SIMON RÅBER Hvad skal vi gøre?

Transkript

1 Birgit Bengtsson, Marte Meo-terapeut, talehørelærer og kommunikationsvejleder på Ladegårdsskolen i Holbæk. Pernille Roug, Marte Meo lic. supervisor og konsulent SIMON RÅBER Hvad skal vi gøre? Et Marte Meo-forløb med brug af video støttede Simons forældre i at se og høre flere af Simons udtryk. Denne artikel er udgivet på det tidligere VIKOM s hjemmeside (videnscenter om kommunikation og multiple funktionsnedsættelser hos børn og unge uden talesprog, nu indgået i Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri i Servicestyrelsen). Simons skole Simon går på ladegårdsskolen i Holbæk. På skolen er der etableret et netværk omkring Simon først og fremmest bestående af forældrene, klasselærer fra skolen, kontaktpædagog fra fritidshjemmet og kontaktpædagog fra aflastningen. Der kan indkaldes personale med andre fagområder, hvis netværket har behov for det, ligesom nære familiemedlemmer også kan deltage. På skolen bliver der generelt arbejdet meget med at udvikle kommunikation og samspil, og der arbejdes med videoanalyse ud fra Vikoms videoanalysemodel og Marte Meo-metoden. Der kom en henvendelse fra Simons forældre lige efter sommerferien. De havde været på ferie med Simon og hans søskende i campingvognen sydpå. Simon er født med cerebral parese, han har multiple funktionsnedsættelser og har ikke noget talesprog. Det skulle have været en dejlig oplevelse for alle at nyde solens varme i syden, bo tæt ved vandet og bare hygge og lege i hele ferien, men Simon havde råbt og råbt, så det blev ikke den dejlige ferie, som familien havde drømt om. Forældrene skrev til Simons klasselærer for at få hjælp. De havde optaget nogle klip fra ferien, så hun kunne se, hvad der skete. 27

2 28 Klasselæreren kontaktede skolens kommunikationsvejleder, som er talehørelærer og Marte Meo-terapeut og har været en del af VIKOMs kursusledernetværk siden VIKOMs start. Kommunikationsvejlederen lavede en analyse af samspillet på filmen, som var blevet optaget på ferien og deltog i det førstkommende netværksmøde. Kommunikationsvejlederen viste klip med Simons udtryk og formidlede viden om, hvorfor børn råber. Børn kan råbe for at få kontakt og for at få etableret et samspil. Hvis vi kan hjælpe børn med ikke kun at råbe højt, men også bruge andre udtryk, så kan vi hjælpe dem med at opnå det, de vil, nemlig kontakt til andre mennesker. Simons forældre ville hellere end gerne forstå og vide mere om Simons udtryk og tillægge disse en kommunikativ betydning. Efterfølgende søgte forældrene Holbæk Kommune om et Marte Meoforløb, og Ladegårdsskolens kommunikationsvejleder blev udlejet til at varetage dette forløb. Marte Meo-forløbet startede nogle måneder efter første møde i netværket. På starttidspunktet syntes forældrene allerede, at Simon råbte mindre, så udgangspunktet for Marte Meoforløbet blev: Hvordan kan vi støtte Simon i samspillet, så hans råben ikke igen får overtaget? Kontakt og samspil Vi vil i denne artikel beskrive, hvordan Marte Meo-metodikken kan anvendes for at udvikle kontakt og samspil mellem et barn med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog og barnets kommunikationspartnere. Vores ærinde er at vise, at når man ser alle barnets udtryk og tillægger dem betydning på forskellige måder, så sker der Den nyere noget positivt i samspillet og dermed for hele barnets udvikling. Vi har taget afsæt i et virkeligt forløb, så artiklen bliver lettere at læse og forstå. Det er vigtigt for forståelsen at få eksempler på ordet barnets udtryk, så læseren af artiklen i sin egen bevidsthed kan tillægge sig en mening om anvendelse af ordet udtryk. I Marte Meo bruges ordet initiativ, men det dækker det samme, nemlig alt det barnet viser ved at se på noget, gøre noget, vise følelser og sige noget. Dette at gøre noget kan også være ubevidste kropslige reaktioner, som barnet gør intuitivt, som for eksempel at tage hånden op til munden eller strække sig. Den nyere udviklingspsykologi har lært os, at alle barnets initiativer er værdifulde. Den måde, vi som voksne modtager og behandler initiativerne på, er afgørende for samspillets kvalitet og dermed for barnets udvikling. Et barns måde at lære færdigheder og få personlige kompetencer på sker de første fire til fem år primært gennem egne erfaringer i samspil med andre. Det betyder i praksis, at barnets læring er baseret på egne initiativer, så vi er nødt til at SE og reagere fornuftigt på, hvor barnet udviklingspsykologi har lært os, at alle barnets initiativer er værdifulde.

