Indblik: 70 år med LSD

Transkript

1 Indblik: 70 år med LSD Mennesker på lsd har oplevet deres egen fødsel. Andre deres død. Mennesker på lsd har været ét med et kalejdoskopisk univers i en enorm lykkerus. Eller været suget ind i et uendeligt sort hul, der ikke var nogen vej ud af. Læs om stoffet lsd og dets historie og læs også tre fortællinger fra mennesker som har prøvet det. Af Susanne Johansson, januar 2012

2 03 Den fede og farlige rus fylder Case: Alice i eventyrland 10 Case: 'Lsd har givet mig en ekstra dimension' 12 Case: En frygtelig oplevelse 2

3 Den fede og farlige rus fylder 70 Himmel eller helvede? Fedt eller farligt? I år fejrer lsd 70 års fødselsdag. Og lige siden det bevidsthedsudvidende stof gjorde sit indtog i verden, har den selvsamme verden været dybt uenige om, hvorvidt lsd er et vidundermiddel eller djævelens værk. Af Susanne Johansson De sidste 40 år har det stærkt omdiskuterede stof været begravet verden over, men er nu ved at blive genfødt. Såvel indenfor forskningen som behandlingsmiddel og som et rusmiddel blandt de unge. Rent historisk har Hollywoodlegender som Cary Grant og Esther Williams brugt lsd-rusen terapeutisk. Den har inspireret internationale ikoner som The Beatles, Grateful Dead, Jimi Hendrix, Beach Boys og The Doors samt danske band som Steppeulvene og Alrune Rod til en musikalsk genre, der sidenhen er blevet kaldt psykedelisk rock. Den er af Apples stifter, Steve Jobs, blevet lovprist og kaldt afgørende for hans kreativitet. - At tage lsd var en dybsindig oplevelse, en af de vigtigste oplevelser i mit liv. Det styrkede min følelse af, hvad der er vigtigt. At skabe store ting i stedet for at tjene penge, sagde Jobs, helt i tråd med lsd s skaber Albert Hofmanns egen vision. - Det er min opfattelse, at det i menneskets evolution aldrig har været vigtigere end nu at have dette stof. Det er et middel til at gøre os til dét, det er meningen, vi skal være, sagde den schweiziske videnskabsmand, da han i januar 2006 fyldte 100 år og blev hyldet i Basel. - En indre glæde, en mental åbenhed, taknemmelighed, åbne øje og indvendig følsomhed overfor skabelsens mirakler. Sådan har Albert Hofmann beskrevet verdens første lsd-trip. En rejse ud i det ukendte, han selv helt tilfældigt kom på, da han i 1943 under arbejdet i laboratoriet fik en dråbe på sin 3

4 fingerspids, som trængte ind under huden og sendte ham i denne tilsyneladende himmelske tilstand af stor klarhed. Men rusen har også drevet mennesker ud i voldsomme psykiske efterdønninger. Har ført til selvmord. Og mord. Og herhjemme været årsagen til en af de største skandaler indenfor psykiatrien, den såkaldte lsdskandale på Frederiksberg Hospital. Lsd-frimærke. Netop indenfor psykiatrien så Albert Hofmann sit nye vidundermiddel som et, der kunne skabe store gennembrud. Da han i 1938 begyndte at uddrage nye kemikalier af den giftige svamp meldrøje - som i hundredevis af år havde været brugt som folkeligt lægemiddel - var det med henblik på at finde et nyt middel til at stoppe blødninger. Men forsøg på dyr gav ikke de ønskede resultater, og hans forskning blev lagt på hylden i fem år. En sælsom forudanelse, har Hofmann kaldt dét, der i 1943 førte til, at han vendte tilbage til laboratoriet og lsd25 - hans egen kemiske betegnelse for denne 25. variant af stoffet - fik en dråbe på fingeren og steg til himmels. Og den indsigt, det - og en række efterfølgende trip - gav ham, overbeviste ham om, at lsd kunne kurere sindet. Lægemiddelfirmaet Sandoz - som Hofmann var ansat hos - var lige så begejstret og distribuerede gratis stoffet til førende psykiatere verden over, som dermed fik rig lejlighed til at eksperimentere med patienter med psykiske problemer eller sygdomme. Og resultaterne udeblev ikke. Lsd var et vidundermiddel. En potentiel kur mod alt fra alkoholisme til skizofreni og post-traumatisk stress. Den indsigt i sig selv, som patienterne opnåede gennem indtagelse af lsd - i trygge rammer og med en terapeut som bisidder - førte sammen med samtaleterapi til lynhurtigt at finde ind til kernen i problemet. Og løse det. Så det var et wonder-drug, der i begyndelsen af 50erne gjorde sit indtog i Hollywood. Rygtet om, hvad lsd kunne gøre, spredte sig som en steppebrand blandt klienterne hos filmbyens voksende skare af psykiatere. Ikke mindst da Cary Grants tredje kone, Betsy Drake, ramlede ind i seriøse problemer med ægtemanden og fik tilbudt lsd-terapi, tog rygtet fart. 4

