FORVALTNINGEN AF VILDOKSERNE

Transkript

1 Anbefalinger til FORVALTNINGEN AF VILDOKSERNE Konsulentrapport til Aalborg Kommune Uffe Gjøl Sørensen UGSørensen Consult Overgaden Oven Vandet 68, 2 DK-1415 København K

2 Rapport Anbefalinger til forvaltningen af vildokserne For Aalborg Kommune Af Uffe Gjøl Sørensen Miljørådgiver København, april 2008 UG Sørensen Consult (tekst og fotos) Overgaden Oven Vandet 68, 2 DK-1415 København K Telefon (45) Mobil (45) uffe@ugsorensen.dk Indholdsfortegnelse: Indledning... 5 Avlsprojektet... 6 Naturgrundlaget.. 10 Fastlæggelse af bestandsstørrelse Hensyn til flokadfærd. 14 Veterinære aspekter 16 Forbedret fangstfold 17 Lidt om navnet vildokse.. 18 Appendiks 1 første forsøg på klassificering af bestanden.. 19 Litteratur. 20 Summary 21 Resume.. 22 TAK Hans Peter Hansen (Vildmosetilsynet) har som vanligt bistået med gode svar på mine mange spørgsmål og har desuden omhyggelig kommenteret et udkast til rapporten Margret Bunzel- Drücke (ABU, Bad Sassendorf, Tyskland) har løbende rådgivet Karsten Thomsen (Nepenthes) har kommenteret forslag til udvælgelseskriterier Jens Vinge (Aalborg kommune) har været overordnet ansvarlig for projektet og takkes for løbende bistand, diskussioner og vejledning Lene Smith takkes for korrekturlæsning. 2

3 Forvaltning af vildokser ved Knarmou Strandenge 3

4 4

5 Indledning De udsatte vildokser i græsningsprojektet ved Knarmou Strandenge har vist, at de fint kan klare sig i området. De har udvist en meget høj grad af produktivitet med omkring en kalv per ko om året, og der har generelt ikke været særlige problemer i forhold til deres konstante udendørs liv gennem hele året. I den koldeste tid får de supplerende hø, men de har vist, at de fint kan klare sig i den danske vinter trods perioder med kulde og sne. Det er endog allerede i februar-marts-april, at de fleste kalve bliver født. Vildoksernes mulige rolle som en aktiv del af den danske naturforvaltning er med al tydelighed blevet demonstreret. Knarmou Strandenge rummer i den forbindelse en interessant forhistorie ved at være sammensat af tre delområder, der har gennemgået en tilgroning efter ophørt landbrugsmæssig drift i hhv. ca. 70 år, 50 år og få år. Vildoksernes (og Konik-hestenes) påvirkninger af vegetationen bliver således umiddelbart belyst i forhold til de fremherskende tilgroningsscenarier i nutidens danske natur. Konklusioner og erfaringerne fra de første fire år er sammenstillet i Sørensen (2007). Græsningsprojektet under Aalborg kommunes er ambitiøst, da det helt fra starten har kombineret tre forhold: 1. Et avlsprojekt for at frembringe en vildokse, der er mere urokse-lignende 2. En anvendelse af vildokser og Konik-heste som aktører i en naturforvaltning af mere dynamisk natur 3. Publikumsinteresse I denne rapport sammenstilles alene en række anbefalinger til en fortsat forvaltning af vildokserne. Ved en fortsættelse skal projektet er det vigtigt at finde et niveau, der tilpasset de tilgængelige arealer giver en meningsfuld bestandsstørrelse. Det er ikke naturligt, at en bestand af store græsædere - som vildokserne - fastholdes år efter år indenfor det samme relativt begrænsede, indhegnede areal. I forhold til den ensidige tilgroning i dyrenes fravær vil det i længden blot være den modsatte kontrast, hvor der opstår en anden ensartethed af lysåbenhed og nedslidning af træer og buske gennem dyrenes konstante tilstedeværelse. Løsningen på dette dilemma er at forvalte efter et koncept om varieret græsning. Dyrene bør følgelig fastholdes i perioder på en række år, således de skaber en reel påvirkning af naturen indenfor en given indhegning. Men i andre perioder ligeledes i åremål - skal dyrenes kunne flyttes til andre områder, hvilket vil givet naturen mulighed for at udvikle sig. Havde dyrene kunnet selv, ville de ha gået andre steder hen. I nutidens kulturlandskaber vil dette i praksis siges, at bestanden (eller dele af den) løbende flyttes rundt mellem de til rådighed stående indhegninger. Muligheden for at praktisere konceptet om en varieret græsning er det meningsfyldte grundlag for projektets fremtid. 5

