Oversættelse, parafrase og eksegese (i snæver forstand) samt bispørgsmål (der falder inden for et af bifagene).

Transkript

1 FAGBESKRIVELSE: NY TESTAMENTE Faget 'Ny Testamente' har som genstand de 27 skrifter i Det Nye Testamente. Disse skrifter studeres på originalsproget græsk med henblik på en forståelse af deres form og indhold. I arbejdet med at forstå skrifterne (fortolkning) indgår kendskab til skrifternes historiske, litterære og teologiske forudsætninger og virkninger. Et overblik over fortolkningens aktuelle situation i form af kendskab til de videnskabelige metoder, der anvendes, og til de fortolkningsmæssige problemstillinger, der drøftes, indgår også i arbejdet. Dette arbejde med at forstå skrifterne kaldes i sin helhed eksegese. Herudfra er udskilt fire hjælpediscipliner: tidshistorie, indledning, hermeneutik og nytestamentlig teologi, der studeres som såkaldte bifag. Betegnelsen eksegese anvendes imidlertid også i en mere snæver betydning. Da står den for den kommenterende og problemdrøftende gennemgang af en nytestamentlig tekst, der kommer efter det specifikke arbejde med den græske tekst (oversættelse og tekstkritik) og forsøget på i kort, overskuelig form at gengive tekstens form og indhold (parafrase). Eksegese i denne snævre betydning er hovedsagen i det eksegetiske arbejde. Typisk vil en eksegetisk opgave indeholde disse fire elementer: Oversættelse, parafrase og eksegese (i snæver forstand) samt bispørgsmål (der falder inden for et af bifagene). I det følgende vil disse elementer blive præsenteret både med henblik på deres funktion i eksegesen som helhed og med henblik på den måde, hvorpå de indgår i undervisningen. Oversættelse Oversættelsen af de nytestamentlige tekster udgør den første og helt uundværlige del af fortolkningsprocessen, idet det rent sproglige arbejde med den græske tekst er en forudsætning for det eksegetiske arbejde i mere omfattende forstand. Arbejdet med den græske tekst er således ikke et studium for sig, men en integreret del af det eksegetiske arbejde. Formålet med det sproglige arbejde er at gøre teksten gennemskuelig, hvad angår morfologi, syntaks og semantik. Oversættelsen skal vise, hvordan konstruktion og meningsindhold er begrebet; den skal udtrykke forståelsen af den græske tekst så præcist som muligt på korrekt dansk. Oversættelsen skal således være tekstnært gengivende, ikke omskrivende. I mange tilfælde åbner den sproglige analyse for mere end én forståelsesmulighed, og oversættelsen af delen må bero på et skøn, der svarer til forståelsen af helheden. Af grundlæggende betydning for forståelsen og oversættelsen af enhver tekst er den syntaktiske analyse. Denne påkalder sig derfor særlig opmærksomhed på alle niveauer af det eksegetiske arbejde med teksten, idet begribelsen af teksten som syntaktisk konstruktion baner vejen for at gennemskue teksten som litterær og stilistisk konstruktion med et bestemt anliggende. Den hjælper således til at afklare fx et narrativt forløb i en evangelietekst eller et argumentationsforløb i et Paulusbrev.

