Palæo på Facebook. En praksisteoretisk analyse af, hvordan medlemmer af en Facebookgruppe forhandler om palæo-mad

Transkript

1 Palæo på Facebook En praksisteoretisk analyse af, hvordan medlemmer af en Facebookgruppe forhandler om palæo-mad Speciale i Kommunikation, Roskilde Universitet, Juli 2014 Af Neli Iwasa Weiss Hansen Vejleder: Nina Blom Andersen Specialet udgør anslag (inklusiv mellemrum), svarende til 79,5 normalsider à 2400 anslag per side (inklusiv mellemrum). Optællingen er eksklusiv forside, indholdsfortegnelse, abstract, litteraturliste, bilag og formidlingsartikel

2 Indholdsfortegnelse Abstract Indledning Mad og medier Problemformulering: Arbejdsspørgsmål Specialets struktur Madforskningen Hvad er palæo? Alternativ madideologi Praksisteorien og madforskning Medieforskningen Sociale netværkssider Facebookgrupper Sundhedskommunikation og Facebook Normregulering og Facebook Hvad er korrekt adfærd? Praksisteorien og medieforskning Teoretiske perspektiver Indledning En praksis konfiguration Forståelser Procedurer Engagement Karriere og abstraherede forståelser

3 Materialitet Krydsende praksisser Passende performance Sociale kategorier Accountability Subjektspositionering Metodiske fremgangsmåder Et konstrueret undersøgelsesfelt Facebookgruppen som undersøgelsesfelt Metodevalg Caseudvælgelse Rekruttering Valg af individuelle interview Forberedelse af vidensproduktion Observation og temaanalyse af Facebookgruppen Deltagende observation Interviewudførelse Bearbejdning af empiri Transskription og kodning Etiske overvejelser Præsentation af informanterne Analyse Første del -Forhandling af palæo som social kategori Forhandling af procedurer - en eller 2.0 -palæo? Forhandling af forståelser - palæo som sundhed, livsstil eller slankekur? Forhandling af engagement en balance mellem fanatisme og dovenskab

4 Opsummering Anden del - Forhandlinger af palæo i krydsende praksisser At performe kantinepraksis At performe gæste -praksis Når forbudte sager krydser palæo Hvis jeg går amok den ene dag, så er jeg streng en anden dag Opsummering Tredje del Konstruktion af medlemspraksissen Medlemspraksisser konstrueret med engagement At finde underholdning At finde støtte og identifikation At performe positiv kommunikation Medlemspraksisser konstrueret med forståelser At performe kritisk videnssøger At følge palæo-eksperter At performe kritisk blik på andres troværdighed At dele billeder af interessante retter At skjule forbudt palæo Opsummering fjerde del. Medlemskabets betydning i forhandlingen af passende palæo Facebookgruppen som tilbud og opslagsbog Med styr på, hvad andre gør, ved jeg også, hvad jeg selv gør! Facebookgruppen - at vise det polerede og skjule det forbudte Det kommunikative paradoks idealer versus troværdighed Konklusion Praksisteoriens analytiske muligheder

5 8. Litteraturliste Internetudgivelser Formidlingsartiklen Formål Medievalg og målgruppe Artikelkomposition Bilag Bilag Bilag Bilag

6 Abstract So far little is known about how social networking sites, such as Facebook, are used in relation to everyday practices. Through a qualitative case-study consisting of six individual interviews of members of the Facebook-group Paleo-Danmark, this master s thesis aims to illustrate the analytical usefulness of employing a practice theoretical perspective on media-use, related to cooking negotiations in everyday lives. With help from an intersectionality approach and from positioning theory, the study demonstrates how individual members negotiate paleo as appropriate performance in relation to other members and that these negotiations are highly fluxing and contextually bound. Moreover, the study shows that members engage in negotiations of appropriate performances throughout a daily maneuvering between the paleo-practices and other practices, such as work-practices, dining-out-practices and workout-practices. Despite the fact that the members do legitimate forbidden paleo-ingredients as part of their everyday cooking practices, similar ingredients are not accepted to be shown on the Facebook-group wall. The members expect the Facebook-group Paleo Danmark to be a sort of reference book from which they can ask questions whenever they want to, in order to find the most perfect images of paleo. The members engage in using this Facebook-group for sharing pictures, finding support, news and specialized knowledge of paleo. They disengage from using the group as a result of an increase of new members and a negative tone in the communication patterns. The practice theoretical perspective is capable of showing the complexity of everyday practices, but need to be further discussed in relation to its usefulness in prospective empirical studies of media-use. 5

7 1. Indledning 1.1. Mad og medier Mad fylder mere i medierne end nogensinde. Vi kan finde mad i tv, aviser, blade og magasiner, hvor det bliver præsenteret som nyhedsstof, livsstilsstof, undervisning og underholdning. En søgning i Infomedias database viser, at de danske mediers omtale af mad er steget markant de sidste 5 år. I 2008 omtales mad gange, mens det i 2013 er steget til gange 1. At mad er blevet medialiseret i en stigende grad hænger godt sammen med kommunikationsprofessor Stig Hjarvards forståelser om et medialiseret samfund, hvor alt fra politik, forbrugskultur, videnskab til hverdagsliv er blevet medialiseret: medierne er blevet noget, vi hele tiden har til rådighed, er omgivet af overalt og hvis indhold vi konsumerer i en overflod (Hjarvard 2003:10). I tråd hermed påpeger professor i kommunikation Bente Halkier at madlavning som følge af det medialiserede samfund er blevet udfordret. Vi trækker ikke længere udelukkende på vores egne erfaringer, men finder også råd og vejledning om madlavning i medierne. En stor del af vores forståelser om mad kommer fra medierepræsentationer Such representations are called medialised knowledge, medialised experience, medialised discurses (Halkier 2010:1). Den medialiserede viden, erfaring og diskurs handler ifølge Halkier om alt fra samfundsmæssige forhold, miljø, sikkerhed og kulinariske evner til social ulighed og sundhed. Vi opsnapper eksempelvis mediediskurser om, at kød kan være kræftfremkaldende, medialiseret erfaring om, hvordan man laver sushi og viden om, at den nyeste madtrend er Stenalderkost. Med fremkomsten af netværkstjenester som Youtube, Instagram, Twitter og Facebook, er mediebrugerne endvidere blevet aktive medspillere, der selv skaber og deler mad i medialiserede former: If there is one area that has been revolutionized by social media, it is in the world of food [ ]. Social media do what food does best: they bring people together (Rousseau 2012:5). Eftersom mad i stigende grad er blevet medialiseret ønsker jeg at undersøge, hvordan en madpraksis er koblet sammen med brugen af en Facebookgruppe. I socialvidenskaberne er Facebookforskningen hurtigt voksende, men det er primært brugen af den enkeltes Facebookprofil, der undersøges, mens der endnu findes sparsom viden om brugen af Facebookgrupper (Park et al. 2009:1). Den britiske professor i medie- og hentet d. 3.maj

8 kommunikationsvidenskab Nick Couldry pointerer, at mediebrug bør analyseres i relation til hverdagspraksisser. There undoubtedly are a whole mass of media-oriented practices in contemporary societies, but how they are divided up into specific practices, and how those practices are coordinated with each other, remains an open question (Couldry 2004:12). Jeg ønsker ud fra et praksisteoretisk perspektiv at foretage en eksplorativ kvalitativ undersøgelse af, hvordan Facebookgruppen ved navn Paleo-Danmark anvendes til at forhandle om en madpraksis. Madlavning er valgt, idet det er en praksis som mennesker performer og forholder sig til hver dag. Da madlavning kan bestå af mange handlinger og anskues ud fra mange forskellige aspekter eksempelvis ernæring, nydelse, æstetik, sundhed, status, evner mv., har jeg valgt en case, bestående af seks interviews af personer, der performer palæo, også kaldet stenalderkost som en afgrænset madpraksis. Det praksisteoretiske perspektiv på palæo kan potentielt favne over alle de nævnte analyseaspekter. Praksisteorien tilbyder nemlig, at empirien som genstandsfelt står analytisk åbent og kan tale for sig selv. Ud fra dette udgangspunkt har jeg formuleret følgende spørgsmål: 1.2. Problemformulering: Hvordan forhandler medlemmer af Facebookgruppen Paleo Danmark deres palæo - praksis som passende performance i forhold til andre medlemmer og i forhold til andre hverdagspraksisser? Og hvordan konstruerer medlemmerne at performe passende medlem af Facebookgruppen? I forlængelse heraf vil jeg diskutere, hvordan medlemskabet af Facebookgruppen er betydningsfuldt i informanternes forhandling af passende palæo? 7

9 1.3. Arbejdsspørgsmål For at besvare ovenstående problemformulering vil jeg, ved hjælp af nogle arbejdsspørgsmål, fokusere på tre overordnede emneområder i analysearbejdet: 1. Hvordan forhandler medlemmerne kategorien palæo som passende performance i forhold til andre medlemmer med fokus på forståelser, procedurer og engagement i palæo-praksissen? 2. Hvordan forhandler informanterne deres palæo-praksisser i krydsfeltet af andre praksisser, og hvordan krydser nogle af disse i hverdagen og ved særlige begivenheder? 3. Hvordan konstruerer medlemmerne at performe passende medlem af Facebookgruppen med fokus på forståelser og engagement i medlemspraksissen? 1.4. Specialets struktur For at skabe et overblik over specialets opbygning vil jeg kort præsentere kapitlerne og deres indhold. Kapitel 2 gennemgår eksisterende viden og forskning om undersøgelsens områder; Først vil jeg introducere palæo som en madideologi i en forskningsramme om mad. Herefter vil jeg opridse medieforskningen med fokus på Facebook, sociale netværkssider og studier, der har undersøgt normer for korrekt adfærd i mediebrug. I slutningen af afsnittene om henholdsvis mad- og medieforskning vil jeg præsentere mit praksisteoretiske ståsted i forhold til andre forskningspositioner på områderne. Kapitel 3 præsenterer specialets teoretiske perspektiver og analytiske begreber. Jeg vil introducere til praksisteorien, teori om sociale kategorier og positioneringsteori. Kapitel 4 behandler specialets metodiske fremgangsmåde. Med udgangspunkt i en socialkonstruktivistisk videnskabsteoretisk tradition gennemgår jeg refleksioner, indgangsvinkler og værktøjer til udførelse af vidensproduktionen. 8

10 Kapitel 5 består af analysen, der er inddelt i fire overordnede dele. I den første del fokuserer jeg på, hvordan forhandlingen af palæo-praksissen foregår blandt andet som udtrykt i en positionering til andre medlemmer. I den anden del fokuserer jeg på, hvordan forhandlingen af palæo-kategorien foregår i et krydsfelt af praksisser. I den tredje del undersøger jeg, hvilke forventninger, der er knyttet til at performe passende medlem i forbindelse med at forhandle om palæo. Slutteligt består den fjerde del af en sammenfattende diskussion af de tre forrige analysedele med fokus på, hvordan medlemskabet er betydningsfuldt i forhandlingen af passende palæo. Kapitel 6 præsenterer specialets konklusion. Kapitel 7 afslutter specialet med en perspektiverende refleksion over anvendelsen af praksisteorien Madforskningen I dette kapitel vil jeg introducere palæo som en madideologi i en forskningsramme om mad ud fra eksisterende teori og litteratur på området Hvad er palæo? I de senere år er der fremkommet nye madretninger som Rawfood, Dukan, LCHF og 5:2- kuren for blot at nævne nogle få (Kristensen & Rasmussen 2012:426). Disse kan forstås som alternative madideologier, der er defineret ved en madlavning, der afviger, overdriver eller tager helt afstand fra Fødevarestyrelsens officielle kostråd (Kristensen & Rasmussen 2012:426). Jeg vælger at forstå palæo som en alternativ madideologi og synonymt med betegnelserne stenalderkost og paleo (engelsk betegnelse). Da jeg begyndte på mit speciale undrede jeg mig over, hvordan palæo i en årrække havde fået en del mediebevågenhed, og hvorfor nogle vælger at hoppe med på denne madvogn. Jeg har ikke selv spist palæo. Det vakte min interesse, at stenalderkost i 2012 blev kåret som årets ord af DRs Sproglaboratoriet og Dansk Sprognævn 2, for hvordan kan en madideologi blive så populær? Det er ikke min hensigt at undersøge de komplekse faktorer, der bærer hentet d. 5. nov

11 palæos kommercielle og mediemæssige popularitet. Ikke desto mindre er det bemærkelsesværdigt, at palæo er blevet promoveret, omtalt og diskuteret i aviser, ugeblade og tv-programmer, og at ernæringseksperter og kokke har skrevet stribevis af bøger om palæo. Den mest kendte palæo -fortaler er kokken Thomas Rode Andersen fra den københavnske restaurant Kong Hans, der i 2012 og 2013 udgav to kogebøger 3, der samme år i flere måneder lå højest på danske boghandleres bestsellerliste. 4 Herudover afspejles palæos popularitet i, at der i de seneste år er udgivet tolv dansk-forfattede bøger om palæo 5 og er opstået en række spisesteder, blandt andet, et palæo-take-away firma og en restaurant i Torvehallerne i København 6. I både danske og udenlandske medier er det blevet debatteret, hvorvidt palæo er ernæringsmæssigt forsvarligt, kan udgøre en effektiv slankekur eller er ideologisk skudsikker i forhold til, hvad stenalderkost rent faktisk bestod af vurderet med arkæologiske forskningsøjne. Særligt indenfor medicin- og sundhedsforskning har der været en del diskussion om de målbare videnskabelige effekter af palæo (Crowe 2008; Saltzman et al. 2001). I amerikanske aviser har det været diskuteret om palæo kunne gå under betegnelsen fad diets eller food faddism, der kan oversættes til fashionabel og midlertidig populær : [ ] that do not follow common nutritional guidelines, regardless of their actual status as a fad 7. Det er ikke min hensigt at diskutere om palæo er ernæringsmæssig effektiv, eller om der er tale om en fad diet, men det er relevant at nævne, at der ikke hersker nogen officiel enighed om, hvad palæo er. Kaster jeg et blik på, hvor palæo-ideologien stammer fra, har palæo været mere eller mindre kendt i USA siden slutningen af det 20. århundrede. Palæo blev angiveligt først udviklet af gastroenterologen Walter L. Voegtlin 8 i 1975, og er sidenhen blevet adopteret og genfortolket af en række andre forfattere og forskere (se eks. Sisson & Meier , Jaminet & Jaminet , Wolf & Cordain ). Den eksisterende litteratur om palæo viser, ligesom min empiri senere vil illustrere, at der findes divergerende forståelser af, 3 Stenalderkost - palæo-opskrifter til det moderne menneske af Thomas Rode Andersen og Palæo Stenalderkost & træning af Thomas Rode Andersen & Thilde Jo Maarbjerg hentet d. 22. okt hentet d. 22. okt hentet d. 16. nov hentet d. 4. juli hologytoday.com/blog/archevore/201103/dietary-manifesto-paleo-20 -hentet d. 10. dec Mark Sission er amerikansk fitness forfatter og blogger (Dwyre 2008) 10 Paul Jaminet er uddannet astrofysiker og Shou-Ching Shih Jaminet er uddannet molekylær biolog ( - hentet d. 10. dec Robb Wolf er uddannet biokemiker ( - hentet d. 10. dec

12 hvad palæo-mad består af. En forfatter, der regnes for at være en betydelig ophavsmand til palæo-ideologien, er den amerikanske forsker i sundhed og fysiologi Loren Cordain, der i 2002 udgav bogen Stenalderkost 12. Ifølge Cordain går palæo-ideologien ud på, at man spiser den type mad, der formodes at være spist af et jæger- og samlersamfund i stenalderen (Cordain 2012:41-43). Det grundlæggende formål er at imitere menneskets såkaldte urbiologi med helbredsmæssige fordele for øje (Cordain 2012:21,22). I ideologien er det i hovedtræk tilladt at spise kød, fisk, æg, grøntsager, frugt, bær, nødder og frø. Det er heroverfor forbudt at spise fødevarer som korn, sukker og forarbejdede fødevarer, der bliver opfattet som moderne fødevarer (Cordain 2012:25). De forskellige bud på, hvad palæo består af afspejles desuden i forskellige principretninger. I min senere analyse benævner informanterne palæo som henholdsvis princip 1.0, 2.0, 80/20 og 90/10. Betegnelserne er skabt af forskellige forfattere i takt med, at de har udviklet egne praksiserfaringer og nye fortolkninger. Loren Cordain er eksempelvis repræsentant for palæo 1.0 princippet, som i øvrigt er den retning, der opstiller færrest tilladte fødevarer. Palæo 2.0 principperne opstiller flere tilladte fødevarer og er en modificeret version af 1.0 princippet. Blandt andre er den amerikanske læge Kurt Harris 13 og kokken Thomas Rode Andersen repræsentanter for palæo princippet. Begge tillader en række mælkeprodukter og stivelsesrige grøntsager, der ellers i 1.0 princippet er forbudt at spise. 80/20 kan helt bogstaveligt forstås som værende 80 procent tilladt palæo-mad og 20 procent ikke tilladt palæo-mad. En detaljeret oversigt over de forskellige principretninger kan ses i bilag hentet d. 7. dec hentet d. 5. nov

13 Alternativ madideologi Figur 1. Palæo-madpyramide 15 Forsøger jeg at sætte palæo ind i en forskningsramme om mad, fremkommer et felt med mange forskellige forskningstraditioner og tilgange, der har rødder langt tilbage i historien (Lupton 1996; Messer 1984). Det har ikke været muligt at finde empiriske studier om palæo mad-praksisser. Skønt palæo ikke kan defineres på nogen entydig måde, kan den som madideologi siges at overlappe, være tilsvarende eller have fællestræk med anden empirisk og teoretisk viden om mad. De nok mest oplagte bidrag til teori om madideologier gives af madforskerne Rosalind Coward (1989) og Klaus Eder (1996). De definerer begge alternative madideologier som kostråd, der ikke følger officielle retningslinjer, men som typisk tager stilling til ernæringsmæssige og moralske spørgsmål ved at forsøge at søge tilbage til et mere oprindeligt udgangspunkt af rigtig og forkert mad (Kristensen & Rasmussen 2012:426). Herudover kan de også være præget af religiøse forestillinger. Coward peger eksempelvis på, at nogle alternative madideologier implicit kan indbefatte religiøse træk, selvom de gør brug af et videnskabeligt sprog (Coward 1989). På den anden side kan alternative madideologier, ifølge Klaus Eder, udmærket repræsentere nogle grundlæggende rationelle retningslinjer uden at indeholde religiøse forestillinger. Et eksempel på dette er vegetarisme og økologi, som Eder klassificerer natural food movements (Eder 1996). Jeg mener ikke, hentet d. 5. nov

14 at der findes to alternative madideologier, der er ens, og det er heller ikke meningen at sætte palæo ind i en madideologisk kategori eller vurdere, om den skal forstås som rationel, moralsk eller religiøs. Det er snarere relevant at påpege, at hver madideologi har helt særegne historiske rødder, grundprincipper, praksisser og tilslutninger, der gennem tiden er omskiftelige. I forhold til kvalitative og kvantitative empiriske studier omkring alternative madideologier findes der også nogle beslægtede grene til palæo. Der findes en del studier om veganere og vegetarer (se eks. Beardsworth & Keil 1992; Greenebaum 2012; Fox & Ward 2008; Kuffner 1988), forbrugeres forhold til økologi (se eks. Torjusen et al. 2004; Hjelmar 2011; Zanoli & Naspetti 2002), samt alternative madideologier med særligt fokus på religiøsitet og magi (se eks. Lindeman et al. 2000; Aarnio & Lindeman 2004) Praksisteorien og madforskning Mit speciale positionerer sig indenfor en socialvidenskabelig tradition, der studerer menneskers madforbrug i et praksisteoretisk perspektiv. Ifølge Halkier kan der opridses fire positioner indenfor de socialvidenskabelige traditioner, der anskuer madforbrug ud fra henholdsvis økonomi, kultur, kreativitet og hverdagspraksisser, hvorunder dette studie placerer sig i sidstnævnte. I det følgende afsnit vil jeg kort gennemgå de fire forskellige positioner for at afgrænse og definere hvad den praksisteoretiske tilgang er kendetegnet ved. For det første adskiller den praksisteoretiske tilgang sig fra en position, der studerer madforbrug som en funktion af økonomi, eksempelvis ved hjælp af neoklassisk teori eller kritisk teori. Inden for den neoklassiske tilgang, vil man typisk undersøge forbrugeren som en magtfuld rationel aktør, der vælger at forbruge mad på baggrund af viden og behov og som er i stand til at påvirke markedsmekanismerne (Halkier 2010:20). Man ville ofte studere den enkeltes kognitive træk, værdier, motivation og informationsbehov med formålet at ændre adfærden (Halkier 2010:6-9). Ville jeg studere palæo fra denne position, kunne palæo-praktikere anskues som nogle, der har magt til at forandre markedsmekanismerne gennem forbruget af palæo-madvarer. Til forskel herfra antager en tilgang med kritisk teori, at den enkelte er blevet gjort mere eller mindre magtesløs og fremmedgjort over for egne behov på baggrund af, at der i strukturelle forhold er indlejret forskellige magt- og kontrolmekanismer (Halkier 2010:21). Med kritisk teori ville man eksempelvis studere madforbrug gennem govermentalistisk-inspirerede analyser af 13

15 individers selvovervågning og egenkontrol. Palæo ville fra denne position kunne forstås som et madvalg, der kunne give en følelse af kontrol over egen krop og velvære. Fælles for neoklassisk og kritisk teori er således et syn på, at forbrugerens aktivitet og forbrug er afhængig af strukturelle og økonomiske rationaler (Halkier 2010:20-21). En anden position anser madforbrug som betinget af kulturelle- og sociale hierarkier. Her ville man typisk antage, at madforbrug bliver reproduceret gennem status og livsstilsmønstre bestående af forskellige vaner, valg og fortolkninger (Halkier 2010:21-22). Ville jeg studere palæo fra denne position, kunne palæo forstås som et udtryk for sociale distinktioner og status. Heroverfor anskuer en tredje position madforbrug som funktion af kreativitet. Her ville man studere den enkelte som en kreativ aktør, der vælger sine aktiviteter efter symbolske meninger. Eksempelvis ville den enkeltes valg, indkøb og selvidentitet studeres som noget, der varierer og sammensættes af fællesskaber i nye og opbrydende rammer (Halkier 2010:22-23). Her ville jeg kunne vinkle palæo som en populærkultur eller neotribe (Maffesoli 1996), hvor den enkelte vil sammensætte sin identitet efter at ville tilhøre et palæo-fællesskab. Den sidste position, som mit studie af palæo placerer sig indenfor, anskuer madforbrug som en hverdagspraksis. Her forstås forbruget som komplekse, praktiske og symbolske processer, der foregår i sociale og institutionelle kontekster. Den enkelte anses for at være en praktisk og social aktør, der håndterer madforbrug på baggrund af rutiner og erfaringer (Halkier 2010:23). Nærværende speciale har således ikke til formål at analysere, hvorvidt palæo skal forstås, som et kognitivt valg eller som en politisk (af)magtsposition indenfor en række økonomiske og strukturelle forhold. Ej heller er formålet at undersøge palæo som en populærkultur eller som udtryk for symbolsk status. Jeg vil snarere vise de langt mere komplekse og dynamiske forhold, der kendetegner menneskers handlinger i hverdagen (Halkier & Jensen 2008:60). Specialets sigte, er som nævnt, at bidrage med viden om, hvad der kendetegner madpraksisser, når de bliver forhandlet i forbindelse med et medlemskab af en Facebookgruppe. Jeg har i dette afsnit gennemgået, hvordan det praksisteoretiske perspektiv kan anvendes på madpraksissen og vil senere i afsnit 2.2.6, opridse et tilsvarende praksisteoretisk blik på mediebrug. 14

16 2.2. Medieforskningen I de efterfølgende afsnit vil jeg kort opridse, hvordan medieforskningen definerer sociale netværkssider og Facebook ud fra eksisterende teoretisk og empirisk litteratur på området. Jeg vil særligt inddrage empirisk viden, der har undersøgt brugen af Facebookbrug i forbindelse med sundhedskommunikation og i forhold til forhandling af passende adfærd i mediebrug Sociale netværkssider Med de nye sociale netværkstjenester som Youtube, Flikr, Facebook, Instagram og Twitter, er der inden for medie- og kommunikationsforskning opnået bred enighed om, at internettet har opnået en mere dialogisk karakter. Internettet, som i 1990 erne overvejende bestod af envejskommunikation, har efter årtusindeskiftet udviklet sig i retning af, at brugeren er blevet en aktiv medspiller i at skabe indhold (Schrøder 2009:458). Skellet mellem produktion og forbrug er i stigende grad blevet udvisket, hvilket blandt andet bliver afspejlet i udtryk som prosumers, som er en sammentrukket betydning af producers og consumers (Tabscott & Williams 2006), eller i begreberne som Sociale medier og Web 2.0 (O Reilly 2007). Ifølge kommunikationsforskeren Henry Jenkins handler Web 2 om, at indhold bliver både skabt, delt, og spredt af almindelige mennesker. Holdninger, interesser og værdier spredes i dag sporadisk og med stor hast uden at nogen kan forudsige, hvilket indhold, der får medvind eller, hvem, der vil sprede (Jenkins et al. 2013:27). Medieindhold bliver konstant genforhandlet og repositioneret, når det integreres i forskellige niche communities og på tværs af platforme (Jenkins et al. 2013:27). Hvis jeg retter blikket mod mit undersøgelsesfelt, findes der eksempel på Facebook et hav af grupper med palæo i titlen eksempelvis Forældre med Palæo-spisende børn, Palæo for bodybuildere, Palæo-dating-gruppe, Palæo for piger. 16 m.fl. Ifølge Jenkins et al. bliver medieindholdet desuden spredt ud over nationale grænser på ingen tid (Jenkins et al. 2013:27). En Youtube-video med palæo-madlavning kan eksempelvis i løbet af kort tid likes og deles af millioner af brugere på Facebook og der findes eksempelvis et utal af internationale Facebookgrupper som Paleo-Italy, Paleo-Netherlands, Paleo-Greece. Man kan således tale om, at alle disse Facebookgrupper, der interesserer sig for palæo, viser at indholdet om palæo bliver delt og spredt af brugere i varierende versioner, og at de er

17 udsprunget af forskellige lokale interesser og praksisorienterede formål. Facebook bliver ofte omtalt, som et socialt medie, men jeg vil vælge at støtte mig til en definition af Facebook som et socialt netværk af Boyd og Ellison (2007): We define social network sites as web-based services that allow individuals to (1) construct a public or semi-public profile within a bounded system, (2) articulate a list of other users with whom they share a connection, and (3) view and traverse their list of connections and those made by others within the system (boyd & Ellison 2007) Facebookgrupper Facebook har i sine ti års eksistens fået over en milliard brugere på verdensplan 17, blandt disse er over 3 millioner danskere 18. Facebook har, med sine mange millioner brugeres daglige interaktioner, gjort forskere nysgerrige på, hvilken betydning Facebook har på menneskers sociale liv. Facebookforskningen består af en bred vifte af forskningsdiscipliner og udvikler sig hastigt - med et primærfokus på brugernes personlige profil (Wilson et al. 2012: ). Der har ikke været meget fokus på brugen af grupper, selvom mindst halvdelen af alle danske Facebookbrugere er medlem af en gruppe (Yougov 2013:7), og at det er en af de hyppigst benyttede applikationer på Facebook (Park et al. 2009:1). Der findes ganske få akademiske tekster om udviklingen af Facebooks applikationer (Brügger 2013:18). Det kan oplyses, at grupper blev introduceret i 2004, og at der i 2010 eksisterede 620 millioner Facebookgrupper 19, hvoraf nogle af de største grupper havde op til 5,8 millioner medlemmer. 20 Alle med en Facebookprofil kan oprette en gruppe. Det kræver, at man minimum inviterer én anden bruger. Der kan være mange forskellige formål med at oprette en gruppe. Facebook.inc selv skriver følgende: Groups are private spaces within Facebook for people to discuss common interests. People create groups to share with small sets of people, like family, teammates or best friends. 21 Et empirisk studie af den danske internetforsker Anne Scott Sørensen 22 har undersøgt, at Facebookbrugere typisk opdeler deres anvendelse af Facebook i en privat og offentlig del. Den private del består af den personlige profilvæg med opdateringer og kommentarer, mens hentet d. 16. jan hentet d. 3 dec hentet d. 15. jan hentet d. 15 nov hentet d. 12. jan lektor på kulturvidenskab og kulturstudier på Syddansk universitet - hentet d. 13. jan