6 Avlsprojektet Baggrund: Avlsprojektet ved Knarmou Strandenge er i hele sin start og filosofi en knopskydning fra et veletableret tysk avlsprojekt (Bunzel-Drücke 2001, bearbejdet dansk version af samme artikel: Bunzel-Drücke & Thomsen 2004/2005): Formålet med projektet har været at bidrage til udviklingen af en kvæg-type, der ved at nærme sig den oprindelige Urokse i sine karaktertræk må antages at kunne klare sig bedre under vilde eller halvvilde forhold i nutidens natur. Uroksen levede engang vidt udbredt over det meste af Europa: Den sidste bestand levede i Polen, men uddør i 1627, da den sidste ko døde. Alt tamkvæg kommer ud fra en tæmning af Urokser i Mellemøsten for år siden. Tamkvæg har således som udgangspunkt en stor del af uroksens arveanlæg, men som følge af tæmningen og fremavling af ønskede karaktertræk (mælkeproduktion, kødproduktion, trækdyr m.v.) er der sket ændringer. I en periode på omkring 5000 år har Urokser og tamkvæg levet side og side i Europa. Der er begyndende dokumentation for, at der i denne periode har fundet krydsninger sted. Avlsarbejdet er sket gradvist gennem årtusinderne, og er endeligt blevet afgørende systematiseret i løbet af de sidste godt 100 år. Fascinationen af den uddøde Urokse har længe været stor. Allerede i 1930ernes Tyskland havde to brødre ved navn Heck (der hver især var direktør for en stor zoologisk have) startet et projekt for at genskabe den uddøde Urokse. Ved at blande forskellige kvægtyper lykkedes det forbløffende hurtigt at fremavle en kvægtype, siden kaldet Heck-kvæg, der udviser en række karaktertræk fra uroksen: tyren er større, sort og med lys rygstribe mens køerne er mindre og mere brune. I datidens nazistiske Tyskland blev Heck-kvæget frejdigt lanceret som genskabelse af den ariske Urokse, hvilket fandt stor officiel bevågenhed og siden har fremkaldt stærke følelser og kritik. Nok har Heck-kvæget ligheder med Uroksen, men der er også afgørende forskelle. De er f.eks. mindre, forbenene er kortere og kun en mindre del af dyrene har Uroksens lange, tykke horn, der både peger fremad og har et karakteristisk drej indad. Som en blandingsrace baseret på måske op til 15 forskellige kvægtyper, kan der hos Heck-kvæg stadig dukke meget afvigende typer op i avlsarbejdet. Det nye tyske projekt startede ikke med en naiv forestilling om at ville genskabe Uroksen. I stedet blev projektet som allerede nævnt startet med henblik på - til anvendelse ved naturpleje i naturreservater - at finde frem til den bedst mulige substitut for den uddøde Urokse. Man overvejede fra starten fire muligheder for projektets startgrundlag: 6

7 En af de eksisterende såkaldt primitive kvægracer (spansk kampkvæg, ungarsk steppekvæg, korsikansk kvæg m.fl.). Heck-kvæg Krydsninger mellem Heck-kvæg og andre kvægtyper At starte fra bunden med at fremavle en helt ny blandingsrace uden brug af Heck-kvæg. En kvægtype med stor lighed med Uroksen antages at ville være den mest velegnede ved anvendelse af kvæg til naturplejeprojekter. Heck-kvæg synes allerede at udfylde den tiltænkte rolle i Oostvaaderplassen i Holland, hvor der i dag lever en stor halvvild bestand på flere hundrede dyr. Det er meget tænkeligt, at Heck-kvæg holdt under halvvilde forhold efterhånden vil udvikle større lighed med Urokse, idet primitive anlæg kan tænkes at blive favoriseret i det frie liv. Men det er en proces, der under alle omstændigheder vil tage mange år og kræve store arealer, der kan bære en levedygtig bestand. Indkrydsning af ønskede anlæg fra andre kvægtyper vil kunne fremskynde denne proces. Det synes derfor oplagt, at en anvendelse af Heck-kvæg som udgangspunkt for krydsninger med andre kvæg-typer vil give de hurtigste resultater. Derfor blev dette det valgte udgangspunkt for projektet. Yderligere et par forhold giver mening til projektet. En kvægtype med karaktertræk af den oprindelige Urokse vil være mere attraktiv i forhold til økoturisme end en velkendt tamkvægstype. Der ligger endvidere en vigtige pointe i, at halvvilde bestande af kvæg er nemme at kende fra tamkøer: De er ikke helt så omgængelige og derfor er det en god idé, at de er umiddelbart skiller sig ud og er nemme at kende. Det i dag højteknologiske avlsarbejde med tamkvæg har gjort en lang række lokale kvægtyper ligeså truede som mange af klodens store og vilde dyr. Der foregår derfor et omfattende og målrettet arbejde for at bevare de forskellige kvægtyper, idet de hver især udgør vigtig genetisk variation, der kan få betydning for fremtidens avlsarbejde. I den forbindelse vil en kvægtype, der holdes enten vildt eller halvvildt, være en af de bedste måder at fastholde det genetiske arvemateriale der trods alt stadig eksisterer efter Uroksen. Anbefalinger til naturgrundlaget ud fra genetiske forhold: 1. Avlsprojektet bør kunne disponere over mindst to og gerne tre-fire kernelokaliteter. Ingen kernelokalitet bør være mindre end Knarmou Strandenge og de ses meget gerne større (se særskilt afsnit). 2. Med et sådant udvidet grundlag for projektet bør der fastholdes to separate ynglegrupper. Anbefalinger om sikring mod indavl: 1. For at undgå indavl i den lille bestand anbefales det at udskifte den ledende avlstyr ( kongen ) med omkring 3 års mellemrum. Det svarer til erfaringerne fra det engelske parkkvæg ved Chillingham, hvor en Kingbull holder sin førerposition i netop ca. 3 år. 2. Ved så i øvrigt at fastholde to ynglegrupper vil man fra tid til anden kunne udveksle avlstyre mellem de to flokke, og dermed have mindre behov for at anskaffe tyre fra andre besætninger. 3. Udvælgelsen af nye avlstyre bør naturligvis ske med henblik på at styrke avlsprojektet, dvs. der skal findes tyre, der udviser en række af de ønskværdige karaktertræk. 7

