På den forkerte side. De danske landssvigere efter befrielsen DETTE MATERIALE ER OPHAVSRETSLIGT BESKYTTET OG MÅ IKKE VIDEREGIVES

Transkript

1

2

3 På den forkerte side De danske landssvigere efter befrielsen

4

5 På den forkerte side De danske landssvigere efter befrielsen Af Søren Billeschou Christiansen og Rasmus Hyllested Aarhus Universitetsforlag a

6 På den forkerte side Forfatterne og Aarhus Univetsitetsforlag 2011 Omslag og tilrettelægning: Jørgen Sparre Bogen er sat med Adobe Garamond Ebogsproduktion: Narayana Press ISBN Aarhus Universitetsforlag Aarhus Langelandsgade oo Århus N København Tuborgvej København NV Fax 87 i Bogen er udgivet med støtte fra Den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse

7 Indhold Forord 7 1 Baggrunden for retsopgøret 9 2 Sammen er vi stærke 45 Historien om Svend Koefoed-Jensen og Landsforeningen af 6. maj 3 Sandheden går frem for alt 79 Historien om Aksel Olesen og avisen Revision 4 For Danmark og Europa 119 Historien om Erik Lærum og Dansk Frontkæmperforbund 5 I skal ikke blive glemt 159 Historien om Ejnar Jørgensen og Mindelunden 6 Den skjulte kamp 187 Historien om Jørgen Sehested og forhandlingen om retsopgøret 7 Fast i troen 217 Historien om Vagner Kristensen og nationalsocialismen i Danmark efter befrielsen 8 Det tavse flertal Synet på landssvigerne Et vellykket opgør? 265 Kilder og litteratur 269 Noter 281 Register 305

8

9 Forord I sommeren 2001 læste vi med stor interesse bogen Efter Drabet, der handler om modstandsbevægelsens stikkerlikvideringer under besættelsen. Her stødte vi på navnet Landsforeningen af 6. Maj, som var en forening for landsforrædere i efterkrigstiden. Foreningen var opstået på baggrund af retsopgøret, der fandt sted efter Danmarks befrielse d. 5. maj I opgøret blev mere end borgere dømt for landsforræderi ved domstolene, mens mange andre blev udstødt fra foreninger, organisationer, arbejdspladser og lokalmiljø. Landsforeningen af 6. Maj var det første af en lang række initiativer fra landsforrædernes side i forsøget på at forbedre egne vilkår i efterkrigstiden. Selv om vi begge siden barnsben har interesseret os for besættelsestiden, havde vi aldrig hørt om foreningen. Vi blev nysgerrige og begyndte derfor at læse andre bøger om besættelsestiden, men kunne kun, ligesom i Efter Drabet, finde enkelte meget korte beskrivelser af foreningen og lignende initiativer fra landsforrædernes side. Til vores store overraskelse fandt vi ud af, at selv om besættelsestiden er et af de mest udforskede emner i dansk historie, havde ingen beskæftiget sig nærmere med landsforrædernes skæbne i efterkrigstiden. Ingen havde stillet spørgsmålene: Hvor blev landssvigerne, som de blev kaldt i eftertiden, af? og hvordan klarede de sig videre efter retsopgør og udstødelse? Vi besluttede derfor at skrive speciale om emnet. Specialet blev færdigt i foråret 2003 og danner grundlag for denne bog. Der skal derfor lyde en tak til cand.mag. Rasmus Normann Nielsen, som var med til at skrive specialet. Målet med denne bog er at give en så objektiv indføring i landssvigernes efterkrigshistorie som muligt. I den sammenhæng er det vigtigt for os at understrege, at vi ikke selv har personligt engagement i sagen ud over vores forskerinteresse. Der ligger således ikke nogen moralsk stillingtagen i, at vi har valgt at betegne den befolkningsgruppe, der er genstand for vores undersøgelse, som landssvigere. Vi har valgt at anvende samtidens terminologi, idet der ikke findes andre ord, der samlende beskriver den gruppe mennesker, bogen beskæftiger sig med. Termen landssviger anvendes om personer, der efter befrielsen blev interneret, retsforfulgt, dømt, udrenset af en offentlig eller privat organisation, eller på anden måde blev udstødt af den øvrige befolkning på grund af hand- indhold