18 den offentlige del består af grupper og sider, hvor aktiviteter omkring mere specifikke emner kan varetages (Sørensen 2013:131) Sundhedskommunikation og Facebook Facebookgrupper er særligt brugbare til aktiviteter af faglig, social og politisk karakter og til at danne eksempelvis patientgrupper eller støttegrupper (Sørensen 2013:131). Mit studie ligger emnemæssigt tæt op af empiriske undersøgelser, der studerer patienter og sundhedsprofessionelles brug af sociale netværkssider (Facebook, blogs, Twitter og YouTube). De fleste studier er udført ved hjælp af kvalitative beskrivende indholdsanalyser eller kvantitative undersøgelser (Moorhead et al. 2013:5). Studierne viser generelt, at brugen af sociale netværkssider giver den enkelte fordele såsom en øget tilgængelighed af sundhedsinformation, et øget samspil med andre og at dele skræddersyet information (Moorhead 2013:2). For eksempel viste et studie om en Facebookgruppe med personer, der havde diagnosen ADHD, at de konstruerede en positiv gruppeidentitet, støttede hinanden, delte erfaringer og gav råd om medicin (Gajaria et al. 2011). I en anden undersøgelse med patienter, der havde hjernerystelse, blev det vist, at de fleste kunne relatere sig til de andres erfaringer (65%), søge information (8%) og give råd (5%) (Ahmed et al. 2010). I de fleste studier om sociale netværkssider, havde brugerne manglende pålidelighed til andre brugere og var generelt bekymret over informationens indholdskvalitet (Moorhead 2013:2). Der findes endnu sparsom viden om, hvordan Facebook anvendes til sundhedskommunikation i Danmark (Anne Scott Sørensen 2012:133). Der findes ingen viden om, hvordan Facebookgrupper kan benyttes i en hverdagspraksis og i forbindelse med forhandlinger om korrekt mad, hvorfor jeg vil argumentere for, at min undersøgelse kan være med til at bidrage med viden på dette område Normregulering og Facebook Da jeg mere specifikt ønsker at undersøge, hvordan medlemmer af Facebookgruppen konstruerer at performe passende medlem, vil jeg kort opridse, hvordan normer forstås i studier om mediebrug og mere generelt på Facebook. Det er empirisk undersøgt, at normerne i et internetforum konstrueres socialt over tid og kan blive forstærket i takt med et stigende antal af medlemmer og jo længere tid en gruppe interagerer (Postmes et al. 2000:1). Man kan tale om, at der findes forskellige slags normer i diskussionsfora, typisk et sæt eksplicitte normer og implicitte normer (Burnett & Bonnici 2003). De eksplicitte 17

19 normer dikterer tydeligt, hvad der er acceptabel adfærd ud fra eksempelvis en tekst eller et manifest, mens de implicitte normer forhandles løbende i hverdagslige interaktioner (Burnett & Bonnici 2003). Det kan diskuteres, hvor eksplicitte Facebook.incs er omkring deres regler for passende adfærd. Den gængse Facebookbruger har ikke særlig nem adgang til information om deres regler, da selve Facebook.incs hjemmeside, newsroom og blogs, hvor informationen findes, bliver hyppigt ændret (Brügger 2013:18). Herudover lægges der ikke umiddelbart op til at forstå brugen af Facebook omkring nogle fastlagte regler. Man kan tale om, at Facebookgruppen som medie består af en tom struktur, der ikke knytter an til et forudbestemt indhold (Brügger 2013:12) og at deltagelsen er ikke nødvendig, men blot mulig (Sørensen 2012:133). Den danske medieforsker Jesper Tække, kritiserer Facebooks såkaldte tomme struktur for at medføre en række sociale ambivalenser, hvis brugerne ikke ved, hvad Facebooks rammer egentlig består af (Tække 2013:81). For når en del af Facebooks struktur er styret af den såkaldte EdgeRank-algoritme, der selekterer, hvad der vises, kan det være svært at vide hvilke statusopdateringer, der kommer ud til hvilke personer. Facebook.inc er de eneste der kender til algoritmens selektionskriterier (Tække 2013:12). Udover denne ugennemsigtige strukturelle regulering af passende adfærd, er det op til brugerne at angive hinanden og meddele Facebook.inc, når de finder et indhold stødende. Facebook.inc har ansat en række firmaer eksempelvis firmaet Odesk, der skal vurdere brugernes sager. 23 I Odesks Abuse standard 6.2 operation manual 24 til medarbejderne er det blandt andet synligt, at indhold af sex og nøgenhed har Facebook.incs store bevågenhed. Endvidere forbyder Facebook.inc identitetstyveri og at vise stofmisbrug, kriminalitet, symbolske eller diskursive opfordringer til hadsmotiverede handlinger. 25 De forskellige upassende indhold kan Facebook sanktionere ved hjælp af diverse advarselssystemer og lukning af profiler. Det er dog brugerne, der må holde øjnene åbne, hvilket i studier om Facebook også er undersøgt empirisk, som et sted, hvor alle overvåger hinanden i form af participatory surveillance (Albrechtslund 2008) eller et socialt omnopticon (Jensen 2009). På trods af, eller måske netop i forlængelse af, at Facebook.inc ikke ekspliciterer deres adfærdsregler for offentligheden særligt tydeligt, synes det at være op til brugerne at forhandle, hvilke implicitte forståelser, de anser som hentet d. 14. okt hentet d. 15. okt hentet d. 15. okt

20 korrekt adfærd i forskellige situationer (McLaughlin & Vitak 2011). Det er således primært de implicitte og socialt regulerede normer, som brugerne af Facebook kan forholde sig til. Det er også de implicitte normer, der vil danne rammen om mit undersøgelsesfokus vedrørende, hvordan man gør passende medlem Hvad er korrekt adfærd? I dette afsnit vil jeg kort introducere et par medieforskere, der har foretaget empiriske undersøgelser om normer i brugen af Facebookprofiler. Den første er medieforskeren Stine Lomborg, 26 der har studeret, hvordan danske Facebookbrugere forhandler om normer og konventioner i deres kommunikationspraksisser (Jensen & Tække 2013:12). Dette har hun gjort ud fra et genreperspektiv med henblik på at vise, hvordan kommunikationspraksisserne konsolideres og forandres over tid. En anden medieforsker, Anne Scott Sørensen, har studeret, hvordan Facebookbrugere skaber normer omkring passende adfærd og hvilken social etik, der ekskluderer og inkluderer brugere (Jensen & Tække 2013:12). Endeligt vil jeg introducere til forskning af de to amerikanske medieforskere Caitlin McLaughlin og Jessica Vitak, der har undersøgt, hvordan normer på sociale netværkssider udvikler sig over tid, og hvordan overtrædelser af normer har indvirkning på den enkeltes adfærd (McLaughlin & Vitak 2011). Fælles for de tre studier er, at de har undersøgt brugeres forhandling af korrekt adfærd på Facebook og jeg vil i de følgende afsnit gennemgå nogle af resultaterne fra deres studier. De tre studier viste, at brugerne konstruerede nogle indholdsmæssige normer for, hvad der var passende at skrive om i deres statusopdateringer. Eksempelvis var det ikke passende at skrive om parforhold, sex, dødsfald, og at vise generelle følelsesudbrud som vrede og sorg, da det kunne virke grænseoverskridende på andre brugere (Lomborg 2013:111, McLaughlin & Vitak 2011:307, Sørensen 2013:131). Brugerne forventede endvidere, at statusopdateringerne kunne give informative og underholdende oplevelser, eksempelvis sjove links, billeder, artikler og anbefalinger til opkommende events (Lomborg 2013:106). Brugerne værdsatte herudover statusopdateringer bestående af originale beskrivelser af hverdagsoplevelser og skarpe kommentarer til aktuelle begivenheder og debatter (Sørensen 2013:130). 26 lektor for Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Københavns universitet ( hentet d. 13. jan

21 To af studierne viste, at Facebook primært er benyttet til fatisk kommunikation, hvilket vil sige, at udveksle små ubetydelige beskeder og small talk (Sørensen 2013, Lomborg 2013). Brugerne havde tendens til at ville skåne andre og sig selv for dyb, personlig og forpligtende kommunikation og foretrak at kunne koble sig til og fra Facebook, som de ville. Dette kunne skyldes, at det er udfordrende at kommunikere til flere forskellige publikummer på samme tid (Lomborg 2013: ; McLaughlin & Vitak 2011:305). Der syntes at være en tendens til, at brugerne tjekkede Facebooks News Feeds hyppigt og rutinemæssigt for at give sig selv en pause fra arbejde eller i hjemmet (Lomborg 2013:204). Med hensyn til brugernes deling af billeder, var der præference for at vise hverdagsbilleder, som ikke var for perfekte, hvilket kan hænge sammen med, at Facebookvenner kender hinanden og derfor gerne ville fremstå så troværdige som muligt. Hvis beskeder og billeder var for selviscenesættende og navlebeskuende, kunne det vække undren og irritation (Lomborg 2013:108,122). Der var dog eksempler på, at brugerne af Facebook var optaget af ikke at give et negativt selvbillede, eksempelvis ved kun at dele billeder fra festlige lag, der kunne give indtryk af, at det var hovedaktiviteten i personens liv. Da de fleste samtidig ved nye venskaber kiggede på billeder for at få en fornemmelse af personen, udvalgte de fleste billederne selektivt for at kunne give et så positivt indtryk som muligt (McLaughlin & Vitak 2011:306). I forhold til brugernes kommunikationspraksisser ville de ikke kommentere på et hvilket som helst opslag. De foretrak at svare på spørgsmål om hjælp til et praktisk problem, som eksempelvis, et computerproblem eller til at finde bolig. De kommunikerede endvidere, hvis der var behov for en social forplejning, som når en nær ven havde brug for bekræftelse eller støtte (Lomborg 2013:108). Endeligt foretrak brugerne at undgå verbale slagsmål og bevare en hensynsfuld adfærd over for andre (Lomborg 2013:109; Sørensen 2013:129; McLaughlin & Vitak 2011:308). En konfrontation var langt mere sandsynlig for nære venner end for bekendte. Når en bruger overtrådte en gruppes normer, kunne vedkommende påmindes om regler, der er nedfældet i et manifest eller irettesættes verbalt (McLaughlin & Vitak 2011: ). De tre studier viste slutteligt, at forskellige normer for passende adfærd på Facebook ikke skal forstås som konstante eller universelle sandheder, men som normer, der er socialt 20

22 konstruerede og i konstant forandring. En norm, der er vedtaget i en kreds af Facebookvenner, kan ændres over tid og adskille sig fra andre vennekredse på Facebook (Sørensen 2013:130). På samme måde mener jeg at mit speciale vil give et helt unikt øjebliksbillede af, hvilke normer for passende adfærd, der konstrueres i netop Paleo- Danmark Facebookgruppen Praksisteorien og medieforskning Da min vidensinteresse er at vise, hvordan en madpraksis forhandles gennem medlemskabet af en Facebookgruppe, befinder jeg mig i en mediekontekst, der er relevant at redegøre for. Man kan argumentere for, at Facebook, som ethvert andet medie eller socialt netværk, har specifikke kommunikative affordances 27 (Hutchby 2000:30). Affordances kan eksempelvis bestå af en software, der giver mulighed for synkron eller asynkron kommunikation 28 og af forskellige modaliteter (billede, lyd, skreven tekst), der kan konstrueres og ændres over tid gennem brugernes handlinger (Lomborg 2013: 97). Jeg vil ikke lade Facebooks strukturelle affordances udgøre et fokus i mit speciale. Det vil kun blive berørt analytisk i det omfang, det har relevans for min empiriske data at kaste et blik på. Jeg har imidlertid for overblikkets skyld valgt at vedlægge et bilag med en oversigt over nogle af de tekniske affordances, der kendetegner en Facebookprofil og en Facebookgruppe (se bilag 2). Jeg vil argumentere for at benytte et praksisteoretisk perspektiv på mediebruget med tilslutning til Nick Couldry s pointer fra artiklen Theorising media as a practice fra Couldry plæderer for et nyt paradigme i medieforskning, der går ud på at forstå medier, ikke som tekster eller strukturer, men som praksisser. Praksisteorien kan ifølge Couldry, tjene til at komme bagom debatter, der har fyldt i medieforskningen. For det første har det været diskuteret, hvorvidt man ud fra forståelse af medier som tekster, kan måle mediernes effekt, defineret som a convincing causal chain from the circulation of a media text, or a pattern of media consumption, to changes in the behaviour of audiences (Couldry 2004:5). For det andet har medieforskningen, ifølge Couldry, stillet 27 Affordance, er oprindeligt et begreb udviklet af James Gibson (1979) til at beskrive, hvordan naturens indretning muliggør forskellige typer af handlinger hos dyr. Begrebet kan overført til medieteknologier dække over hvilke sociale handlingstilbud et givet medie kan give (Hutchby 2000:30). Jeg forstår ikke affordance ud fra, hvordan en medieteknologi skal bruges, men snarere hvordan det kan bruges, og altså med andre ord, hvordan de hænger sammen med sociale praksisser som en social konstruktion (Helles 2009:17). 28 Synkron kommunikation er kommunikation, som foregår direkte i tid, mens asynkron kommunikation er kommunikation, der foregår tidsforskudt (Boyd & Ellison 2007). 21

23 spørgsmålstegn ved, om det er muligt at bevise, at mediebruget i det sociale liv kan være påvirket af strukturer bestående af mediets politiske forhold og produktionsøkonomi. Couldry mener, at dette felt har en vis berettigelse, men argumenterer for, at forskningen af mediestruktur giver udfordringer: The difficulty is that the structures of media production, and particularly the dynamics of concentration and conglomeration, do not, of themselves, tell us anything about the uses to which media products are put in social life generally (Couldry 2004:6). På linje med Couldry, ønsker jeg ikke at vinkle mit speciale efter at forstå Facebookgruppen som en tekst, der giver adfærdsmæssige ændringer hos palæopraktikerne. Det er heller ikke min hensigt at undersøge, hvordan eventuelle økonomiske og politiske forhold fremmer eller hæmmer brugen af Facebook eller at foretage en egentlig evaluering eller vurdering af Facebook som et medie. Jeg vil hertil udelade diskussioner vedrørende Facebook.incs politiske, etiske og juridiske aspekter. Couldry foreslår, at den generelle medieforskning, som alternativ til ældre teoretisk opdeling mellem struktur og agency, bør centrere sig omkring sociale praksisser (Couldry 2004:11). Det må, ifølge Couldry, være den enkelte praktiker, der afgør, hvordan mediebruget hænger sammen med sine hverdagspraksisser. Det er altså ikke efterstræbt at forstå, hvilke diskurser og valg, som paleo-praktikere foretager, men i højere grad: What, quite simply, are people doing in relation to media across a whole range of situations and contexts? (Couldry 2004:7 original understregning). Går paleo-praktikere på Facebook for at finde opskrifter få timer inden de skal have gæster? Tjekker de gruppens side, fordi de er inde på Facebooksiden i forvejen? Eller benytter de gruppen, når de keder sig i offentlig transport? If we live in a media-saturated world, then it is reasonable to expect that how that world is carved up into recognisable practices may no longer correspond to categorisations formed in a presaturation world (Couldry 2004:12). Med fremkomsten af nye sociale netværk som Facebook, er det blevet et empirisk åbent spørgsmål, hvordan mediepraksisserne omkring Facebookgruppen kan karakteriseres af informanterne selv. Couldry fremlægger i en nyere bogudgivelse: in the era of digital convergence, the openness of the practice approach becomes especially important; indeed, the other media in the media manifold (tweets, SMS messages, Facebook links) lead us quickly away from the original boundaries of a texts (Couldry 2012:44). 22

24 Couldry kommer med nogle bud på, hvordan mediepraksisser kan se ud i nutidens medielandskab. Han påpeger, at vi særligt i dag foretager mediepraksisser, der går på tværs af forskellige medieplatforme og som gør op med forståelser af medier, som værende opdelt i private/offentlige rum. Han opererer for eksempel med idéen om en showingpraksis eller ikke-showing-praksis, der er knyttet til et medies mulighed for enten at vise eller at skjule information (Couldry 2012:47). Ifølge Couldtry hænger showing sammen med de ubegrænsede muligheder af, hvad der kan vises på internettet i dag. Mange mennesker deler efterhånden flere begivenheder fra hverdagen som en rutinepræget handling. Man kan dele billeder af sin nyfødte baby, fortælle omverdenen, at man er forlovet, og rapportere om begivenheder fra sin ferie. Når showing kan foregå i forskellige medieplatforme bliver konteksten ifølge Couldry betydningsfuld, idet forskellige mediekontekster repræsenterer forskellige passende indhold og adfærd. Det kan være passende at vise feriebilleder i nogle kontekster (Facebook, Flickr, Instagram og et utal andre), mens det i andre kontekster kan være mindre passende (Couldry 2012:47-49). En anden praksis benævnes af Couldry som precencing. Denne praksis handler om, at den enkelte via forskellige medieplatforme forsøger at synliggøre sig selv og producere en simpel form for self-promotion (Couldry 2012:50). Formålet er ikke udelukkende at holde kontakt med en venneskreds, men at fremstå som en distinkt personlighed på tværs af forskellige virtuelle kontekster (Couldry 2012:50). En sidste praksis som jeg vil nævne her, er desuden Couldrys forståelse af archiving, der beskriver den enkeltes forsøg på at selektere og håndtere mængden af information og billeder med eftertidens vurderinger i mente. Da de medierede handlinger med tiden bliver lagret på internettet forsøger den enkelte i en archiving-praksis at styre informationer som en slags historiefortælling (Couldry 2012:51). Couldrys bud på hvilke mediepraksisser den enkelte gør brug af i en række forskellige mediekontekster er relevante i forhold til at forstå hvilke mere generelle praksisser den enkelte performer i brugen af forskellige internetplatforme og medier. Jeg har valgt at fokusere udelukkende på Facebookgruppen for ikke at lade mit undersøgelsesfelt være for bredt, men kunne have valgt at inddrage palæo-praktikeres brug af andre internetsider, sociale netværkssider, kogebøger og apps. 23

25 3. Teoretiske perspektiver Jeg vil i dette kapitel gøre rede for de teoretiske perspektiver, som jeg vil anvende i mit studie. Jeg vil gennemgå forskellige analysebegreber fra teorier af Andreas Reckwitz (2002), Theodore Schatzki (2001), Alan Warde (2005) og Elisabeth Shove, Mika Pantzar og Matt Watson (2012). Herudover vil jeg også gennemgå teori om sociale kategorier af Candace West og Don H. Zimmerman (1987) og Candace West og Sarah Fenstermaker (1995) og positioneringsteori af Bronwyn Davies og Rom Harré (1990) Indledning Praksisteorien udgør ikke nogen fastsat teoristørrelse. Den har rødder i forskellige analytiske traditioner og består af en række teoretikeres forsøg på at sammenknytte en samlet forståelse af social praksis, et begreb, der udviklet af adskillige tænkere, blandt andre Pierre Bourdieu (1990) Judith Butler (1990) og Anthony Giddens (1984). Fælles for praksisteoriens fortalere er, at de beskæftiger sig med, hvordan mennesker gør i hverdagshandlinger og praksisser (Halkier 2009:24). Det centrale fokus er således performativiteten, der handler om udførelsen af en social handlen. Et andet kendetegn ved praksisteorien er, at den ikke som andre analytiske tilgange eksempelvis fænomenologiske, interaktionistiske eller diskursanalytiske, fokuserer ensidigt på dimensioner som henholdsvis intention, interaktion og diskurs. I stedet favner praksisteorien over flere aspekter som bliver [ ] åbne og multirelationelle. I praksisteori lader man hvert enkelt aspekt indgå i en konfiguration med hinanden og med andre relevante aspekter af organiseringen af praksissen (Halkier & Jensen 2008:50). Praksisteorien kan altså i sin åbenhed lade diskurs, intentioner, interaktioner være analytiske delelementer, der kan anskues i større praksissammenhæng. På baggrund heraf har jeg valgt en analysekonfiguration bestående af forskellige analytiske optikker. Praksisteorien kan fordelagtigt tilpasses i [ ] specifikke empiriske forskningsfelter med hver sin viden, begreber og diskussioner (Halkier & Jensen 2008:4), og nærværende speciale vil således anvende praksisteorien som en overordnet analytisk ramme, der kan favne over forskellige analyseoptikker bestående af positioneringsteori og teori om sociale kategorier. Disse optikker stemmer godt overens med praksisteoriens performance-fokus og er velegnede til at analysere de kommunikationsprocesser af forhandlinger omkring passende palæo og passende medlem, der konstrueres af medlemmerne i Facebookgruppen. 24

26 Teori om sociale kategorier er hentet fra post-strukturalistisk feministisk teori af West og Zimmerman (1987) og West og Fenstermaker (1995), som med udgangspunkt i etnometodologien og symbolsk interaktionisme fremlægger, at køn ikke er noget vi er eller har, men noget vi gør i interaktionen med andre mennesker. Teorien er nyttig til at vise de vurderinger af normer, der er på spil i en praksis, og således hvordan en kategori bliver konstrueret som passende eller upassende. Hvornår er det eksempelvis passende at spise palæo og hvornår er det ikke passende at spise palæo? Herudover vil jeg inddrage analysebegreber fra positioneringsteorien, der er udviklet af Davies og Harré (1990) og Harré og Langenhove (1999). Deres teori kan hjælpe med at vise, at forhandlinger foregår ved, at den enkelte aktør gennem talehandlinger og sociale diskursive praksisser positionerer sig selv og andre i konstant forskellige positioner. De praksisteoretikere, som dette speciale vil trække på, har specialiseret sig i hvert sit bidrag til praksisteorien. Mens Andreas Reckwitz (2002) har forsøgt at positionere praksisteorien som en kulturteori, der afgrænser sig fra andre kulturteorier, har Theodore Schatzki (2001) gjort et filosofisk sociologisk forsøg på at systematisere praksisteori på et generelt teoretisk niveau (Halkier & Jensen 2008:51). Heroverfor har Alan Warde (2005) arbejdet med at gøre praksisteorien anvendelsesorienteret i forståelsen af praksis som forbrug og Elisabeth Shove et al. (2012) har bidraget med at beskrive praksisser som dynamiske og sammenhængende i forhold til hvordan de opstår, opretholdes eller forsvinder (Shove et al. 2012:14). I de følgende afsnit vil jeg gennemgå de specifikke analytiske indgangsvinkler, som jeg finder anvendelige hos de nævnte teoretikere En praksis konfiguration Helt overordnet set kan man definere en praksis som bestående af organiserede nexusser af aktiviteter eller: [ ] a set of doings and sayings organized by a pool of understandings, a set of rules and a teleoaffective structure (Schatzki 2001:53). En praksis er således en række doings og sayings, der er sammensat af forskellige handlingsmønstre, som ret konkret kan forstås, som det man siger og gør i en praksis (Schatzki 2001:49). For eksempel kan en medlemspraksis bestå af at læse opslag på Facebook, kommentere på et opslag, like en persons billede og få en idé. I en madlavningspraksis kan doings og sayings bestå af at finde grøntsager frem fra skabet, rydde op på køkkenbordet, skære grøntsager ud og smide dem i wokken. En praksis består overordnet set af det, som 25

27 Schatzki kalder for forståelser, regler og teleoaffektive strukturer, som jeg vil gennemgå i de følgende afsnit. Warde har imidlertid valgt at gøre disse begreber mere anvendelsesorienterede ved at betegne dem forståelser, procedurer og engagementer (Warde 2005:134), hvilket er de begreber, jeg vil benytte gennem resten af specialet. De tre delelementer forståelser, procedurer og engagement koordinerer en praksis og kan både være bestående af tavse og diskursive processer samt kropslige og mentale processer (Halkier 2010:30). Jeg har ikke vægtet at undersøge de kropslige processer af performance, men har til gengæld mere fokus de talehandlinger, der er knyttet til forhandlingen af passende performance Forståelser Schatzki definerer forståelser som evner, snarere end en praktisk sans eller bevidsthed. Der er tale om en know how af, hvordan man gør, performer eller reagerer på en situation (Schatzki 2001:51). The actions that compose a given practice, consequently, are linked by the cross-referencing and interdependent know-hows that they express concerning their performance, identification, instigation, and response (Schatzki 2001:51). For eksempel er de handlinger, der konstituerer en mediepraksis knyttet til diverse forståelser vedrørende at performe, identificere og agere i forhold til handlinger, der svarer til det, at være medlem af Facebookgruppen. De kunne eksempelvis bestå i at forstå at læse et opslag, vide hvordan man vil skrive og interagere med de andre medlemmer. I madlavning kunne forståelser være knyttet til performance af en palæo-ret, som eksempelvis at vide, hvordan man kan åbne en østers eller koge et æg Procedurer Procedurer består i en praksis af nogle eksplicitte formuleringer, der enten påbyder eller giver retningslinjer til bestemte handlinger (Schatzki 2001:51). Procedurer handler ikke kun om en artikulation af allerede eksisterende forståelser, men om en løbende regulering af specifikke handlinger (Schatzki 2001:51). De kan være bestående af tommelfingerregler: What people do often reflects formulations of which they are aware. For what makes sense to them to do often reflects their understanding of (or desire to circumvent, etc.) specific rules (Schatzki 2001:51). Handlinger i en praksis kan afspejle procedurer eller regler, der står skrevet i tekster, men kan også forhandles og reguleres løbende gennem praksissen. En palæo-praktiker kan eksempelvis følge en madopskrift som procedure til punkt og prikke 26

28 eller regulere den, hvis den bliver modificeret i madlavningen. Praksisser styres sporadisk af procedurer, men også af teleoaffektive strukturer, der ifølge Warde, er udtrykt ved engagementer (Schatzki 2001:52; Warde 134) Engagement Et engagement kan, ud fra Schatzkis begreb om teleoaffektive strukturer, defineres som: What makes sense to a person to do largely depends on the matters for the sake of which she is prepared to act, on how she will proceed for the sake of achieving or possessing those matters, and on how things matter to her, thus on the ends, the project and tasks she will carry out for the sake of those ends given her beliefs, hopes, and expectations, and her emotions and mood (Schatzki 2001:52). Et engagement kan forstås som en persons mentale beslutsomhed hen mod et mål eller ende (teleologi), der er bundet af tro, håb, følelser og forventninger (affektivitet), (Schatzki 2001:52). Der synes for eksempel at være en teleologi i at en palæo-praktiker vil tabe sig eller blive sundere. Palæo-praktikeren foretager derfor forskellige handlinger, der giver mening i retning af et sundere liv (teleologi) og undgår måske at spise kornprodukter på grund af en tro på, at det er sundt (affektivitet) Karriere og abstraherede forståelser Shove et al. arbejder med idéen om, at praksisser kan rekruttere nye medlemmer, og at den enkelte aktør gennemgår en læringsproces, som de kalder for en karriere (Shove et al. 2012: 71). I deres forståelse vil en nybegynder typisk engageres i en praksis med henblik på at udvikle sin karriere hen imod at blive en fuldgyldig praktiker. De opererer desuden med ideen om, at et helt netværk af praktikere bliver løbende konstrueret gennem gentagede handlinger, og også vil forandre sig i en vedvarende udvikling mod nye kompetencer. En praksis som eksempelvis palæo vil således blive konstant diffunderet gennem nye sociale hierarkier, hvor aktører efterligner andre med højere status, eller fornyer den på egne præmisser, alt i mens meningen med deltagelsen ændres, og der sker en udskiftning af nye og erfarne praktikere (Shove et al. 2012:72). Shove et al. arbejder med et begreb om abstraheret forståelse, der handler om at en praksis-forståelse er i stand til at rejse i en interpersonel kontakt, som for eksempel, mellem mester og lærling, forældre og barn, og også mellem praksisser. Rejsen af 27

