SOS mod Racisme LIGE VÆRDIGHED FOR ALLE. Nyhedsbrev nr. 110 Forår 2014 ISSN

Transkript

1 SOS mod Racisme LIGE VÆRDIGHED FOR ALLE Nyhedsbrev nr. 110 Forår 2014 ISSN Karen Margrethe Høskuldsson: FLUGT - detalje af kortæppet i Vejrup Kirke FLUGT 1

2 Indholdsfortegnelse Leder Debat i SOS mod Racisme Forbud mod omskærelse er misforstået hjælp,der ikke er blevet bedt om. En skalpel og et barn - billedet vi ser Omskæring - imod både operation og forbud. Drengeomskæring og religionsfrihed FØLELSER. Tolerance er afgørende i demokratiske samfunds behandling af mindretal. Hele Asylrets nytårstale 2013 Rakkerliv i Vestjylland Afsløring af flere fordomme En nødvendig stemme der vokser sig stærkere Tyrkere, armeniere og europæere, lad os mindes det armenske folkemord sammen i Tyrkiet Åbent brev Taler på Nytorv den 1. november 2013 Demonstration på Kultorvet Besøg af en musiker Bøger/Radio/TV Flugten til Sverige Anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling Anmeldelse af filmen De udvalgte Det gælder om at vise, at vi er lige forskellige Malala Yousafzai i samarbejde med Christina Lamb: Jeg er Malala Ulydighed & etisk dynamik Racismeparagraffen 75 år - racistisk retorik blandt politikere SOS mod Racisme Nørre Allé 7, 2200 København N Kontoret er ikke betjent, kontakt os pr. sos@sosmodracisme.dk Undervisningsmaterialer til gymnasiet: Facebook: Formand: Jette Møller: Kasserer: John Ukpo: Landskontaktperson: Birgitte Olesen, Næstformand: Anne Nielsen Revisor: Leif Christensen Lokalafdelinger Randers: Kontakt Birgitte Olesen sosranders@hotmail.com København: Nørre Allé 7, 2200 Kbh. N Formand: Steen Eriksen SOS mod Racisme Nyhedsbrev nr. 110 Forår 2014 ISSN: Bladet er trykt med tilskud fra Kulturministeriets andel af Udlodningsmidlerne. Ansvarshavende redaktør: Marianne Olsen Bladet udsendes 2 gange om året og kan downloades fra hjemmesiden. Indlæg til næste nummer sendes til: sosbladet@gmail.com senest 15. august 2014 Indmeldelse Udfyld og send indmeldelsesblanketten på og indsend 50 kr for det første år i introduktionskontingent Via netbank: erstat i med AT - Som girokort: Vælg 01 i type-feltet, skriv som kontonummer. Skriv navn, adresse, , tlf. samt Nyt medlem på. - Som bankoverførsel evt. med lang besked: SOS mod Racisme, registreringsnummer 1551 kontonummer Skriv navn, adresse, , tlf. samt Nyt medlem på. Eller på posthuset:udfyld et girokort med dit navn, adresse, og tlf., og skriv Nyt medlem på. Indbetal 50 kr til Giro , SOS mod Racisme, Nørre Allé 7, 2200 Kbh. N. Medlemskabet er gyldigt, når du har betalt kontingent. Kontingent for 2014 Intro-kontingent 1. år og unge under 25 år: 50 kr Ordinært medlemskab: 250 kr Studerende, arbejdsfri, pensionister: 150 kr Lokalforeninger: 400 kr Landsforeninger: 1200 kr Gaver modtages med glæde! 2

3 Leder Ved redaktionens slutning udtaler justitsministeren, at man ved lovgivning vil råde bod på de udsendelser af velintegrerede unge mennesker som vi i disse måneder ser nogle absurde eksempler på. Det er glædeligt, og SOS kan kun varmt støtte at hele lovgivningen på udlændingeområdet også kan blive så forståelig, at vi kan hjælpe med at få hæderligheden med ind i den sag. Det er stadig en skamplet at vi her i landet har folk i lejre flere år. Man skulle tro at det var umuligt efter anden verdenskrig at lade medmennesker i realiteten rådne op uden forbindelse til det omgivende samfund. I dette nummer har redaktøren været i nærmere forbindelse med Bedsteforældre for Asyl, en bevægelse som vedholdende støtter de mest udsatte af vores indespærrede medmennesker. Derfor bringes her nogle taler fra to demonstrationer. Sidste år blev også det år hvor ERRC (European Roma Rights Centre) og Dezideriu Gergely modtog kr. i Nationalmuseets festsal som en taknemmelig påskønnelse af arbejdet for Europas største mindretal, romaerne, der desværre stadig er jaget vildt mange steder og således pådrager sig andre europæeres nedladende stigmatisering som nomader. Derfor er dette nummers tema FLUGT. Flugt, fordi vi skal tage os af flygtninge. FLUGT fordi vi vil gøre opmærksom på at landets omskårne og dyrevenlige borgere ikke skal flygte, men skal have lov til at leve her i landet. God læselyst! Demonstrationen på Nytorv i november vidner om en forfærdelse over at politikere kan finde på at sende alvorligt psykisk syge mennesker ud af vores dejlige land, hvor vi har ressourcer til både at hjælpe dem akut og til at hjælpe dem til senere at få en tryg tilværelse, hvor de kan bidrage med deres ofte store potentiale. Ved demonstrationen i januar kæmpede vi for at Mortasa, der har været selvmordstruet, kan blive her. Det er vores håb at lovgiverne nu også vil tage disse mennesker med i deres lovgivning. Men der er desværre også i denne tid tendenser til at gøre livet surt for vore egne statsborgere, at indsnævre deres frihed. Det ses i omskærelsesdebatten, som har været skinger og ubehagelig. Senest har danske politikere, der støtter industriel slagtning og dyretransport, forbudt jødisk og muslimsk slagtemetode uden at forbyde jagt! Så spørger man sig igen-igen om der overhovedet er nogen sammenhængskraft i det danske samfund? Formandens beretning er her god at få forstand af. Bladet bringer endvidere et nuanceret udpluk af omskærelsesdebatten, og vi retter ikke i skribenternes sprogbrug, heller ikke forhenværende Overrabbiner Melchiors. 3

4 Debat i SOS mod Racisme indvandrermiljøer, at der er en meget udtalt social kontrol, ikke mindst af pigerne. Især i muslimske kulturer er det faderens og brødrenes opgave at vogte om pigernes uskyld, indtil de bliver gift. Her er det hele familiens ære, der er på spil, og hvis en pige mister sin uskyld, bringer det skam over familien. Denne skamkultur adskiller sig grundlæggende fra vores individ-centrerede kultur, hvor vi taler om den enkeltes skyld. af landsformand Jette Møller Som formand har jeg brug for at vide, hvad SOS mod Racismes holdning er. Det er ikke i alle sammenhænge, det er umiddelbart indlysende, så derfor arrangerede jeg en debateftermiddag i januar for at finde ud af, hvor SOS mod Racisme står på udvalgte områder. Arrangerede ægteskaber - Tvangsægteskaber - Æresdrab Arrangerede ægteskaber hører hjemme i familiecentrerede kulturer, hvor et ægteskab er hele familiens anliggende og ikke kun de to ægtefællers. I nogle tilfælde anses ægteskabet for så vigtigt, at de unge endda bliver viet imod deres vilje. I sådanne tilfælde er der tale om tvangsægteskaber, som SOS mod Racisme naturligt er imod. I andre tilfælde ønsker de unge selv, at familien arrangerer deres bryllup, og sådanne ægteskaber støtter vi op om. Til gengæld er det vores opgave at lytte til de unge, fordi der findes glidende overgange mellem tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber, hvor de unge kan føle sig presset ind i et ægteskab. I bl.a. Tyrkiet og Pakistan er ægteskaber mellem fætre og kusiner almindelige for at styrke den udvidede familie. I Danmark har vi set eksempler på, at fætterog kusineægteskaber pr. definition er blevet fortolket som proformaægteskab af de danske myndigheder. Det vender SOS mod Racisme sig selvfølgelig imod. Normalt er der tale om patrilineære kulturer, så bruden overgår til mandens familie, og børnene tilhører manden. Af samme grund accepteres det som regel ikke, at kvinden gifter sig ud af gruppen, hvorimod man ofte affinder sig med, at manden gør det, fordi børnene forbliver en del af gruppen. Det er karakteristisk for de fleste familie-centrerede Det er også for at genoprette familiens ære, at man i nogle kulturer går så vidt som til at begå æresdrab, når en kvinde forbryder sig imod familiens ære - en betegnelse, der i sig selv støder i vores kultur, fordi vi anser det som skændigt, når f.eks. en mand begår jalousimord mod sin (eks)kone og eventuelt sine børn. Æresdrab betragtes ifølge professor Mehmet Necef ikke som en kulturel foreteelse af mange danske forskere og sidestilles med jalousidrab. Men netop i omgivelsernes reaktion adskiller æresdrab sig fra jalousimord, idet æresdrab accepteres og bifaldes af omgivelserne. Uden denne accept ville det nemlig ikke være muligt at genoprette familiens ære ved at dræbe en datter eller søster. Af samme grund er det vigtigt, at SOS mod Racisme til enhver tid støtter unge i deres ønsker og krav om at finde deres egen livsform. Modersmålsundervisning 1 Et spørgsmål, der ofte diskuteres i det danske samfund, er betydningen af modersmålsundervisning. Det hævdes, at man i stedet skal arbejde på at forbedre tokulturelle børns danskkundskaber. Der findes imidlertid et hav af undersøgelser, der viser det modsatte: at man styrker børnenes indlæringsevne generelt, når man styrker deres modersmål - og at man i modsat fald risikerer, at børnene bliver dobbelt-halvsprogede. Den største undersøgelse er amerikansk og omfatter to-sprogede børn (Wayne & Collier, 2001). Igennem 11 år fulgte man børnene, og den gruppe, der fik subtraktiv sprogundervisning, dvs. et par års ekstra undervisning i majoritetssproget, klarede sig markant dårligere end de et-sprogede elever. En anden gruppe børn blev undervist på majoritetssproget, men fik desuden modersmålsundervisning og lærte bl.a. at læse på modersmålet. De klarede sig bedre end den første gruppe, men dårligere end de et-sprogede børn. Den sidste gruppe børn fik både modersmålsundervisning og undervisning i majoritetssproget og fik desuden additiv sprogundervisning, idet halvdelen af deres 4

5 undervisning foregik på modersmålet i 6 år langsomt nedtrappet (matematik og naturfag). De blev rent tosprogede og klarede sig bedre end de to andre grupper. De var desuden klart bedre end gennemsnittet af de et-sprogede børn i matematik, orienteringsfag og naturfag. Modersmålet er også afgørende for børnenes identitetsdannelse, og det har desuden stor betydning for forholdet mellem forældre og børn. Som Leif Christensen udtrykte det, hvis man går ind for integration, kan man ikke være imod modersmålsundervisning. Positiv særbehandling Det er meget uheldigt, at affirmative action i sin tid blev oversat til positiv særbehandling, for enhver tale om særbehandling får alting til at stritte på danskerne. Det havde været bedre at kalde det omvendt diskrimination eller anerkendende behandling. Udtrykket blev første gang brugt af John F. Kennedy i begyndelsen af 1960 erne, og tanken var, at for at bøde på den diskrimination, som minoriteter (og kvinder) havde været udsat for i fortiden, skulle man give dem en fordel frem for hvide (mænd). Der blev derfor indført kvoter ved bl.a. uddannelsesinstitutioner og i større virksomheder. Californien var den første stat, der afskaffede race og køn som optagelseskriterier ved en folkeafstemning i I 2003 fastslog Højesteret, at race gerne måtte indgå i optagelseskriterierne ved Michigan Law School for at sikre etnisk mangfoldighed, men det var med dommerstemmerne 5-4. Der er ingen tvivl om, at affirmative action har haft stor betydning for bl.a. afrikansk-amerikanere, men det var tydeligt, at ingen i SOS mod Racisme kunne forlige sig med tanken om at give f.eks. en uddannelsesplads til en ansøger, der havde et lavere gennemsnit end en afvist ansøger, og diskussionen kom derfor ikke til at handle om affirmative action, men om ligestilling. Forsamlingen besluttede, at SOS mod Racisme arbejder for, at offentlige virksomheder i deres ansættelser skal stræbe imod, at personalesammensætningen afspejler fordelingen i samfundet, både vedrørende etnicitet, handicap, køn osv og skal dokumentere fremskridt på området år for år. Private virksomheder, der ønsker at indgå kontrakter med det offentlige, skal også kunne dokumentere, at personalesammensætningen på alle niveauer nærmer sig den, der svarer til det omgivende samfund. Rituel slagtning Der har på det seneste været en del debat omkring halalslagtning. Det er imidlertid jødisk schæchtning, som debatten rammer mest uden at det dog rigtigt er gået op for nogen. Jødisk schæchtning og muslimsk halalslagtning minder om hinanden, idet dyret ikke må være beskadiget ved slagtningen. Hverken jøder eller muslimer må spise dyrets blod, så blodet skal være løbet fra dyret. De fleste muslimer accepterer dog, at kvæg bedøves med en ikke-penetrerende boltpistol, umiddelbart inden halsen skæres over, hvor det ved jødisk schæchtning skal ske i omvendt rækkefølge. Kyllinger bedøves i et strømførende bad. Halal betyder tilladt, og halalslagtningen foretages, mens der på arabisk siges:»i Guds navn, Gud er størst«. Når dyret er schæchtet, er det kosher og tilladt for jøder at spise. Det er så også samtidig halal, mens halalkød ikke nødvendigvis er kosher. Der er imidlertid uenighed blandt muslimer. Amina Tønnsen skriver f.eks. (Islamisk Studiebogssamlings hjemmeside islamstudie.dk: Om halalslagtning):... det er ganske uladsiggørligt at udføre en korrekt halal-slagtning under industrielle forhold, idet en sådan iflg. islamisk tradition kræver en lang række hensyn til slagtedyret: - for at mindske smerten må dyret hverken føle sult eller tørst i tiden op til slagtningen. - dyret bør håndteres med ro og venlighed for ikke at blive nervøs og bange. - andre dyr bør ikke slagtes i dyrets nærvær. - slagtekniven bør være så skarp som overhovedet muligt, men må ikke skærpes i dyrest nærvær. - snittet skal være hurtigt og præcist. - derudover bør man under ingen omstændigheder skære i dyret, før de allersidste, naturlige krampetrækninger er ebbet ud... Vi var enige om, at ingen kan have noget at indvende imod denne form for slagtning, faktisk kunne man ønske for alle danske slagtedyr, at de kunne blive slagtet sådan. Jødisk schæchtning har ikke været foretaget i Danmark i årevis, så vi konkluderede ikke på punktet. Det burde vi imidlertid have gjort, for vores nye fødevareminister, Dan Jørgensen, forbød pludselig slagtning uden forudgående bedøvelse pr i et tillæg til en bekendtgørelse - uden overhovedet at høre de berørte parter. Overrabbiner Bent Lexner kalder det et indgreb i religionsfriheden og har udtalt til religion.dk:...så længe Danmark tillader jagt, så er forbud mod schæchtning ren populisme... For Danmark har [det] ingen praktisk betydning, fordi der ikke har været [foretaget] schæchtning i Danmark i mange år, men det er klart, at jeg ikke som jøde kan acceptere, at 5

6 nogen mener om min religion, at den ikke skulle gøre det bedste for dyrene. Vi mener fortsat, at schæchtning er den bedste aflivningsmetode, som verden kender. (religion.dk 18. februar 2014). Omskærelse af drenge SOS mod Racisme vender sig naturligvis imod omskæring af piger, der i dag kaldes Female Genital Mutilation (kvindelig genital lemlæstelse). Med hensyn til omskæring af drenge var der imidlertid behov for at få SOS mod Racismes holdning præciseret, især fordi dette emne med jævne mellemrum bliver bragt frem i den offentlige debat. På mødet blev det klart, at der reelt ikke er medicinsk belæg for et forbud mod omskæring af drenge. Den undersøgelse, som den danske modstand mod omskæring af drenge hviler på, baserer sig på ganske få respondenter, der er omskåret som voksne. Dens resultater går imod andre, meget større undersøgelser på området. En tredjedel af verdens mandlige befolkning anslås at være omskåret. Jødiske drenge skal omskæres på 8. dagen ifølge jødernes pagt med Gud, og alle muslimske drenge bliver omskåret. FN anbefaler omskæring af HIV-negative mænd i kampen mod Aids efter tre omfattende undersøgelser, der blev indstillet før tid, fordi resultaterne var uomtvistelige. I USA er praksis udbredt især blandt hvide amerikansk-fødte mænd, 60-70% af alle amerikanske mænd er omskåret, og det var tidligere gængs rutine at omskære drengebørn lige efter fødslen. Der findes et meget omfattende undersøgelsesmateriale, som I eventuelt kan få tilsendt links til. Det er vigtigt at understrege, at omskæring er den næstmest almindelige operation i USA og et ukompliceret indgreb hos et spædbarn, når det udføres under betryggende forhold. En amerikansk undersøgelse omfattende nyfødte drenge omskåret på hospitaler, viste f.eks., at 0.2 % fik komplikationer lige efter indgrebet, primært blødninger og mindre vævsskader (Pediatrics, 2000:105). Hos større børn og voksne er indgrebet betydeligt mere omfattende og komplikationer hyppigere. Imidlertid SKAL en jødisk dreng under normale omstændigheder omskæres på sin 8. levedag, så et forbud mod omskæring af børn ville indebære et forbud mod religiøs omskærelse af drenge og ville dermed være et indgreb i religionsfriheden. Tidligere overrabbiner Bent Melchior skriver: Det drejer sig om jødisk hjerteblod. Jøder, der ellers slet ikke har interesseret sig for bibelske forskrifter, har omskåret deres børn. Jøder, der under trusler fra herskere fra den romerske Hadrian og under den spanske inkvisition og til kommunistiske generalsekretærer har trodset truslerne og praktiseret omskærelse... Efter at videnskaben har opgivet at operere med begrebet menneskeracer, har racismen taget andre former, og her i landet er det særligt muslimer, det går ud over. SOS mod Racisme kæmper derfor ikke kun for den menneskeret, der sikrer enhver mod diskrimination på grund af etnisk herkomst. Vi kæmper også for den menneskeret, der sikrer alle borgere i Danmark retten til at udøve deres religion. Derfor vil SOS mod Racisme arbejde imod et forbud mod omskæring af drenge. Interessegrupper Det blev vedtaget på debatmødet, at vi danner temagrupper, som folk kan tilmelde sig. Det er meningen, at man kan foreslå grupper oprettet. Vi forestiller os, at sådanne grupper bl.a. kan skrive læserbreve, så SOS mod Racisme kommer til at deltage aktivt i den offentlige debat. Anne Nielsen meldte sig som tovholder på en gruppe omkring Asyl og udvisninger. Jeg har selv dannet en gruppe omkring Omskæring med David Stodolsky og vil desuden sammen med Rahwa Mokenen danne en gruppe omkring Diskrimination, i første omgang i nattelivet. Andre emner kunne være f.eks. Handlede kvinder, Hjemløse udlændinge, Religionsfrihed. Send en mail til sos@sosmodracisme.dk. 1) Wayne P. Thomas and Virginia Collier 2001: A National Study of School Effectiveness for Language Minority Students Long-Term Academic Achievement. 6