8 4. Projektet havde fra starten inkluderet en ungtyr af den spanske Lydia kvægtype, men denne måtte desværre udgå af projektet p.gr.a. aggressivitet. Lydia kvægtypen er generelt lille. 5. Det anbefales at den næste generation af tyre i stedet bliver af den spanske Sayaguesa-type, der har lange ben og gode horn (om end ikke så tykke). Der er tilbud om at importere unge tyrekalve fra Spanien via hollandsk/tyske kontakter. Anbefalinger om fravælgelse af dyr: 1. Hver ynglegruppe bør forvaltes ud fra det overordnede mål at dyrene tilnærmer sig den vilde Urokse i udseende. Derfor bør der ske en årlig udvælgelse af dyr i henhold til kriterier for de ønskede forbedringer ved avlsprojektet. 2. Det foreslås følgende klassificering ud fra flere kriterier, der beskriver størrelse & form, form på hoved og horn samt pelsfarve (se tabel 1). Alle forhold er i høj grad arveligt bestemte, hvorfor en løbende udvælgelse vil påvirke bestanden i den ønskede retning. 3. For hver enkelt dyr indsættes de fundne værdier for hvert kriterium i en enkel formel, hvor alle de tildelte værdier ganges med hinanden: Dyrets index = Størrelse x Benlængde x Hovedform x Hornform x Pelsfarve x Uønsket anlæg. 4. Kriterierne er vægtet ved den givne værdi, der følgelig kommer til at spille ind i den samlede bedømmelse på tre måder: A. Kernekriterier for ønskede karaktertræk: Benlængde, hornform og pelsfarve. Disse tre kriterier har vægtning i forhold til de tilstræbte træk fra den uddøde urokse, og giver derfor en karakter, der er større end 1. Ved forekomst hos et dyr vil karakteren følgelig favorisere dets udvælgelse. B. Vigtige generelle kriterier for bestandens karakteristika. Her gives den forventede udtryk karakteren 1. Hvis det forventede udtryk ikke er tilstede gives kun ½, dvs. det samlede index reduceres. C. Stærkt uønskede karaktertræk gives værdien 0, dvs. at dyret aktivt bortvælges. De fleste karakterer kan vurderes efter et år, men udviklingen af hornene tager længere tid og kan først vurderes efter ca. 2 år. Det anbefales derfor at bibeholde alle kalve i en flok indtil omkring starten af deres tredje leveår, hvorefter en udvælges bør foretages. 8

9 Tabel 1. Oversigt over de tildelte værdier til de udvalgte kriterier. Kriterium Beskrivelse Tildelt værdi Hornform Fremadrettet, indad drejet, tykke 4 Fremadrettet og/eller indad drejet/tykke 3 Fremadrettet 2 Anderledes 1 Pelsfarve Mørk/sort for tyr mørk/brun for ko 3 Mørk/lidt lyst 2 Lys/lidt mørk 1 Ensfarvet lys 1 Benlængde Lange ben 2 Korte ben 1 Størrelse* Over gennemsnittet i flokken 1 Under gennemsnittet i flokken ½ Hovedform Langhovedet 1 Korthovedet ½ Uønskede anlæg Broget pels 0 Konstaterede defekter 0 *Størrelsen: Hos Uroksen var tyren større end koen, hvorfor gennemsnitstørrelsen skal vurderes særskilt for de to køn. Ovenstående forslag er et pragmatisk første bud på et sæt af kriterier, og disse bør justeres i takt med indhøstede erfaringer. Den endelige udvælgelse af dyrene vil naturligvis i nogen grad også kunne være bestemt af det areal, der er til rådighed for projektet. 9

10 Naturgrundlaget Baggrund: Hvis vildokserne levede fuldstændig frit og naturligt ville de næppe opholde sig indenfor et begrænset område i løbet af året, som de er tvunget til i en indhegning. Dyrene ville vandre rundt i landskabet, men det er sandsynligt, at deres foretrukne levesteder ville variere i løbet af året efter et klart mønster. Det vil f.eks. være forventeligt, at en flok i forårstiden og sommerhalvåret vil opsøge enge, hvor der er rigeligt næringsrigt græs, mens den i vintertide vil søge til mere beskyttende naturtyper f.eks. skov på mere tør bund. En sådan adfærd med en årlig sæsonvariation i dyrenes foretrukne opholdssteder er velkendt fra endnu vildtlevende okser, f.eks. Gaur-oksen i Indien og den Europæisk Bison. Der foreligger kun sparsomme oplysninger om den sidste flok urokser, der levede i Polen i slutningen af 1500-tallet. En enkelt kilde beskriver hvordan dyrene fortrinsvist levede i tæt skov. Om efteråret åd de sig fede i agern, mens de i løbet af vinteren skiftede til mere at leve af grene fra buske og træer samt hø, der allerede på det tidspunkt blev givet som supplerende føde. Om sommeren kom urokserne dog ud af skoven for at søge føde på markerne, hvis da ikke de blev jagtet bort af hunde. Om vinteren var de mere udprægede flokdyr end om sommeren (resumeret i Vuure 2005). Da bestande af vildokser alle holdes under hegn er der ikke i dag eksempler på, at de foretager deciderede lokale vandringer. Men selv indenfor den ca. 45 ha store parcel ved Knarmou er der en tydelig årstidsvariation, hvor de åbne og vindblæste enge fortrinsvis er opholdsstedet i sommerhalvåret, mens dyrene i vinterhalvåret går i den skovbevoksede del. Buttenschøn (2007) anbefaler, at helårsgræsning er bedst egnet til meget store indhegninger, der rummer forskellige naturtyper inkl. skov eller krat. Der bør indgå arealer med gode læforhold på tør bund og en varieret vegetation, der kan dække hovedparten af dyrenes behov året rundt. Generelle anbefalinger for fremtidige kerneområder: 1. For hvert kerneområde under vildokse-projektet bør det tilstræbes at sikre så varieret et naturgrundlag som muligt. Et ideelt område vil indeholde permanent skov i flere aldersstadier (ungskov, opvækst skov, gammel skov), evt. overdrev samt tilliggende enge. Engarealet skal kunne bære grundlaget for den samlede bestand gennem hele sommerhalvåret, mens et 10

