Socialistiske svar på den økonomiske krise

Transkript

1 Socialistiske svar på den økonomiske krise Udgivet af Enhedslisten februar 2011 Forfattere og Enhedslisten

2

3 Indholdsfortegnelse Indledning Anders Hadberg 6 Krisen er udfordringen, side 6. Har krisen ændret karakter, side 6. Enhedslisten har svarene, side 7. Bankerne Anders Hadberg, Søren Kolstrup 9 Indledning, side 9. Bankernes rolle i 2008-krisen, side 10. Spekulationsfri banker og bæredygtig kreditpolitik, side 12. Modtræk til bankkapitalens modstand, side 13. Banker og kreditinstitutter skal være demokratisk forankrede, side 13. Oprettelse af samfundsbanker, side 13. Den demokratiske banksektors virkemåde og hovedaktører, side 15. Skærpet kontrol med de tilbageblevne spekulationsbanker, side 15. Industriarbejdspladser Søren Kolstrup, Karl Vogt Nielsen, Mikael Søgaard 16 Den økonomiske krise 2008 forstærker udflagning og ledighed, side 17. Betingelsesløæs støtte til koncerndrift eller krav om minimum af samfundsansvar, side 18. De private virksomheders samfundsansvar, side 18. Nye industriarbejdspladser og målrettet, grøn efterspørgsel, side 19. Offentlig grøn efterspørgsel og demokratisk produktion siamesiske tvillinger, side 19. Demokratisk, deltagerstyret produktion, side 20. Principper for demokratisk og bæredygtig produktion, side 21. Foreningsejet, deltagerstyret produktion, side 21. Offentlig deltagerstyret produktion, side 21. DONG, DSB, Banedanmark og Postdanmark et springbræt til viden om offentlig, deltagerstyret produktion., side 23. Offentlige forsknings- og udviklingscentre, side 23. Brudflader og forudsætninger for succes, side 24. Blind konkurrence eller fri vidensdeling, side 25. Fri udveksling af viden og produktionserfaringer, side x. Lokal og bæredygtig produktion som udgangspunkt for international specialisering, side 25. Indlicitering Søren Kolstrup 40 Krisen i 2008, side 40. På forretningsmæssige vilkår, side 40. Aftale om privatisering ad DONG 2004, side et vendepunkt, side 41. Et offentligt og demokratisk DONG som redskab for et fossilfrit Danmark, side 41. DSB en central klimaaktør, side 42. Privatisering og udlicitering, side 42. Indlicitering, fælles ansvar og demokratisering, side 43. Postdanmark A/S et redskab til public service og en miljøvenlig transport, side 44. Hvem står bag udviklingen? Er det muligt at skifte kurs? Side 44. Et postvæsen for fællesskabet ikke for markedet, side 44. Posten som redskab for bæredygtig transport, side 45. Posten som redskab for public service, side 45. Politiske sprækker, kampen om DONG, side 45. 3

4 Den offentlige sektor Ole Skou, Søren Kolstrup 47 Indledning, side 47. Krisen og den offentlige sektor, side 48. Den danske velfærdsmodel, side 48. Hvad sker der med den offentlige sektor, side 49. Kommunalreformen som eksempel på markedsgørelsen, side 51. Fritvalgsordninger, side 51. Centraliseringens og detailstyringens tyranni, side 52. Modtræk, side 53. Rød omfordeling Anders Hadberg 56 Det nødvendige modtræk, side 56. Fordeling før og efter 2008, side 57. Aktiemarkedet, side 58. Boligboblen, side 59. Pensionsformuen, side 59. Regeringens klassepolitik, side 59. Afviklingen af den solidariske lønpolitik, side 60. Udkantsdanmark, side 60. Modtræk rød omfordeling, side 60. Lad de rige betale for krisen, side 60. Der er råd til ordentlige løn- og arbejdsvilkår, side 61. Social genopretning af overførselsindkomsterne, side 61. Boligsikkerhed for lønmodtagere og folk på overførselsindkomst, side 61. Bryd den geografiske ulighed, side 61. Landbrug Karen Andersen, Pelle Andersen Harrild 63 Krisen i landbruget, side 63. Krisen og strukturudviklingen, side 63. Regeringens kriseplan, side 64. Bæredygtighed og biodiversitet, side 64. Kvælstofforurening, side 64. CO2 forurening, side 65. Pesticider, antibiotika og klimakolonisering, side 65. Alternativet til det kapitalistiske landbrug, side 65. Mere natur, side 65. Økologisk landbrug, side 66. Et demokratisk og mangfoldigt landbrug, side 66. Selvforsyning og lokal produktion, side 67. Jord til en Fælled, side 68. Arbejdet i en Fælled, side 68. Begrebsafklaringer Per Bregengaard 69 Hæftet er udarbejdet som led i Enhedslistens arbejdsplan for Det er skrevet af en arbejdsgruppe nedsat under hovedbestyrelsen bestående af Anders Hadberg, Bruno Jerup og Niels C F Rasmussen i samarbejde med Udvalg for demokratisk og bæredygtig produktion. Udvalget har både lagt skribenter og opponenter til skriveprocessen. Ligeledes har folketingsmedlemmer og kandidater for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, Stine Brix og Pernille Skipper, fungeret som vigtige sparringspartnere undervejs. De i indholdsfortegnelsen nævnte forfattere har især leveret indlæg og synspunkter til de pågældende afsnit. Hvor flere forfattere er nævnt, har den førstnævnte påtaget sig et særligt ansvar for kapitlet. 4

5 Forord Formålet med dette hæfte er at starte en debat om Enhedslistens svar på den økonomiske krise. Det er målet, at debatten skal nå så langt ud i Enhedslistens organisation som muligt. Hæftet er derfor sendt til alle Enhedslistens afdelinger i et antal eksemplarer. Det er skrivegruppens og forretningsudvalgets håb, at hæftet vil blive brugt til at starte og kvalificere debatter i afdelingerne om hvilke svar Enhedslisten skal give på den dybe og formentlig langvarige krise, som kapitalismen befinder sig i både i Danmark, Europa og på verdensplan. Hæftet har status af et debatpapir. Det betyder, at hæftet ikke er vedtaget af noget organ i Enhedslisten. Enhedslistens forretningsudvalg har diskuteret hæftet og besluttet at udgive det. Hæftet er udarbejdet som led i Enhedslistens arbejdsplan for Der bliver lavet en kort og mere letlæselig version af hæftet, som også vil kunne bestilles fra Enhedslistens landskontor. Yderligere eksemplarer af hæftet kan opnås ved forespørgsel hos Landskontoret. Se mere på Enhedslistens forretningsudvalg februar 2011 Forfattere: Hæftet er udarbejdet af en arbejdsgruppe, hvori har indgået Anders Hadberg og Bruno Jerup fra Enhedslistens Hovedbestyrelse og Enhedslistens udvalg for demokratisk og bæredygtig produktion. Følgende medlemmer af gruppen har løbende diskuteret, skrevet og kommenteret afsnit og udkast: Søren Kolstrup, Karen Andersen, Pelle Andersen-Harild, Ole Skou, Anders Hadberg, Per Bregengaard, Margit Kjeldgaard, Tage Vestergaard, Jean Thierry, Christian Tastrup, Bruno Jerup, Mikael Søgaard og Karl Vogt-Nielsen. Folketingsmedlemmer og -kandidater for Enhedslisten, Johanne Schmidt-Nielsen, Stine Brix, Pernille Skipper og Frank Aaen, har fungeret som vigtige sparringspartnere i skriveprocessen. 5