3 har sit fokus for at kunne støtte på det aktuelle udviklingsniveau. Vi mennesker har betydeligt lettere ved at aflæse og hurtigt tolke på de initiativer, vi kender fra os selv. Det betyder, at det kan være svært at aflæse mennesker, man ikke intuitivt reagerer ens med. Som eksempel kan gives, at hvis et menneske løfter den ene hånd, vil nogle mennesker være bange for, at hånden skal slå. Andre vil tro, at det er for at klø sig i håret, andre igen at det er fordi, tøjet ikke sidder rigtigt. Disse reaktionsmønstre er baseret på erfaringer, vi har gjort os gennem livet. Forskningen siger, at det kan være meget svært intuitivt at afkode et barn, man ikke kan genkende så meget hos. Børn med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog har som livsbetingelse, at de grundlæggende skal udtrykke sig gennem mimik, kropssprog og gestus, indtil omgivelserne giver dem mulighed for at kommunikere ved andre udtryk, ved andre initiativer. Det betyder, at børnene er helt afhængige af deres kommunikationspartneres viden om dem og tro på, at deres initiativer har en mening, samt at kommunikationspartnerne tillægger børnenes initiativer en positiv og værdifuld betydning. Børn med multiple funktionsnedsættelser uden Børn med multiple funktionsnedsættelser uden et talesprog har som livsbetingelse, at de grundlæggende skal udtrykke sig gennem mimik, kropssprog og gestus, indtil omgivelserne giver dem mulighed for at kommunikere ved andre udtryk, ved andre initiativer. talesprog taler ikke med ord, men når man kigger efter deres initiativer, får man en masse informationer og viden om, hvad børnene ville sige, hvis de kunne tale med ord. Videoanalysen Første film Den første film med Simon viste, at han tog mange initiativer i samspillet. Han viste interesse og var nysgerrig, når hans sonde blev koblet til. Han drejede hovedet væk, når han blev tilbudt en bid mad. Han så på sin mor. Han så skiftevis fra sin mor til sin far, mens de spiste. Han tog fat i noget spaghetti. Han tyggede, når han så på sin fars mad. Og han var afvisende, da han skulle have bluse på. Til første tilbagemelding var der udvalgt otte forskellige klip, hvor Simon tog initiativer, når han var sammen med sin far og mor. Ved hvert klip så forældrene og Marte Meo-terapeuten (i det følgende benævnt som Mmt) på Simons initiativer og snakkede om, hvad han ville udtrykke, hvis han selv kunne sætte ord på. Mmt formidlede samtidig viden til forældrene om, hvad det betyder for et menneske at blive set og om det at kommunikere uden at sige noget med ord (tale) i form af initiativer som at vise følelser, udføre handlinger og at se på noget. Ved hvert 29

4 30 klip snakkede forældrene om, hvad de forestillede sig, at Simon ville sige selv, og de øvede sig i at formulere nogle sætninger, der kunne fortælle Simon, at de havde set hans initiativer, for eksempel: du tager fat i spaghettien, det kunne du ikke lide. Når vi benævner et barns initiativer, giver vi i første omgang barnet mulighed for at vide, at det er set, hørt og forstået. Barnet vil ikke behøve at forstørre sine udtryk og tage uhensigtsmæssige initiativer som for eksempel at larme eller kaste med ting, fordi barnet ved, at det er set og hørt. Derudover får barnet en mulighed for at lære sprog både impressivt og ekspressivt, og selvom det ikke er muligt for barnet at erhverve sig et talesprog, er det den bedste mulighed for at give barnet et indre sprog. Barnet får ligeledes en bedre registrering af, hvad det foretager sig og tænker: Nå ja, det er det, jeg gør. Det giver barnet ro og fordybelse. Det er ganske enkelt den måde, hvorpå barnet lærer sig selv at kende. I registreringen ligger også, at