Sammen eller hver for sig? Fremtidens måltidsstrategier Af Johannes Andersen

Transkript

1 Sammen eller hver for sig? Fremtidens måltidsstrategier Af Johannes Andersen Madklubben Sidste onsdag gik Curt og Karen med deres børn over til Anna og Nikolaj for at spise til aften. De har en madsklub sammen, og de har valgt onsdagen som deres faste spisesammen-dag. De bor i samme kvarter, og kender i første omgang hinanden fra arbejdslivet, fordi Curt og Anna arbejder på samme arbejdsplads, men ikke i samme afdeling. De har også børn, der går i de samme lokale daginstitutioner, så de havde set en del til hinanden, inden de fik ideen til en madklub. Deres aftale var, at de spiste på skift hos hinanden, og at de sigtede efter onsdagen. Det har de gjort i flere år nu, og de holder fortsat traditionen i hævd. Nogen gange kan det ikke lade sig gøre, og så melder man bare afbud. Nogen gange er det kun den ene af forældrene der kan, og så spiser man sammen i en mindre gruppe. Andre gange flytter de lidt på dagene, og vælger eksempelvis en tirsdag i stedet. Det fælles måltid i klubben er noget, de alle sætter meget højt. Maden er sund og velsmagende, og snakken går hen over bordet. Om børn, naboer, politik, nye film og gode plader. Man kan snakke om alt og intet. Ingenting er for store og ingenting er får små til ikke lige at blive vendt. Det er rigtig hyggeligt. Eneste undtagelse er Curt og Annas fælles arbejdsplads. Det er ok i en kortere periode, men så heller ikke mere. Måltidet starter som regel ved sekstiden, og omkring kl. otte bryder man op, og den ene familie går hjem til sit, for at putte børn og ordne det sidste af dagens opgaver. I den periode kan de voksne nå at vende mange sager, mens børnene først spiser og siden leger sammen. For dem alle er madklubben en af ugens højdepunkter. Også selv om der kun drikkes vand og mælk til maden. Det er jo kun onsdag! Det er ikke mindst Nikolaj, der af og til må svigte madklubben. Han kører temmelig meget på landevejene som konsulent, og holder derfor møder overalt i landet. Derfor kan det af og til være vanskeligt at nå hjem til spisetiden. På sådanne dage må Nikolaj spise i forbifarten. Og han er for længst holdt op med at spise McDonalds. I stedet opsøger Nikolaj andre muligheder for lidt hurtig mad, måske oven i købet noget der kan indtages i bilen. Som regel går han efter de sundeste muligheder, men han kan også gå id en anden grøft, og indtage mængder af fedt, sukker og proteiner, forklædt som et måltid på en benzintank. Fulgt til dørs af en magnum-agtig is med hurtig energi til den lange tur hjem. Madklubbens onsdagsmåltider er et socialt og måltidsmæssigt højdepunkt i ugens løb. Den ser de alle frem til. Men det sker jævnligt, at en af de voksne er tvunget til at spise forretningsmæssigt eller alene. Moderne måltider kan gå i mange retninger. Måltider og kulturforskelle Et måltid har altid to sider. På den ene side skal der spises mad, og på den anden skal der etableres en given social sammenhæng, der på en eller anden måde kan have betydning for 1