29 forståelser foregår, ifølge Shove et al., ved hjælp af koder, der i sin lokale afrejsesituation konstrueres i abstraheret form, mens den i ankomsten af en ny praksis rekonstrueres eller ændres ud fra de kompetencer, der findes til at afkode forståelser (Shove et al. 2012:53). I forhold til palæo-praktikerne kan man eksempelvis tale om, at de finder abstraherede forståelser om palæo i bøger, i opskrifter på internettet eller i Facebookgruppens kommunikations praksisser Materialitet Materialer, ting og teknologier kan være nødvendige komponenter i en praksis. De kan på den ene side anses for at være med til at producere og reproducere praksis som uundværlige elementer, som eksempelvis en fodbold i et fodboldspil (Reckwitz 2002:12). De kan på den anden side forstås som et øjeblik i en praksis, der kræver eller medfører forbrug, eksempelvis når bilkørsel kræver benzin (Warde 2005:7). I forhold til mit undersøgelsesfelt, kan palæo-praktikerne eksempelvis anvende opskriftsbøger, køkkenredskaber og ingredienser som et spørgsmål om forbrug. Deres smartphones og computere kan til gengæld forstås som nødvendige teknologier, når de vil skabe kontakt med Facebookgruppen Krydsende praksisser Som tidligere nævnt i afsnit skal praksisser hverken forstås som et udtryk for agency eller struktur. Det er, ifølge Reckwitz, praksis-aktøren, der udgør en central figur i praksisteorien (Reckwitz 2002:256). En aktør producerer og reproducerer sine praksisser og træder ind og ud af stribevis af dem i hverdagen som eksempelvis madlavningspraksis, indkøbspraksis, arbejdspraksis, Facebookpraksis mv. As there are diverse social practices, and as every agent carries out a multitude of different social practices, the individual is the unique crossing point of practices, of bodily-mental routines (Reckwitz 2002:256). Aktørerne er således bærere af praksisser og befinder sig i et skæringspunkt af de mange praksisser, de tager del i. De krydsende praksisser kan på grund af hver sin konstitution af forståelser, procedurer og engagementer, udfordre aktøren til at forhandle og afstemme sine praksisperformances, hvis disse kolliderer med hinanden (Halkier & Jensen 2008:55). Eksempelvis kan en palæo-aktør, i krydsfeltet mellem en fødselsdagsfest-praksis hos familien og en palæo-praksis fra hverdagen, blive udfordret, hvis fødselsdagskagen ikke er lavet efter palæo-principperne. Skal aktøren trodse sin hverdags palæo-praksis og spise 28

30 ukorrekt palæo-mad eller trodse fødselsdagspraksissen og takke nej til kagen? Praksisserne kan på den måde være rutinerede stabile, men også brydende og forandrende. Det er således muligt at undersøge et felt i palæo-praksisserne mellem forandring og reproduktion, hvilket udtrykt i stabilitet og brud også er med til at vise kompleksiteten af praksisformerne (Halkier & Jensen 2008:60) Passende performance Et analytisk begreb, der er centralt for mit speciales problemstilling, er passende performance. Begrebet dækker over, hvordan aktører forhandler og regulerer performance, som en accepteret opførsel i forhold til den sociale kontekst, som de befinder sig i (Halkier & Jensen 2008:62). Gennem forhandlinger anerkender aktørerne hinanden for, hvad der er acceptable doings og sayings, hvorigennem en praksis normativitet og sociale orden konstrueres (Halkier & Jensen 2008:62). Normativiteten skal ikke forstås som faste regler eller sanktioner, men snarere som performede praksisser, hvorigennem egne og andres vurderinger og blikke afstemmer opførslen. At performe passende palæo og passende medlem af Facebookgruppen forhandles både blandt medlemmerne i deres respektive praksisser, men også i interviewsituationen med mig. Jeg anvender igennem specialet udtryk som korrekt, rigtig og forventet adfærd med henvisning til begrebet passende performance. Jeg har valgt at benytte passende performance som et slags paraplybegreb, der dækker over en socialt afstemt og legitimeret måde at performe normativt korrekt adfærd på. Passende performance understøttes, ifølge Halkier og Jensen, af flere teoretiske grundantagelser af Judith Butler (1990), West og Fenstermaker (1995), West og Zimmerman (1987) og Harré og Langenhove (1998). Passende performance er således et analyseredskab, der kan favne over netop de teoretiske definitioner af social kategori, accountability og positionering, som jeg vil gennemgå i de følgende afsnit Sociale kategorier Begrebet social kategori er hentet fra feministisk teori af West og Zimmermans teori, der anskuer, at køn ikke er noget vi er eller har, men noget vi gør i interaktionen med andre mennesker (West & Zimmerman 1987:129). Ligesom køn forstår jeg således palæo og medlem af en Facebookgruppe som noget, der gøres og opretholdes, som en socialt konstrueret kategori i hverdagens interaktioner med andre. Kategorierne skal ikke forstås 29

31 som statiske, men som konstant producerede, reproducerede og tilpassede forskellige sociale interaktioner (West & Zimmerman 1987:142). Kategorier kan være sammenvævet 29 og en aktør kan have vanskeligt ved at adskille dem fra hinanden, eller være tilbøjelig til at performe én kategori mere fremtrædende end en anden afhængigt af situationen (West & Fenstermaker 1995:13). De sociale kategorier skal forstås som situationelle, idet de kan variere efter hvilken social situation og institutionel ramme som interaktionen foregår i (West & Fenstermaker 1995:21) Accountability Et centralt begreb til at indfange konstruktionen omkring passende performance af de sociale kategorier er accountability. Aktøren performer en kategori med henblik på potentielt at blive holdt ansvarlig for sine handlinger og få tildelt accountability ud fra egne og andres normative forestillinger om det korrekte eller ukorrekte i situationen (West & Fenstermaker 1995:21). Der er tale om en mekanisme, der både foregår som følge af, og med målet om, at omverdenen vil vurdere aktiviteterne efter nogle normalitet s kriterier, der signalerer et medlemskab af kategorien. Kategorierne reguleres i overensstemmelse med kollektivt godkendte normalitets standarder og selv de mindste afvigende handlinger kan blive ansvarliggjort med irettesættelse eller undren (West & Fenstermaker 1995:21). Kategorierne bliver en slags pejlemærker som informanterne kan miskreditere og kreditere hinandens aktiviteter efter (West & Fenstermaker 1995:22). Personer, som er engagerede i at performe passende palæo, vil eksempelvis gennem deres medlemskab af denne kategori, kunne godkende eller afvise både egne og andres aktiviteter efter hvad der forventes af kategorien palæo i en situation. Når en palæo-aktør performer sine handlinger vil det være ud fra en viden om, at handlingen vurderes ud fra normative forestillinger om kategorien palæo, der kan det medføre negative blikke og respons. De sociale kategorier og processer omkring accountability skal forstås som situationelle, hvorfor den sociale kontekst som interaktionen foregår i spiller en central rolle (West & Fenstermaker 1995:13-21). Når en kategori performes på en passende måde kan det medføre, at reproduktionen legitimeres ind i en institutionel ramme som herefter på en strukturel måde vil foranstalte, genproducere og tildele accountability efter, hvad der synes at være passende performance (West & Zimmerman 1987:146). I forhold til Facebook vil 29 Oversat fra den engelske betegnelse intersect (Blom Andersen 2008:207). 30

32 praktikere muligvis have andre forventninger til kategorien palæo, når de interagerer på Facebook, end i praksisser i hverdagen. Rammerne for interaktionen på Facebook kan bestå af en særlig institutionel struktur, og vil derfor kunne afspejle særegne evalueringskriterier til kategorien palæo Subjektspositionering Begrebet om subjektspositionering er brugbart til at analysere, hvordan palæo-aktører positionerer sig selv og andre i kategorier om palæo. Begrebet er udviklet af Davies og Harré (1990). De tager afstand fra det socialpsykologiske rollebegreb, der forstår roller som bestående af relativt færdigdefinerede kategorier som personer kan træde ind og ud af (Harré & Langenhove 1999:14). I stedet er deres positioneringsbegreb inspireret af en mere lingvistisk forståelse af positionering, der tager udgangspunkt i talehandlinger og konversationer. Ifølge Davies og Harré bliver subjektet ikke konstitueret af en indre kerne, men i kraft af vedvarende at indtage forskellige positioner, der tilbydes gennem forskellige diskursive praksisser (Davies & Harré 1990:262). En positionering bliver således skabt af en situations tilbudte diskurs-kategorier, men også af en samlet sum af den enkeltes aktørs tidligere tiders subjektspositioner (Davies & Harré 1990:264). Aktøren bliver konstant konstitueret og rekonstitueret gennem de sociale diskursive praksisser, som det deltager i, og er ikke fikseret til nogen bestemt position. Positionerne kan derimod være skiftende og midlertidige eller varige og gentaget eksempelvis gennem et helt liv som kvinde og datter (Davies & Harré 1990: 263). En aktør kan positionere både sig selv og andre. Når subjektet positionerer andre, vil det implicit indebære en positionering af sig selv. Omvendt vil en positionering af en selv, implicere en positionering af andre (Harré & Langenhove 1999:22). Herudover kan en aktør opleve en følelsesmæssig tilknytning og en følelse af tilhørsforhold, hvis de genkender personer i lignende positioner (Davies & Harré 1990:263). Det har således betydning for aktørens positioneringer af sig selv og andre i kategorien palæo, til hvem og i hvilken forbindelse ytringen finder sted. Jeg er som interviewer en central medspiller i palæo-praktikernes positioneringer. 31

33 4. Metodiske fremgangsmåder I det følgende kapitel vil jeg, med inspiration fra metodelitteratur fra etnometodologien og interaktionisme fremlægge mine metodiske valg og overvejelser omkring specialets produktion af empiri. Først vil jeg præsentere et afsnit, der præsenterer min socialkonstruktivistiske tilgang til undersøgelsesfeltet. Herefter vil jeg beskrive min caseudvælgelse og rekrutteringsstrategi. Slutteligt vil jeg redegøre for min forberedelse og gennemførelse af interview, samt mine overvejelser omkring etik, transskription og kodning Et konstrueret undersøgelsesfelt Specialet er inspireret af socialkonstruktivistiske og poststrukturalistiske forskningstraditioner. Jeg forstår ikke en praksis som en kontinuerlig og ensartet realitet, men i stedet som socialt konstrueret med udgangspunkt i det øjeblik og den specifikke situation, den performes i (Stormhøj 2011:479). Jeg ønsker således ikke at undersøge palæo som en reelt eksisterende praksis, men hvordan palæo konstrueres og performes i en konstant forhandling og opfattes forskelligt afhængigt af situationer. Forhandlingen foregår i øjeblikke, hvor informanterne konstruerer palæo og medlem i relation til andre medlemmer, i relation til andre praksisser og i mødet med mig som interviewer. Specialet forholder sig således kommunikationsfagligt til sit undersøgelsesfelt ved at fokusere på kommunikationsprocesser, der opstår i informanternes forhandlinger af palæo i forbindelse med deres medlemskab af en Facebookgruppe. Da jeg som interviewer konceptualiserer og konstruerer dette specifikke forskningsfelt ud af en række mulige teoretiske og metodiske vinkler, er det også nødvendigt med en valideringsstrategi, hvor mine valg bliver gennemsigtige (Halkier 2009:107). Jeg vil derfor i dette kapitel således eksplicitere og argumentere for de metodiske og analytiske valg som jeg har truffet i forskningsprocessen Facebookgruppen som undersøgelsesfelt Ifølge kommunikationsforskeren Nancy Baym, er internetforskning placeret i et mangfoldigt krydsningsfelt mellem divergerende forskningsdiscipliner, hvor der er stor uenighed om, hvilke metodiske opskrifter og teorier, der er anvendelige (Baym 2005:232). I løbet af specialeforløbet har jeg arbejdet abduktivt (Coffey & Atkinson 1996:156), for at finde den bedst tænkelige metode og teori på min problemstilling. Fra begyndelsen har jeg 32

34 for eksempel haft mange overvejelser omkring, hvordan Facebookfeltet skulle defineres og har flere gange justeret mine vinkler på min problemstilling. Med læsning af STSforskningen (Science, Technology, Society) blev jeg inspireret til at gå til Facebookgruppen på følgende måde: hvis man gør sig den ulejlighed at fremmedgøre sig selv over for nogle af de mest gængse antagelser og klicheer omkring teknologisk udvikling, bliver det muligt at udføre analyser af teknologier under udvikling, som kan kapere, at disse teknologier ikke lader sig kategorisere som selvstændige, homogene, statiske objekter (Jensen 2010:387). Min tilgang til Facebookgruppen som undersøgelsesfelt har overordnet set været præget af en åbenhed. Som tidligere nævnt, er det ikke min hensigt at fokusere på Facebooks struktur, men qua den praksisteoretiske åbenhed, er det ikke ens betydende med, at de tekniske egenskaber ikke kan inddrages i min problemstilling. Facebookgruppens strukturelle egenskaber som affordances kan være gradvist konstruerede med betydning og relevans for medlemmerne, når de formes i relation til forskellige praksisser (Jensen 2010:484). I forlængelse heraf, og på lige linje med Hjarvard, forstår jeg de medialiserede former for interaktion som lige så konstruerede som ikke-medialiserede interaktioner (Hjarvard 2008:112). Den medialiserede palæomad i form af billeder, opskrifter og diskussioner er lige så konstruerede som, hvis den fandt sted i et fysisk mødelokale, et forsamlingshus eller forening. Jeg anser dermed heller ikke offline og online aktiviteter som adskilte områder. Flere studier diskuterer offline og online tematikker på en ikke dualistisk måde (f.eks Boyd 2007, Ellison et al., 2007; Nip 2004). Og nogle studier har vist, at online og offline aktiviteter bliver sammenflydende områder i indsamlingen af empiriske data (Larsen 2010:30, Albrechtslund 2008:1). Det sammenflydende aspekt genkender jeg også i mine interview, hvor en informant for eksempel fortæller om brugen af fløde i madlavningen: [ ] den hænger måske også lige i kanten af, hvis man nu går ind og spørger en, som er meget aktiv inde på Facebook. 1.0, straight, Søren, et eller andet, hvad han nu bliver kaldt... så er den sikkert ikke i orden (Karen:7). Informanten omtaler her en person ved navn Søren fra Facebookgruppen som én hun kender godt og potentielt kunne spørge, selvom hun aldrig har mødt denne person offline. Skellet mellem et offline og et online rum er på den måde ikke afgrænset. Det viser, at den sociale praksis er sammensmeltet af både offline og online-handlinger og erfaringer. 33

35 Med praksisteoriens åbenhed som omtalt i afsnit 3.1, har jeg således valgt et fokus, der tværkrydser det fysiske rum og Facebookgruppens rum med udgangspunkt i forhandling af palæo som en central praksis. Jeg vil argumentere for dette med henvisning til den danske internetforsker Malene Charlotte Larsen (2010). Hun anbefaler at man i mediestudier anvender et polyfokalt perspektiv (Jones 2004), der omfavner forskellige offline og online kontekster, de fysiske rum og de konkrete internetsider, hvor mediebrugen finder sted (Larsen 2010:37). Jeg mener, at det praksisteoretiske perspektiv med sin multidimensionelle optik falder godt i spænd med det polyfokalistiske, der gør op med dikotomier mellem tekst og kontekst, materialitet og virtualitet og i stedet tager udgangspunkt i sociale handlinger (Jones 2004:1,21). Praksisteoriens åbenhed og forskellige analysetilgange gør det muligt at vise de kompleksiteter, der findes i et undersøgelsesfelt (Halkier & Jensen 2008). Med det polyfokale perspektiv ønsker jeg at træde væk fra en enkeltstrenget analyseoptik for at få flere kompleksiteter i spil. Mit polyfokale perspektiv kommer til udtryk i specialets empiriske del, hvor det har vist sig at informanterne performer forskellige forhandlingspraksisser. Analysen er af den grund opdelt i fire overordnede optikker, hvilket jeg vil kommentere nærmere i kapitel Metodevalg Caseudvælgelse Jeg valgte at gå til mit undersøgelsesfelt ved hjælp af en case-tilgang, der er brugbar til at komme bag om de kompleksiteter af handlinger og udtryk, som kan være forankret i aktørernes praksisliv (Neergaard 2007:18). Min case består således af seks kvalitative interviews af personer, der er medlemmer af Paleo-Danmark -Facebookgruppen og som performer palæo-madlavning. Jeg valgte palæo blandt andre alternative mad-ideologier på baggrund af, at der i begyndelsen af 2013 fandtes et stort antal af danske Facebookgrupper, hvor medlemmer diskuterede palæo. Der var i marts 2013, tolv danske Facebookgrupper 30, hvor der i titlen stod enten palæo eller stenalderkost. Jeg valgte at melde mig ind i et par grupper og besluttede mig for at koncentrere mit fokus på Paleo Danmark, da den var den 30 Titlerne på andre danske Facebookgrupper var: Forældre med Palæo-spisende børn, Palæo for bodybuildere, palæo-dating-gruppe Stenalderkost a la bonholmer sanna, Vores lille stenalderkost eventyr på godt og ondt, Stenalderkost, Paleo dating Danmark, Inspiration til stenalderkost, Os på stenalderkost (paleo), Paleo for børn og deres forældre, Stenalderkost paleofood, Stenalderkost, Paleo danmark træning, Paleo.not.0-desserter og sweets i sundere versioner. 34

36 største gruppe med mest aktivitet. På daværende tidspunkt havde gruppen medlemmer, et antal som i foråret 2014 er steget til medlemmer 31. En case bestående af seks interviews kan umiddelbart virke for lille til at kunne repræsentere det store antal af medlemmer på Facebookgruppen. Men da jeg ved hjælp af kvalitativ tilgang ønsker at vise, hvordan praksisformer består af detaljerede og situationelle kompleksiteter, er mit sigte at nå frem til en analytisk generalisering og ikke en statistisk generalisering, der ville følge med en kvantitativ metode (Neergaard 2007:12). Mine analysekonstruktioner omkring kategorierne palæo og medlem af en Facebookgruppe kan udgøre eksempler på, hvordan lignende kategorier performes i lignende specifikke situationer og vil eventuelt kunne relateres til bredere teoretiske betydninger (Atkinson & Coffey 1996:156; Halkier 2009:112) Rekruttering Mine udvælgelseskriterier i forhold til informanter har været præget af åbenhed og et ønske om at opnå variation i personernes køn, alder og bopæl. Jeg valgte at inddrage tre mænd og tre kvinder, da der var cirka lige mange kvinder og mænd, der benytter Facebookprofiler (Danske medier 2012:17-18). Jeg lagde endvidere vægt på, at der skulle være en vis variation i alderen, da Facebookbrugeres alder spreder sig jævnt mellem 13 år til over 50 år med en tendens til et lille fald i brugen fra 35 til 54 år (Danske medier 2012:22). Rekrutteringen foregik ved, at jeg skrev et kort opslag på Facebookgruppens væg. Her præsenterede jeg mig som en studerende, der var i gang med en opgave om palæomadlavning og brugen af et online forum, og derfor søgte tre personer af hvert køn. Da der kun var 1-2 personer som meldte sig, postede jeg det samme opslag flere gange i let modificeret form. De personer, der meldte sig, var tre kvinder i alderen 24, 30 og 57 år og tre mænd i alderen 24, 26 og 44 år, hvilket jeg fandt passende. Halvdelen af informanterne boede i Københavnsområdet og den anden halvdel boede henholdsvis i Helsingør, Roskilde og Odense, hvilket gav en passende geografisk spredning mellem forskellige byer. En af informanterne var en litauisk kvinde, der havde boet i Danmark i 18 år og var både danskog engelsksproget. I interviewet foretrak hun at tale på engelsk, mens hun til gengæld ønskede, at jeg interviewede hende på dansk, hvorfor dele af empirien er på engelsk

37 Overordnet set er der i min rekrutteringsstrategi lagt vægt på en maksimal variation (Halkier 2009:27) i køn, alder og bopæl. Det giver en forholdsvis heterogen gruppe af informanter, der kan understøtte sigtet efter at få komplekse og forskelligartede bud på, hvordan palæo som social kategori forhandles som en madlavningspraksis i forbindelse med medlemskabet af en Facebookgruppe Valg af individuelle interview Fra starten af specialet havde jeg flere overvejelser omkring, hvilke metodiske fordele interviewet kunne give dels i sammenligning med andre metoder, dels i sammenhæng med min problemstillings teoretiske perspektiv. Jeg kunne have valgt enten at supplere interviewene med fokusgrupper eller udelukkende at udføre fokusgrupper på lige fod med en række andre forskere, der har benyttet fokusgrupper til at producere viden om forhandling af normer i brugen af sociale netværk sider (Sørensen 2012, McLaughlin & Vitak 2011:304). Fokusgrupper er nemlig idéelle til at producere data om en gruppes sociale processer omkring forhandlinger af implicitte forståelser og særligt normative strukturer (Halkier 2009:10). Men mit valg af interview hvilede på et ønske om at producere data om den enkeltes personlige beretninger i forhold til, hvad der konstituerer en passende praksis. I en fokusgruppe er det vanskeligere at spørge ind til den enkeltes forståelser og erfaringer (Halkier 2009:13). Endvidere kan individuelle interviews producere data om flere ukorrekte handlinger, tabubelagte emner og atypiske praksisser, der ellers kan være overskygget og tilbageholdt i en gruppeforhandling på baggrund af social kontrol (Halkier 2009:13). Der er således større mulighed for at producere data om praksissers kompleksitet, når det gælder muligheden for at få variationer i personlige fortællinger i de individuelle interviews. Hensigten med interviewene var på den måde ikke at hente sandfærdig viden eller et realistisk billede af mine informanters praksisser, men derimod at analysere de komplekse og sommetider modsætningsfulde italesættelser af praksismønstre, som netop interviews er velegnede til at producere (Staunæs & Søndergaard 2005:54). 36

38 4.3. Forberedelse af vidensproduktion Observation og temaanalyse af Facebookgruppen Som en indledende undersøgelse til udarbejdelse af interviewguiden gik jeg i gang med at observere Facebookgruppen. Jeg blev medlem d. 1. marts Fordi jeg tjekkede min Facebook dagligt, var jeg inde på gruppens side hver gang jeg loggede på. Jeg tilbragte jævnligt længere tid på gruppens væg for at følge med i interaktionerne. Dette gav mig en vis erfaring i at være medlem, dog uden at jeg var diskursivt deltagende. Jeg anser min observation som inspireret af en deep hanging out -metode, som har været anvendt i antropologisk feltarbejde, hvor man hænger ud i feltet umiddelbart uden defineret formål, men blot for at få fornemmelser og ideer til senere analyse (Staunæs & Søndergaard 2005:58). Observationen er fordelagtig til at give en fornemmelse af, hvad et felt drejer sig om og til at få indsigt i de normativiteter, der kan være på spil i feltet (Staunæs & Søndergaard 2005:58). Efter flere uger udmundede mine observationer i, at jeg foretog en tema-analyse inspireret af en content-analyse (Krippendorff 1989), der gav et overblik over hvilke emner, der blev forhandlet i Facebookgruppen (Se bilag 3 for fremgangsmåde). Temaerne fra denne analyse kom til at udgøre en baggrundsviden til min interviewguide, men blev ikke aktivt draget ind i, eller tilskrevet plads i selve analysepræsentationen. Ligesom Larsen vil jeg argumentere for, at der er forskel på, om man som undersøger, er storforbruger af et site, og på, om man foretager et egentlig studie (Larsen 2010:43). Jeg anser derfor min observation og tema-analyse som en understøttende del af dataproduktionen, i stedet for en supplerende del. De emner, som temaanalysen har inspireret med, er markeret med en blå farve i interviewguiden. Interviewguiden blev herudover udformet på baggrund af en række forskningsspørgsmål, der byggede på eksisterende teoretisk og empirisk forskningsviden, og som blev operationaliseret ud i en række interviewspørgsmål (se bilag 4) Deltagende observation Tidligt i processen besluttede jeg desuden at foretage deltagende observation omkring informanternes mediebrug, da denne metode blandt andet kan producere viden om en tavs viden og kropssprog (Halkier 2009:17). Hensigten var at forsøge at observere informanternes minutiøse handlinger på Facebooksiderne. Jeg valgte at foretage 37

39 observationerne ved, i forlængelse af interviewene, at spørge mine informanter om jeg måtte observere, hvordan de brugte deres Facebookprofil og medlemskab af Paleo Danmark. I de to første interviews indvilgede informanterne i at åbne for deres computere og viste mig forskellige internetsider, som de benyttede, men gik ikke direkte ind på deres Facebookside, selvom jeg spurgte ind til brugen af denne. Jeg valgte at tolke deres tøven som en mulig indikation på, at de måske følte, at det var for personligt. Andre empiriske undersøgelser viser, at der er etiske overvejelser omkring at bede om lov til at følge informanterne på deres Facebook profil, da mange har personlige beskeder og privat indhold på deres profil (Jones 2004:3; Zhang 2012:4). Endvidere nævnte en informant: Altså, det som selvfølgelig er svært for mig, det er jo så det, der med når du spørger ind til hvor meget jeg bruger internettet, med hensyn til det her, ikke? Fordi.. jamen, hvor meget bruger det er lidt svært at vise på computeren, ikke? (Karen:32). De meget minutiøse handlinger på en computer kan virke diffuse for en informant, hvis der ikke er en klar instruktion i, hvad der forventes, hvilket jeg set i bakspejlet kunne have forberedt noget nøjere. For eksempel kunne jeg have forvarslet dem om observationen med en tilladelse til at iagttage eller benyttet metoder som autofotografering (Hurdley 2007), hvor de selv kunne have taget billeder af deres Facebooksider. Jeg valgte på baggrund af mine erfaringer fra de to første interviews at indstille observationerne af deres mediebrug og har ikke anvendt data derfra i analysen. I takt med at interviewene blev udført, syntes informanterne endvidere at give tilstrækkelig med detaljer eller thick description (Geertz 1973) om deres handlinger på Facebookgruppen til, at mit empiriske materiale virkede mættet i forhold til min problemstilling. Ud fra en socialkonstruktivistisk optik er det desuden vigtigt at understrege, at mine interviews består af sociale handlinger (Atkinson & Coffey 2003: ). I stedet for at forstå interviews som en metode, der giver sekundær adgang til at få indblik i handlinger, anskuer jeg de individuelle interview som talehandlinger, der foregår på lige fod med begivenheder i sig selv (Halkier 2009:26). Informanten producerer i samspil med mig som interviewer, en hel række af talehandlinger af sayings på lige linje med en uudtalt kropslig handling af doings (Atkinson & Coffey 2003:121) Interviewudførelse Interviewene fandt sted mellem 21. maj til d. 6. juni 2013 og varede hver især omkring 2 timer. Jeg valgte interview-lokationerne på baggrund af informanternes ønsker, idet at de 38

40 havde travle hverdagsliv. Interviewene var semistrukturerede, idet jeg på den ene side bestræbte mig på at producere viden til mit undersøgelsesfokus og på den anden side var åben for at forfølge uventet viden. Jeg var særligt inspireret af spørgsmålstyper fra det etnografiske interview (Spradley 1979), der blandt andet lægger vægt på at spørge ind til en informants gøremål og at få beskrivende fortæller-aspekter frem (Spradley 1979:81). I selve interviewet blev de forhandlinger og konstruktioner som analysen bygger på, skabt i det sociale møde mellem informanten og jeg. Viden blev producerede ud fra hver vores forforståelser, kropssprog og forskellige positioneringer i kategorier eksempelvis studerende, palæo-spisende, medlem af Facebookgruppe, mand / kvinde, ung / gammel. I interviewet fik jeg positioneret min informant, da jeg ville servere en skål med saltede mandler: Informant: Er det saltede mandler? Jeg: Ja, men de er ikke ristede i olie, og jeg har tjekket, at de kun er med salt og så er der citronsyre i, tror jeg. Informant: Ok. Jeg: Jeg ved jeg ikke, hvor meget du går op i det? Informant: Altså nu er jeg ikke sådan 100 procent, det er jo også det, der er i det, ikke? Men man er nødt til at have nogle procenter, hvor man ikke er palæo, ikke? (Simon:5). I situationen antog jeg, at informanten ikke ville spise mandlerne, hvis de indeholdt tilsætningsstoffer og positionerede ham på forhånd i en jeg spiser altid palæo -kategori. Eksemplet viser, hvordan kategorien palæo ikke kun blev forhandlet af informanten, men også i forbindelse med mine fremsatte positioneringer. Et andet eksempel er, at flere informanter stillede spørgsmål til, om jeg ville tale om sundhed, da jeg inden interviewene præsenterede mig som studerende på faget Sundhedsfremme og sundhedsstrategier. Med denne oplysning er det oplagt at positionere mig i en kategori som sundhedsinteresseret, hvorefter jeg eventuelt ville eksekvere positioneringsdomme om eksempelvis usund/ sund. Jeg forklarede dem, at jeg ikke ville tale om sundhed, men hovedsageligt om mad, praksis og kommunikation. Det er imidlertid umuligt at fritage mig selv for at have nogle faglige forforståelser om sundhed. 39

