Når jorden skælver...

Transkript

1 Mennesket Af Charlotte Rørth / Foto: Torben Hansen charlotte.roerth@nordjyske.dk Hun var et barn som så mange andre, der voksede op under Anden Verdenskrig. Men som voksen er hun ganske særlig. Hun kan huske det, hun dengang og siden sansede. Hun kan beskrive, hvordan et barns verden kan briste på en måde, alle kan huske fra deres eget liv. Man kan kalde hende forfatter af vores fælles liv, Inge Pedersen, 76 år, som underspillet og med overblik over, hvad der er vigtigt, nedfælder begivenheder, så de kan begribes helt inderst inde. Som når hun lakonisk beretter om den dag under krigen, hvor pavillonen i Brønderslev brændte ned:... og indtil i eftermiddags havde jorden ligget fast under mig og heddet Vendsyssel. De voksne hviskede om det om aftenen, da hun var blevet lagt i seng. Da havde hun set de tyske bajonetter i deres øjne, men fik ikke svar, da hun spurgte, hvem der havde brændt den ned? Oppe i sengen tog tyskerne fat på at synge i hendes hoved igen, og hun kunne høre selv æbleblomsterne skrige. Inge selv skete der ikke noget med. Heller ikke hendes far, brandinspektøren. Der var heller ingen, der døde. Men barnets verden brast. Det har den gjort mange, mange gange siden. Ind imellem store glæder er store sorger kommen. Som hos alle andre. Man kan ellers på sin vis sige, at Inge Pedersens liv har været roligt. Man kan se det på det pæne cv. Opvækst i kernefamilie i Brønderslev, hvor hun blev født i Uddannet kontorassistent, siden lærer. Derpå blev hun gift, også med en lærer, de fik begge job på Nr. Nissum Seminarium, hvor de var hele deres arbejdsliv, til de gik på pension samtidig i De fik tre børn og bor nu i nærheden af de fire børnebørn i Aarhus. Man kan også sige, at Inge Pedersens liv har været voldsomt. At jorden i tide og utide har skælvet så meget under hende, at fundamentet er revnet. Så er det, hun skriver. - Det er nu ikke kun minder, jeg finder derinde, siger hun, der har budt på hed kaffe i blå keramik i et hus, hvor mandagens lys fylder alle rummene ud. - Men det forløser altid noget inden i mig selv, når jeg skriver. Jeg får sat mine egne oplevelser på plads, så jeg igen får fast grund under fødderne. Jeg skriver ikke for at redde andre, for at redde verden. Jeg ved ikke engang, om jeg gør den bedre, siger hun undrende og ser op. Når jorden skælver så skriver Inge Pedersen. Selv et roligt liv kan have sprækker så dybe som verdenshave fortsættes næste side... 4 / weekend 7. april 2012

2 Inge Pedersen 5

3 Mennesket - Jeg er nok ret egocentrisk, tænker jeg, med det der med at skrive. Det er, som om jeg går dybt ind i mig selv. Og derinde bliver jeg så fri for mig selv. Det lyder tovligt, men det er sådan, det er, småler hun og fortsætter: - Det er ikke en flugt, det er snarere som at komme hjem. Hun smiler endnu mere, og den næste sætning siger hun under forventningsfyldt latter. - Jeg elsker at skrive, kan ikke vente, til jeg får timer til det - det er så fantastisk, det næsten ikke er til at forstå. Men læserne kan forstå hende. Hendes bøger er solgt, læst, udlånt, diskuteret, debatteret, elsket. Lige fra de første digtsamlinger over novellerne til den seneste roman, den delvist selvbiografiske Til Amerika, har hun været en af dem, der har fyldt meget i det læsende lag af danskere, der lever lige uden for det frådende rampelys. Derude, hvor hun også helst selv færdes. Derude, hvor det almindelige liv leves. Det liv, hun kan samle i ord, så man kan sanse, hvorfor man har