10 8 på den forkerte side linger under besættelsen. Ligeledes tager vi heller ikke stilling til, om opgøret og udstødelsen af landssvigerne var retfærdige eller ej. Bogen bygger på mange kilder, som ikke er tilgængelige i offentlige arkiver. En stor tak for adgang til disse kilder skal derfor lyde til Holger Thor Nielsen, Frants Jensen, Michael Sode, Bjarne Hansen og Jens Post. En særlig tak til Robert Lux for hjælp med kildemateriale og bidrag med indsigt i landssvigernes efterkrigshistorie. Det er også med stor taknemlighed, at vi ser tilbage på en række interview med flere landssvigere. Interviewene har givet os indblik i, hvor forskelligt landssvigerne søgte at tackle deres situation i efterkrigstiden, samt hvilke følelsesmæssige omkostninger det havde at være på den forkerte side. En særlig tak til Vagner Kristensen for stor gæstfrihed, da vi en weekend i oktober 2005 besøgte ham i Sydtyskland. Desuden takker vi Anne Lütken, Henrik Lærum, Ib Kofod, Karen Andersen og Søren Andersen for at have bidraget til at levendegøre bogens centrale personligheder. Under udarbejdelsen af denne bog har vi også fået faglige råd med på vejen. Tak til forskningschef ved Det Kongelige Bibliotek dr. phil. Joh n T. Lauridsen og museumsinspektør ved Frihedsmuseet Henrik Lundbak for råd og ideer. Desuden skal der rettes en tak til lektor Claus Bundgaard Christensen for oplysninger omkring de østfrontsvilliges historie og til amatørhistoriker Anna Grethe Amkær for informationer om Jørgen Sehesteds liv. Også stor tak til ph.d. Mikkel Kirkebæk for konstruktive råd undervejs og for kritik af manuskriptet. En særlig stor tak til cand.mag. Nina Olsen for uvurderlig kritik af bogens formidlingsmæssige aspekter. Til slut vi vil gerne takke familie og venner for stor deltagelse og tålmodighed. indhold

11 Baggrunden for retsopgøret 1 Naar Psykosen gaar over det moderne Folkehav, da er det som en oprørt Sø, hvor Presse Regering Rigsdag og Retsvæsen svømmer om som Baade i havsnød og maa navigere paa Kryds og Tværs, mens Konger og Ministre Redaktører og Dommere fortvivlet maa lade baade Sandhed og Retfærdighed Rimelighed og Menneskelighed Logik og Samvittighed gaa over bord som tyngende ballast for bare at bjerge Livet, hver som han kan, indtil Stormen har lagt sig. 1 En psykose. Sådan oplevede forfatteren Harald Bergstedt det store retslige og folkelige opgør, som han og tusind andre danskere gennemlevede i årene efter Danmarks befrielse d. 5. maj Danskere, som på den ene eller anden måde havde samarbejdet med den tyske besættelsesmagt eller udvist sympati for nationalsocialismen, blev retsforfulgt og udstødt som landsforrædere. Landssvigerne, som de blev kaldt i samtiden, følte, at de levede i en verden præget af forfølgelse, vilkårlighed og kaos. Tyskernes kapitulation i Danmark d. 5. maj 1945 blev startskuddet til det hidtil voldsomste og mest omfattende retslige og folkelige opgør i danmarkshistorien. Hvor besættelsestiden var præget af ugennemsigtig realpolitik og mudrede forbindelser mellem politikere, borgere og besættelsesmagten, som gjorde det vanskeligt for den enkelte at se, hvad der var rigtigt og forkert, var efterkrigstidens syn på perioden skarpt formuleret: På den ene side stod besættelsesmagtens modstandere; på den anden stod landssvigerne. Det mindste fejltrin blev mistænkeliggjort, og mange tusinde danskere blev anholdt. Stemplingen som landssvigere strakte sig fra kvinder, der havde haft forhold med tyske soldater, til landssvigere, der havde begået grove overgreb som mord og tortur og næppe forventede, at deres handlinger ville passere ustraffet i tilfælde af et tysk nederlag. Nogle landssvigere sad inde et par timer, mens andre måtte tilbringe år bag lås og slå. Mange af de små landsforrædere kunne ikke dømmes ad rettens vej, men uden for retssalene ventede befolkningens opgør i form af udstødelse fra arbejdspladser, foreninger og lokalsamfund. Uanset domfældelse eller ej blev landssvigerne taberne i overgangen fra besættelse til fred, og mange følte sig urimeligt behandlet af samfundet. indhold

