3. Dansk Folkeparti Side Historie Side Struktur... Side Er Dansk Folkeparti et nyt parti?... Side Delkonklusion.

Transkript

1 Indholdsfortegnelse 1. Indledning.. Side Projektmotivation. Side Problemformulering. Side Abstracts.. Side Begrebsafklaring.. Side Issue-voting.. Side Samfund... Side Moderne Samfund Side Senmoderne samfund... Side Vælgeradfærd... Side 6 2. Metode Side Sociologisk teori. Side Politologisk teori. Side Metodiske overvejelser... Side Kildekritik... Side Tværfaglighed. Side 8 3. Dansk Folkeparti Side Historie Side Struktur... Side Er Dansk Folkeparti et nyt parti?... Side Delkonklusion. Side Beck... Side Individualisering. Side Risikosamfundet. Side Analyse... Side Delkonklusion. Side Højrepopulisme.. Side Definition af begrebet højrepopulisme... Side Populisme Side Folkestemninger og enkeltsager frem for ideologi. Side Karismatisk lederskikkelse. Side Varetagere af folkets interesser. Side Oppositionspartier... Side Mobilisering af xenofobi.side Nationalisme... Side Opsummering af højrepopulisme Side Analyse af Dansk Folkeparti som værende højrepopulistisk Side Delkonklusion... Side Issue voting Side Beskrivelse af issue-voting. Side Teorien bag issue-voting. Side 31 1

2 6.3 Analysedel...Side Anvendelse af Issue-voting til at forklare Dansk Folkepartis øgede stemmeandel.. Side Hvilken model skal bruges til at beskrive vælgernes adfærd?... Side Kernevælgere kontra issue-votere Side Hvem har issue-voted på Dansk Folkeparti og pga. hvilke issues?. Side Dansk Folkepartis arbejdsprogram Side Delkonklusion. Side Konklusion.. Side Sammenkobling af analyseafsnit Side Konklusion.. Side Perspektivering... Side Litteraturliste... Side 46 2

3 1. Indledning I det følgende afsnit vil vi gennemgå projektmotivation, begrebsafklaring, problemfelt, problemformulering, abstracts og metode. Med kapitlet ønsker vi at give en kort introduktion til projektet og at give et overblik over projekts opbygning og inddeling. 1.1 Projektmotivation Under hus-temaet En verden i forandring? blev vi motiveret til dette projekt, af valgresultatet ved folketingsvalget i Resultatet ved dette valg blev, at vi i Danmark valgte en borgerlig VK-regering, med Dansk Folkeparti som støtteparti. Der skete her en markant vælgervandring fra venstre mod højrefløjen, som resulterede i, at Dansk Folkeparti blev Danmarks tredjestørste parti. Valgresultatet var konsekvensen af en intens valgdebat, hvor et af omdrejningspunkterne for debatten var indvandrere. Dansk Folkeparti fik sat indvandrerpolitikken på den politiske dagsorden, og de andre partier fulgte, med så godt de kunne, mens de forsøgte at bevare deres troværdighed. Undtagelsen var Centrum Demokraterne, som valgte at stå udenfor indvandrerdebatten. Muligvis var dette medvirkende til, at Centrum Demokraterne ikke blev valgt ind i folketinget. Folketingsvalget 2001 adskiller sig fra tidligere valg, netop på grund af den store vælgervandring mod højre. For at finde et lignede valg skal man tilbage til Jordskredsvalget i 1973, hvor en flere nye partier entrerede folketinget, og Fremskridtspartiet fik en stor stemmeandel. Vi undrer os over, at Dansk Folkeparti som bl.a. har klare holdninger til udlændingepolitikken og med et stærkt nationalistisk fokus, har kunnet mobilisere så stor en del af vælgerskaren siden partiets start i Denne højredrejningstendens har fundet sted flere steder i Europa. Vi lever i et samfund, der i stigende grad er udsat for globalisering, hvor der sker en udlejring på tværs af tid og rum. Ting der finder sted på den anden side af jorden, kan påvirke os her i Danmark og omvendt. Der er opstået et gensidigt afhængighedsforhold verden over, og nogen taler om et globalt fællesskab. Globaliseringen har blandt andre, to konsekvenser for de nationale identiteter, herunder den danske nationalitet: En øget homogenisering og ensretning i verden, som kan virke som en trussel mod de enkelte nationalstaters identiteter samt en 3

4 fragmentering, hvor borgerne som modreaktion mod homogeniseringen forsøger at differentiere sig, med henblik på at bevare deres nationale identitet. Vi er interesserede i at finde ud af hvilke samfundsvidenskabelige forhold, der ligger til grund for denne stigende tilslutning til Dansk Folkeparti. Dansk Folkeparti fremstår som et stærkt parti med Pia Kjærsgård i spidsen. Partiet har formået at få bragt tidligere politiske tabuemner til debat. Der er opstået en ny politisk adfærd, som afspejles i den nye vælgeradfærd, eller omvendt? Globaliseringen skaber både vindere og tabere. Vinderne er dem, der formår at mobilisere sig i den nye tid-rum-udvikling. Disse kan karakteriseres som grænseløse individer. Taberne er de immobile individer, som ikke formår at udnytte globaliseringens muligheder, men fokuserer mere på traditionelle familiære, nationale og bekendte værdier. Dansk Folkeparti repræsenterer netop disse værdier ved at vægte det gamle Danmark værdierne kommer til udtryk både i partiets ytringer samt i deres trykte materiale, som gør partiets holdninger let forståelige og identificerbare. 1.2 Problemformulering Hvilke sociologiske og politologiske tendenser kan bidrage til at forklare Dansk Folkepartis stigende succes i partiets levetid? Med succes menes den øgede stemmeandel. Med tendens menes udviklinger i samfundet. 1.3 Abstracts I det følgende vil vi kort redegøre for hvilke emner, vi vil komme ind på for at besvare problemstillingen. Vi opstiller en række arbejdsspørgsmål og forklarer kort for, hvordan disse vil blive besvaret. Vi tilstræber en logisk fremgang i opgaven, hvorfor vi har valgt at opstille spørgsmålene på følgende måde: Er Dansk Folkeparti et nyt parti? I dette afsnit vil vi undersøge om Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti er det samme parti, og om Dansk Folkeparti har overtaget Fremskridtspartiets vælgere. 4