5 - Der er ingen fortid, nutid eller fremtid. Alt er nuet. Og det mest fantastiske ved stoffet er de ting, du ser. Alt ser anderledes ud. Og det giver dig en helt ny viden om alting, som Drake i et interview for få år siden fortalte om de mange behandlinger, hun gennemgik. Muligheden for at lsd havde et potentiale, afskrev CIA dog ikke. Og det menes, at de faktisk finansierede de lsd-forsøg, som i begyndelsen af 60erne fandt sted i en kælder under Frederiksberg Hospital, og som mellem 400 og 500 sagesløse patienter blev ofre for. Grant var tidens største filmstjerne. Han værnede om sit ry og rygte. Og blev bekymret for, hvad hans nu ekskone sagde om ham på psykiaterens briks. Snart lå han der selv og var solgt. - Alle de spildte år! Hvorfor begyndte jeg ikke langt tidligere, udtalte en begejstret Cary Grant i en række interview om dét, der endte med at blive 100 lsd-sessioner - til 100 dollars stykket, en mindre formue dengang. Snart hoppede hans gode veninde Esther Williams om bord på lsdbåden, og ringene bredte sig i Hollywood. Og helt andre steder. CIA, den amerikanske hær, den canadiske regering og den engelske efterretningstjeneste MI6 udviklede i midten af 50erne også en stor interesse for lsd. Som et sandhedsserum og dermed et potent våben i den kolde krig. Mere eller mindre frivilligt lagde tusindevis af mennesker - fra soldater til fængselsindsatte - krop til eksperimenter med lsd. Men et sandhedsserum var det ikke. Frederiksberg Hospital, hvor de ulovlige forsøg foregik. Bag de hemmelige og ulovlige forsøg stod administrerende overlæge ved psykiatrisk afdeling på Frederiksberg Hospital Einar Geert-Jørgensen, som var overbevist om, at han ved at bruge lsd efter egne forskrifter kunne vinde Nobel-prisen. Det gjorde han ikke. Mens lsd i resten af verden indgik i psykiatrisk behandling, dels med patientens vidende, dels under vågent opsyn fra en bisidder eller psykiateren selv, efterfulgt af samtaler, valgte Geert-Jørgensen helt bevidst at sende dem ud på deres rejse helt alene. Ofte uden at patienterne anede, at de fik stoffet. Og tilmed i doser, der var to til ti gange kraftigere end normalen. 5

6 Einar Geert-Jørgensen var en af Danmarks førende psykiatere dengang. Og udover fra hospitalets egen psykiatriske afdeling fik han masser af henvisninger fra praktiserende læger, som anbefalede ham og hans behandling til alt fra kærestesorg til stammen og tvangsneuroser. - I et ivrigt forsøg på at lindre de sindslidendes tilstand gennemførte han (Einar Geert-Jørgensen, red.) i 60 erne en række forsøg med lsdbehandling, som ikke foregik efter nutidens krav til systematik og patientsikkerhed. Det gik dårligt i en række tilfælde. Flere patienter fik psykotiske reaktioner, og i de værste tilfælde blev patienterne vedvarende invaliderede, som skandalen omtales i Frederiksberg Hospitals 100-års jubilæumsskrift. En skandale, som først blev afsløret i 1986 af journalist Alex Frank Larsen, og som ikke bare sikrede ham en Cavling-pris, men også at ofrene fik tilkendt erstatning. Også mord har lsd på samvittigheden. I USA menes massemorderen Charles Manson at have forført medlemmerne af sin kult med hjælp af netop lsd. Stoffet havde den effekt, at de ikke længere kunne skelne mellem virkelighed og fiktion. Og derfor kunne han manipulere dem til i 1969 at begå mord på bl.a. skuespiller Sharon Tate. Herhjemme har lsd mindst to mord på samvittigheden. Det ene begås af hippien Provo-Knud på vennen Cola i en skov i Nordsjælland, sandsynligvis som følge af et såkaldt bad trip. Det andet har sit udspring i Geert- Jørgensens forsøgskælder på Frederiksberg Hospital, hvor en ung kvinde - opmuntret af sin læge - endte med at begå mord kort tid efter, at hun havde fået lsd-behandling. Men the times, they are a-changing, som Bob Dylan dengang sang. Barfodede blomsterbørn og hippier tog lsd til sig. Det bevidsthedsudvidende stof passede perfekt ind i deres drømme og visioner om en ny og anderledes verden fyldt med fred, kærlighed og harmoni. Enhver, der har læst forfatter Peter Øvig Knudsens to Hippie -bøger om 60ernes ungdomsoprør, har uden tvivl allerede billederne prentet ind på nethinden af den flagrende og halveller helnøgne ungdom og dens happenings. Hash var allerede et rusmiddel, der florerede i hele miljøet. Men snart var lsd lige så tilgængeligt. Og attraktivt. Ikke mindst blandt unge, hvis fædre var højt uddannede og havde høj social status, som en dansk undersøgelse af euforiserende stoffer fra 1968 viste. - Der er jeg nødt til at indrømme, hvor stort et ansvar en stor populær popgruppe har. For da superbandet The Beatles begyndte at fortælle om, hvad de havde oplevet på lsd, og selv 6

