nr. 195 december 2012 tema: Mellemøsten - Palæstina

Transkript

1 nr. 195 december 2012 tema: Mellemøsten - Palæstina

2 Indhold Nyt fra bestyrelsen... 3 Nyt fra fagkonsulenten... 4 Præsentation af artiklerne... 6 Anders Schultz: Det arabiske forår i undervisningen... 9 Hans Henrik Fafner: Mellemøstens religiøse radikalister Jens Thodberg: Rektornetværket i Palæstina John Pedersen, C. Ammentorp & J. Andersen: Marsterclass i Palæstina Kildekvissen Jens Haugaard Jensen: Studieturen går til Istanbul Poul Steiner & Torben Rugberg: Istanbul Bangsbo Fort forvandler skoleelever til tyske soldater for en dag Jakob Sørensen: Modstandsdatabasen i undervisningen Klaus Bjerre: EUROCLIO 20 år Hanne Andersen, Niels Nøddebo Petersen & Morten Lassen: Rejsekursus til Kosovo Nyt fra EMU Anmeldelser Kommende kurser Adresser Forside illustration: Palæstina. Foto: Jenny Cecilia Strid 2

3 Nyt fra bestyrelsen Snart nærmer juletiden sig igen, men som historielærer betyder dette også ofte SRP og SSO vejledning og efterfølgende censurering i januar af elevernes opgaver. Igen i år tyder alt på, at historie er en af de store vindere med hensyn til SRP og SSO. Alt i alt gør det netop denne tid på året til en af de travleste tider for mange historielærere. En udfordring ved SRP er samarbejdet mellem to fag. Denne udfordring kunne også være en af årsagerne til, at netop SRP er et sted hvor Danmarks Evaluerings Institut (EVA) kan påvise forskelle i karakterer både før og efter reformen samt i forholdet mellem de forskellige socialgrupper. I historielærerforeningen prøver vi derfor i denne sammenhæng, da historie er et af de største SRP fag, at søge Ministeriet for Børn og Unge om penge til at arrangere en eller flere konferencer om SRP med andre faglige foreninger og fagkonsulenter, som tænkes afholdt til næste efterår. EMU De gymnasiale fags fællesindgang på nettet EMU en - står også overfor et ansigtsløft, som vil ske i løbet af foråret Fokus er på øget brugervenlighed. Umiddelbart vil ændringerne ikke betyde det helt store for Historielærerforeningen, dog vil det være således, at som udgangspunkt vil for eksempel elektroniske udgaver af Noter ikke kunne ligge på EMU en mere end 3 år. Ligeledes ønskes det, at efteruddannelseskurser primært annonceres igennem GL-E s efteruddannelseskatalog, men en annoncering af kurser skulle stadig kunne foregå via foreningens sider på EMU en. Kurser I efteråret 2012 har foreningen arrangeret flere regionale kurser (en stor tak til vores mange utrættelige regionssekretærer), nationale kurser i samarbejde med GL-E og FALS (Samfundsfagslærerforeningen) og endelig også et rejsekursus til Kosovo, Albanien og Makedonien. Alle kurserne har været velbesøgte, hvilket viser den store interesse fra historielærere i at blive fagligt efteruddannet, hvilket er dejligt set med foreningens øjne. Foråret bliver også en travl tid når det kommer til kurser i Historielærerforeningens regi. Således har vi både kursus i historiefagets teorier og metoder (16. januar) og toning af historie i studieretningerne (7. og 8. februar). Der udover arrangerer vi også et rejsekursus til Berlin, ligesom regionerne til stadighed er aktive med kurser. I denne sammenhæng kan det bemærkes, at man selvfølgelig altid er velkommen til at deltage i et regionalkursus også selv om det afholdes af en anden region end den man bor i. I bestyrelsen håber vi at der er mange historielærere som vil deltage i de udbudte efteruddannelseskurser. EUROCLIO Vi arbejder i bestyrelsen stadig videre med vores værtsskab af Euroclio's årlige seminar i 2015 og vi forventer i den nærmeste fremtid at kunne begynde at præsentere yderligere information. Til sidst skal herfra lyde en velfortjent glædelig jul og et godt nytår til alle medlemmer og håber vi kommer til at se hinanden i det nye år på kurser og lignende. På bestyrelsens vegne Peder Jacob Ellehave Kragh Formand nr. 195 / december

4 Nyt fra fagkonsulenten SSO og SRP: Elever og kursister foretrækker stadig i stort tal at skrive SSO i historie og inddrage historiefaget i SRP. Dette betyder imidlertid, at der til stadighed er mangel på censorer. Så jeg håber, at alle der har lyst til og tid til at arbejde med en sådan opgave henvender sig til mig. Det må gerne være hurtigst muligt, men også gerne hele skoleåret, når det nu falder for at tænke på nye og anderledes arbejdsopgaver. Det er vigtigt, at jeres rektor er indforstået med, at I påtager jer en sådan opgave, men det håber jeg ikke er noget problem, da der jo skrives mange opgaver med inddragelse af historie på alle skoler. Censurarbejdet indeholder følgende opgaver. Fra modtagelsen af opgaverne (ca det kan variere efter antal af censorer) til de skal være censureret færdig er der en periode på 6 uger. At der for begge opgavers vedkommende er opstillet faglige mål der skal anvendes som bedømmelseskriterier. Her kan der henvises til både læreplan og vejledning på MBU s hjemmeside. For SSO gælder nedenstående bedømmelseskriterier: 9.1. Bedømmelsen af opgavebesvarelsen er en faglig helhedsvurdering i forhold til de faglige mål i de fag, der indgår i opgaven Ved bedømmelsen lægges herudover vægt på nedenstående forhold: om den stillede opgave er besvaret ud fra de formulerede krav om der er sammenhæng mellem den tidsmæssige ramme for opgaven og besvarelsens omfang og kvalitet om der er benyttet relevant baggrundsstof for besvarelsen om stoffet er formidlet på tilfredsstillende måde og er behandlet tilstrækkeligt dybtgående om det anvendte materiale er inddraget i rimeligt omfang om der er præcise henvisninger og fyldestgørende dokumentation om alle kilder er oplyst, og noter og litteraturliste er korrekte og fyldestgørende om fremstillingen er overskueligt disponeret, og at der er sammenhæng i besvarelsen om den sproglige udformning er klar, præcis og ensartet igennem hele opgaven Hvis opgavebesvarelsen helt eller delvist er udarbejdet på et fremmedsprog, er kravene til den sproglige udformning de samme, som hvis opgaven var skrevet på dansk Der gives én karakter ud fra en helhedsvurdering. For SRP gælder nedenstående bedømmelseskriterier: 2. Mål Målet med studieretningsprojektet er, at eleverne skal kunne: demonstrere evne til faglig fordybelse og til at sætte sig ind i nye faglige områder demonstrere evne til at udvælge, anvende og kombinere forskellige faglige tilgange og metoder og dermed forstærke den faglige fordybelse beherske relevante faglige mål i de indgående fag udvælge, bearbejde og strukturere relevant materiale demonstrere evne til faglig formidling besvare en stillet opgave fyldestgørende, herunder at der er overensstemmelse mellem opgaveformuleringen og opgavebesvarelsen 4

5 beherske fremstillingsformen i en faglig opgave (f.eks. citatteknik, noter, kilde- og litteraturfortegnelse). 5. Bedømmelseskriterier 5.1. Der gives én karakter ud fra en helhedsbedømmelse, som er baseret på en vurdering af, i hvilket omfang eksaminandens opgavebesvarelse lever op til de fastsatte mål for studieretningsprojektet. Hvis opgaven er skrevet i kun ét fag, indgår det tillige i vurderingen, i hvilket omfang besvarelsen demonstrerer eksaminandens beherskelse af specifik faglig fordybelse. nr. 195 / december 2012 Der bliver udbetalt løn fra egen skole med ca. 570 kr. pr. opgave og den kan desværre ikke omregnes til timer, således at det kunne indregnes i den samlede timepulje. Det er en ekstra pose penge. Det er censor som kontakter vejleder om tidspunkt for votering, og voteringen foregår således pr. telefon. Ja, jeg ved godt at dette ønske om flere censorer ikke synes at være særlig nyt, men i stedet optræder som et tilbagevendende problem på denne årstid. Ikke desto mindre fylder det meget for en fagkonsulent, som gerne skal finde mange censorer, så det eksisterende censorkorps ikke overbelastes for meget. Derfor er der stadig brug for dig som censor! Lene Jeppesen Fagkonsulent 5

6 Præsentation af artiklerne Mellemøsten og de store omvæltninger der er sket i denne region de seneste år er temaet i dette nummer af Noter. Betegnelsen Det Arabiske Forår er der delte meninger om, men der er ingen igennem sidste del af det 20. århundrede. Radikalismen øger polariseringen internt i de arabiske lande og i Israel, men også parterne imellem, således at fred desværre er vanskelig at få øje på. tvivl om at dét der sker i Mellemøsten i disse år atter vækker stor opmærksomhed, både i det Palæstina/Israel og Mellemøst-konflikt har danske samfund generelt og hos vores elever. i mange år været meget brugt og et evigt aktuelt emne i historieundervisningen. Vi Når vi i vores historieundervisning skal aktualisere præsenterer her en række nye og personligt vores undervisning og gøre arbejdet nærværende oplevede indfaldsvinkler til emnet. for eleverne er et tema som Det Arabiske Forår oplagt. Når vi skal analysere de dybere historiske baggrunde er Israel-Palæstina konflikten relevant. Og når eleverne skal få forståelse for de store linjer i f.eks. Mellemøsten er det Osmanniske Rige/ Tyrkiet et godt udgangspunkt. Disse emner bliver på forskellige vis behandlet i Noter denne gang. Jens Thodberg Bertelsen, rektor på Odense Katedralskole, giver os en beskrivelse af en spændende og øjenåbnende tur som en gruppe rektorer og undervisere havde til Palæstina i efteråret Turens formål var i første omgang at se den virkelighed som en del af vores elever har baggrund i, men formålet blev hurtigt på baggrund af det Hvordan Det Arabiske Forår kan bruges i historieundervisningen kommer Anders Schultz fra Gentofte HF med et bud på i sin artikel Det Arabiske Forår i historieundervisningen. Anders uudslettelige indtryk som deltagerne fik, udvidet det til et ønske om at uddanne elever og efteruddanne lærere på en og samme tid. Ideen om en Master Class i Mellemøst-konflikten blev født. Schultz påpeger bl.a. at Mellemøsten ofte er set i lyset af international politik og kold krig på bekostning af indenrigspolitisk magtpolitik. På samme vis er også nyere temaer som kønskamp og islam og demokrati sat i fokus. Anders Schultz og Lars Døssing Rosenmeier skriver i øjeblikket på en undervisningsbog om Det arabiske Forår der er sat til udgivelse i sommeren 2013 på Systime. Den første fælles tur til Palæstina/Israel er lige afviklet i oktober 2012 og vi får en beskrivelse heraf fra lektor John Pedersen, Christopher Ancher Drews Ammentorp (2q), Jacob Halsgaard Andersen (2p) fra Odense Katedralskole. Artiklen giver dels en beskrivelse af rammerne for turen og dels et indblik i hvordan elever under indsamling af materiale til SSO og SRP opgaver sammen med deres Hans Henrik Fafner, som er freelance journalist og vejledere oplevede den virkelighed de var sat i. gennem mange år bosiddende i Israel, giver os i sin artikel en fremstilling af hvordan indre modsætninger, mellem på den ene side modernitet og sekularisering, og på den anden side oprindelig kultur og religion, i de mellemøstlige samfund har ført til en betydelig religiøs radikalisering En oplagt destination for en studietur omhandlende denne del af verden er Istanbul. Det bliver der på inspirerende og konkret vis redegjort for i Jens Haugaard Jensens artikel om en studietur til Istanbul. Der bliver præsenteret et 6

7 relevant og praktisk muligt program med fire dages ophold og to rejsedage. Tillige introduceres Istanbul af Poul Steiner Jensen og Torben Rugberg Rasmussen, som med deres artikel anlægger nogle spændende alternative vinkler på byen som forhåbentlig kan anspore til videre undersøgelse på stedet eller i klasserummet. I sidste del af Noter er der enkelte indlæg der ligger uden for dette nummers tema. Det drejer sig dels om en pressemeddelelse fra Bangsbo Fort i Frederikshavn, hvor elever nu kan opleve livet som tysk soldat i Formålet er at tiltrække historieklasser, der gennem aktiv involvering får 2. Verdenskrigs dilemmaer og krigsteknologi ind på nært hold. Derudover giver Jakob Sørensen, ph.d., adjunkt, KVUC, en introduktion af Modstandsdatabasen som Frihedsmuseet åbnede i Han beskriver baggrunden for databasen og kriterierne for hvem der er med i den, samt giver et par eksempler på hvordan den ser ud. Modstandsdatabasen kan uden tvivl være brugbar i undervisningsøjemed eller i forbindelse med de større skriftlige opgaver, og artiklen kan således give inspiration til at komme i gang med brugen af databasen. EUROCLIO fylder her i efteråret 20 år og her bringes en lille artikel om organisationens betydning for historieundervisningen generelt og konkrete eksempler fra arbejdet forskellige steder i Europa. Dertil en beretning fra foreningens nyligt afholdte rejsekursus til Kosova/Kosovo og Albanien her i oktober Endelig er der jo selvfølgelig også de faste indlæg som Kildekvissen, Nyt fra EMU en og de rigtigt mange anmeldelser denne gang. Glædelig jul og rigtig god fornøjelse Mikkel Elklit Olsen og Jenny Cecilia Strid nr. 195 / december

8 Det Arabiske Forår i historieundervisningen Artiklens forfatter, Anders Schultz, skriver sammen med Lars Døssing Rosenmeier på en under- de undertrykte arabiske befolkninger. at snakke. De handlede, ligesom mange andre af visningsbog til historieundervisningen om netop En tunesisk frugt- og grønthandlers selvafbrænding i afmægtig protest mod sit lands diktator Det Arabiske Forår. Bogen udkommer sommeren 2013 på Forlaget Systime. udviklede sig til en opstand i hele Den Arabiske Verden. Da røgen havde lagt sig fra demonstrationerne, kampene og krigene var Ben Ali i Tunesien, For tre år siden bosatte jeg mig sammen med min Mubarak i Egypten, Saleh i Yemen og Gaddafi i daværende kæreste en længere periode i Egypten. Formålet med opholdet var frivilligt arbejde, get til at give en eller anden form for økonomisk Libyen afsat, og alle andre arabiske regimer tvun- sprogstudier og så på første hånd at lære det i og/eller politisk indrømmelse. danske medier ofte omtalte, men dårligt forståede samfund at kende. ikke den samme, som den var før opstandene i Den Arabiske Verden er nu på godt og på ondt Af mange nye indsigter, som jeg erhvervede mig 2010 og For os gymnasielærere betyder under opholdet, var en af de mest overraskende det, at nye faglige perspektiver må lægges på den ærlighed, hvormed egypterne omtalte deres undervisningen i Mellemøsten. Perspektiver, som daværende præsident, Hosni Mubarak. grundlæggende kan indkapsles i to spørgsmål: Jeg havde forestillet mig at høre nødvendige Hvorfor opstod Det Arabiske Forår? Og hvad betyder Foråret det for de arabiske landes politiske, løgne eller måske ængstelig og hviskende kritik. Således var det ikke. Når jeg, hvad jeg ofte økonomiske og kulturelle udvikling? gjorde, spurgte venner, arbejdskolleger eller taxachauffører til deres syn på den aldrende diktator, Hvorfor opstod Det Arabiske Forår? Staternes undertrykkelse var svarene åbenhjertige og tilsyneladende uden frygt: Mubarak var en tyran og en gemen forbryder, som havde frarøvet sit folk muligheden for meget høj grad de arabiske stater fra en inter- Fag- og lærebøger af ældre dato anskuede i økonomisk velstand og menneskelig værdighed. national politisk vinkel, hvor de enkelte landes Alligevel havde jeg en fornemmelse af, at præsidenten sad urokkeligt på magten. Den mas- og forholdet til den palæstinensisk/israelske kon- placering i Den Kolde Krig, kampene mod Israel sive kritik af ham mundede således aldrig ud i flikt var i fokus. Beskæftigede bøgerne sig med fremførelsen af revolutionære ideer, men kun i de arabiske landes indenrigspolitik var det ofte ud resignerende accept af tingenes elendige tilstand. fra en ideologisk synsvinkel, som igen relaterede Og selve muligheden for at fremføre kritikken til deres roller i international politik: Nasserisme, indikerede tilsyneladende heller ikke, at regimet Baathisme og Sadats Infitah-politik er således var ved at slå sprækker. Den forekom blot at være alle velbelyste i mange af de bøger, som står på udtryk for en bevidst strategi, hvor rationalet var, gymnasiebibliotekernes og bogdepoternes hylder. at egypterne kunne snakke, så længe de ikke Staternes udenrigspolitik og bærende ideologier handlede. var naturligvis meget relevante faglige fokusområder, men den stærke vægtning herpå Men jeg tog fejl. Egypterne blev ikke ved med blot betød nr. 195 / december 2012 Af Anders Schultz, Gentofte HF 9

9 ofte, at noget væsentligt i forståelsen af Den Arabiske Verden blev forsømt. Under de internationale politiske og ideologiske mål var de fleste arabiske diktatorer drevet af en endnu mere fundamental ambition, nemlig selve magten. For at forstå årsagerne til Det Arabiske Forår må eleverne have indsigt i, hvordan denne magt blev opretholdt. Indsigt i denne opretholdelse af magten selve den autokratiske stats funktionsmåde - opnår eleverne ikke alene ved at høre eller læse, at der var massiv politisk undertrykkelse og omfattende korruption. En dansk gymnasieelev har aldrig oplevet disse begreber udfoldet i virkeligheden og forstår dem således heller ikke for alvor uden konkrete forklaringer og eksemplificeringer på, hvordan undertrykkelsen fungerede, og hvorledes den påvirkede borgerne i de arabiske lande. Det er velbeskrevet og veldokumenteret, hvordan regimerne på udspekuleret vis begrænsede ytringsfriheden og knægtede politiske modstandere ved tortur og voldtægt i fængslerne, og hvorledes den økonomiske korruption berigede de få og forarmede de mange. Alt dette kan sagtens formidles til danske elever på vedkommende vis i historieundervisningen. Ikke mindst fordi det naturligt vil bringe stemmerne fra de almindelige arabere ofrene for undertrykkelsen og ufriheden - i spil. Dette spadestik ned i begrebernes virkelighed rummer mere end muligheden for at skabe faglig indsigt hos eleverne. Det kan, mener jeg, også bidrage til den demokratiske dannelse, som er betonet så stærkt i vores læreplaner. Indsigt i livet og undertrykkelsen i de arabiske autokratier kan således dårligt undgå at få danske elever til at reflektere over, hvor dyrebart deres eget demokrati og egne borgerlige frihedsrettigheder er. Cairo Forårets betydning for politik, kultur og økonomi i de arabiske lande I hele Den Arabiske Verden er den dominerende religion islam og det officielle sprog arabisk, men under disse overordnede fælles træk eksisterer der meget store økonomiske, politiske og kulturelle forskelle mellem de enkelte lande. Derfor er det tæt på umuligt at pege på en samlet betydning af Foråret. Snarere kan man tale om mangfoldige betydninger: I Jordan og Marokko har Det Arabiske Forår ført til mindre demokratiske indrømmelser fra de ledende kongers side, i Golfstaterne har det primært fået de rige oliesheiker til at åbne skatkisterne med dollars og bestikke deres befolkninger til tavshed. Og i Syrien har det udløst en borgerkrig, som i øjeblikket truer med at splitte landet i politiske og sekteriske konflikter. 10

10 I undervisningssammenhæng kan det være svært at rumme alle de arabiske lande, når man skal behandle betydningerne af Det Arabiske Forår, og derfor kan det være hensigtsmæssigt at fokusere på nogle få udvalgte. Af flere mulige kan man oplagt vælge Tunesien og Egypten. Ikke alene er det to af de lande, hvor Det Arabiske Forår førte til egentlige regimeændringer. Der tegner sig også i begge lande konturerne af det samme komplicerede, men dog alligevel overskuelige magtspil, som indbyder til behandling af de spørgsmål, som Vesten ofte stiller til Den Arabiske Verden: Hvor stærk er islamismen rodfæstet hos araberne? Er demokrati og islam forenelige størrelser? Og har kampen for ligestilling mellem kønnene overhovedet en chance i de arabiske lande? Kampen om magten og idéerne i Tunesien og Egypten Inden Det Arabiske Forår forekom det indenrigspolitiske spil i Tunesien og Egypten relativt overskueligt. Der fandtes groft sagt to betydningsfulde aktører: En undertrykkende statslig elite, som i meget høj grad havde rødder i hæren og/eller sikkerhedsapparatet, og en islamistisk opposition, typisk styret af De Muslimske Broderskaber. Og et eller andet sted på sidelinjen stod den almindelige befolkning. Således er det ikke længere. De gamle aktører - De Muslimske Broderskaber og de tidligere statslige eliter har indtaget nye roller. Det formelle lederskab er nu overgået til Broderskaberne, mens militæret og sikkerhedsstyrkerne fra mere tilbagetrukne positioner end tidligere kæmper for deres egne politiske og økonomiske dagsordner. Derudover er mange nye politiske aktører kommet til. Af disse forekommer særligt to i øjeblikket at spille betydningsfulde roller. Det drejer sig om de sekulært og liberalt indstillede demonstranter, som igangsatte og langt hen ad vejen også holdt liv i Det Arabiske Forår, indtil tyrannerne var borte. Og så drejer det sig om de sekulæres diametrale modsætning - de anti-liberale og ultrakonservative salafister, som med inspiration og oliepenge fra Saudi Arabien er blevet politisk aktive og slagkraftige. Det politiske spil mellem disse fire aktører og de holdninger, de repræsenterer, kommer til at bestemme den politiske, økonomiske og kulturelle udvikling for Egypten og Tunesien. På kort sigt er det mest afgørende spørgsmål, hvad De Muslimske Broderskaber vil med deres nyvundne politiske dominans? Det er muligt, at de allierer sig med salafisterne og sætter en streng islamistisk kurs for deres lande med fatale konsekvenser for minoritetsrettigheder, ligestilling mellem kønnene og ytringsfriheden. Men det er også tænkeligt, at Broderskaberne i tråd med deres tidligere pro-demokratiske udtalelser og godt hjulpet på vej af bevidstheden om, at deres politiske succes afhænger af vestlig turisme og investeringer, gradvist og langsomt vil tillade mere åbenhed og frihed i deres lande. På længere sigt er det store spørgsmål, hvordan tuneserne og egypterne vil vurdere Broderskabernes regeringsførelse. Vil de gamle eliter f.eks. forsøge at kuppe islamisterne? Eller vi de snarere, som rygtet f.eks. er i Egypten i øjeblikket, indgå en uhellig magtdelingsaftale, og lade Broderskaberne føre islamistisk politik i bytte for en accept af, at militæret og sikkerhedsapparatet kan svæve over parlamentarisk kontrol? Og hvad med den almindelige befolkning? Vil de fortsat bakke Broderskaberne op, når disse skal vurderes på konkrete politiske og økonomiske resultater og ikke som tidligere på deres religiøse rettroenhed og kamp mod regimerne? Eller vil de i stedet vende sig mod de nydannede sekulære partier, som i øjeblikket er ved at opbygge deres organisationer og samle kræfter til de kommende års forsøg på at udfordre Broderskaberne. At behandle disse spørgsmål kræver et indgående kendskab til de nye aktører, deres drivkræfter og deres ændrede roller i tunesisk og egyptisk politik efter Foråret. At få dette kendskab er naturligvis nr. 195 / december

11 både en udfordring for os som undervisere og ikke mindst for vores elever. I modsætning til forløb om eksempelvist det danske demokrati eller 2. Verdenskrig er eleverne således næsten uden forforståelse. Et nyt begrebsapparat skal læres fra bunden: Hvad er salafisme f.eks.? Og hvad er forskellen på salafisternes islamisme og De Muslimske Broderskabers islamisme? Det er ikke nemme spørgsmål, men tager vi udfordringen på os, er der rige muligheder for vedkommende undervisning, som på meningsfuld vis kan bringe aktuelle begivenheder i spil. Et oplagt eksempel herpå er demonstrationerne og de politiske udmeldinger i Egypten i forbindelse med offentliggørelsen af filmen Innocence of Muslims og det hertil relaterede mord på den amerikanske ambassadør i Libyen. Med grundig indsigt i ovennævnte grupperinger ville begivenhederne således være en oplagt case for arbejdet med det komplicerede politiske spil i Tunesien og Egypten efter Foråret. Sagsforløbet, hvor Broderskabet først tøvede med direkte at tage afstand fra mordet på ambassadøren, og opfordrede befolkningen til massedemonstrationer mod filmens krænkelser af profeten, men efter en opringning fra præsident Obama nedtonede retorikken og anbefalede sine tilhængere ikke at demonstrere, kunne således på konkret vis belyse det ovennævnte politiske spil ud fra følgende spørgsmål: Var de stærke reaktioner udtryk for, at Foråret er blevet stjålet af islamisterne? Hvad viste forløbet om Broderskabet som regeringsparti og dets forhold til den gamle ærkefjende, USA? Hvilke motiver havde salafisterne til at opfordre til demonstrationer under filmkrisen? Hvor mange deltog i demonstrationerne? Og hvorfor forholdt det egyptiske militær sig påfaldende stille under urolighederne? Begivenhederne i forbindelse med Innocence of Muslims er en oplagt case til undervisningsbrug. I månederne og årene, som kommer, vil der uundgåeligt opstå mange nye muligheder for at inddrage aktuel udvikling i historieforløb om Det Arabiske Forår. Kampen for frihed og demokrati i de arabiske lande sluttede således ikke med Foråret. Den begyndte blot her. Ingen ved, hvad denne kamp ender med. Men sikkert er det, at den for historieundervisningen i gymnasiet er spændende, relevant og ikke mindst aldeles uomgængelig, hvis man vil arbejde med og forstå det moderne Mellemøsten. Moské 12

12 Mellemøstens religiøse radikalister At de islamiske kræfter er blevet så synlige i Mellemøsten og Nordafrika efter det arabiske forår, så de islamiske værdier som noget oprindeligt, enkelte menneske tættere på religionen. Han er ingen tilfældighed. Det samme gælder jødisk og ved at gøre dem til en del af den egyptiske ultraortodoksi og radikale religiøse strømninger, hverdag, mente han også at kunne skabe en ny, som gennem de senere år har fået en stadig større national identitet. Det blev til Det Muslimske Broderskab, som han grundlagde i 1928, og midlet rolle i det moderne Israel. Men hvor de to tendenser ofte bliver betragtet som modsætninger, der var et netværk af skoler og institutioner, der samtidig gav det fattige Egypten et socialt løft. befinder sig på hver sin side af en tilsyneladende uløselig konflikt, kan de også ses som produkt af Idéen bredte sig hurtigt. I løbet af ganske få år en parallel udvikling, der gennem de sidste hundrede år har vist sig som en vekselvirkning mellem og havde bredt sig til store dele af regionen. Bro- havde Broderskabet mere end 1000 afdelinger, voldsom sekularisme og religiøs fundamentalisme derskabet var blevet en samfundsmæssig faktor, i både Israel og store dele af den arabiske verden. og Hassan el Banna mente også, at det skulle Fælles for samfundene på begge sider af konflikten har været, at de på den ene side har søgt nogen revolutionær bevægelse Broderskabet være en politisk faktor. Men han så det ikke som mod modernitet i vestlig forstand og samtidig skulle skaffe sig politisk indflydelse ad demokratisk vej, ligesom det skulle respektere nationalsta- reagerede mod denne, ved at tage klassiske kulturmønstre og religion til sig, og dermed har mellemøstkonflikten gennem de seneste hundrede grundlag for senere islamiske bevægelser af natioten, og dermed blev hans tænkning til ideologisk år i høj grad været styret af en række indre modsætninger, der er lige væsentlige som den ydre Hizbollah i Libanon. nalt tilsnit, så som det palæstinensiske Hamas og konflikt, der ofte bliver brugt som den væsentlige Men næsten fra starten var der i Broderskabet en forklaring. ideologisk brydning, der er blevet personificeret af Sayed Qutb. Han var også lærer, og boede en Broderskabet årrække i USA. Der havde han mistet illusionerne Politisk islamisme i moderne forstand kan spores om det vestlige samfund og ikke mindst om det tilbage til Egypten i 1920erne. Det var et stærkt vestlige demokrati som styreform. Så ved hjemkomsten til Egypten forkastede han Bannas tanker klassedelt samfund, hvor kongehuset og magteliten levede afsondret fra den brede befolkning. om nationalstat og demokrati, og forsøgte at føre Omgangstonen var fransk, og kulturmønsteret var Broderskabet tættere på den klassiske islamiske hentet i Europa, og det så skolelæreren Hassan el umma, det store muslimske fællesskab på tværs Banna fra provinsbyen Ismaliya som det grundlæggende problem. Egypten var på vej til at miste ske oprindelse til grupper som Al Qaeda, der taler af kunstige landegrænser, og her har vi den politi- sin nationale identitet, fordi dets ledere havde om global jihad. glemt at være egyptere, mente han. El Banna talte for jihad. Ikke som hellig krig i den Arbejdets religion forstand, mange i vesten forstår begrebet, men I det, som senere i historien skulle blive til staten som et personligt opgør, der skulle bringe det Israel, gik udviklingen den modsatte retning. I nr. 195 / december 2012 Af Hans Henrik Fafner 13