5 Beck: Hvordan kan man ud fra Beck forklare nogle af de ændrede generelle betingelser i samfundet, der faciliterer fremvæksten af Dansk Folkeparti? Her vil vi gennemgå samfundsmæssige udviklingstendenser som individualisering og risikosamfund. Endeligt vil vi bruge Beck til at forklare Dansk Folkepartis øgede stemmeandel. Højrepopulisme: Hvordan kan højrepopulisme anvendes til at forklare tilslutningen til DF? Vi vil søge at klassificere Dansk Folkeparti som værende højrepopulistiske og dermed kunne forklare én af årsagerne til den øgede vælgertilslutning til partiet. Issue-voting: Hvordan kan man ud fra issue-voting forklare Dansk Folkepartis øgede stemmeandel? Vi vil kort gennemgå begrebets historiske kontekst. Forklare hvordan vælgeradfærden har ændret sig, og hvilken effekt dette har haft på partiadfærden hos f.eks. Dansk Folkeparti. Vi vil i den forbindelse gennemgå dele af teorien bag issue-voting. (nærheds- og retningsmodellen). Konklusion og perspektivering. 1.4 Begrebsafklaring Issue-voting: Issue-voting kaldes på dansk sagsbetinget vælgeradfærd, og er egentlig en hypotese om vælgeradfærd. Denne hypotese er imidlertid meget godt underbygget af empirisk materiale. Begrebet bruges til at beskrive vælgere i senmoderne samfund, som ved valg placerer deres stemme under stor påvirkning af issues. Ved issues forstås enkeltsager. Issue voting indebærer, at vælgerne opfører sig rationelt, og derfor stemmer på det parti, der gennem sin vægtning af enkeltsager, giver vælgeren den største nyttevirkning. (Nielsen 2003, s. 237) Samfund: Moderne samfund: Det moderne samfund havde allerede sin begyndelse tilbage til 1800-tallet, hvor industrialiseringen havde sit indtog i Europa. Her var de traditionelle fællesskaber defineret ud fra økonomiske klasser og politiske overbevisninger. Identiteten var fastlagt fra fødsel. (Jacobsen 1998 s.31) 5

6 Senmoderne samfund: Modernitetens udviklingstendenser i samfundet, som ses i form af den stigende individualisering, globaliseringen og den øgede refleksivitet går det moderne industrisamfund over til at være et risikosamfund. Et risikosamfund er et mere refleksivt samfund, i og med det i stigende grad bliver tvunget til selv, at forholde sig til de utilsigtede konsekvenser som eksempelvis fare og risici i samfundet. Dette har medfør, at der er opstået nye fællesskaber på tværs af hidtidige klasseskel og politiske tilhørsforhold. Individet er ligeledes blevet refleksivt og danner selv sin identitet, da det er blevet løsrevet fra dets traditionelle fællesskaber. (Jacobsen 1998 s.70) Vælgeradfærd: Udtryk for den adfærd som vælgerne udviser ved at fastholde eller skifte parti ved stemmeafgivningen. (Samfundslex s. 424) Der findes to gængse teorier om vælgeradfærd. Den ene teoritype bygger på, at vælgernes placering i det sociale miljø fremmer bestemte holdninger og normer, og ud fra dette træffer man sit partivalg. Den anden teori går ud på, at vælgerne handler rationelt og individorienteret, altså at den enkelte vælger stemmer på det parti, som vurderes bedst, at kunne tilfredsstille vælgerens behov. (Samfundslex s. 424.) 2. Metode 2.1 Sociologisk teori: Vi har i det sociologiske afsnit valgt at arbejde med sociologen Ulrich Beck. Grunden til at vi har valgt netop Beck, er at vi tidligere har behandlet hans teorier i undervisningen og ikke mindst, at han danner et godt grundlag for besvarelsen af vores problemstilling. Som sociolog beskriver Beck konsekvenserne af det senmoderne samfund. Og det er netop disse konsekvenser vi vil undersøge, da vi har en formodning om, at de kan bidrage til at forklare Dansk Folkepartis succes. I det senmoderne samfund er de traditionelle fællesskaber blevet opløst, og dette har visse konsekvenser for samfundet. 6

7 Vi har valgt at arbejde med de begreber, som vi finder relevante for at kunne forklare den øgede vælgertilslutning til Dansk Folkeparti. Disse begreber er netop resultatet af det senmoderne samfund. Den sociologiske del af opgaven beskriver bredt den generelle samfundsmæssige udvikling. Sociologien beskriver den generelle udvikling i samfund. Den sociologiske del kan altså ikke alene forklare Dansk Folkepartis succes, men derimod kan sociologien bruges til at forklare opkomsten af politologiske tendenser, i vores opgave højrepopulisme og issue-voting. Den sociologiske udvikling kan altså ikke direkte kobles sammen med Dansk Folkeparti. Den samfundsmæssige udvikling har jo ikke kun konsekvenser for dansk folkeparti, men for alle partier i Danmark. Den sociologiske del har altså en begrænset forklaringskraft i forhold til problemstillingen. Den kan forklare opkomsten af politologiske tendenser, men ikke tendenser der kun er rettet på Dansk Folkeparti. 2.2 Politologisk teori: I den politologiske del af projektet, har vi valgt, at bruge forskellige teoretikeres materiale til beskrivelsen af Dansk Folkeparti som højrepopulistisk parti, hvor vælgerne i høj grad er påvirket af fænomenet issue-voting. Inspireret af Anthony Giddens og Hans Georg Betz, har vi valgt at udlede vores egen definition / teori om højrepopulisme. Vi er af den opfattelse, at de allerede skrevne definitioner ikke har været fyldestgørende nok, og kun med disse, ville vi således ikke kunne besvare problemstillingen fyldestgørende. Til beskrivelse af issue-voting bruger vi Kenneth Thue Nielsens indlæg i Goul og Borres Politisk forandring fra Vi inddrager retningsmodellen (Rabinowitz og MacDonald) og nærhedsteorien (Downs). Vi har valgt at beskrive højrepopulisme og issue-voting, da vi mener ud fra disse begreber, at kunne forklare noget af den øgede vælgertilslutning til Dansk Folkeparti. 2.3 Metodiske overvejelser: Vi har valgt primært at bruge skreven teori til besvarelse af vores problemstilling. Dette har vi gjort fordi visuel teori, f.eks. tv-debatter og vælgermøder ikke har været let tilgængelige. Vi er dog klar over, at havde vi fokuseret på denne type teori, ville det have givet projektet en anden dimension, hvor man muligvis ville være kommet frem til andre konklusioner end dem vi gør. 7