6 Socialistiske svar på den økonomiske krise Den centrale udfordring for alle kræfter på den politiske venstrefløj er i dag den økonomiske krise og de afledte sociale, miljømæssige og politiske konsekvenser. Krisen er udfordringen Siden 2008 har de vestlige økonomier oplevet faldende produktion, stigende arbejdsløshed og øget gældssætning. 1990ernes nyliberale jubeloptimisme er dermed for alvor brudt sammen som det ideologiske luftkastel, der førte verden ud i sin mest alvorlige økonomiske krise siden 1930erne. Problemerne kan ikke længere isoleres til enkelte brodne kar i den finansielle sektor, som har gamblet med fremtidens indkomst og forbrug. Krisen går dybere og rammer alle områder af den kapitalistiske økonomi. Selv lande, der tidligt i krisens forløb holdt sig fri, bliver trukket med ned. Arbejdsløsheden falder ikke, men har bidt sig fast og beskæftigelsen bliver visse steder ved med at falde. Den politiske situation er ligeledes anspændt. I mange europæiske lande ses en politisk polarisering. I visse lande ser den reformistiske del af venstrefløjen ud til at gå frem, som fx i Danmark. Men ligeså ofte sker der et skred mod højre og den yderligtgående højrefløj styrkes, som i fx Sverige, Holland, Frankrig og Norge. Har krisen ændret karakter? Enhedslisten mener, at krisen er skabt af systemet selv. Krisen skyldes ikke begivenheder, der er kommet til de kapitalistiske samfund udefra. Borgerlige politikere i både Danmark, Europa og USA vil gerne fortælle historien om en finanskrise, der har væltet de ellers sunde økonomier. Virkeligheden er imidlertid en anden. Krisen i den finansielle sektor skabte ikke den generelle økonomiske krise. Krisen er resultatet af 30 års forsøg fra borgerlige regeringer på at udskyde en større krise i kapitalismen. Det er en krise, som siden den strukturelle krise i 1970erne er blevet forsøgt løst gennem radikale indgreb. (For uddybende behandling se Enhedslistens krisehæfte I) 1. Enhedslisten udgav i januar 2010 en analyse af den økonomiske krise. Heri beskrev vi, hvordan de strukturelle modsætninger i kapitalismen har udspillet sig siden 1980erne og er slået igennem som den nuværende krise. På dette tidspunkt var krisen i sin mest alvorlige fase med accelererende arbejdsløshed, kraftigt fald i produktionen og historisk mange konkurser. I analysen hævdede vi, at krisen var en strukturel krise i kapitalismen som system. Netop af den grund ville krisen være langvarig og ville ikke kunne løses indefra systemet. Den økonomiske vækst ville ikke af sig selv begynde igen, og hvor den begyndte igen, ville den være kortfristet 1 Se krisehæfte 1 på: 6 Indledning

7 og på bekostning af indkomstreduktion hos lønmodtagerne og overførselsindkomstmodtagere. Der er nu gået et år siden vi udgav vores første kriseanalyse og vi kan se, at krisen har skiftet karakter. Det handler nu om hvem der skal betale regningen for krisen: De borgerlige og socialdemokratiske regeringer i Europa har lanceret alvorlige angreb på den offentlige sektor og lønarbejdernes arbejds- og lønvilkår. I Grækenland, Spanien, Portugal, Italien og Irland har befolkningerne måttet betale dyrt. Det samme har været tilfældet i Storbritannien, Tyskland og senest i Danmark. De borgerlige hævder det er nødvendigt at ødelægge velfærdsstaten og sænke lønnen for at komme ud af krisen Enhedslisten hævder at det er klassepolitik, der sender regningen for krisen til de eneste, der ikke er skyld i den. I samme takt som lønmodtagerne må se deres disponible realindkomst reduceret af enten nedskæringer i den offentlige sektor eller direkte lønnedgang på arbejdspladsen, så stiger de riges formuer og indkomster. Krisen har udstillet at økonomisk fremgang i de kapitalistiske samfund betyder en helt bestemt ting: vækst i formuerne hos de rige. Illusionen om at vi alle er i samme båd eller må løfte i flok klinger hult på denne baggrund. Ethvert forsøg på at løse krisen handler om hvem, der skal betale regningen for systemets krise. Der er ingen neutral løsning på krisen inden for kapitalismens rammer. Enhver krisestrategi er med andre ord klassekamp: skal lønmodtagerne og folk på overførselsindkomst betale for de riges krise? I perioder kan der skabes foranstaltninger, som forhindrer kapitalismens modsætninger i at slå igennem som krise fx gennem udvidelse af kreditten, nedkæmpelse af lønarbejdernes løn- og arbejdsforhold, mv. Men selv opturene i kapitalismen som vi har set i efterkrigstidens Vesten kan vare op til næsten 30 år, så vil modsætningerne på et givent tidspunkt slå igennem som en strukturel krise i kapitalismen. Politisk-økonomiske foranstaltninger kan muligvis udskyde krisen, men vil samtidig gøre dens omfang desto større, når den slår igennem. Krisetendensen er en strukturel egenskab ved den kapitalismen, og har gentaget slået igennem langvarige faser af nedgang i økonomisk vækst , , og 1968/ Enhedslisten har svarene Hvis krisen med dens skærpede klassekamp og udsigt til længerevarende økonomisk stagnation er udfordringen, hvilke er så svarene fra socialister i dag? I dette hæfte giver Enhedslisten sine bud på, hvor socialister under den nuværende krise kan opbygge vigtige modpoler til øget udbytning af arbejdskraften og det naturgrundlag, som samfundet hviler på. Disse poler for modmagt kan efter vores mening bruges som et første afsæt for et opgør med kapitalismen som system og skabe overgangen til et andet samfund: socialismen. Hæftets opbygning Hvis krisen med dens skærpede klassekamp og udsigt til længerevarende økonomisk stagnation er udfordringen, hvilke er så svarene fra socialister i dag? I dette hæfte giver Enhedslisten sine bud på, hvor socialister under den nuværende krise kan opbygge vigtige modpoler til øget udbytning af arbejdskraften og det naturgrundlag, som samfundet hviler på. Disse poler for modmagt kan efter vores mening bruges som et første afsæt for et opgør med kapitalismen som system og skabe overgangen til et andet samfund: socialismen. Hæftet er delt op i 6 kapitler med hver sit emne og sin tilgang. Kapitlerne kan læses adskilt, men danner tilsammen en helhed. Fælles for kapitlerne er, at de tager udgangspunkt i, hvordan der kan opbygges demokratiske og bæredygtige modpoler til kapitalistisk produktion og handel, samt en bæredygtig offentlig sektor. Kapitlerne forsøger på hver deres måde at give svar på hvordan der indenfor henholdsvis (i) industriproduktionen, (ii) banksektoren, (iii) den offentlige sektor, (iv) landbrug og fødevarer, samt (v) omfordelingspolitikken kan skabes væsentlige brud med ikke bare borgerlig politik som de seneste 30 år har gennemsyret det danske samfund men også selve det kapitalistiske system. Hæftet forsøger at give svar på krisen, som er relevante både på kort, mellemlang og lang sigt. Der er resultater, som kan opnås her og nu i samarbejde med ledelserne i de andre venstrefløjspartier. Der er kampe, som kan vindes på mellemlang sigt gennem mobilisering af arbejderklassen herunder baglandet til S og SF for at lægge pres på den siddende eller kommende regering. Og der er kampe som kan vindes på lang sigt gennem opbygning af stærke modmagtspoler i samfundet, der kan give rygstød til en bevægelse der bryder med Indledning 7

