Sagen er den, at programmer er af nyere oprindelse end de

Transkript

1 Oplæg til enhedslistens programdiskussion 1 Skal Enhedslisten overhovedet have et program? Det var min første tanke. Hvem gider overhovedet at læse en programtekst i dag? Sådan var min spontane reaktion, da jeg blev bedt om at sige noget ved denne lejlighed. Reaktionen var så overbevisende, at jeg begyndte at overveje hvad et program overhovedet var for en sag. Jeg startede med at slå ordet 'program' op i forskellige fremmedordbøger og kunne hurtigt konstatere, at det er af græsk oprindelse og betyder: Offentlig bekendtgørelse. Simpelthen: en offentlig bekendtgørelse. I den ældste danske fremmedordbog, Ludvig Meyers fra 1837, anføres overikøbet en græsk flertalsform: programmata i steder for den vi bruger i dag: programmer. Men nok så interessant, så kendte Ludvig Meyer intet til partiprogrammer i Dengang kunne ordet betyde offentlig bekendtgørelse eller indbydelsesskrift til en skole eller til en Universitets- Højtidelighed. I en senere udgave af Meyers ordbog fra 1878 er betydningsområdet udvidet med indholdet i en koncert el. lign og - jeg citerer: "et Ministeriums el. et Parties Bekjendtgjørelse af de grundsætninger, det agter at følge (i sidste Bet. ogs. Platform, s.d.)". Om Platform kan man så læse, at det især bruges om et politisk partis program i De Forenede Stater. Meyer kunne også have henvist til ordet 'Manifest', som er af italiensk oprindelse og betyder: noget som slås fast. Siden hen har betydningen: politisk program overtaget hovedbetydningen af ordet 'program's register, dog i nyeste tid i konkurrence med betydningen: instruktioner til en computer. Sagen er den, at programmer er af nyere oprindelse end de

2 2 politiske partier selv. Platforme og manifester fra borgerlige partier har man kendt også før Men de var som oftest skrevet direkte til et valg og indeholdt udover en kort principiel indledning som markerede et værdigrundlag en række mærkesager af betydning for netop denne valgperiode. Men med Det kommunistiske Partis Manifest fra 1848 indledte Marx og Engels en praksis som blev særlig for arbejderbevægelsens tradition. Manifestet var et nybrud ved både at indeholde en samfundsanalyse, politiske kampkrav og en langtidsprognose. Denne sammenfatning af fortid, nutid og fremtid, af sociologisk indsigt, politisk tæft og sociologisk fantasi var unik og har været arbejderbevægelsens sætræk i programmets historie. Kommet så langt faldt det mig ind, at Manifestet over alle manifester jo ikke mindst var et identitetsprojekt: hvorledes adskilte denne politiske gruppe sig fra alle tidligere og mislykkede venstregrupper? Det gav Manifestet svar på. Omend det var skrevet i spøgelsesskrift. I dag går der ikke så mange venstre-spøgelser om i Europa. Men hvis Enhedslisten skal have et program, som skal give den identitet og fastholde den på dens identitet gennem et sådant skrift, så er der nok en del spøgelser i skabet, som bør luftes i fuld åbenhed. Fra skabsspøgelser kunne man måske håbe, at de i forening kunne blive til et europæisk spøgelse. Det første spøgelse i skabet, jeg vil lukke ud er vores sprog og i en lidt videre betydning vores begrebsapparat. Her tænker jeg ikke blot på, at de særord vi som socialister bruger er slidte og trænger til en trendy upshining. Nej, jeg tænker i første