8 Herudover mener vi heller ikke, at vi har forudsætninger for at bearbejde visuel teori, da vi endnu ikke er blevet introduceret til denne teknik. 2.4 Kildekritik: Den empiri der er inddraget i projektet, er kvantitative undersøgelser, udarbejdet af andre end os. Dette har både fordele og ulemper. Fordelen er primært, at kvantitative undersøgelser er omfangsrige, og som regel kræver det en del kapital og tid. Ulempen er, at vi ikke kender empiriens baggrund. Vi kan ikke vide hvordan et givent spørgsmål er blevet stillet og i hvilken sammenhæng. Dette medfører en vis statistisk usikkerhed og man skal derfor være påpasselig med at drage konklusioner kun på baggrund af empiri, hvorfor vi også inddrager teori. Vi mener dog at kunne sætte vores lid til at Jørgen Goul Andersen og Ole Borre, som er dem vi bruger til vores empiri, da de begge er universitets professorer (Goul 2003) Tværfaglighed: Vi har valgt at kombinere en sociologisk og politologisk vinkel på problemstillingen, så det kan munde ud i en tværfaglig besvarelse. Sociologiske teorier omhandler generelle samfundsmæssige betingelser i samfundet. Sociologi handler altså om mere bløde valg, hvorimod politologi handler om mere specifikke tendenser f.eks. at individet er nyttemaksimerende i forhold til dets valg. Politologi handler om mere beregnende valg. Ved inddragelse af begge områder til besvarelse af opgaven, vil vi således få en mere nuanceret og bredere besvarelse, idet kun inddragelse af en synsvinkel vil være for snæver til besvarelse af vores problemstilling. Ikke alle individer har samme intentioner og tilgange, når de går til stemmeboksen. De færreste mennesker tænker kun politologisk, når de går til valg f.eks. kun på nyttemaksimering, og de færreste tænker kun sociologisk f.eks. fordi de ønsker at indgå i et fællesskab. De fleste inddrager altså flere perspektiver, der alle ligger til grund for deres kryds i stemmeboksen. Og netop derfor er en tværfaglig besvarelse nødvendig. 1 Jørgen Goul Andersen er professor ved institut for Økonomi, Politik og Forvaltning ved Aalborg universitet. Ole Borre er professor ved institut for Statskundskab ved Århus Universitet. 8

9 3. Dansk Folkeparti 3.1 Historie: Efter en strid i Fremskridtspartiet brød 4 medlemmer ud og stiftede den 6. oktober 1995 Dansk Folkeparti. Medlemmerne var Pia Kjærsgaard, Poul Nødgaard, Ole Donner og Kristian Thulesen Dahl. Partiet som fra starten ikke blev spået store fremtidsmuligheder, valgte hurtigt Pia Kjærsgaard til formand. Partiet blev først opfattet som en kloning af Fremskridtspartiet, men fik snart succes med at udvikle en egen national og social profil. Dette betød, at de tidlige spådomme blev gjort til skamme, og partiet blev hurtigt etableret med tretten mandater ved deres første folketingsvalg i De er også senere kommet til at spille en væsentligt parlamentarisk rolle i de følgende regeringsdannelser. ( ) 3.2 Struktur: Dansk Folkeparti partiledelse består af partiformanden Pia Kjærsgaard, hendes mand Henrik Thorup, gruppeformanden Kristian Thulesen Dahl, sekretariatschef og næstformand Peter Skaarup, ungdomsformanden Morten Messerschmidt, pressechefen Søren Espersen og EU-parlamentsmedlem Morgens Camre. Denne snævre kreds tilrettelægger i høj grad partiets politiske linie samt partiets strategi og taktik. ( ) 3.3 Er Dansk Folkeparti et nyt parti? I dette afsnit vil vi forsøge, at afklare om Dansk Folkeparti har overtaget Fremskridtpartiets stemmer eller om Dansk Folkeparti er et nyt parti. Man kan sætte spørgsmålstegn ved, hvorvidt Dansk Folkeparti er en succes. Har partiet i virkeligheden bare overtaget en stor del af sine vælgere fra det tidligere Fremskridtsparti? I hvor høj grad deler Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet mærkesager? Spørgsmålet er om Dansk Folkeparti, har fået selvstændig succes, eller om det bare er et nyt Fremskridtsparti? Svaret på disse spørgsmål, vil vi finde ved at undersøge forskellene mellem de to partier. 9

10 I tabel 4.2 (Goul 2003, s.65) beskrives vælgervandringer partierne imellem fra folketingsvalget 1998 til det følgende valg i Denne tabel kan bruges til at beskrive, i hvor stort omfang Dansk Folkeparti har modtaget vælgere fra Fremskridtspartiet, og hvorfra Dansk Folkepartis vælgere i øvrigt kommer. Fra valget i 1998 til valget i 2001 mistede Fremskridtspartiet en stor andel af deres vælgere. Ca. en tredjedel af disse vælgere gik over til Dansk Folkeparti (dette svarer til 0,6 % af samtlige vælgere ved valget i 2001) og resten fordelte sig imellem Konservative, Venstre samt sofavælgere. Bemærkelsesværdigt er det, at Dansk Folkeparti i højere grad hentede deres vælgere fra Socialdemokratiet, Venstre og sofavælgerne end fra Fremskridtspartiet (hhv. 1,7%; 1,1% og 2,1% af den samlede vælgerskare). Umiddelbart ser det altså ikke ud til, at Dansk Folkeparti i nævneværdig grad har overtaget Fremskridtspartiets vælgere, men nogle er dog gengangere. Selvom både Fremskridtspartiet og Dansk Folkeparti fremstår som populistiske partier, med mange mærkesager og en lav grad af ideologi,(jf. afsnittet om højrepopulisme) er der dog markante forskelle mellem de to partier. Ved Jordskredsvalget i 1973 profilerede Fremskridtspartiet sig især på det skattepolitiske område. Først senere inddrog de udlændingepolitik i deres politiske program. Fremskridtspartiet har siden partiets start haft som mål at afskaffe partivældet og samtidig reducere eller afskaffe indkomstskatten (jf. partiets program: ) Skattepolitik har aldrig haft høj prioritet hos Dansk Folkeparti, men det har til gengæld ældre- og udlændingepolitik. Udlændingepolitik har Fremskridtspartiet ligesom Dansk Folkeparti haft som mærkesag gennem de seneste år. Ved gennemlæsning af Fremskridtspartiets udlændingepolitik.( ) virker det som om, at partiet er noget mere fjendtligt stemt overfor flygtningeog indvandrere end Dansk Folkeparti. Dette ses for eksempel i dette citat fra Fremskridtspartiets program (udlændingepolitik): Jihad - Hellig Krig Muslimske piger tvinges til at leve tildækket og afsondret, indtil de kan blive gift med en fætter fra hjemlandet, som typisk er uden nogen brugbar uddannelse og som aldrig har lært et ord dansk. Men han har gået på koranskole, hvor han har terpet den hellige tekst. Så han har lært om jihad (hellig krig), afhugning af hænder og fødder, dødsstraf for 10