8 de centrale mekanismer i det kapitalistiske samfund. Alle tre horisonter er lige vigtige for venstrefløjen at påbegynde arbejdet med. Enhedslistens svar på krisen viser vejen frem for en bevægelse, der vil et demokratisk, bæredygtigt samfund, hvor de menneskelige hensyn dominerer over profitjagten. God debat! HB-arbejdsgruppen 8 Indledning

9 Stop bankernes spekulation brug kreditten til at skabe arbejdspladser og økonomisk tryghed I dette kapitel giver vi Enhedslistens bud på hvordan man kan omdanne bank- og realkreditinstitutsektoren i Danmark, så den tjener samfundets behov. Bank- og realkreditsektoren i USA og Europa har spillet en afgørende rolle i den økonomiske krise, der siden 2008 har hærget verdensøkonomien. Spekulation og lyssky bankvirksomhed pustede en kreditboble op, som sprængtes i 2008 med katastrofale følger for almindelige lønmodtagere og folk på overførselsindkomst. Men ikke blot bankerne og realkreditinstitutternes risikable adfærd er blevet blotlagt med krisen. Det er samtidig den enorme magt, som de finansielle institutioner har over samfundsøkonomien som formidlere af penge og kapital. De enorme kapitalsummer, som Danske Bank og Nordea forvalter og råder over udgør en massiv vægt i samfundsøkonomien på både forbrugs- og investeringssiden. Bank- og realkredit spiller en nøglerolle i samfundet. Gennem kontrollen over kreditten har institutionerne magten til at bestemme, hvilke samfundsinvesteringer, der bevilges lån og hvilke der ikke gør. Imidlertid er det alt for vigtig en sag at overlade til en ureguleret bank- og realkreditsektor, der har det vist sig hellere vil spekulere end at investere i bæredygtig produktion og klimajobs. Der er med andre ord behov for en grundlæggende omstrukturering af banker og realkreditinstitutter. I dette kapitel giver vi Enhedslistens bud på hvordan man kan omdanne bank- og realkreditinstitutsektoren i Danmark, så den tjener samfundets behov. Først præsenteres en analyse af hvordan bankerne har medvirket til at skabe den nuværende økonomiske krise gennem spekulation, der havde det ene mål for øje, at forgylde aktionærerne. Dernæst præsenteres nogle målsætninger, som på den korte bane vil gribe ind overfor spekulationen i banksektoren og pege i retning af en ny kreditpolitik. Det tredje led i kapitlet præsenterer hvordan vi i Enhedslisten mener, at banksektoren skal omdannes for at spille en afgørende rolle i en anderledes erhvervs- og investeringspolitik, der sikrer arbejdspladser og økonomisk tryghed. Bankerne 9

10 Bankernes rolle i 2008-krisen Det bliver gentaget i både stats- og borgerlige medier, at finanssektoren og bankerne er årsag til den økonomiske krise. Imidlertid har det en begrænset rigtighed. Bankernes rolle må forstås på baggrund af den måde bankerne har fungeret på siden 1980 erne. I 1980erne fjernede borgerlige regeringer restriktioner på den finansielle sektor, som havde eksisteret i mere end 70 år med det formål at beskytte samfundsøkonomien mod skadelig spekulation, jf. tabel 1. Tabel 1: Træk af regulering i Danmark Regulering Bankloven af 1919 Bankloven af 1930 (Og flere love frem til 1935) Bank- og Sparekasse-loven af 1974 Schlüter-regeringens deregulering Bank- og Sparekasse-loven af 1990 Direktiver Capital Adequacy Directive II (CAD II) 1998 CAD III 2006 Indhold af regulering Første lov om banker Kraftig regulering af bankerne pba. krakket på Wall Street 1929, samt krakket i Landmandsbanken (senere Danske Bank) i Lempelse af 1930-loven, men stadig ønske om styring af kapitalen. Implementering af EFs 1. samordningsdirektiv, dvs. harmonisering og liberalisering Schlüter-regeringen udfaser Udlånsloftet (hindrer udlånsekspansion), Indlånsrenteaftalen (sikring mod opadgående renteglidning), Valutarestriktioner (stabile valutakurser) Implementering af 2. samordningsdirektiv fra EU: nedbryder brandmure mellem brancher og lemper krav til bankernes kapitalgrundlag EU-direktiver, der reducerer krav til kapitalgrundlag i banker. EU-direktiv, der åbner op for selvregulering i banksektoren. EU-direktiv: udvider bankernes selvregulering og lemper krav til kapitalgrundlag. Implementering af Basel II Akkorden. Tabel 2: Solvenskrav til banker i Danmark Krav Effekt 1930 Bankloven af % af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser al gæld og alle garantier. Gælds- og garantiforpligtelser omfattede 1974 Bank- og sparrekasseloven 8% af bankens samlede gælds- og garantiforpligtelser af 1974 Reduktion i solvenskrav Risikovægtede aktiver betød, at der kunne 1990 EU s Solvensdirektiv 10 % af bankens risikovægtede aktiver skelnes mellem hvilke dele af gæld og garantier, der var risikable. Betød altså en effektiv sænkning af solvenskravet Nedjustering af solvenskrav for at imødegå EU s Kapitalkravdirektiv I (CAD I) 9 % af bankens risikovægtede aktiver Reduktion i solvenskrav Implementering af CAD 8 % af bankens risikovægtede aktiver Reduktion i solvenskrav I i dansk lovgivning EU s Kapitalkravdirektiv II (CAD II) Implementering af EU s Kapitalkravdirektiv III (CAD III), som er en følge af Basel II-Akkorden Ændring i loven Betød at bankerne selv kunne få indflydelse Mulighed for intern risikovurdering af risikovægtede aktiver på solvenskrav og kapitaloverdækning men stadig ikke på vurdering af kreditrisiko Tilladelse skal gives af Finanstilsynet. Effektiv sænkning af solvenskravet, fordi Bankernes Interne Ratingbaserede metode for kreditrisiko (IRB-metoden) kan bruges bankernes risikosystemer systematisk undervurderer risici. til at fastsætte kreditrisici. Bankens bestyrelse fastsætter selv solvensgrad (procent eller krone Solvensbehov er nu individuelt øre) 10 Bankerne