13 begyndelsen af det 20. århundrede kom en ny bølge af jødiske indvandrere til landet. De kom typisk som en reaktion på den fejlslagne russiske revolution i , som havde udløst voldsomme, antijødiske bevægelser i store dele af det russiske imperium. Jøder udvandrede i tusindvis, og det store flertal valgte at søge en ny tilværelse i de goldene medine, som de kaldte Amerika på jiddisch. Men en lille gruppe havde sat sig for at virkeliggøre deres socialistiske utopi i Palæstina, hvor der allerede havde været jødisk indvandring siden 1870erne. De blev til en ny type zionistiske indvandrere, som skabte de første kibbutzer. De mente blandt andet, at den europæiske antisemitisme, som de var flygtet fra, var religiøst betinget. Den ortodokse ghettojøde tiltrak sig negativ opmærksomhed, sagde de, og derfor var deres mål at skabe en helt ny jødisk identitet. For kun gennem den totale sekularisme kunne jøderne blive et folk som alle andre. I denne stræben efter normalitet skulle jøderne have en arbejderklasse som alle andre folk, og først og fremmest skulle de være bønder, hvilket kun sjældent havde kunnet lade sig gøre i landflygtigheden. Og bruddet med ghettotilværelsen skulle være totalt, ved at den nye jøde udførte alt fysisk arbejde selv. Den russisk fødte A.D. Gordon ( ) blev en af tidens store socialistiske ideologer, og skønt den midaldrende mand var dårligt rustet til det hårde fysiske arbejde, gik han forrest i arbejdsbrigaderne i den første kibbutz, Deganya, som han var med til at grundlægge i I sin skrivning nævnte han ofte arbejdets religion, og på den måde var han med til at give den tidlige zionisme en religiøs undertone. Ben Gurions status quo I begyndelsen troede arbejderzionisterne på, at deres projekt kunne gennemføres i fredelig sameksistens med den lokale arabiske befolkning. De førte ny teknologi og moderne dyrkningsmetoder til det forarmede land, og det skabte en vis økonomisk vækst, som den oprindelige befolkning også nød godt af. Men der var ikke meget samkvem. De nye kibbutzer havde desperat brug for 14 Al Aqsa. Foto: Jenny Cecilia Strid

14 arbejdskraft, men de nægtede at tage arabere ind, for i deres socialistiske verden ville de jo blive kapitalistiske udbyttere, hvis de ansatte nogen. Resultatet blev til begyndende gnidninger, og eftersom Det Muslimske Broderskab havde godt fodfæste i befolkningen, begyndte den voksende modstand mod allerede nu at få et tydeligere islamisk tilsnit. Noget tilsvarende skete på jødisk side. Journalisten Theodor Herzl, der betragtes som ophavet til den politiske zionisme, skrev allerede omkring århundredskiftet, at et helt folk kan ikke fortsætte sin eksistens i ret lang tid, uden et metafysisk dogme og et religiøst symbol. Modreaktionen mod arbejderzionisternes beske sekularisme havde sat ind, de jødiske helligdage var ved at genindtage deres religiøse indhold, og de symboler, jøderne valgte til de institutioner, som senere skulle blive til en stat, havde ofte bibelske konnotationer. Så da modsætningsforholdet blev til åben strid i årene , var det tydeligt, at tanken om den sekulære en-statsløsning til begge folk var opgivet, ligesom konflikten for første gang havde fået et tydeligt religiøst-etnisk tilsnit. Og da Israels første ministerpræsident, David Ben Gurion, ti år senere - i stod for at skulle danne landets første regering, var dén udvikling kommet mange skridt videre. FN's delingsplan for området og den første mellemøstkrig, som fandt sted umiddelbart efter staten Israels oprettelse i maj 1948, havde fået mange jøder til at tage religionen til sig, og holocaust blev for mange det endegyldige bevis for, at sekularisme og assimilering ikke kunne sikre det jødiske folks overlevelse. Så da den stærkt sekulære Ben Gurion skulle danne regering, fandt han det ikke odiøst i gå i samarbejde med det ortodokse parti Agudat Yisrael. Prisen var den såkaldte status quo aftale, der friholdt 400 unge mænd fra militærtjeneste. De skulle bruge deres tid på religiøse studier og dermed genoprette de jødiske lærdomscentre, som nazismen havde udslettet. Religionen var blevet til en politisk prioritet i den unge stat. Unge officerer og bosættere Kort efter tog en gruppe unge officerer magten i Egypten. Det førte til, at Gamal Abd el Nasser fra juni 1956 blev præsident i den folkerigeste arabiske nation, og han ville modernisere landet. Han intensiverede undertrykkelse af Det Muslimske Broderskab. Al Banna var død i 1949, myndigheder henrettede Qutb i 1966, og en lang række af bevægelsens ledere blev anholdt. Nasser satte også fart i sekulariseringen. Selvom ideologien hed socialisme og panarabisme, begyndte vestlige kulturformer at vinde udbredelse i Egypten, og da eksempelvis den lårkorte mode holdt sit indtog i Europa, blev den også populær på gaderne i Cairo. Nassers ultimative nationalistiske gevinst skulle være krigen mod Israel i juni 1967, men da den på kun seks dage endte i et sviende nederlag, begyndte præsidentens projekt at vakle. Landets islamiske grupper begyndte igen at tale om den vestlige kulturindflydelse som årsagen til den svækkede egyptiske kampmoral, og moral i det hele taget. Da Anwar Sadat derfor overtog embedet ved Nassers død i 1970, forsøgte han at redde situationen ved et farligt dobbeltspil. Han gav Broderskabet og de øvrige islamiske grupper delvis anerkendelse, samtidig med at han forsøgte at tackle det israelske problem. Krigen i 1973 kunne han fremstille som en sejr, der kunne legitimere hans besøg Israel i 1977 og indgåelsen af en fredsaftale med den zionistiske fjende to år efter. Han fik de besatte egyptiske territorier tilbage, og genrejste tilsyneladende den nationale stolthed, men i oktober 1981, på årsdagen for sejren i 1973 kom reaktionen: han blev attentatmyrdet af salafistiske grupper, der ikke kunne acceptere hans knæfald for vesten, som fredsaftalen i deres øjne repræsenterede. Imens var der foregået en parallel udvikling i Israel. Op til krigen i 1967 havde mange israelere frygtet det værste. Parkerne i Tel Aviv blev gravet op, så man var klar med massegrave til alle krigens forventede ofre, og da det endte med nr. 195 / december

15 en overraskende sejr åndede folk lettet op. Og visse dele af den nationalreligiøse befolkning betragtede sejren som et guddommeligt mirakel. Det bibelske kerneland, Judæa og Samaria, var kommet på jødiske hænder, allerede i 1968 drog den første gruppe ud for at tage det nye land i besiddelse. De tilbragte påskeugen på et palæstinensisk hotel i Hebron, og efter helligdagen blev de; det var begyndelsen på bosætterbevægelsen, der sidenhen er blevet til godt en halv million mennesker. To begivenheder var med til at give bosætterbevægelsen dette volumen. Krigen i 1973, som for Israels vedkommende var den blodigste i landets historie, fik politikerne til at tale om strategisk dybde. Israels smalle hvepsetalje skulle beskyttes ved at man placerede civile udposter på Vestbredden, der kunne give tidlig varsling om et nyt arabisk angreb. Og valget i 1977, der bragte Menachem Begin og Likud til magten i spidsen for den første højrefløjsregering, var på mange måder et socialt oprør. De sefardiske jøder ville have samme levestandard som kibbutzmillionærerne, og det skabte en enorm forbrugsfest, der også førte til et stort behov for billige boliger i smukke omgivelser. Det fandt Begin-regeringen på Vestbredden, og denne nye bosættertype førte herefter til en gradvis legitimering af religionen, fordi hele bosættelsesprojektet fra starten havde været religiøst begrundet. Iransk forår i Gaza De anti-vestlige strømninger, som navnlig efter 1973 greb den islamiske verden, nåede et foreløbigt højdepunkt med den iranske revolution i I foråret gik Shah Reza Pahlavi i eksil efter en tid med omfattende protester, mens Ayatollah Ruhollah Khomeini greb magten. Men den shiamuslimske, iranske revolution skulle ikke bare omdanne det iranske samfund den skulle også eksporteres, og det blev den. I Libanon blev den til forbillede for Hizbollah (Hizb Allah Guds Parti), der stillede sig op mod vestlige interesser ved at kæmpe mod israelerne under Libanonkrigen, der startede i Og i den sunnimuslimske verden red Det Muslimske Broderskab med på bølgen, hvilket ikke mindst var tilfældet på Gazastriben, hvor den da ukendte Sheikh Ahmed Yassin udbyggede sin bevægelse, Al Mujama al Islami. Israelerne så på det tidspunkt en mulighed i Yassin. Hans bevægelse var social, og derfor politisk ufarlig, og ved at støtte den aktivt, håbede de på at kunne skabe en palæstinensisk modvægt til Yasser Arafat og PLO, der havde til hensigt at skabe en selvstændig palæstinensisk stat på de besatte områder. Den israelske regering spillede altså det religiøse kort, og da den palæstinensiske utilfredshed med besættelsen i december 1987 blev til en intifada, havde Sheikh Yassin en klar fordel overfor PLO i form af et stort netværk, der hurtigt kunne omdannes til Hamas. Da intifadaen derfor mundede ud i det mest omfattende fredsforsøg til dato, undertegnelsen af Oslo-aftalerne i september 1993, var der altså stærke religiøse kræfter, der på begge sider af konflikten vanskeliggjorde to-statsløsningen lige fra starten. Den israelske bosætterbevægelse var blevet en politisk faktor, der modsatte sig territorielt kompromis, fordi dette var at opgive jødernes bibelske hjemland. Og Hamas og mere radikale bevægelser stillede sig med samme religiøse ildhu mod opgivelse af muslimsk land, hvilket en anerkendelse af staten Israel jo ville være. Den 4. november 1995 betalte den israelske leder Yitzhak Rabin prisen for at have undertegnet fredsaftalen. Han blev attentatmyrdet af en religiøs fanatiker, Yigal Amir, og det er efterfølgende kommet til at stå som begyndelsen på fredsprocessens langtrukne død. 11. september De religiøst-sekulære spændinger, der gennem årene var blevet til ligeså meget værdikamp som territoriel strid, toppede med Al Qaedas angreb på World Trade Center den 11. september Det var tolv år efter Berlinmurens fald og 16

16 afslutningen på den kolde krig, og det globale modsætningsforhold blev nu religiøst-kulturelt. Hvilket ikke mindst hænger sammen med, at Mellemøsten var blevet mere religiøs. Selvom de fleste tog afstand fra Al Qaeda, var de islamiske bevægelser kommet til at fylde mere i den arabiske verden. Den sidste sekularisme forsvandt i Egypten, Tyrkiet blev mere islamisk, og Saudi Arabien gik foran med en stadig mere konservativ fortolkning af de religiøse forskrifter. Det var derfor kun et produkt af denne historiske udvikling, at Det Muslimske Broderskab og salafisterne i december 2011 erobrede 70 procent af pladserne i det egyptiske parlament, ved det første valg efter revolutionen. Og i Israel er billedet det samme. Over 80 procent af landets jødiske befolkning definerer sig selv om traditionel eller religiøs, og skuffelsen over den kuldsejlede fredsproces får israelerne til at vende blikket indad. Status quo aftalens 400 unge mænd er blevet til små , og i den nationalreligiøse del af befolkningen (bl.a. bosætterbevægelsen) ser man en voksende religiøs radikalisme, der, nøjagtig som i den islamiske verden, giver sekularisme og vestlig dekadence skylden for tidernes ugunst. nr. 195 / december 2012 Jerusalem. Foto: Jenny Cecilia Strid 17

17 Studierejse for rektorer til Vestbredden I ugen op til efterårsferien tog en gruppe rektorer krogene af den konflikt, som ikke alene er isoleret fra gymnasier og hf-kurser rundt om i landet på et til Israel og Palæstina, men som begrunder adskillige af de konflikter, som hører Mellemøsten og studieophold i Østjerusalem og på Vestbredden. Det var i oktober Gruppen blev ledsaget Orienten til. I mange kroge kom vi. Eller som en af et par menige historielærere, en journalist fra af vores ledsagere udtrykte det: I kommer helt Gymnasieskolen, en dokumentarfilm-mand, en derind, hvor ellers kun journalister vover sig ud. teolog og en studievejleder - alle med et stort Vi var i kyndige hænder på hele turen. Godt hjulpet af lokale guides og af medarbejderne på Det kendskab til området. Rejsens overordnede formål var at sætte det danske hus i Palæstina (DHIP). Ud over at besøge kulturmøde, som vi som skolefolk erfarer i dagligdagen med vores to-kulturelle elever (og deres Ramallah til Qualqilya og sydpå over Betlehem til Jerusalem, hvor vi boede, gik turen nordpå over familier), i perspektiv. Hebron. Ikke alle vores to-kulturelle elever er lige fremmede over for vores måde at drive skole på. Men dem var, hvor lidt vi vidste om, hvad der i virke- Mange forhold slog os med forbløffelse. Et af de palæstinensiske elever - og især drengene - ligheden sker on the ground. Vi mente os på hører til de mere udfordrende af slagsen. Det viser forhånd temmelig oplyste om, hvad der foregår fx vores lærerforsamlinger. Med rejsen søgte vi at mellem israelere og palæstinensere. Gennem trænge dybere ind i forståelsen af baggrunden for nyhedsformidlingen. Adskillige havde sågar været sådanne elevers reaktioner. på besøg i området tidligere. Men hvad vi blandt Studieopholdet blev et godt eksempel på, hvordan man med stort udbytte kan nærme sig et Vestbredden fra Israel, ikke blot gør sig gældende andet opdagede, var, at Muren, som i dag skiller givet kulturmøde, som hører en moderne og globaliseret skole til i en verden, som også vil byde Der er en verden til forskel mellem måden besæt- i fysisk, men så sandelig også i mental forstand. på adskillige flygtningestrømme i årene fremover, telsen og bosættelserne udfoldes og udvikles desværre. på, og måden hvorpå vi opfatter situationen via Deltagerne blev udfordret på mange planer - nyhedsformidlingen eller via et mere almindeligt historisk, socialt, politisk, geografisk, religiøst, besøg på kulturstederne i Jerusalem og omegn. psykologisk, etnografisk, informationsmæssigt Det blev en spændende rejse. På mange måder. etc. - ja, vi blev i mødet udfordret på store dele Ikke sådan at vi på noget tidspunkt følte os truet. af det fagkorpus, som det almene gymnasium/hf Men sådan at vi blev rystet godt og grundigt - favner. For at forstå de områder, vi rejste ud fra og både i vores selvopfattelse og i vores opfattelse ind i, måtte vi nødvendigvis trække på hele vores af den baggrund, hvorfra dele af vores nydanske tvær- og mellemfaglige klaviatur. elever kommer. Alt i alt blev turen en både dannende og uddannende rejse for moderne ledere af gymnasiale udfordret. I en sådan grad, at det undervejs Vores faglighed blev om ikke rystet, så stærkt ungdomsuddannelsesinstitutioner. slog os, hvor meget stof af yderste relevans, der En rejse til Vestbredden er en stærk oplevelse - her var for enhver, der har valgt at arbejde eller hvis man da ellers får mulighed for at komme ud i uddanne sig i en moderne gymnasieskole. Her var nr. 195 / december 2012 Af Jens Thodberg Bertelsen, Rektor, Odense Katedralskole 19

18 og er virkelig stof til KS og SSO i hf. Især inden for fag som historie, samfundsfag, religion og geografi. Her var og er virkelig stof til SRP og AT i gymnasiet. Så stor blev vores optagelse af hvad vi så, at idéen om en Master Class for særligt talentfulde og interesserede elever i 2. hf og 3.g kom på bordet. For at nå det mål - Etableringen af en Master Class i studieområdet Mellemøst-konflikten - så skulle fokus for kommende studierejser for elever til området flyttes. Fra at have noget at gøre med at svømme mod flygtningestrømmen, som vi i rektorgruppen havde haft for øje, til at være et element i vejledningen af elever, som skriver større skriftlig opgave inden for området Mellemøstkonflikten i 2.hf eller 3.g. Til at hjælpe os med at twiste studierejsen fra at have med to-kulturelles baggrund til at have med undervisning i en mangesidet konflikt at gøre bad vi en række lærere fra vores skoler om at være os behjælpelige, blandt andet ved at tage med et par af os på endnu en studierejse - denne gang for vejledere til Vestbredden og Tel Aviv op til påske. Den tur løb af stabelen i foråret Typisk deltog den ene af de to vejledere, som eleven skal have til udarbejdelsen af sin større skriftlige opgave hen imod jul På dette grundlag blev en ny studierejse filet til: En rejse for to elever og vejleder nr. 2 fra hver af de deltagende skoler. Denne vejleder-elev rejse er netop blevet afviklet i dette efterår. Begge rejser - både den for vejledere i foråret og den for elever og vejledere i efteråret - er tilrettelagt i tæt samarbejde med medarbejderne på DHIP og med offentlige og private kontakter i Israel. Det skulle vise sig at blive en forrygende, farverig og dybt faglig oplevelse sådan at uddanne elever og efteruddanne lærere på en og samme tid og på en og samme studierejse, hvad man kan læse om i denne udgave af Noters øvrige artikler om emnet. Master-programmet fortsætter. Det er i hverfald planen. Foreløbig med en tur for vejledere op til påsken 2013 og en tur for vejledere og talentfulde elever fra 2.hf og 3.g op til efterårsferien - ligeledes De kommende rejser tilrettelægges endeligt, når vi kender resultaterne af den skriveproces, som dette efterårs elever netop har givet sig i kast med. (Rektorgruppen besøger DHIP i Ramallah. Foto: Jørgen Flindt Pedersen 20

19 Marsterclass i Palæstina Af Christopher Ancher Drews Ammentorp (2q), Jacob Halsgaard Andersen (2p) og Lektor John Pedersen, Odense Katedralskole Forud for studieturen var vi alle samlet på Nyborg Gymnasium I begyndelsen af august for i et par 14 gymnasieskoler deltog i uge 40/ i en dage at forberede os på turen. studietur til Palæstina. 14 lærere tog på efteruddannelse og med sig havde de hver to elever/ en Master Class. Opgaven og udfordringen var Vi var i alt 45 deltagere i dette første forsøg med kursister, som samlede materiale og indtryk til at at undersøge forholdet mellem Israel og den arabiske befolkning i den del af Palæstina der blev udarbejde deres SRP eller SSO. Kombinationen af efteruddannelse og uddannelse gav en fabelagtig symbiose mellem elever/kursister og lærere. Samaria). Hovedvægten var lagt på palæstinen- besat af Israel i 1967 (Vestbredden eller Judæa/ Området synes jo i sig selv at give mange faglige udfordringer og muligheder til bl.a. historie, Med 45 deltagere måtte gruppen deles i to men serne vilkår. samfundsfag, religion, oldtidskundskab, geografi, med parallelle programmer og fælles dele om engelsk og dansk (kulturanalyse). aftenen. nr. 195 / december 2012 Ved det gamle rådhus i Tel Aviv. Foto: Morten Vad Hansen 21

20 Torsdag d. 4. oktober Ankomst til Tel Aviv om eftermiddagen. Kørsel til og indkvartering i Jerusalem. Gåtur i Jerusalem i grupper med unge palæstinensere. Aften: Møde med Birgitte og Christian Balslev Olesen, direktører i Det danske Hus i Palæstina Fredag d. 5. oktober Heldagstur til Hebron. Aften: Evaluering af dagen Lørdag d. 6. oktober Guidet tur rundt om og i Jerusalem: The political tour. Aften: Evaluering af dagen Søndag d. 7. oktober Til Ramallah. Møde med repræsentant for bevægelsen Stop the Wall Guidet tur nordpå til byen Qalquiliya. Belysning af konsekvenser af besættelsen og Muren Aften: Møde med Malene Bøgesvang, ansat på Det danske Repræsentationskontor i Ramallah Mandag d. 8. oktober Besøg i Det danske Hus i Ramallah. Præsentation af huset. Møde med den amerikansk-palæstinensiske økonom Sam Bahour og danske studerende. Om eftermiddagen møde og diskussioner omkring demokrati med studerende på Birzeit Universitet Aften: Møde med Itay Epshtain fra den israelske organisation: International Committee Against House Demolitions. Tirsdag d. 9. oktober En stor del af elever og lærere på tur til Det døde Hav, andre på Holocaustmuseet. Om eftermiddagen mødtes eleverne med palæstinensiske studerende Aften: Møde med Likud-politiker Onsdag d. 10. oktober Heldagstur til Tel Aviv ledet af journalist Hans Henrik Fafner. Møde med israelske gymnasieelever på Herzliya Gymnasiet. Fælles madlavning og spisning. Torsdag d. 11. oktober Hjemrejse 22

21 23

22 Bosættelser Det vil føre for vidt at gennemgå alle programpunkter. Nedenstående FN-kort illustrerer nogle af problemerne vi oplevede om forholdet mellem de palæstinensiske indbyggere på Vestbredden og den israelske besættelse. Et centralt tema er den israelske bosættelsespolitik (palæstinensere kalder det for koloniseringspolitik). Trods internationalt krav om at ophøre med at etablere bosættelser fortsætter processen spredt ud over Vestbredden og i og omkring Østjerusalem. I alt anslås over israelere at have bosat sig på Vestbredden. Dette faktum blev vi præsenteret for ved besøget i Hebron, hvor vi kunne se, hvorledes stærkt religiøse Brooklynjøder havde bosat sig 3 steder i Hebron med den konsekvens, at en stor del af handelslivet er ophørt og at palæstinensiske borgere chikaneres ud af deres boliger eller dagligt må igennem det israelske militærs checkpoints. En stor del af de andre bosættelser er ikke just præget af stærk religiøsitet, men af et ønske om at få en billig bolig i rimelig kørselsafstand fra arbejde. Den israelske stat yder favorable økonomiske vilkår når en israelsk familie bosætter sig i en bosættelse. Mange er fristede, fordi den økonomiske udvikling i Israel har udviklet sig fra et i høj grad egalitært samfund med gode sociale og økonomiske rammer for alle til et særdeles ulige samfund på linje med USA. Store demonstrationer sidste år viste, at mange israelske borgere har vanskelige økonomiske vilkår. De offentlige lønninger følger ikke med prisudviklingen. Det forhold rammer palæstinenserne endnu hårdere. Så vi har også oplevet demonstrationer mod Den Palæstinensiske Selvstyremyndighed for at give folk bedre levevilkår. Med bosættelsespolitikken annekterer staten Israel større og større dele af Vestbredden, mens de individuelle bosættere har en mere blandet begrundelse for at slå sig ned i området. Vi så også hvorledes bosættelser omkring Østjerusalem sammen med den såkaldte sikkerhedsmur/ apartheid-mur (den palæstinensiske betegnelse) er ved at indlemme området i et samlet Jerusalem under israelsk styre helt i modstrid med Osloaftalerne. Bosættelserne er typisk placeret på bakketoppene af sikkerhedshensyn. Adgangen til bosættelserne har israelerne sikret ved at bygge særlige veje, som kun israelere kan køre ad. Denne infrastruktur skærer sig gennem landskabet og afbryder forbindelserne mellem de enkelte dele af Vestbredden. Den skærer med andre ord området over på kryds og tværs. Palæstinensere må køre omveje og komme gennem israelske checkpoints for at besøge familie eller passe dyrkningen af marker på den anden side af vejen. Også vandressourcen udnytter israelerne optimalt for at sikre bosætterne og indbyggere i Israel vand. Men derved vanskeliggøres dyrkningen af jorden for de palæstinensiske bønder. Vand er en mangelvare og alle palæstinensere har vandtønder på tagene, hvorimod de jødiske bygninger har apparater til aircondition på tagene. Vand er indlagt. På denne måde har Israel opbygget forskellige strategier for at overtage mere og mere af palæstinensernes jord. Muren Muren sikkerhedsmuren den såkaldte sikkerhedsmur apartheid-muren kært barn har mange navne. Vi besøgte bevægelsen Stop the Wall og hørte deres argumenter mod Muren og ved selvsyn så vi i byen Qalquiliya hvorledes Muren næsten havde lukket byen inde. En by som tidligere var et vigtigt handelscentrum i området. Hver morgen og eftermiddag må tusinder af palæstinensiske arbejdere igennem et ydmygende checkpoint. Muren/hegnet slynger sig flere hundrede kilometer langs Den grønne Linie og langt ind på Vestbredden til bosættelser (se kortet). Reelt er der tale om, at Israel annekterer land og skærer Vestbredden over i afgrænsede og usammenhængende områder. Er Oslo-aftalernes forventninger til en to-statsløs- 24

23 ning stadig levedygtig? Skal vi tage dem, vi talte med, på ordet, var der næppe nogen, der troede på denne løsning nu. Den palæstinensiske Selvstyreenhed er splittet mellem Hamas og Fatah. Den er helt afhængig af økonomiske midler fra Europa og USA og den råder kun over 8 % af Vestbredden (A-området. B-området kontrolleres sikkerhedsmæssigt af israelsk militær og C-området er helt underlagt det israelske militær). Dens legitimitet er truet. Hvad er de unge palæstinenseres forhåbninger? Vore elever mødte studenter som er klar over at fremtidsudsigterne er vanskelige. Nogle håbede på at kunne udvandre og finde arbejde og et liv uden for området. Hvordan ser demokratiet ud? Om ikke så længe gennemføres kommunale valg. Hvordan vil det gå med Fatah? Kvinder blander sig i politik og kræver ændrede vilkår. Er det overhovedet meningsfuldt at tale om en særlig palæstinensisk identitet/national forståelse? Disse og mange andre spørgsmål blev diskuteret mellem lærere og elever og er elementer til SRP og SSO. nr. 195 / december 2012 Et splittet Israel? Busturen fra Jerusalem til Tel Aviv afslørede et Israel, som reelt består af meget forskellige samfund. I Jerusalem spiller religion og etnicitet en tydelig og afgørende rolle. Alene den gamle bydel med kristne, jødiske og muslimske helligdomme viste inden for få meters afstande meget store forskelle og modsætninger. I gadebilledet er jødiske fundamentalister synlige med deres særlige påklædning. Det præger Jerusalem. Det præger også Israel, fordi gruppen er blevet meget stor. Man regner med, at mellem og jøder (mænd, kvinder og børn) skiller sig ud i det 25

24 Israelske samfund. Mændene arbejder ikke, er ikke indkaldt til militærtjeneste, men helliger sig udelukkende læsningen af de hellige jødiske skrifter. Det er en økonomisk, social, politisk og ikke mindst sikkerhedspolitisk udfordring for Israel. Mødet med israelske gymnasieelever i Tel Aviv var som at træde ind i en vestlig verden. Eleverne kommenterede efterfølgende besøget: De ligner jo os, havde samme idéer om stat, liv og uddannelse som os. Tel Aviv er en åben og kosmopolitisk by på linie med andre storbyer i vesten og denne holdning dyrkes af byens borgere i modsætning til Jerusalem. Undervejs i dette spændende projekt er vi alle blevet klogere og samtidig lidt mere forvirrede. Spørgsmålene er flere end svarene: Hvordan løses dog denne ulykkelige konflikt? 26

25 Kildekvissen Spørgsmål til kilden denne gang: Hvem står bag synspunktet og hvornår er det fra? Svaret sendes enten til eller slås op på foreningens side på Facebook. Og denne gang er der en præmie på 250 kr. til dén, der først melder sig med svaret. 28