11 varieret skovareal både skal levere gode læsteder (gammel skov) og partier med vinterføde i form af direkte adgang til grene og kviste fra buske og træer. Skoven kan bestå af både løv- og nåleskov. Hvis dele af arealer er kuperet terræn vil det være en fordel. 2. I det danske landbrugslandskab kan det være vanskeligt at finde arealer, der byder på alle disse vigtige kvaliteter, men her er det vigtigt at tænke utraditionelt og evt. udnytte fleksibel græsning med en rotation mellem flere arealer. 3. En ideel kernelokalitet omfatter et areal på ha sekundært bestående af to-tre nærtliggende parceller, der tilsammen udgør dette areal. 4. En tilnærmet genskabelse af muligheden for dyrenes naturlige vandringer i forhold til fødeudbud kan måske på lidt længere sigt etableres i netop Lille Vildmose, hvis der her med tiden bliver udviklet et stort sammenhængende naturområder under hegn. Anbefalinger om Knarmou Strandenge: Knarmou strandenge har et fint og varieret naturgrundlag og er derfor et velegnet areal, der opfylder mange af værdierne for et kerneområde. Områdets er dog begrænset i areal og er generelt lavtliggende, hvorfor det især sidst på vinteren ikke er helt ideelt. 1. Der bør arbejdes på at udvide arealet, hvilket måske kan lade sig gøre mod nord (Jens Vinge, mundtligt). Alle tilliggende arealer nord for er dog helt åbne græsmarker og vil derfor især være et godt supplement til sommergræsningen. 2. Skovparcellen umiddelbart syd for den nuværende indhegning var oprindeligt planlagt som en del af indhegningen, men det blev ikke inkluderet, da der er tale om et for lokalområdet usædvanligt skovparti i ensidig tilgroningsfase uden påvirkning af andet en rådyr (og strejfende vildsvin). Som kontrast til de øvrige skove præget af de store græsædere er skovpartiet derfor interessant at fastholde uden græsning. 3. En væsentlig styrkelse af projektet kunne derfor opnås gennem at etablere en særlig indhegning indenfor det eksisterende vildthegn umiddelbart vest for Knarmou Strandenge. Den nye indhegning vil i givet fald omfatte en del af de oprindelige marker for de nedlagte Knarmou gårde, og vil derfor kunne rumme både lysåbne arealer og skov (fortrinsvis nåletræsplantage) og desuden være generelt højere liggende og dermed mere tørbundet. En supplerende indhegning vil give avlsprojektet en tiltrængt fleksibilitet, idet der både kan arbejdes med skiftende opholdssteder for bestanden i løbet af året (simuleret lokal vandring) ligesom der kan skabes mulighed for at have adskilt græsning f.eks, for ungtyre. Endelig kan en hel indhegning eller dele af den bedre tages helt ud af græsning i perioder for at opnå et varieret græsningstryk, hvilket igen vil være en simulering af naturlige vilkår. På grund af den offentlige vej langs kysten vil der naturligvis være tale om to separate indhegninger, men med effektive fangstfolde på begge sider af vejen vil det ikke være vanskeligt at flytte dyr frem og tilbage. 11

12 Fastlæggelse af bestandsstørrelse Baggrund: Der eksisterer ikke præcise data på en naturlig bestandstæthed for urokser, hverken i urørte urskove eller det skovdominerede polske landbrugsland, der rummede den sidste bestand. Vuure (2005) laver et spekulativt skøn over bestandstætheden ved den sidste bestand (0,2 dyr/100 ha). Det ser ud til at være i underkanten af oplysninger eller skøn på op til 1-1,5 dyr/100 ha for flere nulevende vilde okser. Gennemsnitsberegningen er også lidt misvisende for de typiske flokdyr, der i høj grad har en klumpet fordeling i landskabet. Historisk set har en største bestandstæthed for nogen bestand af en vildtlevende okse være kendt fra den amerikanske bison med 8-10 dyr/100 ha det var fra før arten næsten blev udryddet og er et meget groft skøn. En bestandstæthed af urokser vil under alle omstændigheder have varieret meget bl.a. afhængigt at udbuddet af græs i løbet af året med forventeligt de laveste tætheder i sammenhængende skov og de højeste i og omkring gode græsgange. Den vildtlevende bestand af Heck-kvæg i Oostvaaderplassen i Holland, der lever på meget produktiv jord, har udviklet sig til over 26 dyr/100 ha. Chillingham-flokken af engelsk parkkvæg har som førnævnt levet på de samme 135 ha siden ca Bestanden har med sikkerhed ikke været tilført nyt blod i de sidste tre hundrede år. Bestandens størrelse er kendt siden Den var størst i 1838, hvor den var på 80 dyr, og lavest efter den hårde vinter i 1947, hvor kun 13 dyr overlevede. Siden er flokken dog steget gradvis i antal indtil det øjeblikkelige niveau omkring dyr (dvs. omkring 40 dyr/100 ha). Der har i hvert fald siden 1721 (og måske også tidligere) været givet supplerede hø om vinteren. Men selv om en mere præcis viden om uroksens naturlige bestandstæthed havde været tilgængelig, ville det stadig have været oplysninger, der ville være vanskelige at omsætte til et dansk kulturlandskab - selvom dette måtte indeholde meget store grader af vild natur - ligesom også andre hensyn spiller også ind. Vildokserne ved Knarmou Strandenge er udsat i henhold til en plejeplan, der har som formål at stoppe en tilgroning af området og ligefrem genskabe lyseåbne partier for at fastholde et frit udsyn til kysten fra den offentlige vej langs områdets vestlige kant (jfr. fredningskendelsen). Ved etableringen af projektet var det hensigten at tilstræbe et græsningstryk, der svarede til et voksent dyr per 5 ha (Bjarke Huus Jensen, mundtligt). Vildokserne er i fuld gang med at fuldføre den stillede opgave, men det rejser naturligt spørgsmålet om hvor længe en bestand kan fastholdes indenfor det relativt begrænsede areal, der indgår i indhegningen. Der er ikke meget konkret data at finde for danske forhold. Dansk Kødkvæg/Dansk landbrugsrådgivning [uden år] foreslår i deres manual Kødkvæg som naturplejere at benytte 5-6 ungkreaturer eller 2,5-3 ammekøer per ha (for engelske racer som Galloway, Hereford m.v.). Men dette er med kødproduktion for øje og det er usikkert hvorvidt anbefalingen alene gælder sommergræsning. Det fastslås yderligere om vinterafgræsning, at Næringsholdet i planterne er for lavt til, at dyrene kan opbygge eller bare holde den huld, de har. Der er derfor nødvendigt med suppleringsfoder i ret store mængder. Anbefalingen har derfor begrænset relevans for græsningstrykket på arealer, hvor afgræsningen alene har en vildsom naturpleje som formål. 12