12 10 på den forkerte side Odense, maj Kravet om opgør med landssvigerne kom hurtigt og voldsomt til udtryk. På billedet ses en større folkemængde forsamlet i forbindelse med arrestationer af landssvigere. (Fotograf Christoffersen, Frihedsmuseets arkiv) I denne bog undersøges det, hvordan landssvigerne klarede sig i efterkrigstiden, både under opgøret, men også efter at stormen havde lagt sig. Hvordan reagerede de i en situation, hvor de blev sat uden for samfundets normale rammer? Og hvordan oplevedes det at være på den tabende side? Det er historien om landssvigerne og deres skæbne. De fem besættelsesår er den periode i Danmarks historie, der har været mål for den største danske forskningsinteresse. I de første mange år efter befrielsen var fokus på modstandsbevægelsen, mens taberne syntes forkastet. Deres historie blev stillet i skammekrogen eller puttet i glemmekassen. De passede ikke ind i efterkrigstidens kollektive fortælling om den danske befolknings modstand imod den tyske besættelsesmagt. Først inden for de seneste år har den tabende side for alvor vakt historikernes interesse med undersøgelser af bl.a. østfrontsfrivilliges historie. Det mest omfangsrige værk om landssvigere udgav professor Ditlev Tamm i 1984, da han skrev om efterkrigsopgørets tilblivelse og gennemførelse. 2 Men ingen har hidtil undersøgt, hvordan de godt personer, som blev mistænkt og interneret som landssvigere, taklede udstødelsen i årene efter befrielsen. indhold

13 kapitel 1 11 Landssvigerne og deres familier blev i forskellig udstrækning negativt påvirket af de barske hændelser. Allerede i de første måneder efter befrielsen opstod der, som konsekvens af den kraftige stigmatisering, et skyggemiljø, hvor landssvigerne mødtes privat og i foreninger for at støtte hinanden og få afløb for deres vrede. Landssvigerne organiserede undergrundsmiljøer med egne medier og økonomier drevet af ildsjæle og skæve eksistenser. Her kunne de hente opbakning til en fælles alternativ forståelse af besættelsen og ikke mindst retsopgøret. En modfortælling, der stod i skarp kontrast til efterkrigstidens sort/hvide beretning. Bogen bygger på vidt forskellige kilder, men i modsætning til den massive mængde af dokumenter og andre kilder fra besættelsestiden, er materialet om landssvigernes efterkrigsskæbne sparsomt og spredt for alle vinde. Mange af de relevante dokumenter, der kunne belyse landssvigernes forhold efter krigen, eksisterer ikke længere. Det skyldes blandt andet landssvigernes egen manglende lyst til at opbevare dokumenter, der kunne forbinde dem med foreningsarbejde og dermed måske igen bringe dem i offentlighedens søgelys. På baggrund af flere breve fundet i forskellige privatarkiver er det vores indtryk, at mange destruerede alt materiale, når det var læst og forstået. Der findes også eksempler på, at pårørende har tilintetgjort materiale. Enten fordi de mente, det var belastende for familiens omdømme, eller fordi de var trætte af det hele og helst ville glemme. En stor del af materialet har været svært at få adgang til, idet det er i privateje, både hos samlere og hos personligt berørte. Der findes dermed ikke et samlet overblik over, hvilket materiale der eksisterer, og hvor det i givet fald befinder sig. Vi har imidlertid været i den heldige situation, at flere personer har været villige til at låne os materiale, der ikke findes i nogen offentlig samling. Mange har været så venlige at henvise til andre, de mente havde materiale, der kunne interessere os. Samtidig har det været muligt for os at interviewe en række landssvigere samt en del efterkommere til landssvigere. Lige som i forbindelse med adgangen til materiale i privat eje, har også flere af interviewene været vanskelige at få i stand. For mange har det ikke været let at skulle tale om besættelsestiden og efterkrigsopgøret, og flere af interviewpersonerne har derfor ønsket anonymitet. Andre landssvigere og efterkommere har helt afvist at ville deltage i en bog om opgøret. Langt hovedparten af de interviewede har dog efter kontakt og opbygning af gensidig respekt fortalt åbenhjertigt om deres liv og aktiviteter under og efter krigen Deres deltagelse i denne bog har gjort det muligt at give et indblik i livsforløb og historiesyn, som ligger langt fra det, de fleste danskere kender til. Bladet Revision, som udkom fra 1945 til 1972, har været en uvurderlig indhold