11 homoseksualitet og stening til døde for utroskab. Seksuel lemlæstelse af små piger kaldes omskæring. Drab på nærtstående familiemedlemmer, som ikke lystrer familieoverhovedet, kaldes æresdrab. ( ) Den forholdsvis markante tone i dette citat (som i øvrigt er den samme i hele udlændingepolitikken), genfindes ikke konkret i Dansk Folkepartis arbejdsprogram, jf. afsnittet om issue-voting. Dansk Folkeparti adskiller sig fra Fremskridtspartiet ved at have en lidt blødere politik på udlændinge- og skatteområdet. Hvor Fremskridtspartiet går ind for en fjernelse af indkomstskatten, er Dansk Folkeparti ind for gradvise sænkninger, så længe det ikke får negativ effekt på en række velfærdsområder, jf. Dansk Folkepartis arbejdsprogram under punktet "Skat og retfærdighed. Skattepolitikken har givetvis været en vigtig faktor, for Fremskridtspartiets succes ved Jordskredsvalget, mens årsagerne til Dansk Folkepartis succes skal findes på andre områder. Hvad angår partiernes mærkesager adskiller de sig, altså både når det gælder vægtningen af sager, samt betoningen af disse. En anden udpræget forskel mellem de to partier er deres placering på den traditionelle højre-venstreskala. Fremskridtspartiet ligger ifølge Anders Lauberg 2 (jf. model i Laubjerg: 2002, ) yderst til højre, mens Dansk Folkeparti ifølge Lauberg ligger i en helt ny dimension. Hvor Dansk Folkeparti kan profilere sig som et konservativt socialdemokrati (Laubjerg ) 3.4 Delkonklusion: Der er altså på mange forskelle mellem de to partier, og der er ikke de store indikationer på at Fremskridtspartiets vælgere i nævneværdig grad er overgået til Dansk folkeparti. Deres politikker ligger ikke så langt fra hinanden, men der er dog forskel på hvor de lægger deres politiske hovedvægt, samt hvor ekstremt de fremstiller deres mærkesager. 2 Anders Laubjerg, næstformand i Dansk Metal, og forfatter af bla. Bøgerne; Nyt politisk forum, og Tilblivelsen dialektik, en undersøgelse af den marxistiske udviklings idés aktualitet. M. fl. 11

12 4. Beck Hvordan kan man ud fra Beck forklare nogle af de ændrede betingelser i samfundet, der faciliteter den øgede tilslutning til Dansk Folkeparti? 4.1 Individualisering: Nedenstående giver et indblik i det nye fællesskabers dannelsesrammer herunder deres omdrejningspunkter, som følge af individets individualisering. Vores tidligere mønster siger, at man stemmer alt efter, hvilken position man har i samfundet. Traditionelt stemte arbejdere på socialdemokratiet, bønder på Venstre osv. Dette fænomen kan betegnes class-voting. Class-voting er i dag et perforeret begreb. Vælgerne stemmer ikke længere efter klasse. Baggrunden for denne udvikling er sociale ændringer, der har løst konflikterne, der lå i de forskellige klasseskel. Dette har ført til et ophør af de traditionelle fællesskaber og en individualisering af individet (Stubager 2003). I det følgende vil vi gennemgå begrebet individualisering, som ifølge Beck, er en af de faktorer, som har ført til ophøret i klasseskel. Til at forklare kapitalismens indflydelse på den øgede individualisering inddrager Beck, Marx og Weber. Den industrielle kapitalisme medførte, at individet blev frisat fra de traditionelle fællesskaber. Udviklingen skyldtes en udvikling i de sociale institutioner, der eksisterede i samfundet, f.eks. opkomsten af velfærdsstaten, og hermed en ændring i individets relation til samfundet (Bislev 1999 s. 62). Frisættelsen skete på to niveauer; fra de feudale bindinger og de traditionelle fællesskaber (Beck 1986 s. 134). Individet blev altså mere fristillet i dannelsen af dets egen skæbne. Mennesket opfattes nu som et refleksivt individ, der selv danner dets eget liv. De traditionelle fællesskaber havde siden 1950 erne været i opløsning på grund af differentieringer. Dette førte til at klasseskellene udviskedes. I og med at de traditionelle fællesskaber er blevet ophævet, og individet er blevet differentieret, er der yderligere sket nogle indre differentieringer i fællesskaberne. Disse differentieringer viser sig bl.a. i uddannelsessystemet, hvor man, for at blive beskæftiget på arbejdsmarkedet i stigende grad er afhængig af specialiseret uddannelse (Beck 1986 s. 139). Individualiseringen skyldtes også den øgede urbanisering, hvilket er endnu en faktor, der bidrog til ophøret af de traditionelle fællesskaber, idet land- og byboere blandedes, og medførte en grovmasket social sammensætning (Beck 1986 s.13). 12

13 Konsekvenserne af ophøret med de traditionelle fællesskaber, klasseskel og den øgede individualisering er mange: Sociale bevægelser opstår i dag på baggrund af at private handlings- Og beslutningsspillerum er truede, hvor de i det traditionelle samfund var klassebestemt (Beck 1986 s.158). De nye fællesskaber er situations- og personafhængige, netop fordi klasseskellene er forsvundet, og som følge af den øgede individualisering. Fællesskaberne er formålsbestemte. Som Beck skriver opstår der en samfundsmæssig struktur, som er et let offer for massemediernes yndlingstemaer og foretrukne konflikter (Beck 1986 s.160). 4.2 Risikosamfundet: Den industrielle udvikling, kapitalismen og globaliseringen har ført til en udvikling af nye risici som præger samfundet. I det følgende vil vi gennemgå karakteristika ved de nye risici, og hvordan individet forholder sig til og tackler disse risici. Som tidligere nævnt førte moderniseringen til et ophør med de historiske sociale klassekonflikter, og en individualisering i de sociale klasser. I stedet er det nu risikosamfundets konflikter, der er kernen i samfundet. Som følge af flere samfundsmæssige forhold; kapitalisme, industrialisme mv. har risiciene i samfundet ændret karakter. Hvor de tidligere tiders risici var præget af knaphed og personlig karakter herunder nød; fattigdom, er de nye risici forbundet med produktionen og den teknologiske udvikling (Beck 1986 s. 27). Industriel produktion har skabt de nye risici, som f.eks. er forurening (Beck 1986 s. 31). Som følge af moderniseringen har risici i dag en mere global karakter (Beck 1986 s. 30). Risiciene er grænseløse, idet forurening ikke kender nogen grænser. Risiciene er typisk usynlige og kan ikke mærkes (Beck 1986 s. 37). De nye risici er i princippet universelle altså klasseløse. Dette formulerer Beck som: Nøden er hierarkisk, smoggen er demokratisk (Beck 1986 s. 49). Undtagelsen ligger i, at Graverende fattigdom og ekstreme risici synes konsekvent at tiltrække hinanden. I risikodistributionens hasardspil synes underudviklede flækker at være særlig populære (Beck 1986 s. 56). De rige har muligheden for, til en hvis grad at undgå forureningen, f.eks. ved at flytte. En mulighed som de ikke deler med de fattigere. Dette fører altså til en forstærkelse af uligheden (Beck 1986 s. 48). 13