3 3 række på, at et moderne socialistisk program ikke kan undlade at forholde sig til den største katastrofe for socialismen og det socialistiske sprog, nemlig erfaringen med Sovjet og den virkeliggjorte surrealisme. I hvert fald indtil en gang i 1930erne havde socialisme som forestilling en utopisk kraft, som det ikke har i dag. For en masse mennesker er de første associationer, der melder sig når de hører ordet: lange køer, nakkeskud, gulag. I kender vitsen med at der blev indført kommunisme i Sahara. I begyndelsen skete der ikke rigtig noget, men efter et par år var der mangel på sand. I Sovjettiden blev de ord vi socialister typisk bruger i et program gjort til en del af det som George Orwell kaldte Newspeak: et sprog, hvor udtryk og indholdt bekæmper hinanden. Socialistisk retspraksis betød retsløshed, planøkonomi betød partielitens uindskrænkede enevælde osv. Uden sammenligning er den sovjetisk-kinesiske-østeuropæiske erfaring det største tilbageslag socialismen nogensidende har mødt. Det efterlader os i en sproglig fodnotesituation: vi kan ikke bruge ord som socialisme, proletariatets diktatur eller kommunisme uden i en fodnote at forklare, at vi mener noget helt andet. Eftersom vi mener, at der ikke var socialisme i Sovjet, så står vi altså sprogligt i den situation, at vi altid skal forklare, at vi ikke går ind for ikke-socialisme. Denne dobbeltbenægtende praksis berøver vores sprog den utopiske kraft det tidligere kunne have. Det andet spøgelse man kunne lukke ud er, at der også er en anden og meget nærliggende grund til at en sådan overvejelse er vigtig netop for Enhedslisten, og det er, at den også består

4 4 af gamle DKPere, som i en eller anden udstrækning har bidraget til at tilvejebringe denne situation eller har været dens redskaber. Skal Enhedslistens program have en trovædighed og en appel som rækker udover medlemmernes rækker må den åbent forholde sig til dette problem. Jeg kender ikke formlen, jeg ved bare, at skeletternes raslen kan høres. Det sproglige problem rækker imidlertid videre end dette afgørende historisk-politisk-sproglige forhold. Når vi ikke kan udskifte centrale begreber som f.eks. socialisme med tilfældige ord som gyg eller olsen, så må vi overveje, hvordan vi så kan give dem en prægnans som i hvert fald delvis kan opveje tabet i utopisk kraft. Man må overveje hver gang man bruger et særord om det er med for at definere sproget som 'særsprog' eller om det er veldefineret i sig selv og i konteksten. Vi kan tage et eksempel fra det foreliggende materiale. Enhver begyndelse er svær. Det sagde Hegel, ikke fordi han led af angst for det hvide papir, men fordi det at fremstille komplekse størrelser gør det svært at begynde. Marx begyndte som bekendt Kapitalen med det simpleste begreb, varen, men inden han nåede så vidt havde han i den danske oversættelse sagt: "I de samfund, hvor den kapitalistiske produktionsmåde hersker, viser rigdommen sig som en "uhyre vareophobning", og den enkelte vare som dens elementarform." Inden han overhovedet nåede til begyndelsen, altså ordet vare, havde han forudsat både begreberne samfund, kapitalisme og produktionsmåde. Og sådan må det være. Men man behøver ikke gøre det vanskeligere end det er. I har i den ene tekst valgt at starte med det store verdensomspændende blik og gøre sulten til det sted hvor sultens slavehær først møder programmets budskab.

5 5 Man kunne have valgt at sige: det vigtigste sted at fange en læser det er at give ordet kapital en ny betydning: for de fleste betyder kapital en sum penge, men at forklare at kapital er en relation hvor en værdi bliver større gennem forbrug af arbejde, det er selve krumtappen i programmet. Uden dén forklaring kan man ikke forklare 'udbytning', 'merværdi' og 'økonomisk herredømme'. Jeg foreslår altså et 'lille' begyndelsessted i modsætning til jeres 'store', som imidlertid også er begrebsligt. Jeg tror det er vigtigt at introducere nye ord fra vores særsprog i samme omfang, som de bliver præcist defineret. Og alt kan ikke siges i et program. Uanset hvor man begynder er det vigtigt at sproget er gearet til at møde en uventet læser, en 'anden' læser så at sige. Jeg mener: programmet er godt nok skrevet for at give Enhedslisten identitet, men ikke kun forstået som kit, der holder medlemmerne sammen. Derimod også forstået i ordet programs grundlæggende betydning: offentlig bekendtgørelse. I den henseende er de foreliggende tekster, programmer eller manifester noget forskellige. Tillad mig at citere en enkelt passus fra programmet: "Konsekvensen er et samfund, hvor magten koncentreres hos storkapitalen i samarbejde med topbureaukrater, toppolitikere og ledelserne af de store interesseorganisationer og hvor den politiske handlefrihed begrænses af kravet om størst mulig profit." En ting er, at det afgørende argument i denne og de tre foregå-