41 4.4. Bearbejdning af empiri Transskription og kodning Jeg valgte at transskribere alle interviewene forholdsvis ordret på baggrund af min antagelse om, at saying er social handlen på lige fod med doing. Jeg valgte at gengive udtryk som ( øh og ikke? ), men valgte desuden forskellige udtryk, der signalerede følelsesudbrud ( nåh, argh ), samt uafsluttede sætninger eller talepauser ( ). Efter transskriptionen af min empiri gik jeg, ved hjælp af kodningsteknik af Coffey og Atkinson (1996), i gang med at sortere empirien i temaer, der var gennemgående og relevante for undersøgelsens problemstilling (Coffey & Atkinson 1996:27). Dette foregik ved, at jeg printede interviewene ud og håndkodede dem med en lille tema-overskrift ud fra hvert enkelt informants udsagn. Processen var både teoristyret og datastyret (Kvale & Brinkmann 2009:224). Jeg sorterede temaerne ud fra mine forforståelser fra interviewguiden og lod samtidig uventede temaer forme sig i kategorier, som jeg fandt relevante for undersøgelsens problemstilling. Kodningen simplificerede således både empirien, men genererede også flere spørgsmål, nye sammenhænge og brud (Coffey & Atkinson 1996:30), hvilket i øvrigt er de mønstre, som har dannet baggrund for min analyse Etiske overvejelser I interviewene drøftede jeg spørgsmålet om anonymitet med mine informanter. Selvom ingen ville være anonyme, meddelte jeg, at jeg ville give dem fiktive navne, dog uden at dette var en garanti for, at de ikke kunne genkendes. Jeg besluttede at anonymisere dem, fordi jeg ikke fandt nogen grunde til, at deres identiteter skulle offentliggøres. Desuden så jeg en mulig fordel i, at informanterne ikke ville holde personlige oplevelser tilbage i lige så stor grad, som hvis de optrådte med fulde navn og identitet. Jeg havde generelt overvejet, hvordan jeg kunne sikre privatliv for Facebookgruppens medlemmer. I forskellig internetforsknings metodelitteratur er der diskussion om, hvorvidt og hvornår internettet er privat og offentligt, og således hvilke etiske kodeks man bør følge (Kozinets 2010:140). Særligt kan sociale netværkssider som Facebook være både et privat og offentligt rum. Da dette er et sløret område, har jeg gjort mig følgende overvejelser. Jeg antager på den ene side, at de fleste medlemmer vil opleve deres gruppe, som lukket for den brede offentlighed, idet at man skal ansøge om at blive medlem. Desuden kan man i gruppen 40

42 benytte applikationer, der betyder, at det kun er andre medlemmer, der kan følge med i aktiviteterne. På den anden side rummer gruppen over medlemmer, og flere af informanterne har antydet, at det er et ekstraordinært stort forum, der opleves som delvist offentligt, når usædvanligt mange medlemmer kan se deres posts (Simon:11). Endvidere kan nogle opleve det som offentligt ved, at der ikke findes medlemskrav, og at alle og enhver kan melde sig ind. Da min vidensinteresse i undersøgelsen ikke har nødvendiggjort en inddragelse af gruppens tekster og tråde, fandt jeg det tilstrækkeligt at nøjes med at tilkendegive min identitet i mine rekrutterings-posts hvor jeg meddelte, at jeg ville foretage en undersøgelse om Facebookgruppen Præsentation af informanterne Selvom jeg har anonymiseret informanterne med fiktive navne, vil jeg kort præsentere, hvordan de begyndte at spise palæo-mad og hvordan de blev medlemmer af Facebookgruppen. Karen er 58 år og arbejder som serviceleder i en svømmehal. Hun begyndte på palæo for at afhjælpe sin leddegigt som hun har forsøgt at bekæmpe med blandt andet faste, veganisme og vegetarisme. Hun startede på palæo efter opfordring af nogle venner fra crossfit cirka et år inden interviewtidspunktet (Karen:2,3). Hun blev medlem af Facebookgruppen cirka 12 måneder inden interviewet og logger ind og tjekker siden hver dag (Karen:1). Troels er 44 år og arbejder som journalist. Han begyndte at spise palæo, da han havde fået konstateret et for højt blodtryk cirka et år inden interviewtidspunktet. Hans interesse for palæo blev vækket af at have set et tv-program om palæo og læst en bog af Loren Cordain. Troels meldte sig ind i Facebookgruppen, fordi han i forbindelse med sit arbejde skrev klummer om sit forløb med palæo og blev opfordret af et medlem til at melde sig ind (Troels:13-16). Han havde været medlem i cirka ni måneder inden interviewet og tjekker ikke Facebookgruppen hver dag, men kun en sjælden gang i mellem (Troels:2). Jacob er 24 år og studerende. Han begyndte at spise palæo cirka et halvandet år inden interviewtidspunktet, da han sammen med en ven vurderede, at det ville være ernæringsmæssigt korrekt i forhold til deres fælles crossfittræning (Jacob:1,3,7). Hans interesse i palæo er opstået af at se tv-programmer af Thomas Rode Andersen. Jacob blev 41

43 medlem af Facebookgruppen cirka 8 måneder inden interviewtidspunktet, da en af hans venner var medlem. Han tjekker Facebookgruppen dagligt (Jacob:1). Simon er 26 år og studerende. Simon startede med at spise palæo efter at have fundet viden om mad-ideologien på internettet, hvor han havde søgt intensivt efter en slankekur med ønsket om at tabe sig og leve sundere. Han begyndte at spise palæo, cirka et år inden interviewtidspunktet og blev medlem af Facebookgruppen på omtrent samme tid (Simon:1,17). Han meldte sig ind i Facebookgruppen, da han fandt gruppen gennem sin Facebookprofil og tjekker dagligt aktiviteterne på siden (Simon:1). Julia er litauisk, 30 år og studerende. Hun begyndte at spise palæo efter en depressiv periode med for lidt søvn, stress, dårlige madvaner og psykiske problemer i forhold til mad (Julia:1,8,9). Hun begyndte at spise palæo efter at en ven fra crossfit opfordrede hende til at prøve, omtrent et år og et par måneder inden interviewtidspunktet. Julia har været medlem af Facebookgruppen i cirka et år på interviewtidspunktet og tjekker dagligt sidens aktiviteter (Julia:1). Sofie er 24 år og arbejder på en naturopath-klinik. Hun startede på palæo, da hun, i forbindelse med en arbejdsrelateret opgave, havde interviewet grundlæggeren af Facebookgruppen og blev inspireret til at prøve at spise maden (Sofie:1,2,4). Hun blev medlem af Facebookgruppen cirka et år og tre måneder inden interviewtidspunktet og tjekker siden flere gange om dagen (Sofie:1). 42

44 5. Analyse Analysen er opdelt i fire overordnede dele. I første analysedel undersøger jeg, hvordan informanterne anvender Facebookgruppen til at forhandle om palæo-praksissen gennem positioneringer af sig selv og andre medlemmer. I den tredje analysedel undersøger jeg, hvad det vil sige for informanterne at være et korrekt medlem af en Facebookgruppe, når det gælder om at forhandle om palæo-praksissen i samspillet med andre medlemmer. Fælles for disse to analysedele er, at jeg hovedsageligt benytter mig af analytiske begreber fra teori om social kategori og positioneringsteori og forstår deres forhandling af praksisserne omkring palæo og medlem som sociale kategorier. Den anden analysedel adskiller sig fra de to andre i fokus og tilgang. Den anvender i mindre grad teori om sociale kategorier og positioneringsteori, men interesserer sig i stedet for informanternes forhandling af passende palæo i krydsfeltet af andre praksisser og anvender det praksisteoretiske begreb krydsende praksis. Formålet med de tre forskellige analysedele er at vise, at forhandlingen af palæo-praksissen er influeret af forskelligartede kontekster. Couldry argumenterer for at beskæftige sig med media as the open set of practices relating to, or oriented around media (Couldry 2004: 4). I min analyse bliver det i tråd hermed vist, at forhandlingerne af palæo kan hænge sammen med - men også være uafhængige af - anvendelsen af Facebookgruppen. Jeg har således fundet det relevant ikke kun at rette et blik på, hvordan informanterne bruger Facebookgruppen, men også hvordan de ikke bruger den. Et centralt analysefokus er endvidere at finde frem til stabilitet og brud, der kan vise kompleksiteten og til en vis grad kan optegne forhandlingsmønstrene. Praksisteorien understreger spændfeltet mellem reproduktion og produktion i sociale praksisser (Jensen 2011:43) og analysen kan vise, hvordan palæo-praksissen nogen gange bliver miskrediteret og andre gange krediteret som passende performance. Det er denne problematik, der inspirerer til den sidste fjerde analysedel, hvor jeg vil samle op på, hvordan forhandlingen af passende palæo, dels foregår forskelligt på tværs af praksiskonteksterne, dels er forskelligt relateret til andre palæo-praktikere. Det er vigtigt at understrege, at jeg ikke tilstræber at tegne et entydigt billede af informanternes forhandlinger eller ønsker at forstå deres forhandlinger som lineære processer. 43

45 5.1. Første del -Forhandling af palæo som social kategori I første del af analysen vil jeg undersøge, hvordan informanterne forhandler henholdsvis procedurer, forståelser og engagementer, fordi disse dele samlet set udgør konfigurationen af en praksis (Schatzki 2001:53) Forhandling af procedurer - en eller 2.0 -palæo? Igennem interviewene lægger jeg mærke til, at informanterne ofte anvender betegnelserne 1.0, 2.0 og 80/20 til at beskrive deres palæo-praksisser. Da betegnelserne formulerer hvilke regler, der er i palæo-ideologien, kan de umiddelbart forstås som procedurer, der styrer deres praksisser (Schatzki 2001:60). Men det viser sig, at informanterne ikke nødvendigvis anvender betegnelserne som procedurer, men derimod på flere andre måder. Først og fremmest fortæller flertallet af informanterne om betegnelsen, at den er extremely strict (Julia:16), den helt strenge (Jacob:15), den virkelig strenge (Simon:24) og straight palæo 1.0 (Karen:26). Når de konstruerer 1.0 -betegnelsen som streng lader det til, at den er vanskelig at følge, og der er også kun én informant, der forsøger at følge denne palæo-retning. Derimod omtaler andre informanter 2.0 -og 80/20 -betegnelserne som: Ja. Version 2. Men jeg har jo gjort det, at jeg har taget de ting fra 1 eren, som jeg synes er rigtig gode, og så har jeg blevet nødt til at tilføje sådan noget som brune ris og fuldkornspasta (Jacob:15). jeg kalder den bare sådan 80/20 for jeg bruger fiskesovs, når jeg laver mad, for den er jeg ikke sikker på, er palæo (Karen:7). I Jacob og Karens udsagn om, at de har været nødt til at tilføje og den er jeg ikke sikker på er palæo signaleres det, at de helst ville følge en 1.0 -procedure, men på grund af nogle fødevarer som ris, pasta og fiskesovs må konstruere deres palæo-kategori med en og 80/20 -betegnelse. Fra en praksisteoretisk vinkel kan disse fødevarer siges at være praksismaterialer, der danner grundlag for brugen af 2.0 og 80/20 -betegnelserne (Reckwitz 2002:12). Karen og Jacob anvender således ikke betegnelserne som procedurer, der kan regulere deres praksisser, men snarere som diskursive redskaber, der kan legitimere deres 44

46 tilvalgte praksismaterialer. Betegnelserne bliver også taget i brug i andre situationer. Troels fortæller eksempelvis: hvis man lever for at spise, så er man nok nødt til at være på 2.0 for at få nogle af de mere tykkere smagsoplevelser. Men det er noget sludder. Grundlæggende, synes jeg, det er noget sludder at begynde at bruge mælkeprodukter alligevel, når det bare er nogle bestemte slags og sådan noget. Jeg synes, det er lidt ligesom at være halvgravid (Troels:23). Troels er tydeligvis ikke fortaler for at konstruere palæo-kategorien med en betegnelse, da han positionerer den som noget sludder (Harré & Langenhove 1999:22). Med sit metaforiske billede af at være halvgravid illustrerer han absurditeten i, hvad det for ham vil sige at følge en 2.0 -betegnelse og altså være på halvt palæo. Men han fortæller et andet sted i interviewet: jeg spiser 1.0 til hverdag og så en gang i mellem, så går jeg i byen og får en lækker flødesovs med flødekartofler og hele svineriet (Troels:24). Selvom Troels umiddelbart konstruerer palæo-kategorien med en 1.0 -betegnelse, afviger han således selv fra sit udgangspunkt, når han går i byen og spiser flødekartofler. Dette viser, at han helst vil knytte palæo-kategorien til en palæo 1.0 -betegnelse, men i en gå i byen-praksis regulerer den til at være knyttet til en 2.0 -betegnelse. Palæo-kategorien bliver således ikke kun konstrueret som passende ud fra én betegnelse, men ud fra 1.0 og 2.0 afhængigt af hvilke situationer, som han befinder sig i (Halkier & Jensen 2008:62). Betegnelserne kan både hos Karen, Troels og Jacob, forstås som sociale kategorier, der legitimerer, hvad der i forskellige kontekster er passende at konstruere palæo-kategorien med (West & Fenstermaker 1995:13). De forskellige måder at anvende betegnelserne bliver endvidere beskrevet af Simon: man bruger det som en rettesnor til at sige, nu kører jeg [ ] 1.0 i fire uger, eller sådan noget, [ ] så giver det noget motivation til, at jeg nu ved, at det skal være helt strict, ikke? Og så kunne jeg selvfølgelig stadig godt sige 90/10, for hvis der er en dag, hvor jeg kan tillade mig ikke at gøre det, ikke? [ ] Eller, nu siger jeg, Nu kører jeg 2.0, så har man Så er det ligesom sit, øh, framework eller en idé om, hvad det er, hvad det er der er tilladt på den diæt, jeg er på, fordi palæo, det er sådan meget bredt, ikke? Så kan man sige, Jeg kører 2.0 eller Jeg kører 1.0 (Simon:25). 45

47 Som det afspejles i Simons ordvalg rettesnore eller framework kan betegnelserne forstås som en slags praksisskabeloner, der kan retningsgive og motivere hans praksis i en periode. Praksisteoretisk kan betegnelserne således forstås som procedurer, der kan styre og engagere Simons palæo-praksis hen mod et mål (Schatzki 2001:52). Når Simon samtidig eksemplificerer, at man kan sige jeg kører 2.0 og sige 90/10, når man ikke spiser palæo-mad, bliver det synligt, at betegnelserne, ligesom hos Troels, Karen og Jacob, udgør nogle kontekstuelle kategorier, der kan legitimere en situation, som enten følger eller krydser en palæo-procedure (West & Fenstermaker 1995:13, Halkier & Jensen 2008:55). Betegnelserne kan altså anvendes som procedurer for deres praksisser, men bliver overvejende taget i brug for at legitimere nogle særlige fødevarer eller situationer. I informanternes forhandling af passende palæo anvender de endvidere betegnelserne med henvisning til de andre medlemmer i Facebookgruppen: det er en en hel hellighed for nogle af de andre at skulle køre den straight 1.0 igennem. Men jeg vil altså rigtig, rigtig, rigtig gerne tage ind til København, og på siciliansk is og købe mig en is, hvis det er det jeg har lyst til. Det er det 2.0 er til for (Karen:6). Um, paleo 1.0 is extremely strict paleo, and I m sure these people can make really good food on strict paleo, but that calls for a lot of money, because basically everything you eat has to be high quality. I can t afford that. It would be too much stress for me. Um, paleo 2.0 allows some sugars (Julia:16). Karen og Julia positionerer her 1.0 -medlemmer som nogle, der fører en henholdsvis alt for hellig og økonomisk krævende tilgang til palæo, mens deres egne praksisser med betegnelsen 2.0, tillader dem at spise is, sukker og undgå stress (West & Fenstermaker 1995:21). Informanterne anvender således betegnelserne til at skelne og positionere deres praksisser i forhold til andre medlemmers praksisser. Ved at bedømme andre med kritiske blikke kan de sammenligne og argumentere for, at deres egne performances er de mest passende (Harré & Langenhove 1999:22). På den anden side kan informanterne omtale andre 1.0 -medlemmer med en position til at definere deres palæo-performances som passende. Karen fortæller eksempelvis vedrørende sit brug af piskefløde: 46

48 den skal jo faktisk, øh, the paleo style, skal den jo være 70 procent, den, der hedder dobbelt cream [ ] og det er også derfor jeg siger 80/20, fordi den her, den hænger måske også lige i kanten af, hvis man nu går ind og spørger én, som er meget aktiv inde på Facebook. 1.0, straight, Søren, et eller andet, hvad han nu bliver kaldt?... så er den sikkert ikke i orden (Karen:7). Når Karen konstruerer sin palæo-kategori med en 80/20 -betegnelse bygger det først og fremmest på et argument om, at piskefløden ikke er fed nok til at være en paleo-style. Men når hun positionerer sig som 80/20 med reference til hvad et 1.0 -medlem potentielt ville mene om piskefløden, tildeler hun vedkommende en vis autoritet til at definere, hvordan en procedure skal forstås i hendes praksis (Harré & Langenhove 1999:22). Hun frygter indirekte at blive vurderet negativt af et 1.0 -medlem og agerer derfor efter, hvad der forventes som passende i situationen og kalder sig for 80/20 (West & Fenstermaker 1995:21). Et lignende træk hos andre informanter er, at de direkte på Facebookgruppens væg har adspurgt de andre medlemmer hvilke fødevarer, der var tilladte at bruge: I desperately need an answer to, like, Lakridspulver, må jeg bruge det eller ej?, fordi jeg spiser ikke frugt, og så Argh, its hard. I need a spice or something. I basically want to know if I m going to mess up my paleo, or not. So I have asked the others about that (Julia:4). Mens Julia har skrevet til andre medlemmer for at få godkendt lakrids som en passende fødevare i sin palæo-praksis, har Simon spurgt Facebookgruppen er det unormalt at jeg spiser 500 gram kød om dagen (Simon:15), og Jacob har fået afklaret nogle spørgsmål omkring ernæring: Jeg får ikke nok kulhydrater, og det har jeg faktisk, øh, diskuteret med nogle inde på siden også. Øh, jeg fik rigtig meget medhold i dét, at man er opbygget forskelligt, og det er ikke alle, der kan cutte fuldstændig ned (Jacob:15). Med hjælp fra andre medlemmers afgørelser har Julia, Simon og Jacob fået medhold i, at det er passende at spise lakrids, flere kulhydrater og 500 gram kød om dagen og deres procedurer bliver således afstemt som passende med reference til, hvad andre medlemmer i Facebookgruppen mener er korrekt (Halkier & Jensen 2008:62). Deres forhandling af palæo foregår enten ved, at de kritiserer andre medlemmer eller tildeler dem autoritet til at 47

49 definere deres procedurer og begge positioneringsmåder implicerer, at deres egen performance kan fremstå som passende (Harré & Langenhove 1999:22). For at afrunde dette afsnit vil jeg kort opsummere, at informanterne konstruerede palæokategorien kontekstuelt forskelligt med passende procedurebetegnelser af 1.0, 2.0 og 80/20 palæo for at kunne styre og hovedsageligt legitimere forskellige ingredienser og situationer. 1.0 var den strenge at følge, mens og 80/20 -betegnelserne blev anvendt, fordi de kunne legitimere særlige fødevarer eller situationer. Informanterne forhandlede om passende procedure ved enten at tage afstand fra andre medlemmers performances eller at afrette sig efter, hvad andre medlemmer potentielt ville forvente - eller direkte vurderede var passende Forhandling af forståelser - palæo som sundhed, livsstil eller slankekur? I det følgende afsnit vil jeg vise, hvordan palæo-kategorien bliver konstrueret af forskellige forståelser. Ifølge Schatzki kan forståelser defineres som en konstituerende del af praksisser, der dækker over evner af sayings og doings, som performes i forhold til specifikke praksissituationer (Schatzki 2001:51). Det er et gennemgående træk, at informanterne først og fremmest konstruerer palæo-kategorien omkring, hvad de forstår som sundt. Jeg får netop rigtig meget energi af stenalderkost, fordi jeg netop får rigtig sund næring, og det synes jeg, jeg kan mærke (Jacob:17). jeg synes jo ikke, at jeg ser andet end sunde mennesker omkring mig, der er på palæo (Troels:27). Eftersom Troels kan se at andre praktikere er blevet sunde og Jacob kan mærke den sunde effekt af palæo på sin egen krop, konstruerer de begge palæo-kategorien med en forståelse, der sidestiller palæo med en sund performance. Ifølge madforskeren Deborah Lupton er det i dag en udbredt diskurs at sund mad giver sunde kroppe, hvilket er afspejlet i informanternes logik, at hvis de holder sig til palæo-ideologien, giver det også den enkelte et godt helbred (Lupton 1996:75). Men informanterne stiller også spørgsmålstegn ved forståelser af sund palæo i forhold til andre medlemmer: 48

50 Der er jo nogle i gruppen, som er der for at blive inspireret, og som for eksempel tror, at det ikke er usundt at spise skyr, selvom det er rimeligt forkert. Jeg er nok bare en af dem der har relativt godt styr på det teoretiske fundament (Sofie:10). Sofie tildeler et andet medlem accountability for at tro, at skyr er acceptabel at spise og for at være én, der kun er inspireret af palæo-ideologien (West & Fenstermaker 1995:21). Hun er tydeligvis optaget af, at palæo-kategorien bør konstrueres omkring nogle fødevarer, der er sunde, men positionerer samtidig sig selv som én, der har relativt godt styr på det teoretiske og dermed som én der ved, hvad der er passende palæo (Halkier & Jensen 2008:62). Sundhed italesættes også af Simon, dog med en anerkendelse af, at de andre medlemmer har styr på, hvad der er korrekt: der har været en debat, på et tidspunkt, som var meget interessant, hvor der var én, som undersøgte sådan meget omkring gluten, øh... For det er jo et af de helt store, sådan topics, altså, man må ikke spise bønner [ ] et af de sådan sundhedsmæssige aspekter for, hvorfor man ikke skulle spise bønner, det var, de der lektiner, tror jeg nok, og så har han lavet sådan en ret dybdegående research på det, og fundet ud af, at det, måske i virkeligheden, ikke er det, der er usundt, men det er gluten [ ] og det har sådan virkelig fået mig til at overveje, måske at spise lidt færre bønner, altså selvfølgelig den primære grund er jo at det fandtes ikke i stenalderen, det er sådan det, der er hele fundamentet, ikke? (Simon:6). Simon har sat pris på en debat på Facebookgruppens væg, der konstruerer palæo-kategorien i relation til sundhedsmæssige aspekter af at undgå at spise bønner. Når han udtrykker, at det har været et af de helt store topics, og at der har været en dybdegående research lader det til, at medlemmerne har haft længerevarende eller gentagende diskussioner om emnet. Simons overvejelser om at fjerne bønner fra sin palæo-praksis, beror i denne situation på medlemmernes fremforhandlede konklusioner af, hvilke sundhedsforståelser, der er korrekte og således passende performance (Halkier & Jensen 2008:62). Det er synligt, at Simons argumentation for ikke at spise bønner først og fremmest hviler på et grundpræmis om, at bønner ikke fandtes i Stenalderen. Som en del af palæos madideologiske fundament synes medlemmerne altså at have konstrueret de fødevarer, der ikke fandtes i stenalderen med forståelsen usund. I medlemmernes diskussioner af, hvorfor fødevarerne er usunde tages de op til genforhandling som henholdsvis usunde og sunde. Palæo-kategorien synes som en kontekstuel kategori, således at blive konstant 49

51 konstrueret efter, hvilke forståelser af sundhed, som på et givet tidspunkt, synes mest passende for medlemmerne og i denne situation også for Simon (West & Zimmerman, 1987:142). En forståelse, som på ét tidspunkt, er passende at knytte til palæo- kategorien, synes på et andet tidspunkt at blive udfordret og erstattet af en ny forståelse, hvilket i praksisteoretisk forstand er med til at regulere en social orden omkring medlemmernes palæo-praksisser (Halkier & Jensen 2008:62). Udover at informanterne konstruerer palæo-kategorien med en forståelse om sundhed, gælder det endvidere, at flertallet konstruerer palæo omkring forståelsen livsstil : det her er mere en livsstil (Sofie:27). Det er ikke en slankekur. Det er en livsstil (Karen:31). people take paleo wrong is that they take paleo as a slankekur (Julia: 19). Simon er den eneste informant, der forstår palæo som en slankekur: Ok, nu vil jeg gerne tabe mig lidt, og prøve at leve sundere, og hvad kan jeg gøre? [ ] det der var mest interessant, det var så palæo (Simon:17). I informanternes konstruktion af palæo-kategorien med forståelsen livsstil tager de fleste afstand fra at forstå palæo som en slankekur. Sofie fortæller, at der på et tidspunkt var dækning af palæo-ideologien i en avis og som følge heraf kom en større tilgang af medlemmer ind i Facebookgruppen: de var jo sådan meget slankekurorienteret; hvordan kan jeg tabe mig? [ ] så det har også været skævvridende, øh og det segment er heller ikke.. Det segment er nok mere den type, som lader sig inspirere og så poster deres skyr og deres og øh, hvad hedder sådan noget, nitritbacon (Sofie:14). Sofie positionerer i denne udtalelse de slankekursorienterede mennesker som et skævvridende segment og tildeler dem accountability for at lade sig inspirere (West & Fenstermaker 1995:21). I hendes ordvalg deres skyr trækker hun på en os/dem-dikotomi, hvorigennem de andre medlemmer positioneres med en fejlagtig forståelse, mens hendes eget standpunkt bliver det mest passende (Harré & Langenhove 1999:22). Også Troels peger på, at nogle personer er blevet medlemmer med en forkert forståelse af palæo: 50

52 Det kommer jo altså ikke bare af, at nu vil jeg lave palæo, og så taber jeg mig 15 kilo. Jeg ved ikke en skid om det, men det er dét jeg gør Hov, der er en gruppe dér, der melder jeg mig ind. Nu begynder jeg allerede at tabe mig ved at have meldt mig ind, ikke? Altså, den går bare ikke (Troels:10). Troels positionerer nogle af de andre medlemmer med en lignende slankekur -forståelse, idet han sarkastisk pointerer, at disse mennesker naivt forventer et øjeblikkeligt vægttab gennem et medlemskab (Harré & Langenhove 1999:22). Bråde Troels og Sofie tildeler således medlemmer, der forbinder palæo-kategorien med en slankekur, accountability for at have en upassende praksisforståelse (West & Fenstermaker 1995:21). Det kan være iøjnefaldende, at der tages afstand fra opfattelen slankekur, når de fleste informanter på andre tidspunkter fortæller, at de har tabt sig (Simon:18), (Jacob 18), (Troels:18), (Sofie:25). Troels fortæller eksempelvis: jeg tabte mig helt vildt hurtigt.[ ] To en halv måned, så havde jeg tabt tyve kilo. Det var helt vildt. Altså, der var en uge, hvor jeg tænkte at Jeg er sgu ved at være bange nu. Altså jeg var virkelig seriøst Gad vide om det lige passer mig, at blive alvorlig syg samtidig med, at jeg har lagt det her om. For jeg gik fra 98 til 92 på en uge (Troels:17). I Troels udtalelse om at være bange og at finde det helt vildt synliggøres følelsesudbrud af både frygt og begejstring, hvorfor man i første omgang kan være fristet til at tænke, at hans vægttab er en betydningsfuld del af hans engagement i at performe palæo. Men han italesætter det ikke som en slankekur nogle steder i interviewet. Det er synligt at Troels forståelse; jeg har tabt mig, i denne situation bliver vævet sammen med palæo-kategorien på en passende måde. Der ses således en forhandling i, at Troels ikke finder det passende at forbinde forståelsen slankekur med palæo-kategorien, når han taler om de andre medlemmer, hvorimod en lignende forståelse jeg har tabt mig, bliver vævet passende sammen med palæo-kategorien, når han omtaler sit eget vægttab (West & Fenstermaker 1995:21). Jeg vil afrunde dette afsnit med at opridse, at sundhed, livsstil og slankekur er omdrejningspunkt for informanternes forhandlinger af passende forståelser. Det er overvejende passende at konstruere palæo-kategorien med forståelser af livsstil og sundhed, mens forståelserne jeg har tabt mig og slankekur afstemmes som henholdsvis 51