26 Svaret fra Kildekvissen i Noter 194: Hartvig Frisch: Nordisk Forord til Pest over Europa, 1933 Venlig hilsen Finn Krüger-Rasmussen Lyngdalvej Grenå ex Grenå Gymnasium nr. 195 / december 2012 September citatet er fra Hartvig Frisch: Pest over Europa 1933 og står i indledningen. Teksten er en analyse af hvorfor det gik galt i Tyskland i 1933 og hvad Socialdemokratiet(erne) burde gøre for at dæmme op for nazismen og andre diktaturer. Med venlig hilsen Peter Keller Hansen Midtfyns Gymnasium Svaret er. Hartvig Frisch: Pest over Europa i 1933 i anledning af Staunings 60 års fødselsdag Med venlig hilsen Uddannelsesleder Margit Grønlund Nielsen 29

27 Af Jens Haugaard Jensen Studieturen går til Istanbul Turen er tilrettelagt med 4 hele opholdsdage. Eftermiddag: Besøg i Topkapi, der var residens Hertil kommer 2 rejsedage. for de ottomanske sultaner i 400 år. Igennem tre store gårde nærmer man sig magtens centrum i DAG 1: sultanpaladset med tilknyttet harem. Fra terrasserne er der en fantastisk udsigt over Bosporus- TEMA: DET GAMLE ISTANBUL. Formiddag: Tur langs Mese, der er den romerske, byzantinske og ottomanske hovedvej tværs strædet. gennem Istanbul. Der er flere centrale bygningsværker på denne strækning. Mese udmunder TEMA: DET NYE ISTANBUL DAG 2: på Atmeydani-pladsen, hvor hippodromen lå i Formiddag: Over Galatabroen til Galata-bydelen, romersk og byzantinsk tid. der er centrum i det moderne Istanbul. Transport Besøg i den blå moske (hedder egentlig Sultan med Tünel, der er den næstældste metro i Europa Ahmet-moskeen). Forbi Hagia Sophia-katedralen, (570 m.). Gåtur langs hovedgaden Istiklal Cadd. der er opført af byzantinerne ca Besøg i og besøg på Taksimpladsen med Frihedsmonumentet. Kontrasten til den gamle bydel er mar- Yerebatan-cisternen, hvor storbyen har samlet vand siden byzantinsk tid og James Bond slog kant. Her er forretninger med udstillingsvinduer, sine folder i 007-filmen From Russia with Love. her er faste priser på varerne, her er tøjstilen Sluttelig et smut ind i krydderibasaren det er så særdeles vestlig, her er bilfri gågade og her er afgjort en turistfælde, men alligevel med et fascinerende vareudbud. Eftermiddag: Besøg i Kemal Atatürk`s hus for omgangsformerne afslappede. at Bosperus - Istanbul 30

28 få indtryk af den ophøjede position, han indtager i nutidens Tyrkiet. Afslutning på militærmuseet, hvor der er koncert med janitsjarkorpset (mehter-band) kl. 15. Det er i sandhed hele den tyrkiske musik, der får de små nakkehår til at rejse sig. DAG 3: TEMA: DEN RELIGIØSE ARV. Formiddag: Gåtur gennem Istanbuls travle håndværkerkvarter med afstikker til Süleyman-moskeen (flot udsigt men den er p.t. lukket på grund af restaureringsarbejder) og graven for arkitekten Sinan, der stod bag opførelsen af flere af de kendteste moskéer. Besøg i patriarkatet og den græsk-ortodokse hovedkirke. Det er en ret uanselig bygning, men kendt som sæde for lederen for de ortodokse kristne. I ottomansk tid skulle de religiøse ledere garantere for deres trosfællers loyalitet over for sultanen ( millet-systemet ) og ved lapsus blev de draget til ansvar. Denne skæbne overgik patriarken Gregorios V i 1821, da grækerne startede deres uafhængighedskrig. Han blev klynget op i hovedporten til kirken. Området er stærkt politiovervåget. Hovedparten af byens tidligere så betydningsfulde græske mindretal er udvandret i kølvandet på stridighederne mellem Tyrkiet og Grækenland om Cypern. Eftermiddag: Sejlads med lokal færge, der i zigzag-kurs stævner gennem Det Gyldne Horn til forstaden Eyüb. Det er et af de helligste steder i den muslimske verden efter Mekka, Medina og Jerusalem. Besøg i Eyüb-moskeen, hvor en krigsfælle til Muhammed er begravet. Man står i kø ved helgenens grav og skal være opmærksom for at få et glimt af hans sølvkiste, når man defilerer forbi. Tilbage på samme vis med færgen på Det Gyldne Horn. DAG 4: TEMA: ELEVERNES DAG. Formiddag: Sejltur på Bosporus (afgang fra Eminönü Iskele) med lokalfærge. Den ligger til ved flere anløbspladser på både den europæiske og den asiatiske side op gennem Bosporus-strædet. På turen er der udsigt til paladser, sommervillaer, velhaverforstæder og små fiskerbyer. Man kan hoppe af færgen på turen og sætte benene på asiatisk jord. Eftermiddag: Indkøbsrunden. Opdeling af eleverne efter præferencer. Enten: Besøg i den labyrintiske overdækkede basar (Kapali Carsi) med flere end butikker og værksteder. Her tinges der. Bare slip eleverne løs, de farer alligevel vild og det er jo netop en del af oplevelsen. Eller: Besøg i et af Europas største stormagasiner Cevahir i forstaden Sisli (Büyükdere Cadd. nr. 22- metro: Sisli). Her er faste priser. EKSTRA: Dertil kommer en række aftenarrangementer, hvor deltagelse har været valgfri. Det omfattede fodbold, hvor især kampe med de tre store klubber Besiktas, Fenerbache og Galatasaray gav lokalkolorit, men billetpriserne til gengæld ikke var helt billige. Det omfattede også ballet, opera eller koncert i Atatürk Kulturcenter (Taksimpladsen). Standarden var høj og priserne var lave. Det kunne endelig også omfatte et besøg i tyrkisk bad (hamam) for at komme til at ligne en skoldet gris, når alle de døde hudceller var fjernet med pimpsten. Hvis man kan finde en lokal hamam er prisen rimelig, men hvis man faldt ind i de mere luksuriøse bade er prisen også derefter Endelig har vi også haft mulighed for at besøge det danske konsulat i forstaden Bebek og få en bedømmelse af tyrkisk politik og en status over landets ønsker med hensyn til eventuel EUoptagelse. nr. 195 / december

29 Galatarays stadion Turk Telekom Arena Pro et contra Jamen; er der så slet ikke problemer? jo: Det er godt at lave studietur til Istanbul, fordi: - Pengene rækker langt for eleverne. Turens pris er ikke i den billigste ende i udbydernes kataloger, men omvendt er basisudgifterne (transport, entre og mad) så billige, at turens pris i sidste ende bliver billigere end til hovedparten af de vesteuropæiske rejsemål. Studiekort giver gratis adgang de fleste steder dog ikke i Topkapi. - Byen virker i sig selv interessant. Ganske vist er der de lange vandringer fra det ene arrangement til den næste, men det virker ikke trættende, fordi selve folkelivet og indkøbsmønstret er en oplevelse i sig selv - også selvom der hældes blod ud af skoene om aftenen. Den letteste, billigste og hurtigste form for befordring er i øvrigt med færger. På den måde undgås de evige trafikpropper. - Byen er overvældende og fremmedartet, samtidig med at den vant til turister herunder danske elever. Karl Smart`erne er behageligt kuede og holder sig til gruppen i det mindste i starten af turen. - Det er let af få eleverne afspist. Som oftest peger man sine retter ud direkte hos kokken og kan følgelig sammensætte måltidet efter smag og behag. Selv om det ender med 25 forskellige måltider bryder hverken kok eller tjener sammen. jamen; - Trafikken. Den er total anarkistisk og baseret på den stærkes ret. Det er med svirpende adamsæble, at man ser en klasse kaste sig lemmingeagtigt ud i at krydse en hovedfærdselsåre. Men heldigvis regner de tyrkiske bilister ikke med at regler overholdes, så hvorfor ikke også tackle dette. - Toiletterne. Den europæiske standard for offentlige toiletter findes ikke, men viden om acceptable retirader værdsættes. Der er gode toiletter ved billetsalget til Topkapi og i undergangen ved Karaköy- pladsen. Hvis man er i akut bekneb, er der altid nogenlunde rengjorte toiletter a la Middle East i forbindelse med moskeerne og så skulle det problem jo være løst, for dem er der jo som bekendt flere tusinde af. GOD TUR. 32

30 AKP Tayyip Erdogan 33

31 Af Poul Steiner Jensen og Torben Rugberg Rasmussen Istanbul Istanbul er blevet et hot mål for studierejser. Erfaringen siger, at mange klasser i den sammenhæng mangler en introduktion til byen, som adskiller sig fra turistguidernes blankpolerede fortælling. I denne lille introducerende artikel vil vi prøve at anlægge nogle få og lidt anderledes vinkler, som forhåbentlig kan inspirere til videre undersøgelser på klassen og i selve Istanbul. Istanbul hed frem til 1930 Konstantinopel og endnu tidligere Byzans. Byen er den største i Tyrkiet, men ikke landets hovedstad. Denne status mistede Konstantinopel i 1923 til Ankara midt på den anatolske højslette. Ankara blev valgt som hovedstad for den ny tyrkiske republik i kraft af sin geografiske beliggenhed midt i det nye Tyrkiet. Men Ankara blev også valgt, fordi den ny republiks ledere ønskede at lægge afstand til Det osmanniske Imperium og dets centrum: Konstantinopel. Istanbul har imidlertid beholdt sin kulturelle og økonomiske betydning. Siden midten af 1950 erne, hvor den store tyrkiske vandring fra land til by satte i gang, er byen vokset eksplosivt i både omfang og indbyggertal. I 2010 blev det officielle indbyggertal for byen opgjort til Men inddrager man hele området, Stor-Istanbul, ligger befolkningstallet mere sand- Gecekondu Seyrantepe, Istanbul 34

32 synligt i nærheden af 20 millioner, og det stiger fortsat. Det skyldes ikke mindst den fortsatte indvandring fra de fattige og tilbagestående områder i det øst- og sydøstlige Tyrkiet. Herfra kommer cirka 70 % af byens indbyggere. I første omgang bosætter de nyankomne indbyggere sig i de såkaldte gecekonduer. Det er en betegnelse for slumområder præget af dårlig og midlertidig byggeri i byens udkant. Hvert år opstår der i Istanbul som i udkanten af Tyrkiets øvrige storbyer nye gecekonduer. Dette sker samtidig med, at de gamle gecekonduer gradvist udbygges, gøres mere permanente for til sidst at få status som et nyt kvarter i byen. Ifølge lokale byplanlæggere i Istanbul tager denne proces fra nydannet gecekondu til en status som integreret bydel cirka 30 år. Som hovedregel har myndighederne kun begrænset kontrol med livet i gecekonduerne. Både byggeri, kloakering og etableringen af veje er ulovligt. Ingen ved for alvor, hvor mange der bor, børnene går kun af og til i skole, beboerne har sjældent fast arbejde og sundhedsfacilliterne er uhyre begrænsede. Livet i gecekonduerne som man som turist i Istanbul sjældent ved noget om eller kommer i berøring med er det ene yderpunkt i de forskellige livsformer, som Istanbul rummer. Et andet yderpunkt udgøres af Istanbuls økonomiske og kulturelle elite. Set med danske øjne lever denne elite et ofte prangende og anmassende luksus- og overklasseliv. Hvis man sejler op langs Bosporus og betragter de pragtvillaer i alle afskygninger, der er bygget her, får man et godt billede af den pengerigelighed, der også er del af det moderne Istanbul. Andre sider af livet i Istanbul er de velansete og prestigiøse universiteter: Istanbul University, 1453, Bogaziçi University, 1863 og Marmara University, Byen præges desuden af de tydelige spor, som den globale ungdoms- og underholdningskultur sætter på byen. Sportsbegejstringen er nærmest fanatisk, hvilket man for eksempel kan opleve ved lokalopgørene mellem fodboldklubberne Besiktas, Galatasaray og Fenerbahce, der alle hører til i Istanbul. Desuden finder vi en omfattende politisk og kulturel aktivitet, der både omfatter kvindeorganisationer, bøsseorganisationer, kurdiske organisationer, islamiske organisationer, nationalistiske organisationer osv. nr. 195 / december 2012 Marmaris Universitetet 35

33 Siden 1994 har bystyret i Istanbul været domineret af det islamisk-konservative AK-Parti (AKP) eller forløbere herfor. Den nuværende regeringsleder, Tayyip Erdogan, har således en fortid som borgmester i Istanbul, hvor han opnåede stor folkelig popularitet. Det skyldes, at han med udgangspunkt i en islamisk vision om en ren og anstændig by fik lukket en række af byens bordeller og fik etableret badestrande for kvinder. Men det skyldes i lige så høj grad, at han fik taget hul på Istanbuls massive problemer med forurening, forsyningen med vand, affaldshåndtering og den anarkistiske byudvikling. Mange af Erdogans og AKP s vælgere kommer fra byens fattig- og gecekondukvarterer. Den islamisk prægede kultur- og værdipolitik er en vigtig årsag til, at netop disse grupper stemmer på AKP. Der er imidlertid ingen grund til at tro eller frygte, at AKP har ambitioner om eller styrke til at afvikle den vestlige eller kosmopolitiske atmosfære, der præger Istanbul. Netop denne atmosfære er en vigtig forklaring på Istanbuls funktion som kontaktskabende brohoved til Vesten, hvilket er af stor betydning for det øvrige Tyrkiet. 36

34 Fra Pressemeddelelse Bangsbo Fort forvandler skoleelever til tyske soldater for en dag I bunkerne i Frederikshavn kan elever nu opleve livet som tysk soldat i Målet med Bangsbo Experience er at tiltrække historieklasser, der gennem aktiv involvering får 2. Verdenskrigs dilemmaer og krigsteknologi på nært hold. I det nye skoleår får historielærere en håndsrækning fra Bangsbo Experience til at vække elevers interesse for 2. Verdenskrig. Med simuleret krigsmateriel og medier som ipads og multitouchborde er eleverne medskabende af en nærgående og konkret oplevelse af de tyske soldaters liv i bunkerne. Nyskabende og involverende læring i bunkerne Det kan vække forundring og forargelse, at museet vælger at fortælle om 2. Verdenskrig fra et tysk perspektiv, men Museumsinspektør på Bangsbo, Fort Hans Munk Pedersen, mener, det er en naturlig vinkel til nyskabende og involverende læring i bunkerne. - Det har da vakt diskussion, men vi afslører blot, hvad bunkerne rent faktisk blev brugt til. Det er naturligt at fortælle historien om et tysk fort fra et tysk synspunkt. Bangsbo Experience åbner øjnene for en facet af krigen, man ikke ser normalt, og det, håber vi, vil skabe debat og vække interesse for fortiden, siger Hans Munk Pedersen. Spilteknologi og rollespilselementer Autentisk inventar, spilteknologi og rollespilselementer er med til at ramme en målgruppe, som ikke gider plancher og gnidrede skilte. Ved fælles hjælp skal eleverne bl.a. bruge ipads og store interaktive skærme til at identificere skibe og indstille kanoner. En anden vigtig del af Bangsbo Experience er overvejelser om krigens konsekvenser, og eleverne skal tage stilling til en Bangsbo Experience illustration 38

35 Bangsbo Experience stemningsbillede række dilemmaer, som bunder i tyskernes faktiske overvejelser i Besøgende kan bogstaveligt talt kravle ned i historien og selv fortolke krigens svære valg. Vi viser, at der er mange forskellige opfattelser af krigens begivenheder. Den var kompliceret, og blev oplevet vidt forskelligt af de involverede forklarer Hans Munk Pedersen, Museumsinspektør på Bangsbo Fort. Værktøjer til at forstå nutidens krigsdilemmaer Bangsbo Experience er tilrettelagt i samarbejde med didaktikeren Michael Ahrentz, så det passer ind i et større undervisningsforløb om 2. Verdenskrig. Eleverne får et indblik i de tyske soldaters dilemmaer, som de kan bruge til at forstå nutidens krigsdilemmaer. Ideen er at inddrage Bangsbo Experience i et længere forløb, hvor historielærere kan bruge besøget som udgangspunkt for større debatter om nutidens konflikter og omkostningerne ved krig. For eksempel kan der trækkes tråde til begivenhederne i Syrien, forklarer Hans Munk Pedersen. Målet for museet er at tiltrække folkeskolens klasser og gymnasieklasser, som kan få skræddersyet et besøg. Museet arbejder også hen imod at anvende fortet som udgangspunkt for et lejrskoleophold. En nat i bunkernes køjesenge kan nok få fortiden til at krybe ind under huden på de fleste. Interesserede kan finde flere informationer på Bangsbo Fort er en del af Nordjyllands Kystmuseum. Bangsbo Experience er udviklet i samarbejde mellem Bangsbo Fort og Digitales i Aalborg. For yderligere information, kontakt venligst: Hans Munk Pedersen, Museumsinspektør på Bangsbo Fort, [email protected] tlf Morten Kamp Schubert, Strategichef i Digitales, [email protected] tlf / Michael Ahrentz, Didaktiker, [email protected] tlf ,

36 Af Jakob Sørensen, ph.d., adjunkt, KVUC Modstandsdatabasen i undervisningen Jakob Sørensen er tidligere museumsinspektør kunne påbegynde det egentlige arbejde med at på Frihedsmuseet, Nationalmuseet. Se mere på samle navne sammen i Modstandsdatabasen, som projektet kom til at hedde og hvor undertegnede blev ansat til at stå for opbygningen af basen sammen med det øvrige personale. Filmen om Hvidstengruppen har i skrivende stund skrevet sig ind i historiebøgerne som en af de mest sete danske film nogensinde og det har endnu Hvem skal med? Hvad er modstand? engang aktualiseret interessen for besættelsestiden og modstandskampen. I den forbindelse vil Modstandsdatabasen er hvem der overhovedet En af de helt centrale overvejelser i forhold til jeg gerne i denne artikel præsentere et redskab skal med. Hvornår er man modstandsmand hvor der vil kunne indgå i et undervisningsforløb om meget modstand skal der til? Skal man være fuldtids illegal og skal man have deltaget i flere aktio- modstandskampen. Frihedsmuseet åbnede nemlig i maj 2009 for den internetbaserede Modstandsdatabase. Databasen rummer en fortegnelse over har man valgt at definere modstand som dét, der ner for at komme i betragtning? Fra museets side alle de medlemmer af modstandsbevægelsen var illegalt i samtiden. Denne definition dækker under besættelsen, som det er muligt at finde på helt indlysende et meget bredt modstandsbegreb. mandskabslister og i den righoldige litteratur om Det indebærer da også at prominente og kendte perioden. På den måde kan man søge oplysninger skikkelser i modstandskampen som Frode Jakobsen, Kim Malthe-Bruun eller Marius Fiil skal dele om modstandsfolk, se hvilke modstandstyper de udførte og få henvisninger til hvor der eventuelt pladsen med en hel del personer med langt mere står flere oplysninger. For historielærere og deres beskedne illegale handlinger på CV et. Der er dog elever rummer Modstandsdatabasen en række en helt afgørende fordel ved dette brede modstandsbegreb. Det sikrer museet i det omfang muligheder for at arbejde med besættelsestiden på en ny og interaktiv måde. vi kan finde navnene at vi også får de mange Men først lidt baggrund: Besættelsen var i høj såkaldte små fisk med. Dem der måske ikke grad en del af debatten tilbage i 2005, hvor Nationalmuseets særudstilling Spærretid slog dørene men som alligevel bidrog til modstandskampen. ligefrem gik under jorden med Gestapo i hælene op. I den anledning gjorde tidligere kulturminister Vi får også de mange, ofte oversete, der støttede Brian Mikkelsen i en kronik i Berlingske Tidende de fuldtids illegale, hvis de ellers omtales i litteraturen. Mere end personer er registreret i sig konkrete tanker om muligheden for at skabe et værdigt minde for frihedskæmperne nu hvor databasen, heraf flere ud fra mere end én kilde. der efterhånden kun er ganske få modstandsfolk Eksempelvis er Bent Faurschou-Hviid bedre tilbage. Det minde som ministeren lagde op til kendt som Flammen registreret på baggrund var oprettelsen af en lettilgængelig database af 35 forskellige kilder og Flemming Juncker, central i den jyske del af modstandskampen, kendes over medlemmerne af den danske modstandsbevægelse. Opgaven med at bane vejen for denne fra mere en 60 fremstillinger. Oplysningerne er database blev lagt i hænderne på Frihedsmuseet, samlet således at det er muligt at se præcis hvor men det blev først i juni 2008 at Frihedsmuseet hver enkelt stammer fra, hvis man vil forfølge en 40

37 oplysning eller et særligt spor. Dette brede modstandsbegreb inviterer brugerne til at tage stilling og gøre op med sig selv: Hvad skal der efter min opfattelse til for at jeg vil kalde en person for modstandsmand? En oplagt indgangsvinkel til et undervisningsforløb om modstandskampen! Undervisningsbrug Under arbejde med databasen fik Frihedsmuseet en bevilling fra Kulturarv Styrelsen til at udvikle et elektronisk undervisningstilbud med udgangspunkt i netop Modstandsdatabasen. Dette arbejde blev præsenteret i maj 2010 og udgjorde en del af Modstandsdatabasen målrettet til brug i gymnasieskolen og tilsvarende uddannelsestrin er man inde på hjemmesiden ( natmus.dk) er det under fanen Tal og statistik at funktionerne er samlet. På hjemmesiden får eleverne mulighed for at udforske modstandsbevægelsen ud fra den omfattende samling data der er i databasen. De kan undersøge de illegales sammensætning i deres lokalområde, uanset hvor i landet de kommer fra. Dette vil givetvis give arbejdet en større relevans for eleverne, der vil kunne fokusere på sammensætningen af modstandsbevægelsen i deres hjemby. Via diverse værktøjer på hjemmesiden kan eleverne inddele modstandsbevægelsen i grupperinger efter f.eks. typen af modstand (sabotage, illegale blade, likvidering, efterretningsarbejde med videre) og for eksempel sammenligne denne sammensætning med sammensætningen i nabobyen, en by fra en anden egn af landet eller hele Danmark. nr. 195 / december 2012 Tabel 1 En søgning på modstandstypen modtagegruppe, dvs. de folk der som Hvidstengruppen deltog i arbejdet med at modtage våbencontainere og andet fra britiske fly viser at Midt- og Nordjylland havde de største forekomster af denne modstandstype, mens Sjælland og København for slet ikke at tale om Bornholm i mindre grad var aktive inden for denne modstandstype. Hvordan kan det være? Hvorfor er modtagearbejdet et Nord- og Midtjysk fænomen? 41

38 Tabel 2 Hvor mange modstandsfolk var der i Danmark fordelt på de såkaldte regioner? Tabellen viser tydeligt at København var modstandsbevægelsens kraftcenter med en tredjedel af de registrerede modstandsfolk. Hvordan kan det være? Hvorfor er storbyen attraktiv for modstandsfolk? Undervisningssiden giver dermed eleverne mulighed for i princippet at lave grundforskning med et talmateriale, der ikke har været underkastet nogen behandling før. Via henvisningerne til litteraturen kan eleverne på en nem måde få henvisninger til supplerende materiale om deres lokalområde. De vil kunne generere diverse tabeller ud fra deres søgninger og de kan trække talmateriale ud i excel-ark og arbejde videre med dem der. Databasen er indrettet således at det er muligt at søge på en by, f.eks. Roskilde, og derefter få en liste over samtlige bøger Museet har gennemgået hvori modstandsfolk fra Roskilde er omtalt. En ren gave til et projektarbejde, en SSO eller lignende. Samme funktion findes ved enkeltpersoner. Skriver man f.eks. om Hvidstengruppen vil man under hvert enkelt medlem se en komplet fortegnelse over litteraturhenvisninger. Så bliver det ikke meget nemmere! 42

39 Tabel 3 Modstandsbevægelsen som ungdomsoprør! Tabellen viser at de modstandsfolk vi kender alderen på og som har deltage i sabotage altovervejende var i starten af 20erne i Sammenligninger med andre modstandsformer kan give interessante svar var det f.eks. også de unge der lavede illegale blade? se mere på: eller på 43

40 Af Klaus Bjerre EUROCLIO - 20 år Det, vi plejer at gøre, er selvfølgeligt og naturligt. Det andre gør er mærkeligt. Denne almindelige holdning gør sig også gældende blandt historielærere. Derfor er det rigtig sundt at møde kolleger fra andre lande, at få spejlet sin egen praksis og komme i dialog om historieundervisningens form og indhold. Når dette er muligt, skyldes det i høj grad EUROCLIO, den europæiske historielærersammenslutning. Da der er mange i Historielærerforeningen, som kun kender sporadisk til EUROCLIO, er der grund til at præsentere dette samarbejde i anledning af at det nu er 20 år siden det blev besluttet at oprette EUROCLIO, mens den formelle stiftelse fandt sted den 21. april EUROCLIO blev dannet på baggrund af nogle af de problemer, som blev tydelige i årene efter murens fald og Sovjetunionens sammenbrud. De postkommunistiske lande havde travlt med at redefinere deres fortid. Der skulle nu skabes fædrelandskærlige borgere, ikke som tidligere proletariske internationalister. Denne proces indebar en del problemer, bl.a. måtte man fortsætte med de lærere, som pligttro havde undervist i den marxistisk-leninistiske historie, og man måtte i en fart skaffe nye lærebøger. Man var vant til at undervise i politisk fastlagte sandheder, nu ændredes disse sandheder. Ofte blev resultatet at man underviste i den nationale storhed og i de ydmygelser og lidelser som andre nationer havde påført egen nation. Hyppigt kom man herved til at stille nabonationerne i et meget dårligt lys. Første generation af lærebøger var i mange tilfælde skrevet at de samme forfattere, som havde skrevet de nu forældede marxistiskleninistiske lærebøger. Nu med nye dogmer. Tidligt var det internationale samfund klar over at lærebøger og historieundervisning var værd at Joke van der Leeuw-Roord, Executive Director EUROCLIO og Benny Christensen ofre opmærksomhed. Både UNESCO, OSCE og Europarådet bragte historie- og didaktikeksperter sammen. Henrik Skovgaard har i Noter nr. 112 fra 1992 berettet fra et møde i Europarådet, hvor provokerende det var for nogle at inddrage sensitive emner, herunder også at se på de andres opfattelse af disse følsomme emner, men også om en interesse for den nordiske måde at lave historieundervisning på. Men blev der fulgt op på det? Resulterede disse møder mellem historie-eksperterne i blivende resultater eller blev det ved pæne deklarationer efter hvert møde? Ved møder i Europarådet blev der ytret interesse for et mere kontinuerligt samarbejde som også inddrog de historielærere, som stod i klasseværelserne. Henrik Skovgaard Nielsen var en af drivkræfterne i arbejdet frem mod den stiftende generalforsamling, hvor Historielærerforeningen blev repræsenteret ved Jens Dalsgaard. Jens Dalsgaard berettede om den stiftende generalforsamling i Noter. Der var nu skabt nogle gode rammer og muligheder, og nu forestår så det seje arbejde, med diminutive budgetter, at give rammerne indhold og blæse liv i idéen om det brede pan-europæiske samarbejde. Allehånde udvekslinger på tværs af nationale, 44

41 politiske og økonomiske skel er livgivende og afklarende; og ligesom vi, danske historielærere, har gode ideer og erfaringer at bidrage med, har vi også stadig masser at lære om de andres vilkår og synsvinkler. EUROCLIO's overordnede mål er at fremme og støtte udviklingen af historieundervisningen med henblik på at styrke fred, stabilitet, demokrati og kritisk tænkning. Når man læser underpunkterne i formålsformuleringen, springer det i øjnene at man taler om teacher training, workshops og international networking. Der er ikke blot tale om et samarbejde mellem historielærerforeninger eller personer, der sidder på nøglepositioner. Man tror på værdien af at arbejde nedefra, gerne med historielærere, der ikke har nogen særlig formel position, men som kan udvikle sig til nøglepersoner, der spreder den viden og den tilgang til historiefaget, som de opnår gennem projekterne. Der er ikke nogen fast model for EUROCLIO's projekter, men udgangspunktet for arbejdet er, at projekter baseres på lokale ønsker, hvorved man opnår lokalt ejerskab og at der opbygges lokal kapacitet, så der sikres bæredygtighed gennem spredningsagenter (multipliers). Deltagere i tidligere projekter kommer som hjælpere i nye projekter bringer deres erfaringer videre. Historielærerforeningen har som sagt været med fra begyndelsen. Først var Jens Dalsgaard i bestyrelsen, senere har det været Bjørn Matsen, og i dag er Peder Wiben bestyrelsesmedlem. Endvidere har der været dansk deltagelse i flere projekter på Balkan, og vi har givet råd og vejledning ved oprettelsen af historielærerforeninger i Serbien, Kroatien og Bosnien. Benny Christensen, som var med i dette arbejde, virker stadig som ressourceperson i nye EUROCLIO-projekter, senest i Moldova. Benny har sammen med Agnete Holst Andersen medvirket i Historiana-projektet, som stiller undervisningsmateriale til rådighed for unge (og lærere), se immigration-to-denmark-recent-times. Gennem EUROCLIO har vi et netværk. Senest har Historielærerforeningen i oktober haft gavn af Euroclio-kontakter i Kosovo, Albanien og Make- nr. 195 / december