7 Forbud mod omskærelse er misforstået hjælp, der ikke er blevet bedt om. kommer til at influere på børnene. Det kan måske ikke være så tydeligt for det blotte øje som manglen på et lille stykke forhud, men mental og åndelig sundhed og sygdom er nok så alvorlige komponenter. Barnets tarv af Bent Melchior, tidligere overrabbiner i Danmark 31. januar 2014, i Kristeligt Dagblad I SIN TID SOM POLITIMAND blev Per Larsen kendt som en vidtfavnende og begavet person. Personligt står jeg i taknemmelighedsgæld til ham fra hans virke i PET. Som pensionist er han blevet formand for Børnerådet, hvad der desværre har bevirket, at hans skostørrelse er blevet tilsvarende indskrænket. Det kommer til udtryk i et indlæg her i bladet den 24. januar om rituel omskærelse. Han fremfører, at forældre ved at få foretaget omskærelse på deres meget små børn foretager en ændring på det lille barns krop, som har en betydning for barnets liv for altid. Og det må man ikke! Det må rigtignok siges, at mor og far har indflydelse på deres børns krop. Uden far og mor ville der slet ikke være nogen krop. Efter undfangelsen kommer der en farlig tid. Vi har jo fri abort, så det er ikke alene sundhedsfaglige årsager, der bevirker, at den spæde begyndelse på en krop i tusindvis af tilfælde hvert år bliver kvalt. Det er tilstrækkeligt, at barnet kommer ubelejligt, at det har det forkerte køn eller den forkerte far. Så slukker man for det, der skulle blive et barn. Jeg vil på ingen måde ændre på abortlovgivningen, men med den i tankerne kan en smule forhud, der fjernes ved omskærelsen, ikke være årsag til, at man vil fratage folk med en tusindårig tradition deres mulighed for at gøre noget, som de betragter som værende meget væsentligt i deres børns interesse. Forældre gør uhyre meget andet, der har betydning for børnenes liv for altid. Ved adoption flytter vi børn fra fjerne kulturer og kontinenter. Vi udsætter børn for oplevelser, der kan præge deres sind eller vi beskytter dem for sådanne oplevelser, hvad der også JEG HAR DET PRIVILEGIUM, at jeg har 32 direkte efterkommere, hvoraf de 27 er drenge. Lidt over halvdelen af dem har passeret den lavalder, som Per Larsen vil sætte for en rituel omskærelse. De er lykkelige over, at deres forældre har sørget for deres omskærelse, og at det er sket på et tidspunkt, hvor det var mindst smerteligt og uden sjælekvaler. Har man forestillet sig, hvilket problem man udsætter teenagere for, hvis de skulle tage stilling til omskærelse? Det kan ikke være børnenes tarv, man tager vare på, hvis man vil gribe ind som foreslået. Jeg kunne forstå debatten om omskærelse, hvis der var et større antal tilfælde, hvor der var alvorlige komplikationer, eller hvis et større antal omskårne havde klaget over, hvad deres forældre har gjort ved dem. Men ingen af delene er tilfældet. Jeg har haft fingeren på pulsen i disse forhold i generationer herhjemme. Jeg husker ingen alvorlige komplikationer, og jeg kender kun en herre, der har bebrejdet sine forældre den disposition, som de på hans vegne traf, da han var otte dage gammel. Det er ikke tilfældigt, at mænd, der blev omskåret, da de var otte dage gamle, lader deres drengebørn gennemgå den samme procedure. Det er populistisk at angribe den rituelle omskærelse. Begrebet rituel giver myrekryb hos dele af befolkningen, der ikke forstår dette ords betydning. Og så bløder det! En del af ubehaget ved omskærelse skyldes, at folk ikke har overværet, hvordan indgrebet foretages. Jeg kan generelt heller ikke lide at se blod, men i kraft af min position har jeg siddet med talrige små drenge på skødet, mens de er blevet omskåret. Jeg kan kun svare, hvordan vi i den dansk-jødiske menighed har praktiseret omskærelse i over 300 år her i landet. De fleste børn begynder at græde, når man griber fat i deres små lår for at forhindre, at de skal sprælle under det lille indgreb, så at snittet lægges forkert. Selve snittet giver slet ikke så stærke reaktioner, som folk tror, og det hele er overstået på et par minutter. I langt de fleste tilfælde falder barnet til ro umiddelbart efter ved sin mors bryst. 7

8 Den amerikanske dreng Mine ældste drenge kom til verden, da det var normen, at fødende kvinder blev på hospitalet i 10 dage. Det betød, at omskærelsen, der efter jødisk praksis foregår på ottendedagen, hvis barnet ikke er for lille eller lider af en sygdom, foregik på hospitalet. Det var en lægmand altså ikke en læge der var autoriseret til at omskære, men der var selvfølgelig en læge til stede for at sikre, at alting foregik fagligt korrekt. Nogen tid efter den anden søns omskærelse blev jeg ringet op fra hospitalet, der gerne ville i forbindelse med den mand, der havde opereret drengene. De havde en amerikansk patient, der ønskede sin nyfødte dreng omskåret, selvom han ikke var jøde. Har I ikke mere kirurger på hospitalet?, spurgte jeg. Jo, lød svaret, men ingen, der kan foretage det indgreb så elegant, som vi så det, da dine drenge blev omskåret. hjerteblod. Jøder, der ellers slet ikke har interesseret sig for bibelske forskrifter, har omskåret deres børn. Jøder, der under trusler fra herskere fra den romerske Hadrian og under den spanske inkvisition og til kommunistiske generalsekretærer har trodset truslerne og praktiseret omskærelse. I er med jeres kampagne kommet i rigtigt dårligt selskab. I forsvarer nogle børn, der slet ikke ønsker jeres forsvar heller ikke, når de bliver myndige. Jødiske forældre elsker deres børn mindst lige så meget som alle andre i dette land. I kan trygt overlade det til dem at bestemme, om deres drenge skal omskæres eller ej. Kære Per Larsen og ligesindede, I drager paralleller med tatovering, med kriminel lavalder og hvad ved jeg. Det antyder, at I slet ikke har forstået en pind af, hvad dette her drejer sig om. Det drejer sig om jødisk En skalpel og et barn - billedet vi ser Debat forudsætter både at tale og at lytte. Jeg hilser lysten til at debattere dette emne velkommen. Jeg synes det er en vigtig debat og umiddelbart kan jeg godt sætte mig ind i bekymringen. En bekymring som (forhåbentlig) går på at beskytte børn også drenge. I det Radikale Venstre har vi jo sloganet, der siger: Vi tager ansvar. Af Asya Sarikaya, cand.scient.adm., udviklingskonsulent På landsmødet i 2013 stemte 2/3 del af de delegerede i det Radikale Venstre for en resolution om forbud for omskæring af drengebørn. Et par delegerede, Morten Frisch og Lena Nyhus har dedikeret dette emne som deres mærkesag og kæmper for det med liv og sjæl. De kender nogle mænd, som har ytret smerte og komplikationer i deres liv efter omskæring, da de var børn. Morten og Lena har derfor sørget for at sætte omskæring og dertil et forbud - på dagsordenen. Ikke bare i det Radikale Venstre eller i Danmark, men også i udlandet, bl.a. i England. Jeg har løbende fulgt debatten og kan se, at der efterhånden kun er én gældende og legitim holdning: selvfølgelig bør omskæring forbydes. Men er et forbud, den eneste rigtige måde at tage ansvar på? Det er jeg ikke sikker på. Slet ikke. Tværtimod! Forældres ansvar realistisk set. Som jeg kan se ud af den verserende debat, så er der tale om et perspektiv til omskæring, som alene går på det faktum, at omskæring er at skære i sit barn uden lægelig grund. Ja det er et faktum, at man skærer i barnet når barnet skal omskæres. So far so good. Men er det virkelig kun ved brug af en skalpel, at børn bliver udsat for forældres omskæringer? Hvad med 8

9 alle de kemikalier vi fodrer vores børn med burde det ikke også være forbudt? Eller er det, at børn på helt ned til 4 år træner så meget, at de har flere muskler og biceps end 30 årige fuldvoksne mænd, ikke også en omskæring? Eller er det, at børn helt ned til 1 år får tilbudt alkohol, så de bliver fulde, ikke lige så meget omskæring som omskæring af forhuden på penis? Er der forskel på fysisk og psykisk omskæring? Hvor er den lægelige årsag til disse beslutninger fra forældrene? Er der forskel på årsager til ritualer, altså hvorvidt de er religiøse eller ej? Er økonomiske årsager mere rigtige årsager end religiøse årsager? Er det ikke lige så meget en religion, hvis man er ateist eller har en forkærlighed for noget, eller blot har en overbevisning, som ikke alle andre mennesker i denne verden deler? Og hvor mange mennesker skal have en bestemt holdning for at være almindelige? Hvad er egentlig svarene på disse spørgsmål? De to dimensioner Som jeg ser det er svaret kun ét men med to dimensioner: vi mennesker er for hurtige til at dømme andres handlinger samtidig med, at vi er meget mere gammeldags i vores domme end vi selv går og tror. Vi dømmer fordi vi, med et forbud mod omskæring og især med den retorik debatten kører i, mener, at forældre der får deres børn omskåret, er uansvarlige og umennesker. Vi tænker ikke på konsekvenserne af denne dom over disse forældre. Vi er gammeldags i vores domme, fordi vi falder i den fysiske fælde : vi dømmer kun på det vi kan se er en fysisk omskæring og glemmer således de forskellige psykiske omskæringer, vi forældre udsætter vores børn for. Den fysiske fælde Jeg blev medlem af det Radikale Venstre, fordi jeg så det som det eneste parti, der tør være nuanceret og reflekteret i sine værdier og holdninger til samfundet og dets individer. Det er bl.a. også derfor, der er rigtig mange akademikere i det Radikale Venstre. Men ud fra denne debat om omskæring, må jeg erkende, at selv akademikere i det Radikale Venstre kan være unuancerede og for hurtige til at dømme og falde i den fysiske fælde. Dét er ærgerligt for det Radikale Venstre og ærgerligt for Danmark. Ansvar I forhold til muslimer, er der ingen grund til panik ved et forbud. For omskæring er kun sunnah dvs. det er ikke et påbud. Og det er heller ikke noget problem, at man bliver omskåret som 18 årig eller derefter ud over de lægelige komplikationer, der kan være ved at blive omskåret som fuld voksen mand. Det er da også derfor, at alle muslimer får deres børn omskåret når de netop er børn. Dvs. de tager faktisk ansvar for deres barns fremtid ved ikke at lade dem stå i den lægelige konsekvens, der kan opstå ved omskæring som voksen. Et vigtigere problem Apropos, den lægelige konsekvens: Lena Nyhus og Morten Frisch fremfører, at børnene bliver lemlæstede og amputerede for resten deres liv. Undskyld, men hverken min mand, brødre, far eller alle andre omskårne mænd, som jeg kender, har nogensinde haft problemer hverken fysiske eller følelsesmæssige. De, som har oplevet problemer, er dem som ikke er blevet omskåret korrekt efter lægelig vurdering. Det ville derfor være mere passende, hvis vi kunne have haft en debat, som mere drøftede de forhold, omskæring foregår under. Men nej. Akademikernes parti ønsker forbud. Hvor paradoksalt og så i Danmark! Måske faldt dette parti for sin evne til at gøre Danmark til et foregangsland ligesom ved loven om kirkelige vielser for homoseksuelle ville man igen gøre Danmark til foregangsland. Men helt ærligt: tænk jer om først. Hvad nu hvis det viser sig, at et forbud faktisk vil skabe endnu flere problemer - med endnu større konsekvenser - for de børn, som vi alle har til hensigt at beskytte og tage vare på? Helt konkret vil et forbud uden tvivl medføre følgende: 1) Tjek af barnets tissemand hvor ofte og hvor længe (vil lægen også tjekke en 17-årigs penis)? 2) Mistænkeliggørelse både af børn og forældre 3) Kriminalisering og udstødelse af alle forældre, der allerede har omskåret deres børn eller dem der vil omskære deres børn uanset et forbud for det vil der utvivlsomt være. 4) Børnenes forhold til deres forældre vil lide et umiskendeligt knæk er det samfundet, der skal overtage opdragelsen af børnene? Får vi bedre børn af det? 5) Tilskyndelse til omskæring af børn i udlandet eller måske under cover/under kummerlige forhold i Danmark. 6) Stigmatisering og fremmedgørelse i hidtil uset omfang 7) Hvad skal der stilles op med dem, der allerede er omskåret og deres forældre? 9

10 Det her handler IKKE om en lov med lige så lyserøde konsekvenser som loven om kirkelig vielse for homoseksuelle! Det her handler om en lov, som vil gøre børn syge og som vil sætte forældre i en situation med ufattelige psykiske og daglige dilemmaer. Det handler om en lov, hvor børn og forældre kommer til at leve i konstant frygt. En frygt, hvor børn måske ikke vil blive sendt i vuggestue eller i børnehave eller til læge! En frygt, som kan ende med at børn og forældre vil føle sig tvunget til at skjule sig! Det her handler om en lov, hvor nogen skal tjekke børn og unges tissemand indtil de fylder 18 år og efter forgodtbefindende! Hurra vi tager ansvar. Et skadeligt forbud Nej! Et forbud vil gøre mere skade end gavn. For det er et forbud med så vidtrækkende og indgribende konsekvenser, at man ikke kan betegne det som at tage ansvar. Det her handler om en lov med ubegribelige konsekvenser for børn og forældre, for hele samfundsgrupper. Hvornår har man i historien lovgivet med store konsekvenser? fornuftige mennesker holder mund og ikke kæmper endnu vigtigere kampe for menneskeheden - blot for at undgå økonomiske konsekvenser! Mere har jeg ikke at sige til disse mennesker. En Radikal opsang og en søsterlig hilsen Men jeg vil sige til det Radikale Venstre, at uanset hvordan udfaldet af denne debat bliver, så har partiet det Radikale Venstre tabt. Derfor opfordrer jeg partiet til at se sig om efter et nyt sæt slogans: Radikale Venstre hverken lytter eller tror på nogen/ noget. Radikale Venstre viser mere mistillid end TILLID. Radikale Venstre tager ikke ansvar. Det her er en ommer uden lige. Men sådan er det jo! Værsgo go on and let s see. Og vær klar til konsekvenserne. Og held og lykke til jøderne i Danmark! Det her handler om en lov, der kun vil give et lille mindretal af dedikerede en sejrsfølelse og flere tusinder forældre og børn et knæk i tilliden til samfundet, politikerne og demokratiet. Enøjet syn De mennesker, der går ind for et forbud er blot dem, der ser ét billede en skalpel, der skærer i et barn. Men uanset om man ser det, accepterer det eller ej, så har billeder altid flere nuancer end det der fokuseres på. Hvorfor er det at øjnene, der ser skalpellen, absolut har mere ret end dem der måske ser mere og flere nuancer i billedet? Ingen af disse mennesker overvejer det faktum, at flere milliarder mennesker gennem tiden har været omskåret og omskæres uden problemer for de har været og bliver korrekt omskåret. Et spørgsmål og et svar Har disse mennesker tænkt over, hvorfor det lige er billedet en skalpel og et barn, de skal kæmpe for at forbyde? Hvorfor fokuserer disse mennesker ikke på at forbyde alle de kemikalier vi udsætter vores børn for? Fordi det vil få økonomiske konsekvenser? Der tænker disse mennesker sig om. Dette viser bare, at det kun er økonomiske konsekvenser, der kan få folk til at holde mund eller gå i krig eller hjælpe andre mennesker! Det her viser, at det ikke er billedet en skalpel og et barn, der er usmagelig det, der er usmageligt, er når Redaktionen har modtaget nedenstående læserbrev: Omskærelse er efter alt hvad man ved i dag en dårlig ide, og jeg har altid selv været ked af at være omskåret, selv om jeg ikke kan være vred på mine forældre sådan gjorde man dengang i jødiske kredse. Forbud er det for tidligt med, men vi skal have så meget oplysning ud som muligt om at det ikke er noget religiøst krav, at det ikke giver medicinsk mening, og at tradition er en elendig begrundelse. Alt kan jo være en gammel tradition : kvindelig omskærelse, kannibalisme, åreladning (helt op til midt i det 19. årh.) og alskens undertrykkelse. Vi må give oplyste forældre argumenter til at stå imod mørkemændene. R 10

11 Omskæring - imod både operation og forbud. og lemlæstelse af barnets krop, som det ikke er op til hverken forældre eller andre at foretage. For mig er det uforståeligt, at en forhud kan have en så stor betydning for et religiøst tilhørsforhold, at spædbørn og børn i det hele taget skal udsættes for omskæringens følger. Et drengebarn med forhud kan vel i ligeså høj grad som et pigebarn, blive opdraget inden for den tro og tradition forældrene værdsætter og tilhører. Drengen kan jo også, når han kommer til skelsår og forståelse af, hvad det indebærer religiøst og fysisk, - vælge at blive omskåret. Af Annette Bauder, NLP psykoterapeut Jeg besøgte min gode veninde Marianne Olsen forleden dag, og talen faldt på den traditionelle religiøse omskæring af drengebørn, som den finder sted inden for jødedom og islam. Vores samtale udsprang af den opmærksomhed, der for tiden er på denne urgamle skik. Forskellige overvejelser Havde samtalen fundet sted for 5-10 år eller længere tid siden, havde vi ikke været uenige. For jeg husker udmærket, hvordan videnskabelige undersøgelser af omskæring i 70érne resulterede i anbefalinger, fordi undersøgelserne viste, at der forekom færre tilfælde af sygdomme herunder kræft i kønsorganerne hos omskårne mænd og deres partnere. Imidlertid er der i de seneste år fremkommet andre og nyere resultater, der viser, at mange omskårne mænd mister en betydelig del af deres evne til at få fuldt udbytte af det seksuelle samvær, som for de fleste mennesker er noget af det mest basale og væsentlige af deres menneskelige væren. Det har nemlig vist sig, at sammen med omskæringen mistes en meget stor del af følsomheden i penis. Nye undersøgelser tyder også på, at en hel del omskæringer desuden medfører at drengebørn får alvorlige uoprettelige alvorlige mén, som de lider under resten af livet. Nej til forbud Ligesom min veninde er jeg imod et forbud mod omskæring, fordi et forbud efter min mening vil betyde, at mange drengebørn vil blive omskåret i hemmelighed og måske af ikke lægekyndige, med den risiko det vil indebære for infektion og et meget større antal alvorlige mén og lemlæstelse end tilfældet er nu. En læges medvirken er efter min mening et absolut krav til enhver omskæring uanset alder. Oplysning Et krav til omskæring er også, at en uhildet læge fortæller og underviser forældre og alle involverede om de risici, der er ved enhver omskæring, og om hvad indgrebet kommer til at betyde for den omskårne. Hverken min veninde eller jeg skiftede synspunkt efter vores meningsudveksling, og vi skiltes med stor respekt for hinandens synspunkter, og Marianne opfordrede mig endda efterfølgende til at skrive ovenstående. Og heraf opstod uenigheden mellem mig og min veninde. Barnets tarv For mig er barnet og dets tarv ubetinget i centrum, og jeg synes omskæring er et respektløst, utidigt angreb 11