2 hverdagen. Indtagelse af mad er altid forbundet med sociale normer, vaner og kulturer. Måltider spiller således en rolle, når det drejer sig om at markere magt, om at markere forskelle på folk, og når det drejer sig om at etablere fællesskaber. Historisk set har man langsomt men sikkert bevæget sig bort fra det disciplinerende måltid med hakkeorden og nødvendige gøremål. Et måltid der var indskrevet i en social orden præget af hårde fysiske aktiviteter og masser af traditioner og forventninger. Her var der ikke ret mange forskellige strategier for måltidet, for der var ikke så mange valgmuligheder. Derimod kom man langt med udsagnet om, at uden mad og drikke, duer helten ikke! Siden 1970 erne er der i stigende udstrækning blevet åbnet op for måltider, der involverer en lang række personlige valg. Ikke mindst fordi der investeres mere og mere opfindsomhed i køkkenets teknologi og i de fødevarer der bruges til at tilberede et måltid. Det er en del af måltidets demokratisering, og denne udvikling er ensbetydende med, at man har mulighed for at vælge mellem en række forskellige måltidsstrategier. Måltidsstrategier omkring bordet Når man skal indkredse strategier for måltider, er det oplagt at tage udgangspunkt i to dimensioner. Den ene vedrører maden, for det er jo det der skal spises, og den anden vedrører selve spisningen. Når det drejer sig om maden, kan man enten vægte det fysiologiske eller det sociale element. Hvor det fysiologiske åbner for en fokusering på ernæring, kalorier og fedt, mens det sociale åbner for smag og det der ofte kaldes bordets glæder. Når det drejer sig om den der spiser, kan måltidet enten opfattes som et individuelt anliggende, eller som en social forpligtelse. Alt sammen med forskellige grader af tyngde og omfang. Med udgangspunkt i disse to dimensioner kan der identificeres fire grundlæggende måltidsstrategier. De er vist i figur 1. Figur 1. Måltidsstrategier Et individuelt anliggende Det fysiologiske element Målorienterede måltider Spisning for sjov Det sociale Ernæring med energi Det selskabelige fællesskab element Sociale forpligtelser De forskellige strategier kan opfattes som muligheder, den enkelte selv eller en hel familie pejler rundt imellem. På nogle dage eller i nogle situationer er det muligt at man går den individuelle vej, mens man andre dage satser på den sociale. Nogen gange spiser man, fordi man er sulten, og skal have noget mad i en fart. Andre gange går man efter det sociale. Der er altså mange forskellige kombinationsmuligheder når det drejer sig om det praktiske måltid på en helt almindelig tirsdag. Men samtidig er de også sådan, at nogle strategier fylder mere end andre. Nogle familier bestræber sig på at spise sammen, mens det i andre er ok, bare man får noget mad i munden. De forskellige strategier udgør således principielle 2

3 pejlemærker, der gør det muligt at diskutere fremtidens spisemønstre. A. Ernæring med energi Ernæring med energi er den traditionelle måltidsstrategi i en klassisk arbejder og bondekultur. Her er der fokus på det fysiologiske element og på sociale forpligtelser, knyttet til måltidet. Målet for denne strategi er at få fyldt nogle kulhydrater m.m. på kroppen, så den kan fortsætte det hårde fysiske arbejde. Samtidig med at man holder orden på familien og lærer børnene, hvad der betyder noget her i tilværelsen. Det er sovs, kartofler og stegt flæsk, der hurtigt kan omsættes til energi. Alle skal dele, dog skal dem der arbejder mest have mest at spise. Og der skal spises op, så man undgår spild. Denne strategi fungerer stadig for en del danskere, ikke mindst i kraft af vanens magt, men den står svagere og svagere i billedet, både fordi der er færre der er ansat til at yde det optimale fysiske arbejde i mange timer, og fordi det traditionelle spisebord også er blevet præget af den generelle demokratisering af måltiderne. Denne strategi udfoldes ikke mindst i supermarkederne, hvor den stimuleres af tilbudsskilte og et stort opbud af mad i store kølediske. Her kan der spares og samtidig er det nemt at finde vejen til det traditionelle måltid. Og når først stegen er hjemme, går alt det andet som en traditionsfyldt leg. B. Spisning for sjov En del forlader den traditionelle ernæringsorienterede strategi i jagten på andre udgaver af billig og let tilgængelig mad. Det betyder at man i praksis bevæger sig i retning af den strategi, der dyrker spisning for sjov, hvor målet er at indtage ernæring med forstærkere. Dvs. mad der ofte er understøttet af smagsstoffer og tilsætningsstoffer, eksempelvis sukker, fedt og vand, så det både ser ud af meget, og smager kraftigt igennem. Bevægelsen skyldes ikke mindst, at maden i denne udgave er let tilgængelig i mange forskellige former for butikker, ligesom den ofte også kan fås på tilbud, og på den måde kan man umiddelbart optimere nytten af maden. I sig selv sættes der i denne strategi fokus på madens sociale element, men måltidet opfattes samtidig som et individuelt anliggende. Maden skal have umiddelbare kvaliteter, der kan pirre den enkeltes smagsløg. Sat på spidsen skal den underholde og være sjov at spise. I forbindelse med chips og peanuts taler man ligefrem om at være sulten for sjov. En væsentlig grund til at det skal være sjovt at spise er, at mange der vælger denne strategi er alene i hverdagen og i spisesituationen. De bor for sig selv og de spiser derfor også som regel for sig selv. Omkring 40 pct. af de danske husstande består af enlige. Eller også spiser de bare for sig selv, selv om de bor sammen med andre. Set i dette perspektiv er mad noget man hurtigt skal have overstået, muligvis samtidig med at man har travlt med andre gøremål, men den må samtidig gerne smage underholdende, så man er motiveret til at spise endnu mere. Derimod behøver den ikke at rumme så meget energi. Her kan løbende spisning af sjov mad sagtens kombineres med et løbende forbrug af diverse medier. Hvad man efterfølgende ofte kan se på kropsbygningen. C. Målorienterede måltider Med udgangspunkt i det individuelle perspektiv kan man også vælge en madstrategi, der er 3