14 De mange risici er vidensafhængige, fordi de er afhængige af at blive defineret. Tit foregår definitionerne ved hjælp af grænseværdier. Denne vidensafhængighed medfører samtidig, at det er muligt, at bortforklare de nye risici, netop fordi de er uhåndgribelige (Beck 1986 s. 32). Risiciene er forbundet med en boomerangeffekt. Bruger en landmand gødning for at fremme væksten af sine afgrøder, fører dette til at jorden forurenes af gødningen. Hvilket bevirker at dyr- og plantelivet er truet af udrydning. I sidste ende kan de dyr, der førhen befrugtede landsmandens afgrøder ikke længere eksistere, og landmanden får ingen høst (Beck 1986 s. 57). Boomerangeffekten fører til en sprængning af klassemodellen, fordi forureningen er grænseløs. Dette fører til, at der ikke længere er behov for den traditionelle politiske opdeling, dvs. traditionelle politiske klasseskel (Beck 1986 s. 32). Mennesket er plaget af en evig frygt for de nye risici De forureningsplagede nutidsmenneskers blik, er ligesom eksorcistens blik, rettet mod noget usynligt (Beck 1986 s. 98). Mennesket forsøger at erkende det umiddelbare f.eks. radioaktivitet. Dette fokus fører til nye angstfællesskaber, som følge af de fremkomne risici (Beck 1986 s. 99). Resultatet af dette er et syndebuksamfund. Menneskene forsøger at håndtere de umiddelbare risici ved at bortlede deres angst og usikkerhed til noget andet. Dette danner basis for Radikale og fanatiske, politiske strømninger, hvor stereotyper gøres til fjendebilleder, netop i menneskets forsøg på at kunne kontrollere det umiddelbare (Beck 1986 s. 101). Risikosamfundets konsekvenser ses også i den politiske debat, der Opstår et politisk potentiale, som er knyttet til katastrofer. Forsøget på at afværge og styre disse kan afstedkomme en reorganisering af magt og ansvar. Hvor politikken altså udøves på baggrund af disse mulige katastrofer. Risikosamfundet er indbefattet af Den nye uoverskuelighed (udtrykket stammer fra Habermas). Denne uoverskuelighed udmønter sig i flere scenarier. Uoverskueligheden skyldes individers manglende evne til at overskue udviklingen. Dette har blandt andet sat sine spor i en ændret vælgeradfærd. Der er kommet færre kernevælgere og flere marginalvælgere. Dette skyldes også ophøret med de traditionelle klassekonflikter. Den politiske adfærd er præget af en evig kamp om at fiske stemmer. 14

15 4.3 Analyse: Hvad kan Beck sige om Dansk Folkeparti og deres øgede stemmeandel? Beck fortæller om nogle af de generelle betingelser, der præger det senmoderne samfund. Mennesket er blevet individualiseret og lever nu i et samfund, der er plaget af nye risici. I det senmoderne samfund er de traditionelle fællesskaber ophørt, og individet indgår nu i nye fællesskaber. Beck fortæller om den generelle ramme, som har ført til netop højrepopulisme og issue voting. Udviklingstendensen inden for denne ramme er sket over mange årtier, og dermed kan de ikke entydig bruges til at forklare Dansk Folkepartis øgede stemmeandel. Det er vigtig at nævne, at de nye generelle betingelser omkring ophøret med de traditionelle fællesskaber og begyndelsen af nye, ikke kun gælder for Dansk Folkeparti, men for alle partier i Danmark. Becks tanker om individualisering og risikosamfundet er altså en generel betingelse, der kan være med til at forklare Dansk Folkepartis øgede stemmeandel. Men da den sociologiske udvikling er af bred karakter, og ikke kun er sket siden sidste valg, kan vælgernes øgede stemmeandel til Dansk Folkeparti altså ikke udelukkende forklares ud fra disse betingelser. Derimod kan begreberne forklare noget om de generelle betingelser, der præger det senmoderne samfund, og kan altså være medforklarende som en af de faktorer der blandt andet muliggør højrepopulismens opkomst og vælgernes øgede issue-voting (jf. issue-voting og højrepopulisme afsnit) Individet er i det senmoderne samfund blevet individualiseret og står overfor nye risici. Dette fører til en modtagelighed overfor angstfællesskaber, hvor omdrejningspunktet er en synlig syndebuk. Syndebukpolitikken er netop en af højrepopulismens grundpiller. Et eksempel på dette, kan være Dansk Folkepartis udlændingepolitik, hvor partiet projicerer befolkningens xenofobi, over på indvandrerne og dermed gør dem til syndebukke. (jf. afsnit om højrepopulisme). Dansk Folkeparti mobiliserer xenofobi hos dets vælgere og dermed indgår vælgerne altså i nye angstfællesskaber. Dansk Folkeparti bruger fjendebilleder til at forstærke deres synspunkter, og dette tiltrækker individer, der forsøger at kontrollere risiciene. Et eksempel på dette er partimedlem Mogens Camre, udtalelse efter angrebet på World Trade 15

16 Center Alle vestlige lande er infiltreret af muslimer. Nogle taler pænt om os. Men de venter kun på at blive nok til at få os fjernet. Omkring samme tid udtalte et andet partimedlem Michael Rex Islam er ikke en religion i traditionel forstand. Det er en terrororganisation, som prøver at opnå verdensherredømmet ved vold ( Pedersen 2002). Disse to udtalelser viser, at Dansk Folkeparti, benytter sig af angst og fjendebilleder, når de skal udtrykke deres politiske holdninger. Fjendebillederne kan f.eks. være stereotyper om folk med en anden etnisk baggrund end dansk, og dermed bliver de differentierede fra de nationale individer. Hvilket muligvis kan føre til en øget nationalisme. Højrepopulisme omfatter også nationalisme (jf. højrepopulisme afsnit). Så til en vis grad har individualiseringen ført til et øget behov for nationalisme, da individet er frigjort fra de traditionelle fællesskaber individerne søger derfor en samhørighed med et så grundlæggende og traditionelt fællesskab, som det der hersker omkring nationalisme. Individet kan ikke kontrollere det umiddelbare, og som kompensation for at de ikke kan kontrollere det umiddelbare, forsøger de at kontrollere det de kan se, f.eks. indvandrere, gennem et fokus på nationalisme. Beck beskriver, hvordan de nye fællesskaber dannes på baggrund af trusler. Fællesskaberne er persons- og situationsafhængige, og individerne indgår i de fællesskaber, hvor de mener, deres ønsker bedst kan blive opfyldt. Dermed indgår de i fællesskaber med et formål for øje. Issue voting tager udgangspunkt i at vælgerne stemmer alt efter hvor de kan opnå størst nytte af deres stemme. I de nye fællesskaber er det altså ikke ideologi der er udslagsgivende for ens stemme, men snarere enkeltsager såkaldte issues. En af dansk folkepartis mærkesager er indvandrere, herunder stramninger af indvandrerpolitikken. Dette emne kan ved sidste valg have tiltrukket de nye situations- og personafhængige fællesskaber (jf. afsnit om issue-voting). Dansk Folkeparti har en stor andel af arbejderstemmer 3. Arbejderne er samtidig dem, der føler at indvandrere udgør en alvorlig trussel mod deres nationale egenart. 4 Arbejderne kan her have issue-voted på dansk folkeparti ved valget 2001 på baggrund af partiets klare udlændingepolitik, fordi de 3 61,2 procent af Dansk Folkepartis stemmer er fra arbejdere. Hermed ligger andelen af arbejderstemmer 20.7 procent over gennemsnittet for de danske partier (Goul 2003 s. 217) 4 Af Tabel 13.6 (Goul 2003, s. 213) fremgår det at arbejderne der er en difference på +14, ved spørgsmål indvandring udgør en alvorlig trussel mod vores nationale egenart, når man trækker de enige fra uenige. Omvendt er funktionærerne mere uenige med udsagnet som arbejderne er enige. 16