7 Paul McCartney sagde, at det havde han prøvet, så tænkte man hvad fanden, når han kan, så kan jeg også, siger musiker og tidligere Gasolinmanager Peter Ingemann. Lsd blev en væsentlig del af ungdomsoprøret og flød næsten frit i eksempelvis Thy-lejren og inspirerede bl.a. Steppeulvene, hvis første album Hip fra 1967 stort set er skrevet på et lsd-trip. Det var udbredelsen som rusmiddel, der førte til, at myndighederne her og i resten af verden satte hælene i og for 40 år siden erklærede lsd for et ulovligt stof. Det har det været siden. Til stor frustration for lægevidenskaben. Og skaberen Albert Hofmann. - Lsd-indtagelse kan hjælpe os til at fylde vores bevidsthed med en altfavnende helhedsfølelse, som han udtrykte det i forbindelse med sin 100 års fødselsdag. Måske er hans drømme ved at gå i opfyldelse. Lsd er igen på vej ind i varmen, og nye kliniske studier af stoffet er i gang på en række førende videncentre i verden, hvor man netop undersøger stoffets potentiale til behandling af depression. 70 år efter verdens første lsd-trip fandt sted. Thy-lejren. Lsd blev - som Albert Hofmann skamfuldt erkender - et pleasure drug. Kilder: The Independent, Vanity Fair, wired.com, De sprængte sind, Lsd: Mit problembarn, Hippie. - Siden mine egne eksperimenter også havde vist lsd fra den mest skræmmende og dæmoniske side, var det sidste, jeg nogensinde havde forestillet mig, at dette middel ville kunne ende som et rusmiddel, som han beskriver i sin bog Lsd: Mit problembarn. 7

8 Fortællinger: Peter Ingemann fortæller blandt andet, at lsd-virkningen er ekstremt surrealistisk. Foto: Katrine Emilie Andersen Alice i eventyrland Peter Ingemann, 69, Musiker, Gasolins pengemand, revisor. Prøvede lsd omtrent 100 gange i 1960'erne. Jeg har aldrig haft en dårlig oplevelse med lsd. Og det er nok helt helt urimeligt, når man tænker på, hvor mange der har haft det. Der er virkelig nogle, der aldrig skulle have rørt det. Jeg er født i 1943 og tilhører syregenerationen og en tid, hvor man overskred grænser på alle leder og kanter. Og når jeg efterfølgende tænker på, hvad vi kastede os ud i i forhold til distribution og dosering af de stoffer, var det nogle vanvittige chancer, vi tog. Det, der fremfor alt sker på et lsd-trip, er, at alle vinduer bliver lukket op i dit personlige liv, så hvis der er noget, man ikke vil konfronteres med, skal man holde sig 8

9 væk. Det er i ordets bestaveligste forstand et trip. Den første halve til hele time, efter du har taget det, sker der ikke en skid. Men så kan det nok være, at der sker noget. En enorm synspåvirkning, alle grænser begynder at bevæge sig som i bølger, det er som at blive taget med ind på den anden side af spejlet i Alice i eventyrland og er virkelig svært at beskrive. får lov til at kigge ind i, eksisterer hele tiden. Jeg vil ikke påstå, at et lsd-trip gør, at du forstår det store mirakel, et liv er. Men den indsigt man får, både i sig selv og andre mennesker, kan jeg godt bruge den dag i dag. Underlige symboler Det er præcis som surrealistisk billedkunst fra Salvador Dali eller danske Wilhelm Freddie, billeder med ting, der falder af i flager, og underlige symboler. Den klassiske afgrænsning, hertil og ikke længere, den begynder at flyde. Og det er jo også derfor, man har hørt om, at folk troede de kunne flyve og sprang ud ad et vindue eller fra et tag. Men selvom det er interessant at være vægtløs og være en del af nogle store energier, så er det enormt vigtigt, at du er til stede i din jeg-oplevelse og er klar over, at du altså er på et lsd-trip. Og derfor har jeg f.eks. aldrig taget et trip, når jeg var alene. Du får røntgenblik Når du er på lsd, får du også en spøjs indsigt, en slags røntgenblik, og jeg er overbevist om, at de energier, der åbenbares for dig, at den verden, du 9