så store smerter og glæder, når nu ens liv bare er sådan helt almindeligt ligesom alle andres. Ligesom hendes. Som når hun i den også delvist selvbiografiske Og halsen af en svane, hvor også branden er beskrevet, fortæller, hvordan pigen mærker angsten i hårbørsten. Angsten i hårbørsten Den lugter af brændt hår og minder hende om jøderne, og hun kaster op ude på gangen foran skoleinspektørens kontor, efter klassen har set en film om kz-lejrene. - Hvordan kunne de voksne holde tanken om jøderne ud, spørger hun sig selv i bogen som barn, og som voksen læser rammes man og kan ikke svare. - Jeg er også vendelbo, selv om jeg snakker meget. Jeg kender til det der med ikke altid at få sagt tingene, når man burde få dem sagt. Især de gode ting. Det kunne jeg godt bebrejde mine forældre, at de ikke lærte mig. Men da min mor døde, begyndte jeg at skrive om hendes barndom. Ikke lige hendes, men også hendes. Og så forstod jeg hende. Så slap jeg bebrejdelsen. Anden frekvens udkom i 1999, da hendes verden var flået itu af det dødsfald, de fleste udsættes for, vores forældres. Syv år senere, i 2006, slog fundamentet igen revner. Hun fik selv kræft, hendes mand fik 6 / weekend 7. april 2012

4 Inge Pedersen Blå bog - Inge Pedersen Forfatter. Født 2. januar 1936, opvokset i Brønderslev. Datter af Anna og Svend Jørgensen, storesøster til Erik, der døde sidste år uddannet kontorassistent uddannet lærer, Ranum Statsseminarium bifag i tysk ved Aarhus Universitet. Gift med Bent Pedersen blev de begge idrætslærere ved Danmarks Højskole for Legemsøvelser, København. Og havde herefter job på Nørre Nissum Seminarium i Lemvig frem til De er forældre til tre og bedsteforældre til fire. Flyttede i 2006 til Mårslet syd for Aarhus. Debuterede som 46 årig i 1982 med digtsamlingen Leve med kulden. Har skrevet både digte, noveller og romaner Sejlads på en ø, digte Simultan, digte Berørt, noveller Måneår, roman om en forelskelse mellem en ung iraner og en voksen dansk kvinde Anden frekvens, roman om mødre og døtre Den trettende måned, digte Et lille stykke luft, noveller Soft winds, lyrik/jazz med musikerne Karen Sørensen og Torben Lassen The Thirteenth Month, digtsamling oversat til engelsk Når jeg bliver ædt af myrer, miniopera sammen med Edina Hadziselimovic Og halsen af en svane, erindringsbårne fortællinger fra Anden Verdenskrig set med et barns øjne Til Amerika, erindringsbåret roman om livet som ung omkring 1950, nomineret til Weekendavisens Litteraturpris Skriver i øjeblikket på en ny roman. Har skrevet i antologier samt flere danske og udenlandske tidsskrifter. Har oversat fra tysk til dansk, blandt andre Herta Müller, og har Johann Wolfgang von Goethes fødselsår 1749 som fast fikspunkt. Har fået legater fra Statens Kunstfond og andre siden sin debut. Fik i 2005 den livsvarige ydelse. Fik i 2008 Limfjordsegnens Litteraturpris. Medlem af Dansk Forfatterforening, Dansk-Svensk Forfatterforening og af Jyllands Forfattere. Alzheimer, de flyttede fra Lemvig, og hun fandt en slags trøst i at skrive om sin egen barndom. - Jeg kalder Og halsen af en svane for brudstykker af en roman, for det er den. Der skal være huller, som læserne selv kan fylde ud. Jeg bliver selv så træt, når andre beskriver for meget for mig. Jeg vil selv regne ud, hvad der sker. At finde trøst i at skrive om krigen kan synes helt absurd, når hun oven i købet selv kalder den for det helt store traume. - Men det er sådan, det er. Det falder på plads. Som når hun skriver om faren, der gik op på