barnet får en viden om, hvad det gør, som på sigt kan blive til en mere bevidst handling. Som for eksempel hvis barnet tager hånden op til munden i forbindelse med, at barnet kan se og dufte mad eller er sulten. Her kan den voksne benævne det ved at sige: Du tager hånden op til munden. Du er sulten. Hvis dette gentages tilstrækkeligt mange gange, bliver det at... når man ser alle barnets udtryk og tillægger dem betydning på forskellige måder, så sker der noget positivt i samspillet og dermed for hele barnets udvikling tage hånden op til munden, når man er sulten en erfaring, barnet tager med sig jeg er sulten, jeg tager hånden op til munden. Vi oplever mange omsorgspersoner, der i starten synes, det er svært at benævne barnet specielt hvis det er et lidt større barn. Til gengæld oplever vi også, hvor glade de bliver, når de oplever det fantastiske samspil, de opnår ved at gøre det. Derudover er der det etiske aspekt. I et samspil mellem to, der begge er i stand til at udtrykke sig ved hjælp af talesprog, er der en dialogisk forventning om, at man skiftes til at tale. Hvis man ikke selv er i stand til at fortælle/ytre sig verbalt, er det vigtigt, at de mennesker, man er omgivet af, benævner de initiativer, man ikke selv kan. Det er både kærligt og respektfuldt, og den eneste måde barnets stemme kan høres på. Anden film Ved anden film har far filmet mor sammen med Simon. Det første Mmt bemærker ved analysen er, at Simons mor er meget mere talende. Simon har flere initiativer som for eksempel: at han strækker sig, han er træt, han vil nusse med sin mor, han stikker sit hoved frem under et håndklæde og smiler til sin mor, han ser efter sin bror, som er i bad, tager fat i sit krus og læner sig over mod sin mor ved bordet. Simons mor ser disse initiativer

5 og sætter ord på dem. Simon siger også nogle lyde, der er forskellige i melodien og i det følelsesmæssige udtryk. Nogle af lydene ligner dem, som forældrene beskrev som råbende i indledningen til dette Marte Meo forløb. Der er også et lille klip, hvor mor beder Simon om at vise broderen, hvor han har fået taget blodprøve. Simon ser ked ud af det, og hans mor fortæller for ham, at det gjorde lidt ondt, og at Simon græd lidt, men at det gik fint. En hel lille fortælling. Simon ser på sin mor og på sin bror og rækker så armen frem mod broderen. Under tilbagemeldingen på anden film fortæller forældrene, at de oplever, at Simon er blevet mere opmærksom. Simon søger i meget højere grad kontakten med dem og virker mere lyttende. Det er rigtig dejligt at få denne viden. Ved hvert klip ser forældrene og Mmt på Simons initiativ, snakker om hvad han mon vil udtrykke, og så hører vi, hvordan Simons mor sætter ord på hans initiativ og ser Simons reaktion herpå. Forenklet beskrevet: Barnets initiativ en handling fra samspilspartneren reaktionen fra barnet. Vi vil nævne to eksempler. Første eksempel: Simon stikker sit hoved frem under et håndklæde og smiler til sin mor. Simons mor smiler til ham, læner sig frem mod ham og siger hej. Vi ser på Simons initiativ. Det, at han læner sig frem, ser på sin mor og smiler til hende, er tre forskellige initiativer. At læne sig frem kan for eksempel betyde: Der er noget, jeg er interesseret i. At se på mor kan betyde: Du er interessant mor, Du er spændende mor etc. At smile kan betyde Du er sød mor, Jeg elsker dig mor etc. I dette eksempel imiterer mor to af Simons initiativer, idet hun også læner sig ind mod Simon, smiler til ham og sætter ord på ved at sige hej. Det, at mor imiterer to af Simons initiativer, er den enkleste og mest basale måde at lave tilknytning på. Og hendes hej er en meget enkel og basal måde at sætte ord på