14 12 på den forkerte side kilde. På mange måder fungerede bladet som samlingspunkt for landssvigerne. Her blev langt de fleste initiativer og relevante sager diskuteret, og en gennemlæsning af bladet har fungeret som en nøgle for videre udforskning af landssvigernes efterkrigshistorie. Landssvigernes virke efter efterkrigsopgøret kan ikke direkte spores i statslige arkiver. Efter løsladelse fra internering eller efter udstået straf har det offentlige kun i ganske få tilfælde registreret landssvigerne. Vores vigtigste materiale fra offentlige arkiver er dermed det materiale, der blev fremstillet under retsopgøret, hvor der blev samlet store mængder af information om landssvigerne. Kildernes beskaffenhed og landssvigernes ønske om at undgå offentligheden betyder, at der ikke kan tegnes et fuldstændigt billede af landssvigernes forhold. For eksempel har det ikke været muligt at foretage en repræsentativ interviewundersøgelse, da de fleste af landssvigerne efterhånden er gået bort, og det samtidig ville være en nærmest umulig opgave at identificere dem. Der findes heller ikke noget officielt talmateriale over landssvigerne, hvorfor bogens enkelte kvantitative overvejelser langt hen ad vejen bygger på fortolkninger af enkelte kilder. På grund af den sparsomme mængde af tilgængelige kilder får de landssvigere, der trådte frem i efterkrigstiden og markerede deres holdninger, en langt større stemme i bogen end dem, der foretrak anonymitet. Bogens analyser af de landssvigere, der forholdt sig anonyme, bygger næsten udelukkende på fortolkninger af kilder samt på vores vurderinger, efter at vi igennem en årrække har interviewet et større antal landssvigere og deres efterkommere. En landssviger var ikke bare en landssviger. Der var stor diversitet inden for gruppen både i relation til politiske, økonomiske og sociale forhold. Der var tale om flere mindre grupperinger, som f.eks. østfrontsfrivillige, samt en stor mængde enkeltindivider, der af det omgivende samfund blev anset som sammenknyttede, men som ikke så sig selv som del af en landsforrædergruppe. Når der i bogen tales om landssvigerne som en samlet gruppe, er der således tale om den del af befolkningen, der blev opfattet som forrædere, og ikke om mennesker, der definerede sig selv som gruppe. Landssvigergruppen var et skæbnefællesskab, ikke en social gruppering. Landssvigernes reaktion på samfundets udstødelse delte sig i to dem, der valgte at bøje af for stormen og opgive kampen for oprejsning, og dem, der tog kampen op og risikerede offentlighedens bevågenhed. Langt de fleste valgte den første mulighed og blev dermed en del af det tavse flertal. Denne strategi kunne gennemføres på mange måder, men fælles for dem alle var ønsket om anonymitet og muligheden for at føre livet videre i en tilnærmet normalitet. indhold