2 2 Tekstgrundlag Det tekstmateriale, der ligger til grund for udgivelser af NT på græsk (fx Nestle-Alands Novum Testamentum Graece, 26. udg. eller senere), omfatter i alt ca håndskrifter. De ældste græske håndskrifter stammer fra 2. og 3. årh. e.kr.; de er skrevet på papyrus. Ingen af dem rummer hele NT, men alene større eller mindre fragmenter. Herefter er de mest betydningsfulde tekstvidner den store gruppe af tidlige græske håndskrifter, der er skrevet på pergament. De stammer fra 4., 5. og 6. årh. og kaldes majuskler, fordi de er skrevet med store bogstaver; de er skrevet i kontinuerlige baner uden adskillelse mellem ordene. Flere gamle majuskler rummer samtlige skrifter i NT. Fra 9. årh. skrives håndskrifterne med små bogstaver og orddeling; herefter taler man om minuskler. Alle de håndskrifter, der kendes, er afskrifter. Det betyder, at de er afhængige af andre håndskrifter, og de rummer et utal af varierende læsemåder og indbyrdes uoverensstemmelser, der gør det nødvendigt at sortere og sammenligne tekstmaterialet for at kunne rekonstruere den formodede oprindelige tekst. Ofte er de varierende læsemåder af rent formel karakter; i en del tilfælde er der dog tale om uklarheder eller uoverensstemmelser af indholdsmæssig betydning med konsekvenser for fortolkningen. Det såkaldte tekstkritiske apparat, hvormed videnskabelige udgaver af det græske NT er forsynet, giver læserne indblik både i det omfattende tekstmateriale og i det tekstkritiske arbejde med at sammenligne, skønne og sortere, der er gået forud for NT-udgivelsen. Tekstkritik Tekstkritik beskæftiger sig med det bibelske tekstmateriale i dets forskellige bestanddele og varierende udformninger. I det tekstkritiske arbejde fokuserer man især på de græske håndskrifter, der er de ældste og mest betydningsfulde tekstvidner, men hertil kommer latinske, syriske, koptiske og andre gamle oversættelser samt de NT-citater, der forekommer hos kirkefædrene. Formålet med det tekstkritiske arbejde er at afdække håndskrifternes indbyrdes forhold og tekstens overleverings- og afskrivningshistorie for på det grundlag at rekonstruere en tilnærmelsesvis oprindelig tekstform på græsk. At nå tilbage til den oprindelige ordlyd af de nytestamentlige skrifter ved tekstkritikkens hjælp må dog anses for urealistisk. Ikke to håndskrifter er ens, og den græske NT-tekst, der udgives til studiebrug og lægges til grund for oversættelser til fx dansk er tilvejebragt på grundlag af den samlede håndskriftmasse. Den græske NT-tekst er således en (re)konstruktion og som sådan et videnskabeligt produkt, der bygger på de seneste resultater af det tekstkritiske arbejde, som altid vil være foreløbige. I det tekstkritiske arbejde med at sammenholde og vurdere de mange håndskriftvarianter gælder bl.a. to hovedregler. Lectio difficilior: Man bør foretrække den vanskeligere læsemåde som den sandsynligvis ældre version i tillid til, at en afskriver vil forbedre eller tydeliggøre en tekst, men næppe vil besværliggøre den. Lectio brevior: Man bør foretrække den kortere læsemåde som den sandsynligvis ældre version i tillid til, at en afskriver vil forlænge en tekst for at forklare eller præcisere, men næppe vil forkorte den. På grunduddannelsen indføres de studerende i tekstkritik. Formålet er at gøre de studerende så fortrolige med det tekstkritiske apparat og de tekstkritiske principper, at de kan læse apparatet, gennemskue tekstkritiske problemer og tage del i tekstkritiske ræsonnementer.

3 3 Parafrase Parafrase er en gengivelse af tekstens indhold og opbygning i en anden, oftest kortere form. Udarbejdelsen af parafrasen er en hjælp til at få overblik over tekstens struktur og forløb; den skal identificere de afsnit og underafsnit, teksten består af, og demonstrere den sammenhæng mellem afsnittene, der udgør tekstens forløbsmæssige struktur, hvad enten det er et narrativt forløb (typisk for evangelierne) eller et argumentativt forløb (typisk for brevene). Samtidig er parafrasen et udtryk for, hvordan fortolkeren har forstået teksten. Som led i en eksegetisk opgave er parafrasen den første præsentation af studentens tekstforståelse over for læseren. Parafrasen