17 har haft det formål med deres stemme, at beskytte deres egen nationale identitet (jf. de føler at deres nationale egenart er truet). 4.4 Delkonklusion: Ifølge Beck har den samfundsmæssige udvikling dannet baggrund for en ny række af tendenser i samfundet. Individualisering og de nye risici ligger til grund for de nye politologiske tendenser som højrepopulisme og issue-voting. Dette skyldes at individet indgår i nye fællesskaber som dannes med henblik på et bestemt formål som er afhængig af de sociale og personlige relationer man indgår i. Populisme er ikke et nyt fænomen, da det er set tidligere i historien. Der er nærmere tale om en samfundsmæssig tendens, der gør begrebet populisme mere fremtrædende. 5. Højrepopulisme. Dette afsnits overordnede formål er, at begrebsafklare højrepopulisme. Vi vil bruge kendetegn og karakteristika til at beskrive begrebet. Afsnittet skal give en forståelse af højrepopulismens natur og virke. Formålet er endvidere at give læseren en baggrundsviden i forhold til forståelse af den senere analyse af, hvor vidt man kan anvende begrebet højrepopulisme til at forklare Dansk Folkepartis succes altså øgede vælgertilslutning. Først vil vi beskrive Anthony Giddens forklaring på, hvorfor populismen er opstået, og hans opfattelse af den. Derefter vil vi beskrive begrebet populisme, herunder specifikt højrepopulisme. Til sidste vil vi lave en analyse af, hvor vidt vores opridsede teorier passer på Dansk Folkeparti. I den senmoderne tid, har der fundet en del forandringer til. Af betydning for den menneskelige sameksistens, kan nævnes de udbredte kommunikationsmuligheder, så som internet. Det er dog ikke noget nyt, at verden er blevet mindre, men det er hastigheden dette sker med, som ligger i forandringen. Denne udvikling betegnes globalisering. I dette begreb ligger, at vores hverdagserfaringer i lige så høj grad, tager afsæt i internationale som nationale eller lokale begivenheder.(lystrup 2001, s. 173) Sociologen Anthony 17

18 Giddens ser globalisering som en følge af det senmoderne samfund. (Lystrup 2001, s. 173). Betegnelsen stigende refleksivitet 5 benytter Giddens til at beskrive en anden konsekvens af det senmoderne samfund. Mennesket stiller nu i langt højere grad end tidligere spørgsmål ved sig selv og dets omgivelser. Forholdet til miljøet, forholdet til andre medborgere, værdier og spørgsmål, der vedrører én selv, er problemstillinger de fleste mennesker i informations- og videnssamfundet tænker over, mener Giddens (Lystrup, 2001, s. 161) Dette indbefatter naturligvis også politik og ideologi. Tiden er en anden nu individet har en kritisk stillingtagen. En positiv effekt af jeg vil selv processen, er at den skaber en kritisk stillingstagen for befolkningen. Det mere betænkelige er, at letfattelige budskaber som populistiske slogans, bliver til dybe sandheder (Dette er et postulat, fremsat af sociologen Lystrup (i Lystrup 2001, s. 161) netop på grund af den manglende viden om det politiske system. Giddens taler om en tredje konsekvens af det senmoderne samfund, der består af tvivl og usikkerhed hos det enkelte menneske, når det står tilbage uden ideologisk grundlag. Hvem skal man så lytte til? (Lystrup 2001, s. 162). Og hvem kan man have tillid til? Giddens hæfter sig ved, at for den enkelte er tillid vigtigt. Det er ikke muligt, at takle de mange forandringer tilfredsstillende, hvis man ikke har tillid til andre mennesker. Netop i politiske spørgsmål, er dette helt centralt. Behovet for tillid forstærkes yderligere af den stadig større grad af individualisme i samfundet. Vi er ikke længere automatisk født ind i et fællesskab og slet ikke i en klasse (jf. sociologi afsnittet og Beck). 5 Ordet betyder genspejling eller tilbagekastning. 18

19 Figur 1 Oplevelse af tilværelsen som usikker, opdelt og opsplittet. Behov for identifikation. Søgen efter en tillidsvækkende person. Problemer i Informations samfundet. Opløsning af sociale fællesskaber Globalisering. Søgen efter tryghed og letfattelige budskaber. Populisme. Individualisering af arbejde og fritid. Behov for udfyldelse af tomhed. Behov for erstatning af socialt samvær. Samfunds-politiske Tilværelsens Behovet Ændringers Ændringer ændringer hos individet tiltrækning Ovenstående model, er lavet for at give et visuelt overblik over Giddens forklaring på, hvorfor populisme i disse senmoderne tider har let ved, at blive optaget hos befolkningen. 5.1 Definition af begrebet højrepopulisme: Da vi beskæftiger os med et sammensat ord, højrepopulisme, vil vi give en præsentation af begrebet populisme. Vi har valgt at kun at medtage og redegøre for karakteristika som er generelle for både den almene populisme og for højrepopulisme. Denne vil vi efterfølgende søge at give en definition på, til brug senere i dette arbejdsspørgsmål. Vi vil søge at give en bred definition af begrebet, da det er et mangfoldigt begreb, som der hersker en del uenighed om. Gennem denne præsentation af det sammensatte begreb, vil vi søge at udlede nogle centrale karakteristika, som vi vil anvende analytisk. Metodisk vil vi bruge de overordnede definitioner af populisme, som vi vil opstille, for derefter at overføre dem på højrepopulisme. Vi vil afslutningsvis søge at kontekstualisere begrebet i forhold til Dansk Folkeparti. 19