15 kapitel 1 13 At vælge det anonyme liv betød dog ikke nødvendigvis et farvel til håbet om æresoprejsning. Mest almindeligt var drømmen om en undskyldning fra samfundet og regeringens side samt ønsket om generhvervelse af borgerlige rettigheder og konfiskeret ejendom. Den aktive del af landssvigerne var præget af få initiativtagere med forskellige mål og strategier, som hver især blev støttet af mere passive tilhængere. Historien om de aktive landssvigere tager derfor udgangspunkt i fortællingen om de ledende skikkelser. Med bogen ønsker vi gennem undersøgelser af landssvigerne og deres forhold at bidrage til et mere nuanceret og fuldstændigt billede af besættelsestiden og dens eftervirkninger. For at forstå, hvorfor landssvigerne endte med at blive opfattet som landsforrædere og deres heraf følgende reaktion, må vi starte med tyskernes indtog i Danmark d. 9. april Besættelse og samarbejde Den 9. april 1940 kl rykkede tyske tropper ind i Danmark. Samtidig overrakte den tyske gesandt i Danmark Renthe-Fink udenrigsminister P. Munch et notat, hvori motivet for det tyske angreb stod beskrevet. I hovedtræk forklarede notatet, at de tyske tropper havde til hensigt at besætte Danmark for at afværge et engelsk angreb imod landet. Der var altså tale om en fredsbesættelse, og tyskerne understregede, at så længe regeringen og befolkningen ikke gjorde modstand imod besættelsesmagten, ville de ikke antaste Danmarks territoriale integritet eller politiske uafhængighed. Efter få timers kamp valgte den danske regering, under ledelse af socialdemokraten Thorvald Stauning, at give efter for overmagten og opgive den militære kamp mod tyskerne. En militær kamp imod en effektiv og overvældende militærmagt virkede nytteløst og ville betyde alvorlige civile og militære tab. Samtidig lå en undsættelse fra allieret side også langt væk, da tyskerne i april 1940 havde initiativet i Anden Verdenskrig. I den vanskelige situation forsøgte regeringen i stedet at stable et samarbejde med tyskerne på benene. I det tyske notat lå der en indrømmelse om, at tyskerne ikke ville antaste det danske demokrati, og regeringen var derfor meget interesseret i at få befæstet denne indrømmelse, men samtidig binde sig så lidt så muligt til besættelsesmagten. Ud over det ville regeringen udtrykke sin protest imod besættelsen uden at sætte sine muligheder for samarbejde over styr. 3 Som svar til det tyske notat udsendte den danske regering derfor d. 9. april 1940 følgende: indhold

16 14 på den forkerte side Den danske Regering har under den givne Situation besluttet sig for at ordne Forholdene her i Landet under Hensynstagen til den stedfundne Besættelse. Den nedlægger dog en alvorlig Protest mod denne Krænkelse af Danmarks Neutralitet. 4 Disse få ord indkapsler hovedelementer i den politik, som den danske regering førte over for besættelsesmagten under besættelsen. Der var ikke tale om sympati for besættelsesmagten eller manglende nationalfølelse. Tværtimod var regeringen indstillet på at kæmpe. Ikke militært eller med en modstandsbevægelse, men ved at forsøge at holde tyskerne fast på de løfter, der var givet, og overbevise dem om, at det var i Tysklands interesse, at Danmark var neutral. Det var magtpåliggende for regeringen at slå fast, at der ikke havde været krigstilstand imellem Danmark og Tyskland ved besættelsen. Hvis der ikke havde fundet en krig sted, kunne landet måske bevare sin førkrigsneutralitet og sin nationale egenart. Ved krigstilstand frygtede regeringen derimod en annektering af landet og direkte inddragelse i Anden Verdenskrig på tysk side. 5 Besættelsesmagten var umiddelbart interesseret i et samarbejde og indledte, hvad der skulle blive et mere end treårigt samarbejde med de danske politikere. På den måde opstod en fiktiv neutralitet, hvor Danmark blev ledet af de danske politikere, som havde den formelle magt over landet, hvilket betød, at mange forhold kunne klares internt blandt danske politikere og i den danske centraladministration. I sidste ende var det dog besættelsesmagten, som havde den reelle magt, og samarbejdet udfoldede sig derfor gennem et forhandlingsspil, hvor de danske politikere forsøgte at føre Danmark så omkostningsfrit gennem besættelsen så muligt. Fra tysk side ønskede man et gnidningsfrit samarbejde, da besættelsesmagten bl.a. kunne drage nytte af en stor dansk landsbrugsproduktion. Derfor var tyskerne interesserede i at bevare den danske samfundsstruktur intakt, så længe politikere og befolkning rettede sig efter besættelsesmagtens ønsker. Som konsekvens af den turbulente situation, Danmark var blevet kastet ud i, valgte den socialdemokratiske og radikale regering d. 9. april 1940 at udvide regeringen med Venstre og Det Konservative Folkeparti i en samlingsregering. 6 Ud over den nye politiske situation betød tyskernes tilstedeværelse i Danmark en række ændrede forhold i befolkningens hverdag. Danskerne blev pålagt mørklægning, censur og en udvidelse af den varerationering, som var blevet indført efter Anden Verdenskrigs udbrud i september Det vanskelige samarbejde At samarbejde med besættelsesmagten var som en linedans for de danske politikere. På den ene side skulle de tilfredsstille tyskerne, så disse ville lade indhold