Græs. Kompendium for kurser i græspleje på AMU-uddannelserne

Transkript

1 Græs Kompendium for kurser i græspleje på AMU-uddannelserne

2 Copyright September 2007 Undervisningsministeriet Undervisningsmaterialet er udviklet af Mejeri- og Jordbrugets Efteruddannelsesudvalg i et samarbejde med Helene Kejser, Marianne Henriksen og Karin Juul Hesselsøe, Kompetencecenter for det grønne område, Sandmosen. Materialet kan frit kopieres. Materialet er udviklet til deltagere i AMU-uddannelserne: Græs, vækstforhold og pleje, Græs, sygdomme og skadedyr og Græspleje og analyser. Materialet kan frit viderebearbejdes med angivelse af denne tekst: Dette materiale indeholder en bearbejdning af undervisningsmaterialet til AMU-uddannelserne: Græs, vækstforhold og pleje, Græs, sygdomme og skadedyr og Græspleje og analyser september 2007.

3 Indholdsfortegnelse FORORD...3 INDLEDNING...5 Græsfamilien... 5 Forædling af sorter... 7 GRÆSFRØET Græsfrøets opbygning Frøkvalitet/egenskaber Frøets spiring og etablering GRÆSKENDSKAB Morfologi Græsbeskrivelser JORDBUND Jordens tekstur og struktur Jordens indhold af luft og vand Normer for jord/vækstlag til græs Hvordan opretholdes en god jordstruktur? GØDNING Mikro- og makronæringsstoffer Optagelse af næringsstoffer Gødningstyper Jordbundsanalyser Gødningsberegning NÆRINGSSTOFFERNES KREDSLØB Kulstof-kredsløbet (C-kredsløbet) Kvælstof-kredsløbet (N-kredsløbet) Fosfor-kredsløbet (P-kredsløbet) JORDENS MIKROORGANISMER Bakterier Aktinomyceter Svampe

4 Alger UKRUDT Typer af ukrudt Spredning af ukrudt Forebyggelse og bekæmpelse af ukrudt SYGDOMME I GRÆSAREALER Svampesygdomme Bestemmelse af sygdomme SKADEDYR I GRÆSAREALER Insekter Skadelige insekter Regnorm PLEJE AF GRÆSAREALER Miljøvenlig pleje Græsklipning Filt EKSTENSIVE GRÆSAREALER Pleje af ekstensive græsarealer Etablering af ekstensive græsarealer Pleje af lyng/hedearealer KILDER

5 Forord Dette kompendium er undervisningsmateriale til kurserne i græspleje på AMU-uddannelserne. Formålet er at styrke kendskabet til drift og pleje af rekreative græsarealer græsplæner, fodboldbaner og golfbaner. Kompendiet indeholder en beskrivelse af græsplanten generelt og dernæst er der en gennemgang af de mest almindelige arter af græs, der anvendes til dette formål. Derefter er der en kort gennemgang af de grundlæggende vilkår for græssets vækst jord, gødning og mikrolivet i jorden. De enkelte emner er naturligvis ikke beskrevet i detaljer, da det ville blive for omfattende, men emnerne er prioriteret udfra den erfaring vi har med at undervise i dette område. Ønsker man flere detaljer om plantevækst, må man ty til andre grundbøger. De store udfordringer, der er i at drive rekreative græsarealer, bliver især behandlet i afsnittene om ukrudt, sygdomme og skadedyr. Her er der lagt vægt på, at arealerne bør drives på den miljømæssigt mest forsvarlige måde. Afsnittet om pleje af græsarealer er meget generelt. Man finder altså ikke f.eks. en konkret plejeplan for driften af en fodboldbane i dette afsnit. I det fortsatte arbejde med undervisningsmaterialer om rekreative græsarealer, vil der i den nærmeste fremtid blive udarbejdet materiale om dette emne. Det sidste afsnit omhandler ekstensive græsarealer, som især golfbanerne har en del af. Kompendiet afsluttes med en kildeliste, hvor man kan finde inspiration til at få uddybet de forskellige emner. De fleste af illustrationerne i kompendiet er vores egne. Øvrige illustrationer er brugt med kildeangivelser, hvor det har været muligt. 3

6 Vi siger tak for alle gode råd og vejledninger i arbejdet med dette kompendium, og især skal Bente Mortensen fra Danske Anlægsgartnere have en stor tak for en grundig gennemlæsning og mange gode kommentarer. Har du kommentarer eller finder du trykfejl, er du velkommen til at henvende dig. Kompetence-center for det grønne område Sandmosen, juli

7 Indledning Græsfamilien Svenskeren Carl von Linné, som levede fra 1707 til 1778, er ophavsmanden til den moderne botaniske navngivning af alle arter. Han havde den opfattelse, at planteslægter var grupper af arter, der alle var hinanden lig. Det er på grundlag af hans principper, at det botaniske system er blevet udviklet, og det er de samme principper, der ligger til grund for vor tids navngivningsregler. Planteriget Løvplanter Stængelplanter Bakterier Alger Svampe Stængelsporeplanter Frøplanter Mosser Padderokker Dækfrøede Nøgenfrøede Enkimbladet Tokimbladet Familier Slægt Familier Slægt Art Sort Art Sort 5

8 Græsserne hører til de enkimbladede planter, hvis kendetegn er: De spirer med ét kimblad De har ingen sekundær tykkelsesvækst De har trævlerod Blomsten er 3-tallig (tallet 3 går op i antal støvdragere og støvfang) De har lange og smalle blade (linieformede) Vækstpunktet sidder lige over jordoverfladen Græsfamilien (Gramineae) er en af de plantefamilier, der omfatter flest arter. Den har stor betydning for mennesket, dels fordi den leverer vort daglige brød og dels, fordi den leverer foder til vores husdyr og mange vilde dyr. Mange græsarter anvendes til tækning af huse, til fremstilling af tekstilråstoffer, papirfremstilling og stivelse, sukker og forskellige olier. Græsfamilien omfatter ca. 620 slægter med omkring arter over hele jordkloden. I Danmark findes der 113 arter af græs som er vildtvoksende, fordelt på 46 slægter. Ud af de mange arter anvendes ca. 6, fordelt på 4 slægter, til forskellige former for græstæppe. Slægt, art og sort Hver plantefamilie opdeles i et antal slægter og kendetegnende for en slægt er: Plantearter som har væsentlige lighedspunkter med hensyn til biologiske og morfologiske træk. Slægter er normalt ikke indbyrdes forplantningsdygtige Hver slægt opdeles igen i et antal arter og kendetegnende for en art er: Grupper af individer som ligner hinanden i alle væsentlige biologiske og morfologiske træk. Planterne er indbyrdes forplantningsdygtige. Afkommet er indbyrdes forplantningsdygtigt. Ud fra arten kan der udvælges sorter og kendetegnende for en sort er: Planter, som afviger fra den art de tilhører og som man bevidst har selekteret til dyrkningsmæssige forhold. 6