42 donien på efterårets rejsekursus. Det var slående i Tirana at mærke stor taknemmelighed overfor Henrik Skovgaard Nielsen, som i bistod i arbejdet med at lave et fælles undervisningsmateriale, som kan bruges i både Albanien, Makedonien og Bulgarien. Det er ikke kun i Danmark han savnes efter sin alt for tidlige død. Erfaringerne fra Euroclio-samarbejdet har ført til andre samarbejdsprojekter, således et nordiskbaltisk-russisk forum, hvis seneste møde var i Tallinn i oktober i år. Det har været et sejt arbejde at fastholde det fælleseuropæiske samarbejde i EUROCLIO. Der er en evindelig kamp om at skaffe midler til arbejdet. Medlemskontingenterne rækker ikke langt (Historielærerforeningen betaler, som en af de store organisationer, 1000 om året), og donorer har det med at ønske spektakulære her-og-nuresultater. Ikke mindst takket være en ihærdig indsats fra Joke van der Leeuw-Roord, som var en af stifterne, og det øvrige sekretariat er det dog lykkedes. Til slut skal der lyde en opfordring om at flere medlemmer af Historielærerforeningen deltager i EUROCLIO's årlige konferencer. I 2013 er det i Erfurt i Tyskland (se programmet på euroclio.eu/new/index.php/2013-erfurt ), i 2014 er det i Ohrid, Makedonien, og i 2015 regner vi med at det bliver i Danmark. 46

43 Af Hanne Andersen, Niels Nøddebo Petersen og Morten Lassen, Københavns VUC Nationale fortællinger i Kosovo og Albanien I den serbiske del af byen Mitrovica oplever vi pludselig, hvor dybt konflikten i Kosovo stikker: en ældre mand trækker en af os til side, hiver op i skjorten og viser et 20 cm langt ar på maven. Han siger intet, men peger over mod den albanske side af byen. Albanerne sprættede hans mave op. Vreden hænger tungt over bydelen, der er fyldt med serbiske flag. Da vi krydsede floden til den serbiske del, blev vi ikke bare mødt af graffiti som EU go home og årstallet 1389, der refererer til det efterhånden sagnomspundne slag på Solsortesletten i 1389, vi blev også mødt af en gruppe vrede, serbiske mænd, der som selvbestaltede vagter bevogtede broen. De råbte: I er i Serbien, tal serbisk!, og de rev et kamera ud af hånden på en af deltagerne og tvang hende til at slette billederne af den serbiske bevogtning. Besøget i Mitrovica fandt sted i begyndelsen af Historielærerforeningens 11 dages rejsekursus til Kosovo og Albanien (6-16. okt. 2012), og det var nok den stærkeste oplevelse for os alle. Mødet med den ældre mand, der bar rundt på krigens ar på sin mave, blev et billede på den konflikt, vi var taget af sted for at prøve at forstå. Jashari memorial og Rugovas hus. Oplevelserne i Mitrovica gav et tilfældigt og intenst indblik i de aktuelle spændinger mellem albanere og serbere i den delte by. Spændingerne næres fortsat af folks konkrete erfaringer fra krigene som den ældre mand, men også af skolesystemet og de mange forskellige historiske museer og mindesmærker. Efter de voldsomme oplevelser i Mitrovica spiste vi frokost og drak kaffe og kom tilbage i den trygge turbus. Men roen varede kun, indtil bussen rullede ind i et krigslignende landsbyområde Uafhængighedsmuseet for Kosovo med hærgede brandtomter, der dog var underligt beskyttede af nyere halvtage. De ødelagte huse blev efterfulgt af et større område med over 50 store hvide gravsten, placeret fladt i det kuperede landskab. Gravstenene og de krigsødelagte huse i Jashari Memorial møder beskueren med en voldsomhed, som er svær at ryste af sig. De med halvtage bevarede brandtomter fastholder beskueren i bevidstheden om serbernes udryddelse af Jashari-familien i Den kosovo-albanske pige på skoleudflugt, der møder dette åbne sår, hvor fornemmelsen af død, ild, granater og fortsat kampvilje er nærværende, kan være med til at reproducere følelser, der langt fra vil føre til forsoning. Adem Jashari er kendt som stifteren af Kosovos befrielseshær (UCK), der startede den væbnede 48

44 kamp for et selvstændigt Kosovo. I det omfattende merchandise materiale, man kan købe i en lille bod (postkort, plakater, bøger og pjecer), portrætteres han som en Rambo-lignende guerillaleder: Vildt fuldskæg, muskuløs, militærtøj, lang læderjakke og halvautomatisk maskingevær altid beredt på kamp. Revolutionsikonet Jashari og UCK har imidlertid ikke opnået monopol på den kollektive erindring af Kosovo-konflikten. I Pristina mødes vi af fortællingen om det forhandlingsvillige Kosovo. I det hvide uafhængighedsmuseum er den tidligere præsident Rugovas efterladte ejendele (skrivemaskine, briller og skrivebord) udstillet. I museet, som var Rugovas private villa, er fortællingen den, at Rugova var en politiker, der skabte international interesse for, at Kosovo skulle anerkendes som selvstændig stat og opnåede det. Uafhængighedsmuseet indeholder ingen spor af UCK og repræsenterer i modsætning til Jashari memorial en afsluttet fortælling om, hvordan Kosovo via diplomatiske forhandlinger opnåede selvstændighed - med støtte fra det internationale samfund (USA og EU). Det er disse forskellige fortællinger om fortiden, der vil være med til at skabe fremtidens Kosovo. Afgørende for fremtiden bliver hvilken af de to fortællinger, der bliver den fremherskende. nr. 195 / december 2012 Jashari memorial 49

45 Historieundervisningen Historieundervisningen i Kosovo er centralt struktureret således, at ca. 70 % af undervisningen i de 9 år, alle børn går i Folkeskole, skal være national historie og regional historie, mens ca. 30 % af undervisningen er afsat til international historie. Den enkelte lærer er pålagt at undervise ud fra et meget centralt styret pensum, og vores indtryk var, at stort set alle historielærere brugte de samme undervisningsbøger. Skolegang og bøger er gratis for børnene i Kosovo. Ligeledes er det i Albanien, fortalte forkvinden for den albanske historielærerforening Fatmiroshe Xhemali os, da vi mødte hende i Tirana. Også historielærerne i Albanien er underlagt et pensum, som er centralt fastlagt af regeringen. Historieundervisningen er så fastlagt, at svaret på vores spørgsmål om, hvor meget af historieundervisningen, der drejer sig om det kommunistiske regime, var meget simpelt og konkret 6 timer i de ældste klasser. 2. Verdenskrig bruges der til sammenligning 5 undervisningstimer på. Forskellen på historieundervisningen i de to lande er ret stor. I Albanien fornemmede vi, at der var en lidt højere grad af frihed til som lærer at vægte nogle dele af pensum højere end andre, men som Fatmiroshe sagde med et skævt smil: There are freedom. But not so much. Den primære forskel mellem de to landes historieundervisning er vægtningen af nationalhistorie, som bliver vægtet meget mere i Kosovo end i Albanien. Om dette skyldes et nyetableret lands behov for fælles historisk fodslag var der desværre ikke meget tid til at reflektere over ved vores to skolebesøg. Ligesom vi heller ikke kom tæt på, hvad emnet nationalhistorie i Kosovo indeholdt. Desværre mødtes vi heller ikke med serbiske historielærere, som kunne give deres vinkel på historieundervisningen. Det kunne f.eks. være interessant at høre, hvordan historieundervisningen foregår i Mitrovica. At høre om, hvordan man underviser i Kosovos nationalhistorie i et område af landet, hvor man ikke accepterer, at landet eksisterer. Måske bliver den arrede mand fra gaden i Mitrovicas børnebørn undervist af lærere, som nægter at følge det fastlagte pensum og i stedet bruger serbiske historiebøger. Måske modtager disse lærere ikke løn fra Kosovos regering - på samme måde som de albanske historielærere i Kosovo, der nægtede at undervise efter serbiske historiebøger, heller ikke modtog løn fra den serbiske regering før uafhængigheden. ademjashari 50

46 Rugova møder Bill Clinton Den gode studietur Grænser spiller fortsat en afgørende rolle på Balkan, hvor 19 ud af 23 statsgrænser fortsat er omstridte, og grænserne mellem Kosovo/ Makedonien/Albanien hører ikke til de mindst problematiske. Men i disse post-milosevic-tider, hvor Albanien er medlem af NATO og fører optagelsesforhandlinger med EU, hvor Makedonien gennem Ohrid-aftalen har anerkendt det albanske mindretals rettigheder, og hvor Kosovo har opnået selvstændighed ja så er det i dag en ren strandpromenade at krydse disse tidligere så lukkede områder. Formålet med turen var ifølge programmet at undersøge den nye stats (Kosovo) problemer, søge kontakt med både albanere og serbere og få indtryk af mulighederne for forsoning, og i Albanien skulle vi undersøge hvorledes landet klarer overgangen til markedsøkonomi og demokrati. Kort inden rejsen fik alle deltagere tilsendt en udmærket materialesamling, som imidlertid ikke blev videre integreret undervejs. Således kunne man have ønsket en større systematisering i forberedelserne, måske med nogle klare overskrifter for hver enkelt dag, fx: erindringshistorie i Kosovo, Skanderbeg i albansk historieskrivning, arven fra borgerkrigen etc. Vi oplevede flere gange at blive ført rundt på etnografiske museer og serbiske klostre af en velmenende guide, som kunne fortælle dette og hint om udstillingens folkedragter eller kirkens ikoner etc., hvorimod besøgets relevans i forhold til turens overordnede formål hurtigt fortonede sig. Man savnede en kontekstualisering af museumsbesøgene, så fokus flyttedes fra fakta om folklore til en forståelse af historiebrugen: Hvorfor ser udstillingerne ud som de gør? Hvilken rolle spiller kulturarven i historieskrivningen og -formidlingen? Det var herligt at blive transporteret rundt inden for programmets stramme rammer, men måske man kunne have fået endnu større udbytte, hvis der var blevet givet plads til mere gruppediskussion. Ja, måske kunne man lige frem have aftalt, at deltagerne skulle have forpligtet sig på et enkelt oplæg om et på forhånd givet emne. Hvad skaber den gode studietur? Ud over en fokuseret og systematiseret tilgang til turens formål, så er det helt klart mødet med lokale ngo er og historielærere. Man kan læse sig til meget, men at møde de personer, der har haft konflikten tæt inde på livet, gør en afgørende forskel. Det er i mødet, at fordommene og de forudindtagede meninger kommer på prøve. Hvor svært kan det være at leve sammen med serbere, gå i de samme skoler og spille på de samme fodboldhold, det har I jo gjort i flere hundrede år? Men, svarede en kvindelig kommunalpolitiker i Kosovo uden at fortrække en mine, når man har set familiemedlemmer blive slået ihjel af serbere, så skal der altså gå nogle år endnu, inden man accepterer, at ens barn gifter sig ind i en anden etnisk gruppering. Vi spurgte en ung historielærer i Albanien, om hun kunne nævne bare en god ting fra Albaniens kommunistiske fortid (under Enver Hoxhas dikta- nr. 195 / december

47 tur), en tid som både udryddede analfabetismen og moderniserede landet, men nej, hun kunne ikke nævne en eneste positiv ting. På det Nationalhistoriske museum i Tirana kunne guiden da heller ikke forklare, hvorfor udstillingen ikke rummede et eneste eksempel på Albaniens sociale og økonomiske historie fra samme periode måske fordi fortiden endnu er noget, man bare vil glemme. I hvert fald står den imponerende pyramide på Tiranas paradegade, tegnet af Hoxhas datter som et mausoleum til minde om landets store leder (og hendes far), og forfalder. Tre beskidte knægte smadrede et par vinduer, mens vi betragtede det, og spurgte så, om det var den nye iphone, vi havde? Og med det symbolske billede - på landets opgør med fortiden og appetit på fremtiden - er vi fremme ved konklusionen: studieture som disse er ekstremt inspirerende, vi købte alle stakkevis af bøger med hjem til videre fordybelse, og det er klart, at vi snart skal af sted igen. Pyramiden i Tirana 52

48 Nyt fra EMU Der er ikke så mange nyheder i form af undervisningsmaterialer fra EMU en denne gang. Det skyldes at EMU fra begyndelsen af næste år får en ansigtsløftning og omkring sommerferien 2013 gerne skulle være blevet til Ny EMU med et helt nyt og (forhåbentlig) mere brugervenligt layout. Dette indebærer at alt det gamle materiale fra den eksisterende EMU skal flyttes over. Alle de eksisterende sider skal flyttes over enkeltvis og da historie er den mest omfangsrige (og mest besøgte EMU side!) med over sider forestår et endog temmelig stort arbejde for redaktøren. Samtidig skal der tages stilling hvad der i det hele taget skal flyttes over til Ny EMU og hvad der skal kasseres. Trods alt er der dog en del nyt og det drejer sig først og fremmest om de mange spændende kursustilbud. De fremgår også af Kursusoversigten bagest i bladet men kan ses fra emu.dk/gym/fag/hi/efterudd/fukurser.html hvor der ligger en oversigt med henvisninger til både nationale, regionale og rejsekurser. Der er dog også nye materialer på vej. Det drejer sig om 12 retssager fra St. Croix i perioden 1820 til den tidligere danske vestindiske koloni. Retssagerne er digitaliseret fra gotisk håndskrift af det danske skolenetværk under UNESCO som arbejder med Den Transatlantiske Slavehandel. Sagerne afspejler forskellige aspekter af livet som slave i kolonien og vil foreligge i den gamle Gadeskilt på St. Croix. Foto: Peder Wiben sprogdragt, en version med moderniseret sprog og endelig i en engelsk oversættelse. Dertil er også biografier om de omtalte slaver under udarbejdelse. Materialet vil kunne nås fra der er indgangssiden til emnet og vil, når det er færdigt, ligge fra danskvestindien.html Til sidst skal lyde de sædvanlige 2 opfordringer: dels til at sende materialer ind til EMU historie (det behøver slet ikke være det store forkromede meget mindre kan gøre det!) og dels til at melde sig til det gratis nyhedsbrev fra EMU historie, hvorefter man hele tiden er opdateret med det sidste nye (dette gøres nemt fra forsiden husk at bekræfte den efterfølgende mail samt at man skal tilmelde sig påny hvis man skifter adresse). nr. 195 / december 2012 Af Peder Wiben Husk at melde ændring af adresse eller nyt ansættelsessted til sekretariatet. Skriv til: Klaus Bjerre, Norsgade 19, 8000 Århus C eller [email protected] 53

49 Anmeldelser To aktuelle bøger om USA FINN MADSEN: "Det amerikanske samfund - i dansk perspektiv", Forlaget Lee, 2012, 76 sider, 98 kr. (stor rabat ved køb af klassesæt). EMIL LEE MADSEN: "Rombama USA i et valgår", Forlaget Lee, 2012, 56 sider, 88 kr. (stor rabat ved køb af klassesæt) I valgåret er der udkommet to interessante bøger fra forlaget Lee, begge i A-4 format med mange flotte farvebilleder og relevante grafer. Det amerikanske samfund giver i 18 små kapitler et meget all round billede af det amerikanske samfund med flere paralleller til det danske og europæiske. Som eksempler kan nævnes det politiske system, velfærdsmodeller, uddannelse og sundhed og sygdom. I sidstnævnte gennemgås det amerikanske sundhedssystem før og efter præsident Obamas sundhedsreform, og i kapitlet om uddannelse får vi med grundigt statistisk belæg en gennemgang af, hvor godt og effektivt det amerikanske uddannelsessystem er i forhold til f.eks. det danske. Således er det tankevækkende, at der procentuelt både er flere med en højere uddannelse og at der er flere, der gennemfører en uddannelse efter grundskolen i USA end i Danmark (henholdsvis og 90-80). I det hele taget er Finn Madsen god til at problematisere de forskellige forhold, og flere gange forsøger han at gøre op med vedtagne myter om, hvor godt vi har det i Europa, og hvor elendige forholdene er i USA. Ofte er der eksempler på, at det forholder sig lige omvendt, og andre gange giver bogen anledning til at diskutere, hvorvidt den ene model er bedre end den anden. Her skal blot nævnes ét blandt mange eksempler. Mens der i Danmark sker ca indbrud per indbyggere, er der i USA kun 700. Der sker dog 5 drab per i USA, kun 1 i Danmark, men mordraten er faldende. I 1990 blev der ifølge FBI myrdet mennesker i USA, mens tallet for 2009 var For en storby med en traditionel høj kriminalitet, Los Angeles, blev der i 1992 myrdet mennesker, mens tallet i 2010 var faldet til det laveste i 40 år: 291! Det kan der være mange forklaringer på, og Finn Madsen nævner 8 faktorer, hvoraf en af de mere forenklede er simpel matematik: mange forbrydere sidder i fængsler i USA, og dermed falder kriminaliteten! Bogen er meget velegnet til en samtidshistorisk gennemgang af USA og ikke mindst en samfundsfaglig debat. Det udenrigspolitiske aspekt er bevidst udeladt, da forlaget barsler med en nyere udgave af USA i verden det 21. århundrede i amerikansk perspektiv? Finn Madsen skriver i forordet, at han bevidst har undladt at bringe en litteraturliste, der ville blive uoverskuelig lang og henviser i stedet for til de omtalte bøger og elektroniske medier i noterne. De mange flotte farvebilleder og nogle fakta bokse gør bogen indbydende, men nogle af fodnoterne er lige lange nok. Dette og ofte anvendte udtryk som dette vil blive behandlet nedenfor eller mere om det nedenfor kan virke forstyrrende og irriterende på læseren. 54

50 Rombama handler om valgåret 2012 og gennemgår foruden det politiske system og teknikken bag et præsidentvalg emner som arven efter Bush, Obamas Amerika og årets primærvalg Også denne bog bærer præg af stor indsigt i emnet, og efter læsning sidder undertegnede - der mener at have en vis forstand på det amerikanske valg - med fornemmelsen af at være blevet meget klogere. Det er klart, at Rombama er meget relevant til brug i et efterårsforløb om valget i både historie og samfundsfag, men det er tvivlsomt, om skolerne har råd til at investere i mange klassesæt, da bogen ret hurtigt må formodes at blive forældet. Det, der er sket efter 1. juli er således ikke nået at komme med, men Højesteret har erklæret, at Obamas sundhedsreform ikke er i strid med forfatningen, hvilket står ét sted i bogen (s. 49), men er uafklaret to andre steder (s. 21 og s. 46). På grund af kvaliteten i det skrevne, kan det meste genbruges efter valget, og læreren må så supplere med dugfrisk materiale fremover. Afsnittet om Obamas Amerika er både indsigtsfuldt og afbalanceret. Det er samtidshistorie, når det er bedst. Ikke mindst Obama-administrationens tiltag for at redde den truede bilindustri er godt beskrevet. Det samme gælder afsnittet om Tea Party- og Occupy-bevægelserne. Alt i alt to udmærkede og sympatiske udgivelser fra forlaget, og det kan kun anbefales at læse begge bøger hurtigst muligt og helst inden valget i november om muligt. Kai Verner Nielsen USA PETER BRØNDUM & ANNEGRETHE RAS- MUSSEN: USA s udfordringer, Columbus 2012, 245 sider, 216 kr. skolepris 120 kr. Det skal siges med det samme, at dette ikke er en bog, der er lavet med historiefaget for øje. Men Noter s anmelderredaktion går ikke i små sko og vil nødig beskyldes for faglig chauvinisme i disse flerfaglige tider. Især ikke hvis bogen som i dette tilfælde rummer dele, der vedkommer historiefaget. Bogen er lavet til samfundsfag. Temaerne om amerikansk kultur, politik og økonomi lægger sig direkte op af de faglige mål i samfundsfag. Forfatterkombinationen med en lektor fra gymnasieverdenen og en skribent fra medieverdenen er et godt match, der gør bogen levende. Sidstnævntes hverdagskendskab til amerikansk samfunds- og kulturliv gøres fagligt brugbart og systematiseres i en række meget undervisningsegnede kapitler. Bogen er rig på modeller, talmateriale, illustrationer og tekstbokse af den slags som især samfundsfagslærere ikke kan få nok af. Men det betyder som nævnt ikke, at den er uden elementer, der er relevante for historiefaget. Beskrivelsen af de amerikanske værdier i form af eksempelvis Frontier-forestillingen med dens fokus på det uafhængige og hårdt arbejdende individ giver en virkelig god historisk forståelse af den særlige amerikanske mentalitet, som eleverne godt kan have lidt svært ved at forstå (kap. 1). Hertil kommer en række spredte beskrivelser af historisk relevans, eksempelvis den meget oplysende tekstboks (2.7) om de to partiers oprindelse og udvikling. De historiske beskrivelser er dog stadig ment som supplement til bogens egentlige samfundsfaglige fokus og der er ingen kildetek- nr. 195 / december

51 ster (bortset fra meget korte eksempler fra eksempelvis den amerikanske uafhængighedserklæring). So there you have it brug den som bidrag til historien om amerikansk exceptionalisme, men ikke til historie i sig selv. Sebastian Lang-Jensen Hulter til bulter historie Ulrik Grubb, Birgitte Holten, David Kyng, Søren Mentz & Marianne Rostgaard: Europa & de andre. Gyldendal sider. Pris 236,25. kr. Deres ydmyge anmelder har vurderet denne bogs kvaliteter ud fra sin personlige overvejelse om, hvordan han kunne undervise sine elever på grundlag af bogen og de kildetekster, der findes i Europa & de andre. Lad det være sagt med det samme. Jeg ville med enkelte undtagelser ikke kunne bruge denne bog i undervisningen og jeg skal forklare hvorfor. Ideen om at lave en historiebog om Europas samog modspil med andre kontinenter og lande er god. Desværre har de 5 forfattere ikke været i stand til at opstille fælles præmisser for, hvordan sådan en idé skulle føres ud i virkeligheden. I indføringen forsøges det at indkredse, hvad den europæiske historie og selvopfattelse består i, og hvordan man har tænkt om andre uden for Europa på 15 små sider. Ser vi bort fra laget af politisk korrekthed i teksten, forsøger man øjensynligt at bygge argumentationen op på begrebet etnocentrisme. Ufrivilligt kommer man til at postulere at der findes fælles europæisk bevidsthed om os og dem helt tilbage til Middelalderen. Den slags generaliseringer har jeg det svært med. Selv i dag kan eksistensen af en sådan drages i tvivl, EU mv. til trods. Præmissen om et fælleseuropæisk ansvar for kolonisering og imperialismen, sådan som det fremstår i bogens afsluttende kapitel, har jeg det også svært med. Kapitlerne fordeler sig kronologisk over opdagelserne, kolonisering, slavehandel, imperialisme, afkolonisering og arven efter europæernes herredømmer. Når man har en ambition om at dække alle disse områder til alle tider og alle lande på ca. 180 sider, skal der en meget skarp pen og en usædvanlig faglig indsigt for at noget sådan kan lade sig gøre. I det her tilfælde går det galt. Ser man bort fra kapitlet om slavehandlen, søger man forgæves efter en rød tråd imellem kapitlerne og også i kapitlerne. Oplysninger og facts formidles uden sammenhæng. Der er ingen fælles begreber, som går igen, og ingen bærende teser omkring Europæerne og de andre. Lad mig give et eksempel: fra ss når man at skrive om Kina i 1500-tallet, portugisernes opdagelsesrejser, Mongolerne, Osmanner riget, Moguler riget, Reconquesta en og Columbus. Fra de 15 sider skal der tækkes ca. 5 sider med flotte illustrationer. Værsgo at undervise! Bogens hjemmeside består af 6-10 arbejdsspørgsmål til de enkelte kapitler, hertil kommer spørgsmål til kilderne. Spørgsmålene er relevante og går ofte ud på, at man skal undersøge et fænomen nærmere på nettet. Så vidt jeg kan bedømme giver svarene på disse spørgsmål ikke en større sammenhængende forståelse af Dem/Os problematikken. Redaktøren eller hvem det nu har været har besluttet, at kilderne skal fylde meget lidt. 3-5 kilder på lige så lidt plads kan ikke dokumentere en så omfattende og kompleks historisk periode som fx opdagelsen og koloniseringen af såvel Nordsom Sydamerika (behandlet på 20 sider hvorfra der skal trækkes 3-4 sides billedmateriale). Mange kilder er gamle kendinge og måske ikke udvalgt med lige stor omhu hver gang. Det er som sagt ikke en bog, jeg vil anbefale. 56

52 Den har redigeringsmæssigt mange fællestræk med dele af fokus kernestof i historie serien. Elsker man de bøger, kan man nok godt overveje at kikke nærmere på nærværende bog. Vil man det kan man se den på linket bog/europa-og-de-andre-4285.html#/28. Velbekomme! Jørgen Lassen Island fra landnam til finansvikinger LEIF NORDBERG: Island nordisk religion, historie og samfund. Frydenlund sider, illustreret, 249 kr. (vejl.) En undervisningsbog om Island er ikke hverdagskost. Og så tilmed i flerfaglig belysning. Alene af den grund kan man godt udnævne den til et godt initiativ. Leif Nordberg gør i forordet opmærksom på, at bogen i første række er skrevet til den tværfaglige undervisning i kultur- og samfundsfagsgruppen på HF, og det er da også fra fagene religion, historie og samfundsfag at det nordatlantiske ø-samfund belyses. Men bogen har kvaliteter, der vil gøre den anvendelig også i en række andre sammenhænge, herunder gymnasiale at-forløb. Faget dansk er ikke direkte nævnt i bogens sammenhæng, men den kunne på udmærket vis bidrage til at puste nyt liv i arbejdet med den norrøne litteratur i dansktimerne. De tre bærende fag har fået hver sit hovedafsnit. Det er sikkert en fornuftig dimension, der kan hjælpe eleverne til at fastholde de tre fags særlige genstandsfelt og metoder. Meget tyder på, at tværfaglighed fungerer bedst, når eleverne først har lært at adskille og håndtere de involverede fags særpræg. Den egentlige tværfaglighed må så etableres i selve undervisningssituationen og i opgavearbejdet. Her kunne man ønske sig, at forfatteren havde videregivet nogle af sine erfaringer fra undervisningssituationer, hvor bogens tekster og problemstillinger har været afprøvet. Den religionsfaglige vinkel rummer en fyldig gennemgang af asa-troen med vægt på både myte, kult og riter. Fremstillingen er opbygget i en vekselvirkning mellem faglige introduktioner og forklaringer og så fyldige uddrag af såvel de norrøne kilder som moderne gendigtninger. Det åbner for direkte oplevelser og selvstændige elevanalyser. Det betyder, at læseren og det vil i praksis sige hf- eller gymnasieeleven skal bevæge sig mellem forskellige tekstniveauer. Her havde en noget tydeligere typografisk markering af disse forskelle været til stor nytte. Især skal man være en ganske skarp iagttager for at opdage, hvornår et citat slutter. For den hurtige, lidt overfladiske læser og den slags kan vel forekomme i dagens gymnasieskole vil det hele let løbe sammen. Og det kan faktisk være katastrofalt for det faglige udbytte. Historiedelen tager sit udgangspunkt i en bred gennemgang af vikingetiden, både med hensyn til kildegrundlag, samfundsstruktur og togter. Derefter følger Islands særlige historie fra landnam frem til øen bliver underlagt den norske kongemagt i Det næste store skel er 1874, tusind år efter landnam, da Chr. IX overbringer øen en selvstændig forfatning. Endelig udgør overgangen til selvstændig republik i 1944 det sidste store vendepunkt. Fremstillingen er ført helt frem til den dybe finanskrise i 2008 og dens eftervirkninger. Det er en ganske kvalificeret fremstilling, der giver en glimrende indføring i den lange historiske linje i et samfund, der på en gang har været stærkt isoleret og så alligevel dybt integreret med Europas og især Danmarks historie. Den indledende brede gennemgang af vikingetiden er udtryk for en bestræbelse, der strækker sig hele vejen op gennem historien, nemlig at perspektivere til de danske og europæiske udviklingstræk, der kan forklare den islandske samfundsudvikling. Leif Nordberg bygger på den nr. 195 / december