det øverste loft, når han hørte flyvere, for der i gavlen at fjerne den løse mursten, så han kunne se helt ind til flyvepladsen i Aalborg, mens datteren var så bange, så bange for, at der skulle ske far noget. Så fanger hun angsten, skriver den, får den rammet ind. - Krigen var jo et eneste stort chok. Som barn forstod man den ikke, men når tyskerne havde svømmet i friluftsbadet, og man selv skulle i vandet, så aaadddr, udbryder hun med væmmelsen gjort nutidig. - Jeg ved ikke, om man skal forstå mine bøger, siger hun så. - Jeg tror, det er bedst bare at sanse dem. Javel, hr. kontorchef Efter krigen blev hun ung. Som 16-årig kom hun i lære på et kontor i Brønderslev, og i Til Amerika fra 2010 fortsætter hun, hvor Og halsen af en svane slap. - Mit næste store traume var, at jeg som pige ikke havde frit valg over mit liv. Jeg kunne ikke engang vælge mit eget job. Jeg havde det forkerte køn. Hun, der indtil da havde set sig selv som menneske, blev nu til kvinde med alle de begrænsninger, et provinsliv i 1950 erne satte for hende. - Jeg gik der og sagde, som jeg skriver, javel, hr. kontorchef, mens jeg håbede, jeg ville have tid til at tage på studenterkursus i Aalborg. Det fik jeg ikke. I bogen render pigen af pladsen i rent oprør. Det gjorde Inge Pedersen ikke. - Jeg er født som feminist, det er jeg altså, og var jeg 10 år yngre, var det gået helt anderledes. Jeg kan huske, jeg allerede tidligt tænkte, at jeg aldrig ville ende som min mor. Hun var gået ud af syvende klasse og knoklede. Og hun skulle bede min far om penge. Aldrig ville jeg havde det sådan. Men da hun stod i det, handlede hun som forventet. Var en dygtig pige. - Det er først bagefter, jeg kan se, hvordan jeg havde det. Undervejs er man så fokuseret på at klare det, at der ikke er plads til andet. Og ja, hun klarede det. Fik sin kontoruddannelse og med alt sit mod og sine mange læste bøger også fremtvunget at komme på Ranum Lærerseminarium. - Da fik jeg selv jorden til at skride. Og jeg, som troede, jeg ville længes hjem, elskede hvert minut. Hun mødte Bent, der også var fra Brønderslev, det blev så ham, de uddannede sig sammen til idrætslærere i København, det var herligt, boede i et hummer i bunden af et tårn på Bernstorffsvej, et skummelt sted, og flyttede så til Lemvig. - Jeg blev ikke lærer for at blive lærer. Det var den mulighed, der var for kvinder. Men vi var glade for at være der, det var vi. Hun var gravid, da de flyttede derop, og inden længe havde vi tre børn. - Nu om dage er det så svært at få børn. Dengang skulle vi nærmest bare nyse. Og jeg var glad for, at jeg først blev gravid efter idrætslærereksamenen. Ellers havde jeg måttet opgive. Det kan være svært at forstå i dag, hvor meget det fyldte i vores liv. Og kvaksalverne, siger hun og fortæller om mødet med en gammel skolekammerat, der end ikke havde fortalt sin senere mand om dengang, hun spiste kininpiller, svømmede sig halvt ihjel og alligevel ikke tabte barnet. - Hun blev afvist ved Mødrehjælpen, så hun gik til en kvaksalver, tror jeg, eller fik barnet, jeg ved det ikke. Da jeg mødte hende igen, ville hun ikke tale om det. Det sætter altid spor, siger hun. Debut som 48-årig Undervejs i livet med tre børn og deltidsjob på seminariet skrev hun ikke. Slet ikke. - Jeg havde et eller andet i mig, der ville noget, men hvad? Jeg forsøgte med ler, formede også godt, og jeg læste tysk på Aarhus Universitet, troede, at det kunne forløse mig, men stod pludselig en dag i 1968 ved Kongens Bro på vej hjem med