9 Sorten skal være genkendelig i sine egenskaber efter formering ( farve, slidstyrke, genvækst m.v.) Forædling af sorter Indenfor de anvendte arter af græsser til plænegræs, er der i de senere år lavet et intensivt forædlingsarbejde for at finde nye sorter, som er velegnede. Kravene til græsset er naturligvis forskellige alt efter, om det skal anvendes til prydplæner, til fodboldbaner eller til golfbaner, men nogle af de kvalitetskrav, der forskes i er: Skudtæthed Vækst med underjordiske eller overjordiske udløbere Slidstyrke Genvækst efter slid/skader Farve og ensartethed Tolerance overfor lave klippehøjder Resistens/tolerance overfor sygdomme Tolerance overfor sol/skygge, fugt/tørke, m.v. Forædlingen foregår hos frøfirmaerne enten i Danmark eller i de nærliggende europæiske lande. Når forædlerne har fundet en ny lovende sort, sendes den til afprøvning med henblik på godkendelse og eventuel anerkendelse på sortslisten. Betingelsen for at få en ny sort optaget på sortslisten er, at den adskiller sig fra de allerede eksisterende sorter i udseende og egenskaber. 7

10 Sortsafprøvning Figur 1: Sorter af plænegræsser (Illustration: Danmarks Jordbrugsforskning). Hidtil har afprøvningen af nye sorter af plænegræsser foregået i nationalt regi, men fra 2005 er den afløst af en fællesnordisk sortsafprøvning med forsøgsarealer forskellige steder i Skandinavien. Indtil 2008 vil man dog stadig kunne følge resultaterne af de danske forsøg i Grøn Viden sorter af plænegræsser, som udgives hvert år af Danmarks JordbrugsForskning (se Figur 1). Sorterne er testet ved almindelig plænehøjde (30 mm), og de er listet efter egenskaber som f.eks. helhedsindtryk, vinterfarve, tørkeresistens, skudtæthed og slidstyrke. De sorter, der udmærker sig ved egenskaber, der er bedre end eksisterende sorter, bliver tildelt S-mærket. 8

11 Figur 2: Den fællesnordiske sortsafprøvnings forsøgssteder (Illustration: STGT, Den fællesnordiske sortsafprøvning har til hensigt at samle forsøgsresultater fra områder med omtrent de samme klimatiske forhold (se Figur 2). De danske resultater fra Tystofte på Sjælland er derfor kommet i en sydlig skandinavisk zone sammen med resultater fra Landvik i Sydnorge og Fullerø ved Stockholm. De foreløbige forsøgsresultater fra 2006 kan ses på hvor sorterne er testet for egenskaber som f.eks. skudtæthed og sygdomsresistens. På den sydnorske forsøgsstation Landvik findes desuden arealer med afprøvning af græsarter og sorter, som testes ved meget lave klippehøjder (til golfgreens). Mere information om resultaterne af disse forsøg kan findes i Plantemateriale til golfbaner i Skandinavien, se kildelisten side

12 Græsfrøet Forud for dannelsen af græsfrøet, skal der ske en bestøvning og en befrugtning. Dette forudsætter, at støvfanget modtager pollen. Mange planter, herunder græsserne og mange træer, benytter vinden til spredning af pollen. Denne tilfældige spredning af pollen kompenseres af en storproduktion af pollen. På visse tidspunkter af året fyldes luften med pollen og pollentallene bringes i nyhederne til de mennesker, der lider af høfeber. Hos de enkimbladede planter sker sammensmeltningen af de hanlige og de hunlige kønsceller efter ca timer efter bestøvning. Efter yderligere 3 uger efter befrugtning er frøet fuldt udviklet. Græsfrøets opbygning Figur 3: Illustration af et græsfrø. Frøet består af frøskal, frøhvide og kim. Frøskallens funktion er at beskytte frøet mod udtørring og skader. Frøhviden, som hos græsserne udgør ca % af frøets samlede vægt, er frøets madpakke. Den indeholder den energi i form af stivelse, som den nye plante behøver indtil den kommer over jorden og har udviklet grønne skud. Kimen er en miniatureudgave af den voksne plante, hvor både roden og de første blade allerede er dannede. 10

13 Enkimbladede planter, herunder græsserne, har som ordet antyder ét kimblad, som under spiringen vil optage næringsstoffer fra frøhviden. Spiringsprocessen igangsættes når hormoner i aleuronlaget mobiliseres. Kimen er omsluttet af en kimrodsskede, som beskytter roden og en kimbladsskede, som beskytter de nye bladskud. Frøkvalitet/egenskaber For at opnå en veletableret græsplæne bør der anvendes frø af høj kvalitet. Frøkvalitet er karakteriseret ved: Genetisk ensartethed Renhed Størrelsesfordeling Tusindkornsvægt Sundhedstilstand Vandindhold Spireevne (vitalitet) Spirehastighed Tusindkornsvægten, der som ordet siger, angiver vægten af tusind frø, varierer kun meget lidt indenfor den enkelte art. Af de græsarter, som anvendes til plænebrug, har de mindste typer af f.eks. Hvene en tusindkornsvægt på ca. 0,07 gram, mens Rajgræs har en på omkring 2,0 gram. Frøbevis Alle frøpartier analyseres på godkendte laboratorier, som overholder nogle internationalt fastsatte retningslinier for renhed, spireevne, osv. Disse retningslinier er minimumskrav, så ofte vil ansvarlige frøfirmaer i praksis stille strengere krav. Ved test af renhed bliver afvejede prøver af et frøparti opdelt i de fire fraktioner: 1) Rene frø 2) Ukrudtsfrø 3) Fremmede kulturfrø 4) Affald På Figur 4 ses et frøbevis for et parti af Eng-Rapgræs (Poa pratensis) af sorten Balin. Det fremgår, at renheden er på 98,5 %, hvor de internationale minimumskrav til renheden for Eng- Rapgræs er på 85%. Andelen af urenheder er på 1,3% og 11

14 andelen af ukrudt og andre frø er på 0,2%. Her lyder de internationale krav på maksimalt 2% ukrudtsfrø. Af frøbeviset fremgår det også, at spireevnen af det pågældende frøparti er på 93% (testet efter 28 dage). De internationale krav til spireevne for Eng-Rapgræs er på 75%. Når et frøparti er blevet testet bliver det plomberet og analyseresultaterne gælder for et år ad gangen. Figur 4: Et eksempel på et frøbevis (Illustration: Prodana Seeds A/S). 12

15 Frøets spiring og etablering Under spiringen optager frøet vand og svulmer op. Noget af dette vand leverer den kraft, som kræves for, at den første kimrod trænger igennem dens beskyttende lag og dukker frem. Denne proces bliver tæt efterfulgt af det første kimblad som dukker frem, hvorefter skuddet vokser opad gennem jordens overflade. Energien til spiringen og den første vækst leveres af frøhviden, som primært består af stivelse. Når den lille kimplantes første blade er dukket frem, er planten ikke længere afhængig af frøhviden som energikilde, men er nu i stand til selv, at producere energien til dens videre udvikling via fotosyntesen. Røddernes vækstretning bestemmes først og fremmest af tyngdekraften og af jordens fugtighed. Figur 5: Illustration af ung græsplante. De blivende rødder udvikles fra stænglen og kaldes birødder. Disse rødder kaldes også for trævlerødder. Græsfrøets spiring, vækst og etablering er kritiske stadier i planternes vækstcyklus. Det er medbestemmende for græssets etablering og dermed græsplænens tæthed og dens slidstyrke. Rent praktisk kan man sige, at har man ikke succes på dette tidlige stadie, kan man risikere, at plænen er dødsdømt fra starten. Tre faktorer spiller en vigtig rolle fra frøet spirer og til kimplanten er etableret: 13