13 Græsning (og høslet) er en vigtig del af dansk naturpleje men er primært rettet mod at bevare eller genskabe helt lysåbne naturtyper (overdrev, heder, ferske enge, moser & kær, strandenge) i kulturlandskabet. De meget omfattende erfaringer er særdeles veldokumenterede (Buttenschøn 2007). Der har imidlertid ikke været arbejdet meget med helårsgræsninger og/eller projekter med samgræsning af flere store genintroducerede arter. Der er derfor ikke så mange konkrete vejledninger at hente til dette projekt og det understreger behovet for en løbende erfaringsopsamling fra Knarmou Strandenge, ligesom det understeger, at projektet er grundlæggende eksperimentelt og må rumme en pragmatisk tilgang i sin planlægning. Når dyrene lever i den samme indhegning gennem mange år vil det medføre en konstant græsningspåvirkning af vegetationen, hvilket er en markant forskel fra den naturlige situation. For at nærme sig mere naturlige givne vilkår skal der altså findes en balance mellem krav til pleje af natur i kulturlandskabet og bestandsforhold for de udsatte dyr. Da der kan være mange forskellige hensyn at tage ved et givet græsningsområder kan der kun opstilles generelle anbefalinger, som kan vejlede en praktisk gennemførelse. Men for at opnå et varieret græsningstryk i et fragmenteret kulturlandskab er der to praktiske reguleringer at gribe til: At variere antallet af dyr og at have flere indhegnede områder tilknyttet projektet, der hver især gennem en årrække kan bære en vis bestand. Variationsmulighederne er utallige, og det følgende er baseret på en pragmatisk tilgang, som alene praktisk gennemførelse vil kunne verificere. Anbefalinger: 1. En kernelokalitetet bør have et grundlag (natur, størrelse), der kan bære en bestand på omkring 25 voksne dyr (+ kalve). 2. En kernelokalitet bør derfor ideelt set have en udstrækning på mindst 100 ha (og gerne mere). 3. På en kernelokalitet på mindre end 100 ha vil der i nogen grad afhængigt af naturgrundlaget kunne kompenseres for det manglende areal gennem supplerende føde i vinterhalvåret. 4. En kernelokalitet kan evt. bestå af to-tre adskilte indhegninger, der ligger så tæt på hinanden at en flytning af dyr kun vil kræve en begrænset indsats (et effektivt indfangningsanlæg i hver indhegning vil være en oplagt styrkelse, se særskilt afsnit herom). En flerdelt kernelokalitet vil både kunne benyttes til at lave variation i græsningen i løbet af året (f.eks. sommergræsning/vintergræsning eller mulighed for at adskille aldersgrupper (ungtyre i en indhegning m.v.) 5. En kernelokalitet bør være under kraftig græsning i op mod 10 år. Derefter bør den have en tilsvarende periode med ingen eller kun begrænset græsning. Man kan fint forestille sig, at en kernelokalitet går fra at være intensivt græsset af en samlet flok til at fungere som en sommer/vintergræsning for en lille flok ungtyre (eller for at tilgodese andre behov for projektet; f.eks. et sted at modtage dyr, der indføres udefra, inden disse sættes sammen med den fast bestand). 13

14 Hensyn til flokadfærd Baggrund: Uroksen var et flokdyr mere udpræget om vinteren end om sommeren men ellers er det sparsomt, hvad der vides om artens adfærd (Vuure 2005). Men kvægflokke, der lever halvvildt i nutiden, formodes at udvise en adfærd, der ligger meget nær på de oprindelige Urokser. Der gives i det følgende gives kortfattede beskrivelser ud fra studier af to bestande: (1) En meget unik flok af engelsk parkkvæg ved Chillingham i den nordlige del af England (Hall 1989, 2006, Hall et.al m.fl.). Flokken har levet i den samme indhegning på 135 ha siden ca Der er en nogenlunde ens kønsfordeling i flokken (f.eks. 23 hanner, 27 hunner; maj 2006). De voksne tyre lever i småflokke på 2-3 dyr, der hver har sit foretrukne område og nogenlunde adskilt. Hovedflokken af køer med deres kalve, ungtyre og kvier bevæger sig mere frit rundt. Men bestanden fungerer som et absolut monarki, hvor den ledende tyr ( kongen ) står for alle parringer med køerne. Han har dog kun magten i 2-3 år førend en yngre tyr tager over. Hovedflokken består af køerne med deres yngre kalve og kvierne, mens ungtyre går i særskilte småflokke. (2) Fra Oostvaarderplassen i Holland er flokforholdene beskrevet hos en bestand af vildokser (Heck-køer) (Vulink et.al. 2001). Dyrene blev udsat i det 650 ha store studieområde i 1984 og der var ved studiet i omkring 170 vildokser i bestanden med en næsten helt ligelig kønsfordeling. Dyrene lever langt overvejende i adskilte flokke. Flokke af ældre tyre (mindst 4 år) på 2 til 13 dyr opholder sig i hvert sit kerneområde men dog med noget overlap ligesom enkelt dyr kan skifte mellem de enkelte flokke. Resten af bestanden lever i større blandede flokke af køer, kalve, ungtyre og kvier. I vinterhalvåret sker der ingen opblanding af flokkene. I modsætning hertil er der i sommerhalvåret et stort overlap imellem køerne og den største gruppe af tyre ikke overraskende da det er tiden, hvor langt de fleste parringerne finder sted. Observationer af flokkens adfærd ved Knarmou primært i forbindelse med opsynet i vinterhalvåret, hvor dyrenes gives lidt tilskudsfoder er resumeret i Sørensen (2007), Der er endnu ikke lavet mere systematiske studier. Flokken er endnu forholdsvis lille, og den har en meget svingende kønsfordeling som p.gr.a. fjernelse af tyrekalve har en klar underrepræsentation af hanner (18-32 % hanner; dog 60 % i ét år 14