12 Drengeomskæring og religionsfrihed Mikael Aktor, Intact Denmark lektor i religionshistorie ved Syddansk Universitet. Den 1. oktober 2013 vedtog Europarådets Parlamentariske Forsamling en resolution angående krænkelser af børns ret til kropslig integritet. Disse krænkelser omfatter pigeomskæring, drengeomskæring, medicinske indgreb tidligt i barndommen på interkønnede (dvs. fysisk kønsubestemte) børn, samt påtvungen piercing, tatovering eller plastickirurgi. I de anbefalinger, der blev knyttet til resolutionen, omtales alle fire typer krænkelser under ét som en særlig kategori af menneskerettighedskrænkelser. Hvad angår drengeomskæring søger den vedtagne resolution ikke at begrunde sin kritik medicinsk, men netop udelukkende ud fra et rettighedsperspektiv. I forlængelse af FNs Børnekonvention anerkender international menneskerettighedstænkning børns ret til beskyttelse mod fysiske overgreb. Kropslig integritet i denne sammenhæng er ethvert menneskes ret til at bestemme over sin egen krop i det omfang dets handlinger ikke er til skade for andre eller det selv. Resolutionen fra Europarådets Parlamentariske Forsamling udstrækker denne ret eksplicit til også at omfatte børn for så vidt angår indgreb, der permanent reducerer eller ændrer barnets krop. I forlængelse af denne tankegang er sundhed ikke kun et spørgsmål om at forhindre sygdom, men også om at sikre barnet sit fulde kropslige potentiale. Hvis et barn mister det yderste led af en finger ved en ulykke, er det en opgave for sundhedsvæsenet så vidt muligt at råde bod på dette, uanset at barnet derefter lærer at klare sig uden sit fingerled. Tankegangen om drengeomskæring er helt parallel. At miste forhuden uden medicinsk grund og uden eget samtykke er en indskrænkning af den fysiske sundhed, uanset at dette tab ikke i sig selv ses som en sygdom. Også andre menneskerettighedsorganisationer end Europarådets Parlamentariske Forsamling har forholdt sig kritisk til drengeomskæring. Bla. udgav The International NGO Council on Violence against Children, der er tilknyttet FNs Special Representative of the Secretary-General on Violence against Children, en rapport i 2012, hvori det hedder, at drengeomskæring uden medicinsk indikation og uden samtykke udgør en grov krænkelse af drengenes rettigheder, herunder retten til kropslig integritet, til tanke- og religionsfrihed og til beskyttelse mod fysisk og mental vold. Herhjemme er modstanden mod drengeomskæring især repræsenteret i foreningen Intact Denmark Forening mod Børneomskæring, der arbejder for en lavalder på 18 år for drengeomskæring i overensstemmelse med den allerede eksisterende lavalder for at få foretaget tatoveringer. Foreningens medlemmer omfatter bl.a. mænd, der selv er omskårne, heriblandt både jøder, muslimer og ikke troende. Dette er i overensstemmelse med den internationale bevægelse mod drengeomskæring, der har som sin kerne mænd, der selv er omskårede. Der er således ikke tale om en flok bedrevidende, der føler på andres vegne, men om mænd der protesterer mod, at et vigtigt valg med permanente fysiske konsekvenser blev taget fra dem. Modstandere mod en lavalder for drengeomskæring ser hyppigt en sådan regulering som en indskrænkning af forældres religionsfrihed eller en diskriminering af religiøse minoriteter. Forholdet mellem børns ret til kropslig integritet og forældres religionsfrihed er på nuværende tidspunkt ikke afklaret i en menneskerettighedssammenhæng. Omfatter voksnes religionsfrihed også retten til at få foretaget permanente fysiske indgreb på deres børn? I og med at omskæring har kropslige konsekvenser for livet, er der grundlæggende tale om en konflikt mellem hensynet til den religiøse gruppe og hensynet til individets autonomi. Hvad er din umiddelbare reaktion på, at seks ud af 10 danskere er imod omskæring? Jeg tror, at en hel del af den danske befolkning ikke har adgang til ordentlig information. De røster, som er fremme i medierne, tilhører forskere med en stærk personlig agenda. Deres retorik er farvet. Det er svært at skelne mellem, hvornår forskerne udtaler sig på et videnskabeligt grundlag, og hvornår de udtaler sig personligt. For den almindelige læser er det derfor ikke muligt at skelne mellem evidens og personlige tolkninger. Dan Wolf Meyrowitsch er PhD, lektor og epidemiolog på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet med speciale i blandt andet omskæring. 10. februar i Kristeligt dagblad. 12

13 FØLELSER. Tolerance er afgørende i demokratiske samfunds behandling af mindretal. Anders Jerichow. Hvis vi så bort fra historie og tradition og fra forældres ansvar for deres børn, og hvis vi ønskede, at samfundet påtog sig det kontante ansvar for børn og unge, skulle vi lige se løjer. Argumentet imod omskæring er enkelt. Drengene får ikke et valg. Det er en bortskæring af sund hud. Det hævdes at være invaliderende, og drengene kan ikke gøre det om, når de fylder 18. Så ville samfundet omgående totalt forbyde alkohol til børn under 18. Så ville samfundet forbyde hash. Samfundet ville forbyde tatoveringer, hul i næser og ører og alle vegne. Samfundet ville måske forbyde indoktrinering af børn med ideer om Gud. Og samfundet ville forbyde omskæring af drenge under 18. Når børnene så fyldte 18, kunne de drikke sig i hegnet, få ringe i alle legemsdele, ryge hjernen ud, vælge sig en gud og lade sig omskære. Ikke mange ville ønske at leve i sådan et samfund. Alle magthavere, der har forsøgt at tage den totale kontrol over børn fra deres forældre, er heldigvis kommet til kort. Vi lever i stedet med en vis adfærdsregulering, der grundlæggende bygger på en fastholdelse af, at børn er forældres ansvar. Men der er noget midtimellem, hvor samfundet blander sig for at hindre forældre i adfærd, der politisk lovmæssigt er vurderet som overgreb. Med jævne mellemrum fremkalder det krav om forbud imod omskæring af drenge. Alligevel er der ikke noget oprør eller nogen bred protest imod traditionen blandt den halve milliard mænd, som lever omskåret. Traditionen har været praktiseret i årtusinder, og debatten er heftigst blandt dem, som ingen har bedt om at lade sig omskære.der er argumenter for og imod. Nogle læger mener, at omskæring af drengebørn er skadeligt andre læger, at det er uskadeligt. Nogle vil mene, at samfundet har pligt til at gribe ind, andre, at omskæring som ufarligt må anerkendes som forældrenes ansvarsområde. Debatten findes også inden for de to samfund det muslimske og det jødiske, hvor traditionen hidtil er givet videre for at bekræfte et tilhørsforhold, et bånd mellem forældre og børn, tradition og kultur, som forbudsadvokaterne vil skære igennem og ikke lade finde sin egen udvikling. Fortalerne for et forbud imod omskæring af drenge har ikke en imponerende indlevelsesevne, hvis de forventer, at deres krav ikke indlæses i historiske erfaringer Abraham var ifølge muslimsk tradition 80 år, da han lod sig omskære, og hans søn, Ishmail, var 13, hvor den muslimske omskæring derfor er foreskrevet. I jødisk tradition var Abraham endnu mere alderstegen, faktisk 99 år, da han selv blev omskåret. Han foreskrev, at drengebørn skulle omskæres på den ottende dag. Af en eller anden grund vækker jødisk omskæring gerne størst protest. Ofte vækker det også forargelse, hvis jøder læser ønsket om forbud som et trussel imod jødisk tradition og jødiskhed. Indefra, i jødisk historie, kan det for mange være svært at se bort fra, at omverdenen i århundreder har reguleret jødisk liv. Det er kun to hundrede år siden, at jøder overhovedet fik ret til at praktisere erhverv frit i Danmark. Det er kun 70 år siden, at danske jøder blev tvunget af besættelsesmagten til at flygte hjemmefra, alene fordi de var jøder. Syd for grænsen ville en forrykt diktator helt og aldeles fjerne jøder fra Europa, og næsten 500 danske jøder blev deporteret til en kz-lejr som led i projektet. Det er muligt, at andre kan og vil se bort fra denne historie. Men fortalerne for et forbud imod omskæring af drenge har ikke en imponerende indlevelsesevne, hvis de forventer, at deres krav ikke indlæses i historiske erfaringer. Måske ville muslimer og jøder ikke praktisere omskæring af drenge, hvis Abraham begyndte forfra. Ren spekulation. Men måske vil muslimer og jøder selv justere eller med tiden ophæve omskæringens tradition det vil forbudsadvokaterne til gengæld ikke vente på. Deres mangel på indlevelse er tindrende historieløs og blottet for empati. Hidtil har lov og praksis bygget på, at læger ikke fandt faglig grund til at anbefale omskæring af drenge, men 13

14 heller ikke risici ved korrekt foretaget omskæring til at begrunde et forbud. Det kan tale for, at læger skal stå for omskæringen, men ikke for at fratage forældre retten til at træffe beslutninger for deres børn. Stærke følelser er involveret. I bund og grund er tolerance i centrum. Intet er mere afgørende for et åbent og demokratisk samfunds frirum end dets behandling af mindretal. Politiken, 11. februar 2014 Er omskæring lemlæstelse? Det er et etisk spørgsmål, sådan noget som man kunne spørge en filosof om, som har den rette objektivitet. Det udtaler jeg mig ikke om, og som person har jeg i øvrigt ikke nogen klar holdning til dette, men jeg har da ikke problemer med at se sagen fra flere sider. Men hvis du kigger på diskursen i Danmark, er problemet, at den sundhedsfaglige diskussion ikke er neutral. De forskere, som udtaler sig, blander deres etiske opfattelser og personlige holdninger med en selektiv tilgang til eksisterende viden på området. En formidling til offentligheden skal være så nuanceret som muligt. Jeg er selve vokset op i en tradition med mandlig omskæring. Men derfor har jeg ingen ambition om at udbrede eller forbyde drengeomskæring. Jeg er sundhedsforsker og forsøger at beskrive virkeligheden så objektiv som muligt uden at rode min egen person ind billedet. (Dan Wolf Meyrowitsch er PhD, lektor og epidemiolog på Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet med speciale i blandt andet omskæring. 10. februar i Kristeligt dagblad.) 14

15 Hele Asylrets nytårstale 2013 På vegne af Asylret, Karl Åge Jacobsen, Johanna Haas og Said Parvin 2013 har været et godt år for Asylret, hvor vi har set tydelige resultater af vores arbejde for afviste asylansøgere har samtidig, i det store perspektiv, været endnu et bedrøveligt og beskæmmende år, som ikke har ført markante og positive ændringer i udlændingepolitikken med sig, hvilket man senest kunne se i Danmarks modstand mod at tage imod flere syriske flygtninge på et tidspunkt, hvor den syriske civilbefolkning blev ramt af giftgasangreb, og hvor syriske flygtninge nu går til af kulde i libanesiske flygtningelejre. Mentaliteten hos den nuværende regering synes at være den samme som under VKO. Horrible familiesammenføringssager bærer også vidnesbyrd om dette. Politisk asyl i blev imidlertid også året, hvor blandt andre alle de iranske sultestrejkende fra Tilflugt i Kirken fik tilkendt politisk asyl. I Asylret er vi stolte over, at have været en del af aktionsgruppen Tilflugt i Kirken. Vi er stolte over på de sultestrejkendes anmodning at have hjulpet og støttet dem i at gennemføre aktionen, der skete i solidaritet med politiske fanger i Iran, som på daværende tidspunkt var i sultestrejke. Aktionen fandt også sted for at gøre opmærksom på de utålelige livsvilkår, som afviste asylansøgere må stå model til i danske asyllejre, og sidst, men ikke mindst, for at gøre opmærksom på det iranske præstestyres systematiske krænkelser af de mest basale menneskerettigheder. Aktionen fandt sted i maj-juni 2012, men resultatet så vi først i 2013 på grund af Flygtningenævnets lange sagsbehandlingstid på genoptagelsesanmodninger. I Asylret er vi tillige stolte over, at det lykkedes os at få alle sagerne behandlet i Danmark, således også for det unge ægtepar, hvis sag ifølge Dublin-forordningen skulle have været behandlet i Tyskland. Asylret vil gerne takke alle som støttede Tilflugt i Kirken, særligt dem, som gjorde det på et tidspunkt, hvor den fremherskende stemning var fordømmende, mistænkeliggørende og med meget ringe forståelse for de sultestrejkendes livsvilkår og budskab. Farvel til Morten Bødskov - og et nytårsønske til Karen Hækkerup I 2013 måtte Morten Bødskov gå af som justitsminister. Det skyldtes som bekendt afdækningen af en løgn, som den nu forhenværende justitsminister havde serveret for Folketingets Retsudvalg i tæt, kreativt samarbejde med den af samme grund nu forhenværende PET-chef, Jakob Scharf. Asylret kommer ikke til at savne Morten Bødskovs embedsførelse i den del af Justitsministeriet, som vi kender bedst: Kontoret for Humanitært Ophold og Udsendelser. Fra dette kontors til tider særegne sagsbehandlingspraksis kender Asylret til løgne og fortielser og regulær dårlig embedsførelse med utilstedelig lang sagsbehandlingstid og fejllæsning af dokumenter, der altid kommer systemet til gode og asylansøgeren til skade, med tvangsudsendelser af børn og svært psykisk syge, inden deres sag om humanitært ophold er færdigbehandlet - for blot at nævne et par eksempler. Et af de seneste tiltag er, at nævnte kontor i Justitsministeriet nu bygger sin sagsbehandling på en formodning om, at den nødvendige medicin findes i hjemlandet. Asylret undrer sig såre, men må erkende, at det åbner for helt nye, juridiske perspektiver, som vi gerne så en juraprofessor eller to tage offentlig stilling til, idet det ikke just kan siges at styrke retssikkerheden, som i forvejen synes nærmest ikke-eksisterende for asylansøgere og andre udlændinge i Danmark. Justitsminister Morten Bødskov måtte gå af på grund af en løgn, der indsnævrede en enkelt politikers personlige bevægelsesfrihed. Asylret så gerne, at Morten Bødskov var gået af som følge af den lemfældige omgang med sandheden, som har hersket i Kontoret for Humanitært Ophold og Udsendelser og som har skadet mange mennesker alvorligt. Et af Asylrets nytårsønsker for 2014 er en tiltrængt ændring i Justitsministeriets praksis, hvor det burde stå lysende klart og være et af de første bud for ministeriets ansatte, at asylansøgere har krav på en fair og juridisk set ordentlig sagsbehandling. I den ånd ønsker Asylret Karen Hækkerup tillykke med posten som justitsminister med et nytårsønske om, at justitsministeren hurtigt får skabt et betydeligt højere kvalitetsniveau i ministeriets sagsbehandling, herunder i Kontoret for Humanitært Ophold og Udsendelser, end det vi har været vidne til i Morten Bødskovs embedsperiode. Socialdemokratiets unge håb vil sælge gammel vin på gamle, fremmedfjendske flasker. Sig: Nej, tak! Det ville være synd at sige, at justitsminister Karen Hækkerup kommer fra et parti med visioner. Man må således håbe, at hun kan udrette andet og mere end partiets unge håb, for visionære er de ikke. I Politiken kunne man lørdag den forvisse sig om, hvor galt det står til, hvis man skulle være i tvivl. På forsiden af debatsektionen lød den nedslående overskrift på et debatindlæg forfattet af Peter Hummelgaard og Mattias Tesfaye: S og DF må finde sammen. Debatindlægget er langt, men aldeles perspektivløst skræmmende 15

16 enfoldigt og uden selvindsigt i Socialdemokratiets egen, manglende socialdemokratiske politik. Vejen frem er ifølge Hummelgaard og Tesfaye fortsat copy + paste fra DF. Rubrikken, der sammenfatter debatindlæggets perspektivløse pointe, lyder ordret således: I Hvidovre har S og DF lavet en vigtig værdipolitisk aftale. Miraklet i Hvidovre kan afslutte den epoke, hvor Pia Kjærsgaard har udnyttet, at S havde svært ved at finde svar på utrygheden i forbindelse med den voksende muslimske kultur i landet. S kan sammen med DF udgøre rygraden i et alternativt bredt flertal, som landets øvrige partier må orientere sig efter. Hummelgaard og Tesfaye er født i henholdsvis 1983 og 1981 og er dermed forholdsvis unge mennesker med hvad Asylret ser som gammel, sur vin på gamle, fremmedfjendtlige flasker. Asylret mener ikke, at dette udspil kan være vejen frem; hverken for Socialdemokratiet eller for landet som helhed. Svaret på globale udfordringer kan aldrig være at forskanse sig i provinsiel skræk for samfundsforandringerne, men at finde et svar, som giver mening for de fleste - og som samtidig hylder værdier og traditioner, som er hævet over øjeblikkets mest forbenede, ekskluderende populisme. Asylret minder om, at Hummelgaard og Tesfayes indlæg er bragt efter at det kom frem, at DF i år har valgt at stemme nej til alle ikke-vestlige navne på årets lovforslag om dansk indfødsret. Der er altså, selv med nok så megen ungdommelig vildfarelse ind over samt en eventuel historieløshed, ingen undskyldning for Hummelgaard og Tesfaye: Alle kan se de fremtidige konsekvenser af et mere udvidet værdipolitisk samarbejde mellem S og DF end det Socialdemokratiet i forvejen praktiserer. Asylret mener, at det i den grad er på tide, at Socialdemokratiet finder en anden vej. Danmark og de internationale konventioner Asylret ønsker sig noget, der ligner fornuft hos Socialdemokratiet i Vi mener, at vejen frem for et trængt socialdemokrati er en klar politisk vision om et demokratisk, solidarisk samfund, hvor religion er en privat sag, og hvor en opfattelse af samfundet som en solidarisk og civiliseret størrelse, det er værd at værne om, bl.a. baserer sig på retssikkerhed for alle og overholdelse af internationale konventioner og disses inkorporering i dansk national lovgivning. Asylret tænker bl.a. på Børnekonventionen, Flygtningekonventionen og Handicapkonventionen. I denne ånd ønsker Asylret GODT NYTÅR med store forhåbninger om konstruktive samfundsforandringer i den rigtige retning i Vi ønsker samtidig at takke alle, vi har samarbejdet med i 2013, for året, der er gået. 16