16 Vand Ilt Temperatur Vand Optagelsen af vand er nødvendig for at aktivere enzymerne og dermed sætte gang i spiringsprocessen. Derfor er den første fase af spiringen, at frøets vandindhold øges fra 10-12% og til omkring 40%. Hvor hurtigt frøet optager vand afhænger primært af jordens vandindhold og af, hvordan kontakten er mellem frø og jord. I praksis er det derfor vigtigt, at såbedet er uden knolde, og at jorden bliver presset godt sammen omkring frøet f.eks. ved tromling. Af de anvendte græsarter kan især Rajgræs spire i meget tør jord. Ilt Ilt er nødvendig for kimplantens respiration for at få energi til kimplantens vækst. For at opnå en god frøspiring skal jordens porøsitet helst være 45-50%. Temperatur Temperaturen er nok den faktor som oftest hindrer eller forsinker spiringen i praksis. Minimumsgrænsen for spiring hos græs ligger på 6-7 C, optimal temperatur for spiring ligger mellem C. Standser ved ca C. Ved etablering af plænegræs kan spiringen hæmmes af både for høj og for lav jordtemperatur. For høj temperatur kan forekomme ved såning i en mørk jordoverflade på varme sommerdage. Her kan temperaturen i det øverste jordlag komme op på over 40 C ved lufttemperaturer omkring C. Under sådanne forhold kan frøspiringen hæmmes direkte eller indirekte fordi jordoverfladen tørrer ud. 14

17 Græskendskab Morfologi Morfologi betyder læren om planternes ydre kendetegn. Græsserne kendes let fra alle andre plantegrupper ved deres karakteristiske skudbygning. Græsplanten består af skud og rødder. Skuddene er enten lysskud, der bliver til blade eller det er udløbere, som enten kan være underjordiske (rhizomer) eller overjordiske (stoloner). Udløbere, som vi ser det hos f.eks. Eng-Rapgræs er altså ikke rødder, men det der kaldes ekstravaginale skud fra moderplanten. Når græsplanten er i den vegetative fase dannes nye blade fra vækstpunktet, som sidder tæt ved jorden. Hvis græsplanten ikke klippes vil den på et tidspunkt begynde at danne stængel med henblik på at sætte blomsterstand, og tilvækstpunkterne sidder da på de såkaldte knæ, som dannes flere steder på stænglen. Selve bladet på græsplanten består af en bladskede, en bladplade, en skedehinde og bladtænder. Bladlejet er enten sammenlagt eller sammenrullet. Bladpladen kan være trådformet, som hos f.eks. Rødsvingel eller den er fladtrykt med mere eller mindre tydelige bladribber. Den kan være mat, blank eller håret eller den kan have to lysspor på hver side af bladets midternerve, som man af og til ser det hos f.eks. Eng-Rapgræs. Bladpladen kan ende i en bådformet spids, den kan spidse til i hele bladets længde eller den spidser brat til. Skedehinden kan være kort eller lang, afrundet, spids eller savtakket. Bladtænderne kan være korte, lange eller manglende. 15

18 Græssernes måde at vokse på er også forskellige. Nogle arter danner tuer, mens andre er tæppedannende. De tæppedannende arter vil ofte være dem der laver udløbere enten overjordiske eller underjordiske. Alle disse morfologiske kendetegn varierer fra art til art, og det er bl.a. disse små forskelle, der gør os i stand til at skelne græsarterne fra hinanden. Græs-arterne kan også skelnes på deres blomsterstand, men ofte ser vi jo ikke den på plænerne. Der skelnes mellem tre typer af blomsterstande aks- (f. eks. Rajgræs), dusk- (f.eks. Timothe) og top-græsser (f.eks. Hvene, Rapgræs og Svingel) (se Figur 6). Figur 6: Græssernes kendetegn (Illustration: Monsanto, folder om græskendskab). Uanset om blomsterstanden er et aks, en top eller en dusk er den opbygget af flere småaks (se Figur 7). 16

19 Figur 7: a, b: Småaks og blomst af græs; c: blomst; ny, øy: højblade, avne; d: dækblad; f: forblad; s: stak; l: svulmeskæl. De morfologiske kendetegn, der gør, at vi kan skelne de forskellige græsarter fra hinanden kræver i begyndelsen ofte brug af lup og en nøgle med detaljerede beskrivelser. Ofte er det et vanskeligt arbejde at lære sig at skelne arterne fra hinanden. Efterhånden som man får mere erfaring med de forholdsvis få arter, der anvendes til plænegræs, bliver man også bedre og hurtigere til at skelne dem fra hinanden. I det følgende afsnit gennemgåes nogle af de arter, der bliver mest anvendt til plænegræs i Danmark. 17

20 Græsbeskrivelser Almindelig Rajgræs (Lolium perenne) Figur 8: Almindelig Rajgræs (Illustration: Barenbrug). Gennemsnitlig antal frø pr. kg: ca Udsædsmængde pr. 100 m 2 : ca. 4,0 kg Almindelig Rajgræs har været dyrket i flere hundrede år, dog oprindeligt indenfor landbruget. I 1970`erne kom nye mere velegnede sorter til rekreative formål på markedet. De sorter, der er på markedet i dag, er meget tætte, finbladede, lavtvoksende og meget slidstærke. Den klippede udgave af Almindelig Rajgræs har mellemfine-grove blade (bladbredde 2 6 mm). Nye sorter f.eks. Sauvignon har meget fine blade (bladbredde ca. 1 mm). Karakteristisk for Almindelig Rajgræs er en kraftig ribbet bladoverflade, meget blank bladunderside og rødviolette nedre bladskeder. Almindelig Rajgræs er tuedannende og danner ingen udløbere. Derfor spreder den sig ikke så hurtigt som krybende græsser og den har ikke så god en genvækst efter skade. Etableringshastigheden for Almindelig Rajgræs er dog hurtigere end nogen anden græs i Europa anvendt til rekreative formål. Under gunstige spiringsforhold vil denne græsart spire 18