53 erfarne lærers viden om, hvor lidt historisk bagage, eleverne kan forventes at have med, når de går om bord i bogen. Omkostningen er så, at det bliver en ganske omfattende fremstilling, som eleverne næppe kan kapere i ét langt stræk. Samtidig får den politiske begivenhedshistorie lidt for meget overvægt på bekostning af de lange linjer i levevilkår og kultur. Ret kompleks er gennemgangen af den islandske reformation. Her bliver selv forfatteren så tilpas rundtosset, at han får udnævnt den fromme lutheraner, Peder Palladius, til noget så katolsk som ærkebiskop (s.116). Samfundsdelen tager sit udgangspunkt i en meget funktionsdygtig model, der sondrer mellem tre samfundstyper: det traditionelle, det moderne og det postmoderne. Den kan bidrage til et godt overblik over historien. Netop derfor er det lidt ærgerligt, at livsform og ernæring ikke fylder lidt mere i den historiske gennemgang. I øvrigt rummer samfundsdelen en række af fagets generelle begreber, belagt med velvalgte islandske eksempler, der ofte peger tilbage på den historiske sammenhæng. Desværre må man savne register samt kilde- og litteraturfortegnelse. Det er ret uheldigt for kommende opgaveskrivere. Til gengæld er der et fyldigt historisk kildemateriale på island-tekster. Forhåbentlig vil mange få øje på bogen. Leif Nordbergs Island er et veltilrettelagt tilbud om at give eleverne indsigt i en kulturbaggrund og en samfundsudvikling, der også bidrager til en forståelse af Danmarks og Europas historie. Knud Holch Andersen Alt om Færøerne INGRID FALKTOFT ANDERSEN: Færøerne. Historie og samfund, kunst og kultur. 281 sider, rigt illustreret. Forlaget Hovedland 2012, 249 kr. Som titlen fortæller, er dette ikke kun en historiebog. Den første halvdel af bogen behandler Færøernes historie og samfundsforhold, den anden del har overskriften Kunsten og behandler emnerne litteratur, billedkunst, arkitektur samt musik og teater. Det historiske afsnit begynder med geologien, men derefter kommer en grundig behandling af landnamstiden og vikingetiden. Herfra går forfatteren over til kirken og dens historie. Endelig erhvervslivet, hvor hver erhvervsgren får sit kapitel: landbrug, fiskeri, grindefangst, handel osv. Hver gang begynder forfatteren med de allerældste forhold og bevæger sig derfra frem mod nutiden. Til sidst et afsnit med forfatningsmæssige forhold, hvor hun igen begynder med de ældste tider og slutter med et langt kapitel om vejen mod en mulig selvstændighed. I afsnittene om kunsten bruger hun samme fremgangsmåde: hun begynder med det ældste og slutter med de nutidige kunstnere inden for de forskellige genrer. Rigtig mange bliver omtalt, og hun har noget pænt at sige om dem alle sammen. Ud over hovedteksten indeholder bogen en række sider med blå grundfarve. Her er der tekst og billeder om emner der ikke behandles i hovedteksten, f.eks. færødansen. Der er en meget omfattende litteraturliste, men ingen noter eller henvisninger. Der er desværre heller intet indeks. Da indholdsfortegnelsen er meget kortfattet, er det svært at finde et bestemt emne i bogen. Man skal sidde og bladre i litteraturafsnittet for at finde en bestemt 58

54 forfatter. Man skal sidde og skimme afsnittene om selvstyre for at finde et politisk parti eller en politiker. Og man skal være heldig for at finde Klaksvig-konflikten fra midten af 1950erne på en af de blå sider. For en historielærer rummer bogen tre afsnit af interesse. Det første handler om landnam og vikingetid. Det andet handler om erhvervslivet og omstillingen fra de traditionelle erhverv. Det tredje handler om selvstyrespørgsmålet. Men netop om det sidste emne falder det i øjnene, at bogen er uden skarpe kanter. Forfatteren refererer forskellige holdninger, men tager ikke stilling selv. Bogen er refererende, ikke analyserende. Bogen får nævnt alle personer af betydning, men forfatteren bliver næppe uvenner med nogen på grund af det hun har skrevet. Forfatteren arrangerer selv rejser til øerne, og bogen vil være velegnet som læsning inden en rejse til Nordatlanten. Efter at have læst bogen kan man snakke med om alle emner angående Færøerne. Jørgen Krøigård 1950 erne "1950 erne" - med bidrag af Klaus Rifbjerg, Hanne Reintoft, Maria Marcus, Hans Hertel, Pernille Stensgaard, Nils Arne Sørensen, Rasmus Mariager, Michael Fjeldsøe, Morten Michelsen, Jens Tang Kristiansen og Liza Burmeister Kaaring, Gads forlag sider, 249 kr. Kulturfestivalen Golden Days har i år 1950erne som tema, og Gads Forlag har som optakt hertil udgivet en antologi som appetitvækker. Den er disponeret i to sammenflettede spor: den ene del indeholder en række historiske - og kulturelle artikler/essays og den anden en samling mere personlige erindringshistorier fra flere fremtrædende danske forfattere, der netop havde deres Golden Days (læs teenageår) i 1950erne, i alt ca. 200 sider i stort format med mange smukke illustrationer (ofte i hele sider) fra 1950ernes Danmark. Tilsammen giver artiklerne et nuanceret og mange-facetteret billede fra de helt personlige og intime oplevelser til forskerens helikopterperspektiv af et lidt gådefuldt årti, der på den ene side er blevet lidt glemt imellem 40ernes krig og 60ernes glæde, men på den anden side også har et gyldent, nostalgisk skær over sig de gode gamle dage. Artiklerne er dog af svingende kvalitet. Især falder journalisten Pernille Stensgaards noget ligegyldige og overfladiske introduktionsartikel i øjnene, men det er måske rigtigt set fra forlæggerens side at starte i den lette ende med mere underholdning end indhold. På samme måde kunne jeg aldrig fanges af Maria Marcus erindringer om ungdommens orgasmejagt i Paris. Jeg har faktisk lidt svært ved at se erindringsartiklens relevans, ikke mindst fordi forfatterens tilsyneladende noget flagrende liv står i usammenhængende stor kontrast til samme artikels påstand om, at 1950erne var et gråt årti... stilheden før stormen i 1960erne. Anderledes tyngde har Nils Arne Sørensens faghistoriske artikel. Han er som altid en blændende formidler af det historiske stof hvem husker ikke hans fremragende værk Den store krig - og det lever han op til i sin artikel til denne bog, hvor han behandler den inspiration de fleste danskere hentede i USA i denne periode. Rasmus Mariagers artikel om den kolde krigs iskolde 1950ere er i forlængelse heraf lidt mindre interessant, ikke mindst fordi, der for faghistorikeren ikke er meget nyt at finde den fortælling er skrevet mange gange før fra diverse gymnasiebøger over Villaumes disputats til danmarkshistorier herunder den efter min mening fremragende Dansk udenrigspolitiks historie. Antologien er dog bedst i Hans Hertel og ikke mindst Klaus Rifbjergs erindringsfortællinger. Her- nr. 195 / december

55 tel har en fantastisk personlig gnist i sin artikel om sin soldatertid set i den kolde krigs perspektiv, og Rifbjerg viser endnu engang, at han er Danmarks største nulevende forfatter. Han formår at blande sin egen ungdomshistorie fra universitetstiden i USA med de store kulturpolitiske spørgsmål i perioden på fremragende vis han skaber med denne artikel en fantastisk historisk bevidsthed for læseren, som var en øjenåbner for mig, som naturligvis aldrig vil komme til at kende perioden på egen krop fedt! I sammenligning hermed virker Reintofts artikel noget mere klichépræget, men i en individualistisk tidsalder er det altid en fornøjelse at fornemme hendes sociale og solidariske engagement. Alt i alt en læseværdig antologi, som både indeholder lyspunkter og passager man læser lettere hen over. Det siger dog næsten sig selv, at det ikke er relevant stof for vores elever i gymnasiet. Deres historiske grundviden er ikke stor nok til at få udbytte af artiklerne, og de personlige fortællinger og erindringslitteratur i det hele taget, er der jo ikke meget tradition for at bruge i historieundervisningen det er der vel vanskeligt tid til. På den anden side kunne man prøve at få dansklæreren til at læse Rifbjergs fortælling med eleverne det ville være en god introduktion til perioden samtidig med, at man i en dansktime eller to kunne få sig en god genre- og metodesnak. Anders Bærholm Frikke En topaktuel, vigtig undervisningsbog bare ikke til historie JANUS GRAVES RAS- MUSSEN & JACOB GRAVES RASMUSSEN: Mellemøsten under forandring. Forlaget Columbus 2012, 128 sider, skolepris kr. 109 (eks moms). Selvom forfatterne i forordet mere end antyder, at bogen kan anvendes til historieundervisning, er og bliver denne bog en bog til undervisning i samfundsfag. Men når det er sagt, er det en fremragende lille bog om et højaktuelt emne: Mellemøstens sammensatte samfund. Når bogen alligevel fortjener en anmeldelse her i bladet, skyldes det dens aktualitet, som inviterer til spændende samarbejder mellem historie og samfundsfag. Bogen binder således på overskuelig vis Mellemøstlandenes politiske historie sammen med nutidens demokratiske og økonomiske udfordringer. Samtidig undgår forfatterne kløgtigt at komme med risikable forudsigelser om den nuværende udvikling, for i stedet at koncentrere sig om de grundlæggende økonomiske, politiske, sociologiske - og historiske årsager til, at Mellemøsten er en region i forandring. Bogen henvender sig som sagt til undervisningen i samfundsfag, på B- og A-niveau, men udvalgte dele af den kan, efter min mening, anvendes på C-niveau, hvis nogle KS-lærere skulle få den lyse idé at lave et fælles tema om de igangværende, mere eller mindre demokratiske, samfundsforandringer i Mellemøsten. Forfatterne starter klogeligt med at forbinde nutidens udfordringer med fortidens forandringer. Således indledes bogen med en 9 siders Pixiudgave af Mellemøstens og arabernes historie fra 60

56 Muhammeds indtog i Mekka til den 2. Golfkrig. Herefter tages der noget mere grundigt fat på div. autoritære styrers magtgrundlag. Her bringes en række centrale politologiske og sociologiske begreber i spil, og giver på udmærket vis eleven mulighed for både at forstå og analysere, hvorfor regionens autokratier har kunnet overleve uimodsagt så længe. Også de interessante økonomiske strukturer, der kendetegner oliestaternes forvaltning af store råstofbaserede indtjening, behandles. Og læserne introduceres, med bl.a. et sigende billede af Moammar Gadaffi, til begrebet Kleptokrat. De store forskelle mellem rig og fattig, indfødt og fremmedarbejder, uddannet og analfabet, arbejdsløs og arbejdende sættes fint ind i en forståelse af brudlinjerne i landene i regionen. Til slut lægges fokus på regionens konflikter og geostrategiske betydning internationalt. En rigtig god bog om et aktuelt emne, dog mest til samfundsfag. Jeg ville i mit indre ønske, at bogens dygtige forfattere ville finde en kollega, som underviser i både historie og religion, og sammen lave en undervisningsbog til KS om netop dette oplagte emne. Morten Lundberg Brasilien SVEND ROED NIELSEN & JACOB GRAVES SØRENSEN: Brasilien en ny stormagt. Columbus sider, 216 kr. skolepris 120 kr. Den nye verden, vi står over for, giver udfordringer, men også nye muligheder. Meget er usikkert, men ét er sikkert: vi må prøve at forstå den nye verden og de nye stærke aktører bedre. Kun derved kan vi lægge en linje, hvor Danmark kan føre en aktivistisk udenrigspolitik, hvor der forhåbentlig bliver mindre behov for deltagelse i væbnet intervention i verdens brændpunkter og i stedet flere ressourcer til at opbygge et styrket samarbejde og tættere alliancer med ikke bare vore traditionelle partnere EU og USA men også med de nye globale aktører, herunder Brasilien. (s. 155) Brasilien har i dag verdens 5. største befolkning og verdens 6. største økonomi. Ovennævnte slutcitat fra Svend Roed Nielsens og Jacob Graves Sørensens bog om Brasilien kan tjene som et argument for, at det er yderst relevant at beskæftige sig med BRIK-landet Brasilien i forbindelse med kernestofpunkterne i dag: Det globale samfund. De to forfattere har udgivet en yderst velskrevet lærebog om det moderne Brasilien. Bogen er skrevet til samfundsfag A, men fordi historiefaget jo også står med et ben i det samfundsvidenskabelige fakultet, er der meget materiale og inspiration at hente til historieundervisningen i bogen. Bogen indledes med en kort (20 sider) oversigt over Brasiliens historie fra opdagelsestiden til i dag. De første sider i den historiske fremstilling rummer ikke meget nyt stof for historielæreren - de omhandler jo den periode, mange af os tra- nr. 195 / december

57 ditionelt beskæftiger os med Sydamerikas historie i. Afsnittet løftes imidlertid af meget velvalgte kort og statistikker, f.eks. over Portugals og Spaniens kolonisering af Sydamerika (Figur 1.4), slaveimport fra Afrika (Tabel 1.1.), den sidste tabel forbilledligt illustreret i kortet over trekanthandelen i 1700-tallet (Figur 1.5), hvor pilenes tykkelse understreger, hvorfor Brasilien i dag er det land med den største befolkning af afrikansk oprindelse, næstefter Nigeria. De næste hovedafsnit følger de fire hovedområder i samfundsfag: Politik, økonomi, sociale forhold og international politik. I afsnittet om det politiske system i Brasilien er bogen en decideret samfundsfaglig lærebog, der gennemgår samfundsfaglige teorier og modeller ud fra brasiliansk empiri. Af særlig interesse her er Figur 2.2, der sammenligner Brasiliens, USA's og Danmarks politiske systemer - en figur, der uddybes i kapitlets brødtekst. I dette afsnit finder man også gode underafsnit om pressens, mediernes og korruptionsbekæmpelsens betydning. Hovedafsnittet om Brasiliens økonomi bærer ligeledes præg af at være skrevet til en samfundsfaglig lærebog. Af interesse for historielæreren vil jeg specielt fremhæve gennemgangen af Handelsteorier (Figur 3.7) fra Adam Smith til Krugman, Prognosen for BRIK-landenes henten ind på og overhaling af de gamle økonomier (Figur 3.31) og underafsnittet om Lulaismen som økonomisk model (s.99). I Sociale forhold i Brasilien lægger forfatterne særlig vægt på uddannelsesfælden, der betyder, at fattige brasilianere, henvist til de dårlige offentlige folkeskoler, ikke får mulighed for at bestå adgangsprøven til de gratis offentlige universiteter og i stedet er henvist til de dårlige private universiteter, de ikke har råd til...(figur 4.6). Brasilien ligger værre end Danmark i Pisaundersøgelserne. Uddannelse er et område, Brasilien bør satse på, fremhæver forfatterne, også som en del af bekæmpelsen af den meget høje personkriminalitet. I bogens afsnit om de sociale forhold i Brasilien rammes en pæl gennem billedet af Brasilien som et land uden raceproblemer, men regeringens indsats på området fremhæves. Bogens afsluttende afsnit om Brasiliens udenrigspolitik ville jeg meget gerne have lejlighed til at inddrage direkte i historieundervisningen som alternativ til de eurocentriske fremstillinger, der præger mange af vores lærebøger. Her finder man en kort og klar gennemgang af hovedteorierne realisme/neorealisme og idealisme/neoidealismen, og Brasiliens udenrigspolitik sættes i relation til teorierne. Med Brasilien som hovedaktør møder læseren foruden forskellige sydamerikanske samarbejdsorganisationer oversigter over Brasiliens forhold til FN, til USA, - set i forhold til USA's forskellige udenrigspolitiske målsætninger, til Kina, til BRIK-landene og til G20 samarbejdet. Brasilien en ny stormagt har en hjemmeside med grundige kontrolspørgsmål til læsningen - og mulighed for at downloade bogens figurer. Da Brasilien en ny stormagt primært er skrevet til samfundsfag, vil jeg ikke anbefale den som klassesæt, men i stedet til historielærerens reol, - men måske kunne vi lokke vores samfundsfagskolleger til at tage den hjem? Anne Melillo 62

58 Metodehåndbog HANS JØRGEN KRISTENSEN & PER FIBÆK LAURSEN (red.): Gyldendals Metodehåndbog - Metoder til undervisning og pædagogisk ledelse, Gyldendals Lærerbibliotek 2012, 351 sider, 374 kr. Som underviser i gymnasieskolen er det relevant en gang imellem at kigge op fra sine læreplaner og reflektere over sine didaktiske valg. Det gør vi vel alle sammen fra tid til anden, men der er ikke altid megen konkret støtte at hente i litteraturen, hvis man vil udvikle sin praksis. Pædagogikumkandidater og andre, der har været igennem den mølle for nyligt, kender naturligvis til Gymnasiepædagogik en grundbog, som er fast læsning på kurserne, men mange har nok oplevet, at indsigt i Ziehe, Vygotsky og Klafki jo nok er vældig relevant læsning, men også at disse teoretikere ligger et vist stykke fra hverdagen med kanon, retning af opgaver og Facebook i undervisningen. I den forstand er der væsentligt mere hjælp at hente i vores egen Historiedidaktik, som kommer tæt på de udfordringer, vi sidder med til hverdag. Nu er der dog kommet et bud på hjælp i form af Gyldendals Metodehåndbog. Den har til mål at give konkrete værktøjer til den praktiske tilrettelæggelse af undervisningen i den forstand, at den fokuserer mere på metode end på didaktik (ikke at disse to kan skilles ad). I deres egen formulering beskriver de forskellen således, at didaktikken skal svare på planlægningsspørgsmål om hvad, der skal undervises i og hvorfor, mens metodikken handler om spørgsmålet vedrørende hvordan. Bogen tilbyder gennem 28 artikler en bred vifte af håndgribelige tilgange til undervisning indenfor hele fagrækken, og der er mange gode tanker som fx i Storylinemetoden, hvor man arbejder med forholdet mellem italesættelse af elevernes forforståelse og deres evne til interaktiv og i indbyrdes dialog at opstille problemstillinger, skabe ny viden og reflektere over egen læreproces. Det er ikke nyt, men det er opstillet på en særdeles hensigtsmæssig måde, der gør den ganske let operationaliserbar. Det skal noteres, at bogen er rettet mod undervisere i Folkeskolen, men flere kapitler har nogle gode overvejelser, som sagtens kan overføres uafhængigt af aldersforskelle og forskelle i læreplaner. Relevant for læsere af dette tidskrift er artiklen om kildekritik, som er forfattet af Jens Aage Poulsen fra University College Lillebælt. Artiklen starter som sådan ganske udmærket med en beskrivelse af nødvendigheden af det funktionelle kildebegreb, som Poulsen beskriver potentielle kilder. Det er ikke nyt stof på nogen måder, men der bliver introduceret en tilgang til historien, som lægger en god basis for underviseres tilgang til historieforståelse, som den er påkrævet af vores læreplan i gymnasiet. Desværre går disse gode tanker lidt til grunde, når Poulsen så skal blive konkret, for her udvises en noget firkantet opfattelse af kildebegrebet, hvor han nærmest kommer til at stå på mål for, at kilder uden tydelig ophavsmand ikke er anvendelige og bør kasseres. Muligvis (og forhåbentlig) er det ikke det, der menes, men sådan kommer det immervæk til at se ud. Og endelig tabes den funktionelle tilgang på jorden, når metoden så skal foldes ud, for her lægges en særdeles skematisk analysemodel for forskellige kildetyper op, der i højere grad lukker end åbner op for kildens muligheder. Poulsen angiver, at eleverne efter endt (og omfangsrig) vandring gennem analyseskemaet skal tage stilling til, hvad kilden kan bruges til, men det er af undertegnedes overbevisning, at ethvert interessant spørgsmål, man måtte have haft inden analysen, går til grunde i denne proces. Ligeledes bliver det lige bombastisk nok, når der ikke åbnes op for, at nr. 195 / december

59 en kilde kan være både levn og beretning, men at der er tale om et enten eller. Her er der jo netop ikke fokus på det stillede spørgsmål, men i stedet en positivistisk opfattelse af en kildes værdi. Det er meget muligt, at disse lidt mindre smidige opfattelser af historisk metode har sin grund i forskellen mellem Folkeskolen og gymnasiet. Det ville være forståeligt - om end lidt trist. Det betyder dog nok, at denne udgivelse i forhold til afsnittet og historiefaget er knapt så relevant for vores hverdag, og her har vi heldigvis vores egen historiedidaktik at falde tilbage på. Men det skal på ingen måde afskrive bogens kvaliteter, som har mange ting at tilbyde på det almene pædagogiske plan. Mads Blom Ludificeringen af medierne BO KAMPMANN WAL- THER: Computerspil og de nye mediefortællinger, Samfundslitteratur 2012, 192 sider, 228 kr. I denne bog analyserer medieforskeren og fodboldskribenten Ph.d. Bo Walter (f. 1967) i seks kapilter spiltankegangens prægning af medierne og vores måde at bruge dem på. Hvordan man øger interaktiviteten er et meget relevant emne i historieundervisningen, men bortset fra et kort teoretisk kapitel udfolder Bo Walther sig desværre mest inden for genrer de fleste ikke bruger i undervisningen. Selvom computerspil, spillefilm eller TV-serier kan inddrages i undervisningen skal man være mere subtil end denne anmelder, for at se den store relevans i at spille Counterstrike, se the Matrix eller undersøge Oceanic Six, som er blandt de eksempler som Bo Walter går i dybden med. Kort sag har denne bog et interessant emne og flere interessante analyser. De er bare mindre relevante i historieundervisningen og anbefales derfor kun de kolleger som også underviser i dansk eller mediefag. Rasmus Østergaard Håndbog i dokumentarfilm IB BONDEBJERG: Virkelighedsbilleder. Den moderne danske dokumentarfilm. Samfundslitteratur 2012, 500 sider, 338 kr. Professor i film- og medievidenskab Ib Bondebjerg (f. 1947) har skrevet denne håndbog om dansk dokumentarfilm i det 20. århundrede. Bogen er tematisk opdelt og gennemgår i 24 kapitler hvordan dokumentarfilm har behandlet en række forskellige emner. Flere af disse har en historisk og samfundsmæssig vinkel og dette gælder fra små emner fra hverdagen som familiebilleder til politiske film om store emner som danmarksfilm. Tilgangen betyder at den enkelte dokumentarfilm kan blive nævnte flere steder, men som håndbog er det en lille pris at betale. Bogen er nemlig et meget fint inspirationskatalog, hvis man gerne vil inddrage film i undervisningen. Man behøver endda ikke se dem, da bogen har et kort referat af de film den omtaler og gennem små analyser samtidig fremhæver de problemstillinger dokumentarerne dækker. Eneste større anke er, det ikke uddybes hvordan man skaffer de mange film man får lyst til at se, 64

60 men mon ikke filmstriben er leveringsdygtig i nogen af dem? Bogen anbefales til skolens bibliotek som et nyttigt opslagsværk. Rasmus Østergaard Historisk rundrejse i Skåne JESPER ASMUSSEN: På historisk rundrejse i Skåne den dansk-svenske historie. Forlaget Globe sider, 299 kr. Det er en stort anlagt guidebog til Skåne, Jesper Asmussen har forfattet. Bogen er på 256 sider og i stort format, så det er guide, som mere inviterer til at blive læst hjemme i lænestolen end på lokaliteten. Bogens fysiske vægt er betragtelig. Idéen med bogen er at lave en introduktion til lokaliteter i Skåne, som har relation til den dansksvenske historie, men bogen indeholder mere end titlen angiver. Blandt de omtalte lokaliteter er der også steder i Blekinge, Halland og Småland, og der er ligeledes medtaget en række steder på Bornholm og i Nordsjælland. Derudover afsluttes bogen med en Københavnertur til steder, som også relaterer til den dansk-svenske historie. I alt 154 lokaliteter omtales i bogen, og dertil kommer Københavnsafsnittet. De er alle overskueligt markeret på et kort med ruteforslag, placeret som forsats i bogen. Den samlede rute er på ca km, hvilket med besøg på alle lokaliteterne kan fylde en betragtelig del af en sommerferie, men bogen er heldigvis opbygget, så hver enkelt beskrivelse fremstår som en helhed og uafhængig af de øvrige. Som hovedregel er hver enkelt lokalitet behandlet på én side, som grafisk fremtræder særdeles indbydende. Siden er forsynet med et kort, 2-3 farvefotos, og en stregkode, som kan aflæses med en mobiltelefon og giver en henvisning til Google Maps. Teksten fylder omkring en halv side og giver en udmærket introduktion til de historiske, kulturelle og naturmæssige forhold, som er interessante det pågældende sted. Der er ikke grundige gennemgange af bygningsværker eller kunstværker, de må findes på anden måde. Bogen er en meget inspirerende hjælp til planlægning af ture til spændende steder i Skåne og omegn. For den danske læser er Københavnsafsnittet mindre relevant, her er det nemt at finde mere uddybende stof andetsteds. Men da bogen er udkommet på både dansk og svensk, er afsnittet måske mere tænkt til den svenske læser. Det eneste uhensigtsmæssige ved bogen er, at den både i opslagene og på kortene bruger de gamle danske stednavne med de svenske navne kun nævnt i parentes i teksten. Det er uhensigtsmæssigt, fordi både vejkort og GPS selvfølgelig bruger de svenske navne, så det havde været mere læservenligt at skrive de svenske navne først og give de danske i parentes. Bente Thomsen nr. 195 / december

61 Korstogene hører hjemme i fortiden! THOMAS ASBRIDGE: Korstogene kampen om det hellige land. Peoples Press sider, ill. vejl. pris: 500 kr. dens gudgivne ret til overherredømme. Urban 2. var den første pave, der havde held med at sætte korstogsbevægelse i skred. For den tids gennemkristnede tankegang medførte det, at selv den største slyngel kunne slippe fri af den truende skærsild ved at drage i hellig krig eller i det mindste love det. Med Urban 2. kom Cluny og dens aflæggere i fokus i forbindelse med den omfattende religiøse og militære mobilisering. Asbridges projekt er på sin vis ambitiøst. Han vil afdække, hvem der egentlig vandt. Men nok så vigtigt vil han søge svar på spørgsmålet om, hvorfor disse ældgamle stridigheder stadig synes at kaste skygger over verden den dag i dag (s. 18). Trods skikkelser som kejser Konstantin og Karl den Store fremstår det postromerske Europa særdeles fragmenteret. Trods titler som greve og hertug var der ofte tale om, at krigsherrer uden større loyalitet over for nogen fyrste melede deres respektive rævekager i et kaos af vold, modvold, blodhævn og allehånde overgreb. Op gennem 1100-tallet førtes en langstrakt teologisk debat, om hvorvidt en sådan krigsførelse var forenelig med det kristne budskab. For Gregor 7. lykkedes projektet nogenlunde. Derefter syntes det kun at være et spørgsmål om timing af mobiliseringen. Projektet var erobring af Jerusalem og Det hellige Land. Den islamiske grundkonflikt mellem sunnimuslimer og shiamuslimer lettede vejen for korstogene. Set med muslimske øjne var Mellemøsten længe en perifer region. Deltagelse i jihad kom imidlertid omkring 800 til at være den sikre vej til Paradis også for muslimerne. Hovedparten af befolkningen levede hele livet som analfabeter i lokalsamfundet med overlevelse som den altoverskyggende interesse. I løbet af højmiddelalderen kom der imidlertid sikre tegn på udvikling og ekspansion. Urbaniseringen tog så småt fart og førte til en opblomstring for pengeøkonomien. Handelen ekspanderede og medførte, at verden blev større. Man løftede blikket. Og derude så man den arabisk-islamiske verden med dens centre for rigdom, kultur og militær magt. Vesten var efterhånden gennemkristnet, og herskerne regerede i Guds navn. På denne baggrund fødtes korstogene. De var med til at styrke skiftende pavers vaklende magt, og de styrkede de deltagende monarkers. De blev en kristen hellig krig, der bl.a. gav deltagerne løfte om den frelse, der for den tids kristne var meget afgørende. Samtidig skulle de tjene til at sikre pavestolen Urban 2.s berømte prædiken i 1095 uden for Clermont blev startskuddet. Hans påstand om at den kristne verden befandt sig i en yderst faretruende situation (s. 47) hvilede på et mildest talt løst grundlag; men timingen var perfekt. I stedet dæmoniserede han effektivt fjenden. Med løftet om syndsforladelse ramte han plet, skønt begrebet hurtigt blev udvidet fra den jordiske afstraffelse til at handle om en mere himmelsk udgave med direkte adgang til Paradis. Efter det 1. Korstogs delvise succes følger vi så, under Asbridges særdeles kyndige ledelse, de følgende korstog udførligt med en ganske ædruelig brug af det stærkt svingende kildemateriale. Som en del af dette får vi beretningerne om korsfarerfyrstendømmernes ret tumultuariske historie. Mellemøsten udviste ikke bare idelige og 66