15 da der var 5 tyrekalve ud af 6 fødsler) ved kun at holde en ældre, dominerende tyr i flokken. Under sådanne forhold kan flokkens adfærd ikke påregnes at udvikle sig fuldt ud. Den enlige tyr har f.eks. automatisk monopol på flokkens køer, og den behøver ikke at være forberedt på at skulle forsvare sin position. Kongetyrens magtposition er normalt ikke et spørgsmål om, at tyrene udkæmper drabelige kampe for at have overherredømmet i sensommeren, hvor de fleste parringer finder sted. I stedet synes erfaringerne fra forvaltningen af de halvvilde kvægbestande i Holland/England at vise, at der løbende udvikles hierarkier indenfor de flokke, som tyrene lever i. Dvs. kongetyren fastholder hele tiden sin position gennem det daglige tjatten til de andre tyre og småmarkeringer indenfor flokken. Kongetyren kan derfor koncentrere sig maksimalt om at holde sig i bekvem nærhed til køerne i takt med, at disse bliver tjenlige. En indarbejdelse af hensynet til en mere naturlig flokadfærd omkring en bestand vil i høj grad medføre en øget oplevelsesværdig for publikum. Konkret anbefalinger for Knarmou Strandenge: 1. Selvom indhegningen i dens nuværende størrelse kun bør rumme en flok på voksne dyr vil det være fornuftigt af hensyn til flokkens trivsel, at lade den udvikle sig imod en mere ligelig kønsfordeling. Det vil være vigtigt at lade ungtyre blive i indhegningen, hvilket vil give den ledende tyr en mere aktiv rolle og dermed også give anledning til en bedre fordeling af dyrene i landskabet. 2. Hvis der kan inddrages et større areal vil der være et bedre grundlag for flokkens udvikling, der vil kunne blive op mod voksne dyr (+ kalve). 3. Hvis der inddrages nærtliggende arealer vest for vejen i en separat indhegning, hvilket vil kræve kontrolleret flytning af dyr, vil der desuden blive skabt mulighed for græsningen med sommer-/vintergræsning og/eller særskilt sommergræsning af ungtyre. 15

16 Veterinære aspekter m.v. Generelt fremstår besætningen som stærk og livskraftig. En foreløbig status for de veterinære forhold er resumeret i nedenstående tabel 2. Der er en meget høj fødselsrate og 100 % overlevelse af kalve i de første levemåneder. I den første sæson var der to dødfødte kalve, hvilket tilskrives stress efter transporten fra Tyskland. En kalv i startflokken viste ringe evne til at tilpasse sig de nye forhold og omkom. To unge kalve født på stedet er omkommet som følge af fysiske forhold. Men ellers er der på intet tidspunkt konstateret svækkede dyr i bestanden. Der er ikke foretaget undersøgelser af dyrenes parasitbelastning. Det anbefales at gennemføre en undersøgelse heraf i Denne bør omfatte to forhold: a. Undersøgelse af blodprøver udtaget ved håndtering af dyr b. En gødningsundersøgelse af parasitbelastningen for at fastslå niveauet og have et referencegrundlag ved vurdering af eventuelle fremtidige ændringer Tabel 2. Oversigt over veterinære aspekter m.v. Bemærkning Løbende overvågning Salmonella Dublin Sandsynligvis fri på basis af blodprøver Bovin Virus Diarré BVD fri på basis af blodprøver Endoparasitter Coccidier Ikke konstateret Leverikter Ikke konstateret Lungeorm Ikke konstateret Ektoparasitter Lus/tæger Dyrene har utøj i varierende grad, men der er ikke sat navn på disse. I sommer halvåret holder dyrene næsten udelukkende til ude på det fri og ofte tæt på kysten længst mod NØ dette kan være det mest insekt frie område. Mangelsygdomme T.eks. magnesiummangel Som forventet ikke konstateret, da dyrene gives et mineraltilskud Defekter/skader Dødsfald 14/ Kalv findes død 16/ Ung tyrekalv går til i mudderhul (sendes til destruktion) Fysisk overlast Vinter 2007/08 en ungkalv kommer i klemme i foderboks og bliver mast af andre dyr i flokken. Skrammer Dyrene har småskrammer og rifter f.eks. som følge af at gnubbe sig op af træer og buske. Andet Fødselskomplikationer a. Ingen af 27 fødsler ( ) har haft negative konsekvenser for koen. b. To kalve i foråret 2004 var dødfødte, hvilket tilskrives stress som følge af transporten fra Tyskland. Bedøvelser 24/4 2004: To tyre bedøves og øremærkes 23/ : Hele flokken bedøves og endnu ikke øremærkede dyr bliver mærket. Udtagning af dyr 6/ Ungtyr og ko tages ud af flokken. Af-lives og sendes til destruktion 4/ To tyrekalve afgår til slagtning 20/ Fire tyrekalve afgår til levebrug 16