21 efter 3 4 dage og have brug for den første klipning indenfor 2 uger. Et græstæppe af Rajgræs er relativt åbent, derfor sås der ofte andre græsser i for at gøre græstæppet mere tæt. I frøblandinger kan rajgræssets hurtige etablering dog komme til at overskygge de andre græsarter. En tidlig klipning af den nysåede græsblanding i en højde på ca mm, kan forhindre, at tæppet af primært rajgræsplanter lukker til og dermed vil det give de andre græsarter en mulighed for at etablere sig. Da Almindelig Rajgræs er tuedannende er det sjældent, at rullegræsproducenterne laver rullegræs udelukkende af denne art, da den ikke har et netværk af udløbere til at binde tørven sammen med. Hvis tørven udelukkende består af Rajgræs skæres den meget tykt. Den største sygdomstrussel mod Almindelig Rajgræs er rød tråd. En ulempe ved Almindelig Rajgræs er, at den kan give et flosset og gråt skær efter klipning specielt midt på sommeren. Dette skyldes de seje ledningsstrenge i bladene. Nogle vigtige egenskaber for Almindelig Rajgræs: Trives bedst ved ph-værdi 5,5 7,5 Klippehøjde mm Bladfinhed Under gennemsnit Etableringshastighed Hurtig ca. 7 dage Skudtæthed Ringe Genvækstevne Rimelig (middel) Udseende efter klip Under gennemsnit Slidstyrke Fortræffelig Gødningskrav Over gennemsnit Tæt klippe tolerance Under gennemsnit Skyggetolerance Under gennemsnit Tørketolerance Under gennemsnit Fugtighedstolerance Under gennemsnit Kuldetolerance Under gennemsnit Varmetolerance Under gennemsnit Salttolerance Rimelig 19

22 Eng-Rapgræs (Poa pratensis) Figur 9: Eng-Rapgræs (Illustration: Barenbrug). Gennemsnitligt antal frø pr. kg: ca Udsædsmængde pr. 100 m 2 : ca. 2,5 til 3 kg. Eng-Rapgræs er en græsart, der danner underjordiske udløbere, også kaldet rhizomer. Eng-Rapgræs har mellemfine grove blade (bladbredde ca. 2 5 mm), som er mørkegrønne blågrønne og lige brede i hele bladlængden. Bladspidsen er bådformet og den har to lysspor, som ses langs med midterribben på oversiden af bladet. Eng-Rapgræs egner sig bedst til nysåning, idet den er langsom til at etablere sig. Netop af denne grund er den ikke særlig velegnet til eftersåning. Ved nysåning kan såtidspunktet gøre en væsentlig forskel for resultatet, idet det bedste resultat opnås, når jordtemperaturen er høj i slutningen af sommeren og det tidlige efterår. Eng-Rapgræs er velegnet til sandede jorde og er middel tørketolerant. Den klarer sig bedre end Almindelig Rajgræs ved lave gødningsværdier. En anden væsentlig forskel mellem Almindelig Rajgræs og Eng-Rapgræs er tolerancen overfor lav klippehøjde. Forsøg på Bingley har vist, at Eng-Rapgræs tolererer en klippehøjde på 8 mm i 4 år, hvilket Rajgræsset ikke klarer. Eng-Rapgræssets underjordiske udløbere gør, at den er i stand til at lukke meget hurtigt efter slidskader. Det er muligt 20

23 fuldstændigt at ødelægge overfladen af et græstæppe af Eng- Rapgræs og stadig vinde det tabte tilbage ved hjælp af disse rhizomer. Rullegræsproducenterne satser på en stor andel af Eng- Rapgræs i deres etableringer. De underjordiske udløbere giver bedre slidstyrke til tørven og samtidig kan den tages op tidligere og skæres tyndere. De mest udprægede sygdomme, der rammer Eng-Rapgræs er rust og rød øjenpletsyge. Nogle vigtige egenskaber for Eng-Rapgræs: Trives bedst ved ph-værdi 5,5 7,5 Klippehøjde mm Bladfinhed Rimelig Etableringshastighed Ringe, ca. 20 dage. Skudtæthed Rimelig Genvækstevne Over gennemsnit Udseende efter klip Over gennemsnit Slidstyrke Over gennemsnit Gødningskrav Rimelig Tæt klippe tolerance Ringe Skyggetolerance Ringe Tørketolerance Gennemsnit Fugtighedstolerance Under gennemsnit Kuldetolerance Under gennemsnit Varmetolerance Over gennemsnit Salttolerance Ringe Rødsvingel (Festuca rubra) Gennemsnitlig antal frø pr. kg: ca Udsædsmængde pr. 100 m 2 : ca. 2,0 2,5 kg Rødsvingel findes både med og uden udløbere. Disse udløbere kan være enten korte eller lange. De forskellige typer kaldes underarter, og de er ikke umiddelbart nemme at skelne fra hinanden udover udløberne. I et græstæppe kendes rødsvingel let på de fine trådformede blade. Bladbredden er sjældent større end 1,5 mm og bladene har ofte et skinnende udseende. Rødsvingel er blevet beskrevet som bundgræs pga. dens evne til at lukke et åbent og løst tæppe. 21

24 Rødsvingel er en robust græsart med en god sygdomsresistens. De største sygdomstrusler er rød tråd og tørforrådnelse (også kaldet Dollar Spot). Sidstnævnte sygdom forekommer dog sjældent i Skandinavien. Rødsvingel med lange udløbere (Festuca rubra rubra) Figur 10: Rødsvingel med lange udløbere (Illustration: Barenbrug). Denne underart har ikke samme slidstyrke som rødsvingel med korte udløbere, men den bruges på mere frugtbare jorde, i fairway- og roughblandinger, til vejrabatter og lignende. Nogle vigtige egenskaber for Rødsvingel med lange udløbere: Trives bedst ved ph-værdi 5,9 7,5 Klippehøjde 7 mm Bladfinhed Fortræffelig Etableringshastighed Over gennemsnit Skudtæthed Over gennemsnit Genvækstevne Under gennemsnit Udseende efter klip Rimelig under gennemsnit Slidstyrke Under gennemsnit Gødningskrav Under gennemsnit Tæt klippetolerance Ringe Skyggetolerance Ringe Tørketolerance Gennemsnitlig Fugtighedstolerance Ringe Kuldetolerance Over gennemsnit Varmetolerance Gennemsnitlig Salttolerance Under gennemsnit 22

25 Rødsvingel med korte udløbere (Festuca rubra trichophylla) Figur 11: Rødsvingel med korte udløbere (Illustration: Barenbrug). Rødsvingel med korte udløbere har større chance for at overleve under lave gødningsniveauer end rødsvingel med lange udløbere og den har større tolerance overfor tæt klipning. Den er ligeledes mere alsidig, når det gælder jordbundsforhold og den har en bedre skyggetolerance. Rødsvingel med korte udløbere anvendes meget sammen med hvener i fine græsblandinger (til greens) såvel som i sports- og fairway-blandinger. Nogle vigtige egenskaber for Rødsvingel med korte udløbere: Trives bedst ved ph-værdi 5,0 7,5 Klippehøjde 5-6 mm Bladfinhed Fortræffelig Etableringshastighed Over gennemsnit Skudtæthed Over gennemsnit Genvækstevne Under gennemsnit Udseende efter klip Rimelig under gennemsnit Slidstyrke Under gennemsnit Gødningskrav Under gennemsnit Tæt klippe tolerance Over gennemsnit god Skyggetolerance Gennemsnit Tørketolerance Over gennemsnit Fugtighedstolerance Ringe Kuldetolerance Over gennemsnit Varmetolerance Gennemsnitlig Salttolerance Over gennemsnit god 23