det. De taler så at sige med de Alle barnets initiativer har et budskab til os. samme udtryk, som hans mor så kærligt udvider til den nærmeste zone for udvikling med sit hej. Reaktionen fra Simon er, at han bliver længere i kontakten, og at hans smil intensiveres. Et af de mest centrale samspilselementer er at følge barnet at gå på opdagelse i barnets univers. Herunder er imitation en af de største kærlighedserklæringer, man kan give et barn. Det vil sige i respekt at gentage for eksempel lyde og bevægelser. Børn med store multiple funktionsnedsættelser har i særlig grad glæde af imitation, fordi det er langt den bedste måde at komme i kontakt på, specielt den følelsesmæssige kontakt, hvilket er et grundbehov hos alle mennesker. At se den begejstrede lykkereaktion fra et barn, der bliver imiteret, er ganske rørende, og når det så oven i købet understøttes af den viden, at imitation får kroppen til at producere lindrende opoider 2, er der al mulig grund til at imitere. Men at følge er også at gå på opdagelse hos barnet og i barnets univers. Hvad er det barnet er optaget af, hvad synes barnet om dette og hint og hvilke hensigter 31

6 Hvad er det barnet er optaget af, hvad synes barnet om dette og hint, og hvilke hensigter har barnet? Alle barnets initiativer har et budskab til os. Det kan godt være, det er svært at forstå budskabet, men der vil altid være et. har barnet? Alle barnets initiativer har et budskab til os. Det kan godt være, det er svært at forstå budskabet, men der vil altid være et. Jo mere vi følger barnet, jo større er sandsynligheden for, at vi forstår barnets hensigter og derfor møder barnet funktions- eller udviklingsstøttende. At blive fulgt i sine initiativer betyder også, at man får lyst til at tage endnu flere initiativer en helt central forudsætning for udvikling. Andet eksempel: Simon skal i bad. Simon ligger på sin badebriks, han er optaget af at undersøge sin yndlingsperlekæde. Mor står cirka midt for Simon. Da mor tager hans lange bukser af, strækker han sig. Mor ser det og siger først en gang: Du strækker dig. Simon strækker sig mere, mor udvider lidt og siger: Uh, du strækker dig. Simon strækker sig mere, og mor gentager: Uh du strækker dig, samtidig med at hun læner sig frem mod Simons ansigt. Hendes stemme er varm og bliver mere og mere kærlig. Mor gentager endnu en gang: Uh, du strækker dig og læner sig helt hen til Simons ansigt. Simon taber perlekæden og lægger begge arme om sin mors hals. De giver hinanden et knus. Vi ser først på Simons initiativ: Han strækker sig, og han svinger med sin perlekæde. Det kan betyde: at han nyder at ligge ned efter at have siddet i sin kørestol, at han har brug for at strække sig, at han mærker nogle kropslige fornemmelser etc. Samtidig er han optaget af at svinge sin perlekæde. Mor sætter ord på det ene initiativ, enkelt og basalt: Du strækker dig, og Simons reaktion er, at han strækker sig mere. Det, at han strækker sig mere, kan betyde, at han lytter til mor, selvom han også er optaget af sin perlekæde. For hver gang mor benævner, at han strækker sig, svarer Simon med initiativet: Jeg strækker mig. Ved at sætte ord på Simons initiativ, registrerer han ordene samtidig med, at han sanser i kroppen. Han lærer ordene og mærker efter. Det bliver betydningsfuldt for moderen at se det. Hendes stemme bliver mere og mere varm og indbydende i takt med, at hun ser Simons svar i form af initiativet: Jeg strækker mig. Da hun læner sig helt hen til hans ansigt, slipper han sin perlekæde og tager fat om hende. Der opstår et af de betydningsfulde øjeblikke, hvor to mennesker mødes i et kærligt knus. Ingen kan være i tvivl om, hvad det betyder for Simon og for hans mor. I forhold til hvert klip formidler Mmt viden om, hvad det betyder for Simon at blive set. Og hvordan han kommunikerer uden at sige ord ved at udtrykke sig på andre måder. Og hvorledes det hjælper ham med at registrere, samle sanseindtryk og koble dem med sprog, når hans mor sætter ord på ham. Vi ser, at Simon er mere opmærksom og koncentreret, og at han deltager. To andre klip fra en anden film bruges til at formidle viden om, hvordan 32