11 Afgørende for de mange kollaps i banksektoren var, at lovgivningen som skulle sikre mod kriser i bankerne blev mere og mere uforsvarlig. Særligt kravene til bankernes solvensgrad, der angiver, hvor mange penge banken skal sætte til side til krisesituationer, blev sænket kraftigt. I tabel 2 kan man se, at der fra 1970erne og frem indfandt sig en laden-stå-til regulering af bankerne, hvor kravene til bankerne blev gradvist lavere og kulminerede i sidste halvdel af 2000 erne. Her blev det først tilladt bankerne at vurdere kredit risici hvilket betød at de skulle sætte færre penge til side og senere blev det tilladt bankerne selv at bestemme deres solvens grad. Afviklingen af demokratisk kontrol med bankerne betød, at kreditten kunne øges i et hidtil ukendt omfang. Udlånsvæksten steg kraftigt, og fandt ind i stadigt mere spekulative foretag. Skandinavien gennemgik i slutningen af 1980erne og starten af 1990erne sin egen finanskrise efter en drastisk nedtur på boligmarkedet meget lig den nedtur, som fandt sted efter 2007 i Danmark. En anden konsekvens var, at finanssektoren blev stærkt koncentreret og i et højt tempo, jf. tabel 3. Bankerne fusionerede godt hjulpet på vej af finanskrisen i slutfirserne og den borgerlige regerings fusionspolitik. Det betød, at der skabtes finansielle mastodonter Figur 1: Profit og udbytte til aktionærer, (Løbende priser). Kilde: Finanstilsynet ( ) Balance 54,2 53,0 76,5 82,8 83,4 81,8 Udlån ,7 81,2 79,1 76,0 Lovgivningen animerede til spekulation, hvilket ramte først boligmarkedet 1980 erne, så valuta- og aktiemarkederne i 1990 erne, og til sidst boligmarkedet igen i 2000 erne. Begge dele var med til at speede koncentrationsprocessen op godt hjulpet på vej af den borgerlige regerings fusionspolitik. Kreditspiralen syntes uden ende, og bankerne tjente massivt. I årene havde bankerne en gennemsnitlig årlig profit på over 20 mia. kr. I årene var overskuddet hvert år over 30 mia. kr. se figur 1. Profitten blev betalt af lånerne gennem rentebetalinger, stigende gebyrer og provisioner. Tabel 3: Koncentrationen i pengeinstitutsektoren (5 største), Kilde: Finanstilsynet, div. år. Anm.: Tabellen viser hvor stor en procentdel af den samlede kapital, de 5 største banker kontrollerer. Bankerne 11

12 De store milliardprofitter, som bankerne tjente, blev ikke brugt til sikre billig kredit til forbrugerne og virksomhederne. I stedet blev profitten brugt på spekulation og kontante gaver til aktionærerne. Af overskuddet i bankerne blev en stadigt større andel af profitten direkte udbetalt til aktionærerne fra slut erne og frem. I perioden blev i gennemsnit over 50 procent givet væk til aktionærerne, jf. figur 1. Dertil kom tilbagekøb af aktier, dvs. at banken tilbyder at købe sine egne aktier tilbage fra aktionærerne, når kursen er høj. Det er en mere skjult måde at forgylde aktionærerne på, blandt andet fordi kursgevinster i et vist omfang er skattefri. Danske Bank og Nordea stod ifølge Finanstilsynet for at give mere end 75 procent af alle udbytter til aktionærerne mellem Ligeledes er det sandsynligt, at disse to banker også stod for langt de største aktietilbagekøb. Bankernes profitjagt har altså drevet risikabel udlånsvirksomhed for at kunne finansiere flere og flere penge til aktionærerne. Og aktionærerne er ikke hvem som helst: Danske Bank ejes 25 procent af multinasseren A.P. Møller-Mærsk, som har høstet milliarder og atter milliarder på Danske Bank. Krisen har midlertidigt forstyrret indtjeningen hos bankerne. Især store tab på lånere, der ikke kunne betale lån tilbage både Stein Bagger-typer og almindelige lønmodtagerfamilier, der er blevet ofre for boligboblen har suget mange penge ud af bankerne. Men også tab på egne og andre virksomheders aktier og generelt nedgang i kreditmarkederne har påvirket bankernes indtjening. Ved krisens højdepunkt måtte den danske stat konstruere et sikkerhedsnet under bankerne, hvortil de selv måtte finansiere 36 mia. kr. Indtil videre ser det ud til, at staten tjener på bankpakke I og II, idet udgifterne til redningsaktioner ikke har overgået tilskuddene fra bankerne selv. Den danske stat havde ved udgangen af 1. halvår 2010 et overskud på 4,5 mia. kr. fra Bankpakke 1. Til gengæld har staten udstedt individuelle statsgarantier til 50 banker til en værdi af 198 mia, kr, 2 Imidlertid forskydes regningen for redning af den danske banksektor videre til almindelige lånere. Således er bankernes rentemarginal (forskellen på indlånsrente og udlånsrente) på erhverv steget kraftigt i 2009, mens den for boliger steg i 1. halvår af 2009 og faldt i 2. halvår. Samlet set er rentemarginalen udvidet fra 2,5 til 2,7 pct. i Det dækker imidlertid over større bevægelser i indlåns- og udlånsmarginalen. Udlånsmarginalen er steget med næsten 1procentpoint. Det er altså blevet meget dyrere at være låner. Udvidelse af rentemarginalen er mulig, blandt andet fordi Nationalbanken sænker renten for at sætte skub i økonomien, mens bankerne enten lader deres udlånsrente være uændret, hæver den, eller lader den falde mindre end Nationalbankens rente. Bankerne låner billigt af staten, mens de udlåner dyrt til kunderne. Det er altså klart, at taberne i spillet er almindelige bankkunder, der betaler for krisen hos bankerne. På samme måde med danske statsobligationer. De har typisk en pålydende på 5 pct. Bankerne låner altså penge af Nationalbanken til en historisk lav rente, og køber statsobligationer De kan låne til en rente på måske 1-2 pct. og kan derfor købe statsobligationer med en rente på 5 pct. Det er en direkte foræring af penge fra den danske stat til banksektoren. Spekulationsfri banker og bæredygtig kreditpolitik Det er åbenlyst, at banker og realkreditinstitutter i dag ikke tjener samfundets behov. Der er behov for en grundlæggende omstrukturering inden for finanssektoren, som kan bringe bevægelserne af kredit til forskellige investerings- og forbrugsformål under samfundets kontrol. Erfaringer fra tidligere perioder med restriktiv lovgivning (fx perioden ) for den finansielle sektor viser, at indgreb overfor den finansielle kapital er strengt nødvendige for at opnå spekulationsfri og socialt og miljømæssigt bæredygtige banker. I første omgang må en ny regering, der vil sikre at bankernes krise ikke skal betales af lønmodtagerne og det offentlige på begynde indgrebene overfor den finansielle sektor ved at: Genindføre loft over renten, så almindelige lønmodtagerfamilier sikres mod stigende renter og dermed større renteudgifter. Genindføre kontrol med bankernes samlede udlån Genindføre et solvenskrav til bankerne på 10 pct. af samlede gælds- og garantiforpligtelser Forlænge udbyttestoppet i 10 år for de danske banker, som har medvirket i bankpakkerne Sætte loft over bankdirektørernes lønninger 12 Bankerne