26 Rødsvingel uden udløbere (Festuca rubra commutata) Figur 12: Rødsvingel uden udløbere (Illustration: Barenbrug). Rødsvingel uden udløbere er meget tolerant overfor tæt klipning og den har en god tørketolerance. Skudtætheden er fremragende. Rødsvingel uden udløbere anvendes meget sammen med Hvener til fine græsblandinger (greens). Nogle vigtige egenskaber for Rødsvingel uden udløbere: Trives bedst ved ph-værdi 5,0 7,5 Klippehøjde 5-6 mm Bladfinhed Fortræffelig Etableringshastighed Over gennemsnit Skudtæthed Over gennemsnit Genvækstevne Under gennemsnit Udseende efter klip Rimelig under gennemsnit Slidstyrke Under gennemsnit Gødningskrav Under gennemsnit Tæt klippe tolerance Over gennemsnit meget god Skyggetolerance Gennemsnitlig Tørketolerance Gennemsnitlig Fugtighedstolerance Ringe Kuldetolerance Over gennemsnit Varmetolerance Over gennemsnitlig - god Salttolerance Dårlig 24

27 Almindelig Hvene (Agrostis capillaris, syn. tenuis) Figur 13: Almindelig Hvene (Illustration: Barenbrug). Gennemsnitlig antal frø pr. kg: ca Udsædsmængde pr. 100 m 2 : ca. 1,0 kg Almindelig Hvene danner rhizomer, som kryber lige under jordoverfladen. Bladene er lidt kedelige mat-grønne i farven og har tydelige bladribber. De kan blive violette i koldt vejr. Bladfinheden på hvener varierer fra meget fin mellemgrov (bladbredde ca. 1 6 mm ). Almindelig Hvene tåler meget tæt klipning helt ned til 4-5 mm. Den anvendes sammen med Rødsvingel (uden udløbere) og Rødsvingel (med korte udløbere) til fine græsblandinger (greens). Ligesom Rødsvingel kan Hvener forbedre udseendet på græstæppet, men de er ikke særlig tolerante overfor slid. Der er adskillige sygdomme, der kan ramme hvener og reducere deres gode udseende. Der er èn sygdom som fuldstændig er i stand til at ødelægge et hvenetæppe. Denne sygdom er goldfodssyge, og der er ingen kemisk behandling imod den. Der er indenfor sorterne af Almindelig Hvene en vis sygdomsresistens, men alle Hvener er modtagelige overfor goldfodssyge. 25

28 Nogle vigtige egenskaber for Almindelig Hvene: Trives bedst ved ph-værdi 4,0 6,0 Klippehøjde 4 5 mm Bladfinhed Over gennemsnit Etableringshastighed Gennemsnit Skudtæthed Fortræffelig Genvækstevne Ringe Udseende efter klip Fortræffelig Slidstyrke Ringe Gødningskrav Over gennemsnit Tæt klippe tolerance Fortræffelig Skyggetolerance Over gennemsnit Tørketolerance Rimelig Fugtighedstolerance Rimelig Kuldetolerance Fortræffelig Varmetolerance Rimelig god Salttolerance Ringe Krybende Hvene (Agrostis stolonifera) Figur 14: Krybende Hvene (Illustration: Barenbrug). Gennemsnitlig antal frø pr. kg: ca Udsædsmængde pr. 100 m 2 : ca. 1,0 kg. Krybende Hvene danner overjordiske udløbere stoloner, som kryber hen over jordoverfladen. Den tåler meget tæt klipning helt ned til 4-5 mm. Kendetegnende for Krybende Hvene er også, at den er løs i overfladen. Bladene har et gråt eller blåligt skær, de er ru og med 26

29 tydelige bladribber. Krybende Hvene`s rodnet er ikke dybdegående. Dette betyder, at tolerancen overfor tørke og slid er ringe. Tillige er resistensen overfor sygdomme ringe. Det er en græsart, der er sen til at starte om foråret og den slutter væksten tidligt om efteråret. Krybende Hvene anvendes i renbestand til greens, hvor den kræver et højt plejeniveau. Nogle vigtige egenskaber for Krybende Hvene: Trives bedst ved ph-værdi 5,5 7,5 Klippehøjde 3 4 mm Bladfinhed Over gennemsnit Etableringshastighed Gennemsnit Skudtæthed Fortræffelig Genvækstevne Fortræffelig Udseende efter klip Fortræffelig Slidstyrke Ringe Gødningskrav Over gennemsnit Tæt klippe tolerance Fortræffelig Skyggetolerance Over gennemsnit fortræffelig Tørketolerance Ringe Fugtighedstolerance Fortræffelig Kuldetolerance Ringe Varmetolerance Over gennemsnit Salttolerance Over gennemsnit Mose-Bunke (Descampsia caespitosa) Figur 15: Mose-Bunke (Illustration: Barenbrug). Til anvendelse i blandinger til plænegræs er Mose-Bunke forholdsvis ny i Danmark. En stor skudtæthed kombineret med en meget god skyggetolerance er årsagen til, at denne græsart 27

30 anvendes i blandinger til arealer, hvor der kan forekomme skygge. Mose-Bunke trives bedst i en rimelig fugtig jord, men den klarer sig også fint i sol. Den etablerer sig langsomt, hvilket gør den vanskelig at få til at fungere i blandinger med andre arter. Mose-Bunken kan kendes på de stive blade med ru, fremtrædende bladribber. Bladundersiden er glinsende blank. Foruden Mose-Bunke er Almindelig Rapgræs (Poa trivialis) en af de græsarter, der trives bedst i skygge. Den etablerer sig hurtigere end Mose-Bunke, men har det til gengæld ikke godt i fuld sol, hvor den vil udkonkurreres af de andre græsarter i blandingen. Til skyggefulde steder i haver kan man anvende skyggeblandinger med en vis andel af de to nævnte græsarter. Til skygge på fodboldstadions anbefales det dog at anvende Alm. Rajgræs, da den kombinerer en rimelig god skyggetolerance med en hurtig etableringshastighed og en god slidstyrke. I ses en oversigt over forsøg med forskellige græsarter, som er testet i intensiv skygge. Figur 16: Oversigt over forskellige græsarters egnethed til at vokse i skygge (Illustration: Asbjørn Nyholt, Grønt Miljø 5/2007). 28

31 Enårig Rapgræs (Poa annua) Figur 17: Enårig Rapgræs (Illustration: Barenbrug). Enårig Rapgræs er en plante, som egentlig ikke hører hjemme i beskrivelsen af de anvendte græsarter til plænegræs. Den bør opfattes som en ukrudtsplante, men den kommer dog med her, da den er så almindelig i alle typer af plæner, så det er vigtigt at kunne skelne den fra de andre græsarter. Enårig Rapgræs er en lille tuedannende græsart med lysegrønne blade, som sætter blomst og frø ved meget lave klippehøjder. Et godt kendetegn er desuden nogle små rynker, der sidder på tværs af bladene. Enårig Rapgræs er følsom overfor mange svampesygdomme, og den trives dårligt i en tør og næringsfattig jord. Alligevel findes den stort set overalt, hvilket skyldes dens evne til hurtigt at sætte frø og dermed formere sig. Enårig Rapgræs kan tåle en meget lav klippehøjde (ned til 3 mm), så på greens, hvor klippehøjden er 5-6 mm, er denne plante en væsentlig konkurrent til kulturgræsserne. Læs mere om Enårig Rapgræs i afsnittet om ukrudt på side