17 Forbedret fangstfold Vildokserne har begrænset kontakt til mennesker, idet kun det daglige tilsyn indgår i deres hverdag med store regelmæssighed. Dyrene er derfor vanskelige at komme nær og det besværliggør i høj grad f.eks. dyrelægekontrol, udtagning af dyr m.v. Det synes derfor vigtigt, hvis der ved hvert kerneområde kunne etableres en effektiv fangstfold. Et forslag ses nedenfor. Forslaget er hentet fra en vejledning udviklet til brug for texansk langhornskvæg i USA. Vejledningen (på engelsk) er frit tilgængelig på nettet, og det omhandler en lang række andre gode tips om håndtering af halvvilde kvægflokke ( Forslaget er brugbart til både at indfange dyrene, til at tage enkelte dyr ud af flokken og til at få taget prøver af udvalgte dyr. Dyrene samles i en særlig fold (diagonal pens; eksemplet opererer med flere folde). Herfra fører en krum struktur (curved lane) frem til selve fangstanlægget og strukturen udnytter, at kvæg er nemmere at drive frem, hvis de tror, at der en udgang forude hvis de med sikkerhed kan se, at de er ved at blive lukket inde, vil de øjeblikkeligt forsøge at vende om. Selve det inderste af fangstanlægget fungerer ved enkelt system med to led, der både lukker bag dyret/dyrene og bestemmer om dyret skal op på en rampe til en lastbil eller skal gennem endnu en krum men nu smal gang ud (curved race chute). Denne gang kan føre til en indfangningsboks (crush squeeze), hvor dyret kan midlertidigt holdes fast, hvis der f.eks. skal tages blodprøver eller lignende. 17

18 Lidt om navnet vildokser I denne rapport benyttes betegnelsen vildokser for dyrene, der alle-rede findes i bestanden ved Knarmou Strandenge. Navnet blev anbefalet af Vildmarksgruppen under pilotprojektet for Lille Vildmose som mulig nationalpark. Navnet signalere ikke at dyrene som udgangspunkt er vilde. I stedet er dyrene til-tænkt en rolle som naturforvaltere i en mere vildsom natur, hvor de robuste dyr kan klare sig udendørs i 365 dage om året med kun begrænset tilskudsfoder i vinterhalvåret. Modsat robuste racer af kødkvæg, der også er hårdføre og kan klare sig på lignende vilkår året rundt, har vildokserne ikke andre funktioner end at påvirke naturens kredsløb. De fungerer således som vilde dyr og de er interessante fordi de indtager en funktion i naturen, der ligger nær den rolle, som den oprindelige urokse havde. Man ser derfor ofte navnet urokse brugt om dyrene både herhjemme og i udlandet. Men det må i den forbindelse være rigtigt at fastslå, at den rigtige vilde urokse desværre er uddød. Men for syv-otte tusinde år opstod tamkvægets forfædre ved en tæmning af urokser i Mellem-østen. Videnskaben diskuterer i øjeblikket i hvor vid udstræk-ning, der har fundet krydsninger sted mellem vilde urokser og tamkvæg i de næste 6000 år, hvor begge levede i Europa. Ny forskning viser, at krydsninger har fundet sted fra tid til anden. Men nok bærer alle klodens 1,3 milliarder tamkøer som udgangspunktet rundt på et arvemateriale, der stammer tilbage fra urokserne, så er der med tæmningen og i tiden som tamkvæg sket markante ændringer. Tamkvæget har fjernet sig fra det oprindelige genetiske udgangspunkt, og det har medført både tab af gener og udvikling af nye. Det tyske moderprojekt har valgt at bruge navnet Taurusrind for at signalere forskelle til Heck-kvæget. Man ser derfor også navnet Taurus-kvæg (primært Bunzel-Drücke & Thomsen 2004/2005) benyttet på dansk. Der er andre gode grunde til at bruge navnet vildokse. Det fastholder, at vi her har at gøre med en kvægtype, der på afgørende punkter adskiller sig fra de mange højtforædlede kvægracer, der benyttes i f.eks. dansk landbrug. Vildoksernes udseende har flere såkaldt primitive karaktertræk, der giver ligheder til den uddøde urokse. Vildokserne har som følge af det frie liv året igennem en langt mere naturlig adfærd end tamkøer. F.eks. bliver den nyfødte kalv i sine første levedage gemt i vegetationen, og den er ligeså svær at finde som en nyfødt uroksekalv ville have været det. Og koen passer aggressivt på sin nyfødte kalv. Det er derfor en god pointe, at vi alle straks kan se, at der er tale om en vildokse og ikke en hvilken som helst mere fredsommelig tamko. 18

19 APPENDIKS 1 Værdierne for de enkelte karaktertræk er lavet ud fra de ønsker, der er formuleret ved starten af projektet. De er derefter taget med til Knarmou, og hvert dyr er klassificeret af Hans Peter Hansen. Der er flere forhold fra dette første forsøg på at lave metode til at vurdere dyrene, der kan fremhæves: 1. Startflokken af køer (4-8) er ganske variabel og giver generelt de højeste værdier. 2. Den første årgang (2004, køerne 11-13) har tyske Heck-tyre som fædre (hvis udseende er ubekendt). Men denne årgang har givet små dyr og de får lavere værdier end mødre generationen. 3. Siden har én tyr (nr. 2) været ophav til samtlige kalve. Denne tyr er halvt Heck-kvæg, halvt Chianina. 4. Efterfølgende årgange får generelt lave værdier. Den gennemført metode til klassificering af dyrene er et første forsøg på en sådan, og den bør vurderes kritisk. Men hovedkonklusionen må være, at det er meget vigtigt at få nye tyre ind i projektet, der udviser flere af de ønskede karaktertræk. I alt Uønskede anlæg Hovedform Størrelse Benlængde Pelsfarve Hornform Fødselsår Nummer ½ 1 ½ 1 0 Tyre Køer ½ ½ 1 1 4, ½ , ½ 1 1 4, ½ 1 1 1, ½ ½ 1 1 ½ 1 1 0, ½ ½ ½ 1 1 1, ½ 1 1 0,5 19