17 Rakkerliv i Vestjylland herskabsstole med fint træskærerarbejde. Her har ejerne af herregården Dejbjerglund siddet. Rakkere eller sigøjnere Af Steen Eriksen, bibliotekar. Formand for Københavns lokalforening. Hvad er rakkergrave og rakkerstole for noget? Hvad var rakkerne for nogle mennesker? Hvad arbejdede de med? Hvordan var livet for dem i en tid fuld af fordomme? For nogle år siden var jeg på en tur gennem Vestjylland og kom til Dejbjerg i Ringkøbing-Skjern kommune. Da jeg kom ind på Dejbjerg kirkegård så jeg et græsareal i det nordøstlige hjørne. Her findes en sten, hvorpå der står RAKKERGRAVE. Videre gik jeg til kirken, hvor jeg kunne læse i en lille pjece, at nogle særlige stole bagerst i kirken blev kaldt rakkerstole. Her var altså to elementer til et billede af nogle folk, som fik en form for særbehandling. Altså negativ særbehandling. Alle andre kunne få en gravsten på sin grav, det fik rakkerne ikke. Rakkerne skulle komme til kirken før alle andre og indtage deres ydmyge pladser, og de måtte ikke forlade kirken før alle andre var gået. Man kan se at rakkerne ydmyges, men kirkens indretning viser også, at nogle bliver ophøjet. Øverst i kirken findes Siden har jeg læst om rakkerne som et fortidigt folkefærd. De kaldes også natmænd eller kæltringe. I officielle dokumenter og i litteraturen kaldes rakkerne fra Dejbjerg ofte natmænd. Rakkerne er dels omstrejfere og dels fastboende, ofte gennem generationer. Der forekommer en del kriminalitet, som fører til arrestation og fængsel i Viborg Tugthus. Der har været en tendens til at sammenblande dem med sigøjnere, men disse var blevet udvist ifølge Christian den 5.s Danske Lov fra 1683, og havde under trussel om dødsstraf, forbud mod at vende tilbage. Begrebet rakkere kommer fra tysk og findes i Danmark for første gang i Christian den 2.s lovgivning fra 1522 om hygiejne. Det var vigtigt, at døde dyr blev skaffet af vejen og begravet. Der var også større dyr i byerne, som kunne flås, så skindet kunne bruges. Rakkeren blev ansat af bødlen og skulle hjælpe denne med forskellige aktiviteter i forbindelse med henrettelser af forbrydere. Ligene skulle parteres og lægges på hjul og stejle. I andre tilfælde blev forbrydere bundet til en stolpe, som kaldtes en kag, når de var idømt pryglestraf. Dejbjerg kirkegård. Mindesten for rakkergrave 17

18 Dejbjerg kirke: Rakkerstole Betegnelsen natmand findes i byerne. Natrenovation bestod i at tømme latriner og køre indholdet ud af byen til latringruben. Rakkerne som uærlige I Dejbjerg har arbejdet i høj grad bestået af at flå de døde dyr, og at kastrere heste og tyre. Det var især herregårdene, som knyttede en rakker til sig. Denne havde faktisk et monopol på disse arbejdsfunktioner. Man kan sige, at de udførte ønskede, men foragtede opgaver. Når man først havde indledt denne beskæftigelse, bl.a. med håndtering af døde dyr, blev man alene for denne profession anset for uærlig. Ved dette ærestab måtte man se sig udstødt af de ærlige folks samfund. Dermed blev man udelukket fra ærlige erhvervsmuligheder. Rakkerne måtte bo i afsidesliggende huse og ingen ønskede at omgås dem endsige røre ved dem. Opfattelsen af rakkerne som uærlige som følge af deres arbejde gav dem et monopol, så at de kunne kræve en høj betaling for de arbejdsopgaver, som de udførte for bønderne. Dette blev opfattet som meget uheldigt af øvrigheden og omkring år 1700 begyndte statsmagten at agere imod opfattelsen om uærlighed. Det skulle imidlertid tage lang tid før disse budskaber kunne sive igennem til den jyske vestkyst. I 1794 kommer en ny forordning, hvor det bemærkes, at bønder nogle steder nærer den fordom, at det er et vanærende arbejde at tage huderne af heste og kvæg, som dør af sygdom eller andre tilfældige årsager. Der peges på, at en sådan god og nyttig udnyttelse af huderne, ikke fører vanære med sig. Det påbydes derfor at en bonde skal flå sit døde dyr inden 24 timer. Karlene på gården befales at medvirke til flåningen, hvis de ikke ønsker at komme 1 måned i forbedringshuset! Så meget om rakkerarbejdet. Nu vil jeg vende mig til, hvordan det i øvrigt var at være en uærlig rakker. Rakkerlivets facetter Der var undertiden stor bekymring om rakkernes almene kundskaber eller forholdet til gud. Det var almindeligt, at rakkerne levede på polsk. Det hang antagelig sammen med, at de ikke var konfirmerede. For at blive gift skulle man være konfirmeret. Man kan også tænke på mulighederne i et ægteskab, som en af mine kilder gør. En uærlig ung kvinde måtte stille sig tilfreds med at blive gift med en rakker med en fast bestilling. Det var også almindeligt, at de fik mange børn. Når et barn skulle døbes, ser man at problemet med uærlighed nedarves i familien. Der var et problem med 18

19 at skaffe faddere, selv om det egentlig var en almindelig borgerpligt at være fadder. Næste trin på livets vej er skolen. En af rakkerfamilierne ønsker at få sit barn i skole, og degnen har så optaget barnet i skolen. Så trækker Dejbjerg-bønderne deres børn ud af skolen. Der er tilsyneladende ikke nogen som taler åbent om problemet, i hvert fald ikke umiddelbart. Nogle bønder bruger vinterdagene til selv at læse med deres børn. Efterhånden kommer det skete præsten for øre, og han er ansvarlig for undervisningen i sognet. Der er en massiv sammenrotning blandt bønderne, ingen vil tabe ansigt på den måde som det ville være, hvis deres barn skulle gå i skole sammen med rakkerbarnet. Det er formentlig en følge af denne sag, at den pågældende rakkerfamilie vælger at flytte fra Dejbjerg med uforrettet sag. Sagen er ikke enestående, og i Aarhus får en sådan sag det udfald, at det bestemmes at rakkerbørnene skal fordeles ud på alle byens skoler. Sådan! Næste trin er at unge mennesker på landet skulle have en plads som tjenestedreng eller -pige på en gård. Det er et eksempel fra slutningen af 1700-årene, hvor en præst i et fremmed sogn vil vise et godt eksempel ved at tage en rakkerdatter i tjeneste. Det fører til boycot fra de øvrige tjenestefolk og naboer. Amtmanden skred ind og anførte, at tjenestefolkene og naboerne var tosser og naragtige, for rakkerne var statens borgere og ligeså agtværdige som andre. Først efter et møde for alle implicerede på Rådhuset, blev der sluttet forlig, bl.a. om at tjenestepigen kunne blive på gården og naboerne skulle betale 1 rigsdaler i bod til fattigkassen. Kort efter år 1800 ser en rakkerfamilies karriere sådan ud. De råder over fattighuset med 5 tønder land jord. De opkøber heste, som enten sælges videre på markeder eller slagtes og skindes (når huden tages af). Der er også opgaver som dyrlæge, som fulgte af at de var fortrolige med selvdøde dyr og derfor kunne stille enkle diagnoser. Desuden var der åreladning af dyr og kastration af tyre og heste. På fattighjælp og på alderdomshjem Der er ikke udbetalt fattighjælp til rakkerfamilien før 1815, og det er især til nogle enker med børn. I 1814 indføres den første lov om skolepligt, hvorefter sognene skal tage sig af undervisningen. Dermed bliver det muligt at få børnene i skole og også andre ting i tiden virker sådan at fordommene mod rakkere dæmpes. I 1800-tallets rationelt-borgerlige samfund blev fokus sat på arbejdslivet og den enkeltes evner i produktionen. Fornuften blev idealet og dermed forsvandt behovet for rakkeren og hans specielle profession. Det blev naturligt for bønderne selv at overtage rakkernes opgaver. Rakkerne blev fri for begrebet om uærlighed, men kom i stedet til at ligge sognet til byrde. Efterhånden fik rakkernes børn arbejde på gårdene, eller de udvandrede til Amerika. På kirkegården i Dejbjerg blev brugen af fællesgraven stoppet, og den nævnte sten med påskriften RAKKERGRAVE er blevet sat på, ifølge en museumsmand for ca år siden, da rakkerne var blevet et historisk emne.. På kirkegården så jeg graven med det første ægtepar, som havde fået deres egen grav med gravsten. De havde levet deres sidste tid på alderdomshjemmet i Skjern. Rakkerne og fiktionen Imidlertid havde St.St. Blicher digtet om rakkerne, fx. i novellen Kjeltringliv fra 1829, som blandt andet omtaler en sigøjner. H.C. Andersen aflagde besøg på heden i 1830 og mødte dér en vandrende kæltringefamilie. Carit Etlar skrev fantastiske fortællinger om de jyske rakkere, hvoraf nogle var kriminelle. Malerne Hans Smidth og Christen Dalsgaard m.fl. malede naturalistiske skilderier, ofte direkte efter Blichers noveller. Denne kulturproduktion er fulgt op med egnsspil om forskellige facetter af rakkernes liv med udgangspunkt i den historiske overlevering. I Skjern holder marchforeningen deres årlige Rakkermarch, og en lokal beværtning i byen bærer navnet Rakkerstuen. Forholdet til rakkerne har ændret sig flere gange. Først var det frygten og foragten over for dem som uærlige og voldsomme. Dernæst var det byrden og besværet med dem som fattige og tiggere. Til sidst har det været fascinationen og interessen for dem som anderledes og forunderlige. Litteratur: Per Lunde Lauridsen: Rakkerne og samfundet: synet på de professionsbestemt uærlige. Pdf på Lene Andersen: Fascinationen af eksotiske mennesker : forestillinger om tatere i Jylland i midten af 1800-tallet. I: Fra Viborg Amt ; 2005 Achton Friis: De Jyders Land. København,

20 Afsløring af flere fordomme Benedicte Castenschiold Eichen Kriminolog fra King s College London og har skrevet speciale i sociologi om hjemløse romaer i Danmark på Københavns Universitet Selv om det nu står klart, at den blonde pige Maria, der blev fundet hos en romafamilie i Grækenland, ikke var offer for romaers påståede hang til at stjæle hvide menneskers børn, lever forestillingen om den tyvagtige og moralsk anløbne roma i bedste velgående. Meget tyder på, at historien blot har tilføjet en ny dimension til den lange liste af forestillinger om, hvad det vil sige at være roma. At mange tror faktisk, at romaer er genetisk programmerede til at begå kriminalitet, er ikke noget nyt. Men hvordan er vi nået dertil, at det ikke kommer bag på nogen, at romaer også kan finde på at stjæle børn? Og hvorfor løfter ingen et øjenbryn, når det viser sig, at et forældrepar er blevet uskyldigt anklaget for den værst tænkelige forbrydelse? I min forskning om romaer er jeg aldrig stødt på historiske beviser for, at romaer stjæler børn. Når sagen om Maria bliver til en verdensnyhed på få timer, har vi ikke af gøre med en reel trussel mod samfundet, men med en moralsk panik, hvor medierne kaster benzin på et tusinde år gammelt bål af racisme og stigmatisering. Genetiske brist Hos danske og udenlandske medier portrætteres romaer i tråd med den teori, som den italienske kriminolog Cecare Lombroso fremlagde i Lombrosos tese var, at kriminel adfærd var genetisk betinget og kunne spores i menneskets ansigtsformer. Både inden for den kriminologiske disciplin og i den generelle offentlige debat har man for længst bevæget sig væk fra denne forældede forestilling. I dag ville de fleste hurtigt affeje teorien som tidlig videnskabelig stupiditet. Hvis nogen påstod, at et sort menneske havde begået en kriminel handling, fordi vedkommende var mørk i huden, ville det blive opfattet som racisme. Forargelsen ville være stor. Men når Ekstra Bladet kontinuerligt kører hetz mod den kriminelle familie Levakovic og sætter lighedstegn mellem dens adfærd og etniske baggrund, går det ubemærket hen. Det betyder ikke, at man skal tale for Levakovic-familiens uskyld. Men det er tankevækkende, at de færreste har et problem med, at Ekstra Bladet på sine spisesedler med store typer slår fast, at sigøjnere snyder og stjæler. At betegnelsen sigøjner er lige så nedladende som betegnelsen neger, synes ikke at falde os ind. Det er denne samfundsmæssige accept, der giver myterne næring og er med til at holde den år gamle fordom i live. I Nazityskland, hvor opbakningen til raceteorier som Lombrosos var stor, var de racebetingede fordomme ikke kun rettet mod jøder. Man estimerer, at mellem og 1,5 millioner romaer blev udryddet under Anden Verdenskrig. Over romaer var interneret i den særlige sigøjnerlejr i Auschwitz-Birkenau, hvor næsten blev gasset på én enkelt nat. En fængslet roma-kvinde fra kz-lejren Auschwitz i 1940 erne. Mens Holocaust har rokket ved de jødiske stereotyper, er det samme slet ikke tilfældet for romaerne, som er blevet og stadig bliver forfulgt. 20

21 Efter krigens afslutning adskiltes jødernes og romaernes historiske kamp for anerkendelse og værdighed. Jødernes ligeværd med andre etniske grupper blev slået fast ved oprettelsen af Israel, Nürnberg-processen og kompensationerne til de efterladte familier. Det samme gjorde sig ikke gældende for romaerne. Der blev ikke rejst tiltale for folkemord, og kun få beskedne kompensationer blev udbetalt. Først i 1982 fik romaerne en officiel anerkendelse af folkemordet, men de oplevede aldrig den samme globale enighed om deres eksistensberettigelse. Den systematiske diskrimination af romaerne fortsatte ufortrødent og eksisterer stadig i bedste velgående fra voldshetz i Ungarn til accepteret mistillid i Danmark. Jaget fra sted til sted En af grundene til den danske mistillid til romaerne er, at vi opfatter dem som fremmede, der trænger ind på vores territorium. Den danske historie om romaer er forankret i vores ihærdighed for at holde dem ude af vores land. Den tradition går helt tilbage til den danske fattiglov fra 1736, hvoraf det fremgik, at romaer, der ikke»forlader landet af sig selv, skal jages så længe fra sted til sted, at de er helt uden for landets grænser«. Romakvinderne blev pålagt fængsel, og børnene blev tvangsfjernet. Ånden fra Christian VI s fattiglov fik senere fatale konsekvenser for romafamilier, der søgte ly i de nordiske lande under Anden Verdenskrig, hvor de blev nægtet adgang og sendt til kz-lejre. Mens vi i sidste måned fejrede danskernes indsats for at hjælpe jøder til Sverige, fremkalder den manglende hjælp til romaer ingen betænkeligheder eller anger. Det manglende opgør med fortiden betyder, at den nazityske opfattelse af romaernes karakter fortsat sætter dagsordenen for vores indstilling til, hvad det vil sige at være roma. Vi sender dem gerne ud af landet, så hurtigt vi kan slippe af sted med det. lever i dyb fattigdom på grund af den omfattende personlige og institutionelle diskrimination. Det er korrekt, at nogle romaer lever et liv som omrejsende nomader, og derfor også kommer midlertidigt til Danmark. Men årsagen til den livsform skal ikke findes i en særlig hang til nomadisk livsstil, men i ren og skær overlevelse. Globalisering skaber menneskeligt affald, som sociologen Zygmunt Bauman billedligt slår fast. De romaer, som vi ser på Nørreport Station, er ikke i Danmark for at tilfredsstille en genetisk trang til at stjæle og flakke omkring. De er resultatet af års diskrimination kombineret med globaliseringens nye hierarki, hvor vagabonder navigerer i skyggen af de mobile turister, for at samle resterne fra de riges bord. At tro, at deres handlinger skyldes genetik, er at sidde fast i et menneskesyn, der ikke har rykket siden Lombrosos tese om kriminelle fra Afslutningen på sagen om pigen Maria fik desværre ikke afkræftet fordommene om, at romaer stjæler alt, hvad de kommer i nærheden af. Den blev en bekræftelse af, at en gammel fordom stadig eksisterer, og vil blive ved med at gøre det, så længe den irrationelle frygt får frit spil, og institutionaliseret diskrimination ikke bliver udfordret. Information 7.november Det er den mistroiske indstilling til romaerne, der danner grundlag for, at vi straks tror, at der er tale om bortførelse, når en hvid pige bliver fundet i en romalejr. Ingen talte romaernes sag for 70 år siden, og det virker heller ikke til, at nogen gør det i dag. Menneskeligt affald At tro, at mennesker kan undlade at skabe stereotyper, er forkert. Som sociologen Erwing Goffman klart understreger, er det nødvendigt at have stereotype forestillinger, hvis man skal kunne begå sig i verden. Det afgørende er at være bevidst om, hvornår holdninger formes på baggrund af disse stereotype kategoriseringer. At tro, at alle 11 millioner europæiske romaer lever i campingvogne og stjæler penge, cykler eller børn, er udtryk for en sådan stereotyp tænkning. Mange romaer 21

22 En nødvendig stemme der vokser sig stærkere PL-prisen på kr. er opkaldt efter Poul Lauritzen, medlem af den danske frihedskamp under den nazistiske besættelse. Prisen uddeles hvert år af PLfonden til ekstraordinære - ikke-voldelige - forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder. Den 12. december 2013 blev prisen tildelt ERRC (European Roma Rights Centre) og Dezideriu Gergely for deres veldokumenterede og respektindgydende indsats for romaers rettigheder i Europa. Prisen blev motiveret og overrakt af PL-Fondens formand, højesteretsdommer Poul Søgaard, ved et arrangement i festsalen i Nationalmuseet i Ny Vestergade 10 i København Nyhedsbrevet bringer i den anledning Malene Fenger-Grøndahls Kronik i Politiken fra den 12. december 2013: Da jeg i foråret var i Serbien på ferie, besøgte jeg romaer, der levede under en motorvejsbro i Beograd. De boede i slum og levede af at samle skrot. Et andet sted i samme land havde romaerne huse, men intet arbejde. Børnene blev diskrimineret i skolen, og dagen før mit besøg i en mindre serbisk by tæt på grænsen til Ungarn var en 17årig dreng blev tæsket og efterladt i en vandpyt, hvor han druknede. Overfaldsmændene var på hans alder og nynazister. Ingen vestlige skrev om hans død eller om det liv, han trods alt nåede at leve. Ingen talte om at redde ham fra hans fangenskab, sådan som vestlige medier, politikere og privatpersoner gjorde, da den lyse engel, Maria, for et par måneder siden blev opdaget i en græsk romalejr. Den lyse engel De fleste husker nok historien om Maria eller i det mindste den version, der nåede medierne i første omgang: En lys pige blev fundet i en græsk romalejr, formodentlig offer for menneskehandel. Opstandelsen og forargelsen var stor. Fordomme om sigøjnere som børnetyve blev aktiveret, og der var bred enighed om, at den lyse engel måtte reddes fra sine mørke bortførere. Det viste sig dog siden, at Maria var romabarn, men albino. Herefter faldt interessen for den lyse engel og for de mange, mange andre romabørn, der ligesom hun er fanget i fattigdom og slumkvarterer overalt i Europa. Kun få taler deres sag. Blandt de få er European Roma Rights Centre (ERRC), der med base i Ungarns hovedstad Budapest taler romaernes sag ved at dokumentere overgreb og diskrimination imod denne Europas største etniske minoritet. PL-prisen, opkaldt efter Poul Lauritzen ERRC er en vigtig stemme, som mange helst vil undgå at høre, men som netop derfor ikke må gøres tavs, men tværtimod skal gøres tydeligere og mere 22