32 Figur 18: Enårig Rapgræs kendes på tværrynkerne på bladene, den lysegrønne farve og små stængler med frø (Illustration: Monsanto, folder om græskendskab). 30

33 Jordbund Hovedparten af den opdyrkede jord er omdannede rester af den oprindelige jordskorpe. Ved naturens påvirkning er jordskorpen blevet nedbrudt til partikler af forskellig størrelse og beskaffenhed. Ved erosion (påvirkning af vind, vand og is) er materialerne blevet flyttet, opblandet og igen udsorteret i jordlag af forskellig sammensætning. På de uorganiske jordlag er der efterhånden udviklet plantevækst, først som alger og mosser, og siden som højere planter. Rester af planter og dyr er opblandet i overfladen og omsat til humus. Humus er omsat organisk materiale Figur 19: Illustration af vækstlag og råjord. Vækstlaget består af: Uorganisk materiale Organisk materiale (humus) Hulrum (porer) Mikro- og makroorganismer Forskellige kemiske sammensætninger Råjorden består af Uorganisk materiale Hulrum Forskellige kemiske sammensætninger Foruden den naturlige nedbrydning af jordskorpen er der nogle faktorer, som gør sig gældende i forbindelse med vækstlagets egnethed til dyrkning af græs. Jordens tekstur Jordens struktur og porøsitet 31

34 Jordens iltindhold Jordens vandindhold Jordens temperatur og lysforhold Jordens reaktionstal og næringsstofsammensætning Jordens tekstur og struktur For at beskrive en jord nærmere har man defineret to begreber tekstur og struktur. Jordens tekstur er den vægtmæssige fordeling af de forskellige partikler, som jorden består af, mens jordens struktur er den måde, hvorpå disse partikler hænger mere eller mindre sammen. Man kan tale om enkeltkornsstruktur, hvor partiklerne ligger løst mellem hinanden og man kan tale om krummestruktur, hvor partiklerne er bundet sammen i små krummer eller knolde. Ved en teksturanalyse kan man bestemme jordtypen ved at opdele jorden i forskellige størrelsesfraktioner. De uorganiske bestanddele (mineralerne) i jorden deler man op efter partikelstørrelse: Sten (> 20 mm) Grus (20 2,0 mm ) Grovsand (2,0 0,2 mm) Finsand (0,2 0,02 mm ) Silt, grovler (0,02 0,002 mm) Finler, lerkolloider (< 0,002 mm) Sten og grus Sten og grus er de mindst forvitrede partikler og de består som oftest af granit, gneis og sandsten. Deres egenskaber er: Sikrer luftskiftet Holder ikke på vandet Holder ikke på næringsstoffer Er der for meget er jorden svær at bearbejde Danner enkeltkornsstruktur Grovsand Grovsand består fortrinsvis af kvarts eller feldspat. Grovsandets egenskaber er: Gør jorden porøs. Det fremmer nedsivningen af vand og luftskiftet fremmes Holder dårligt på vandet 32

35 Kan ikke fastholde næringsstoffer Kan virke rodstandsende Danner enkeltkornsstruktur Figur 20: Eksempler på enkeltkornsstruktur. Enkeltkornsstruktur findes altså oftest i sandjorde. De enkelte partikler ligger så løst, at man kan mærke de enkelte partikler. Sandjord har ikke de samme egenskaber som ler eller humus. Det kan ikke fastholde de positive ioner og kan ikke fastholde vandet, fordi hulrummene mellem de enkelte partikler er for store og derved er overfladespændingen for lille til at fastholde vand. Enkeltkornsstruktur er løst lejrede partikler Finsand Finsand består af de samme mineraler som grovsand, men adskiller sig fra grovsand ved at: Den vandholdende evne er bedre Er ikke rodstandsende Der kan foregå nogen opadgående og nedadgående vandtransport Ikke alene størrelsen på de enkelte partikler, men også formen på dem er af stor dyrkningsmæssig betydning. Kantede partikler vil let kunne kile sig sammen og derved danne en hård skorpe, hvor vand og rødder vanskeligt trænger igennem. Partikler med en rund overflade er ikke så tilbøjelige til at komprimere og danne hårde lag. Silt og lerkolloider Silt og lerkolloider er de mindste partikler i jorden. De indeholder skiftende lag af aluminium og silicium som sammen med ilt og brint danner et krystalgitter. Dette gør, at silt og ler kan optage og frigive vand og næringsstoffer. 33

36 Andre vigtige egenskaber for silt og ler er: Danner krummestruktur. Sammenhængskraften er stor, luft og vand kan vanskeligt trænge igennem. Kolloiderne udvider sig ved vandoptagelse og bliver derved bløde og plastiske. Ved udtørring bliver kolloiderne hårde, og de danner skorper og revner. Stor ionbytningsevne. God rodledende evne. Indeholder tilgængeligt og utilgængeligt vand. Krummestruktur findes på lerholdige jorde. Det er de enkelte lerpartikler, der optager vand og derved svulmer op og klister sammen. Dette gør, at de kan fastholde vand. De har også den egenskab, at de kan fastholde de positive ioner i jorden, fordi lerkolloiderne er negativt ladede på overfladen. Krummestruktur er de enkelte partikler som klister sig sammen Partiklernes form Figur 21: Partiklernes form har stor betydning for jordens struktur. Partiklernes form har også betydning for jordstrukturen. Runde sandkorn kan lave store porer, mens kantede sandkorn lettere pakkes. Man kan observere sandkornenes form i en lup eller et mikroskop. Humus Humus er organisk materiale, som er omsat så meget, at den oprindelige struktur ikke længere kan genkendes. 34

37 De vigtigste egenskaber for humus er: Har særdeles god vandholdende evne. Har kolloide egenskaber, hvorved næringsstoffer kan fastholdes og afgives. Øger aktiviteten af mikroorganismer Har jordforbedrende egenskaber Der foregår hele tiden en nedbrydning af organisk materiale til næringsstoffer i jorden. Den proces kaldes for mineraliseringsprocessen, og den er afhængig af jordens indhold af ilt, vand og varme. Teksturanalyse Ved en teksturanalyse finder man jordens sammensætning af uorganiske og organiske bestanddele. Man finder indholdet af organisk stof ved at afbrænde en lille jordprøve fuldstændigt, hvorved alt organisk er afbrændt til kuldioxid (CO 2 ). Ved at veje jordprøven før og efter afbrænding, kan man finde jordens procentvise indhold af organisk stof (humus). De uorganiske bestanddele (mineralerne) som er sten, sand, silt og ler kan man opdele i størrelsesfraktioner. De største kan adskilles ved hjælp af en sigtning, og de mindste bestanddele kan adskilles ved hjælp af en sedimentation, hvor man måler, hvor hurtigt de små partikler falder til bunds i en opløsning (se Figur 22). En nærmere beskrivelse af en teksturanalyse kan findes i øvelsesvejledningen i undervisningen. Figur 22: Teksturanalyse af jordprøve (Illustration: Landbrugsforlaget, 1994). 35