har således en dobbelt funktion: den viser tekstens opbygning og indhold, og den viser fortolkerens forståelse af teksten. På den baggrund kan det være en hensigtsmæssig arbejdsprocedure for den studerende at udarbejde parafrasen i to omgange. Først skitseres den forsøgsvis som led i det indledende arbejde med at få overblik over teksten. Efter eksegesens grundigere og mere detaljerede arbejde med teksten kan man så til sidst vende tilbage til parafrasen og formulere den endeligt med henblik på opgavens præsentation. For så vidt som parafrasen er udtryk for en forståelse af teksten, udgør den en fortolkning, og som sådan lægger den op til den efterfølgende eksegese. Der må naturligvis ikke være uoverensstemmelser mellem eksegese og parafrase. På den anden side skal parafrasen formuleres uden forklarende kommentar. En vellykket parafrase må ikke indeholde forklaringer eller begrundelser, men skal fremstå som en i sig selv forståelig gengivelse af teksten. I princippet skal en læser, der ikke på forhånd kender den tekst, der parafraseres, kunne forstå tekstens hovedindhold ud fra parafrasen. Parafrasen bør være bygget op, så afsnit og underafsnit klart fremtræder i selve opstillingen, fx markeret ved forskellige typer af linjeindryk (en opbygningsparafrase i modsætning til den rene genfortæl1ingsparafrase). I øvrigt gives der ingen facitliste for. hvordan en parafrase skal se ud; forskellige tekster lægger op til forskellige typer, og forskellige fortolkere foretrækker forskellige modeller. Som illustrationer af, hvordan parafraser kan se ud, anføres i det følgende tre eksempler: parafrase af en evangelietekst: Mark 4,35-41, af en Acta-tekst: Acta 5,1-11, og af en brevtekst: Gal 3,6-14. Modelparafrase af Mark 4,35-41: Tid, sted, situation: Tid, sted, handlingens begyndelse: Jesus siger samme dags aften til disciplene, at de skal sætte over til den anden side [af Genezaret Sø]. Disciplene iværksætter rejsen Handlingen tager fart: En voldsom storm truer med at sænke deres båd. Jesus sover trygt. Disciplene vækker deres lærer og spørger, om han er ligeglad med, at de er ved at drukne. 39 Jesus griber ind: Han taler til stormen, og det bliver blikstille Efterbehandling: 40 Jesu reaktion: Jesus bebrejder disciplene deres angst (for uvejret) og spørger, om de endnu ikke har tro. 41 Disciplenes reaktion: Disciplene bliver grebet af frygt (for Jesus) og spørger hinanden, hvem Jesus da er.

4 4 Modelparafrase af Acta 5,1-11: Ananias og Safira. En domsscene til skræk og advarsel 1-2: Prolog; præsentation af Ananias og hans hustru Safira samt af den begivenhed, der er domsscenens baggrund: Ananias sælger en ejendom, beholder med Safiras vidende en del af fortjenesten og overlader resten til apostlene. 3-6: 1. akt; Peter er forhørsleder og dommer; Ananias anklages og dømmes for at have løjet over for Helligånden og Gud (3-4); dommen fuldbyrdes, og Ananias dør (5a); frygt og reaktion på dommen (5b); 1. tæppefald, Ananias bæres ud (6). 7-10: 2. akt; samme scene, en tid er gået, og Safira kommer ind (7); Peter er igen forhørsleder og dommer; Safira anklages som sin mands medskyldige og dømmes med sin mands dom (8-9); dommen fuldbyrdes, og Safira dør (10a); 2. tæppefald, Safira bæres ud (10b). 11: Epilog; mere frygt er reaktion på dommen. Modelparafrase af Gal 3,6-14: De troende er Abrahams sønner 6-9: Abrahams velsignelse 6-7: Abrahams tro blev regnet ham til retfærdighed; derfor er de, som er af tro, Abrahams sønner. 8-9: Abraham fik løfte om, at hedningefolkene skulle velsignes i ham; løftet opfyldes nu, ved at hedninger retfærdiggøres af tro : Lovens forbandelse 10: Alle, der er af lovgerninger, er under forbandelse i henhold til Lovens trussel om forbandelse af dem, der ikke overholder budene : Det er nemlig ikke ved Loven, man retfærdiggøres, for retfærdighedens livsprincip er tro, og Loven er ikke af tro, men har gerninger som livsprincip : Kristi ophævelse af forbandelsen 13: Kristus har påtaget sig forbandelsen ved at hænge på et træ og har dermed løskøbt os fra forbandelsen, 14 således at hedningefolkene kan få del i Abrahams velsignelse, og vi alle modtage Helligånden ved tro.