53 passende eller upassende efter hvilken situation, der er tale om. Det kan ses, at informanterne afstemte deres passende performance ved enten at kritisere eller at acceptere andre medlemmers forståelser. Dette var synligt i eksemplerne at acceptere det usunde i at spise bønner, eller kritikken af at forstå palæo som en slankekur Forhandling af engagement en balance mellem fanatisme og dovenskab I det følgende afsnit vil jeg vise, hvordan informanterne konstruerer palæo-kategorien med et passende engagementsniveau. Et engagement er i praksisteoretisk forstand a kind of emotional and normative orientations for activities (Halkier 2010:27). Flere af informanterne giver udtryk for, at deres engagement i palæo-praksissen ikke må tage overhånd. For eksempel udtrykker to af informanterne: Jeg vil ikke sige, at Det der vil jeg ikke have, eller jeg tager heller ikke min egen mad ud til nogle. Det gør jeg ikke. Og når jeg har været på ferie, vi har lige været 14 dage i Thailand, og der spiste jeg altså også, hvad der var. Så, så troende er jeg ikke blevet endnu (Karen:6). Jeg er heller ikke vanvittig fanatisk og vil ikke spise hvis nu, at jeg er ude til et selskab, så siger jeg ikke Nej, det er ikke palæo (Jacob:5). Der ligger hos disse to informanter et forsøg på at positionere sig selv med et engagementsniveau i palæo-praksissen, der ikke må bedømmes som troende eller fanatisk (Harré & Langenhove 1999:22). Det er tydeligt, at de er på forkant med, hvad andre, heriblandt jeg, potentielt set vil kunne beskrive dem som (West & Fenstermaker 1995:21). På lignende vis er det i andre studier vist, at de fleste mennesker typisk gerne vil fremstå som viljestærke i at spise sund mad, men nødigt vil opfattes som ekstremt sundhedsinteresserede og sundhedsfanatiske (Holm 2012:309). Informanterne fortæller i forlængelse heraf: med måde er alting godt. [ ] det gælder mad, det gælder alle overdrivelser (Karen:26). hvis du fodrer dit barn med det hver dag, og ti pakker om måneden, så kan der være noget om det, men alt med måde (Jacob:22). 52

54 Palæo-kategorien bliver af Jacob og Karen konstrueret med et engagement, der tager udgangspunkt i en alting med måde tilgang og som modstiller sig en overdrivelse, hvilket viser, at de ønsker at fremstå som afbalancerede i deres engagement. I forhold til hvordan informanterne konstruerer et mere generelt niveau af engagement i Facebookgruppen, kommer Julia med et konkret eksempel på, hvordan hun forestiller sig, at andre vil kunne positionere Facebookgruppen: they think we are religious, like a sect,[ ] which unfortunately Paleo-Denmark - group can give an impression of, that s the downside of the group, um, I think people think of paleo folks as arrogant, brainwashed and narrowminded (Julia:18). Julia forsvarer her andre medlemmer, og indirekte sig selv, mod potentielt negative blikke medlemmerne som arrogante, hjernevaskede, snæversynede og sekteriske (West & Fenstermaker 1995:21). Eftersom hun nævner, at disse umiddelbare træk kan være gruppens downside medgiver hun til en vis grad, at gruppen er selvforskyldt i at blive bedømt på en negativ måde, men hendes udtryk unfortunately viser dog, at hun er ærgerlig over, hvis palæo-kategorien konstrueres fra denne vinkel. På et andet tidspunkt i interviewet fortæller Julia videre om de andre medlemmer: very helpful people, extremely arrogant people, but those arrogant people are in some sense are like police, so they keep the paleo-group, paleo, instead of like sometimes people is writing I m paleo. I m drinking coke, zero-coke, it s like Are you kidding me? zero coke paleo? So I like when they are a little bit harsh [ ]. So arrogant, helpful, smart (Julia:4). Julia peger her på, at den samme arrogance, som hun i det foregående eksempel anså som en del af Facebookgruppens downside, kan forsvares med en forståelse af hjælpsomhed. Den såkaldte arrogance kan være legitim, hvis den er med til at fjerne fejlagtige palæoforståelser, idet hun siger I like, when they are a little bit harsh. Når hun kategoriserer dem som politi med en forventning om, at de kan keep the paleogroup, paleo, giver hun dem en autoritet til at håndhæve de mest passende forståelser af palæo, hvilket kan ses som en måde at opretholde den sociale orden på (Halkier & Jensen 2008:62). Et højt engagement hos de arrogante kan på den måde blive til en legitim del af medlemskategorien, når det handler om at sørge for, at de mest passende forståelser bevares (West & 53

55 Fenstermaker 1995:13). Men informanterne peger desuden på, at der generelt opstår nogle uenigheder på baggrund af medlemmernes forskellige engagementsniveauer: folk diskuterer fra en masse forskellige udgangspunkter, og så bliver det rigtigt svært at have et fælles udgangspunkt, at have en ramme, og så er det så at det er nemt at blive kaldt for fanatiker, hvis man siger, at man ikke må spise mejeriprodukter, og dem der tænker Ej, hvor er du bare total ikke-palæo, når du spiser kartofler, Du er jo bare én, der kun er inspireret (Sofie:7). Sofie positionerer de andre medlemmer som nogle, der er henholdsvis blot inspirerede og fanatikere (Harré & Langenhove 1999:22). Mellem Facebookgruppens medlemmer opstår der tilsyneladende definitionskampe om, hvordan palæo skal forstås og hvilke engagementsniveauer, der er passende at lægge i palæo-praksissen. I forhold hertil refererer informanterne ofte til andre medlemmers praksispositioner med kritiske blikke: det er jo nok svært for en straight palæo 1.0 at acceptere, at der overhovedet er nogle der kunne finde på at give deres barn en sodavandsis og sådan noget, hvor der bliver hejlet lidt for meget derinde [ ]. Hvor jeg synes, at det ville være bedre at sige, jamen, det gør ikke noget, at de får en sodavandsis, bare de ikke skal have fem, og bare de ikke skal have det hver dag (Karen:22). der er nogle, der er på 1.0, der er rigtig fanatiske derinde, som ikke kan se ud over deres egen næsetip. Og det, synes jeg, simpelthen er at være alt for snæversynet, jeg synes, man skal være åben for andet end stenalderkost (Jacob:4). Karen og Jacob tildeler her medlemmer på 1.0 -palæo, accountability for at hejle lidt for meget og for ikke kunne se ud over deres egen næsetip (West & Fenstermaker 1995:21). Når de anfører, at det er mere passende at tillade at spise sodavandsis og andet mad end palæo konstruerer de et engagement, der bør være mere afslappet og åbent (Harré & Langenhove 1999:22). Ved at pege på, at andre medlemmer performer palæo på en fanatisk måde positionerer de således implicit deres egne mere afslappede engagementsniveauer som de mest passende. Det hænder også, at informanterne beskriver de andre medlemmer som nogle, der omvendt udviser for lidt engagement i palæo: 54

56 Så er der nogle, der er lidt dovne og som ikke gør noget for at vide noget mere. De tror de ved en hel masse, men det gør de faktisk ikke. Jeg ved ret meget. Jeg ved ret meget om alt det, der også i henhold til min kollega, som er osteopat (Jacob:6). Jacob giver nogle af de andre medlemmer accountability for at være for dovne og for ikke at gøre noget for at vide mere, mens han positionerer sig selv som én, der ved ret meget (West & Fenstermaker 1995:21). Der kan således tegne sig et billede af, at informanterne forhandler deres engagementsniveauer ud fra en balance mellem ikke at være for fanatisk eller for doven, men derimod at være engageret i palæo på en måde der var afbalanceret og åben over for andre madvarer end palæo-mad. Jeg vil afslutte dette afsnit med at opridse, at informanterne forhandlede at performe et passende engagementsniveau ud fra ikke at ville fremstå og blive bedømt som fanatiske af andre. I stedet ønskede de at fremstå som afbalancerede og åbne overfor andet end palæomad. Et højt engagement bestående af en ekstrem arrogance kunne være legitim, hvis et medlem performede politi og korrigerede andres fejlagtige forståelser. I omtalen af andre medlemmers engagement, som enten for fanatisk eller for dovent, kunne informanterne indirekte afstemme deres eget engagement som passende performance Opsummering I første analysedel har jeg vist, hvordan informanterne anvendte Facebookgruppen til at forhandle om passende performance af palæo-kategorien ud fra forskellige procedurer, forståelser og engagementer, og det blev vist at deres praksisreguleringer var multirelationelle og komplekse. Procedurerne blev forhandlet ud fra betegnelserne 1.0, 2.0, 80/20, hvor 1.0 var den strengeste. Informanterne anvendte 2.0 og 80/20 - betegnelsen med udgangspunkt i, hvilke situationer og fødevarer de ville tillade, hovedsageligt med henblik på at kunne legitimere deres praksispositioner diskursivt. Informanterne konstruerede endvidere palæo-kategorien som passende med forståelserne sundhed og livsstil. Imens slankekur var en upassende forståelse, når de omtalte andre medlemmer, var en lignende forståelse jeg har tabt mig passende, når de fortalte deres egne historier. Et passende engagement var for informanterne et spørgsmål om at være afbalanceret og åben over for andet end palæo og handlede om at finde en balance imellem ikke at fremstå som fanatisk eller doven. Selvom det ikke var passende at have et for højt engagement, var det var legitimt i en situation, hvor formålet var at opretholde en korrekt 55

57 forståelse af palæo-kategorien. Informanterne omtalte ofte de andre medlemmer af Facebookgruppen for at positionere deres egne praksisser som passende, enten ud fra at tage afstand eller afrette sig efter, hvad andre potentielt ville forvente - eller direkte anførte var en passende performance Anden del - Forhandlinger af palæo i krydsende praksisser I anden analysedel vil der være mindre fokus på informanternes diskursive forhandlinger i forhold til palæo-kategorien. I stedet vil jeg analysere, hvordan palæo-praksissen forhandles i krydsfeltet af andre hverdagslige praksisser, hvor de bliver udfordret og nogle gange ændret (Halkier & Jensen 2008:55) At performe kantinepraksis I en hverdag med mange forskellige praksisser vil palæo-praksissen sommetider blive forhandlet ud fra, hvad der i en række situationer og kontekster forventes som passende adfærd af andre eller af aktøren selv (Halkier & Jensen 2008:55). Når informanterne performer andre praksisser som arbejds- eller studiepraksisser, kan det, som Sofie beskriver det, være: svært at færdes i det øvrige samfund, fordi at der altid, altså, hvis man er til møder eller er til seminar eller sådan noget, frokost, det er altid brød med pålæg. Det er jo ikke en bøf med nogle grøntsager (Sofie:23). Flere af informanterne spiser i løbet af deres hverdag på deres arbejdsplads eller på deres skole i en kantine, der har en buffet. Det gennemgående træk ved en sådan kantine-praksis er, at de alle sørger for at: it is easy, in this cantina to go, to find something healthy (Julia: 15). Så jeg vælger de mest fornuftige retter (Simon:22). hvis der er ordentlig mad [ ]. Hvis jeg er sikker på, at det ikke skader overhovedet (Jacob:22). 56

58 Informanterne danner sig altså et overblik over hvilken mad, der er opstillet i en buffet og vælger dernæst de mest hensigtsmæssige retter i forhold til at performe deres palæopraksis. Deres forhandling centrerer sig om hvilken mad, der fremstår som sundest, ordentlig, fornuftig eller som ikke skader ud fra de givne valgmuligheder. Troels forklarer, at han normalt i sin kantinepraksis på sit arbejde tager kødet og lader kartofler og sovs stå (Troels:19), men nogle gange kan komme til at spise noget, som han ellers ikke ville: selvom jeg siger, at jeg lever 100 procent, så gør jeg det jo ikke, for [ ] hvis jeg i kantinen på arbejdet er nødt til at fiske koteletten af et fad, hvor der er sovs i, så har jeg allerede taget noget med over (Troels:25). I kraft af at Troels beskriver sin handling som noget, han er nødt til, bliver hans afvigelse fra palæo-praksissen en undtagelse fremfor en regel. En kantinebuffet kan netop kendetegnes ved at være en situation, hvor man kan spise præcist, hvad man vil, uafhængigt af hvad andre ønsker at spise (Christensen & Hillersdal 2012:139). Selvom informanterne ikke behøver at være opmærksomme på at tage hensyn til andres madpræferencer, forsøger de ikke at træde ved siden af deres palæo performances (Halkier & Jensen 2008:55) At performe gæste -praksis Informanterne har desuden oplevet, at deres palæo-praksis bliver udfordret, når de skal performe gæst hos venner, familie eller på en restaurant. Her forhandler informanterne, hvilken performance, de finder passende på forskellige måder. To informanter fratræder eksempelvis deres palæo-praksis for en stund til fordel for en gæste -praksis. Simon forklarer: hvis man sådan skal ud og spise på sådan en restaurant, så må man jo, så kan man jo acceptere og sige fuck det, så er det de tyve procent i dag, eller nogen af dem, der ryger på det her måltid, ikke? (Simon:22). I Simons udtryk fuck det, legitimerer han at krydse palæo-praksissen ud fra en hurtig overgivelsesstrategi. Udtrykket de tyve procent i dag henviser til 80/20 -betegnelsen, der i afsnit 5.1.1, blev omtalt som et diskursivt redskab, der kan anvendes til at legitimere en handling. Simon afviger således fra sin palæo-praksis med argumentet om, at han denne 57

59 dag performer en 80/20 -palæo, hvorfor hans konstruktion af passende performance i høj grad er kontekstuelt tilpasset (West & Fenstermaker 1995:21). Troels forklarer om sin gæste -praksis: Altså, bliver jeg inviteret i byen, så spiser jeg det, som de serverer.[ ] der er ikke noget værre, end at invitere frelste mennesker i byen (Troels:19). Troels vil ikke ansvarliggøres og bedømmes som frelst, men vil leve op til en forventning om at spise hvad der bliver serveret (West & Fenstermaker 1995:21). At vise interesse for den mad, som andre serverer for én, er også en performance, der harmonerer med gode bordmanérer (Jensen 2012:146). En lignende manérforståelse refererer Jacob også til, når han fortæller om sin tid på 1.0 -palæo: Jeg sagde også nej til kage og sådan noget til fødselsdage og sådan noget. Ikke for at være uhøflig, men [ ] Det er også noget med at være disciplinær over for sig selv (Jacob:17). Til forskel fra Troels og Simon, forhandler Jacob sine performances med henblik på at udvise selvdisciplin og opretholde sin palæo-praksis. Jacob signalerer i sætningen ikke for at være uhøflig, at han er klar over, at det kan være en upassende performance at takke nej til mad. En anden informant, der også takker nej til palæo- forbudt mad og opretholder sin palæo-praksis, er Julia, der fortæller om en fødselsdagsaften hos nogle venner: "There were 16 people trying to feed me, imagine all them trying to feed me something. That would be a disaster so and I even actually made two cakes for them completely nonpaleo cakes, and I cut the cakes and I gave it to everybody, and I went to the kitchen and got a nap, and they were like You are not eating?, and I was like I know, it tastes good but I have a goal so in that sense the community really keeps you tight (Julia:10). Julia er oppe imod et socialt pres i forhold til praksissen kagespisning, der er en udbredt passende performance i vestlig fødselsdagstradition. I tråd med Jacob, vil Julia udvise selvdisciplin og være vedholdende i sit mål om at spise palæo. Ifølge madforskeren Lotte Holm kan dét at vise sin viljestyrke og selvdisciplin for de fleste mennesker være ligestillet med en kontrol over sin sundhedstilstand, der giver en selvtilfredsstillelse (Holm 2012:303). Når Julia og Jacob ikke afviger fra deres palæo-praksis, kan deres afprøvning af disciplin, trods ubehag og anstrengelser, altså medføre en tilfredsstillet følelse af at holde sig til deres mål. Idet Julia forklarer, at Facebookgruppen som et community kan holde hende fast besluttet på sit mål om at spise palæo, kan hendes medlemskab med 58

60 praksisteoretiske øjne siges at være et redskab, der kan hjælpe hende med at opretholde hendes engagement (Schatzki 2001:52). I de tilstødende praksisser til palæo-praksissen håndterer alle informanterne således det at performe gæst på forskellige måder. Informanternes forhandlinger balancerede mellem på den ene side at acceptere en situation og krydse palæo-praksissen for at udvise passende performance i forhold til, hvad der socialt blev forventet i konteksten, og på den anden side at udvise selvdisciplin og være målrettet i at opretholde deres egen palæo-praksis (Halkier & Jensen 2008: 55,62) Når forbudte sager krydser palæo I forhold til at performe palæo-praksis på en passende måde i hverdagen, fortæller flere informanter, at de bliver fristet til at spise madvarer som brød, kage, slik og chokolade i forskellige situationer. Det kan være når der skal ses film og hygges (Karen:8), når de møder duften af bagværk (Sofie:25), (Julia:15), eller blot fordi de har en meget sød tand (Simon:27). Jacob fortæller hertil, at han jævnligt tillader sig at lave en stor portion chokoladekugler, der fryses ned og som han spiser en smule af hver aften (Jacob:13) og Troels: Jeg savner brød en gang i mellem, og så tillader jeg mig at spise det (Troels:25). Andre informanter fortæller, hvad der tiltaler dem: hvis jeg skal forkæle mig selv, så bliver det chokolade (Karen:8). "I will still allow myself to eat a cupcake (Julia:15). jeg er blevet gode venner med Lindt chokolade 70 [ ] og frugt (Simon:27). For stort set alle informanternes vedkommende er der tale om en forkælelse eller en form for tilladt nydelse, der performes som en krydsende praksis en gang i mellem (Halkier & Jensen 2008:55). Disse afvigende handlinger forhandles ud fra argumenter om at: jeg har ikke dårlig samvittighed [ ] fordi at jeg enten lige har været ude at træne eller skal ud at træne (Karen:8). I would know, that it s just one cupcake, and it s not the end of the world (Julia:15). Det er jo trods alt frugt og naturligt (Simon:27). 59

61 på grund af træning, så om aftenen forsøger jeg også at få noget protein inden jeg skal i seng og noget fedt også (Jacob:13). De legitimerer således deres afvigende handlinger ud fra argumenter om, at andre praksisser i situationen er betydningsfulde som træningspraksisser og at få protein inden søvn -praksis og en enkelt cupcake/frugt gør ikke skade -praksis. Der ligger i deres argumenter en underliggende forhandling af palæo centreret omkring sundhed, idet at træningen forebygger usundhed, og at frugt og en enkelt cupcake ikke kan være sundhedsskadelige. Informanternes krydsende handlinger kan således forstås som legitimerede situationer som de til en vis udstrækning finder passende at inkorporere som en del af palæo-praksisserne i hverdagen (Halkier & Jensen 2008:55). Deres forhandlinger tager afsæt i et ønske om at tillade sig selv at opleve nydelse, uden at det kunne skade deres sundhed. Ifølge Lupton har flere studier i tråd hermed vist, at mennesker typisk ikke ønsker at leve for sundhedsfanatisk, men vil have mulighed for spise lidt usundt for at slappe af og nyde livet (Lupton 1996:148) Hvis jeg går amok den ene dag, så er jeg streng en anden dag I forhold til, at det er passende at krydse palæo-praksissen en gang i mellem, fortæller et par informanter, at de kan sætte sig op til en dag, hvor de ikke skal spise palæo: så nyder jeg det jo. Måske mere end jeg gjorde før, for nu er det en undtagelse som jeg ligesom sætter jeg mig op til (Troels:20). hvis man tager til et eller andet, virkelig familieting, ikke? Hvor man bare ved, at der vil være kager og sådan noget, ikke? Så prøver man at leve virkelig strict op til den dag, og så går man bare helt amok, ikke? [ ] Og så bare æder kage og kage og kage (Simon: 23-24). Både Troels og Simon synes at performe deres krydsende praksisser på baggrund af en lyst til nydelse. At Troels nyder sin undtagelse endnu mere, end han ellers ville, viser, at der knyttes en forventningsglæde til nydelsen. Simon lægger tydeligvis stor nydelse i at spise kage, men det er iøjnefaldende, at han forsøger at leve virkelig strict op til den pågældende dag. For dette peger på, at Simon holder regnskab med, at den ene fridag fra palæo skal fortjenes eller optjenes i en strengere tilgang nogle af de andre dage. Andre informanter forhandler på lignende vis, at det er i orden at spise noget andet end palæo ud 60

62 fra et tidsperspektiv: Ej, skal vi ikke lige gå ind og få en pølse, men så føler jeg heller ikke at det er noget problem, for så er det rent faktisk over et år siden, jeg har fået en sidst (Karen:13). Legitimeringen af de forbudte handlinger bygger således på et argument om, at palæo performes i størstedelen af tiden. At informanterne knytter forventningsglæde og nydelse til at spise forbudt mad, kan give en association til en asketisk livsførelse, hvor afholdenhed fra visse nydelsesmidler præmieres med følelser af selvkontrol og god samvittighed over at være sund (Kristensen & Rasmussen 2012:430). Nogle af informanterne er mere eller mindre rutinerede i at performe palæo-frie dage. Simon italesætter eksempelvis at: til hverdag, der har man arbejde og studie og et fast schedule og så i weekenden, så er det sådan lidt mere loose hvad man skal, ikke? Og så har man også nogen gange brug for at koble af fra sådan nogle rutiner (Simon:24). På andre tidspunkter i interviewet uddyber Simon, at han efter en bytur med vennerne kan give sig selv lov til at spise en McDonald s cheeseburger på vej hjem eller en tømmermandspizza dagen derpå (Simon:5,26). Han kommenterer ganske vist, at det er virkelig klamt og forbudt (Simon:26), hvilket indikerer, at han umiddelbart finder det upassende, men fortæller, at han mere generelt performer: at spise bacon nogle gange i weekenden, ikke? Eller et eller andet, i stedet for spise det der fisk, eller et eller andet, altså lige at koble lidt af fra det helt normale, ikke? For ellers så bliver det svært at holde i længden [ ] nu kører jeg jo også, nu holder jeg jo vægten, og det er jo også meget fornuftigt, men men motivationen kan godt svinge en gang imellem, og så falder man i og spiser et, eller andet, man ikke burde (Simon:24). Simons krydsende praksis, der kan bestå i at spise bacon eller lignende, som kan koble ham af fra det normale, er legitimeret ud fra argumenter om, at han holder sin vægt, og at motivationen kan svinge. Når han performer sin krydsende praksis på baggrund af, at det ellers kan være svært at opretholde palæo -praksissen, synes der at være tale om en weekend-afkoblingspraksis, der bliver til en slags back-up-performance, som kan fastholde ham i et engagement i at performe den øvrige palæo-praksis. Weekendafkoblingspraksissen kan være en mere eller mindre fast del af palæo-praksissen med det formål at tilskynde engagementet (Schatzki 2001:52). Nødvendigheden af at have mulighed 61

63 for at være mere loose i deres tilgang til palæo en gang i mellem, stemmer desuden godt overens med et studie af Backett (1992) hvor madpraktikere fandt det vigtigt at spise nogle lækkerier til at holde deres hverdag oppe med. Selve nydelsen af mad kan også forbindes med diskurser om livglæde og at livet skal forstås som andet end bekymringer (Holm 2012:303). Informanternes forhandlinger tog alt i alt udgangspunkt i at palæo-praksissen var fulgt i størstedelen af tiden. De forbudte fødevarer kunne legitimeres som krydsede handlinger, så længe de var afsat til begrænsede tidspunkter Opsummering I anden del af analysen har jeg vist, at informanterne måtte balancere imellem at performe palæo-praksissen og lade andre praksisser krydse den. Praksisserne blev afstemt socialt og sommetider krydset af, hvad der i situationen var passende ud fra andres forventninger. For eksempel forhandlede de sig frem til, hvilken mad, der var sund, ordentlig, fornuftig i en kantinepraksis. I en praksis hvor de agerede gæst, forhandlede informanterne palæopraksissen for enten at udvise passende performance i forhold til andre mennesker eller holdt fast i palæo-praksissen ud fra at ville udvise selvdisciplin og være målrettet. Informanterne tillod også krydsende ingredienser som chokolade, kage, brød og proteinkugler. Dette legitimerede de ud fra en at få protein inden søvn -praksis, trænings - praksis og det skader ikke med en enkelt cupcake eller frugt -praksis. Informanternes forhandlinger drejede sig således om at kunne tillade sig selv at opleve nydelse, uden at det kunne skade deres sundhed. Nogle af informanterne kunne glæde sig til en palæo- fridag, der kunne legitimeres ved at optjene tilladelse ud fra en streng disciplin op til fridagen. Deres forhandlinger drejede sig om at tillade forbudte fødevarer, fordi de kun blev spist på begrænsede tidspunkter. En informant performede en form for weekendafkoblingspraksis, der havde til formål at opretholde engagement i at spise palæo i de øvrige ugedage Tredje del Konstruktion af medlemspraksissen I den tredje del af analysen vil jeg vise, hvordan informanterne konstruerer kategorien medlem med fokus på de forståelser og engagementer, som de knytter til brugen af Facebookgruppen. 62

64 Medlemspraksisser konstrueret med engagement At finde underholdning Informanterne forklarer, at de er på internettet i stort set al deres vågne tid. Sofie fortæller eksempelvis, at hun er online som: Det sidste jeg gør inden jeg går i seng, og det første jeg gør, når jeg står op (Sofie:1). På samme måde siger Julia: I m online all the time, unless I m asleep. It s on my smartphone, it s on my Ipad or my computer (Julia:1). Når de fortæller, at de er på internettet handler det ikke om at sidde foran computeren, men at de er logget på gennem deres smartphones. At samtlige informanter benytter deres smartphone til at tjekke noget gennem dagligdagens gøremål, stemmer godt overens med, at 60% af danskerne kobler sig på internettet gennem deres smartphones (DR medieforskning 2012:20). Både Jacob, Julia og Sofie nævner, at de er intensivt optaget af internetaktiviteter omkring 4 timer om dagen, mens Simon bruger 10 timer og Troels omkring 1 time. Ét af de væsentligste træk i brugen af Facebookgruppen er, at informanterne lægger mærke til de såkaldte notifikationer, der dukker op på deres Facebookprofil hver gang nogen har postet noget på Facebookgruppens væg siden deres sidste besøg. Eksempelvis fortæller Troels: 99 ud af 100, der glider øjnene lige forbi, så en gang i mellem, er der lige noget der fanger, og så går jeg derind (Troels:31). Notifikationerne er for informanterne en slags teasere til Facebookgruppens aktiviteter, hvilket harmonerer med andre studier, der også viser, at notifikationer engagerer brugere i at logge på en Facebookside (Lomborg 2013:105). De fleste informanter fortæller endvidere, at de logger på Facebookgruppens side, fordi de vil underholdes: Fun to watch (Julia:6). det er meget sjovt at følge med i (Jacob:3). det er sjovt at sidde og følge med i det, når jeg ikke har andet læsestof, eller andre ting jeg skal lave (Karen:1). Forskellige studier har vist, at brugere af Facebookprofiler er optaget af sjove indslag og underholdning (Lomborg 2013:106; Sørensen 2013:130). Informanterne synes i tråd hermed at blive engageret i en praksis, der sigter mod at blive underholdt. For nogle kan brugen endda minde lidt om anvendelsen af et traditionelt tv-medie: 63

65 det er jo også lidt som et liveshow (Sofie:3). like old people watch news all the times, I watch forum all the time, me and my roommate [ ] Have you seen this ridiculous post?, Did you read it? (Julia:7). Hos disse informanter kan aktiviteterne på Facebookgruppens væg opleves lidt som en nyhedsstrøm, som de bliver engageret i at følge med i. Alt i alt performer informanterne en medlemspraksis, der handler om at blive underholdt, at følge med i aktiviteterne og at få de seneste nyheder. De bliver engageret i at anvende Facebookgruppen ved hjælp af notifikationerne, der påminder dem om aktiviteterne At finde støtte og identifikation Flere informanter fortæller, at medlemskabet af Facebookgruppen er med til at give dem støtte og engagement i at opretholde palæo-praksissen. Dette kommer til udtryk på forskellige områder. Julia fortæller: "what that community helped me with, is to define clear goals, Why am I doing this? and keep up the motivation (Julia:8). Fra en praksisteoretisk vinkel bidrager Facebookgruppen med at opretholde Julias palæo-praksis, idet hun forsynes med engagement og et mål, der kan siges at være netop drivkraften i en praksis (Schatzki 2001:52). Facebookgruppen giver også Simon et engagement, men på en anderledes måde: der er altid en post på min stream [ ] nogle gange kan man godt have nogle dårlige perioder, hvor man bare ikke har overskud til tænke Palæo [ ] det giver sådan lidt commitment [ ] du bliver hele tiden mindet om, at du faktisk er, at du har den der diæt der, ikke? (Simon:14). Det er ifølge Simon selve strømmen af post, der giver ham commitment og som husker ham på at spise palæo-mad. Facebookgruppen giver ham således også et engagement, men det er mere opdateringerne i hans newsfeed, og ikke så meget indholdet af gruppens aktiviteter, der får ham til at opretholde sin palæo-praksis. Troels forklarer på lignende vis om medlemskabet af Facebookgruppen Den har mere været en bekræftelse på, at jeg ikke var den eneste tosse (Troels:11). Troels distancerer sig ironisk til sin egen position som palæo-praktiker med ordet tosse, men finder i sit medlemskab en konkret bekræftelse i ikke at være alene. Dette viser at han engageres i at være medlem af Facebookgruppen, fordi han kan føle et tilhørsforhold til andres lignende palæo-performance (Davies & Harré 1990:263). En anden informant, Sofie, synes på lignende vis at være engageret i at 64