38 Jordens indhold af luft og vand Imellem jordens faste partikler er der et større eller mindre rumfang af porer eller hulrum, der enten er fyldt med vand eller luft. Når der er tale om en jords struktur, snakkes der også om jords porøsitet. Ved jordens porøsitet forstås forholdet mellem rumfang af porer og jordens samlede rumfang, som den ligger i naturlig lejring. Porøsiteten har stor betydning for jordens evne til at optage, fastholde og afdræne vand, og den er af afgørende betydning for iltindholdet og luftskiftet i jorden. Porøsiteten i en god vækstjord skal gerne være mindst 35% og gerne omkring 50%, hvor omkring halvdelen af porerne er vandfyldte (se Figur 23). Figur 23:Forholdet mellem faste partikler og hulrum i en god vækstjord. Ilt (O 2 ) Ilt er en meget vigtig faktor for al plantevækst. Er der ikke nok ilt tilstede har det store konsekvenser for græssets livsprocesser lige fra spiring til vækst. Det har også konsekvenser for de mikro- og makroorganismer der lever i jorden. I jorden er det især mængden af ilt (O 2 ) og kuldioxid (CO 2 ), der påvirker plantevæksten. Den ønskede sammensætning er omtrent: % O 2 1 % CO 2 Kommer iltindholdet under 10 % begynder der at ske skade på rodvæksten. Rødderne hæmmes, fordi der ikke kan ske den fornødne respiration dvs. omdannelse af sukker til energi 36

39 (C 6 H 12 O 6 + O 2 = energi + CO 2 + H 2 O). Der starter i stedet en gæringsproces, som er skadelig for rødderne, og der sker en ændring i mikrofaunaen i jorden. De svampe og bakterier, der lever under aerobe forhold (iltholdige), vil blive udkonkurreret af dem, der lever under anerobe forhold (iltfattige). Hvis iltindholdet i jorden bliver for lavt, vil det organiske materiale ikke nedbrydes ordentligt, og der vil dannes forskellige stoffer i jorden, som kan være skadelige for plantevæksten. Aerobe forhold = iltholdige forhold Anerobe forhold = iltfattige forhold Der vil på samme måde ske skader på græsset ved for høj kuldioxid-koncentration. CO 2 - koncentrationen vil i løbet af vækstsæsonen stige pga. af omsætningen af organisk materiale og forbruget af O 2 til respirationen. Et godt luftskifte er derfor nødvendigt. Dette sker naturligt, hvis jorden er porøs og ikke vandlidende, når det regner eller gennem revner og regnormegange i jorden. Vand Græssernes mulighed for at optage vand fra jorden er ikke blot afhængig af det absolutte vandindhold og af røddernes vilkår for vandoptagelse, men er i høj grad også betinget af, hvor stærkt vandet er bundet i jorden. En jords mulighed for at fastholde og afgive vand afhænger af teksturen og strukturen. Vand findes i jorden på to forskellige måder: Som tilgængeligt og som utilgængeligt vand. Tilgængeligt vand findes som nedsivende vand og porevand. Ved porevand forstås det vand der, trods tyngdekraften, kan tilbageholdes ved kapillærvirkningen. Det vand, der ikke kan tilbageholdes kaldes nedsivende vand. Jordens evne til at tilbageholde vand er stigende med aftagende porestørrelse og på et tidspunkt er jordens sugeevne (tension) større end græssets rødder, og vandet bliver derfor utilgængeligt. En rod kan suge vand fra en porestørrelse ned til 0,0002 mm, og det svarer til at rødderne kan suge med en kraft på 15 bar (150 m vandsøjle). Når vandet er utilgængeligt er det enten kemisk bundet eller hygroskopisk bundet. Kemisk bundet vand er når vandet er bundet til lerkolloiderne, hygroskopisk bundet vand er tynde lag af vandmolekyler, der hænger ved 1bar = 10 meter vandsøjle på 1cm2 = 1 kg pr cm2 37

40 jordpartiklerne, og som omgiver de ioner, der er fastholdt ved jordpartiklerne. Når der kun er utilgængeligt vand tilbage er visnegrænsen nået. Markkapacitet eller den naturlige vandkapacitet er et mål for den vandmængde, som efter vandfyldning samt et par døgns naturlig nedsivning og afstrømning er tilbageholdt i den pågældende jordtype. For at forstå begrebet markkapacitet kan man forestille sig en vandfyldt svamp, der afdrypper indtil, der ikke drypper mere vand fra den. Den vandmængde, som denne svamp indeholder er lig svampens vandkapacitet eller markkapacitet. Markkapaciteten afhænger af jordtypen, hvor lerjorde har den største markkapacitet, mens sandjorde har den laveste. Ved dyrkning tilstræber man, at opretholde den pågældende jordtypes markkapacitet. Normer for jord/vækstlag til græs En optimal jord til græsvækst har en god afdræning, så regnvandet hurtigt siver ned. For sportsplæner er kravet, at de skal kunne aflede 20 mm vand pr. time. Samtidig skal der være tilstrækkeligt med små partikler i jorden, så den kan tilbageholde en vis mængde vand og næringsstoffer. I Normer og vejledning for anlægsgartnerarbejde 2005 beskrives den optimale tekstur som: Optimal tekstur for muld til græsvækst ligger inden for følgende rammer (vægt %): % grovsand (2-0,2 mm) % finsand (0,2-0,02 mm) % ler og silt (0,02-<0,002 mm) 3-5 % humus Disse anbefalinger gælder for hele vækstlaget og mindst 30 cm for sports- og prydplæner og for hele vækstlaget for øvrige brugsplæner. For at teste om en jord har en tilstrækkelig vandgennemtrængelighed kan man hælde 10 liter vand i et 10 cm dybt hul på 0,5 x 0,5 meter. Forsvinder vandet inden for 2 timer, er jordens gennemtrængelighed tilstrækkelig. Hvis det tager 2-2,5 timer, bør prøven laves om, for at se om 38

41 gennemtrængeligheden forringes, når jorden er gennemvædet. Tager det denne gang mere end 2,5 timer, bør prøven gentages samme sted. Synker vandet nu inden for 2,5 timer kan gennemtrængeligheden accepteres. Til opbygning af greens og tee-steder på golfbaner findes ingen specifikke danske normer. I stedet følger man de såkaldte USGA (United States Golf Association) anbefalinger, hvor greens opbygges med et underliggende drænsystem til at opfange store nedbørsmængder. Ifølge USGA opbygges greens ved at bortgrave råjorden ned til 40 cm, nedlægge dræn og drængrus og derover lægge vækstjorden, hvis tekstur er nærmere defineret i anbefalingerne. For at leve op til USGAkravene bør denne blanding have en total porøsitet på 35-55%, og den skal kunne afdræne så store nedbørsmængder som 150 mm pr. time. En mere udførlig beskrivelse af disse anbefalinger (på engelsk) kan findes via USGAs hjemmeside ( eller på dansk i Normer og vejledning for anlægsgartnerarbejde Hvordan opretholdes en god jordstruktur? På rekreative græsarealer med hyppig trafik af mennesker og maskiner, er det vanskeligt at opretholde en god jordstruktur. Især i perioder, hvor jorden er våd, kan der opstå trykskader, som kan komprimere jorden, så luftskiftet og dermed græsvæksten hæmmes. Komprimering Komprimering er et udtryk for, hvor hårdt jorden er presset sammen. Komprimering kan opstå af tre faktorer: Jordtrykket Vandindhold Jordens tekstur Trykket på jorden fra færdsel er den faktor, der skaber komprimering, men omfanget af komprimeringen er afhængig af jordens vandindhold og tekstur. Jo højere vandindhold og jo 39