5 5 Eksegese Eksegese i snæver forstand er den konkrete udlægning af teksten; i eksegesen fremlægger fortolkeren sin forståelse af tekstens mening i form af en detaljeret redegørelse for denne forståelse og dens grundlag. Eksegesen må ikke være en blot parafraserende gennemgang af teksten, men skal analysere og kommentere teksten, identificere dens forståelsesproblemer og argumentere for fortolkerens forståelse af disse problemer. Desuden skal eksegesen naturligvis fokusere på det, der af fortolkeren opfattes som tekstens pointer og dens perspektiver i forhold til mere omfattende eksegetiske og teologiske problemstillinger. Eksegese er en proces, hvor fortolkeren i et metodisk bevidst forløb søger at nå frem til at formulere en begrundet forståelse af teksten. I denne proces er følgende elementer af særlig vigtighed: Kontekstbestemmelse. Eksegesen forudsætter, at teksten er oversat og i hvert fald i en første udgave parafraseret. Det første punkt i den egentlige eksegese er derpå en bestemmelse af tekstens litterære kontekst. Den tekst, der gøres til genstand for eksegesen, vil typisk være et uddrag af et større skrift, og fortolkeren skal klargøre sig, hvor i det pågældende skrift teksten befinder sig (den fjernere kontekst). Hertil fordres et overblik over skriftets struktur som helhed. Kontekstbestemmelsen har imidlertid ikke til formål at sige noget generelt om skriftet, men at sige noget om den tekst, der skal fortolkes; formålet er at gøre sig klart, hvad tekstens særlige placering i skriftet betyder for forståelsen af teksten og dens pointer. Derfor bør man være særlig opmærksom på tekstens forhold til den umiddelbart forudgående og efterfølgende tekst (den nære kontekst). Detaileksegese. Næste skridt i eksegesen er en kommenterende gennemgang af teksten vers for vers, der fokuserer på det forståelsesmæssigt problematiske. Her stilles der spørgsmål og tages stilling, evt. med inddragelse af sekundærlitteratur (fx kommentarer, hvis løsningsforsøg også må vurderes selvstændigt). Det forståelsesmæssigt problematiske kan have forskellig karakter, strækkende sig fra det, der simpelthen forudsætter mere viden (om historiske forhold, begreber, konnotationer o.l.: realkommentar), til det, der direkte angår tekstens betydningsdannelse: dens interne sammenhæng og logik. Fortolkerens opgave er her bevidst at fokusere på de betydningsbærende elementer i teksten (ord og motiver, brudflader og strukturer), som bidrager til en helhedsforståelse. Opgaven er ikke at hæfte sig ved hvad som helst; detaileksegesen er også en prøve i at skelne mellem relevant og irrelevant. Det hører med til den detaileksegetiske kommentar at drøfte forskellige forståelsesmuligheder. Det siger sig selv, at man ikke må lægge sig fast på løsninger, der strider mod hinanden, men at de skal afspejle en sammenhængende opfattelse af tekstens mening. Samlet tolkning. Tredje skridt i eksegesen er en samlet formulering af tekstens pointer. Afhængigt af skriftets karakter (fx om det er et evangelieskrift eller et brev) vil tekstens litterære pointer være af narrativ eller argumentativ karakter (eller begge dele). Men der kan derudover også være tale om overordnede tematiske pointer set i forhold til skriftet som helhed eller i forhold til mere omfattende eksegetiske, teologiske eller hermeneutiske problemstillinger. Eksegesens vilkår og forudsætninger En væsentlig drivkraft i enhver eksegese er det personlige engagement. I den forstand afhænger eksegese af eksegeten med hensyn til både den forudsatte viden og de forudsatte forståelses- og fortolkningsinteresser. Den videnskabelige eksegeses opgave er imidlertid at gøre op med en u- reflekteret og blot selvspejlende tilgang til teksterne. Eksegesen gør ikke krav på at være objek-

6 6 tiv. Men den videnskabelige eksegese adskiller sig fra den ureflekterede tilgang ved særligt to forhold. For det første er det en betingelse for den videnskabeligt holdbare eksegese, at eksegeten i videst muligt omfang er i stand til at bevidstgøre for sig selv og andre, hvilke forståelses- og fortolkningsinteresser der ligger bag hans eller hendes metodevalg såvel som konkrete tolkninger. For det andet er det eksegesens vilkår, at vi i tid og sted befinder os på afstand af de nytestamentlige tekster, der foreligger for os som historisk litteratur. Fortolkeren må respektere denne afstand og fastholde teksterne i deres fremmedhed og anderledeshed. Den videnskabelige eksegese søger med dette udgangspunkt at rekonstruere den fortidige forståelseshorisont, hvorudfra