4 beregnet på andre mål end det underholdende. Det kan være strategier, hvor målet eksempelvis er at blive slank, at blive sund, at komme i form eller at gennemføre et triatlon. Derfor bliver der i denne strategi også lagt vægt på madens ernæringsmæssige elementer. Man kan tale om målorienterede måltider, hvor det er ydre målsætninger i andre sammenhænge der definerer både det fysiologiske og det sociale ved måltidet. Kalorier tjekkes, måles og vejes, og det samme gør den spisende. Man har ikke blik for de andre spisende eller for almindelig mad. Derimod er man stærkt optaget af både tilsætningsstoffer, pulver og energiforstærkninger. En variation af denne strategi er funktionel mad, der i princippet kan fungere som medicin, samtidig med at det fungerer som ernæring. Der er tale om mad der er ændret på en sådan måde, at maden har fået en sundhedseffekt, der ligger ud over dens ernæringsmæssige effekt. Det kan mad der gennem genmodifikation har fået tilført sundhedsfremmende egenskaber. Der er næppe tvivl om, at netop denne strategi i praksis får større og større opmærksomhed. I hvert fald i princippet, fordi den vægter det sunde og individuelle perspektiv samtidigt. Når det kun er i princippet skyldes det, at den kræver en høj grad af selvdisciplin, og den er ikke altid lige nem at mobilisere i en moderne tilværelse, hvor man sjældent kan reducere tilværelsen til en enkelt interesse og aktivitet. Moderne mennesker har gang i for meget, og derfor kan denne strategi kun vanskeligt udføres i praksis. D. Det selskabelige fællesskab Den sidste strategi er den sociale strategi, hvor der både lægges vægt på måltidets sociale elementer og sociale forpligtelser. Her opfattes måltidet som det selskabelige fællesskab. Hvor vægten kan placeres på begge elementer, afhængigt af sammenhængen. For det meste står fællesskabet i centrum, eksempelvis når familien samles omkring bordet, og det kan være hyggeligt nok. Andre gange kommer det selskabelige element ind over som en ekstra forstærkning af fællesskabet. Eksempelvis når madklubben kommer på en onsdag eller der inviteres familie eller venner på besøg. Eller når der fredag aften diskes op med ekstra god mad for kærnefamilien. Man kan sige at der her ofte er tale om god og sund ernæring med sociale overtoner, i ordets bredeste betydning. Et måltid med mådehold og masser af tid. Med hyggelige samtaler om alt og ingenting. God og veltillavet mad med masser af variationer. Fulgt til dørs af en opvask og en cykeltur, hvis det skal være. Det selskabelige fællesskab kræver ofte en ekstraordinær indsats, når det drejer sig om at samle folk omkring et bord. Der skal inviteres og planlægges. Men det er bestemt muligt. Også at finde spændende udfordringer til den mad der skal laves. For de fleste af de mangfoldige koge- og madbøger der udgives i disse år er i høj grad beregnet på at frembringe lækre måltider til netop det selskabelige fællesskab. Her kan enlige også være med, men det kræver en bevidst indsats fra deres side. Eksempelvis i form af etablering af en madklub i nabolaget. Livsformer og madstrategier De forskellige måltidsstrategier kan selvfølgelig kombineres på forskellige vis. En konkret uge kan være sammensat af måltider fra alle strategier, og det er nok tilfældet for de fleste. 4