42 højere indholdet er af fine partikler især silt og ler vil øge komprimeringen af jorden. En helt sammenpresset jord har en rumvægt på 2,65 g/cm 3. Optimal rodvækst i jord sker ved en rumvægt mellem 1,45 og 1,50 g/cm 3. Kommer rumvægten under 1,40 g/cm 3 bliver jordoverfladen for blød og ustabil til belastning. Kommer den over 1,80 g/cm 3 hindres rodvækst praktisk taget helt, men grænserne er afhængige af vandindhold og planteart, samt om rødderne kan komme frem gennem sprækker og ormegange. Rumvægten for en jord kan bestemmes ved at udtage en jordprøve i en cylinder. Se nærmere i øvelsesvejledningen. Til at beskrive komprimeringen i de øverste jordlag har man defineret begrebet marktryk. Marktrykket er vægten pr. areal oftest udtrykt i kilo pr. cm 2. F.eks. vil en mand på 100 kg, som belaster en sko med 210 cm 2 (str. 44) have et marktryk på 0,48 kg/cm 2. Omregnet til trykbetegnelsen kpa (kilopascal) er hans marktryk (under én fod) 46,7 kpa. Marktrykket under en maskine er i praksis tilnærmet lig trykket i dækkene. De arbejdsmaskiner som anvendes til f.eks. klipning, har normalt et marktryk som kun er lidt større end en menneskefod (dæktrykket svarer til omkring 55 kpa). Alligevel udgør det areal, som køretøjet belaster en større flade. Så samlet set er køretøjets belastning meget større end belastningen fra en person, der går henover arealet. En beregning fra den norske lærebog (Jordlære for greenkeepere, 2006) konkluderer, at komprimeringen fra en golfbil, som kører henover et græsareal er mere end 20 gange større end komprimeringen fra en person, der går henover arealet. Unødvendig kørsel på græsarealer bør derfor generelt frarådes. 40

43 Figur 24: Der bør anvendes køreplader ved brug af større maskiner på græsarealer. Når jordoverfladen belastes forplanter trykket sig nedad i jorden. Marktrykket (dæktrykket) er afgørende for belastningen i de øverste jordlag (normalt i de øverste 30 cm), mens køretøjets totalvægt påvirker komprimeringen længere nede i jorden. Uanset hvor brede hjul eller bælter man kører med, vil der ved store akselbelastning kunne ske strukturskader i dybden, som er vanskelige at oprette. Skadelig komprimering kan reduceres væsentligt ved at iagttage følgende punkter: Dræning af arealet skal være i orden Færdsel på arealet må kun foregå, når jorden er tilstrækkelig tør, dvs. at jorden slipper redskaberne og kan smuldre Tilstræb hensigtsmæssige dæk på alle maskiner/redskaber Få oplyst laveste tilladelige dæktryk samt dæktryksdiagram for de forskellige dæktyper ( fås hos dækfabrikanten) Kontroller dæktryk og akselbelastning på alle maskinsæt inkl. last Undgå dæktryk på over 1 kg/cm 2 (ca. 100 kpa), jo lavere jo bedre Undgå akselbelastning på over 4,0 tons Undgå totalvægt af køretøj over 6,0 tons 41

44 Måling af komprimering For at forebygge skader kan man teste jorden med forskelligt måleudstyr, som anvendes ovenpå græsdækket. Man kan måle jordens vandgennemtrængelighed med et infiltrometer og jordens komprimering med et penetrometer (se Figur 25). Infiltrometeret anvendes f.eks. på golfgreens til at måle nedsivningen gennem græsset og vækstlaget. Infiltrometeret placeres på græsset, beholderne i bunden fyldes med vand og vandets nedsivning måles herefter i mm pr. time. Målingerne kan anvendes til at fastslå problemer med komprimering eller filt, og give information om, hvor hurtigt vandingsvand siver ned i jorden. Figur 25: Infiltrometer (th) og penetrometer (tv). En anden metode, som giver information om jordens komprimering er et penetrometer, der trykkes lodret ned i jorden og måler modstanden i forskellige dybder. Skalaen på penetrometeret måler trykket i både bar og psi, og den er opdelt i grønt, gult og rødt felt (se Figur 26). Ifølge fabrikanten af penetrometeret kan man konkludere, at målinger i det grønne felt (fra psi) indikerer, at jorden i den målte dybde er god, at målinger i det gule felt (fra psi) er 42

45 acceptable, at målinger i det røde felt (fra psi) er dårlige og at målinger over 500 psi er meget dårlige. Figur 26: Måling med penetrometer. Metoder til at løsne og lufte jorden Selv om man forsøger at forhindre komprimering af jorden ved f.eks. at køre med brede dæk og lavt dæktryk, er en vis pakning af jorden uundgåelig. I forbindelse med anlægsarbejdet kan der også være opstået komprimering, hvis for tunge maskiner har kørt på arealerne. En våd jord, som samtidig har et højt indhold af fine partikler som ler og finsand, vil også være mere udsat for komprimeringsskader. I en sådan jord kan der desuden dannes et såkaldt black layer, der ses som et sort, komprimeret lag, der lugter råddent (af svovlbrinte). De forbindelser, der dannes i en sådan jord, er meget uhensigtsmæssige for græssets vækst. Pakning af jorden hæmmer rodvæksten, så græsset får problemer med at optage vand og næringsstoffer. Det gør græsset svagere overfor slid, og det nedsætter konkurrenceevnen overfor ukrudt og sygdomme. 43

46 Så vidt muligt bør man undgå forhold, som kan føre til komprimeringsskader, men konstaterer man, at jorden er for hård f.eks. ved hjælp af et penetrometer, må man anvende forskellige mekaniske metoder til at løsne op og lufte vækstjorden, så græsrødderne kan få en chance igen. Prikkemaskiner Figur 27: Selvkørende prikkemaskine, Verti-Drain Prikkemaskiner prikker spyd ned i jorden, og efterlader huller, så luft og vand bedre kan trænge gennem jorden. Prikkemaskiner kan monteres med spyd i flere former, tykkelser og længder, og der findes hugpiber, som er hule rør, der tager vækstlaget med op til overfladen. Formålet med prikning med massive spyd er at: Modvirke overfladekomprimering Sikre en bedre vandgennemstrømning Sikre et bedre luftskifte 44