7 et initiativ kan tolkes i flere retninger. Et klip viser et måltid, hvor Simon ser og rører ved sin kop. Betyder det, at han vil drikke? Eller vil han undersøge sin kop? Forældrene og Mmt kommer med forskellige ideer. På et andet klip støvsuger mor, og Simon siger en masse lyde. Forældrene og Mmt ser på klippet og diskuterer, hvad det er, han vil udtrykke. Der opstår nogle spørgsmål, som forældrene vil se nærmere på. Disse spørgsmål er: Kan det tænkes, at Simon ikke kan lide høje lyde? Kan det tænkes, at han har brug for hjælp til at skærme sig? Hvordan kan vi gøre det? Det er tydeligt, at mor har arbejdet med at se Simons initiativer. Med baggrund i de viste klip får forældrene som arbejdspunkt at benævne initiativerne, så de kan arbejde både med at se og med at benævne på Simons niveau samtidig. Forældrene er åbne og positive over for det, selvom de synes, at det virker kunstigt. Men de kan se, at det hjælper, så det vil de gerne arbejde videre med. Tredje film Stemningen er varm og dejlig på tredje film. Der bliver bagt kage, spist aftensmad, snakket om mobiltelefoner, og Simon får nattøj på. Simon er med, og han bliver set. Simons forældre omfavner med deres stemmer Simon med en rar og varm stemning. Simons initiativer bliver benævnt med såvel benævnelser som spørgsmål. Når benævnelser udformes som du-benævnelser og små konkrete benævnelser, så sker der noget positivt med Simons opmærksomhed og kontaktlængder. Han er mere på og bliver længere i sin kontakt. Ved tilbagemeldingen af tredje film vises fire klip, hvor Simon benævnes, samt et klip hvor de skal se Simons reaktion, når benævnelsen bliver udformet som et spørgsmål. De øver sig i at benævne Simon, når der er andre i nærheden, altså hvor mor og far er der begge to, eller når et af familiens andre børn er til stede. Alle klippene vises i små bider, så Simons initiativer og forældrenes reaktioner tydeliggøres. Simons far sidder på hug foran Simon, som sidder i sin kørestol. Far Kort om Marte Meo Marte Meo-metoden er en hollandsk analyse- og interventionsmetode, der bruger video til at fremme samspillet mellem mennesker. metoden er ressourceorienteret og bygger på, at vi mennesker bedst lærer af at se, hvad vi gør rigtigt. Teoretisk er metoden funderet i den nyere udviklingspsykologi. Der filmes cirka ti minutter af et hverdagssamspil. Af denne film udtrækkes der sekvenser, hvor samspillet er udviklings- og funktionsstøttende. disse klip danner baggrund for det videre arbejde og formidles ved en tilbagemelding. Ved hver tilbagemelding får barnets samspilspartnere et arbejdspunkt med et udviklingsstøttende element. Der filmes cirka hver dag, indtil det spørgsmål, der blev bedt om hjælp til, er besvaret. 33