en smøg og havde en af mit livs mange aha-oplevelser. Du ved dem, man godt ved har betydning. Hun stoppede på universitetet med det samme. Ikke af dårlig samvittighed eller pres. Bent var fantastisk, han støttede, passede børn, fik sine historiestuderende til at læse Germaine Greer. Inges forløsning blev ikke hindret. - En dag ringede Bent hjem fra Juelsminde Højskole, hvor han var på skrivekursus. Der er også plads til dig, og der er andre børn, de vil få det herligt, sagde han. Og så tog jeg af sted. Det var i fortsættes næste side... 7

5 Mennesket»» Jeg ved ikke, om man skal forstå mine bøger. Jeg tror, det er bedst bare at sanse dem.»» Chok detonerer langsomt. Inge Pedersen, om hvorfor hun ikke skriver om det, der sker for hende nu - Jeg skrev tre linjer på hele den uge. Men jeg vidste, det var det. Hun debuterede fire år senere, i da var hun 46 år, og de to store var flyttet hjemmefra. Siden har hun skrevet flittigt. Men aldrig om det, der sker lige nu. - Chok detonerer langsomt, siger hun. - Jeg tror, det er derfor. Når man står i det, kan man kun referere. Man kan ikke få proportioner på. Man ved jo ikke, hvilken betydning det får på sigt. Kan ikke overskue det, vel? Det er, som om der skal gå år, før man kan have en egentlig litterær tilgang til det, man har oplevet. Før man kan bearbejde det skete i relation til sig selv. Det gælder vel alt? Murens fald kom der også først litteratur om flere år efter. - Måske, siger hun så efter en pause. - Måske bliver man også mere empatisk med alderen? Også over for sig selv? Og den empati gør, at man kan skrive, så andre også kan genkende sig selv? At man kan se på sin egen historie og trække det ud, der har betydning uden for den tid og det sted, det foregik. Hun tier lidt igen. - Vi kan jo ikke tænke forandringer frem. Vi ved ikke, hvad der vil ske. Vi kan ikke planlægge det. Vi kan blive bedre til at leve, måske, hvis vi ser på vores historie. Hvem vi er. Det er det, bøger kan være med til. Måske. Hustru, mor, bedstemor Inge Pedersen skriver ud fra sit liv, og da hun er kvinde, bliver det dér, meget begynder, men hun er træt af, at det ikke er litteratur om at være menneske, fordi det ikke er skrevet af en mand. - Nu har jeg levet så længe, at jeg med sikkerhed kan sige, at vi roder rundt i det samme om og om igen. Det stikker sit fjæs frem gang på gang. Jo, vi har fået det bedre mellem kønnene end før, men i dag opdager vi ikke, hvad der sker. Det er ikke synligt, siger hun, og et redaktionsmøde på skolebladet i 1950 erne, som hun skriver om i Til Amerika, rinder hende i hu, for det kunne lige så vel foregå nu? Da blev hun bedt om at skrive en nekrolog, for det var mest naturligt, at en pige gjorde det. - Mænd og kvinder er forskellige, og måske skal vi kvinder også blive mere klar over, hvad vi forlanger af mændene? De skal være ved børnene, men også være den sidste bastion, hvis vi græder. Og de skal vide, hvor vinterdækkene er, og have styr på realkreditten. Det havde jeg aldrig haft. Det har hun nu, hvor Bents sygdom kræver, at hun er den, der ved alt. - Han ved, at jeg er hans anker, men ikke altid, at børnebørnene er hans. Hun er stille lidt. - At være bedstemor... Nu kan jeg være den, der giver sukkermellemmadder, som jeg selv fik, husker hun, og en scene fra Og halsen af en svane flyver ind og lægger sig på bordet. På side 38 skriver hun om en lille samtale mellem pigen og mormor: Hvad er cikorie, sagde jeg. En blomst, du kan se himlen igennem. Lige så gennemsigtig og blå