20 5.2 Populisme: De følgende karakteristika har projektgruppen selv ræsonneret sig frem til gennem studiet af populisme og nogle af de teoretikere 6 der behandler dem. Dette har vi gjort, da vi som tidligere nævnt, finder stor uenighed omkring en egentlig definition af begrebet populisme, derfor har vi set os nødsaget til selv udlede en teori. Vi finder, at følgende er fællesbetegnelse for populismen; Folkestemninger og enkeltsager frem for ideologi. Karismatisk lederskikkelse. Varetager af folket interesser. Rolle som oppositionsparti. Mobilisering af xenofobi og skel mellem dem og os. Nationalisme. 5.3 Folkestemninger og enkeltsager frem for ideologi: Som tidligere nævnt findes der flere forskellige forståelser af populisme. En lyder som følger: Et løst defineret politisk program, som er afstemt efter aktuelle folkestemninger. (altså modsat ideologi). (Samfundslex 2000, s. 319) Folkestemningen går på tværs af både ideologi og partitilhørsforhold. En folkestemning kan beskrives som et emne, der optager en stor del af befolkningen, og ligeledes vækker nogle følelser i befolkningen. En sådan folkestemning kommer blandt andet til udtryk gennem medierne. Som formidler er medierne, i mange tilfælde medvirkende til, at en folkestemning forstærkes. Der er i medierne ofte ikke tid til dybdegående politiske reportager og mediedækningen baseres ofte på enkle, entydige og kontroversielle sager, og kan siges at have en dagsordensættende funktion. Populisme består af en række enkeltholdninger og meninger, som både kan være vidt forskellige og samtidig modsatrettede. Det vil altså sige, at et populistisk politisk program, i stedet for at basere sig på en bred politisk ideologi, tager udgangspunkt i enkeltsager. Netop denne definition af populisme, forholder sig godt til ovennævnte omkring mediernes formidling af politiske emner. Da populismen tager udgangspunkt i enkeltsager, er der stor mulighed for at 6 Heywood, Hans-George Betz 20

21 budskabet nævnes gentagende gange og grundet dets simple karakter modtages, det ofte nemmere hos befolkningen. (Lystrup 2001, s. 181) Benyttes denne definition i forbindelse med højrepopulisme kan adskillige debatemner nævnes, eksempelvis den debat der i dag er omkring indvandrere og flygtninge eller ønsket om en strammere retspolitik i sager som børnemisbrug. I sager af denne art, er det vigtigt for et populistisk parti, at profilere sig skarpt og enkelt, så de for befolkningen fremstår, som et parti der tager hånd om aktuelle emner og ønsker at løse problemerne. (Betz 1993, s. 418) (jf. afsnittet issue-voting). Argumentationen hos et populistisk parti er ofte karakteriseret som polemisk og enkel, og anviser dermed lette/lettilgængelige løsninger, der ofte ikke bliver indfriet, eller ikke lever op til en dybere konsekvensbetragtning. Et eksempel på dette kunne være Jörg Haiders stem som I tænker, der især var rettet mod indvandrerne, der var kommet til landet, for at tage brødet ud af munden på østrigerne. (Lystrup 2001, s. 187) Denne simple form for argumentation og letforståelige budskaber er med til, at vælgere føler sig hørt, og dermed føler sig politisk repræsenteret. Fokus på enkeltsager der optager befolkningen, formidlingen igennem mediet og populistiske partiers argumentation, er i høj grad vigtig for forståelsen af disse partier. (Lystrup 2001, s. 187) 5.4 Karismatisk lederskikkelse: Populistiske partier samles ofte om en karismatisk lederskikkelse, der formår at formidle disse enkeltsager gennem en stærk personlighed. (Betz 1993, s. 414) Østrigs Frihedsparti (FPÖ) er måske det bedste europæiske eksempel. Det højrepopulistiske parti fik med den karismatiske unge leder Jörg Haider i 1986 en stor frem gang. Partiet fordoblede næsten deres stemmeandel i Ved regionalvalget i Wien i 1991 fik partiet 22,6 % af stemmerne og blev dermed det andet største parti i Wien. En stor del af partiets succes tilskrives netop denne lederskikkelse. (Betz 1993, s. 420) Vi ser disse karakteristika repræsenteret mange steder i Europa, for eksempel Mogens Glistrup i Danmark, Le Pen i Frankrig og Pim Fortuyn i Holland. 21

22 5.5 Varetager af folkets interesser: Populistiske holdninger er ofte rettet mod forhold i samfundet, der findes utilfredsstillende og en anden definition af populisme omhandler; Strømninger, der resulterer i, at bevægelser, partier eller personer gør sig til talerør for folket mod politikerne og eksperterne. Folket besidder den sunde fornuft, som politikerne har mistet forbindelsen med. (Samfundslex 2000, s. 212) Ifølge den amerikanske sociolog Hans-George Betz er der i Vesteuropa i dag højrepopulistiske partier. De benytter den frustration, der er opstået hos befolkningen over den øgede afstand, der er mellem befolkningen og politikerne, til at udnævne sig selv som talerør på befolkningens vegne. Betz mener desuden, at populisme udspringer af vrede og harme til samfundet og appellerer til frihed og demokrati. (Betz 1993, s. 421). Det kan diskuteres, hvorvidt populismen motiveres af reelle problemer, eller om der er et stort element af myteskabende argumenter, og om populisme således udspringer af pseudo problemer eller om problemerne, er af mere substantiel karakter. En anden definition på begrebet populisme lyder således; Ordet bruges som skældsord, fx i forbindelse med politikere og partier, der benytter fordrejede, myteskabende og forførende argumenter. (Samfundslex 2000, s. 212) 5.6 Oppositionspartier: Hvis vi for en kort bemærkning vender tilbage til vores første definition af populisme, som Et løst politisk program, er det vigtigt at pointere, at populistiske partier ofte befinder sig som oppositionspartier, til det respektive lands siddende regering. Og det er netop denne position, som er medvirkende til, at højrepopulistiske partier kan have et løst defineret politisk program. (Samfundslex. 2000, s. 212) De højrepopulistiske oppositionspartier, skal ikke på samme måde, som en siddende regering, stå til ansvar for deres politiske program, endsige deres handlinger. Ser vi på den første definition med henblik på, at populisme er ( )afstemt af aktuelle folkestemninger kan vi her se et godt eksempel på, hvorledes de højrepopulistiske partier har udviklet sig. Hvor mærkesager tidligere var af mere hård økonomisk karakter, er de langt mere følelsesladede i dag. Omdrejningspunktet ligger primært på det fremmede, 22

