uden at det rigtig er gået op for os, har jeg indtrykket af, er det pludselig slut: Der er begyndt at komme udenlandske orgelbyggere til Danmark, og efter den sidste overenskomst er DOKS monopol på de større stillinger effektivt brudt. Vi står pludselig i en konkurrencesituation, som vi ikke er vant til eller gearet til, måske, med udlandet, med andre uddannelsesniveauer, andre musikarter, med andre instrumenter sågar. Det er vi ikke vant til, og efter min opfattelse har vi rigtig godt af det. Fremtiden har indfundet sig, og den, der ikke vil anerkende det, står i stor fare for at blive overmandet af den. Der skal altså til at ske noget, og godt det samme, thi evig stilstand er død, som Grundtvig siger. Og det, der skal ske, er, at der skal mere smæk for skillingen. Orgelmusik, og klassisk musik i det hele taget, har ikke krav på publikums og kirkernes opmærksomhed, fordi den er klassisk, den har kun krav på den, hvis den er fed. Hvis den rykker. Det bliver svært for os alle. Både organister og orgelbyggere må vænne sig til, at kirkerne ikke nødvendigvis holder et sikkerhedsnet under dem, således at man bare kan nøjes med det udmærkede produkt, man plejer at tilbyde. Orgelbevægelsesorglet kan vel i virkeligheden anses for at være det sidste moderne orgel, og det er vi ved at være lidt trætte af, bl.a. fordi det har været der så længe, og fordi vi næsten ikke har andet. Stilkopierne er vi vant til at undsige, jf. John Horsner, Carsten Popp, den kgl. bygningsinspektør og andre. Det eneste afgørende nye, der i de sidste 50 år er sket på orgelbygningsfronten, nemlig digitalteknologien, frasiger vi os panikslagent med 7 kors for os og hvidløgsranker og jeg ved ikke hvad. Det vil sige, at vi på 15

16 forskellig vis frasiger os såvel vores fortid som vores nutid og fremtid, og det gør jo en udvikling en smule vanskelig, kan man sige. Hvad skal vi dog så finde på? Jeg tror, at vi skal opgive vores defensive forsvar af etablerede værdier og kaste os ud i et større både-og -eksperiment. Vi må både have orgler, der ligesom Vejleå er udviklet af de sidste 80 års danske tradition, og flere stilkopier, der kan bringe nye lyde ind i vort verdensbillede, og sidst, men ikke mindst, vil jeg hævde, at vi simpelthen er nødt til at beskæftige os seriøst med de digitale teknologier, i stedet for blot at overlade det til kommercielle interesser, der bare vil sælge billige orgler. Det er her, og det går ikke væk, fordi vi vender ryggen til. Jeg har på det seneste været involveret i et par større orgelprojekter, som nævnt, udover Mariager også orglet i Symfonisk Sal i Århus, som bliver bygget af firmaet Klais fra Bonn. Er det nu fordi, jeg hader danske orgelbyggere? Bestemt ikke, danske orgelbyggere er verdensmestre til det de foretager sig, nemlig at bygge orgler af enestående pålidelighed og uhørt høj teknisk kvalitet. Jeg holder faktisk så meget af danske orgelbygning, at jeg meget frygter for, at den om relativt få år i det store og hele er blevet til en tilbygger af subbasser i landsbykirker og indbygger af stedse mere fancy kombinationssystemer. Det står i fare for at ske, og det gør det, fordi monopolsituationen er ophørt; vi skal konkurrere, og det er ikke alene med udenlandske orgelbyggerier, det er bestemt også med tanken om, at det jo ikke er hverken pinende nødvendigt eller gudgivent at der i det hele taget er orgelmusik. Derfor mener jeg, at de danske orgelbyggerier bør opsøge forpligtende samarbejder med udenlandske kolleger, lidt i lighed med samarbejdet mellem Wegscheider og Klais om restaureringen af Buchholz-orglet i Nicolaikirken i Stralsund. Begge parter bliver klogere, begge parter har noget med hjem. Det er derfor, at jeg har medvirket til at invitere udenlandske orgelbyggerier hertil, der må og skal simpelthen tilføres ny inspiration. Hvor står vi så nu? For nogen tid siden havde jeg i et nummer af Orglet et indlæg, hvori jeg harcelerede kraftigt over redaktionens beskæftigelse med et særdeles velkendt orgel i København og med en dokumentation af et nu nedlagt orgelbyggeri, der tydeligvis ifølge artiklen var af tvivlsom kvalitet. Det blev redaktøren forståeligt nok brøstholden over, og det er da heller ikke fordi, at jeg mener, at spørgsmål af orgelhistorisk art er uinteressante, heller ikke i det små. Når jeg alligevel vil fastholde, at jeg mente præcis, hvad jeg skrev, er det fordi vi står i en situation, hvor væsentlige ting trænger sig på. Hvis ikke vi, som faktisk interesserer os for orgler og orgelmusik, begynder at blande os kraftigt i fremtiden, så kan vi meget vel gå fra at være en subkultur til at blive en forhenværende subkultur på få år. Vi er ikke så mange, der er født til det: konservatoriernes orgelfaggrupper, orgelbyggerierne og DDO, hvorimod fagforeningerne f.eks. vil skulle organisere de musikere, der til enhver tid er ansat i Folkekirken, og det er min spådom, at temmelig mange af disse om 20 år ikke har orgel som instrument. Derfor er det fuldstændig nødvendigt efter min opfattelse, at Det Danske Orgelselskab, hvis det fortsat vil opfylde sin formålsparagraf om at udbrede forståelse og interesse for orglet supplerer resten af paragraffen om at bevare og forske med en paragraf om at påvirke, stille spørgsmål og debattere hvor vi går hen. Denne paragraf kunne man så på konservatorierne, på orgelbyggerierne og ude i de kirkemusikalske miljøer så også passende tage til sig. Det er vel trods alt ikke kun et spørgsmål om, at vi skal følge med tiden; vi er unægtelig selv en del af tiden og må følgelig naturligt have et ord at skulle have sagt. Velkommen til fremtiden! 16