23 Billederne viser prisoverrækkelsen, som fandt sted i Nationalmuseets Festsal, hvor der blev budt på dejlig mad og festlig autentisk romamusik. indtrængende. Det er en stemme, som vækker ubehag og dårlig samvittighed eller værre endnu; irritation og bevidste forsøg på fortrængning. Så meget desto mere er det vigtigt, at ERRC og centrets leder bakkes op, støttes, anerkendes og også gerne hædres. Derfor er det efter min mening fuldstændig oplagt og meget, meget glædeligt, at ERRC i dag modtager årets PLpris på kroner. Prisen, er opkaldt efter Poul Lauritzen, medlem af den danske frihedskamp under den nazistiske besættelse, og den uddeles hvert år til ekstraordinære - ikke-voldelige - forkæmpere for demokrati og menneskerettigheder. Den øverste direktør for European Roma Rights Centre, ERRC, Dezideriu Gergely, får overrakt PL-prisen ved et arrangement i Nationalmuseets festsal i dag. Der vil være musik, taler og sikkert også pindemadder. Men først og fremmest vil der være mulighed for at høre en stemme, som heldigvis i disse år er ved at vokse sig stærkere, men som stadig mangler meget i styrke til at blive hørt tilstrækkeligt: romaernes stemme. Den stemme, der kan tale på vegne af de millioner europæiske medborgere med romabaggrund. En dobbelt undertrykt minoritetsgruppe Romaerne er mere marginaliseret og udsat for fordomme end nogen anden minoritetsgruppe i Europa, og som lider under den dobbelte undertrykkelse, der består i ikke at blive hørt og inddraget, men samtidig at blive talt om, nedgjort og udpeget som et problem og en trussel. Der er mange årsager til, at romaerne er så udsatte, og disse årsager er væsentlige at afdække og derefter forsøge at komme til livs. Men det er også vigtigt at identificere og glæde sig over de ganske mange eksempler på, at romaerne trods hårde odds tager til genmæle mod hadetale og fordomsfulde angreb og selv aktivt og konstruktivt formulerer en vision for romaernes integration som medborgere i det moderne Europa. Et af disse eksempler og vel nok det stærkeste er netop European Roma Rights Centre. Derfor er det glædeligt, at årets PL-pris går til netop ERCC - for deres veldokumenterede og respektindgydende indsats for romaers rettigheder i Europa. En indsats, som ERRC med base i Budapest har udført siden 1996, og som har krævet en utrolig vedholdenhed fra centrets side. Ferenc Koszeg ERRC blev grundlagt af den ungarske menneskerettighedsaktivist og dissident Ferenc Koszeg, og hans tanke med ERRC var helt fra begyndelsen, at romaernes vilkår i det nye Europa skulle sikres via juridiske normer, som satte mindretals rettigheder på dagsordenen. Håbet var, at ERRC ved at fokusere på juridiske rettigheder og tale romaernes sag også kunne vinde større folkelig forståelse for og støtte til romaernes sag. ERRC har i snart tyve år arbejdet målrettet med fortalervirksomhed, forskning, politikudvikling og træning af roma-aktivister og har ført hundredvis af sager for romaer, som har været udsat for diskrimination og forskellige brud på deres 23

24 menneskerettigheder hvilket blandt andet har ført til, at der er blevet udbetalt et tocifret millionbeløb i erstatning til ofrene. Det stærke ved ERRC er blandt andet, at de stædigt og vedholdende dokumenterer de overgreb og den strukturelle diskrimination, romaer udsættes for både i fattige og mere velhavende EU-lande. Rapporterne, pressemeddelelserne og de mange undersøgelser, som ERRC hvert år offentliggør, bærer præg af grundighed, indsigt og et konstant fokus på menneskerettigheder som den afgørende parameter, som romaernes forhold skal måles på. ERRC insisterer på, at romaerne skal opfattes som borgere i Europa på linje med alle andre, og deres vilkår skal måles ud fra dette udgangspunkt og ikke med udgangspunkt i fordomme om, at romaerne som nomader ikke ønsker eller har behov for samme standard inden for bolig, sundhed, uddannelse og erhvervsmuligheder som alle os andre. Historien er fremtidens grundlag ERRC har især fokus på nutidige forhold, men baserer også sit arbejde på viden om romaernes historie i Europa, et absolut nødvendigt fundament, hvis man ønsker at forstå romaernes udsatte position og deres ofte meget dybe mistillid til majoritetssamfundet og dets institutioner. Som baggrund for ERRC s arbejde ligger indgående kendskab til de utallige eksempler på overgreb og diskrimination, som romaerne har været udsat for gennem historien. Op mod 500 års slaveri i det, der i dag er det nuværende Rumænien, mere kortvarige eksempler på slaveri i andre europæiske lande som Spanien, Rusland og England. Tvangsfjernelse af børn, påstande om kætteri, spionage, hekseri og børnetyveri. Under 2. verdenskrig blev romaerne forfulgt og forsøgt udryddet på samme måde som jøderne, og det menes, at i alt op mod ud af cirka en million romaer i Tyskland og de tyskbesatte områder blev dræbt under Holocaust. Alene i udryddelseslejren Auschwitz- Birkenau døde over romaer efter at have været holdt fanget i en særlig afdeling i lejren, som af nazisterne fik navnet sigøjnerfamilielejren. I løbet af en enkelt nat, mellem den 2. og 3. august 1944, blev næsten romaer henrettet i gaskamrene. Romaernes Holocaust er endnu langtfra afdækket og dokumenteret i detaljer. Deres marginaliserede position har gjort det vanskeligt for dem selv at gå i spidsen med forskning og offentlige markeringer, og også det udbredte dødstabu blandt romaer har gjort det svært at få de overlevende til at berette om, hvad der overgik dem. Dels har omfanget af jødeudryddelserne skygget for udryddelsen af romaer. Mens den tyske regering allerede i 1949 erkendte, at der havde fundet folkemord på jøder sted under 2. Verdenskrig, måtte romaerne vente til 1982 på en tilsvarende officiel anerkendelse. Og det skete først efter at en gruppe roma-aktivister havde gennemført en sultestrejke i en af de tidligere koncentrationslejre, Dachau. Sultestrejken Denne sultestrejke og den politiske bevægelse, der siden er vokset frem blandt romaer rundt omkring i Europa for at dokumentere og skabe opmærksomhed omkring romaernes skæbne under 2. verdenskrig er blot et af flere eksempler på, at romaerne er begyndt at bryde med en lang tradition for ikke at stille krav og ikke at engagere sig i det magtpolitiske spil. Et kendt roma-ordsprog kan oversættes til noget i retning af: Når hånden giver, så tag; når den vender sig for at slå, så løb. Dette ordsprog kan siges at opsummere en overlevelsesstrategi, som har udviklet sig i mange romamiljøer belært af historiens tilsyneladende endeløse eksempler på, at majoritetssamfundet udgør en trussel snarere end en mulighed om medborgerskab. Denne erfaring har fået mange romaer til at isolere sig og undgå forpligtende relationer med det omgivende samfund og dets institutioner. En overlevelsesstrategi, der ikke helt uden grund har fået mange majoritetsborgere til at anklage romaerne for ikke at ville integrere sig og ikke at føle sig forpligtet af de love og regler, som alle må overholde i et moderne samfund. Mange anklager også romaerne for at sætte sig selv i en offerposition og fralægge sig ansvaret for deres egen situation. Denne anklage er dog på mange måder absurd. Så længe kendskabet til og anerkendelsen af de historisk og nutidige overgreb på romaer er så begrænset, er det svært at forvente, at romaerne vil vove sig ind i en mere forpligtende og risikabel relation til majoritetssamfundet. Når romaer i Kosovo stadig er efterladt i lejre, som blev etableret som midlertidige opholdssteder under krigen i 1999; når romakvinder i Tjekkiet og Slovakiet blev steriliseret mod deres vilje helt op til år 2000 og efterfølgende blev nægtet erstatning med henvisning til, at sagerne var forældet. Når romalandsbyer angribes af nynazister, uden at politiet griber ind. Ja, så er der utallige gode grunde til, at mange romaer stadig satser på isolation snarere end politisk engagement og integration som overlevelsesstrategi. Ikke desto mindre er romaer, der vælger at engagere sig i ngo-arbejde som ERRC s eller mere direkte i traditionel politik. Det opløftende er netop, at romaernes stemme ikke kan reduceres til ERRC, men er flerstrenget og med stigende styrke, bredde og dybde. Inspiration til styrkelse af Romasamfundet Desuden er det vigtigt at være opmærksom på, at romaernes politiske engagement og deres nationale identitetsopbygning trods alt har en historie, som går længere tilbage end ERRC s. Allerede før 2. Verdenskrig hentede nogle romaer inspiration i den zionistiske opbygning af et jødisk hjemland i Palæstina. I 1934 lancerede den selvudnævnte polske romakonge 24

25 Mikael Kwiek en plan om at oprette et hjemland for romaer ved bredderne af Ganges, og i 1937 lancerede den nyudnævnte romakonge Janosz Kwiek en ny plan om at etablere et land for romaerne. Han havde udset sig et område mellem Somalia og Abyssinien (i det nuværende Etiopien), der var koloniseret af Italien, og han henvendte sig derfor til Mussolinis fascistiske styre for at anmode om lov til at etablere et roma-hjemland i kolonierne. Der gik dog kun få år, før Kwiek blev henrettet af Mussolinis nazistiske allierede. Efter krigen genoplivede en af Kwieks bekendte, den rumænskfødte roma Vaida Voivod, ideen om et Romanestan. Voivod argumenterede for, at romaernes hjemland skulle etableres i det område af Frankrig, hvor han selv boede, eller i Somalia. Nationalsang, flag og nationaldag ved de seneste to Venedig Biennaler, og også inden for journalistik og filmkunst er der et stigende antal romaer, som gør sig gældende. Og til næste år kan den ungarske romakvinde Livia Jaroka såmænd fejre ti års jubilæum som medlem af Europa-Parlamentet. Siden hun blev valgt ind i 2004 har hun talt romaernes sag og opfordret både romaer og ikke-romaer til at gøre en indsats for at overvinde kløften af gensidig mistillid. Romaerne har med andre ord en stemme, som med stigende styrke men også med nuancer og bredde - ytrer sig både politisk og kulturelt. Det er en stemme, vi har savnet alt for længe og en stemme, vi må lytte til ikke kun i dag, når ERRC s direktør taler ved modtagelsen af PL-prisen. Politikens kronik den 12. december 2013 Ingen af disse visioner var nogensinde i nærheden af at blive til virkelighed, og siden 2. Verdenskrig har de toneangivende roma-organisationer i Europa modsat den jødiske diaspora i højere grad satset på at blive anerkendt og respekteret som en nation uden land end på at etablere et nyt hjemland. I 1971 afholdtes den første Verdenskongres for romaer, og der vedtog man et fælles flag, en nationalsang og en nationaldag, 8. april, som markeres i en række lande hvert år. Roma Pride I 2011 blev der etableret en såkaldt international Roma Pride i oktober, en dag som romaerne besluttede at markere for at sætte den fortsatte antiziganisme på dagsordenen og understrege, at romaerne er og insisterer på fortsat at være en del af den europæiske virkelighed. Roma Pride, der henter inspiration i den amerikanske bøssebevægelse, blev etableret som en tværeuropæisk begivenhed. Et manifest, som beskrev den udbredte diskrimination mod romaer over hele Europa og krævede handling for at stoppe forskelsbehandlingen, blev forfattet og underskrevet af repræsentanter for roma-organisationer og menneskerettighedsgrupper i over 20 forskellige lande. Siden er der sket flere ting. Blandt andet fik romaofrene for Holocaust sidste år, ligesom de jødiske og de homoseksuelle ofre, deres eget mindesmærke i Berlin, og der er gennem de seneste årtier også etableret en række roma-museer i bl.a. Tyskland, Tjekkiet og Polen, hvor der er udstillingsafsnit om romaernes holocaust. Et af museerne ligger i Brno, den by, hvor 250 romabørn i januar 1940 blev taget til fange og sendt til Buchenwald, hvor de blev brugt som forsøgskaniner i nazisternes første eksperimenter med Zyklon B-gas. Kulturel og politisk bevidstgørelse Samtidig sker der en kulturel og politisk bevidstgørelse blandt især unge romaer. Kunstnere med romabaggrund har bidraget til en særlig roma-pavillon 25

26 Tyrkere, armeniere og europæere, lad os mindes det armenske folkemord sammen i Tyrkiet I 1915 førte en systematisk forberedt og omhyggeligt udført plan til udryddelsen af halvanden million armeniere i Det ottomanske Rige i et forsøg på at ødelægge en hel civilisation og på at tyrkificere de anatolske områder. Det armenske folk blev ofre for et folkemord, som snart skulle komme til at tjene som et grusomt fortilfælde for andre, der fulgte efter. Den tyrkiske Republiks skiftende regeringer har siden da kæmpet for at benægte den mørke side af deres lands historie og for at få deres folk og verden til at glemme, at folkemordet nogen sinde fandt sted. Blot det at nævne disse historiske kendsgerninger fremkalder den dag i dag, først og fremmest i Tyrkiet, voldsom modstand som f.eks. verbale og fysiske trusler og i nogle tilfælde endda mord. Benægtelsen af folkemordet har fostret racisme og had mod armenierne og andre ikke-muslimske mindretal. Nogle påstår, at det at anerkende det armenske folkemord som en kendsgerning, er et angreb på det tyrkiske folk og tyrkiskheden. Det er rent faktisk et angreb på benægtelse af folkemord og et skridt på vejen mod retfærdighed og demokrati. I nogle år har det tyrkiske civilsamfund modigt organiseret arrangementer til minde om det armenske folkemord. Disse sandheds- og retfærdighedsringe breder sig, efterhånden som flere og flere stemmer kommer til i en human og bevægende indsats for at gå op imod den officielle diskurs omkring benægtelsen af folkemordet. For første gang i næsten et århundrede deltog en udenlandsk delegation bestående af europæiske anti-racistiske menneskerettigheds- og armenske eksilledere sidste år i mindehøjtideligheden i Tyrkiet som svar på det krav om solidaritet, det tyrkiske civilsamfund fremsatte. Sammen har vi vist, at i Tyrkiet er de, som anerkender og mindes folkemordet på armenierne, mere vedholdende end dem, der benægter det. Vi har vist, at der eksisterer en del af det tyrkiske samfund, der er stærkt knyttet til demokratiske værdier og menneskerettigheder, og som er parat til at se deres fortid i øjnene. I år vil menneskerettigheds- og anti-racistiske aktivister, engagerede borgere, civilsamfundsledere, intellektuelle og kunstnere fra Tyrkiet og rundt omkring i Europa - forenet i et fælles ønske om endelig at se sandheden anerkendt - mindes det armenske folkemord i Tyrkiet den 24. april Folkemordets arv forbliver en del af nutiden, selv om vi er på vej mod hundredåret for dets gennemførelse. Vores fælles initiativ handler om forsoning, om solidaritet, om retfærdighed og om demokrati. Det er et initiativ til forsoning: det tillader eksilarmeniere og tyrkiske armeniere, der har nægtet at lade sig fordrive, åbent at sørge over deres forfædre; det tillader tyrkiske enkeltindivider og organisationer at bede ofrenes efterkommere om tilgivelse på deres forfædres vegne. Det er et solidaritetsinitiativ mellem alle dem, der kæmper for anerkendelsen af historien. Skellet går ikke mellem tyrkere og armeniere, men mellem dem, der kæmper for anerkendelsen af det armenske folkemord, og dem, der støtter benægtelsen. Kort sagt, det er ikke et spørgsmål om herkomst, men om fremtidsperspektiver. Det er et retfærdighedsinitiativ. Med Elie Wiesels ord: Folkemord dræber to gange, anden gang gennem fortielsen. Benægtelse er en forlængelse af folkemordet, og folkemord er den mest voldelige handling, som racisme kan føre til. At bekæmpe benægtelsen er et forsøg på at hele det trauma, som er nedarvet i både den armenske befolkning og det tyrkiske samfund fra den ene generation til den næste. At bekæmpe benægtelsen er således en del af kampen mod racisme for et mere lige, mere retfærdigt samfund. Det giver de nye generationer muligheden for at se fremtiden i møde sammen. Endelig er det et demokratisk initiativ, ikke kun fordi fjernelsen af det tabu, der omgærder folkemordet, er en uomgængelig betingelse for at fremme ytringsfriheden i Tyrkiet, men også fordi, som Jorge Semprum ofte mindede om, så kræver demokrati livskraft fra civilsamfundet. At styrke relationerne mellem de civile samfund vil styrke dem, som har kæmpet for at fremme demokratiet i Tyrkiet og andre steder i Europa. Det er grundene til, at vi vil mindes det armenske folkemord sammen den 24. april i Tyrkiet. Vi opfordrer alle, som arbejder for forsoning, solidaritet, retfærdighed og demokrati, til med deres tilstedeværelse og støtte at hjælpe os med at lægge et århundredes benægtelse bag os. oversat fra engelsk af Jette M. Møller 26