23 samt en kritik af staten og dens indretning.(betz 1993, s. 419). Dette kan forklares med, at netop disse højrepopulistiske partier følger folkestemningerne, det aktuelle, og derfor vil deres enkeltsager ændres i takt med at befolkningens bekymringer ændres. 5.7 Mobilisering af xenofobi: 7 Befolkningens frygt for det fremmede, deres xenofobi, er et gennemgående karaktertræk for de højrepopulistiske partier. Dette kan både være repræsenteret ved magtforskydningen fra nationalt til overnationalt niveau, som for eksempel EU, og samfundets internationalisering, men i høj grad også ved indvandrere og flygtninge. Det er blandt andet den kritiske holdning til indvandring, der gør det muligt at karakterisere disse partier som værende højrepopulistiske, i stedet for alene populistiske. Betz skriver, at de højrepopulistiske partier har formået, uden at udtrykke direkte racistiske holdninger, at gengive den kritik, der er omkring indvandrere og flygtninge som en økonomisk byrde på samfundet. Ved at bruge argumenter, der går på flygtningenes udspekulerede jagt efter et bedre liv (rent økonomisk) dannes der derigennem en rationel begrundelse for hvorfor indvandringen er et problem. (Betz 1993, s. 423) Udover mobilisering af befolkningens xenofobi, er højrepopulistiske partier de seneste år karakteriseret ved at koble de fremmede, den politiske elite, EU med mere sammen til, at udgøre én overordnet fare, betegnet som Dem. Skellet mellem dem og os dækker som nævnt, ikke alene over problematikken mellem indvandrere/flygtninge og de nationale, men også skellet mellem eliten og den almene borger. Distancen mellem folket og politikerne er blevet for stor. Denne anti-elitære holdning indeholder aspektet af, at vil give magten tilbage til folket, altså lægges der stor vægt på det folkelige. (Lystrup 2001, s. 182) 5.8 Nationalisme: Det nationale element, som defineres som et særligt fællesskab mellem mennesker med samme nationalitet i et givent samfund, skal hos de højrepopulistiske partier ses i forlængelse af den ovenover beskrevne mobilisering af xenofobi hos folket. Det er karakteristisk for de højrepopulistiske partier, at de ser sig selv som beskytter af nationale 7 Xenofobi; Frygt for (alt) det fremmede. 23

24 interesser. Disse mener de, er i overhængende fare for at blive ødelagt eller overtaget af fremmede instanser. Det er således igennem befolkningens fremmedfrygt, at de fremmede, men også det fremmede, gøres til en trussel mod den nationale identitet. På den måde skal nationalismen hos højrepopulistiske partier ses i forlængelse af xenofobien hos befolkningen. Opsummerende kan højrepopulistiske partier siges, at søge tilbage mod traditionelle normer og værdier, der i et kompliceret samfund kunne være eksempelvis fællesskab indenfor nationen, og med danske værdier som det overordnede. ( Tames 2003, s ) Fænomenet højrepopulisme er ikke opstået for nylig, og der er intet nyt i, at højre- og venstrefløje skiftevis har succes i Europa. Den såkaldte pendultendens er almindelig kendt. Det nye ligger i at ekstremistiske (højre) partier har den succes de har i dag. (Lystrup 2001, s. 184) I gennem de seneste år har højrepopulistiske partier været i stand til næsten at fordoble deres stemmestilslutning og deres parlamentariske repræsentation. Både i Østrig, Portugal, Italien, Tyskland, Frankrig og Norden, herunder Danmark, er eksempler på denne udvikling. Projektgruppen tager udgangspunkt i den nyopstående højrepopulisme i Vesteuropa og til at dokumentere dennes aktualitet har vi løbende inddrage nutidige eksempler. Endvidere vil vi dog også lige bemærke, at vi godt er klar over at det danske Fremskridtsparti, som af nogle forskere bliver betragtet som værende højrepopulistisk, allerede vandt indpas efter jordskredsvalget i Opsummering af højrepopulisme: Højrepopulistiske partier er først og fremmest karakteriseret ved at være fremmedkritiske, det værende både på områder, som omhandler indvandring og internationale fællesskaber. Gennem en enkel og letforståelig argumentation, fremføres en kritik af det etablerede system. Denne kritik er afstemt af strømninger i befolkningen og partiernes mærkesager skifter efterfølgende. Højrepopulistiske partier ser i denne situation sig selv som talerør for en befolkning, der overses af de klassiske partier og dermed eliten. Dette sker ofte via en karismatisk leder, der formår at mobilisere befolkningens frygt imod det nye og fremmede, til en kritik af eliten. De nyere højrepopulistiske partier har formået at etablere 24

25 en kobling mellem alt det de finder truende. Dette kan både omhandle indvandring, internationale fællesskaber men også et øget skel mellem folket og eliten Analyse af Dansk Folkeparti som værende højrepopulistisk: Vi vil ud fra den afledte teori, afprøve hvorvidt Dansk Folkeparti, kan konkluderes at være højrepopulistiske. Dette vil vi gøre ud fra partiets principprogram, partiprogram og pressemeddelelser, da vi mener, at netop dette er kernen i deres politik. Desuden finder vi, at det er mere sagligt korrekt, at anvende partiets egne skrevne politikker, frem for gengivende artikler. Dansk Folkeparti er et ideologiløst parti. De har et ganske kort principprogram, med 12 punkter som forklarer hvordan de ønsker at se Danmarks fremtid. Deres arbejdsprogram er dog i sagens natur længere, da dette skal uddybe deres principprogram. Det er bemærkelsesværdiget at sproget i de omtalte programmer, er yderst let forståelig og let optageligt. Danmark er ikke et indvandrerland og har aldrig været det. Vi vil derfor ikke acceptere en multi-etnisk forvandling af landet Danmark er danskernes land, og borgerne skal have mulighed for at leve i et trygt retssamfund, der udvikler sig i overensstemmelse med dansk kultur. Udlændinge skal kunne optages i det danske samfund, men kun under forudsætning af, at dette ikke sætter tryghed og folkestyre på spil. (Uddrag af Dansk Folkepartis principprogram, Dette stemmer overens med vores tidlige definition af populisme; Da populismen tager udgangspunkt i enkeltsager, er der stor mulighed for at budskabet nævnes gentagende gange og grundet dets simple karakter modtages det ofte nemmere hos befolkningen. Dansk Folkeparti har derfor deres grunde til, at have let tilgængelige politikker, og derfor er det også kun få emner de berører i deres principprogram; de lægger stor vægt på, at Danmark bevarer så megen suverænitet som muligt, og at Danmark skal fastholde og udbygge folkestyret og monarkiet. Endvidere lægger de vægt på, at folkekirken er det danske folks kirke og at opretholdelse af lov og orden er af stor betydning i et retssamfund. Der skal derfor være sammenhæng mellem forbrydelse og straf. Desuden 25