5 På den anden side støtter den individualisering, der præger det moderne samfund, livsformer der søger i retning af netop de mere individualistiske måltidsstrategier. I praksis betyder det, at de traditionelle livsformer bygget op omkring manuelt lønarbejde og selvstændig produktionsvirksomhed fortsat i stor udstrækning kobles sammen med måltider, hvor målet er at få energi til det daglige fysiske arbejde. Det er strategier der fylder meget i den danske madkultur, og derfor kan det også være en strategi mange andre vælger, uden at spekulere nærmere over det. Det kan eksempelvis give flæskesteg, rødkål og kartofler med jævne mellemrum. Ud fra begrundelsen, at sådan gjorde man da jeg var barn, og sådan gjorde vi, da vi flyttede sammen, og sådan gør vi stadig, fordi det nu engang er det vi normalt gør. Det er et udtryk for, at selv om vi lever mere og mere på afstand af fortidens traditioner og forventninger, har vi endnu ikke helt skrevet dem ud af historien. Netop fordi en central del af den danske identitet er knyttet til mad, hvor grise og køer står helt centralt. Det betyder i praksis, at et stort flertal af danskerne fortsat holder fast i både traditioner, flæskesteg, bøj med løg og familiemåltidet. På den anden side er der også rigtigt mange, der har lagt de fleste traditioner bag sig, og styrer efter et mere individualistisk princip. Det gælder ikke mindst for de yngre. Her forfølger man ofte strategier, hvor det enten handler om spisning for sjov eller målorienterede måltider. Strategier der vægter det sjove og underholdende i maden er ikke mindst udbredt blandt enlige, især i grupper med begrænsede sociale og økonomiske ressourcer. Det er grupper der sjældent laver mad selv, men køber det der umiddelbart byder sig til, og det kræver som regel en ekstra omgang smagsforstærket humor, for at glide ned. I takt med at flere bliver mere mobilile i deres hverdag, manifesteret ved at grænserne mellem arbejde og familie flyder sammen, og hvor man derfor ofte er i situationer, hvor det lige handler om at spise lidt let og hurtigt, bliver denne strategi mere og mere udbredt, også i ressourcestærke grupper. I det mindste i de travle perioder, hvilket så får dem til at dyrke det selskabelige fællesmåltid, når det bliver weekend. Her bliver der virkelig lagt energi i madlavning og måltidet. De mobile og ressourcestærke vælger også i en vis udstrækning de målorienterede måltider. Ikke mindst fordi det muliggør en intens dyrkelse af aktiviteter, der kan gøre tilværelsen udfordrende og kreativ. Man ser dem således ofte bevæge sig rundt mellem målorienterede måltider, spisning for sjov og selskabelige fællesskaber omkring bordet. Muligvis med en dårlig samvittighed over at man har svigtet enten det ene eller det andet. Det er kvinden der er på slankekur, som pludselig bliver udfordret af en pose lakridskonfekt, mens hun planlægger den kommende sammenkomst med vennerne, hvor der skal spises økologisk og utraditionelt. Og det er manden, der motionerer i begyndelsen af ugen, spiser for meget chokolade sidst på ugen for at holde dampen oppe på arbejdet, mens han lover at lave en fantastisk ret til familien om lørdagen. Det er muligvis ikke så nemt at aflæse disse mønstre i statistikken, fordi aktiviteterne blander sig på kryds og tværs. Derimod fylder de rigtigt meget i både mande- og damebladenes farverige tilbud om en bedre og nemmere hverdag. Den sidste strategi med vægt på det selskabelige fællesskab er den der står svagest, selv om den uden tvivl udgør idealet og en del af selvforståelsen for rigtigt mange. I form af et måltid fyldt med energi, overskud, spændende retter og socialt fællesskab. Men selv om den er idealet for rigtigt mange, så fører praktiske gøremål i hverdagen jævnligt folk i en anden 5

6 retning. De livsformer der udfoldes i praksis lægger mere og mere vægt på noget andet end netop fællesskaber. Det betyder at det fælles måltid langt hen holdes i live af traditioner, og det er godt. Men moderne livsformer udfordrer mere og mere det fælles måltid, hvad især medieverdenen, fødevareindustrien og supermarkederne har fundet ud af. Så selv om vi statistisk set i familierne stadig lever med og omkring det fælles aftensmåltid, indretter andre institutioner i samfundet sig mere og mere efter, at det ikke altid behøver at være sådan i praksis. Det gælder også for familien. Johannes Andersen er lektor og samfundsforsker med Institut for statskundskab, Aalborg Universitet. Johannes Andersen udgiver i 2013 en bog om måltider: Rundt om bordet. Klemte måltider mellem medier, fødevareindustri og livsformer. Forlaget Hovedland. 6