62 hyppigt blodige kampe både eksterne konflikter og borgerkrige de udviste også en ikke ringe grad af fredelig sameksistens mellem medlemmerne af områdets patchworktæppe af kristne, muslimske, armenske og jødiske trosretninger af alle tænkelige slags. En væsentlig katalysator for den tilbagevendende fred var handel. Økonomiske interesser har altid kunnet give såvel krig som fred. De norditalienske handelsbyer var i denne sammenhæng væsentlige aktører. Selv Saladin ( den hellige krigs frontkæmper - s. 198) knyttede tætte forbindelser til de norditalienske købmænd. I 1187 gik det galt, helt galt for de kristne. Jerusalem blev erobret og alt smuldrede. Det 3. Korstog med dets kongelige deltagelse rettede for en tid op på problemerne; men de efterfølgende korstog forlod hovedsporet helt. Det 4. Korstogs erobring af Konstantinopel taler sit tydelige sprog. De stærkt reducerede kristne stater i området blev mere og mere handelsorienterede stort set i samarbejde med deres muslimske naboer. Den omfattende udveksling af kultur, kunst og videnskab havde spillet en stor rolle i den gensidige forståelse. Den ultimative herskerklasse i de latinskkristne fyrstendømmer havde været af frankisk oprindelse fra Normandiet eller Sicilien. Deres slægtsmæssige relationer var så sammenvævede som i et nordjysk landsbysamfund i ældre tid. Det gav en velkendt basis for alliancer og stridigheder. Med tiden udvandedes disse relationer imidlertid. Nye kom til, ridderordnerne etablerede sig i området. Men 1291 var det hele så forbi. De sidste kristne besiddelser blev løbet over ende. I de mellemliggende århundreder har man så fra begge sider (en håbløs forenkling i øvrigt) brugt og misbrugt historien efter forgodtbefindende. Lader man hånt om fakta, kan alt bruges i en retorisk kappestrid og som legitimering af hvad som helst. Såvel Hafiz al-assad og bin Laden som Saddam Hussein brugte skamløst Saladin. Reagan og begge Bush er førte korstog. Asbridges pointe er klart, at korstogene bør placeres der, hvor de hører hjemme: i fortiden (s. 700). Asbridge gør med sans for både detaljen og overblikket flot rede for de komplicerede faser i såvel vestens som den muslimske verdens historier. Han viger ikke tilbage for at tage stilling. Ganske som Meyer i Tudors (tidligere anmeldt her) fordømmer han svig og egoisme og hylder talent, loyalitet og handlekraft. Som Meyer gør han det åbent. Det synes at være en trend i moderne historieskrivning. Når det administreres med skønsomhed, som hos Asbridge, er det med til at give fremstillingen liv. Asbridge håndterer ligeledes kildematerialet forbilledligt, idet han gang på gang lægger det afvejende frem. De 47 s. diskuterende noter understreger dette indtryk. Et omhyggeligt register øger værkets brugsværdi væsentligt. De mange, velvalgte illustrationer er samlet i én overskuelig sektion. Om det er Asbridge eller oversætteren, Morten Andersen, der har ansvaret for nogle stilbrud i form af sproglige smartheder, kan anmelderen ikke afgøre. Men fremstillingen er generelt særdeles levende. Efter moderne forhold er der herligt få smuttere i korrekturen. Martin Salmonsen nr. 195 / december

63 Fem fortællinger fra Europas randområde JANUS MØLLER JENSEN (red.): Korstogsgrøden. Nyere danske korstogsstudier (mindre skrifter udgivet af Middelaldercenteret ved Syddansk Universitet 28), Nyborg Slot 2011, 156 sider, 100 kr. I dette lille interessante hæfte har fem historikere behandlet emner inden for dansk korstogsforskning. Blandt de mere traditionelle emner er artiklerne af Janus M. Jensen om korstogenes rolle i dansk historieskrivning og Brian Olsens forsøg på at komme med en brugbar definition på et korstog. De næste tre artikler er lidt mere specielle og vil derfor blive kort omtalt. I Per Seeskos artikel analyseres, hvordan de danske kongers korstogsaktivitet i 12- og 1300-tallets helgenlitteratur bliver opfattet som at de går i Kristus fodspor snarere end at jagter på økonomisk gevinst. Mere rettet mod undervisning er Bjarke Lysters artikel om korstogenes rolle i Saxos Gesta Danorum. Her påpeges det at korstogene mod venderne blev set som en parallel til korstogene mod Jerusalem, men samtidig fremgår det flere gange at Absalon og Valdemar er vigtigere for Saxo end korstogene. Endelig slutter Brian Pedersen samlingen af med historien om Prins Svend, der som korstogsmyte indgår i dansk og europæisk opfattelse helt tilbage fra det første korstog, selv om ingen vist aner om han overhovedet har eksisteret. Vi følger udviklingen i opfattelsen af prins Svend, men med nationalismens komme er der ikke længere ikke plads til kongesønner som dør langt hjemmefra og han erstattes derfor af Holger Danske som nationalhelt. Der er kort sagt en række gode artikler, som har en længde så de kan bruges til både opgaver og i den daglige undervisning. Bogen anbefales hermed til skolens bibliotek. Rasmus Østergaard Et notefyldt standardværk MOGENS HERMAN HANSEN: Demokratiets historie. Fra oldtid til nutid. Museum Tusculanum sider, 275 kr. Der er få andre end Mogens Hermann Hansen som kan skrive bogen om demokratiets historie. Historikeren og filologen har gennem en menneskealder forsket i det antikke demokrati og i det seneste årti har han også set på det moderne demokrati. Han har tidligere udgivet "Demokrati som styreform" og man kan sagtens opfatte nærværende værk som opfølger på dette. Sidste kapitel i bogen er ifølge MHH selv, et appendix til førnævnte bog. Bogen er, ud over opdelingen i hovedafsnit og appendix, delt i tre. Første del omhandler det antikke demokrati, med særligt fokus på Athen, hvor MHH tager udgangspunkt i sin mangeårige forskning. Anden del har en mere idéhistorisk/filosofisk vinkel idet det omhandler perioden fra det antikke demokrati til det moderne. Netop fordi der i denne periode ikke eksisterede demokrati noget sted i verdenen, omhandler det udelukkende analysen af demokratiet set i perioden og de begyndende demokratiske tankegange inden vi får de første demokratier igen. Sidste og absolut længste kapitel handler om det moderne demokrati. Det bliver behandlet dels kronologisk og dels geografisk. Det antikke demokrati Første kapitel af bogen er en velskrevet og for- 68

64 kortet udgave af MHH s tidligere arbejde med det antikke demokrati. Han fremhæver de vigtigste personer og perioder i demokratiets udvikling, og får derigennem både nævnt Solon, Kleithenes og Perikles. Ligesom han koncentrerer sin fremstilling om det klassiske Athen fra ca. 479 til 323 f. kr. Han får fint fremhævet de institutioner som demokratiet bestod af og hvilken funktion de havde. Hele eller dele af kapitlet kan med fordel bruges direkte i undervisningen, især på andet og tredje år. Kapitlet bliver fornemt sluttet af med filosoffernes kritik af demokratiet, hvor de vigtigste pointer i Platon, Aristoteles og Polybios pointer bliver fremhævet. Et element som er slående hele bogen i gennem er mængden af noter. På bogens blot 191 første sider rammer vi 1104 noter. MHH har bevidst valgt at placere dem i slutningen af afsnittet, således at de ikke forstyrrer læsningen. Antallet af noter viser den grad af omhu forfatteren har lagt i dette værk. Selv om første afsnit i høj grad er baseret på hans egne tolkninger, vælger han alligevel at notere hvor han har enhver viden og tolkning fra. Det gør sig naturligvis også gældende når han i de senere afsnit, benytter sig af andres forskning og tolkning. Mellemperioden Fordi det antikke demokrati reelt slutter i løbet af romertiden, har MHH valgt at starte mellemperioden med Cicero. Kapitlet er et letlæst overblik der strækker sig over 1700 år, hvor centrale personer som Cicero, Thomas Aquinas, Machiavelli, Bodin samt de klassiske oplysningsfilosoffer bliver behandlet. Hvorvidt det er brugbart direkte i undervisningen er jeg ikke sikker på, idet det i nogen grad kræver lidt forhåndsviden om perioderne, og det måske ville være mere interessant at læse kilder fra de nævnte forfattere. Evt. kunne dele af kapitlet bruges som ressourcetekst som eksamenslæsning, hvis de politiske tænkere er blevet brugt i løbet af de tre år. Det moderne demokrati Størstedelen af værket rummer en analyse af det moderne demokratis historie. MHH skildrer overgangen fra tanken om det direkte demokrati til repræsentativt demokrati, hvor det fint fortælles hvordan der i mange politikeres og tænkeres verden var en antipati mod demokratiet pga. den direkte form, mens den repræsentative roligt kom ind i tankerækken. Dog uden at det blev benævnt demokrati de første mange år. Afsnittet som helhed vil ikke være brugbart i den almindelige undervisning, men da det er opdelt kronologisk i dets overordnede struktur og geografisk i dets underordnede struktur, vil det være muligt at klippe rundt omkring i værket for at tilpasse det til et forløb. Selv har jeg inden bogens udgivelse gennemført et undervisningsforløb om revolutioner, hvor den Franske, Amerikanske og Russiske var eksemplerne. Gennem læsningen af nærværende værk, fik jeg mange gode idéer til tekstudsnit omkring den franske revolution. Her kunne man med fordel fremdrage afsnittet 2. Den Franske Revolution side samt Demokratiets konsolidering i Europa side De to afsnit samler de vigtigste personer og begivenheder i selve revolutionen samt de langvarige konsekvenser deraf. Hvis man vælger at arbejde med 2. verdenskrig vil det være oplagt at bruge et par moduler på demokratiets udvikling i perioden. Her vil det være oplagt at bruge afsnittet Demokratiets opsving og tilbagegang side Her bliver det selvfølgelig belyst hvordan demokratiet blev undertrykt i de totalitære systemer, men demokratiets udfordringer i de demokratiske stater bliver også undersøgt og analyseret. Retsstat og demokrati Bogens appendix Retsstat og demokrati er en filosofisk analyse over de to begrebers oprindelse, eksistens og samspil. Forskellige landes (især europæiske) forfatninger bliver underkastet en nr. 195 / december

65 analyse med fokus på de to begreber. Afsnittet er vældig interessant for den historisk og samfundsfaglige interesserede, men kan inden for anmelderens synsfelt ikke umiddelbart bruges i historieundervisningen. Konklusion Ligesom med så mange andre oversigtsværker, vil vi som historielærere altid sidde tilbage med et ønske om kilder. Her kan MHH s gigantiske noteapparat komme en til gavn. Her bliver der både henvist til sekundærlitteratur, men også kilder sniger sig fint ind i noterne. Flere af kilderne til det antikke demokrati er tidligere udgivet af samme forfatter, ligesom kilder til det moderne demokrati er udgivet af samme forfatter. Udover den almindelige undervisning vil det være et vældig brugbart værk for den elev som vil skrive SSO, SRO, SRP m.m. om demokrati eller demokratiopfattelse, samt de mange hundrede andre emner som på den ene eller anden måde berører demokratibegrebet. Det er en udgivelse som efter anmelderens mening bør være til stede på biblioteket på ethvert gymnasium. Niels Bendiksen Green en fortælling om mennesker RASMUS DAHLBERG: 100 års katastrofer. Når menneske og maskine går fejl af hinanden. Lindhardt og Ringhof sider, 300 kr. Forfatteren (f. 1977) anvender i denne fremstilling, der er en stærkt revideret udgave af en otte år gammel bog, en forenklet version af James Reasons analysemodel eller anskuelsesmåde, den såkaldte Swiss Cheese Model, tilrettet værkets historiske fokus på samspillet mellem menneske og maskine. Modellen opererer med tre niveauer af barrierer, som skal sikre mod uheld: et organisatorisk niveau, hvorpå forekommer såkaldte latente menneskelige fejl, som først udløses ved aktørernes aktive fejl og under uheldige omstændigheder. På ledelsesniveauet optræder uhensigtsmæssige forskrifter eller mangelfuld kontrol, og på de usikre handlingers niveau indtræffer aktørernes aktive, måske fatale fejl (s. 21 ff.). Fremstillingens elleve dramadokumentariske afsnit beskæftiger sig med hver sin katastrofe. De fleste var opsigtsvækkende i samtiden; en enkelt, Titanics forlis i 1912, er myteomspunden og har opnået historisk udødelighed. Katastroferne indtraf til lands, til vands eller i luften i årene mellem 1904 og 2012 og rækker hen over kloden fra Bhopal i Indien til Prince William Sound i Alaska - via Seest ved Kolding. Afsnittene er ensartet opbygget og beskriver først, i historisk præsens med ret overflødig populariserende ordrigdom, katastrofens optakt. Derpå følger tilbageblik på dens historiske baggrunde eller forudsætninger, så en beskrivelse af selve katastrofeforløbet samt en udlægning af katastrofens formodede årsager 70

66 og konsekvenser. Hvert afsnit afsluttes af en sammenfatning i overensstemmelse med den nævnte analysemodel samt en lære af historien, som kan forekomme en kende snusfornuftig. Vedrørende fremtidens katastrofer henholder forfatteren sig til en amerikansk professor, der citeres for at have påpeget, at Vesten er udsat for tre former for koncentration, som højner risikoen for katastrofer. Det er koncentrationen af energi, f.eks. eksplosive stoffer og farlige kemikalier; koncentrationen af befolkningscentre, dvs. større befolkningstæthed og samlet transport af flere mennesker, samt koncentrationen af økonomisk og politisk magt, bl.a. i multinationale selskaber. Følgeslutningen, som det er vanskeligt at være uenig i, er, at koncentrationerne skal nedbringes, hvis vi vil sikre os bedre (s. 24 f.). har været indsat under pres, vil ikke tøve med at give ham ret heri. Fremstillingen suppleres af forslag til videre læsning samt generel henvisning til det materiale, som de enkelte afsnit i al væsentlighed bygger på. Yderligere dokumentation gemmer sig bag 100 QR-koder, som pryder margen. Læsere uden en smartphone er så lukket ude, og bortset fra, at forlag og forfatter fralægger sig ethvert ansvar ved kodernes brug, så henviser man til, at dokumentationen kan være fjernet eller ændret efter redaktionens afslutning. Forlaget burde have ofret flere ressourcer på korrekturlæsning før en præsentation af produktet. Ole Halding nr. 195 / december 2012 Bogomslaget er påført dette bastante dictum: Et århundrede efter Titanic har vi intet lært. Det er misvisende for værkets indhold. Forfatteren, der er kandidat i historie, ekstern lektor ved Københavns Universitet på Master of Disaster Management og har været kursusleder for store virksomheder inden for sikkerhedskultur, mener med henvisning til krydstogtskibet Costa Concordias skæbne i januar i år, at erfaringerne fra dette forlis næppe vil forhindre gentagelser. Måske lidt uambitiøst sammenfatter han den overordnede lære af forlisene i 1912 og 2012 således: Mememto mori - husk at du er dødelig (s. 29). Men blandt barriererne mod uheld vægter han de menneskelige faktorer, Reasons usikre handlinger, realistisk: historien viser desværre med al ønskelig tydelighed, at teknologiske tigerspring og udviklingen af nye og bedre redskaber sjældent fører til større sikkerhed i sig selv. Menneskelige faktorer såsom utålmodighed, overmod, dovenskab, forfængelighed og nysgerrighed finder hurtigt nye metoder til at omgå den højere teknologiske sikkerhed, og dermed bliver de store spektakulære katastrofer i sidste ende en fortælling om mennesker (s. 20). Enhver, som beskæftiger sig med krisestyring eller Spændende historie fra slutningen af 1700-tallet ULRIK LANGEN: Det sorteste hjerte. Politikens forlag sider, 300 kr. Det er altid spændende, at se nye udgivelser fra Ulrik Langen. Han har en rigtig dejlig indgangsvinkel til historien, som når ud over rampen. Fuldstændig som Tom Buk Swientys bøger om Tænk bare på Langens tidligere spændende bøger bl. a. om Hundemordet i Vimmelskaftet og biografien om Christian d. 7., som dannede grundlaget for filmen En kongelig affære. Det, der er særkendet for Ulrik Langen, er den for sjældent benyttede metode, hvor historikeren tager udgangspunkt i en konkret person eller handling i en given periode og derefter folder den ud til at favne den store historie. Det er også den metode gode mikrohistorikere og lokalhistorikere bruger, og som kan bruges af historielæreren, når der 71

67 undervises i lokalområdets historie. Det giver liv, sjæl og ånd. Og Det sorteste hjerte åbner øjeblikkeligt med spænding som i en kriminalroman! Vi bliver kastet ind i optøjer på en dramatisk aften d. 2. april 1793 med stenkast og rudeknusning hos to personer: den jødiske lotterikollektør Valentin og prokurator Bradt. Hvorfor? Det har at gøre med et skrift Den mishandlede danske borgers appellation til det danske folk. Skriftet er udgivet af te- og porcelænshandler Michael Brabrand, og med udgangspunkt i denne mands liv og færden vil Langen med sin bog belyse og undersøge en del felter. For det første dele af livet for en handelsmand i København i midten af 1700-tallet i øjenhøjde, for det andet oplysningstidens tanker og anvendelse og for det tredje den danske enevældes syn på udløberne af Den franske Revolution og behandling af opviglere. P.A. Heibergs skæbne kender vi (ordner hænger man på idioter), men hér oprulles en anden skæbne. I lange afsnit kommer vi igennem retshistorie foranlediget af Brabrands tvister på enevældens tid. Det er selvfølgelig et vigtigt aspekt i denne historie, men kan resultere i, at en stor del af målgruppen, som er en almindelig historieinteresseret læser, måske vil falde fra. Hovedpersonen, opvokset i Brabrand, hed egentlig Mikkel Nielsen. Han var som størstedelen af befolkningen fra landet, men undgik på forunderlig vis stavnsbåndets regler. Han kommer til Kalundborg, får plads hos en urtekræmmer og når ad den vej til København, hvor han bosætter sig. Dermed har han skiftet livsbane og avancementsmuligheder. Også navnet bliver ændret til Michael Brabrand. Virkelig en identitetsændring. I den forbindelse bliver den danske økonomiske merkantilistiske politik belyst, idet Brabrand får stilling på silkefabrikken i København, hvor han åbenbart har tjent så meget, at han kan søge og få et kgl. privilegium til at handle med varer fra Ostindien og købe en bindingsværksgård i Gammel Mønt. I den situation rager han uklar med urtekræmmerlavet. Han har kautionister, så han får sig et netværk, hvad der er fundamentalt for at slå sig igennem. Måske kan man sige, at det bliver afløseren for lavet? Således konkretiseres Københavns byrum, hvor lavsvæsen over for privilegier og gryende liberalisme bliver tydeliggjort. Handelslivet er yderst broget med de rigtigt store handelshuse, som nyder godt af Danmarks neutralitet, og en underskov af mindre handlende og købmænd, som har mange jern i ilden. Og det har Brabrand samtidig med, at han øjensynligt har en evne til at støde ind i problemer med andre mennesker! Han køber og sælger, løber ind i skatte og toldsager, får bøder ja listen er næsten uendelig. Men det var en del af handelslivet og ikke specielt for hovedpersonen kun hyppigheden, kan Langen konkludere ud fra sine omfattende kildestudier. Når det har været almindeligt med alle disse tvister, peger det så i retning af et samfund i opbrud med nye gruppers vanskeligheder med at placere sig? Brabrand handler også med jøder og udlåner penge, og Langen kommer dermed ind på jøderne og brugen af veksler i København. I en pengesag med jøden Valentin går det voldsomt for sig med vold og overfald. Langen analyserer på bedste metodiske vis sagen fra begge sider. Det er næsten prototypen på en historisk metodeopgave. Valentin er også lotterikollektør, så også lotteriet, som spillede en vigtig rolle for københavnerne, får sin omtale. Alle disse sager, som Brabrand har ført, filtres ind i hinanden, og efterhånden er det ikke længere kun kancelliet, men kronprins Frederik (senere d. 6.), der ser på dem. Fokus er således rettet mod vores hovedperson! I alle disse retssager indgår megen brevveksling, 72

68 så Brabrand må have brugt uanet tid på dette. Ære og omdømme er vigtigt for en borger, og disse begreber går igennem brevene, og når han føler sig angrebet, breder han det ud til et angreb på hele borgerstanden. Ved siden af må han åbenbart også have læst noget af den nye oplysningslitteratur, da han på et tidspunkt henviser til Montesquieu s Om Lovenes Ånd. Hvis kongelige resolutioner træder i stedet for lovene, hvilket samfund har vi så? En farlig kurs i det enevældige samfund. Måske har Brabrand fået hjælp til disse breve. I princippet var Struensees bestemmelse om ytringsfrihed stadig i kraft, men da kritik ikke blev opfattet som positiv, slog statsmagten ned på en sådan, særlig i denne tid, hvor revolutionsfrygten havde grebet administrationen. Samtidig med Posthusfejden (slagsmål uden for postkontoret i Købmagergade) udgiver Brabrand 23. februar 1793 skriftet Den mishandlede danske borgers appellation til det danske folk. Det bliver uddelt gratis, og Brabrand taler nu også til folk foran sin butik. På den måde bliver den uheldige Brabrand støt og roligt viklet ind i noget ganske andet: Han bliver betragtet som opvigler og bagmand for statsfjendtlig virksomhed. Han havner i Kastellet, men der er ingen egentlig anklage, og på den måde anskueliggøres enevældens vilkårlige retsopfattelse. Brabrand river flere med sig. Statsapparatet er besat af teorier om skjulte bagmænd og retter mistanke mod kancelliråd Holm, som har støttet Brabrand i opbygningen af te- og porcelænshandelen. Kan han være i ledtog? Uhyggeligt som der bliver spundet et edderkoppespind, som også rammer kronprinsens tidligere rådgiver Johan Bülow. Kastellets fængsel får sin beskrivelse. Det ligger afsondret, og i borgernes øjne kan det sammenlignes med Bastillen i Paris, så det kræver ikke megen fantasi at forestille sig livet dér, hvor vand og brød skal tages bogstaveligt. Brabrand bliver fanget i en Catch-22 situation, som fører til ruin: Udebliver han fra Hof og Stadsretten, skal han betale bøder (og de hober sig op), da han jo sidder i fængsel! Systemet arbejder, og borgeren over for systemet illustreres hér for fuld damp. Højesteret indstiller med en kommende dom for øje, at der nedsættes en undersøgelseskommission, og sigtelsen mod Brabrand bliver majestætsfornærmelse, men kommissionen når frem til, at Brabrands skrift ikke kan betegnes som et oprørsskrift! Han er i første omgang endt med at sidde i fængsel i 4 år og en bøde på 3 mark!! 4 års kommissionsarbejde er spildt, men Brabrand bliver ikke løsladt. Og nu sætter kronprinsen højesteret ind. Brabrand bliver naturligvis syg af opholdet i Kastellet, men alligevel lykkes det ham at få en pamflet i omløb hvordan vides ikke. Under processen for højesteret, som jo i sidste instans er kongen, falder bemærkningen fra anklager Brorson om, at Brabrand har det sorteste hjerte, og han kræver dødsstraf. Kronprinsen imødekommes, og Brabrand findes skyldig i at have talt dårligt om regeringen. Han dømmes som en fejlende borger og landsforvises til Lübeck. Hans hustru sidder tilbage i ruinen med ansvaret for syv børn, og hun havner som fattiglem på Almindeligt Hospital i Frederiksstaden. På forunderlig vis lykkes det Brabrand efter alt, hvad han har været igennem, at overleve som købmand i Lübeck. Men hele forløbet viser enevældens vilkårlighed på den måde den knuste borgere, der fornærmede myndighederne. Det vi i dag kalder magtmisbrug. Sidst i bogen er et godt efterskrift med en lille forskningsoversigt og Langens overvejelser om kilderne og behandlingen af disse. Afslutningsvis er der naturligvis oversigt over utrykte og trykte kilder, samt bibliografi og noter. Registre er der ingen af, men det føles egentlig ikke som en mangel, da bogen er meget overskueligt opbygget i forholdsvis korte kapitler. Et sådant kompakt nr. 195 / december

69 værk om en skæbne, der med fokus i én person udfolder en vigtig socialgruppes kamp, liv, muligheder og berøringsflader i København, råber på illustrationer i form af kort, portrætter, prospekter osv. Der er ingen ærgerligt. Kun bogens forside viser Kastellets arrest, men der er ikke henvisning til det i kolofonen. Nyd at læse denne bog. Christian Bo Bojesen Titanic nu med dansk udgangspunkt. JESPER HJERMIND & METTE HJERMIND McCALL: Titanic De danske fortællinger. Forlaget Viborg 2012, 192 sider, 299 kr. I 2004 havde jeg mit første møde med Titanic som emne for en projektuge. Gennem opslag på nettet åbnede der sig en hidtil ukendt verden, hvor vi fandt allehånde forskellige synsvinkler på skibet Titanic, fænomenet Titanic og myten om Titanic. Interessen for Titanic er ikke blevet mindre, og i 100 året for forliset er der udkommet en danskvinklet bog, hvor fokus er danske fortællinger. overlevende danskere fra forliset natten mellem d. 14. og 15. april Bogen er inddelt i forskellige kapitler, hvor de forskellige danskeres skæbne udfoldes. Hver dansker optræder i to kapitler med samme overskrift, men med I og II efter overskriften. Jeg kan ikke helt gennemskue baggrunden for denne fremgangsmåde, men det gør det i hvert fald simpelt at følge personerne. Hver enkelt danskers baggrund samt forventninger til Titanic er beskrevet. Desuden kan vi følge den enkelte under opholdet på skibet, samt deres skæbne under forliset. Det er ganske spændende læsning. Forfatterne har gravet dybt i forskelligartet kildemateriale, og desuden er bogen illustreret med tryk fra originalt brochuremateriale, postkort, aviser og personlige fotografier. Det giver en god fremstilling, hvor der også er blevet plads til bokse med faktuelle oplysninger. I disse bokse kan man f. eks. læse om tidens udvandrere, udviklingen af nødsignaler til brug på havet, antal pladser i Titanics redningsbåde og bjergningen af de mange lig i havet fra forliset. Bogen indeholder desuden en minut for minut oversigt over begivenhedsforløbet fra søndag d. 14. april kl til mandag d. 15. april kl. 8.45, hvor alle overlevende fra redningsbådene var kommet om bord på Carpathia, som var det første skib, der nåede frem til forlisstedet. De 2 forfattere har haft en årelang fascination af Titanic og Titanics skæbne. Jesper Hjermind kalder sig endog titanicolog, og et hurtigt opslag viser, at der findes rigtig mange mennesker, der har en lignende interesse. Bogen indeholder fortællingen om 13 danskere, der var med på Titanics skæbnesvanger tur over Atlanten i april Ni danskere havde billet til 3. klasse, tre havde billet til 2. klasse, og der var et dansk besætningsmedlem, der arbejdede som steward i salonen på 2. klasse. Der var to kvinder blandt de 13, og disse to kvinder var de eneste Bogen indeholder også andre typer kapitler, hvor hovedformålet er at flette Titanic og Danmark sammen. Der er et kapitel, hvor 4 danskbyggede sammenfoldelige redningsbåde spiller hovedrollen, idet disse både var sidste mulighed for at komme væk fra Titanic. Bådene, som var udført i kork og kanvas, var opfundet af Valdemar Engelhardt, og det lykkedes efterfølgende at gøre bådene til en god forretning, idet mange rederier efter katastrofen med Titanic fik øjnene op for nødvendigheden af tilstrækkeligt redningsudstyr om bord på passagerskibe. 74