teksterne lader sig forstå i erkendelse af, at denne rekonstruktion altid sker ud fra fortolkerens egen, nutidige forståelseshorisont. Teksternes betydning i forhold til aktuelle spørgsmål og problemstillinger søges udfoldet i dette spændingsfelt. Bifagene De nytestamentlige bifag beskæftiger sig særskilt med hver deres bestemte aspekt af de nytestamentlige skrifter. Det eksegetiske arbejde omfatter alle disse aspekter, men ved studiet af bifagene tilstræbes et overblik over delaspekterne gennem sammenhængende fremstillinger af hvert bifags særlige problemstillinger og emneområder. Bifagene er således rendyrkninger af elementer, der alle indgår i det konkrete eksegetiske arbejde. I forbindelse med alle eksegetiske opgaver er et kendskab til bifagene derfor forudsat i fortolkningen af den aktuelle tekst. De fire nytestamentlige bifag er: tidshistorie, indledning, hermeneutik og nytestamentlig teologi. Tidshistorie beskæftiger sig med de nytestamentlige skrifters historiske baggrund og sociokulturelle forudsætninger: den jødiske og græsk-romerske verdens økonomiske, politiske og sociale historie samt hele den hellenistiske periodes religiøse og filosofiske strømninger. Indledning (eller isagogik) sammenfatter studiet af de nytestamentlige skrifters og skriftgruppers litteraturhistorie, herunder også kanondannelsens historie. Dels søges skrifternes tilblivelsestid og sted, deres oprindelige modtagere og deres forfatter bestemt; dels omfatter faget også spørgsmål om skrifternes litterære og genremæssige karakter, teologiske tendens o.l. Faget søger således at sammenfatte den forhåndsviden om skrifternes baggrund og karakter, der muliggør en fortolkning af dem i forhold til deres tilblivelsessituation. Hermeneutik (fortolkningsvidenskab) beskæftiger sig med det teoretiske og filosofiske grundlag for eksegesen, dels som fortolkningslærens historie, dels som en principiel diskussion af fortolkningens vilkår og de forskellige fortolkningsmetoder og analytiske teknikker, der anvendes i eksegesen. Faget giver kendskab til de forskellige hermeneutiske positioner og deres forudsætninger, men det rummer tillige en kritisk refleksion over de forskellige metoders rækkevidde og begrænsninger i det konkrete eksegetiske arbejde. Faget skal dermed formidle en bevidsthed om enhver tekstforståelses historiske og sociale betingethed og dens indbyggede ideologiske interesser. Nytestamentlig teologi beskæftiger sig med de nytestamentlige forestillinger og bevidsthedsformer i deres sammenhæng med datidens religiøse forestillingsverden. Faget karakteriserer

7 7 teksternes symbolsprog og teologiske begrebsdannelse og tegner et sammenfattende billede af de enkelte skrifters/skriftgruppers kristendomsforståelse, idet der fokuseres på både overensstemmelser og modsigelser skrifterne imellem. Den traditionelle betegnelse af disse fire discipliner som 'bifag' er uheldig. Dels giver den indtryk af, at der er tale om emner, der kan studeres ud over eller ved siden af selve den nytestamentlige eksegese; dels giver den indtryk af, at der er tale om emner, der skulle have en lavere prioritet. Ingen af delene er tilfældet. Tværtimod har man i de seneste årtier set en opprioritering af bifagene inden for faget Ny Testamente. Dette har sin begrundelse i den nytestamentlige forsknings seneste udvikling. Man betragter i dag kristendommen som i sit udspring en jødisk sekt, helt indfældet i den samtidige jødedom og dens mangfoldighed af former. Endvidere har man fået blik for, at denne jødedom selv var indfældet i den samtidige hellenistiske verden. Kendskabet til den jødiske og hellenistiske verden, dens praksisformer, sociale strukturer, bevidsthedsformer, filosofiske og religiøse forestillinger, retoriske konventioner, fortolkningsprincipper osv. bliver derfor en integreret del af det eksegetiske arbejde. Med den voldsomme udvikling af metoder, der er sket siden 1970'erne med inddragelse af indsigter fra social-, sprog- og litteraturvidenskaberne er også hermeneutikken blevet integreret i selve det konkrete eksegetiske arbejde. Også den nytestamentlige indledning er i højere grad blev inddraget i selve eksegesen. En litterær synsvinkel, der vil karakterisere de enkelte skrifter/skrift-grupper i deres genremæssige særpræg, er blevet stadig mere udbredt. Endelig gælder det for den nytestamentlige teologi, at den i dag primært betragter de forskellige skrifters teologier som udtryk for kontekstbetingede fortolkninger af Jesu betydning. Den nytestamentlige lærergruppe, september 2012.