27 Åbent brev til regeringen, Folketingets partier og medierne fra SOS mod Racisme, Bedsteforældre for Asyl og Et anstændigt Danmark vedr. den danske asyl- og udlændingepolitik. Ovenstående 3 foreninger inviterede til debatmøde lørdag den 23. november 2013 i Studenternes Hus i Aarhus, hvor kyndige fagfolk informerede og lagde op til diskussion af den danske asyl- og udlændingepolitik. Vi vil indtrængende appellere til regeringen om at ændre asyl- og udlændingepolitikken i en mere menneskelig retning, så Danmark kan være sig selv bekendt. Danmark er ét af verdens rigeste lande; det kan simpelthen ikke passe, at vi ikke har råd til at give beskyttelse til mennesker, der har behov for asyl eller er alvorligt syge. Som et af verdens ældste demokratier har Danmark en ganske særlig forpligtelse til at gå foran med en human flygtninge- og udlændingepolitik. I oktober dette år fejrede Danmark, at mange af landets borgere viste det rette sindelag over for de jødiske medborgere, der stod i fare for at blive interneret og ført til Tyskland. Heldigvis blev de fleste reddet over til Sverige. Netop i år måtte det være indlysende, at den danske regering måtte tage tråden op fra dengang og åbne dørene for forfulgte, der er flygtet fra fængsel, tortur, etnisk udrensning og med god grund frygter en tilbagevenden. 1. Vi ønsker et fuldstændigt moratorium for tvangsudvisninger til lande, der er ramt af krig eller borgerkrig. Dette moratorium skal bruges til en tænkepause og en nærmere evaluering af situationen, som Danmark tvangsudviser syge, svækkede, traumatiserede og angste mennesker til, samt til udarbejdelse af en helt ny udlændingelov. Jf. punkt Vi ønsker en udarbejdelse af en helt ny udlændingelov, der grundfæster de internationale konventioner, Børnekonventionen og Tortur- og Flygtningekonventionen i dansk lov og retspraksis. Der skal atter være anerkendelse af de facto flygtninge. Børn skal behandles som asylansøgere med særskilt sagsbehandling, ikke som blot vedhæng til forældrene. Der skal tages udstrakt hensyn til børnenes særlige behov for beskyttelse, hvad enten de ankommer som uledsagede flygtningebørn eller som en del af deres familie. Den nuværende flygtningelov er et kludetæppe af ændringer og stramninger. Udlændingeloven er i VKO-perioden med fast og fair udlændingepolitik blevet ændret i gennemsnit hver 8. måned. Hverken asylansøgere, afviste asylansøgere, ansøgere om familiesammenføring, deres advokater eller administrationen kan være sikker på, om loven administreres korrekt. Det er et stort problem for retssikkerheden og dermed for Danmark som retsstat. Der er i mange år blevet administreret til kanten (dvs. langt over kanten) af internationale konventioner. Den nye lov skal overholde de retningslinjer, der er lagt frem i Bedsteforældre for Asyls 10 krav til en ny Asylpolitik: 3. En ny udlændingelov skal administreres efter, at asylansøgere skal leve under rolige og forudsigelige forhold, så tæt på et alm. hverdagsliv som muligt, dvs. max. ½ år i et asylcenter, derefter i et alm. boligområde med mulighed for arbejde og alm. skolegang og adgang til uddannelse. Asylansøgerne skal betragtes som mennesker (ikke som udgangspunkt som kriminelle), mens deres behov for beskyttelse undersøges. Asylansøgeres og afviste asylansøgeres mentale og fysiske sundhedstilstand skal bygges op, ikke brydes ned. Straks ved ankomsten skal asylansøgere screenes for tegn på tortur, i givet fald skal behandling straks sættes ind. Det nuværende asylsystem med årelange ophold i asylcentre, oven i købet med flere flytninger, der vanskeliggør kontakter og opbygning af netværk, er bevisligt nedbrydende for mennesker. Både børn og voksne traumatiseres ved at opholde sig i et asylcenter, både fysiske og psykiske sygdomme forværres. Hvad enten en asylansøger får varigt ophold i Danmark eller efter en periode rejser tilbage, vil det lette det fremtidige liv og omstillingen til nye forhold, at den mentale og fysiske sundhedstilstand er bygget op, og at den pågældende har kunnet modtage skoleundervisning eller videre uddannelse eller har haft mulighed for at tage arbejde. 27

28 4. Regering, Folketing og medier skal endvidere gå ind i en holdningsbearbejdende indsats, der skal mindske fremmedangsten i samfundet og modvirke diskrimination og racisme. I stedet for at gøre udsatte befolkningsgrupper til syndebukke skal der helt bevidst arbejdes for større lighed i vores samfund. Et frit, åbent og lighedsstræbende samfund giver så langt de bedste muligheder for alle, både de i forvejen privilegerede og de ikke-privilegerede, og vil være den bedste garant for, at Danmark fortsat vil være et demokratisk retssamfund, med et minimum af kriminalitet og sociale spændinger. Udbyneder Præstegård den 16. december 2013 Bodil Hindsholm Hansen/ Et anstændigt Danmark 28

29 Taler på Nytorv den 1. november 2013 Stop tvangsudvisningerne af svært psykisk syge Af Bente Rich, børnepsykiater Børns behov: Vi tager vore børn med i cirkus for at give dem mulighed for at opleve spænding, når f.eks. cirkusprinsessen hænger i en trapez livsfarligt højt oppe. Direktøren i f.eks. Cirkus Baldoni kommer regelmæssigt frem i manegen og siger: mine damer og herrer det bliver værre og værre. Og børns forventninger stiger. De andres børn, børn i asylsøgende og flygtningefamilier, oplever alt for høj anspændelse konstant med påvirkning af deres udvikling til følge. Det hviler som et åg på deres børneskuldre, at familien vilkårligt kan blive sendt til hjemlandet, selv om familiemedlemmer er så syge, at man ikke har nogen reel mulighed for at klare sig. Desværre gælder cirkusdirektørens spådom for disse børn: det bliver værre og værre! Ingen havde troet det muligt, men udsendelsespolitikkens administration er blevet yderligere brutaliseret. I 90 erne arbejdede jeg i de rumænske børnehjem og undrede mig over, hvorledes forholdene der kunne blive så umenneskelige. Det viste sig, at personalet i disse ødelæggende lejre overlevede ved at dele børn op i to kategorier: egne børn og de andres, faktisk blev de anbragte børn gjort til ingens. De blev opfattet som genstande, og kun derved kunne den umenneskelige praksis med total ødelæggelse af børn fortsætte. Manglende retssikkerhed og gennemsigtighed ved afgørelser om humanitært ophold: Det er tilfældigt, om der kan skaffes lægelig dokumentation for helbredsproblemer. Ansøgeren har ikke penge til honorar til læge ( eller for den sags skyld til advokat). Desuden er det oftest umuligt at skaffe lægeerklæringer overhovedet, og asylcentrets journal kan ikke bruges til en forsvarlig sagsbehandling. Hvilket den ofte bliver brugt til alligevel. Ministeriets jurister tolker helbredsoplysninger anderledes end læger selv ville gøre. Der er manglende fokus på funktionsevne, familiesammenhæng og miljøets betydning. Børn betragtes som vedhæng til de voksne, omtales uhyre sjældent som ansøgere i deres egen ret. Børn har i det hele taget næsten aldrig nogen brugbar dokumentation for psykiske lidelser (de henvises meget sjældent til børne- og ungdomspsykiater men ses i stedet af psykologer, hvis erklæringer afvises af Justitsministeriet). De reelle behandlingsmuligheder ved en hjemsendelse er slet ikke belyst. Hvem ville i Danmark anbringe en psykisk syg uden for hospitalet med en pose med få piller og sige, at han nu måtte klare sig selv? Man ville sikre sig en reel overdragelse til en kompetent behandlingsinstitution og overveje, om manglende familiemæssige og miljømæssige netværk alligevel forhindrede vedkommende i at klare sig omkring de mest basale behov.. Selv svært psykisk syge afviste asylansøgere (sågar torturofre, der tidligere har lidt under årelange fængslinger) anbringes i udsendelsesfasen i Ellebækfængslet alene på politiets skøn af, at det er helbredsmæssigt forsvarligt. Rigspolitiets praksis i udsendelsesfasen er i det hele taget uigennemsigtig. Ved en konference i september nægtede politiet at stille op for at oplyse deltagerne om den praktiske håndtering af f.eks. 18-måneders reglen (at det trods asylansøgerens medvirken ikke har været muligt at udsende ham i 18 måneder). Forvaltningen af loven foregår således uden gennemsigtighed og forudsigelighed, hvilket er kravet til retssikkerhed. Alt i alt kan behandlingen kun beskrives som ydmygende og umenneskelig, når uigennemskuelighed og vilkårlighed bliver reglerne. Gennem dette forløb bliver mennesket, der udsættes derfor svært nedbrudt nogle varigt. Børnene lider i det stille. Da vi undersøgte de 22 børn i Brorsonkirken, hvor irakere havde søgt kirkeasyl mod en truende hjemsendelse, havde 21 børnepsykiatriske diagnoser. Kun to af dem havde forinden fået nogen dokumentation derfor. To grupper rammes af den brutale praksis med hjemsendelse af svært psykisk syge: Flygtninge, der tidligere har fået humanitært ophold men nu skal have dette fornyet - og afviste asylansøgere. Flygtninge med helbredsbetinget humanitær opholdstilladelse. Disse tilladelser gives tidsbegrænset, oftest først for 1 år, derpå 2 år, osv. Hver gang tager fornyelsen lang tid, som regel mellem 7 og 12 måneder, hvor familiemedlemmer lever i daglig angst for udfaldet. Enhver mulighed for helbredelse forhindres, idet man således hver gang bliver slået tilbage til start. Ægtefælle og børn lider voldsomt samtidig. Vanvittige, truende udsendelser bliver kun tilfældigt forhindret af civile, der griber ind og bider sig fast. En svært syg person kan få afslag blot begrundet 29

30 i at den nye læge, der har skrevet erklæringen, har brugt en vending lidt anderledes end en tidligere erklæringsudstedende læge. Uden at dette betyder, at ansøgeren er mere rask. Eksempler: Afghanske kvinder Omkring år 2000 kom flere afghanske kvindelige lærere til Danmark. Desværre nåede de ikke at få færdigbehandlet deres sager, før Bertel Haarder afskaffede de facto status (behov for beskyttelse, selv om man ikke opfylder de fire strengere konventionskriterier). De var alle flygtet fra forfølgelse, idet Taleban truede dem, fordi de underviste piger. Flere havde oplevet, at det tilfældigt var kollegaen, der var blevet dræbt, fordi vedkommende var på arbejde, og selv vidste de, at det kun var et spørgsmål om tid, før de selv blev myrdet. Disse kvinder flygtede med deres børn gennem sovjetrepublikker, nogle kom væk fra flere af deres børn undervejs, og en enkelt måtte efterlade sine børn til at klare sig på egen hånd i et land, hvor børn uden beskyttelse lever meget udsat. På trods af dette fandt Flygtningenævnet ikke behov for at give disse kvinder og deres børn beskyttelse i form af asyl i DK. Gennem de følgende år blev disse mødre svært psykisk syge under presset. Moderen, hvis børn levede udsat i et fjernt land, kom sågar på motivationsfremmende foranstaltninger (der skulle få hende til at rejse hjem), hvor hun ikke fik udbetalt lommepenge og derved blev forhindret i at opretholde kontakt til sine børn. Hen over tid blev disse førhen raske og stærke kvinder svært psykisk syge, og de fik til sidst af den grund humanitær opholdstilladelse. Denne har så skullet fornyes regelmæssigt, hvor de på ny kommer under maksimalt og ødelæggende stress. En af dem kom hertil gravid og med et 2-årigt barn. I begyndelsen var hun den, der hjalp de andre beboere på asylcentret. Hun blev som de andre meget ødelagt psykisk og har nu efter 8 år atter skullet forny sin og børnenes opholdstilladelse. Hun har fået afslag på varigt ophold, fordi sygdommen medfører, at hun i perioder som følge af sygdommen modtager kontanthjælp. Med en ny tidsbegrænset opholdstilladelse sørger vi for, at hun fortsat holdes under et umenneskeligt pres, der vil holde hende syg og derved tvinge hende til at modtage offentlig hjælp for ved næste ansøgning atter at få afslag på varig opholdstilladelse. Barnets tarv Børnene lider, går glip af den basale tryghed, alle børn behøver i deres barndom. De lever i angst i de lange perioder, hvor en ansøgning er under behandling. Foreløbig har vi beslaglagt 12 år af disse to børns liv med en umenneskelig og ydmygende behandling, der vil få følger for dem resten af livet. De overværer hele tiden, hvorledes andre afghanske flygtninge hjemsendes og oplever en reel trussel om det samme. Afviste asylansøgere med svære psykiske lidelser Mange faktorer medfører, at deres sygdom og behandlingsbehov ofte et utilstrækkeligt beskrevet. En del er sågar aldrig psykiatrisk udredt, og hyppige flytninger mellem asylcentre medfører, at bekymringer for deres situation forsvinder. De lander så pludseligt i en udsendelsessituation, hvor løbet er kørt. På den konto har vi sendt mange ud til en tilværelse, hvor de ikke har nogen mulighed for at klare sig. Deriblandt har været børnefamilier med en far eller mor så syg, at vedkommende skulle overvåges af familiemedlemmer. De har efter ankomst til hjemlandet hverken mulighed for at få den nødvendige behandling eller for at etablere noget eksistensgrundlag. Citater fra de berørte børn: Relation til andre børn: Vi kan godt blive rigtigt gode venner men vi kan ikke blive så gode venner. Når vi skal sige farvel, bliver det meget trist for os. Angst for afgørelsen: Hele tiden, når der kommer et brev, bliver vi bange. Og: mor, jeg vil ikke slås ihjel som 9-årig i Afganistan. Familiesituationen: min mor, hun er meget syg. Hvis vi bliver sendt ud, tror jeg ikke, min mor overlever. Hvis min mor dør, ved jeg ikke, hvad jeg skal gøre. Ansvar: jeg skal passe på min mor, min far, min lillesøster--- Regeringsgrundlaget: Børn på flugt er særligt sårbare og har i særlig grad krav på beskyttelse. Regeringen vil undersøge, om udlændingeloven på bedst mulig måde er i overensstemmelse med FN s konvention om barnets rettigheder, og hvilke initiativer og ændringer, der evt. skal til, for at principperne i konventionerne bedre efterleves i Danmark. Konventioner er ikke meteorer, der kommer flyvende fra himmelrummet og rammer os uretfærdigt de er vores fælles moralske grundlov. Børnekonventionen er vedtaget i 193 lande. 30

31 Trods regeringsgrundlaget er det blevet værre og værre! Såvel efter Irakkrigen som borgerkrigen i Exjugoslavien har vi tilbagesendt svært psykisk syge med børn, der selv var medtagne. Nu gør vi tilsyneladende det samme omkring Afganistan. Man får den tanke, at de skal tilbage, før kaos bryder ud, når udenlandske tropper trækkes hjem. Børn har ret til livet og en udvikling de har kun den ene chance. Forspildte muligheder kan ikke indhentes skader kan ikke genoprettes senere. Vi har et ansvar for de børn, der opholder sig i Danmark. Stop tvangsudvisningerne af svært psykisk syge flygtninge, Helge Nørrung, advokat Det er dejligt at se, at så mange mennesker er mødt op i dag. Jeg tror mange af os er påvirket helt ind i sjælen, når vi hører de gruopvækkende beretninger om, hvordan vi i dagens Danmark sygeliggør medmennesker, herunder sagesløse børn, ved at holde dem hen i usikkerhed i årevis. Også som advokater har mange af os disse mennesker inde på livet. Og jeg må sige, at jeg skammer mig over at være borger i et land, som kalder sig kristent, men som behandler folk værre end vi læser om i Bibelens lignelse om den barmhjertige samaritaner. ( ) Jeg har blandt mine klienter flere torturofre, som har været undersøgt af lægelige eksperter fra Amnestys Lægegruppe med ekspertise fra det internationalt kendte Rehabiliteringscenter for torturofre, som har bekræftet at de har været udsat for tortur. Men som alligevel får afslag på asyl og anden form for opholdstilladelse. Og som gennem mange år får forstærket den psykiske tortur ved påført ventetid i usikkerhed årevis. Og hvis børn også lider enormt under det. Howaida og Fadel, et eksempel: Howaida og Fadel fra Irak med to børn på fem og otte år, begge født i Danmark. Hvis man havde fulgt FN s opfordring ligesom alle de lande vi sammenligner os med, så havde den familie fået asyl for flere år siden. De kommer nemlig fra de egne af Irak, hvorfra FN i årevis anbefalede at give asyl eller en anden form for beskyttelse til dem alle. Tilmed tilhører denne familie et etnisk mindretal, som var og er særlig udsat. Men Danmark sagde nej. Og fordi den Irakiske ambassade har den humane indstilling, at de ikke vil medvirke til tvangsmæssig tilbagesendelse af familien, er den her endnu, men lever i usikkerhed med truslen og presset om udsendelse hængende over hovedet. Andre lande, vi sammenligner os med, fx Sverige, fulgte FN s opfordring og gav asyl til sådanne irakere i tusindvis. Torturofre sendes tilbage til deres bødler Et andet eksempel er iranere, som har ventet i årevis. Også blandt iranere har jeg flere torturofre, som også her har fortsat at vise deres foragt for det iranske præstestyre ved at bruge den ytringsfrihed, de har her i landet. Også de har fået afslag på stribe. Og også mange af dem har ventet i årevis - for deres vedkommende skyldes det, at Iran ikke ville modtage dissidenter, der ikke indrejste frivilligt. Men de seneste måneder er vi gået i gang med at sende dem tilbage til deres bødler ved at fremstille dem på grænsen. Man skulle tro, at Danmark var håndlangere for det umenneskelige iranske præstestyre. Danmark og menneskerettighederne Kære venner, vi kan ikke blive ved med at behandle folk så tvært imod den humanisme, der ellers for år tilbage kendetegnede Danmark, dengang vi i verden var et forbillede og kæmpede for størst mulig overholdelse af menneskerettigheder. Jeg har boet i USA et år i 1960 erne, hvor jeg var vidne til raceuroligheder, men hvor jeg var stolt af, at Danmark gik forrest i kampen for menneskerettigheder. Men siden 1980 erne er politikerne kappedes om at udvande vores overholdelse af disse rettigheder og finde den lavest mulige tærskel. Hvorfor skal det være nødvendigt, at vi i dag gang på gang skal bruge ressourcer på at indbringe Danmark for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og FN s komiteer for menneskerettigheder? Så tak til alle jer, der støtter op om en mere human asylpolitik og at stoppe udvisningerne. Jeg ved I kommer fra alle partier. På tværs af samfundet. Jeg ser også nogle behandlere. Og jeg ser nogle fra Røde Kors. Folk, der ligesom os advokater har disse flygtninge inde på livet hver dag. Det minder mig om det, som Svend Auken sagde i sin sidste offentlige tale henne på Rådhuspladsen for fire år siden efter rydningen af Brorsons kirke. Aukens tale handlede også om flygtninge ligesom i dag. Flygtninge, der havde fået afslag i den meget strenge bedømmelse, der bruges i Danmark. Og som havde søgt tilflugt i en kirke som sidste udvej. Svend Auken appellerede for en undtagelse for disse mennesker. Han sagde bl.a. Det drejer sig ikke om partipolitik, men om mennesker. 31