70 De sidste kapitler i bogen omhandler andre facetter ved Titanic og Danmark. Vi hører således om, hvorledes katastrofen blev formidlet gennem dagspressen, og det var først den 16. april i Berlingske aftenudgave, at nyheden om katastrofens omfang nåede frem til Danmark. Titanics videre liv i film og andre medier tages også under kyndig behandling, og i bogens sidste kapitel: Titanic 2012 Titanic til hver en tid, diskuteres Titanic som myte: Hvorfor er det netop dette skibsforlis, der tryllebinder og fascinerer eftertiden? Det er en let læst bog, den er overskuelig i sin fremstilling, og de mange illustrationer er velvalgte og spændende. Jeg vil anbefale bogen til biblioteket, da den med fordel kan anvendes af elever, der ønsker at beskæftige sig med Titanic i forbindelse med større opgaver i gymnasiet. Susanne Geisler den virkede troværdig for modtageren af budskabet. Saxo er altså ikke en mere tendentiøs kilde end så mange andre kilder fra perioden. Hans på latin forfattede Gesta Danorum (Danernes Bedrifter) analyseres nu af de respektive historieforskere i ti artikler om 1100-tallets våbenbrug og krigsførelse, gavegivning og rituelle handlinger, retslige problematikker samt folke- og fædrelandsbegreber. Der er tale om videnskabelige artikler, som utvivlsomt vil påkalde sig størst interesse hos fagfolk, ja måske ligefrem hos specialister i den højmiddelalderlige periode. Bogen er dog stort set forfattet i et alment tilgængeligt sprog og lader sig således læse af den mere alment interesserede, og der er da bestemt interessante og til tider sjove artikler og oplysninger i bogen; nævnes kan således Thomas K. Heebøll-Holms artikel om Saxo og 1100-tallets danske krigskunst og Lars Kjærs om Gaver og gæstebud. nr. 195 / december 2012 Saxo og hans samtid PER ANDERSEN & THO- MAS K. HEEBØLL-HOLM (red.): Saxo og hans samtid, Aarhus Universitetsforlag sider, 299,95 kr. Artikelsamlingens forfattere stiller sig selv den opgave at gøre op med opfattelsen af Saxo Grammaticus (ca efter 1208) som en tendentiøs og utroværdig kilde til middelalderens Danmark. Ville man nemlig, som redaktørerne skriver, som Saxo bruge sin historieskrivning til at overbevise andre om en bestemt opfattelse af tingenes tilstand, måtte fremstillingen indeholde så meget sandhed, at Spændende problematikker på Saxos tid behandles eller berøres altså i bogen; fx om loven er, hvad der behager fyrsten, eller den øverste magtinstans er bundet af loven. Var kongen altså hævet over eller undergivet loven? Saxo var øjensynlig nærmest tilhænger af det første. Han var også, således skriver Mia Münster- Swendsen i sin sammenlignende artikel om Saxo og en anden historieskriver fra Saxos tid, Sven Aggesen, tilhænger af kongelig rigor iustitiae (lovens strenghed), modsat Sven Aggesen, der talte for mildhed fra kongelig side. En vis og nok ret tilbagevendende hos ham ambivalens hos Saxo, der kan have sin baggrund i, at hans tid i det mindste ligger tæt på overgangen mellem vikingetid og middelalder og altså på disse perioders henholdsvise idealer, toner frem, når det hos Heebøll-Holm hedder: Saxos baggrund i et militært eller i det mindste militariseret miljø 75

71 bakkes op af beskrivelserne i Gesta Danorum, der trods det elegante og klassiske latin er besat af krig, fejder og en øje for øje, tand for tand-logik. Den kristne krønikeskriver, der advokerer for fred og nåde, glimrer ved sit fravær. Læseren gives heldigvis også eksempler på den poetisk-litterære, herlige, saftige og først af alt rammende sprogbrug, som findes i Gesta Danorum. Det efter anmelderens opfattelse bedste eksempel herpå videregiver Lars Kjær. Det handler om den nærige kong Adils af Sverige, der ud fra skumle motiver havde givet sin stedsøn Rolf Krake en guldring. Under en senere flugt fra Adils kaster Rolf ringen fra sig, og så beretter Saxo videre: Da Adils så den ring, han havde foræret Rolf kunne han ikke få øjnene fra den så han knælede ned på jorden for at gramse den til sig og lod sin værdighed som konge gøre knæfald for sin griskhed (min kursivering; pf). Hvad der ikke kan komme bag på nogen er, at Saxos samfundstænkning er førmoderne og, med sin vægt på personlige relationer, troskab, venskab og ære, i opposition til de pengestyrede tendenser og det handelssamfund, der allerede på hans tid så småt stikker hovedet frem: (.) Saxo er bekymret over penge, købmænd og handelslivets indflydelse på samfundet og særligt på stormændenes adfærd. ( ) Rolf Krakes hird hånede kong Rørik, der ikke kerede sig om venskaber, men om åger og renter. Han satte guld over krig, satte intet så højt som sin indtægt ( ). Saxos helte foragtede købmænd, der havde tjent deres penge på beskidte krumspring i modsætning til ærlige hårdtarbejdende bønder. (Saxo er her, fra Lars Kjærs artikel, citeret i de enkelte (altså ikke dobbelte) anførelsestegn; pf). Bogen kan læses af læreren som baggrundslitteratur for undervisning i (dansk) middelalderhistorie. Poul Ferland Nyborg Slot KURT RISKOV SØRENSEN(red.): Nyborg Slot Kongeborg, fæstning og museum. Nyborg Slot Rigt illustreret. 207 sider, 158 kr. Bogen Nyborg Slot udfylder et hul i forbindelse med beskrivelse af de danske slotte. Bogen er opdelt i ti kapitler, der hver beskriver sin del af slottet i fortid, nutid og også fremtid. Bogen indledes med Janus Møller Jensens kapitel "Kongeborg, danehof og residensstad", hvori Nyborg Slots middelalderhistorie gennemgås, og her er der grund til at fremhæve den fine skildring slottets ældste historie. Herefter følger Bodil Holm Sørensens; "Bygningerne og slotholmen arkæologiske undersøgelser", der beskriver slottet ud fra arkæologiske udgravninger fra 1800-tallet til udgravningerne i 2009/10. Erland Porsmose har skrevet afsnittet "Nyborg Len konge og lensmand"; kapitlet indledes med forklaring/gennemgang af lensvæsenets opståen i Danmark dette sættes ganske fornuftigt i relation til den europæiske udvikling. Bjørn Weterbeerk Dahl leverer et mere militærhistorisk kapitel i "Renæssance og barokfæstning Nyborg". Eva Becker skriver om byen "Nyborg en kongelig by". Det er glimrende, at have dette kapitel med. Herefter tages fat i slottets nyere historie; Gese Friis Hansen "Nyborg Slot tabt og genrejst", Kurt Risskov Sørensen: "Kunst på slottet" og Troels Malthe Borch, "Nyborg slot som ikon". Bogens næstsidste kapitel er skrevet af Lars Ewald Jensen: "Nye udgravninger på Nyborg Slot", der i kort form leverer de sidste arkæologiske forskningsresultater det gøres for øvrigt glimrende. Bogen sluttes med Mette Ladegård Thøgersens: "Potentialet i Nyborg Slot". Kapitlet anskuer slottet ud fra bl.a. en formidlingsmæssig synsvinkel. 76

72 På mange måder er dette en fin bog, men det er også en bog der havde vundet ved en mere stram redigering. I Jens Møller Jensens indledningskapitel er der en forbilledlig brug af noter. I de fleste andre kapiteller er noter stort set fraværende og de fleste af dem der er, henviser til sekundær litteratur, f.eks. i Eva Bechers kapitel "En kongelig by" er det blevet til sølle 8 noter. Hun nævner en række myter om slottet bl.a. myten om aben der fik Christian 2. op på taget ingen note. Jens Møller Jensen omtaler samme historie og her henvises korrekt til Svannings historiske fremstilling. Dette er en flot bog med et utal af smukke fotos. Men desværre følger fotos og tekst ofte ikke hinanden og ind i mellem må man spørger sig om fotos udvider teksten eller om de blot er ren æstetik. Flere steder nævnes det store våbenskjold fra riddersalen, der var opsat ved slottets indgang og skulle symbolisere, at det var herfra riget skulle styres (p. 31f - Jeg mener for øvrigt det er en overfortolkning af dette våbenskjold), men på trods af et utal af fotos af slottet i forskellig belysning er der ikke blevet plads til et foto af det omtalte våbenskjold. Det er endnu mere grotesk, at man ikke har kunnet ofre et foto af Danehof salen, hvor man omtaler Danehoffet. Grunden er måske, at den ny istandsatte sal, venligt sagt, er blevet indrettet som et gyseligt nationalromantisk rum. Det er interessant hvor travlt man i denne bog har med at gøre Nyborg til kongelig residensby. Dette går helt galt for Jens Møller Jensen, der i kapitlet "Kongeborg, danehof og residensstad" indlægger nogle vurderinger af Nyborg slots betydning for kongemagten. Forfatteren beskriver ganske rigtigt dronning Christines begejstring for Gråbrødre klostret i Odense og hendes indretning af kirken til kongelig gravplads. Men dette har intet at skaffe med Nyborg, arbejdet i Odense handelede om hendes store og dybe engagement som hun havde sammen med sin ærkebiskop Birger Gunnersen om at få klostret i Odense ind under den observante bevægelse. Men helt galt går det, når han skriver i forbindelse med Christian at Nyborg var tænkt som permanent opholdssted for den danske kongefamilie. Måske ligefrem en hovedstad i riget. ( p. 31). Dette er ganske enkelt utænkeligt, studier i Christian 2. s historie viser entydigt, at han ønskede at fremme København/ Malmø og at København var hans residensby. Det er lidt ærgerligt for forfatteren leverer ellers en fremragende historisk skildring af slottets historie. Bogen kan absolut bruges i forbindelse med undervisning. Bogen er let læst og giver et fint indblik i slottets historie. Den kan anbefales. Torben Svendrup, ph.d. Forår i februar TAHAR BEN JELLOUN: Det arabiske forår. Forlaget Per Kofod sider. 199 kr. Bogens forfatter er marokkaner af fødsel, men bosiddende i Paris, hvor han har erhvervet en doktorgrad i socialpsykologi. Hans forfatterskab ligger i grænseområdet mellem fiktion og faglitteratur. Den foreliggende bog er nærmest en essaysamling, afsluttet med fortællingen Med ilden (om forhistorien til en selvafbrænding). Det betyder at der er givet afkald på henvisninger og litteraturliste, og at begivenhedsforløbene i foråret rundt omkring i de arabiske lande stort set forudsættes bekendt. Det forfatteren tilbyder, er en tolkning af og en holdning til begivenhederne. Bogens essays fører os en tur gennem de arabiske lande, Tunesien, Ægypten, Yemen, Marokko, nr. 195 / december

73 og Libyen. Syrien er ikke nået at komme med. Lejlighedsvis er de bygget op om centrale personer i begivenhedsforløbene og kan antage skønlitterære træk. Bogen er letlæst og ofte underholdende. Som andre franske forfattere kan Ben Jalloun godt lide flotte formuleringer, men dette og dét at de forskellige essays er skrevet på forskellige tidspunkter, kan betyde at påstandene kan komme til at skurre lidt mod hinanden. Der er ingen tvivl om at Ben Jalloun holdningsmæssigt er en af vore, og tendensen i hans essays er en overbevisning om at den unge, moderne generation vil sejre. De veluddannede, de internationalt orienterede, internetbrugerne, der ikke længere vil finde sig i korrupte diktaturer. Et citat fra kapitlet om Ægypten: Islamismens softwareprogram er totalt forældet. Der er født en ny ungdom, der føler sig på bølgelængde med andre unge mennesker i hele verden. Den evige, gamle religiøse klagesang siger dem ikke noget længere. (s. 58). Forfatterens engagement og optimisme er smittende, men han er nok nogle årtier forud for sin tid. Efterhånden som foråret går, er der andre kræfter der kommer til magten. De unge kan få lov at risikere liv og lemmer ved at være de første der går på gaden, men når det er blevet mindre livsfarligt, kommer de reaktionære op af hullerne. Det er der ikke noget nyt i, det har vi set i andre forår rundt om i verden, i Iran i 1979 f.eks., og vel egentlig også i Østeuropa i I de arabiske lande er korrupte diktaturer blevet afløst af islamiske regimer, fremgået af frie valg. Det kan være svært at se hvad vi kan bruge Ben Jalloun's bog til i historieundervisningen, men vi kan give den videre som et godt tip til fransklærerne, eller vi kan bruge den i et fagsamarbejde med fransk. Axel Moos De olympiske lege en kort verdenshistorie JØRN HANSEN & THO- MAS SKOVGAARD: De olympiske lege en kort verdenshistorie. Illustreret. Syddansk Universitetsforlag sider, 198 kr. I denne bog af idrætsforskerne Jørn Hansen og Thomas Skovgaard præsenteres vi for de olympiske leges historie og deres vekslende relationer til relevante, samtidige politiske, sociale, kulturelle, ideologiske og økonomiske begivenheder og forhold. Vi får desuden historien om de, ikke mindst internt i den Internationale Olympiske Komité (IOC), meget indflydelsesrige præsidenters varierende påvirkning af organisationens idégrundlag og virke samt af selve legene. Og vi får et indblik i centrale personlige relationer mellem IOC-medlemmer igennem historien. En oversigt over danske medaljer og over særligt bemærkelsesværdige atleter og præstationer får man da også. Det kan utvivlsomt hævdes, at IOC s og de olympiske leges ideologi i ganske høj grad har fulgt tidens bevægelser; det hellige amatørbegreb fra grundlæggeren, den franske baron Pierre de Coubertins tid er, kan man uden overdrivelse sige, grundigt udhulet i dag, hvor topprofessionelle inden for adskillige sportsgrene deltager og det er næppe med IOC s gode vilje, at de allerbedste professionelle fodboldspillere ikke deltager ved OL. Det meget fleksible, eller skulle man sige historisk variable, i IOC s idégrundlag fremgår også af, at de reelt første og franske IOC-præsidenter, den nævnte Coubertin (hvis præsidentæra var ) og Henri de Baillet-Latour ( ), der begge udgik fra aristokratiet, betonede rid- 78

74 derlighed, ædelmodighed og moral, mens bl.a. den senere, amerikanske præsident for organisationen, Avery Brundage ( ), betonede det at få tingene til at fungere i praksis. Samme tendens fremgår trods alt også, når forfatterne skriver, at det højreorienterede udgangspunkt for IOC s ledende personer gik i en lige linje fra Sigfrid Edström ( ) over Avery Brundage til Juan Antonio Samaranch ( ) med Lord Killanin ( ) som en mere liberal undtagelse, der efter alt at dømme også gælder for Jacques Rogge ( i dag kan en præsident højst sidde i 12 år; pf). Men det vil givetvis vare længe, før den første socialdemokrat eller socialist bliver præsident for IOC. Forfatterne udelukker altså ikke denne sidste, mulige udvikling. Hvad der efter bogen at dømme mest af alt synes at karakterisere IOC og legene ikke mindst de seneste 60 år, er en mere eller mindre udpræget pragmatisme, sådan som det illustreres af dette citat fra bogen: Fx var amatørspørgsmålet (for Edström og Brundage; pf) ikke et spørgsmål om en overordnet moral, men et spørgsmål om regler, der skulle overholdes. Citatet vidner ganske vist på den ene side om en slags konventionel konservatisme, men på den anden side også om en tilpasningsdygtighed til de til enhver tid gældende forhold. Bogen synes også i realiteten, omend vel nok iblandet en del skepsis over for organisationens traditionelle konservatisme, at videregive det billede af IOC, at den langsomt åbner sig internt for mere demokratiske processer. Bogens intention er kritisk, idet den vil bestræbe sig på at fortsætte den kritisk-nuancerede linje, der ønsker at afdække og forstå IOC og de olympiske lege frem for enten at tiljuble eller fremsætte fordømmende udsagn. Den intention indfries da også, som det nok er fremgået af det foregående, langt hen ad vejen. Sammenligningen af IOC s opbygning med pavestaten er dog ikke ganske overbevisende, når det vist nok kritisk ment... hedder: (.) ligesom paven ifølge den romersk-katolske lære er alle kristne samfunds fader, er præsidenten for IOC overhovedet for al sport. Nej, det er han da vist nok ikke; sportsverdenen eller rettere sportsverdenerne har vel stadig på mange leder og kanter en høj grad af autonomi, på trods af alskens politisk, mediemæssig og kommerciel påvirkning og som ufejlbarlig regnes IOC-præsidenten vel endnu mindre i sportsverdenen. Som forfatterne selv siger, er det en kort verdenshistorie. Og man kunne godt have ønsket selv om det selvfølgelig på den anden side er helt legitimt, at bogen og dens tematiseringer har sin begrænsning at de havde dvælet lidt mere ved påstanden, der rigtignok stammer fra selveste Coubertin, at de olympiske lege er en religion, ja oveni købet det 20. århundredes religion. Hvori det specifikt religiøse ved legene består gøres ikke ganske klart. Hvem er således religionens gud(er)? Er det IOC s til enhver tid siddende præsident det nævnes således i forbifarten et sted i bogen, at Coubertin ansås for den udvalgte (måske a la Nietzsches overmenneskelige Zarathustra), der skulle skabe de olympiske lege, eller er det de allerbedste atleter når Usain Bolt, den jamaicanske sprinter i atletik, således under de netop afholdte London-lege udnævnte sig selv til en legende, kunne det tydes i denne retning? Uden tvivl er der en hel del heroisme og heltedyrkelse forbundet med OL og især deres atleter, og dermed er der jo en tydelig forbindelse til de antikke lege, som dyrkede sine halvguder i øvrigt også på kunstens område, ligesom tilfældet var ved de moderne lege til og med London i Og dog er det genuint religiøse ikke tydeligt, når vi taler de moderne olympiske lege; det moderne, åndelige univers er jo ikke antikkens mytologiske. Forfatterne nævner riter og myter som religiøse karakteristika ved OL, men disse betegnelser synes dog i forbindelse med de moderne lege kun at have metaforisk karakter. Skulle man imidlertid nævne et oprindeligt tros- nr. 195 / december

75 grundlag for OL, så kunne det med en vis rimelighed være sådan noget som legenes gamle motto: Citius, altius, fortius Hurtigere, højere, stærkere. Den kvantitative fremskridtstro, der ligger heri, trives stadig i ikke ringe grad i de olympiske lege men ikke eksklusivt; der findes andre, mere kvalitative opfattelser af sport også der, fx med vægt på det tekniske, elegante frem for på råstyrke, ligesom den gjorde generelt i den vestlige verden indtil ikke mindst de fatale krige, kriser og folkemord i det 20. århundrede. Til dette trosgrundlag kan man lægge dyrkelsen af kroppen mestendels den atletiske, kraftfulde og energiske som vi især finder den i begyndelsen af samme århundrede under filosoffen Nietzsches inspiration. Det guddommelige i denne vitalisme er her nærmest den kropslige energi og udfoldelse der samtidig var basis i en mere eller mindre udtalt kritik af traditionel, vel især religiøst betinget, kropslig askese og nydelsesmæssig puritanisme. Disse tanker har uden tvivl inspireret Coubertin, den i øvrigt ifølge bogen religiøst eklekticistiske baron, og ligesindede. Men i dag ved snart sagt enhver, også IOC og atleterne, at Hurtigere, højere, stærkere ikke gælder som (kvasireligiøst) ideal for alle samfundslivets områder, men nok til en vis grad for sportens; også de(t) langsommere og de(t) svagere skal bevidst tilgodeses således er det nutidige kodeog modeord for IOC legacy, hvilket kort sagt vil sige: Det, som legene efterlader sig af godt for bl.a. miljø, sundhed, infrastruktur og fredelig sameksistens. Dertil kommer, at der også i dag findes handicap-ol. Her skal der dog også retfærdigvis huskes på, at Coubertin så legene som et middel til fred imellem nationerne og folkeslagene; han var uden tvivl en generel og måske, som det ikke var ualmindeligt dengang, en smule naiv fremskridtsoptimist, inspireret bl.a. af industrialismens fremstormen, han var ikke tilhænger af den stærkeres ret. Men altså: Legene og deres idégrundlag er således ikke en stor, altomfattende og -forklarende (religiøs) fortælling, men en mindre fortælling om et begrænset samfundsfelt, nemlig sportens. Og denne fortælling går endda i virkeligheden i flere retninger, hvad bogens forfattere da også synes at være enige i. Hvis jeg fx her må have lov at nævne mit eget ideal af en sportshelt, så er det den skrøbelige, hvis evner nok er fremragende, men som har sine svagheder og altså ikke er noget overmenneske, altså fx den teknisk meget begavede boldspiller, der uretmæssigt kan fældes af et brutalt spark eller slag. Et mindre problem er der omkring de af forfatterne valgte begreber til betegnelse for legene og IOC tilsammen. De har valgt system frem for bevægelse. Det er ikke helt indlysende hvorfor, bortset fra deres henvisning til nyere litteratur om emnet. System-begrebet forekommer nemlig at angive en grundlæggende statisk enhed, mens bevægelse modsat angiver noget dynamisk. Og da forfatterne netop anser legene og IOC for at være noget dynamisk, kunne man med rimelighed have fastholdt bevægelses-begrebet og -termen. Men bogen, der bygger på omfattende studier og forfatternes store viden om emnet, er generelt informativ og let læst. Dens centrale emne, OL, finder mange, herunder anmelderen og uden tvivl også mange gymnasie- og HF-elever, spændende. Og da den betragter de olympiske lege i en større historisk og samfundsmæssig optik, lader den sig uden tvivl for vel nok de fleste kapitlers vedkommende sikkert bruge som læsestof i ikke mindst historieundervisningen, måske i et samarbejde med idrætsundervisningen. Poul Ferland 80

76 Stasi under dynen MIKAEL BUSCH: Knud og Vera. Et Stasi-drama. People s Press sider, Indbundet med smudsomslag, 300 kr. Hvad har et personligt drama mellem to mennesker at gøre i gymnasiesammenhæng? Tja, jeg mener nu nok at et moderne trekantdrama i de rette lærerhænder kan have relevans i en nutidig personfikseret gymnasieundervisning. Forhistorien er følgende: Vera Wollenberger var skønt datter af en Stasi-oberstløjtnant i de sidste år af DDR s levetid et meget aktivt medlem af diverse freds- og dissidentgrupper i DDR medens hendes mand stort set var hjemmegående, passede familiens 2 (3) børn og skrev digte. Et helt normalt ægteskab med en person som den udfarende kraft og en mere passiv adlydende type. Den langtidsholdbare model. Problemet var imidlertid at ægtemand Knud også var meddeler til Stasi om både parrets familieliv og hustruensog egne aktiviteter. Dagen før den dengang verdensberømte Vera som en af de første og nu medlem af den fællestyske forbundsdag under fuld mediebevågenhed den 2. januar 1992 skulle møde op for at se sine egne papirer i Stasiarkivet fik hun en opringning fra en tidligere Stasiofficer som oplyste, at hun dér ville finde nogle ubehagelige oplysninger. Han vidste hvad han talte om, da han selv havde været forfatter til flere af rapporterne og var Knuds tidligere føringsofficer. Ved at sammenholde sin dagbog med oplysningerne hos Stasi kunne Vera Wollenberger konstatere, at Stasi var med overalt hvor hun og Knud færdedes siden de lærte hinanden at kende i Det skrev hun senere en bog om som på dansk hedder Staten, stikkeren og sjælene. Den kan stadig købes. Et forsøg på at lave en film om dette lidt specielle forhold løb ud i sandet da Vera frygtede, at det ville blive for meget TV3. Skurken Knud var født i Danmark og havde via sin moder dansk statsborgerskab. Hun var overklassepige fra Viborg og giftede sig med den tyske ikke-praktiserende jøde Albert Wollenberger som var 14 år ældre og forsker i biokemi og medicin. Han havde siden 1932 været medlem af kommunistpartiet og arbejdet for Stalin og hans kumpaner. Frataget sit tyske statsborgerskab flygtede han ud af landet og landede i USA i Det hårde anti-kommunistiske klima i guds eget land fik ham til at rejse til Danmark i 1951 og en ansættelse på Carlsbergs laboratorier. Her arbejdede hans kommende hustru. De giftede sig, Knud fødtes 1952 og familien emigrerede til DDR i 1954, hvor Albert Wollenberger fik tilbudt både statsborgerskab og interessant arbejde som forsker med adgang til udlandsrejser og alle de privilegier, som hørte til topeliten. Han fortsatte sit arbejde for den kommunistiske sag og blev meddeler for Stasi. Kommunisten, stikkeren og jøden Alberts søn fulgte i faderens fodspor. Som et resultat af Willy Brandts nye østpolitik blev forholdet mellem de to tysklande normaliseret 1973 og DDR blev medlem af FN og 47 lande herunder Danmark (og USA) oprettede såkaldte ambassader i Østberlin. Det blev starten på en voldsom ekspansion for Stasi, som nu skulle holde øje med mange mennesker og behovet for en ny hær af informatører var skabt. Knud var med som en af de første og skulle især trænge ind på personalet ved den amerikanske ambassade. Som dansk statsborger kunne han rejse og bevæge sig frit i hvert fald på overfladen. Da han i 1980 mødte Vera ændredes hans arbejdsområde til de aktiviteter, som især Vera var indblandet i og det er i dag stadig uklart om det første møde mellem Knud og Vera var koreograferet af Stasi. Måden de mødtes på var usædvanlig - hvad der ikke i sig selv beviser noget. Mikael Buschs bog er spændende læsning uden nr. 195 / december

77 løftede pegefingre. Problemet er, at kun en del af arkiverne har overlevet destruktionsprocessen i 1989 og derfor trods M.B. s store ihærdighed hænger mange spørgsmål stadig ubesvarede i luften. Knud gav flere interviews efter 1992 og er nu død, så en granskning af lever og nyre er ikke mulig. Bogens forfatter ruller på en neutral måde dramaet op i næsten kronologisk form, men neutraliteten forøger ikke bogens læseværdi. Når man som M.B. har arbejdet så meget med netop Knud, Vera og Stasi så er han også mere kvalificeret til at give et bud på konkrete og etiske og moralske spørgsmål. Knud og Veras forhold var mere end et knald til en julefrokost og jeg synes at forfatteren burde løfte den op til mere end det redegørende. Et ekstra kapitel hvor forfatteren kommer ud af busken og perspektiverer ville være ønskelig. Mikael Busch er vel en mand af kød og blod og en lang uddannelse. Et eller andet må have motiveret ham til at skrive bogen? Jeg ville også gerne have en lidt bedre litteraturliste, hvor de dansksprogede bøger om DDR/Stasi opregnes således, at eleverne og andre selv kan sætte nogle af begivenhederne ind i en større sammenhæng. Veras bog på dansk nævnes i teksten men ikke i bibliografien. Grunden til at jeg mener at bogen kan bruges i gymnasiesammenhæng er den umiddelbare problemstilling: Bedraget. Det en god appetitvækker og så er det bare at løfte bogens indhold ud over far og mor og børn stadiet. For eksempel argumenterer Knud for, at han leverede oplysninger om fredsbevægelserne til Stasi for at fredsbevægelserne og Stasi ikke gik fejl af hinanden og lavede noget dumt. De ville det jo begge to så godt. En person udleverer ene mand dokumenter fordi man har forstået / ens samvittighed byder, at kun det kan redde freden eller spare uskyldige menneskers helbred. Arne Treholt og Stalins leverandører af oplysninger om den amerikanske atombombe hører til her. Hvad med danske statstjenestemænd i som brød loven, fordi de følte de havde en højere ret hertil ved at røbe oplysninger om krigen mod Irak eller det at skjule personer ulovligt for at undgå en udvisning? Knud mente, at det at han var jøde var motivet for at støtte det anti-fascistiske DDR? Køber man den? Er det særligt DDR diktaturet og Stasi med det enorme net af stikkere, som skabte Vera-Knud-konstellationen? Var det Knuds personlighed og eller Veras naivitet? I klasser med ikke for mange kloge hoveder er der masser af stof i trekanten Stasi-Knud-Vera og deres intime liv. Er der ikke ligefrem serier på reklamekanalerne som sprøjter sådant ud beregnet for personer som intet fik ud af deres skolegang? Havde Knuds spioneri nogen betydning, da der trods alt var spioner nok? Hvorfor angrede Knud intet? Skulle Knud og andre gamle Stasi støtter erkende gamle fejl? Skulle de straffes? I Danmark fik tro sovjetstøtter topposter i museumsverdenen, DR og i undervisningssektoren. Prægningen af ungdommen og forvaltningen af kulturarven blev forvaltet af personer, som ville omstyrte det eksisterende samfund, som gav dem et luksusliv og en ytringsfrihed de ikke ville have i deres utopiske paradis. Var det rimeligt eller retfærdigt set i lyset af, at kommunismen indtil nu har vist sig at være det mest morderiske system i historien? Køb bogen. Styrk demokratiet ved at oplyse om diktaturet. Bogen her giver et lille indblik i det totalitære herredømmes inderste væsen trods det banale udgangspunkt. Klavs Verholt 82