20 Litteratur: BUNZEL-DRÜCKE, M Ecological substitutes for Wild Horse (Equus ferus, Boddaert 1785 = E. prezewalskii, Poljakov 1881) and aurochs (Bos primigenius, Bojanus 1827). Natur und Kulturlandschaft 4: Höxter/Jena. BUNZEL-DRÜCKE, M. & K.THOMSEN. 2004/2005. Projekt Taurus En økologisk erstatning for uroksen. ABU/NEPENTHES. Findes kun som on-line version: BUTTENSCHØN, R.M Græsning og høslet i naturplejen. Miljøministeriet, Skov- og Naturstyrelsen og Center for Skov, Landskab og Planlægning, Københavns universitet, Hørsholm. DANSK KØDKVÆG/DANSK LANDBRUGSRÅDGIVNING. [Uden årstal]. Kødkvæg som naturplejere En manual omkring afgræsning af naturarealer med kødkvæg. On-line version: HALL, S.J.G Chillingham Cattle: social and maintenance behavior in an ungulate that breeds all year round. Animal Behavior 38: HALL, S.J.G Livestock biodiversity: genetic resources for farming of the future. Blackwell Science Ltd. HALL, S.J.G Chillingham Park and its White Cattle. RASE Journal 167: 1-8. On-line version: HALL, S., J. FLETCHER, J.GIDLOW, B.INGHAM, A.SHERPHERD, A.SMITH & A.WIDDOWS Management of the Chillingham Wild White Cattle. Government Veterinary Journal 15 (2): SØRENSEN, U.G Vildokser og Konik-heste ved Knarmou Strandenge. Rapport til Aalborg Kommune. UG Sørensen Consult (on-line version: VULINK, J.T., A. HOEKSTRA & P. CORNELISSEN (2001): Sexual segregation in a herd of Heck cattle: the occurrence of bull groups. - In: J.T. VULINK: Hungry herds: management of temperate lowland wetlands by grazing: Van Zee tot Land 66, Rijksuniversiteit Groningen, Groningen. VUURE, C.v Retracing the Aurochs: history, morphology and ecology of an extinct ox. Pensoft. Sofia-Moscow. 20

21 Summary This report gives a number of recommendations for the future management of the flock of wild cattle under the Aalborg Municipality (Denmark). The concept of variable grazing is seen as the meaningful basis to take the project into the future. By variable grazing is understood a system of several core-areas, which will allow the stock to be relocated. The results of variable grazing within each core-area become apparent when a number of years with all-year grazing is followed by a period with little or no grazing. The concept of variable grazing is a necessity as long as the project is based only on a number of fairly restricted enclosures leaving the semi-wild cattle no chance of local movements. The breeding project is recommended to be extended to at least 2 and preferably 3-4 core-areas. The breeding project will be strengthened if it becomes possible to manage two separate breedingflocks. A number of recommendations are given to avoid in-breeding. The breeding project is in urgent need of a replacement of the king-bull. It is recommended to get new animals from the Sayaguesa-line. For the first time within the project a classification-system for ranking individual animals is suggested. The classification-system is a tool to select animals to be taken out of the project. A preliminary analysis of all animals over 2 years shows, that the present development of characters in the population is not changing for the better. Recommendations are given for the preferable habitats within a core-area, which ideally consists of ha alternatively it is made up of two-three nearby enclosures giving the same total area. It is recommend that each core-area has a carrying capacity of about 25 mature wild cattle and that the management allows a more natural flock-behaviour to develop. A summary of veterinarian aspects is given and a model for a better coral is suggested. Finally, some concluding remarks are given for the use of the name wild cattle. 21

22 Resume Denne rapport giver en række anbefalinger omkring den forsatte forvaltning af vildokserne under Aalborg kommune. Projektets mulighed for at praktisere et koncept med varieret græsning vurderes som det meningsfyldte grundlag for projektets fremtid. Med varieret græsning forstås et system af flere indhegninger, der giver mulighed for at flytte dyrene rundt. Variation i græsningen i hver indhegning fremkommer ved at en årrække med helårsgræsning af en flok vildokser følges af en årrække med lidt eller ingen græsning. Konceptet om varieret græsning vil være nødvendig så længe projektet alene har forholdsvis små indhegninger til rådighed, der ikke kan give dyrene mulighed for at vandre af egen fri vilje. Avlsprojektet anbefales at disponere over mindst to og gerne 3-4 kernelokaliteter. Avlsprojektet vil blive styrket, hvis der kan skabes mulighed for at fastholde to ynglegrupper af vildokser. Der gives en række anbefalinger om sikring mod indavl. Avlsprojektet har akut brug for udskiftning af den ledende avlstyr. Det anbefales at anskaffe dyr af den spanske Sayaguesa-avlslinie. Der opstilles for første gang anbefalinger om et klassifikationssystem til at udvælge dyr, der bør fravælges i avlsarbejdet. En første analyse af alle voksne dyr i den øjeblikkelige bestand viser, at dyrene i avlsprojektet ikke udvikler sig i den ønskede retning. Der opstilles anbefalinger om, at naturgrundlaget indenfor en kernelokalitet ideelt omfatter ha alternativt to-tre nærtliggende parceller, der tilsammen udgør dette areal. Det anbefales, at hver kernelokalitet bør kunne bære en bestand på omkring 25 vokse vildokser, ligesom forvaltningen bør give plads til at en mere naturlig flokadfærd kan udvikles. Endelig gives et resumé af veterinære forhold, ligesom der foreslås en model for en mere effektiv fangstfold. Afslutningsvist gives bemærkninger om brugen af navnet vildokser. 22