10 Minna Grooss eksperimenterede med flere stoffer i sin ungdom. Lsd har hun kun haft gode oplevelser med. Foto: DR/Agnete Schlichtkrull 'Lsd har givet mig en ekstra dimension' Minna Grooss, 46, Musiker, forfatter, instruktør, og P2-radiovært. Prøvede lsd utallige gange i 1980'erne. Da jeg var ung, færdedes jeg i punk- og bz-miljøet, som var et ret euforiserende miljø med mange stoffer. Man indtog, hvad der var, og eksperimenterede. Jeg var kun 17, da jeg prøvede lsd første gang og kan huske, at jeg var inde i byen og tog det blandt for mange mennesker. Oplevelsen var fantastisk, men jeg havde ingen kontrol over, hvad jeg foretog mig, og forstod nok ikke helt dimensionen af det. Jeg kan huske bevægelser mere end egent-lige billeder. En gang havde jeg et meget uhyggeligt trip på Nørreport Station en meget tidlig morgen. Jeg fik øje på mig selv i spejlet og så mig selv som gammel. Mit ansigt var lige ældet 10

11 med år. Det er ret voldsomt, når man stadig har æblekinder og tror, at man er udødelig. Selve opturen på lsd-trippet er helt fantastisk, men når det begynder at holde op med at virke, så er en by et frygteligt sted at være. Man skal ud i naturen. Der er det til gengæld storslået. overgangen mellem grin og gråd. Man mister fornemmelsen for det normale. Kropsligt og mentalt er det den ultimative ophævelse af alt, hvad man tager for givet. Træerne ånder Man føler sig i kontakt med det mindste græsstrå og kan mærke, at træerne ånder. Man forstår, at man er en del af helheden, man bliver opløst og går i ét med universet. Det lyder måske meget abstrakt, men at tage lsd har givet mig en ekstra dimension. I stedet for at se ting endimensionelt opfatter jeg verden i en bred palet af farver og vinkler, forstår tingene bredere og har følelsen af at være er en del af noget større. Men man skal vide, at det er et meget ukontrollabelt stof. Man kan ikke bare drikke noget vand eller kaste op, og så går det over. Når først man har taget det, så er man på det, og det er et manipulerende stof, som tager fuldstændig over. Hvis man er kontrolfreak og har behov for at beholde den, så er det meget grænseoverskridende. For man har ingen kontrol. Man kan ikke mærke, om det er koldt eller varmt, kan ikke finde ud af, om der er gået 1 minut eller 4 timer, kan ikke styre 11

12 Jeg ved godt, at netop det muligvis var kerneoplevelsen for dem, der havde prøvet det før, og var fortrolige med stoffet. At jeg-fornemmelsen forsvinder. Men at den forsvandt for mig, føltes nærmest, som om jeg var ved at blive psykotisk. Det lykkedes mig at undgå at overskride den grænse. Jeg var sammen med en kæreste, da jeg tog det. Han havde prøvet det mange gange og havde ikke taget noget den dag. Han var min guide og hjalp mig også med at finde hjem igen. Han sad ved siden af mig og holdt mig i hånden og hjalp mig med at holde fast på jordforbindelsen. Men det var meget ubehageligt, og jeg glemmer det aldrig. Maria Marcus prøvede lsd én gang - og havde en skræmmende oplevelse. Hun har aldrig haft lyst til at gentage. Foto: Liselotte Sabroe En frygtelig oplevelse Maria Marcus, 86, Psykoterapeut, forfatter. Prøvede lsd én gang i 1980 erne Jeg prøvede lsd en enkelt gang tilbage i 80erne og var sikker på, at det skulle jeg ikke prøve igen. Dét, der skræmte mig, var, at da halvdelen af tiden var gået, blev jeg bange for, at jeg var ved at forsvinde. Der var bestemt også nogle smukke dele af mit trip og fantastiske farver. Men jeg kunne ikke lide, at alting bevægede sig. Træstykker og andre ting, der lå på gulvet, blev pludselig levende og bevægede sig. Jeg kan ikke huske præcis, hvor lang tid det varede, men jeg tror omkring seks til otte timer. Selvom jeg kun tog et halvt trip. Jeg aner ikke, om den frygtelige del kun varede to minutter eller mere. Men det føltes som meget længe. Og de smukke oplevelser blev helt overskygget af det angstbetonede, af følelsen af at være ved at forsvinde ind i et sort punkt, miste kontakten med alt. Det var så frygteligt, at jeg aldrig skal prøve det igen. 12

13 Selv om jeg ved, at kolleger rundt omkring i verden har brugt det i forbindelse med terapi, har jeg aldrig brugt det i behandlingsøjemed. For det var og er jeg slet ikke fortrolig nok med det til. 13