78 Arbejderbevægelsens udspionering af arbejderbevægelsen IBEN BJØRNSSON: Arbejderbevægelsens Informations Central. Socialdemokratiets kamp mod kommunismen SFAH s Skriftserie nr. 52, SFHA sider, 199 kr. Der er grøde i forskningen omkring Danmark i Den Kolde Krigs tidlige periode. Sidste år kom Dino Knudsen bog om amerikaniseringen af den danske fagbevægelse, og nu foreligger denne afhandling om AIC, Arbejderbevægelsens Informations Central. Bogen er skrevet af en anden ung historiker, Iben Bjørnsson. Hendes projekt går ud på at kaste lys over den private efterretningsvirksomhed, som den socialdemokratiske del af arbejderbevægelsen bedrev over den kommunistiske del i de første tre årtier efter befrielsen. Det er ikke tilfældigt, at jeg ovenfor brugte udtrykket afhandling om Iben Bjørnssons bog. For hendes undersøgelse er baseret på et omfattende arkivmateriale og grundig analyse af dette materiale. Undersøgelsen er på mange måder et skoleeksempel på fornem kildekritisk forskning, hvor Iben Bjørnsson afdækker det mere eller mindre hemmelige netværk, som det regeringsbærende socialdemokrati i årtier anvendte til at holde sig informeret om kommunistisk aktivitet på arbejdspladser og i politiske fora. Det eneste arkiv, Bjørnsson til sin store ærgrelse ikke har haft adgang til, er PET s. Og hendes ansøgning har fået en typisk langsommeligt kluntet sagsbehandling, som er mundet ud i et ikke-svar! Netværket havde også internationale forgreninger til både de skandinaviske lande og til England og USA. Alt sammen noget Iben Bjørnsson også har fokus på i sin solide afhandling. Rationalet bag dette private efterretningsvæsen var selvfølgelig frygten for, at kommunisterne skulle få for stærk opbakning blandt danske arbejdere. Derfor besluttede den socialdemokratiske fløj, at det var nødvendigt at have tjek på kommunisternes planer og aktiviteter. Og man må sige, at det lykkedes. Gang på gang afslører Bjørnsson, hvordan AIC kan komme kommunistiske initiativer i forkøbet, fordi denne central har skaffet sig de nødvendige informationer. Bogens emne er uhyre spændende og forfatterens detektivarbejde med materialet imponerende. Men Iben Bjørnsson formulerer sig lovlig tørt, og hendes fortolkning og perspektivering af resultaterne er meget forsigtig. Der er en række interessante diskussioner i dette materiale, som Bjørnsson blot antyder. Det gælder således det helt overordnede spørgsmål, om det er rimeligt, at arbejderbevægelsens ene fløj systematisk gennemfører efterretningsvirksomhed over den anden? Bogen gør bestemt læseren klogere på perioden og på AIC s urene trav i forbindelse med sammenblanding af politisk propaganda og efterretningsvirksomhed. Men den efterlader på mange punkter læseren med lige så mange spørgsmål, som den besvarer. Det er bl.a. det, der gør Iben Bjørnssons velskrevne bog på en gang irriterende og fascinerende. Bogen anbefales til skolens studiecenter. Den vil i høj grad være anvendelig i forbindelse med SRPog AT-projekter. Henrik Bonne Larsen nr. 195 / december

79 Imponerende værk om Danmarks krigsindsats de sidste ti år LARS HALSKOV OG JACOB SVENDSEN: Et land i krig. Hvordan Danmark blev krigsførende og politikere og generaler famlede i blinde. Politikens Forlag 2012, 704 sider, 400 kr. Den 21. juli 2010 blev den 26-årige danske soldat Jonas Peter Pløger dræbt i Afghanistan. Det var en af mine historieelever. I alt 42 soldater er indtil nu omkommet i krigen i Afghanistan. Hvorfor er Danmark kommet i krig? Hvad er der sket med dansk sikkerhedspolitik de sidste år? Det har de to Politiken-journalister sat sig for at undersøge i denne tykke bog på godt 700 sider. På baggrund af et grundigt research-arbejde med interviews, omfattende viden og analyse af politiske og militære aspekter lykkes det Lars Halskov og Jacob Svendsen at give et billede, som vi længe har savnet. Med afsæt i terrorangrebet i 2001 gennemgås de danske militære engagementer i Irak, Afghanistan og Libyen. Der fortælles om de politiske og militære beslutninger samt om oplevelser ude ved fronten. Samtidig inddrages de relevante internationale begivenheder og beslutninger. Bogen er skrevet i et let læst journalistisk sprog, hvor vi ved hjælp af personlige indfaldsvinkler rykker tæt på begivenhederne. Om det så er behandlingen af krigsfanger i Basra-området i Irak, beslutninger i forsvarstoppen i Danmark eller de danske soldaters oplevelser i Helmand-provinsen i Afghanistan. Undertitlen og politikere og generaler famlede i blinde peger på den kritiske synsvinkel, som forfatterne anlægger på Danmarks militære engagement de sidste år. Det begyndte i 2001, hvor vi på den ene side havde en forsvarsledelse, der ønskede at afprøve militæret i en rigtig krig, og på den anden side havde en statsminister (Anders Fogh Rasmussen), der ville vise, at Danmark kunne spille en militær rolle i verden. Dette sammenfald af interesser førte til en række skæbnesvangre beslutninger. For hverken den danske regering eller militærledelsen var forberedt på, hvad det indebar at føre krig. Da virkeligheden viste sig at være langt mere kompliceret og blodig, lukkede regeringspolitikere og generaler øjnene for virkeligheden og undgik at tage stilling. (s. 666) Og hvad fik Danmark ud af denne politik? Forfatterne kan ikke dy sig for at konkludere: bortset fra den nemmere adgang til den amerikanske regering og administration er det endnu sværere at måle, om det har betydet konkrete fordele for Danmark. Under alle omstændigheder må en eventuel gevinst i forhold til USA aldrig være en vigtig del af Folketingets stillingtagen til militære operationer i andre lande. (s. 670) Som antydet med disse citater sidder man efter endt læsning tilbage med et noget mistrøstigt billede af den danske politik i denne periode. Irak-invasionen var helt sikkert en fiasko, og Afghanistan-engagementet har vist sig at være meget dyrt både i menneskeliv og omkostninger. Samtidig bliver det stadig mere tydeligt, at tilbagetrækningen fra Afghanistan reelt dækker over et nederlag, som det er vanskeligt for politikerne at indrømme. Operationen i Libyen med den danske deltagelse i bombardementer af Gadaffi's styrker er vel den eneste nogenlunde vellykkede operation. Bogen er ikke tiltænkt undervisningen på de gymnasiale uddannelser, men den bør indkøbes til biblioteket i mindst et eksemplar. Her vil den være et oplagt supplement og god kilde til eksamenstekster til de undervisningsbøger om Danmark i krig, som forlagene Columbus og Systime har udgivet for nylig. Ulrik Grubb 84

80 Et folk yderst ved kanten EINAR LUND JENSEN, KRISTINE RAAHAUGE OG HANS CHRISTIAN GUL- LØV: Kulturmøder ved Kap Farvel. De østgrønlandske indvandrere og den tyske Brødremission i det 19. århundrede. Museum Tusculanums Forlag sider. 248 kr. Hvis man forlader Grønland med fly sent på foråret og er så heldig at solen skinner, kan man se tilbage på den grønlandske østkyst og blive ganske overvældet: En knaldende blå himmel i kontrast til en kyst og et hav i skinnende hvidt. Intet spor af mennesker og intet tegn på at der overhovedet nogensinde har været den slags væsener eller overhovedet væsener i det hele taget den totale isørken. Ikke desto mindre har Grønlands sydøstkyst været beboet, og endda af mennesker, frem til cirka år 1900, hvor de sidste pakkede deres ting og sejlede forbi Kap Farvel og vestpå, for det meste til herrnhutermissionens by Friedrichsthal og bygderne omkring den. De efterlod kun mennesker et eneste sted på hele østkysten, nemlig i og omkring Ammassalik og her kun fordi danskerne havde besluttet at anlægge en handelsstation der. Bogens emne er denne folkevandring, og de tre forfattere bruger et mangeartet udvalg af materiale og metoder for at belyse den, lige fra arkæologiske udgravninger (hustomter o.l.), etnografiske samlinger (f.eks. fra museet i Herrnhut), folketællinger og indberetninger, dagbøger og breve osv. Ofte får man som læser lejlighed til at følge processen fra materiale til konklusioner, og man kan se hvordan det i første omgang tilsyneladende tørre stof kan aflokkes ret så dramatiske konklusioner. Et eksempel er tallenes stille gru, når de første folketællinger fra Friedrichsthal, lige efter den første store indvandring fra Østgrønland, viser et vældigt overskud af drenge i forhold til piger. Hvor mon de piger var blevet af? Andre steder tillader materialet, ved lidt bearbejdning, at vi kan følge enkelte navngivne familier eller enkeltpersoner. Fra makroplanet flytter vi ned på mikroplanet, uden at sammenhængen går tabt, tvært imod. Allerede før den danske kolonisering var der kontakt mellem øst og vest i Grønland, således at østgrønlænderne kom vestpå for at handle dels for at få materiale til at lave fiskeliner af, dels for at tilkøbe sig varer af europæisk oprindelse fra hvalfangerne, der i løbet af 1600-tallet var begyndt at ankomme til Vestgrønland. Koloniseringen satte yderligere gang i tingene, men folkevandringens årsager var ikke udelukkende af pull -karakter, langt fra. Leveforholdene var/var blevet yderst barske østpå. Udsættelse af piger og uforsørgede enker med børn var almindeligt, og periodevis sultede alle. En af grundene hertil var formodentlig den voksende kommercielle sælfangst fra Nordeuropa. I bogen sættes denne mangel på fangstdyr dristigt i forbindelse med en pludselig stærkt forøget udsmykning af fangstredskaber og andet i Ammassalikområdet. Missionsstationen Friedrichsthal gav helt enkelt et bedre håb om overlevelse, og så tog man missionærernes kristendom og formaninger med i købet. Bogen er professionelt lavet, med en omfattende litteratur- og materialeliste, henvisninger osv. Bogen er interessant og anvendelig af flere grunde. Folkevandringer og kulturmøder er interessante og aktuelle emner, men det er historisk metode, eller, som bogen viser, historiske nr. 195 / december

81 metoder, også, dvs. fremstillingen af historie. Og bogen er ret overskuelig, omfangs- og emnemæssigt. Jeg vil i hvert fald varmt anbefale den. Axel Moos Kinesisk religion og livsanskuelse KLAUS BO NIELSEN: Kinesisk religion og livsanskuelse. Fra arkaisk til moderne tid. Aarhus Universitetsforlag sider, ill.. 499,95 kr. usikkerhed for store dele af befolkningen i Kina har sandsynligvis medvirket til, at mange har søgt mod religion og spiritualitet. Kinesisk religion er imidlertid utvivlsomt kompleks. Ikke desto mindre forsøger Nielsen i bogen at udrede vigtige tråde i denne meget omfattende del af kinesisk åndsliv igennem at fremstille dels de store, klassiske og til skiftende tider endog statsanerkendte religioner og filosofier, nemlig daoismen, kongfuzianismen og buddhismen, samt disses idémæssige forhistorie, og dels den kinesiske folkereligion. Især i forbindelse med de store religioner spiller, foruden vigtige begreber, ikke mindst centrale protagonisters tanker en stor rolle i fremstillingen. Få årtier tilbage troede man det knap muligt, at Den kinesiske Folkerepublik skulle indføre vidtgående markedsøkonomiske reformer. Og måske mente mange det i dag heller ikke muligt, at det religiøse liv kunne blomstre op igen i det officielt ateistiske rige i midten, hvis officielle livsanskuelse jo er den kinesiske variant af den af kommunistpartiet postulerede videnskabelige marxisme. Men det gør det faktisk ifølge sinologen og religionsforskeren Klaus Bo Nielsen, der siger således i bogen: Siden 1980 har Kina oplevet en udbredt genvitalisering af religiøs aktivitet. Det gælder både de officielle religioner og folkereligionen. Antallet af religiøst troende skønnes fra uofficiel side at nærme sig 200 millioner kinesere. Denne eksplosive vækst er synlig og reel og kan tilskrives mange faktorer. Sammenholdt med den mindre restriktive kurs over for religioner og religiøsitet kan denne udvikling måske også forklares ud fra visse sociale, økonomiske og politiske faktorer. Den ateistiske kommunisme har ikke kunnet erstatte religion og er måske snarere en grund til desillusion blandt mange kinesere. ( ) De økonomiske reformer, moderniseringen og den sociale Bogen giver dog primært en fremstilling, der er fokuseret på de enkelte religioners tankeverdener og deres idéhistoriske udvikling i snævrere forstand, og altså ikke så meget en fremstilling af disse tanker i deres bredere material- og kulturhistoriske kontekst. Skulle jeg nu for egen regning, men dog på baggrund af min læsning af bogen, levere en leksikalsk, minimal og særdeles forenklet karakteristik af kernen i hovedreligionerne hvilke immervæk også internt hver især har budt på ret betydelige divergenser igennem historien, så er daoismen en nærmest panteistisk, romantisk, grøn retning, som i høj grad dyrker det naturlige, også i mennesket, samt de nære relationer, især familien. Kongfuzianismen har i høj grad været forbundet med statsmagten eller centralmagten i det gamle, feudale, hierarkiske kinesiske samfund og står for en vis konservatisme og disciplin samt en noget rigid, principfast etik, der måske ikke altid har været til at skelne fra den gældende juridiske lovgivning. Det skal dog også bemærkes, at kongfuzianismen angiveligt betragter alle mennesker som født lige, kun i kraft af deres livspraksis kommer de til at adskille sig fra hinanden, 86

82 som det hedder i bogen. Buddhismen, der kom til Kina i det 1. århundrede, forekommer mere livsfornægtende og asketisk end de to andre i Kina ældre og oprindeligt kinesiske religioner og forekommer i øvrigt noget ude af trit med den traditionelle kinesiske familie- og forfædredyrkelse med sin betoning af den individuelle handling, skæbne og sjælevandring. Men dermed har buddhismen på den anden side sikkert også historisk set afhjulpet en vis mangel på respekt for individet i et samfund, som traditionelt har tillagt kollektivet fx familien eller staten en klar hovedvægt. Tværs igennem de tre hovedreligioners tankeformationer og vel især deres praksis gennem historien synes der imidlertid at gå en meget høj grad af tilpasningsdygtighed til de herskende (samfunds) forhold. Man sidder klart med en fornemmelse af, at kineserne, i hvert fald den såkaldt almindelige del af befolkningen, historisk og aktuelt har vist sig som et eller rettere flere meget pragmatisk tænkende og handlende folk; således er og var den måske mest almindelige religionsform i Kina synkretistisk, altså religionsblandende. Man tog, hvad man kunne bruge af tankegods i alle retningerne. Der er uden tvivl også for vesterlændinge inspiration, potentielle korrektiver til vestlig tænkning og/eller mangt et visdomsord at hente i kinesisk religion og tænkning, fx hos daoisten Zhuangzi ( f.kr.), som Nielsen refererer for følgende lettere filosofisk idealistiske synspunkt: inspirationskilde, må jeg sige. Det hindrer imidlertid ikke, at Klaus Bo Nielsen indlægger sig fortjeneste ved at have skrevet en bog, et oversigtsværk, der uden tvivl beriger dansk åndsliv gennem sin fremstilling af en åndelig tradition, som til dato ellers var relativt fremmed herhjemme. Det ville dog næppe have skadet bogen at være blevet udsat for (endnu) en redaktionel stramning, sprogligt såvel som med henblik på at undgå for mange gentagelser, og måske kunne en del detaljer også på den måde være siet fra til fordel for mere fokusering på de større linjer. Bogen henvender sig sikkert ikke mindst til sinologer, religionsvidenskabsfolk, filosoffer og idéhistorikere, altså universitetsuddannede og -studerende, samt til alment interesserede med visse forudsætninger. For historielæreren kan bogens stof udgøre noget, og slet ikke uvæsentlige dele, af baggrunden for en undervisning i kinesiske forhold, også de aktuelle, idet bogen fører stoffet helt op til nutiden og omtaler religionernes indhold, position og status i nutidens kinesiske samfund og i andre samfund, der er præget af kinesisk livsforståelse, som fx Taiwan. Poul Ferland [email protected] nr. 195 / december 2012 Zhuangzis ærinde er at frigøre individet fra snærende og undertrykkende samfundskonventioner. (..) I modsætning hertil søger han åndens frie vandring. Kongfuzianismens ædle mand og den adelige elite ænser han ikke, fordi hierarkiske positioner og status kun er kunstigt og menneskeskabt. For mit eget vedkommende forbliver vestlig filosofi i almindelighed dog stadig den væsentligste 87

83 Manden der var PETchef OLE STIG ANDERSEN: En PET-chefs erindringer. Forlaget Sohn sider. 349,95 kr. Forfatteren skriver i forordet at bogens arbejdstitel var Mit halve liv, men at forlaget nok mente at En PET-chefs erindringer solgte bedre. Forlaget har sikkert ret, men arbejdstitlen er mere dækkende for bogens indhold. Det er mennesket, dvs. Ole Stig Andersen selv, der er i centrum. Om forfatteren så er tilstrækkelig rig og berømt til at bogen bliver en kommerciel succes, er et spørgsmål der trygt kan overlades til markedet. Her er spørgsmålet naturligvis om den med succes kan anvendes af en gymnasielærer i historie. Af bogens 620 sider handler de første ca. 240 om forfatterens barndom og ungdom før karrierens begyndelse ved ansættelsen i Justitsministeriet i Perioden i Justitsministeriet fylder de næste ca. 110 sider, og perioden 1975 til 1984, hvor forfatteren var chef for PET, godt 230 sider. Det er selvsagt de to sidste dele af bogen man ser frem til med størst forventning: Er der nogen fede afsløringer? Men på det punkt melder forordet klart ud: Forfatteren agter fortsat at respektere tavspligten. Han vil ikke skrive noget der ikke allerede findes i offentligt tilgængelig form, f.eks. i den omfangsrige PET-rapport fra Det betyder at bogen kun indeholder forfatterens oplevelse og vurdering af tingene, og man mærker af og til et behov for retfærdiggørelse, hvor argumentationen naturligvis begrænses af respekten for tavshedspligten. Skrivemåden ligner de frie associationers metode, en ret velkendt fremgangsmåde i selvbiografier. Hvert kapitel har naturligvis sit emne, men hvis forfatteren undervejs kommer i tanker om en interessant person, han har mødt, eller om en interessant episode fra samtid eller fortid, går han gerne en lille omvej for at oplyse os nærmere. Hvis bogen derfor skal benyttes rent fagligt, stiller det krav om en høj læsehastighed. Forfatteren delagtiggør os også gerne i sine holdninger til mange forskellige ting, men oftest uden nogen sammenhængende analyse. Der hvor bogen er mest interessant, er naturligvis når forfatteren skriver ud fra sin særlige viden, dvs. om offentlig administration og om efterretningsvæsen, men selv i disse kapitler er der lige langt nok mellem de fagligt interessante steder. Det er også her det personlige der dominerer. Forfatteren skriver et sted om nutidens hang til ekshibitionisme, og man må indrømme at han har fat i noget her. Kildematerialet til bogen ser ud til overvejende at være forfatterens hukommelse, hjulpet på vej af breve, avisudklip og fotografier (s ). Og der er da heller ikke hverken henvisninger eller materialeliste. En historielærer vil nok kunne få noget ud af at læse bogen, men man må indstille sig på at der er langt mellem de fagligt spændende steder. Høj læsehastighed er nødvendig. Den er af samme grund næppe anvendelig for eleverne. Axel Moos 88

84 Brudstykker af mørke kapitler BJARNE WAGNER AUGU- STENBORG: Gode Gud, send mig hjem Tyske soldater og flygtninge i Nordjylland , Lemuel Books 2012, 240 sider (ill.), 229 kr. Bjarne Wagner Augustenborg er nordjysk forfatter med en række bøger bag sig. De strækker sig emnemæssigt fra frimurere, profeten Mikkelsen og til besættelsestidens dunkle skæbner. De mange tyske flygtninge i Danmark under og især efter 2. verdenskrig er bedst fremstillet i Henrik Havreheds disputats fra 1987, De tyske flygtninge i Danmark Men i en tid, hvor der graves i alle hjørner af besættelsestidens dunkle gemmesteder, falder bogen såmænd ganske i tråd med denne trend. Fremstillingen er relativt let læst, båret af længere passager, specielt fra flygtningedagbøger. Der er mange interessante aspekter, men den røde tråd er svær at finde, hvilket bogen også er blevet kritiseret for af en del anmeldere. Og det er også en svaghed, at Augustenborg kommer til at sætte for meget fokus på den lille historie. Det større perspektiv forsvinder simpelthen, men kunne være understøttet af en strammere, tydelig struktur i fremstillingen, hvilket ikke nødvendigvis ville svække den populærhistoriske fremstilling. Her kunne udmærket tages ved lære af en storsælger som Anthony Beevors Berlin fra 2002, hvor trængslerne for de tyske flygtninge fra øst fremstilles nærværende uden at drukne i det større militære ragnarok, som Beevor dog lægger primær vægt på. På den anden side er Augustenborgs bog en tankevækker, fordi den berører de tyske flygtninges skæbne i mange aspekter, lige fra børnefødsler, sygdom, ernæring, teater og anden adspredelse, opvarmning og våde tørv, begravelser, genbegravelser og identifikationer, fraternisering, kirkeliv mm. Det bliver blot for fragmentarisk. Og når der så citeres kilder i denne udstrækning, ville et noteapparat have været på sin plads (som ved fotos, hvor der trods alt er henvist til arkiver mm, dog uden præcise angivelser) og ikke blot en fortegnelse over Kilder, der også omfatter en række fremstillinger. Kilder og fremstillinger er nu engang ikke det samme! Hans-Henrik Christensen Danske jøders hjemkomst i 1945 SOFIE LENE BAK: Da krigen var forbi. De danske jøders hjemkomst efter besættelsen, Gyldendal 2012, 256 sider, 300 kr. Forfatteren har gennem en årrække arbejdet med de danske jøders forhold under og efter besættelsen bl.a. i sin egenskab af museumsinspektør på Dansk Jødisk Museum og har i den anledning skrevet en lang række artikler om de danske jøder under besættelsen. Dette er et af de første samlede værker herom. Bogen tager udgangspunkt i oktober 1943, hvor de danske jøder som bekendt flygtede til Sverige og derved reddede livet, men måtte efterlade mange af deres værdier i form af møbler, tøj, lejligheder, forretninger og gæld efter lån til flugten mv. De knap 500 der blev fanget under aktionen og ført til Theresienstadt var naturligvis i samme situation. Dette handler de første ca. 60 sider af bogen om. Herefter belyses en lang række forhold i forbindelse med hjemkomsten og det store arbejde med at genetablere en så normal hverdag som muligt. Samtiden havde endnu ikke kendskab til PTSD post traumatisk syndrom hvilket sikkert ville have kunnet hjælpe flygtningene særligt i nr. 195 / december

85 den første svære tid, hvor man måske boede i forlægning, på en skole eller i en villa fordi man ikke kunne komme tilbage til sin lejlighed. Ligesom selve flugten og organiseringen heraf var særegen for de danske jøder sammenlignet med deres trosfæller i resten af Europa, var løsningen på alle disse problemer også speciel for danskerne og for de jødiske flygtninge, der havde fået ophold i Danmark før besættelsen. Her gik de danske myndigheder ind og arbejdede meget aktivt for at sikre jødernes værdier under krigen med oprettelsen af et kontor under Københavns Kommune. Herfra tog medarbejderne rundt til de efterladte lejligheder og registrerede værdier og satte nye låse i. En længere debat i Folketinget umiddelbart efter krigen resulterede i lovgivning om erstatning og anden hjælp til de tilbagevendte. Debatemnerne var hvem der skulle have erstatning og i givet fald hvor meget. Man oprettede Centralkontoret under ledelse af Arne Zimling, der arbejdede her til sin fratrædelse i november Han førte dagbog og den danner basis for en del af bogens materiale sammen med unikke interviews, private dagbøger og erindringer. Zimling lægger i sin dagbog ikke skjul på at arbejdet indebar mange konflikter og at han var synligt lettet ved sin fratrædelse. Udgangspunktet for Centralkontoret var at jøderne skulle tilbage til det liv og de boliger, som de havde haft ved flugten. Det var dog ikke altid lige nemt idet andre var flyttet ind i lejlighederne, andre havde fuldt lovlige fremleje- eller lejekontrakter, andre havde aftalt med ikke-jødiske kolleger, venner eller naboer at de skulle passe på forretning eller andre værdier men havde i mellemtiden disponeret over det betroede. Hertil kan man lægge en grad af antisemitisme blandt danskere. En af bogens pointer er at debatten og løsningen på de tilbagevendende jøders problemer udløste et nyt syn på statens rolle i velfærdsspørgsmålet. Jøderne oplevede en lang mere agerende stat, der aktivt gik ind og hjalp den enkelte i modsætning til tidligere, hvor dette i langt højere grad var overladt til den enkelte. Således lagdes en af grundstenene til velfærdsstaten som vi kender den. Bogen anbefales på det varmeste. Peder Wiben Se alle anmeldelserne - også de, der ikke blev plads til her i bladet på Søren Peder Sørensen: De ungarske soldater. En glemt tragedie fra den tyske besættelse af Danmark under 2. Verdenskrig. Museet for Varde By og Omegn Henning N. Larsen: Modstanden. Valgene der skilte. Om besættelsestidens kampe. Nyt Nordisk Forlag Arnold Busck Per Herholdt Jensen: Støt kurs. Flåden ved Grønland i 275 år. Nautilus Forlag Peter L. Bergen: Jagten på Osama. Ti år i hælene på Bin Laden. Jyllands-Postens Forlag Mark Bowden: Afslutningen. Mål: Osama bin Laden. Gyldendal Matias Seidelin: Allahs danske krigere i FBI s søgelys. Politikens Forlag Rikke Hyldgaard: Soldaten. I krig og kærlighed. Jyllands-Postens Forlag Ditlev Tamm & Jesper Düring Jørgensen: Kongeloven. Thomæsons Håndskrift. Jurist og Økonomforbundets Forlag Peter Andersen Vinilandicus: Nordens gotiske storhedstid. Syddansk Universitetsforlag

86 Udviklingsprojekter og kurser Hjemmeside: nr. 195 / december 2012 Dato Titel Sted Arrangør NATIONALE KURSER 10. december 2012 (Trekantsområdet) Europæiske udfordringer Trekantområdet Peder, GL-E og Samfundsfags Lærerforeningen (Fals) 16. januar 2013 Historiefagets teorier og metoder Fredericia Gymnasium Christian og Mikkel 7-8. februar 2013 Toning af historie i studieretningerne Efterår 2013 Generalforsamlingskursus - Global historie Hotel Ansgar, Odense Meddeles senere Peder, Rasmus og Allan Rasmus, Jenny, Mikkel REGIONALKURSER 17. januar 2013 Regionalkursus Vestjylland: Globalisering, kulturmøder og undervisning i historie 28. februar 2013 Regionalkursus Østjylland: Danmark og den kolde krig VIA Læreruddannelsen, Skive Odder Gymnasium Henrik Jakob 6-7. marts 2013 Regionalkursus Fyn: wweb 2.0 og historieundervisning lige nu Mulernes Legatskole, Odense Poul 9. april 2013 Regionalkursus Sydjylland: Forår i Flensborg Dansk Centralbibliotek for Sydslesvig, Flensborg Heidi og Grænseforeningen REJSEKURSER marts 2013 Rejsekursus til Berlin Berlin Burkhard og Jenny Efterår 2013 USA s østkyst USA Allan og Christian Forår 2014 Rejsekursus til Baltikum Baltikum Peder og Rasmus Efterår 2014 Rejsekursus til Nordafrika / Mellemøsten Nordafrika / Mellemøsten Jenny og Mikkel 91

87 Dato Titel Sted Arrangør UDVIKLINGSPROJEKTER 13. december 2012 Skriv historie! Slagelse Gymnasium Heidi Funder EUROCLIO marts 2013 Se på nedenstående link om kurser/konferencer i Euroclioregi: joomla/index.php Euroclios 20. årlige konference Man kan søge Grundvig- og Comenius midler til disse kurser fx via dette link: comenius Erfurth, Tyskland Mikkel, Trine, Jenny, Rasmus, Burkhard og David Forår 2015 Euroclios 22. årlige konference Danmark Peder, Allan og Rasmus HISTORIELÆRERFORENINGENS BESTYRELSE Øvrige bestyrelsesmedlemmer Formand Peder Jacob Ellehave Kragh Sadelmagervej 16, 2.th København NV Tlf: Mail: [email protected] Mikkel Elklit Olsen Vibyvej 49 A st. th Åbyhøj Tlf: Mail: [email protected] Kasserer Rasmus Thestrup Østergaard, Norgesgade 1C, 2.th, 7000 Fredericia. Tlf Mail: [email protected] Allan Ahle Fasanlunden Hinnerup Tlf Mail: [email protected] 92