32 Hvad er der blevet af Radikales støtte til afviste flygtninge? Men i dag, fire år senere, år 2013 er der stadig nogle af de samme mennesker, som frygter at blive sendt retur. Den dag efter Rydningen af Brorsons kirke var de Radikale varme støtter for disse afviste flygtninge. Hvor er de Radikale i dag? Og hvor er socialdemokraterne? Hvornår tør de igen vise deres sande humanitære holdning? Om de så skulle miste en taburet eller to. Er det ikke bedre end at miste sig selv? Vi var mange, der håbede på, at den afstumpede medmenneskelige holdning, der prægede VKO-regeringen ville få en afgørende drejning under den nye regering. Men skuden er ikke vendt. Den er bremset en lille smule op med nogle ganske få forbedringer. Men der er ikke gjort noget afgørende for at afhjælpe de mange menneskelige tragedier, vi har hørt om i dag. Medmennesker der lever i uvished og psykisk tortur længere end de to verdenskrige tilsammen. ( ) Stop tvangsudvisningerne af svært psykisk syge flygtninge der har været flere år i Danmark. af Heidi Hansen, speciallæge i psykiatri. Jeg har aldrig tænkt, at jeg skulle tale ved en demonstration, men som forholdene har udviklet sig for svært psykisk syge flygtninge, der ofte har opholdt sig flere år i Danmark, må jeg prøve at blive hørt. I mit psykiatriske arbejdsliv har jeg haft min længste ansættelse på Anstalten ved Herstedvester, der tidligere hed psykopatforvaringen. I 15 år var jeg ansat der som administrerende overlæge. Psykisk syge flygtninge behandles ringere end kriminelle Selvom behandlingen der var af psykisk syge men ofte meget alvorlige kriminelle og farlige personer, har jeg aldrig oplevet en sådan kynisme i behandlingen, som man i dag udsætter svært psykisk syge flygtninge for. Det er blandt andre flygtninge, som den tidligere regering gav tidsbestemt humanitært ophold, medens den nuværende regering inddrager opholdstilladelserne og tvangshjemsender disse svært psykisk syge til kummerlige forhold. I afslagene på fornyet humanitært ophold står der ofte, at deres sygdom er af så alvorlig karakter, at den berettiger til ophold, men da deres antipsykotiske medicin er tilgængelig i hjemlandet, bliver de udvist. Som om en behandling af så syge mennesker alene drejer sig om medicin. Hvis det var så vel, kunne vi jo godt nedlægge psykiatrien. Psykisk sygdom er ikke en legemlig sygdom, som man ofte kan behandle alene med medicin, men psykisk sygdom er en sygdom i sindet. Det er derfor man også kalder dem sindssygdomme. En sygehistorie blandt mange Til illustration af den nuværende regerings kyniske udlændingepolitik vil jeg, så kort som muligt, beskrive en sygehistorie. Den er på ingen måder enestående, der er mange lige så oprørende sygehistorier. Det drejer sig om et ægtepar, der nu er i tresserne. De er romaer og udstødt af begge sider i den voldelige konflikt i Kosovo. Man brændte deres hus ned og truede dem til at forlade landet. Deres ældste datter var nogle år forinden flygtet til Danmark, hvorfor ægteparret i altså for 17 år siden - kom til hende. Ingen af deres øvrige børn bor mere i Kosovo. Ægteparret fik arbejds- og opholdstilladelse og begge var i arbejde, da tilladelserne på grund af en af de utallige stramninger i udlændingelovgivningen blev inddraget i Tvangsudsendt til Kosovo De turde ikke rejse tilbage, hvorfor de blev tvangsudsendt til Kosovo i begyndelsen af 2007 til en håbløs situation. De boede i et telt og måtte tigge og finde mad i containere. Efter nogle måneder blev ægteparret en nat overfaldet af fire hætteklædte mænd. Hustruen blev truet med kniv og voldtaget, medens ægtemanden blev truet til at overvære det. Begge blev derefter slået bevidstløse. Efter overfaldet Hustruen vågnede først, efter nogen tid vågnede manden, men han har ikke siden været sig selv. Det lykkes for dem at flygte tilbage til Danmark i En person der havde kendt ægteparret før de blev tvangsudvist skriver: Jeg var rystet over at se den ændring der var sket med HASSAN, jeg kunne næsten ikke genkende ham. Han havde et udslukt udtryk i ansigtet og skar hele tiden tænder. Han var helt opslugt i sin egen verden, umulig at føre en samtale med. Sådan har hans tilstand været siden og er endog forværret. Han har siden haft mindst to blodpropper i hjernen og 32

33 sandsynligvis mange småblodpropper. Han er nu en tung plejepatient, som skal have hjælp til alt. Danmark skaber selv sine tunge plejepatienter Hustruen har gennem årene klaret pasningen af sin syge mand, men på grund af hendes traumatiske oplevelser, men mest på grund af de tidsbegrænsede humanitære ophold med stadig risiko for udvisning, er hun nu så psykisk nedbrudt at hun kun ved daglig hjælp af sin datter og svigersøn kan klare pasningen af sin syge mand. Trods alle disse oplysninger overvejer Justitsministeriet nu at udvise ægteparret til Kosovo med den begrundelse, at den medicin ægteparret behøver er tilgængelig i Kosovo. DANMARK HAR AFSKAFFET DØDSSTRAF - MEN KUN I DANMARK. Af lægerne Inge Genefke og Bent Sørensen, Anti Torture Support Foundation, ATSF. Dødsstraf som sådan falder ikke ind under FN s definition af tortur. Men metoden dødsstraf udøves på, kan meget vel være tortur. Et eksempel herpå er det afrikanske land Senegal, som har ratificeret og tiltrådt FNs konvention mod tortur. Senegal rapporterede derfor til Komiteen mod Tortur under FN, at landet havde dødsstraf. Komiteen spurgte, om de også henrettede gravide kvinder, og svaret var nej: Man var jo humanistisk indstillet, så de lod kvinderne føde og amme i 6 måneder, hvorpå man henrettede dem. Det betegnede og kaldte FNkomiteen for tortur. Danmark udviser nu psykisk syge til lande, hvor man ved, at de ikke kan få behandling. Som læger ved vi også, at sådanne ubehandlede sygdomme kan medføre døden. En sammenligning mellem Senegal og Danmark synes os derfor rimelig: I begge tilfælde er der tale om en udsat dødsdom. Vi udtaler os principielt ikke om forhold, der ikke omhandler tortur. Her er der imidlertid klart tale om tortur. Derfor: SKAM OVER DANMARK Isi Foigel: Hvis man har regler uanset hvor gode de måtte være, eller hvad man mener om dem som kolliderer med menneskelighed, så er det jo ikke menneskeligheden, man skal lave om på, men reglerne. 33

34 Demonstration på Kultorvet Den 25 januar om formiddagen demonstrerede Bedsteforældre for Asyl på Kultorvet i København. Det var igen en enkeltsag vi tog op. Når redaktøren tillader sig at sige vi om bedsteforældrene som i øvrigt altid omtales her i bladet med veneration, er det fordi hun var inviteret med og fik lov til at bidrage. Ved samme lejlighed erfarede hun at Bedsteforældre for Asyl er en bevægelse, og at der således ikke er noget at være medlem af. Derfor: Slut jer til, når I har tid, hvad enten I er bedsteforældre, bedsteforældre in spe eller bare har noget til overs for vore flygtninge og gerne ser deres livs vilkår forbedret. Den 25. januar holdt Jørgen Kirkegaard sammen på tropperne og indledte hver talers bidrag. Han præsenterede talerne og tegnede et historisk perspektiv: Vi undrer os over at man tidligere har kunne hjælpe, men at det nu ser ud som om Danmark ikke hverken kan eller vil hjælpe folk, der har brug for det. Vi bringer hele Birgit Rasmussens tale, fordi hun kender den familie bedst, som vi demonstrerede for. Nedenfor bringes desuden et uddrag af de to andre taler. Giv asyl til afghanske Mortasa Yousofi og hans familie Danmark afviser asylansøgere trods et stort humanitært behov for beskyttelse og sikkerhed. Et voldsomt eksempel på dette er sagen om Mortasa Yousofi som, den 18. december 2013 fik afslag på sin asylansøgning. Ligesom hans familie fik det. Faderens beretning findes i min bog Min tabte barndom og uden for rækkevidde, her har Mortasas livshistorie sit udspring, idet han sammen med moderen og to andre søskende måtte efterlades til en uvis skæbne i Afghanistan pga. risikoen for faderens liv. Mortasa er med her i dag ved demonstrationen og står således frem i offentligheden. Familien Mortasa, hans to søskende og moderen måtte som nævnt efterlades i Afghanistan fordi faderen i al hast måtte flygte fra Kabul for at redde sit liv. Han fik med sig de to ældste børn som han havde hos sig på tidspunktet for flugten. Den øvrige familie blev holdt som gidsler hos en onkel, som havde og har kommando over oprørstropperne. Dette skete for at få faderen til at makke ret og efter faderens flugt opretholdtes gidseltagningen som en hævnakt. Det var sådan, at da faderen viste tegn på, at han ikke ønskede at medvirke til oprørernes ugerninger, var han akut truet på livet og måtte flygte. Tortur Tilbage var de 3 øvrige børn og hustruen, som faderen forgæves forsøgte at få til Danmark. Den tilbageblevne familie gennemlevede en tilværelse med kidnapning, trusler, grov vold og psykisk terror, herunder blev moderen slået, skudt og mishandlet udover alle grænser og uden at der var nogen som helst beskyttelse for hende og børnene. De tilbageblevne børn skulle opdrages til at træde ind i oprørshæren og var vidner til volden og de blev selv udsat for den. Datteren kunne se frem til et tvangsægteskab. De er derfor alle forfulgte pga. deres overbevisning og deres vilje til at ville leve et fredeligt liv - og i Afghanistan får de ikke en chance for dette. De danske myndigheder mener, de kan tage ophold i Afghanistan uden at være udsatte for trusler, men dette er ikke korrekt. Ingen myndigheder vil høre på dem og ingen vil tage dem alvorligt trods åbenbare livstruende omstændigheder. Selvmordstruet Mortasa har netop igen forsøgt at begå selvmord fordi han ikke ønsker at vende tilbage til et land, hvor han ingen beskyttelse har, og hvor han ikke har familiemedlemmer, som kan støtte ham og til et land, hvor han ikke længere har nogen tilknytning, alle hans relationer er her i landet. Han er psykisk hårdt belastet af usikkerheden og utrygheden og angsten for udvisning. Dette har nu stået på siden Her i Danmark kan hans afghanske familie være der for ham og han kan leve et fredeligt liv. Hvorfor lukker de danske myndigheder øjnene for denne lidelse? Dette handler ikke om familiestridigheder á la Mafia i Sicilien, det handler om forfølgelse pga. politisk overbevisning og det er med livet som indsats. Birgit Rasmussen: Min tabte barndom og Udenfor rækkevidde To beretninger en bog om traumatiserede flygtninge, Hjemmeside hvor bogens og forfatterens data kan ses: Bogen udkommer om kort tid også som både lydbog og e-bog. De fedtede løsningers land af Knud Vilby ( ) Da den lille thailandske pige Im blev udvist sidste år rejste der sig et ramaskrig, fordi hun var lille og sød og talte dansk. Hun var kommet til Danmark med sin mor, der havde giftet sig med en dansker. Nu var denne papfar død af sygdom, og Im og hendes mor havde kun boet 4 år i Danmark, ikke de 6 år, der kræves for at få permanent opholdstilladelse. Derfor skulle hun ud. 34

35 Alle kunne se at det var urimeligt og Folketinget blev tvunget til at ændre lovgivningen. Nu er Im tilbage i Danmark. Red Barnet Men lovændringen var meget begrænset og er blandt andet af Red Barnet blevet kritiseret for ikke at leve op til kravet om at barnets tarv skal komme i første række. Loven kræver i stedet integrationsvilje hos forældrene. Noget der ikke nødvendigvis har at gøre med barnets rettigheder efter Børnekonventionen. Det er typisk, at når Danmark endelig tvinges til at handle politisk, så sker det med en lille fedtet løsning, der ikke for alvor tager fat om problemerne eller søger at løse dem. Man gør mindst muligt. Im er et eksempel på udviste og udvisningstruede i Danmark. Sidste år udviste Danmark omkring asylansøgere, og de er alle individuelle menneskeskæbner. Mennesker som har eller har haft deres drømme. Skuffede forventninger Det er imidlertid typisk for Danmark, at vi på dette område vælger at gøre langt mindre end man kunne forvente af os, som et af de rige lande der er mindst ramt af krisen. Vi har bedre muligheder end næsten alle lande uden for Europa, og i Europa har vi langt bedre muligheder end de sydeuropæiske lande. Dansk Flygtningehjælps generalsekretær har netop opfordret til, at EU og herunder Danmark gør langt mere i forhold til de voksende flygtningestrømme. Den direkte anledning er de seneste druknede flygtninge i Middelhavet ud for Grækenland. ( ) Vi mangler et barn af Marianne Olsen ( ) hvor er vi henne: i den sammenhæng, som endnu ikke er rigtigt sammenhængende? Somme tider, ja, alt for ofte, holder vi os til den underholdende side af sagen, vi står udenfor som her i kulden, hvor vi kun fryser, indtil vi går ind igen. Men det hænder også at vores egne unger forsvinder, og så er vi naturligvis helt ude af det, hvis vi ikke kan finde dem og falder først til ro, når vi igen kan omfavne dem og give og modtage det kram, som lykken består i. ( ) To af børnene i familien, Mariam og Mustafa, er blevet danske statsborgere Men Mortasa på 22 år ønsker myndighederne at sende til Afghanistan. ( ) Flygtningepolitikken er uigennemskuelig, som om vi slet ikke havde noget samfund. Er vi uden sammenhængskraft? ( ) Jeg har spurgt mig selv, og nu spørger jeg jer: Er det fordi vi trækker vore soldater hjem fra Afghanistan, at denne afghanske familie, der tror på vores menneskesyn, at mennesker har værdi her i landet, skal hjem? De synes jo at Danmark er hjem! ( ) en ting er sikker: vi hører i lige så høj grad sammen med de folk, der har brug for vores hjælp, som vi gør med dem, der hjælper os, når vi er i knibe. Jeg kan godt forstå at politikerne bliver trætte, når vi kommer til dem med vores enkeltsager. (Skønt det er grotesk, når enkelte politikere gerne vil fortælle om deres liv og selv blive enkeltsager). Der er selvfølgelig ikke noget ondt i det i sig selv, men sammenholdt med den familie, vi nu arbejder for, mangler der perspektiv. For når politikerne med en vis ret siger, at de tager sig af det overordnede, ikke af enkeltsager, er det vidunderligt at vi lever i et demokrati, hvor det er os og vores ansvar som vælgere at tage os af enkeltsagerne og appellere til dem vi har valgt. ( ) Kurtes Rizi, Marianne Olsen, Mortasa, Birgit Birgit Rasmussen,Jørgen Kirkegaard 35

36 Besøg af en musiker Birgitte Olesen, Randers Simona Abdallah, den dansk-palæstinensiske perkussionist, var gæsten den 29. januar, da Randers Integrationsnetværk holdt et spændende fyraftensmøde på Underværket. Vi fik et par forrygende timer med flot trommespil (på en smuk darbouka) kombineret med fortællingen om Simonas seje kamp for at realisere sine drømme. Hun er barn af en palæstinensisk flygtningefamilie fra Libanon, kom til Danmark som 6-årig og er opvokset i Gellerupparken i Aarhus, hvor den sociale kontrol af unge piger og kvinder føltes meget streng. Familiens ære satte snævre grænser for hendes hverdag, der var fuld af krav og forbud. Tidligt blev hun optaget af at spille på sin storebrors aflagte tromme, optrådte snart til familiens fester med stor succes og begyndte at drømme om et friere liv som professionel musiker. Det ønske blev mødt af en mur af modstand og vrede trusler fra familien, og hun blev klar over, at den eneste mulighed for at opnå den nødvendige frihed var at gifte sig. Hun har været igennem 4 forlovelser, 2 ægteskaber og 2 skilsmisser, før hun omsider fik tilkæmpet sig selvstændighed til at bo i en lejlighed i København, uden mand og børn og fjernt fra familiens kontrol. Økonomisk har hun klaret sig selv med mange job bl.a. som life og business coach, mens hun målbevidst har arbejdet med sin musik, og undervejs har hun fundet støtte i et stærkt musikernetværk af muslimske kvinder ( Missing Voices ). Nu er Simona Abdallah nået frem til sit mål og den internationale anerkendelse; hun optræder rundt omkring i verden (var netop på vej til Indien), og hun har været glad for at spille med en lang række fine musikere, bl.a. Middle East Peace Orchestra - og nu med Natacha Atlas. Familiens accept fik hun, da hendes far omsider kom til en af hendes koncerter, og det påskønner hun. Hun føler sit ansvar som rollemodel, hun forsøger nu at støtte andre unge kvinder med interkulturel baggrund og vise dem, at det kan lade sig gøre, og hun fortæller dem, at det kan betale sig at kæmpe, være stædig en gang imellem og at have temperament. Hun forestiller sig, at Yahya Hassan også har været med til at sætte noget i gang, og hun forventer i de kommende år flere generationsopgør - i stil med sit eget. 36

37 Bøger/Radio/TV Anmeldelser: Ægteskab og Integration Konsekvenser af de danske familiesammenføringsregler Partnervalg og ægteskab Stramningerne i 2002 vedrørende ægtefællesammenføring med tilknytningskravet, 24-årsreglen (og senere også formodningsreglen se senere) fik væsentlig betydning for ægteskabsmønstret blandt danskere, der ville giftes med en ikke-eu ægtefælle. Debatten om tvangsægteskab og arrangeret ægteskab blev skinger og skabte vrede og modstand i mange lejre. At man lavede en kattelem for etniske danskere som ville have en kæreste fra f. eks. Thailand eller USA hertil (28-årsreglen) gjorde ikke vreden blandt de øvrige mindre, og konsekvenserne i form af apati, modstand og omgåelse belyses. Også emner som skilsmisse, vold i ægteskabet, hjemsendelse af fraskilte etc. er dygtigt beskrevet. af Flemming Kramp, konsulent flygtningeven i Røde Kors Som navnet siger er det IKKE en håndbog i familiesammenføring, men en grundig gennemgang af de konsekvenser som reglerne har haft i de forløbne år fra nettet blev strammet i 2002 og til 2012 hvor et par af reglerne blev lempet lidt. En række forskere fra sociologi, antropologi m.v. har bidraget til denne beskrivelse af den danske lovgivnings indvirkning på ægteskabsmønstre, familiedannelse og integration, og bogen blev præsenteret på et velbesøgt møde i januar 2014 i SFI Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Bogens tema behandles i 3 dele: Lovgivning, regler og politik Her gennemgås de folketingsdebatter om transnationale ægteskaber der har fundet sted i , ikke mindst 24-årsreglen som for nogle betød afværgelse af et tvangsægteskab, men for andre forhindrede dem i at bosætte sig i Danmark. Et formål med reglen var at det ville få flere herboende unge med udenlandsk baggrund til at tage en uddannelse eller studere, men dette kan ikke bekræftes af bogens undersøgelser. Den tendens var tydelig også før stramningerne og fortsatte uanfægtet. Sverigesmodellen de taktiske modtræk til gældende regler Man skønner at mere end 2000 dansk-udenlandske par er flyttet til Sverige som resultat af den danske lovgivning. Med EU-lovgivning i hånden (Metockdommen 2008) opnår man den familiesammenføring som man er frataget efter dansk lov. Bogens fokus er på hvad denne exodus betyder for de pågældende selv. På positiv-siden tæller bl. a. at nogle på denne måde opnår en ønsket afstand til forældre og familiens indblanding i deres måde at leve på, men gennemgående føler de sig krænkede over Danmarks måde at behandle dem på. For mange, men ikke alle, skaber denne exit-strategi en vilje til at engagere sig kulturelt og politisk enten i Danmark eller Sverige. Denne del af bogen er for mig at se den mest interessante og behandler også overvejelserne om, hvorvidt man senere skal vende hjem. Her er det især de udenlandske ægtefæller som tøver, fordi de jo ikke kender Danmark og frygter at skulle rykkes op endnu en gang, lære et nyt sprog osv. Fætter-kusine-reglen Bogens sidste afsnit var en øjenåbner for mig. Det handler om: Formodning om tvang eller som den ofte kaldes: fætter-kusine-reglen fra Den har som udgangspunkt at ethvert ægteskab mellem nærtbeslægtede må anses for at være et tvangsægteskab. Det er de pågældende selv der skal bevise at det IKKE er tilfældet og det kan være svært som det ses af nedenstående afslag til et par som blev gift i 2000 men fik afslag på familiesammenføring. I 37