13 Permanent stop for alle tilbagekøb af bankernes egne aktier undtagelser tillades af Finanstilsynet Kræve at bankerne åbner regnskabsbøgerne for offentligheden, så det er klart, hvilke projeter, der gives kredit og investeres i. Pålægge de private storbanker en kreditpolitik, der stiller rentefri lån til rådighed for offentlige produktionsvirksomheder, der skaber klima-jobs herunder demokratisk kontrollerede virksomheder (DEMO-virksomheder). Stille krav om offentlige repræsentanter i bankens bestyrelse med pligt til at tilkalde Finanstilsyn under uregelmæssigheder. Samfundsovertagelse modtrækket til bankkapitalens modstand Den danske stat har gang på gang ydet socialhjælp til banker, der er blevet kørt i sænk af dristige bankdirektører og umættelige aktionærer. Det gjorde man under finanskrisen i 1990erne og det har man gjort efter den økonomiske krise i Efter mere end 3 årtier hvor bankerne har gjort, hvad der passede dem og endda er blevet belønnet for det vil ledelserne og aktionærerne i de nuværende storbanker derfor med al sandsynlighed forsøge at modsætte sig de krav, de stilles overfor af en befolkning, der kræver en social og demokratisk omstilling af sektoren. Sandsynligvis vil direktører og aktionærer møde kravene med trusler om boycot, omgåelse af reglerne og flytning af kapitalen ud af landet. Heroverfor må politikken være en konsekvent linje. Alle banker og realkreditinstitutter, som modarbejder den gældende lovgivning, skal umiddelbart overtages af samfunde og inddrages under den demokratiske banksektors spilleregler. De samfundsovertagne bankers infrastruktur, herunder it-systemer og filialnetværk vil indgå i den demokratiske banksektors koordinerede kreditpolitik. Skulle bankernes ledelser og aktionærer indfinde sig med situationen efter indfrielsen af de ovenstående indgreb vil der være skabt nogle meget gunstige rammebetingelser for en demokratisk bank- og realkreditsektor, som kan sikre udgrænsning af den kortsigtede profitjagt. I stedet skal træde en lokalt forankret, demokratisk styret og nationalt koordineret finansiel sektor. Alle banker og kreditinstitutter skal være demokratisk forankrede Alle banker og kreditinstitutioner, hvad enten de arbejder med udlån eller pengeformidling, skal derfor organiseres som spekulationsfrie og demokratisk forankrede. Der er brug for en gennemgribende demokratisering af hele finanssektoren, som indebærer et opgør med de profitdrevne finans-supermarkeder og de private banker. Behovet er akut og derfor må der tages nogle umiddelbare skridt i retning af opbygningen af en offentlig og demokratisk banksektor. Oprettelse af samfundsbanker 4 Der må øjeblikkeligt oprettes en række samfundsbanker til at tjene samfundsgavnlige formål og på samme tid udgøre en politisk modmagt til de private banker ved at føre en solidarisk udlånspolitik. Samfundsbankerne kan udgøre en politisk modmagt på følgende måde: De kan være spekulationsfrie ved kun at investere i fysisk produktion. De kan være gebyrfrie og dermed udgøre et alternativ til de private bankers ublu forretnings trang til at hæve afgifter på banktransaktioner, ligesom samfundsbanker kan tvinge de private banker til at dæmpe rovdrift på kunderne. De kan sikre udkantsområder stabile investeringer i produktion og ejendomme (især usikre områder der nu har ringe mulighed for at stille sikkerhed eksempelvis pga. lave ejendomspriser) De kan i kraft af deres fundats programmeres til at tage særlige samfundsøkonomiske hensyn. Samfundsbanker kan ikke i sig selv revolutionere samfundet. Heller ikke i en situation hvor de nye banker indrettes til at styrke de langsigtede investeringer og tage særligt hensyn til udkantsområder og kunder. Bankerne 13

14 De private virksomheder kan stadig udflage og prioritere aktionærinteresser over samfundsinteresser. Afgørende for den videre udvikling af en demokratisk modmagt er således oprettelse af en deltagerstyret, demokratisk produktion, hvis midler ikke kan kapitaliseres i private lommer. (se kapitel I for oplæg om demokratisk produktion). Den demokratiske banksektors virkemåde og hovedaktører Den offentlige banksektor skal tilgodese samfundets overordnede målsætninger (styring efter behov), skabe tryghed hos kunderne (være spekulationsfrie), åbne for kundernes og offentlighedens deltagelse i driften (demokratisk kontrol) og virke som et modtræk til kommende økonomiske kriser. Økonomiske kriser er tæt forbundne med kapitalismens virkemåde, men offentlige banker vil ikke bidrage til nye kriser og kan under kommende krise virke som krisedæmpende foranstaltninger simpelthen fordi de ikke går fallit og ikke river produktionsvirksomheder med sig i faldet. Den demokratiske bankvirksomhed har fem kendemærker. Den er: Ejet og styret af andelshavere, brugere og ansatte i fællesskab og staten skal kontrollere at de centralt fastsatte målsætninger tilgodeses. Spekulationsfri der må indføres et mål for andel af bankens lån/investeringer i produktion og ejendomme. Styret ud fra alment velgørende formålsparagraf og et hvile i sig selv princip, hvor indtægter og udgifter svarer til hinanden tilført et overskud til fortsat drift. Underlagt pligt til offentlighed i forvaltningen Demokratisk organiseret. Bestyrelsen vælges dels af bankkunderne på en årlig generalforsamling med ret til at vælge op til ½ af medlemmerne, dels af offentligt udpegede repræsentanter med ret til at vælge op til ¼ og med en særlig forpligtelse til at sikre gældende lovgivning overholdt, dels af de ansatte med ligeledes ret til at vælge op til ¼ af medlemmerne. Der skal oprettes en offentlig bankskole, som sikrer uddannelse af bestyrelsesrepræsentanter. Den demokratiske banksektor består af fem nøglespillere: 1. En offentlig erhvervsbank oprettet under staten, som sikrer den nødvendige kredit til samfundsnyttige investeringer. Samfundsbanken skal i første række tilgodese kredit til virksomheder, der indfrier overordnede samfundsmål, såsom udbredelse af vedvarende energiteknologier, et bæredygtigt og økologisk landbrug, og byggeri, energibesparelser m.v. Bankens egenkapital og indskud består af en omsætningsafgift pålagt banker, der deltog i bankpakke En gebyrfri samfundsbank oprettet under staten, som sikrer kunderne almindelige bankforretninger uden gebyrbetaling. 6 Alle offentlige myndigheder, institutioner og selskaber skal placere deres midler i samfundsbanken, så offentlige midler ikke lider tab som følge af en ny finanskrise eller blot som følge af en enkeltstående profitbanks dristige investeringer. 3. Fælleskasser, gennemført ved lov, skal opbygges ud fra et forsigtighedsprincip dvs. de skal være (a) spekulationsfrie; (b) underkastet krav om høj egenkapital og (c) organiseret som en andels kasse med erklærede samfundsnyttige formål fx fremme af bæredygtige regionalpolitiske investeringer Realkreditinstitutterne skal tvinges til at genindføre den demokratisk forankrede brugerstyring mhp. at sikre de billigst mulige boliglån til arbejderbefolkningen. 5. Nationalbanken skal som i dag fungere som bankernes bank og statens bankforbindelse, men samtidig opbygge den nødvendige infrastruktur til den demokratiske banksektor: dvs. organise ring af it-afdeling, betalingskort, hæveautomater m.v. 14 Bankerne