8 har lige bagt kage og har en lille bid kage til Simon. Far siger: Skal du lige have en bid mere? Simon ser på sin far og læner sig lidt frem. Far berører hans læber med kagen. Simon åbner munden. Far putter kagestumpen i munden på ham og siger: Wupti. Simon smager på kagen. Far siger: Det var ikke så tosset. Han venter, mens Simon tygger og gentager: Det var ikke så tosset. Simon smiler og lægger hovedet på skrå; han ser intenst på sin far. Under tilbagemeldingen snakkede vi om, hvad initiativet smil og lægge hovedet på skrå kunne betyde. Betyder det mon, at Simon kunne tænke sig en bid mere? Ved et andet klip sidder Simon i sin kørestol og laver tyggebevægelser. Far De samspilselementer der arbejdes med i Marte Meo er: 1. Se barnets initiativ 2. Følg barnets initiativ 3. Vent på barnets reaktion 4. Benævn hvad du selv gør, mener, har til hensigt, forventer etc., benævn barnets fokus, samt hvad der sker i omverden. 5. Bekræft barnets ønskede adfærd 6. Kæd andre børn, mennesker, ting, fænomener etc. ind i barnets univers. 7. Lav positiv ledelse det vil sige angiv tydeligt start og slutning samt led og strukturer svære situationer i en positiv stemning. siger: Nej hvor du tygger. Far kan godt høre, at du tygger. Mor sætter sig på hug foran Simon og imiterer hans tyggebevægelser. Simon læner sig ind mod hende. Hans ansigtsudtryk er glad og nysgerrigt. Mor siger: Vi spørger far, om han giver en smagsprøve af kagen. Simon smiler og ser ned på sit joystick på kørestolen. Han trykker på det, og der kommer en biplyd. Mor fortæller, at det er slukket for det, ellers kører han ind i møblerne, mens de bager kage og ikke kan holde øje med ham. Han trykker en ekstra gang og griner. Der er mange skift mellem parterne i samtalen på dette klip, og Simon bringer et nyt samtaleemne på banen. Kan det tænkes, at han stiller spørgsmålet: Hvorfor kan jeg ikke køre rundt? Og kan det tænkes, at han driller sin mor? Et tredje klip viser Simons opmærksomhed ved benævnelser udformet som spørgsmål. Simon lægger her sit hoved ned på sine arme. Hans mor spørger: Putter du?, Er du træt? Simon gør ikke noget. Mor kalder: Simon. Simon løfter sit hoved og ser på sin mor. Mor siger: Mor synes, du ser træt ud. Simon ser på sin mor og smiler til hende, han lægger hovedet ned på armene igen. Mor nusser ham i håret, kysser ham og siger: Du er træt. Simon strækker sig over til sin mor. Det er et eksempel på, at mor får vendt et spørgsmål om til et udsagn, hvilket fratager Simon et ansvar for at skulle svare. Reaktionen er også tydelig. Der er stor forskel på at blive benævnt og få stillet spørgsmål. Når vi stiller spørgsmål til menne- 34

9 sker, der ikke kan svare, pålægger vi dem et ansvar, som de ikke kan honorere, fordi spørgsmål er på et højere sprogligt niveau. Det gør barnet usikkert og trist, fordi barnet gerne vil leve op til de voksnes forventninger. Der er ingen tvivl om, at det store antal spørgsmål, børn generelt får, skyldes voksnes ønske om at være demokratiske og inviterende. Det er dog det modsatte resultat, vi opnår. Når vi stiller spørgsmål, laver vi åbningstoner til sidst i sætningen. Disse åbningstoner er inviterende, men når barnet ikke kan honorere de stillede krav om at skulle svare, frustreres det. Forældrene får et nyt arbejdspunkt ved tredje tilbagemelding: De skal benævne sig selv. Når vi som voksne benævner os selv, bliver vi tydelige og forudsigelige. Barnet ved, hvad der sker lige nu, og hvad der skal ske og vil derfor være i stand til at samarbejde. Selvom barnet i virkeligheden ikke altid forstår det talte ord, forstår barnet tonefaldet, og at de venlige ledelsestoner betyder, at min omsorgsperson har taget ledelsen, så jeg kan godt være tryg lige nu. Det er ligeledes barnets eneste måde at lære os at kende på. Hver gang vi formidler noget om os selv, viser barnet stor interesse og lydhørhed. Vi bliver rollemodeller, og da barnet spejler det, vi gør og siger, er det en væsentlig kilde til at lære at blive menneske. At sætte ord på sig selv, altså sige hvad man gør, tænker, føler, mener og forventer, er ligeledes en stor kilde til sproglig indlæring. Det er selvfølgelig væsentligt, at