6 ende sætninger kommer til sidst, hvilket kræver en trænet læser for at forstå. Noget andet er at sætningen er som et fodgængerfelt i myldretiden: her maser alle mulige betydninger sig ind på hinanden, så en uventet og uforberedt læser vil tænke: her siges så meget som ikke siges fuldt ud, her tales et kodet sprog, hvor selve ordene er kode for identitet. 6 At konklusionen på denne sætning og de tre foregående så bliver: "I denne forstand kan man tale om, at kapitalismen har udviklet sig til monopolkapitalisme." kunne lige så godt være amharisk, klassisk etiopisk eller et andet esoterisk sprog. At det skulle være det overraskende nye ved Enhedslistens analyse vil jeg som trænet læser se som en programmatisk indrømmelse til tidligere tilhængere af det antimonopolistiske demokrati. Men for den uventede læser i offentligheden giver det næppe nogen mening. Begrebet konkurrence, som giver begrebet monopol en mening bliver først intyroduceret i næste sætning, men her får vi at vide at den ikke er afskaffet. Der er virkelig trængsel i betydningernes fodgængerfelt. Ordene overfalder hinanden i passager og rasler med knogledelene i en sand danse macabre. Det sidste skelet jeg ved denne seance skal trække ud af skabet er spørgsmålet om sammenhæng mellem analyse og prognose. En meget almindelig sammenhæng findes skitseret i både socialdemokratiske programmer fra århundredskiftet og i kommunistiske programmer. Her er sammenhængen mellem analyse og prognose skitseret som en nødvendighed. Udviklingen vil uomgængeligt føre til socialisme. Bortset fra det komiske i at mobilisere folk til kamp for noget som alligevel sker af sig selv, er det også en helt fejlagtig opfattelse af både historien og af prognosens muligheder. I Manifestet skrev Marx og

7 7 Engels som bekendt, at udviklingen kunne ende med socialisme eller med begge de kæmpende klassers undergang. Der var altså mere end én mulighed. Denne historiemetafysik, at tro at udviklingen er indskrevet i historien som dens egen mening, er til alt held ikke noget som præger listens programtekster, selvom jeg nok synes man kunne luge lidt hist og her og fremfor alt understrege, at historie er spørgsmål om at vælge en fremtid. Ikke at vælge frit, men at vælge mellem en række muligheder. Ved at vælge en løsning, fravælger man altså en række andre fremtider. Når jeg alligevel vil rasle lidt med historiemetafysikkens skeletdele skyldes det, at programmet synes at mene, at socialismen udgør historiens afslutning. Når vi har realiseret listens storslåede plan, så vil klasserne være afskaffet og dermed også klassekampen må man formode. Hvordan vil historien så videreudvikle sig? kunne man naivt spørge. Går den i stå som Hegel og Fukuyama har forestillet sig eller vil den være underlagt den bevidste planlægning, som Marx synes at have forestillet sig? Kan man overhovedet forestille sig samfund af den tekniske kompleksitet som vores har blive så gennemsigtige at en bevidst og fornuftige styring kan finde sted uden at kampe om interesser også finder sted? Skal et socialistisk program ikke også kunne forestille sig eller i hvert fald muliggøre en post-socialisme? Ikke nødvendigvis for at gøre socialismen til en mindre parantes i historien, men for at undgå den klassiske fælde at have genopfundet paradis i mytologiernes verden i stedet for i virkeligheden. Det var Marx, som fandt på at kommunismen kunne være et spøgelse, men i en anden sammenhæng talte han om andre genspenster, som netop kunne være passende i en programdi-

8 8 skussion: "Traditionen fra alle døde slægtled hviler som en mare på de levendes hjerner. Og netop når de synes beskæftiget med at omvælte sig selv og omverdenen, at skabe noget aldrig før set, netop i sådanne revolutionære kriseepoker maner de ængsteligt fortidens ånder frem for at tage dem i deres tjeneste, låner kampparoler og kostumer af dem, for i denne ærværdige forklædning og i dette lånte sprog at opføre den nye scene i verdenshistorien." (Bonaparte 240).