15 Disse fem nøglespillere ville kunne bidrage til at skabe en offentlig banksektor, der for alvor fortrænger privat kapital fra den del af den finansielle sektor, som beskæftiger sig med lån til forbrugs- og investeringsformål. Skærpet kontrol med de tilbageblevne spekulationsbanker I en overgangsfase, hvor der stadig måtte eksistere profitdrevne spekulationsbanker, skal der indføres en skærpet banklovgivning. De nuværende banksupermarkeder, der sammenkobler almindelige bankforretninger, risikofyldte investeringer på ejendomsmarkedet og direkte spekulationseventyr, vil bidrage til nye kriser. Det offentlige skal være repræsenteret i enhver bank- og kreditinstitutions bestyrelse med mindst to særligt uddannede repræsentanter, som har til formål at rapportere til finanstilsynet om bankernes udvikling og soliditet. Samtidig skal der være skærpet kontrol med om bankerne følger den nye regulering, som omtalt i afsnit 3 ovenfor. Noter 1 Se Finanstilsynets årspublikationer: Pengeinstitutterne i Danmark. 2 Side 3, Finansiel Stabilitet A/S (2010): Delårasrapport pr. 30. juni Kan hentes her: dk/images/pdfer/dansk/finansiel%20stabilitet/rapporter/delaarsrapport% pdf 3 Finanstilsynet (2010): Markedsudviklingen i 2009 for pengeinstitutter. Se side 5. Kan hentes her: tilsynet.dk/upload/tal-og-fakta/2010/mu/markedsudvikling_pi_2009_001.pdf 4 Se også Norges Offentlige Utredninger (NOU 1995:11): Statsbankene under endrede rammevilkår, Oslo Her tænkes på de indirekte virkninger af strategiske investeringer, som kan sikre samfundet langsigtede og bære dygtige produktionsmuligheder. Investering i bølgeenergi vil således gå forud for investeringer på ejendomsmarke det. De profitstyrede banker vil derimod søge derhen, hvor der er højeste af kast, medens projekter med lav af kast vil blive lagt nederst i bunken. 6 Girobanken sikrede således før privatiseringen (som blev indledt i to hug ved at gøre den til et A/S i 1991 og tre år senere til et børsnoteret selskab) alle borgere en billig bankforbindelse. 7 Forslaget griber tilbage til tiden før 1988, hvor alle danske sparekasser arbejdede ud fra et forsigtighedsprincip. Efter 1988 åbnedes for, at de kunne handle som traditionelle banker. Bankerne 15

16 Industriarbejdspladser og bæredygtig teknologi Tilpasning til internationale koncerner - eller holdbare arbejdspladser? Antallet af industriarbejdspladser daler dramatisk. Hele brancher er blevet udflaget dvs. virksomhederne er flyttet til områder med billigere arbejdskraft end i Danmark. Processen er yderligere forstærket efter krisen i Det er et problem for alle dem, der står uden arbejde, men det er også et problem for hele samfundet. Nye teknologiske løsninger udvikles ofte i samspil med konkrete produktionserfaringer. Afsnittet peger på tre hovedkrav: Alle virksomheder, der udflager, skal bidrage til en fyringspulje og overdrage produktions faciliteterne til kommune og stat. En massiv, offentlig efterspørgsel efter nye vedvarende energiteknologier, bæredygtigt byggeri, bæredygtige transportmidler og økologiske produkter. En demokratisk, deltagerstyret produktion - fremmet gennem offentlige innovations- og udviklingscentre med adgang for alle borgere, gennem ret til kommunal produktion og gennem fuld samfundsovertagelse (indlicitering) af DONG, jernbanevæsen, postvæsen m.v. (jf. side 7 f) Det sidste store værft i Danmark, Lindø, skal lukke i Nordfyn er ved at afvikle 8000 arbejdspladser. En epoke rinder ud. Produktionen skal flyttes til østen, hvor lønningerne er lavere, arbejdsmiljøet dårligere og hvor der kan opnås en større fortjeneste. Udflagning af arbejdspladser, hvor det er hele virksomheden, der flytter til udlandet, er et velkendt fænomen. I 1980rne begyndte tekstilindustrien, elektronikindustrien og værfterne at flytte til udlandet. Siden fulgte metalindustrien og den grafiske produktion. I det nye århundrede er turen kommet til slagteribranchen, der især rykker til Tyskland, hvor østeuropæiske kolonnearbejdere står parate til at udføre arbejde langt under overenskomsten. I oktober 2010 afskedigede Vestas koncernen 3000 medarbejdere, selv om virksomheden fremstiller morgendagens efterspurgte vindmølleteknologi, og selv om koncernledelsen regner med at have flere ansatte på verdensplan, end da året begyndte. Denne proces er hidtil kun blevet mødt med spredte indsigelser og protester. Fagbevægelsen og offentligheden har i store træk henholdt sig til, at den danske model ville løse problemerne. Den danske model bygger på et klassekompromis, der giver arbejdsgiverne ret til at fyre og hyre folk, mens de ledige tildeles en rimelig arbejdsunderstøttelse (som godt nok er i frit fald) og mulighed for opkvalificering (som pt underkastets drastiske beskæringer). Modellens tilhængere har energisk påpeget, at det giver fleksibilitet og omstillingsparathed. Der er tilsyneladende belæg for synspunktet. I 2004 kunne Socialforskningsinstituttet fastslå, at udflagning ikke havde nogen negativ virkning, hvad angår nettotab af arbejdspladser. Instituttet havde fulgte en bred sammensat gruppe industriarbejdere, der hurtigt kom i arbejde og til den samme løn. Danmark afgav og modtog arbejdspladser. Resultatet skabte tilfredshed i Dansk Erhvervsråd. Modellen virkede. Ja landets arbejdsmarked er i det nye århundrede kommet til at fremstå som en attraktiv perle, andre lande med fordel kunne efterligne. Den politiske ledelse i Tyskland og Frankrig med stive arbejdsmarkedsstrukturer, hvor det er omkostningsfyldt for virksomhedsejerne at skaffe sig af med en medarbejder, har set muligheder i det danske arbejdsmarked. 16 Industriarbejdspladser