benævnelserne bliver på barnets niveau. Fjerde film Fjerde film er super dejlig. Der er masser af benævnelser af Simon, og forældrene benævner sig selv. På filmen holder Simon opmærksomheden i længere tid af gangen og tager flere initiativer. Forældrene fortæller, at de oplever, at Simon er meget mere på. Til tilbagemeldingen ser forældrene syv klip. På et af dem leger Simon med sin mor på en madras. Simon har en perlekæde i den ene hånd, samtidig med at han læner sig ind over en tamburin. Mor trommer Dette klip viser med al tydelighed en mor, der ser sit barn og forsøger at introducere nye ting for ham. på tamburinen, Simon ser ned på perlekæden og rører den lidt, mor trommer og synger med en varm stemme om at tromme. Simon piller ved perlekæden, mor venter, mor synger og trommer igen, hvorefter Simon skubber trommen væk. Mor siger: Du gider ikke tromme. Simon ser over på sin mor, hun gentager og ryster på hovedet: Du gider ikke tromme. Simon svinger perlekæden og læner sig over mod sin mor, han ser på sin mor og ned på perlekæden og skubber den over til mor, som ser på perlekæden og siger: Du vil hellere lege med perlekæden. Simon læner sig helt over til sin mor. Dette klip viser med al tydelighed en mor, der ser sit barn og forsøger at introducere nye ting for ham. Da hun oplever, at hans fokus er et andet sted, stopper hun sit eget initiativ og respekterer Simons valg. Sådanne sekvenser understøtter Simons udvikling. 35

10 Der blev også vist klip, hvor forældrene benævner sig selv: Far skal af sted til sport med Simons søskende. Han henter vand i køleskabet. Simon ser på sin far. Far holder ham lidt i hånden og snakker om, at Simon har været ked af det i sfo en. Simon ser på sin far, der siger: Hej og kysser ham. Simon ser på de vandflasker, far står med. Far siger: Vi ses lige om lidt skat, far kører lige med Kasper og Magnus. Han går, Simon ser længe Når vi benævner et barns initiativer, giver vi i første omgang barnet mulighed for at vide, at det er set, hørt og forstået. efter sin far. Initiativet, Simon tager, da han ser på vandflaskerne, kan betyde flere ting, og vi snakker om de mulige tolkninger af initiativet. Vi snakker også om initiativet: at se længe efter far og hvilken viden, vi får om Simon, når vi ser det. Kan det tænkes, at Simon er interesseret i, hvad brødrene laver? Dette klip gav anledning til det sidste arbejdspunkt: At sætte ord på andre børn. Simon viser, at han er nået til et sted i sin udvikling, hvor han er begyndt at vise interesse for sine søskende. Denne adfærd kaldes en refleks mod decentrering og skyldes et intuitivt ønske om medoplevelser i en social sammenhæng. Altså et dybtliggende ønske om og behov for at være en del af en social gruppe. Femte film Den femte film bliver sidste film i dette Marte Meo-forløb. Der er masser af benævnelser af Simon, forældrene benævner sig selv, og de benævner Simons søskende. Da vi ser klip på den sidste tilbagemelding, har vi specielt fokus på, hvor opmærksom Simon er, hvor længe han kan holde opmærksomheden, og hvor mange flere initiativer Simon tager. Forældrene ser blandt andet et klip med kontakten mellem bror Magnus og Simon, hvor de ser, hvor flot Magnus benævner Simon, og hvordan kontakten bliver tættere. Magnus stikker sit hoved op ved skiftebriksens hovedende, hvor Simon ligger. Magnus siger: Orv, jeg tør lige stikke hovedet op. Simon ser straks på Magnus, der har nogle nøgler i hånden, som han giver til Simon. Mor sætter ord på Simon: Hej Magnus, siger du. Mor gentager med en glad stemmeføring: Hej Magnus. Simon ser på nøglerne og løfter dem op, begge drenge ser på nøglerne, Simon ser over på Magnus igen. Mor siger: Du tager