som vingerne på en døgnflue. Men kaffe, det duer den ikke til. Ikke sorg, men forbindelse Da Bent og hun flyttede til Lemvig i 1961, tænkte hun, at det var tæt på Vendsyssel. Det var det ikke. Men savnet af hjemstavnen satte sig ikke som en sorg. - Nej, og jeg er stadig dybt forbundet med Vendsyssel, siger hun, der ikke har boet der i sit voksne liv og heller ikke overvejede at flytte dertil, da de gik på pension i Jeg har altid gerne villet bo i Aarhus, men vores hus i Lemvig var tegnet af min far. Det var et vidunderligt hus, men det var mere det, at ved at flytte ville der være måske to år, hvor jeg ikke kunne arbejde. Det kunne jeg slet ikke overskue. Men de flyttede alligevel dengang i De mange skred i fundamentet førte dem af sted. Hun skriver hver dag. Bent er af sted tre formiddage om ugen. Han er glad. - Jeg kan kun sige, at man med alderen bliver mere og mere klar over skrøbeligheden, siger hun så og rækker tilbage til sønnens død i Pludselig syntes jeg, der var sket så meget i vores liv, men det sker der i alles. Vi kan se så ens ud, men når man åbner, er der dybder inde i hvert eneste menneske. Fundamenter skrider, og man bliver ydmyg, som da hun dengang i 1984 mærkede de store værdier i det lille samfund. - Det kan godt være, de ikke sagde noget, men de kom. Og hun tænkte, at hun og andre havde været hovmodige i deres afvisning af mennesker, der ikke var som dem selv og holdt fanen fra 1968 højt. - Mit politiske ståsted har ikke ændret sig væsentligt, men i livets helt store sammenhænge betyder politik ingenting for mig, fastslår hun, der fra da af kunne finde en slags tro. En tro, der er rodfæstet i det fundament, der alligevel ikke er revnet, Vendsyssel. - Så jeg står til fulde inde for det, pigebarnet siger i Til Amerika om sin konfirmation, fastslår Inge Pedersen. Og så læser hun højt: Og konfirmationen? Missionspræstens pibende stemme? Og tanterne, onklerne? Den skrækkelige kjole? Men, så pyt, tænkte jeg... det klarer jeg, selvfølgelig gør jeg det. For jeg tænkte på gaverne: På alt det, der fandtes uden for ordene, som en berøring af den stride blæst. Et strejf af salt, når man boede i Vendsyssel. Alt det, som kun var en hvisken i den blomstrende uendelige mose, en susen som af engle i det vajende græs. Alt det, som ingen mennesker kunne høre - ikke engang præsten - hvis de snakkede for meget. Hun lukker bogen. { {{ Mød Inge Pedersen i samtale med Charlotte Rørth på litteraturfestivalen Ordkraft i Nordkraft, Aalborg, fredag 20. april. Se mere på 8 / weekend 7. april 2012

6 Inge Pedersen Risskov Bilferie Europa til lavpris Læsertilbud oplys/tast bestillingskoden: NJ Swimmingpool & sauna Heden Lüneburger Heide strækker sig mellem Hamburg, Bremen og Hannover, og er et af de mest interessante landskaber i Europa. På jeres ferie til Lüneburger Heide vil I opdage landskabets alsidighed og interessante natur. I bor på Helnan Hotel Reinstorf*** som ligger lidt øst for Lüneburg, ikke langt fra Hamburg, i fantastiske smukke omgivelser. Hotellet har en dejlig wellnessafdeling med bl.a. pool, finsk sauna, dampbad og sanarium. Spar kr. 164,- Harmoni med naturen ,- 2 overnatninger 2 morgenbuffet 2 x 3 retters aftenmenu 1 fl. mineralvand 1 byrundtur i Lüneburg Gratis parkering Børn helt op til 12 år: gratis i forældres seng. Ankomst: Indtil Svalen Og nu kom der en svale og tændte mine øjne et øjeblik hang den og lignede lykken Og hvad kan jeg ellers finde på at hviske? At alting kan ses på andre måder som hævdet af den moderne