38 2006 søger de igen og i 2007 skriver myndighederne bl. a.: Det forhold at De ved personlig henvendelse i ministeriet har oplyst, at ægteskabet ikke er et tvangsægteskab, at De og Deres ægtefælle elsker hinanden, samt at det fremgår af sagen at Deres ægtefælle har været i Danmark på Schengenvisum i 2003, 2004 og 2006, og at De har været i x-land i 2005 i tre uger, finder ministeriet ikke er tilstrækkelig til at fjerne formodningen for tvangsægteskab. Det er svært at forestille sig at 6 års ægteskab på disse vilkår med kun et årligt gensyn kan betragtes som et tvangsægteskab, men man er magtesløs over for en myndigheds suveræne fortolkning. Kun en tipoldeforælder er tilladt Også på et andet punkt blev jeg klogere. Fætterkusine-relationerne går langt videre. Det formodes også at være et tvangsægteskab (med mindre andet kan bevises ) hvis ansøgernes forældre er fætterkusine. Ja, selv fælles oldeforældre er en hindring. Først når de kun har en fælles tipoldefar eller mor vil myndighederne godtage at det nok ikke er et tvangsægteskab. Med denne bog er et væsentligt hjørne af dansk indvandringspolitik i årene 2002 til 2012 beskrevet. Læs den og bliv klogere. Red.: Anika Liversage og Mikkel Rytter Aarhus Universitetsforlag, 247 sider. Pris ca. 300 kr. OM SPROG OG MENING I sin Kronik den 4. marts i Politiken påberåber Morten Frisch (MF) sig nøgternhed. Men det skal man ikke lade sig narre af. Hans retorik afslører det modsatte. Han er vred, og det er ikke muligt for ham at være nøgtern og vred på samme tid. MF ønsker at staten skal forbyde drenge omskæring men siger at det naturligvis ikke har noget med antisemitisme eller islamofobi at gøre. Hvorfor mon han så nævner det? Det er jo netop jøder og muslimer han krænker med sit udtalte ønske. MF fortæller at han er blevet inviteret sammen med repræsentanter for Mosaisk Troessamfund, Muslimernes Fællesråd og Intact Denmark, og han synes at det mildt sagt er mærkeligt at Sundhedsstyrelsen bruger omskærelsestilhængere som informanter. Hvorfor? Det forklarer MF ikke. Han kalder disse menneskers indstilling for partsindlæg. Ja, det er de, og det er hans også. Når jeg påstår det, er det fordi der ikke foreligger noget entydigt og objektivt resultat af den hidtidige forskning. Der er tale om et divergent problem, altså en problemstilling, der ikke er nogen endelig løsning på. Det er den slags, der handler om religion, politik - og opdragelse. Man må leve med disse divergente fænomener. Det er menneskets vilkår. Lemlæstelse er MFs ord for omskæring. Man kan næppe kalde det neutralt eller nøgternt. For nu er det et faktum at man har ansvar for sine børn, og hvad enten man vælger at gøre dette eller hint ved dem som små, er de mærket af deres forældres beslutninger. Jeg tror at MFs største uenighed med mig ligger deri, at religion og kultur for ham måske bare er som en dragt man kan tage af og på ved særlige lejligheder, som f.eks. når man tager festtøj på til jul. Og hvis det var sådan med ens identitet, ville jeg give ham ret. Men for mig er min religion min identitet, og jeg respekterer enhvers religion som noget der er væsentligt for mennesket helt igennem. Det fører mig til at respektere den andens religion som lige så legitim som min egen. Jeg fatter ikke at man med den viden man har i dag, og mangel på viden, vil forbyde forældre at tage ansvar for deres børn og give dem en statstotalitær begyndelse i livet. Jeg har netop intet imod at forældre vælger når blot det ikke skader deres barn, og jeg har heller ikke noget imod at MF er modstander af omskærelse. Men så sig det ordentligt som en mening, ikke som et påbud. Og ja, jeg indrømmer at dette også er et partsindlæg. Marianne Olsen 38

39 Flugten til Sverige Otto Gelsted som emigrant blandt jøder Af TORBEN BROSTRØM Hentet frem fra bunken af efterårets bøger åbner sig Otto Gelsteds reportageroman Jøderne i Husaby. Den har det med uretfærdigvis at være gemt og glemt lige siden 1945, hvor den udkom og allerede druknede i bølgen af besættelsestidslitteratur og hurtigskrevne romaner. Nu rejser den sig imidlertid smukt og stærkt i Hans Hertels behjertede regi og forskning med en grundig indledning om Gelsteds biografi og position i 1930 ernes kulturkamp som lærd og stilfærdig digter, kritiker, oversætter og kendt kommunist og antinazist. Som sådan også observeret af Gestapo, indtil han ved samarbejdspolitikkens sammenbrud 29. august 1943 og planerne om deportering af danske jøder og jagten på kommunister var i gang, lod sig overtale til at flygte til Sverige. Gelsted valgte i fiktionaliseret form at fortælle denne historie, da han var plantet i Husaby i den svenske provins blandt en større flok jødiske bådflygtninge. Gelsted-Tingsted Fortælleren hedder gennemskueligt nok Tingsted, der i sprogligt medlevende nutidsform gør rede for besættelsestidens usikkerhed, angst og hemmelige fortrolighedssfærer og om organisering af flugten. Han er imponeret over, hvor professionelt gennemtænkt og egentlig roligt udført denne flugt går for sig fra en sjællandsk sydkyst med kurs mod Malmö. To store skibe fyldt til randen med jødiske familier af alle slags. Professionelt rolig er også fortællemåden, detaljeret i en for nutidens romaner ukendt, langsom prosa, men dog dramatisk spændstig i både små og store situationer, som når en jødisk matrone i ventetiden ved stranden jokker ud i sivenes muddervand og kommer op med tilsølede strømper, i Mørket ser hun uformelig ud som en stor, halvt menneskelig Tudse, der er hoppet op af Sumpen, eller som Mosekonen selv. Også panikken er følelig i sproget, da f.eks. deres båd grundstøder og får motorstop, men omsider bliver fundet af en svensk patruljebåd. Tingsted er en filosofisk iagttager og medaktør, der erhverver ny viden og erfaring om jødisk liv i relation til aktualiteten i dette folks universelle historie. Individuelt forskellige er de som alle andre. Fællesvilkårene som flygtninge tilslører slet ikke de voldsomme modsætningsforhold, psykiske, sociale, økonomiske, med østjøderne som en foragtet underklasse. Også selvkritikken er markant. Forholdene er fint udredet i dette miniaturebillede af den store historie og nazismens gruopvækkende mord på millioner midt i den europæiske civilisation med centrum i en kulturnation. Det store tema er på den måde nærværende i det folkelige intimmiljø i Husaby Reflekterende patos som jøde af hjertet mangler ikke, selv om det er dagligdagens glæder og gener, der giver romanen særpræg. Som når den stille Tingsted er ved at bukke under for larmen i den tætpakkede sildekasse af en spisestue. Måske er det selve støjen, de kan lide, siger han. Maaske betyder det ikke saa meget, om det er artikulerede Lyde, de frembringer, eller om nogen interesserer sig for hvad de siger, blot de er med i det almindelige Spektakel. Han føler det gynge og gungre som på et skibsdæk over maskinen. Stadig er maritime metaforer efter overfarten med i tanken, bemærker man. Krigsråbet Husaby er et skikkeligt sted med bjerg og havvand og venlig lokalbefolkning, som træder frem i pudsige og rørende livsbilleder, f.eks. af overbetjent Jungstedt, som lader sin mægtige bas høre i oratorier af Händel, eller af servitricen på Tingsteds stamcafe, den lille frøken Rosenius, der har valget mellem den unge guitarspillende Frelsens Hær-soldat, der sælger Krigsråbet, konstabel Thurestam fra pinsebevægelsen og en ældre herre, der bruger snustobak. Der er spændende scener med jagt på en tyveknægt, der huserer på den øde herregård, og til sidst et dramatisk højdepunkt, hvor Tingsted sammen med en anden afslører og overmander en dansk stikker, der har direkte radiokontakt til Gestapo. Almindelig korrespondance med Danmark er næsten umulig, men det lykkes dog vor mand at modtage et kærligt brev fra hans tilbedte, men uopnåelige Astrid en stadig figur i Gelsteds liv og lyrik, kendt fra den gamle samling Rejsen til Astrid. Ellers er den lidt overraskende erotiske gnist antændt til slut med en dejlig rødhåret flugtledsager. På den måde er mange fortælleelementer samlet i en virkningsfuld komposition, der også omfatter selve skriveprocessen, som i øvrigt fortsætter, efter at det er lykkedes Tingsted at komme til Stockholm og knytte kontakt til svenske og danske kunstnere og journalister. Digteren i ham har anfægtelser over sin filosofiske og især æstetiske optagethed over for den barske virkelighed. Det er godt at have sans for Farver og Form og kunne se malerisk paa Tingene. Men undertiden tænker han, at der ogsaa kan ligge en Fare deri. Tilværelsen mister sin umiddelbare Virkelighed og forvandles til en Række kunstneriske Indtryk. Man gaar ikke i Naturen, men paa en Maleriudstilling. Han frygter for, at han er ved at lege sig bort i et spil af begreber og ord. Han kan glemme, at han er flygtning, glemme krigen og dens gru, et øjeblik glemme angsten 39

40 for dem derhjemme. Og være lykkelig i naturen. Han kalder det et sted mere generelt en frygt for at redde sig i tankens og kunstens elfenbenstårn. Emigranten Romanen, der læses som en autentisk selvoplevelse gennem navneskjul, hed i forlaget Athenæums danske version Flygtninge i Husaby, som også i dette fotografiske optryk, men bærer nu på omslaget manuskriptets titel, ligesom også i den svenske oversættelse, der kom på Bonniers. Bogen er ingenlunde noget elfenbenstårn, men en meddigtende heldig, lykkelig side af krigstidens rædselsbegivenheder. Den gav ham stunder til kunstnerisk virksomhed også i direkte lyrisk form med den store samling Emigrantdigte (også 1945), beredskabsdigtning, lejlighedsdigte, portrætdigte, politisk farvet skrift samt oversættelser. Særlige indslag er ren poesi, lokalt landskabelige indtryk eller baseret på Gelsteds klassiske dannelse fra ungdommens katolske gymnasium, kort sagt en ledsagebog til romanen. Heleneren, middelhavsmennesket Gelsted udtrykker sig f.eks. her gennem den sapphiske græske strofe, opkaldt efter digteren Sappho fra øen Lesbos. Her Lidingø : Jeg skal være ensom, når sejrens jubel mægtigt fylder med guldglans alle gader, ensom skal jeg føle mig eet med alle, hjemme og hjemløs. Hjemme sad så den ensomme i partiets fællesskab, tavs og trofast utopist i en humanistisk tro på kommunismens idealitet på trods af virkeligheden. Boende i DKPs hus, som Hans Hertel træffende siger: spiste i partiets kantine og slugte de færdigretter som de partitro fik serveret. Otto Gelstad: Jøderne i Husaby. Indledning af Hans Hertel. LIV s. 249,95 kr. Lindhardt & Ringhof Fra Information. 40

41 Anmeldelse af Yahya Hassans digtsamling af Lea Møller Vilhelmsen, cand.scient.adm. og projektleder i Odsherred Kommune Jeg må være ærlig og indrømme, at indtil jeg læste YAHYA HASSAN, sagde digte mig ingenting. Jeg forstod dem ikke og gad ikke læse dem, og jeg forstod faktisk ikke, hvad og hvem de var i verden for. Jeg er ellers meget interesseret i ny litteratur af forskellig slags og er bogsamler, men jeg har stort set ingen digte. Jeg blev opmærksom på YAHYA, da Politiken startede ud med at have et interview med ham i debatsektionen, før bogen udkom, hvilket jeg tror var med til at starte noget af al den hype, der har omgivet Yahya Hassan siden. Og digtsamlingen skal ikke ses som et debatindlæg, hvilket jeg synes helt fejlagtigt har fyldt for meget i medierne. Digtsamlingen er en personlig historie, som er udtrykt gennem lyrik. Og ja så er han blevet interviewet gud ved hvor mange gange, hvor interviewere har søbet rundt i en generel snak om fejlslagen integration og den samme debat, som altid fylder i medierne, og så blæses løsrevne citater op, og der koges suppe på dem. Men jeg vil anmelde digtsamlingen så godt som jeg en novice udi lyrikken nu kan. For Yahya Hassan har rørt mig fra første dag, bogen udkom, og jeg købte den på Fisketorvet, hvor få, og da slet ikke ekspedienten, vidste, hvad der var i gære. Mens Facebookopdateringer fra Politikens Boghal og Thiemers Magasin kunne berette om udsolgt kl. 14, så havde de vist kun en enkelt i Bog og Ide på Fisketorvet hen på eftermiddagen, som stadig ikke var solgt, og den købte jeg og læste, så hurtigt jeg kunne. TRÆLAMELLER HAN SAGDE IKKE HABIBI HAN SAGDE HÆNDERNE ELLER FØDDERNE OG KNÆKKEDE EN TRÆLAMEL AF SENGEN SOM MANGLENDE EN STRIBE FRA HØJRE MOD VENSTRE MADRASSEN BULEDE NED MINE SØSKENDES SKRIG FRA VÆRELSET VED SIDEN AF OVERDØVEDE MIT ( ) (Uddrag, YAHYA HASSAN 2013) Og jeg blev fascineret over at blive taget med hen, hvor jeg aldrig havde været før i hvert fald, hvad angår lyrikken. Jeg har før været berørt af historier om en hård opvækst og fascineres ofte af disse, men Yahya tog mig med ind i lyrikken og viste mig, hvad det er, digte kan. Og jeg blev nærmest blæst væk. Hans digte er så kraftfulde, at jeg ikke kunne slippe dem igen, og med den rytme digtene har, blev det mig der fremsagde digtene, og jeg kunne endda høre mig selv fremsige dem med accent fra sidste del af bogen. Budskabet stod helt larmende og lysende klart. Jeg var ikke i tvivl om Yahyas vrede, og digtene nærmest råber hans historie op i hovedet på en, så man ikke kan undgå at fange hver en detalje. Hver en pointe fra hans historie, han har valgt, sidder fast og lejrer sig, fordi det er så kraftfuldt og larmende og vildt. Vi levede ud i krogen gennemsyret af vold tænkte ikke det kunne være anderledes De tæv min far gav mig med den brede læderrem var vel ikke værre end den binde-kilde-tur mine brødre gav mig så snart vi var alene hjemme Den med læderremmen blev først alvorlig da nogen udenfor blandede sig og sådan var det også med andre ting skulkeri underernæring blodskam og tyveri Iris Garnov, Lev vel, 1978 Historien er vild som andres før ham, fx Iris Garnov, som også beskrev en barndom med vold og svigt, med små og nærmest forsigtige bogstaver. I 1978 var hendes digte nok også vilde og nye for tiden. YAHYA får fortalt sin historie på en måde og med VERSALER, så man har digtene siddende længe efter læsning, og det var nyt for mig, at digte faktisk kan så meget som udtryksform. Han er også blevet sammenlignet med Vita Andersen, nok mest fordi ingen digtsamling før nu har solgt så meget som hendes, i eksemplarer, og har taget et land med bukserne nede. 41

42 Vi forventer vrede fra en fætter Og hvorfor har den det? Fordi vi ikke forventer, drengen med palæstinensisk baggrund kan skrive, fordi vi ikke forventer, at en dreng med den baggrund skriver en digtsamling, fordi vi ikke forventer noget (godt), når vi ser en dreng med anden etnisk baggrund i forbryder joggingtøj? Vi forventer en fætter, som han selv skriver, og han inviteres først ind i det gode danske litterære borgerskab, når han tager en civiliseret og tilpas stram cowboybuks på og udtrykker sig med litteratur og ord. Fordi vi ikke forventer hans vrede udtrykt i digtform, som godt nok er hårde digte, men som udtryksform er digte vel ret bløde pr. definition. Vel den blødeste udtryksform på skrift? Vi forventer vrede fra ham. Og de forventninger er han også blevet mødt med i sit kriminelle liv og sit møde med institutionsdanmark, som også skildres i bogen. MAKKERPAR I DAG VIL JEG LADE VÆRE MED AT TRÆKKE GARDINERNE FRA JEG VIL SPISE MORGENMAD OG GÅ I BAD DRIKKE EN KOP KAFFE OG NØJES MED EN SMØG JEG VIL SKRIVE ET DIGT OG LÆSE I EN AVIS OG EFTER LÆNGERE TIDS UBESLUTSOMHED VÆLGE EN BOG FRA SAMLINGEN MEN ET OPKALD FRA EN FÆTTER OG JEG ER PÅ VEJ UD AF DØREN MED HANDSKER I LOMMEN OG VÆRKTØJ I TASKEN Og det er en anden styrke ved hans digte - at vi inviteres indenfor, alt imens han står på kanten mellem det nye intellektuelle liv og sin gamle kriminelle tilværelse. Det udtrykkes smukt i digtet MAKKERPAR, og med det vil jeg blot opfordre alle, der ikke har læst YAHYA HASSAN, til at læse den, og til at læse den som en digtsamling, og ikke som et debatindlæg. Og måske fanges I også af digte, som jeg er blevet fanget og har købt mindst en håndfuld digtsamlinger siden YAHYA HASSAN - og det er ene og alene hans fortjeneste. 42