mors nøgler. Samtidig siger far i baggrunden: Nu skal du ikke tabe dem ned i hovedet på dig selv. Mor gentager med en sjov stemme: Du tager mors nøgler. Simon griner op mod mor. Han rykker sig lidt væk fra sin mor smilende. Magnus siger: Du har taget mors nøgler, samtidig forsøger han at passe på at skærme, så nøglerne ikke falder ned i hovedet på Simon. Mor gentager: Du har taget mors nøgler din frækkert. Magnus sætter også ord på Simon: Din lille frækkert. Mor sætter ord på igen: Du har taget mors nøgler. Mor tager fat i nøglerne, og Simon ser på sin mor og smiler, Magnus tager fat i en af nøglerne og spørger: Er det nøglen til mormors hus? Simon ser på nøglerne. Mor svarer Magnus: Det ved jeg ikke. 36

11 Magnus tager fat i en anden af nøglerne og spørger: Er det her så nøglen til mormors hus eller er den til en cykellås. Simon ser intenst på nøglerne, og far svarer: Den er nok til en cykellås. Simon lægger nøglerne ned på madrassen, Magnus aer Simon i håret og nynner lidt. Simon ser på Magnus, som nu også tager fat i Simon med den anden hånd. Simon strækker sig op til Magnus. Vi sluttede forløbet med aftalen om, at de kan genoptage det, hvis de på et tidspunkt synes, at de har brug for at se nærmere på Simons kommunikation igen. Sommerferien var nært forestående, da vi afsluttede Marte Meo-forløbet. Den første mail, Mmt åbnede, da hun kom tilbage fra sommerferien i år, var fra Simons forældre. De skrev, at de havde haft en pragtfuld ferie sydpå med deres tre drenge. Hvor blev hun glad. Efterskrift Der er flere samspilselementer i Marte Meo end dem, som er nævnt i ovenstående. Simons forældre kom ikke til at arbejde med dem alle, fordi de enten allerede anvendte dem i samspillet, eller fordi de af sig selv tog dem ind i takt med, at samspillet udviklede sig. At vente på barnets reaktion er et centralt samspilselement, der betyder, at tempoet skal være afpasset alle samspilspartnere, for at alle kan føle sig som en ligeværdig del af samspillet. Bekræftelser af barnets ønskede adfærd har til hensigt at lære barnet hvilken adfærd, vi sætter pris på. Derudover giver det barnet en god selvfølelse og selvværd samt glæde i samspillet. Det er også således, at bekræftelser ansporer en følelsesmæssig kobling samt tilknytning. Ligeledes er positiv ledelse et kernepunkt i Marte Meo. Man kan sige, at børneopdragelse kan indeholdes i det begreb, der hedder den empatiske leder. Det betyder, at man som voksen i en venlig og kærlig ånd leder barnet i de situationer, der er svære, og at man viser forståelse for, at barnet kan have svært ved at leve op til de krav, der bliver stillet i den aktuelle situation. Vi har endnu ikke mødt et barn, der ikke vil samarbejde, men vilkårene skal være til stede, for at det lykkes. Denne Artikel findes også på servicestyrelsesens hjemmeside i VIKOMbladet nr. 2, 2010 (VIKOM: videnscenter om kommunikation og multiple funktionsnedsættelser hos børn og unge uden talesprog, nu indgået i Videnscenter for Handicap og Socialpsykiatri i Servicestyrelsen). Note 1) Ophidselsen ved at se omsorgspersonens glædesfyldte ansigt bliver formentlig igangsat gennem en aktivering af dopamin, som er et neurotransmitterstof, som forbindes med belønning. Dopamin stimulerer opoidsystemet (vores indre morfinsystem), som atter aktiverer dopaminkredsløbene. Dopamin letter etableringen af nerveforbindelser, den er vitaliserende og modner limbiske og præfrontale områder. Gennem aktiveringen af opoidsystemet forøges både omsorgspersonens og barnets glæde og tilskynder til legeadfærd (Schore, 1994). Kilde: Hart, Susan (2006). Betydningen af samhørighed, side 67, 1 (2. oplag), København: Hans Reitzels forlag. 37