66 interagere med andre palæo-praktikere, fordi det er også bare rart, at tale med de andre om palæo, uden at skulle moderere, eller at folk kigger underligt på en (Sofie:14). I hendes fortælling ligger der ligesom hos Troels, en implicit forståelse af, at palæo-praksissen fra det omgivende samfund kan positioneres som en anderledes og en upassende madpraksis. Troels og Sofie er bevidste om, at en performet palæo-praksis kan medføre accountability, ved at andre kan kigge underligt på en og vurdere én som tosse (West & Fenstermaker 1995:21). Et potentielt negativt blik fra andre synes på den måde at være mindre risikabelt, når de er sammen med ligesindede praktikere, som de føler et tilhørsforhold til. Facebookgruppen kan således påminde informanterne om palæo-praksissen, forsyne dem med et mål og engagement, samt en følelse af tilhørsforhold At performe positiv kommunikation Alle informanterne forklarer, at kommunikationstonen på Facebookgruppens væg har betydning for deres engagement i at være medlem. Når diskussionerne foregår i en negativ tone betyder det, at informanterne mister engagement i at deltage. Dette er synligt i Julias forklaring: Not fun to participate in, when someone are trashing someone (Julia:6), eller i Simons beskrivelse af, at der er jo mange af de der diskussioner, der ender i at folk sådan sidder og sviner hinanden til [ ] det gider man bare ikke (Simon:13). Overordnet set konstruerer informanterne en medlemskategori, hvor det forventes, at man bør kommunikere i en positiv tone. De fleste forklarer, at de har mistet engagement i at deltage i Facebookgruppen, fordi den, med et stigende antal af medlemmer giver et dårligere overblik over aktiviteterne. De husker fra starten af deres medlemskab, at der var omkring 1000 til 5000 medlemmer i Facebookgruppen (Troels:4), (Simon:4), (Julia:19). Men det stigende medlemstal til medlemmer gør Facebookgruppens nyhedsvæg uoverskuelig: dengang, der kunne man også overskue, det antal af posts, der er, altså, nu er det fuldstændig uoverskueligt, altså det er jo et fuldtidsjob, hvis man skal sidde og følge med derinde, ikke? (Simon:4). Nogle af informanterne fortæller endvidere, at Facebookgruppen som helhed har udviklet sig så meget, at de har mistet engagement i at deltage. Sofie fortæller at: 65

67 alle dem, som man vil kalde for erfarne, eller der ved noget, eller et eller andet, de har jo fjernet sig fra Paleo-Danmark -gruppen, de fleste af dem, og så er de gået over i Stenalderkost, [en anden Facebookgruppe. red.] og så har de trukket sig fuldstændig, og det, tror jeg også, er fordi at øh Jamen, man skal heller ikke Man skal ikke få grå hår af at hjælpe andre mennesker, fordi at de ikke vil hjælpes, så det ja, så, der er en forskel, og der er en forskel i gruppens dynamik, og i hvad folk får ud af de forskellige grupper (Sofie:11). Sofie positionerer de såkaldte erfarne med en position til at kunne lære fra sig og hjælpe andre. De erfarne kan forstås som fuldgyldige praktikere, hvis praksisser som nybegyndere forsøger at efterligne (Shove et al. 2012:72). At de såkaldte erfarne ikke længere er engagerede i at lære fra sig i denne gruppe og derfor rykker over i en anden Facebookgruppe kaldet Stenalderkost, er værd at se i lyset af Henry Jenkins et al.s pointer. Kommunikationsaktiviteter om palæo kan siges at blive spredt over i andre grupper, hvor interaktionen formes efter nye lokale forståelser og interesser (Jenkins et al. 2013:27). Simon foreslår også i forlængelse af sin kritik af Facebookgruppens størrelse: at lave nogle subgrupper, ikke? At der tror jeg, at det kunne være en super god motivation at sige, at Nu kører vi 1.0 i denne her måned, ikke? (Simon:25). I Simons øjne vil mindre subgrupper give medlemmerne et større engagement i at performe palæo. Medlemmerne konstruerer således medlemskategorien omkring et engagementet, der er influeret af, at gruppen bør kommunikere i en positiv tone og at gruppen ikke er for stor, da de ellers ikke har lyst til at deltage og mister overblik over aktiviteterne Medlemspraksisser konstrueret med forståelser At performe kritisk videnssøger Informanterne anvender Facebookgruppen til at konstruere forskellige forståelser af palæo. Ikke alle deltager i diskussionerne, men for nogle gælder det, at de skriver i trådene, når de opfanger forkerte forståelser af palæo: Ej nu stopper det [ ] folk sidder og siger noget, der ikke passer. [ ], så kan jeg ikke dy mig, så bliver jeg simpelthen bare nødt til at sige, at de er helt forkerte på den (Jacob:8). 66

68 ind i mellem har jeg følt mig nødsaget til at sige at, altså, der synes jeg, de blander tingene sammen (Troels:8). Jacobs og Troels udsagn om ikke at kunne dy sig og at føle sig nødsaget til at sige, signalerer, at de har svært ved at lade være med at korrigere det forkerte. Med West og Fenstermakers idé om accountability, er deres kommunikative irettesættelser udtryk for at ville holde de andre medlemmer til ansvar for ikke at have en passende forståelse af palæo (West & Fenstermaker 1995:21). En irettesættende handling ses eksempelvis i Jacobs fortælling: der var en, der skrev, at det gav kræft at spise havregryn og så var hans artikel fra 2008, og så fandt jeg nogle modbevisende artikler og skrev, at man skulle altså holde sig kritisk over for ting, det var en gammel artikel fra Politiken, han linkede til. Og så skrev jeg bare, at det passede ikke (Jacob:3). Jacob er først og fremmest uenig i, at havregryn kan give kræft, men når han meddeler personen, at man skal holde sig kritisk over for ting, irettesætter han ikke alene artikelindholdet, men også vedkommendes tilgang til at forstå palæo. Det bliver hermed synligt, at forståelser, der konstrueres omkring palæo-kategorien, bør hænge sammen med om et medlem er kompetent til at erhverve abstraherede forståelser (Shove et al. 2012:52). Palæo-kategorien bør, ifølge informanterne, konstrueres ud fra forventningen om at have kompetencer til at erhverve forståelser (West & Fenstermaker 1995:13). Flere er desuden frustrerede over: det er ende gang, der bliver spurgt til det samme (Jacob:7)- aaargh, brug søgefunktionen, det har vi snakket om gange, dét, der, ikke? (Simon:12-13). nu spørger de ondteme fløjtende igen for 26. gang i denne uge, Hvorfor er skyr ikke palæo?, altså hold nu kæft, så prøv at nærlæs vores dokumenter (Troels:9). De tre informanter tildeler her andre medlemmer accountability for at stille de samme spørgsmål (West & Fenstermaker 1995:21). De anfører, at man bør anvende Facebookgruppens applikation søgefelt og finde arkiverede dokumenter og tidligere tråde inden man stiller et spørgsmål. Medlemskategorien bliver på den måde italesat som 67

69 passende ud fra at kunne benytte søgefelt og arkiverede forståelser. Informanterne forventer endvidere, at de andre medlemmers posts, artikler eller links til hjemmesider, skal være videnskabelige eller bygge på pålidelige kilder (Simon:7), (Troels:30), (Karen:32). Eksempelvis siger Karen: Hvis de lægger links ud, så vil jeg meget gerne se det link, om det er et, der er sådan, ligesom har været underlagt en videnskabelig så det ikke bare er ligesom, at det bliver henvist til en helseside, igen, der siger, at det er usundt. Jeg vil godt have beviser for, at det er rigtigt, at man ikke bare sidder og siger det, fordi man er palæo [ ] der bruger jeg nok i virkeligheden Google, til at komme frem til det (Karen:32). I Karens fortælling bliver de andre medlemmers links om palæo positioneret som nogle hun vil eftertjekke beviserne af, da de ikke er troværdige blot fordi man er palæo. I sin eftertjekningspraksis positionerer hun helsesider som mindre troværdige, mens hendes egen søgning på Google bliver den mest troværdige procedure for hende (Harré & Langenhove 1999:22). Hun forventer således implicit, at palæo-kategorien skal konstrueres omkring en medlemskategori, hvor forståelser opnås ud fra at kunne være kritisk og at finde beviselig viden (West & Fenstermaker 1995:13). På linje hermed anvender andre informanter Google til at eftertjekke forståelser (Troels:10), (Sofie:29), (Karen: 32). Deres eftertjekningspraksis synes overordnet at kunne sammenfattes i en internetpraksis, der handler om at performe kritisk videnssøger. Denne praksis indbefatter at kunne foretage kritisk videns-research andre steder end på Facebookgruppen som eksempelvis på Google, og at den fremfundne forståelse helst skal være videnskabeligt godkendt At følge palæo-eksperter Udover at performe kritisk videnssøger forventer informanterne generelt, at de andre medlemmer må have et vist niveau af forståelser om palæo. Jacob fortæller eksempelvis, at han er træt af nogle af de andre medlemmer: de har jo kun læst lige så lidt om det, som jeg måske har, ikke? så det er jo det, at de går fuldstændig amok, og tror de ved alt, det er jo det, men de har kun læst, jeg vil ikke kunne forestille mig, at de har læst andet end bøger på internettet (Jacob:7). Jacob tildeler her de andre medlemmer en accountability for at skrive på væggen, fordi de kun har læst lige så lidt om det, som han har (West & Fenstermaker 1995:21). Dette viser, 68

70 at han indirekte forventer, at palæo-kategorien må konstrueres af medlemmer, der ved mere end han selv. Flere fortæller på lignende vis: Der er noget Google generation over det, ikke? Altså, Jeg behøver ikke selv gøre noget -agtig, Jeg kan bare spørge. [ ] Så svarer denne maskine for mig, ikke? Jeg behøver ikke at læse noget (Troels:9-10). Der er også rigtig mange posts med folk, der lige er kommet ind i gruppen, som stiller sådan nogle virkelig basale spørgsmål, som de nok burde have fundet ud af på andre måder, ikke? (Simon:12-13). Simon og Troels giver de andre medlemmer accountability for at stille alt for basale spørgsmål og for at anvende Facebookgruppen som en Google-maskine, hvilket viser, at de ikke tolererer dovenskab i konstruktionen af palæo-forståelser (West & Fenstermaker 1995:21). De forventer indirekte, at man bør gøre en indsats for at finde forståelser, ved enten at læse noget mere eller at finde forståelser på andre måder, og således at man gør et vist forståelsesniveau. Praksisteoretisk kan denne forventning handle om, at man har gjort en vis karriere og altså har en vis erfaring i at konstruere forståelser før man må interagere på Facebookgruppen (Shove et al. 2012:71). De fleste informanterne følger med i andre medlemmers aktiviteter på Facebookgruppens væg, hvis de oplever at de har mere viden end sig selv. Julia, Jacob og Simon sætter pris på at følge medlemmer hvis: of course the interesting one to follow is Marie, because she s very thorough and very professional. And someone recently called her oracle (Julia:6). Han har en eller anden vanvittig uddannelse, men han skriver kun sådan noget med alle mulige kemiske formler med det ene eller andet. Men han virker vildt interessant at følge med i. Jeg kunne godt tænke mig at tage til et foredrag med ham, hvis han holdt noget (Jacob:5). Både Julia og Jacob beskriver de dygtige medlemmer med ekspertlignende træk. Julia lægger vægt på grundighed og professionalitet og signalerer i ordvalget orakel, at hun foretrækker, at vedkommende er altvidende. Jacob forklarer, at et interessant medlem er én, der kan skrive alle mulige kemiske formler, hvilket konnoterer til, at vedkommende bør have specialiserede forståelser om palæo. Med Shove et al.s begreb om karriere, lader 69

71 det således til, at informanterne følger med i forståelser af de mere erfarne medlemmer, der har et højere eller mere specialiseret vidensniveau, end dem selv (Shove et al. 2012:71). Informanterne forventer alt i alt, at et passende medlem kan performe et vist forståelsesniveau om palæo og ikke er for doven i sin tilgang til opnå nye forståelser. Informanterne følger især med i aktiviteterne af andre medlemmer, hvis de har et højere eller mere specialiseret niveau af forståelser om palæo end dem selv At performe kritisk blik på andres troværdighed Informanterne er ofte skeptiske med hensyn til, hvordan de andre medlemmer performer det at performe medlem. For eksempel fortæller Jacob: folk kan sidde i en alder af tyve år og simpelthen være så fremme i skoene over internettet. Men det er den facade folk har på internettet, fordi man kan næsten tillade sig at være, hvem man vil. Og når det kommer til, at man mødes med dem, jamen, hvem er de så rigtigt, ikke? (Jacob:6). Jacob undrer sig her over, hvem de andre er og tildeler nogle af medlemmerne en accountability for muligvis at vise en anden og bedre side af sig selv (West & Fenstermaker 1995:21). Han finder det altså upassende at performe medlem med et falsk facadebillede. På et andet tidspunkt i interviewet reflekterer han over, hvem medlemmerne i virkeligheden kan være, idet han for eksempel omtaler et andet medlem: hun virker lidt som om hun gerne vil vide meget af det, men har rigtig svært ved at udføre det i praksis selv.[ ] men hun ligner, at hun selv er i gang med noget vægttab, og nu har jeg set hendes profilbillede på Facebook, og det ligner jo ikke at hun er verdens tyndeste person, så jeg ved ikke, om hun selv er så fanatisk for at overbevise andre om, at hun faktisk selv gør det helt rigtige [ ]. Jeg skal ikke kunne sige det, for jeg har ikke set hende rigtigt (Jacob:5) Jacob holder et medlem ansvarligt for at være for fanatisk og for at have svært ved at udføre palæo i praksis, uden at han vil konkludere noget med sikkerhed (West & Fenstermaker 1995:21). Han har kun set medlemmets profilbillede og har ikke mødt personen rigtigt, og hans refleksioner over, hvorvidt medlemmets praktiske og teoretiske erfaring med palæo harmonerer med hinanden, er således gætterier. Også Julia gør sig lignende tanker om de andre medlemmer: people I follow, it s Sofie, it s Pelle, it s those 70

72 people, that I have seen with my own eyes, improving their health (Julia:20). Julia vil have bevis for, at de personer, som hun følger, har forbedret deres helbred, hvis hun skal følge dem. På lige fod med Jacob er hun skeptisk over for, om der er en disharmoni mellem en faktisk adfærd og fremstillet adfærd på Facebookgruppen og forventer, at der ikke må være for stor forskel. Medlemskategorien bliver således konstrueret omkring en forventning til, at andre medlemmers handlinger bør være troværdige, da det er upassende at vise et falsk facadebillede (West & Fenstermaker 1995:13) At dele billeder af interessante retter I forhold til informanternes billede-delingspraksisser på Facebookgruppens væg, er der også en række forventninger til at performe medlem på en passende måde. Alle informanterne, på nær Jacob og Troels, har i større eller mindre omfang, erfaring med at tage billeder af deres mad og poste dem på Facebookgruppens væg. To af informanterne fortæller om billederne: Det skal se godt ud, og det skal være interessant at lave, og alt dét der, og for dem, der er det fint, post det endelig, altså. Jeg er bare ikke særlig interesseret i det (Troels:8). jeg synes, at man skal lave et eller andet ekstraordinært [ ] hvis det er sådan din standard aftensmad, så fuck altså. Det er der jo ikke nogen grund til at poste, men hvis man laver et eller andet vildt, så kan man godt (Simon:9). Selvom Troels ikke er interesseret i at se billeder af mad, er det både i hans og Simons øjne, mest passende at vise billeder af ekstraordinære, interessante og vilde madretter fremfor mere kedelig hverdagsmad (Halkier & Jensen 2008:62). Flere af de andre informanter deler sommetider billeder af deres mad. De synes ikke at skelne imellem, om det er en hverdagsret eller en ekstraordinær ret, men går mere op i, at retten skal se æstetisk indbydende ud: jeg har meget med det visuelle, fordi en bøf med løg og flødesovs kan godt blive rimelig klatbrun-agtig at se på, hvis den ikke bliver pyntet med nogle lidt bagte tomater (Karen:23). Jeg billedredigerer også lidt en gang i mellem [ ] det er jo sådan lidt med kontraster og lidt farvemætning (Sofie:8). 71

73 Informanterne går op i, at madens mindre pæne sider bør præsenteres som noget, der ser godt ud og selve anretningen har stor betydning inden de tager billeder af maden. Informanterne sørger for eksempel for god belysning (Simon:9), for at tørre fedtkanterne af (Sofie: 8), at pynte med ekstra grøntsager på tallerkenen (Karen: 23), og jeg ville jo helst ikke poste noget, der ligner lort, vel? [ ] Der er jo trods alt en del mennesker, der kigger med (Simon:9). Som det signaleres i Simons sætning, er billede-delingspraksissen influeret af forfængelighed og frygt for at blive bedømt med negative blikke fra andre medlemmer (West & Fenstermaker 1995:21). Informanterne konstruerer således medlemskategorien med en forventning om at vise billeder af ekstraordinære og interessante retter og at gøre en indsats for at højne det æstetiske indtryk af maden At skjule forbudt palæo Informanterne fremfører nogle særlige forventninger til, hvad der må vises på Facebookgruppens væg. Jacob fortæller, at medlemmer i Facebookgruppen kan finde på at skrive: Åh, så fik vi lige palæo-burgere, men så sidder de og spiser slik bagefter, så jeg har det sådan lidt, at det er noget, de siger, fordi det lyder smart. Det er der rigtig mange, der bruger, at Jeg spiser lidt Palæo [ ], men det er, enten så gør du det, eller også, så gør du det ikke (Jacob:16). I Jacobs fortælling bliver nogle medlemmer holdt ansvarlige for at skrive, at de spiser palæo-burgere, hvis de bagefter kan finde på at spise slik (West & Fenstermaker 1995:21). Idet han knytter diskursen det lyder smart at være på palæo til palæokategorien, tillægger han det en vis status at være på palæo, hvilket et madvalg meget vel kan signalere (Lupton 1996:94-130). Pointen er dog her, at man enten er palæo-spisende eller ikke er palæo-spisende, og at det i Jacobs øjne er en upassende performance at vise en mellemting på Facebookgruppens væg. Medlemskategorien bliver på den måde konstrueret af en forventning om, at man bør vise, at man er korrekt palæo-spisende (West & Fenstermaker 1995:21). Andre informanter forventer i tråd hermed om billederne på Facebook: 72

74 så ligger der en skive rugbrød af korn, på tallerkenen, så er det sådan lidt; Det er fint at du spiser rugbrød, jeg er ligeglad, men kunne du ikke tage et billede uden brødet, og bare spise det, uden at vi andre ved det. Fordi det er jo ikke en del af konceptet (Sofie:12). Sofie tildeler også accountability til andre medlemmer, der viser billeder af forbudte ingredienser (West & Fenstermaker 1995:21). Selvom hun er ligeglad med om andre medlemmer spiser rugbrød, finder hun det mere passende at tage et billede uden brødet og spise det uden at vi andre ved det. Af hendes udsagn, at det ikke er en del af konceptet, indikeres det at konceptet må være en 1.0 -version, da rugbrødspisning er en forbudt del af 1.0 -palæo (se bilag 1). Det er således den strenge procedure, der bør vises og ikke den mere fleksible og varierende eller 80/20 -palæo-praksis. Simon har en lignende forståelse: Hvis folk poster et eller andet billede med bacon på, eller sådan noget [griner]. Det er set mange gange, og så skriver de første fem bacon er ikke palæo og så Det er jo fair nok, men hvorfor poster du overhovedet et billede med bacon på, fordi det er ikke palæo (Simon:13). Simon ansvarliggør ligeledes medlemmer, der poster billeder af en palæo-forbudt ingrediens som bacon, først og fremmest fordi han er generet af, at der er flere som irettesætter det, men også fordi det ikke er en del af palæo-ideologien (West & Fenstermaker 1995:21). Ligesom Sofie tyder det på, at Simon henviser til en 1.0 -version, da bacon ikke er tilladt i denne version (se bilag 1). Det er desuden iøjnefaldende, at Simon, som vist i afsnit 5.2.4, nogle gange i en weekendafkoblingspraksis kan tillade sig selv at spise bacon, og at informanterne generelt i hverdagen performer en 2.0 -praksis, der er krydset af forbudte ingredienser og situationer. Simon, Jacob og Sofie har således nogle særlige forventninger til at konstruere palæo-kategorien med en 1.0 -version, hvis det foregår på Facebookgruppens væg, mens palæo-kategorien må konstrueres med en og 80/20 -betegnelse, når de omtaler deres respektive hverdagspraksisser (Halkier & Jensen 2008:62). At det fejlfrie eller teoretisk korrekte billede af palæo performances har forrang kan skyldes, at Facebookgruppen skal være toneangivende for nye, såvel som gamle medlemmers palæo-praksisser. 73

75 Opsummering I tredje del af analysen har jeg vist, at informanterne loggede på Facebookgruppen via deres smartphones. Informanterne blev engageret i at finde underholdning, nyheder og en følelse af tilhørsforhold. De forventede, at man som medlem kunne kommunikere i en positiv tone og at gruppen ikke var for stor, da de ellers kunne miste lysten til at deltage. Det blev desuden forventet, at man som medlem gjorde en indsats for at få de rette forståelser af palæo. Man burde have kompetencer til at erhverve viden, hvilket handlede om at kunne søge videnskabeligt godkendte forståelser på internettet, bruge Facebookgruppens søgefelt og være kritisk. Det blev også forventet, at medlemmerne skulle have et vist forståelsesniveau af palæo. Det var ikke passende at stille gentagende spørgsmål eller for basale spørgsmål. Informanterne foretrak at lære om palæo fra de mere erfarne medlemmer, der havde ekspertviden eller et højere og mere specialiseret forståelsesniveau end dem selv. Selvom de fleste i hverdagen fulgte en 2.0 -praksis, blev det forventet at skjule de forbudte handlinger til fordel for et mere perfekt billede af en palæo-praksis, der fulgte en version. I billede-delingspraksissen forventede informanterne at vise ekstraordinære retter og højne det synsmæssige udtryk. Ikke mindst havde informanterne forventninger til, at man som medlem burde vise oprigtighed fjerde del. Medlemskabets betydning i forhandlingen af passende palæo I dette analyseafsnit vil jeg diskutere nogle af de foregående analysepunkter med fokus på, hvordan informanterne anvender Facebookgruppen til at forhandle om passende palæo. Jeg har i de foregående afsnit vist, at informanterne i forhold til andre medlemmer og hverdags praksisser forhandlede palæo-kategorien som et mangefacetteret og komplekst projekt. Hertil konstruerede informanterne en række forventninger til at performe passende medlem af Facebookgruppen. Performance-perspektivet har gennem analysedelene været nyttigt til at illustrere, hvordan den enkelte informant forhandler om passende praksisser på mikroniveau (West & Fenstermaker 1995). I det efterfølgende afsnit, vil jeg kaste et blik på de større sammenhænge mellem de forskellige og nogle gange modsatrettede forventninger, som de konstruerede i de krydsende praksisser, i medlemspraksisserne og i forhandlingerne 74

76 af palæo som social kategori. Jeg vil i en metarefleksion forsøge at opridse og diskutere, hvilke overordnede forhandlingsmønstre, der fandt sted i de forskellige kontekster Facebookgruppen som tilbud og opslagsbog Med praksisteoretiske øjne er forhandlinger af passende performance konstant reguleret som en reproduktion eller en forandring (Jensen 2011:43). Lidt forenklet kan man sige, at informanterne synes at anvende Facebookgruppen som en kommunikationskontekst, hvor de i høj grad forventede at reproducere palæo-kategorien efter specialiserede forståelser. Hvis palæo-kategorien viste forandrende aspekter, havde de forventninger til, at Facebookgruppen som et slags ekspertpanel kunne korrigere fejl, svare på spørgsmål og reproducere forståelserne i en forbedret version. I konteksterne med krydsende praksisser fandt informanterne det til gengæld mere legitimt at konstruere palæo-kategorien med forandringer. Hvis de ville reproducere palæo-kategorien som passende performance, foregik det ofte ved hjælp af procedurebetegnelserne /20, der i en given kontekst kunne legitimere en forandret måde at praktisere palæo på (Halkier & Jensen 2008:62). Der var således en overordnet tendens til, at informanterne forventede at Facebookgruppen som kontekst skulle reproducere palæo i en specialiseret version 1.0, mens deres forventninger i de øvrige krydsende praksisser, var mere præget af en accept af det forandrende og praksisvarierede og 80/20 -palæo. Selvom der var uanet mange kompleksiteter forbundet til informanternes forhandling af praksisser, synes informanterne at være engagerede i at være medlem af Facebookgruppen, hvis de havde en opfattelse af, at de andre medlemmer performede en mere korrekt palæo. Omvendt synes dovenskab og lavere forståelsesniveauer af palæo hos de andre medlemmer at forringe informanternes engagement i at være medlem. Forventningen om at lære af de erfarne eksperter, der havde specialiserede forståelser af palæo, som vist i , kan muligvis bunde i netop deres udfordringer af forskellige praksisvariationer, der krydser dem i hverdagen. Når gamle vaner og andre praksisser lokker med forbudte handlinger, kan det være attraktivt at have nogle praksiseksperter ved hånden (via smartphonen). En fordel i at være medlem af Facebookgruppen var, at informanterne altid kunne logge ind og tjekke de seneste nyheder om, hvad dens debatter havde fundet frem til - uden at den omvendt kunne blande sig i deres respektive praksisser. Det enkelte medlem kunne træde ind og ud af det 75

77 sociale netværk, uanset tidspunkt på døgnet, og uanset hvor det befandt sig. For eksempel definerer Karen sit medlemskab som; det er sådan en form for en opslagsbog for mig, mere er det ikke. Bliver den væk, jamen, så finder jeg ud af det og vil formentlig ikke savne den, medmindre der var et rigtig godt opslag, og det kunne jeg så gå hen og finde andre steder. Så, nej, det er ikke en bibel for mig. Overhovedet ikke (Karen:32). Med metaforen en opslagsbog, forklarer Karen, at Facebookgruppen er en kontekst hun kan opsøge og slå noget op i, hvis hun har brug for det. I hendes sætning mere er det ikke fremhæver hun, at hun er uafhængig af det, og at det blot udgør et slags redskab. Det er interessant, at hun afrunder sin kommentar med udtrykket det er ikke en bibel, fordi dette giver anledning til at tro, at en sådan tanke, måske har strejfet hende. Troels nævner i stil hermed, at hans medlemskab af Facebookgruppen har en signalværdi [ ] at man er med i den gruppe, fordi [ ] Nå, ja, det må jeg vel hellere være -agtigt, og skulle jeg få et problem til en tid, så kan jeg finde svaret derinde (Troels:11-12). Når Troels konstruerer sit medlemskab med betydningen af det har en signalværdi, positionerer han det som en lettere betydningsløs del af sin palæo praksis, og i stedet som brugbart, hvis han skulle få brug for passende forståelser (Harré & Langenhove 1999:22). I forhold hertil bliver Facebookgruppen altså til et tilbud om kommunikation om palæo, snarere end en nødvendig forpligtende deltagelse, som andre studier om Facebookbrug også har vist en tendens til (Lomborg 2013:111). Ser man praksisteoretisk på dette tilbud, har både Reckwitz og Warde pointeret, at teknologier kan være nødvendige komponenter i en praksis. Men en opslagsbog, hvis der er brug for det, kan ud fra Wardes forståelse, siges at udgøre et slags forbrugsøjeblik i deres madpraksis, snarere end et uundværligt redskab, som i Reckwitz forståelse (Warde 2005:7; Reckwitz 2002:12) Med styr på, hvad andre gør, ved jeg også, hvad jeg selv gør! Udover at informanterne anvender Facebookgruppen som en opslagsbog og til at performe kritisk videnssøgning, følge palæo-eksperter, dele billeder, finde tilhørsforhold og underholdning, gav medlemskabet dem mulighed for, at de løbende kunne positionere deres palæo-praksisser i hverdagen som passende. Dette var synligt i deres forhandling af engagementer, hvor de balancerede imellem ikke at ville fremstå som uvidende eller fanatiske, eller i deres forhandlinger af palæo-forståelser, hvor de fokuserede 76