fysik er ikke nogen trøst. Kun at nogen vil hviske, og mærk hvor det krilrer i bunden af dit øre så du kommer til at smile for den der hvisker lyver så dejligt Fra Den trettende måned, 2000 Kvinder på Ordkraft Nordjyske forfattere bliver mere og mere populære, og især de kvindelige stormer frem. Mød tre af dem, der har sat sig for at skrive både nutiden og fortiden frem, så begge køn kan se deres historier på ny. De er vidt forskellige, men kan alle mødes på litteraturfestivallen Ordkraft i Nordkraft april på NORDJYSKEs stand. De vil debattere litteraturens betydning for egnens fremtid - og deres egen. Pia Grandjean, der blev interviewet til Weekend i lørdags, diskuterer torsdag med Marianne Jørgensen, der bringes artikel med næste lørdag. Samme dag kan man også møde Hanne- Vibeke Holst og flere andre kvindelige forfattere. Inge Pedersen, der interviewes her på siderne, er på Ordkraft fredag 20. april. Detaljeret program vil stå i NORDJYSKEs kultursektion torsdag 19. april. Inkl. bykort til Salzburg Salzburger Tennengau ,- Dorfgasthof Goldener Stern*** ligger tæt på byen og alligevel med en dejlig fredelig beliggenhed, hvor Salzburger Tennengau er aller skønnest. Området Tennengau, nogle kilometer syd for byen Salzburg, præges af romantisk bjergnatur med vilde, brusende floder og mægtige vandfald, saltminer og museer, som bidrager til at I kan opleve ældre tider på et interessant sted. Blandt de mange familievenlige udflugtsmål og seværdigheder kan I udforske naturen. Spar kr. 155,- 4 overnatninger 4 x morgenbuffet 4 x 3 retters menu m. salat 1 velkomstdrink 1 x sauna og dampbad Inkl. panoramatur Børn op til 11 år: ½ pris i forældres værelse. Ankomst: Indtil Special Offer Vejen til gode oplevelser - bare billigere! Risskov Særtilbud Forår i København 699,- Ikke langt fra centrum af vidunderlige København, ligger det flotte Hotel Lautruppark****, hvorfra I nemt kommer ind til centrum. Dette supertilbud bringer jer til Ballerup ikke langt fra Ballerup Super Arena og Idrætsby. Herfra kan I nyde nogle dejlige dage i København, hvor der skal findes tid til en tur på Strøget, en frokost i Nyhavn, en gåtur forbi Amalienborg eller måske en tur i det kongelige teater. Mulighederne er uendelige i den kulturelle hovedstad. Spar kr. 600,- 2 overnatninger 2 x morgenbuffet 1 x 3 retters menu 1 x vinmenu Gratis parkering Udvalgte dage i foråret Børn op til 14 år: ½ pris i forældres værelse. Ankomst: Indtil Bestil inden 1. juni Det ungarske hav ,- Hotel Uni*** er et dejligt badehotel beliggende ved Balatonsøen. Hyggelig strandpromenade, betagende panoramaudsigt over søen og den maleriske by Tihany alt dette og meget mere finder I her. I kan slappe af og nyde ferien på hotellets private sandstrand og bade i det dejlige vand. Balatonfüred centrum ligger blot 2 km fra hotellet på den nordlige side af Balatonsøen, omgivet af de imponerende Tamás-bjerge og halvøen Tihany. Spar kr. 209,- 5 overnatninger 5 x morgenbuffet 5 x aftenbuffet 4 x kaffe og kage 2 dages cykelleje Inkl. 1 x 20 min massage Turistskat ca. 1,5 pr. person/dag betales v. hotel. Sæsontillæg kr. 80 pr. pers/døgn: Ankomst: Indtil Rejsearrangør: Risskov Autoferien AG Prisen er pr. person i dobbeltværelser. Gode børnerabatter Mulighed for flere dage Minimum inkl. slutrengøring Ekspeditionsgebyr fra kr. 59,- Spar i forhold til hotellets egen pris Forbehold for udsolgte datoer Prisstigninger kan forekomme Ring og hør nærmere Åbent 9-17, søndag Se mere og bestil døgnet rundt på eller ring