17 Opmærksomheden koncentreres om modellens ene ben, retten til at hyre og fyre, i mindre grad om den efter europæiske normer rimelige arbejdsløshedsdækning (som altså stadig er i frit fald) Argumentationen lyder besnærende. Landet skal blot fastholde sin fleksible arbejdsmarkedsmodel og placere sig i førerfeltet med hensyn til forskning, uddannelse og nye produkter. Alt går godt, hvis landet gøres til et levende efteruddannelseslaboratorium, lyder betragtningen. Den økonomiske krise 2008 forstærker udflagning og ledighed. Den danske model har efter den økonomiske krise i 2008 for alvor fået et skud for boven. Udflagningstempoet er sat op. Siden 2007/2008 er der udflaget jobs alene inden for slagteribranchen. Væksten i industrien og servicesektoren er bemærkelsesværdig lav, og krisen rammer bygge- og anlægssektoren hårdt. Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har skønnet, at de to sidst nævnte brancher vil miste personer i perioden , hvilket svarer til hver femte arbejdsplads. I 2010 skønnede økonomen Torben Pedersen fra CBS, at der blev udflaget jobs, en fordobling i forhold til 2008, som indebærer et nettotab på Hertil kommer en stigende tendens til, at også videnstunge arbejdspladser flytter til udlandet. Når informations-, biotek- og sundhedsvirksomheder skal udvikle nye produkter, hyrer de ofte forskere i udlandet til at udføre laboratoriearbejdet. Indiske ingeniører er ikke alene langt billigere end danske, men ofte ligeså veluddannede og kompetente. Fl. Smidth koncernen har for længst oprettet Fuller India, der gør brug af indiske ingeniører. Alle arbejdspladser kan tilsyneladende udsættes for outsourcing og udflagning. Tilhængerne af den danske model kan naturligvis hævde, at et nettotab på 7000 arbejdspladser er et perifert problem, når man betænker, at det samlede antal industriarbejdspladser er på et sekscifret tal. Den stigende tendens til at udflage selv arbejdspladser med et højt vidensindhold og indskrænkning af medarbejderstaben på flagskibet Vestas må imidlertid vække til eftertanke. Koncernledelserne søger derhen, hvor omkostningerne er lavest uanset produktionens karakter. Selv under gode vilkår, hvor Danmark afgiver lige så mange jobs som landet modtager, er der ofte upåagtede problemer forbundet med virksomhedsejernes ret til en ubetinget og grænseløs udflagning. Den kapitalistiske konkurrencemodels tilhængere fokuserer på virksomhedernes driftsregnskab, ikke på de omkostninger som kapløbet mod de laveste omkostninger påfører samfundet: De fyredes erfaringer, hvad enten de er tillærte, faglærte eller ingeniører, går ofte tabt, når deres arbejdsplads forsvinder. Det er samfundsmæssigt en skidt ide at lade en erfaren maskinarbejder omskole uden først at undersøge mulighederne for at fastholde og udvikle hans kompetencer. Eksemplet aktualiserer behovet for at stille modkrav til princippet om de frie kapitalbevægelser. Udflagning af hele brancher indebærer et tab af viden. Forskning og især udvikling af nye teknologiske løsninger udvikles ofte i samspil med konkrete produktionserfaringer. Fornyelse af et produkt følger erfaringer med nye materialer og nye produktionsformer og indsigt i indbyggede fejl og produktionsbrist. De danske vindmøller blev ikke blot båret frem af en offentlig sats ning (så som prøvestationen for mindre vindmøller på Risø i 1978 og offentligt støttede forsknings projekter) men nok så meget gennem en sand vrimmel af opfindere, græsrødder og små maskinfabrikker, der løbende raffinerede teknologien. Der kan findes undtagelser fra påstandene om den tætte samhørighed mellem teknologiudvikling og produktionserfaring, men de er perifere og rummer beskedne jobmuligheder. Tekstilindustrien er for længst udflaget, men Danmark har stadig designere og et blomstrende modehåndværk, dog uden store tilbud til LOs medlemmer. Udflagningen sikrer aktionærerne en umiddelbar gevinst, når produktionen flytter til et land med lavere lønomkostninger, mens de ansatte under alle omstændigheder står med håret langt nede i postkassen på kort sigt. Nogle koncerner beholder stadig videns jobs i Danmark, men LO s medlemmer, ikke mindst i Udkantsdanmark, hvor en eller to virksomheder ofte udgør fundamentet under provinsbyens økonomiske liv, er spillets tabere. Udflagningens omkostninger aktualiserer behovet for at stille modkrav til princippet om frie kapitalbevægelser. Industriarbejdspladser 17

18 Betingelsesløs støtte til koncerndrift eller krav om minimum af samfundsansvar Virksomhedsejerne er ansvarsfrie, når det gælder udflytning af produktionen. De ledige og samfundet står tilbage med følgerne heraf. De fyrede Vestas arbejdere i byer som Nakskov, Skagen, Viborg og Rukøbing har få eller slet ingen alternativer Man kan betragte udviklingen som uafvendelig. Danmark skal fortsat satse på et fleksibelt arbejdsmarked, staten fremme en top-kvalificeret arbejdskraft og kommunerne levere de nødvendige transportfaciliteter. Det er denne lektie, der gentages dag efter dag undertiden tilføjet kravom nedsat selskabsbeskatning og lavere lønninger. Den 26. november indgik folketingets partier med undtagelse af Enhedslisten et nyt trafikforlig, som bevilgede nye moler til Hvide Sande. Vestas skulle sikres bedre muligheder for at komme af med sine store vinger. Det er afgørende for, at Vestas bliver ved med at være der, lød det fra SFs Anne Baastrup. 1 Synspunktet er ikke nødvendigvis forkert, men nok så mange nye moler kan ikke sikre, at Vestas bliver en eneste dag længere i området end koncernledelsen finder økonomisk opportunt. Enhedslistens reaktion på Vestas fyringerne antog en anden karakter. Partiets hovedbestyrelse fandt det nødvendigt at stille fremtidens koncernledelser til regnskab for de omkostninger (arbejdsløshed, vigende skattegrundlag og udgifter til gunst for nye investorer), som det omgivende samfund påføres ved en udflagning: Alle store virksomheder, der fyrer medarbejdere, fordi de flytter produktionen til udlandet, skal oprette en fyringspulje, der dækker medarbejdernes videreuddannelse med fuld løn i eet år og overdrage produktionsfaciliteter til stat og kommune, så en alternativ produktion eventuelt kan etableres under de ansattes og lokalsamfundets kontrol. 2 Skal udtalelsen få luft under vingerne, må kravet om en fyringspulje rejses i fagbevægelsen. Kravet trænger sig på i en situation, hvor den danske model har svært ved at fastholde industriarbejdspladser, selv om samfundet kan tilbyde fleksibel og veluddannet arbejdskraft, og selv om den nødvendige infrastruktur og en offentlig sektor uden korruption og med betydelig forskningskapacitet er til stede. De private virksomheders samfundsansvar Tabet af industriarbejdspladser har skærpet behovet for at udvide demokratiet. I dag er daginstitutioner, skoler og hospitaler en del af det offentlige demokrati, mens de private virksomheder kun i meget begrænset omfang sikrer de ansatte indflydelse, og de åbner slet ikke mulighed for, at lokalsamfundets borgere kan få indsigt i deres drift. De private virksomheder må udfordres gennem krav om et øget samfundsansvar. Kommuner og stat kan i dag gennem planlovgivningen bestemme, hvor der skal anlægges veje, cykelstier, jernbaner og industrikvarterer, men det er en lille gruppe af private virksomhedsejere, der bestemmer over industriarbejdspladsernes omfang og karakter. Demokratiet har ikke vundet indpas her. Planlovens formålsparagraf skal derfor udvides med en bestemmelse om, at erhvervslivets investeringsbeslutninger skal gennemføres på et bæredygtigt grundlag, ligesom borgerne skal have indsigt i virksomhedernes regnskaber og investeringsbeslutninger. Borgerne skal på borgermøder - som led i vedtagelse af lokalplaner kunne stille krav til private som offentlige virksomheder om - miljøplaner der sikrer indfrielse af offentligt vedtagne mål om et bæredygtigt samfund, herunder nedbringelse af CO2 udslip gennem energispareplaner og den mest miljøvenlige teknologi. - jobplaner, herunder praktikpladser for unge og voksne, der indfrier lokalsamfundets beskæftigelses- og uddannelsespolitik. 1 Politiken Enhedslistens Hovedbestyrelse 6. november Industriarbejdspladser