78 på forstå palæo som enten sund, usund, livsstil eller slankekur i afsnit Et vigtigt træk var, at afstemningen af passende palæo foregik som en social proces og således i diverse kontekster i relation til, hvad andre medlemmer ville mene. Det var eksempelvis interessant, at de i skolens og arbejdspladsens kantine, hvor buffetmaden kunne spises uden andres umiddelbare indblanding, kunne holde sig til deres palæo-praksis som vist i analysedel Og at de i andre sammenhænge, hvor de mødte flere sociale konventioner vedrørende at udvise høflighed og pæne manerer, kunne udfordres til at være mere loose i deres palæo-praksis som det sås i analysedel Desuden var andre medlemmers synspunkter løbende tungtvejende i informanternes legitimeringer af palæoperformances. Dette sås i analysedel og 5.1.2, hvor eksempelvis medlemmers holdninger om bønner som usunde, fik Simon til at undgå at spise dem, og medlemmers godkendelse af lakrids, fik Sofie til at bruge det i sin palæo. Omvendt blev de andre medlemmers performances nogle gange kritiseret for indirekte at positionere deres egne performances som rigtige. Dette kom til udtryk i deres kritik henholdsvis af palæo som en slankekur, af 1.0 -proceduren som hellig og økonomisk krævende og af et engagement, der var for fanatisk, som det blev vist i analysedel 5.1.1, og Sommetider kunne informanterne desuden frygte potentielle holdninger fra de fra andre medlemmer. Eksempelvis fik Karen defineret sig som 80/20 -praktiker, fordi en praktiker potentielt ville kunne slå ned på hendes piskeflødes fedtprocent. I informanternes forhandlingsarbejde spillede de andre medlemmer således en central rolle i at være nogle positioneringsreferencer, hvis performances de enten konstruerede som anerkendte eller afviste. Selvom dette speciale ikke har undersøgt, hvilke andre positioneringsreferencer de gør brug af i deres legitimeringsarbejde som eksempelvis opskriftbøger, hjemmesider, blogs osv., var det i analysedel tydeligt, at de anvendte de forskellige procedurebetegnelser til at positionere deres praksis ud fra. Et par informanter ville gerne positionere sig som praktikere, men måtte som de fleste andre, omtale sig som 2.0 eller 80/20 -praktiker. Såfremt informanterne positionerede en 1.0 -praktikers performance som upassende havde de også mulighed for at positionere en eller 80/20 -performance som mere passende. I deres positioneringer af andre 1.0 -praktikere som fanatiske, hellige, hejlende og som nogle der ikke kunne se ud over egen næsetip, kunne de fremhæve deres egne praksisser som afbalancerede og åbne for andet end palæo-mad. Deres positioneringer af 77

79 andre i et negativt lys kunne indirekte positionere dem selv i et positivt lys. De forskellige positioneringsaspekter kan minde om de træk, der findes i et studie af Sneijder & Molder (2009), hvor veganere i et online forum konstruerede deres positioner som normale fremfor ekstreme. De positionerede sig som normale ved at henvise til nogle mulige alternative ekstreme positioner for netop at forsvare sig mod potentielle domme mod deres egen position (Sneijder & Molders 2009:623). Informanternes forhandlinger var alt i alt kontinuerligt bestående af, at de hele tiden kunne sammenligne og positionere deres egne forståelser, engagement og procedurer og dermed palæo-praksisser med andre medlemmers praksisser, som var udtrykt i enten en kritisk afstand, anerkendelse eller en frygt for andres domme, men som afstemte netop, hvad de i deres praksis anså for passende Facebookgruppen - at vise det polerede og skjule det forbudte Som det blev analyseret i analyseafsnit , har informanterne konstrueret Facebookgruppen som en kontekst, hvor det ikke var passende at poste billeder med forbudt palæo, mens de i andre kontekster performede at spise netop forbudt palæo-mad, som bacon, flødekartofler, brød, is, chokolade og kager, som det blev vist, i afsnit og Informanternes forhandling af passende performance har således vist, at deres forventninger er knyttet til forskellige praksiskontekster. Men hvad er det, der gør, at Facebookgruppen er en kontekst, hvor forbudt palæo bør skjules? Anskuer man forskellen fra en vinkel om affordances og diskuterer Facebookgruppen som en kommunikationskontekst, har den som et medie indbygget en affordance i både at kunne vise og skjule information. Ifølge Couldry indeholder medier muligheden for mediepraksisser bestående af showing eller en ikke-showing (Couldry 2012:48), og informanterne synes altså at forvente at performe en ikke-showing-praksis af forbudt palæo. En sådan praksis kan minde om det, man finder i studiet af McLaughlin og Vitak, hvor brugere af Facebookprofiler var optaget af ikke at vise for mange festbilleder, fordi de kunne give et skævt indtryk af, at fester var deres primære livsindhold (McLaughlin & Vitak 2011:307). Selvom medlemspraksisserne om palæo er knyttet til en Facebookgruppe, kan undvigelsen i showing, altså på samme måde, handle om ikke at give et skævt billede af palæo. 78

80 Men informanterne foretrak også, som vist i afsnit , at billederne skulle illustrere en 1.0 -procedure og vise interessante madretter, der gerne måtte være billedmanipuleret i et positivt lys. I forhold hertil er det værd at diskutere om informanterne forventer en showing-praksis, der viser palæo i en slags super-version? I studier om Facebook diskuteres det eksempelvis, hvorvidt brugere profilerer de bedste sider af deres privatliv som en form for personlig branding (Hollenbeck & Kaikati 2012). Flere studier viser imidlertid, at en Facebookbrugers venne-liste yder en social overvågning over personens adfærd, og at der derfor ikke er betydelig forskel mellem hvordan en person opfattes offline og online (Waggoner et al. 2009; Weisbuch et al. 2009). Medlemmerne i Facebookgruppen har til forskel herfra ikke kendskab til hinanden og kan ikke yde en lignende social overvågning, hvorfor det er tænkeligt, at der ikke er nogen restriktioner knyttet til at vise og profilere palæo fra de mest eksemplariske sider. Dette harmonerer også med, at palæo bør konstrueres af palæo-eksperter, der har en specialiseret viden, eller af arrogante medlemmer, der kan rette eventuelle forkerte forståelser. Informanternes bestræbelser på at poste flotte billeder af palæo kan måske mest af alt minde om madbloggeres billededelingspraksisser. Madbloggere er typisk optagede af at vise, hvad de kan præstere med de ypperste opskrifter og mest udtryksfulde madbilleder (Rousseau 2012:31). At informanterne forventer en ikke-showing af det forbudte og en showing af netop det pæne og polerede palæo, kan endvidere diskuteres ud fra et spørgsmål om palæo som et image. Idet Facebookgruppen er en delvis officiel kommunikationskontekst med over medlemmer, hvor alle mennesker potentielt kan melde sig ind, er informanterne muligvis mere kritiske over for, hvad der bør stilles til skue, end hvis det var et mindre forum. I analysedel , syntes informanternes kritik af palæo som en slankekur, eksempelvis at handle om en forhandling af et image omkring palæo. Sofie fortæller i forbindelse hermed: Altså, jeg bliver ret irriteret over at Kristian Bitz, for eksempel, står i bedste sendetid, gang på gang, og siger at man ikke må spise kulhydrater på stenalderkost, for eksempel, fordi jeg bare ved, at det er ikke rigtigt og det du får beskrevet der, det er bare ikke stenalderkost, og så er det jo klart at folk har en opfattelse af at stenalderkost er en kødkur (Sofie:27). Det er tydeligvis vigtigt for Sofie, at offentlige kendte som Kristian Bitz i andre medier, afbilleder palæo på en bestemt måde og efter et særligt image, som her ikke må forveksles 79

81 med en kødkur. Også Troels fortalte i interviewet, at han i forbindelse med sit arbejde på Ekstra Bladet, havde skrevet en klummerække om sin livsstilsændring til palæo, og at han i disse reklamerede med link til Facebookgruppen, hvorefter medlemstallet steg kraftigt i en kort periode. Troels blev i den forbindelse kritiseret af et andet medlem: Han skrev bare Ja, så kan vi andre jo bare rydde op bagefter eller sådan noget, ikke? At du har bildt folk en masse vrøvl ind, ikke? (Troels:6). Utilfredsheden over, at Troels konstruerer palæo på en forkert måde i Ekstra Bladet, og at andre medlemmer måtte rydde op i hans forkerte forståelser viser, at der kan være tale om et forsvar af image, som retter sig mod at præsentere palæo fra en særlig vinkel i andre medier. Troels uddyber videre: specielt nogle af dem, som var med til at founde den [Facebookgruppen. red.] ubevidst, tror jeg, hurtigt man også tager en form for ejerskab på sådan noget, ikke? Og synes, det er sgu lidt min idé, den her, og nu er der ikke andre der er ikke nogen, der skal komme og sige at de ved mere om det, end jeg gør [ ]. Jeg gjorde meget ud af at fortælle, at jeg gør mig ikke ud for ekspert eller fortæller, at min vej gennem palæo er den eneste og sådan noget. Altså, det gjorde jeg også meget ud af, i klummen, at sige [ ] at hvis de vil vide mere, og vil have meget dygtigere mennesker, end mig, så skulle de over i gruppen dér (Troels:5). Troels antyder, at der er hierarkisk forskel på, hvem der er dygtige og hvem der må positionere sig som ekspert i Facebookgruppen. Han konstruerer de medlemmer, som var med til at starte Facebookgruppen som nogle, der har fået ejerskabsfølelse og tilsyneladende kæmper om ikke at miste definitionsmagten om, hvad passende palæo er (Harré & Langenhove 1999:22). Der forhandles altså om et image af palæo dels internt imellem medlemmerne og ud fra forskellige engagementsniveauer, som det også blev vist i analysedel 5.1.3, dels i forhold til, hvad der bør vises udadtil i andre medier. En forhandling af image kan for informanterne være betydningsfuldt, fordi Facebookgruppen danner rammen om nogle fælles digitale spor. Informanterne opfordrede for eksempel i afsnit andre medlemmer til at søge forståelser i gamle tråde og var således bevidste om, at de performede en slags archiving-praksis, hvor data og billeder gemmes over tid (Couldry 2012:49). Når informanterne forhandler om et image, kan det skyldes at Facebookgruppen, som en form for fælles dagbog, akkumulerer fortællinger over tid og de derfor forventer den skal vise de flotteste billeder og nyeste specialiserede forståelser af palæo overfor nye medlemmer og overfor andre medier. 80

82 Det kommunikative paradoks idealer versus troværdighed I de forrige analysedele og , var det endvidere et bemærkelsesværdigt træk, at informanterne på den ene side forhandlede om, at Facebookgruppen som kontekst skulle skjule de forbudte palæo-sider og på den anden side, at de andre medlemmer skulle være troværdige. Deres tvivl om, hvem de andre medlemmer var, hænger måske godt sammen med, at de fleste mennesker i dag forbinder internettet med nogle usikkerheder omkring andres identiteter (Hoff-Clausen 2009:489). Men tvivlen kan også være udsprunget af, at de fra egne praksisser har erfaring med at spise forbudt palæo-mad og derfor også tvivler på, om de andre medlemmer skjuler den forbudte palæo? I så fald er tvivlen forbundet med - og i en vis grad genereret af - at de netop selv forventer at skjule den forbudte palæo og vise den eksemplariske? Flere informanter var nysgerrige efter at vide, hvad andre medlemmer foretog i offlinehandlinger. Særligt en informant betragtede ikke et andet medlem for troværdigt, førend hun med egne øjne havde konstateret, at vedkommende havde forbedret sin sundhedstilstand. Et sådant ambivalent træk i informanternes udsagn peger på et kommunikationsparadoks i, at Facebookgruppen både skal rumme billeder af en super palæo og samtidig være troværdig. Facebookgruppen kan som socialt netværk miste sit formål, hvis medlemmerne ikke har tillid til andres udsagn medmindre de har verificeret dem i en offlinekontekst. Ser man det som et udtryk for forhandling, kan man tale om, at palæo bliver forhandlet ud fra en balance imellem at blive vist i en eksemplarisk version og en mere troværdig version, som de kender fra hverdagen. Informanternes skeptiske tilgang til andre medlemmers handlinger kan også ses i kontrast til deres engagement i at føle tilhørsforhold. På den ene side viste analysedel , at informanterne fandt et tilhørsforhold til de andre medlemmer, der var relateret til ikke at blive bedømt som tosse eller anderledes og til at få afklaret, hvad der passende og normalt ved palæo. På den anden side anførte informanterne, at de ikke troede på alt, hvad andre medlemmer fremlagde som passende performance. Disse to kontrasterende forventninger peger på, at informanterne forhandler om passende madpraksisser ud fra en balance mellem på den ene side at finde en følelse af tilhørsforhold til andre medlemmer og på den anden side at være skeptisk overfor deres troværdighed. Endeligt kunne informanternes skeptiske tilgang til Facebookgruppens medlemmer også ses i lyset af, at Facebookgruppen behandlede forståelser af sundhed. Facebookgruppens medlemmer kan i den sammenhæng bære et større ansvar i at give råd om sundhedsforståelser, idet de, 81

83 hvis de er forkerte, kan være skadelige for den enkelte. I forhold til hvad eksisterende studier viser om støttegrupper og patientgrupper i sociale netværkssider, er det også her et udbredt træk, at brugere stiller spørgsmål ved andres troværdighed (Moorhead et al. 2013:3). Et studie viste eksempelvis, at brugerne af sociale netværkssider anvendte deres medlemskab til at stille åbne spørgsmål om sundhed, mens de anvendte Google til at krydstjekke information (Hughes et al. 2009:651). Informanterne havde i tråd hermed en forventning om at performe en kritisk videnssøger, der bestod i at eftertjekke forståelser som tilstrækkeligt videnskabelige ved hjælp af Google og internetsøgning som det blev omtalt i afsnit

84 6. Konklusion Dette speciale satte spørgsmålstegn ved, hvordan en Facebookgruppe kan anvendes til at forhandle om passende mad-praksis. Med udgangspunkt i seks individuelle interviews af medlemmer fra Facebookgruppen Paleo-Danmark, har jeg undersøgt, hvordan palæo som en praksis blev forhandlet som en passende performance i forhold til andre medlemmer og andre hverdagspraksisser. Herudover undersøgte jeg, hvilke forventninger, der var knyttet til at performe passende medlem af Facebookgruppen med henblik på at forhandle palæo. Det blev vist, at informanterne anvendte Facebookgruppen til at forhandle deres palæopraksisser gennem forskellige forståelser, engagementer og procedurer. Det var synligt, at det er et mangefacetteret og komplekst projekt for dem at afstemme, hvad der er en passende måde at gøre palæo på. Informanterne anvendte betegnelserne 1.0, 2.0 og 80/20 til både at styre og diskursivt legitimere deres praksispositioner ud fra med 1.0 som det strengeste udgangspunkt. De forhandlede deres palæo-praksis ud fra forståelserne livsstil og sundhed som de fandt passende. Herimod fandt de forståelsen slankekur upassende hos andre medlemmer, mens en lignende forståelse jeg har tabt mig var passende i egne praksisser. De forhandlede endvidere deres palæo-praksis i forhold til et passende engagement. Det var på den ene side ikke passende at virke for doven eller at fremstå fanatisk, medmindre formålet som medlem var at korrigere andres fejl. Det var på den anden side passende at være afbalanceret og åben over for andet end palæo-mad. Mens informanterne nogle gange positionerede de andre medlemmer med en autoritet til at definere, hvad der var passende performance, tog de andre gange afstand fra andres performances for indirekte at fremhæve deres egne positioner som de mest passende. Ikke mindst afstemte de sommetider deres praksisser af frygt for, hvad andre potentielt ville mene var passende performance. Ved hyppigt at sammenligne deres praksispositioner med andre medlemmer, havde deres medlemskab af Facebookgruppen således en betydning i informanternes forhandlinger, når de forsøgte at afstemme og legitimere deres egne palæo performances som passende. I forhold til at forhandle palæo-praksissen i et krydsfelt af andre praksisser, havde informanterne i en kantine-praksis tendens til at vælge mad, der var sund, ordentlig, fornuftig og som afveg mindst muligt fra deres palæo-praksis. I en gæste -praksis forhandlede informanterne palæo-praksissen ud fra enten at udvise passende performance i 83

85 forhold til andres forventninger om at spise hvad der blev serveret, eller at holde fast i palæo-praksissen for at performe selvdisciplin og målrettethed. Herudover krydsede informanterne også forbudte ingredienser som at spise chokolade, kage, brød og proteinkugler. Deres forhandlinger drejede sig om at opleve nydelse, uden at det var til skade for deres sundhed. De legitimerede de forbudte fødevarer ud fra henholdsvis en at få protein inden søvn -praksis, trænings -praksis og det skader ikke med en enkelt cupcake eller frugt -praksis. En sidste forhandling tog udgangspunkt i, at det var tilladt at spise de forbudte fødevarer, hvis det var afsat til begrænsede tidspunkter. En palæo- fridag kunne eksempelvis legitimeres på baggrund af streng disciplin i tiden op til fridagen. Informanterne konstruerede en række medlemspraksisser af Facebookgruppen med nogle forskellige forventninger af passende performance. Informanterne foretrak at anvende Facebookgruppen som en opslagsbog og et ekspertpanel, hvor erfarne medlemmer med et specialiseret vidensniveau kunne give råd og svar på, hvad der var en passende måde at performe palæo på. Ifølge informanterne burde et passende medlem have et højt vidensniveau og være i stand til at anvende søgefeltet og udvise kompetencer til at dele viden, der var kritisk eftertjekket som videnskabelig på internettet. Informanterne blev overordnet set engageret i at kunne finde støtte, underholdning og nyheder i Facebookgruppen, særligt når kommunikation foregik i en positiv tone og så længe gruppen ikke var for stor. Informanterne kunne sommetider være skeptiske overfor andre medlemmers identiteter, men også opleve tilhørsforhold til gruppen. De fandt det, på den ene side, passende at skjule forbudte palæo-fødevarer og -praksisser fra Facebookgruppens væg og på den anden side at vise billeder af interessante palæo-retter i et indbydende og positivt lys. Deres forventninger om at få vist nogle eksemplariske sider af palæo kunne afspejle en forhandling om et palæo-image, der skulle varetages i forhold til andre medier og overfor nye medlemmer. At informanterne på den ene side foretrak at se de mest eksemplariske sider af palæo og på den anden side de mest troværdige, kunne også pege på en forhandling og et kommunikationsparadoks i at Facebookgruppen både skulle skjule information og være troværdig. Facebookgruppen udgjorde alt i alt et kommunikationstilbud om specialiserede palæo-forståelser, der gav informanterne mulighed for at forhandle deres palæo-praksisser som passende - i en hverdag, hvor de sommetider blev udfordret af forbudte handlinger og krydsende praksisser. 84

86 7. Praksisteoriens analytiske muligheder I løbet af dette speciale er der opstået nye spørgsmål og erkendelser omkring mit teoretiske ståsted. Jeg ønsker i dette afsnit at reflektere over praksisteoriens anvendelighed på mit undersøgelsesfelt. Gennem mit speciale åbnede praksisteorien fordelagtigt op for en ubegrænset række af multirelationelle kompleksiteter vedrørende forhandling af mad- og medlemspraksisser, men nødvendiggjorde på samme tid en analytisk fokusering, der uden at lukke af for det komplekse, var tilstrækkelig snæver. Praksisteoriens åbne tilgang kan stille særlige krav om at foretage et teoretisk reflekteret analytisk snit (Halkier & Jensen 2008:64). I et videre arbejde ville det være oplagt at vælge en smallere analytisk problemstilling som eksempelvis, at nøjes med at fokusere på medlemmernes forhandling af medlemspraksisser eller praksisforståelser, med henblik på at tegne nogle idealtypiske praksismønstre eller håndteringsstrategier hos informanterne. Endvidere kunne undersøgelsesfeltet konstrueres med andre teoretiske perspektiver, som eksempelvis et magtperspektiv af Michel Foucault (1988), da informanternes konstruktion af palæo i høj grad konnoterede til en slags selvteknologi, hvor den enkelte reproducerede sundhedsforståelser fra Facebookgruppen og samfundet (Villadsen & Mik-Meyer 2007:30). I arbejdet med specialet er det endvidere min erkendelse, at praksisteorien ikke definerer praksissers indbyrdes adskillelse og forbindelse særligt klart, hvilket også er en kritik som Shove et al. opstiller af praksisteorien (Shove et al. 2012:14). Hvordan var de forhandlede mad- og medlemspraksisser adskilt eller sammenhængende? Min empiri viste på mange måder at medlemspraksisserne bestod af det, som Schatzki forstår i sit begreb enkeltstående praksisser (dispersed practices), der eksempelvis kan være at undersøge, at skrive, at forklare (Jensen 2011:39). Men mit speciale har samtidig vist, at informanternes praksiserfaringer vedrørende procedurer, engagementer og forståelser, hyppigt var en del af både deres forhandlede mad- og medlemspraksisser. Skulle man gå videre med dette emne, teoretiserer Shove et al. netop over, hvordan praksisser udvikler sig over tid. Deres teoretiske bidrag handler om, at praksiskonstituerende elementer (forståelser, kompetencer og materialer), kan sameksistere og ophøre med at hænge sammen i kraft af tiden (Shove et al. 2012:14). To praksisser kan være sameksisterende som vist i nedenstående figur. 85

87 Figur 2 Inspireret af Shove et al.s figur Elements between practices (Shove et al.s 2012:37) For eksempel fandtes et engagement i at definere sund palæo både i informanternes madpraksisser og medlemspraksisser som vist i figur 2. Shove et al.s teori kan være nyttig til at give et blik på, hvornår praksisser udvikler sig og afgrænser sig fra hinanden og kunne være relevant i forhold til at forsøge af forstå, hvordan en medlemspraksis opstår og forsvinder (Shove et al 2012:33). Praksisteorien rummer trods nogle teoretiske uklarheder nogle enestående muligheder i at kunne studere mediepraksisser med respekten for kompleksiteterne. Med et stigende brug af teknologier i et stadigt mere medialiseret samfund, er der måske mere end nogensinde behov for, at mediestudier udvikler mere empirisk viden om, hvordan mediebrug er en integreret del af menneskers hverdagspraksisser. 86

88 8. Litteraturliste Aarnio, K. & Lindeman, M. (2004). Magical food and health beliefs: a portrait of believers. Elsevier Ltd. Appetite. Vol. 43, s Albrechtslund, A. (2008). Online social networking as participatory surveillance. First Monday. Vol. 13 (3). Ahmed O.H., Sullivan S.J., Schneiders A.G. & McCrory P.(2010). isupport: do social networking sites have a role to play in concussion awareness? Disabil Rehabil. Vol. 32(22), s Andersen, T. R. (2012). Stenalderkost - palæo-opskrifter til det moderne menneske. Politikens forlag. Andersen, T. R. & Maarbjerg T. J. (2013). Palæo - stenalderkost og træning. Politikens Forlag. Atkinson, P. & Coffey, A. (2003). Revisiting the relationship between participant observation and interviewing i Gubrium J.F. & Holstein J. A. i: Postmodern interviewing. U.S.A. Sage Publications. Backett, K. (1992). Taboos and excesses: lay health moralities in middle class families. Sociology of health and illness. 14(2), s Baym, N. K. (2005). Internet Research as It Isn't, Is, Could Be, and Should Be. The Information Society. Vol. 21(4). Beardsworth, A. & Keil, T. (1992). The vegetarian option: varieties, conversions, motives and careers. The Sociological Review. Vol. 40: 2, s Blom Andersen, N. (2008). Risici og ramthed - vedtagelser, performance og definitionsmagt. Ph.d.- afhandling Kommunikation, CBIT, Roskilde Universitetscenter. Bourdieu, P. (1990). The Logic of Practice. Cambridge. Polity Press. boyd, D. (2007). Social network sites: Public, private, or what? The Knowledge Tree. Edition 13. boyd, D. M. & Ellison, N. B. (2007). Social Network Sites: Definition, History, and Scholarship. Journal of Computer-Mediated Communication. Vol. 13(1), s Brügger, N. (2013). Facebook som mediefænomen i Tække J. & Jensen J. L. (red): Facebook fra socialt netværk til metamedie. Frederiksberg. Samfundslitteratur. Buffardi, L. E. & Campbell, W. K. (2008). Narcissism and social networking web sites. Personality and Social Psychology Bulletin. Vol. 34, s

89 Burnett, G. & Bonnici, L. (2003). Beyond the FAQ: Explicit and implicit norms in Usenet newsgroups. Library and Information Science Research. Vol. 25(3), s Butler, J. (1990). Gender Trouble: Feminism and the Subversion of Identity. New York. Routledge. Christensen, B. J. & Hillersdal, L. (2012). Mad og måltider på arbejdspladsen i Holm, L. & Kristensen, S. T. (red.): Mad mennesker og måltider- samfundsvidenskabelige perspektiver. 2. udg, Latvia. Munksgaard. Coffey, A. & Atkinson, P. (1996). Making Sense of qualitative data. California. Sage publications. Colineau, N. & Paris, C. (2010). Talking about your health to strangers: understanding the use of online social networks by patients. New Review of Hypermedia and Multimedia, Vol. 16, s Cordain, L. (2012). Stenalderkost. 2. udg,. København. Forlaget Libris. Couldry, N. (2004). Theorising media as practice. Social Semiotics. Vol. 14, s Couldry N. (2012). Media, society, world. Social theory and digital media practice. Cambridge. Polity press. Coward, R. (1989). The whole truth. The myth of alternative health. London. Faber and Faber Limited. Crowe, T. (2008). Nutrition Messages Given By Fad Diets Can Alter People s Food Perceptions. Nutridate. vol. 19(2). Davies, B. & Harré, R. (1990). Positioning: The Discursive Production of Selves. Journal for the Theory of Social Behaviour. Vol. 20(1), s Dwyre, B. (2008). Cheaters still prosper in drug games. Los Angeles Times. Eder, K. (1996). The social construction of nature. A sociology of ecological enlightenment. London. Sage publications. Ellison, N. B., Steinfield, C. & Lampe, C. (2007). The benefits of Facebook friends : Social capital and college students use of online social network sites. Journal of Computer Mediated Communication. vol.12 (4), s Foucault, M. (1988). Technologies of the self i Martin, L. H., Gutman, H. & Hutton, P.H.(red.) Technologies of the self: A seminar with Michel Foucault. Amherst: The University of Massachusetts Press. Fox, N. & Ward, K. J. (2008). You are what you eat? Vegetarianism, health and identity. Social Science & Medicine. Vol. 66 (12), s

90 Gajaria A., Yeung E., Goodale T. & Charach A. (2011). Beliefs about attentiondeficit/hyperactivity disorder and response to stereotypes: youth postings in Facebook groups. J. Adolesc Health. vol.49(1): Geertz, C. (1973). Thick Description: Toward an Interpretive Theory of Culture. In The Interpretation of Cultures: Selected Essays. New York. Basic Books. S Gibson, J. J. (1979). The ecological approach to visual perception. Human perception and, experimental Psychology. Vol. 39, s Giddens, A. (1984). The Constitution of Society. Cambridge. Polity Press. Greenebaum, J. B. (2012). Managing Impressions: ''Face-Saving'' Strategies of Vegetarians and Vegans. Sage publications. Humanity & Society. Vol. 36(4), s Grimmelmann, J. (2009). Saving Facebook. Iowa Law Review. Vol. 94, s Halkier, B. (2009). Fokusgrupper. 2 udg. Frederiksberg. Forlaget Samfundslitteratur. Halkier, B. (2010). Consumption Challenged: Food in Medialised Everyday Lives. Farnham: Ashgate, Tj international Ltd, Conwall. Halkier, B. & Jensen, I. (2008). Det sociale som performativitet.- et praksisteoretisk perspektiv på analyse og metode. Dansk Sociologi (19), s Harré, R. & Langenhove, L. V. (1999). Introducing Positioning Theory i Harré, R. & Langenhove, L. V, (red): Positioning theory: Moral contexts of intentional action. UK. Blackweel Publishers Ltd. Helles, R. (2009). Personlige medier i hverdagslivet. Phd-afhandling. Københavns universitet. Hjarvard, S. (2003). Det selskabelige samfund. Frederiksberg. Forlaget Samfundslitteratur. Hjarvard, S. (2008). The Mediatization of Society, - A Theory of the Media as Agents of Social and Cultural Change. Nordicom Review. Vol. 29(2), s Hjelmar, U. (2011). Consumers' purchase of organic food products. A matter of convenience and reflexive practices. Appetite. Vol. 56(2), s Hoff-Clausen (2009). Webkommunikation i Helder J., Bredenlöw T. & Nørgaard, J. L. (red.): Kommunikationsteori en grundbog. København. Hans Reitzels forlag. Hollenbeck, C. R. & Kaikati, A. M. (2012). Consumers' use of brands to reflect their actual and ideal selves on Facebook. International Journal of Research in Marketing. Vol. 29, s Holm, L. (2012). Mad og sundhed i hverdagen i Holm, L. & Kristensen, S. T. (red.): Mad mennesker og måltider- samfundsvidenskabelige perspektiver. 2. udg. Latvia. Munksgaard. 89

91 Hughes, B., Joshi, I., Lemonde, H., & Wareham, J. (2009). Junior physician's use of Web 2.0 for information seeking and medical education: a qualitative study. International Journal of Medical Informatics. Vol.78(10). s Hurdley, R. (2007). Focal points: framing material culture and visual data. Sage Publications.Vol. 7(3), s Hutchby, I. (2000). Conversation and technology: The telephone, the computer, and the nature of human communication. Cambridge. UK, Malden, MA. Polity Press. Jaminet, P. & Jaminet, S. (2012). Perfect Health Diet: Regain Health and Lose Weight by Eating the Way You Were Meant to Eat Hardcover. Amazon Digital Services. Jenkins, H., Ford, S. & Green, J. (2013). Spreadable media Creating value and meaning in a networked culture. New York. University Press. Jensen, J. L. (2009). Fra online fællesskaber til onlinenetværk. Facebook som en augmentering af den sociale virkelighed. MedieKultur. Journal of Media and Communication reserach. Vol. 47, s Jensen, B. C. (2010). STS, i Brinkmann, S. & Tangaard, L. (red.): Kvalitative metoder, en grundbog: Viborg. Hans Reitzels forlag. Jensen, I. (2011). Kommunikation og praksisteori, i Almlund, P. og Andersen, N. B.. (red.): Fra metateori til kommunikation. København. Hans Reitzels forlag. Jensen, K. O. (2012). Hvad er rigtig mad? i Holm, L. & Kristensen, S. T. (red.): Mad mennesker og måltider- samfundsvidenskabelige perspektiver. 2. udg. Latvia. Munksgaard. Jensen, J.L & Tække J. (2013): Facebook fra socialt netværk til metamedie. Frederiksberg. Samfundslitteratur. Jones, R. H. (2004). The Problem of Context in Computer-Mediated Communication i Philip LeVine, P. & Scollon, R. (red.): Discourse and Technology: Multimodal Discourse Analysis. Washington. Georgetown University Press. S Kozinets, R.V. (2010). Netnography Doing Ethnographic reseach online. London. Sage Publications. Krippendorff, K. (1989). Content Analysis. i Barnouw, E., Gerbner, G., Schramm, W., Worth, T.L. & Gross, L. (red.): International Encyclopedia of Communication. Vol. 1. New York. Oxford University Press. Kristensen, S.T. & Rasmussen, U. H. (2012). Når mad er gud Moderne sundhedsdyrkelse i Holm, L. & Kristensen, S. T. (red.): Mad mennesker og måltidersamfundsvidenskabelige perspektiver. Latvia. Munksgaard. Kuffner, G.J. (1988). Vegetarianism: Index of Modern Information. Washington D.C. Abbe Publishers. 90

92 Kvale, S. & Brinkmann, S. (2009). InterView introduktion til et håndværk. København. Hans Reitzels Forlag. Larsen, M.C. (2010). Unge og online sociale netværk. Ph-d afhandling. Institut for kommunikation og Danmarks pædagogiske Universitetsskole. Ålborg Universitet. Lewis, K., Kaufman, J. & Christakis, N. (2008). The taste for privacy: An analysis of college student privacy settings in an online social network. Journal of Computer-Mediated Communication. Vol. 14, s Lindeman, M., Keskivaara, P. & Roschier, M. (2000). Assessment of magical beliefs about food and health. Journal of Health Psychology. Vol. 5, s Lomborg, S. (2013). Facebook og sociale relationer i Tække J. & Jensen J. L. (red): Facebook fra socialt netværk til metamedie. Frederiksberg. Samfundslitteratur. Lupton, D. (1996). Food, body and the self. London. Sage Publications. Maffesoli, M. (1996). The time of the tribes. The decline of individualism in mass society. Mass society. London. Sage publications. McLaughlin, C. & Vitak J. (2011). Norm evolution and violation on Facebook. New media & society. Sage publications. Vol. 14(2), s Messer, E. (1984). Anthropological perspectives on diet. Annual Review Anthropol. Vol.13, s Annual Reviews Inc. Middlethon, A. (2009). Når maden bliver frelser eller bøddel. i Glasdam, S. (red.): Folkesundhed et kritisk perspektiv. Dansk sygeplejeråd. Nyt nordisk forlag. Mik-Meyer, N. (2008). Managing fat bodies: identity regulation between public and private domains. Critical Social studies outlines. Vol. 2, s Monaghan, L. F. (2007). McDonaldizing Men's Bodies? Slimming, Associated (Ir)Rationalities and Resistances. Sage publication. Body & Society. Vol. 13 (67). Neergaard, H. (2007). Udvælgelse af cases - I kvalitative undersøgelser. Frederiksberg. Forlaget Samfundslitteratur. Nip, J.Y.M. (2004). The relationship between online and offline communities: The case of the queer sisters. Media, Culture & Society. Vol. 26 (3), s O Reilly, T. (2007). What Is Web 2.0: Design Patterns and Business Models for the Next Generation of Software. Social science network research Communications & Strategies. Vol. 1(17). Park, N., Kee, K., & Valenzuela, S. (2009). Being immersed in social networking environment: Facebook groups, uses and gratifications, and social outcomes. CyberPsychology & Behavior. Vol. 12 (6). 91

93 Postmes, T., Spears, R. & Lea M. (2000). The formation of group norms in computermediated communication. Human Communication Research. Vol. 26(3), s Reckwitz, A. (2002). Toward a Theory of Social Practices: A Development in Culturalist Theorizing. European Journal Of Social Theory. Vol. 5, s Rousseau, S. (2012). Food and social media you are what you tweet. USA. Alta Mira press. Saltzman, E., Thomason, P. & Roberts, S. B. (2001). Fad Diets: A Review for the Primary Care Provider. Nutrition in Clinical Care.Vol 4 (5). Schatzki, T. R., Cetina, K. C. & Savigny, E. V. (2001). The practice turn in contemporary theory London. Routledge. Schrøder, K. (2009). Massekommunikation i Helder J., Bredenlöw T. & Nørgaard, J. L. (red.): Kommunikationsteori en grundbog. København. Hans Reitzels forlag. Shove, E., Pantzar, M. & Watson, M. (2012). The social dynamics of Social practice everyday life and how it changes. India. Sage Publication. Sisson, M. & Meier, J. (2011). Primal Blueprint Quick & Easy Meals. Midpoint Trade Books Inc. Sneijder, P. & Molder, H. T. (2009). Normalizing ideological food choice and eating practices. Identity work in online 1discussions on veganism. Appetite 52, s Spradley, J. P. (1979). The ethnographic interview. USA. Harcourt Brace Jovanovich College Publishers. Staunæs, D. & Søndergaard, D. M. (2005). Interview i en tangotid i Järvinen M. & Mik- Meyer N. (red.): Kvalitative metoder i et interaktionistisk perspektiv, Interview, observationer og dokumenter. København. Hans Reitzels Forlag. Stormhøj, C. (2011). Poststrukturalisme videnskabsteori, analysestrategi, kritik. Forlaget samfundslitteratur. Sørensen, A. S. (2012). Facebook selvfremstilling, small talk og social regulering. MedieKultur Journal of media and Communication research. Vol. 52, s Sørensen, A. S. (2013). Facebook Kommunikation for kommunikationens skyld? i Tække J. & Jensen J. L. (red.): Facebook fra socialt netværk til metamedie. Frederiksberg. Samfundslitteratur. Tabscott, A. & Williams, D. (2006): Wikinomics. London. Penguin Books Ltd. Torjusen, H., Sangstad, L., Jensen, K.O. & Kjærnes, U. (2004). European consumers conceptions of organic food. A review of available research. National. Institute for Consumer Research. Professional Report no.4. 92

94 Tække, J. (2013). Facebook og social ambivalens i Tække J. & Jensen J. L. (red.): Facebook fra socialt netværk til metamedie. Frederiksberg. Samfundslitteratur. Vallgårda, S. (2003). Folkesundhed som politik: Danmark og Sverige fra 1930 til i dag. Århus. Aarhus Universitetsforlag. Villadsen, K & Mik-Meyer, N. (2007). Magtens former - Sociologiske perspektiver på statens møde med borgeren. København. Hans Reitzels forlag. Voegtlin, W. L. (1975). The stone age diet: Based on in-depth studies of human ecology and the diet of man. Vantage Press. Waggoner, A. S., Smith, E. R., & Collins, E. C. (2009). Person perception by active verses passive perceivers. Journal of Experimental Social Psychology. Vol. 45, s Warde, A. (2005). Consumption and Theories of Practice. Journal of Consumer Culture. Vol.5(2), s Weisbuch, M., Ivcevic, Z., & Ambady, N. (2009). On being liked on the web and in the real world : Consistency in first impressions across personal webpages and spontaneous behavior. Journal of Experimental Social Psychology. Vol. 45, s West, C. & Fenstermaker, S. (1995). Doing Difference. Gender & Society. West, C. & Zimmerman, D. O. N. H. (1987). Doing Gender. Gender & Society. vol. 1, s Wilson, R. E., Gosling, S. D., & Graham, L. T. (2012). A Review of Facebook Research in the Social Sciences. Perspectives on Psychological Science. Vol 7(3), s Wolf, R. & Cordain, L. (2010). The Paleo Solution - The Original Human Diet. Tuttle Pub. Zanoli, R. & Naspetti, S. (2002). Consumer motivations in the purchase of organic food: A means end approach. British Food Journal. Vol. 104 (8), s Zhang, Y. (2012). College students uses and perceptions of social networking sites for health and wellness information. An International Electronic Journal. Vol. 17 (3) Internetudgivelser Facebook.inc (2012). Annual report hentet d Danske medier (2012). Danskernes brug af internettet hentet d pdf DR Medieforskning. (2012). Medieudviklingen hentet d

95 Moorhead, S.A., Hazlett, D.E., Harrison, L., Carroll, J.K., Irwin, A., Hoving, C. A. (2013). New Dimension of Health Care: Systematic Review of the Uses, Benefits, and Limitations of Social Media for Health Communication. Journal of medical internet research. - hentet d Odesk (2012). Abuse Standards Operation Manual. - hentet d Ries, T. (2010). 250 million people engage with Facebook on external sites monthly.- hentet d Yougov (2013). Sociale medier 2013 danskernes holdning til og brug af sociale medier. Hentet d : 94

96 9. Formidlingsartiklen 9.1. Formål Formidlingsartiklen har til formål at give indsigt i, hvordan danskere anvender en Facebookgruppe i en hverdagspraksis som madlavning. Jeg fokuserer derfor på at illustrere, hvordan Facebookgruppen bruges til at forhandle om korrekt mad og opridser hvilke normer, som er passende i brugen af Facebookgruppen. Artiklen afrundes med nogle refleksioner over, at forskning, der tager udgangspunkt i et praksisteoretisk perspektiv, med fordel kan vise kompleksiteterne af mediebrug i hverdagen Medievalg og målgruppe Jeg har valgt at skrive artiklen til Kommunikatøren, et medlemsblad, der udgives cirka seks gange om året af Dansk Kommunikationsforening 32. I hver udgivelse af Kommunikatøren findes et gennemgående tema, hvorunder min artikel eksempelvis kunne rubriceres. Det kunne være under et tema som Sundhedskommunikation eller digital kommunikation 33, som bladet blandt andet har haft bragt i året Bladets målgruppe er kommunikatører og pressemedarbejdere, der har kendskab til PR- og kommunikationsfaglige begreber og som efterspørger redskaber og cases fra praksis. Jeg har valgt denne målgruppe, fordi jeg mener, at artiklen vil være relevant i en igangværende kommunikationsdebat om brugen af sociale netværkssider. Facebook bliver i dag heftigt omtalt af den almene presse, såvel som af en kommunikationsbranche med interesse i Facebooks udvikling og betydning for vores sociale liv. Artiklen kan som et bidrag lægge op til at forstå mediebrug som en praksis, og ikke som et ensidigt spørgsmål om identitet, motivation, valg eller social interaktion. Artiklen har mere specifikt relevans for kommunikatører og sundhedsplanlæggere, der har et ønske om at påvirke menneskers madvaner i forbindelse med brug af sociale netværkssider som Facebook. Artiklen slår til lyd for, at der er fordele i at forstå mediebrug som komplekse hverdagspraksisser, men at der på nuværende tidspunkt mangler mere empirisk udvikling på området. For at give læseren mulighed for at få yderligere information om emnet har jeg indsat en faktaboks med et link til specialet

97 9.3. Artikelkomposition Jeg har valgt at opstille min artikel i tre kolonner og indsat et billede. Jeg har desuden valgt at indlede artiklen med en rubrik, der kort og sammenfattende signalerer artiklens indhold og budskab. Herefter vises billedet, der forestiller en smartphone, der holdes over en madret serveret på en tallerken, hvilket kan associere til et øjeblik i en fotografering. Dette skal vække læserens nysgerrighed om artiklens budskab, der handler om at vise mad i en mediepraksis. Selve artikelteksten begynder med en kort manchet, der i korte vendinger resumerer artiklens indhold. Selve brødteksten er inddelt af mellemrubrikker for at give et overblik over artiklens indhold. Til sidst i artiklen er faktaboksen indsat til at huske læseren på, at der kan skaffes mere information om emnet via et link. 96

98 Hvordan bruger vi Facebook i hverdagens praksisser? Af Neli Iwasa Weiss Hansen Der er brug for mere viden om danskernes brug af Facebookgrupper, og hvordan disse er en del af hverdagens forskellige praksisser, konkluderer et speciale fra Roskilde Universitet. De fleste af os kender det. Vi skal lige tjekke Facebook i frokostpausen, ved busstoppestedet, og når vi har brug for en overspringshandling. Som andre sociale medier, er Facebook blevet en del af danskernes hverdagsliv. Nye tal viser, at vi i Danmark tilsammen bruger omtrent 11 millioner timer på at være på Facebook om måneden. Overraskende nok er der kun udarbejdet meget få studier, som fokuserer på, hvordan brugen af Facebook foregår og hænger sammen med hverdagens aktiviteter. De fleste undersøgelser stiller spørgsmålstegn ved den enkelte Facebookbrugers identitet, motivation, og sociale interaktion, mens brugen, forstået som en praksis, er mere eller mindre overset. På baggrund heraf satte specialestuderende, Neli Iwasa Weiss Hansen fra Roskilde Universitet, sig for at undersøge, hvordan en Facebookpraksis bliver anvendt i forbindelse med en madpraksis. Hun interviewede seks medlemmer af en Facebook-gruppe Paleo-Danmark, som havde over medlemmer, og som interesserede sig for kostretningen Stenalder-kost, også kaldet palæo. Den nyeste ekspertviden Undersøgelsen viste, at medlemmerne i deres hverdag havde adgang til Facebookgruppen via deres smartphones. Facebookgruppen blev brugt som en slags opslagsbog som de døgnet rundt kunne stille spørgsmål til og få de seneste nyheder fra. De loggede på for at dele billeder, finde støtte, underholdning og viden om palæo. Medlemmerne søgte ikke en hvilken som helst viden om palæo, men den nyeste, videnskabelige ekspertviden, der var fundet gennem grundig kritisk internet-research. 97

99 Omvendt var medlemmerne irriterede over andres dovenskab og dumme spørgsmål. De anså det for vigtigt, at man som medlem satte sig ind i de forudgående debatter inden man stillede spørgsmål og var i stand til at kommunikere i en positiv tone, da de ellers mistede lysten til at deltage. Medlemskabet og korrekt palæo Undersøgelsen viste også, at medlemmerne brugte ekspertviden om palæo til at spejle deres egen madpraksis i. De omtalte de dygtigste medlemmer med en autoritet til at definere, hvad der var en rigtig og forkert palæo-mad. Ved at henvise til disse medlemmers anvisninger kunne de retfærdiggøre, at de spiste korrekt palæo. Omvendt kunne medlemmerne ved at omtale de andre som ekstremt fanatiske, retfærdiggøre at deres egen, mere afslappede tilgang til palæo, var acceptabel. Formålet med medlemskabet var altså ikke altid at følge rådene om det korrekte, men derimod at være i stand til at forsvare, at netop deres måde at spise palæo på, var den rigtigste. Plads til en tømmermandspizza Medlemmerne spiste langt fra altid palæo i deres hverdag. I kampen om at holde sig til deres strenge livsstil, havde de for eksempel fredet bestemte madvarer eller situationer, hvor de tillod at spise og nyde palæo-forbudt mad. Eksempelvis forklarede en interviewperson: man er nødt til at have nogle procenter, hvor man ikke er palæo [ ] Der skal også være plads til en [ ] tømmermænds pizza eller et eller andet. Andre medlemmer spiste sommetider kage eller chokolade med stor nydelse og med god samvittighed, fordi de i størstedelen af tiden spiste korrekt palæo efter bogen. Medlemmerne navngav deres forbudte madspisning palæo- 2.0 til forskel fra en palæo- 1.0, som var det oprindelige regelsæt som de fleste havde svært ved at følge. Betegnelserne 1.0 og 2.0 blev en måde at retfærdiggøre deres handlinger på i forskellige situationer, hvor de valgte enten at spise palæo eller at springe over. Skjul det forbudte og vis det korrekte At medlemmerne sprang over palæo en gang i mellem, var ikke noget, de ønskede at skilte med overfor de andre medlemmer i Facebookgruppen. Når de skulle poste billeder af palæo, foretrak de at vise de eksemplariske sider af palæo. De forbudte madvarer, som de kunne finde på at spise i hverdagen, skulle skjules. En interviewperson forklarede f.eks. Det er fint, at du spiser rugbrød, jeg er ligeglad, men kunne du ikke tage et billede uden brødet og bare spise det, uden at vi andre ved det. Billederne måtte gerne udvælges med omhu og smukkeseres ved hjælp af billedredigering, lysopsætning og ekstra pynt på tallerkenen. Medlemmerne havde altså en forventning om, at Facebookgruppen skulle vise et mere eller mindre perfekt billede af palæo. Hvis der var fejlagtige forståelser, var det vigtigt, at de blev rettet. Deres praksis handlede alt i alt om, at de nødigt ville give et forkert image af kostretningen overfor omverdenen og overfor nye medlemmer. Hvorfor et fokus på praksis? Undersøgelsen konkluderede, at der er brug for mere viden om, hvordan medier kan studeres som praksisser. Det fordelagtige ved et praksisperspektiv på mediebrug er, ifølge Neli Iwasa Weiss Hansen, at man kan studere forskelligartede og komplekse handlinger, som ikke udelukkende er orienteret mod at bruge et medie, men også inkluderer handlinger, der foretages i forlængelse af -eller uafhængigt af - mediet. Det er ikke kun den enkeltes sociale identitet, valg og motivation, der har betydning for, hvordan et medie, som Facebook, anvendes. Mediebrug består af en langt mere kompleks række af mediepraksisser, der er i dynamisk forandring, og som af brugerne, centreres omkring ligeså foranderlige hverdagspraksisser som eksempelvis madlavning. I medieforskning er der, med nutidens hastige udvikling i nye teknologier og deres indtog i menneskers hverdag, brug for mere viden om, hvordan de bliver til en integreret del af forskellige praksisser. Specialet: Palæo på Facebook- En praksisteoretisk analyse af, hvordan medlemmer af en Facebookgruppe forhandler om palæo-mad, kan downloades frit via Roskilde Universitetsbibliotek. (Illustration hentet d. 20 januar 2014, fra: ns/21236/top-10-food-apps) 98

100 Bilag 1 Palæo 1.0 Palæo /20 90/10 Ikke tilladte fødevarer Korn Korn Bælgfrugter Bælgfrugter Forarbejdede og saltholdige Forarbejdede og saltholdige fødevarer fødevarer Alle sodavand, frugt, juice Alle sodavand, frugt, juice, og lignende slik, chips mv. Søde sager, som slik, kager, Sukker chips og sukker Olier som majsolie, sojaolie og Mælkeprodukter rapsolie Stivelsesholdige grøntsager, eks. kartofler Fedtholdigt kød, eks bacon Man spiser 20 % ikke tilladte fødevarer Man spiser 10 % ikke tilladte fødevarer Tilladte fødevarer Fisk og skaldyr Fisk og skaldyr Æg Æg Alle grøntsager Alle grøntsager Nødder og frø Nødder og frø The, kaffe, vin, øl - et par genstande om ugen Magert kød, indmad og vildt kød Alle frugter Acceptable olier: oliven, avacado, hørfrø m.fl Tørret frugt og nødder blandet med tørret/frisk frugt The, kaffe, vin, øl - et par genstande om ugen Alt kød, indmad og vildt kød - også fedtholdigt kød Urter og krydderier Acceptable olier: avocado, oliven og macadamia. Alle frugter og bær Tørret frugt Mørk chokolade >70 % Stivelsesrige grøntsager Fede mælkeprodukter som smør, ghee, hårde oste og fløde (38% og over) (dog ikke mælk, flødeoste, skyr, mozzarella ) Man spiser 80 % tilladte fødevarer Man spiser 90 % tilladte fødevarer Kilde: Manifest Paleo Danmark: 99

101 Bilag 2 Paleo Danmark -Facebookgruppens affordance Paleo Danmark blev oprettet af en 24 årig jurastuderende i Gruppen er vokset til at have medlemmer i maj Gruppen er lukket for offentligheden, hvilket vil sige, at man skal være medlem for at følge med i aktiviteterne. For at blive medlem skal man bede om en godkendelse, hvilket fås uden særlige ansøgningskrav. Opretteren har igennem gruppens levetid, ud over sig selv, udnævnt 5 andre administratorer til at godkende medlemmer til Paleo Danmark, på grund af det større antal af efterspurgte medlemskaber. Facebookgruppen indeholder en væg, der opsummerer de seneste medlemmers aktiviteter, og en såkaldt publisher, der giver medlemmer mulighed for at dele indhold og chatte med alle medlemmer på en gang. 34 Facebookgrupper indeholder en høj grad af intermedialitet, idet medlemmer kan poste et uanet antal af tekster, billeder, videoer og links fra andre internetsider, som kan kommenteres af alle andre medlemmer i tråde. Chat-funktionen tilbyder både synkron og asynkron kommunikation, idet at det både er muligt at interagere i igangværende diskussioner eller i ældre opslag. Paleo Danmark indeholder hertil en søgefunktion, hvor medlemmer kan søge efter gamle tråde, og det er dermed muligt at vække et ældre opslag til live ved at kommentere på det (Boyd & Ellison 2007). Facebookgruppen indeholder en dropbox med mulighed for at oploade dokumenter fra medlemmerne. På Paleo Danmark findes en større mængde oploadede dokumenter med opskrifter samt et manifest, der er skrevet af personen, som har oprettet gruppen. Efter det enkelte medlems valg kan Facebookgruppens aktiviteter, udover på selve sitet, leveres til den personlige Facebooks newsfeed 35, hvor venners indhold bliver vist som første prioritet. Dette sker ved hjælp af en EdgeRank algoritme, hvis funktion kun Facebook.inc kender til (Tække 2013:12). Andre affordances er like funktionen, som kan benyttes både ved kommentarer og billeder. Herudover findes en mulighed for at stille spørgsmål med tilhørende svarkategorier, hvilket udgør et slags mini spørgeskema som kan postes på sidens væg. Til forskel fra et medlems Facebook-profil, som ofte byder på kortere beskeder, er der tendens til at Paleo Danmark, ligesom andre Facebookgrupper, danner rammen om diskussioner om helt specifikke fælles interesser og aktiviteter (Park et al. 2009:1)

102 Facebookprofilers affordance Formålet med brugen af Facebook er, at brugerne har mulighed for at interagere med andre medlemmer og at oprette en venne-liste. Brugeren har mulighed for at sætte sit personlige præg på profilsiden via oplysninger og billeder (Buffardi & Campbell 2008). På den enkeltes profilside er det muligt at udfylde en række oplysninger om sig selv, som yndlingscitater, yndlingsfilm, yndlingsbøger, bopæl, alder, arbejde, uddannelse, fødselsdagsdato og frie beskrivelser om sig selv (Lewis et al. 2008:81). En central affordance i en Facebookprofil består af udvekslingen af beskeder, der kan foregå privat i hinandens mailboxes eller mere offentligt på hinandens "vægge" (Grimmelmann, 2009). På den enkeltes hjemme-side, vises fra newsfeed ens venners opdateringer i en rækkefølge udvalgt af EdgeRank algoritme og herudover også oplysninger fra arrangementskalenderen (Tække 2013:129). Facebookbrugerne kan skrive kommentarer til egne og andres fotografier og herudover også tagge andre i fotos (Lewis et al. 2008:81). Brugerne har også mulighed for at poke en ven eller like en kommentar eller et billede for at vise positiv anerkendelse, støtte eller sympati (Lomborg 2013:108). Andre affordances er, at brugeren kan købe og sælge varer på den såkaldte markedsplads og finde underholdning på en såkaldt spil-side (Ries 2010). Desuden er det muligt, at brugeren på sin Facebookprofil kan inddele sit netværk i fem forskellige kategorier og navngive dem eksempelvis gymnasie, arbejdsplads, sportsklubben (Lewis et al. 2008). Dette er blot nogle få at de affordance, som findes på Facebook på nuværende tidspunkt. Der bliver konstant tilføjet eller ændret i affordances, som annonceres på Facebook.incs newsroom, blog eller hjemmeside. 101

103 Bilag 3 Produktion af observationsdata Fremgangsmåden til at udføre en content-analyse af Facebookgruppens diskussionstemaer, blev udført med inspiration fra metodelitteratur af Krippendorff (1989) og Atkinson og Coffeys kodningsteori (1996). Jeg observerede diskussionstråde på Facebookgruppens væg fra d. 27. marts til 8. maj 2013, hvilket svarer til en periode på 2 måneder, eller i alt 64 dage. En optælling viste, at der var i alt 979 tråde, med minimum én kommentar. Jeg kopierede alle trådene fra Facebookgruppen til et Microsoft Word-dokument (se figur A ) Figur A. Screenshot af et udsnit af de kopierede tråde fra Paleo Danmarks væg. Herefter kopierede jeg 465 af trådene, som var cirka halvdelen af det samlede antal tråde, ind i endnu et word-dokument. Jeg gennemlæste herefter trådene en af gangen og vurderede, hvilket tema de kunne repræsentere ved hjælp af kodning (Korzinets 2010:119). Fremgangsmåden foregik som følgende; jeg brugte word-funktionen overskrift 1 til at danne overordnede temaer i dokumentet og gav herefter hver tråd en markering med word-funktion overskrift 2 og placerede 102

104 dem i takt med kodningen til de matchede temaer under overskrift 1. I venstre side af dokumentet kan man, ved hjælp af funktionen navigation (eller søg ), få vist en liste over alle overskrift 1 og overskrift 2, og jeg fik således skabt en visuel oversigt over mine kodede temaer. På den måde blev kodningsarbejdet mere overskueligt og kunne foretages uden print, samt uden at det tog alt for langt tid (Se figur B). Figur B. Screenshot af kodning ved hjælp af overskrift-markering i højre side (det markerede blå område) og navigations-oversigt i venstre side (tråd vist som overskrift2 under det overordnede tema, Ny på palæo som overskrift 1). Da jeg havde kodet 465 tråde, der svarede til 143 siders word-dokument med enkelt linjeafstand, gennemlæste jeg den sidste halvdel af data ene med henblik på at se om der skulle fremkomme nogle nye temaer (Coffey & Atkinson 1996:30). På baggrund af de kodede temaer fik jeg en baggrundsviden, som udover observation i selve forummet, dannede rammen om interviewene. Nogle af temaerne, som vises i næste afsnit, var i interviewguiden udsprunget af content-analysen og kan ses i bilag 4 103