19 Disse krav løser ikke samfundets økonomiske- og miljømæssige krise, men skaber opmærksomhed om vitale samfundsforhold og rummer spiren til udvikling af et produktionsdemokrati. Nye industriarbejdspladser og målrettet, grøn efterspørgsel. De nuværende oppositionspartier har med forskellig styrke lanceret en universalmedicin til fremme af industriarbejdspladser: En målrettet grøn efterspørgsel efter grøn teknologi og økologiske produkter skal skabe nye arbejdspladser og løse miljøproblemer. Et stabilt hjemmemarked har netop været afgørende for vindmølleindustriens udvikling. Den erfaring gælder fortsat. Enhedslisten har lanceret et ambitiøst program. Alene inden for vedvarende energi og nye økologiske produkter er der tale om jobs. Hertil kommer et ukendt antal jobs inden for transport- og genbrugssektor. Staten skal fremme efterspørgsel efter vindmøller, bygningsintegrerede solceller, bølgekraftanlæg og varmepumper ved at påbyde anlæg heraf og støtte programmer til udvikling af VE-teknologi. Inden for boligsektoren skal det offentlige dreje efterspørgselen hen mod bæredygtige materialer og energibesparende installationer ved at ændre bygningsreglementer, og lade det offentlige gå foran med klimarenovering. Anlæg af helt nye jernbaner, letbaner, sporvogne og elektrificering af jernbanenettet for slet ikke at tale om indførelse af elbiler- og brintbiler overalt i den offentlige sektor - fra hjemmehjælper til minister- skal skabe nye afsætningsmuligheder for transportindustrien. Endelig skal de offentlige spisekøkkener i kommuner, i regioner og inden for staten bevilges midler til at købe økologiske fødevarer fra nærsamfundet, som kan åbne for en lokal og alsidig fødevareindustri. Offentlig grøn efterspørgsel og demokratisk produktion siamesiske tvillinger. En massiv, grøn efterspørgsel rummer mulighed for nye jobs især når det gælder anlæg af jernbaner og letbaner, opsætning af vindmøller, renoveringer af boliger og lokal fødevareindustri baseret på egnens råvarer. Faste installationer og anlæg kan ikke flyttes. Efterspørgselsstrategien kan bestemt noget, men langt fra alt. Den kan ikke garantere, at der kommer stabile jobs i udkantsdanmark, det ved man alt om i Rønne, Nakskov, Rudkøbing og Skagen, den kan heller ikke modvirke, at virksomheder udflages, og den kan slet ikke sikre, at samfundets borgere får indflydelse på værdikæden fra forskning, over produktudvikling til serieproduktion. I disse situationer er det virksomhedsejerne, der bestemmer. De har rettigheder, ikke pligter. Derfor er det afgørende, at kommuner, foreninger og ildsjæle uden penge på lommen får mulighed for at tage produktionsinitiativer. Forbindelseslinjerne mellem en målrettet, bæredygtig efterspørgsel og demokratisk produktion fremmet gennem offentlige, deltagerstyrede innovationscentre og et samfundsstyret DONG, jernbanevæsen m.v. - fremgår af nedenstående skema. Her er nævnt en række centrale satsninger, der kan fungere som lokomotiver for bæredygtig vækst og holdbare industriarbejdspladser. Over for kapitalismens blinde vækst står kampen for en behovsstyret produktion, der opprioriterer investeringer i en bæredygtig udvikling og basale sociale behov. Blind vækst og vild import skal erstattes af bæredygtige produktions- og forbrugsomlægninger, som dernæst kan danne udgangspunkt for eksport (der ikke er et mål i sig selv). jfr. bilag 1, 2, 3, 4. Industriarbejdspladser 19

20 Offentlig, grøn efterspørgsel og demokratisk produktion område Efterspørgsel Forskning og innovation Demokratisk produktion Vedvarende energi Vindmøller solceller på alle tage 5 offentlige centre for VE Bygningsintegrerede solceller solvarmeanlæg brændselscelleteknologi Boligbyggeri Klimarenovering varmepumper Klimaakademi Varmepumper lavenergiruder Bæredygtig transport Økologiske produkter Elektrificering af hovedstrækninger udbygning af jernbanen, nye letbaner og sporvogne Off. økologisk bespisning 100 pct. omlægning af jordbrug til økologi 2 off. centre Organisering af lokale markeder udviklingscentre Udvikling og produktion af el-drevet materiel Lokal fødevareindustri Isoleringsmateriale af hør og hamp tekstiler af hør og hamp Recirkulation genbrugsprogram Pålæg om øget genbrug pålæg om national ophugning/ genbrug af boreplatforme, skibe m.m. Kommunekemi under offentligt styre Ophugningsværft lokal genbrugsproduktion lokal forgasning af affald Demokratisk, deltagerstyret produktion Vil man holdbare industriarbejdspladser, som ikke kan udflages, er det nødvendigt at slås for lønarbejdernes, borgernes og kommunernes ret til at igangsætte demokratiske virksomheder, der forener kravet om en bæredygtig udvikling med holdbare industriarbejdspladser. Dette mål kræver gennembrud på flere felter: Oprettelse af offentlige innovations- og udviklingscentre med adgang for alle borgere foreninger, ildsjæle, Ole Opfindere med og uden penge på lommen m.v. Ret til kommunal, deltagerstyret produktion gennem ændring af kommunalfuldmagten Juridisk sikring af en demokratisk produktion, som uanset om den er foreningsejet, fondsejet, offentligt ejet, andelsejet eller ejet af de ansatte, åbner for de ansattes og brugernes selvforvalning, sikrer øremærkning af overskud til en bæredygtig udvikling og hvor udtræk af kapital ikke kan foretages med spekulation for øje. Fuld indlicitering af DONG, jernbanevæsen, postvæsen m.v. Brud med de frie handels- og kapitalbevægelser hvor vitale miljø- og samfundsinteresser står på spil. (fødevare- og energisikkerhed, forarbejdning af lokale råvarer, udvikling af infrastruktur jf. side 17ff) 20 Industriarbejdspladser